Lisbeth Bech-Nielsen
Formand for Udvalget for Digitalisering og IT
Dato:
03-05-2024
Sag
24/08452
Enhed
TECH
DIU alm. del – svar på spørgsmål 130 fra Lisbeth Bech-Nielsen stillet den
9. april til udenrigsministeren
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvordan regeringen planlægger at bruge det danske EU
formandskab i 2025 i forhold til kunstig intelligens, teknologi og tech-giganter?
Svar
Regeringen vil fastlægge de konkrete politiske prioriteter for det danske EU
formandskab tættere på formandskabet. Prioriteterne vil blandt andet afspejle de
lovgivningssager, der er på bordet til den tid, og de udfordringer Europa står overfor
i 2025. Den europapolitiske aftale fra december, Danmarks digitaliseringsstrategi –
Ansvar for den digitale udvikling fra februar, regeringens tech-ekspertgruppes
anbefalinger om tech-giganternes forretningsmodeller og kunstig intelligens fra hhv.
juni 2023 og februar 2024 samt Udenrigsministeriets strategi for teknologisk
diplomati fra marts giver desuden gode pejlemærker for danske indsatsområder
inden for tech-dagsordenen og digital omstilling.
Danmark vil være en stærk stemme for en ansvarlig, fair og sikker digitalisering i EU,
hvor vi i fællesskab både skal håndtere udfordringer og risici, og fremme innovation
og anvendelse af nye teknologier. Særligt på kunstig intelligens og kvanteteknologier
skal fælles EU initiativer og regler samt forsknings- og udviklingsprojekter
understøtte innovation i Europa og samtidig beskytte borgerne og sikre ansvarlig
udvikling og anvendelse. Danmark vil også arbejde for, at den europæiske kontrol
med tech-industriens tjenester og forretningsmodeller skærpes, så vores børn og
unge kan færdes sikkert og trygt på sociale medier og online platforme.
Den digitale omstilling og nye teknologier præger også den globale magtbalance.
Derfor vil Danmark understøtte arbejdet for EU som teknologisk frontløber, hvor de
rigtige rammebetingelser styrker den europæiske teknologisektor, og hvor EU er
med til at sætte de internationale rammer og normer for en ansvarlig og demokratisk
teknologiudvikling.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Web: UM.dk
Tlf.: +45 3392 0000
Fax: +45 32 54 05 33 E-mail:
1/1