URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 99: Henvendelse af 29. januar 2024 fra FN-forbundet om rapport fra møde mellem deltagerstaterne i FN's traktat om forbud mod atomvåben i New York den 27. november

Udenrigsudvalget 2023-24
URU Alm.del Bilag 99
Offentligt

Rapport fra 2. møde mellem deltagerstaterne i Traktat om forbud mod atomvåben

New York, 27. november

–

1. december 2023

Indledning

Det andet møde (2MSP) mellem deltagerstaterne i Traktat om forbud mod atomvåben –”Treaty on

the Prohibition of Nuclear Weapons” (TPNW) af 7. juli 2017, som trådte i kraft den 22. januar

2021, blev afholdt i New York fra 27. november – 1. december 2023.

Méxicos FN-ambassadør indtil 2023, Juan Ramón de la Fuente, blev valgt som præsident for

mødet.

Baggrund

I artikel 1 i Traktat om forbud mod atomvåben forpligter deltagerstaterne sig bl.a. til aldrig under

nogen omstændigheder

at udvikle, afprøve, producere eller på anden måde anskaffe, besidde eller opmagasinere

atomvåben,

overføre eller modtage atomvåben

anvende eller true med at anvende atomvåben

tillade stationering, installation eller deployering af atomvåben på deres territorier

Det første møde mellem deltagerstaterne i Traktaten (i Wien fra 21. – 23. juni 2022) kan betragtes

som kulminationen på den proces, som blev indledt med Wien-konferencen fra 8. – 9. december

2014 om de humanitære konsekvenser af enhver anvendelse af atomvåben, herunder virkningen i

relation til menneskelig sundhed, miljø, landbrug, fødevaresikkerhed, migration og økonomi.

Status for Traktaten

TPNW er underskrevet af 93 lande og ratificeret eller tiltrådt af 69 lande – hovedsagelig

udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien. Kun fire vestlige lande er deltagerstater: Irland,

Malta, New Zealand og Østrig. Siden det første møde mellem deltagerstaterne er Traktaten blevet

underskrevet, ratificeret og tiltrådt af henholdsvis syv, tre og eet land. Senest har Sri Lanka tiltrådt

Traktaten i september 2023. Under mødet oplyste den indonesiske delegation, at Indonesiens

parlament i nær fremtid forventes at afslutte sin ratifikationsproces. Brasilien annoncerede, at den

brasilianske regering arbejdede på at indhente kongressens godkendelse af Brasiliens ratifikation.

Deltagelse

I det andet TPNW–møde deltog i alt 56 deltagerstater, deriblandt de fire vestlige deltagerstater. 33

lande deltog som observatører, deriblandt Australien, Belgien, Liechtenstein, Norge, Schweiz og

Tyskland. Finland, Nederlandene og Sverige, som deltog i det første møde, var ikke repræsenteret

på 2MSP. Japan deltog heller ikke. Endvidere var en lang række internationale organisationer

repræsenteret, bl.a. IAEA, ICRC og CTBTO. I alt 122 NGO’er var repræsenteret, deriblandt

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 99: Henvendelse af 29. januar 2024 fra FN-forbundet om rapport fra møde mellem deltagerstaterne i FN's traktat om forbud mod atomvåben i New York den 27. november – 1. december 2023

International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN – coordinator for NGO’ernes

deltagelse), Arms Control Association, Federation af American Scientists (FAS), DIIS

(seniorforsker Rens van Munster), International Physicians for the Prevention of Nuclear War,

Mayors for Peace, Nei til atomvåben, Norwegian People´s Aid, Nuclear Age Peace Foundation,

Nuclearban US, Parliamentarians for the TPNW, Peace Union of Finland, Princeton University

Program on Science and Global Security, Royal Institute of International Affairs Chatham House,

Swedish Peace and Arbitration Society og SIPRI. Repræsentanter for japanske NGO’er (bl.a.

Hibakusha – organisationer for ofrene for atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki) var også

talstærkt repræsenteret.

Ingen danske medier dækkede konferencen.

Debatten

I sit åbningsindlæg fastslog præsidenten for mødet, at de geopolitiske spændinger var stigende i takt

med de forøgede militærudgifter og moderniseringen af atomvåbnene. Som følge heraf var risikoen

for bevidst eller tilfældig anvendelse af atomvåben større end nogensinde tidligere. Risikoen for en

nuklear katastrofe var reel. Masseødelæggelsesvåben var ikke en garanti for den internationale

sikkerhed, men bragte menneskehedens overlevelse i fare.

Debatten blev indledt med et indlæg afgivet på vegne af FN’s generalsekretær af FN’s Høje

Repræsentant for Nedrustning, undergeneralsekretær Izumi Nakamitus. Undergeneralsekretæren

beklagede, at den geopolitiske situation siden det første møde mellem deltagerstaterne kun var

blevet værre. Derfor var Traktatens budskab vigtigere end nogensinde. Truslen eller anvendelsen af

atomvåben var aldrig acceptabel. Den eneste måde, hvorpå man kunne sikre, at atomvåben aldrig

ville blive anvendt, var at sikre deres totale afskaffelse. Voksende geopolitiske spændinger måtte

ikke forhindre fremskridt henimod målet om en atomvåbenfri verden. Det var tværtimod bydende

nødvendigt, at der blev gjort fremskridt med hensyn til nuklear nedrustning. Observatørstaternes

deltagelse i mødet blev hilst velkommen. Etableringen af den videnskabelige rådgivningsgruppe

blev fremhævet som et højdepunkt i gennemførelsen af Traktaten.

ICRC’s repræsentant beskrev atomvåben som én af de største trusler mod menneskeheden. Til trods

for voksende risici, alarmerende retorik og uacceptable trusler vedrørende atomvåben måtte der

gøres fremskridt henimod en verden fri for atomvåben. Humanitære hensyn måtte være vigtigst.

Anvendelsen af atomvåben var underlagt reglerne og principperne i den humanitære folkeret (IHL).

Det var yderst tvivlsomt, om atomvåben nogensinde kunne anvendes i overensstemmelse med IHL.

Nukleare afskrækkelse garanterede ikke fred og sikkerhed, men udsatte menneskeheden for en

uacceptabel risiko.

ICAN’s administrerende direktør fremhævede bl.a., TPNW afviste den farlige opfattelse af nuklear

afskrækkelse, som alene tjente som afskrækkelse for så vidt angik nedrustning. Teorien om

afskrækkelse var kun en teori, som var baseret på formodningen om, at alle aktører ville handle

rationelt og forudsigeligt hele tiden. Teorien kunne ikke afskrække ulykker, fejlkalkulationer,

skruppelløse ledere, terroristgrupper, cyberangreb eller simple fejltagelser. TPNW tillod heller ikke

såkaldte ”nukleare paraplyer”, som kun gav en illusorisk beskyttelse.

Rapporten fra Den Videnskabelige Rådgivningsgruppe, som blev nedsat på 1MSP, om status og

udvikling vedrørende atomvåben, risici ved atomvåben, humanitære konsekvenser af atomvåben og

nedrustning af atomvåben, herunder verifikation af nedrustning, sikkerhedsgarantier og CTBT, var

genstand for en indledende tematisk debat. Medlemmer af Den Videnskabelige Rådgivningsgruppe

efterlyste udarbejdelse af et nyt FN–studie af de humanitære konsekvenser ved anvendelse af

atomvåben. Det seneste studie herom var fra 1980’erne. I de senere år var risikoen for anvendelse af

atomvåben forøget. Der var derfor behov for nye, videnskabelige oplysninger om de humanitære

konsekvenser ved anvendelsen af atomvåben til brug for regeringerne, de politiske

beslutningstagere og den brede offentlighed.

I den efterfølgende generaldebat blev der afgivet i alt ca. 150 indlæg. Der var mindre omtale af

krigen mellem Rusland og Ukraine end under det første møde mellem deltagerstaterne. Faren ved

den russiske præsidents trusler om anvendelse af atomvåben blev dog fremhævet i flere indlæg som

argument for det akutte behov for afskaffelse af atomvåben. I mange indlæg blev atomvåben

beskrevet som umenneskelige, umoralske og illegale våben, som udgjorde den største trussel mod

menneskeheden.

Cuba og Venezuela nævnte Israels trusler om anvendelse af atomvåben.

Af særlig interesse for Danmarks holdning til TPNW var de tre NATO-landes indlæg, som i vidt

omfang fulgte de tilsvarende indlæg under det første møde.

Tysklands indlæg blev afgivet af vicekommissæren for nedrustning, ikke-spredning og

våbenkontrol. I talen blev det indledningsvist fremhævet, at Tyskland i sin nye nationale

sikkerhedsstrategi har genbekræftet at ville arbejde henimod en sikker verden fri for atomvåben. Fra

tysk side delte man den globale ambition om at nå derhen og om at fordoble bestræbelserne på at

bevare den globale våbenkontrolarkitektur, nuklear nedrustning og ikke-spredning på basis af NPT.

Dette måtte dog ske i lyset af sikkerhedssituationen i Europa og på verdensplan. I den forbindelse

blev Ruslands aggressionskrig mod Ukraine nævnt. Rusland blev kaldt den største forhindring for

nedrustningsbestræbelserne. Som medlem af NATO var Tyskland fuldt ud forpligtet til NATO’s

nukleare afskrækkelse. Så længe atomvåben eksisterede ville NATO forblive en nuklear alliance.

Tyskland ville ikke tiltræde Traktaten, som kolliderede med landets nationale sikkerhedsinteresser

og medlemskab af Alliancen, herunder dens nukleare afskrækkelse. Tyskland var ikke bundet af

Traktatens bestemmelser, og kunne heller ikke acceptere påstanden om, at dens bestemmelser finder

anvendelse i henhold til den folkeretlige sædvaneret – hverken nu eller i fremtiden.

Norge var repræsenteret af medarbejdere fra den norske FN–mission i New York. Det norske

indlæg blev ligeledes indledt med omtale af Ruslands illegale og uprovokerede krig mod Ukraine,

som have gjort nedrustningsbestræbelser endnu mere vanskelige og fundamentalt forandret det

europæiske sikkerhedslandskab. Norge deltog i mødet som observatør. Dette var ikke et skridt

henimod hverken undertegnelse eller ratifikation af TPNW, som ville være uforeneligt med landets

forpligtelser over for NATO. Norge stod fuldt ud bagved NATO’s nukleare afskrækkelse, inklusive

den etablerede nukleare deleordning (”paraply”). Fra norsk side var man parat til at indgå i en

konstruktiv dialog mellem alle lande med henblik på at fremme nuklear nedrustning. NPT var

hjørnestenen for bestræbelserne på at opnå en verden fri for atomvåben gennem fuld gennemførelse

af NPT, inklusive dens artikel 6.

I et efterfølgende indlæg af Costa Rica blev det anført, at visse NATO-medlemslande

argumenterede for, at deres medlemskab af NATO var uforeneligt med TPNW under henvisning til

NATO’s strategiske koncept af 2010, hvori medlemslandene havde proklameret organisationen som

en nuklear alliance. I den forbindelse måtte man have i erindring, at nuklear afskrækkelse og

atomvåben som garanti for sikkerhed ikke var omfattet af Traktaten om Atlantpagten. Et

sikkerhedskoncept på grundlag af atomvåben var ikke en forpligtelse i henhold til Traktaten, men

en politik, som medlemsstaterne kunne ændre uden at bringe Alliancens eksistens i fare.

Belgien var ligeledes repræsenteret af landets FN–mission. Efter belgisk opfattelse havde Ruslands

åbenlyse krænkelse af de internationale regler og aftaler, som landet var deltager i, vist, at der ikke

længere fandtes tillid. Verifikation var blevet en afgørende faktor for våbenkontrol. Belgien havde

valgt ikke at tilslutte sig TPNW. Selvom man fra belgisk side var interesseret i at lytte til andres

synspunkter og var parat til at se på, hvordan gensidige bestræbelser kunne føre til fremskridt

henimod en verden uden atomvåben, måtte Belgiens tilstedeværelse i mødet ikke fortolkes som et

første skridt i retning af Belgiens tilslutning til TPNW. En sådan tilslutning var ikke forenelig med

landets tilgang til nedrustning og var endvidere uforenelig med landets forpligtelser som NATO-

medlem. Belgien støttede NATO’s nukleare afskrækkelsesdoktrin fuldt ud.

Beslutninger

På 2MSP blev det bl.a. besluttet

at forlænge den intersessionelle struktur, som blev besluttet på 1MSP, herunder de uformelle

arbejdsgrupper om universalisering, assistance til ofre, genopretning af miljøet,

internationale samarbejde og assistance, samt etablering af en international myndighed, jfr.

artikel 4, stk.1 i TPNW

at genbekræfte beslutningen fra 1MSP om komplementaritet mellem TPNW og de

eksisterende regimer for nuklear nedrustning og ikke-spredning

at drøfte i den uformelle arbejdsgruppe om assistance til ofre m.m. mulighederne og

retningslinjerne for etablering af en international trustfond til støtte for ofre og miljømæssig

genopretning og fremlægge en rapport herom på 3MSP

at etablere en konsultativ proces til drøftelse og udarbejdelse af en rapport til 3MSP med

argumenter og anbefalinger om, hvorledes legitime sikkerhedsinteresser, opfattelser af

trusler og risici som følge af eksistensen af atomvåben og afskrækkelseskonceptet, kan

fremmes og formuleres, samt drøfte sikkerhedsparadigmet baseret på nuklear afskrækkelse.

2MSP vedtog endvidere en fælleserklæring med 35 punkter om medlemslandenes forpligtelse til at

opretholde forbuddet mod atomvåben og til at undgå deres katastrofale konsekvenser. I

fælleserklæringens sidste paragraf erklærer medlemslandene ikke vil stå som tilskuere til forøgelse

af nukleare risici og den farlige forevigelse af nuklear afskrækkelse. Medlemslandene vil arbejde

utrætteligt på at opnå en verden fri for atomvåben og vil sikre, at atomvåben aldrig vil blive anvendt

igen eller testet eller truet med anvendelse, indtil disse våben er blevet totalt afskaffet.

Det blev endelig besluttet, at det tredje møde mellem deltagerstaterne i Traktaten skal afholdes i

FN’s hovedsæde i New York fra den 3. – 7. marts 2025 under kasakhstansk formandskab.

Rapporten og fælleserklæringen, samt teksterne til mange af de afgivne indlæg under mødet kan

findes på: reachingcriticalwill.org

Den 6. december 2023

John Kierulf

FN-forbundet,

[email protected]