Boligudvalget 2023-24
BOU Alm.del
Offentligt
2827968_0001.png
Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 844
Doknr.
816857
Dato
22-02-2024
Folketingets Boligudvalg har d. 25. januar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
42 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 42:
”Vil ministeren, jf. artiklen »Politikere forlanger elevator til udkigstårn i
Vejen
Mose«, bragt i JydskeVestkysten Vejen den 21. januar 2024, redegøre for,
hvordan BR18 påvirker godkendelse af opførelsen af et udkigstårn på privat
grund med offentlig adgang?”
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Social- og Boligstyrelsen, som oplyser
følgende:
”Byggeloven omfatter bebyggelse, herunder bygninger og mure samt andre
faste konstruktioner og anlæg, når lovens anvendelse på de pågældende
konstruktioner m.v. er begrundet i de hensyn, som loven tilsigter at varetage.
Det vil sige, at kommunen skal vurdere, om en specifik bebyggelse, fx et
udsigtstårn, er omfattet af byggeloven og dermed bygningsreglementet, BR18,
ud fra, om hensynene, som byggeloven har til formål at varetage, herunder
tilgængelighed, finder anvendelse på den konkrete bebyggelse.
Vurderer kommunen, at udsigtstårnet er omfattet af byggeloven og dermed
BR18, vil det indebære, at tårnet skal have en byggetilladelse af kommunen.
Det er således kommunen, som vurderer, om et konkret udkigstårn er omfattet
af § 48. Det er bygningsejers ansvar at sikre, at tårnet lever op til de relevante
krav om tilgængelighed for mennesker med handicap.
Konkret vil det bl.a. indebære, at tårnet skal have adgangsveje, der sikrer, at
man som eksempelvis kørestolsbruger kan komme til selve udsigtsplatformen i
lighed med andre. Om der vil være krav om etablering af elevator afhænger af
det konkrete projekt. Bygningsreglementet stiller krav om etablering af elevator
i bygninger med tre etager og derover.
Bygningsejer har mulighed for at søge kommunen om en dispensation fra
bygningsreglementets bestemmelser. Der kan dispenseres fra bestemmelser i
byggeloven og regler fastsat i medfør heraf, når det skønnes foreneligt med
hensigten bag bestemmelsen. Det betyder, at kommunen kan dispensere fra et
1
BOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 42: MFU spm. om ministeren vil, jf. artiklen »Politikere forlanger elevator til udkigstårn i Vejen Mose«, bragt i JydskeVestkysten Vejen den 21. januar 2024, redegøre for, hvordan BR18 påvirker godkendelse af opførelsen af et udkigstårn på privat grund med offentlig adgang
2827968_0002.png
krav i BR18, fx krav om elevator, hvis man på anden vis kan opfylde hensynet,
fx tilgængelighed, som bestemmelsen skal varetage. Der kan i den henseende
tages bebyggelsens konkrete forhold, fx de forventede brugere, i betragtning.”
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2