Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 6641
Doknr.
917294
Dato
09-10-2024
Folketingets Boligudvalg har d. 12. september 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 113 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 113:
”Vil
ministeren redegøre for, om midler fra Landsbyfornyelsespuljen må bruges
til at opføre byggegrunde i de ansøgningsberettigede kommuner? Hvis det ikke
er tilfældet, vil ministeren redegøre for, hvilken bestemmelse der er til hinder for
dette?”
Svar:
Spørgsmålet forstås således, at det omhandler muligheden for at byggemodne
byggegrunde med midler fra Landsbyfornyelsespuljen.
Landsbyfornyelsespuljens midler kan anvendes til nedrivning og istandsættelse
af nedslidte ejendomme samt til kondemnering og genhusning. Desuden kan
kommunerne anvende puljen til at gennemføre områdefornyelser med henblik
på at skabe attraktive bosætningsvilkår i problemramte byer og boligområder
og dermed styrke grundlaget for private investeringer.
Det er imidlertid ikke muligt at anvende midler fra Landsbyfornyelsespuljen til
selve byggemodningen af byggegrunde, da dette ikke falder inden for
rammerne af byfornyelsesloven. Byfornyelsesloven indeholder en positiv
oplistning af formålene, som midlerne fra Landsbyfornyelsespuljen kan
anvendes til, og byggemodning er ikke blandt disse.
Landsbyfornyelsespuljen kan dog bruges til nedrivning af skrot eller forladte
bygninger, hvilket kan være en forudsætning for senere byggemodning af en
given byggegrund.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1