Indenrigsudvalget 2023-24
INU Alm.del
Offentligt
2858113_0001.png
Folketingets Indenrigsudvalg
Christiansborg
29. april 2024
Svar på Indenrigsudvalgets spørgsmål nr. 64 (Alm. del) af 4. april
2024 stillet efter ønske fra Tina Cartey Hansen (KF)
Spørgsmål
Vil ministeren vurdere de økonomiske konsekvenser af at udvide kommunernes
mulighed for at meddele garanti for lån med en løbetid op til 40 år til 50 år? Og vil
ministeren vurdere de økonomiske konsekvenser, hvis disse lån med 50 års løbetid
kan gives til store infrastrukturprojekter som letbane- eller metrobyggeri?
Svar
Kommunerne kan alene stille garanti for de lånetyper, som kommunerne selv kan
anvende, herunder også hvad angår løbetider. Kommuner kan i udgangspunktet
optage lån med løbetid op til 25 år. Der er dog i visse tilfælde mulighed for at optage
lån med løbetid på op til 30 og i visse tilfælde 40 år.
Kommunerne kan således stille garanti for lån på op til 40 år for lån optaget af et
vandselskab til bestemte formål, og for lån til almene ældreboliger og skæve boliger.
En udvidelse af kommunernes mulighed for at meddele garanti for lån med en lø-
betid fra op til 40 år til op til 50 år kan i princippet potentielt bidrage til at skabe
bedre overensstemmelse mellem løbetiden på meget langsigtede projekter og deres
finansiering. En sådan overensstemmelse er ikke et hensyn, der ligger bag fastsæt-
telsen af de eksisterende løbetider. En forlængelse af løbetiden kan medføre total-
økonomisk dyrere projekter for låntager. For kommunerne vil det forlænge den
periode, hvor de kan blive mødt af et evt. økonomisk krav.
Der findes imidlertid ikke centrale data over sammensætningen af kommunernes
garantiportefølje, der er en forudsætning for at kunne skønne de mere præcise øko-
nomiske konsekvenser ved at udvide kommunernes mulighed for at meddele ga-
ranti for lån med en løbetid på op til 40 år til 50 år.
Konsekvenserne af en kommunal mulighed for at stille garantier på lån på op til 50
år til store infrastrukturprojekter vurderes i udgangspunktet at være som beskrevet
ovenfor.
Store infrastrukturprojekter såsom letbane- eller metrobyggeri finansieres dog i dag
ofte via statslige genudlån, dvs. lån fra staten. Dette er generelt den billigst mulige
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K
INU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 64: MFU spm. om ministeren vil vurdere de økonomiske konsekvenser af at udvide kommunernes mulighed for at meddele garanti for lån med en løbetid op til 40 år til 50 år
Side 2 af 2
finansiering for et projekt, og det er forbundet med en række fordele for det offent-
lige samlet set at finansiere større infrastrukturprojekter o.l. på denne måde. F.eks.
er Københavns metro- og letbane i høj grad finansieret med statslige genudlån.
En kommunal mulighed for at stille garantier på lån på op til 50 år til store infra-
strukturprojekter vurderes således ikke at ville blive brugt i stort omfang til at finan-
siere projekter, der også har adgang til statslige genudlån, da det ville øge renteud-
gifterne knyttet til finansieringen af sådanne projekter betydeligt.
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister