Folketingets Udvalg for Digitalisering og It
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2024 - 1411
Doknr.
79787
Dato
22-05-2024
Svar på spørgsmål fra Preben Bang Henriksen (V) stillet den 26. april 2024.
Spørgsmål nr. 147:
”Kan
ministeren bekræfte, at en fysisk handicappet person, der i enhver henseende er psykisk
velfungerende, men som ikke kan betjene en mobiltelefon, ikke kan få en aktiveringskode til
MitID og i bekræftende fald, hvad agter ministeren at foretage sig i den anledning?”
Svar:
Til brug for besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Digitaliseringsstyrelsen, der
oplyser følgende:
”MitID
er Danmarks elektroniske identifikationsmiddel, som er skabt for at sikre anvenderens
identitet, når vedkommende færdes på digitale platforme. Et MitID er strengt personligt, og
man må derfor ikke dele sine koder med andre, når det anvendes.
Hvis man har et bevægehandicap i arme og hænder, kan man bruge MitID appen. I MitID ap-
pen er det muligt at godkende med MitID på sin mobiltelefon ved at bruge stemmekontrol.
Man kan derfor sige højt, hvad der skal trykkes på uden selv at skulle gøre det. På denne
måde vil man kunne anvende sit MitID, selvom man ikke fysisk kan betjene en mobiltelefon,
uden at dele koder med andre.
Når et MitID skal aktiveres, kan man enten gå på borgerservice eller scanne sit pas i MitID ap-
pen. Hvis man får aktiveret sit MitID på borgerservice, vil man få udleveret en aktiverings-
kode, og denne kan indtastes i MitID appen via stemmekontrol.
Hvis man får aktiveret sit MitID i MitID appen, må man gerne modtage hjælp til at scanne sit
pas. Hjælperen skal dog hverken kunne se eller høre, når PIN-kode indtastes. Når bruger-ID og
PIN-koder skal indtastes, kan brugeren på samme vis som ved en aktiveringskode anvende
stemmekontrollen på sin mobiltelefon, hvis brugeren har begrænset mobilitet i sine hænder.”