Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24
BUU Alm.del
Offentligt
2915483_0001.png
Børne- og Undervisningsudvalget
Christiansborg
Svar på alm. del – spørgsmål 427
I brev af 13. september 2024 har udvalget efter ønske fra Helena Artmann
Andresen (LA) stillet mig følgende spørgsmål:
Alm. del – spørgsmål 427:
Vil ministeren redegøre for, om de it-hjælpemidler, herunder programmet
IntoWords, som STUK stiller til rådighed for ordblinde elever og
studerende, er kompenserende i en grad, så elever og studerende med
ordblindhed kan gennemføre deres uddannelse på lige vilkår med alle
andre?
Svar:
Ordblindhed er en indlæringsvanskelighed, som medfører, at det er svært
at lære at koble bogstav og lyd. Det gør det vanskeligt at lære at læse og
stave og at udvikle sikre læse- og skrivekompetencer.
Til elever og studerende med ordblindhed bevilger Styrelsen for
Undervisning og Kvalitet (STUK) læse-skriveteknologi i form af
programmet IntoWords, som leveres af leverandøren Vitec MV. IntoWords
kompenserer for kernevanskelighederne hos elever og studerende med
ordblindhed bl.a. gennem oplæsning, ordforslag og tale-til-tekst.
Det er STUKs vurdering, at IntoWords både for så vidt angår programmets
funktioner og driftsmæssige stabilitet m.v. sikrer, at elever og studerende
med ordblindhed kompenseres for deres funktionsnedsættelse, således at
de kan deltage i uddannelse på lige fod med andre.
Der henvises i øvrigt til svar på BUU alm. del – spørgsmål 426.
Børne- og Undervisningsministeriet
3. oktober 2024
Sagsnr.: 24/29811
Med venlig hilsen
Mattias Tesfaye