Udvalget for Digitalisering og It 2023-24
DIU Alm.del
Offentligt
2884340_0001.png
Udvalget for Digitalisering og It
ERHVERVSMINISTEREN
Besvarelse af DIU alm. del spørgsmål 135 stillet af udvalget den 25.
april 2024 efter ønske fra Lisbeth Bech-Nielsen (SF).
Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for, hvilke muligheder der er for at stille Meta eller
andre tech-giganter ansvarlig for annoncer, der leder til økonomisk svindel
og misbrug af kendte ansigter, jf. artiklen »Det her gør de fuldstændig over-
lagt«: Facebook og Instagram i hård dansk modvind«. Politiken.dk, den 16.
april 2024?
Svar:
Lad mig starte med at sige, at jeg er forarget over de eksempler, som vi har
set i pressen i den seneste tid. Det er stærkt krænkende for de berørte, men
også over for de brugere, som bliver eksponeret for svindelannoncerne, og
som kan blive udsat for svindel. Jeg ved, at sagerne er meldt til politiet, og
at DSA-tilsynet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også er opmærk-
somme på sagen.
Efter forordningen om digitale tjenester (DSA) kan tech-giganter som
f.eks. Meta efter omstændighederne ifalde et ansvar for medvirken, hvis de
formidler ulovligt indhold og ikke straks tager skridt til at fjerne eller hindre
adgangen til det ulovlige indhold, efter at være blevet gjort bekendt her-
med.
Platformene kan blandt andet få konkret kendskab til ulovligt indhold gen-
nem undersøgelser på eget initiativ eller gennem anmeldelser indgivet fra
brugere, pålidelige indberettere (”trusted flaggers”) eller myndigheder.
Ulovligt indhold kan f.eks. omfatte identitetstyveri efter straffelovens § 264
e, hvorefter den der uberettiget anvender oplysninger om en anden person,
herunder cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at udgive sig for
at være denne person eller videregiver materiale, hvor der er gjort brug af
oplysninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og billede,
til på utilbørlig vis at manipulere denne persons fremtræden, kan straffes.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax.
33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
[email protected]
www.em.dk
DIU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 172: Spm. om indsats for at standse ulovligt indhold på Metas platform Facebook i forhold til deep fake-videoer af kendte mennesker m.v.
2/3
Ulovligt indhold kan anmeldes til politiet, ligesom der er mulighed for at
klage til fx Sikkerhedsstyrelsen vedrørende ulovlige produkter og til For-
brugerombudsmanden, hvis der fx er tale om ulovlig markedsføring. Disse
myndigheder kan, hvis betingelserne er til stede, gøre ansvar gældende over
for platformene og starte egentlige retssager herom.
DSA pålægger også tech-giganter at indføre foranstaltninger, der kan imø-
degå systemiske risici på deres tjenester. En systemisk risiko kan fx være
spredning af ulovligt indhold på platformen eller negativ indvirkning på
mindreårige. Sådanne foranstaltninger kan fx omfatte tilpasning af proces-
ser for indholdsmoderation eller afprøvning og tilpasning af deres algorit-
miske systemer. Europa-Kommissionen fører tilsyn med tech-giganternes
forpligtelser i relation til systemiske risici, hvor de nationale myndigheder
også kan bidrage med information mv.
Jeg finder det positivt, at Europa-Kommissionen har prioriteret håndhævel-
sen på området. Europa-Kommissionen har bl.a. åbnet en formel procedure
mod X, TikTok og Meta, hvor de blandt flere andre forhold undersøger
platformenes overholdelse af forpligtelserne i DSA. I sagerne mod TikTok
og Meta undersøger Europa-Kommissionen, om platformene har truffet ef-
fektive foranstaltninger til beskyttelse af børn, herunder aldersverifikation.
Hvis tech-giganterne ikke efterlever deres forpligtelser, kan de få betyde-
lige bøder på op til 6 pct. af deres årlige globale omsætning.
For så vidt angår forpligtelserne i DSA, som vedrører fx anmeldelsesme-
kanismer til at anmelde ulovligt indhold eller prioritere anmeldelserne fra
pålidelige indberettere, så er er det i udgangspunkt DSA-tilsynet i det land
platformen er etableret i, der er ansvarlig for tilsynet.
Da tech-giganterne er etableret uden for Danmark har det danske DSA-til-
syn i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke mulighed for selvstændigt
at rejse sager mod disse virksomheder om overtrædelse af DSA-bestem-
melserne. Det danske DSA-tilsyn kan imidlertid selvstændigt undersøge
om tech-giganter efterlever specifikke regler og herefter henvende sig til
DSA-tilsynet i det land platformen er etableret i. For Metas vedkommende
vil det være DSA-tilsynet i Irland.
Hvis det danske DSA-tilsyn modtager klager over platforme, der er etable-
ret uden for Danmark, videresender det danske DSA-tilsyn klagen til etab-
leringslandets DSA-tilsyn. Det danske DSA-tilsyn kan supplere en klage
med eventuelle oplysninger af relevans for etableringsstatens tilsyns vur-
dering af klagen – særligt vedrørende nationale problemstillinger. Jeg ved
at det danske DSA-tilsyn i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er opmærk-
somme på sagen.
DIU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 172: Spm. om indsats for at standse ulovligt indhold på Metas platform Facebook i forhold til deep fake-videoer af kendte mennesker m.v.
2884340_0003.png
3/3
Jeg ved at DSA-tilsynet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen herudover
bruger resurser på aktivt at spørge ind til verserende sager med henblik på
at orientere om reglerne og mulighederne for at klage i tilfælde, hvor DSA-
forpligtelserne ikke er opfyldt. Desuden bidrager tilsynet med relevant in-
formation til Kommissionens undersøgelser, hvis det vurderes at være re-
levant.
Hvis man oplever ulovligt indhold på en platform, vil jeg således opfordre
til, at man indgiver en politianmeldelse eller klager til Sikkerhedsstyrelsen
vedrørende ulovlige produkter og til Forbrugerombudsmanden, hvis der fx
er tale om ulovlig markedsføring. Samtidig kan man klage til DSA-tilsynet
i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis man oplever, at tech-giganterne
ikke lever op til forpligtelserne i DSA. Dette sker på tilsynets hjemmeside,
www.kfst.dk/dsa,
som indeholder information til både platformene og dis-
ses brugere.
Med venlig hilsen
Morten Bødskov