BEU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 461: Spm. om kommentar til borgmesterbrev fra de 7 borgmestre i Brand og Redning MidtVest om de kommunale redningsberedskaber, jf. BEU alm. del

Beskæftigelsesudvalget 2023-24
BEU Alm.del
Offentligt

NOTAT

Om beredskabsområdet og arbejdstidsdirek-

tivet

Juli 2024

J. nr. 2024-3659

CAIJ

AKL

1. Indledning

I forbindelse med, at reglerne om arbejdstid og hviletid er blevet ændret pr. 1. juli

2024, er det blevet anført, at det med de ændrede regler ikke længere vil være muligt

at opretholde et passende beredskab alle steder i Danmark. Fra kommunal side er det

i flere henvendelser gjort gældende, at de nye regler om rådighedstid, hvor en rådig-

hedsvagt fra hjemmet eksempelvis under visse omstændigheder skal tælle som ar-

bejdstid, indebærer, at det fx ikke altid vil kunne sikres, at der er tilstrækkeligt med

brandmænd hurtigt fremme i tilfælde af brand. Det er i den forbindelse blevet gjort

gældende, at det er muligt at undtage de kommunale beredskaber fra de nye regler.

I dette notat redegøres for, hvorfor en det ikke efter EU-retten er muligt at undtage

de kommunale beredskaber fra de nye regler, samt hvad der i øvrigt fremgår af EU-

Domstolens praksis om rådighedstid. Det beskrives også, hvordan blandt andet ind-

dragelse af relevante arbejdsmarkedsparter har medvirket til at sikre, at de nye regler

udgør en minimumsimplementering af EU-retten på området og er sket under hen-

syntagen til den danske arbejdsmarkedsmodel.

2. Arbejdstidsdirektivets anvendelse fsva. brandmænd mv.

I arbejdstidsdirektivet

er anvendelsesområdet fastlagt i artikel 1, stk. 3, hvor det er

anført, at direktivet finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktivi-

teter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF. Artikel 2 i direktiv 89/391/EØF

har følgende ordlyd:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og of-

fentlige aktiviteter (industri, landbrug, handel, administration, tjene-

steydelser, undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse

osv.).

2. Dette direktiv finder ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknyt-

ning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de

væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktivi-

teter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets an-

vendelse.

Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse

aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

BEU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 461: Spm. om kommentar til borgmesterbrev fra de 7 borgmestre i Brand og Redning MidtVest om de kommunale redningsberedskaber, jf. BEU alm. del - bilag 267

I så fald skal det påses, at arbejdstagernes sikkerhed og sundhed sik-

res i videst muligt omfang i overensstemmelse med målsætningerne i

dette direktiv.«

I sag C-52/04 (Feuerwehr Hamburg) tog EU-Domstolen stilling til, om arbejdstids-

direktivet fandt anvendelse i forhold til brandmænd, idet Domstolen forholdt sig til

undtagelsen i stk. 2 i den citerede artikel 2 fra direktiv 89/391/EØF. I afgørelsen af

14. juli 2005 konkluderede EU-Domstolen følgende:

”Artikel 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksæt-

telse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og

sundhed under arbejdet samt artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv

93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således,

— at de aktiviteter, der udføres af indsatsstyrkerne i et offentligt

brandvæsen som det i hovedsagen omhandlede, normalt er omfattet af

anvendelsesområdet for disse direktiver, således at artikel 6, nr. 2, i

direktiv 93/104 i princippet er til hinder for, at det loft på 48 timer,

der er fastsat som den maksimale ugentlige arbejdstid, overskrides,

herunder for vagttjenester

— at arbejdstiden dog kan overskrides under helt ekstraordinære om-

stændigheder, der er så alvorlige og har et sådant omfang, at det for-

mål, der går ud på at sikre en hensigtsmæssig udførelse af uomgænge-

ligt nødvendige ydelser til beskyttelsen af offentlighedens interesser,

såsom den offentlige orden, sundhed og sikkerhed, midlertidigt må gå

forud for det formål, der består i at sikre sikkerheden og sundheden

for de arbejdstagere, der indgår i indsats- og redningsgrupper, men at

det selv i en sådan ekstraordinær situation skal påses, at formålet med

direktiv 89/391 sikres i videst muligt omfang.”

Som det ses fastslår EU-Domstolen, at det i relation til brandmænd kun er under helt

ekstraordinære omstændigheder, at arbejdstidsdirektivets bestemmelse om maksi-

mal ugentlig arbejdstid kan overskrides. Det kan anføres, at EU-Domstolen i den

nyere afgørelse i sag C-742/19 (B.K.) i relation til aktiviteter i de væbnede styrker

anlagde samme fortolkning af artikel 2 i direktiv 89/391/EØF.

Som en yderligere understregning af, at arbejdstidsdirektivet finder anvendelse i for-

hold til de civile beredskaber, herunder brandmænd, kan der desuden henvises til en

række andre domme fra EU-Domstolen. Der kan således henvises dels til de nyere

domme om brandmænd, der er beskrevet nærmere i den afrapportering fra juni 2023,

som en arbejdsgruppe om arbejdstid under Beskæftigelsesministeriets Implemente-

ringsudvalg afleverede til Implementeringsudvalget og som efterfølgende tilgik be-

skæftigelsesministeren

. Dels kan der herudover henvises til fx C-429/09 (Fuss), der

Afrapporteringen kan blandt andet ses her:

L 68 - 2023-24 (som fremsat): Forslag til lov

om ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og lov om Arbejdsret-

ten og faglige voldgiftsretter. (Indførelse af registreringskrav og mulighed for at fravige

angik muligheden for at påberåbe sig EU-retten i en erstatningssag på baggrund af,

at Fuss havde arbejdet mere end 48 timer ugentligt som brandmand.

På baggrund af de ovenfor nævnte afgørelser fra EU-Domstolen er det Beskæftigel-

sesministeriets vurdering, at brandmænd i deres ordinære tjeneste omfattes af ar-

bejdstidsdirektivet, og at der ikke efter EU-retten er mulighed for at undtage dem fra

reglerne i direktivet.

EU-Domstolens praksis om rådighedstid

EU-Domstolen har i flere domme forholdt sig til, under hvilke omstændigheder rå-

dighedstid, som tilbringes uden for arbejdsstedet, udgør arbejdstid i arbejdstidsdi-

rektivets forstand. Disse domme, hvoraf flere netop omhandler brandmænd, er be-

skrevet nærmere i den ovenfor nævnte afrapportering fra en arbejdsgruppe under

Implementeringsudvalget, hvorfor der generelt henvises til afrapporteringen herom.

En af disse domme, C-214/20 (Dublin City Council), kan dog i særlig grad fremhæ-

ves, idet EU-Domstolen her forholdt sig til en brandmands mulighed for at udøve

anden erhvervsmæssig beskæftigelse i rådighedstiden. Domstolen anså muligheden

herfor for en væsentlig indikation af, at den pågældende brandmands rådighedsvagt

ikke havde en intensitet, så rådighedstiden skulle anses for arbejdstid i ansættelsen

som brandmand. Denne dom viser, at det er muligt at have en brandmand på rådig-

hedsvagt uden for arbejdsstedet, og at brandmanden sideløbende kan have andet ar-

bejde, idet brandmandens rådighedsvagt kan anses for hviletid, så længe brandman-

den ikke kaldes på brandmandsarbejde.

Det kan oplyses, at det ikke på baggrund af EU-Domstolens praksis er muligt at

angive præcist, hvornår en brandmands responstid evt. er så kort, at en rådighedsvagt

skal anses for arbejdstid, selvom brandmanden har sideløbende beskæftigelse under

rådighedsvagten. I sag C-518/15 (Matzak), der er behandlet nærmere i den ovenfor

nævnte afrapportering, blev en responstid på 8 minutter anset for at være så kort, at

rådighedstid fra hjemmet måtte anses for arbejdstid, men i den sag fremgik det ikke,

at der som i C-214/20 var adgang til at have sideløbende beskæftigelse under rådig-

hedsvagten. I C-214/20 var responstiden 10 minutter.

I forlængelse af det anførte om C-214/20 bemærkes, at når arbejdstid i en brand-

mands – eventuelt sideløbende – andet ansættelsesforhold ikke skal regnes som ar-

bejdstid i ansættelsesforholdet som brandmand, er der ikke på baggrund af EU-Dom-

stolens praksis grundlag for at antage, at muligheden for ansættelse som brandmand,

herunder brug af rådighedsvagt, indskrænkes som følge af, at brandmanden har et

andet job. Tilsvarende er der ikke grundlag for at antage, at arbejdet som brandmand

påvirker arbejdstilrettelæggelsen i et andet job.

4. Implementeringen af EU-Domstolens praksis

reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid). / Folketinget.

Den var en del af baggrundsmate-

rialet i forbindelse med behandlingen af L 68. Rådighedstid behandles på side 12f i afrap-

porteringen.

Den ovenfor nævnte afrapportering udgør en sammenfatning af drøftelser, der fandt

sted i en arbejdsgruppe, som var nedsat i regi af Beskæftigelsesministeriets Imple-

menteringsudvalg med henblik på at afdække de udfordringer, som EU-Domstolens

praksis om arbejdstidsdirektivet udgjorde i en dansk sammenhæng. I arbejdsgruppen

var arbejdsmarkedets parter, herunder KL, repræsenteret.

To af afsnittene i afrapporteringen vedrører rådighedstid. I det ene afsnit fastslås, at

rådighedstid, der tilbringes på arbejdsstedet, efter EU-Domstolens praksis altid skal

regnes som arbejdstid. I det andet afsnit gennemgås nyere praksis om rådighedstid

uden for arbejdsstedet, og det konkluderes, at det beror på en konkret helhedsvurde-

ring, om denne form for rådighedstid udgør arbejdstid eller hviletid. I afsnittet om

rådighedstid uden for arbejdsstedet nævnes afslutningsvis, at det kan være en mulig-

hed at implementere EU-Domstolens praksis i en bestemmelse, hvor udgangspunktet

er, at rådighedstid uden for arbejdsstedet er hviletid, men hvor det samtidig angives,

at konkrete omstændigheder kan medføre, at perioden alligevel udgør arbejdstid.

I lovgivningen, der trådte i kraft den 1. juli 2024, er bestemmelserne om rådighedstid

– såvel på som uden for arbejdsstedet – udformet i overensstemmelse med det i af-

rapporteringen anførte. Der er således tale om minimumsimplementering, da der

med hensyn til rådighedstid uden for arbejdsstedet er tale om, at den pågældende

bestemmelse indholdsmæssigt udfyldes af EU-Domstolens praksis herom. Det skal

i den forbindelse nævnes, at arbejdsmarkedets parter også har været inddraget i for-

bindelse med, at de pågældende bestemmelser i arbejdsmiljølovgivningen blev ud-

formet.

Endelig bemærkes, at der med ændringerne i lovgivningen pr. 1. juli 2024 er mulig-

hed for at fravige reglen om, at der højst må arbejdes 48 timer i gennemsnit om ugen.

Denne fravigelsesadgang, der blandt andet kan anvendes i forhold til brandmænd,

giver mulighed for, at der kan arbejdes op til 78 timer ugentligt. Fravigelsesadgangen

er netop indført for at tage højde for, at rådighedstid med ændringerne i lovgivningen

i højere grad tæller som arbejdstid, og det er op til de pågældende arbejdsmarkeds-

parter at udmønte fravigelsesadgangen på en måde, der tager hensyn til forholdene

på det enkelte ansættelsesområde.

5. Sammenfatning og vurdering

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at det ikke vil være i overensstem-

melse med EU-retten, hvis fx brandmænd blev undtaget fra lovgivningen, der im-

plementerer arbejdstidsdirektivet. Det kan også konkluderes, at der i relation til rå-

dighedstid er tale om minimumsimplementering af EU-retten, og at arbejdsmarke-

dets parter, herunder KL, har været inde over både implementeringen af EU-retten

ved gennemgangen af den relevante domspraksis og senere ved udformningen af dan

danske lovgivning herom. Med hensyn til, hvad der efter EU-Domstolens praksis er

gældende i forhold til rådighedstid uden for arbejdsstedet, bemærkes, at der er mu-

ligheder for at arbejdsgiver tilrettelægger arbejdet på en måde, så den form for rå-

dighedstid ikke tæller som arbejdstid. Det er endelig ikke på baggrund af EU-Dom-

stolens praksis problematisk, hvis en brandmand, der er på rådighedsvagt uden for

arbejdsstedet, samtidig passer et andet job.