Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024-2870
Doknr.
824381
Dato
07-03-2024
Folketingets Boligudvalg har d. 9. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
58 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 58:
Vil ministeren kommentere materialet fra Dansk Miljøteknologi og Danish Clean
Waters foretræde for udvalget den 8/2-24 om implementering af EU's
drikkevandsdirektiv i dansk lovgivning, jf. BOU alm. del - bilag 51 og BOU alm.
del - bilag 56?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Social- og Boligstyrelsen, som oplyser
følgende:
”De
vedlagte bilag indeholder blandt andet forslag til ændring af krav i
bygningsreglementet 2018 (BR18) til mindstetemperaturen på vand i en
vandinstallation. Det er foreslået, at mindstetemperaturen ved brug sænkes fra
50 °C til 45 °C, og temperaturer under 45 °C ved spidsbelastninger skal være
acceptabelt, hvis der er installeret et godkendt desinfektionssystem mod
bakterier og biofilm.
Social- og Boligstyrelsen gør opmærksom på, at den skadelige bakterie
Legionella vokser ved en vandtemperatur på mellem 20 og 50 °C og har
optimale vækstbetingelser ved en vandtemperatur på mellem 35 til 46 °C.
Det nuværende krav skal understøtte, at en minimumstemperatur på 50 °C
modvirker vækst af Legionellabakterien, mens enkelthed og tydelighed i kravet
skal fremme efterlevelsen af kravet i praksis. Tilsammen fremmer det
bekæmpelse af forekomsten af sundhedsskadelige bakterier, der i værste fald
kan være farlige for bygningens brugere.
Afvigelse fra en entydig minimumstemperatur og mulighed for at basere
bakteriebekæmpelse i vandsystemer på kemisk desinfektion alene vil derimod
øge kompleksiteten i efterlevelsen af kravet, hvilket ikke anses at understøtte
det grundlæggende hensyn til sundhed.”
Jeg mener på denne baggrund, at bygningsreglementets krav om
vandtemperatur er tilfredsstillende ud fra hensynet til sundhed, som
bestemmelsen har til formål at varetage.
1