Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 16-04-2024
Enhed: Forvaltningsjura
Sagsbeh: lwn
Sagsnr.:2024 - 2491
Dok. nr.: 112751
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 48 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 13. februar 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU) Morten
Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 48:
”Vil
ministeren i lyset af svaret på INU alm. del
–
spørgsmål 38 forklare, hvorfor det er
lovligt for en kommune at boykotte varer produceret i de såkaldt israelsk besatte
områder, mens det vil være ulovligt for en kommune at flage med det israelske flag
som sympatitilkendegivelse i forhold til det forfærdelige terrorangreb mod Israel den
7. oktober 2023?”
Svar:
For så vidt angår flagning med andre nationers flag kan jeg henholde mig til
besvarelsen af INU alm. del, spørgsmål 38. Det fremgår af besvarelsen, at flagning
efter omstændighederne kan udgøre en udenrigspolitisk tilkendegivelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt for en kommune at varetage udenrigspolitiske
hensyn, skal vurderes efter kommunalfuldmagtsreglerne. Der er tale om en konkret
vurdering i hver enkelt tilfælde.
Det fremgår af den daværende økonomi- og indenrigsministers svar af 26. november
2014 på spørgsmål nr. 16 (alm. del) fra Folketingets Kommunaludvalg, at kommuner,
der havde besluttet ikke at købe varer m.v. fra besatte områder på Vestbredden,
handlede i overensstemmelse med den udenrigspolitiske tilkendegivelse, som
Folketinget var fremkommet med gennem sin vedtagelse af V 13 (samling 2013-2014)
om EU, Israel og Vestbredden. På den baggrund vurderede Økonomi- og
Indenrigsministeriet, at den pågældende kommunale disposition var lovlig.
Jeg kan i den forbindelse endvidere henvise til Folketingets seneste vedtagelse af V
100 (samling 2020-2021) om udviklingen på Vestbredden, hvori Folketinget
understreger, at man ikke i aftaler med EU eller via danske offentlige eller private
engagementer bør give bosættelser forbedrede økonomiske muligheder eller på
nogen måde legimitere besættelsen.