Kære medlem af Udenrigsudvalget,
Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden
af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over
terrororganisationer. [1]
Den 23. november 2023 gentog Europa-Parlamentet i en resolution sin opfordring fra to tidligere
resolutioner af 19. januar og 16. marts 2023, om at klassificere Irans Revolutionsgarde som en
terrororganisation.
Endvidere fremgår det blandt andet af resolutionen at Europa-Parlamentet på det kraftigste fordømmer
den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen i Iran og de iranske myndigheders brutale
mord på kvinder, herunder Armita Geravand og Mahsa Jina Amini. [2] [3] [4]
Som det fremgik af sidste henvendelse af 30. oktober 2023, står Irans Revolutionsgarde for økonomisk
og militær støtte til mindst 6 ud af 23 organisationer, som EU har klassificeret som terrororganisationer.
Dermed støtter Irans Revolutionsgarde 26 % eller
¼ af de terrororganisationer, som er opført på EU’s
terrorliste. Gennem sin støtte muliggør Irans Revolutionsgarde dermed disse terrororganisationers
terrorvirksomhed.
I henhold til EU’s beskrivelse af kriterierne for klassificering af terrororganisationer, bør Irans
Revolutionsgarde således alene på den baggrund skulle sættes på EU’s terrorliste. [5]
Præstestyret og herunder Irans Revolutionsgarde har efter terrorangrebet i Israel den 7. oktober,
udtrykt deres støtte til Hamas og terrororganisationens krig mod Israel.
Blandt andet har den iranske præsident har udtalt at “de kysser hænderne på Hamas” og Irans
Revolutionsgarde har udtalt at de “vil gøre hvad end det kræver for at støtte Hamas”. [6]
[7]
Ifølge FN's særlige rapportør for menneskerettigheder i Iran, Javaid Rehman, er krigen mellem Israel og
Hamas med til at styrke undertrykkelsen inde i Iran ved at aflede opmærksomheden fra denne
undertrykkelse og fra intern kritik af præstestyret.
Modtager af Nobels fredspris i 2023 fra Iran, den fængslede aktivist Narges Mohammadi, peger ligeledes
på at “Irans religiøst fundamentalistiske regime modsætter sig grundlaget for demokrati og
menneskerettigheder, især kvinders rettigheder, og ser dets overlevelse i intern undertrykkelse samt at
skabe krise og forstyrre stabiliteten, sikkerheden og freden i regionen og verden”. [8]
FN's Generalforsamlings udvalg for sociale, humanitære og kulturelle spørgsmål vedtog i november 2023
en resolution, der fordømmer de udbredte og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som de
iranske myndigheder har begået siden starten på de landsdækkende protester i september sidste år.
I resolutionen fordømmes blandt andet den alarmerende høje hyppighed af idømmelse af dødsstraf og
betydelige forøgelse af gennemførelsen af dødsstraf af myndighederne i strid med Irans internationale
forpligtelser, herunder henrettelser foretaget mod personer på grundlag af tvungne tilståelser og uden
retfærdig rettergang.