Erhvervsudvalget 2023-24
ERU Alm.del
Offentligt
2886604_0001.png
Folketingets Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
25. juni 2024
Besvarelse af spørgsmål 231 alm. del stillet af udvalget den 11. april
2024 efter ønske fra Lisbeth Bech-Nielsen (SF).
Spørgsmål:
I forlængelse heraf bedes ministeren konkretisere: Hvis en onlinemarkeds-
plads, som f.eks. TEMU, reklamerer for og præsenterer produkter fra tred-
jelande på onlinemarkedspladsen på dansk og på en måde, der vil få en
gennemsnitsforbruger til at tro, at det produkt, der er genstand for transak-
tionen, enten leveres af onlineplatformen selv eller af en tjenestemodtager,
der handler under platformens myndighed eller kontrol, vil onlinemarkeds-
pladsen da 1) hæfte over for forbrugeren i tilfælde af mangler eller defekter
ved produktet? Eller vil onlineplatformen 2) være omfattet af definitio-
nerne af en "økonomisk operatør" i produktsikkerhedslovgivningen? I be-
kræftende fald, hvilken økonomisk operatørrolle vil det i givet fald være?
Svar:
Hvis en onlinemarkedsplads reklamerer for og præsenterer produkter fra
tredjelande på onlinemarkedspladsen på en måde, der vil få en gennem-
snitsforbruger til at tro, at det produkt, der er genstand for transaktionen,
enten leveres af onlineplatformen selv eller af en tjenestemodtager, der
handler under platformens myndighed eller kontrol, vil onlinemarkeds-
pladsen ikke være omfattet af den betingede ansvarsfritagelse i DSA artikel
6(1), og platformen vil kunne ifalde et ansvar for den formidlede informa-
tion. Der henvises i den forbindelse til besvarelse af ERU alm. del spm.
228 og 229 stillet af udvalget den 11. april 2024 efter ønske fra Lisbeth
Bech-Nielsen.
Et eksempel herpå sås i de nylige afgørelser fra Forbrugerombudsmanden,
hvor Forbrugerombudsmanden fandt, at de to onlineplatforme Miinto A/S
og Stylepit.com A/S havde medvirket til at optimere og fremme salget af
produkter
–
hvor nogen var betegnet som bæredygtige uden at være det
–
på deres platforme. Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at online-
platformene dermed havde udøvet en aktiv rolle i formidlingen af informa-
tionen på platformene. Derfor var de ikke omfattet af anvendelsesområdet
for den betingede ansvarsfritagelse i artikel 6(1) i DSA.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
[email protected]
www.em.dk
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 231: Spm., om produkter fra tredjelande på onlinemarkedspladsen på dansk
2/2
I forhold til spørgsmålet om produktsikkerhedslovgivningen kan jeg op-
lyse, at onlinemarkedspladser i EU's harmoniseringslovgivning som ud-
gangspunkt ikke er omfattet af definitionen ”erhvervsdrivende.” jf. mar-
kedsovervågningsforordningens artikel 3(13). Hvis en onlinemarkedsplads
gør et produkt tilgængeligt, og det ikke oplyses, at produktet sælges af en
anden, hvilket de jf. DSA’en
er forpligtet til, kan onlinemarkedspladsen
dog blive betragtet som distributør af produktet. Det beror altid på en kon-
kret og individuel vurdering i hver sag af, hvilken rolle markedspladsen
har.
Hvorvidt en onlinemarkedsplads vil kunne hæfte for mangler eller defekter
ved et produkt, er ikke reguleret i DSA, men følger af dansk rets øvrige
regler. Fsva. de køberetlige regler har jeg indhentet bidrag fra Justitsmini-
steriet, der oplyser følgende:
”Det fremgår af forarbejderne til købeloven, jf. pkt. 3.1.2.8 i
lovforslag nr. L223 af 28. april 2021 (Ændring af reglerne
om forbrugerkøb som følge af varedirektivet og direktivet om
digitalt indhold), at udbydere af onlineplatforme mv. anses
som sælgere efter direktiverne varedirektivet og direktivet om
digitalt indhold, som er implementeret i købeloven, hvis de
handler som led i deres egen forretning og som direkte afta-
lepart for forbrugeren i forbindelse med salg af varer eller
levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Retstilstanden efter almindelige danske obligationsretlige,
herunder aftaleretlige regler og købeloven, er den samme. En
onlineplatform bliver bundet af en aftale med en forbruger og
dermed anset som aftalepart, hvis det ikke fremgår tydeligt
ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end platformen, der
er forbrugerens aftalepart.
Det følger af almindelige aftaleretlige regler, at den, der har
optrådt som mellemmand i forbindelse med indgåelse af en
aftale, og som vil gøre gældende, at aftalen ikke er indgået på
egne, men på en tredjeparts vegne, har bevisbyrden herfor.
Hvornår en platform kan anses for forbrugerens direkte afta-
lepart beror på en konkret vurdering af de oplysninger, der
er givet i forbindelse med indgåelse af aftalen.”
Med venlig hilsen
Morten Bødskov