Til:
Cc:
Fra:
Titel:
Sendt:
Bilag:
Valgklage
13-06-2024 07:44
Til valgbestyrelsen på Orø 4305Orø.docx;
Til Folketinget
Vedr. klage over Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024
Valgbestyrelsen i Holbæk Kommune har modtaget vedhæftede klage fra to vælgere. Klagen blev
afleveret fysiske på valgdagen til valgstyrerformanden på valgstedet på Orø kl. ca. 11.10, og den
blev samme dag sendt kl. 11.22 elektroniske til kommunens valgsekretariat. Valgsekretariatet
videresender hermed klagen til indenrigs- og sundhedsministeren, jf. § 38 i lovbekendtgørelse nr.
5 af 8. januar 2024 om
valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet.
Det kan supplerende oplyses, at valgstyrerformanden og valgsekretæren på valgstedet over for
valgsekretariatet har oplyst, at ingen af klagerne henvendte sig til en valgstyrer eller en tilforordnet
vælger på stedet og gjorde opmærksom på, at den ene af klagerne havde brug for bistand til
stemmeafgivningen. Efter de begge havde modtaget deres stemmesedler, gik de blot sammen ind
i et af stemmerummene.
Da en af de meget erfarne valgstyrere på valgstedet så, at klagerne var på vej ind i
stemmerummet sammen, gør han dem pænt og høfligt opmærksomme på, at der som hovedregel
skal være mindst valgstyrer eller tilforordnet til stede, når en vælger får hjælp til
stemmeafgivningen. Den klager, der havde brug hjælp til stemmeafgivningen, giver på intet
tidspunkt overfor valgstyreren udtryk for, at han ønsker personlig bistand af alene én person, han
selv har udpeget. Valgstyreren vælger derfor at gå med ind i stemmerummet (det af rummene på
valgstedet, der er særligt indrettet med ekstra plads og hjælpemidler til handicappede) hvor han
ifølge valgstyrerformanden og valgsekretærens oplysninger stiller sig diskret med blikket bortvendt
fra stemmesedlen.
Inde i stemmerummet spurgte den klager, der havde brug for hjælp til stemmeafgivningen, den
anden klager, hvor han skulle stemme. Valgstyreren gjorde i den forbindelse klagerne
opmærksomme på, at når man yder hjælp til stemmeafgivning, må man ikke inde i
stemmerummet sige til vælgeren, hvem eller hvilket parti den pågældende skal stemme på.
Den vælger, der havde brug hjælp til stemmeafgivningen, stemmer herefter, og begge klagere
forlader herefter stemmerummet. Den anden klager stemmer derefter alene, og begge klagere
forlader efter at have stemt valgstedet.
Det kan tilføjes, at kommunaldirektøren, som havde overværet åbningen af valgstedet på Orø kl.
9.00, var til stede i lokalet, da klagerne stemte. Kommunaldirektøren registrerede ikke, at der var
nogen kontroverser i valglokalet.
På det foreliggende grundlag er det Valgsekretariatets vurdering, at valgstyreren har handlet
korrekt.
Det følger af folketingsvalglovens § 49, stk. 1, at alle vælgere, der selv ønsker det, kan få
personlig hjælp til stemmeafgivning. Personlig bistand ydes som hovedregel af to valgstyrere eller
tilforordnede vælgere, jf. folketingsvalglovens § 49, stk. 2, 1. pkt. Vælgeren kan dog forlange, at
hjælpen ydes af en person, vælgeren selv har udpeget, og en valgstyrer eller tilforordnet vælger,
jf. folketingsvalglovens § 49, stk. 2, 2. pkt. Vælgerens ønske om hjælp af en person, vælgeren
selv har udpeget, skal være utvetydig og må ikke kunne misforstås, som det er beskrevet i pkt.
7.4.2., nr. 2, i vejl. nr. 9106 af 28. februar 2024 om afholdelse af Europa-Parlamentsvalg søndag
den 9. juni 2024.