Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del - Bilag 311
Offentligt
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
5. september 2024
Politikontoret
Ida Schiøler
2024-10431
3402559
Orientering om politiets brug af ansigtsgenkendelsesteknologi i
efterforskning
Den 21. juni 2024 orientererede jeg Folketingets Retsudvalg om, at politiets
forsøg med digitaliseret offergenkendelse i sager om seksuelt misbrug af
børn ville blive udrullet som et permanent hjælpeværktøj i politiet i denne
type sager. Jeg orienterede samtidig Folketingets Retsudvalg om, at
Rigspolitiet overvejede, om der er andre områder, hvor teknologien på
lignende vis kan styrke politiets efterforskning.
Rigspolitiet har i forlængelse heraf – og i lyset af de aktuelle sager, hvor
unge svenskere er blevet hyret til at begå drab i Danmark – foreslået, at
Københavns Politi implementerer en digital løsning, der ved brug af objekt-
og mønstergenkendelsesteknologi, herunder ansigtsgenkendelsesteknologi,
kan gennemgå og analysere store mængder af indsamlet videomateriale.
Den digitale løsning vil muliggøre en markant hurtigere gennemgang af
indsamlet videomateriale, hvilket f.eks. kan have afgørende betydning i
forbindelse med eftersøgning af en farlig gerningsperson (”manhunt”).
Desuden vil en digital løsning kunne øge kvaliteten af politiets
videoanalyse, bl.a. fordi det erfaringsmæssigt kan være svært for
efterforskerne at fastholde koncentrationen i timevis i forbindelse med
gennemgang af videomateriale.
Den påtænkte digitale løsning vil både kunne anvendes til at fremfinde
sekvenser med særlige objekter, f.eks. en speciel cykel eller en særlig
beklædningsgenstand, og ansigter. Politiet kan indstille, hvilke søgekriterier
den digitale løsning skal søge efter i indsamlet videomateriale, og dermed
eksempelvis kun søge efter ansigter i sager, hvor det anses for nødvendigt.
Side 1/2