Udvalget til Valgs Prøvelse 2023-24
UVP Alm.del Bilag 23
Offentligt
2884814_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Dato: 14-06-2024
Enhed: Demokratikontoret
Valgenheden
Sagsbeh.: Laura Thit Danielsen
Hansen
Koordineret med:
Sagsnr.: 2024 - 7799
Dok. nr.: 179713
Valgklage fra Jørgen Christensen i forbindelse med Europa-
Parlamentsvalget den 9. juni 2024
Fra Jørgen Christensen, Aalborg, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet modtaget
vedhæftede e-mail af 12. juni 2024 med bilag, hvori Jørgen Christensen har klaget
over, at han har længere til sit eget valgsted end andre valgsteder i området.
Klageren har i den forbindelse oplyst følgende:
”Ved
de seneste valg, har jeg rettet henvendelse til Aalborg Kommune om det
uhensigtsmæssige i det valgsted, som jeg skal bruge - se vedlagte.
På vej til valgstedet Gigantium, som ligger knap 3 kilometer fra bopælen, passerer jeg
andet valgsted Aalborghus Gymnasium, som kun ligger 900 m fra min bopæl - det
finder jeg meget underligt og uhensigtsmæssigt, hvis der skal sikres en høj
valgdeltagelse.
Ydermere ligger endnu et valgsted indenfor kortere afstand fra min bopæl end
Aalborghus, nemlig Sønderbroskolen.
Håber at I vil tage det op med Aalborg Kommune, så det kan blive lidt “smartere” valg
af valgsteder til næste afstemning, som måske ikke er så langt væk.”
Aalborg Kommune har i anledning af klagen ved vedhæftede e-mail af 13. juni 2024
oplyst følgende:
”Når
valgsekretariatet i Aalborg Kommune vurderer, om der skal ske en ændring af
grænserne for afstemningsområderne, sammenholder vi antallet af vælgere med
egnede valglokaler.
I vurderingen af om et lokale er egnet til afholdelse af valg og afstemninger, er det
afgørende, om det er tilgængeligt for handicappede. Valgsekretariatet ser desuden
også på, om der er gode ind- og udgangsforhold, således at der kan skabes et optimalt
flow, og om der er tilstrækkeligt med parkeringspladser.
Hvis der tilknyttes for mange vælgere til et valgsted, som ikke er egnet hertil, jf.
ovennævnte, kan der opstå kø og ventetid for vælgerne.
I valgsekretariatet i Aalborg Kommune er vi bekendt med problematikken, som
vælgeren beskriver. Vi evaluerer forud for hvert valg, om afstemningsområderne
kan/skal ændres. Ved evalueringen inddrager vi ovenstående momenter, og den
udvikling, der løbende er af infrastrukturen i byen og afstemningsstedernes
indretning.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i den anledning oplyse, at følgende fremgår af
§ 2, stk. 2, og § 25, stk. 1, i Europa-Parlamentsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 5 af 8.
januar 2024):
UVP, Alm.del - 2023-24 - Bilag 23: Valgklage fra Jørgen Christensen om europaparlamentsvalget.
Ӥ
2.
[…]
Stk. 2.
Afstemningen og stemmeoptællingen foregår i de samme afstemningsområder
og opstillingskredse som ved valg til Folketinget.
Stk. 3.
[…]
[…]
§ 25.
Afstemning på valgdagen og forberedelsen hertil finder sted efter reglerne i § 44
og kapitel 7 i lov om valg til Folketinget med de afvigelser, der følger af, at der ikke kan
opstilles kandidater uden for partierne, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2-6.
[…]”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan desuden oplyse, at følgende fremgår af § 9 og
§ 45, stk. 1, i kapitel 7 i folketingsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 4 af 8. januar
2024):
Ӥ
9.
Hver kommune eller del af en kommune i en opstillingskreds er inddelt i
afstemningsområder. En kommune eller del af en kommune kan dog udgøre ét
afstemningsområde. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om oprettelse, ændring
eller nedlæggelse af afstemningsområder.
[…]
§ 45.
I hvert afstemningsområde foregår afstemningen på ét afstemningssted.
Stk. 2-4.
[…]”
Af Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning nr. 9106 af 28. februar 2024 om
afholdelse af Europa-Parlamentsvalg søndag den 9. juni 2024 fremgår af pkt. 4.9 og
pkt. 7.2.3 bl.a. følgende om afstemningsområder og afstemningssteder:
”4.9.
Ændringer af kommunens afstemningsområder og afstemningssteder
Afstemningen foregår i de samme afstemningsområder som ved folketingsvalg, se
Europa-Parlamentsvalglovens § 2, stk. 2.
Der er ét afstemningssted for hvert afstemningsområde. Kommunalbestyrelsen kan
beslutte at ændre grænserne for afstemningsområderne ved at oprette, sammenlægge
eller nedlægge afstemningsområder.
[…]
7.2.3. Fysisk tilgængelighed ved stemmeafgivningen
[…]
Når kommunalbestyrelsen udpeger de bygninger og lokaler, der skal bruges under
afstemningen, skal kommunalbestyrelsen i øvrigt tage hensyn til, at lokalerne og
stemmerummene så vidt muligt skal være tilgængelige for kørestolsbrugere og andre
stærkt bevægelseshæmmede.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan henvise til ministeriets vedhæftede bilag til
klagen, hvor vælgerens bopæl er markeret med en rød prik, og hvor valgstederne i de
omtalte afstemningsområder
Gigantium, Aalborghus Gymnasium og
Sønderbroskolen
er markeret med blå prikker. Klager hører til valgstedet
Gigantium.
Til baggrund kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse, at ifølge KMD Valg havde
Gigantium 7.243 stemmeberettigede og en valgdeltagelse på 53,31 procent ved
Side 2
UVP, Alm.del - 2023-24 - Bilag 23: Valgklage fra Jørgen Christensen om europaparlamentsvalget.
valget den 9. juni 2024. Aalborghus Gymnasium havde 4.533 stemmeberettigede og
en valgdeltagelse på 46,99 procent. Endelig havde Sønderbroskolen 6.397
stemmeberettigede og en valgdeltagelse på 50,02 procent.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal bemærke, at kommunalbestyrelsen inden for
rammerne af valglovgivningen og forvaltningsretlige grundsætninger om
magtfordrejning og ligebehandling m.v. har frihed til at placere valgsteder, som de
stedlige forhold tilsiger.
Med hensyn til klagen har Indenrigs- og Sundhedsministeriet noteret sig Aalborg
Kommunes oplysning om, at antallet af vælgere sammenholdt med egnede
valglokaler indgår i kommunens vurdering af grænserne for afstemningsområderne.
Ministeriet noterer sig videre, at man lægger vægt på tilgængelighed for
handicappede, ind- og udgangsforhold, antal parkeringspladser og risiko for
kødannelse.
Aalborg Kommunes udtalelse giver herefter ikke Indenrigs- og Sundhedsministeriet
anledning til bemærkninger.
Klageren er herfra underrettet om, at sagen er oversendt til Folketinget.
Med venlig hilsen
Nikolaj Stenfalk
/Christine Boeskov
Side 3