Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 500
Doknr.
809902
Dato
23-01-2024
Folketingets Boligudvalg har d. 17. januar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
38 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL).
Spørgsmål nr. 38:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan de nye offentlige vurderinger, som følger
af det nye ejendomsvurderingssystem, påvirker muligheden for
værdiansættelse af andelsforeningers ejendom? Og vil ministeren herunder
redegøre for, hvorvidt værdiansættelsesprincippet vedr. den senest ansatte
ejendomsværdi (offentlig vurdering) efter andelsboliglovens § 5, stk. 2, omfatter
de nye vurderinger?”
Svar:
De nye vurderinger for andelsboligforeningerne indeholder alene en
grundværdivurdering og ikke en ejendomsvurdering. Som følge heraf, kan de
nye vurderinger ikke anvendes til at værdiansætte andelsboligforeningens
ejendom.
Det betyder samtidig, at såfremt en andelsboligforening ønsker at
værdiansætte deres ejendom på baggrund af den offentlige vurdering, sker
fastsættelsen på nuværende tidspunkt efter den seneste ejendomsvurdering.
Jeg bemærker for en god ordens skyld, at andelsboligforeninger fortsat har
muligheden for at værdiansætte deres ejendom efter de to øvrige principper;
anskaffelsessummen og valuarvurdering.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1