Notat vedr. det folkeretlige grundlag for dansk militært bidrag til den
amerikansk-ledede indsats for at begrænse trusler mod den maritime
sikkerhed i og omkring Det Røde Hav (B104)
Indledning
Det fremgår af bemærkningerne til Forslag til folketingsbeslutning om
dansk militært bidrag til den amerikansk-ledede indsats for at begrænse
trusler mod den maritime sikkerhed i og omkring Det Røde Hav (B104)
af 23. januar 2024, at ”det folkeretlige grundlag for det danske bidrag til
den amerikansk-ledede offensive koalition er retten til kollektivt
selvforsvar af USA mod Houthi-bevægelsen i medfør af FN-pagtens
artikel 51.” Nedenfor gennemgås dette grundlag nærmere.
Baggrund
Siden november 2023 er der sket en tiltagende forværring af den
maritime sikkerhedssituation i Det Røde Hav, Bab al-Mandab-strædet
og Adenbugten. Houthi-bevægelsen i Yemen har udført en række angreb
og angrebsforsøg mod den civile skibsfart og internationale militære
flådefartøjer. Angrebene har bl.a. bestået af missil- og droneangreb samt
kapringer.
Houthi-bevægelsen er gentagne gange blevet advaret om, at den ville
komme til at bære ansvaret for konsekvenserne af disse handlinger, hvis
angrebene ikke stoppede. Det fremgik blandt andet af en international
fælleserklæring af den 3. januar 2024
fra Australien, Bahrain, Belgien, Canada, Danmark, Italien, Japan,
Nederlandene, New Zealand, Singapore, Storbritannien, Sydkorea,
Tyskland og USA. Houthi-bevægelsen fortsatte sine angreb herefter.
Enhed:
INTJUR
Sagsbehandler:
Dato:
18-02-2024
Sagsnummer:
24/00269
1