Udvalget til Valgs Prøvelse 2023-24
UVP Alm.del Bilag 11
Offentligt
2884572_0001.png
Retur: Herlev Hovedgade 110, 1. sal • 2730 Herlev
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
11-06-2024
Journalnr. 84.07.00K04-1-24
Udtalelse til høring over valgklage
Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Som svar på høring over valgklage vedrørende Europa-Parlamentsvalget den 9. juni
2024, fremsendt d.s., skal Herlev Kommune oplyse følgende.
På valgdagen bliver Herlev Kommune, kort efter afstemningen er påbegyndt
opmærksom på, at fremmøderegistrering og valglister fra et tidligere valg ikke var
fjernet fra PC-B og PC-C på valgstederne. Dette medførte, at systemet afviste
valgkort fra vælgere, som enten ikke var registreret ved det pågældende
afstemningssted ved det tidligere valg, eller som havde brevstemt forud for det
tidligere valg.
For at afhjælpe fejlen kontaktede Herlev Kommune systemudbyderen KMD, som
instruerede i, hvordan fejlen skulle rettes. Herlev Kommune blev instrueret i, at
fejlen skulle rettes ved, at oplysningerne fra det tidligere valg slettedes fra PC-B og
PC-C.
I forbindelse med rettelsen overgik valgstederne kortvarigt til brug af manuel
valgliste.
Idet oplysningerne slettedes fra PC-B og PC-C slettedes også den allerede udførte
registrering af brevstemmer til valget den 9. juni 2024. Brevstemmehåndteringen
skulle derfor gen-distribueres. Dette forhold var Herlev Kommune ikke blevet
vejledt om af KMD. Valgstederne overgik derfor igen til digital valgliste, uden at
brevstemmehåndteringen blev gen-distribueret.
Fordi brevstemmehåndteringen ikke var gen-distribueret, var der ikke oplysninger
om brevstemmer i systemet, hvorfor et valgkort fra en vælger der allerede havde
brevstemt, ikke ville blive afvist. Herlev Kommune blev opmærksom på dette, da
en vælger, som tidligere havde brevstemt, mødte op og forsøgte at afgive sin
stemme på ny. Da vælgeren blev bekendt med, at dette var muligt, gjorde han
opmærksom på, at han havde brevstemt. Idet vælgeren gjorde opmærksom på, at
han havde brevstemt, fik han ikke adgang til at afgive sin stemme på ny.
Herlev Kommune • www.herlev.dk • Hovednummer tlf. 44 52 70 00 • CVR 63640719
UVP, Alm.del - 2023-24 - Bilag 11: Valgklage fra Søren Pedersen om europaparlamentsvalget.
2884572_0002.png
På baggrund af dette kontaktede Herlev Kommune igen KMD, som oplyste, at
brevstemmehåndteringen skulle gen-distribueres, førend systemet igen kunne afvise
vælgere, der allerede havde brevstemt. KMD erkendte i den forbindelse, at
kommunen ved en fejl ikke var blevet instrueret i dette ved den første henvendelse.
Herlev Kommune sørgede herefter for, at brevstemmehåndteringen blev gen-
distribueret, og valghandlingen overgik igen til digital valgliste.
Det er Herlev Kommunes vurdering, at fejlen vedrørende brevstemmehåndtering
maksimalt bestod i tidsrummet 10:00 til 12:30. Der har således i en periode på op til
to en halv time været mulighed for, at vælgere, der allerede havde brevstemt, mødte
frem på valgstederne og afgav stemme på ny.
Herlev Kommune har derfor umiddelbart efter valgets afslutning sammenholdt
lister over de vælgere, der havde brevstemt, med lister over de vælgere, der stemte
ved fremmøde for hvert afstemningssted. Herlev Kommune kan konstatere, at ingen
vælgere har afgivet sin stemme mere end én gang.
Det er således dybt beklageligt, at fejlen opstod, men den har ikke medført
konsekvenser i form af dobbelt stemmeafgivning. Herlev Kommune har på
baggrund af dette tilrettet de relevante procedurebeskrivelser, så det sikres at fejlen
ikke kan opstå igen ved et senere valg.
Hvis dette giver anledning til spørgsmål, er ministeriet velkommen til at kontakte
Herlev Kommunes Valgsekretariat på tlf. 4452 7114 / 2334 3411 eller sende en
mail til [email protected].
Venlig hilsen
Ulla Filtenborg
Stabschef
Valgsekretariatet
Herlev Kommune
Herlev Kommune • www.herlev.dk • Hovednummer tlf. 44 52 70 00 • CVR 63640719