Folketingets Grønlandsudvalg
Christiansborg
27. juni 2024
Svar på Grønlandsudvalgets spørgsmål nr. 78 (Alm. del) af 6. juni
2024 stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA)
Spørgsmål
Der er for nylig indgået en aftale for statsligt ansatte om en forhøjelse af lønnen
som del af de sædvanlige overenskomstforhandlinger. Dette gælder for
størstedelen af statens ansatte i Grønland, men ikke samtlige ansatte under
ansættelse i danske, statslige myndigheder i Grønland. Tidligere er der også
indgået en politisk aftale om et midlertidigt lønløft til politi- og anstaltsbetjente i
Grønland med henblik på permanent at sikre lige løn for lige indsats. Vil
ministeren redegøre for, hvilke personalegrupper og myndigheder, som ikke er del
af den seneste overenskomst for ansatte i statslige myndigheder bosiddende i
Grønland, og vil ministeren herunder redegøre for, hvorfor lønstigningen ikke
gælder for samtlige statens ansatte i Grønland?
Svar
Finansministeriet, repræsenteret af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og de
faglige organisationer, forhandler og indgår aftaler om løn- og øvrige ansættelses-
vilkår for statens ansatte i Danmark og i Grønland.
Det statslige arbejdsmarked i Grønland består af statens ansatte i Grønland og
medarbejdere udsendt fra Danmark til tjeneste i Grønland. Statens ansatte i Grøn-
land følger løn- og ansættelsesvilkår aftalt i Grønland, mens statens ansatte i Dan-
mark følger løn- og ansættelsesvilkår aftalt i Danmark.
Som en del af OK24 forliget for statens ansatte i Danmark aftalte Finansministe-
riet og de faglige organisationer lønstigninger per 1. april 2024. De afsluttede over-
enskomstforhandlinger omfattede alene statens ansatte i Danmark.
Statens ansatte i Grønland er omfattet af de kollektive aftaler og overenskomster,
der er indgået for statens ansatte i Grønland. Der er i de kollektive aftaler og over-
enskomster aftalt en anden forhandlingsmodel, hvor aftalerne løbende forhandles
mellem aftaleparterne efter nærmere aftalte forhandlingsintervaller.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K