Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-3933
Den 21. maj 2024
Ved brev af 19. marts 2024 har Statsrevisorerne bedt mig om en ministerredegørelse for de foranstalt-
ninger og overvejelser, som Rigsrevisionens beretning nr. 11/2023 om gennemsigtighed i effekter af
tilskud fra grønne programmer giver anledning til.
Jeg noterer mig, at Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Klima-, Energi- og Forsyningsmi-
nisteriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Miljøministeriet og bestyrelserne for de 3
grønne programmer ikke har etableret et tilstrækkeligt grundlag for at følge, at der opnås effekt af de
udbetalte tilskudsmidler. Jeg noterer mig ligeledes, at Statsrevisorerne påpeger, at den begrænsede
viden om effekt gør det vanskeligt for bestyrelser, ministerier og Folketinget at vurdere, om program-
merne virker efter hensigten, eller om der er behov for at ændre eller justere tilskudsordningerne.
Jeg tager kritikken af ministeriets manglende overholdelse af bestemmelsen om tilbagebetaling ved
kommercialisering alvorligt. Ministeriet vil hurtigst muligt og senest inden udgangen af 2024 under-
søge, hvordan kommercialisering af bagudrettede og fremadrettede projekter kan håndteres, herunder
spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling ved projekter, som har opnået kommercialisering.
Rigsrevisionen vurderer, at ministeriet ikke har fastsat
effektmål for GUDP’s indsatsområder
i besty-
relsens handleplaner. Rigsrevisionen konstaterer også, at der ikke er indarbejdet afsnit med afrappor-
tering på effektmålene i årsberetningerne, hvormed årsberetningerne ikke fuldt ud lever op til lov-
grundlaget for programmet. Jeg tager kritikken til efterretning, og ministeriet vil hurtigst muligt og
senest inden udgangen af 2024 undersøge, hvordan effektmål i handleplaner og afrapportering heraf
i årsberetning konkret håndteres.
Jeg noterer mig med tilfredshed, at Rigsrevisionen vurderer, at ministeriet har fastsat effektmål for de
enkelte projekter, og at der følges op på effekterne ved projekternes afslutning.
Beretningen giver anledning til at se på, hvordan arbejdet med effektmåling på programniveau kan
styrkes. Jeg har derfor bedt Landbrugsstyrelsen om at se på mulige tiltag, der kan styrke ministeriets
arbejde med effektmåling og evalueringer af programmet med henblik på at skabe større gennemsig-
tighed om programmets effekter. Landbrugsstyrelsen vil løbende drøfte tiltagene med programmets
bestyrelse og i relevant omfang planlægge arbejdet i samarbejde med de to øvrige udviklings- og de-
monstrationsprogrammer.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Holbergsgade 6
•
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
•
CVR 41956011
•
EAN 5798000880016
•
•
www.fvm.dk