GRA, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om en eventuel ophævelse af ministerundtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner.

Granskningsudvalget 2023-24
GRA Alm.del
Offentligt

Folketingets Granskningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

17. juni 2024

Stats-

Menneskeretskontoret

Maja

Sofie

Vilstrup

Gaardsvig-Kjær

2024-06678

3302615

Besvarelse af spørgsmål

Granskningsudvalg

nr.

(Alm.

del)

fra

Folketingets

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 (Alm. del), som Folketingets

Granskningsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. maj 2024.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.

Peter Hummelgaard

Christian Fuglsang

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/11

GRA, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om en eventuel ophævelse af ministerundtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner.

Spørgsmål nr. 1 (Alm. del) fra Folketingets Granskningsudvalg:

”Under henvisning til beretning nr. 7 om Granskningsudvalgets

evaluering af ordningen for granskningskommissioner afgivet

af Udvalget for Forretningsordenen den 8. maj 2024 bedes

ministeren redegøre for det hensigtsmæssige i en eventuel

ophævelse af ministerundtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 4, i

lov

undersøgelseskommissioner

granskningskommissioner og de betænkeligheder, der måtte

være forbundet hermed.”

Svar

Det følger af den såkaldte ministerundtagelsesregel i § 4, stk. 4, 2. pkt., i

lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, at en

undersøgelseskommission ikke kan få til opgave at foretage retlige

vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for granskningskommissioner,

jf. undersøgelseskommissionslovens § 1 b.

Om baggrunden for bestemmelsen kan der henvises til kapitel 2, afsnit

3.3.4.1, i betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer afgivet af

Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer, som ligger til grund for den

gældende ordning i undersøgelseskommissionsloven. Af betænkningens

side 51 ff. fremgår følgende:

”Det er den helt overvejende opfattelse blandt udvalgets flertal,

at en undersøgelseskommission – som undersøgelsesretterne

efter den gældende ordning – ikke bør tage stilling til, om

konstaterede forhold fra en ministers side kan begrunde, at et

retligt ansvar søges gjort gældende over for ministeren. En

undersøgelseskommission bør således ikke vurdere, om

ministeransvarlighedsloven

(eller

andre

relevante

ansvarsregler) må antages at være overtrådt, og endnu mindre,

om der kan antages at være grundlag for rigsretstiltale (eller

politisk ansvar).

Efter denne opfattelse bør en undersøgelseskommission heller

ikke – uden at tage stilling til de lige nævnte spørgsmål – kunne

bemyndiges til at tage stilling til det mere begrænsede, generelt

formulerede spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at

antage, at en minister har »begået fejl eller forsømmelser«.

Grænsen mellem sådanne fejl m.v. og overtrædelse af

ministeransvarlighedsloven er ganske flydende.

Side 2/11

Den foreslåede begrænsning af undersøgelseskommissionernes

virksomhed med hensyn til ministre skal naturligvis ses i

sammenhæng med, at det i praksis efter grundloven alene

tilkommer Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om

ministerens politiske ansvar eller om rejsning af sag med

henblik på ministerens retlige ansvar, jf. grundlovens §§ 15-16.

Der er ingen klar grænse mellem grundlaget for politisk ansvar

og grundlaget for retligt ansvar. Eventuelle retsstridige forhold

vil være politisk farvede, og det praktiske sanktionsspørgsmål

vil normalt være et spørgsmål om politisk ansvar.

Der

således

tale

spørgsmål,

som

undersøgelseskommissioner dels typisk vil være mindre egnede

til at bedømme, dels ligeså typisk ikke kan bedømme uden risiko

for at blive aktører i en politisk konflikt.

Undersøgelseskommissionens opgave bør for så vidt angår

ministre således alene være at undersøge og klarlægge de

faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets egen

stillingtagen til spørgsmålet om ministres politiske og/eller

retlige ansvar. I den forbindelse kan subjektive forhold

vedrørende ministeren også undersøges og klarlægges, f.eks.

hvilken viden ministeren må antages at have haft med hensyn til

de oplysninger, der blev videregivet til Folketinget. Som

nærmere beskrevet i kapitel 4, afsnit 4, bør det overlades til

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (eventuelt gennem

nedsættelse af et fast underudvalg) – på grundlag af en

undersøgelseskommissions klarlæggelse af det faktiske

begivenhedsforløb – at udarbejde indstillinger til Folketinget

vedrørende vedkommende ministers eventuelle politiske eller

retlige ansvar.

Et mindretal (Eva Smith, Jon Stokholm og Hellen Thorup) er

enig i, at undersøgelseskommissioner ikke bør foretage en retlig

vurdering af ministres ansvar. For mindretallet er dette en

simpel konsekvens af, at undersøgelseskommissioner så vidt

muligt skal undlade at foretage retlige vurderinger. At foretage

en distinktion mellem embedsmænds og ministres ansvar finder

mindretallet imidlertid hverken logisk eller velbegrundet. Det er

rigtigt,

påtalekompetencen

forhold

til

ministeransvarlighedsloven tilkommer Folketinget – men

påtalekompetencen i forhold til embedsmændene tilkommer jo

også andre myndigheder end undersøgelseskommissionen.

Endvidere anfører flertallet, at bedømmelsen af ministres ansvar

ofte vil være politisk. Det er rigtigt, men det gælder på ingen

måde undtagelsesfrit. Dette var således ikke tilfældet forsåvidt

angår den sidste rigsretssag. Dertil kommer, at vurderingen af

embedsmændenes forhold ofte vil være politisk farvet. I

Side 3/11

Tamilsagen f.eks. blev departementschefen i Statsministeriet

bebrejdet, at han ikke havde rådgivet ministeren bedre med

hensyn til en politisk tale, denne havde holdt i Folketinget.

Sammenfattende finder mindretallet således, at den logiske

følge af, at undersøgelseskommissioner ikke må udtale sig om

ministres retlige ansvar, ville være, at det samme gjaldt for

embedsmænd. Disse bemærkninger er uddybet yderligere

nedenfor i afsnit 3.3.4.6.”

I oktober 2018 afgav Udvalget om Undersøgelseskommissioner

betænkning nr. 1571/2018 om undersøgelseskommissioner og

parlamentariske undersøgelsesformer. Udvalget var nedsat med henblik på

at foretage en erfaringsopsamling fra de otte undersøgelseskommissioner,

der på tidspunktet for nedsættelse af udvalget i september 2016 havde

afsluttet deres arbejde, og at overveje, om der er behov for ændringer af

denne undersøgelsesform. Af betænkningens side 243 ff. fremgår bl.a.

følgende om ministerundtagelsesreglen:

”Det følger af undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 4, 2.

pkt., at en undersøgelseskommission ”ikke [kan] få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om

ministres ansvar”. Tankegangen bag bestemmelsen har en lang

forhistorie i den praksis, der gennem årtier har været i

forbindelse

med

ulovbestemte

dommerundersøgelser,

kommissionsdomstole og undersøgelsesretter.

Det er efter grundlovens § 15 op til Folketinget at tage stilling

til en ministers politisk-parlamentariske ansvar, og det er efter

grundlovens § 16 op til Folketinget (og regeringen) at tage

stilling til, om der skal gøres et retligt ansvar mod en minister

gældende ved Rigsretten. Det følger ikke heraf som en

statsretlig nødvendighed, at en undersøgelse ved en

undersøgelseskommission ikke skulle kunne tillægges den

opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der

foreligger grundlag for et ministeransvar, jf. herom Jens Peter

Christensen, Ministeransvar (Jurist- og Økonomforbundets

Forlag, 1997), side 127-134, og senest Hans Gammeltoft-

Hansen i Børge Dahl m.fl. (red.), Festskrift til Jens Peter

Christensen (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016), side

375-397. Den nævnte tilbageholdenhed med at udtale sig om

ministeransvar har imidlertid grundlag i fornuftige reale

overvejelser om det politisk og parlamentarisk særligt følsomme

ved netop vurdering af spørgsmål om ministres ansvar.

Udvalgets

erfaringsopsamling

har

vist,

undersøgelseskommissionslovens

særlige

”ministerundtagelsesregel” om, at en undersøgelseskommission

Side 4/11

ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til

belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, i visse tilfælde

har

kunnet

give

anledning

til

problemer

for

undersøgelseskommissioners vurdering af embedsmænds

forhold, samt at den særlige ministerundtagelsesregel måske kan

være egnet til i visse tilfælde at bidrage til at give et skævt

billede af ansvarsfordelingen, når kommissionen udtaler kritik

af embedsmænd, men ikke af ministre.

Udvalget finder på den anførte baggrund, at der kan være grund

til

nogle

præciserende

bemærkninger

vedrørende

ministerundtagelsesreglen, dens baggrund i tidligere

undersøgelsespraksis og dens naturlige praktiske forståelse i

relation til undersøgelseskommissionernes virke.

[…]

det

for

så

vidt

angår

ministre

undersøgelseskommissions opgave at undersøge og redegøre for

de faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets

stillingtagen til spørgsmålet om ministres politiske eller retlige

ansvar, vil en undersøgelseskommission formentlig på noget

tilsvarende måde, som det skete med kommissionsdomstolen i

dagpengesagen og kommissionsdomstolen i sagen om ”køb

dansk”-klausulen, kunne redegøre for de hensyn og

omstændigheder, der måtte knytte sig til en ministers handlinger

og undladelser. F.eks. hvilke bevæggrunde, der må antages at

have ligget bag ministerens adfærd, hvilke handlemuligheder

der realistisk set forelå for ministeren og hvilke overvejelser, der

naturligt måtte knytte sig til valget mellem sådanne

handlemuligheder.

Hertil kommer, som det også er anført nævnte sted i

lovkommentaren til undersøgelseskommissionsloven, at en

undersøgelses vurdering af en sags retlige spørgsmål med

henblik på en vurdering af, om der foreligger grundlag for at

drage embedsmænd til ansvar, til tider vanskeligt vil kunne

undgå i realiteten at komme tæt på momenter, der også vil være

relevante for en vurdering af ministerens retlige ansvar. Det vil

f.eks. være tilfældet, hvis en undersøgelseskommission –

svarende til situationen i Tamil-sagen – som led i vurderingen

af, om der er grundlag for at drage embedsmænd til ansvar, må

konstatere, at en beslutning var ulovlig, at ministeren var fuldt

ud bekendt hermed, og at han i øvrigt fastholdt beslutningen

imod sine embedsmænds råd.

Det samme vil gælde helt generelt, når en

undersøgelseskommission – som led i bedømmelsen af de

involverede embedsmænds adfærd – vurderer, om en beslutning

har været lovlig eller ulovlig, og samtidig – i overensstemmelse

Side 5/11

med undersøgelsens kommissorium – redegør for sin faktuelle

bevismæssige vurdering af, hvilken rolle og viden ministeren

må antages at have haft i forbindelse med den pågældende

beslutnings tilblivelse og udførelse. Et eksempel herpå fra

undersøgelseskommissionspraksis er Statsløsekommissionens

vurdering af den daværende integrationsministers beslutninger i

anledning af embedsmændenes indstillinger om behandlingen af

indfødsretsansøgninger og kommissionens vurdering af, om

ministeren vidste, at hendes beslutninger medførte

konventionsstridige afgørelser, jf. herom Hans Gammeltoft-

Hansen, op.cit., side 387 f.

Sammenfattende kan man udtrykke ovenstående således, at en

undersøgelseskommission ikke – som tilfældet er med hensyn

til embedsmændene – kan udtale sig om, hvorvidt der foreligger

grundlag for at gøre et ansvar gældende mod en minister. Dette

spørgsmål er det i praksis alene op til Folketinget at afgøre. Men

undersøgelseskommissionen kan efter omstændighederne være

i en situation, hvor det ikke kan undgås, at dens bevisvurdering

af det faktuelle forløb, dens fortolkning af de relevante retsregler

og dens vurdering af embedsmændenes ansvar tillige indebærer,

at der dermed tegner sig momenter vedrørende ministerens

adfærd og viden, der også kan være relevante for Folketingets

vurdering af ministerens ansvar. Dette indebærer imidlertid

ikke, at undersøgelseskommissionen har handlet i strid med

ministerundtagelsesreglen i undersøgelseskommissionslovens §

4, stk. 4, 2. pkt., eller i øvrigt har frataget Folketinget

kompetencen til selvstændigt at vurdere spørgsmålet om

ministeransvar. Det kan derimod indebære, som det blev udtrykt

af Michael Lunn under udvalgets interview, jf. ovenfor side 188,

at Folketinget er klædt bedre på til at bedømme ministeren.”

I Jens Peter Christensen, Ministeransvar (1997), side 569 ff., behandles

endvidere spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en bestemmelse, som

afskærer et undersøgelsesorgan fra at få til opgave at foretage retlige

vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, herunder i

lyset af flertallets udtalelse i betænkning nr. 1315/1996 om

undersøgelsesorganer. Af side 570 ff. fremgår bl.a. følgende:

”Som det er fremgået af kapitel 6-19, gør det ofte i praksis ikke

den store forskel, om der alene foretages en i formen blot faktuel

beskrivelse af en ministers embedsførelse, eller om der tillige

foretages en eksplicit retlig vurdering heraf. Som

undersøgelserne viser, lader det sig ikke gøre at klarlægge et

faktisk begivenhedsforløb på en retligt relevant måde, uden at

undersøgelsen foretages ud fra en forestilling om de retlige

normer, der gælder på det på gældende område og for de

Side 6/11

pågældende personer. Faktum kan ikke på en retlig relevant

måde beskrives isoleret fra de retlige normer.

[…]

Såfremt en undersøgelse skal tjene som et godt

beslutningsgrundlag for Folketingets stillingtagen til

spørgsmålet om ministres ansvar for deres embedsførelse, er det

efter min opfattelse væsentligt, at undersøgelsen klart og

eksplicit drøfter de ansvarsmæssige spørgsmål. Det gælder dels

spørgsmålet om subjektiv tilregnelse, dels spørgsmålet om

objektivt gerningsindhold.

En i formen blot faktuel

undersøgelse vil kunne være egnet til at give et fortegnet

billede af ansvarsforholdene, og vil i praksis ofte være egnet

til at give et billede af det passerede, der er værre, end der

reelt er dækning for.

[…]

En almindelig domstolsafgørelse har som sin væsentligste

funktion at være den endelige afgørelse af en sag. Det er derfor

også domskonklusionen, der er afgørende, mens omfanget af

begrundelseskravet kan diskuteres. For et undersøgelsesorgans

beretning er forholdene imidlertid anderledes. En sådan

beretning er ikke som en dom den endelige afgørelse, men alene

et beslutningsgrundlag for andre myndigheder – Folketing og

regering – der skal tage stilling til, hvad der videre skal

foretages.

Det er således et væsentligt formål med en

undersøgelsesberetning vedrørende en ministers forhold, at

Folketinget på grundlag af beretningen skal kunne danne sig en

begrundet opfattelse af, om ministeren bør drages (politisk eller

retligt) til ansvar for det passere.

[…]

I betænkningen om undersøgelsesorganer er det angivet, at det

er »den helt overvejende opfattelse blandt udvalgets flertal«, at

en undersøgelseskommissions opgave for så vidt angår ministre

alene bør være »at undersøge og klarlægge de faktiske

omstændigheder, der har relevans for Folketingets egen

stillingtagen til spørgsmålet om ministres politiske og/eller

retlige ansvar«, og at en undersøgelseskommission ikke bør

vurdere, om ministeransvarligheds loven (eller andre relevante

ansvarsregler) må antages at være overtrådt, ligesom en

undersøgelseskommission fremover heller ikke bør kunne tage

stilling til »det mere begrænsede, generelt formulerede

spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at antage, at en

minister har »begået fejl eller forsømmelser«.

Side 7/11

Efter min opfattelse er denne anbefaling udtryk for et skridt i

den forkerte retning, der vil være egnet til at svække

Folketingets muligheder for kvalificeret stillingtagen til

spørgsmål om ministrenes ansvar.

En dommerledet undersøgelse som dem, der hidtil har været

anvendt i sager vedrørende embedsmænds og ministres

embedsførelse, er i sagens natur ikke det forum, hvor de retlige

ansvarsspørgsmål kan eller bør undergives nogen definitiv

vurdering, men en klar og eksplicit drøftelse af de

ansvarsmæssige spørgsmål – såvel i relation til

embedsmændene som i relation til ministrene – vil være at

foretrække frem for forsøg på for sidstnævnte gruppes

vedkommende alene at give en faktuel redegørelse.”

Hans Gammeltoft-Hansen anfører om hensigtsmæssigheden af

ministerundtagelsesreglen bl.a. følgende i Børge Dahl m.fl. (red.), Festskrift

til Jens Peter Christensen (2016), side 393 ff.:

”I

Betænkning

1315

udtaler

mindretallet

ministerundtagelsesreglen hidfører »en forskel mellem

undersøgelser af politikere og undersøgelser af embedsmænd,

som efter mindretallets opfattelse ikke er begrundet i hverken

rimelighedshensyn eller logik«. Selv om mindretallets ærinde er

i videst muligt omfang at afskære retlige vurderinger for

embedsmænd såvel som ministre, har mindretallet fuldstændig

ret i præmissen; der er hverken logik eller rimelighed i at gøre

en indgribende forskel på behandlingen af ministre og

embedsmænd. – Alt hvad udvalgets flertal anfører til fordel for

at retlige vurderinger efter omstændighederne skal kunne

foretages over for embedsmænd, taler i lige så høj grad for at det

samme burde være tilfældet i forhold til ministre.

For begge gruppers vedkommende gælder det at en

undersøgelseskommissions retlige vurderinger alene har, eller

ville have, karakter af bedømmelser til brug for andre instanser.

For embedsmændenes vedkommende er det bedømmelser til

brug for ministeren der træffer afgørelse om eventuelle

disciplinære foranstaltninger eller, i sjældne tilfælde, om

oversendelse til anklagemyndigheden der så træffer afgørelse

om eventuel strafferetlig tiltale. Hvis ministerundtagelsesreglen

ikke fandtes, ville der fuldstændig tilsvarende være tale om

bedømmelser til brug for Folketinget der så træffer afgørelse om

eventuel kritik eller, i ekstremt sjældne tilfælde, om tiltale for

Rigsretten.

Som anført ovenfor vil ministerundtagelsesreglen nemt kunne

efterlade det indtryk i offentligheden at det er embedsmændene

Side 8/11

som står med ansvaret snarere end ministeren. Dermed antager

reglen karakter af et privilegium for ministeren – hvilket

hverken er velbegrundet eller rimeligt i forhold til

embedsmændene.

I flere af de omtalte kommissionsberetninger foretages der en

grundig belysning af ministrenes

viden

om de undersøgte

forhold, altså vedrørende grundlaget for i givet fald at statuere

forsæt. Ofte sker dette med den konklusion at det ikke kan

lægges til grund at en sådan viden har foreligget – og dermed

som en implicit tilkendegivelse om »frifindelse«.

Hvad der derimod ikke berøres – i hvert fald ikke med samme

grundighed og klarhed – er spørgsmålet om grov uagtsomhed

(der jo indgår i ministeransvarslovens tilregnelsesbegreb, jf. § 5,

stk. 1, på linje med forsæt) og grundlaget herfor, altså

spørgsmålet om

burde-viden.

At det forholder sig således, er for

så

vidt

ikke

overraskende,

netop

lyset

ministerundtagelsesreglen. Viden er noget som er egnet til

faktisk belysning og bevisvurderende konklusioner. Burde-

viden i et niveau af grov uagtsomhed implicerer tillige et

normativt element, en norm som fastlægger hvad der kan kræves

i henseende til niveauet for grov uagtsomhed. Her er det altså

nødvendigt at foretage retlige vurderinger som går ud over

bevisbedømmelsen, og som ministerundtagelsesreglen derfor

afskærer.

Resultatet er, som flere af de refererede sager viser, at den grove

uagtsomheds område i det retlige ministeransvar bliver

underbelyst. Folketinget og UFO kan naturligvis tage det op.

Men når der ikke foreligger, og som anført ikke kan foreligge,

forholdsvis klare indikationer, glider dette komplicerede

spørgsmål nemt i baggrunden eller sløres som et politisk ansvar

(se f.eks. i Skattefradrags-sagen og Skattesags-sagen). En mulig

undtagelse

herfra

dog

Statsløse-sagen

hvor

undersøgelseskommissionen i sin bevisvurdering ikke med den

nødvendige sikkerhed kunne fastslå om integrationsministeren

forstod konsekvenserne af sine beslutninger (og hvor der således

ikke var grundlag for at statuere forsæt), men hvor UFO’s flertal

lagde til grund for sin kritik at ministeren »havde tilstrækkelig

mulighed for at forstå konsekvenserne ... Hun

burde

som

minister have sikret sig fuldt overblik over sagen« (kursiveret

her).

Et sidste argument imod ministerundtagelsesreglen er at den i

sin virkning bidrager til en unødig og uhensigtsmæssig

sammenblanding af det retlige og det politiske ministeransvar.

Et led i udvalgsflertallets begrundelse for i Betænkning 1315 at

anbefale ministerundtagelsesreglen var at der ikke er nogen klar

Side 9/11

grænse mellem grundlaget for henholdsvis politisk og retligt

ansvar. Dette udsagn er rigtigt i den forstand at det faktiske

grundlag for de to former for ansvar kan være delvis

overlappende eller ligefrem identisk. Men karakteren af de to

ansvarsgrundlag er radikalt forskellig. Det retlige

ansvarsgrundlag er fastlagt i ministeransvarsloven, hvorimod

det politiske ansvarsgrundlag (således som det gang på gang

fastslås i forfatningsretlige fremstillinger) er ubestemt.

Grundloven skelner i § 15 og § 16 meget klart mellem de to

former for ansvar og deres ultimative retsvirkninger,

henholdsvis rigsretssag og mistillidsvotum. Det er derfor

væsentligt at holde de to ansvarsformer ude fra hinanden,

herunder i den konkrete sag gøre sig klart om det er den ene eller

den anden eller eventuelt begge former for ansvar der gøres

gældende.

Da grundloven som anført kun foreskriver de ultimative

retsvirkninger, har Folketinget ud fra et praktisk behov dannet

et mindre vidtgående instrument: de kritiske udtalelser eller

»næser«. Denne mellemform omfatter begge kategorier af

ansvar. Da formen er den samme, åbnes der mulighed for at de

to ansvarskategorier sammenblandes og glider i ét. Et eksempel

herpå er mindretalsudtalelsen i Skattefradrags-sagen. En sådan

sammenblanding er uheldig af såvel retssikkerhedsmæssige som

forfatningsretlige grunde.

Ministerundtagelsesreglen bidrager meget væsentligt til

risikoen for at de to ansvarsformer sammenblandes. Hvis den

ikke fandtes, ville Folketinget og UFO have en vurdering, som

i sagens natur udelukkende vedrører det retlige ansvar, at

forholde sig til. Dermed ville man være tilskyndet til for det

første at tage stilling til hvorvidt man er enig i kommissionens

vurdering vedrørende det retlige ansvar. Hvis et

ansvarsgrundlag herefter konstateres at foreligge, har UFO dette

udgangspunkt for at udforme reaktionen, hvilket som alt

overvejende hovedregel vil sige indholdet og graden af kritik i

den beretning hvormed sagen afsluttes. Derudover kan det så

overvejes om der også er behov for at fastslå et politisk ansvar

efter de målestokke der måtte ønskes anlagt for denne

bedømmelse. Er der intet retligt ansvarsgrundlag, kan der tages

stilling til om der skal fastslås et politisk ansvar. […]

5.4. Konklusion

Det er meget vanskeligt at få øje på gode endsige overbevisende

argumenter for ministerundtagelsesreglen; forfatningsretligt

pånøder den sig i hvert fald ikke. Omvendt er der en række

iøjnefaldende ulemper ved reglen, herunder ikke mindst at

Folketinget afskærer sig fra et optimalt beslutningsgrundlag,

samt at risikoen for en uheldig sammenblanding af det retlige og

det politiske ministeransvar øges. […]”

Side 10/11

Som det fremgår af pkt. 1 ovenfor, skal ministerundtagelsesreglen

ses i sammenhæng med, at det i praksis efter grundloven alene

tilkommer Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om ministerens

politiske ansvar eller om rejsning af en sag med henblik på ministerens

retlige ansvar, jf. grundlovens § 15-16. Som det fremgår af pkt. 2

ovenfor, følger det dog ikke som en statsretlig nødvendighed, at en

kommissionsundersøgelse ikke kan foretage retlige vurderinger til

belysning af, om der foreligger grundlag for et ministeransvar.

Som det fremgår af min besvarelse af 1. juni 2023 af spørgsmål nr. 7

(Alm. del) fra Udvalget for Forretningsordenen, er jeg generelt

skeptisk over for initiativer, der kan bidrage til en unødvendig

retliggørelse af det ansvar, ministre har over for Folketinget. Det

gælder også en eventuel ophævelse af ministerundtagelsesreglen i

undersøgelseskommissionsloven.

Side 11/11