Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
07. februar 2024
Svar på Erhvervsudvalgets spørgsmål nr. 110 (alm. del)
af 11. januar 2024
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for de danske prioriteter i forbindelse med det belgi-
ske formandskab?
Svar
I svaret til
Erhvervsudvalgets spørgsmål nr. 109 (alm. del) af 11. januar 2024
beskrives sagerne under belgisk formandskab med relevans for udvalget.
Regeringen støtter generelt arbejdet på det finansielle område og det belgiske
formandskabs ambition om at opnå generelle indstillinger for forslaget om re-
vision af regler for krisehåndtering og indskydergaranti, forslaget til en detail-
investorstrategi (RIS), forslaget til revision af betalingstjenestedirektivet (PSD
III + PSR) samt forslaget om adgang til data i den finansielle sektor ('Open Fi-
nance').
Regeringen har på det finansielle område bl.a. et fokus på at støtte arbejdet
med at ændre rammerne for krisehåndteringen af nødlidende kreditinstitutter.
Her er det særligt vigtigt for regeringen, at den danske model for håndtering af
nødlidende kreditinstitutter er bedst muligt afspejlet i EU-reglerne. Modellen
indebærer bl.a., at tab i afviklingssituationer bæres af aktionærer og kreditorer
frem for de offentlige finanser. Regeringen støtter også arbejdet med at sikre
en god og fremtidssikret udvikling på betalingsområdet, arbejdet med at
fremme detailinvestorers deltagelse på de finansielle markeder samt fokus på
en styrket investorbeskyttelse. For en uddybning af regeringens foreløbige pri-
oriteter henvises til de respektive grund- og nærhedsnotater for forslagene
samt samlenotatet vedr. forslaget om adgang til data i den finansielle sektor.
Regeringen støtter endvidere, at det belgiske formandskab prioriterer udestå-
ende trilogforhandlinger i starten af formandskabet mhp. at indgå aftaler om
de pågældende retsakter, inden Europa-Parlamentet afslutter sit parlamenta-
riske arbejde forud for Europa-Parlamentsvalget i juni 2024.
Økonomiministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
Telefon 40 20 86 87