Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24
BUU Alm.del
Offentligt
3001715_0001.png
Børne- og Undervisningsudvalget
Christiansborg
Svar på alm. del
spørgsmål 402
I brev af 5. september 2024 har udvalget efter ønske fra Lotte Rod (RV)
stillet mig følgende spørgsmål:
Alm. del
spørgsmål 402:
Vil ministeren præcisere, hvilke gymnasier der ud fra de nuværende
forudsætninger forventes at lukke frem mod 2035 og på hvilket grundlag
dette skøn bygger på? Der henvises til artiklen ”10 udkants-gymnasier
står til at lukke i
2035: Minister varsler ændringer”, dr.dk, den 9. august
2024.
Svar:
Den demografiske udvikling peger på, at udviklingen i antallet af 15-18-
årige frem mod 2035 vil falde med ca. 8 pct. på landsplan og ca. 15 pct. i
landkommunerne. Faldende ungdomsårgange vil alt andet lige betyde
færre elever på gymnasierne og følgelig en reduktion af institutionernes
taxametertilskud og indtægtsgrundlag.
Der forventes i 2035 at være 10 byer i Danmark, hvor der skønnes et
elevgrundlag til stx, der er lavere end 56 elever. Disse byer er: Bjerringbro,
Fjerritslev, Grenaa, Høng, Lemvig, Maribo, Nakskov, Nykøbing Mors,
Skjern og Struer, jf. kort 1. Der gøres opmærksom på, at skønnene er
behæftet med betydelig usikkerhed, jf. nedenstående metodeboks.
Et elevtal på under 56 elever svarer til mindre end to fulde klasser, hvilket
generelt vurderes at være fagligt og økonomisk sårbart. Hvorvidt de
enkelte stx-udbud i disse byer er økonomisk bæredygtige på længere sigt
afhænger af en lang række forhold, herunder den enkelte institutions
samlede økonomi, elevgrundlaget på øvrige uddannelser på institutionen,
om der fusioneres med andre uddannelse og institutioner samt en række
lokale forhold.
Børne- og Undervisningsministeriet
7. april 2025
Sagsnr.: 25/08955
BUU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 402: Spm. om, hvilke gymnasier der ud fra de nuværende forudsætninger forventes at lukke frem mod 2035 og på hvilket grundlag dette skøn bygger på
3001715_0002.png
Kort 1. Skønnet elevvolumen til stx i 2035 (uden skærpede adgangskrav til
stx) fordelt på byer, som i 2023 har et stx-udbud.
Side 2/3
Anm.: Opgørelsen tager udgangspunkt i de 85 byer, der i dag har en institution eller afdeling, som
udbyder stx. Afdelinger og institutioner med en afstand, der er mindre end 5 km, er i udgangspunktet
angivet til at være placeret i samme by. Ved en afstand på over 5 km (fra nærmeste afdeling) er
afdelingerne angivet til at være placeret i forskellige byer. Byen København indeholder i denne opgørelse
en række institutioner og afdelinger i Københavns omegnskommuner. Kortet inkluderer ikke private
institutioner. Den demografiske udvikling af elevgrundlaget for ungdomsuddannelserne 2035 er behæftet
med betydelig usikkerhed, da den er opgjort ved fremskrivning af bestanden af elever i 1.g på stx pr.
30.9.2023 på baggrund af Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning på kommuneniveau for 15-18
årige, forudsætter uændrede bosætningsmønstre inden for kommunerne samt uændret søgeadfærd ift.
stx.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Opgørelsesmetode
Den demografiske udvikling af elevgrundlaget for stx er opgjort ved fremskrivning
af bestanden af elever i 2023 på baggrund af Danmarks Statistiks
befolkningsfremskrivning for 15-18 årige.
Den enkelte bys elevgrundlag er fremskrevet ved et vægtet gennemsnit af den
demografiske udvikling i den enkelte elevs bopælskommune.
Alle skøn er behæftet med betydelig usikkerhed, da de er baseret på:
Befolkningsfremskrivninger til 2035 på kommuneniveau
Forudsatte uændrede bosætningsmønstre inden for kommuner
Forsimplede antagelser om søgeadfærd baseret på nuværende
søgemønstre
Det er regeringens ambition, at unge, der ønsker en almen gymnasial
uddannelse, også i fremtiden skal opleve en bred geografisk dækning i
forhold til, hvor de kan påbegynde deres uddannelse.
I fremtiden kan det blive vanskeligt at opretholde en bred geografisk
dækning af stx i udkantsområder pga. den demografiske udvikling, hvis
der ikke foretages strukturelle ændringer af institutionslandskabet eller
tilføres varige særtilskud til de mindste stx-udbud.
BUU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 402: Spm. om, hvilke gymnasier der ud fra de nuværende forudsætninger forventes at lukke frem mod 2035 og på hvilket grundlag dette skøn bygger på
Side 3/3
Med venlig hilsen
Mattias Tesfaye