URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udenrigsudvalget 2023-24
URU Alm.del Bilag 220
Offentligt

Betænkning om visse internationale forbrydelser

Betænkning nr. 1583

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

1550 Betænkning om åbenhed om økono-

misk støtte til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over

for børn og unge, der er anbragt uden

for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes yt-

ringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn

og unge i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbe-

handling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse

spørgsmål vedrørende deltagelse i og

hvervning til væbnede konflikter i ud-

landet, som den danske stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christi-

ania-sagen: Betænkning fra Udvalget

om opfølgning på Christiania-sagen

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af

den civile retspleje

1559 Straffelovrådets betænkning om væb-

nede konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af uhen-

sigtsmæssig adfærd i fængsler og ar-

resthuse ved varetægtsfængsling og

strafudmåling

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

1563 Straffelovrådets betænkning om freds-

og ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre tros-

samfund end folkekirken

1565 Betænkning om Databeskyttelsesfor-

ordningen (2016/679) – og de retlige

rammer for dansk lovgivning

1566 De praktiske erfaringer med undersø-

gelseskommissioner: Udvalget om un-

dersøgelseskommissioners deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

1568 Ny ferielov og overgang til samtidig-

hedsferie

2015

1569 Betænkning om ekspropriation efter

planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed: Betænkning afgi-

vet af AB-udvalget til revision af AB

92, ABR 89 og ABT 93

1571 Undersøgelseskommissioner og parla-

mentariske undersøgelsesformer

1572 Reform af den civile retspleje: X Rets-

afgifter afgivet af Retsplejerådet

1573 Betænkning om ytringsfrihedens ram-

mer og vilkår i Danmark

1574 Straffelovrådets betænkning om en fri-

villighedsbaseret voldtægtsbestem-

melse

2016

1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurde-

ring af ledelsesmedlemmer m.fl. i fi-

nansielle virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt

indhold

1577 Delbetænkning om gennemførelse af

direktivpakken

1578 Betænkning om modernisering og revi-

sion af reglerne om gældssanering, her-

under implementering af rekonstrukti-

ons- og insolvensdirektivet

1579 Betænkning om revision af reglerne

om rekonstruktion, herunder imple-

mentering af rekonstruktions- og insol-

vensdirektivet

1580 Betænkning om revision af auktionsle-

derloven og lov om pantelånervirksom-

hed

1581 Betænkning om strafudmåling

1582 Betænkning om revision af konkurska-

rantænereglerne

2018

2019

2020

2021

2022

2017

2023

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Betænkning om visse internationale forbrydelser

Afgivet af Udvalget om selvstændig kriminalisering af tortur, krigsforbrydelser

og forbrydelser mod menneskeheden samt ratifikation af ændringen til Rom-sta-

tutten om aggressionsforbrydelsen

Betænkning nr. 1583

København 2024

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Betænkning om visse internationale forbrydelser

Betænkning nr. 1583

Publikationen kan bestilles hos

Stibo Complete

Vangtårnsvej 83 A

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

boghandel.stibocomplete.com

ISBN: 978-87-94425-28-5

ISBN: 978-87-94425-27-8 (e-udgave)

Tryk: Stibo Complete

Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Indholdsfortegnelse

Indledning......................................................................................... 14

1. Krigsforbrydelsesudvalgets kommissorium ......................................................................... 14

2. Krigsforbrydelsesudvalgets sammensætning ....................................................................... 16

3. Krigsforbrydelsesudvalgets arbejde ..................................................................................... 17

4. Sammenfatning .................................................................................................................... 17

4.1 Den Internationale Straffedomstol ................................................................................ 17

4.2 Selvstændig kriminalisering m.v. .................................................................................. 18

4.3 Ratifikation af aggressionsforbrydelsen ........................................................................ 23

Den Internationale Straffedomstol og retsforfølgning af

internationale forbrydelser............................................................................... 26

1. Generelt om den Internationale Straffedomstol ................................................................... 26

1.1 Historisk baggrund ........................................................................................................ 26

1.2 Kampala-tillægget samt senere ændringer af Rom-statutten ........................................ 28

1.3 Den Internationale Straffedomstols sammensætning og organisation .......................... 29

1.4 Forsamlingen af deltagerstater (Assembly of States Parties) ........................................ 31

1.5 Den Internationale Straffedomstols offerfond m.v. (Trust Fund for Victims) .............. 31

1.6 Den Internationale Straffedomstols afgørelser m.v....................................................... 32

2. Oversigt over Rom-statuttens bestemmelser........................................................................ 36

3. Forbrydelser under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion .................................. 37

3.1 Folkedrab ....................................................................................................................... 38

3.2 Forbrydelser mod menneskeheden ................................................................................ 38

3.3 Krigsforbrydelser .......................................................................................................... 39

3.4 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................... 39

4. Den Internationale Straffedomstols udøvelse af jurisdiktion............................................... 40

4.1 Komplementaritetsprincippet ........................................................................................ 40

4.2 Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion ................................................................. 41

4.3 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser ............................. 42

4.4 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................... 42

4.4.1 Henvisninger af en deltagerstat eller anklagerens efterforskning af egen drift ..... 43

4.4.2 Henvisning af FN’s Sikkerhedsråd og dets rolle ................................................... 43

5. Retligt samarbejde med Den Internationale Straffedomstol ................................................ 44

6. Dansk inkorporering af Rom-statutten ................................................................................. 45

7. Retsforfølgning af internationale forbrydelser i Danmark ................................................... 47

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

7.1 Straffesager.................................................................................................................... 47

7.2 Militære straffesager ..................................................................................................... 49

7.3 Samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser ..................................... 50

7.3.1 Internationalt samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser ........ 50

7.3.2 Konvention om internationalt samarbejde vedrørende efterforskning og

retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser

og andre internationale forbrydelser ................................................................................ 51

7.3.3 Retsforfølgning af internationale forbrydelser begået i Ukraine ........................... 52

Udvalgets generelle overvejelser om forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser.............................................................. 54

1. Udvalgets generelle overvejelser ......................................................................................... 54

2. Udvalgets valg af model for selvstændig kriminalisering af forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser ....................................................................................... 56

2.1 Kriminalisering i sammenlignelige lande ..................................................................... 57

2.1.1 Finland ................................................................................................................... 57

2.1.2 Nederlandene ......................................................................................................... 57

2.1.3 Norge ..................................................................................................................... 57

2.1.4 Sverige ................................................................................................................... 57

2.1.5 Tyskland................................................................................................................. 58

2.2 Gennemførelsesmetode ................................................................................................. 58

2.3 Placering af bestemmelserne ......................................................................................... 59

Forbrydelser mod menneskeheden ................................................ 61

1. Folkeret ................................................................................................................................ 61

1.1 Generelle materielle strafbetingelser for forbrydelser mod menneskeheden ................ 63

1.1.1 Angreb mod en civilbefolkning ............................................................................. 64

1.1.2 Omfattende eller systematisk karakter ................................................................... 65

1.1.3 Stats eller organisations politik .............................................................................. 66

1.1.4 Med viden om angrebet ......................................................................................... 67

1.2 De enkelte handlinger.................................................................................................... 67

1.2.1 Drab som forbrydelse mod menneskeheden .......................................................... 67

1.2.2 Udryddelse som forbrydelse mod menneskeheden ............................................... 67

1.2.3 Slaveri som forbrydelse mod menneskeheden....................................................... 68

1.2.4 Deportation m.v. som forbrydelse mod menneskeheden ....................................... 68

1.2.5 Fængsling m.v. som forbrydelse mod menneskeheden ......................................... 69

1.2.6 Tortur som forbrydelse mod menneskeheden ........................................................ 70

1.2.7 Seksualforbrydelser som forbrydelse mod menneskeheden .................................. 71

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.2.8 Forfølgelse som forbrydelse mod menneskeheden ................................................ 73

1.2.9 Tvangsforsvindinger som forbrydelse mod menneskeheden ................................. 73

1.2.10 Apartheid som forbrydelse mod menneskeheden ................................................. 74

1.2.11 Andre umenneskelige handlinger som forbrydelse mod menneskeheden ........... 75

2. Gældende ret ........................................................................................................................ 75

2.1 Straffelovgivning af betydning for forbrydelser mod menneskeheden ......................... 76

2.2 Retspraksis .................................................................................................................... 77

3. Fremmed ret ......................................................................................................................... 77

3.1 Finland ........................................................................................................................... 77

3.2 Nederlandene ................................................................................................................. 77

3.3 Norge ............................................................................................................................. 78

3.4 Sverige ........................................................................................................................... 79

3.5 Tyskland ........................................................................................................................ 80

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffebestemmelse

om forbrydelser mod menneskeheden...................................................................................... 83

4.1 Struktur og det kontekstuelle krav ................................................................................ 83

4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ................................................................................. 84

4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og statuttens artikel 7 om

forbrydelser mod menneskeheden ........................................................................................ 86

4.4 Strafferammen ............................................................................................................... 90

Krigsforbrydelser ............................................................................ 92

1. Folkeret ................................................................................................................................ 92

1.1 Indledning ...................................................................................................................... 92

1.1.1 Klassifikation af væbnede konflikter ..................................................................... 93

1.1.2 Den humanitære folkerets aktører.......................................................................... 94

1.1.3 Principper i den humanitære folkeret..................................................................... 96

1.1.4 Strafsanktionering af overtrædelser af den humanitære folkeret ........................... 97

1.2 Rom-statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser .............................................................. 99

1.3 Generelle materielle strafbetingelser for krigsforbrydelser......................................... 104

1.3.1 Krav om at krigsforbrydelser er begået som led i en plan eller politik

eller som led i en omfattende udøvelse af sådanne forbrydelser? ................................. 104

1.3.2 Kravet om forbindelse til en væbnet konflikt ...................................................... 105

1.3.3 Krigsforbrydelsers sammenhæng med den humanitære folkeret ........................ 106

1.3.4 Ansvarssubjekt og gerningsobjekt for krigsforbrydelser ..................................... 106

1.4 De enkelte krigsforbrydelser i Rom-statutten ............................................................. 107

1.4.1 Grove overtrædelser af Genève-konventionerne under international

væbnet konflikt .............................................................................................................. 107

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.2 Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under international

væbnet konflikt .............................................................................................................. 111

1.4.3 Alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne

under ikke-international væbnet konflikt ...................................................................... 122

1.4.4 Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under ikke-international

væbnet konflikt .............................................................................................................. 124

2. Gældende ret ...................................................................................................................... 130

2.1 Straffelovgivning af betydning for krigsforbrydelser ................................................. 131

2.1.1 Krigsforbrydelser mod personer .......................................................................... 131

2.1.2 Krigsforbrydelser mod ejendom .......................................................................... 132

2.1.3 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker ....................... 132

2.1.4 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder .............................. 132

2.1.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler ................................. 133

2.2 Lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ............................. 133

2.3 Lov om straf for krigsforbrydelser af 1946 ................................................................. 135

2.4 Retspraksis .................................................................................................................. 138

3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 139

3.1 Finland ......................................................................................................................... 139

3.2 Nederlandene ............................................................................................................... 140

3.3 Norge ........................................................................................................................... 140

3.4 Sverige ......................................................................................................................... 143

3.5 Tyskland ...................................................................................................................... 144

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af særskilte straffebestemmelser

om krigsforbrydelser .............................................................................................................. 144

4.1 Opdeling af forbrydelserne, fælles overvejelser og det kontekstuelle krav ................ 144

4.2 Krigsforbrydelser mod personer.................................................................................. 147

4.2.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 147

4.2.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 151

4.2.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8

om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 152

4.3 Krigsforbrydelser mod ejendom.................................................................................. 155

4.3.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 155

4.3.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 155

4.3.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8

om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 156

4.4 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker .............................. 157

4.4.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 157

4.4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 157

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4.4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8

om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 158

4.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder ..................................... 160

4.5.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 160

4.5.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 162

4.5.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8

om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 162

4.6 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler ........................................ 165

4.6.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 165

4.6.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 167

4.6.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8

om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 167

4.7 Strafferammer m.v. ..................................................................................................... 168

5. Udvalgets anbefaling vedrørende ændring af militær straffelov ....................................... 169

Folkedrab ....................................................................................... 170

1. Folkeret .............................................................................................................................. 170

1.1 Folkedrabsdefinitioner i folkeretten ............................................................................ 171

1.1.1 FN’s folkedrabskonvention.................................................................................. 171

1.1.2 Rom-statutten ....................................................................................................... 172

1.1.3 Betingelserne for strafansvar for folkedrab, herunder den særlige

folkedrabshensigt ........................................................................................................... 172

1.1.4 Folkedrabshandlinger........................................................................................... 174

2. Gældende ret ...................................................................................................................... 175

2.1 Folkedrabsloven .......................................................................................................... 175

2.2 Retspraksis .................................................................................................................. 177

3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 178

4. Udvalgets overvejelser om folkedrabsloven m.v. .............................................................. 178

4.1 Straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye straffelovskapitel .................. 178

4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ............................................................................... 179

4.3 Forskelle mellem den foreslåede straffebestemmelse, folkedrabsloven og Rom-

statuttens artikel 6 om folkedrab ........................................................................................ 180

Statuttens regler om medvirken og kommandoansvar.............. 182

1. Kommandoansvar i henhold til folkeretten ........................................................................ 182

1.1 Generelt ....................................................................................................................... 182

1.2 Kommandoansvar efter artikel 28 i Rom-statutten ..................................................... 183

1.2.1 Den retlige karakter af overordnedes strafansvar ................................................ 185

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.2.2 Betingelser for overordnedes strafansvar ............................................................ 185

2. Medvirken i dansk ret ........................................................................................................ 187

2.1 Straffeloven ................................................................................................................. 187

2.2 Militær straffelov......................................................................................................... 188

2.3 Overordnedes (passive) medvirken ............................................................................. 189

3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 191

3.1 Norge ........................................................................................................................... 191

3.2 Sverige ......................................................................................................................... 191

3.3 Tyskland ...................................................................................................................... 192

4. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om kommandoansvar......................... 193

4.1 Behovet for en bestemmelse om kommandoansvar .................................................... 193

4.2 Bestemmelsens indhold ............................................................................................... 194

4.3 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ............................................................................... 199

4.4 Strafferamme ............................................................................................................... 197

Statuttens almindelige strafferetlige regler m.v. ........................ 199

1. Individuelt strafansvar for fysiske og juridiske personer ................................................... 199

2. Tilregnelse .......................................................................................................................... 200

3. Vildfarelser......................................................................................................................... 202

4. Kriminel lavalder ............................................................................................................... 203

5. Forsøg................................................................................................................................. 204

6. Forældelse .......................................................................................................................... 205

7. Straffrihedsgrunde, herunder straffrihed for ordrer ........................................................... 207

7.1 Statuttens bestemmelser om straffrihed m.v. sammenholdt med dansk

straffelovgivning ................................................................................................................ 207

7.2 Straffrihed for ordrer ................................................................................................... 209

Tidsmæssig gyldighed af de foreslåede bestemmelser om

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser............................. 211

1. Rom-statuttens bestemmelser ............................................................................................ 211

2. Straffelovens bestemmelser ............................................................................................... 211

3. Norsk ret ............................................................................................................................. 212

4. Udvalgets overvejelser om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede bestemmelser

om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser .................................................. 213

Tortur............................................................................................ 217

1. Folkeret .............................................................................................................................. 217

1.1 FN’s torturkonvention ................................................................................................. 217

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.1.1 Torturdefinitionen, herunder de fire betingelser .................................................. 218

1.1.2 Torturbegrebet og retspraksis .............................................................................. 219

1.2 Tortur som en del af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelse ............. 222

2. Gældende ret ...................................................................................................................... 223

2.1 Materielle straffebestemmelser i dansk straffelovgivning .......................................... 223

2.2 Straffelovens § 157 a ................................................................................................... 224

2.3 Forældelse ................................................................................................................... 225

2.4 Retspraksis .................................................................................................................. 225

3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 226

3.1 Finland ......................................................................................................................... 226

3.2 Nederlandene ............................................................................................................... 226

3.3 Norge ........................................................................................................................... 227

3.4 Sverige ......................................................................................................................... 227

3.5 Tyskland ...................................................................................................................... 228

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffebestemmelse

om tortur ................................................................................................................................. 228

4.1 Bestemmelsens indhold og foreslåede ordlyd ............................................................. 228

4.2 Almindelige strafferetlige regler m.v. ......................................................................... 231

4.2.1 Tilregnelse, forsøg og medvirken ........................................................................ 231

4.2.2 Forældelse ............................................................................................................ 231

Magtanvendelsesforbuddet og aggression ................................ 232

1. FN-pagtens magtanvendelsesforbud og aggression i henhold til folkeretten .................... 232

1.1 Undtagelser til magtanvendelsesforbuddet ................................................................. 234

1.1.1 Bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet ...................................................................... 234

1.1.2 Individuelt og kollektivt selvforsvar .................................................................... 235

1.1.3 Samtykke fra værtsstaten ..................................................................................... 237

1.1.4 Humanitær intervention ....................................................................................... 238

2. Aggressionsforbrydelsen .................................................................................................... 239

2.1 Aggressionsforbrydelsen i henhold til Rom-statutten ................................................. 239

2.1.1 Individuelle handlinger ........................................................................................ 241

2.1.2 Tærskelkrav ......................................................................................................... 242

2.1.3 Personel afgrænsning ........................................................................................... 244

2.1.4 Individuelt strafansvar ......................................................................................... 245

2.1.5 Tilregnelse ........................................................................................................... 246

2.1.6 Straffrihedsgrunde ............................................................................................... 246

3. Gældende ret ...................................................................................................................... 247

4. Fremmed ret m.v. ............................................................................................................... 247

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4.1 Australien .................................................................................................................... 247

4.2 Finland ......................................................................................................................... 247

4.3 Nederlandene ............................................................................................................... 249

4.4 Norge ........................................................................................................................... 249

4.5 Storbritannien .............................................................................................................. 250

4.6 Sverige ......................................................................................................................... 250

4.7 Tyskland ...................................................................................................................... 251

5. Udvalgets overvejelser om ratifikation af Kampala-tillægget ........................................... 252

5.1 Indledende og generelle overvejelser .......................................................................... 252

5.2 Betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af

internationale forbrydelser ................................................................................................. 253

5.3 Konsekvenser for Danmark ved ratifikation ............................................................... 254

5.4 Afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i

internationale militære operationer .................................................................................... 256

6. Udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en eventuel dansk

ratifikation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalisering ........................................ 258

6.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser m.v. ved ratifikation .......................................... 258

6.1.1 Lov om Den Internationale Straffedomstol m.v. ................................................. 258

6.1.2 Folketingets samtykke ......................................................................................... 260

6.1.3 Immunitet m.v. efter grundloven ......................................................................... 260

6.2 Straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen ....................................................... 261

6.2.1 Bør der indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser? ............... 261

6.2.2 Placering af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser ........................ 264

6.2.3 Forbrydelsens indhold.......................................................................................... 264

Folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale

forbrydelser ...................................................................................................... 266

1. Immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydelser ............................................. 266

1.1 Indledning .................................................................................................................... 266

2. Immunitet og retsforfølgning ved nationale domstole ....................................................... 268

2.1 Personel immunitet ...................................................................................................... 268

2.2 Funktionel immunitet .................................................................................................. 270

2.2.1 Aggressionsforbrydelsen som undtagelse til funktionel immunitet .................... 272

2.3 Diplomatiske agenters immunitet................................................................................ 273

3. Immunitet og retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol............................... 274

3.1 Sikkerhedsrådets henvisninger og Den Internationale Straffedomstol ....................... 275

Dansk straffemyndighed ............................................................. 277

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1. Folkeretlige rammer for straffemyndighed ........................................................................ 277

2. Regler om dansk straffemyndighed i straffelovgivningen ................................................. 278

2.1 Territorial- og virkningsprincippet .............................................................................. 279

2.2 Det aktive personalprincip .......................................................................................... 280

2.3 Det passive personalprincip ........................................................................................ 281

2.4 Beskyttelses- og universalprincippet ........................................................................... 282

2.4.1 Straffelovens § 8 .................................................................................................. 282

2.4.2 Straffelovens § 8 a ............................................................................................... 284

2.5 Militær straffelovs gyldighedsområde og regler om straffemyndighed ...................... 286

2.6 Folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed ............................................. 288

3. Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed ......................................................... 288

3.1 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser ........................... 288

3.2 Tortur ........................................................................................................................... 290

3.3 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................. 290

3.3.1 Universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a .......................................... 291

3.3.2 Straffemyndighed for aggressionsforbrydelser begået i Danmark, mod

Danmark eller af en person med dansk indfødsret m.v. ................................................ 293

3.3.3 Straffemyndighed baseret på ratifikation af tilføjelsen til statutten om

aggressionsforbrydelsen ................................................................................................ 299

3.3.4 Udvalgets foreslåede model for dansk straffemyndighed.................................... 296

Lovudkast med bemærkninger .................................................. 298

1. Lovudkast ........................................................................................................................... 298

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ....................................................... 306

Bilag .................................................................................................................. 417

Bilag 1: Oversigt over udvalgets kategorisering af krigsforbrydelser ................................... 417

Bilag 2: Uddrag af norsk lovgivning ...................................................................................... 425

Bilag 3: Uddrag af svensk lovgivning .................................................................................... 430

Bilag 4: Uddrag af tysk lovgivning ........................................................................................ 436

1. Völkerstrafgesetzbuch .................................................................................................... 436

2. Folkeretsstraffeloven oversat til engelsk ........................................................................ 444

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Indledning

1. Krigsforbrydelsesudvalgets kommissorium

Ved brev af 27. juni 2023 har justitsministeren nedsat Udvalget om selvstændig kriminalisering

af tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden samt ratifikation af ændringen

til Rom-statutten om aggressionsforbrydelsen (Krigsforbrydelsesudvalget).

Udvalgets kommissorium har følgende ordlyd:

”1. Vi er i en særlig tid med krig på europæisk jord. Utænkelige og utilgivelige forbrydelser

finder sted i Ukraine. Selvstændige straffebestemmelser om tortur, krigsforbrydelser og

forbrydelser mod menneskeheden vil sende et klart og vigtigt signal til omverdenen og ikke

mindst krigens ofre og pårørende. Regeringen ønsker derfor at ændre dansk straffelovgiv-

ning, så der indføres straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer tortur, krigsfor-

brydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Samtidig har den russiske militære aggression mod Ukraine givet fornyet anledning til at

overveje, om tiden er moden til dansk ratifikation af ændringen til Rom-statutten om ag-

gressionsforbrydelsen. I den aktuelle situation vil en dansk ratifikation sende et klart signal

om den vigtighed, Danmark tillægger den internationale retsorden, retsforfølgelse af ag-

gressionsforbrydelsen og i særdeleshed Den Internationale Straffedomstol.

Den Internationale Straffedomstol blev oprettet med Rom-statutten, som bl.a. definerer

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Rom-statutten giver Den Interna-

tionale Straffedomstol jurisdiktion til at retsforfølge bl.a. forbrydelser mod menneskeheden

og krigsforbrydelser, hvis de nationale myndigheder i det land, hvor forbrydelserne er ble-

vet begået, ikke selv har viljen eller evnen til at retsforfølge.

Danmark er statspart til Rom-statutten, som er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 342 af

16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.

Rom-statuttens artikel 7 indeholder en definition af forbrydelser mod menneskeheden og

omfatter generelt handlinger, der begås som led i et omfattende eller systematisk angreb

mod en civilbefolkning.

Rom-statuttens artikel 8 indeholder en definition af krigsforbrydelser og omfatter grove

overtrædelser af den humanitære folkeret, herunder bl.a. Genève-konventionerne.

Forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-

ler straf udspringer af forskellige internationale forpligtelser, herunder Genève-konventio-

nerne, FN’s torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En tor-

turhandling kan desuden være omfattet af Rom-statuttens artikler om krigsforbrydelser og

forbrydelser mod menneskeheden.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Aggressionsforbrydelsen er defineret i Rom-statuttens artikel 8 bis, som blev tilføjet til

statutten ved en ændring i 2010. Aggressionsforbrydelsen pålægger en stats ledelse, her-

under personer, som kan træffe afgørende beslutninger af politisk eller militær karakter, et

strafferetligt ansvar for beslutningen om at planlægge, forberede, iværksætte eller udføre

ulovlig militær magtanvendelse mod en anden stat, som strider mod FN-pagten. Bestem-

melsen trådte i kraft i 2017 og er kun bindende for stater, som har tiltrådt den. Aggressi-

onsforbrydelsen er pr. februar 2023 ratificeret af 44 ud af 123 statsparter til Rom-statutten.

Danmark er ét ud af seks EU-lande, som ikke har ratificeret aggressionsforbrydelsen.

Tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden kan i al væsentlighed

straffes efter gældende dansk ret, herunder straffelovens almindelige bestemmelser om bl.a.

drab, vold, voldtægt og frihedsberøvelse, som finder anvendelse på handlinger begået i

udlandet.

Det følger desuden af straffelovens § 157 a, at det skal indgå som en skærpende omstæn-

dighed ved straffastsættelsen for en overtrædelse af straffeloven, at overtrædelsen er begået

ved tortur.

Der er imidlertid ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer tor-

tur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Straffelovens 2. kapitel indeholder bl.a. bestemmelser om dansk straffemyndighed. Det

følger af straffelovens § 8, nr. 5, at der er dansk straffemyndighed for handlinger, som

foretages uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen hører hjemme,

når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er for-

pligtet til at have straffemyndighed. Der er således dansk straffemyndighed, når Danmark

er forpligtet til at have straffemyndighed ifølge f.eks. en konvention. En sådan forpligtelse

følger bl.a. af FN’s torturkonvention.

Det fremgår endvidere af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører hand-

linger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er

omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af

en person, der på tidspunktet for sigtelsen bl.a. befinder sig her i landet.

Personer, der udfører tortur eller begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneske-

heden, kan således i al væsentlighed allerede efter de gældende regler holdes strafferetligt

ansvarlige i Danmark.

For at sende et klart og vigtigt signal til omverdenen og ikke mindst krigens ofre og pårø-

rende ønsker regeringen imidlertid at indføre straffebestemmelser, som selvstændigt kri-

minaliserer tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Der nedsættes derfor et udvalg, der for det første får til opgave at udarbejde forslag til,

hvordan en selvstændig kriminalisering af tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod

menneskeheden kan indføres mest hensigtsmæssigt i dansk straffelovgivning, herunder

hvordan de nye straffebestemmelser kan indpasses i den eksisterende systematik i straffe-

lovgivningen, og om bestemmelserne nødvendiggør øvrige ændringer af straffeloven, her-

under af strafskærpelsesbestemmelsen i § 157 a om straffelovsovertrædelser begået ved

brug af tortur.

Udvalget vil desuden kunne se på, om krigen i Ukraine i øvrigt giver anledning til overve-

jelser om ændringer af bestemmelser i straffeloven.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget får for det andet til opgave at tilvejebringe et beslutningsgrundlag for regeringens

stillingtagen til, om Danmark skal ratificere ændringen til Rom-statutten om aggressions-

forbrydelsen.

Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse juridiske

aspekter ved dansk ratifikation, herunder de juridiske forudsætninger for ratifikation og

behovet for lovændringer, konsekvenser ved ratifikation, afgrænsningen af aggressions-

handlinger i relation til dansk deltagelse i internationale militære operationer.

Derudover skal udvalget belyse andre aspekter, som er relevante ved stillingtagen til rati-

fikation, herunder betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgelse af in-

ternationale forbrydelser samt øvrige relevante udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske

hensyn.

Det forudsættes, at udvalget inddrager regler og erfaringer fra andre lande, der selvstændigt

har kriminaliseret tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden samt rati-

ficeret ændringen til Rom-statutten om aggressionsforbrydelsen.

Udvalget skal på baggrund af sine overvejelser udarbejde et udkast til lovforslag, som ind-

fører selvstændige straffebestemmelser om tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod

menneskeheden samt øvrige ændringer af dansk lovgivning, som udvalgets overvejelser

giver anledning til, herunder eventuelle lovændringer, som en dansk ratifikation af aggres-

sionsforbrydelsen vil indebære.

Udvalget skal bestå af en landsdommer (formand), en repræsentant fra henholdsvis

Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Rigsadvokaten, to universi-

tetsjurister samt en repræsentant fra henholdsvis Institut for Menneskerettigheder, Amnesty

International Danmark og DIGNITY. Udvalget vil herudover kunne inddrage andre rele-

vante myndigheder og organisationer efter behov.

Udvalget sekretariatsbetjenes af Justitsministeriet og Udenrigsministeriet.

Udvalget skal hurtigst muligt efter nedsættelsen igangsætte arbejdet, således at udvalget så

vidt muligt kan færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2023.

2. Krigsforbrydelsesudvalgets sammensætning

Som medlemmer af Krigsforbrydelsesudvalget har justitsministeren beskikket følgende:

Landsdommer Mette Lyster Knudsen (formand)

Kontorchef i Justitsministeriet Morten Holland Heide

Kontorchef i Udenrigsministeriet Ulf Melgaard

Kontorchef i Forsvarsministeriet Christian Ejby Strøm Karstensen

Vicestatsadvokat ved Rigsadvokaten Jessika Auken

Professor ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen

Lektor ved Syddansk Universitet Martin Mennecke

Seniorforsker Peter Vedel Kessing, Institut for Menneskerettigheder

Senior juridisk rådgiver Elna Søndergaard, DIGNITY

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Senior juridisk rådgiver Elise Margrethe Randrup Bangert, Amnesty International Danmark

Hvervet som sekretær for udvalget er varetaget af fuldmægtig Julie Heidi Sørensen, Justitsmi-

nisteriet, og specialkonsulent Afshin Berahmand, Udenrigsministeriet. Desuden har studenter-

medhjælper Eda Eken, Justitsministeriet, løbende bistået sekretariatet.

3. Krigsforbrydelsesudvalgets arbejde

Medlemmerne af Krigsforbrydelsesudvalget blev beskikket i juni 2023. Udvalget har afholdt i

alt 12 møder.

Udvalget har desuden været i dialog med Dansk Røde Kors og Den Internationale Røde Kors

Komité (ICRC), herunder om udformningen af de særskilte straffebestemmelser om krigsfor-

brydelser.

Med afgivelsen af denne betænkning afslutter udvalget sit arbejde.

4. Sammenfatning

4.1 Den Internationale Straffedomstol

Den Internationale Straffedomstol er den første permanente internationale straffedomstol, der

kan efterforske og dømme individer anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,

krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolens juridiske fundament blev ved-

taget i Rom den 17. juli 1998 og betegnes derfor ”Rom-statutten”. Straffedomstolen har siden

statuttens ikrafttræden i 2002 haft sit hovedsæde i Haag. Etableringen af en permanent interna-

tional straffedomstol er en af de væsentligste internationale milepæle i nyere tid i bestræbel-

serne på at bekæmpe straffrihed for de mest alvorlige internationale forbrydelser.

Straffedomstolens statut regulerer alene de forbrydelser, som domstolen har jurisdiktionskom-

petence over. Statutten indeholder derimod ikke en forpligtelse til, at deltagerstaterne selv har

nationale regler, der gør dem i stand til at retsforfølge de pågældende forbrydelser. Straffedom-

stolen skal supplere national strafferetlig retsforfølgning i sager, hvor deltagerstaten ikke er

villig eller i stand til effektivt at gennemføre en national efterforskning eller retsforfølgning.

Straffedomstolens jurisdiktion betegnes derfor som komplementær.

Straffedomstolen fik ved sin stiftelse jurisdiktionskompetence i forhold til folkedrab, forbry-

delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolen

kunne imidlertid først udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen, når denne

forbrydelse blev defineret, og betingelserne for Straffedomstolens jurisdiktionskompetence

blev fastlagt, jf. dagældende artikel 5, stk. 2. Danmark ratificerede statutten i 2001 og

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

inkorporerede statutten ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol,

der trådte i kraft den 1. juli 2002. Danmark har alene tiltrådt Straffedomstolens oprindelige

jurisdiktionskompetence over folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydel-

ser. De nyere ændringer til definitionen af krigsforbrydelser og den senere definition af aggres-

sionsforbrydelsen er ikke ratificeret, ligesom Straffedomstolens jurisdiktion over aggressions-

forbrydelsen ikke er tiltrådt. Der blev i forbindelse med ratifikationen af Straffedomstolens sta-

tut ikke indført særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigs-

forbrydelser i dansk ret, da det blev lagt til grund, at disse forbrydelser er strafbare efter bl.a.

militær straffelov og straffelovens almindelige bestemmelser om drab, vold, voldtægt, friheds-

berøvelse og hærværk m.v. Folkedrab er særskilt kriminaliseret i lov om folkedrab fra 1955.

Straffedomstolen og retsforfølgning af internationale forbrydelser er nærmere beskrevet i be-

tænkningens kapitel 2.

4.2 Selvstændig kriminalisering m.v.

Udvalget har i sit kommissorium fået til at opgave at udarbejde forslag til, hvordan særskilte

straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur kan ind-

føres mest hensigtsmæssigt i dansk straffelovgivning, herunder hvilken gennemførelsesmetode

der er mest hensigtsmæssig.

Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at internationale forbrydelser bliver undersøgt, ef-

terforsket og straffet. Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur

er alvorlige internationale forbrydelser, og de skal straffes som sådanne. Det er vigtigt, at Dan-

mark støtter op om den internationale retsorden og medvirker til at styrke det internationale

samfunds fælles bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyttelsen af grundlæg-

gende menneskerettigheder.

Udvalget foreslår, at der indsættes et

nyt kapitel i straffeloven,

som samler de forbrydelser, der

er omfattet af Straffedomstolens statut. Det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-

den og krigsforbrydelser. Udvalgets forslag til straffebestemmelse om tortur foreslås også pla-

ceret i samme kapitel. Hvis det besluttes at ratificere ændringen til Straffedomstolens statut om

aggressionsforbrydelsen (se herom afsnit 4.3 nedenfor), foreslår udvalget desuden, at der ind-

føres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen i kapitlet, således at retsforfølgning

kan ske nationalt.

Udvalgets forslag til straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,

krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen tager udgangspunkt i bestemmelserne i Straffe-

domstolens statut (se nedenfor vedrørende tortur). Det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

straffebestemmelser som udgangspunkt mindst bør dække det samme indhold som Straffedom-

stolens statut, så Danmark selv vil kunne retsforfølge forbrydelserne, og for at sikre, at der ikke

kan opstå en situation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger eller en

person med bopæl eller fast ophold i Danmark til retsforfølgning ved Straffedomstolen.

De foreslåede bestemmelser rækker videre end statutten på visse områder, herunder i tilfælde

hvor det må antages, at den folkeretlige sædvaneret siden 1998 har udviklet sig i en retning, der

rækker videre end forbrydelserne i statutten, eller hvor hensigtsmæssighedsbetragtninger eller

hensynet til Danmarks internationale forpligtelser taler for en udvidelse. Udvalget foreslår så-

ledes i visse tilfælde at inkludere flere forbrydelser eller at udbrede forbrydelsernes anvendel-

sesområde, herunder så visse krigsforbrydelser gælder i alle typer af væbnet konflikt og ikke

kun i international væbnet konflikt. Det foreslås eksempelvis, at tvangsægteskab medtages som

en særskilt forbrydelse mod menneskeheden, og at udsultning af civile som kampmetode skal

udgøre en krigsforbrydelse i både international og ikke-international væbnet konflikt. En væb-

net konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater, benævnes en

international væbnet kon-

flikt.

En væbnet konflikt benævnes en

ikke-international væbnet konflikt,

når den finder sted

mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, herunder en oprørsgruppe. Be-

tegnelsen anvendes også, når konflikten finder sted mellem to eller flere ikke-statslige organi-

serede væbnede grupper.

Det er efter udvalget opfattelse mest hensigtsmæssigt, at de foreslåede nye straffebestemmelser

i videst muligt omfang læner sig op ad de gældende regler i

straffelovens almindelige del og

almindelige strafferetlige principper.

Det tilstræbes således, at de nye straffebestemmelser i

videst muligt omfang er funderet i velkendte strafferetlige grund- og ansvarsprincipper frem for

retlige nyskabelser, hvilket sikrer bl.a., at bestemmelserne ikke skaber et parallelt regelsæt i

forhold til den almindelige danske strafferet, og at retsanvenderne derfor i højere grad umid-

delbart vil være mere fortrolige hermed.

Udvalgets generelle overvejelser om selvstændig kriminalisering, herunder gennemførelsesme-

tode og placering af bestemmelserne, fremgår af betænkningens kapitel 3. Overvejelserne om

forholdet til almindelige strafferetlige regler og principper fremgår af kapitel 7 og 8.

Forbrydelser mod menneskeheden

består efter artikel 7 i Straffedomstolens statut af 11 forskel-

lige forbrydelser begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-

ning, herunder drab, udryddelse, tortur, slaveri og apartheid. Udvalgets forslag til en straffebe-

stemmelse om forbrydelser mod menneskeheden indeholder 12 forskellige forbrydelser, der ud

over de 11 forbrydelser fra statutten tillige omfatter tvangsægteskab. Udvalgets overvejelser

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

om en særskilt straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden fremgår af betænk-

ningens kapitel 4.

Krigsforbrydelser

er grove eller alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret (”krigens

regler”). Sådanne overtrædelser medfører et individuelt strafansvar. Udvalget foreslår med in-

spiration fra bl.a. de tilsvarende norske regler, at der indsættes fem paragraffer om krigsforbry-

delser i det nye kapitel i straffeloven, der rummer indholdet af de 60 forskellige krigsforbrydel-

ser i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Krigsforbrydelserne i de foreslåede fem bestemmelser

er kategoriseret efter deres beskyttelsesobjekt eller anvendelsesområde. De fem paragraffer om

krigsforbrydelser omhandler således krigsforbrydelser mod personer, krigsforbrydelser mod

ejendom, krigsforbrydelser mod humanitære indsatser og kendemærker, krigsforbrydelser ved

anvendelse af forbudte kampmetoder og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kamp-

midler. De foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser finder anvendelse i både inter-

nationale og ikke-internationale væbnede konflikter, medmindre den pågældende forbrydelse

efter sin karakter ikke kan begås i en ikke-international væbnet konflikt, herunder eksempelvis

at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod eget land.

Ud af de 60 forskellige krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut er ti krigsforbrydelser tilfø-

jet efter statuttens ikrafttrædelse i 2002 og endnu ikke ratificeret af Danmark, herunder forbud

mod brug af visse våben som kampmiddel og udsultning af civile som kampmetode under ikke-

international væbnet konflikt. Udvalget har imidlertid medtaget disse ti krigsforbrydelser i for-

slaget til straffebestemmelser under henvisning til, at forbrydelserne anses for krigsforbrydelser

efter den folkeretlige sædvane, samt under hensyn til hensigtsmæssigheden i, at de samme for-

brydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internationale som ikke-internationale væbnede

konflikter. Hertil kommer, at sådanne forbud er afspejlet i den danske militærmanual om fol-

keret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer, der er udarbejdet af For-

svarsministeriet og Forsvarskommandoen. Udvalget anbefaler på den baggrund, at disse tilfø-

jelser til statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser ratificeres af Danmark.

En række overtrædelser rettet mod kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, herunder angreb

mod beskyttede kulturværdier, er særskilt kriminaliseret i lov nr. 310 af 25. april 2018 om be-

skyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Baggrunden for loven var Danmarks

ratifikation af anden tillægsprotokol til UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse

af kulturværdier under væbnet konflikt. Tillægsprotokollen forpligter deltagerstaterne til at

have nationale regler, der pålægger et strafferetligt ansvar for en række nærmere angivne over-

trædelser rettet mod kulturværdier. Udvalget foreslår, at loven ophæves og indarbejdes i de nye

bestemmelser om henholdsvis krigsforbrydelser mod ejendom og krigsforbrydelser ved anven-

delse af forbudte kampmetoder.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalgets overvejelser om en særskilt straffebestemmelse om krigsforbrydelser fremgår af be-

tænkningens kapitel 5.

Folkedrab

er udførelsen af en bestemt handling, herunder drab, indførelse af fødselshindrende

foranstaltninger, tvangsforflyttelse af børn m.v., der begås i den hensigt helt eller delvist at

ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Folkedrab er i dag

særskilt kriminaliseret i folkedrabsloven fra 1955, der har baggrund i FN’s folkedrabskonven-

tion. Udvalget foreslår imidlertid, at loven ophæves og erstattes af en bestemmelse om folke-

drab i det nye kapitel i straffeloven, så alle forbrydelserne omfattet af Straffedomstolens statut,

herunder artikel 6 om folkedrab, samles i dette kapitel. Udvalgets overvejelser herom fremgår

af betænkningens kapitel 6.

Endvidere foreslår udvalget, at der indføres en bestemmelse om såkaldt

kommandoansvar

for

militære og civile ledere i det nye kapitel i straffeloven. Bestemmelsen udvider det almindelige

medvirkensansvar, så en militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan,

under nærmere angivne betingelser straffes for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden

eller krigsforbrydelser, hvis personer under vedkommendes myndighed og kontrol begår så-

danne forbrydelser. Udvalgets overvejelser om medvirken og kommandoansvar fremgår af be-

tænkningens kapitel 7.

Aggressionsforbrydelsen

pålægger efter statuttens artikel 8

bis

personer, der er i stand til at

udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger, hvilket typisk

vil være statens øverste ledelse, et individuelt strafferetligt ansvar for en stats ulovlige militære

magtanvendelse mod en anden stat, når magtanvendelsen udgør en ”åbenbar” krænkelse af FN-

pagten. Udvalget har udarbejdet et forslag til en straffebestemmelse om aggressionsforbrydel-

sen, så aggressionsforbrydelser også kan retsforfølges i Danmark, hvis det fra dansk side be-

sluttes at ratificere ændringen af Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen (se

herom afsnit 4.3 nedenfor). Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til artikel 8

bis

i Straffedomstolens statut og foreslås placeret som den første bestemmelse i det nye kapitel

i straffeloven. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen

fremgår af betænkningens kapitel 11.

Tortur

er defineret i FN’s torturkonvention, der som det første internationale menneskeretlige

instrument indeholdt en definition af tortur. Torturkonventionen indeholder desuden en række

forpligtelser for deltagerstaterne, herunder til at sikre, at torturhandlinger kan straffes efter na-

tional straffelovgivning. Der er ikke en materiel straffebestemmelse om tortur i dansk straffe-

lovgivning, men tortur kan straffes efter andre straffebestemmelser, herunder straffelovens §

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

216 om voldtægt, §§ 244-246 om vold eller § 237 om drab. Det er desuden en skærpende om-

stændighed efter strafskærpelsesreglen i straffelovens § 157 a, hvis en overtrædelse af straffe-

loven er begået ved tortur. Udvalgets forslag til en straffebestemmelse om tortur svarer ind-

holdsmæssigt til definitionen af tortur i FN’s torturkonvention. Udvalgets overvejelser om en

særskilt straffebestemmelse om tortur fremgår af betænkningens kapitel 10.

Udvalget foreslår, at der fortsat skal være universel

dansk straffemyndighed

i forhold til folke-

drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur begået i udlandet. Det vil

sige, at der vil være dansk straffemyndighed over de nævnte lovovertrædelser begået i udlandet

af personer med dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark samt hvis lov-

overtrædelserne er begået af andre gerningspersoner end de førnævnte, når blot de befinder sig

i Danmark på sigtelsestidspunktet. Der vil også fortsat være dansk straffemyndighed over så-

danne lovovertrædelser, hvis de er begået i Danmark.

Udvalget foreslår i relation til aggressionsforbrydelsen, at der som udgangspunkt alene skal

være dansk straffemyndighed for handlinger begået i Danmark, handlinger begået mod Dan-

mark og handlinger begået i udlandet af en person, der som udgangspunkt både på gernings-

tidspunktet og sigtelsestidspunktet har dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Dan-

mark. I modsætning til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil

der således ikke være universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.

Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed over forbrydelserne i det foreslåede nye

kapitel i straffeloven fremgår af betænkningens kapitel 13.

Udvalget har derudover beskrevet de folkeretlige regler om

immunitet,

der kan begrænse udø-

velsen af dansk straffemyndighed over for udenlandske statsrepræsentanter. Denne beskrivelse

fremgår af betænkningens kapitel 12.

Udvalget har overvejet den

tidsmæssige gyldighed

af de foreslåede straffebestemmelser om

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, idet dansk straffelovgivning ikke i dag

indeholder særskilte straffebestemmelser om disse forbrydelser. Efter udvalgets opfattelse er

det væsentligt, at også tidligere begåede forbrydelser, der har karakter af forbrydelser mod men-

neskeheden eller krigsforbrydelser, kan straffes som sådanne.

Udvalget foreslår derfor, at de nye særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menne-

skeheden og krigsforbrydelser også skal finde anvendelse, hvis handlingen kan straffes efter

øvrige regler, som var gældende på gerningstidspunktet, og handlingen efter folkeretten ud-

gjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffen for handlinger begået inden lovens ikrafttræden vil dog ikke kunne overskride den

straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser, som

handlingen kan straffes efter.

Udvalgets overvejelser vedrørende den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede straffebestem-

melser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser fremgår af betænkningens

kapitel 9.

Udvalget har ikke taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for overtrædelse af de

foreslåede straffebestemmelser i det foreslåede nye kapitel i straffeloven.

Endelig foreslås det at foretage en række

ændringer af retsplejeloven

som følge af de foreslåede

straffebestemmelser i det nye kapitel i straffeloven. Det omfatter bl.a. en udvidelse af reglerne

om bistandsadvokater, så den forurettede får ret til bistandsadvokat i sager om folkedrab, for-

brydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur. Det omfatter også bl.a. en udvidelse

af reglerne om videoafhøring, så den forurettede vil kunne videoafhøres med henblik på anven-

delse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen i tilfælde, hvor forurettede er under

15 år, og i tilfælde, hvor forurettede er over 15 år, og forbrydelsen indebærer voldtægt eller

voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Endvidere lægger udvalget op til at give mu-

lighed for hemmelig ransagning, kendelse på person og blokering af hjemmesider i sager om

aggressionsforbrydelsen, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og

tortur.

Betænkningens kapitel 14 indeholder et lovudkast, der gennemfører udvalgets forslag til lov-

ændringer.

4.3 Ratifikation af aggressionsforbrydelsen

Udvalget har for det andet fået til opgave at tilvejebringe et beslutningsgrundlag for regeringens

stillingtagen til, om Danmark skal ratificere ændringerne af Straffedomstolens statut om ag-

gressionsforbrydelsen.

Udvalget har i den forbindelse vurderet betydningen af ratifikation for dansk indsats for fore-

byggelse og retsforfølgning af internationale forbrydelser, konsekvenser for Danmark ved rati-

fikation samt afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i internatio-

nale militære operationer.

Udvalget bemærker, at Danmark var engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998, rati-

ficerede statutten som et af de første lande i 2001 og siden da har arbejdet aktivt for fremme af

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffedomstolens målsætninger og for at øge antallet af deltagerstater. Udvalget vurderer, at

de samme hensyn, der gjorde sig gældende for Danmarks ratifikation af statutten, i princippet

også bør gøre sig gældende for ratifikation af aggressionsforbrydelsen, som i givet fald vil ud-

trykke Danmarks fortsatte opbakning til Straffedomstolen.

I lyset af den russiske militære aggression mod Ukraine vil en ratifikation af aggressionsfor-

brydelsen understrege den vigtighed, som Danmark tillægger den internationale retsorden, rets-

forfølgning af aggressionsforbrydelsen og Straffedomstolen.

Udvalget noterer sig, at 45 deltagerstater, heraf 21 EU-lande, har ratificeret aggressionsforbry-

delsen pr. juni 2024. De EU-lande, der endnu ikke har ratificeret, er Bulgarien, Frankrig, Græ-

kenland, Rumænien, Ungarn og Danmark. Udvalget noterer sig videre, at der blandt de nordiske

lande over en årrække har været en bevægelse i retning af ratifikation af aggressionsforbrydel-

sen. Finland ratificerede aggressionsforbrydelsen i 2015, Island i 2016, Sverige i 2022, og

Norge overvejer på nuværende tidspunkt at ratificere aggressionsforbrydelsen. Omvendt har

Frankrig og Storbritannien, der er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, og som del-

tager i Straffedomstolens statut, ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen.

Udvalget bemærker, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil udvide Danmarks

forpligtelser til at samarbejde med Straffedomstolen med hensyn til efterforskning og retsfor-

følgning, herunder i forhold til udlevering af danske statsborgere til retsforfølgning ved Straf-

fedomstolen. Retsforfølgning af danske statsborgere vil dog kunne ske ved danske domstole,

hvis aggressionsforbrydelsen også kriminaliseres i dansk ret, da Straffedomstolens jurisdiktion

er komplementær til national retsforfølgning og derfor alene vil ske i tilfælde af Danmarks

manglende vilje eller evne til at retsforfølge. Udvalget har som beskrevet ovenfor udarbejdet et

forslag til en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser for det tilfælde, at Danmark rati-

ficerer aggressionsforbrydelsen.

En dansk ratifikation vil endvidere medføre et vist retligt værn mod andre deltagerstaters ag-

gression mod Danmark. I medfør af statuttens artikel 15

bis

vil Danmark kunne henvise en

aggressionsforbrydelse begået af andre ratificerende deltagerstater mod Danmark til efterforsk-

ning og retsforfølgning ved Straffedomstolen.

Udvalget har dernæst set på de folkeretlige grundlag for en række af de internationale militære

operationer, som Danmark i de seneste årtier har deltaget i. Udvalget vurderer, at risikoen for,

at Straffedomstolen i fremtiden vurderer, at operationer på sådanne folkeretlige grundlag om-

fattes af statuttens artikel 8

bis

om aggressionsforbrydelsen, vil være meget begrænset.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget bemærker endvidere, at Straffedomstolen generelt kun kan udøve jurisdiktion over

aggressionsforbrydelser begået

efter

den 17. juli 2018, hvor domstolens jurisdiktion over ag-

gressionsforbrydelsen blev iværksat, og specifikt i forhold til de enkelte deltagerstater et år efter

deponeringen af statens ratifikations- eller godkendelsesinstrument. Dernæst kan Straffedom-

stolen kun udøve denne jurisdiktion i situationer, hvor de involverede deltagerstater har ratifi-

ceret både statutten og ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen (for indeværende 45

stater).

Udvalgets overvejelser om ratifikation af aggressionsforbrydelsen fremgår af betænkningens

kapitel 11.

København, juni 2024

Mette Lyster Knudsen

Ulf Melgaard

Jessika Auken

Martin Mennecke

Elna Søndergaard

______

Afshin Berahmand

Julie Heidi Sørensen

Morten Holland Heide

Christian Ejby Strøm Karstensen

Lasse Lund Madsen

Peter Vedel Kessing

Elise Margrethe Randrup Bangert

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den Internationale Straffedomstol og retsforfølgning af internati-

onale forbrydelser

1. Generelt om den Internationale Straffedomstol

1.1 Historisk baggrund

I folkeretlig forstand var etableringen af de internationale militærtribunaler i Nürnberg og To-

kyo efter 2. verdenskrig skelsættende. Tyske og japanske ledere blev pålagt et individuelt straf-

feretligt ansvar for deres involvering i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og

såkaldte forbrydelser mod freden. Disse forbrydelser var på det tidspunkt kun i begrænset om-

fang reguleret af folkeretten. Samtidig kan militærtribunalerne anses for direkte forløbere for

oprettelsen af en permanent international straffedomstol.

Kort tid efter Nürnberg- og Tokyoprocesserne opfordrede FN’s Generalforsamling i 1948 FN’s

nyetablerede Folkeretskommission (International Law Commission (ILC))

til at undersøge be-

hovet og muligheden for at oprette en permanent international domstol til retsforfølgning af

personer anklaget for folkedrab eller andre forbrydelser.

Samtidig blev FN’s folkedrabskon-

vention vedtaget i december 1948, og året efter i 1949 fulgte de fire Genève-konventioner, der

bl.a. pålægger de kontraherende stater pligt til at retsforfølge personer for grove overtrædelser

af den humanitære folkeret.

Det lykkedes imidlertid først at opnå fremdrift med hensyn til spørgsmålet om en global døm-

mende myndighed for internationale forbrydelser efter ophøret af den kolde krig. Konflikterne

i Rwanda og det tidligere Jugoslavien i 1990’erne ansporede det internationale samfund til at

oprette internationale krigsforbrydertribunaler for at retsforfølge personer ansvarlige for krigs-

forbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået i de to konflikter. Det In-

ternationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) blev oprettet i 1993,

og Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR) blev oprettet i 1994. Begge

blev oprettet på baggrund af resolutioner vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd i henhold til FN-pag-

tens kapitel VII. Disse tribunaler var dog midlertidigt nedsat og territorielt afgrænsede.

FN’s Folkeretskommission er en uafhængig kommission, der blev oprettet i 1946 i medfør af FN-pagtens artikel

13, stk. 1, litra a, om initiativer og forslag med det formål bl.a. at støtte den fremadskridende udvikling af mellem-

folkelig ret og kodifikationen af denne. FN’s Folkeretskommission har 34 uafhængige folkeretskyndige medlem-

mer.

Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,

side 27. Se også FN-resolution A/RES/3/260 af 9. december 1948.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Bl.a. inspireret af arbejdet med disse ad hoc tribunaler fremlagde FN’s Folkeretskommission i

1994 et fuldt udarbejdet og kommenteret udkast til en statut for en permanent international

straffedomstol. FN’s Generalforsamling iværksatte på baggrund af folkeretskommissionens ar-

bejde en forhandlingsproces, først i form af et ad hoc-udvalg og senere i form af en forbere-

dende komité, som skulle tage stilling til folkeretskommissionens udkast. De forberedende for-

handlinger medførte, at man på FN’s 52. generalforsamling i 1997 besluttede at indkalde til en

diplomatkonference, der blev afholdt i Rom i perioden fra den 15. juni til den 17. juli 1998.

perioden fra den 16. marts til den 3. april 1998 afholdt den forberedende komité sin sjette og

afsluttende mødesamling. Komitéen færdiggjorde det traktatudkast, som diplomatkonferencen

skulle forholde sig til, og som skulle føre frem til vedtagelsen af en statut for en international

straffedomstol.

Rom-statutten om den Internationale Straffedomstol (”statutten”) blev vedtaget på diplomat-

konferencen i Rom den 17. juli 1998 og trådte i kraft i 2002 efter 60 staters ratifikation. Den

Internationale Straffedomstol (”Straffedomstolen”) har hovedsæde i Haag og er den første per-

manente internationale domstol, der kan efterforske og dømme individer anklaget for folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Der er tale

om en af de væsentligste internationale milepæle i nyere tid i bestræbelserne på at bekæmpe

straffrihed for de mest alvorlige internationale forbrydelser. Straffedomstolen er i modsætning

til Den Internationale Domstol (ICJ) ikke en FN-domstol. Hvor ICJ primært behandler sager

mellem stater, behandler Straffedomstolen straffesager mod individer.

Ud over Straffedomstolen og ad hoc tribunalerne for det tidligere Jugoslaven (ICTY) og

Rwanda (ICTR) er der siden 1990’erne etableret en række såkaldt ”internationaliserede” tribu-

naler med fokus på stater, der ikke selv har haft kapacitet til at gennemføre et retsopgør efter

en konflikt eller borgerkrig. Det internationale element omfatter tilfælde, hvor tribunalet er op-

rettet gennem aftale mellem FN’s generalsekretær og den pågældende stat, hvor mandatet om-

fatter internationale forbrydelser, hvor der er internationale dommere og anklagere, og/eller

hvor tribunalets hovedsæde er placeret i en anden stat. Det drejer sig bl.a. om Den Særlige

Domstol for Sierra Leone (SCSL), der blev nedsat for at pådømme forbrydelser begået i bor-

gerkrigen i Sierra Leone fra 1991 og frem, de Ekstraordinære Kamre i Cambodias Domstole

(ECCC), der havde mandat til at pådømme forbrydelser begået i Cambodia under De Røde

Khmerers styre fra 1975 til 1979, og Særtribunalet for Kosovo, der har mandat til at pådømme

forbrydelser begået under Kosovo-konflikten fra januar 1998 til 31. december 2000.

Resolution A/RES/52/160 af 28. januar 1998.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Danmark var aktivt engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998 og ratificerede statutten

allerede i 2001. 124 stater har pr. juni 2024 ratificeret statutten. Statutten er gennemført i dansk

ret ved lov om Den Internationale Straffedomstol (lov nr. 342 af 16. maj 2001).

1.2 Kampala-tillægget samt senere ændringer af Rom-statutten

Straffedomstolen fik ved sin stiftelse jurisdiktionskompetence i forhold til folkedrab, forbry-

delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolen

kunne imidlertid først udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen, når denne

forbrydelse blev defineret, og betingelserne for Straffedomstolens jurisdiktionskompetence

blev fastlagt, jf. dagældende artikel 5, stk. 2. Denne konstruktion skyldtes, at der ikke kunne

opnås enighed om den nærmere udformning af bestemmelserne vedrørende aggressionsforbry-

delsen på diplomatkonferencen i Rom. Uenigheden angik navnlig, hvorvidt statutten skulle til-

dele Straffedomstolen en selvstændig kompetence – uafhængigt af FN’s Sikkerhedsråd – til at

fastslå, hvorvidt der foreligger en aggressionshandling, og til i givet fald at placere det straffe-

retlige ansvar, eller om Straffedomstolen udelukkende skulle kunne placere et eventuelt indivi-

duelt strafferetligt ansvar for en aggressionshandling, som Sikkerhedsrådet på forhånd havde

konstateret, at en stat havde udført. Aggressionsforbrydelsen indgik således i statutten af 1998

med det forbehold, at definitionen af aggressionsforbrydelsen og de nærmere betingelser for

Straffedomstolens jurisdiktion i den henseende blev udskudt til en mulig fastlæggelse på en

fremtidig gennemgangskonference.

På gennemgangskonferencen i Ugandas hovedstad, Kampala, i 2010 blev et antal ændringer til

statutten vedtaget ved konsensus (”Kampala-tillægget”) i resolution RC/RES.6 af 11. juni 2010.

Tillægget indeholder fortrinsvist en definition af aggressionsforbrydelsen i en ny artikel 8

bis

og bestemmelser, der fastlægger Straffedomstolens jurisdiktion med hensyn til denne forbry-

delse i en ny artikel 15

bis

og ny artikel 15

ter,

samt relevante tilføjelser til de vejledende be-

skrivelser af gerningsindhold (Elements of Crimes), der skal bistå Straffedomstolen i fortolk-

ningen og anvendelsen af artikel 6, 7, 8 og 8

bis,

jf. statuttens artikel 9.

Dernæst indeholder tillægget i resolution RC/RES.5 af 10. juni 2010 tilføjelser til artikel 8 om

krigsforbrydelser, således at det eksisterende forbud mod brugen af giftige og kemiske våben

og såkaldte dum-dum-kugler i internationale væbnede konflikter (konflikter mellem to eller

flere stater, der indebærer brug af væbnet magt) også forbydes i ikke-internationale væbnede

konflikter (konflikter mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, som f.eks.

en oprørsgruppe, eller når konflikten finder sted mellem to eller flere ikke-statslige organiserede

væbnede grupper).

Den Internationale Straffedomstol (2013): ”Elements

of Crimes”.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Der er sidenhen vedtaget et antal øvrige ændringer af artikel 8, der forbyder anvendelsen af

udsultning af civile som kampmetode i ikke-internationale væbnede konflikter samt indeholder

forbud mod brugen af visse våben i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-

flikter.

Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser, hvor statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser

er gennemgået nærmere, herunder de senere tilføjelser til bestemmelsen.

På et møde i forsamlingen af deltagerstater (se nærmere om forsamlingen af deltagerstater i

afsnit 1.4 nedenfor) i New York den 14. december 2017 blev der truffet beslutning om at iværk-

sætte Straffedomstolens jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen. Straffedomsto-

lens jurisdiktion trådte i kraft på 20-årsdagen for statutten – den 17. juli 2018 – efter at 30 lande

havde ratificeret ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen i over-

ensstemmelse med bilag III, pkt. 3, i resolution RC/RES.6. Disse beslutninger fremgår af reso-

lution ICC-ASP/16/Res.5 af 14. december 2017. Straffedomstolen har således jurisdiktions-

kompetence i forhold til aggressionsforbrydelser, der er begået efter den 17. juli 2018, men

alene i situationer, hvor de involverede deltagerstater har tilsluttet sig denne del af Kampala-

tillægget, og først et år efter deponeringen af den enkelte stats ratifikations- eller godkendelses-

instrument.

Ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen er pr. juni 2024 god-

kendt eller ratificeret af 45 ud af 124 deltagerstater, herunder alle EU-lande på nær Bulgarien,

Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn og Danmark.

Der henvises til kapitel 11 om magtanvendelsesforbuddet og aggression.

1.3 Den Internationale Straffedomstols sammensætning og organisation

Straffedomstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens

kontor og justitskontoret.

Præsidentskabet udgøres af tre dommere, præsidenten og to vicepræsidenter, der vælges af

dommerne ved absolut flertal for op til tre år. Præsidentskabet varetager, med undtagelse af

anklagerens kontor, administrationen af Straffedomstolen og repræsenterer Straffedomstolen

Se bl.a. resolution ICC-ASP/16/Res.4 af 14. december 2017 og resolution ICC-ASP/18/Res.5 af 6. december

2019. Disse forbud er allerede afspejlet i den danske militærmanual.

På gennemgangskonferencen i Kampala i 2010 blev deltagerstaterne enige om at gennemgå aggressionsforbry-

delsen syv år efter iværksættelsen af Straffedomstolens jurisdiktion (se resolution RC/Res.6, pkt. 4). Da Straffe-

domstolens jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen blev iværksat i juli 2018, er gennemgangen fastsat til år

2025. I den forbindelse har Tyskland taget initiativ til at stille forslag om at udvide Straffedomstolens jurisdiktion

over aggressionsforbrydelsen til drøftelse på den kommende gennemgangskonference i 2025.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udadtil. Derudover bidrager præsidentskabet bl.a. til tilrettelæggelsen af dommernes arbejde og

håndhævelsen af domme afsagt af Straffedomstolen.

Straffedomstolen har 18 dommere, som vælges af forsamlingen af deltagerstater (se nærmere

om forsamlingen nedenfor under 2.1.4) på baggrund af deres kvalifikationer, upartiskhed og

integritet. Dommerne aftjener 9-årige embedsperioder, der ikke kan forlænges. Udover at sikre

en retfærdig rettergang og træffe afgørelser i sager udsteder dommerne arrestordrer og indkal-

delser til retten, giver ofre tilladelse til at deltage i retssager, beordrer vidnebeskyttelsesforan-

staltninger m.v.

Dommerne er fordelt på tre domstolsafdelinger: En forundersøgelsesafdeling og en domsafde-

ling, der begge er opdelt i mindre kamre, samt en appelafdeling.

Forundersøgelsesafdelingen består af seks dommere med strafferetlig baggrund, som godken-

der efterforskninger samt arrestordrer. Derefter fortsætter sager ved Straffedomstolen i et af

forundersøgelseskamrene, der er sammensat af hver tre dommere. Flere funktioner i kamrene

udføres imidlertid af én dommer. Kamrenes rolle er i det væsentlige at føre tilsyn med, hvordan

anklagerens kontor udfører efterforskninger med henblik på at sikre mistænktes, ofres og vid-

ners rettigheder i efterforskningsfasen og for at sikre integriteten af proceduren. En af forun-

dersøgelseskamrenes funktioner er at give eller nægte anklagerens kontor tilladelse til at indlede

en efterforskning. Kamrene træffer foreløbige afgørelser om, hvorvidt en såkaldt ”situation”

falder ind under Straffedomstolens jurisdiktionskompetence, dog uden at det berører senere af-

gørelser med hensyn til jurisdiktion og sagernes admittering. Inden for en rimelig tid efter, at

en mistænkt er blevet overgivet til eller frivilligt har givet møde for Straffedomstolen, afholder

et forundersøgelseskammer et retsmøde under tilstedeværelse af anklageren og den mistænkte

og/eller dennes forsvarsadvokat med henblik på at fastlægge, i hvilket omfang tiltalen kan god-

kendes. Hvis tiltalen godkendes, begynder et kammer under Domsafdelingen at behandle sagen.

Domskammeret er sammensat af tre dommere med en forperson. Kammeret har som primær

funktion at sikre en retfærdig og effektiv retssag, der gennemføres med fuld respekt for den

anklagedes rettigheder og behørigt hensyn til beskyttelsen af ofre og vidner. Retssager skal

afholdes under den anklagedes tilstedeværelse, og retsmøderne skal være offentlige, medmin-

dre særlige omstændigheder kræver, at visse retssager afholdes i lukkede retsmøder for at be-

skytte fortrolige eller følsomme oplysninger, der skal føres som bevis. Kammeret afgør, om der

er ført tilstrækkeligt bevis for, at en tiltalt er skyldig i tiltalen, og i bekræftende fald idømmer

Udtrykket "situation" i Rom-statutten betegner de rammer, inden for hvilke Straffedomstolen afgør, om der er et

rimeligt grundlag for at indlede en efterforskning samt det jurisdiktionsmæssige grundlag for en efterfølgende

efterforskning. Før en konkret sag indledes, henvises ”situationer” vedrørende mulige forbrydelser i et land til

Straffedomstolen. Man taler eksempelvis om ”situationen” i Ukraine.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

domstolen en frihedsstraf på op til 30 år eller i særligt grove tilfælde fængsel på livstid. Straf-

fedomstolen kan også idømme den tiltalte en økonomisk straf.

Appelafdelingen består af Straffedomstolens præsident og fire andre dommere. Både den dømte

og anklagerens kontor kan anke eller anmode om tilladelse til at anke afgørelser afsagt af for-

undersøgelses- og domsafdelingens kamre. Appelafdelingen kan omstøde eller ændre den på-

klagede afgørelse og kan træffe beslutning om, at der skal gennemføres en ny domsforhandling

for et andet domskammer.

Anklagerens kontor er et uafhængigt organ, hvis opgave er at modtage og vurdere informationer

om situationer eller påståede forbrydelser inden for Straffedomstolens jurisdiktion med henblik

på at fastslå, om der er grundlag for at indlede en efterforskning af en forbrydelse, det vil sige

folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller aggressionsforbrydelser,

og grundlag for at indbringe gerningspersonerne bag disse forbrydelser for Straffedomstolen.

Justitskontoret yder administrativ og operationel støtte til domstolsafdelingerne og anklagerens

kontor og understøtter med hensyn til forsvar, ofre, kommunikation og sikkerhedsforhold.

1.4 Forsamlingen af deltagerstater (Assembly of States Parties)

I forbindelse med oprettelsen af Straffedomstolen etableredes en forsamling af de stater, der

deltager i statutten. Hver deltagerstat har en repræsentant i forsamlingen. Andre stater, der har

undertegnet statutten eller slutakten, kan være observatører i forsamlingen. Forsamlingens op-

gaver omfatter bl.a. overordnet tilsyn med præsidentskabet, anklagerne og justitssekretæren

vedrørende domstolens administration, at behandle og vedtage domstolens budget, at træffe

beslutning om en eventuel ændring af antallet af dommere og at behandle spørgsmål om delta-

gerstaters eller tredjestaters manglende samarbejde med Straffedomstolen. I forbindelse med

forsamlingens beslutninger tildeles hver deltagerstat én stemme. Forsamlingen skal i medfør af

statuttens artikel 112, stk. 7, bestræbe sig på, at beslutninger træffes ved konsensus. Skulle en

afstemning blive nødvendig, sondrer statutten mellem beslutninger om substansspørgsmål og

beslutninger om procedurespørgsmål. Beslutninger om substansspørgsmål godkendes med 2/3

flertal af dem, der er til stede og afgiver en stemme, hvorimod beslutninger om procedure-

spørgsmål træffes med simpelt flertal. Sanktioner i form af stemmefratagelse kan anvendes over

for en deltagerstat, som ikke opfylder sine økonomiske forpligtelser over for Straffedomstolen.

1.5 Den Internationale Straffedomstols offerfond m.v. (Trust Fund for Victims)

Forsamlingen af deltagerstater etablerede i 2004 i medfør af statuttens artikel 79 en særlig fond

til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier (Trust

Fund for Victims). Fondens formål er at støtte og implementere programmer, der adresserer

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

skader som følge af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggres-

sion. Offerfonden har et dobbelt mandat: (i) at gennemføre domstolsbeordrede erstatninger og

(ii) at yde fysisk, psykologisk og materiel støtte til ofre og deres familier. Fonden skal hjælpe

ofre med at vende tilbage til et værdigt og bidragende liv i deres lokalsamfund og bidrage til at

realisere bæredygtig og langvarig fred. Straffedomstolen kan i medfør af artikel 79, stk. 2, af-

sige kendelse om, at penge og andre formuegoder, der indgår som bøder eller konfiskation, efter

Straffedomstolens kendelse skal overføres til den særlige fond.

Derudover har Straffedomstolens justitskontor medarbejdere med ekspertise i traumer, herun-

der traumer relateret til seksuelle voldsforbrydelser. Justitskontoret har mandat til at rådgive

kamrene om foranstaltninger, der skal træffes for at lette deres vidneførelse og for at forhindre

psykiske skader som følge af at give møde for Straffedomstolen. Der kan derefter iværksættes

særlige foranstaltninger for sårbare vidner som børn, ældre eller ofre for seksuel vold og/eller

andre sårbare vidner, som har øget risiko for psykisk skade, eller som kan have vanskeligt ved

at afgive vidneforklaring for retten. Foranstaltninger til at lette processen for sådanne vidner

ved afgivelse af vidneforklaring kan bl.a. være at stille en psykolog til rådighed i forbindelse

med en retssag til at overvåge vidnets velbefindende, at tillade en støtteperson at agere bisidder

for vidnet, at tilpasse opsætningen af retssalen såsom at afskærme tiltalte for at forhindre øjen-

kontakt mellem vidnet og den tiltalte, at give vidnet mulighed for at afgive forklaring fra et

vidnevenligt sted (uden for retssalen ved brug af et videolink) eller at indføre andre foranstalt-

ninger for at tilpasse afhøringen til vidnets behov og evner. Det kan eksempelvis ske for at

undgå unødigt påtrængende, ubehagelige eller gentagne spørgsmål til ofre for seksuel vold.

Straffedomstolen har derfor særlige ”sårbarhedsprotokoller” i forbindelse med retssager med

henblik på vidnetryghed og sikkerhed.

Offerfonden er finansieret af frivillige årlige bidrag fra deltagerstater samt private donorer.

Danmark er en af 45 deltagerstater, der siden 2004 løbende har bidraget til offerfonden. Dan-

mark har senest ydet et sådant frivilligt bidrag på 1.500.000 kr. til ofre for seksuel og kønsba-

seret vold i 2018.

1.6 Den Internationale Straffedomstols afgørelser m.v.

Siden statutten trådte i kraft i 2002, har Straffedomstolen behandlet 31 sager, hvoraf nogle sager

har involveret flere tiltalte. I seks sager, herunder én sag med fem tiltalte, er 10 personer blevet

dømt, og i tre sager, herunder én sag med to tiltalte, er fire personer blevet frifundet. Ni sager

er afsluttede uden en domfældelse, hvilket bl.a. kan skyldes, at et forundersøgelseskammer har

afvist sagen, at tiltalte er afgået ved døden, eller at anklageren har frafaldet tiltalen. 13 sager er

fortsat verserende, hvilket bl.a. kan skyldes, at personen endnu ikke er i domstolens varetægt,

at sagen endnu ikke er påbegyndt, eller at sagen fortsat verserer ved domstolen.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

De seks sager, hvor Straffedomstolen har fundet de tiltalte skyldige, er følgende:

Lubanga-sagen

vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Thomas

Lubanga Dyilo, leder af militsen

Union des Patriotes Congolais/Forces Patriotiques pour la

Libération du Congo (UPC/FPLC),

i 2012 fundet skyldig i krigsforbrydelser ved bl.a. at hverve

og gøre brug af børnesoldater. Lubanga blev idømt 14 års fængsel.

Dommen blev stadfæstet i

2014.

Katanga-sagen

vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Germain

Katanga, leder af militsen

Force de résistance patriotique en Ituri

(FRPI), i 2014 fundet skyldig

i medvirken til en forbrydelse mod menneskeheden i form af drab og fire krigsforbrydelser, der

omfattede drab, angreb på civilbefolkningen, ødelæggelse af ejendom og plyndring i forbin-

delse med et angreb i Ituri-regionen i Congo i 2003. Katanga blev idømt 12 års fængsel.

Bemba et al.-sagen

vedrørende situationen i Den Centralafrikanske Republik blev alle fem

tiltalte, herunder præsident og øverstkommanderende for militsen

Mouvement de libération du

Congo,

Jean-Pierre Bemba, i 2016 kendt skyldige i forskellige brud på retsplejen (administra-

tion of justice) relateret til falske vidneforklaringer i en hovedsag mod Jean-Pierre Bemba.

Jean-Pierre Bemba blev i hovedsagen i 2016 kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden

og krigsforbrydelser, men i 2018 frifundet herfor.

Al Mahdi-sagen

vedrørende situationen Mali blev Ahmad al Faqi al Mahdi, et formodet med-

lem af bevægelsen Ansar Dine, der er forbundet med Al Qaeda i Maghreb, i 2016 fundet skyldig

i medvirken til krigsforbrydelser ved forsætligt at ødelægge religiøse og historiske bygninger i

Timbuktu, Mali, i juni og juli 2012. Al Mahdi tilstod og blev idømt 9 års fængsel.

I 2021 blev

dommen ændret til 7 års fængsel.

Ntaganda-sagen

vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Bosco Nta-

ganda, leder af militsen

Forces Patriotiques pour la Libération du Congo

(FPLC), i 2019 fundet

skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder seksuelt slaveri, be-

gået i 2002-2003 i Ituri-regionen i Congo. Ntaganda blev idømt 30 års fængsel.

Dommen blev

stadfæstet i 2021.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Thomas Lubanga Dyilo

(ICC-01/04-01/06).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Germain Katanga

(ICC-01/04-07/07).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo, Aimé Kilolo Musamba, Jean-Jacques Man-

genda Kabongo, Fidèle Babala Wandu og Narcisse Arido

(ICC-01/05-01/13)

Straffedomstolen, Anklageren mod

Jean-Pierre Bemba Gombo

(ICC-01/05-01/08)

Straffedomstolen,

Anklageren mod Ahmad Al Faqi Al Mahdi

(ICC-01/12-01/15).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bosco Ntaganda

(ICC-01/04-02/06).

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ongwen-sagen

vedrørende situationen i Uganda blev Dominic Ongwen, tidligere børnesoldat

og senere brigadekommandør i militsen

Lord’s Resistance Army,

i 2021 fundet skyldig i 61

tiltaler om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået i det nordlige Uganda

i 2002-2005. Ongwen blev idømt 25 års fængsel.

I 2022 blev dommen stadfæstet.

I tre sager, heriblandt ovennævnte

Bemba-sag,

har Straffedomstolen frifundet fire tiltalte.

Ngudjolo Chui-sagen

blev Mathieu Ngudjolo Chui, leder af militsen

Front des nationalistes

et intégrationnistes

(FNI) i 2012 frifundet for tiltaler for forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser.

Frifindelserne blev stadfæstet i appelsager i 2015.

Gbagbo og Blé Goudé-sagen

vedrørende situationen i Elfenbenskysten blev den tidligere præ-

sident, Laurent Gbagbo, og tidligere ungdomsforeningsleder og minister i Gbagbo-regeringen,

Charles Blé Goudé, i 2019 frifundet for alle tiltaler om forbrydelser mod menneskeheden, her-

under for forsætlige angreb på flere tusinde civile med døden til følge, voldtægt, drabsforsøg

og forfølgelse i forbindelse med voldelige optøjer efter et valg i 2010-2011. Der blev ført 82

vidner, og øvrigt bevismateriale blev forelagt Straffedomstolen. Flertallet af dommerne fandt

imidlertid, at anklageren ikke havde løftet bevisbyrden. Dommen blev afsagt med dissens.

Af verserende sager kan nævnes

Abd-Al-Rahman-sagen

vedrørende en formodet leder af Jan-

jaweed militsen i Sudan, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman. Al-Rahman er tiltalt for krigs-

forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Darfur i 2003-2004.

Derudover

kan nævnes

Al Hassan-sagen

vedrørende et angiveligt medlem af førnævnte bevægelse Ansar

Dine, Al Hassan Ag Abdoul Aziz. Al Hassan er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden i

form af tortur, voldtægt, seksuelt slaveri og andre inhumane handlinger begået i Timbuktu,

Mali, i 2012-2013.

Derudover har anklagerens kontor 12 igangværende efterforskninger pr. juni 2024 vedrørende

situationer i henholdsvis Den Demokratiske Republik Congo, Darfur (Sudan), Libyen og El-

fenbenskysten, Mali, Burundi, Bangladesh/Myanmar, Afghanistan, Palæstina, Filippinerne,

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Mathieu Ngudjolo Chui

(ICC-01/04-02/12)

Straffedomstolen,

Anklageren mod Laurent Gbagbo og Charles Blé Goudé

(ICC-02/11-01/15).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman ("Ali Kushayb")

(ICC-02/05-01/20).

Straffedomstolen,

Anklageren mod Al Hassan Ag Abdoul Aziz Ag Mohamed Ag Mahmoud

(ICC-01/12-01/18).

Straffedomstolen afsagde den 26. juni 2024 en skyldkendelse i sagen mod Al Hassan, hvori han blev fundet skyldig

i hovedparten af tiltalepunkterne. Straffedomstolens afgørelse kan appelleres indenfor 30 dage.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Venezuela og Ukraine. De afsluttede efterforskninger omfatter bl.a. situationer i Uganda, Ke-

nya, Georgien og to situationer (I og II) i Den Centralafrikanske Republik.

Endelig har Straffedomstolen udstedt 46 arrestordrer. På baggrund af samarbejde med deltager-

staterne er 21 arrestordrer implementeret, det vil sige, at den pågældende befinder sig og er

tilbageholdt i Straffedomstolens tilbageholdelsescenter. Der er frafaldet sigtelser mod syv per-

soner som følge af disse personers dødsfald.

I 2009 og 2010 blev arrestordrer udstedt mod den daværende præsident for Sudan, Omar Al

Bashir. Al Bashir er mistænkt for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og fol-

kedrab begået mellem 2003 og 2008 i forbindelse med krigen i Darfur-provinsen.

Al Bashir

er fortsat ikke udleveret til Straffedomstolen.

Den 21. marts 2023 udstedte Straffedomstolen arrestordrer mod Ruslands præsident, Vladimir

Putin, samt den russiske kommissær for børnerettigheder, Maria Lvova-Belova, på baggrund

af mistanke om krigsforbrydelser ved at have deltaget i ulovlig deportation af børn fra besatte

områder i Ukraine til Rusland. Den 2. februar 2024 udstedte Straffedomstolen endvidere arrest-

ordrer mod henholdsvis Sergei Ivanovich Kobylash, generalløjtnant i de russiske væbnede styr-

ker, som på det relevante tidspunkt var kommandør i luftvåbnet, og Viktor Nikolayevich Soko-

lov, admiral i den russiske flåde, der på det relevante tidspunkt var øverstbefalende kommandør

for flåden i Sortehavet. De er begge mistænkt for at have begået krigsforbrydelser ved at angribe

civile objekter, at påføre vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter,

som klart overstiger den forventede konkrete og direkte samlede militære fordel, samt forbry-

delser mod menneskeheden i form af umenneskelige handlinger. Straffedomstolen udstedte den

24. juni 2024 desuden arrestordrer mod tidligere forsvarsminister Sergei Kuzhugetovich Shoigu

og generalstabschef og førsteviceforsvarsminister Valery Vasilyevich Gerasimov for påståede

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Anklagerens kontor anmodede den 20. maj 2024 Straffedomstolens forundersøgelseskammer

om at udstede arrestordrer mod tre ledere af terrororganisationen Hamas samt Israels premier-

minister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant i relation til situationen i Pa-

læstina.

Statuttens deltagerstater har pligt til at anholde og udlevere de personer, der er omfattet af ar-

restordrer, til retsforfølgning ved Straffedomstolen. For så vidt angår spørgsmål om immunitet

En oversigt over efterforskninger ved Straffedomstolen kan tilgås på følgende hjemmeside: https://www.icc-

cpi.int/situations-under-investigations

Straffedomstolen,

Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir

(ICC-02/05-01/09).

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

henvises til kapitel 12 om folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydel-

ser.

2. Oversigt over Rom-statuttens bestemmelser

Statutten indeholder en præambel og 128 artikler, der er fordelt på 13 kapitler:

Kapitel 1 (artikel 1-4) omhandler oprettelsen af Straffedomstolen.

Kapitel 2 (artikel 5-21) fastlægger, hvilke sager, herunder hvilke forbrydelser Straffedomstolen

kan behandle. Det fastlægges, hvorledes en situation kan henvises til Straffedomstolen. Kapitlet

omhandler endvidere forholdet til FN’s Sikkerhedsråd og forholdet mellem Straffedomstolens

og nationale domstoles myndighed. Endelig reguleres betingelserne for admittering af en sag,

og hvilke retskilder Straffedomstolen kan anvende.

Kapitel 3 (artikel 22-33) indeholder almindelige strafferetlige principper, som også kendes fra

national strafferet. Der etableres et individuelt strafansvar for fysiske personer. Kapitlet angiver

de almindelige betingelser for, at en person kan straffes af Straffedomstolen, herunder krav om

tilregnelse, straffrihedsgrunde samt virkningen af ordrer fra overordnede og overordnedes an-

svar for underordnedes handlinger.

Kapitel 4 (artikel 34-52) omhandler Straffedomstolens sammensætning og administration.

Straffedomstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens

kontor og justitskontoret. Kapitlet fastlægger bl.a. organernes sammensætning, valg, kvalifika-

tionskrav og funktionstid. Endvidere fastlægges regler om fritagelse og inhabilitet samt om im-

muniteter og privilegier. Nedsættelsen af en enhed under justitskontoret for ofre og vidner er

beskrevet. Afslutningsvis bestemmes, at der skal udarbejdes to yderligere regelsæt: procesreg-

lementet og Straffedomstolens regulativ.

Kapitel 5 (artikel 53-61) indeholder regler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet fast-

lægger anklagerens rettigheder og pligter i forbindelse med efterforskningen samt forundersø-

gelseskammerets kontrolfunktioner i denne forbindelse. Desuden indeholder kapitlet regler for

forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutninger og fremgangsmåden ved en

sådan anholdelse. Kapitlet indeholder regler om rettigheder for personer, som er under efter-

forskning, samt om den indledende domsforhandling efter en persons overførelse til eller fri-

villige fremmøde ved Straffedomstolen.

Kapitel 6 (artikel 62-76) indeholder de processuelle bestemmelser om hovedforhandlingen, her-

under reglerne om tiltaltes rettigheder, bevisfremlæggelse, bevisførelse samt om behandlingen

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

af oplysninger om national sikkerhed. Kapitlet indeholder endvidere regler om domsafsigelsen,

krav til Straffedomstolens beslutningsdygtighed og krav til dommens indhold.

Kapitel 7 (artikel 77-80) angiver de straffe, som Straffedomstolen kan idømme. Den primære

straf er fængselsstraf, der i særlige tilfælde kan idømmes på livstid. Der er mulighed for at

anvende bøder som tillægsstraf til fængselsstraf. Endvidere kan dommen indeholde bestemmel-

ser om konfiskation. Der oprettes en fond til fordel for ofre for forbrydelser under Straffedom-

stolens jurisdiktion og for ofrenes familier.

Kapitel 8 (artikel 81-85) indeholder de processuelle bestemmelser om appel og genoptagelse.

Kapitlet indeholder endvidere en bestemmelse om erstatning til personer, der har været udsat

for ulovlig anholdelse eller fængsling fra Straffedomstolens side.

Kapitel 9 (artikel 86-102) omhandler primært deltagerstaters samarbejde med Straffedomstolen

og procedurerne for dette samarbejde. Samarbejdet indebærer bl.a. pligt til at anholde eller

overføre personer til Straffedomstolen, foreløbig anholdelse af personer og optagelse af bevis.

Ydermere indeholder kapitlet bestemmelser om konkurrerende anmodninger om overførelse af

personer samt om spørgsmålet om modstridende folkeretlige forpligtelser.

Kapitel 10 (artikel 103-111) regulerer staternes rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe, bøder

og konfiskation pålagt af Straffedomstolen og indeholder endvidere bestemmelser om benåd-

ning, prøveløsladelse og undvigelse.

Kapitel 11 (artikel 112) fastslår, at der skal oprettes en forsamling af de stater, der deltager i

statutten. Forsamlingen skal primært varetage opgaver i forhold til Straffedomstolens organer,

men har også funktioner i forhold til deltagerstaterne, eksempelvis i tilfælde af en deltagerstats

manglende samarbejde med Straffedomstolen eller ved en tvist mellem to eller flere deltager-

stater om fortolkningen eller anvendelsen af statutten.

Kapitel 12 (artikel 113-118) indeholder regler om Straffedomstolens finansiering.

Kapitel 13 (artikel 119-128) indeholder statuttens afsluttende bestemmelser, herunder om bi-

læggelse af tvister.

3. Forbrydelser under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion

Det følger af statuttens artikel 5, at Straffedomstolens kompetence skal være begrænset til de

alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffedomstolen har i henhold til statutten jurisdiktionskompetence over forbrydelserne folke-

drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen.

Det følger af statuttens artikel 21, stk. 1, om retskilder, at det primære fortolkningsbidrag er

statuttens ordlyd, der suppleres af Straffedomstolens vejledende beskrivelser af gerningsind-

hold (”Elements of Crime”), jf. litra a. Det følger af statuttens artikel 9, at de vejledende beskri-

velser af gerningsindhold skal bistå Straffedomstolen i fortolkningen af artikel 6 om folkedrab,

artikel 7 om forbrydelser mod menneskeheden, artikel 8 om krigsforbrydelser og artikel 8

bis

om aggressionsforbrydelsen. Sekundært kan traktater og folkerettens principper og regler ud-

gøre fortolkningsbidrag, jf. artikel 21, stk. 1, litra b. I mangel af de disse retskilder kan generelle

retsprincipper udledt af nationale retsregler i verdens retssystemer udgøre et fortolkningsbidrag,

jf. artikel 21, stk. 1, litra c. Anvendelsen og fortolkningen af retskilder i henhold til artikel 21

skal være forenelig med internationalt anerkendte menneskerettigheder, jf. artikel 21, stk. 3.

Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes snævert og skal ikke udvides ved analog anven-

delse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der er genstand

for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse. jf. artikel 22, stk. 2.

3.1 Folkedrab

Statuttens artikel 6 definerer folkedrab. Bestemmelsen opregner fem typer af handlinger, der er

forbudte både i fredstid og under væbnet konflikt. Bestemmelsen omfatter bl.a. drab, alvorlig

skade på legeme eller sjæl og tvangsforflyttelse af børn. Det er afgørende, at handlingerne skal

være begået med forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller

religiøs gruppe som sådan. Folkedrabsdefinitionen i artikel 6 er stort set identisk med definiti-

onen i artikel 2 i FN-konventionen af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folke-

drab (folkedrabskonventionen). Der henvises til kapitel 6 om folkedrab.

3.2 Forbrydelser mod menneskeheden

Statuttens artikel 7 definerer forbrydelser mod menneskeheden. Bestemmelsen opregner 11 ty-

per af handlinger, der udgør en forbrydelse mod menneskeheden, hvis de er udøvet som led i et

omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden om angrebet. Hand-

lingerne omfatter bl.a. drab, deportation, tortur, slaveri, forfølgelse og apartheid. Begrebet ”an-

greb” er ikke begrænset til militære angreb eller handlinger, hvor brug af fysisk magt er invol-

veret. I bestemmelsens stk. 2 defineres en række begreber i relation til forbrydelser mod men-

neskeheden.

De opregnede handlinger i bestemmelsen er både forbudte i fredstid og under væbnet konflikt.

Der findes ikke en særskilt konvention om forbrydelser mod menneskeheden, men der pågår

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

for indeværende drøftelser i FN-regi om en konvention om forebyggelse af og straf for forbry-

delser mod menneskeheden.

Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden.

3.3 Krigsforbrydelser

Statuttens artikel 8 definerer krigsforbrydelser. Bestemmelsen opregner 50 handlinger, der ud-

gør krigsforbrydelser, herunder forsætligt drab på civile, som ikke deltager i fjendtlighederne,

tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, gidseltagning og forsætlig

berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig dom-

stolsbehandling. Straffedomstolen har beføjelse til at pådømme handlinger, der begås som led

i en plan eller politik, eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.

Bestemmelsens litra a og b finder anvendelse i internationale væbnede konflikter, mens litra c-

f finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter. Bestemmelsens litra a og c bygger

på bestemmelser om grove og alvorlige brud på de fire Genève-konventioner af 1949 om be-

skyttelse af ofre i væbnede konflikter. Bestemmelsens litra b og d tager udgangspunkt i andre

folkeretlige regler, der finder anvendelse i væbnede konflikter, herunder særligt IV Haagerkon-

vention af 1907 om regler og vedtægter for krig til lands og tillægsprotokollerne af 1977 til

Genève-konventionerne. Danmark har ratificeret disse regelsæt. Statuttens artikel 8 anses der-

udover for at afspejle gældende folkeretlig sædvaneret.

Krigsforbrydelser kan, i modsætning til folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, alene

begås i forbindelse med en væbnet konflikt. Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser.

3.4 Aggressionsforbrydelsen

Aggressionsforbrydelsen, der blev indført i statutten efter vedtagelsen af Kampala-tillægget,

pålægger personer et individuelt strafferetligt ansvar for en stats ulovlige militære magtanven-

delse af en vis kvalificeret grovhed mod en anden stat.

Bestemmelsen om aggressionsforbrydelsen findes i statuttens artikel 8

bis,

som omfatter nogle

individuelle handlinger (”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse af en aggres-

sionshandling”) og en personel afgrænsning, hvorefter kun en nærmere bestemt persongruppe

kan straffes for en aggressionsforbrydelse (”person, der er i stand til at udøve faktisk kontrol

over eller styre en stats politiske eller militære handlinger”), samt en definition af aggressions-

handlingen (”en stats anvendelse af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale

integritet eller politiske uafhængighed eller på enhver anden måde, der er uforenelig med De

Forenede Nationers pagt”) med eksempler samt tærskelkrav for så vidt angår aggressionshand-

lingens alvor (”aggressionshandling, der ved sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar

Se FN’s Generalforsamling, 6. udvalg, 78. session (2023), dagordenspunkt 82.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

overtrædelse af De Forenede Nationers pagt”). Der henvises til kapitel 11 om magtanvendel-

sesforbuddet og aggression. Nærmere om de særlige jurisdiktionsregler vedrørende aggressi-

onsforbrydelsen fremgår af afsnit 4.4 nedenfor.

4. Den Internationale Straffedomstols udøvelse af jurisdiktion

4.1 Komplementaritetsprincippet

Straffedomstolen har til formål at supplere – ikke erstatte – national strafferetlig retsforfølgning.

Straffedomstolen retsforfølger kun sager, når deltagerstaten er uvillig eller ude af stand til ef-

fektivt at gennemføre efterforskning eller strafforfølgning. Straffedomstolens jurisdiktion

(straffemyndighed) er således med statuttens ord ”komplementær”. Komplementaritetsprincip-

pet er fastslået i afsnit 10 i statuttens præambel og udmøntet i statuttens artikel 1 og 17. Som

følge heraf har Danmark primær kompetence til selv at forestå retsforfølgning af f.eks. dansk

militært personel, der er udsendt til tjeneste i udlandet, hvis forholdet er strafbart efter dansk

lovgivning, og der er dansk straffemyndighed.

Det følger videre af betingelserne for admittering af en sag i artikel 17, stk. 1, at Straffedom-

stolen under hensyntagen til afsnit 10 i præamblen og artikel 1 skal beslutte, at en sag ikke kan

admitteres, såfremt a) sagen er genstand for efterforskning eller retsforfølgning af en stat, som

har jurisdiktionskompetence, medmindre staten er uvillig eller ude af stand til effektivt at gen-

nemføre efterforskning eller retsforfølgning, b) sagen har været genstand for efterforskning af

en stat, som har jurisdiktionskompetence, og staten har besluttet ikke at retsforfølge den pågæl-

dende person, medmindre denne beslutning skyldes uvilje eller manglende evne til at foretage

effektiv retsforfølgning, c) den pågældende person allerede har været retsforfulgt for det for-

hold, som er genstand for klagen, og en domsforhandling ved Straffedomstolen ikke er tilladt i

henhold til artikel 20, stk. 3 (om negativ retskraft), eller d) sagen ikke er tilstrækkelig grov til

at begrunde yderligere skridt fra Straffedomstolen.

Ved vurderingen af en stats uvilje skal Straffedomstolen i medfør af artikel 17, stk. 2, under

hensyntagen til folkerettens principper om retssikkerhed vurdere, hvorvidt a) formålet med sa-

gens førelse eller den nationale beslutning har været at beskytte den pågældende person mod

strafansvar for forbrydelser under Straffedomstolens jurisdiktion, b) der har været en ubegrun-

det forsinkelse i sagens førelse, som under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med

en hensigt til at retsforfølge den pågældende person, eller c) sagen ikke har været eller ikke

bliver ført uafhængigt eller upartisk og har været eller bliver ført på en måde, der henset til de

konkrete omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende per-

son.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Af artikel 17, stk. 3, følger det, at Straffedomstolen med henblik på at afgøre, om der foreligger

manglende evne i en konkret sag, skal vurdere, hvorvidt den pågældende stat på grund af et

fuldstændigt eller væsentligt sammenbrud i det nationale retssystem eller manglende tilgænge-

lighed er ude af stand til at fremstille den anklagede i retten eller tilvejebringe de nødvendige

beviser og vidneudsagn eller i øvrigt er ude af stand til at føre sagen.

4.2 Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion

Straffedomstolen kan udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse nævnt i statuttens artikel

5, det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressions-

forbrydelsen. Forudsætningen herfor er, at en situation vedrørende en mulig forbrydelse henvi-

ses til Straffedomstolens anklager af a) en deltagerstat, b) FN’s Sikkerhedsråd i henhold til

kapitel VII i FN-pagten, eller såfremt c) anklageren af egen drift indleder en efterforskning

(såkaldt ”proprio

motu”).

De fleste deltagerstatshenvisninger er henvisninger vedrørende forhold på

eget

territorium. Sa-

gerne

Lubanga, Bemba, Katanga, Ntaganda, Ongwen

Al Mahdi

nævnt i afsnit 1.6 ovenfor

er alle foranlediget af deltagerstaters henvisninger vedrørende forhold på egne territorier, det

vil sige henvisninger fra Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Mali.

Deltagerstater kan endvidere henvise situationer i

andre

deltagerstater til Straffedomstolens an-

klager. Argentina, Canada, Columbia, Chile, Paraguay og Peru henviste situationen i Venezuela

den 27. september 2018 på baggrund af påstande om forbrydelser mod menneskeheden.

I foråret 2022 henviste 43 stater, herunder Danmark, situationen i Ukraine på baggrund af på-

stande om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået på Ukrai-

nes territorium fra den 21. november 2013 og frem som følge af den russiske invasion. Ukraine

er ikke statspart til Straffedomstolen, men havde forud for henvisningen givet Straffedomstolen

jurisdiktion i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3 (se nærmere herom nedenfor i afsnit 4.3).

I november 2023 henviste Sydafrika, Bangladesh, Bolivia, Comorerne og Djibouti situationen

i Palæstina (Gaza) til Straffedomstolen.

FN’s Sikkerhedsråd kan på baggrund af resolutioner vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel

VII henvise situationer til Straffedomstolens anklager, uanset om landet, hvis territorium en

forbrydelse er begået på, er deltagerstat. En sådan henvisning kræver, at ni medlemmer af Sik-

kerhedsrådet stemmer for, samt fraværet af et veto fra et af de fem faste medlemmer af Sikker-

hedsrådet. Bliver der nedlagt veto blandt de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan situatio-

nen ikke henvises. Det var eksempelvis tilfældet i 2014, hvor Kina og Rusland stemte imod en

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

henvisning af situationen i Syrien til Straffedomstolen. Sikkerhedsrådet har henvist to situatio-

ner til Straffedomstolen: situationen i Darfur-provinsen i Sudan i 2005 og situationen i Libyen

i 2011.

Anklageren har indledt efterforskning af egen drift (”proprio

motu”)

med hensyn til en række

situationer, herunder i Kenya i 2010, Elfenbenskysten i 2011, Georgien i 2016, Burundi og

Afghanistan i 2017 og Bangladesh/Myanmar i 2019.

4.3 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

I tilfælde af en deltagerstats henvisning af en situation, eller hvis anklageren af egen drift ind-

leder en efterforskning, kan Straffedomstolen i medfør af artikel 12, stk. 2, udøve jurisdiktion,

hvis folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser er begået på en delta-

gerstats territorium (territorial jurisdiktion) eller af en deltagerstats statsborger (personel juris-

diktion). Straffedomstolen kan således have jurisdiktion, både hvis en statsborger fra en ikke-

deltagerstat begår en sådan forbrydelse på en deltagerstats territorium, og hvis forbrydelsen er

begået på en ikke-deltagerstats territorium af en deltagerstats statsborger (se dog særligt om

aggressionsforbrydelsen i afsnit 4.4 nedenfor). At Straffedomstolens jurisdiktion generelt også

kan omfatte ikke-deltagerstater følger af, at stater i almindelighed har jurisdiktion til at retsfor-

følge udenlandske statsborgere for forbrydelser begået på eget territorium, og at der dermed

blot er tale om overdragelse af denne kompetence til Straffedomstolen.

Det bemærkes, at ovenstående ikke gælder henvisninger til Straffedomstolen, der er foretaget

af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen kan således udøve jurisdiktion i tilfælde af Sikker-

hedsrådets henvisning uanset på hvilket territorium forbrydelsen er begået, eller den formodede

gerningspersons statsborgerskab.

Endelig kan Straffedomstolen i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3, på

ad hoc-basis

tildeles

jurisdiktion, hvis en ikke-deltagerstat afgiver en erklæring herom til Straffedomstolens justits-

sekretær (se dog særligt om aggressionsforbrydelsen i afsnit 4.4 nedenfor). Ukraine har afgivet

en sådan erklæring i to tilfælde. Første erklæring blev afgivet med hensyn til forbrydelser begået

i perioden 21. november 2013 til 22. februar 2014. Anden erklæring udvidede perioden fra og

med 20. februar 2014 og frem. Palæstina afgav en sådan erklæring den 1. januar 2015.

4.4 Aggressionsforbrydelsen

I medfør af Kampala-tillægget blev to nye bestemmelser indført i statutten vedrørende Straffe-

domstolens udøvelse af jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen: artikel 15

bis

om deltager-

statshenvisning eller anklagerens efterforskning af egen drift og artikel 15

ter

om henvisninger

af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen har i medfør af artikel 15

bis,

stk. 2 og 3, og artikel

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

ter,

stk. 2 og 3, alene jurisdiktion over aggressionsforbrydelser begået efter ikrafttrædelsen

af Straffedomstolens jurisdiktion for denne forbrydelse, det vil sige efter den 17. juli 2018, jf.

afsnit 1.2 om Kampala-tillægget ovenfor.

4.4.1

Henvisninger af en deltagerstat eller anklagerens efterforskning af egen drift

Straffedomstolens jurisdiktionskompetence er mere indskrænket med hensyn til aggressions-

forbrydelser end statuttens øvrige forbrydelser. Det følger af statuttens artikel 15

bis,

stk. 4, at

Straffedomstolen – ved henvisning af en deltagerstat, eller hvis anklageren af egen drift indleder

en efterforskning – kan udøve jurisdiktion over en aggressionsforbrydelse begået af en delta-

gerstat,

medmindre

deltagerstaten har fravalgt Straffedomstolens jurisdiktion ved afgivelsen af

en såkaldt ”opt-out” erklæring. Indtil videre har Kenya i 2015 og Guatemala i 2018 afgivet en

sådan erklæring.

Det følger videre af bestemmelsens stk. 5, at Straffedomstolen ikke kan

udøve jurisdiktion over aggressionsforbrydelser begået på en ikke-deltagerstats territorium eller

af dennes statsborgere. Endvidere gælder den regel, hvormed en ikke-deltagerstat i medfør af

artikel 12, stk. 3, på

ad hoc-basis

kan tildele Straffedomstolen jurisdiktionskompetence, ikke

aggressionsforbrydelsen.

Endelig har deltagerstaterne i resolution ICC-ASP/16/Res.5 fra 2017 genbekræftet, at Straffe-

domstolen ikke skal udøve jurisdiktion over en aggressionsforbrydelse, når den er begået af en

deltagerstats statsborger eller på en deltagerstats territorium, hvis deltagerstaten ikke har ratifi-

ceret aggressionsforbrydelsen.

4.4.2

Henvisning af FN’s Sikkerhedsråd og dets rolle

FN’s Sikkerhedsråd har i medfør af statuttens artikel 15

ter

samme bemyndigelse til at henvise

situationer om aggressionsforbrydelser, som Sikkerhedsrådet har for de øvrige tre forbrydelser

i statutten. FN’s Sikkerhedsråd kan således henvise situationer til Straffedomstolen vedrørende

aggression, uanset hvor og af hvem forbrydelsen er begået.

Af artikel 15

bis,

stk. 6, fremgår, at såfremt Straffedomstolens anklager beslutter at indlede en

efterforskning om aggression, skal anklageren først undersøge, om Sikkerhedsrådet har taget

stilling til, hvorvidt der er begået en aggressionshandling i det konkrete tilfælde. Samtidig skal

anklageren underrette FN’s generalsekretær om sagen. Hvis Sikkerhedsrådet har truffet en be-

slutning om, at der er begået en aggressionshandling, kan anklageren fortsætte sin efterforsk-

ning, jf. artikel 15

bis,

stk. 7. Såfremt Sikkerhedsrådet ikke har truffet en sådan beslutning se-

nest 6 måneder efter tidspunktet for underretningen, kan anklageren under visse forudsætninger

fortsætte sin efterforskning. Der kræves således godkendelse fra Straffedomstolens samlede

forundersøgelsesafdeling, det vil sige alle seks dommere, jf. afsnit 1.3 ovenfor.

ICC Ressource Library, Referrals and Declarations, jf. https://www.icc-cpi.int/resource-library#referrals

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Sikkerhedsrådet må derudover ikke have truffet beslutning om udsættelse af efterforskningen i

overensstemmelse med statuttens artikel 16, som indeholder en generel adgang for Sikkerheds-

rådet til – under Rådets varetagelse af international fred og sikkerhed i henhold FN-pagtens

kapitel VII – at udsætte en efterforskning eller retsforfølgning ved Straffedomstolen i 12 må-

neder. En sådan beslutning kan fornys af Sikkerhedsrådet.

Det bemærkes, at Straffedomstolen ikke er bundet af fastlæggelsen af en aggressionshandling

af organer uden for Straffedomstolen, jf. artikel 15

bis,

stk. 4, og artikel 15

ter,

stk. 9.

5. Retligt samarbejde med Den Internationale Straffedomstol

I medfør af statuttens artikel 86 forpligter deltagerstaterne sig til at samarbejde fuldt ud med

Straffedomstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under dens jurisdik-

tion. Deltagerstaternes samarbejde med Straffedomstolen er en forudsætning for, at domstolen

kan udøve sine funktioner, da domstolen ikke har nogen retshåndhævende myndighed i delta-

gerstaterne. Det følger videre af artikel 88, at deltagerstaterne skal sikre, at der findes procedu-

rer i national lovgivning for samarbejdet. Straffedomstolen kan eksempelvis anmode om anhol-

delse og overførelse af en person, jf. statuttens artikel 89, eller øvrig bistand med hensyn til

efterforskning eller retsforfølgning, jf. statuttens artikel 93.

Det fremgår af statuttens artikel 98, stk. 1, at Straffedomstolen ikke kan gå videre med en an-

modning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid

med sine forpligtelser i henhold til folkeretten vedrørende statsimmunitet eller diplomatisk im-

munitet for en tredje stats person eller ejendom, medmindre Straffedomstolen forinden kan

opnå den pågældende tredje stats samarbejde om afkald på immuniteten.

Det fremgår videre af artikel 98, stk. 2, at Straffedomstolen ikke kan gå videre med en anmod-

ning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med

sine forpligtelser i henhold til internationale aftaler, i henhold til hvilke udsenderstatens sam-

tykke er påkrævet til overførelse af en person fra den pågældende stat til Straffedomstolen,

medmindre domstolen forinden kan opnå udsenderstatens samarbejde om samtykke til overfø-

relsen.

Spørgsmålet om sammenstød mellem på den ene side deltagerstaternes forpligtelser til samar-

bejde med Straffedomstolen og på den anden side deltagerstaternes forpligtelser over for tred-

jestater i henhold til konventionelle eller sædvaneretlige immuniteter har givet anledning til

såvel retspraksis fra Straffedomstolen som praksis og tilkendegivelser herom fra

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

deltagerstaterne. Der henvises til kapitel 12 om folkeretlig immunitet og retsforfølgning af in-

ternationale forbrydelser.

6. Dansk inkorporering af Rom-statutten

Ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol blev statutten inkorpo-

reret i dansk ret. Loven trådte i kraft den 1. juli 2002.

Loven med senere ændringer gennemfører statutten i dansk ret gennem inkorporering, og sta-

tutten er optaget som bilag til loven. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bag-

grunden for at gøre statutten til en del af dansk ret ved inkorporering var, at statutten indeholder

en ganske detaljeret regulering af deltagerstaternes pligt til at samarbejde med Straffedomsto-

len, og at en gentagelse af disse pligter i en dansk lov efter den daværende regerings opfattelse

ville være unødigt omfattende og detaljeret, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499.

Inkorporeringen af statutten har alene betydning for danske myndigheder, herunder domsto-

lene, i det omfang det udtrykkeligt følger af statutten, at den pålægger deltagerstaterne forplig-

telser. Inkorporeringen indebærer derimod ikke f.eks., at statuttens straffebestemmelser eller

regler om almindelige strafferetlige principper finder anvendelse ved de danske domstole, eller

at de danske domstole har straffemyndighed i tilsvarende situationer som Straffedomstolen.

Straffedomstolen har i henhold til statutten kompetence til at retsforfølge folkedrab, forbrydel-

ser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Statutten regulerer

alene de forbrydelser, som Straffedomstolen har jurisdiktionskompetence over. Statutten inde-

holder derimod ikke en forpligtelse til, at deltagerstaterne har straffemyndighed over forbrydel-

serne – og heller ikke en forpligtelse til selvstændigt at kriminalisere statuttens straffebestem-

melser. Det bemærkes, at der i medfør af andre internationale forpligtelser kan være en pligt til

at have straffemyndighed. Eksempelvis er Danmark forpligtet efter Genève-konventionerne til

at have universel dansk straffemyndighed over grove overtrædelser af de fire Genève-konven-

tioner af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter, herunder hen-

holdsvis syge og sårede i landkrig, syge og sårede i søkrig, krigsfanger og civilbefolkningen,

samt tillægsprotokol I til Genève-konventionerne af 8. juni 1977 om beskyttelsen af civile i

internationale væbnede konflikter.

Som beskrevet ovenfor er Straffedomstolens kompetence komplementær til den nationale straf-

feretlige jurisdiktion. Det indebærer, at Danmark har primær kompetence til selv at forestå rets-

forfølgning af bl.a. dansk militært personel, hvis forholdet er strafbart efter dansk lovgivning,

og hvis der er dansk straffemyndighed over forholdet. Det betyder samtidig, at hvis Danmark

ikke vælger at gøre brug af sin primære jurisdiktionskompetence, vil Danmark efter omstæn-

dighederne være folkeretligt forpligtet til at udlevere den pågældende til Straffedomstolen. Det

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det er af afgørende betydning, at dansk lovgiv-

ning giver mulighed for at strafforfølge dansk militært personel ved danske domstole, så det

ikke på grund af utilstrækkelig dansk lovgivning bliver nødvendigt at lade militært personel

strafforfølge ved Straffedomstolen, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. Det an-

føres i den sammenhæng, at Danmark i større omfang end tidligere har sendt militært personel

til udlandet med henblik på deltagelse i fredsbevarende operationer i FN-regi m.v.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det blev lagt til grund, at de forhold, der er

strafbare efter statuttens artikel 6 om folkedrab, er strafbare i Danmark efter lov nr. 132 af 29.

april 1955 om folkedrab (folkedrabsloven). Endvidere fremgår det, at de forhold, der omfattes

af artikel 7 om forbrydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser, er strafbare

efter bl.a. den militære straffelovs § 25 (i dag § 36 om bl.a. brug af krigsmiddel eller frem-

gangsmåde i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst) og straffelovens

almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk. Det blev

på den baggrund på daværende tidspunkt vurderet, at statuttens artikel 6-8 om henholdsvis fol-

kedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan straffes efter dansk lovgiv-

ning, og at Danmark vil kunne gøre sin primære jurisdiktionskompetence gældende, jf. Folke-

tingstidende 2000-01, tillæg A, side 499.

Loven indeholder ud over inkorporeringsbestemmelsen nogle supplerende bestemmelser, der

er nødvendige for, at danske myndigheder i praksis kan opfylde de forpligtelser, der følger af

statutten, herunder særligt samarbejdsforpligtelser over for Straffedomstolen. De væsentligste

bestemmelser gennemgås kort nedenfor.

Lovens § 2 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved udlevering til Straffedomsto-

len. Det følger således af lovens § 2, stk. 1, at retten efter anmodning fra Straffedomstolen

træffer beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.

Retten træffer endvidere efter anmodning beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af Straffe-

domstolens domme, jf. stk. 2. Det følger desuden af stk. 3, at udleveringslovens kapitel 6 og 8

finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Lovens § 3 indeholder nærmere regler for fuldbyrdelse af Straffedomstolens domme, der som

udgangspunkt skal afsones i en stat efter statuttens artikel 103. Det følger af § 3, stk. 1, at

justitsministeren kan bestemme, at straf m.v., som er pålagt af Straffedomstolen, kan fuldbyrdes

her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10. Straf idømt af Straffedomstolen vil således

efter omstændighederne kunne fuldbyrdes i danske fængsler.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det følger af lovens § 4, at en person, der er dømt eller frifundet af Straffedomstolen, ikke kan

strafforfølges her i landet for den samme handling. Bestemmelsen vedrører princippet om ”ne

bis in idem”, der indebærer, at en person ikke kan straffes for den samme handling to gange.

Det følger af bekendtgørelse nr. 25 af 18. juli 2002, at Danmark i forbindelse med deponeringen

af ratifikationsinstrumentet til statutten hos FN’s generalsekretær afgav en erklæring i overens-

stemmelse med statuttens artikel 87, stk. 1, om, at anmodninger fra domstolen enten skal frem-

sendes ad diplomatisk vej eller direkte til Justitsministeriet, som er den kompetente myndighed

til at modtage sådanne anmodninger.

Som nævnt ovenfor har Danmark ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen, men ændringerne af

statutten om bl.a. aggressionsforbrydelsen kan sættes i kraft her i landet af udenrigsministeren

ved udstedelse af en bekendtgørelse, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, i lov om Den Internationale Straffe-

domstol.

7. Retsforfølgning af internationale forbrydelser i Danmark

I det følgende beskrives forskellige dele af den danske indsats for retsforfølgning af internatio-

nale forbrydelser. Det beskrives først, hvordan straffesager føres af anklagemyndigheden (af-

snit 7.1), og militære straffesager føres af Forsvarsministeriets Auditørkorps (afsnit 7.2). Der-

næst beskrives forskellige aspekter af samarbejde om retsforfølgning af internationale forbry-

delser, herunder internationalt samarbejde og konventionen om internationalt samarbejde ved-

rørende efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser (afsnit 7.3).

7.1 Straffesager

Efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsfor-

brydelser, som ikke er omfattet af den militære strafferetlige jurisdiktion, varetages af National

enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der er en landsdækkende efterforskningsenhed, og af

Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). NSK udgør én af Det Danske Riges 15 politi-

kredse.

NSK og SSK blev etableret den 1. januar 2022 for at styrke politiets og anklagemyn-

dighedens samlede indsats mod den mest komplekse kriminalitet ved at samle de mest specia-

liserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i disse myndigheder.

NSK ledes af en politidirektør, der har ansvar for enhedens virksomhed, jf. § 110 a, stk. 2. Det

medfører, at enheden er organisatorisk forankret på niveau med politikredsene, og at enheden

Danmark er geografisk inddelt i 12 politikredse, jf. retsplejelovens § 110. Derudover udgør Færøernes Politi og

Grønlands Politi hver en politikreds.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

organiseres som en politikreds med egen anklagemyndighed med kompetencer til håndtering

af den landsdækkende og komplekse opgaveportefølje.

Det følger af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt., at NSK varetager efterforskningen og straf-

forfølgningen af forbrydelser for hele landet, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen

har et særlig betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, indebærer komplekst sam-

arbejde med udenlandske retshåndhævende myndigheder, er udført ved anvendelse af særegne

metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Den nærmere afgrænsning af NSK’s opgaver er fastsat ved bekendtgørelse nr. 2645 af 28. de-

cember 2021. Ifølge bekendtgørelsens § 1 vedrører NSK’s kompetenceområde følgende krimi-

nalitetsområder:

1) Økonomiske forbrydelser, herunder overtrædelse af lovgivning, der regulerer erhvervslivets

eller de finansielle markeders forhold, når der kan være grund til at antage, at overtrædelsen har

et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af

særegne forretningsmetoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

2) Grove internationale straffesager, herunder navnlig sager om folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet, herunder

sager om overtrædelser af straffelovens § 110 c, hvor efterforskningen og strafforfølgningen

som følge af sagens kompleksitet og internationale aspekter forudsætter en særlig viden om og

indsigt i forholdene i udlandet samt forudsætter, at der etableres et samarbejde med myndighe-

der i andre lande, internationale institutioner, organisationer m.v.

3) Organiseret kriminalitet, herunder navnlig bandekriminalitet, narkotikahandel og -smugling,

ulovlig våbenhandel samt menneskehandel og -smugling, når der kan være grund til at antage,

at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, eller på anden måde er af særlig kvalificeret

karakter.

SSK fører tilsyn med NSK, herunder tilsyn med bl.a. enhedens komplekse straffesagsbehand-

ling og legalitetskontrol. SSK fører desuden ankesager for landsretterne.

De to enheder NSK og SSK erstattede det tidligere Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og

International Kriminalitet (SØIK). SØIK blev oprettet med virkning fra den 1. januar 2013 og

var en sammenlægning af Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager (SAIS) med

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) til én specialstatsadvokatur. Før

2013 blev efterforskningen og retsforfølgningen af sager vedrørende folkedrab, forbrydelser

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

mod menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet vare-

taget af SAIS.

I NSK er efterforskningen og retsforfølgningen af sager vedrørende folkedrab, forbrydelser

mod menneskeheden og krigsforbrydelser forankret hos International Sektion.

I International Sektion varetages i tillæg til disse sager vedrørende folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser også større sager om international korruption, sager om

overtrædelse af straffelovens § 110 c samt andre alvorlige internationale forbrydelser som f.eks.

pirateri. Fælles for sagerne håndteret i International Sektion er, at sagerne har et internationalt

snit, der gør det nødvendigt f.eks. at samarbejde tæt med udenlandske myndigheder, herunder

i form af bevisindsamling via retsanmodninger m.v. Derudover vil der ofte være tale om sager,

hvor gerningen helt eller delvist er foretaget uden for dansk territorium.

7.2 Militære straffesager

Den militære straffelov finder bl.a. anvendelse på tjenstgørende militært personel inden for

Forsvarsministeriets område og udenlandsk militært personel, der er interneret her i landet, jf.

§ 1. Det følger derudover af § 2, at under væbnet konflikt (se herom nedenfor) finder loven

endvidere anvendelse på: 1) enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en

enhed af dette, 2) krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand

for krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster, og

3) enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af lovens §§ 28-34 (forbrydelser mod forsvars-

magtens kampdygtighed) og 36-38 (andre forbrydelser under væbnet konflikt).

Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker i eller uden for

riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse herom ved udsigt til væbnet konflikt, jf.

§ 10. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at væbnet konflikt foreligger, hvor dansk

personel aktivt deltager i militære operationer mod en modstander, og i situationer, hvor en

dansk styrke mod sin vilje inddrages i kamphandlinger, f.eks. på grund af beskydning. I sidst-

nævnte tilfælde foreligger væbnet konflikt, uanset om de danske styrker skyder tilbage eller ej,

forudsat at modstanderens styrker også repræsenterer en stat eller en gruppering med en struk-

tur, der ganske må sidestilles hermed, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg

A, side 1007. Det indebærer, at disse bestemmelser, herunder forbuddet i § 36 om forsætlig

brug af krigsmiddel eller fremgangsmåde i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig

overenskomst, ikke finder anvendelse på væbnede konflikter i udlandet, hvor danske styrker

ikke deltager.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Militære straffesager omfatter bl.a. overtrædelse af militær straffelov, men kan også omfatte

sager om overtrædelser af bl.a. straffeloven begået af militært personel, når lovovertrædelsen

vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på militært område eller i anvist

kvarter, jf. militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2. Militær retsplejelov indeholder desuden be-

stemmelser angående sager, hvor både den militære og civile anklagemyndighed er kompetent.

Militære straffesager i det danske forsvar behandles af den militære anklagemyndighed, For-

svarsministeriets Auditørkorps (FAUK). Auditørkorpsets hovedopgave er efterforskning og

retsforfølgning af militære straffesager i ind- og udland. Auditørkorpset er derfor tillagt samme

beføjelser i militære straffesager, som politiet og anklagemyndigheden har i relation til almin-

delige straffesager.

Auditørkorpset er uafhængigt af forsvaret og det militære kommandosystem og er underlagt

forsvarsministerens tilsyn og kontrol på samme måde, som anklagemyndigheden er underlagt

justitsministerens tilsyn, jf. militær retsplejelov §§ 6, stk. 3 og 7, stk. 2. Hjemmelsgrundlaget

for myndighedens virke findes i militær straffelov, militær retsplejelov og retsplejeloven.

Auditøren varetager efterforskningen og behandlingen af militære straffesager og bistås heri af

politiuddannede efterforskere (auditørfuldmægtige), jf. militær retsplejelov § 6. Militære myn-

digheder, herunder militærpolitiet, og politiet yder efter anmodning auditøren bistand under

efterforskningen, jf. militær retsplejelov § 8.

Auditøren giver møde som anklager i byretter og landsretter og har i øvrigt samme processuelle

beføjelser som statsadvokater og politidirektører efter retsplejelovens regler, jf. militær retsple-

jelov § 7.

Generalauditøren har ligeledes påtalemyndighed i militære straffesager og er auditøren over-

ordnet. Generalauditøren virker som klage- og tilsynsinstans i forhold til auditøren og møder

som anklager i Højesteret. Generalauditøren har i øvrigt samme beføjelser i militære straffesa-

ger, som rigsadvokaten er tillagt i almindelige straffesager. Dette indebærer bl.a., at generalau-

ditøren kan give auditøren pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager og fastsætte be-

stemmelser om auditørens udførelse af opgaver.

7.3 Samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser

7.3.1

Internationalt samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) deltager sammen med Statsadvokaten for Særlig

Kriminalitet (SSK) i Folkedrabsnetværket under Eurojust (Den Europæiske Unions Agentur for

Strafferetligt Samarbejde). Netværket blev oprettet i 2002 af Rådet for den Europæiske Union

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

for at styrke samarbejdet mellem medlemslande i efterforskningen og retsforfølgningen af in-

ternationale forbrydelser som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folke-

drab. Medlemsstaterne er repræsenteret ved kontaktpunkter bestående af specialiserede ankla-

gere og efterforskere med ansvar for området i deres hjemstat. Ud over medlemsstaterne delta-

ger også tredjelande, herunder USA og Canada, samt repræsentanter for Straffedomstolen, FN-

organer og internationale tribunaler.

NSK og SSK deltager ligeledes i Nordisk Krigsforbrydelsesmøde, som er en årlig samling af

nordiske nationale efterforskere og anklagere med ansvar for efterforskning af krigsforbrydel-

ser.

Derudover deltager efterforskere fra International Sektion fast i ”Analyst Project Core Interna-

tional Crime Experts meeting” under Europol, som afholdes en gang årligt i Haag i Nederlan-

dene. Formålet med møderne er bl.a. at udveksle erfaringer på et operationelt niveau i forhold

til konkrete efterforskningsskridt, metoder m.v., som kan implementeres i de enkelte enheder,

som arbejder med efterforskning af internationale sager.

7.3.2

Konvention om internationalt samarbejde vedrørende efterforskning og retsfor-

følgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og an-

dre internationale forbrydelser

I 2011 præsenterede Nederlandene sammen med en række andre lande et initiativ om styrket

internationalt samarbejde i forhold til at sikre retsforfølgning af alvorlige internationale forbry-

delser. Initiativet lagde op til, at der indledes forhandlinger om en ny international konvention

om gensidig retshjælp og udlevering (”Mutual Legal Assistance and Extradition” (MLA)) til

strafforfølgning for alvorlige internationale forbrydelser som bl.a. folkedrab, krigsforbrydelser,

tortur og forbrydelser mod menneskeheden.

En sådan multilateral konvention skal regulere det mellemstatslige samarbejde om undersø-

gelse og retsforfølgning af de mest alvorlige internationale forbrydelser. Behovet for en sådan

multilateral konvention skyldes bl.a. karakteren af internationale forbrydelser, hvor mistænkte,

ofre, vidner og beviser ofte krydser staternes grænser, samtidig med at mange stater kræver et

konkret retsgrundlag for at yde bistand i straffesager. Formålet med konventionen er således at

forbedre mulighederne for strafforfølgning af alvorlige internationale forbrydelser ved at styrke

det internationale samarbejde på området. Konventionen skal adressere visse mangler på om-

rådet for retligt samarbejde i relation til disse forbrydelser ved at skabe en ramme for det inter-

nationale samarbejde om retshjælp og udlevering vedrørende bl.a. folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser. Konventionens anvendelsesområde kan ligeledes

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udvides til forbrydelserne tortur, tvangsforsvindinger, flere typer af krigsforbrydelser og ag-

gressionsforbrydelsen, hvis en deltagerstat afgiver en erklæring herom.

Arbejdet med konventionen har været forestået af en såkaldt kernegruppe (Argentina, Belgien,

Mongoliet, Nederlandene, Senegal og Slovenien) og har fungeret som en selvstændig proces,

som hverken har været forankret i EU, Europarådet eller FN. Initiativet har været åbent for alle

stater, og det har ingen relation til Straffedomstolens arbejde. Det vil sige, at både deltagerstater

til Straffedomstolen og ikke-deltagerstater har kunne deltage i initiativet. Arbejdet har været i

gang siden 2011, men fik fornyet aktualitet i lyset af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Danmark deltog sammen med 67 andre stater i forhandlingerne om konventionen i maj 2023 i

Ljubljana, Slovenien, hvor konventionen blev færdigforhandlet. Danmark underskrev den 15.

februar 2024 konventionen i Haag. Konventionen betegnes derfor Ljubljana-Haag-konventio-

nen.

7.3.3

Retsforfølgning af internationale forbrydelser begået i Ukraine

Den daværende justitsminister opfordrede i sensommeren 2022 ukrainske flygtninge til at kon-

takte politiet, hvis de har været udsat for eller været vidne til krigsforbrydelser i Ukraine, eller

hvis man i øvrigt er i besiddelse af oplysninger, der kan dokumentere en krigsforbrydelse, f.eks.

fotodokumentation, videodokumentation eller lignende.

Rigspolitiet har ligeledes udarbejdet vejledninger om krigsforbrydelser målrettet personale og

fagpersoner, der er i kontakt med flygtninge fra krigen i Ukraine, samt vejledninger rettet mod

nytilkomne flygtninge fra Ukraine. Vejledningerne er udgivet på dansk, engelsk, russisk og

ukrainsk.

Endvidere er fagpersonale blevet opfordret til at kontakte politiet, såfremt de har

mistanke om, at en person har været udsat for eller har været vidne til en krigsforbrydelse, eller

hvis en person i øvrigt er i besiddelse af oplysninger om en krigsforbrydelse.

Danmark samarbejder med Europol og Eurojust om at bidrage til Straffedomstolens efterforsk-

ning af krigsforbrydelser i Ukraine. Det indebærer, at politiet indsamler og sikrer beviser og

vidneudsagn fra Ukraine, som bliver delt med Straffedomstolen.

Rigspolitiet har til brug for justitsministerens besvarelse af 15. marts 2024 af spørgsmål nr. 700

(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg oplyst, at NSK har kendskab til tre anmeldte krigsfor-

brydelser i forbindelse med den nuværende krig i Ukraine. I den ene sag er den forurettede

blevet afhørt. Sagen er efterfølgende blevet henlagt. I de to øvrige sager har NSK, efter at have

foretaget indledende efterforskning, vurderet, at der ikke umiddelbart har været yderligere

Vejledningerne kan pr. juni 2024 tilgås på https://politi.dk/en/report-a-crime/report-war-crimes

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

efterforskningsskridt, der har kunnet foretages her i landet. Relevante oplysninger er derfor

oversendt til Europol med henblik på, at de kan indgå i Europols databaser med information om

mulige krigsforbrydelser i Ukraine, hvorved oplysningerne indgår i den samlede europæiske

indsats mod krigsforbrydelser. Det fremgår endvidere af besvarelsen, at såfremt dansk politi

modtager nye oplysninger, vil dette kunne føre til, at der iværksættes yderligere efterforskning.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalgets generelle overvejelser om forbrydelser mod menneske-

heden og krigsforbrydelser

1. Udvalgets generelle overvejelser

Udvalget skal ifølge kommissoriet udarbejde forslag til, hvordan særskilte straffebestemmelser

om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan indføres mest hensigtsmæssigt

i dansk straffelovgivning.

Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at internationale forbrydelser bliver undersøgt, ef-

terforsket og straffet. Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser er alvorlige inter-

nationale forbrydelser, og de skal straffes som sådanne. Det er vigtigt, at Danmark støtter op

om den internationale retsorden og medvirker til at styrke det internationale samfunds fælles

bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyttelsen af grundlæggende menneske-

rettigheder.

Deltagerstaterne har som nævnt den primære jurisdiktionskompetence som følge af komple-

mentaritetsprincippet. Straffedomstolen skal således alene supplere den nationale strafferetlige

retsforfølgning, hvis en deltagerstat ikke har evne eller vilje til at retsforfølge i en given sag.

Danmark har derfor adgang til selv at forestå retsforfølgning, herunder af danske soldater, hvis

forholdet er strafbart efter dansk lovgivning, og der er dansk straffemyndighed. Der henvises

til beskrivelsen af komplementaritetsprincippet i kapitel 2, afsnit 4.1.

Det var en forudsætning for lovgiver ved ratifikationen og inkorporeringen af statutten, at for-

brydelserne i statutten kunne straffes efter danske straffebestemmelser, så der ikke kan opstå en

situation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgning ved

Straffedomstolen. Udvalgets opfattelse er ligeledes, at retsforfølgning af danske statsborgere

eller personer med fast ophold her i landet så vidt muligt bør ske i Danmark, bl.a. af hensyn til

komplementaritetsprincippet.

Endvidere er det uomtvisteligt, at definitionerne af forbrydelser mod menneskeheden og krigs-

forbrydelser i statuttens artikel 7 og 8 også udgør forbrydelser mod menneskeheden og krigs-

forbrydelser efter folkeretten.

På denne baggrund og i lyset af ordlyden af kommissoriet er det udvalgets grundlæggende op-

fattelse, at de særskilte straffebestemmelser som udgangspunkt mindst bør dække det samme

indhold som definitionerne i statuttens artikel 7 og 8.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalgets forslag til udformningen af de særskilte straffebestemmelser bygger derfor som ud-

gangspunkt på ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser.

Betragtninger om hensigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstra-

dition bør dog efter udvalgets opfattelse også indgå i overvejelserne om udformningen af be-

stemmelserne.

Udvalget har i overensstemmelse hermed bl.a. overvejet, om de nye straffebestemmelser i visse

tilfælde bør række videre end statuttens bestemmelser. Det vil efter udvalgets opfattelse være

mest hensigtsmæssigt, at de nye straffebestemmelser i videst muligt omfang afspejler en even-

tuel udvikling i folkeretten siden Straffedomstolens statuts vedtagelse i 1998, herunder i folke-

retlig retspraksis og sædvaneret, så de danske straffebestemmelser ikke bliver utidssvarende.

På den baggrund har udvalget i forbindelse med sit arbejde haft fokus på, om folkeretten har

udviklet sig og bevæget sig i en retning, der rækker videre end forbrydelserne i statutten.

Der sker en fortsat udvikling af folkeretten og af folkeretlig sædvaneret vedrørende internatio-

nale forbrydelser. Det bemærkes i den forbindelse, at der aktuelt pågår drøftelser blandt stater

om udarbejdelsen af en international konvention om forbrydelser mod menneskeheden.

Dan-

mark deltager sammen med de øvrige nordiske lande aktivt i disse drøftelser. Der er således

efter udvalgets opfattelse behov for løbende at sikre, at de vedtagne straffebestemmelser afspej-

ler udviklingen i folkeretten.

Det er udvalgets opfattelse, at Straffedomstolen og andre internationale domstole og tribunalers

praksis i relevant omfang bør indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere

indhold i de danske straffebestemmelser.

Straffedomstolens praksis fra domstolens oprettelse til januar 2024 er medtaget i udvalgets ar-

bejde, i det omfang denne praksis bidrager til forståelsen af indholdet af de enkelte bestemmel-

ser.

Endvidere er praksis fra krigsforbrydertribunalerne for henholdsvis det tidligere Jugoslavien

(ICTY) og Rwanda (ICTR), og i mindre grad fra Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL)

og de Ekstraordinære Kamre i Cambodias Domstole (ECCC), inddraget i udvalgets arbejde, i

det omfang denne retspraksis indeholder et relevant fortolkningsbidrag til forbrydelsernes nær-

mere indhold og er udvalget bekendt. Det er udvalgets opfattelse, at en sådan fremtidig praksis

Sierra Leone har eksempelvis i forbindelse med drøftelserne af en mulig FN-konvention om forbrydelser mod

menneskeheden foreslået, at slavehandel gøres til en selvstændig forbrydelse mod menneskeheden.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

også bør indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold af de dan-

ske straffebestemmelser.

Udvalget har desuden inddraget afgørelser fra andre landes nationale domstole, i det omfang

sådanne afgørelser er relevante for udvalgets arbejde og er udvalget bekendt.

Det er efter udvalgets opfattelse endvidere mest hensigtsmæssigt, at de foreslåede nye straffe-

bestemmelser i videst muligt omfang læner sig op ad de gældende regler i straffelovens almin-

delige del og almindelige strafferetlige principper.

Ved at tilstræbe, at de nye straffebestemmelser i videst muligt omfang er funderet i velkendte

strafferetlige grund- og ansvarsprincipper frem for retlige nyskabelser, sikres det således bl.a.,

at bestemmelserne ikke skaber et i forhold til den almindelige danske strafferet parallelt regel-

sæt, og at retsanvenderne derfor i højere grad umiddelbart vil være mere fortrolige hermed. Se

i den forbindelse kapitel 7 og 8 om udvalgets overvejelser om henholdsvis medvirken og de

øvrige almindelige strafferetlige regler m.v.

Udvalgets nærmere overvejelser om udformningen af de særskilte straffebestemmelser fremgår

af kapitel 4, afsnit 4, om forbrydelser mod menneskeheden, og kapitel 5, afsnit 4, om krigsfor-

brydelser.

2. Udvalgets valg af model for selvstændig kriminalisering af forbrydelser

mod menneskeheden og krigsforbrydelser

Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget bl.a. skal overveje, hvordan en selvstændig

kriminalisering af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan indføres på den

mest hensigtsmæssige måde. På den baggrund har udvalget overvejet forskellige modeller for,

hvordan straffebestemmelserne kan indføres, og hvor bestemmelserne bør placeres i dansk

straffelovgivning.

I det følgende gennemgås først den valgte kriminaliseringsmodel i en række lande, hvis retssy-

stemer er umiddelbart sammenligneligt med det danske (afsnit 2.1). De enkelte landes regler er

beskrevet nærmere nedenfor i henholdsvis kapitel 4, afsnit 3, om forbrydelser mod menneske-

heden og kapitel 5, afsnit 3, om krigsforbrydelser. Herefter er der redegjort for udvalgets over-

vejelser om den danske gennemførelsesmetode (afsnit 2.2) og straffebestemmelsernes placering

i dansk straffelovgivning (afsnit 2.3).

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

2.1 Kriminalisering i sammenlignelige lande

2.1.1

Finland

Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden

og krigsforbrydelser. De nuværende bestemmelser blev indført i 2008 ved en ændring af straf-

feloven med det formål at bringe bestemmelserne tættere på definitionerne i statutten.

Forbrydelser mod menneskeheden er kriminaliseret i § 3, mens § 4 omfatter grove forbrydelser

mod menneskeheden, der bl.a. angår handlinger af særligt planlagt eller systematisk karakter.

Krigsforbrydelser er kriminaliseret i § 5. Endvidere omhandler § 6 grove krigsforbrydelser, og

§ 7 angår mindre alvorlige krigsforbrydelser.

2.1.2

Nederlandene

Nederlandene har kriminaliseret forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i en

særlov om internationale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003. Loven kri-

minaliserer bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Lovens afsnit 2, artikel 3, kriminaliserer folkedrab, artikel 4 kriminaliserer forbrydelser mod

menneskeheden, mens artikel 5-7 kriminaliserer krigsforbrydelser.

2.1.3

Norge

I 2008 blev der i den norske straffelov indført et særskilt kapitel 16 om ”folkemord, forbrytelse

mot menneskeheten og krigsforbrytelse”.

Den norske straffelovs § 102 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, mens §§ 103-

107 omhandler krigsforbrydelser.

Statuttens bestemmelser er omskrevet med de nødvendige tilpasninger af statuttens ordlyd til

norsk strafferet. I den forbindelse er der også foretaget visse ændringer i forhold til statutten for

at sikre norsk kriminalisering i tilfælde, hvor folkeretlig sædvane eller folkeretlige instrumenter,

som Norge har tilsluttet sig, indeholder en mere vidtgående kriminalisering, end hvad der følger

af statutten.

2.1.4

Sverige

Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser er selvstændigt kriminaliseret i en

svensk særlov om straf for visse internationale forbrydelser (”straff för vissa internationella

brott” (lov nr. 2014:406)).

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Lovens § 2 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, og §§ 3-11 regulerer det straffe-

retlige ansvar for krigsforbrydelser.

2.1.5

Tyskland

Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-

buch”), der implementerer statutten og kriminaliserer forbrydelserne i tysk lovgivning. Folke-

retsstraffelovens kapitel 1, § 6, kriminaliserer folkedrab, og § 7 kriminaliserer forbrydelser mod

menneskeheden, mens kapitel 2, §§ 8-12, kriminaliserer krigsforbrydelser.

Den tyske lov omskriver statuttens bestemmelser, så bestemmelserne passer ind i tysk ret. De

tyske bestemmelser afviger således på flere punkter fra statuttens bestemmelser. Den tyske for-

bundsdag har i juni 2024 vedtaget en større opdatering af folkeretsstraffeloven og af andre re-

levante procedureregler (”Gesetz zur Fortentwicklung des Völkerstrafrechts”).

2.2 Gennemførelsesmetode

Udvalget har overvejet, hvordan straffebestemmelserne mest hensigtsmæssigt kan indføres i

dansk ret, herunder hvilken gennemførelsesmetode der er mest hensigtsmæssig.

Udvalget har overvejet muligheden for at gennemføre kriminaliseringen som

henvisningsbe-

stemmelser,

så de danske straffebestemmelser alene henviser til statuttens artikel 7 og 8 og gør

det strafbart at foretage de handlinger, der er omfattet af definitionerne i statutten.

Det taler for en sådan model, at indholdet af de danske straffebestemmelser dermed vil være

identisk med indholdet i statuttens bestemmelser. Danmark vil derved være sikret at kunne an-

vende sin primære jurisdiktionskompetence til at retsforfølge i sager mod bl.a. egne statsbor-

gere.

Det taler imod en sådan model, at der i dansk strafferet ikke er tradition for, at straffebestem-

melser udformes som henvisningsbestemmelser til internationale bestemmelser, dog med und-

tagelse af bestemmelser i EU-forordninger, der imidlertid har en helt anden karakter, idet for-

ordninger ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder umiddelbart i medlemsstaterne. Det taler

også imod denne model, at det i en dansk sammenhæng vil være vanskeligere at sætte sig ind

i, hvad der er strafbart, idet dette ikke vil fremgå af den danske lovbestemmelse, men alene af

statutten, ligesom der ikke vil være mulighed for at tilpasse udformningen af straffebestemmel-

serne til dansk lovgivningstradition.

Det taler endvidere imod en henvisningsmodel, at det med en sådan model vil være vanskeligere

at supplere eller udvide kriminaliseringen, i det omfang der måtte være et ønske herom, navnlig

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

hvor der er en mere vidtgående kriminaliseringsforpligtelse i folkeretlig sædvaneret, eller det i

øvrigt er hensigtsmæssigt at afvige fra ordlyden af statutten. Det bemærkes herved, at statutten

er udtryk for et kompromis mellem en række stater med forskellige folkeretlige forpligtelser,

juridiske traditioner og retspolitiske forestillinger.

Udvalget har dernæst overvejet muligheden for, at statuttens artikel 7 og 8

omskrives til dansk

lovtekst.

Det taler for en sådan model, at straffebestemmelserne i højere grad vil kunne indpasses i den

eksisterende systematik i dansk straffelovgivning, ligesom denne model vil gøre det muligt at

supplere eller udvide kriminaliseringen eller i øvrigt afvige fra ordlyden af statutten. Derudover

har flere sammenlignelige lande valgt denne model. Både Finland, Norge, Sverige og Tyskland

har således valgt at omskrive bestemmelserne til national lovtekst.

Ved omskrivning til dansk lovtekst er det vigtigt, at det sikres, at elementerne i statuttens be-

stemmelser i fuldt omfang er omfattet af de danske straffebestemmelser, så der ikke opstår

retlige ”huller” i de nye straffebestemmelser.

Det er samlet set udvalgets opfattelse, at mest taler for at omskrive bestemmelserne til dansk

lovtekst. Udvalgets forslag til straffebestemmelser er derfor udformet på denne måde.

2.3 Placering af bestemmelserne

Udvalget har overvejet, om de nye straffebestemmelser bør placeres i straffeloven eller i en ny

hovedlov om visse internationale forbrydelser.

Det taler efter udvalgets opfattelse

for en ny hovedlov

om visse internationale forbrydelser, at

der kan siges at være tale om forbrydelser med en særegen karakter. Forbrydelserne kan derfor

siges at passe mindre godt ind i straffeloven, der som udgangspunkt har et mere alment sigte. I

svensk og tysk lovgivning er forbrydelserne kriminaliseret i en særlov om internationale for-

brydelser.

Det taler efter udvalgets opfattelse

for en placering i straffeloven,

at de allergroveste straffe-

lovsovertrædelser sædvanligvis placeres i straffeloven. Straffebestemmelser med en straffe-

ramme på mere end to år placeres således normalt i straffeloven frem for i en særlov, jf. pkt.

7.6.2 i vejledning om lovkvalitet. En placering af straffebestemmelserne i straffeloven vil end-

videre have en særlig signalværdi. Det bemærkes desuden, at straffeloven i forvejen indeholder

bestemmelser, som kan siges at have en særegen karakter. Det gælder bl.a. straffelovens kapitel

12 om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Udvalget

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

er dog opmærksom på, at der i forbindelse med kriminaliseringen af folkedrab blev valgt en

anden løsning, idet folkedrab blev kriminaliseret i en særlov om folkedrab. Det samme gælder

i forhold til lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der ligeledes er

en særlov.

I norsk lovgivning er der indsat et nyt kapitel i straffeloven om folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser. Kapitlet er indsat som det første kapitel i den norske

straffelovs særlige del forud for kapitlet om værn af landets selvstændighed og andre grund-

læggende nationale interesser og kapitlet om terrorhandlinger. I forarbejderne til de norske

straffebestemmelser er der ligeledes lagt vægt på signalværdien af, at bestemmelserne er place-

ret i straffeloven.

Samlet set er det udvalgets opfattelse, at straffebestemmelserne om forbrydelser mod menne-

skeheden og krigsforbrydelser bør placeres i straffeloven. Udvalgets forslag til straffebestem-

melser er udformet i overensstemmelse hermed.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Forbrydelser mod menneskeheden

1. Folkeret

Forbuddet mod forbrydelser mod menneskeheden anses for at være en del af folkeretlig sæd-

vaneret og kan efter folkeretten betragtes som en retsgrundsætning af jus cogens-karakter, som

alle stater er bundet af, og som ikke kan fraviges. Forbrydelser mod menneskeheden er både

forbudt i fredstid og under væbnet konflikt.

Forbrydelser mod menneskeheden er defineret i artikel 7 i Straffedomstolens statut. Der eksi-

sterer imidlertid ikke en international konvention om forbrydelser mod menneskeheden, der

fastlægger en (tilsvarende) definition af forbrydelsen. Der pågår aktuelt (juni 2024) drøftelser i

FN-regi om at forhandle en sådan konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod

menneskeheden.

De kommende forhandlinger vil kunne basere sig på et forarbejde og et kom-

menteret udkast til konvention fra FN’s Folkeretskommission (International Law Commission

(ILC)).

FN’s Folkeretskommissions udkast til definition af forbrydelser mod menneskeheden

er stort set identisk med statuttens artikel 7. Det er derfor forventningen, at en kommende kon-

vention vil have en definition af forbrydelser mod menneskeheden, der vil lægge sig tæt op ad

definitionen i statutten.

Det bemærkes, at FN’s Folkeretskommissions udkast til en ny konvention om forbrydelser mod

menneskeheden indeholder en forpligtelse til at kriminalisere forbrydelsen ”som sådan”. Ud-

kastet indeholder desuden en forpligtelse til at retsforfølge en gerningsperson, der er til stede

på statens territorium, hvis personen ikke bliver udleveret eller overgivet til en anden stat eller

kompetent international domstol eller tribunal.

Der tages i det følgende udgangspunkt i Straffedomstolens statut og retspraksis fra domstolen i

beskrivelsen af forbrydelser mod menneskeheden for at afklare, hvad den nye danske straffe-

bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden som minimum skal indeholde.

Statuttens artikel 7 har følgende ordlyd:

”Artikel

7. Forbrydelser mod menneskeheden

Se FN’s Generalforsamling, 6. udvalg, 78. session (2023), dagordenspunkt 82.

Se FN’s Folkeretskommission (2019): Årsrapport for den 71. session, UN doc A/74/10; FN’s Folkeretskommis-

sion (2019):

Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity.

FN’s Folkeretskommission (2019):

Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity,

forslag og bemærkninger til artikel 4, 7 og 10.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1. Ved ”forbrydelser mod menneskeheden” forstås i denne statut følgende handlin-

ger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbe-

folkning og med viden om angrebet:

(a) drab,

(b) udryddelse,

(d) deportation eller tvungen overførelse af en befolkning,

(e) fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens

grundlæggende regler,

(f) tortur,

(g) voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen

sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed,

(h) forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, race-

mæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3,

eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i strid med folkeret-

ten, i forbindelse med enhver i dette stk. 1 nævnt handling eller anden forbrydelse

under domstolens jurisdiktion,

(i) tvangsforsvindinger,

(j) apartheid,

(k) andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager

stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.

2. I stk. 1

(a) forstås ved ”angreb mod en civilbefolkning” en handlemåde, der indebærer gen-

tagen udførelse af de i stk. 1 nævnte handlinger mod enhver civilbefolkning, i med-

før af eller til fremme af en stats eller organisations politik om at begå det pågæl-

dende angreb,

(b) omfatter ”udryddelse” bevidst påtvingelse af livsvilkår, bl.a. berøvelse af ad-

gang til mad og medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning

udryddes,

til ejendomsretten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i for-

bindelse med menneskehandel, især med kvinder og børn,

(d) forstås ved ”deportation eller tvungen overførelse af en befolkning” tvungen

forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmidler

fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde,

(e) forstås ved ”tortur” forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk

eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under anklagedes kontrol.

Tortur omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene stammer fra, er forbundet

med eller følger af lovlige sanktioner,

(f) forstås ved ”påtvungen graviditet” ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er

blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at påvirke en befolknings etniske

sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af folkeretten. Denne

definition skal ikke på nogen måde fortolkes således, at den påvirker national lov-

givning om graviditet,

(g) forstås ved ”forfølgelse” forsætlig og alvorlig berøvelse af grundlæggende ret-

tigheder i strid med folkeretten på grund af en gruppes eller et fællesskabs identitet,

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(h) forstås ved ”apartheid” umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de

i stk. 1 nævnte, der er begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede

regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig

gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt at opretholde dette regime,

(i) forstås ved ”tvangsforsvindinger” anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af

personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller

politisk organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberø-

velse eller at give informationer om de pågældende personers skæbne eller opholds-

sted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum.

3. Ved udtrykket ”køn” forstås i denne statut to køn, hankøn og hunkøn, inden for

samfundets rammer. Udtrykket ”køn” angiver ikke nogen betydning, der afviger fra

ovenstående.”

Statuttens artikel 7 definerer forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneske-

heden forudsætter, at den pågældende handling er udøvet som led i et omfattende eller syste-

matisk angreb mod civilbefolkningen og med viden om angrebet (afsnit 1.1), og at en af 11

opregnede typer af handlinger er begået i førnævnte kontekst (afsnit 1.2).

1.1 Generelle materielle strafbetingelser for forbrydelser mod menneskeheden

Det følger af indledningen i statuttens artikel 7, stk. 1, at de oplistede handlinger skal være

begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden

om angrebet. Bestemmelsen indeholder dermed et kontekstuelt krav, som skal være opfyldt.

Det er en forudsætning for strafansvar efter artikel 7, stk. 1, at gerningspersonen vidste, at hand-

lingen var en del af eller havde til hensigt, at handlingen var en del af et sådant angreb, jf. de

vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 7, der er udarbejdet i henhold til artikel 9

i Straffedomstolens statut.

Straffedomstolen har udledt fem krav til det kontekstuelle element: For det første skal der være

begået et angreb mod en civilbefolkning, for det andet skal angrebet have en omfattende eller

systematisk karakter, for det tredje skal angrebet være begået i medfør af eller til fremme af en

stat eller organisations politik, for det fjerde skal der være en forbindelse mellem den enkelte

begåede handling og angrebet mod civilbefolkningen, og for det femte skal gerningspersonen

have viden om angrebet.

Strafansvar efter artikel 7 forudsætter dermed, at en række krav til den sammenhæng, handlin-

gen er begået i, er opfyldt. De enkelte handlingstyper skal dermed være af en kvalificeret art,

idet de skal være begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod

Straffedomstolen, “Decision

Pursuant to Article 15 of the Rome Statute on the Authorization of an Investigation

into the Situation in the Republic of Kenya”

(ICC-01/09-19-Corr), afgørelse af 1. april 2010, pr. 79.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

civilbefolkningen. Som nævnt ovenfor er det ikke et krav, at der er en sammenhæng mellem

handlingen og en væbnet konflikt, idet forbrydelser mod menneskeheden også er forbudt i

fredstid.

Det fremgår desuden af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at de forbudte handlin-

ger i artikel 7 skal fortolkes snævert i overensstemmelse med artikel 22 om ingen forbrydelse

uden lov, under hensyntagen til, at forbrydelser mod menneskeheden er blandt de mest alvorlige

forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, at bestemmelserne med-

fører et individuelt strafansvar, og at adfærden er utilladelig i henhold til folkeretten som aner-

kendt af de væsentligste retssystemer i verden.

1.1.1

Angreb mod en civilbefolkning

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra a, at formuleringen ”angreb mod en civilbefolk-

ning” i stk. 1 skal forstås som en handlemåde, der indebærer, at de i stk. 1 nævnte handlinger

gentagne gange begås mod en civilbefolkning, i medfør af eller til fremme af en stats eller

organisations politik om at begå det pågældende angreb. Det fremgår af de vejledende beskri-

velser af gerningsindhold, at handlingerne ikke behøver at udgøre et militært angreb.

Formuleringen ”angreb mod” indebærer, at angrebets primære mål skal være civilbefolkningen

i modsætning til tilfældige ofre. Ved vurderingen heraf kan der lægges vægt på, hvilke midler

og metoder der blev brugt under angrebet, ofrenes status, antallet af ofre, angrebets diskrimine-

rende karakter, karakteren af de begåede forbrydelser, modstandsformen mod angriberne på

angrebstidspunktet, og særligt for væbnet konflikt om de angribende har overholdt forsigtig-

hedskravene i den humanitære folkeret.

Formuleringen ”enhver civilbefolkning” indikerer en bred forståelse af civilbefolkning. Det kan

omfatte befolkningsgrupper, der kan identificeres på baggrund af bl.a. nationalitet, etnicitet el-

ler et andet kendetegn samt gruppens politiske tilhørsforhold, herunder også opfattede politiske

tilhørsforhold.

Angrebet kan også være rettet mod gerningspersonens egen civilbefolkning.

Formuleringen ”befolkning” indebærer, at angrebet skal rette sig mod et større antal civile, men

ikke nødvendigvis en hel befolkning.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo

(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,

pr. 153-154.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Muthaura, Kenyatta og Ali:”Decision on the Confirmation of charges”,

(ICC-01/09-02-11-382-Red), afgørelse af 23. januar 2012, pr. 110.

Straffedomstolen, “Situation

in the Republic of Kenya”

(ICC-01/09), afgørelse af 31. marts 2010, pr. 81 og

Straffedomstolen,

Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo

(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,

pr. 154.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

For forbrydelser mod menneskeheden begået i tilknytning til væbnet konflikt er det en forud-

sætning for, at de angrebne kan karakteriseres som en civilbefolkning, at de angrebne overve-

jende er civile. Tilstedeværelsen af enkelte kombattanter ændrer ikke en hel gruppes karakter.

Straffedomstolens fortolkning er på dette punkt i overensstemmelse med den humanitære fol-

kerets definition af civile, herunder artikel 50, stk. 3, i tillægsprotokol I til Geneve-konventio-

nerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter.

Det følger af denne bestemmelse, at tilstedeværelsen blandt civilbefolkningen af enkeltperso-

ner, som ikke omfattes af definitionen af civile, ikke fratager befolkningen dens civile beskaf-

fenhed. Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser, afsnit 1.1.2 om den humanitære folke-

rets aktører.

For forbrydelser mod menneskeheden begået i fredstid skal alle betragtes som civile undtagen

de personer, som har pligt til at opretholde den offentlige orden og har legitime magtmidler til

at sikre dette på angrebstidspunktet.

1.1.2

Omfattende eller systematisk karakter

Angrebet mod civilbefolkningen skal have en omfattende eller systematisk karakter. Det er al-

ternative betingelser, så et angreb kan opfylde kravet ved at være enten omfattende eller syste-

matisk.

Ved ”omfattende” forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være rettet mod et større antal

personer og have et stort omfang af skade. Et omfattende angreb kan ifølge Straffedomstolen

være massivt, hyppigt, udført kollektivt med betydelig alvor og rettet mod et større antal per-

soner.

Enkeltstående handlinger uden sammenhæng med et omfattende angreb udelukkes der-

ved. Omfattende kan også relatere sig til en geografisk dimension, hvorved angrebene sker for-

skellige geografisk spredte steder. Vurderingen er dog hverken udelukkende kvantitativ eller

geografisk, men skal tage udgangspunkt i de faktiske omstændigheder i den konkrete sag.

Ved ”systematisk” forstås et angreb, som er af organiseret karakter, og hvor det er usandsynligt,

at handlingerne er tilfældige. Det kan ifølge Straffedomstolen være et planlagt og koordineret

angreb bestående af handlinger med den samme fremgangsmåde, der afslører et klart mønster.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Germain Katanga

Mathieu Ngudjolo Chui

(ICC-01/04-07/07), afgørelse

af 7. marts 2014, pr. 1105.

Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Clément Kayishema og Obed

Ruzindana

(IT-95-13/1-T), afgørelse af 21. maj 1999, pr. 127.

Straffedomstolen, “Situation

in the Republic of Kenya”

(ICC-01/09), afgørelse af 31. marts 2010, pr. 94.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo”

(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,

pr. 83.

Straffedomstolen, “Situation

in the Republic of Kenya”(ICC-01/09),

afgørelse af 31. marts 2010, pr. 95.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bosco Ntaganda

(ICC-01/04-02/06), afgørelse af 9. juni 2014, pr. 24; Straf-

fedomstolen,

Anklageren mod Laurent Gbagbo

(ICC-02/11-01/11), afgørelse af 12. juni 2014, pr. 225.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.1.3

Stats eller organisations politik

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra a, at det pågældende angreb skal være begået i

medfør af eller til fremme af en stat eller organisations politik.

”Stat” skal forstås i overensstemmelse med folkeretten. Det vil sige en stabil og juridisk orga-

nisering af et territorialt og politisk samfund i en form, der gør det muligt at være en del af det

internationale samfund af stater.

For så vidt angår forståelsen af ordet ”organisation” har Straffedomstolen udtalt, at følgende

elementer kan indgå i vurderingen af, om en gruppe udgør en organisation i statuttens forstand:

1) Gruppen er under en ansvarlig kommando eller har et etableret hierarki, 2) gruppen besidder

midlerne til at udføre et udbredt eller systematisk angreb mod en civilbefolkning, 3) gruppen

udøver kontrol over en del af en stats territorium, 4) gruppen har kriminelle aktiviteter mod

civilbefolkningen som et primært formål, 5) gruppen har udtrykkeligt eller implicit udtrykt en

hensigt om at angribe en civilbefolkning, eller 6) gruppen er en del af en større gruppe, som

opfylder nogle af eller alle de foregående kriterier.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold i artikel 7, at formule-

ringen ”politik om at begå det pågældende angreb” kræver, at staten eller organisationen aktivt

fremmer eller tilskynder til et sådant angreb mod en civilbefolkning. I sagen

Anklageren mod

Ruto, Koshey og Sang

udtalte Straffedomstolen, at et angreb, der er planlagt, målrettet eller

organiseret – i modsætning til spontant eller (bestående af) isolerede handlinger – opfylder kra-

vet om en ”politik”. Implementeringen af en politik kan bestå af en forsætlig undladelse, som

bevidst har til formål at tilskynde til et sådant angreb.

Kravet om en ”politik” er ikke synonymt

med ”systematisk”, men indebærer blot, at staten eller organisationen havde i sinde at begå et

sådant angreb mod en civilbefolkning. For gerningspersonen indebærer kravet nærmere, at

denne skal have handlet i henhold til eller til fremme af en stats eller organisations politik, eller

gerningspersonen skal have handlet på en måde, der er forudset i politikken, med viden

derom.

”Politik”-kravet kan formentlig ikke siges at være udtryk for folkeretlig sædvaneret, men er

nærmere medtaget som et politisk kompromis under forhandlingerne af statutten. Kravet blev

Straffedomstolen,

Anklageren mod Ruto, Koshey og Sang

(ICC-01/09-01/11-373), afgørelse af 23. januar 2012,

pr. 185.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Ruto, Koshey og Sang K

(ICC-01/09-01/11-373), afgørelse af 23. januar

2012, pr. 210.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo

(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,

pr. 161.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

sat ind som et kompromis for at tilfredsstille de stater, der ønskede, at kravet om angrebets

omfattende eller systematiske karakter skulle være kumulative betingelser – og ikke alternative

betingelser, sådan som statutten er udformet i dag.

1.1.4

Med viden om angrebet

Gerningspersonen skal endvidere have viden om eller til hensigt, at dennes handling var en del

af et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Det fremgår af de vejledende

beskrivelser af gerningsindhold i artikel 7, at kravet til gerningspersonens viden eller hensigt

med handlingen ikke indebærer, at gerningspersonen skal have haft kendskab til alle angrebets

karakteristika eller de præcise detaljer i planen eller statens eller organisationens politik. I til-

fælde af et begyndende omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning indikerer

kravet om gerningspersonens hensigt, at gerningspersonen havde til hensigt at fremme et sådant

angreb.

1.2 De enkelte handlinger

Artikel 7 definerer 11 typer af handlinger, der kan udgøre en forbrydelse mod menneskeheden,

hvis de kontekstuelle elementer som beskrevet ovenfor samtidig er opfyldt. De enkelte hand-

lingstyper gennemgås i det følgende.

1.2.1

Drab som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra a, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

drab begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med

viden om angrebet. Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen,

at gerningspersonen har dræbt eller forårsaget en eller flere personers død.

1.2.2

Udryddelse som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra b, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,

når udryddelse begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning

og med viden om angrebet. Det følger desuden af statuttens artikel 7, stk. 2, litra b, at ”udryd-

delse” omfatter bevidst påtvingelse af visse levevilkår, bl.a. berøvelse af adgang til mad og

medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning udryddes.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen direkte eller

indirekte skal have dræbt en eller flere personer, herunder f.eks. ved bevidst påtvingelse af visse

levevilkår. Handlingen skal desuden udgøre eller finde sted som led i et massedrab af medlem-

mer af en civilbefolkning. At handlingen skal finde sted som led i et massedrab indebærer, at

de indledende handlinger i forbindelse med et massedrab også er omfattet af bestemmelsen.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udryddelse kan således siges at være beslægtet med drab, men retter sig mod flere personer

med et element af massedrab, idet der skal være en hensigt om at udrydde civilbefolkningen.

1.2.3

Slaveri som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra c, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

slaveri begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med

viden om angrebet. Det følger desuden af statuttens artikel 7, stk. 2, litra c, at ved begrebet

”slaveri” skal forstås udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendoms-

retten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i forbindelse med menneske-

handel, især med kvinder og børn.

Ved ”beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten over en person” forstås ifølge de vejledende

beskrivelser af gerningsindhold bl.a. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en

person eller en lignende frihedsberøvelse. En lignende frihedsberøvelse kan i nogle tilfælde

omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden måde reducere en person til en sla-

vestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel

og ordninger, der må sidestilles hermed. Omfattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehan-

del, herunder særligt med kvinder og børn. Der henvises til de vejledende beskrivelser af ger-

ningsindhold.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) dømte i

Kunarac-sagen

den til-

talte for slaveri ved at have frataget to unge kvinder kontrollen over deres liv og have behandlet

dem som ejendom.

1.2.4

Deportation m.v. som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra d, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,

når deportation eller tvungen overførelse af en befolkning begås som led i et omfattende eller

systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet. Det følger af artikel 7,

stk. 2, litra d, at ved begrebet ”deportation eller tvungen overførelse af en befolkning” skal

forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmid-

ler fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde. Deportation forudsætter –

i modsætning til tvungen overførelse – at den tvangsfordrevne befolkning er flyttet over en

landegrænse.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Kunarac et al.

(IT-96-23 og

23/1), afgørelse af 12. juni 2002, pr. 58.

Straffedomstolen,”Decision on the “Prosecution’s Request for a Ruling on Jurisdiction under Article 19(3) of

the Statute” (ICC-RoC46(3)-01/18), afgørelse af 6. september 2018, pr. 60.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at den eller de

tvangsfordrevne personer befandt sig lovligt i det område, hvorfra de blev deporteret m.v. Ger-

ningspersonen skal ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsindhold desuden have viden

om de faktiske omstændigheder, der lå til grund for lovligheden af en sådan tilstedeværelse.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningshold, at begrebet ”tvungen”

ikke er afgrænset til fysisk magtanvendelse, men kan omfatte trusler om magtanvendelse eller

tvangsforanstaltninger, såsom tvang som følge af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk

undertrykkelse eller magtmisbrug mod en eller flere personer eller en anden person, eller ved

at udnytte et tvingende miljø. Ved ”deportation eller tvungen overførelse” forstås også ”tvangs-

fordrevet”. Der henvises til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) afgjorde i

Krstic-sagen,

at det var

tvangsforflyttelse omfattet af bestemmelsen, da ca. 25.000 bosniske muslimer blev tvangsfor-

flyttet fra Srebrenica den 12. og 13. juli 1995.

1.2.5

Fængsling m.v. som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra e, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens grundlæggende

regler begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med

viden om angrebet.

Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen

har fængslet en eller flere personer eller på en anden alvorlig måde berøvet en eller flere perso-

ner den fysiske frihed. I en sag i relation til situationen i Burundu udtalte Straffedomstolen, at

”fængsling” skal forstås som ”ulovligt fangenskab af en person i et lukket miljø, såsom et fæng-

sel eller en psykiatrisk institution”, mens ”anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed” angiver

den ulovlige begrænsning af bevægelsesfriheden til et specifikt område, såsom et særligt af-

grænset boligområde, en lejr eller et hus. Det forhold, at varigheden af et fangenskab eller en

begrænsning af bevægelsesfriheden kan have været kort, kan ikke alene bruges som argument

for, at frihedsberøvelsen ikke var tilstrækkelig alvorlig.

Den pågældende handling skal endvidere være så alvorlig, at den er i strid med grundlæggende

regler i folkeretten. Det vil eksempelvis kunne være ret til retfærdig rettergang som krævet af

bl.a. Genève-konventionerne i væbnet konflikt, herunder om internering af fjendtlige

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Krstic

(IT-98-33), afgørelse af

19. april 2004.

Straffedomstolen,

Situation in Republikken Burundi

(ICC-01/17), afgørelse af 25. oktober 2017, pr. 68

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

kombattanter eller civile, der udgør en sikkerhedsrisiko. En alvorlig frihedsberøvelse i strid

med grundlæggende regler i folkeretten kan desuden være at blive afskåret fra enhver form for

processuelle rettigheder. Hvis frihedsberøvelsen er lovlig efter de nævnte bestemmelser, eller

der alene er tale om mindre brud på bestemmelserne, vil der ikke foreligge en krænkelse af

artikel 7, stk. 1, litra e. Gerningspersonen skal desuden have viden om de faktiske omstændig-

heder, der gjorde handlingen tilstrækkelig alvorlig.

1.2.6

Tortur som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

tortur begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med

viden om angrebet.

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra e, at der ved ”tortur” skal forstås forsætlig påførelse

af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller

under anklagedes kontrol. Ifølge statutten omfatter tortur dog ikke smerte eller lidelse, der alene

stammer fra, er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner. Det er en forudsætning for at

ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har påført stærk fysisk eller psykisk

smerte eller lidelse på en eller flere personer. I

Ongwen-sagen

udtalte Straffedomstolen, at kra-

vet om en stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse kan mødes af en enkelt handling eller

ved en kombination af handlinger, når det ses som helhed. Det er ikke nødvendigt at fastslå, at

smerten eller lidelsen har forårsaget en specifik fysisk skade f.eks. organsvigt, svækkelse af en

kropsfunktion eller døden. Det er endvidere ikke en forudsætning, at torturen har efterladt syn-

lige mærker eller permanente skader.

Dernæst skal gerningspersonen have personen eller per-

sonerne i sin varetægt eller under sin kontrol.

Det er ikke et krav, at torturen skal være udført med et særligt formål eller være begået af

statslige aktører, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindhold. Definitionen af tortur i arti-

kel 1 i FN’s torturkonvention kræver i modsætning hertil, at torturen skal være udført med et

særligt formål og som udgangspunkt være udført af en statslig aktør eller med en sådan aktørs

samtykke eller indvilligelse. Der henvises til kapitel 10 om tortur, afsnit 1.2 om forskellen mel-

lem torturdefinitionerne i henholdsvis FN’s torturkonventionen og tortur som forbrydelse mod

menneskeheden.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar 2021, pr.

2700-2703.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.2.7

Seksualforbrydelser som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,

når voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering

eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed begås som led i et omfattende

eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet.

Artikel 7, stk. 1, litra g, omfatter således en række seksualforbrydelser.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

voldtægt

forstås, at

gerningspersonen invaderer en persons krop på en måde, der resulterer i hel eller delvis penet-

ration af en hvilken som helst del af kroppen på den forurettede eller gerningspersonen selv

med en kropsdel eller en genstand. Begrebet ”invaderer” er ifølge vejledningen bevidst anvendt

for at være kønsneutralt. Det følger endvidere af vejledningen, at handlingen skal være begået

med magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold,

tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod denne person (ofret) el-

ler en anden person, eller ved at udnytte et tvingende miljø, eller handlingen er begået mod en

person, der ikke var i stand til at give et gyldigt samtykke. En person kan på grund af påvirkning,

herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer, eller som følge af medfødte eller

aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give et gyldigt samtykke.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

seksuelt slaveri

forstås,

at gerningspersonen udøvede en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten

over en eller flere personer, som f.eks. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en

sådan person eller personer, eller pålagde dem en lignende frihedsberøvelse. En lignende fri-

hedsberøvelse kan i nogle tilfælde omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden

måde reducere en person til en slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 7. septem-

ber 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed. Om-

fattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehandel, herunder særligt med kvinder og børn.

Gerningspersonen skal derudover have foranlediget, at en sådan person eller personer deltager

i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det følger endvidere af vejledningen, at det henset

til forbrydelsens komplekse karakter anerkendes, at den strafbare handling kan involvere mere

end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

tvungen prostitution

forstås, at gerningspersonen foranledigede, at en eller flere personer deltager i en eller flere

handlinger af seksuel karakter, ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom

den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller

magtmisbrug mod denne person eller de personer (ofre) eller en anden person, eller ved at

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udnytte et tvingende miljø eller udnytte forurettedes manglende evne til at give et gyldigt sam-

tykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforise-

rende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af

stand til at give et gyldigt samtykke. Det følger endvidere af vejledningen, at gerningspersonen

eller en anden person skal have opnået eller forventet at opnå en økonomisk eller anden fordel

i bytte for eller i forbindelse med den eller de handlinger af seksuel karakter.

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra f, at der ved ”påtvungen

graviditet”

skal forstås

ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at

påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af

folkeretten. I

Ongwen-sagen

udtalte Straffedomstolen i appeldommen bl.a., at essensen af for-

brydelsen er, at den gravide uretmæssigt placeres i en position, hvor hun ikke kan vælge, om

hun vil fortsætte graviditeten. Straffedomstolen udtalte endvidere, at definitionen i artikel 7,

stk. 2, litra f, indikerer, at hovedfokus for denne forbrydelse er at beskytte en kvindes repro-

duktive autonomi.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

tvungen sterilisering

forstås, at gerningspersonen har frataget en eller flere personers biologiske reproduktionsevne.

Fratagelsen omfatter ikke præventionsforanstaltninger, som i praksis har en midlertidig virk-

ning. Tvungen sterilisering forudsætter, at handlingen ikke var begrundet i medicinsk behand-

ling eller hospitalsbehandling af personen eller personerne, og at handlingen var udført uden

deres gyldige samtykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin

eller euforiserende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner

være ude af stand til at give et gyldigt samtykke.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

enhver anden form for

seksuel vold af lignende grovhed

forstås, at gerningspersonen har begået en handling af seksuel

karakter mod en eller flere personer eller har bevirket at en sådan person eller personer har

deltaget i en handling af seksuel karakter ved magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom

den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller

magtmisbrug mod denne person eller de personer eller en anden person eller ved at udnytte et

tvingende miljø eller personens eller personernes manglende evne til at give et gyldigt sam-

tykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforise-

rende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af

stand til at give et gyldigt samtykke. Handlingen skal være af en sammenlignelig grovhed med

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022,

pr. 1055.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

de andre forbrydelser gengivet i statuttens artikel 7, stk. 1, litra g. Gerningspersonen skal desu-

den være bekendt med de faktiske omstændigheder, der betingede handlingens grovhed.

1.2.8

Forfølgelse som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af artikel 7, stk. 1, litra h, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når forføl-

gelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etni-

ske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3, eller andre årsager, der er almindeligt

anerkendt som værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver i de stk. 1 nævnte

handlinger eller andre forbrydelser under domstolens jurisdiktion, begås som led i et omfattende

eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet. Det følger endvi-

dere af statuttens artikel 7, stk. 2, litra g, at ved ”forfølgelse” skal forstås forsætlig og alvorlig

berøvelse af grundlæggende rettigheder i strid med folkeretten på baggrund af en gruppes eller

et fællesskabs identitet. Det følger desuden af artikel 7, stk. 3, at ved udtrykket ”køn” skal for-

stås to køn, hankøn og hunkøn, inden for samfundets rammer.

Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen

har berøvet en eller flere personer deres grundlæggende rettigheder. Dernæst er det en forud-

sætning, at gerningspersonen har udvalgt denne person eller disse personer på baggrund af deres

tilhørsforhold til en gruppe eller et fællesskabs identitet eller har udvalgt gruppen eller fælles-

skabet som sådan, og at det er baseret på politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle,

religiøse eller kønsbestemte årsager som defineret i statuttens artikel 7, stk. 3, eller af andre

grunde, som er almindeligt anerkendt som forbudte efter folkeretten.

Endvidere skal handlingen være begået i forbindelse med enhver af de handlinger, som er om-

fattet af statuttens artikel 7, stk. 1, eller enhver forbrydelse under Straffedomstolens jurisdik-

tion. Forfølgelsesforbrydelsen er således en accessorisk forbrydelse i henhold til definitionen i

statutten. At handlingen skal være begået i forbindelse med en anden handling omfattet af sta-

tutten er et kriterium, der formentlig ikke er udtryk for definitionen af forfølgelsesforbrydelsen

efter folkeretlig sædvaneret. Kriteriet skal derfor nærmere forstås som en afgrænsning af, hvilke

forbrydelser Straffedomstolen skal have jurisdiktion over, det vil sige en form for jurisdiktion-

stærskel.

1.2.9

Tvangsforsvindinger som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra i, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

tvangsforsvindinger begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-

ning og med viden om angrebet. Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra i, at ved ”tvangs-

forsvindinger” skal forstås anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af personer udført af

eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk organisation, efterfulgt

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give informationer om de pågæl-

dende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyt-

telse i et længere tidsrum.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

enten arresteret, tilbageholdt eller bortført en eller flere personer, og at en sådan arrestation,

tilbageholdelse eller bortførelse blev efterfulgt eller ledsaget af et afslag på at anerkende fri-

hedsberøvelsen eller at give oplysninger om denne person eller de personers skæbne eller op-

holdssted,

eller

at gerningspersonen skal have nægtet at anerkende anholdelsen, tilbageholdel-

sen eller bortførelsen eller at give oplysninger om skæbnen eller opholdsstedet for en eller flere

personer, og frihedsberøvelsen var gået forud for eller var ledsaget af afslaget. I visse tilfælde

kan anholdelsen eller tilbageholdelsen have været lovlig.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen

skal være bevidst om enten, at en sådan anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse alminde-

ligvis vil blive efterfulgt af et afslag på at anerkende frihedsberøvelsen eller give oplysninger

om denne person eller de personers skæbne eller opholdssted, eller at frihedsberøvelsen var

gået forud for eller var ledsaget af afslaget. I førstnævnte tilfælde, hvor en frihedsberøvelse i

form af en tilbageholdelse efterfølges af et afslag, skal gerningspersonen være bevidst om, at

der tidligere er givet et sådant afslag. Gerningspersonen skal i alle tilfælde yderligere have haft

til hensigt at fjerne denne eller disse personer fra lovens beskyttelse i et længere tidsrum.

Det fremgår desuden af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at frihedsberøvelsen

skal være udført af eller med tilladelse, støtte eller samtykke fra en stat eller en politisk organi-

sation. Afslaget skal ligeledes være udført af eller med tilladelse eller støtte fra denne stat eller

politiske organisation. I betragtning af forbrydelsens komplekse karakter vil forbrydelsen nor-

malt involvere mere end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.

Det er en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at forbrydelsen er begået efter sta-

tuttens ikrafttræden, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.

1.2.10

Apartheid som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra j, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når

apartheid begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og

med viden om angrebet. Det følger af artikel 7, stk. 2, litra h, at ved ”apartheid” skal forstås

umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de i stk. 1 nævnte, der er begået som led

i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt

at opretholde dette regime.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

begået en umenneskelig handling mod en eller flere personer. Den pågældende handling skal

være omfattet af statuttens artikel 7, stk. 1, eller handlingen skal i natur og alvor være af lig-

nende karakter. Gerningspersonen skal være bekendt med de faktiske omstændigheder, der be-

tingede handlingens karakter.

Handlingen skal være begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af

systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper.

Gerningspersonen skal endvidere have til hensigt at opretholde dette regime med sin adfærd.

Der henvises til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.

1.2.11

Andre umenneskelige handlinger som forbrydelse mod menneskeheden

Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra k, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,

når andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse

eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred, begås som led i et omfattende eller systema-

tisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet.

Det er således en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen forår-

sagede stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred. Det fremgår af de vejle-

dende beskrivelser af gerningsindhold, at ”andre umenneskelige handlinger” omfatter handlin-

ger, der har en lignende karakter i natur og alvor i forhold til de andre forbrydelser i statuttens

artikel 7, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen var bekendt med de

faktiske omstændigheder, der udgjorde handlingens karakter.

I praksis har Straffedomstolen i

Ongwen-sagen

lagt til grund, tvangsægteskaber er omfattet af

denne opsamlingsbestemmelse om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter.

2. Gældende ret

Der er ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer forbrydelser mod

menneskeheden, i dansk straffelovgivning. Inkorporeringen af Straffedomstolens statut ved lov

nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol indebærer ikke, at forbrydelserne

dermed er kriminaliseret i Danmark (se nærmere i kapitel 2, afsnit 6, om dansk inkorporering

af Rom-statutten). Det er imidlertid bl.a. i forarbejderne til loven lagt til grund, at forbrydelserne

kan straffes efter dansk straffelovgivning. Det fremgår således af forarbejderne, at artikel 7 om

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

forbrydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser er strafbare efter den mili-

tære straffelov og den borgerlige straffelovs almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold,

voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. Disse

forbrydelser antages som hovedregel at have eksterritorial gyldighed og finder dermed også

anvendelse på handlinger foretaget i udlandet, jf. herved betænkning nr. 1488/2007 om dansk

straffemyndighed, afsnit 5.4 om danske straffebestemmelsers gyldighedsområde. Det afgø-

rende for, om et forhold – der er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i statutten – kan straffes

her i landet, er således, om der er materielle straffebestemmelser, der omfatter forholdet.

Nedenfor gennemgås først danske straffebestemmelser af betydning for at kunne retsforfølge

forbrydelser mod menneskeheden (afsnit 2.1), og dernæst omtales dansk retspraksis vedrørende

forbrydelser mod menneskeheden (afsnit 2.2).

2.1 Straffelovgivning af betydning for forbrydelser mod menneskeheden

Kravet i statuttens artikel 7, stk. 1, om, at handlingen skal være ”begået som led i et omfattende

eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden herom”, er ikke en del af ger-

ningsindholdet i de straffebestemmelser, der er nævnt nedenfor. Det må imidlertid antages, at

det vil kunne indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen efter straffelovens

regler, der giver vide muligheder for at inddrage skærpende og formildende omstændigheder.

Det følger således af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved straffens fastsættelse skal lægges vægt

på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningspersonen. Ved vurderingen af

lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne

skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningspersonen indså eller burde have indset herom,

jf. stk. 2. Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det ved straffens fastsættelse i alminde-

lighed skal indgå som en skærpende omstændighed bl.a., at gerningen er udført af flere i for-

ening, jf. nr. 2, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet, jf. nr. 3, og

at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling

eller særligt tillidsforhold i øvrigt, jf. nr. 8.

Forbrydelser mod menneskeheden vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffe-

lovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt og bestem-

melsernes tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225.

Forbrydelser mod menneskeheden vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes

efter straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder straffelovens § 237

om drab og voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247. Forbrydelser mod menneskeheden

vil desuden efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens § 260 om ulovlig

tvang, § 261 om frihedsberøvelse og § 262 a om menneskehandel.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

For personer i offentlig tjeneste eller hverv vil forbrydelsen derudover kunne straffes efter bl.a.

straffelovens §§ 150 og 155 om misbrug af stilling i offentlig tjeneste til henholdsvis tvang og

krænkelse af privates eller det offentliges ret samt straffelovens § 147 om anvendelse af ulov-

lige midler for at opnå tilståelse eller forklaring eller foretagelse af en lovstridig anholdelse,

fængsling, ransagning eller beslaglæggelse, når det påhvilede den pågældende at virke til hånd-

hævelse af statens straffemyndighed.

Forbrydelser mod menneskeheden vil efter omstændighederne også kunne straffes efter militær

straffelov. De relevante bestemmelser i militær straffelov finder dog alene anvendelse i forbin-

delse med en væbnet konflikt, hvor danske styrker deltager i den væbnede konflikt i eller uden

for Danmark, jf. militær straffelovs § 10, stk. 1. Under væbnet konflikt finder loven anvendelse

på enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af lovens §§ 28-34 og 36-38, jf. § 2, nr. 3.

2.2 Retspraksis

Der ses ikke at være danske domme, hvor personer er dømt for at have begået forbrydelser mod

menneskeheden.

Der ses at være en enkelt trykt afgørelse om udlevering til Rwanda med henblik på retsforfølg-

ning af en person, der var tiltalt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i form af

mord og udryddelse. I Højesterets kendelse af 6. november 2013 i sag 105/2013 (gengivet i

U.2014.423H) stadfæstede Højesteret beslutningen om at udlevere den tiltalte til retsforfølg-

ning i Rwanda. Den pågældende blev udleveret og er senere idømt livsvarigt fængsel i Rwanda.

Der henvises til kapitel 6, afsnit 2.2, om retspraksis vedrørende folkedrab.

3. Fremmed ret

3.1 Finland

Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Lovens

§ 3, nr. 1-5, sammenfatter de 11 typer af handlinger i statuttens artikel 7, stk. 1, litra a-k. Lovens

§ 4 omfatter grove forbrydelser mod menneskeheden, der bl.a. angår handlinger af særligt plan-

lagt eller systematisk karakter.

Strafferammen i den finske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden er fæng-

sel i 1 år indtil livstid, mens de grovere forbrydelser har en strafferamme på fængsel i mindst 8

år og indtil livstid.

3.2 Nederlandene

Nederlandene har kriminaliseret forbrydelser mod menneskeheden i en særlov om internatio-

nale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003. Lovens afsnit 2, artikel 4,

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

omhandler forbrydelser mod menneskeheden. Strukturen i bestemmelsen svarer til strukturen i

statuttens artikel 7.

3.3 Norge

Bestemmelser om bl.a. forbrydelser mod menneskeheden blev i 2008 indført i et særskilt kapitel

16 om ”folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.

Kriminaliseringen af forbrydelser mod menneskeheden findes i § 102. Bestemmelsen er opbyg-

get således, at den svarer til strukturen i statuttens artikel 7, stk. 1. Den norske bestemmelse

adskiller sig dog fra statuttens på den måde, at gerningsmomenterne for de forbudte handlinger

i stk. 1 og 2 er skrevet sammen i lovteksten.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§

102.

Forbrytelse mot menneskeheten

For forbrytelse mot menneskeheten straffes den som, som ledd i et utbredt eller

systematisk angrep rettet mot en sivilbefolkning,

dreper en person,

utrydder en befolkning helt eller delvis, herunder utsetter den eller deler av

den for levekår som tar sikte på å utrydde befolkningen helt eller delvis,

gjør en person til slave,

deporterer eller tvangsflytter en befolkning i strid med folkeretten,

fengsler eller på annen alvorlig måte berøver en person friheten i strid med

grunnleggende folkerettslige regler,

torturerer en person i vedkommendes varetekt eller kontroll ved å forårsake

alvorlig psykisk eller fysisk smerte,

utsetter en person for voldtekt, seksuelt slaveri eller tvungen prostitusjon,

tvungent svangerskap, tvangssterilisering eller annen tilsvarende grov

seksuell vold,

utsetter en identifiserbar gruppe for forfølgelse ved å berøve ett eller flere

medlemmer av gruppen grunnleggende menneskerettigheter på politisk,

rasemessig, nasjonalt, etnisk, kulturelt, religiøst, kjønnsbasert eller annet

folkerettsstridig grunnlag,

på vegne av, eller med samtykke, støtte eller tillatelse av en stat eller en

politisk organisasjon bidrar til at en person forsvinner ufrivillig, med det

forsett å unndra vedkommende fra lovens beskyttelse for et lengre tidsrom,

innenfor rammen av et institusjonalisert regime basert på én rasemessig

gruppes systematiske undertrykking og dominans over en eller flere andre

rasemessige grupper begår en apartheidforbrytelse ved å foreta

umenneskelige handlinger av samme eller liknende art som de som er

omfattet av paragrafen her i den hensikt å opprettholde regimet, eller

begår en annen umenneskelig handling av liknende art som forårsaker store

lidelser eller alvorlig skade på kropp eller helse.

Straffen for forbrytelse mot menneskeheten er fengsel inntil 30 år.”

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Strafmaksimum efter bestemmelsen er fængsel indtil 30 år, hvilket er den strengeste straf i

norsk ret.

Lovens § 108 indeholder derudover en bestemmelse om medvirken og tilskyndelse til forbry-

delserne i §§ 101-107, der har en strafferamme på 10 år. Lovens § 109 indeholder en bestem-

melse om såkaldt kommandoansvar.

Uddrag af den norske lovgivning er gengivet i bilag 2.

3.4 Sverige

Forbrydelser mod menneskeheden er selvstændigt kriminaliseret i en svensk særlov om straf

for visse internationale forbrydelser (”straff för vissa internationella brott” (lov nr. 2014:406)).

Lovens § 2 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, og bestemmelsen følger i vidt

omfang opbygningen i statuttens artikel 7, stk. 1, og lovteksten indeholder desuden definitio-

nerne i artikel 7, stk. 2. Bestemmelsen har en strafferamme med et strafminimum på fængsel i

fire år og et strafmaksimum på 18 års tidsbestemt fængsel eller livstid.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Brott

mot mänskligheten

2 § För brott mot mänskligheten döms, om gärningen utgör eller ingår som ett led

i ett omfattande eller systematiskt angrepp riktat mot en grupp civila, den som

1. dödar en person som ingår i gruppen,

2. tillfogar en person som ingår i gruppen allvarlig smärta eller skada eller utsätter

denne för svårt lidande genom tortyr eller annan omänsklig behandling,

3. utsätter en person som ingår i gruppen för ett allvarligt sexuellt övergrepp ge-

nom våldtäkt, påtvingad prostitution eller annan till sitt allvar jämförbar gärning,

4. i syfte att påverka den etniska sammansättningen av en befolkning eller att för-

öva andra svåra överträdelser av allmän folkrätt, frihetsberövar en kvinna som ingår

i gruppen och som med tvång gjorts havande,

5. förorsakar att en person som ingår i gruppen kommer i sexuellt slaveri eller, i

strid med allmän folkrätt, kommer i tvångsarbete eller annat sådant tvångstillstånd,

6. i strid med allmän folkrätt deporterar eller tvångsförflyttar en person som ingår

i gruppen,

7. i strid med allmän folkrätt frihetsberövar någon som ingår i gruppen,

8. utsätter personer som ingår i gruppen för förföljelse genom att i strid med all-

män folkrätt beröva dem grundläggande rättigheter på grund av politiska, rasmäss-

iga, nationella, etniska, kulturella, religiösa, könsmässiga eller andra enligt allmän

folkrätt otillåtna motiv, eller

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

9. för en stats eller politisk organisations räkning, eller med dess tillstånd, stöd

eller samtycke, i syfte att undandra en person i gruppen från rättsligt skydd under

en längre tid,

a) frihetsberövar denne om frihetsberövandet följs av en vägran att erkänna

detta eller att lämna information om personens öde eller uppehållsort,

b) sedan ett frihetsberövande skett vägrar att erkänna detta eller att lämna in-

formation om den frihetsberövades öde eller uppehållsort, eller

c) sedan en sådan vägran skett vidmakthåller frihetsberövandet.

Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.”

Lovens §§ 13-15 omhandler overordnedes ansvar for underordnedes handlinger, herunder § 13

om undladelse af at træffe mulige foranstaltninger for at forhindre forbrydelserne, § 14 om

undladelse af at udøve kontrol og § 15 om undladelse af at anmelde en underordnets forbry-

delse.

Uddrag af den svenske lovgivning er gengivet i bilag 3.

3.5 Tyskland

Statuttens forbrydelser er kriminaliseret i den tyske folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-

buch”), hvor lovens § 7 omhandler forbrydelser mod menneskeheden. Bestemmelsen har et

strafminimum på 3 år og et strafmaksimum på fængsel indtil livstid, der afhænger af typen og

alvoren af den pågældende forbrydelse.

Bestemmelsen har i den officielle engelske oversættelse følgende ordlyd:

”Section

Crimes against humanity

(1) Whoever, as part of a widespread or systematic attack directed against any ci-

vilian population,

1. kills a person,

2. inflicts, with the intent of destroying a population in whole or in part, condi-

tions of life on that population or on parts thereof, being conditions calculated to

bring about its physical destruction in whole or in part,

3. traffics in persons, particularly in women or children, or whoever enslaves a

person in another way and in doing so arrogates to himself a right of ownership

over that person,

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4. deports or forcibly transfers, by expulsion or other coercive acts, a person

lawfully present in an area to another State or another area in contravention of a

general rule of international law,

5. tortures a person in his or her custody or otherwise under his or her control by

causing that person substantial physical or mental harm or suffering where such

harm or suffering does not arise only from sanctions that are compatible with

international law,

6. sexually coerces, rapes, forces into prostitution or deprives a person of his or

her reproductive capacity, or confines a woman forcibly made pregnant with the

intent of affecting the ethnic composition of any population,

7. causes a person’s enforced disappearance, with the intention of removing him

or her from the protection of the law for a prolonged period of time,

(a) by abducting that person on behalf of or with the approval of a State or

a political organisation, or by otherwise severely depriving such person of

his or her physical liberty, followed by a failure immediately to give truthful

information, upon inquiry, on that person’s fate and whereabouts, or

(b) by refusing, on behalf of a State or of a political organisation or in con-

travention of a legal duty, to give information immediately on the fate and

whereabouts of the person deprived of his or her physical liberty under the

circumstances referred to under letter (a) above, or by giving false infor-

mation there-on,

8. causes another person severe physical or mental harm, especially of the kind

referred to in section 226 of the Criminal Code,

9. severely deprives, in contravention of a general rule of international law, a

person of his or her physical liberty, or

10. persecutes an identifiable group or collectivity by depriving such group or

collectivity of fundamental human rights, or by substantially restricting the

same, on political, racial, national, ethnic, cultural or religious, gender or other

grounds that are recognised as impermissible under the general rules of interna-

tional law

shall be punished, in the cases referred to under numbers 1 and 2, with imprison-

ment for life, in the cases referred to under numbers 3 to 7, with imprisonment for

not less than five years, and, in the cases referred to under numbers 8 to 10, with

imprisonment for not less than three years.

(2) In less serious cases under subsection (1), number 2, the punishment shall be

imprisonment for not less than five years, in less serious cases under subsection (1),

numbers 3 to 7, imprisonment for not less than two years, and in less serious cases

under subsection (1), numbers 8 and 9, imprisonment for not less than one year.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(3) Where the perpetrator causes the death of a person through an offence pursuant

to subsection (1), numbers 3 to 10, the punishment shall be imprisonment for life

or for not less than ten years in cases under subsection (1), numbers 3 to 7, and

imprisonment for not less than five years in cases under subsection (1), numbers 8

to 10.

(4) In less serious cases under subsection (3) the punishment for an offence pursuant

to subsection (1), numbers 3 to 7, shall be imprisonment for not less than five years,

and for an offence pursuant to subsection (1), numbers 8 to 10, imprisonment for

not less than three years.

(5) Whoever commits a crime pursuant to subsection (1) with the intention of main-

taining an institutionalised regime of systematic oppression and domination by one

racial group over any other shall be punished with imprisonment for not less than

five years so far as the offence is not punishable more severely pursuant to subsec-

tion (1) or subsection (3). In less serious cases the punishment shall be imprison-

ment for not less than three years so far as the offence is not punishable more se-

verely pursuant to subsection (2) or subsection (4).

Uddrag af den tyske lovgivning er gengivet i bilag 4.

Den tyske forbundsdag har i juni 2024 vedtaget et lovforslag, der skal opdatere den tyske fol-

keretsstraffelov i forhold til bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Det bemærkes, at lovforsla-

get ikke foreligger i en engelsk version.

Den tyske lovrevision ændrer definitionen af forbrydelser mod menneskeheden. Der tilføjes

bl.a. nye handlinger inden for kønsbaseret vold og justeres i forhold til definitionen af tvangs-

forsvindinger.

Definitionen af kønsbaseret vold i § 7, afsnit 1, nr. 6, affattes således:

”einen sexuellen Übergriff auf einen anderen Menschen begeht, ihn sexuell nötigt

oder vergewaltigt, ihn zur Prostitution nötigt, ihn sexuell versklavt, ihn der Fort-

pflanzungsfähigkeit beraubt, einen unter Anwendung von Zwang geschwängerten

Menschen in der Absicht, die ethnische Zusammensetzung einer Bevölkerung zu

beeinflussen oder um Taten nach den §§ 6 bis 13 zu begehen, gefangen hält oder

eine Schwangerschaft gegen ohne den Willen des schwangeren Menschen ab-

bricht”.

Den tyske originalversion af lovudkastet fra november 2023 findes på det tyske føderale justitsministeriums

(Bundesministerium der Justiz) hjemmeside: https://www.bmj.de/SharedDocs/Gesetzgebungsverfah-

ren/DE/2023_Fortentwicklung_Voelkerstrafrecht.html?nn=148026. Den endelige version samt ændringsforslag

vedtaget af forbundsdagen i juni 2024 findes her: https://dserver.bundestag.de/btd/20/116/2011661.pdf.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Seksuelt slaveri og flere former for tvungen graviditet tilføjes derved til bestemmelsens ordlyd,

herunder selve handlingen at gøre en person gravid med magt eller afbryde en graviditet mod

eller uden den gravides vilje. Der tilføres desuden flere formål med den påtvungne graviditet,

så der udover hensigten om at påvirke den etniske sammensætning af en befolkning også tilføjes

hensigten om at begå en anden overtrædelse af en bestemmelse i loven, bl.a. folkedrab og krigs-

forbrydelser.

Der foretages desuden ændringer af definitionen af tvangsforsvindinger. For det første slettes

ordene ”auf Nachfrage” (”upon inquiry”) i § 7, afsnit 1, nr. 7, litra a, således at strafansvar for

en tvangsforsvinding ikke forudsætter, at gerningspersonen har undladt at give oplysninger om

ofrets skæbne eller opholdssted efter en anmodning om disse oplysninger. Den ulovlige fri-

hedsberøvelse og manglende oplysning herom vil således være tilstrækkeligt for at have fuld-

byrdet forbrydelsen. Desuden erstattes i samme afsnit ordene ”für längere Zeit” med ”nicht nur

kurzzeitig” for at klarlægge de tidsmæssige krav til den strafbare handling.

I § 7, stk. 1, nr. 7, litra b, erstattes ordene ”sich im Auftrag des Staates oder der politischen

Organisation oder entgegen einer Rechtspflicht

weigert”

(“by refusing, on behalf of a State or

of a political organisation or in contra-vention of a legal duty“) med ”es im Auftrag des Staates

oder der politischen Organisation oder entgegen einer Rechtspflicht

unterlässt”

(“undlader“).

Gerningspersonens adfærd ændres således fra at være en aktiv handling ved at nægte til at om-

fatte undladelse af at give oplysninger om ofrets skæbne eller opholdssted.

Lovrevisionen er bl.a. begrundet i ønsket om at indarbejde nylige ændringer af statutten, som

Tyskland har ratificeret, samt afspejle Straffedomstolens retspraksis. Derudover begrundes lov-

revisionen med ønsket om at afspejle udviklingen i den folkeretlige sædvaneret.

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffe-

bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden

4.1 Struktur og det kontekstuelle krav

Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde forslag til, hvordan en selv-

stændig kriminalisering af bl.a. forbrydelser mod menneskeheden mest hensigtsmæssigt kan

indføres i dansk straffelovgivning.

Som beskrevet i kapitel 3, afsnit 1, bør straffebestemmelserne udformes med udgangspunkt i

ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, men således, at også betragtninger om hen-

sigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstradition indgår.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Efter udvalgets opfattelse bør den danske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneske-

heden desuden følge strukturen i statuttens artikel 7.

Gennemgangen af sammenlignelige lande ovenfor viser således også, at både Finland, Neder-

landene, Norge, Sverige og Tyskland har taget udgangspunkt i statuttens artikel 7 ved omskriv-

ningen til national lovtekst.

Forbrydelser mod menneskeheden indeholder flere handlingstyper, der har det samme ger-

ningsindhold som flere krigsforbrydelser og forbrydelser efter straffeloven. Forbrydelser mod

menneskeheden adskiller sig imidlertid fra disse andre forbrydelser ved, at en forbrydelse mod

menneskeheden skal være begået ”som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civil-

befolkningen”. Handlingerne skal dermed være af en vis kvalificeret art ved at være begået som

led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Dette kontekstuelle krav

vil også skulle medtages i den danske straffebestemmelse.

Der vil således for det første skulle være begået et angreb mod en civilbefolkning, for det andet

vil dette angreb skulle have en omfattende eller systematisk karakter, og for det tredje vil der

skulle være en forbindelse mellem den enkelte begåede handling og angrebet mod civilbefolk-

ningen.

Det fremgår af artikel 7, stk. 2, litra a, at der ved ”angreb mod en civilbefolkning” forstås, at

angrebet skal være begået i medfør af eller til fremme af en stat eller organisations politik. Det

foreslås, at dette krav ikke medtages i den danske straffebestemmelse, da kravet formentlig ikke

afspejler folkeretlig sædvaneret. Dette krav er således heller ikke medtaget i hverken den nor-

ske, svenske eller tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.

Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-

trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.

4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om forbrydelser mod

menneskeheden:

”§

118 d.

For forbrydelser mod menneskeheden straffes den, der som led i et om-

fattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning foretager en eller flere af

følgende handlinger:

1) Dræber en person.

2) Udrydder dele af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolk-

ning livsvilkår, der sigter til at bevirke, at befolkningen delvist udryddes.

3) Udsætter en person for slaveri.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4) Deporterer eller tvangsforflytter en befolkning i strid med folkeretten.

5) Fængsler eller på anden alvorlig måde berøver en person friheden i strid

med folkeretten.

6) Påfører en person i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller

psykisk smerte eller lidelse (tortur).

7) Udsætter en person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, på-

tvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller re-

produktiv vold af lignende grovhed.

8) Tvinger en person til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden bor-

gerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold med en anden per-

son.

9) Udsætter et eller flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et iden-

tificerbart fællesskab for alvorlig berøvelse af grundlæggende menneskeret-

tigheder på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering,

kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre

grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten

(forfølgelse).

10) Anholder, tilbageholder eller bortfører en person og nægter at anerkende

frihedsberøvelsen eller at give informationer om, hvad der er sket eller vil

ske med denne person, eller personens opholdssted, når handlingen er udført

for at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse og er udført på vegne af

eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller organisation

(tvangsforsvinding).

11) Foretager en umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som

de handlinger, der er omfattet af nr. 1-10, inden for rammen af et institutio-

naliseret regime baseret på en racemæssig gruppes systematiske undertryk-

kelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper og med

den hensigt at opretholde regimet (apartheid).

12) Foretager en anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forår-

sager stor fysisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller

helbred.”

Det foreslåede § 118 d, nr. 1, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra a, om drab. Det foreslåede

§ 118 d, nr. 2, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra b, om udryddelse. Det foreslåede § 118

d, nr. 3, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra c, om slaveri. Det foreslåede § 118 d, nr. 4,

svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra d, om deportation og tvungen overførelse. Det foreslå-

ede § 118 d, nr. 5, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra e, om fængsling m.v. Det foreslåede

§ 118 d, nr. 6, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, om tortur. Det foreslåede § 118 d, nr.

7, tager udgangspunkt i statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, om seksuel vold, dog med visse for-

skelle, jf. nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 8, har ikke en tilsvarende

bestemmelse i statutten, jf. nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 9, tager

udgangspunkt i statuttens artikel 7, stk. 1, litra h, om forfølgelse, dog med visse forskelle, jf.

nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 10, tager udgangspunkt i statuttens

artikel 7, stk. 1, litra i, om tvangsforsvindinger, dog med visse forskelle, jf. nærmere i afsnit 4.3

nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 11, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra j, om apartheid.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det foreslåede § 118 d, nr. 12, tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenne-

skelige handlinger.

4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og statuttens artikel 7 om forbrydelser

mod menneskeheden

Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 7 er gennemført i den foreslåede danske be-

stemmelse uden indholdsmæssige ændringsforslag. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive om-

talt nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til den foreslåede § 118 d i lovudkastet samt

bemærkningerne hertil i kapitel 14.

De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende

med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.

Det foreslåede

§ 118 d, nr. 7,

omhandler forskellige former for seksuel og reproduktiv vold,

herunder voldtægt, påtvungen graviditet og tvangssterilisering. Reproduktiv vold er ikke med-

taget i ordlyden af statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, men Straffedomstolen har i

Ongwen-sagen

anerkendt, at reproduktiv autonomi er den særlige beskyttelsesinteresse, der omfattes af for-

buddet mod tvangsgraviditet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at reproduktiv vold medta-

ges i den opsamlende del af ordlyden i bestemmelsen. Reproduktiv vold skal forstås som en

handling, der ved tvang fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, eksempelvis en

tvangsabort. Handlingen skal være af en lignende grovhed sammenlignet med de andre forbry-

delser i bestemmelsen. Udvalget foreslår desuden, at bestemmelsen formuleres i et kønsneutralt

sprog.

Det foreslåede

§ 118 d, nr. 8,

omhandler tvangsægteskab. Det foreslås dermed, at det skal være

en særskilt forbrydelse mod menneskeheden at tvinge nogen til at indgå ægteskab m.v. Straffe-

domstolen har fastslået i retspraksis, at tvangsægteskab er omfattet af opsamlingsbestemmelsen

i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt

forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred. Straffedomstolen fandt

således i

Ongwen-sagen,

at tvangsægteskab udgør en forbrydelse mod menneskeheden som

anden umenneskelig handling, jf. statuttens artikel 7, stk. 1, litra k.

Der er derudover eksem-

pler på retspraksis fra Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) og de Ekstraordinære

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen,

(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar 2021 (Trial

Judgement)

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Kamre i Cambodias Domstole (ECCC), hvor tvangsægteskab er blevet anerkendt som en for-

brydelse mod menneskeheden.

Det er udvalgets vurdering, at det i lyset af Straffedomstolens praksis kan lægges til grund, at

en udtrykkelig og selvstændig kriminalisering af tvangsægteskab som en forbrydelse mod men-

neskeheden kan rummes inden for den folkeretlige sædvaneret. Det vil være mindre hensigts-

mæssigt at placere tvangsægteskaber under opsamlingsbestemmelsen i den foreslåede § 118 d,

nr. 12, om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter. Almindelige principper om

straffebestemmelsers klarhed og forudsigelighed taler desuden for, at tvangsægteskab bliver sin

egen særskilte forbrydelse mod menneskeheden.

Det foreslåede

§ 118 d, nr. 9,

omhandler forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fæl-

lesskab. Udvalget foreslår, at forfølgelsesforbrydelsen i den danske straffebestemmelse – i

modsætning til statuttens artikel 7, stk. 1, litra h – ikke skal indeholde et krav om, at diskrimi-

nationen skal være begået i sammenhæng med en forbrydelse i statutten. Det vil sige, at forføl-

gelse ikke afgrænses til at skulle være begået i sammenhæng med folkedrab, en forbrydelse

mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse.

Udvalget noterer sig, at det er omstridt, om kravet i statuttens artikel 7, stk. 1, litra h, er udtryk

for folkeretlig sædvaneret. Hverken ICTY- eller ICTR-statutten indeholder et sådant krav.

Derudover ses kravet ikke at være medtaget i flere staters nationale bestemmelser, der imple-

menterer Rom-statutten, herunder Canada, Estland, Finland, Frankrig, Litauen, Portugal, Spa-

nien, Sydkorea, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn. Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien

(ICTY) udtalte i dommen

Kupreškić m.fl.,

at afgrænsningen i artikel 7, stk.1, litra h, ikke er et

udtryk for folkeretlig sædvaneret, og at forfølgelsesforbrydelsen er en forbrydelse i sig selv

uden sammenhæng med andre forbrydelser.

Tribunalet definerede forbrydelsen som en grov

eller åbenlys fornægtelse af grundlæggende rettigheder fastlagt i folkeretlig sædvaneret eller

traktatret af diskriminerende grunde, der når den samme alvorlighed som andre handlinger om-

fattet af bestemmelsen om forbrydelser mod menneskeheden.

Den Særlige Domstol for Sierra Leone,

Anklageren mod Issa Hassan Sesay, Morris Kallon, Augustine Gbao,

afgørelse af 2. marts 2009; Tribunalet i Cambodia,

Anklageren mod Nuon Chea og Khieu Samphan

(2018 002/02),

afgørelse af 16. november 2018.

ICTR statuttens artikel 3, litra h, og ICTY statuttens artikel 5, litra h.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod

Kupreškić m.fl

(IT-95-16-T), afgørelse af 14.

januar 2000, pr. 579-581.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod

Kupreškić m.fl

(IT-95-16-T), afgørelse af 14.

januar 2000, pr. 621.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i forfølgelsesforbrydelsen i den danske bestemmelse

ikke medtages et krav om, at forfølgelsen skal være begået i sammenhæng med en forbrydelse

i statutten.

Det fremgår af statuttens artikel 7, stk. 3, at der ved udtrykket ”køn” skal forstås to køn, hankøn

og hunkøn, inden for samfundets rammer. Denne kønsopfattelse er ikke medtaget i udvalgets

forslag til dansk straffebestemmelse, da forståelsen af begrebet har udviklet sig siden statuttens

tilblivelse i 1998.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at FN’s Folkeretskommissions udkast til konven-

tion om forbrydelser mod menneskeheden definerer forbrydelsen stort set identisk med struk-

turen og indholdet i statuttens artikel 7, men at kønsdefinitionen i artikel 7, stk. 3, ikke er med-

taget. Det anføres som begrundelse for, at udtrykket ikke længere defineres, at der derved er

plads til, at forståelsen af udtrykket ændrer sig over tid – ligesom begreberne politisk, racemæs-

sig, national, etnisk, kulturel eller religiøs heller ikke er defineret i statutten.

Statuttens køns-

definition er desuden ikke anvendt i nyere folkeretlige instrumenter. Udvalget har ligeledes lagt

vægt på, at der ikke er medtaget en definition af udtrykket køn i hverken den norske, svenske

eller tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.

Diskriminationsgrundene oplistet i det foreslåede § 118 d, nr. 9, og henvisningen til andre

grunde i strid med folkeretten svarer hovedsageligt til ordlyden af statuttens bestemmelse. Det

vil sige, at politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse og kønsbestemte

grunde er oplistede beskyttelsesgrunde. Udvalget har derudover overvejet, om der bør tilføjes

yderligere diskriminationsgrunde i ordlyden af den danske bestemmelse. Dette kunne eksem-

pelvis være handicap eller seksuel orientering, som dansk ret i andre sammenhænge beskytter

mod forskelsbehandling. Anerkendte diskriminationsgrunde efter folkeretten udvikler sig over

tid, der kan falde ind under opsamlingsleddet i bestemmelsen om ”andre grunde i strid med

folkeretten”. Det er dog et uafklaret spørgsmål, hvilke yderligere diskriminationsgrunde som

stater er enige om er omfattet af forbrydelsen. Yderligere tilføjelser af beskyttelsesgrunde til

bestemmelsens ordlyd vil således være et positivt tilvalg. Udvalget har i den forbindelse lagt

vægt på, at en potentiel udvidelse af beskyttelsesgrundene er et spørgsmål i de aktuelle drøftel-

ser om en konvention om forbrydelser mod menneskeheden, og at det i forbindelse med den

tyske lovrevision foreslås, at seksuel orientering tilføjes som en beskyttelsesgrund i den tyske

bestemmelse. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at Straffedomstolens eget politikpapir om

kønsforfølgelse (”gender”) lægger til grund, at forfølgelse af bl.a. kvinder, piger, mænd, drenge

A/74/10 10 GE.19-13883, side 45 og 46.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

og LGBTQ+-personer vil være omfattet af bestemmelsen.

Udvalget foreslår på den baggrund,

at seksuel orientering tilføjes som en beskyttelsesgrund, der er oplistet i bestemmelsens ordlyd.

Det foreslåede

§ 118 d, nr. 10,

omhandler tvangsforsvindinger. Tvangsforsvindingsforbrydel-

sen er i statuttens artikel 7, stk. 2, litra i, defineret som anholdelse, tilbageholdelse eller bortfø-

relse af personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk

organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give in-

formationer om de pågældende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne

dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum. Ifølge de vejledende beskrivelser af ger-

ningsindhold kan forbrydelsen også begås ved, at frihedsberøvelsen m.v. først nægtes, hvorefter

gerningspersonen opretholder en allerede eksisterende frihedsberøvelse. Udvalget har på den

baggrund foreslået en justeret ordlyd, hvor ”efterfulgt” er erstattet af ”og”, hvorved begge hæn-

delsesforløb bedre omfattes af bestemmelsens ordlyd.

Udvalget bemærker, at Danmark i 2022 ratificerede FN’s konvention af 20. december 2006 om

beskyttelse af personer mod tvungen forsvinding. Der er 74 statsparter (pr. juni 2024) til tvangs-

forsvindingskonventionen. Tvangsforsvindingskonventionens definition af tvangsforsvindin-

ger afviger fra statuttens artikel 7, stk. 1, litra i. Definitionen af ”tvungen forsvinding” er ifølge

tvangsforsvindingskonventionens artikel 2 følgende:

”… anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsbe-

røvelse, der foretages af statens ansatte eller af personer eller grupper af personer,

der handler med statens tilladelse, støtte eller samtykke, efterfulgt af en afvisning

af at anerkende frihedsberøvelsen eller hemmeligholdelse af den forsvundne per-

sons skæbne eller opholdssted, hvilket placerer en sådan person uden for lovens

beskyttelse”.

Sammenholdt med definitionen af tvangsforsvindinger i statutten er det således ikke et krav

efter definitionen i FN’s tvangsforsvindingskonvention, at gerningspersonen skal have fjernet

offeret fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum. Modsat statutten indeholder definitionen

i tvangsforsvindingskonventionen desuden ikke et krav om, at forbrydelsen er begået med den

hensigt at fjerne den forurettede fra retmæssig beskyttelse. Dette skal derimod være en følge-

virkning. Desuden er organisationer ikke omfattet som mulige gerningspersoner efter tvangs-

forsvindingskonventionen, når de handler uden statens medvirken.

Tvangsforsvindingskonventionens definition af tvangsforsvindinger kan anses for at være gæl-

dende folkeretlig sædvaneret, men kan ikke nødvendigvis anses for at være et udtryk for gæl-

dende folkeretlig sædvaneret som forbrydelse mod menneskeheden. Statuttens betingelse om,

Straffedomstolens chefanklager (2022): ”Policy on the Crime of Gender Persecution”.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

at fjernelse af personer fra retmæssig beskyttelse skal strække sig over ”et længere tidsrum”,

hvilket ikke fremgår af tvangsforsvindingskonventionen, er fastholdt i forbindelse med f.eks.

den svenske, norske og tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden. Betin-

gelsen er ligeledes medtaget i FN’s Folkeretskommissions udkast til konventionen om forbry-

delser mod menneskeheden.

Udvalget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, også for at tage højde for Danmarks rati-

ficering af konventionen, at definitionen af tvangsforsvindinger i den foreslåede danske straf-

febestemmelse på dette punkt svarer til definitionen af tvangsforsvindinger i konventionen, som

ikke indeholder et sådant varighedskrav.

Udvalget har desuden overvejet, hvorvidt formuleringen ”med den hensigt” fra statuttens artikel

7, stk. 2, litra i, bør fastholdes i ordlyden af den foreslåede bestemmelse bl.a. i lyset af, at for-

muleringen i tvangsforsvindingskonventionen i stedet er en indtruffet følgevirkning: ”hvilket

placerer”. Formuleringen ”med den hensigt” indeholder et fremrykket fuldbyrdelsesmoment.

Det vil sige, at forbrydelsen fuldbyrdes allerede, når den forurettede f.eks. anholdes, hvis ger-

ningspersonen på dette tidspunkt har forsæt til at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse.

Udvalget har derfor valgt at lægge sig op ad formuleringen i statutten, dog med den enklere

formulering ”for at” frem for ”med den hensigt”.

4.4 Strafferammen

Straffedomstolen kan i henhold til artikel 77 idømme en straf på fængsel indtil 30 år eller livs-

varigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og den domfældtes person-

lige forhold.

Strafferammen for en lovovertrædelse bør i dansk ret som udgangspunkt kunne favne tilstræk-

keligt bredt fra f.eks. en enkeltstående overtrædelse begået under formildende omstændigheder

til de allermest strafværdige tilfælde henset til bl.a. grovhed og antal forhold til pådømmelse.

For flere lovovertrædelser, der pådømmes samtidig, udmåles en fælles straf inden for den stren-

geste af overtrædelsernes strafferammer, jf. straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt. Under særdeles

skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne

foreskrevne straf med indtil det halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt. Der er således i straffeloven en

formodning for, at straffen for flere forbrydelser som udgangspunkt kan rummes inden for den

strengeste af overtrædelsernes strafferammer.

Det er udvalgets opfattelse, at strafferammen for forbrydelser mod menneskeheden bør være

fængsel indtil på livstid for at afspejle forbrydelsens alvor og for at skabe sammenhæng med

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

de eksisterende bestemmelser i straffeloven, herunder § 237 om drab, der har en strafferamme

på fængsel indtil livstid.

Udvalget finder ikke anledning til at inddele bestemmelsen i mindre grove overtrædelser med

en lavere tidsbestemt strafferamme. Udvalget har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at alle

forbrydelser mod menneskeheden er meget strafværdige. Udvalget har desuden lagt vægt på, at

der i andre ”internationale” straffebestemmelser heller ikke er foretaget en sådan opdeling. Det

gælder eksempelvis straffelovens § 114 om terrorisme, der har en strafferamme på fængsel

indtil på livstid for forskellige typer af handlinger, bl.a. drab og frihedsberøvelse, hvor sidst-

nævnte uden det særlige terrorforsæt har en lavere strafferamme efter straffelovens § 261, samt

folkedrabsloven, der har en strafferamme på ”fængsel indtil livstid eller på tid ikke over 16 år”

for alle fem typer af folkedrabshandlinger.

Udvalget har overvejet, om der i den foreslåede strafferamme bør fastsættes en forhøjet mini-

mumsstraf. Det kan anføres, at det vil være vanskeligt for både udvalget og lovgiver på forhånd

at tage højde for den variation af tilfælde, som kan forekomme i praksis. Særligt tungtvejende

er risikoen for, at domstolene tvinges til at udmåle straffe, der i enkelttilfælde ikke forekommer

hverken rimelige eller proportionale. I gældende dansk straffelovgivning forekommer mini-

mumsstrafferammer også kun i ganske få tilfælde, herunder straffelovens § 237 om drab og

straffelovens § 192 a om grove overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer, mens

straffelovens § 114 om terrorisme og folkedrabsloven ikke indeholder en minimumsstraf. Ud-

valget finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå en minimumsstrafferamme i den nye

straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.

Udvalget finder dog, at strafferammen henset til forbrydelsens grovhed ikke skal give mulighed

for bødestraf.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Krigsforbrydelser

1. Folkeret

1.1 Indledning

Krigsforbrydelser er reguleret i både den humanitære folkeret og den internationale strafferet

samt folkeretlig sædvaneret.

Den humanitære folkeret indeholder regler for væbnet konflikt (jus in bello). Den humanitære

folkerets regler er primært rettet mod stater, og tilsidesættelse af disse regler kan medføre et

folkeretligt ansvar for den enkelte stat. Væbnet konflikt reguleres af traktatretlige eller sædva-

neretlige regler om forbudte kampmetoder og -midler og om beskyttelse af civile, sårede og

syge, krigsfanger m.v. Regelkomplekset består i dag af mere end tusinde bestemmelser spredt

over en lang række internationale traktater, hvoraf Danmark har tiltrådt langt de fleste, samt

den folkeretlige sædvaneret, som alle stater er bundet af.

Den humanitære folkeret indeholder forskellige kategorier af krigsforbrydelser. Den første ka-

tegori omfatter et afgrænset antal forbrydelser, som samlet set betegnes som

grove overtrædel-

ser

(”grave breaches”) af Genève-konventionerne og tillægsprotokol I. Disse forbrydelser op-

regnes i artikel 50 i Genève-konvention I, artikel 51 i Genève-konvention II, artikel 130 i Ge-

nève-konvention III, artikel 147 i Genève-konvention IV samt artikel 11 og 85 i tillægsprotokol

I. Den anden kategori omfatter alle andre

alvorlige overtrædelser

(”serious violations”) af den

humanitære folkeret. I dag anses alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret i ikke-

internationale væbnede konflikter tillige for krigsforbrydelser. Krigsforbrydelser er således

grove eller alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret, det vil sige de folkeretlige reg-

ler, der gælder i væbnet konflikt (”krigens regler”). Sådanne overtrædelser medfører et indivi-

duelt strafansvar.

Danmark har tiltrådt bl.a. følgende konventioner på den humanitære folkerets område: Haager-

konvention nr. IV af 18. oktober 1907 om regler og vedtægter for krig til lands,

de fire Ge-

nève-konventioner af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter,

herunder henholdsvis syge og sårede i landkrig, syge og sårede i søkrig, krigsfanger og civilbe-

folkningen, samt tillægsprotokollerne til Genève-konventionerne af 8. juni 1977 om

Bekendtgørelse nr. 37 af 20. januar 1910 angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag

den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

beskyttelsen af civile i henholdsvis internationale (I) og ikke-internationale væbnede konflikter

(II).

Danmark har endvidere ratificeret UNESCO-konventionen fra 1954 om beskyttelse af

kulturværdier under væbnet konflikt samt de to tillægsprotokoller til konventionen.

Der hen-

vises til den danske militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale mi-

litære operationer, kapitel 3, der indeholder et bilag, med oversigt over gældende traktater in-

denfor den humanitære folkeret i væbnede konflikter. Den danske militærmanual er udarbejdet

af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i 2016 og opdateret i 2020. Manualen skal ud-

gøre grundlaget for al uddannelse af Forsvarets personel på området for folkeret i internationale

militære operationer.

Den internationale strafferet har til formål at holde individer – ikke stater – strafferetligt an-

svarlige for alvorlige internationale forbrydelser. Den internationale strafferet indeholder bl.a.

regler, der definerer folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggres-

sionsforbrydelsen og fastlægger procedurereglerne for sagsførelse ved internationale domstole

og tribunaler. Rom-statutten nedfælder de væsentligste internationale regler i såvel den materi-

elle som processuelle strafferet i forhold til Straffedomstolen.

Den humanitære folkeret og den internationale strafferet er i vidt omfang tæt forbundne rets-

områder. Eksempelvis indeholder den humanitære folkeret regler, der materielt hører til den

internationale strafferet, se eksempelvis de ovenfor nævnte artikler om grove overtrædelser af

de fire Genève-konventioner og artikel 86, stk. 2, og artikel 87 i tillægsprotokol I til Genève-

konventionerne vedrørende kommandoansvar. Praksis fra internationale strafferetlige tribuna-

ler har ligeledes bidraget til at bringe klarhed over spørgsmål og fortolkning af regler inden for

den humanitære folkeret, se eksempelvis

Tadic-dommen,

der bidrog til at klarlægge kriterierne

for, hvornår der foreligger en ikke-international væbnet konflikt.

Med henblik på at afklare, hvad de nye danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser som

minimum skal indeholde, har udvalget taget udgangspunkt i artikel 8 om krigsforbrydelser i

Straffedomstolens statut.

1.1.1

Klassifikation af væbnede konflikter

Den humanitære folkeret finder anvendelse i væbnet konflikt og i tilfælde af besættelse. Ge-

nève-konventionerne gælder i tilfælde af erklæret krig, men også i andre tilfælde af væbnet

Genève-konventionerne er ratificeret af Danmark ved kongelig resolution af 14. juni 1951. Tillægsprotokollerne

er ratificeret af Danmark ved kongelig resolution af 2. juni 1982.

Bekendtgørelse nr. 32 af 23. oktober 2003 om UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kultur-

værdier i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende protokol.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY):

Anklageren mod Tadic

(IT-94-1), afgørelse af 15.

juli 1999.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

konflikt. Der kræves ikke en krigserklæring for, at den humanitære folkeret finder anvendelse.

Afgives en krigserklæring, kan en sådan erklæring dog i sig selv være tilstrækkelig til at indlede

en væbnet konflikt, også selv om kamphandlinger endnu ikke er brudt ud. Der henvises til mi-

litærmanualens kapitel 3, afsnit 5, om den humanitære folkeret.

Vurderingen af, om der foreligger en væbnet konflikt, afgøres af de faktiske forhold. Den hu-

manitære folkeret finder anvendelse, selv om en af parterne i konflikten ikke anerkender, at der

foreligger en væbnet konflikt. Genève-konventionernes fællesartikel 1 fastslår, at konventio-

nerne skal gælde ”under alle omstændigheder”, det vil sige uanset, om modstanderen faktisk

efterlever reglerne, og uanset årsagen til, at parterne er i en væbnet konflikt med hinanden. Den

humanitære folkerets regler er således hverken betinget af gensidighed (reciprocitet) eller af,

hvorvidt den pågældende magtanvendelse i øvrigt er i overensstemmelse med folkeretten (jus

ad bellum).

Den humanitære folkeret skelner grundlæggende mellem to konflikttyper: Internationale og

ikke-internationale væbnede konflikter. En væbnet konflikt, der finder sted mellem to eller flere

stater, benævnes en

international væbnet konflikt.

En væbnet konflikt benævnes en

ikke-inter-

national væbnet konflikt,

når den finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væb-

net gruppe, herunder en oprørsgruppe. Betegnelsen anvendes også, når konflikten finder sted

mellem to eller flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Eksempelvis kan krigen i

Syrien og kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat betegnes som ikke-international væb-

net konflikt.

Tærsklen for intensiteten i kamphandlinger, der kvalificerer handlingerne som en væbnet kon-

flikt, ligger højere i interne konfliktsituationer end i internationale væbnede konflikter. I ikke-

internationale væbnede konflikter vil der således ofte være behov for at vurdere, hvornår spo-

radiske voldshandlinger – eventuelt i form af voldelige demonstrationer eller tidsmæssigt ad-

skilte, enkeltstående anslag – udvikler sig til en egentlig væbnet konflikt. Artikel 1 i tillægspro-

tokol II til Genève-konventionerne betoner udtrykkeligt, at protokollen ikke skal anvendes på

interne uroligheder og spændinger såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger og

andre lignende handlinger. Der henvises til militærmanualens kapitel 2, afsnit 3.3.1.

1.1.2

Den humanitære folkerets aktører

Den humanitære folkeret opererer med en række aktører, som har forskellig beskyttelsesstatus

i forbindelse med væbnede konflikter. Disse aktørers status, herunder hvornår og i hvilket om-

fang de nyder beskyttelse i henhold til den humanitære folkeret, er en integreret del af reglerne

om krigsforbrydelser, hvorfor de kort gennemgås i det følgende. Der henvises i det hele til

militærmanualens kapitel 5.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Der sondres helt overordnet i væbnede konflikter mellem konfliktparternes væbnede styrker og

civile. I internationale væbnede konflikter betragtes enhver, der ikke er kombattant, som civil,

jf. artikel 50, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.

Ikke-statslige aktører i form

af individer, oprørsgrupper og andre organiserede væbnede grupper, der tager direkte del i

fjendtlighederne, betragtes som civile, der mister beskyttelsen mod direkte angreb, så længe

den direkte deltagelse pågår, og de vil eventuelt kunne retsforfølges i konfliktstaten for forbry-

delser mod statsmagten. Der henvises til militærmanualens kapitel 5, afsnit 2.2 om civiles di-

rekte deltagelse i fjendtlighederne.

Sanitetspersonel og religiøst personel udgør en mellemkategori på baggrund af denne personel-

gruppes status som medlemmer af de væbnede styrker, men med særlig folkeretlig beskyttelse,

der forudsætter, at personellet ikke tager direkte del i fjendtlighederne. Der henvises til mili-

tærmanualens kapitel 7, afsnit 3.

1.1.2.1 Internationale væbnede konflikter

En statslig konfliktparts væbnede styrker består af alle organiserede, væbnede styrker, grupper

eller enheder, som er under kommando, og som over for denne part er ansvarlig for de under-

ordnedes handlinger. Det gælder også selv om denne part er repræsenteret af en regering eller

myndighed, der ikke anerkendes af en modpart, jf. artikel 43, stk. 1, i tillægsprotokol I til Ge-

nève-konventionerne, der angår beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. En

parts væbnede styrker har – med undtagelse af sanitetspersonel og religiøst personel – status

som kombattanter, der har ret til at tage direkte del i fjendtlighederne, jf. artikel 43, stk. 2, i

tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.

Det anføres ligeledes i regel 4 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvanerets-

studie (”Customary International Humanitarian Law Study”), at de væbnede styrker tilhørende

en part i en international væbnet konflikt består af alle organiserede væbnede styrker, grupper

og enheder, som er under en kommandostruktur med ansvar overfor vedkommende part, når

det gælder de underordnedes handlemåde. Sædvaneretsstudiet er en omfattende forskningsrap-

port fra 2005, der angiver 161 uskrevne sædvaneretlige regler inden for den humanitære folke-

ret.

Kombattanter skal udskille sig fra civilbefolkningen under et angreb, eller en militær operation

forud for et angreb, således at modstanderne kan se forskel på civile og kombattanter og dermed

vide, hvem de lovligt kan angribe. Udskillelse indebærer som minimum, at kombattanten

Det bemærkes, at kombattantstatus, herunder status som krigsfange, ikke findes i den folkeretlige regulering af

ikke-internationale væbnede konflikter.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udskiller sig ved brug af karakteristiske beklædningsgenstande, jf. artikel 44, stk. 3, i tillægs-

protokol I til Genève-konventionerne. Udskillelse kan ske ved brug af f.eks. militæruniform

eller et andet karakteristisk kendetegn, der er synligt på afstand, samt synlig bevæbning. Civile,

der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, er beskyttede mod direkte angreb, jf. artikel 51,

stk. 3, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne. Der henvises til militærmanualens kapitel

5, afsnit 2.2.

1.1.2.2

Ikke-internationale væbnede konflikter

Den humanitære folkeret indeholder ikke regler om kombattanter i ikke-internationale væbnede

konflikter.

Her kan medlemmer af ikke-statslige organiserede væbnede grupper og civile kun

gøres til genstand for angreb, hvis betingelserne for direkte deltagelse i fjendtlighederne er op-

fyldt. Der henvises til militærmanualens kapitel 5, afsnit 2.2 om kriterierne for direkte delta-

gelse i fjendtlighederne samt kapitel 5, afsnit 3.1 om begrebet ”continuous combat function”.

1.1.3

Principper i den humanitære folkeret

Den humanitære folkeret indeholder overordnet fire grundlæggende principper for væbnet kon-

flikt. Principperne har en selvstændig betydning, men overlapper i deres indhold. De fungerer

samtidig som et fortolkningsbidrag til de detaljerede regler for kampførelse i den humanitære

folkeret. De fire nedenfor beskrevne principper er alle udtryk for folkeretlig sædvaneret og gæl-

der både i international og ikke-international væbnet konflikt. Der henvises til militærmanua-

lens kapitel 4 om grundlæggende principper og normer i væbnet konflikt.

1.1.3.1 Princippet om militær nødvendighed

Det følger af princippet om militær nødvendighed (”the principle of military necessity”), at en

konfliktpart kun må anvende den grad og type af magt, der er nødvendig for at fremtvinge

modstanderens hele eller delvise overgivelse med mindst muligt tab af menneskeliv, tid og res-

sourcer. Dette kan betegnes som konfliktens legitime grundlag. Magtanvendelsen skal således

være lovlig, kontrolleret og nødvendig.

Kravet om lovlighed indebærer, at reglerne i den humanitære folkeret overholdes. Kravet om

kontrolleret magtanvendelse indebærer, at magtanvendelsen i en militær kontekst skal være

nøje afstemt med opnåelsen af den militærstrategiske målsætning. Det betyder, at enhver brug

af magt, der ikke har modstanderens hele eller delvise overgivelse som mål, anses for ulovlig.

At magtanvendelsen skal være nødvendig indebærer, at konfliktparten ikke må anvende mere

magt end nødvendigt for at nå deres strategiske mål hurtigt og effektivt. Dette forudsætter

En undtagelse hertil – som ikke længere har praktisk relevans - er særlige konflikter omfattet af artikel 1, stk. 4,

i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne, herunder kamp mod et koloniherredømme i udøvelsen af retten til

selvbestemmelse.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

ligeledes, at der ikke bruges mere magt end højst nødvendigt. Der henvises til militærmanualens

kapitel 4, afsnit 2.

1.1.3.2 Princippet om humanitet

Princippet om humanitet (”the principle of humanity”) udtrykker et grundlæggende forbud mod

at påføre lidelse, skade eller ødelæggelse, som ikke er nødvendig for at opnå det militære mål.

En konfliktpart må således ikke anvende kampmidler eller kampmetoder, der er egnede til at

påføre modstanderen unødig lidelse eller skade. En konfliktpart skal desuden i forbindelse med

planlægning, udførelse af eller forsvar mod angreb træffe en række forsigtighedsforanstaltnin-

ger for at begrænse skade og tab blandt civile. Derudover indeholder princippet et krav om

human behandling af frihedsberøvede personer i konfliktpartens varetægt. Der henvises til mi-

litærmanualens kapitel 4, afsnit 3.

1.1.3.3 Distinktionsprincippet

Distinktionsprincippet (”the principle of distinction”) indebærer, at konfliktparterne til enhver

tid skal skelne mellem civile og kombattanter/medlemmer af organiserede væbnede grupper,

der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne, samt mellem civile genstande og militære mål.

Det vil sige, at angreb alene må rettes mod militære mål, kombattanter og andre, der tager di-

rekte del i kamphandlingerne. Princippet indebærer desuden, at de stridende parter skal mulig-

gøre sondringen for modstanderen, herunder ved at afmærke kombattanter m.v., holde civile og

civile objekter adskilt fra militære mål og i øvrigt træffe forsigtighedsforanstaltninger for at

beskytte og skåne civilbefolkningen mod effekten af de militære operationer. Der henvises til

militærmanualens kapitel 4, afsnit 4.

1.1.3.4 Proportionalitetsprincippet

Det følger af proportionalitetsprincippet (”the principle of proportionality”) at civile tab, der

opstår som følge af en militær operation, ikke betydeligt må overstige den forventede, konkrete

og direkte militære fordel. Det betyder navnlig, at der skal foretages en vurdering af den ska-

devirkning, som et angreb på det militære mål må forventes at forårsage på civile personer eller

civile objekter. Angrebets afledte skade på civile personer og objekter betegnes kollateral skade

(”collateral damage”). Et angreb mod et militært mål må kun gennemføres, hvis den kollaterale

skade vurderes ikke betydeligt at overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel

ved angrebet. Der henvises til militærmanualens kapitel 4, afsnit 5.

1.1.4

Strafsanktionering af overtrædelser af den humanitære folkeret

Den humanitære folkeret indeholder forskellige kategorier af krigsforbrydelser. Den første ka-

tegori omfatter et afgrænset antal forbrydelser, som samlet set betegnes som

grove overtrædel-

ser

(”grave breaches”) af Genève-konventionerne og tillægsprotokol I. Disse forbrydelser

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

opregnes i artikel 50 i Genève-konvention I, artikel 51 i Genève-konvention II, artikel 130 i

Genève-konvention III, artikel 147 i Genève-konvention IV samt artikel 11 og 85 i tillægspro-

tokol I. Det omfatter eksempelvis forsætligt drab på civile og tortur.

Alle stater har en pligt til at eftersøge og retsforfølge personer, som formodes at have begået

eller beordret grove overtrædelser, uden hensyn til den formodede gerningspersons nationalitet

og til gerningsstedet. Staterne har således en pligt til at udøve universel straffemyndighed over

disse forbrydelser.

En stat kan også vælge at udlevere den formodede gerningsperson til en anden stat, som har

tilvejebragt et tilstrækkeligt bevismateriale og har fremsat en begæring om udlevering (princip-

pet om

aut dedere, aut judicare).

Dette følger af artikel 49, stk. 2, i Genève-konvention I, artikel

50, stk. 2, i Genève-konvention II, artikel 129, stk. 2, i Genève-konvention III og artikel 146,

stk. 2, i Genève-konvention IV. Se også regel 157 og 158 i Den Internationale Røde Kors Ko-

mités (ICRC) sædvaneretsstudie.

Den anden kategori omfatter alle andre

alvorlige overtrædelser

(”serious violations”) af den

humanitære folkeret. Stater har ret til, men er ikke som efter Genève-konventionerne forplig-

tede til, at retsforfølge personer, der formodes at have begået alvorlige overtrædelser af den

humanitære folkeret.

Det er i dag fast etableret, at grove og alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret, her-

under traktater og sædvaneret, udgør krigsforbrydelser, for hvilke individer kan ifalde strafan-

svar, i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter, jf. regel 156 i Den Inter-

nationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.

Der er desuden en type overtrædelser, der kan betegnes som andre overtrædelser af den huma-

nitære folkeret. Disse overtrædelser udgør ikke krigsforbrydelser. En sådan overtrædelse af den

humanitære folkeret omfatter eksempelvis den situation, at en kombattant tilegner sig et stykke

brød, der tilhører en anden person, på et besat område. Stater er ikke forpligtet til at retsforfølge

sådanne overtrædelser, men skal tage skridt til at forhindre dem.

For så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed henvises der til kapitel 13.

Regel 157 og 158 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie; Dansk Røde Kors (red.)

(2015):

Den Humanitære Folkeret og Danmark.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, side 31.

Dansk Røde Kors (red.) (2015):

Den Humanitære Folkeret og Danmark.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag,

1. udgave, side 31.

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.2 Rom-statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser

Danmark har tiltrådt statutten for Straffedomstolen, der som nævnt i kapitel 2, afsnit 6, er in-

korporeret ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Statuttens

artikel 8, stk. 2, definerer på baggrund af den humanitære folkerets regler en række krigsfor-

brydelser, som Straffedomstolen tildeles jurisdiktion over. I bestemmelsen opregnes krigsfor-

brydelser underinddelt i litra a-f. Litra a og b omfatter krigsforbrydelser begået i internationale

væbnede konflikter, mens litra c-f omfatter krigsforbrydelser begået i ikke-internationale væb-

nede konflikter.

Siden statuttens ikrafttræden i 2001 har medlemsstaterne vedtaget et antal ændringer af artikel

8. Ændringerne består for det første af, at kriminaliseringen i internationale væbnede konflikter

af anvendelsen af gift eller forgiftede våben, kvælende, giftige eller andre gasser samt alle til-

svarende væsker, materialer og midler samt projektiler, der udvider sig eller let udflades i den

menneskelige krop, udstrækkes til også at gælde i ikke-internationale væbnede konflikter. Li-

geledes udstrækkes kriminaliseringen af forsætlig anvendelse af udsultning af civile i interna-

tionale væbnede konflikter til også at gælde i ikke-internationale væbnede konflikter. For det

andet består ændringerne af, at anvendelsen af bakteriologiske og biologiske våben, ikke-påvi-

selige sprængstykker og blindende laservåben kriminaliseres i både internationale og ikke-in-

ternationale væbnede konflikter.

Disse tilføjelser til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii-xxix, og litra e, nr. xiii-xix, gælder for de

deltagerstater, der har ratificeret eller godkendt dem. Danmark har ikke ratificeret eller god-

kendt ændringerne. Der henvises til dette kapitels afsnit 4.5.1 og 4.6.1 om udvalgets overvejel-

ser vedrørende dansk ratifikation af disse tilføjelser til statutten.

Straffedomstolens statut skal primært forstås som et retligt instrument, der afgrænser domsto-

lens jurisdiktion til at retsforfølge bl.a. visse krigsforbrydelser, frem for et retligt instrument,

der generelt definerer krigsforbrydelser på en udtømmende måde. Statutten kan imidlertid anses

som et udgangspunkt for at klarlægge, hvilke overtrædelser af den humanitære folkeret der som

minimum udgør krigsforbrydelser, som et individ kan pålægges et strafferetligt ansvar for.

Statuttens artikel 8 opregner i alt 50 krigsforbrydelser – og 60 krigsforbrydelser samlet set med

de senere vedtagne tilføjelser, der ikke er ratificeret af Danmark.

Ordlyden af statuttens artikel 8 er gengivet nedenfor. Det bemærkes, at ændringer i bestemmel-

sen, som Danmark ikke har ratificeret, er kursiveret i gengivelsen af bestemmelsens ordlyd:

”Artikel

8. Krigsforbrydelser

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1. Domstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig så-

danne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udfø-

relse af sådanne forbrydelser.

2. Ved ”krigsforbrydelser” forstås i denne statut:

(a) Grove overtrædelser af Genèvekonventionerne af 12. august 1949, det vil sige

enhver af følgende handlinger mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse i

henhold til bestemmelserne i den relevante Genèvekonvention:

(i) forsætligt drab,

(ii) tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg,

(iii) forsætlig tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme

eller helbred,

(iv) omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdig-

gøres af militær nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig

måde,

(v) at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i

en fjendtlig magts styrker,

(vi) forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret

til betryggende og behørig domstolsbehandling,

(vii) retsstridig deportation eller overførsel eller retsstridig internering,

(viii) gidseltagning.

(b) Andre grove overtrædelser af ret og sædvaner, der finder anvendelse under in-

ternationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver

af følgende handlinger:

(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltper-

soner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,

(ii) forsætligt at angribe civile genstande, det vil sige genstande, der ikke er

militære mål,

(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller be-

fordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende

mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de

er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i

henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,

(iv) forsætligt at foretage angreb med viden om, at det pågældende angreb

vil forårsage tilfældige tab blandt civile eller skade på civile eller civile gen-

stande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som

klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære

fordel,

(v) at angribe eller bombardere, uanset på hvilken måde, byer, landsbyer,

boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål,

(vi) at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingelsesløst,

idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at

forsvare sig med,

(vii) uretmæssigt at anvende et parlamentærflag, fjendens eller De Forenede

Nationers flag eller militære kendetegn eller uniform, samt Genèvekonven-

tionernes kendemærker, med død eller alvorlig personskade til følge,

100

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(viii) besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens

egen civilbefolkning til det besatte område eller deportation eller overfø-

relse af hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller

uden for dette område,

(ix) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,

kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospi-

taler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er mili-

tære mål,

(x) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse

eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art,

der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den

pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager,

at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes

for alvorlig fare,

(xi) ved forræderi at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige

nation eller hær,

(xii) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,

(xiii) at ødelægge eller beslaglægge modpartens ejendom, medmindre dette

er påkrævet af tvingende militær nødvendighed,

(xiv) at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsan-

læg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort

gældende ved domstolene,

(xv) at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod

deres eget land, uanset om de var i dens tjeneste inden krigens begyndelse,

(xvi) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget

under bestorming,

(xvii) at anvende gift eller forgiftede våben,

(xviii) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende

væsker, materialer eller midler,

(xix) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den men-

neskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele

kernen eller er gennemhullet af indskæringer,

(xx) at anvende våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsfø-

relse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig li-

delse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med de folkeret-

lige regler under væbnede konflikter, forudsat at de pågældende våben, pro-

jektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af et omfattende

forbud og er optaget i et bilag til denne statut ved en ændring i henhold til

de relevante bestemmelser i art. 121 og 123,

(xxi) at krænke den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og ned-

værdigende behandling,

(xxii) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen

graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering eller en-

hver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse

af Genèvekonventionerne,

(xxiii) at udnytte tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til

at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operatio-

ner,

101

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(xxiv) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - trans-

porter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i

overensstemmelse med folkeretten,

(xxv) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at und-

drage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder for-

sætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genèvekonventio-

nerne,

(xxvi) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væb-

nede styrker eller at anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne,

(xxvii) at anvende våben, som indeholder bakteriologiske eller andre biolo-

giske stoffer eller toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsme-

tode,

(xxviii) at anvende våben hvis primære våbenvirkning er at skade ved

sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved

hjælp af røntgen,

(xxix) anvende laservåben, specifikt designet til som eneste eller som en af

dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede

øje, hvorved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindret-

ninger.

(c)

I tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, alvorlige overtrædelser

af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 12. august 1949, det vil sige

enhver af følgende handlinger, der begås mod personer, der ikke deltager aktivt i

fjendtlighederne, herunder medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våb-

nene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, frihedsbe-

røvelse eller en hvilken som helst anden omstændighed:

(i) vold mod liv og legeme, i særdeleshed drab af enhver art, lemlæstelse,

grusom behandling og tortur,

(ii) krænkelse af den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og ned-

værdigende behandling,

(iii) gidseltagning,

(iv) domfældelse eller henrettelse uden forudgående dom afsagt af en behø-

rigt konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som almindeligvis

anerkendes som ufravigelige.

(d)

Stk. 2 (c) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og

finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optø-

jer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.

(e)

Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner, der gælder i ikke-interna-

tionale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af

følgende handlinger:

(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltper-

soner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,

(ii) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - transpor-

ter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i over-

ensstemmelse med folkeretten,

102

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller be-

fordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende

mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de

er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i

henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,

(iv) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,

kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospi-

taler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er mili-

tære mål,

(v) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget

under bestorming,

(vi) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen gra-

viditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver

anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af

den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner,

(vii) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væb-

nede styrker eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlig-

hederne,

(viii) at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet til kon-

flikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende mili-

tære grunde nødvendiggør dette,

(ix) ved forræderi at dræbe eller såre en fjendtlig kombattant,

(x) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,

(xi) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse

eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art,

der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af de

pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager,

at den eller de pågældende afgår ved døden eller at deres helbred udsættes

for alvorlig fare,

(xii) at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, medmindre dette

er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.

(xiii) at anvende gift eller forgiftede våben,

(xiv) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende

væsker, materialer eller midler,

(xv) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den men-

neskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele

kernen eller er gennemhullet af indskæringer,

(xvi) at anvende våben, som indeholder bakteriologiske eller andre biolo-

giske stoffer eller toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsme-

tode,

(xvii) at anvende våben hvis primære våbenvirkning er at skade ved spræng-

stykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af

røntgen

(xviii) anvende laservåben, specifikt designet til som eneste eller som en af

dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede

øje, hvorved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindret-

ninger,

103

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(xix) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at und-

drage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder

forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger.

(f)

Stk. 2 (e) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og

finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optø-

jer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger. Det finder

anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium, når der er

en langvarig væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organiserede væb-

nede grupper eller mellem sådanne grupper.

3. Intet i stk. 2 (c) og (e) berører en regerings ansvar for med alle retmæssige midler

at opretholde eller genoprette lov og orden i staten eller at forsvare statens nationale

enhed og territoriale uafhængighed.”

1.3 Generelle materielle strafbetingelser for krigsforbrydelser

Det følgende indeholder en kort gennemgang af de generelle materielle betingelser for strafan-

svar for krigsforbrydelser efter den humanitære folkeret.

1.3.1

Krav om at krigsforbrydelser er begået som led i en plan eller politik eller som led

i en omfattende udøvelse af sådanne forbrydelser?

Rom-statuttens artikel 8, stk. 1, fastslår, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med hensyn

til de krigsforbrydelser, som er defineret i bestemmelsens stk. 2, litra a-f, navnlig sådanne, der

begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbry-

delser.

Karakteren af dette kvalificerede krav har været diskuteret i forhold til såvel Straffedomstolens

jurisdiktion som til begrebet krigsforbrydelser generelt. Straffedomstolen har imidlertid i sin

retspraksis tilkendegivet, at formuleringen ”navnlig sådanne” indebærer, at der med kravet

alene er tale om en praktisk rettesnor for, hvilken type sager Straffedomstolen bør beskæftige

sig med.

Straffedomstolen har således jurisdiktion over krigsforbrydelser, der ikke er begået

som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.

Formuleringen ”navnlig sådanne” medfører heller ikke en generel afgrænsning af de forhold,

der kan kvalificeres som krigsforbrydelser. Enkeltstående ulovlige forhold vil således også

kunne udgøre en krigsforbrydelse, selv om forholdet hverken er begået som led i en plan eller

politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Der består således ikke

generelt et særligt tærskelkrav i forhold til domstolens jurisdiktion.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08), Decision Pursuant to Article 61 (7)(a) and (b) of

the Rome Statute on the Charges of Prosecutor against Jean-Pierre Bemba Gombo, afgørelse af 15. juni 2009, pr.

11; Straffedomstolen,

Anklageren mod Katanga

(ICC-01/04-01/07), Judgment pursuant to article 74 of the Statute,

afgørelse af 7. marts 2014, pr. 896.

104

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.3.2

Kravet om forbindelse til en væbnet konflikt

Eksistensen af en væbnet konflikt er en nødvendig betingelse, men ikke en tilstrækkelig betin-

gelse for, at en handling kan udgøre en krigsforbrydelse. For at en overtrædelse af den huma-

nitære folkeret kan udgøre en krigsforbrydelse, er det en grundlæggende betingelse i den inter-

nationale strafferet, at forholdet fandt sted i tilknytning til en væbnet konflikt. Det vil sige, at

der er en grundbetingelse om et såkaldt neksus mellem overtrædelsen og den væbnede konflikt.

Denne grundbetingelse kan betegnes som neksus-kravet. Se ligeledes de vejledende beskrivel-

ser af gerningsindholdet i statuttens artikel 8.

”I tilknytning til” indebærer, at forbrydelsen skal være begået i sammenhæng med og have en

forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: ”in the

context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk

område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil

derfor falde uden for bestemmelsen.

Denne grundbetingelse betyder ifølge international retspraksis, herunder fra Krigsforbrydertri-

bunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), at eksistensen af den væbnede konflikt som mini-

mum må spille en substantiel rolle i gerningspersonens mulighed for at begå det pågældende

forhold, i vedkommendes beslutning om at begå forholdet, måden forbrydelsen blev begået på

eller formålet med det pågældende forhold.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsæt-

ning, at gerningspersonen havde kendskab til de faktiske omstændigheder, der udgjorde den

væbnede konflikt. Kravet til gerningspersonens viden (mens

rea)

indebærer ikke, at gernings-

personen skal have foretaget en vurdering af eksistensen af en væbnet konflikt eller dens ka-

rakter som international eller ikke-international.

I Rom-statutten er begrebet væbnet konflikt, herunder sondringen mellem internationale væb-

nede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter, ikke defineret. Det må derfor i ud-

gangspunktet forstås i overensstemmelse med den almindelige forståelse i den humanitære fol-

keret. Der henvises til afsnit 1.1.1 ovenfor om klassifikation af væbnet konflikt m.v. i den hu-

manitære folkeret.

Straffedomstolen har i sin praksis lagt til grund, at en international væbnet konflikt er en kon-

flikt, der finder sted mellem to eller flere stater, herunder hel eller delvis besættelse af en anden

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Kunarac et al.

(IT-96-23 og

23/1), afgørelse af 12. juni 2002, pr. 58.

105

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

stats territorium.

Dette fremgår ligeledes af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.

Domstolen har endvidere udtalt, at en ikke-international væbnet konflikt defineres som en væb-

net konflikt, der finder sted inden for en stats territorium. Det bemærkes, at Danmark og en

række andre lande har givet udtryk for den opfattelse, at en konflikt mellem en stat og en ikke-

statslig aktør kan være en ikke-international væbnet konflikt, også når konflikten udspiller sig

på tværs af landegrænser, som eksempelvis i kampen mod Islamisk Stat. Konflikten er mellem

enten regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.

1.3.3

Krigsforbrydelsers sammenhæng med den humanitære folkeret

Den humanitære folkerets regler udgør således en integreret del af gerningsindholdet for de

enkelte krigsforbrydelser i statutten, og gerningsindholdet må forstås i lyset af den humanitære

folkeret.

Dette er særligt tydeligt visse steder i statutten, hvor der anvendes begreber, som udfyldes af

den humanitære folkeret. Eksempelvis anvender statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, om

deportation ordlyden ”retsstridig deportation”. Det fremgår af pkt. 6 i den generelle indledning

til Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet i statutten, at kravet om ”rets-

stridig” (”unlawfulness”) ikke er defineret i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold. Det

samme gør sig gældende for eksempelvis udtrykket ”beskyttet person”, der derfor må forstås i

overensstemmelse med den humanitære folkeret.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at elementerne for

krigsforbrydelser under statuttens artikel 8, stk. 2, skal fortolkes inden for den humanitære fol-

kerets rammer, herunder den del af den humanitære folkeret, der gælder for væbnede konflikter

til søs.

1.3.4

Ansvarssubjekt og gerningsobjekt for krigsforbrydelser

Strafansvar for krigsforbrydelser er i princippet ikke betinget af, at ansvarssubjektet har en sær-

lig status. Det vil sige, at både kombattanter, medlemmer af en ikke-statslig organiseret væbnet

gruppe og civile i princippet kan begå en krigsforbrydelse. Det afgørende er, om det pågældende

forhold har den påkrævede sammenhæng med den væbnede konflikt (neksus-kravet). Krigsfor-

brydelsers karakter betyder dog, at det i praksis oftest vil være en kombattant eller et medlem

af en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, der begår en sådan forbrydelse.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Lubanga

(ICC-01/04-01/06), Decision on the Confirmation of Charges, af-

gørelse af 29. januar 2007, pr. 209.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08), Decison Pursuant to Article 61(7)(a) and (b) of

the Rome Statute on the Charges of the Prosecutor against Jean-Pierre Bemba Gombo, afgørelse af 15. juni 2009,

pr. 231 og 235.

106

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Kombattanter, medlemmer af en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe og civile kan ligeledes

være ofre for en krigsforbrydelse. Derudover kan ejendom, løsøre m.v. være genstand for en

krigsforbrydelse. Det afgørende er, om personen, ejendommen m.v. er beskyttet i henhold til

den humanitære folkeret.

1.4 De enkelte krigsforbrydelser i Rom-statutten

Artikel 8, stk. 2, litra a og b, finder anvendelse på krigsforbrydelser begået under internationale

væbnede konflikter, hvorved forstås, at handlingen fandt sted i kontekst af og med tilknytning

til en international væbnet konflikt.

Artikel 8, stk. 2, litra c-f, finder anvendelse på krigsforbrydelser begået under ikke-internatio-

nale væbnede konflikter, hvorved forstås, at handlingen fandt sted i kontekst af og i tilknytning

til en ikke-international væbnet konflikt. Artikel 8, stk. 2, litra d og f, undtager interne urolig-

heder og spændinger fra bestemmelsernes anvendelsesområde.

Litra a og c bygger på bestemmelser om henholdsvis grove og alvorlige brud på de fire Genève-

konventioner af 1949 om beskyttelse af ofre i væbnede konflikter. Litra b og e bygger på regler

i den humanitære folkeret, der finder anvendelse i væbnede konflikter, herunder særligt Haager-

konvention IV af 1907 om regler og vedtægter for krig til lands og tillægsprotokollerne af 1977

til de nævnte Genève-konventioner. Danmark har tiltrådt disse konventioner.

Efter vedtagelsen af statutten i 1998 er der ad flere omgange tilføjet yderligere numre til hen-

holdsvis litra b og e. De pågældende bestemmelser er artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii-xxix (27-

29), og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii-xix (13-19), som er medtaget i gennemgangen nedenfor

med en bemærkning om, at der er tale om tilføjelser, som ikke er ratificeret af Danmark.

1.4.1

Grove overtrædelser af Genève-konventionerne under international væbnet kon-

flikt

1.4.1.1

Forsætligt drab som krigsforbrydelse.

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, at det er en krigsforbrydelse at begå forsæt-

ligt drab under en international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning for at ifalde

strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har dræbt eller forårsaget en eller flere

personers død. Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til bestemmelsen, at

ofret eller ofrene skal være beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-konventionerne fra

1949, og at gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstændigheder, der fast-

lagde denne beskyttede status. Efter bestemmelsen stilles der krav om, at der skal være tale om

”forsætligt” drab, hvilket indebærer, at bestemmelsen ikke omfatter følgeskader ved angreb på

militære mål, såkaldt kollateral skade (”collateral damage”).

107

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.1.2 Tortur og umenneskelig behandling som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, at det er en krigsforbrydelse at udsætte en

person for tortur eller umenneskelig behandling, herunder ved biologiske forsøg, under en in-

ternational væbnet konflikt. Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til be-

stemmelsen, at ofret eller ofrene skal være beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-kon-

ventionerne fra 1949, og at gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstæn-

digheder, der fastlagde denne beskyttede status.

De vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende tortur og umenneskelig behandling

som krigsforbrydelse stiller ikke krav om, at gerningspersonen skal være en statslig aktør. Tor-

tur og umenneskelig behandling udført af ikke-statslige aktører kan således kvalificeres som

krigsforbrydelser.

Ved

tortur

er det en forudsætning, at gerningspersonen påførte en eller flere personer stærk

(”severe”) fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, jf. de vejledende beskrivelser af gernings-

indholdet i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii (1). Afgrænsningen af formuleringen ”stærk fysisk eller

psykisk smerte eller lidelse” er nærmere beskrevet i kapitel 10, afsnit 1.

Det beror på en konkret og samlet vurdering, om en eller flere handlinger kvalificerer som

tortur, og i retspraksis bliver der lagt vægt på flere momenter.

Gerningspersonen skal have

påført smerten eller lidelsen med det formål eksempelvis at indhente oplysninger eller en tilstå-

else, straf, intimidering eller tvang, eller af en hvilken som helst anden årsag baseret på diskri-

mination af enhver art, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 8, stk. 2, litra

a, nr. ii (1).

Der findes en righoldig retspraksis fra de to krigsforbrydertribunaler for henholdsvis det tidli-

gere Jugoslavien (ICTY) og Rwanda (ICTR) samt Straffedomstolen, der belyser afgrænsningen

af ”stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse”. Følgende torturhandlinger er blevet kvalifi-

ceret som krigsforbrydelser i konkrete sager, som omfattede flere forskellige handlinger: Al-

vorlige slag, voldtægt og andre seksuelle overgreb, elektrisk tortur, overværelse af tortur, her-

under seksuelle overgreb på andre, trusler om drab på familiemedlemmer og simulerede hen-

rettelser.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Kunarac et al.

(IT-96-23-T &

IT-96-23/1-A IT), afgørelse af 12. juni 2002.

Straffedomstolen,

Anklageren mod Dominic Ongwen

(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar, pr. 2701.

Se Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Blaskic

(IT-95-14-T og IT-95-14-A);

ICTY,

Anklageren mod Furundzija

(IT-95-17/a/T og IT-95-17/1-A); ITCY,

Anklageren mod Delalic m.fl.

(IT-96-

21-T og IT-96-21-A); ICTY,

Anklageren mod Kunerac m.fl.

(IT-96-23-T og IT-96-23/1-T); ICTY,

Anklageren

108

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ved

umenneskelig behandling

er det ligeledes en forudsætning, at gerningspersonen har påført

en eller flere personer stærk (”severe”) fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, jf. de vejledende

beskrivelser af gerningsindhold i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii (2). Umenneskelig behandling

adskiller sig fra tortur ved ikke at være betinget af et særligt formål.

Retspraksis omfatter følgende sager om krigsforbrydelser, hvor handlinger kvalificerede som

umenneskelig behandling: Gentagne slag m.v. mod beskyttede personer,

visse fængselsfor-

hold, brug af fanger som menneskelige skjolde, seksuelle overgreb, tvang til at udføre tvangs-

arbejde langs fronten under farlige forhold

og undladelse af at give tilstrækkelig medicin.

Ved

biologiske forsøg

skal gerningspersonen, udover at have udsat en eller flere personer for et

bestemt biologisk forsøg, have haft til hensigt, at forsøget var ikke-terapeutisk, det vil sige, at

forsøget ikke var retfærdiggjort af medicinske grunde eller udført i disse personers interesse.

Det er ligeledes en forudsætning, at forsøget udgjorde en alvorlig risiko for disse personers

fysiske eller psykiske sundhed eller integritet.

1.4.1.3

Forårsagelse af stor (”great”) lidelse som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse forsætligt at

tilføje stor lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred under en international væbnet

konflikt. I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i bestemmelsen skal ger-

ningspersonen have forårsaget stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade

på krop eller helbred overfor en eller flere personer.

Retspraksis omfatter bl.a. falsk information til fanger om, at de vil blive henrettet – udtalt i en

brutal kontekst, der gjorde udsagnet troværdigt,

alvorlig fysisk mishandling under afhøring,

mod Mucić m.fl.

(IT-96-21-T); ICTY,

Anklageren mod Mrkšić m.fl.

(IT-95-13/1); Straffedomstolen,

Anklageren

mod Ongwen

(ICC-02/04-01/15). Se også Schabas, William (2006): “The Crime of Torture and the International

Criminal Tribunals” i

Case Western Reserve Journal of International Law,

vol. 37, side 349.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Hadzihasanovic og Kubura

(IT-01-47-T)

dom af 15. marts 2006, pr. 35.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Prlic et al

(IT-04-74-T), afgørelse af 29. maj

2013, bind 1, pkt. 115.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Mrksic et al

(IT-95-13/1-T), afgørelse af 27.

september 2007, pr. 517.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Natelic & Martinovic

(IT-98-34-A), afgø-

relse af 3. maj 2006, pr. 300.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-

tinovic alias "Stela"

(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 300.

109

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

mishandling af fanger

og information til fanger om, at de ville blive ført til et andet sted for

at blive henrettet.

1.4.1.4

Ødelæggelse og tilegnelse af ejendom som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse at begå om-

fattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af tvingende militær

nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde under en international væbnet kon-

flikt. Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen

hensynsløst ødelagde eller tilegnede sig en bestemt ejendom, der ikke var retfærdiggjort af mi-

litær nødvendighed.

1.4.1.5

At påtvinge krigsfanger m.v. tjeneste i fjendtlige styrker som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. v, at det er en krigsforbrydelse at tvinge en

krigsfange eller en anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker under

en international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar, at

gerningspersonen ved handling eller trussel skal have tvunget en eller flere personer til at del-

tage i militære operationer mod den pågældende persons eget land eller styrker eller på anden

måde tjene for en fjendtlig magt. Endvidere skal ofret eller ofrene være beskyttet i henhold til

en eller flere af Genève-konventionerne af 1949, og gerningspersonen skal have været bevidst

om de faktiske omstændigheder, der fastlagde denne beskyttede status.

1.4.1.6

Berøvelse af domstolsbehandling som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse forsætligt at

berøve en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig domstolsbe-

handling under en international væbnet konflikt. I henhold til de vejledende beskrivelser af

gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningspersonen har frata-

get en eller flere personer en retfærdig og almindelig rettergang ved at nægte retlige garantier,

som særligt er defineret i Genève-konvention III og IV af 1949.

1.4.1.7

Ulovlig deportation og ulovlig internering som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt ulovligt at deportere, overføre eller internere en eller flere perso-

ner, som er beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-konventionerne fra 1949.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-

tinovic alias "Stela"

(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 389.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-

tinovic alias "Stela"

(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 450.

110

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ved ulovlig

deportation og overførsel

skal gerningspersonen have deporteret eller overført en

eller flere personer til en anden stat eller en anden lokation.

Ved ulovlig

internering

skal gerningspersonen have interneret eller have fortsat en internering

af en eller flere personer et bestemt sted.

1.4.1.8

Gidseltagning som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, at gidseltagning begået under en inter-

national væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar,

at gerningspersonen har pågrebet, tilbageholdt eller på anden måde holdt en eller flere personer

som gidsler.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at ger-

ningspersonen har truet med at dræbe, såre eller fortsætte med at tilbageholde ofret eller ofrene.

Gerningspersonen skal endvidere have haft til hensigt at tvinge en stat, en international organi-

sation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle eller undlade at handle som

en eksplicit eller implicit betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af en eller flere af de gid-

seltagne personer.

1.4.2

Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under international væbnet kon-

flikt

1.4.2.1

Angreb på civile som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, at et forsætligt angreb på en civilbefolkning

under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er i henhold til de vejledende

beskrivelser af gerningsindhold en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at

gerningspersonen har rettet angreb mod en civilbefolkning eller civile enkeltpersoner, der ikke

har mistet beskyttelse på grund af disses direkte deltagelse i fjendtlighederne, ligesom gernings-

personen skal have haft til hensigt, at det netop var denne befolkning eller enkeltperson, der

skulle være genstand for angrebet. Krigsforbrydelsen omfatter således ikke følgeskader ved

angreb rettet mod militære mål, såkaldt kollateral skade (”collateral damage”).

Kollaterale skader er de følgeskader eller tab, der kan opstå blandt beskyttede individer eller

objekter som følge af et angreb rettet mod et militært mål. Påregnelige kollaterale skader må

under ingen omstændigheder stå i åbenbart misforhold til den forventede konkrete og direkte

militære fordel og skal i øvrigt altid søges undgået eller begrænset til det praktisk mindst mu-

lige. Se militærmanualens kapitel 8, afsnit 3.3.

111

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.2.2

Angreb på civile objekter som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, at forsætlige angreb på civile objekter

under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er således en forudsætning

for strafansvar, at der er tale om objekter, som ikke anses for at være militære mål. Det følger

af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have rettet angreb

mod civile objekter, der ikke er militære mål, ligesom gerningspersonen skal have haft til hen-

sigt, at sådanne civile objekter skulle være genstand for angrebet.

1.4.2.3

Angreb på personel eller objekter involveret i humanitære indsatser eller fredsbe-

varende missioner som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse at begå

forsætlige angreb rettet mod personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler,

der deltager i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med De

Forenede Nationers Pagt (FN-pagten) under en international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

haft til hensigt, at det var sådant personel eller objekter, der skulle være genstand for angrebet.

Disse skal endvidere være berettiget til beskyttelse i henhold til den humanitære folkeret, lige-

som gerningspersonen skal været bevidst om de faktiske omstændigheder, der fastlagde denne

beskyttede status.

Forårsage vilkårlige tab, kvæstelse eller skade på civile eller civile objekter som

krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at foretage forsætlige angreb med viden om, at det pågældende

angreb vil forårsage vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller

udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den for-

ventede konkrete og direkte samlede militære fordel.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at udtrykket ”konkrete og direkte

samlede militære fordel” henviser til en militær fordel, der er forudsigelig for gerningspersonen

på det relevante tidspunkt. En sådan fordel kan være, men er ikke nødvendigvis, tidsmæssigt

eller geografisk relateret til angrebet. Bestemmelsen giver dermed mulighed for lovlig følge-

skade under forudsætning af, at angrebet kan retfærdiggøres og er proportionalt i henhold til

reglerne i den humanitære folkeret.

Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal

have haft viden om, at angrebet ville få de konsekvenser, som angrebet forårsagede. Hvorvidt

1.4.2.4

112

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

gerningspersonen besad denne viden skal vurderes i forhold til, hvilke oplysninger gernings-

personen havde til rådighed på tidspunktet for angrebet.

1.4.2.5

Angreb m.v. på uforsvarede områder som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, at angreb på eller bombardement af byer,

landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål, anses som

en krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt.

I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold bevirker tilstedeværelsen af perso-

ner, der er beskyttet i henhold til Genève-konventionerne af 1949, eller politistyrker, der er

indsat med det ene formål at opretholde lov og orden, ikke, at området er et militært mål.

1.4.2.6

Dræbe eller såre en kombattant hors de combat som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingel-

sesløst, idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig

med (hors

de combat).

1.4.2.7

Uretmæssig anvendelse af flag, kendetegn, uniform og kendemærker som krigsfor-

brydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt uretmæssigt at anvende parlamentærflaget, fjendens eller FN’s

flag eller militære symboler eller uniformer samt Genève-konventionernes emblemer med død

eller alvorlig personskade til følge.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om

uretmæssig anvendelse af par-

lamentærflaget,

at det er en forudsætning, at gerningspersonen benyttede sig af parlamentær-

flaget for at foregive en hensigt om at forhandle, når der ikke var en sådan hensigt fra gernings-

personens side. Derudover er det en forudsætning, at gerningspersonen vidste eller burde have

vidst, at en sådan uretmæssig anvendelse var forbudt. Handlingen skal endvidere have resulteret

i dødsfald eller alvorlig personskade, og gerningspersonen skal have vidst, at handlingen kunne

resultere i dødsfald eller alvorlig personskade.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om

uretmæssig anvendelse af flag,

symboler og uniformer tilhørende fjenden eller De Forenede Nationer,

at gerningspersonen

skal have anvendt disse ting på en måde, der er forbudt efter den humanitære folkeret. Det er

en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen vidste, at så-

dan uretmæssig anvendelse var forbudt. Handlingen skal desuden have resulteret i dødsfald

113

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

eller alvorlig personskade, og gerningspersonen skal have vidst, at handlingen kunne resultere

i dødsfald eller alvorlig personskade.

Det følger videre af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om

uretmæssig anvendelse

af Genève-konventionernes karakteristiske emblemer,

at gerningspersonen skal have anvendt

Genève-konventionernes karakteristiske emblemer, og at anvendelsen skal have været med et

kombattantformål i strid med den humanitære folkeret. Et kombattantformål er et formål, der

direkte relaterer sig til fjendtlighederne, hvilket udelukker medicinske, religiøse eller lignende

aktiviteter. Det er derudover en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at

gerningspersonen vidste eller burde have vidst, at sådan uretmæssig anvendelse var forbudt.

Handlingen skal desuden have resulteret i dødsfald eller alvorlig personskade, og gerningsper-

sonen skal have vidst, at handlingen kunne resultere i dødsfald eller alvorlig personskade.

1.4.2.8

Deportation eller tvungen overførsel af befolkningen i et besat område eller over-

flytning af besættelsesmagtens egen befolkning til området som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt, hvis besættelsesmagten direkte eller indirekte overfører dele af

sin egen civilbefolkning til det besatte område eller deporterer eller overfører hele eller dele af

befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område. Gerningspersonen skal

således enten direkte eller indirekte have overført dele af sin befolkning til et område, som

gerningspersonens egen stat har besat, eller gerningspersonen skal have deporteret eller overført

hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område.

1.4.2.9

Angreb på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse m.v. som krigsforbry-

delse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, at forsætlige angreb begået under en

international væbnet konflikt på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, viden-

skab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler, og pladser, hvor syge og

sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål, er en krigsforbrydelse. I henhold til de

vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at

gerningspersonen havde til hensigt, at angrebet skulle ramme disse bygninger, der på tidspunk-

tet for angrebet ikke udgjorde et militært mål.

1.4.2.10 Lemlæstelse eller medicinske forsøg som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæ-

stelse eller medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art.

114

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ved

lemlæstelse

forstås ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsindhold en permanent van-

siring, invalidering eller fjernelse af personens eller personernes organer eller legemsdele.

Handlingen skal som følge heraf have medført døden eller alvorlig fare for den fysiske eller

psykiske sundhed for personen.

Medicinske eller videnskabelige forsøg

skal ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsind-

hold have medført døden eller have bragt det fysiske eller psykiske helbred eller den personlige

integritet i alvorlig fare for de pågældende personer.

Det gælder for såvel lemlæstelse som medicinske eller videnskabelige forsøg, at ofrene skal

have været i en modparts magt, samt at handlingerne hverken må være begrundet i medicinsk

behandling, tandlæge- eller hospitalsbehandling eller udføres af eller i de pågældende personers

interesse. Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at den foru-

rettede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at gerningspersonens handling er straf-

fri.

1.4.2.11 Svigagtigt at dræbe eller såre personer som krigsforbrydelse (perfidi)

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, at det er en krigsforbrydelse ved svig at

dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation eller hær under en international

væbnet konflikt. Forbrydelsen betegnes i den humanitære folkeret som

perfidi.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have vakt

tillid eller tro hos en eller flere personer om, at de havde ret til eller var forpligtede til at yde

gerningspersonen beskyttelse i henhold til reglerne i den humanitære folkeret. I forbindelse

hermed er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningspersonen havde til hensigt at

forråde denne tillid eller tro. Udnyttelsen heraf skal derudover have resulteret i, at gerningsper-

sonen har dræbt eller såret den pågældende person eller personer. Endelig er det en forudsæt-

ning, at en sådan person eller personer tilhørte en modstanderpart.

1.4.2.12 Erklære at der ikke må vises nåde som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii, at det er en krigsforbrydelse at erklære,

at der ikke vil blive vist nåde, under en international væbnet konflikt. I henhold til de vejledende

beskrivelser af gerningsindhold skal gerningspersonen have erklæret eller beordret, at der ikke

måtte være nogen overlevende, med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtlige

handlinger på baggrund heraf. Det er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen havde

effektiv kontrol med sine underordnede i kommandolinjen, som erklæringen eller ordren var

rettet til.

115

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.2.13 Ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens ejendom som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiii, at ødelæggelse eller beslaglæggelse af

modpartens ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed, udgør

en krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at den ødelagte eller beslaglagte

ejendom skal være beskyttet mod en sådan ødelæggelse eller beslaglæggelse i henhold til den

humanitære folkeret. Det er endvidere en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningsper-

sonen var bekendt med de faktiske omstændigheder, der betingede ejendommens status.

1.4.2.14 Fratagelse af den fjendtlige magts statsborgeres rettigheder som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til

sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved

domstolene. Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen

skal have gennemført ophævelsen, suspensionen eller udelukkelsen, og at gerningspersonen

skal have haft til hensigt, at dette skulle rettes mod statsborgere fra den fjendtlige magt.

1.4.2.15 Tvungen deltagelse i krigshandlinger mod eget land som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xv, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlin-

gerne mod deres eget land.

I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning, at gernings-

personen har tvunget en eller flere personer ved handling eller trussel til at deltage i krigshand-

linger mod denne persons eget land eller styrker. Derudover er det en forudsætning, at den

forurettede person eller personerne var statsborgere af den fjendtlige part. Det har endvidere

ingen betydning, at den pågældende person eller personerne tidligere har deltaget i tjenesten

inden krigens begyndelse.

1.4.2.16 Plyndring som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, at plyndring af en by eller et sted begået

under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.

I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde

strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har tilegnet sig en bestemt ejendom eller

ejendele. Gerningspersonen skal have haft til hensigt at tilegne sig denne ejendom til privat

eller personligt brug, hvorfor en tilegnelse, der er begrundet i militær nødvendighed, ikke kan

116

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udgøre en plyndringsforbrydelse efter statutten. Tilegnelsen skal endvidere være sket uden eje-

rens samtykke.

1.4.2.17 Anvendelse af gift eller forgiftede våben som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, at anvendelsen af gift eller forgiftede

våben under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at

ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har brugt et stof eller et våben, der

har frigivet et stof som resultat af anvendelsen heraf. Det er ligeledes en forudsætning, at det

anvendte stof i almindelighed vil forårsage død eller alvorlig skade på helbredet gennem dets

giftige egenskaber.

1.4.2.18 Anvendelse af forbudte gasser, væsker, materialer eller midler som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, at anvendelsen af forbudte gasser,

væsker, materialer eller midler under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at

ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har anvendt en gas eller andet lig-

nende stof eller middel, der i almindelighed vil forårsage død eller alvorlig skade på helbredet

gennem dets kvælende eller giftige egenskaber.

1.4.2.19 Anvendelse af forbudte projektiler som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix, at anvendelsen under en international

væbnet konflikt af projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, er

en krigsforbrydelse.

I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning, at der er tale

om brug af projektiler, der er i strid med den humanitære folkeret, idet disse udvider eller let

udflades i den menneskelige krop. Projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen

eller er gennemhullet af indskæringer, er et eksempel på et sådant forbudt projektil. Det er her-

udover en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har

været opmærksom på, at projektilernes art var sådan, at deres anvendelse unødigt ville forværre

lidelsen eller den sårende effekt.

117

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.2.20

Anvendelse af våben, projektiler og materiel til og metoder i krigsførelse i strid med

folkeretlige regler

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xx, at det er en krigsforbrydelse at anvende

våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager

overflødig skade eller unødig lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med

den humanitære folkeret, forudsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder

i krigsførelse er omfattet af et omfattende forbud og er optaget i et bilag til statutten ved en

ændring i henhold til de relevante bestemmelser i artikel 121 og 123.

1.4.2.21 Krænkelse af den personlige værdighed som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, at det er en krigsforbrydelse at krænke

den menneskelige værdighed, navnlig ved ydmygende og nedværdigende behandling. Det er

således en forudsætning, at gerningspersonen har ydmyget, nedværdiget eller på anden måde

har krænket værdigheden hos en eller flere personer, herunder afdøde personer.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det ikke er en for-

udsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at offeret er bevidst om eksistensen af

krænkelsen. Ydmygelsen, nedværdigelsen eller den anden krænkelse skal således være af en

sådan art, at den generelt vil blive anerkendt som en krænkelse af den personlige værdighed.

1.4.2.22 Seksualforbrydelser som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, at det er en krigsforbrydelse under en

international væbnet konflikt at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen

graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2, litra f, tvungen sterilisering eller enhver anden form

for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af Genève-konventionerne.

Artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, omfatter således en række seksualforbrydelser, herunder vold-

tægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisation og sek-

suel vold.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

voldtægt

forstås, at

gerningspersonen invaderer en persons krop på en måde, der resulterer i hel eller delvis penet-

ration af en hvilken som helst del af kroppen på den forurettede eller gerningspersonen selv

med en kropsdel eller en genstand. Begrebet ”invaderer” er ifølge den vejledende beskrivelse

bevidst anvendt for at være kønsneutralt. Det følger endvidere af den vejledende beskrivelse, at

handlingen skal være begået med magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er

forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug

mod denne person (ofret) eller en anden person, eller ved at udnytte et tvingende miljø, eller

118

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

handlingen er begået mod en person, der ikke var i stand til at give et gyldigt samtykke. En

person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer,

eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give

et gyldigt samtykke.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

seksuelt slaveri

forstås,

at gerningspersonen udøvede en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten

over en eller flere personer, som f.eks. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en

sådan person eller personer eller pålægge dem en lignende frihedsberøvelse. En lignende fri-

hedsberøvelse kan i nogle tilfælde omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden

måde reducere en person til en slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 7. septem-

ber 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed. Om-

fattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehandel, herunder særligt med kvinder og børn.

Gerningspersonen skal derudover have foranlediget, at en sådan person eller personer deltager

i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det følger endvidere af den vejledende beskri-

velse, at det – forbrydelsens komplekse karakter taget i betragtning – anerkendes, at dens udfø-

relse kan involvere mere end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

tvungen prostitution

forstås, at gerningspersonen foranledigede, at en eller flere personer deltager i en eller flere

handlinger af seksuel karakter ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom

den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller

magtmisbrug mod denne person eller de personer (ofre) eller en anden person, eller ved at ud-

nytte et tvingende miljø eller personens eller personernes manglende evne til at give gyldigt

samtykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller eufori-

serende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af

stand til at give et gyldigt samtykke. Det følger endvidere af den vejledende beskrivelse, at

gerningspersonen eller en anden person skal have opnået eller forventet at opnå en økonomisk

eller anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de pågældende handlinger af

seksuel karakter.

Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved ”påtvungen

graviditet”

forstås ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet,

med den hensigt at påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige

overtrædelser af folkeretten.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

tvungen sterilisering

forstås, at gerningspersonen har frataget en eller flere personers biologiske reproduktionsevne.

119

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Fratagelsen omfatter ikke præventionsforanstaltninger, som alene har en midlertidig virkning i

praksis. Tvungen sterilisering forudsætter, at handlingen ikke var begrundet i medicinsk eller

hospitalsbehandling af personen eller personerne, og at handlingen var udført uden deres gyl-

dige samtykke. Et sådant samtykke kan ikke opnås gennem vildledning.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

enhver anden form for

seksuel vold af lignende grovhed

forstås, at gerningspersonen har begået en handling af seksuel

karakter mod en eller flere personer eller bevirket, at en sådan person eller personer har deltaget

i en handling af seksuel karakter ved magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der

er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug

mod denne person eller de personer eller en anden person eller ved at udnytte et tvingende miljø

eller personens eller personernes manglende evne til at give gyldigt samtykke. En person kan

på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer, eller som

følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give et gyldigt

samtykke. Handlingen skal være af en sammenlignelig grovhed med de andre grove forbrydel-

ser omfattet af Genève-konventionerne. Gerningspersonen skal desuden være bekendt med de

faktiske omstændigheder, der betingede handlingens grovhed.

1.4.2.23 Brug af civile personer som skjold som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, at det er en krigsforbrydelse at udnytte

tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder eller

militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt. Det er således

en forudsætning, at den udnyttede person er beskyttet i henhold til den humanitære folkeret.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at forudsætningen for at ifalde

strafansvar efter bestemmelsen er, at gerningspersonen har haft til hensigt at beskytte et militært

mål mod angreb eller beskytte, favorisere eller hindre militære operationer.

Angreb på personel og objekter, der bruger de særlige emblemer fra Genève-kon-

ventionerne, som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, at et forsætligt angreb begået under en

international væbnet konflikt på bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter og perso-

nel, der anvender Genève-konventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,

er en krigsforbrydelse.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have an-

grebet en eller flere personer, bygninger, medicinske enheder eller transporter eller andre ob-

jekter, der i overensstemmelse med folkeretten bruger et særligt emblem eller anden

1.4.2.24

120

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

identifikationsmetode, der indikerer beskyttelse under Genève-konventionerne. Gerningsper-

sonen skal endvidere have haft til hensigt, at sådanne personer, bygninger, enheder eller trans-

porter eller andre objekter, der bruger en sådan identifikation, skulle være angrebets mål.

1.4.2.25 Udsultning som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, at forsætlig udsultning af civile som

krigsmetode begået under en international væbnet konflikt ved at unddrage dem genstande, der

er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i hen-

hold til Genève-konventionerne, er en krigsforbrydelse.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at

ifalde strafansvar, at gerningspersonen har frataget civile genstande, der er uundværlige for

deres overlevelse. Det er yderligere en forudsætning, at gerningspersonen har haft til hensigt,

at udsultningen skulle anvendes som en kampmetode. Det bemærkes, at hindring af nødhjælps-

forsyninger alene kan udgøre en krigsforbrydelse, hvis gennemførelsen af hjælpeaktioner med

sådanne nødhjælpsforsyninger sker i overensstemmelse med den humanitære folkeret, herunder

artikel 70 i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.

1.4.2.26 Bruge, tvangsindkalde eller hverve børn som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, at det er en krigsforbrydelse at tvangs-

indkalde eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende

dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne under en international væbnet konflikt. Det er således

en forudsætning, at gerningspersonen har tvangsindkaldt eller hvervet en eller flere personer til

de nationale væbnede styrker eller brugt en eller flere personer til aktivt at deltage i fjendtlig-

heder.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at

ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen vidste eller burde have vidst, at en

sådan person eller personer var under 15 år.

1.4.2.27

Anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller tok-

siner, som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, at det er en krigsforbrydelse i en inter-

national væbnet konflikt at anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske

stoffer eller toksiner, uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

121

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.2.28 Anvende våben, som ikke kan påvises ved røntgenundersøgelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxviii, at det er en krigsforbrydelse i en

international væbnet konflikt at anvende våben, hvis primære våbenvirkning er at forårsage

skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af

røntgen.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.2.29 Anvende blindende laservåben som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, at det er en krigsforbrydelse i en inter-

national væbnet konflikt at anvende laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller som

en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvorved

menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.3

Alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne under

ikke-international væbnet konflikt

Artikel 8, stk. 2, litra c, omhandler alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-

konventionerne under ikke-internationale væbnede konflikter. Det gælder for alle forbrydel-

serne nævnt i artikel 8, stk. 2, litra c, at de skal være begået over for personer, som ikke eller

ikke længere tager aktivt del i fjendtlighederne.

Det følger af artikel 8, stk. 2, litra d, at stk. 2, litra c, finder anvendelse i ikke-internationale

væbnede konflikter og således ikke finder anvendelse på interne uroligheder og spændinger,

såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.

1.4.3.1

Vold mod liv og legeme som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, at det er en krigsforbrydelse at begå vold

mod liv og legeme, herunder drab af enhver art, lemlæstelse, grusom (”cruel”) behandling og

tortur under en ikke-international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til bestemmelsen, at der ved

drab

forstås, at gerningspersonen har dræbt en eller flere personer, som enten var

hors de combat

(ukampdygtige) eller var civile, medicinsk personale eller religiøst personale, der ikke tager

aktiv del i fjendtlighederne.

122

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 8, stk. 2, litra

c, nr. i (2), at der ved

lemlæstelse

forstås en permanent vansiring, invalidering eller fjernelse af

personens eller personernes organer eller legemsdele. Indgrebet må herudover hverken være

begrundet i medicinsk, tandlæge- eller hospitalsbehandling eller udføres af eller i de pågæl-

dende personers interesse.

Det fremgår videre af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold i artikel 8, stk. 2, litra c,

nr. i (3), at der ved

grusom (”cruel”) behandling

forstås, at gerningspersonen har påført en eller

flere personer stærk (”severe”) fysisk eller mental smerte eller lidelse.

Endelig fremgår det af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold af artikel 8, stk. 2, litra c,

nr. i (4), at der ved tortur forstås, at gerningspersonen har påført en eller flere personer stærk

(”severe”) fysisk eller mental smerte eller lidelse. Gerningspersonen skal yderligere have påført

denne smerte eller lidelse med et formål, såsom at opnå informationer eller en tilståelse, straf,

skræmmetaktik eller tvang, eller af enhver anden grund baseret på diskrimination af enhver art.

De vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende tortur og umenneskelig behandling

som krigsforbrydelse stiller ikke krav om, at gerningspersonen skal være en statslig aktør. Tor-

tur og umenneskelig behandling udført af ikke-statslige aktører kan således kvalificeres som

krigsforbrydelser. Der henvises til afsnit 1.4.1.2 ovenfor for en beskrivelse af retspraksis om

tortur og umenneskelig behandling.

1.4.3.2

Krænkelse af den personlige værdighed som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. ii, at det er en krigsforbrydelse at krænke den

menneskelige værdighed, navnlig ved ydmygende og nedværdigende behandling, under en

ikke-international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning, at gerningspersonen har yd-

myget, nedværdiget eller på anden måde krænket værdigheden hos en eller flere personer, her-

under afdøde personer.

Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det ikke er en for-

udsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at offeret er bevidst om eksistensen af

krænkelsen. Ydmygelsen, nedværdigelsen eller den anden krænkelse skal således være af en

sådan art, at den generelt vil blive anerkendt som en krænkelse af den personlige værdighed.

1.4.3.3

Gidseltagning som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iii, at gidseltagning begået under en ikke-

international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er en forudsætning for at ifalde straf-

ansvar, at gerningspersonen har pågrebet, tilbageholdt eller på anden måde holdt en eller flere

personer som gidsler.

123

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at ger-

ningspersonen har truet med at dræbe, såre eller fortsætte med at tilbageholde personen eller

personerne. Gerningspersonen skal endvidere have haft til hensigt at tvinge en stat, en interna-

tional organisation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle eller undlade at

handle som en eksplicit eller implicit betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af en eller

flere af de gidseltagne personer.

1.4.3.4

Domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse, at domfælde

eller henrette en eller flere personer uden en forudgående afsagt dom af en behørigt konstitueret

domstol under en ikke-international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at der

ikke foreligger en tidligere dom afsagt af en domstol, eller at den domstol, der har afsagt dom-

men, ikke var ”regelmæssigt konstitueret”, således at den ikke tilbød de væsentlige garantier

for uafhængighed og upartiskhed, eller at den domstol, der har afsagt dommen, ikke tilbød alle

andre retslige garantier, som generelt anerkendes som uundværlige ifølge folkeretten. Dette

beror på en samlet vurdering. Det følger videre af den vejledende beskrivelse, at gerningsper-

sonen skal have været opmærksom på fraværet af en tidligere dom eller af nægtelsen af rele-

vante garantier og det faktum, at de er væsentlige eller uundværlige for en retfærdig rettergang.

1.4.4

Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under ikke-international væbnet

konflikt

Statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, omhandler andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner

under ikke-international væbnet konflikt. Det følger af artikel 8, stk. 2, litra f, at stk. 2, litra e,

finder anvendelse i ikke-international væbnet konflikt og således ikke finder anvendelse på in-

terne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller

tilsvarende handlinger. Bestemmelsen finder anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted

på en stats territorium, når der er væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organise-

rede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.

1.4.4.1

Angreb på civile som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. i, at et forsætligt angreb på en civilbefolknin-

gen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, under

en ikke-international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.

124

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen

har iværksat et angreb mod en civilbefolkning eller civile enkeltpersoner, der ikke eller ikke

længere tager direkte del i fjendtlighederne, ligesom gerningspersonen skal have haft til hensigt,

at det var denne befolkning eller enkeltperson, der skulle være genstand for angrebet.

1.4.4.2

Angreb på objekter eller personel, der bruger de særlige emblemer fra Genève-kon-

ventionerne, som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ii, at forsætligt angreb på bygninger, materiel,

sanitetsenheder og -transporter og personel, der anvender Genève-konventionernes kendemær-

ker i overensstemmelse med folkeretten, under en ikke-international væbnet konflikt er en

krigsforbrydelse.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

angrebet en eller flere personer, bygninger, medicinske enheder eller transporter eller andre

objekter, der i overensstemmelse med international ret bruger et særligt emblem eller anden

identifikationsmetode, der indikerer beskyttelse under Genève-konventionerne. Gerningsper-

sonen skal endvidere have haft til hensigt, at sådanne personer, bygninger, enheder eller trans-

porter eller andre objekter, der bruger en sådan identifikation, skulle være målet for angrebet.

1.4.4.3

Angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser eller freds-

bevarende missioner som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse at begå

forsætlige angreb rettet mod personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler,

der deltager i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med De

Forenede Nationers Pagt (FN-pagten), under en ikke-international væbnet konflikt.

Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har

haft til hensigt, at det var sådant personel eller materiel, der skulle være genstand for angrebet.

Personellet eller materiellet skal endvidere være berettiget til beskyttelse i henhold til den hu-

manitære folkeret, ligesom gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstæn-

digheder, der har fastlagt denne beskyttede status.

1.4.4.4

Angreb på beskyttede bygninger, historiske mindesmærker, hospitaler m.v. som

krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-

international væbnet konflikt forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddan-

nelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og plad-

ser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål.

125

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

iværksat et angreb, hvor målet var en eller flere bygninger, der anvendes til religion, uddan-

nelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og plad-

ser, hvor syge og sårede opsamles, som ikke var militære mål. Det fremgår endvidere af den

vejledende beskrivelse, at gerningspersonen skal have haft til hensigt, at sådanne bygninger

skulle være målet for angrebet.

1.4.4.5

Plyndring som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-

international væbnet konflikt at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indta-

get.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

tilegnet sig en bestemt ejendom eller ejendele, og at gerningspersonen skal have haft til hensigt

at fratage ejeren ejendommen eller ejendelene uden ejerens samtykke og tilegne sig det til privat

eller personligt brug.

1.4.4.6

Seksualforbrydelser som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-

international væbnet konflikt at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen

graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver anden form for

seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af den fælles artikel 3 i de fire Genève-

konventioner.

Gerningsindholdet af bestemmelsen er identisk med statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii,

om seksualforbrydelser som krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt med und-

tagelse af, at ”seksuel vold” skal være af en alvor, der er sammenlignelig med en alvorlig over-

trædelse af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne. Der henvises til afsnit 1.4.2.22 oven-

for for en beskrivelse af gerningsindholdet.

1.4.4.7

Brug, tvangsindskrivning og hvervning af børn som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse at tvangsind-

skrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller grupper eller

anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne under en ikke-international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

tvangsindskrevet eller hvervet en eller flere personer til en væbnet styrke eller gruppe eller have

126

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

brugt en eller flere personer til aktivt at deltage i fjendtligheder. Det fremgår endvidere, at en

sådan person eller personer skal have været under 15 år, og at gerningspersonen skal have vidst

eller burde have vidst, at de pågældende var under 15 år.

1.4.4.8

Forflytning af civile som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, at det er en krigsforbrydelse under en

ikke-international væbnet konflikt at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet

til konflikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde nød-

vendiggør dette.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

beordret en forflytning af en civilbefolkning, og at en sådan ordre ikke var berettiget af sikker-

hedsmæssige årsager for de involverede civile eller af militær nødvendighed. Det fremgår des-

uden, at gerningspersonen skal have været i en position til at gennemføre en sådan forflytning

ved at give en sådan ordre.

1.4.4.9

Svigagtigt drab eller skade som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ix, at det er en krigsforbrydelse ved forræderi

at dræbe eller såre en modstander under en ikke-international væbnet konflikt.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

indbudt til en eller flere fjendtlige modstanderes tillid eller tro på, at de var berettiget til eller

var forpligtet til at yde beskyttelse i henhold til folkerettens regler for væbnet konflikt. Den eller

de forurettede skal således have tilhørt modpartens styrker. Gerningspersonen skal have haft til

hensigt at forråde denne tillid eller tro, og gerningspersonen skal have dræbt eller såret en sådan

modstander. Gerningspersonen skal således have udnyttet tilliden eller troen til at dræbe eller

skade den eller de pågældende.

1.4.4.10 Erklære at der ikke må vises nåde som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. x, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-

international væbnet konflikt at erklære, at der ikke vil blive vist nåde.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have er-

klæret eller beordret, at der ikke skal være overlevende. Erklæringen eller ordren skal være

givet for at true en modstander eller for at udføre fjendtlige handlinger på baggrund heraf. Det

er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen havde effektiv kontrol med sine underord-

nede i kommandolinjen, som erklæringen eller ordren var rettet til.

127

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.4.4.11

Lemlæstelse eller medicinske eller videnskabelige eksperimenter som krigsforbry-

delse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xi, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-

international væbnet konflikt at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæ-

stelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken

er begrundet i medicinsk behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af de pågældende

eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår

ved døden, eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare.

Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

krigsforbrydelse ved

lemlæstelse

forstås, at gerningspersonen udsatte en eller flere personer for lemlæstelse, herun-

der særligt ved permanent at vansire personen eller personerne eller ved permanent at invalidere

eller fjerne et organ eller en kropsdel. Handlingen skal have forårsaget død eller alvorligt truet

den fysiske eller mentale sundhed for den eller de pågældende. Den eller de pågældende perso-

ner skal have været i en anden konfliktparts varetægt. Desuden er det en betingelse, at handlin-

gen hverken var begrundet i medicinsk behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af

den eller de pågældende eller udført i vedkommendes interesse. Det fremgår endvidere af den

vejledende beskrivelse, at den forurettede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at

gerningspersonens handling er straffri.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved

krigsforbrydelse ved

medicinske eller videnskabelige eksperimenter

forstås, at gerningspersonen har udsat en eller

flere personer for et medicinsk eller videnskabeligt eksperiment. Eksperimentet skal have for-

årsaget død eller alvorligt truet den fysiske eller mentale sundhed eller integritet for en sådan

person eller personer. Den eller de pågældende personer skal have været i en anden konflikt-

parts varetægt. Desuden er det en betingelse, at handlingen hverken var begrundet i medicinsk

behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af den eller de pågældende eller udført i

vedkommendes interesse. Det fremgår endvidere af den vejledende beskrivelse, at den foruret-

tede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at gerningspersonens handling er straffri.

1.4.4.12 Ødelægge eller beslaglægge fjendens ejendom som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xii, at det er en krigsforbrydelse under en

ikke-international væbnet konflikt at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, med-

mindre dette er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.

Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have

ødelagt eller beslaglagt en bestemt ejendom, der har tilhørt en modstander. Ejendommen skal

have været beskyttet mod denne ødelæggelse eller beslaglæggelse under den humanitære

128

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

folkeret, og ødelæggelsen eller beslaglæggelsen må ikke have været nødvendig af militære år-

sager. Det fremgår endvidere af den vejledende beskrivelse, at gerningspersonen skal have væ-

ret bekendt med de faktiske omstændigheder, der fastslog ejendommens status.

1.4.4.13 Anvendelse af gift eller forgiftede våben som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii, at anvendelsen af gift eller forgiftede

våben under en ikke-international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

Anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser samt væsker, materialer eller

midler som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiv, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-

international væbnet konflikt at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsva-

rende væsker, materialer eller midler.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.4.15 Anvende projektiler, der udvides eller udflades nemt, som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-

international væbnet konflikt at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den

menneskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen eller er

gennemhullet af indskæringer.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.4.16

Anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller tok-

siner, som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvi, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-

international væbnet konflikt at anvende våben, der indeholder bakteriologiske eller andre bio-

logiske stoffer eller toksiner, uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

Anvende våben, som ikke kan påvises ved røntgenundersøgelse, som krigsforbry-

delse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvii, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-

international væbnet konflikt at anvende våben, hvis primære våbenvirkning er at forårsage

1.4.4.17

1.4.4.14

129

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af

røntgen.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.4.18 Anvende blindende laservåben som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xviii, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-

international væbnet konflikt at anvende laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller

som en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvor-

ved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

1.4.4.19 Udsultning som krigsforbrydelse

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xix, at forsætlig udsultning af civile som

kampmetode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder

forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger, begået under en ikke-international væbnet konflikt

er en krigsforbrydelse.

Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.

2. Gældende ret

Der er ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser,

i dansk straffelovgivning. Inkorporeringen af Straffedomstolens statut ved lov nr. 342 af 16.

maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol indebærer ikke, at forbrydelserne dermed er

kriminaliseret i Danmark (se nærmere i kapitel 2, afsnit 6, om dansk inkorporering af Rom-

statutten). Det er imidlertid bl.a. i forarbejderne til loven lagt til grund, at forbrydelserne kan

straffes efter dansk straffelovgivning. Det fremgår således af forarbejderne, at artikel 7 om for-

brydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser er strafbare efter den militære

straffelov og den borgerlige straffelovs almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold, voldtægt,

frihedsberøvelse og hærværk, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. De relevante

bestemmelser i militær straffelov finder alene anvendelse i forbindelse med en væbnet konflikt,

hvor danske styrker deltager i den væbnede konflikt i eller uden for Danmark, jf. militær straf-

felovs § 10, stk. 1. Under væbnet konflikt finder loven anvendelse på enhver, der gør sig skyldig

i overtrædelse af lovens §§ 28-34 og 36-38, jf. § 2, nr. 3.

Det afgørende for, om et forhold – der er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i statutten – kan

straffes her i landet, er således, om der er materielle straffebestemmelser, der omfatter forholdet.

130

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det må desuden antages, at det forhold at den strafbare handling er foretaget som led i en krigs-

forbrydelse, vil kunne indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen efter straf-

felovens regler, der giver vide muligheder for at inddrage skærpende og formildende omstæn-

digheder. Det følger således af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved straffens fastsættelse skal

lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningspersonen. Ved vur-

deringen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen for-

bundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningspersonen indså eller burde have indset

herom, jf. stk. 2. Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det ved straffens fastsættelse i

almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed bl.a., at gerningen er udført af flere

i forening, jf. nr. 2, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet, jf. nr. 3,

og at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af

stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, jf. nr. 8.

Nedenfor gennemgås først danske straffebestemmelser af betydning for at kunne retsforfølge

krigsforbrydelser efter dansk ret (afsnit 2.1) efterfulgt af en beskrivelse af lov om beskyttelse

af kulturværdier (afsnit 2.2), lov om straf for krigsforbrydelser (afsnit 2.3) og dansk retspraksis

vedrørende krigsforbrydelser (afsnit 2.4).

2.1 Straffelovgivning af betydning for krigsforbrydelser

I det følgende er krigsforbrydelser inddelt i fem kategorier efter deres beskyttelsesobjekt eller

-interesse: krigsforbrydelser mod personer (afsnit 2.1.1), krigsforbrydelser mod ejendom (afsnit

2.1.2), krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker (afsnit 2.1.3), krigsfor-

brydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder (afsnit 2.1.4) og krigsforbrydelser ved an-

vendelse af forbudte krigsmidler (afsnit 2.1.5). Under hver kategori oplistes nogle eksempler

på statuttens krigsforbrydelser og danske straffebestemmelser, som krigsforbrydelserne efter

omstændighederne vil kunne straffes efter.

2.1.1

Krigsforbrydelser mod personer

Krigsforbrydelser mod personer omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, om drab,

statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om tortur m.v., statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi,

om berøvelse af retten til domstolsprøvelse, statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, om vold-

tægt m.v. og statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme m.v.

Krigsforbrydelser mod personer vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelo-

vens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt og bestem-

melsernes tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225.

Krigsforbrydelserne vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter

131

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder bl.a. straffelovens § 237

om drab og voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247.

2.1.2

Krigsforbrydelser mod ejendom

Krigsforbrydelser mod ejendom omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, om øde-

læggelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v, om

plyndring. Krigsforbrydelser mod ejendom vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter

straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser, herunder § 276 om tyveri, § 276 a om ind-

brudstyveri og § 291 om hærværk.

Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter den militære straffe-

lovs § 37 om plyndring.

Herudover vil forbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter lov om beskyttelse

af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (se herom afsnit 2.2 nedenfor).

2.1.3

Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker

Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker omfatter bl.a. statuttens artikel

8, stk. 2, litra b, nr. iii, om angreb mod personel, ting m.v. involveret i humanitære indsatser

eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale

fredsbevarende missioner samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.

ii, om angreb på personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i over-

ensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-konventionernes og tillægs-

protokollernes beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsmetode.

Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker vil efter omstændighederne

bl.a. kunne straffes efter straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder

voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247. Krigsforbrydelserne vil endvidere efter om-

stændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser, her-

under § 276 om tyveri og § 291 om hærværk.

Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter militær straffelovs §

36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,

indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge.

2.1.4

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder omfatter bl.a. statuttens artikel 8,

stk. 2, litra b, nr. i, og litra e, nr. i, om forsætligt angreb på civilbefolkningen m.v., statuttens

132

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, om angreb eller bombardement af ikke-militære mål, statuttens

artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, om uretmæssig anvendelse af flag samt statuttens artikel 8, stk.

2, litra b, nr. xii, og litra e, nr. x, om at erklære, at der ikke vil blive vist nåde.

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil efter omstændighederne kunne

straffes efter bl.a. straffelovens § 132 om retsstridig anvendelse af kendetegn forbeholdt dansk

eller fremmed offentlige myndighed eller militærpersoner.

Krigsforbrydelserne vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelo-

vens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder straffelovens § 237 om drab og

voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247.

Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter den militære straffe-

lovs § 36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt

personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge. Desuden

vil krigsforbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter militær straffelovs § 36,

stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med

en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.

Herudover vil forbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter lov om beskyttelse

af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (se herom afsnit 2.2 nedenfor).

2.1.5

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk.

2, litra b, nr. xvii, om anvendelse af gift eller forgiftede våben, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii,

om anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser m.v. og artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix,

om anvendelse af projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop.

Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler vil efter omstændighederne også

kunne straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel eller

fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overens-

komst eller med folkeretlig sædvaneret.

2.2 Lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt

Danmark har ratificeret UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturvær-

dier under væbnet konflikt samt de to tillægsprotokoller til konventionen.

133

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ratifikation af UNESCO-konventionen med tilhørende første protokol, der vedrører fjernelse

og udførsel af kulturværdier under væbnet konflikt, er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 32 af

23. oktober 2003. Konventionen og dennes første protokol indeholder en række grundlæggende

bestemmelser om respekt for og beskyttelse af kulturværdier og personel, der har til opgave at

beskytte kulturværdier, ligesom konventionen indeholder bestemmelser om tildeling af særlig

beskyttelse. Kulturministeriet vurderede i 2002, at gennemførelse af konventionen og dennes

1. protokol kunne ske inden for gældende dansk ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L

112 som fremsat, side 30.

Konventionens anden protokol fra 1999 supplerer konventionen og dennes første protokol ved

bl.a. at indføre et system til forhøjet beskyttelse af kulturværdier gennem udpegning af særlige

kulturværdier til UNESCO. Konventionens anden protokol pålægger endvidere de deltagende

stater at have et nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for strafansvar for en række nærmere

angivne overtrædelser rettet mod kulturværdier, ligesom protokollen pålægger statsparterne at

have et nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for udlevering af personer, der har gjort sig skyl-

dige i ødelæggelse af kulturværdier. Anden tillægsprotokol omfatter både internationale og

ikke-internationale væbnede konflikter.

Beskyttelsen af kulturværdier i UNESCO-konventionen med de tilhørende protokoller er i over-

ensstemmelse med den humanitære folkerets regler om beskyttelse af civile objekter, herunder

kulturværdier. Konventionen med de tilhørende protokoller supplerer Genève-konventionernes

to tillægsprotokoller fra 1977 vedrørende beskyttelse af ofre under væbnede konflikter samt

strafansvaret efter artikel 8 i Straffedomstolens statut om ødelæggelse af kulturarv, der katego-

riseres som en krigsforbrydelse. Disse internationale retsakter er som nævnt tiltrådt af Danmark.

Kravene i den anden tillægsprotokol forudsatte, at der blev tilvejebragt en særskilt hjemmel i

dansk ret for opfyldelse af krav om strafansvar og udlevering, hvilket skete med lov nr. 310 af

25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.

Lovens § 1 har følgende ordlyd:

”§

Medmindre forholdet er omfattet af militær straffelov, straffes med bøde eller

fængsel indtil 12 år den, som forsætligt i strid med 2. protokol af 26. marts 1999 til

UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde

af væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:

1) Gør kulturværdier under forhøjet beskyttelse til genstand for angreb.

2) Anvender kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare om-

givelser til støtte for militær aktion.

134

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

3) Omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier beskyttet i henhold til

konventionen og dennes 2. protokol.

4) Gør kulturværdier beskyttet i henhold til konventionen og dennes 2. protokol til

genstand for angreb.

5) Tyveri, plyndring eller uretmæssig anvendelse af eller hærværk mod kulturvær-

dier, der er beskyttet i henhold til konventionen.”

Som det fremgår af ordlyden, straffes handlinger omfattet af lovens § 1 kun, hvis forholdet ikke

falder ind under den militære straffelov. Det er i de specielle bemærkninger til § 1 lagt til grund,

at militær straffelovs § 36, stk. 2, i en del tilfælde vil finde anvendelse på overtrædelser, som er

omfattet af konventionens anden protokol. Nogle overtrædelser af konventionens anden proto-

kol vil ikke falde ind under begreberne krigsmiddel eller fremgangsmåde i den militære straf-

felovs § 36, stk. 2, men omfattes af den militære straffelovs § 37 om plyndring eller § 27 om

pligtforsømmelser. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 112 som fremsat,

side 35.

Som det fremgår, har loven en strafferamme på 12 år.

2.3 Lov om straf for krigsforbrydelser af 1946

Lov nr. 395 af 17. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser supplerer lov nr. 259 af 1. juni 1945

som ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946 (straffelovstillægget), da sidstnævnte alene kommer

til anvendelse på handlinger, der er foretaget af personer, som ved handlingens foretagelse

havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat. Straffelovstillægget var den særlov,

der blev vedtaget af Folketinget som led i retsopgøret efter 2. verdenskrig, og som midlertidigt

genindførte dødsstraf i Danmark for forbrydelser af landsskadelig karakter begået under den

tyske besættelse. Loven indførte desuden straf med tilbagevirkende kraft.

Lov om straf for krigsforbrydelser er ændret ved lov nr. 423 af 7. oktober 1947, hvor der blev

foretaget nogle straffeprocessuelle ændringer om bl.a. udtagelse af domsmænd og beskikkelse

af forsvarer i de pågældende sager.

Loven er endvidere ændret ved lov nr. 1097 af 22. december 1993, hvor dødsstraf for overtræ-

delse af loven blev afskaffet ved ophævelse af lovens § 3, stk. 2.

Lovens §§ 1 og 2 har følgende ordlyd:

135

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

”§

Har en Udlænding, som har staaet i tysk Tjeneste eller gjort Tjeneste under en

med Tyskland forbunden Magt, under Krænkelse af de for Besættelse og Krig gæl-

dende folkeretlige Love og Sædvaner begaaet et efter sin Art efter dansk Lov straf-

bart Forhold i Danmark eller til Skade for danske Interesser, kan Tiltale for den

begaaede Forbrydelse rejses og Straf idømmes ved dansk Domstol i Henhold til

denne Lov.

§ 2.

Strafansvar efter denne Lov kan endvidere ud over de i § 1 nævnte Tilfælde

paalægges for Krigsforbrydelser eller Forbrydelser mod Menneskeheden saasom

Mord, Mishandling af civile, Fanger eller søfarende, Drab af Gidsler, Plyndring af

offentlig eller privat Ejendom, Rekvisition af Penge eller andre Værdier, Indgreb i

Statsforfatningen, Paalæg af kollektive Straffe, Sprængning eller anden Ødelæg-

gelse, alt for saa vidt de paagældende Handlinger er foretaget i Strid med de for

Besættelse og Krig gældende folkeretlige Regler, samt endvidere for Deportation

eller anden Forfølgelse af politiske, racemæssige eller religiøse Grunde i Strid med

danske Retsgrundsætninger og i øvrigt for Handlinger, der, selv om de ikke er

nævnt foran, dog omfattes af Artikel 6 i Statut for den internationale Militærdom-

stol, jfr. Udenrigsministeriets Bekendtgørelse, Lovtidende C. Nr. 7 af 13. Novem-

ber 1945.”

Lovens § 1 giver hjemmel til at straffe udlændinge, der har stået i tysk tjeneste eller har gjort

tjeneste under en med Tyskland forbunden magt, og som efter dansk lov har begået strafbart

forhold i Danmark eller til skade for danske interesser.

Lovens § 2 giver hjemmel til i Danmark at straffe de forbrydelser, der er omfattet af overens-

komsten af 8. august 1945 om retsforfølgning mod og afstraffelse af de europæiske akselandes

større krigsforbrydere (”firemagtsoverenskomsten”), som Danmark tiltrådte den 3. september

1945, og den til overenskomsten knyttede statut for Den Internationale Militærdomstol.

Baggrunden for den særlige regel i § 2 er det system med hensyn til strafforfølgning af krigs-

forbrydere, som blev gennemført efter afslutningen af 2. verdenskrig. De ”større krigsforbry-

dere”, hvis forbrydelser ikke var begrænset til bestemte lande, skulle retsforfølges ved Den

Internationale Militærdomstol. Krigsforbrydere, der ikke faldt ind under denne gruppe og derfor

ikke var omfattet af Den Internationale Militærdomstols kompetence, men som havde forbrudt

sig i Tyskland eller direkte over for de allieredes hære, skulle retsforfølges ved militærdomstole

i hver af de fire besættelseszoner i Tyskland. Endelig skulle de krigsforbrydere, der havde for-

brudt sig i de befriede lande, udleveres til retsforfølgning i det land, hvor de havde begået for-

brydelserne. Vedtagelsen af loven om krigsforbrydelser gav mulighed for en sådan retsforfølg-

ning af krigsforbrydelser begået her i landet.

Betænkning afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til overvejelse af de spørgsmaal, der vil opstaa

ved strafforfølgning mod krigsforbrydere her i landet. A/S J.H. Schultz Universitets-Bogtrykkeri, København,

1946, side 8, 12-13 og 17; Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Folketinget), spalte 6115-6116.

136

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I modsætning til straffelovstillægget har lov om straf for krigsforbrydelser imidlertid ingen be-

stemmelse, der begrænser lovens anvendelsesområde i tid.

Under udvalgsbehandlingen i Folketinget blev ordlyden af bestemmelsen ændret til den nugæl-

dende. Ordlyden af den foreslåede § 2 i det fremsatte lovforslag henviste direkte til statutten for

Den Internationale Militærdomstol og var følgende, jf. Folketingstidende 1945-45, tillæg A,

spalte 7151:

”§

Strafansvar efter denne Lov kan endvidere paalægges for de i Udenrigsmini-

steriets Bekendtgørelse Lovtidende C, Nr. 7 af 13. November 1945 vedrørende Sta-

tut for den Internationale Militærdomstol Artikel 6 nævnte Forbrydelser mod Fre-

den, Krigsforbrydelser mod Menneskeheden, for saa vidt Forhold af denne Art uden

for de i § 1 nævnte Tilfælde kommer til Paadømmelse her i Landet. Saafremt en

Gruppe eller Organisation i Medfør af nævnte Statut Artikel 9 erklæres forbryderisk

af den Internationale Militærdomstol, kan Strafansvar paalægges efter denne Lov

for Medlemskab i en saadan Gruppe eller Oranisation. I Sager af denne Art anses

Gruppens eller Organisationens forbryderiske Natur for bevist og kan ikke bestri-

des”.

Det fremgår af udvalgsbetænkningen, at ændringen af ordlyden skyldtes, at udvalget fandt, at

det var mest praktisk i loven at anføre det væsentlige af indholdet i artikel 6 i statutten for Den

Internationale Militærdomstol, jf. Rigsdagstidende 1945-46, tillæg B, spalte 2838. Ændrings-

forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen i Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1945-46, For-

handlingerne (Folketinget), spalte 7101.

Statutten for Den Internationale Militærdomstol er udstedt i henhold til overenskomsten mellem

Storbritannien, USA, Frankrig og Sovjetunionen om retsforfølgning mod og afstraffelse af de

europæiske akselandes større krigsforbrydere, som også betegnes ”London-aftalen”. Statutten

for Den Internationale Militærdomstol er derfor utvivlsomt afgrænset til 2. verdenskrig.

Det fremgår desuden af betænkningen afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til

Overvejelse af de Spørgsmaal, der vil opstaa ved Strafforfølgninng mod Krigsforbrydere her i

Landet, at udvalget estimerede, at ca. 100 tilfælde ville være omfattet af loven.

Dette blev

gentaget af justitsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget i Landstinget, efter at lovforsla-

get var vedtaget af Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Landstinget),

spalte 2118.

Betænkning afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til overvejelse af de spørgsmaal, der vil opstaa

ved strafforfølgning mod krigsforbrydere her i landet. A/S J.H. Schultz Universitets-Bogtrykkeri, København,

1946, side 8.

137

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det fremgår af fremsættelsestalen i Folketinget, at regeringen anså det for nødvendigt at få

gennemført den fornødne lovgivning, så Danmark var rede til at påtage sig opgaven med at

straffe de tyske krigsforbrydere her i landet, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne

(Folketinget), spalte 6115. Justitsministeren gentog dette ved fremsættelsestalen i Landstinget,

efter at ordlyden var blevet ændret, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Landstin-

get), spalte 2119.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovens ordlyd, at lovens anvendelsesområde er tidsmæssigt

begrænset. Sammenholdt med forarbejderne til loven er der dog mest, der taler for, at anven-

delsesområdet er begrænset til besættelsestiden. Denne fortolkning understøttes desuden af, at

loven kun er anvendt i praksis i efterkrigstiden.

På den baggrund må det lægges til grund, at

krigsforbrydelser m.v. begået i nyere tid ikke er omfattet af loven. Udvalget har derfor ikke

fundet anledning til at foreslå ændringer til loven eller at loven helt ophæves, idet det ikke

fuldstændigt kan udelukkes, at der fortsat er nulevende personer, som vil kunne retsforfølges

for overtrædelser af loven.

2.4 Retspraksis

Der ses kun at være sparsom trykt praksis i nyere tid om strafbare handlinger, der kan karakte-

riseres som krigsforbrydelser.

Der ses flere eksempler på trykt praksis, hvor udlændinge er straffet for overtrædelse af loven for forbrydelser

begået under besættelsestiden. Ved

Østre Landsrets dom af 9. april 1948

i sag IX 224/1947 (gengivet i

U.1948.909Ø) blev en person idømt 12 års fængsel for voldtægt af to kvinder om natten i centrum af København.

Gerningspersonen var en tysk politimand, der som medlem af besættelsesmagten havde givet udseende af at udøve

en ham tilkommende magtbeføjelse, herunder ved trusler om anvendelse af sin revolver, således at de to kvinder

blev bragt i hans magt. Landsretten fandt på den baggrund, at forholdene måtte henføres under § 1 i krigsforbry-

derloven sammenholdt med straffelovens bestemmelser. Af lignende karakter kan der henvises til

Østre Landsrets

dom af 10. april 1948

i sag IX 23/1948 (gengivet i U.1948.911Ø), hvor en tysk underofficer blev idømt 16 års

fængsel for drabsforsøg på en person, der havde omtalt ham som ”nazisvin”. Landsretten fandt, at forbrydelsen

var begået under misbrug af hans stilling som medlem af besættelsesmagten til at udøve retorsion (hævn), hvorfor

forholdet var omfattet af lovens § 1 sammenholdt med straffelovens bestemmelser. Ved

Højesterets dom af 3. juni

1949

i sag 112/1949 (gengivet i U.1949.833H) blev en person idømt fængsel på livstid for drab samt i en række

tilfælde, at have udøvet mishandling af meget grov karakter. Gerningspersonen var en tysk statsborger, der under

krigen havde deltaget i forhør af anholdte danskere. Højesteret fandt, at forholdene ikke kunne anerkendes som

folkeretligt tilladelige, og krigsforbrydelsen måtte derfor henføres under krigsforbryderloven sammenholdt med

straffelovens bestemmelser. Ved

Højesterets dom af 17. marts 1950

i sag 287/1949 (gengivet i U.1950.453/2H)

blev Karl Rudolf Werner Best, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen, der var

henholdsvis det tyske riges befuldmægtigede, højere SS og politifører og chef for det tyske sikkerhedspoliti, dømt

for krigsforbrydelser i henholdsvis 12 år, 20 år og på livstid. Højesteret afgjorde desuden, at den omstændighed at

de tiltalte havde handlet efter ordre, ikke kunne fritage dem for strafansvar. Endvidere kan der henvises til

Høje-

sterets dom af 23. oktober 1950

i sag 310/1950 (gengivet i U.1950.1025/1H), hvor en person blev idømt livsstraf

– det vil sige dødsstraf – for at have udøvet grove mishandlinger, der måtte karakteriseres som forbrydelser mod

menneskeheden. Gerningspersonen var en dansk statsborger, der under 2. verdenskrig var blevet sat til tjeneste

ved forskellige koncentrationslejre i Tyskland. Højesteret fandt, at forbrydelsen var i strid med de for besættelse

og krig gældende folkeretlige regler, hvorfor der skete domfældelse for overtrædelse af krigsforbryderlovens § 2.

138

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ved Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838 H) blev en

person idømt 8 års fængsel for tre tilfælde af vold efter straffelovens § 246, heraf to med døden

til følge, samt 11 voldsforhold efter straffelovens § 245 om grov vold begået i den kroatiske

fangelejr Dretelj i Bosnien i forbindelse med den væbnede konflikt i det tidligere Jugoslavien.

Gerningspersonen var bosnisk muslim og selv fange i lejren, men var ”ordensholder” og udø-

vede volden over for andre fanger. Voldshandlingerne indebar bl.a. slag med stave, jernrør,

trækøller m.v. samt anden mishandling med spark og knytnæveslag. Højesteret lagde til grund,

at samtlige forhold måtte anses for at være grove overtrædelser omfattet af artikel 129 og 130 i

Genève-konvention III af 1949 om behandling af krigsfanger og artikel 146 og 147 i Genève-

konvention IV af 1949 om beskyttelse af civilpersoner i krigstid. Det fremgår af Højesterets

præmisser, at en lang række af forholdene var begået under ret ensartede omstændigheder,

hvoraf en del var meget grove, og derfor måtte betragtes under ét. Dette indebar, at konventio-

nernes betingelse om ”grove overtrædelser” måtte anses for at være opfyldt for samtlige for-

holds vedkommende, hvorved Højesteret fandt, at forholdene var undergivet dansk straffemyn-

dighed. Der henvises til afsnit 1.1.4 ovenfor om de forskellige kategorier af krigsforbrydelser,

herunder grove overtrædelser.

I Østre Landsrets dom af 6. juli 2006 i sag 239/2006 (gengivet i U.2006.2927Ø) var fem danske

soldater tiltalt for overtrædelse af den militære straffelovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1, om særlig grov

pligtforsømmelse (myndighedsmisbrug), jf. bl.a. artikel 27 og artikel 31 i Genève-konvention

IV af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid, for at have udsat nogle tilba-

geholdte civile irakere for en afhøring, hvor de bl.a. skulle sidde i stressfremkaldende stillinger

og blev nægtet adgang til drikkevand. Landsretten frifandt de tiltalte.

3. Fremmed ret

3.1 Finland

Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer bl.a. krigsforbrydelser. De gældende bestem-

melser blev indført i 2008 ved en ændring af straffeloven med det formål at bringe bestemmel-

serne tættere på definitionerne i statutten.

Krigsforbrydelser er kriminaliseret i lovens § 5. Endvidere omhandler § 6 grove krigsforbry-

delser, mens § 7 angår mindre alvorlige krigsforbrydelser. Bestemmelserne sondrer ikke mel-

lem forbrydelser begået i forbindelse med international væbnet konflikt eller ikke-international

væbnet konflikt.

Strafferammen i den finske straffebestemmelse om krigsforbrydelser er fængsel i 1 år indtil

livstid, mens de grovere forbrydelser har en strafferamme på fængsel i 8 år og indtil livstid. For

mindre alvorlige krigsforbrydelser i § 7 er strafferammen bøde eller fængsel indtil 2 år.

139

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

3.2 Nederlandene

Nederlandene har kriminaliseret bl.a. krigsforbrydelser i en særlov om internationale forbry-

delser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003.

Lovens artikel 5-7 omhandler krigsforbrydelser og sondrer ligesom statuttens artikel 8 mellem

krigsforbrydelser begået i en international væbnet konflikt og en ikke-international væbnet kon-

flikt.

3.3 Norge

Bestemmelser om bl.a. krigsforbrydelser blev i 2008 indført i et særskilt kapitel 16 om ”folke-

mord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.

Lovens §§ 103-107 omhandler krigsforbrydelser. Statuttens artikel 8 er således fordelt ud på

fem straffebestemmelser. Bestemmelserne er inddelt på den måde, at §§ 103-105 vedrører

krigsforbrydelser rettet mod henholdsvis person, ejendom og humanitære indsatser, og §§ 106

og 107 vedrører krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og -midler. Be-

stemmelserne skelner som udgangspunkt ikke mellem international og ikke-international væb-

net konflikt. De norske straffebestemmelser indeholder ikke en generel betingelse, der svarer

til indledningen i statuttens artikel 8, stk. 1, om, at krigsforbrydelser navnlig er sådanne, som

er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne

forbrydelser. Det er i stedet en skærpende omstændighed i alle bestemmelserne – det vil sige

§§ 103-107 – hvis forbrydelsen er grov, i hvilken forbindelse der bl.a. skal lægges vægt på, om

forbrydelsen er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af

sådanne forbrydelser, jf. § 103, stk. 4, 2. pkt.

Strafmaksimum er mellem 10 og 30 års fængsel, hvor sidstnævnte er den strengeste straf i norsk

ret.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”§

103.

Krigsforbrytelse mot person

For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt

dreper en beskyttet person,

påfører en beskyttet person stor lidelse eller betydelig skade på kropp eller

helse, særlig ved tortur eller annen grusom eller umenneskelig behandling,

gjør en beskyttet person til slave,

140

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

utsetter en beskyttet person for voldtekt, seksuelt slaveri, tvungen

prostitusjon, tvungent svangerskap, tvungen sterilisering eller annen

tilsvarende grov seksuell vold,

tar en beskyttet person som gissel,

utskriver eller verver barn under 18 år til væpnede styrker eller bruker dem

aktivt til å delta i fiendtlighetene,

utsetter en beskyttet person for et medisinsk eller vitenskapelig eksperiment

som ikke skjer i personens interesse og som medfører alvorlig fare for

personens liv eller helse,

i strid med folkeretten deporterer eller tvangsflytter en beskyttet person fra

et område hvor personen lovlig oppholder seg eller ulovlig sperrer inne en

beskyttet person,

ilegger eller iverksetter en straff mot en beskyttet person uten at personen

først har fått en rettferdig rettergang i samsvar med folkeretten,

grovt krenker en beskyttet persons verdighet ved ydmykende eller

nedverdigende behandling, eller

skader en stridende som har overgitt seg eller er kampudyktig.

Ved internasjonal væpnet konflikt straffes også den som

overfører en del av sin egen sivilbefolkning til et okkupert område,

tvinger en av motpartens borgere til å delta i stridshandlinger mot eget land,

eller

tvinger en beskyttet person til å tjenestegjøre i en fiendtlig makts væpnede

styrker.

En beskyttet person er en person som ikke, eller ikke lenger, tar aktiv del i

fiendtlighetene, eller som for øvrig er beskyttet etter folkeretten.

Straffen for krigsforbrytelse mot person er fengsel inntil 15 år, men inntil 30 år i de

tilfellene som er nevnt i første ledd bokstav a til e eller for øvrig hvis forbrytelsen

er grov. Ved avgjørelsen av om forbrytelsen er grov, skal det blant annet legges

vekt på dens skadepotensial og skadevirkninger, og på om den er begått som ledd i

en plan eller målsetting om eller som ledd i en omfattende utøvelse av slike

forbrytelser.

§ 104.

Krigsforbrytelse mot eiendom og sivile rettigheter

For krigsforbrytelse dømmes den som i forbindelse med en væpnet konflikt

plyndrer,

i stor målestokk ødelegger, beslaglegger eller konfiskerer eiendom uten at

det er strengt nødvendig av hensyn til krigføringen, eller

erklærer motpartens borgeres sivile rettigheter, eller deres mulighet for å få

disse prøvd for domstolene, opphevet eller midlertidig satt ut av kraft.

Krigsforbrytelse mot eiendom eller sivile rettigheter straffes med fengsel inntil 10

år, men inntil 30 år når forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.

141

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

§ 105.

Krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker

For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt

retter et angrep mot personell, anlegg, materiell, enheter eller kjøretøy som

er involvert i humanitært hjelpearbeid eller fredsbevarende operasjoner i

samsvar med FN-pakten, så langt disse har krav på folkerettslig beskyttelse

for sivile personer eller eiendom,

retter et angrep mot personell, bygninger, materiell, sanitetsenheter eller

transporter som etter folkeretten har rett til å benytte et av

Genèvekonvensjonenes og tilleggsprotokollenes særskilt beskyttede

kjennemerker eller en annen identifikasjonsmetode som viser at de er

beskyttet etter Genèvekonvensjonene, eller

misbruker parlamentærflagg, fiendens eller De forente nasjoners flagg,

militære kjennetegn eller uniformer eller misbruker de særskilt beskyttede

kjennemerker som nevnt i bokstav b, slik at noen dør eller påføres betydelig

skade.

Straff for krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker er fengsel

inntil 10 år, men inntil 30 år i de tilfellene som er nevnt i bokstav c og for øvrig når

forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.

§ 106.

Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmetoder

For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt

retter et angrep mot sivilbefolkningen som sådan eller sivile enkeltpersoner

som ikke deltar i fiendtlighetene,

benytter utsulting av sivile som stridsmetode ved å frata, unndra eller nekte

dem tilgang til mat eller gjenstander som er uunnværlige for at de skal

overleve, eller i strid med folkeretten forhindrer hjelpeforsyninger,

iverksetter et angrep med kunnskap om at et slikt angrep vil forårsake tap

av sivile personers liv, skade på sivile personer, skade på sivile gjenstander

eller skade på naturmiljøet, som vil være for omfattende i forhold til den

forventede konkrete og umiddelbare samlede militære fordel,

anvender en beskyttet persons tilstedeværelse for å oppnå at visse steder,

områder eller væpnede styrker ikke kan gjøres til gjenstand for militære

operasjoner,

retter et angrep mot byer, steder, bosettinger eller bygninger som ikke

forsvares og som ikke utgjør militære mål, eller mot demilitariserte soner,

retter et angrep mot bygninger som er viet til religion, utdanning, kunst,

vitenskap eller velgjørende formål, mot historiske minnesmerker,

kulturminner, sykehus og samlingssteder for syke og sårede eller mot annen

sivil gjenstand som ikke utgjør militære mål,

ved å forlede noen til å tro at de har rett til beskyttelse eller plikt til å gi

beskyttelse i henhold til folkeretten og med den hensikt å svikte denne

tilliten, dreper eller sårer noen som tilhører motpartens borgere eller

væpnede styrker, eller

erklærer eller truer med at det ikke vil bli vist nåde.

142

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmetoder er fengsel

inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller

annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd

annet punktum.

§ 107.

Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmidler

For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt

eller

bruker gift eller giftige våpen,

bruker biologiske eller kjemiske våpen,

bruker kuler som lett utvider seg eller blir flate i den menneskelige kroppen,

bruker et annet stridsmiddel som er i strid med folkeretten.

Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmidler er fengsel

inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller

annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd

annet punktum.”

Uddrag af den norske lovgivning er gengivet i bilag 2.

3.4 Sverige

Bl.a. krigsforbrydelser er kriminaliseret i en svensk særlov om ”straff för vissa internationella

brott” (lov nr. 2014:406).

Lovens §§ 3-11 regulerer det strafferetlige ansvar for krigsforbrydelser. Lovens § 3 definerer

beskyttede personer og henviser til den personkreds, der bl.a. er beskyttet i henhold til Genève-

konventionerne. §§ 4, 6 og 8 kriminaliserer krigsforbrydelser rettet mod henholdsvis personer,

ejendom og særligt beskyttede indsatser. Anvendelsen af forbudte krigsmetoder og -midler er

kriminaliseret i §§ 9 og 10. Lovens §§ 5 og 7 vedrører de forbrydelser, som ifølge statutten kun

finder anvendelse i forbindelse med væbnet international konflikt, bl.a. suspension af retten til

domstolsprøvelse.

Strafferammerne for overtrædelse af bestemmelserne er reguleret enkeltvis i hver af straffebe-

stemmelserne. Strafmaksimum er ifølge krigsforbrydelsesbestemmelserne i §§ 4-10 fængsel

indtil seks år. Lovens § 11 angår ”grove krigsforbrydelser” og fastlægger, hvornår krigsforbry-

delserne i §§ 4-10 skal anses for at være grove. Strafferammen for grove krigsforbrydelser er

fængsel i en vis periode, minimum fire år og højst 18 år, eller på livstid. Bestemmelserne skelner

som udgangspunkt ikke mellem international og ikke-international væbnet konflikt.

Lovens §§ 13-15 omhandler overordnedes ansvar for underordnedes handlinger, herunder § 13

om undladelse af at træffe mulige foranstaltninger for at forhindre forbrydelserne, § 14 om

143

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

undladelse af at udøve kontrol og § 15 om undladelse af at anmelde en underordnets forbry-

delse.

Uddrag af den svenske lovgivning er gengivet i bilag 3.

3.5 Tyskland

Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-

buch”), der implementerer statutten i tysk lovgivning og kriminaliserer forbrydelserne i tysk

ret. Folkeretsstraffelovens kapitel 2, §§ 8-12, kriminaliserer krigsforbrydelser rettet mod hen-

holdsvis personer, ejendom og humanitære indsatser samt brug af forbudte krigsmetoder og -

midler.

Bestemmelserne om krigsforbrydelser finder anvendelse ved såvel internationale som ikke-in-

ternationale væbnede konflikter med undtagelse af § 8, stk. 3, om bl.a. overførsel af egen civil-

befolkning, der kun finder anvendelse i forbindelse med en international væbnet konflikt.

Strafferammerne for overtrædelse af bestemmelserne er reguleret enkeltvis og underinddelt i

hver af straffebestemmelserne.

Uddrag af den tyske lovgivning er gengivet i bilag 4.

I november 2023 fremlagde den tyske regering et lovudkast, der skal opdatere den tyske folke-

retsstraffelov. Udkastet indeholder en række ændringer, herunder en udvidelse af den eksiste-

rende lovgivning omkring seksuel vold begået i forbindelse med væbnede konflikter. Udkastet

blev med enkelte ændringer vedtaget af den tyske forbundsdag den 6. juni 2024.

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af særskilte straffebe-

stemmelser om krigsforbrydelser

4.1 Opdeling af forbrydelserne, fælles overvejelser og det kontekstuelle krav

Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde forslag til, hvordan en selv-

stændig kriminalisering af bl.a. krigsforbrydelser mest hensigtsmæssigt kan indføres i dansk

straffelovgivning.

Som beskrevet i kapitel 3, afsnit 1, bør straffebestemmelserne udformes med udgangspunkt i

ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, men således, at også betragtninger om hen-

sigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstradition indgår.

144

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget har overvejet, i hvilket omfang straffebestemmelserne om krigsforbrydelser bør følge

strukturen i statuttens artikel 8. Statuttens artikel 8 sondrer mellem internationale og ikke-inter-

nationale væbnede konflikter, hvilket medfører, at flere af krigsforbrydelserne har et stort set

identisk gerningsindhold med den forskel, at konteksten i den ene kategori skal være en inter-

national væbnet konflikt, mens det i den anden kategori skal være en ikke-international væbnet

konflikt. Derudover er statuttens bestemmelser opdelt efter, om det folkeretlige grundlag for

krigsforbrydelsen er Genève-konventionerne af 1949 eller andre konventioner og sædvaneret.

En sådan struktur forekommer at være mindre hensigtsmæssig i en dansk kontekst.

I både norsk, svensk og tysk lovgivning er krigsforbrydelser grupperet efter forbrydelsens be-

skyttelsesobjekt eller efter, hvilken type handling der forbydes. Bestemmelserne er således op-

delt i fem kategorier: Krigsforbrydelser mod henholdsvis personer, ejendom og humanitære

indsatser samt krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og kampmidler. En

sådan opdeling passer efter udvalgets opfattelse bedre med dansk strafferetlig lovgivningstra-

dition og er i det hele taget mere hensigtsmæssig. Udvalget har på den baggrund gennemgået

statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser med henblik på at inddele forbrydelserne i disse fem

kategorier, som uddybes nærmere i afsnit 4.2-4.6 nedenfor.

Udvalget har endvidere overvejet, hvorvidt sondringen mellem international og ikke-internati-

onal væbnet konflikt bør opretholdes i de danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser.

Udvalget har noteret sig, at der i krigsforbrydelsesbestemmelserne i norsk, svensk og tysk ret

som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger begået i henholdsvis en

international eller en ikke-international væbnet konflikt. Udvalget noterer sig ligeledes, at

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i

Tadic-sagen

udtalte, at grundlæggende

overvejelser om humanitet og sund fornuft gør det fornuftsstridigt, at staters anvendelse af vå-

ben, der er forbudt i internationale væbnede konflikter mellem stater, er tilladt, når stater forsø-

ger at nedkæmpe væbnede oprør fra sin egen befolkning på eget territorium. Hvad der må anses

for inhumant og derfor forbudt i international væbnet konflikt må ligeledes anses for inhumant

og utilladeligt i ikke-international væbnet konflikt.

På linje hermed er det udvalgets opfattelse, at det, der er strafbart i én type af væbnet konflikt,

som udgangspunkt også bør være strafbart i en anden type af væbnet konflikt, medmindre for-

brydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet konflikt,

f.eks. at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod deres eget land.

Denne tilgang understøttes desuden af den generelle udvikling i folkeretten, herunder

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Tadic

(IT-94-1), afgørelse af 2.

oktober 1995, pr. 119.

145

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

folkeretlig sædvaneret, hvorefter der i forhold til krigsforbrydelser i mindre grad skelnes mel-

lem, om forbrydelsen er begået under international eller ikke-international væbnet konflikt.

Derudover foreslår udvalget, at bestemmelserne i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde

af væbnet konflikt medtages i det nye foreslåede kapitel i straffeloven, så flere danske straffe-

bestemmelser om krigsforbrydelser er samlet det samme sted. Som følge heraf bør lov om be-

skyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ophæves. Der henvises til afsnit 4.3 og

4.5 om krigsforbrydelser mod ejendom og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kamp-

metoder, herunder angreb mod beskyttede kulturværdier.

Fælles for alle krigsforbrydelserne er, at strafansvar forudsætter, at handlingen er begået i til-

knytning til en væbnet konflikt, jf. afsnit 1.3.2 ovenfor. Det vil sige, at forbrydelsen skal være

begået i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav

er på engelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfæl-

digvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men som ikke har

forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsernes anvendelses-

område. Det er således en grundbetingelse for strafansvar, at der er et såkaldt neksus mellem

overtrædelsen og den væbnede konflikt.

Det følger som nævnt af statuttens artikel 8, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med

hensyn til krigsforbrydelser og navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller

som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Ordlyden ”navnlig sådanne” inde-

bærer, at Straffedomstolen også har jurisdiktion over krigsforbrydelser, der ikke er begået som

led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse. Som nævnt er formuleringen

i statutten alene en rettesnor for, hvilke sager om krigsforbrydelser Straffedomstolen bør be-

skæftige sig med. Der ses endvidere ikke at være et sådant generelt kriterium i den humanitære

folkeret, herunder i Genève-konventionerne eller tillægsprotokollerne til Genève-konventio-

nerne fra 1977, der indsnævrer definitionen af krigsforbrydelser på denne måde.

Der bør derfor ikke indføres en lignende bestemmelse i dansk ret, der indsnævrer, hvad der kan

kvalificeres som en krigsforbrydelse. En sådan bestemmelse ville kunne indebære, at konkrete

forbrydelser ikke ville være omfattet af den danske straffebestemmelse, men være omfattet af

Straffedomstolens jurisdiktion. En sådan ordning ville dermed ikke flugte med udvalgets gene-

relle udgangspunkt om, at de danske bestemmelser som minimum skal indeholde det samme

som statuttens bestemmelser, således at det bl.a. sikres, at danske borgere ikke skal udleveres

til retsforfølgning, men i stedet retsforfølges i Danmark, ligesom der ikke er samme behov for

at begrænse antallet af sager ved de danske domstole som ved Straffedomstolen.

146

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Kriteriet om, at forbrydelsen skal være begået som led i en plan eller politik eller som led i en

omfattende udførelse af sådanne forbrydelser i statuttens artikel 8, stk. 1, er endvidere ikke

medtaget i hverken den norske, svenske eller tyske bestemmelse.

Udvalget foreslår i stedet, at formuleringen om, at forbrydelsen er begået som led i en plan eller

politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser, medtages som en straf-

skærpende omstændighed, ligesom Norge har valgt at gøre. Der henvises nærmere til afsnit 4.7

nedenfor om strafferammer m.v.

Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-

trædelse af de foreslåede straffebestemmelser.

4.2 Krigsforbrydelser mod personer

4.2.1

Forbrydelsernes indhold

4.2.1.1

Krigsforbrydelser mod personer i både international og ikke-international væbnet

konflikt

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer vil indeholde 12 bestemmel-

ser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-

flikter. 11 af disse har baggrund i bestemmelser i Straffedomstolens statut.

Den

første

foreslåede bestemmelse omfatter drab på en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 1).

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, om forsætligt

drab, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om at dræbe en kombattant, samt dele af artikel 8, stk. 2,

litra c, nr. i, om vold mod liv, og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme. Den

foreslåede bestemmelse omfatter forsætligt drab på en beskyttet person, og essensen i forbry-

delsen er således manglende overholdelse af distinktionsprincippet, hvoraf følger, at konflikt-

parterne til enhver tid skal skelne mellem civile og kombattanter/medlemmer af organiserede

væbnede grupper, der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne. Den foreslåede bestemmelse

vil derfor ikke omfatte lovlige følgeskader ved angreb på militære mål, såkaldt kollateral skade.

Følgeskader, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil der-

imod være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb, der forårsager vilkårlig skade,

der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Der henvises til afsnit

4.5 nedenfor om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder.

Den

anden

foreslåede bestemmelse indeholder tre forbrydelser (§ 118 e, stk. 1, nr. 2). Den første

forbrydelse omfatter tortur mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a). Den anden

forbrydelse omfatter umenneskelig behandling mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 2,

litra b). Bestemmelserne tager udgangspunkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om tortur

147

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

eller umenneskelig behandling og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og

legeme, i særdeleshed bl.a. lemlæstelse, grusom behandling og tortur. Den tredje forbrydelse

omfatter stor – i modsætning til den højere tærskel ”stærk” – fysisk eller psykisk smerte eller

lidelse samt alvorlig skade på legeme eller helbred, der indholdsmæssigt svarer til statuttens

artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii, om tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme

eller helbred (§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c).

Den

tredje

foreslåede bestemmelse omfatter slaveri mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1,

nr. 3). Bestemmelsen er ikke en krigsforbrydelse efter Straffedomstolens statut, men er bl.a.

indeholdt i den danske militærmanual, jf. afsnit 4.2.3 nedenfor.

Den

fjerde

foreslåede bestemmelse omfatter voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution,

påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af

lignende grovhed mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 4). Bestemmelsen tager udgangs-

punkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vi, om voldtægt,

seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver

anden form for seksuel vold, dog med visse forskelle, jf. nærmere afsnit 4.2.3 nedenfor.

Den

femte

foreslåede bestemmelse omfatter gidseltagning af en beskyttet person (§ 118 e, stk.

1, nr. 5). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, og

artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iii, om gidseltagning.

Den

sjette

foreslåede bestemmelse omfatter hvervning m.v. af et barn under 15 år til tjeneste i

væbnede styrker m.v. (§ 118 e, stk. 1, nr. 6). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens

artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vii, der indeholder et forbud mod

at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende

dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.

Den

syvende

foreslåede bestemmelse omfatter medicinske, biologiske eller videnskabelige for-

søg på en beskyttet person, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred

(§ 118 e, stk. 1, nr. 7). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra

a, nr. ii, om biologiske forsøg samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.

xi, om at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske

eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tand-

læge- eller hospitalsbehandling af den pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse,

og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes

for alvorlig fare.

148

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den

ottende

foreslåede bestemmelse omfatter deportation eller tvangsforflytning eller friheds-

berøvelse af en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 8). Bestemmelsen tager udgangspunkt i

statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, om at deportere, overføre eller retsstridigt internere og

artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, om forflytning af civile, dog med visse forskelle, jf. nærmere i

afsnit 4.2.3 nedenfor.

Den

niende

foreslåede bestemmelse omfatter domfældelse m.v. af en beskyttet person i strid

med retten til en retfærdig rettergang (§ 118 e, stk. 1, nr. 9). Bestemmelsen tager udgangspunkt

i statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, om betryggende og behørig domstolsbehandling og

artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, om domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang, dog

med visse forskelle, jf. nærmere afsnit 4.2.3 nedenfor.

Den

tiende

foreslåede bestemmelse omfatter grov krænkelse af en beskyttet eller afdød persons

værdighed ved ydmygende eller nedværdigende behandling (§ 118 e, stk. 1, nr. 10). Bestem-

melsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og artikel 8, stk. 2,

litra c, nr. ii, om forbud mod at krænke den menneskelige værdighed.

Den

ellevte

foreslåede bestemmelse omfatter skade på en modstander, der har overgivet sig

betingelsesløst eller er ukampdygtig (§ 118 e, stk. 1, nr. 11). Bestemmelsen tager udgangspunkt

i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om bl.a. at såre en kombattant, der er

hors de combat

(ukampdygtig), dog med visse forskelle, jf. nærmere i afsnit 4.2.3 nedenfor.

Den

tolvte

foreslåede bestemmelse omfatter ophævelse m.v. af modpartens statsborgeres ret-

tigheder og adgang til sagsanlæg ved domstolene (§ 118 e, stk. 1, nr. 12). Bestemmelsen tager

udgangspunkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, som handler om at erklære modpartens

statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller

udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene.

4.2.1.2

Krigsforbrydelser mod personer i internationale væbnede konflikter

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer vil endvidere indeholde tre

typer af forbrydelser, der alene vil udgøre en krigsforbrydelse i forbindelse med internationale

væbnede konflikter.

Den

første

foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-

flikter, er overførsel af en del af sin egen civilbefolkning til et besat område (§ 118 e, stk. 2, nr.

1). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, om bl.a.

besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens egen civilbefolkning til

det besatte område.

149

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den

anden

foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-

flikter, omfatter at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod eget land

(§ 118 e, stk. 2, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra

b, nr. xv, om at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod deres eget

land.

Den

tredje

foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-

flikter, omfatter at tvinge en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker (§

118 e, stk. 2, nr. 3). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a,

nr. v, som handler om at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i

en fjendtlig magts styrker.

4.2.1.3

Beskyttede personer

Det foreslås endvidere, at begrebet ”beskyttet person” defineres i det foreslåede § 118 e, stk. 3,

da flere af krigsforbrydelserne mod personer vil forudsætte, at forbrydelsen er begået mod en

person, der er beskyttet efter den humanitære folkeret. En beskyttet person er efter den huma-

nitære folkeret enhver person, der ikke eller ikke længere tager del i fjendtlighederne. Det er

udvalgets opfattelse, at definitionen af en beskyttet person i den humanitære folkeret også bør

være definitionen i de danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser. Sådanne beskyttede

personer omfatter efter folkeretten forskellige persongrupper, herunder civile og krigsfanger,

som beskrives nærmere i bemærkningerne til bestemmelsen i kapitel 14.

4.2.1.4

Kollektiv afstraffelse

Spørgsmålet om kollektiv afstraffelse som krigsforbrydelse har særskilt været drøftet i udval-

get. Kollektiv afstraffelse indebærer, at en eller flere personer fra en gruppe idømmes et straf-

feretligt ansvar for en handling, som de ikke har begået, men som angiveligt er begået af et

medlem af gruppen, med formålet om at pålægge en sådan kollektiv straf.

Udvalget bemærker, at der gælder et forbud mod kollektiv straf efter Genève-konvention IV og

tillægsprotokol I og II, og at kollektiv afstraffelse var udtrykkeligt kriminaliseret i statutterne

for Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR) og Den Særlige Domstol for Sierra Leone

(SCSL). I sin retspraksis har Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) yderligere uddybet

de konstituerende elementer i denne forbrydelse.

Udvalget bemærker på den anden side, at

kollektiv afstraffelse ikke er en krigsforbrydelse efter artikel 8 i Straffedomstolens statut, og at

Se Den Særlige Domstol for Sierra Leone,

Anklageren mod Moinina Fofana and Allieu Kondewa (CDF)

(SCSL-

04-14-A), appelafgørelse af 28. maj 2008, pr. 224; Den Særlige Domstol for Sierra Leone,

Anklageren mod Issa

Hassan Sesay, Morris Kallon og Augustine Gbao (RUF),

(SCSL-04-15-T), afgørelse af 2. marts 2009, pr. 126.

150

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

det ikke er klart, om der er fuld enighed blandt stater om, i hvilket omfang kollektiv afstraffelse

udgør en krigsforbrydelse, der kan pålægges et individuelt strafferetligt ansvar for. På den bag-

grund har udvalget ikke på nuværende tidspunkt fundet det hensigtsmæssigt at foreslå en sådan

straffebestemmelse om kollektiv afstraffelse.

Det bemærkes, at visse dele af kollektiv afstraffelse efter omstændighederne vil kunne være

omfattet af øvrige af de foreslåede bestemmelser, herunder det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 9,

om at idømme eller iværksætte en straf mod en beskyttet person i strid med retten til en retfær-

dig rettergang.

4.2.2

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om

krigsforbrydelse mod personer:

”§

118 e.

For krigsforbrydelser mod personer straffes den, der i tilknytning til en

væbnet konflikt foretager én eller flere af de følgende handlinger:

1) Dræber en beskyttet person.

2) Påfører en beskyttet person

a) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe op-

lysninger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe,

skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på bag-

grund af enhver form for forskelsbehandling eller på baggrund af et formål

af lignende karakter (tortur),

b) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling)

eller

c) stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme

eller helbred.

3) Udsætter en beskyttet person for slaveri

4) Udsætter en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitu-

tion, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller

reproduktiv vold af lignende grovhed.

5) Tager en beskyttet person som gidsel.

6) Indkalder eller hverver et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller

grupper eller bruger et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder.

7) Udsætter en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt

forsøg, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred.

8) Deporterer, tvangsforflytter eller frihedsberøver en beskyttet person i strid med

den humanitære folkeret.

9) Idømmer eller iværksætter en straf mod en beskyttet person i strid med retten

til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.

10) Groft krænker en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende,

nedværdigende eller anden krænkende behandling.

11) Skader en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdyg-

tig, eller en parlamentær.

151

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

12) Erklærer modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet,

midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved dom-

stolene.

Stk. 2.

For krigsforbrydelse mod personer straffes også den, der i tilknytning til en

international væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:

1) Overfører en del af sin egen civilbefolkning til et besat område.

2) Tvinger en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit

eget land.

3) Tvinger en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.

Stk. 3.

Ved beskyttet person forstås en person, der ikke eller ikke længere tager

direkte del i fjendtlighederne.”

4.2.3

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om

krigsforbrydelser

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om

krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger

begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre

forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-

flikt. Dette er alene tilfældet for den foreslåede straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod

personer, hvor stk. 2 indeholder tre krigsforbrydelser, der alene finder anvendelse i international

væbnet konflikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare

til indholdet i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestem-

melse i henholdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.

Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 8 er gennemført i den foreslåede danske be-

stemmelse uden indholdsmæssige ændringer. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive omtalt

nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til bemærkningerne til den foreslåede § 118 e i

lovudkastet i kapitel 14.

De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende

med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 3,

omhandler slaveri begået mod en beskyttet person. Der er

ikke en bestemmelse i statutten om slaveri. Forbrydelsen kan dog anses for at være indeholdt i

forbuddet mod groft at krænke en beskyttet persons værdighed ved ydmygende eller nedværdi-

gende behandling efter statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og litra c, nr. ii. Derudover

pålægger bl.a. artikel 4, stk. 2, litra f, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne staterne en

forpligtelse til at forbyde slaveri og slavehandel under enhver form og dermed sikre, at civile

og personer

hors de combat

(ukampdygtige) ikke udsættes for en sådan forbrydelse. Det følger

152

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

dog ikke direkte af tillægsprotokollen, at forbrydelsen udgør en krigsforbrydelse. Udvalget har

imidlertid lagt vægt på, at militærmanualen har medtaget slaveri som en krigsforbrydelse i både

international og ikke-international væbnet konflikt bl.a. med henvisning til

Krnojelac-sagen

fra

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien.

Der henvises til militærmanualens ka-

pitel 6, afsnit 4.2.5.

I norsk ret er slaveri medtaget som en krigsforbrydelse med henvisning til, at det anses for at

være en forbrydelse i folkeretlig sædvaneret. Der er ikke en lignende bestemmelse i svensk eller

tysk ret.

Udvalget foreslår på samme måde som i norsk lovgivning, at slaveri også omfattes af den sær-

skilte straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod personer.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 4,

omhandler forskellige former for seksuel og reproduktiv

vold begået mod en beskyttet person. Straffedomstolen har i

Ongwen-sagen

anerkendt, at re-

produktiv autonomi er den særlige beskyttelsesinteresse, der beskyttes af forbuddet mod

tvangsgraviditet. Reproduktiv vold anses efter folkeretlig sædvaneret for at være en krigsfor-

brydelse. Udvalget foreslår på den baggrund, at reproduktiv vold medtages i den opsamlende

del af ordlyden i bestemmelsen. Reproduktiv vold skal forstås som en handling, der ved tvang

fratager den forurettede sin reproduktive autonomi. Reproduktiv vold er eksempelvis tvangs-

aborter. Udvalget foreslår desuden, at bestemmelsen formuleres i et kønsneutralt sprog.

Det bemærkes i forhold til det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 6,

at udvalget har overvejet alders-

grænsen på 15 år for hvervning af børn i lyset af, at Danmark i 2002 ratificerede den valgfri

protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse

af børn i væbnede konflikter. Aldersgrænsen for forbud mod bl.a. at tvangsindkalde eller re-

kruttere børn er i tillægsprotokollen fastsat til 18 år. Aldersgrænsen er dermed hævet i sammen-

ligning med aldersgrænsen i statuttens bestemmelse (artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel

8, stk. 2, litra e, nr. vii). I den tilsvarende norske bestemmelse er aldersgrænsen fastsat til 18 år

med henvisning til, at Norge har tiltrådt denne tillægsprotokol til børnekonventionen. I de til-

svarende bestemmelser i svensk og tysk ret er aldersgrænsen dog fastholdt til 15 år. Desuden

har flere lande, som Danmark tidligere har indgået i koalitionsoperationer med, f.eks. Frankrig,

Storbritannien og USA, afgivet forbehold ved tiltrædelsen af tillægsprotokollen, idet det er mu-

ligt at tjene i deres væbnede styrker før det fyldte 18. år. En aldersgrænse på 15 år harmonerer

endvidere med den kriminelle lavalder, der i dansk strafferet er 15 år, jf. straffelovens § 15.

Udvalget har på den baggrund fastholdt aldersgrænsen på 15 år.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Krnojelac

(IT-97-25-T), afgørelse af 15.

marts 2002 pr. 499.

153

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det bemærkes desuden, at tillægsprotokollen til børnekonventionen ikke forpligter Danmark til

at gøre en sådan hvervning af børn under 18 år til en krigsforbrydelse, men alene indeholder en

forpligtelse for staten til ikke selv at tvangsindkalde børn under 18 år.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 8,

omhandler deportation, tvangsforflytning eller frihedsbe-

røvelse af en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret. Retsstridig internering er

omfattet af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, der finder anvendelse i internationale væb-

nede konflikter, men ikke artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, der finder anvendelse i ikke-interna-

tionale væbnede konflikter. Udvalget foreslår imidlertid, at retsstridig internering fastholdes i

en samlet bestemmelse med forbuddet mod deportation og tvangsforflytning, selv om det inde-

bærer, at retsstridig internering dermed også forbydes i ikke-internationale væbnede konflikter.

Da begrebet ”internering” imidlertid er forbeholdt internationale væbnede konflikter, foreslås

det i stedet at anvende begrebet ”frihedsberøvelse” i bestemmelsens ordlyd.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 9,

omhandler at idømme eller iværksætte en straf over for en

beskyttet person i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.

Udvalget lægger op til, at det i bemærkningerne til bestemmelsen anføres, at det forudsættes, at

den idømte eller iværksatte straf skal være af en vis alvor for at være omfattet af bestemmelsen,

herunder særligt straf i form af dødsstraf eller frihedsstraf. Et sådant krav findes ikke direkte i

statuttens bestemmelser.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 11,

omhandler at skade en modstander, der har overgivet sig

betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller en parlamentær. Bestemmelsen tager udgangspunkt

i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, der alene finder anvendelse i international væbnet

konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en

krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-

sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-

net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til

international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets generelle overvejelser om krigsforbry-

delsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor.

Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 11, omhandler skade på en parlamentær, der er den person,

som kan søge kontakt med modstanderen under brug af det hvide flag med henblik på at indgå

en våbenhvile eller fredsaftale. Skade på en parlamentær er ikke omfattet af statuttens bestem-

melse. Udvalget foreslår imidlertid at medtage denne forbrydelse, da forbrydelsen må anses for

at være en krigsforbrydelse efter folkeretlig sædvaneret, og da forbrydelsen efter udvalgets

154

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

opfattelse har en karakter, der er sammenlignelig med skade på en modstander, der har overgi-

vet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig.

Det foreslåede

§ 118 e, stk. 1, nr. 12,

omhandler at erklære modpartens rettigheder og adgang

til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende

ved domstolene. Bestemmelsen svarer til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, der alene

finder anvendelse i international væbnet konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i sta-

tutten, der gør samme handling til en krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Ud-

valget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både in-

ternational og ikke-international væbnet konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anven-

delsesområdet skal være afgrænset til international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets

generelle overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor.

4.3 Krigsforbrydelser mod ejendom

4.3.1

Forbrydelsernes indhold

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom vil indeholde fire bestemmel-

ser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-

flikter. To af disse har baggrund i Straffedomstolens statut.

Den

første

foreslåede bestemmelse omfatter plyndring (§ 118 f, nr. 1). Bestemmelsen svarer

indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v,

om plyndring.

Den

anden

foreslåede bestemmelse omfatter ødelæggelse, beslaglæggelse, konfiskation eller

anden tilegnelse af ejendom, når handlingen ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nød-

vendighed (§ 118 f, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2,

litra a, nr. iv, om omfattende ødelæggelse og tilegnelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra

b, nr. xiii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xii, om ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens

ejendom.

De to andre bestemmelser, der ikke har baggrund i statutten, har baggrund i lov om beskyttelse

af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (§ 118 f, nr. 3 og 4), jf. nærmere afsnit 4.3.3

nedenfor.

4.3.2

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om

krigsforbrydelser mod ejendom:

155

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

”§

118 f.

For krigsforbrydelser mod ejendom straffes den, der i tilknytning til en

væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:

1) Plyndrer.

2) Beslaglægger, konfiskerer, ødelægger eller tilegner sig ejendom, når handlingen

ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.

3) Ødelægger eller tilegner sig kulturværdier i stort omfang i strid med UNESCO-

konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet

konflikt og dennes 2. protokol.

4) Plyndrer, begår tyveri af eller udfører hærværk mod eller uretmæssigt anvender

kulturværdier i strid med UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyt-

telse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.”

4.3.3

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om

krigsforbrydelser

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om

krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger

begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre

forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-

flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet

i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-

holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.

Det foreslåede

§ 118 f, nr. 1,

omhandler plyndring. Det fremgår ikke af statuttens bestemmelse

eller de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der stilles krav til plyndringens omfang.

Det kan imidlertid udledes af den folkeretlige sædvaneret, at plyndringen skal have et vist om-

fang for at kunne karakteriseres som en krigsforbrydelse. Det betyder dog ikke, at gerningsper-

sonen skal være ansvarlig for den samlede mængde af plyndringer, der udgør et sådant omfang.

En enkelt gerningsperson vil således kunne begå forbrydelsen ved kun at have borttaget nogle

få genstande, hvis handlingen indgår i en serie af tilsvarende handlinger (begået af andre ger-

ningspersoner), som kan karakteriseres som plyndring. På den baggrund lægger udvalget op til,

at det i bemærkningerne til bestemmelsen præciseres, at plyndring forudsætter et vist omfang.

Plyndring vil dermed adskille sig fra almindeligt tyveri af enkelte genstande.

De foreslåede

§ 118 f, nr. 3 og 4,

omhandler henholdsvis ødelæggelse m.v. af kulturværdier og

plyndring m.v. af kulturværdier beskyttet i henhold til UNESCO-konvention af 1954 og dennes

2. protokol. De to foreslåede bestemmelser svarer til de nugældende bestemmelser i § 1, nr. 3

og 5, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Udvalget læger op til

at videreføre de gældende bestemmelser i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væb-

net konflikt i de foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser.

156

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4.4 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker

4.4.1

Forbrydelsernes indhold

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemær-

ker vil indeholde tre bestemmelser, som alle har baggrund i Straffedomstolens statut, og som

vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

Den

første

foreslåede bestemmelse omfatter angreb på personel, installationer, materiel, enhe-

der eller befordringsmidler, der er involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende mis-

sioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale fredsbevarende missi-

oner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret (§ 118 g, nr. 1). Bestem-

melsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8, stk. 2,

litra e, nr. iii, om angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser eller

fredsbevarende missioner.

Den

anden

foreslåede bestemmelse omfatter angreb på personel, bygninger, materiel eller sa-

nitetsenheder eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender

et af Genève-konventionernes og tillægsprotokollernes beskyttede kendemærker eller emble-

mer eller anden identifikationsmetode (§ 118 g, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt

til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ii.

Den

tredje

foreslåede bestemmelse omfatter misbrug af parlamentærflag, fjendens flag, FN-

flag eller militære symboler eller uniformer eller misbrug af Genève-konventionernes beskyt-

tede kendemærker med død eller alvorlig personskade til følge (§ 118 g, nr. 3). Bestemmelsen

adskiller sig derved fra de andre bestemmelser, der handler om angreb på beskyttede personer

og genstande, idet den omhandler

misbrug

af det beskyttede til at skade eller dræbe modstan-

deren. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, om

uretmæssig anvendelse af parlamentærflaget, fjendens eller FN’s flag eller militære symboler

eller uniformer samt Genève-konventionernes kendemærker med død eller alvorlig person-

skade til følge.

4.4.2

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om

krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker:

”§

118 g.

For krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker straf-

fes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende

handlinger:

1) Angriber personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der

er involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i

157

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

overensstemmelse med FN-pagten, eller lignende internationale fredsbevarende

missioner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret.

2) Angriber personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter,

der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-

konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker

eller emblemer eller anden identifikationsmetode.

3) Misbruger parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller

uniformer eller Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers,

beskyttede kendemærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig per-

sonskade til følge.”

4.4.3

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om

krigsforbrydelser

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om

krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger

begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre

forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-

flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet

i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-

holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.

Statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iii, om angreb på huma-

nitære indsatser eller fredsbevarende missioner omfatter efter ordlyden fredsbevarende missio-

ner i overensstemmelse med FN-pagten. Straffedomstolen har i sin praksis lagt til grund, at ”i

overensstemmelse med” ikke indebærer, at det alene er FN-missioner, som er omfattet af be-

skyttelsen, men at beskyttelsen også omfatter fredsbevarende missioner, der gennemføres efter

en mellemfolkelig aftale, som er i overensstemmelse med FN’s formål og principper, herunder

at sikre verdensfreden og sikkerheden.

Det vil kunne omfatte operationer gennemført af regi-

onale organisationer, herunder eksempelvis Den Europæiske Union eller Den Afrikanske

Union.

På den baggrund foreslår udvalget, at ”lignende internationale fredsbevarende missioner” med-

tages i ordlyden af

§ 118 g, nr. 1.

Den regionalt iværksatte fredsbevarende mission vil skulle

opfylde de samme betingelser som en FN-mission for at være omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes desuden, at udvalget er opmærksom på problemstillingen vedrørende moderne

fredsbevarende missioner, der typisk autoriserer magtanvendelse, som ikke kun omfatter selv-

forsvar, men ligeledes forsvar af missionens mandat, herunder beskyttelse af civile. Dette med-

fører, at det er uklart, hvornår en sådan fredsbevarende mission henholdsvis deltager direkte i

Straffedomstolen,

Anklageren mod Abu Garda

(ICC-02/5-02/09), pr. 75ff.

158

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

fjendtlighederne eller udøver selvforsvar. Denne vurdering må ifølge Straffedomstolen foreta-

ges ud fra de konkrete omstændigheder i sagen.

Udvalget foreslår, at det i bemærkningerne præciseres, at det vil være en betingelse, at det be-

skyttede personel og materiel m.v. ikke direkte deltager i fjendtlighederne. Personale i FN-

missioner eller lignende internationale fredsbevarende missioner vil, så længe de deltager di-

rekte i fjendtlighederne, ikke være beskyttet efter bestemmelsen. Denne vurdering vil afhænge

af de konkrete omstændigheder fra sag til sag.

Det foreslåede

§ 118 g, nr. 2,

om angreb på personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder

eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-

konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer

eller anden identifikationsmetode, bruger begrebet ”anvender” i overensstemmelse med statut-

tens bestemmelse. Udvalget har imidlertid overvejet, om forbrydelsen skal omfatte angreb med

viden om, at den forurettede har ”ret” til at anvende kendemærkerne m.v. Det vil sige, at den

angrebne i så fald kan være beskyttet efter bestemmelsen uden faktisk at anvende det beskyttede

kendemærke m.v., hvis gerningspersonen er klar over eller bestemt må antage, at den foruret-

tede har en sådan ret.

I den tilsvarende norske bestemmelse har man valgt at erstatte ”anvender” med ”har ret til at

benytte”. I sædvaneretsstudiet lægger Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) desuden

til grund, at kendemærket ikke i sig selv giver en beskyttet status, og at det centrale i forbrydel-

sen er angreb mod de beskyttede personer eller genstande med viden om, at de er beskyttede,

uanset om de faktisk anvender kendemærket. Udvalget er imidlertid ikke bekendt med retsprak-

sis, der kan understøtte, at denne justering er et udtryk for gældende folkeretlige sædvaneret. I

dette lys og for at sikre en hensigtsmæssig afgrænsning til det foreslåede § 118 h, nr. 3 (angreb

på bygninger, hospitaler m.v., som ikke udgør militære mål) lægger udvalget op til at fastholde

statuttens formulering og indhold.

Det foreslåede

§ 118 g, nr. 3,

om misbrug af parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller mi-

litære symboler eller uniformer eller misbrug af Genève-konventionernes beskyttede kende-

mærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig personskade til følge er ifølge statutten

alene en krigsforbrydelse i international væbnet konflikt. Udvalget finder imidlertid, at det må

anses for mest hensigtsmæssigt, at bestemmelsen finder anvendelse i både international og ikke-

international væbnet konflikt. Der er ikke noget i forbrydelsens natur, der tilsiger, at forbrydel-

sen kun skal finde anvendelse i international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets gene-

relle overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette understøttes

Straffedomstolen,

Anklageren mod Abu Garda,

(ICC-02/5-02/09), pr. 83.

159

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

desuden af, at der for så vidt angår Genève-konventionernes beskyttede kendemærker er et for-

bud mod misbrug i ikke-internationale væbnede konflikter i artikel 12 i tillægsprotokol II til

Genève-konventionerne, uden at dette dog på denne baggrund udgør en krigsforbrydelse.

4.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder

4.5.1

Forbrydelsernes indhold

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil

indeholde ni bestemmelser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-in-

ternationale væbnede konflikter. Otte af disse har baggrund i Straffedomstolens statut.

Den

første

foreslåede bestemmelse omfatter målrettede angreb mod civilbefolkningen som så-

dan eller mod civile, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne (§ 118 h, nr. 1). Bestemmelsen

svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.

i, om angreb på civile.

Den

anden

foreslåede bestemmelse omfatter udsultning af civile som kampmetode (§ 118 h, nr.

2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, og artikel

8, stk. 2, litra e, nr. xix, om forsætlig udsultning af civile som krigsmetode ved at unddrage dem

genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælps-

forsyninger i henhold til Genève-konventionerne. I 2019 blev forbuddet mod forsætlig anven-

delse af udsultning af civile i internationale væbnede konflikter udvidet til også at gælde i ikke-

internationale væbnede konflikter ved resolution ICC-ASP/18/Res.5 af 6. december 2019.

Denne ændring er ratificeret eller godkendt af 14 deltagerstater (juni 2024). Danmark har ikke

ratificeret denne tilføjelse til statutten. Udvalget har imidlertid medtaget forbuddet mod udsult-

ning af civile som kampmetode i ikke-international væbnet konflikt under henvisning til, at

forbrydelsen anses for en krigsforbrydelse efter den folkeretlige sædvane samt under hensyn til

hensigtsmæssigheden i, at de samme forbrydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internatio-

nal som ikke-international væbnet konflikt, jf. udvalgets indledende overvejelser om krigsfor-

brydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Hertil kommer, at det efter artikel 14 i tillægsprotokol

II til Genève-konventionerne er forbudt at udsulte civile som kampmiddel i ikke-international

væbnet konflikt, og at et sådant forbud er afspejlet i den danske militærmanual om folkeret for

danske væbnede styrker i internationale militære operationer, der er udarbejdet af Forsvarsmi-

nisteriet og Forsvarskommandoen. Endvidere fremgår det af regel 156 i Den Internationale

Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie, at det er en alvorlig overtrædelse af den huma-

nitære folkeret at udsulte civile som kampmetode. Udvalget anbefaler på den baggrund, at Dan-

mark ratificerer tilføjelsen til statutten om udsultning af civile som krigsforbrydelse i ikke-in-

ternational væbnet konflikt.

160

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den

tredje

foreslåede bestemmelse omfatter angreb på bygninger, der anvendes til religion,

uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, eller historiske mindesmærker, hospita-

ler eller områder, hvor syge og sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de

nævnte bygninger, områder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål (§ 118 h, nr.

3). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, om angreb

på civile genstande samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, om

forsætlige angreb på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller

velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede op-

samles.

Den

fjerde

foreslåede bestemmelse omfatter angreb eller anvendelse af UNESCO-kulturvær-

dier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion

(§ 118 h, nr. 4). Bestemmelsen svarer ikke til en bestemmelse i statutten. Bestemmelsen svarer

derimod indholdsmæssigt til § 1, nr. 1 og 2, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af

væbnet konflikt, der som nævnt i afsnit 4.1 ovenfor foreslås ophævet.

Den

femte

foreslåede bestemmelse omfatter svigagtigt drab eller skade på personer (§ 118 h,

nr. 5). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, og

artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ix, om ved svig at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige

nation eller styrke.

Den

sjette

foreslåede bestemmelse omfatter at beordre eller true med, at der ikke vil blive vist

nåde (§ 118 h, nr. 6). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii,

og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. x, om at have erklæret eller beordret, at der ikke må være nogen

overlevende, med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtligheder.

Den

syvende

foreslåede bestemmelse omfatter angreb med viden om, at det vil forårsage vil-

kårlig skade på civile personer eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande

eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede

konkrete og direkte militære fordel (§ 118 h, nr. 7). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til

artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, forsætlige angreb med viden om, at det pågældende angreb vil

forårsage vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller udbredt,

langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede kon-

krete og direkte samlede militære fordel.

Den

ottende

foreslåede bestemmelse omfatter brug af civile personer som skjold (§ 118 h, nr.

8). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, om

161

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udnyttelse af tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder,

områder eller militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt.

Den

niende

foreslåede bestemmelse omfatter angreb på byer, landsbyer, boliger eller bygnin-

ger, der ikke forsvares, og som ikke udgør militære mål (§ 118 h, nr. 9). Bestemmelsen svarer

indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, om angreb på ubeskyttede steder.

4.5.2

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om

krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder:

”§

118 h.

For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder straffes

den, der i tilknytning til en væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende hand-

linger:

1) Målretter angreb mod civilbefolkningen som sådan eller mod civile, der ikke

tager direkte del i fjendtlighederne.

2) Udsulter civile som kampmetode ved at fratage, unddrage eller nægte dem ad-

gang til mad eller genstande, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder

ved at forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme frem.

3) Angriber bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller

velgørende formål, eller historiske mindesmærker, hospitaler eller områder, hvor

syge og sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de nævnte

bygninger, områder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål.

4) Angriber kulturværdier under beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anven-

der kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser

til støtte for militær aktion i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om

beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.

5) Dræber eller sårer en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningsper-

sonen har ret til beskyttelse.

6) Beordrer eller truer med, at der ikke vil blive vist nåde.

7) Angriber med viden om, at det vil forårsage vilkårlig skade på civile personer

eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande eller udbredt,

langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede

konkrete og direkte militære fordel.

8) Anvender tilstedeværelsen af en beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå,

at visse steder, områder eller væbnede styrker ikke kan gøres til militære mål.

9) Angriber byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som

ikke udgør militære mål.”

4.5.3

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om

krigsforbrydelser

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om

krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger

begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre

162

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-

flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet

i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-

holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.

Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 8 er gennemført i den foreslåede danske be-

stemmelse uden indholdsmæssige ændringer. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive omtalt

nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til bemærkningerne til den foreslåede § 118 h i

lovudkastet i kapitel 14.

De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende

med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.

Det foreslåede

§ 118 h, nr. 4,

rummer bestemmelser fra lov om beskyttelse af kulturværdier i

tilfælde af væbnet konflikt, som samtidig foreslås ophævet. Bestemmelsen svarer til det nugæl-

dende § 1, nr. 1, om at angribe kulturværdier under forhøjet beskyttelse og § 1, nr. 2, om at

anvende kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte

for militær aktion samt § 1, nr. 4, om at gøre beskyttede kulturværdier til genstand for angreb.

Der er ikke med flytningen af bestemmelserne til det foreslåede kapitel i straffeloven tilsigtet

nogen ændringer i bestemmelsernes gerningsindhold.

Det foreslåede

§ 118 h, nr. 7,

omhandler uforholdsmæssige tab af civile liv m.v. eller udbredt,

langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede konkrete og

direkte militære fordel. Bestemmelsen svarer til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, der

alene finder anvendelse i internationale væbnede konflikter. Der er ikke en tilsvarende bestem-

melse i statutten, der gør samme handling til en krigsforbrydelse i ikke-internationale væbnede

konflikter. Udvalget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anven-

delse i både international og ikke-international væbnet konflikt, da forbrydelsens natur ikke

tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til international væbnet konflikt. Der hen-

vises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støt-

tes desuden af, at det anses for at være en alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret at

iværksætte et angreb med viden om, at det vil forårsage uforholdsmæssigt store eller tilfældige

tab, skader eller kvæstelser under ikke-international væbnet konflikt, jf. regel 156 i Den Inter-

nationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.

Udvalget har overvejet, om kriteriet ”udbredt, langvarig og alvorlig” fra statutten i relation til

skade på naturmiljøet skal anvendes i den foreslåede bestemmelse. Ifølge ordlyden af den til-

svarende svenske bestemmelse skal skaden alene være ”alvorlig”. I den tilsvarende norske

163

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

bestemmelse er kriteriet ”udbredt, langvarig og alvorlig” ikke medtaget. Det indebærer, at sta-

tuttens betingelse om, at skaden skal opvejes i forhold til den forventede konkrete og umiddel-

bare samlede militære fordel, finder anvendelse på alle skader – og ikke kun skader, der er

udbredte, langvarige og alvorlige. I forarbejderne til den norske bestemmelse begrundes dette

med, at der er et absolut forbud mod at forårsage udbredt, langvarig og alvorlig skade på natur-

miljøet i artikel 35, stk. 3, jf. artikel 55, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne. Det har

i disse bestemmelser ikke betydning, om den militære fordel er større end den påførte skade.

Bestemmelsen i statutten er i sammenligning et relativt forbud. Begge bestemmelser anvender

dog formuleringen om udbredt, langvarig og alvorlig skade. Det anføres desuden i de norske

forarbejder, at det absolutte forbud ikke kan anses for at være en krigsforbrydelse. Der er efter

udvalgets opfattelse ikke holdepunkter for, at tærskelkravet om ”udbredt, langvarig og alvorlig”

ikke længere skulle være gældende efter den folkeretlige sædvaneret. Det er desuden efter ud-

valgets opfattelse hensigtsmæssigt, at skaden på naturmiljøet kvalificeres, så ikke alle skader

omfattes, men alene de skader, der opfylder tærskelkravet om at være udbredt, langvarig og

alvorlig. Statuttens ordlyd er derfor anvendt i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslåede

§ 118 h, nr. 8,

omhandler anvendelse af civile som skjold. Bestemmelsen svarer

til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, der alene finder anvendelse i international væbnet

konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en

krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-

sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-

net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til

international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes

indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støttes desuden af, at det anses for at være en alvorlig over-

trædelse af den humanitære folkeret at anvende civile som skjold under en ikke-international

væbnet konflikt, jf. regel 156 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstu-

die.

Det foreslåede

§ 118 h, nr. 9,

omhandler angreb på steder, der ikke forsvares. Bestemmelsen

svarer til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, der alene finder anvendelse i internationale væbnede

konflikter. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en

krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-

sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-

net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til

international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes

indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støttes desuden af, at sådanne angreb anses for at være en

alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret, jf. regel 156 i Den Internationale Røde Kors

Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.

164

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4.6 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler

4.6.1

Forbrydelsernes indhold

Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler vil

indeholde fem bestemmelser, som alle har baggrund i Straffedomstolens statut, og som vil ud-

gøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Flere af

de foreslåede bestemmelser har baggrund i senere tilføjelser til bestemmelser i statuttens artikel

8, som Danmark ikke har ratificeret. Udvalget foreslår imidlertid, at disse forbrydelser ratifice-

res.

Statuttens artikel 8 er ændret i form af tilføjelser til bestemmelsen i henholdsvis 2010, 2017 og

2019. Ændringerne medfører generelt en udvidelse af de handlinger, der udgør krigsforbrydel-

ser. Ændringerne i 2010 består i at udvide det eksisterende forbud mod anvendelsen af visse

våben i international væbnet konflikt til også at gælde i ikke-international væbnet konflikt. Det

drejer sig om i) gift eller forgiftede våben, ii) kvælende, giftige eller andre gasser samt alle

tilsvarende væsker, materialer og midler, og iii) projektiler, der udvider sig eller let udflades i

den menneskelige krop (såkaldte dum dum-kugler), jf. resolution RC/Res.5 af 10. juni 2010.

Disse ændringer er ratificeret eller godkendt af 45 deltagerstater (juni 2024). Dernæst blev der

i 2017 vedtaget et forbud, der gælder i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-

flikter. Det drejer sig om anvendelsen af i) bakteriologiske og biologiske våben, som er ratifi-

ceret eller godkendt af 18 deltagerstater, ii) ikke-påviselige sprængstykker, som er ratificeret

eller godkendt af 16 deltagerstater, og iii) blindende laservåben, som er ratificeret eller god-

kendt af 16 deltagerstater (juni 2024), jf. resolution ICC-ASP/16/Res.4 af 14. december 2017.

En dansk ratifikation af disse ændringer vil medføre, at Straffedomstolen vil kunne efterforske

og retsforfølge brugen af sådanne våben i strid med statutten, hvis Danmark på grund af mang-

lende vilje eller evne ikke iværksætter efterforskning og retsforfølgning ved danske domstole.

Udvalget har medtaget disse tilføjelser til statutten i den foreslåede bestemmelse om krigsfor-

brydelse ved anvendelse af forbudte kampmidler under henvisning til, at forbrydelserne anses

for krigsforbrydelser efter den folkeretlige sædvane, samt under hensyn til hensigtsmæssighe-

den i, at de samme forbrydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internationale som ikke-in-

ternationale væbnede konflikter. Hertil kommer, at sådanne forbud er afspejlet i den danske

militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer,

der er udarbejdet af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Udvalget anbefaler på den

baggrund, at de ti tilføjelser til statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser ratificeres af Danmark.

165

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I det følgende beskrives det, hvilke krigsforbrydelser, som er indeholdt i de foreslåede bestem-

melser. I den forbindelse er det også fremhævet, om Danmark har ratificeret krigsforbrydel-

serne.

Det

første

forbudte kampmiddel omfatter gift eller giftige våben (§ 118 i, nr. 1). Den foreslåede

bestemmelse herom svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, og

artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii, om anvendelsen af gift eller forgiftede våben, hvoraf sidstnævnte

ikke er ratificeret af Danmark.

Det

andet

forbudte kampmiddel omfatter biologiske eller kemiske våben (§ 118 i, nr. 2). Be-

stemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, og artikel 8,

litra e, nr. xiv, om anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende væ-

sker, materialer eller midler samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, og artikel 8, stk. 2, litra e,

nr. xvi, om anvendelse af våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller

toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode. Den foreslåede bestemmelse svarer

indholdsmæssigt til flere forbrydelser i statutten, der samlet vedrører, hvad der kan betegnes

som biologiske eller kemiske våben. Det foreslås derfor, at disse forbrydelser samles i én be-

stemmelse. Artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiv, samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, og artikel 8,

stk. 2, litra e, nr. xvi, er ikke ratificeret af Danmark.

Det

tredje

forbudte kampmiddel omfatter projektiler, der nemt udvides eller udflades i den

menneskelige krop (§ 118 i, nr. 3). Forbrydelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8,

stk. 2, litra b, nr. xix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, om anvendelse af projektiler, der let

udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop. Artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, er ikke

ratificeret af Danmark.

Det

fjerde

forbudte kampmiddel omfatter våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den

menneskelige krop skade ved sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersø-

gelse (§ 118 i, nr. 4). Forbrydelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b,

nr. xxviii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvii, om anvendelse af anvendelse af våben, hvis pri-

mære våbenvirkning er at forårsage skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det

menneskelige legeme ved hjælp af røntgen. Disse to bestemmelser fra statutten er ikke ratifice-

ret af Danmark.

Det

femte

forbudte kampmiddel omfatter laservåben, der er specifikt designet til som dets ene-

ste eller en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed (§ 118 i, nr. 5). Forbrydel-

sen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, og artikel 8, stk. 2,

litra e, nr. xviii, om anvendelse af laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller som

166

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvorved

menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger. Disse to bestemmelser fra

statutten er ikke ratificeret af Danmark.

4.6.2

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om

krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler:

”§

118 i.

For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler straffes den,

der i tilknytning til en væbnet konflikt anvender ét eller flere af følgende kampmid-

ler:

1) Gift eller giftige våben.

2) Biologiske eller kemiske våben.

3) Projektiler, der nemt udvides eller udflades i den menneskelige krop.

4) Våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade

ved sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersøgelse.

5) Laservåben, der er specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våben-

virkninger at forårsage permanent blindhed.”

4.6.3

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om

krigsforbrydelser

Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om

krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger

begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre

forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-

flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet

i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-

holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.

De fem forbudte kampmidler i den foreslåede bestemmelse indeholder ikke indholdsmæssige

ændringer sammenholdt med statuttens bestemmelser.

Det bemærkes, at statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xx, ikke er medtaget i den foreslåede

straffebestemmelse. Bestemmelsen omhandler anvendelse af våben, projektiler samt materiel

til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig

lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med den humanitære folkeret, for-

udsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af

et omfattende forbud og er optaget i et bilag til statutten ved en ændring i henhold til de rele-

vante bestemmelser i artikel 121 og 123. Der er ikke optaget et sådant bilag til statutten om

våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse, der er omfattet af et omfattende forbud.

167

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

4.7 Strafferammer m.v.

Straffedomstolen kan i henhold til artikel 77 idømme en straf på fængsel indtil 30 år eller livs-

varigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og den domfældtes person-

lige forhold.

Som nævnt i kapitel 4, afsnit 4.4, bør en strafferamme for en lovovertrædelse som udgangspunkt

kunne favne tilstrækkeligt bredt fra f.eks. en enkeltstående overtrædelse begået under formil-

dende omstændigheder til de allermest strafværdige tilfælde henset til bl.a. grovhed og antal

forhold til pådømmelse. For flere lovovertrædelser, der pådømmes samtidig, udmåles en fælles

straf inden for den strengeste af overtrædelsernes strafferammer, jf. straffelovens § 88, stk. 1,

1. pkt. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen

af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt. Der er såle-

des en formodning i straffeloven for, at straffen for flere forbrydelser som udgangspunkt kan

rummes inden for den strengeste af overtrædelsernes strafferammer.

Det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede krigsforbrydelser alle vil være grove straffelovs-

overtrædelser, der bør have forholdsvise høje strafferammer. Flere af krigsforbrydelserne vil

kunne medføre meget alvorlig personskade af både fysisk og psykisk karakter, og det foreslås

derfor, at disse forbrydelser skal have en normalstrafferamme på 16 år. Det gælder krigsforbry-

delser mod personer og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og kamp-

midler (henholdsvis §§ 118 e, 118 h, 118 i).

Nogle af forbrydelserne i de tre bestemmelser vil i nogle tilfælde være af særlig grov beskaf-

fenhed, eksempelvis forbrydelser, der indebærer forsætligt drab. Det foreslås derfor, at der for

disse tilfælde indføres en sidestrafferamme på fængsel indtil på livstid. På denne måde sikres

det, at de alvorligste forbrydelser kan idømmes lovens strengeste straf, samtidigt med, at der

ikke indføres en livstidsstrafferamme i andre tilfælde, hvor overtrædelsen er mindre grov.

Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker (§ 118 g) vil ikke altid medføre

alvorlig personskade, men kan være begrænset til (grov) materiel skade. Det foreslås derfor, at

normalstrafferammen skal være 12 år, men at der indføres en sidestrafferamme på fængsel indtil

på livstid for tilfælde af særlig grov beskaffenhed, eksempelvis forbrydelser, der indebærer for-

sætligt drab.

Krigsforbrydelser mod ejendom (§ 118 f) vil alene kunne medføre (grov) materiel skade, hvor-

for det foreslås, at strafferammen skal være fængsel indtil 12 år.

168

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Henset til forbrydelsernes grovhed foreslås det, at strafferammerne ikke skal give mulighed for

bødestraf.

Af de grunde, der er anført i kapitel 4, afsnit 4.4, herunder udfordringerne ved at forudse de

variationer af tilfælde, som kan forekomme i praksis, finder udvalget ikke anledning til at fore-

slå en forhøjet minimumsstraf i strafferammerne.

Som nævnt i afsnit 1.3.1 følger det af statuttens artikel 8, stk. 1, at Straffedomstolen har juris-

diktion over krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås

som led i en plan eller politik eller

som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.

Formålet er at give en rettesnor for

karakteren af de forbrydelser, som Straffedomstolen navnlig skal beskæftige sig med. Bestem-

melsen kan imidlertid også ses som udtryk for, hvilke krigsforbrydelseshandlinger der skal an-

ses som særligt systematiske og grove. Udvalget foreslår derfor, at kriteriet fra statuttens artikel

8, stk. 1, indsættes i en særlig strafskærpelsesbestemmelse, som finder anvendelse for alle typer

af krigsforbrydelser. I både norsk og svensk lovgivning udgør dette kriterium fra statuttens be-

stemmelse – at forbrydelsen er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfat-

tende udførelse af sådanne forbrydelser – ligeledes en strafskærpende omstændighed. Bestem-

melsen vil supplere de almindelige strafskærpelsesbestemmelser i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til den foreslåede § 118 k i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

5. Udvalgets anbefaling vedrørende ændring af militær straffelov

De foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser vil finde generel anvendelse, herunder

på handlinger begået af dansk militært personel, såfremt disse personer skulle begå en strafbar

overtrædelse i tilknytning til en væbnet konflikt. Det indebærer, at de foreslåede krigsforbry-

delsesbestemmelser i flere sammenhænge vil have et anvendelsesområde, der er overlappende

med bestemmelser i militær straffelov, herunder militær straffelovs § 36, stk. 1, om bl.a. mis-

brug af kendetegn og § 36, stk. 2, om anvendelse af krigsmiddel eller fremgangsmåde i strid

med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller folkeretlig sædvaneret. Udvalget

er enige om, at de foreslåede særskilte straffebestemmelser om krigsforbrydelser skal finde an-

vendelse forud for bestemmelser i militær straffelov.

Forsvarsministeriet har oplyst, at der i forlængelse af udvalgsarbejdet er igangsat et analysear-

bejde for at afdække behovet for eventuelle ændringer af militær straffelov.

Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at det undersøges nærmere, om de foreslåede

krigsforbrydelsesbestemmelser giver anledning til ændringer af militær straffelov.

169

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Folkedrab

1. Folkeret

Statsparter til FN’s folkedrabskonvention af 9. december 1948 er forpligtet til at forhindre og

straffe folkedrab. Danmark har ratificeret folkedrabskonventionen, jf. bekendtgørelse nr. 21 af

26. maj 1952 om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers Plenarforsamling af

den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab.

Det følger af folkedrabskonventionens artikel 1, at statsparterne er forpligtet til at forhindre og

straffe folkedrabsforbrydelser, der begås både i fredstid og under væbnet konflikt. Forpligtelsen

til at straffe personer, der har begået folkedrab, gentages desuden i konventionens artikel 4. Det

fremgår derudover af artikel 6, at personer, der anklages for folkedrab eller for en anden hand-

ling, der er strafbar efter konventionen, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis

område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret, som måtte have juris-

diktion i forhold til de kontraherende parter, der har anerkendt dens jurisdiktion. Forpligtelsen

til at retsforfølge folkedrabsforbrydelsen påhviler således ifølge bestemmelsens ordlyd den stat,

på hvis territorium folkedrabet er blevet begået.

Siden konventionens vedtagelse i 1948 har den folkeretlige sædvaneret imidlertid bevæget sig,

så der i dag eksisterer en forpligtelse for enhver stat til at retsforfølge folkedrab, uanset hvor

forbrydelsen er blevet begået. Det understøttes af konventionens artikel 1, der indeholder en

pligt til at forebygge folkedrab. Pligten pålægger statsparterne at benytte sig af alle midler –

forenelige med folkeretten – for at forhindre folkedrab. En forpligtelse for enhver stat til at

retsforfølge, uanset hvor forbrydelsen er begået, bidrager til dette formål ved at medvirke til

kampen mod straffrihed for personer, der begår folkedrab.

Det bemærkes i den sammenhæng, at Den Internationale Domstol (ICJ) i en dom fra 1996 har

konstateret, at de rettigheder og forpligtelser, der er nedfældet i folkedrabskonventionen, er

rettigheder og pligter

erga omnes.

Det vil sige retlige forpligtelser eller rettigheder overfor en-

hver stat.

Den Internationale Domstol (ICJ) har senere udtalt, at forpligtelsen til at forhindre

og straffe folkedrabsforbrydelsen ikke er territorialt begrænset af konventionen.

Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the

Crime of Genocide,

Bosnien og Hercegovina mod Jugoslavien,

Preliminary Objections, afgørelse af 11. juli 1996,

pr 31.

Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of

Genocide,

Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro,

afgørelse af 26. februar 2007, pr 430 og 442.

170

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Forbuddet mod folkedrab er en del af folkeretlig sædvaneret, der har karakter af at være en

ufravigelig folkeretlig norm (jus cogens), som er bindende for alle stater, og som ikke kan til-

sidesættes hverken ved folkeretlige traktater eller national lov. Forbuddet gælder både i fredstid

og under væbnet konflikt.

Der er 153 statsparter til folkedrabskonventionen (juni 2024). Konventionen har således stor

tilslutning på verdensplan.

1.1 Folkedrabsdefinitioner i folkeretten

I det følgende gennemgås definitionen af folkedrab i FN’s folkedrabskonvention (afsnit 1.1.1),

definitionen af folkedrab i Straffedomstolens statut (afsnit 1.1.2), betingelserne for strafansvar

for folkedrab, herunder den særlige folkedrabshensigt (afsnit 1.1.3), og de fem typer af folke-

drabshandlinger (afsnit 1.1.4).

1.1.1

FN’s folkedrabskonvention

Folkedrabskonventionens artikel 2 indeholder definitionen på folkedrab. Bestemmelsen har føl-

gende ordlyd:

”Art.

II.

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte

handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etno-

logisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuld-

stændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.”

Folkedrab, sammensværgelse for at begå folkedrab, direkte og offentlig tilskyndelse til folke-

drab, forsøg på folkedrab og meddelagtighed i folkedrab er strafbare handlinger efter konven-

tionens artikel 3, der har følgende ordlyd:

”Artikel

III.

Følgende handlinger skal være strafbare:

a) folkedrab,

b) sammensværgelse for at begå folkedrab,

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,

d) forsøg på folkedrab,

e) meddelagtighed i folkedrab.”

Den Internationale Domstol,

Reservations to the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of

Genocide,

vejledende udtalelse af 28. maj 1951, s. 23; Den Internationale Domstol,

Armed Activities on the Terri-

tory of the Congo,

afgørelse af 3. februar 2006, pr. 64.

171

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1.1.2

Rom-statutten

I Straffedomstolens statut er folkedrab defineret på følgende måde:

”Artikel

Ved ”folkedrab” forstås i denne statut enhver af følgende handlinger,

der udføres med forsæt til helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, race-

mæssig eller religiøs gruppe som sådan:

(a) drab på medlemmer af gruppen,

(b) tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen,

gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk,

(d) indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler inden for

gruppen,

(e) tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.”

Ordlyden af statuttens bestemmelse er således stort set identisk med definitionen i artikel 2 i

folkedrabskonvention i de danske oversættelser. På engelsk er bestemmelserne fuldstændig ens-

lydende. Det bemærkes i den forbindelse, at den engelske tekst er den autoritative tekst.

Der kan endvidere også efter statutten pålægges et individuelt strafansvar for direkte og offent-

lig tilskyndelse til, at andre begår folkedrab, jf. artikel 25, stk. 3, litra e.

1.1.3

Betingelserne for strafansvar for folkedrab, herunder den særlige folkedrabshen-

sigt

Det er en grundlæggende betingelse for strafansvar for folkedrab efter den internationale straf-

feret, at den pågældende handling er begået mod en person eller personer, som tilhører en be-

stemt national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.

Om en gruppe udgør en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe vil afhænge af en

konkret vurdering, da der ikke er en objektiv og præcis definition heraf. Vurderingen vil derfor

skulle foretages i lyset af den konkrete politiske, sociale og kulturelle kontekst. Et medlem af

en sådan gruppe vil ofte være født ind i gruppen og dermed ikke selv have valgt tilhørsforholdet

til gruppen. Den internationale retspraksis har slået fast, at de fire beskyttede grupper kan over-

lappe med hinanden, og at de ikke hver har en distinkt, separat betydning.

Visse elementer vil kunne pege i retning af, at der er tale om en national, etnisk, racemæssig

eller religiøs gruppe. En national gruppe vil eksempelvis kunne være en samling af mennesker,

der deler et juridisk fællesskab baseret på et fælles statsborgerskab med rettigheder og pligter.

Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Radislav Krstic

(IT-98-33T), afgørelse af 2.

august 2001, pr. 555-556.

172

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

En etnisk gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, hvor medlemmerne deler et fælles

sprog eller kultur. En racemæssig gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, der af ger-

ningspersonen identificeres som havende fælles fysiske træk eller være fra et geografisk om-

råde, uafhængigt af sproglige, kulturelle, nationale eller religiøse ligheder. En religiøs gruppe

vil eksempelvis kunne være en gruppe, der deler den samme religion, guddom eller liturgi.

Den folkeretlige retspraksis har på dette punkt udviklet sig, så det i højere grad i dag er ger-

ningspersonens subjektive opfattelse af den pågældende gruppes karakter og sammensætning

frem for nogle objektive momenter. Om den forurettede tilhører en beskyttet gruppe vil primært

være en subjektiv vurdering, hvor gerningspersonens opfattelse af offerets gruppe og gruppe-

tilhørsforhold vil være det afgørende. Det vil således være tilstrækkeligt, at gerningspersonen

opfatter den forurettede som medlem af den pågældende gruppe.

Det er endvidere et krav, at gerningspersonen havde til hensigt at

ødelægge

den pågældende

gruppe helt eller delvist. Dette krav kan betegnes som det specielle folkedrabsforsæt, der ad-

skiller folkedrab fra de øvrige internationale forbrydelser og kræver, at gerningspersonen – ud-

over forsættet til at foretage en af de fem handlinger oplistet i bestemmelsen – har forsæt til at

ødelægge gruppen som sådan. På denne måde søger forbuddet mod folkedrab at beskytte grup-

pens eksistens som sådan. Ved ødelæggelse forstås fysisk eller biologisk destruktion, hvorimod

ødelæggelse af en gruppes sociale eller kulturelle karakteristika ikke er omfattet.

Ødelæggelse

af en gruppes sociale eller kulturelle karakteristika vil efter omstændighederne imidlertid kunne

bidrage til at bevise den særlige hensigt om folkedrab i form af fysisk eller biologisk ødelæg-

gelse.

Kravet om hel eller delvis ødelæggelse af gruppen

som sådan

henviser til gerningspersonens

forsæt frem for den faktiske ødelæggelse af gruppen. Ordene ”som sådan” udtrykker et motiv-

krav om, at gerningspersonen har udvalgt ofrene for folkedrab på baggrund af deres gruppetil-

hørsforhold.

Det særlige ved folkedrab er således, at forbrydelsen ikke er rettet mod ofrene i

deres egenskab som enkeltindivider, men i kraft af deres (opfattede) tilhørsforhold til en be-

stemt gruppe. Gerningspersonen skal således have forsæt til, at ødelæggelsen skal være rettet

mod gruppen som sådan og ikke blot mod en samlet mængde af medlemmer af gruppen. Det

Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Jean-Paul Akayesu

(ICTR-96-4-T), afgørelse af

2. september 1998, pr. 512-515, der henviser til Den Internationale Domstols afgørelse i

Nottebohm-sagen

af 6.

april 1955,

Liechtenstein mod Guatemala.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Radislav Krstic

(IT-98-33T),

afgørelse af 2. august 2001, pr. 580.

Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Eliézer Niyitegeka

(ICTR-96-14-A), afgørelse af

9. juli 2004, pr. 54.

173

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

indebærer, at gerningspersonen skal anse den gruppe, der angribes, for at være en distinkt en-

hed.

delvis

ødelæggelse af gruppen skal forstås som et krav om en betydelig eller væsentlig øde-

læggelse af gruppen. Dette indebærer ikke, at det kvantitativt set skal udgøre en vis mængde af

gruppen. Det er derimod en mere kvalitativ vurdering af, om den ødelagte del af gruppen udgør

en substantiel eller væsentlig del af den samlede gruppe.

Krstic-sagen

konkluderede Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, at gernings-

personerne havde det særlige folkedrabsforsæt, og at drabene på ca. 7.000 bosnisk muslimske

mænd og drenge i Srebrenica i 1995 udgjorde et folkedrab.

Ligesom Krigsforbrydertribunalet

for Rwanda har fastslået, at der blev begået folkedrab i Rwanda i 1994, hvor mere end 800.000

tutsier blev slået ihjel.

Tilsvarende fandt Den Internationale Domstol (ICJ) i en dom af 26. februar 2007, at Serbien

havde overtrådt sine forpligtelser i folkedrabskonvention ved ikke at forebygge folkedrab i

Srebrenica. Der verserer i 2024 tre sager ved Den Internationale Domstol om mulige folkedrab:

Gambia mod Myanmar (2020), Ukraine mod Rusland (2022) og Sydafrika mod Israel (2023).

1.1.4

Folkedrabshandlinger

Som beskrevet ovenfor er definitionen af folkedrab i henholdsvis folkedrabskonventionen og

statutten identisk. Den nærmere beskrivelse af de enkelte folkedrabshandlinger gennemgås i

det følgende med udgangspunkt i statuttens artikel 6.

Statuttens artikel 6 oplister fem forskellige typer af forhold, der kan udgøre en folkedrabshand-

ling, hvis de generelle betingelser beskrevet i foregående afsnit er opfyldt.

Det følger af artikel 6, litra a, at det er en folkedrabsforbrydelse at begå drab på medlemmer af

en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, når handlingen er udført med forsæt til

helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan.

Det følger desuden af artikel 6, litra b, at det er en folkedrabsforbrydelse at tilføje alvorlig skade

på legeme eller sjæl hos medlemmer af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe,

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Radislav Krstic

(IT-98-33T),

afgørelse af 2. august 2001, pr. 584 og 590.

Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of

Genocide, Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro, dom af 26. februar 2007, pr. 198-200.

Ibid.,

pr. 598.

Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Édouard Karemera, Mathieu

Ngirumpatse and Joseph Nzirorera

(ICTR-98-44-AR73 (C)), appeldom af 16. juni 2006, afsnit 35.

174

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

når handlingen er udført med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det

fremgår af Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at

gerningspersonen skal have forårsaget alvorlig legemlig eller mental skade på en eller flere

personer i den pågældende gruppe. Sådan alvorlig skade kan bl.a. være tortur, voldtægt, seksuel

vold eller umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Det følger endvidere af artikel 6, litra c, at det er en folkedrabsforbrydelse bevidst at påtvinge

livsvilkår for en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, der er beregnet på at bevirke,

at gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk, når handlingen er udført med forsæt til helt eller

delvist at ødelægge gruppen som sådan.

Det følger af artikel 6, litra d, at det er en folkedrabsforbrydelse at indføre foranstaltninger, der

har til hensigt at forhindre fødsler inden for en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe,

når handlingen er udført med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det

fremgår af Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at

gerningspersonen skal have indført foranstaltninger mod en eller flere personer, der har til hen-

sigt at forhindre fødsler inden for den pågældende gruppe, herunder f.eks. tvungne aborter,

tvungen adskillelse af kønnene eller forbud mod ægteskaber.

Det følger af artikel 6, litra e, at det er en folkedrabsforbrydelse at tvangsforflytte børn fra en

national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe til andre grupper, når handlingen er udført

med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det fremgår af Straffedomsto-

lens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at de forurettede skal have

været under 18 år, og gerningspersonen skal have eller burde have vidst, at personen eller per-

sonerne var under 18 år.

2. Gældende ret

2.1 Folkedrabsloven

Folkedrab er strafbart efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Det fremgår af

forarbejderne til loven, at baggrunden for loven var Danmarks ratifikation af FN’s folkedrabs-

konvention af 1948, jf. Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1641.

Loven har følgende ordlyd:

”§

Den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk,

racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) dræber medlemmer af gruppen,

b) tilføjer medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

175

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuld-

stændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) gennemfører forholdsregler, der tilsiger at hindre fødsler inden for gruppen, el-

ler

e) med magt overfører en gruppes børn til en anden gruppe,

straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16 år.

§ 2.

Forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes, jf. borgerlig

straffelovs kapitel 4.”

Folkedrabslovens § 1 er således stort set en ordret gengivelse af folkedrabsdefinitionerne i fol-

kedrabskonventionen og svarer dermed også til statuttens ordlyd.

I de specielle bemærkninger til loven blev det lagt til grund, at det var påkrævet med nye og

fuldt tilstrækkelige hjemler, da det blev anset for at være tvivlsomt, om forholdene oplistet i

folkedrabskonventionens artikel 3, litra b-e, fuldt ud var dækket af straffeloven, jf. Folketings-

tidende 1954-55, tillæg A, spalte 1646. Det vil sige alle folkedrabshandlingerne på nær drab

omfattet af artikel 3, litra a.

Om overvejelserne vedrørende en særlov frem for at inkorporere folkedrab i straffeloven frem-

går det endvidere, at straffeloven principielt var at foretrække på grund af folkedrabshandlin-

gers alvorlige karakter, men at en særlov blev valgt af lovtekniske hensyn, herunder at det ville

kræve omarbejdelse af talrige bestemmelser i straffeloven og tilføjelse af nogle nye, og at det

ville komplicere de gældende bestemmelser uforholdsmæssigt, hvis de nye strafbare forhold

skulle optages i disse, jf. Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1645.

Folkedrabsloven henviser i § 2 til, at straffelovens almindelige regler om forsøg og medvirken

finder anvendelse på folkedrabshandlinger efter lovens § 1.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 2, at straffelovens almindelige regler om forsøg

og medvirken i 4. kapitel omfatter konventionens artikel 3, litra b, om sammensværgelse for at

begå folkedrab, litra d om forsøg på folkedrab og litra e om meddelagtighed i folkedrab, jf.

Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1646.

Det lægges endvidere i forarbejderne til folkedrabsloven til grund, at konventionens artikel 3,

litra c, om direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab efter omstændighederne vil kunne være

strafbar medvirken, jf. straffelovens § 23, eller alternativt omfattet af straffelovens § 136, stk.

1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse. Undladelse af at søge at afværge folkedrab, når man

har viden om, at nogen påtænker at foretage sådanne handlinger, vil efter omstændighederne

176

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

kunne straffes efter straffelovens § 141. Der henvises til Folketingstidende 1954-55, tillæg A,

spalte 1646-1648.

Der er ikke noget i folkedrabsloven eller lovens forarbejder, der indikerer, at de mulige ansvars-

subjekter er afgrænset til eller udelukker bestemte persongrupper, herunder militært personel.

Folkedrabshandlinger er desuden også strafbare, hvis de er begået i udlandet, jf. Højesterets

kendelse af 26. april 2012 i sag 2/2012 gengivet i afsnittet nedenfor.

2.2 Retspraksis

Spørgsmålet om folkedrabslovens ekstraterritoriale gyldighed kom til pådømmelse ved Høje-

steret i 2012 i en sag om folkedrab begået i Rwanda. Højesteret afgjorde ved kendelse af 26.

april 2012 i sag 2/2012 (gengivet i U.2012.2399H), at folkedrabsloven har universel gyldighed.

Det fremgår af Højesterets begrundelse, at folkedrabsloven blev vedtaget til opfyldelse af Dan-

marks forpligtelser i henhold til konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, og at

folkedrab efter konventionens artikel 3 skal være strafbart. Det fremgår videre, at Højesteret i

overensstemmelse med almindelig anerkendt international opfattelse fandt, at folkedrabs straf-

barhed har universel gyldighed, og at der ikke er holdepunkter for en anden forståelse i kon-

ventionens artikel 6 om den geografisk begrænsede pligt til at retsforfølge folkedrab (se om

konventionens artikel 6 i afsnit 1 ovenfor). Højesteret bemærkede desuden, at loven ikke inde-

holder en bestemmelse, der begrænser straffehjemlens geografiske anvendelsesområde, og at

der i forarbejderne ikke er holdepunkter for, at meningen med loven har været at begrænse

området for strafbarheden af folkedrab geografisk til Danmark.

Sagen vedrørte en rwandisk statsborger, der var bosiddende i Danmark. Den pågældende var i

Rwanda tiltalt for bl.a. folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ved at have deltaget i

drabene på tutsier som ansvarlig for vejspærringer og ved som leder at have deltaget i angreb,

hvorved hundredvis af tutsier blev dræbt.

Justitsministeriet traf den 12. juni 2012 på begæring fra Rwanda beslutning om udlevering af

den pågældende til strafforfølgning i Rwanda. Højesteret afgjorde ved kendelse af 6. november

2013 i sag 105/2013 (gengivet i U.2014.423H), at udleveringsafgørelsen var lovlig.

Den pågældende blev herefter udleveret og er siden idømt livsvarigt fængsel i Rwanda.

Derudover kan nævnes endnu en sag om udlevering til Rwanda på mistanke om folkedrab.

Sagen vedrørte en dansk statsborger født i Rwanda, som var tiltalt for folkedrab, udryddelse

som en forbrydelse mod menneskeheden og drab som en forbrydelse mod menneskeheden for

overgreb begået mod tutsier i Rwanda.

177

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Rigsadvokaten havde i 2017 på begæring af Rwanda truffet beslutning om udlevering af den

pågældende til strafforfølgning i Rwanda. Afgørelsen om udlevering blev opretholdt af Østre

landsret ved kendelse af 21. september 2018.

Den pågældende blev efter landsrettens kendelse udleveret til Rwanda og blev ved dom af 10.

januar 2024 i Rwanda frifundet for anklagerne om folkedrab. Sagen er efter det oplyste af an-

klagemyndigheden i Rwanda anket til højere instans.

3. Fremmed ret

Finland, Nederlandene, Norge, Sverige og Tyskland har alle en national straffebestemmelse om

folkedrab, der er stort set identisk med folkedrabsdefinitionen i folkedrabskonventionen og

Straffedomstolens statut.

Uddrag af den norske, svenske og tyske lovgivning er gengivet i bilag 2-4.

4. Udvalgets overvejelser om folkedrabsloven m.v.

4.1 Straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye straffelovskapitel

Folkedrab er som beskrevet kriminaliseret i dansk ret i folkedrabsloven. Udvalget har overvejet,

om indholdet af folkedrabsloven bør indarbejdes i det foreslåede nye kapitel i straffeloven om

bl.a. forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Straffedomstolens statut indeholder de mest alvorlige internationale forbrydelser i form af ag-

gressionsforbrydelsen, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det

vil derfor efter udvalgets opfattelse skabe en bedre sammenhæng i den danske straffelovgiv-

ning, hvis folkedrab medtages i det nye kapitel, da kapitlet herefter vil omfatte alle forbrydel-

serne i statutten. Hertil kommer, at folkedrab er en alvorlig forbrydelse med en strafferamme

på fængsel i livstid. Så alvorlige forbrydelser bør principielt være at finde i straffeloven. Også

tilgængelighedshensyn og praktiske hensyn til retsanvenderne taler for at medtage folkedrab i

det nye kapitel i straffeloven, så de mest alvorlige internationale forbrydelser samles ét sted.

Som beskrevet ovenfor var baggrunden for kriminaliseringen af folkedrab i en særlov frem for

straffeloven lovtekniske hensyn, herunder at det på daværende tidspunkt blev vurderet, at ind-

førelse af forbrydelsen i straffeloven ville kræve omarbejdelse af talrige bestemmelser i straf-

feloven og tilføjelse af nogle nye, og at det ville komplicere de gældende bestemmelser ufor-

holdsmæssigt, hvis de nye strafbare forhold skulle optages i disse.

178

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Efter udvalgets opfattelse taler disse hensyn ikke for, at kriminaliseringen af folkedrab opret-

holdes i en særlov. Det skyldes, at udvalget ikke finder, at der er behov for en sådan omarbej-

delse. Folkedrab bør således – ligesom i folkedrabsloven – indføres som en særskilt bestem-

melse, der lægger sig op ad ordlyden og indholdet i folkedrabskonventionen.

Udvalget foreslår på den baggrund, at folkedrabsloven ophæves, og at der i stedet indsættes en

straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye kapitel i straffeloven.

Som beskrevet ovenfor vil direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab efter omstændighe-

derne kunne være strafbar medvirken, jf. straffelovens § 23, eller alternativt omfattet af straffe-

lovens § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse. Det følger af straffelovens § 136,

stk. 1, at den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentligt tilskynder til forbrydelse,

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.

I lyset af udvalgets kommissorium – og for at sikre en passende høj strafferamme – foreslås det

imidlertid, at der i folkedrabsbestemmelsen indsættes et stykke, som særskilt kriminaliserer of-

fentlig og direkte tilskyndelse til folkedrab. Den foreslåede bestemmelse om tilskyndelse til

folkedrab vil alene skulle anvendes, hvis gerningspersonen ikke har et tilstrækkeligt konkreti-

seret forsæt til at kunne straffes for medvirken til overtrædelse af folkedrabsbestemmelsen, jf.

straffelovens § 23.

I Krigsforbrydertribunalet for Rwandas (ICTR) dom i

Ruggiu-sagen

blev en radiovært idømt

12 års fængsel for direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab, hvor der var flere formildende

omstændigheder til stede i sagen.

På den baggrund bør tilskyndelsesforbrydelsen efter udval-

gets opfattelse have en strafferamme med et strafmaksimum på i hvert fald 12 år.

Direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab vil forudsætte, at gerningspersonen har den sær-

lige folkedrabshensigt.

Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-

trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.

4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Den foreslåede folkedrabsbestemmelse har følgende ordlyd:

Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Georges Ruggiu

(ICTR-97-32-I), afgørelse af 1.

juni 2000.

179

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

”§

118 c.

For folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge

en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan foretager én eller

flere af følgende handlinger:

1) Dræber et eller flere medlemmer af gruppen.

2) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen alvorlig fysisk eller psykisk skade.

3) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen livsvilkår, der sigter til at bevirke

gruppens hele eller delvise fysiske ødelæggelse.

4) Pålægger foranstaltninger mod et eller flere medlemmer af gruppen, der sigter

til at bevirke, at fødsler inden for gruppen forhindres.

5) Tvangsforflytter et eller flere af gruppens børn under 18 år til en anden gruppe.

Stk. 2.

For tilskyndelse til folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist

at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte

og offentligt tilskynder nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.”

4.3 Forskelle mellem den foreslåede straffebestemmelse, folkedrabsloven og Rom-statut-

tens artikel 6 om folkedrab

Det foreslåede

§ 118 c, stk. 1, nr. 3,

omhandler påførelse af livsvilkår, der sigter til at bevirke

gruppens hele eller delvise fysiske ødelæggelse. Bestemmelsen adskiller sig fra statuttens arti-

kel 6, stk. 1, litra c, og folkedrabslovens § 1, stk. 1, litra c, ved, at ”forsætlig” (deliberately) ikke

er medtaget i ordlyden. Henset til, at udvalget anbefaler, at folkedrabsbestemmelsen placeres i

straffeloven, finder udvalget det ikke nødvendigt, at forsætskravet nævnes udtrykkeligt i be-

stemmelsens ordlyd, da dette allerede følger af den almindelige regel om tilregnelse i straffelo-

vens § 19. Der henvises til kapitel 8, afsnit 2, om tilregnelse.

Det foreslåede

§ 118 c, stk. 1, nr. 5,

omhandler tvangsforflytning af et eller flere af gruppens

børn under 18 år til en anden gruppe. Bestemmelsen adskiller sig fra folkedrabslovens § 1, stk.

1, litra e, ved, at der er medtaget en aldersgrænse på 18 år. Folkedrabskonventionen indeholder

ikke en definition af børn. Folkedrabsbestemmelsen i artikel 6 i Straffedomstolens statut inde-

holder heller ikke en definition af børn, men det følger af de vejledende beskrivelser af ger-

ningsindhold af statuttens artikel 6, stk. 1, litra e, at bestemmelsens forbud mod at tvangsfor-

flytte børn omfatter personer under 18 år. På den baggrund er det udvalgets vurdering, at det er

mest hensigtsmæssigt at medtage denne aldersgrænse på 18 år i bestemmelsens ordlyd.

Folkedrab efter statuttens artikel 6 forudsætter, at den strafbare handling fandt sted i forbindelse

med et åbenbart mønster af lignende handlinger, herunder også indledende handlinger i et frem-

voksende mønster, som er rettet mod den pågældende gruppe, eller at handlingen i sig selv vil

skulle kunne medføre en sådan hel eller delvis ødelæggelse af den pågældende gruppe, jf. de

vejledende beskrivelser af gerningsindhold til statuttens artikel 6, litra e, om folkedrab i form

af tvangsforflytning af børn. Folkedrabskonventionen indeholder derimod ikke et sådant

180

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

kontekstkrav. På den baggrund lægger udvalget op til ikke at medtage dette kontekstkrav for at

sikre, at indholdet af folkedrabskonventionen fortsat er strafbart efter dansk straffelovgivning.

Forslaget indebærer desuden, at henvisningen til straffelovens 4. kapitel om forsøg og medvir-

ken ikke medtages, da straffelovens almindelige del finder anvendelse på alle strafbare forhold,

herunder både straffelovens specielle del og særlovgivningen, jf. straffelovens § 2.

Der henvises til den foreslåede § 118 c i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

181

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Statuttens regler om medvirken og kommandoansvar

1. Kommandoansvar i henhold til folkeretten

1.1 Generelt

”Kommandoansvar” betegner i folkeretten det strafferetlige ansvar, som militære og civile

overordnede kan pålægges for deres underordnedes strafbare handlinger. At militære og civile

overordnede kan være strafferetligt ansvarlige for deres underordnedes handlinger, blev i rets-

praksis først fastlagt i retsopgøret efter 2. Verdenskrig.

100

Det militære princip om ansvarlig kommando er væsentligt for forståelsen af kommandoansva-

ret, herunder efter artikel 28 i statutten. Princippet om ansvarlig kommando er udtrykt i bl.a.

artikel 1 i Haager-konventionen af 1907 og i artikel 43, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-

konventionerne, hvorefter de ”væbnede styrker tilhørende en part i en konflikt består af alle

organiserede væbnede styrker, grupper og enheder, som er under en kommando, der over for

denne part er ansvarlig for de underordnedes handlemåde”. I

Hadzihasanovic-sagen

henviste

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) til kommando-

ansvaret som en naturlig forlængelse af princippet om ansvarlig kommando og som den mest

effektive måde, hvorpå den internationale strafferet kunne håndhæve dette princip. ICTY fast-

slog derudover, at kommandoansvaret også finder anvendelse i ikke-international væbnet kon-

flikt.

101

Princippet om at pålægge en overordnet et individuelt strafansvar for at undlade at forhindre

eller afværge en underordnets forbrydelse udgør en del af den folkeretlige sædvaneret.

102

Prin-

cippet er forankret i artikel 86, stk. 2, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne og fastlagt

i en række øvrige folkeretlige instrumenter, herunder i statutterne for bl.a. De Internationale

Krigsforbrydertribunaler for hhv. det tidligere Jugoslavien (ICTY) Rwanda (ICTR), som også

i praksis blev brugt til at pålægge overordnede et strafansvar. Kommandoansvaret reguleres

derudover i statuttens artikel 28.

Schabas, William A. (red.) (2016):

The International Criminal Court.

Oxford University Press, 2. udgave, side

608.

101

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod

Hadžihasa-

nović & Kubura

(IT-01-47), Appelkammerets afgørelse af 16. juli 2003, pr. 13 og 21.

102

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Mucic et al.

(“Celebici”)

(IT-96-21-T), afgørelse af 16. november 1998, pr. 343; Det Internationale Krigsforbrydertribunal for

det tidligere Jugoslavien (ICTY),

Anklageren mod Blaskic

(IT-95-14-T), afgørelse af 3. marts 2000, pr. 290.

100

182

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Retspraksis fra ICTY har fastlagt tre overordnede betingelser for at pålægge et kommandoan-

svar:

For det første skal der foreligge et over/-underordnelsesforhold. Både de jure- og de facto-for-

hold omfattes, men der skal være tale om et reelt eller faktisk over-/underordnelsesforhold.

For det andet skal den overordnede enten have vidst eller haft grund til at vide (”reason to

know”), at den underordnede var ved at begå eller havde begået en forbrydelse.

For det tredje skal den overordnede have undladt at tage nødvendige og forholdsmæssige tiltag

for at forhindre forbrydelserne, før de fandt sted, eller have undladt at straffe den underordnede

for at have begået forbrydelserne.

Overordnet set indeholder statuttens artikel 28 de samme betingelser for at pålægge en over-

ordnet et kommandoansvar for underordnedes handlinger.

1.2 Kommandoansvar efter artikel 28 i Rom-statutten

Statuttens artikel 25 omhandler betingelserne for at pålægge et individuelt strafansvar ved Straf-

fedomstolen, herunder et almindeligt medvirkensansvar. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel

25. Individuelt strafansvar

1. Domstolen har jurisdiktion med hensyn til fysiske personer i medfør af denne

statut.

2. En person, der begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være

individuelt ansvarlig og kan straffes i overensstemmelse med denne statut.

3. I henhold til denne statut skal en person være strafferetligt ansvarlig og kan straff-

fes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt denne person:

(a) begår forbrydelsen individuelt, sammen med eller gennem en anden per-

son, uanset om denne anden person er strafferetligt ansvarlig,

(b) beordrer, tilskynder til eller foranlediger en forbrydelse, som faktisk fin-

der sted eller forsøges,

forsøg herpå, herunder tilvejebringer midlerne hertil, med henblik på at

fremme udførelsen af en sådan forbrydelse,

(d) på enhver anden måde bidrager til en forbrydelse, eller forsøg herpå, der

begås af en gruppe af personer, der handler med et fælles formål. Et sådant

bidrag skal være forsætligt og skal enten

(i) udføres med det formål at fremme gruppens strafbare aktivitet

eller formål, hvor sådan aktivitet eller formål involverer en forbry-

delse under domstolens jurisdiktion, eller

(ii) udføres med viden om gruppens hensigt til at begå forbrydelsen,

(e) med hensyn til folkedrab, direkte og offentligt tilskynder andre til at begå

denne forbrydelse,

183

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(f) forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstaltninger, der

iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at for-

brydelsen finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af

personens hensigt. En person, der opgiver bestræbelserne på at begå forbry-

delsen eller på anden måde forhindrer dens fuldbyrdelse, skal dog ikke være

strafferetligt ansvarlig i henhold til denne statut for forsøget på at begå for-

brydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle for-

sæt.

4. Ingen bestemmelse i denne statut vedrørende individuelt strafansvar skal have

indvirkning på staters ansvar i henhold til folkeretten.”

Statuttens artikel 28 regulerer militære og civile overordnedes strafansvar for strafbare hand-

linger begået af deres underordnede. Overordnedes undladelser omfattes af statuttens artikel 28

(indirekte kommandoansvar), hvorimod overordnedes aktive medvirkenshandlinger (direkte

kommandoansvar) omfattes af statuttens artikel 25.

Artikel 28 har følgende ordlyd:

”Artikel

28. Ansvar for militære og andre overordnede

Ud over andet grundlag for strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdik-

tion i henhold til denne statut gælder følgende:

(a) en militær overordnet eller en person, der faktisk handler som en militær over-

ordnet, skal være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under domstolens jurisdik-

tion, der begås af styrker under hans eller hendes effektive kommando og kontrol

eller effektive myndighed og kontrol, alt efter omstændighederne, som resultat af,

at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne styrker, såfremt

(i) den militære overordnede eller personen vidste eller på grund af omstæn-

dighederne på det pågældende tidspunkt burde have vidst, at styrkerne var

i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser, og

(ii) den militære overordnede eller personen undlod at træffe alle nødven-

dige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at

forhindre eller afværge udførelsen af sådanne forbrydelser eller at fore-

lægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsfor-

følgning.

(b) Med hensyn til forhold mellem overordnede og underordnede, der ikke er be-

skrevet i litra (a), skal en overordnet være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser

inden for domstolens jurisdiktion, der begås af underordnede under hans eller hen-

des effektive myndighed og kontrol som resultat af, at han eller hun har undladt at

udøve behørig kontrol over sådanne underordnede, såfremt

(i) den overordnede enten vidste eller bevidst så bort fra oplysninger, som

klart tydede på, at de underordnede var i færd med eller skulle til at begå

sådanne forbrydelser,

(ii) forbrydelsen vedrørte aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes

effektive ansvar og kontrol, og

(iii) den overordnede undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foran-

staltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge

184

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

udførelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompe-

tente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.”

1.2.1

Den retlige karakter af overordnedes strafansvar

I den folkeretlige teori har tre forståelser af den retlige karakter af overordnedes strafansvar

været fremherskende: For det første som en separat undladelseshandling (”separate offence of

omission”). For det andet som en særskilt ansvarsform, hvorved den overordnede holdes an-

svarlig som delagtig i den underordnedes forbrydelse. For det tredje som en ”sui generis” an-

svarsform (af sin egen art), der adskiller sig fra ansvarsformerne i statuttens artikel 25 og inde-

bærer en blanding af retlige doktriner kendt fra national ret. Det formentlig mest udbredte

synspunkt er, at den overordnedes ansvar udgør en form for deltagelse i den underordnedes

forbrydelse.

Straffedomstolens afgørelser i

Bemba-sagen,

der vedrører den tidligere vicepræsident i Den

Demokratiske Republik Congo, Jean-Pierre Bemba, og dennes mulige kommandoansvar for

forbrydelser begået af congolesiske soldater, afklarer dog ikke dette spørgsmål entydigt.

103

1.2.2

Betingelser for overordnedes strafansvar

Straffedomstolen har i

Bemba-sagen

opsummeret betingelserne for det strafferetlige ansvar i

henhold til artikel 28, stk. 1, litra a, vedrørende militære overordnede eller personer, der faktisk

handler som en militær overordnet.

104

Forudsætningen efter artikel 28, stk. 1, litra a, er ifølge Straffedomstolen, at der er tale om en

forbrydelse omfattet af statuttens artikel 6-8, det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menne-

skeheden, og krigsforbrydelser. Derudover skal en række øvrige betingelser være opfyldt.

For det første skal der være tale om en militær overordnet eller en person, der faktisk handler

som en militær overordnet, det vil sige en

de jure

eller

de facto

militær overordnet. Med hensyn

til forståelsen af begrebet ”person, der faktisk handler som en militær overordnet”, har Straffe-

domstolen udtalt, at udtrykket er beregnet til at dække en særskilt såvel som en bredere kategori

af kommandører, som omfatter dem, der ikke ved lov udfører en militær leders rolle, men udø-

ver effektiv kontrol over en gruppe personer gennem en kommandokæde.

105

For det andet skal den overordnede have haft effektiv kommando eller myndighed og kontrol

over de underordnede styrker, der har begået forbrydelsen. Der er ikke et krav om en direkte

Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,

side 1286.

104

Ibid.

105

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08-424), afgørelse af 15. juni 2009, pr. 409.

103

185

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

kommandolinje mellem den overordnede og den underordnede, så længe der kan etableres ef-

fektiv kommando eller myndighed.

106

Dette må antages at betyde, at et kommandoansvar for

eksempelvis soldaters forbrydelser efter artikel 28, stk. 1, litra a, kan placeres ikke alene på en

militær overordnet i felten, men efter omstændighederne også på eksempelvis en forsvarschef

eller forsvarsminister forudsat, at betingelsen om effektiv kontrol gennem en kommandokæde

og de nedenfor nævnte krav om årsagssammenhæng og viden er opfyldt.

107

For det tredje skal forbrydelsen, der begås af styrkerne (underordnede), være en følge af (”re-

sulted from”) den overordnedes manglende behørige kontrol over dem. Der er i Straffedomsto-

lens praksis forskellige synspunkter på kravet om sammenhængen mellem den overordnedes

og de underordnedes handlinger.

108

For det fjerde stilles der med hensyn til tilregnelse et krav om, at den overordnede enten vidste

eller på grund af omstændighederne på tidspunktet burde have vidst, at de underordnede styrker

var i færd med at begå eller skulle til at begå en eller flere af de forbrydelser, der er anført i

artikel 6-8 i statutten.

Endelig skal den overordnede have undladt at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltnin-

ger inden for hans eller hendes magt for at forhindre eller afværge, at forbrydelserne begås,

eller have undladt at overgive sagen til de kompetente myndigheder til efterforskning og rets-

forfølgning.

109

I Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018 i Bemba-sagen ses betydelig uenig-

hed blandt dommerne om det præcise indhold i kravet.

110

Kravet er desuden omdiskuteret i

litteraturen.

Det bemærkes, at der er forskel på ansvarsnormen i statuttens artikel 28, litra a, om militære

overordnede og den, der handler som sådan, og litra b om civile overordnede. Militære og til-

svarende overordnede har et skærpet ansvar, idet de er ansvarlige for handlinger udført af un-

derordnede, som de enten vidste eller burde have vidst, at styrkerne var i færd med eller skulle

til at begå. Civile overordnede skal derimod have viden eller bevidst have set bort fra oplysnin-

ger om underordnedes handlinger (litra b, nr. i). For civile overordnede skal forbrydelsen

Straffedomstolen,

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08-424), afgørelse af 15. juni 2009, pr. 409.

Dansk Røde Kors (red.) (2015):

Den Humanitære Folkeret og Danmark.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag,

1. udgave, side 282.

108

Se på den ene side

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08 A), Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018,

dommere van den Wyngaert og Morrison, Separate Opinion, pr. 51-56, og, på den anden side,

ibid.,

dommere

Monageng og Hofmanski, Dissenting Opinion, pr. 326ff.

109

Straffedomstolen:

Anklageren mod Bemba

(ICC-01/05-01/08 A), Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018,

pr. 166-170, Se dommere Monageng og Hofmanski, Dissenting Opinion, pr. 41ff.

106

107

186

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

desuden vedrøre aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes effektive ansvar og kontrol

(litra b, nr. ii).

2. Medvirken i dansk ret

2.1 Straffeloven

Det almindelige medvirkensansvar i dansk strafferet er hjemlet i straffelovens § 23, der har

følgende ordlyd:

”§

23.

Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved

tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for

den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet

forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er mis-

lykkedes.

Stk. 2.

Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker til krænkelse af et

særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.

Stk. 3.

For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved lovovertræ-

delser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når

den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et al-

lerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.”

Straffelovens § 23 om strafbar medvirken er særdeles vidtrækkende og omfatter ”alle, der ved

tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen”. Bestemmelsen omfatter objektivt set

stort set alle typer af handlinger eller adfærd, herunder også fjernere medvirkenshandlinger.

111

Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 (om frivillig tilbagetræden fra forsøg)

angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret

fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afvær-

get, jf. straffelovens § 24. Straffriheden efter § 24 forudsætter således både, at den medvirken-

des tilbagetræden er frivillig, og at den medvirkende sørger for, at heller ikke de øvrige med-

virkende udfører forbrydelsen.

Retligt set sondres der efter § 23 ikke mellem deltagerne i en strafbar gerning alt efter deres

rolle (negativt medvirkenssystem). Komparativt adskiller dansk ret sig fra medvirkenssyste-

mets ansvarsmæssige udformning i de fleste andre lande, der typisk inddeler deltagerne i en

kriminel handling i forskellige ansvarskategorier (positivt medvirkenssystem).

Den danske medvirkensordning indebærer, at alle der tager del i en forbrydelse, i udgangspunk-

tet vil være omfattet af bestemmelsen. Et medvirkensansvar kan tillige komme på tale, uanset

Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Øko-

nomiforbundet, 12. udgave, side 299 ff.

111

187

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

om den, der umiddelbart realiserer en given straffebestemmelse, kan straffes eller ej (såkaldt

ikke-accessorisk medvirkensansvar), herunder eksempelvis fordi den pågældende er under den

kriminelle lavalder eller ikke har den fornødne tilregnelse.

Subjektivt kræves, at enhver, der skal straffes, har den fornødne tilregnelse til alle led i den

fuldbyrdede forbrydelses gerningsindhold. Se hertil Østre Landsrets dom af 22. juni 2022 i sag

262/21 (gengivet i TfK 2022.384 Ø), hvor landsretten også fremhæver, at bevis herfor efter

omstændighederne kan foreligge, hvis det på grundlag af omstændighederne kan lægges til

grund, at de medvirkende ved deres ageren (tilskyndelse, råd eller dåd) har understøttet det

strafbare hændelsesforløb, og at hændelsesforløbet lå inden for rammerne af, hvad de på for-

hånd havde aftalt eller var indforstået med.

Det er efter dansk ret tillige muligt at straffe for uagtsom medvirken, men det forudsætter, at

tilregnelseskravet for den pågældende forbrydelse omfatter uagtsomhed. Er der således tale om

et forsætsdelikt, vil det ikke være muligt at straffe for uagtsom medvirken efter straffelovens §

23.

Efter dansk ret er der endvidere ikke behov for særskilte bestemmelser for at kunne ramme

tidsmæssigt adskilte og fjernere medvirkenshandlinger. F.eks. er der ikke behov for særbestem-

melser om kriminelle komplotter (”conspiracy”). § 23 vil her – efter omstændighederne sam-

men med § 21 – ofte udgøre det fornødne hjemmelsgrundlag for at straffe.

Det følger forudsætningsvis af straffelovens § 23, stk. 2, at strafansvar for medvirken efter be-

stemmelsens stk. 1 også omfatter den, der medvirker til at krænke et særligt pligtforhold, men

selv står uden for dette. Det betyder eksempelvis, at en person, der ikke virker i offentlig tjeneste

eller hverv, kan medvirke til en lovovertrædelse, der begås af en person, der virker i offentlig

tjeneste eller hverv, som har et særligt pligtforhold i kraft af sit virke, herunder f.eks. militære

regler og pligter.

Straffelovens § 23 har komparativt set en særligt bred rækkevidde.

2.2 Militær straffelov

Straffelovens § 23 finder også anvendelse på personer omfattet af militær straffelov, herunder

tjenstgørende militært personel. Militært personel, der er omfattet af militær straffelov, kan så-

ledes pådrage sig strafansvar for medvirken til en overtrædelse af loven, der er begået af andet

militært personel.

188

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den militære straffelovs § 8 indeholder en særlig medvirkensregel for personer, der ikke er

omfattet af lovens §§ 1 og 2, hvilket vil sige civile personer, herunder personer som er civilt

ansatte inden for forsvaret. Sådanne civile personer straffes kun for medvirken til overtrædelse

af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover.

Bestemmelsen begrænser dermed adgangen til at gøre et strafansvar gældende for civile perso-

ners medvirken til overtrædelse af bestemmelser i den militære straffelov i forhold til, hvad der

følger af den almindelige bestemmelse i straffelovens § 23.

2.3 Overordnedes (passive) medvirken

I tilfælde, hvor den overordnede selv har taget del i ulovlighederne – ved at involvere sig i

beslutningen herom, f.eks. ved udstedelse af en ordre – vil ledelsesansvaret efter § 23 i form af

”tilskyndelse” ligge lige for, uanset at lederen konkret ikke selv har udført den strafbare ger-

ning.

Straffelovens § 151 indeholder desuden en særlig medvirkensregel for overordnede. Det følger

af bestemmelsen, at den, som tilskynder eller medvirker til, at nogen, der er underordnet ved-

kommende i offentlig tjeneste eller hverv, forbryder sig i denne tjeneste, straffes, uden hensyn

til om den underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straf-

fri, efter den for den pågældende forbrydelse gældende bestemmelse. Bestemmelsen er en sær-

lig medvirkensregel for overordnede, der træder i stedet for straffelovens § 23, og som bl.a.

indebærer, at reglerne om strafnedsættelse og strafbortfald ikke finder anvendelse, jf. Folke-

tingstidende 2003-04, tillæg A, side 3331.

I tilfælde, hvor lederen ikke har taget direkte del i handlingerne, og hvor lederen ydermere ikke

har været til stede, mens forbrydelsen blev begået, vil lederens eventuelle medvirkensansvar

efter straffelovens § 23 være mere uklart. Hverken straffeloven eller militær straffelov indehol-

der en særlig medvirkensregel om kommandoansvar. En leders passivitet vil dog i et vist om-

fang kunne være omfattet af straffelovens § 23 samt efter omstændighederne af militær straffe-

lovs § 27 om grov pligtforsømmelse.

Det fremgår af Højesterets præmisser i dom af 20. januar 2014 i sag 245/2013 (gengivet i

U.2014.1150 H) vedrørende spørgsmålet om strafbar medvirken ved passivitet i forbindelse

med voldsudøvelse i en arrestgård, at ansvar ved medvirken ved passivitet kan pådrages i sær-

lige tilfælde, hvor der er grundlag for at sidestille passivitet med en aktiv medvirkenshandling.

Der kræves i disse særlige tilfælde, at der er en særlig forbindelse mellem den passive person

og det kriminelle hændelsesforløb, således at der med rimelighed kan forventes en aktiv hand-

ling fra den pågældende, idet passiviteten ellers kan anses som udtryk for tilslutning til eller

understøttelse af forbrydelsen. Højesteret fandt, at det ikke udgjorde strafbar medvirken til vold,

189

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

at de tiltalte undlod at sige fra over for volden, og henviste i den forbindelse til bl.a., at der ikke

kunne fastslås en særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle hændelsesfor-

løb, samt at der ikke kunne ses bort fra, at den enkelte tiltalte risikerede repressalier i form af

tilsvarende vold straks eller senere, hvis han tilkaldte vagten eller i øvrigt på anden måde søgte

at stoppe voldsudøvelsen.

Højesterets præmisser må herved forstås således, at det i den medvirkensretlige passivitetsvur-

dering skal indgå, hvilken alternativ handling der med rimelighed kan forventes fra den passive

part i den konkrete situation.

112

Østre Landsret har i en dom af 27. august 2019 i sag 3670/2018 (gengivet i TfK 2019.1378 Ø)

lagt Højesterets udtalelser, herunder rimelighedsvurderingen, til grund for at dømme to perso-

ner for medvirken til simpel og grov vold, selv om de pågældende ikke aktivt havde deltaget i

voldsudøvelsen, men havde stået nogle meter fra gerningsstedet, idet deres tilstedeværelse

måtte anses som udtryk for tilslutning til voldsudøvelsen, og da de pågældende havde mulighed

for at sige fra over for voldsudøvelsen eller forlade stedet, hvor de opholdt sig frivilligt. Det

indgik i vurderingen, at de pågældende tilhørte samme bandegruppering som de aktivt delta-

gende gerningspersoner, hvorimod et sådant fælles gruppetilhørsforhold ikke forelå i Højeste-

rets dom fra 2014.

Passivitet har i praksis særlig relevans for lederes strafferetlige medvirkensansvar til underord-

nedes strafbare handlinger. Ledelsesforholdet vil i sådanne tilfælde udgøre den ansvarsmæssige

grundforudsætning for, at en leder kan ifalde et strafansvar for de underordnedes strafbare hand-

linger. Derudover kræves, at undladelsen af at handle fremstår så strafværdig, at den konkret

bør ligestilles med en aktiv overtrædelse af den relevante bestemmelse. Rækkevidden af straf-

bar passivitet er derfor ikke nødvendigvis ens for alle forbrydelsestyper, men beror på en kon-

kret fortolkning af forholdets karakter og omstændighederne i øvrigt.

113

Et eventuelt strafbart

ledelsesansvar vil i vidt omfang skulle sammenkædes med og begrundes i svigtende kontrol og

tilsyn med de underordnede, hvilket er en skønspræget vurdering, der tillige typisk vil forud-

sætte, at uagtsomhed er kriminaliseret på det pågældende område.

Tilregnelseskravet i de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menne-

skeheden og krigsforbrydelser vil være et krav om forsæt. Anvendelsesområdet for

Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Øko-

nomiforbundet, 12. udgave, side 305; I litteraturen er det i tillæg blevet anført, at strafansvar bør forudsætte, at der

er en konkret alternativ handling, og at den alternative handling skal være en reel mulighed, jf. Nicolaj Sivan Holst

i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Årg. 103 Nr. 1 (2016), side 40.

113

Sml. betænkning 1575/2021 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksom-

heder, side 65 ff.

112

190

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

straffelovens almindelige medvirkensregel omfatter dermed ikke hele det folkeretlige komman-

doansvar, der som beskrevet ovenfor tillige omfatter tilregnelse i form af uagtsomhed for mili-

tære ledere. Endvidere vil elementet om, at lederen skal have undladt at forhindre, straffe eller

rapportere sine underordnede, ikke til fulde være omfattet af straffelovens almindelige medvir-

kensansvar i form af strafbar passivitet.

3. Fremmed ret

3.1 Norge

Bestemmelser om bl.a. krigsforbrydelser blev i 2008 indført i et særskilt kapitel 16 om

”folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.

Straffelovskapitlet indeholder ligeledes en bestemmelse om kommandoansvar:

”Annen

del. De straffbare handlingene

Kapittel 16. Folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse

[...]

§ 109. Overordnedes ansvar

For krenkelse av overordnedes ansvar straffes en militær eller sivil leder eller en

som faktisk opptrer som det, dersom personer under vedkommendes effektive

myndighet og kontroll begår en forbrytelse som nevnt i §§ 101 til 107, når

forbrytelsen er et resultat av at lederen ikke har utøvd forsvarlig kontroll over dem,

og lederen

visste eller burde ha visst at de underordnede hadde påbegynt en slik

forbrytelse eller at den var umiddelbart forestående, og

unlott å iverksette nødvendige og rimelige tiltak som sto i vedkommendes

makt for å hindre eller stanse forbrytelsen, eller å rapportere forholdet til en

kompetent myndighet for strafforfølgning.

Straffen er fengsel inntil 10 år, men inntil 30 år der forbrytelsen er grov. Ved

vurderingen av om forbrytelsen er grov, skal det legges vekt på hvor alvorlige og

omfattende forbrytelser de underordnede har begått og i hvilken grad den

overordnede er å bebreide.”

3.2 Sverige

Den svenske særlov om ”straff för vissa internationella brott” (lov nr. 2014:406) indeholder

foruden bestemmelser om krigsforbrydelser m.v. ligeledes bestemmelser om kommandoansvar.

”Ansvar

för förmän

Utvidgat gärningsmannaskap

13 §

En militär eller civil förman som underlåter att vidta de för honom eller henne

möjliga åtgärder som är nödvändiga och skäliga för att förhindra att folkmord, brott

191

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

mot mänskligheten eller krigsförbrytelse begås av en underlydande som står under

förmannens lydnad och effektiva kontroll ska anses som gärningsman.

Underlåtenhet att utöva kontroll

14 §

En militär eller civil förman som uppsåtligen eller av grov oaktsamhet under-

låter att utöva särskild tillsyn över en underlydande som står under hans eller hennes

lydnad och effektiva kontroll ska dömas för underlåtenhet att utöva kontroll till

fängelse i högst fyra år, om den underlydande har begått folkmord, brott mot

mänskligheten eller krigsförbrytelse som förmannen borde ha förutsett och hade

kunnat förhindra.

Underlåtenhet att anmäla brott

15 §

En militär eller civil förman som, när det kan ske utan fara för att förmannen

avslöjar egen brottslighet, underlåter att för undersökning och lagföring anmäla skä-

lig misstanke om att en underlydande som står under hans eller hennes lydnad och

effektiva kontroll har begått folkmord, brott mot mänskligheten eller krigsförbry-

telse ska dömas för underlåtenhet att anmäla brott till fängelse i högst fyra år.”

3.3 Tyskland

Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-

buch”), der implementerer statutten i tysk lovgivning og kriminaliserer forbrydelserne i tysk

ret. Loven indeholder ligeledes bestemmelser om kommandoansvar:

“Section

Responsibility of military commanders and other superiors

(1) A military commander or civilian superior who omits to prevent his or her sub-

ordinate from committing an offence pursuant to this Act shall be punished in the

same way as a perpetrator of the offence committed by that subordinate. Section 13

subsection (2) of the Criminal Code shall not apply in this case.

(2) Any person effectively giving orders or exercising command and control in a

unit shall be deemed equivalent to a military commander. Any person effectively

exercising command and control in a civil organisation or in an enterprise shall be

deemed equivalent to a civilian superior.

[…]

Section 14

Violation of the duty of supervision

(1) A military commander who intentionally or negligently omits properly to su-

pervise a subordinate under his or her command or under his or her effective control

shall be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits

an offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence

was discernible to the commander and he or she could have prevented it.

192

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

(2) A civilian superior who intentionally or negligently omits properly to supervise

a subordinate under his or her authority or under his or her effective control shall

be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits an

offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence

was discernible to the superior without more and he or she could have prevented it.

(3) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.

(4) Intentional violation of the duty of supervision shall be punished with impris-

onment for not more than five years, and negligent violation of the duty of supervi-

sion shall be punished with imprisonment for not more than three years.

Section 15

Omission to report a crime

(1) A military commander or a civilian superior who omits immediately to draw the

attention of the agency responsible for the investigation or prosecution of any of-

fence pursuant to this Act, to such an offence committed by a subordinate, shall be

punished with imprisonment for not more than five years.

(2) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.”

4. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om kommandoansvar

4.1 Behovet for en bestemmelse om kommandoansvar

Statuttens medvirkensbegreb omfatter både lederes aktive medvirken, herunder det direkte le-

delsesansvar ved aktive handlinger eller ordrer, og passiv medvirken i form af indirekte ledel-

sesansvar ved manglende kontrol over underordnede.

Det direkte ledelsesansvar, herunder f.eks. en militær leders ordre om at udføre en bestemt

handling, er utvivlsomt omfattet af dansk rets medvirkensbegreb i straffelovens § 23. Ledere,

der direkte ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til folkedrab, forbrydelser mod menneske-

heden eller krigsforbrydelser, vil således kunne straffes efter de foreslåede straffebestemmelser.

Det vil omfatte alle ledere, der giver de underordnede ordrer til at udøve handlinger omfattet af

de foreslåede bestemmelser. Et sådant direkte medvirkensansvar efter § 23 er særligt centralt i

en militær organisation, der er kendetegnet ved et fast defineret over-/underordnelsesforhold,

og hvor ordrer som klart udgangspunkt vil blive efterkommet og effektueret af de underord-

nede.

I andre og mindre klare tilfælde af indirekte ledelsesansvar, f.eks. hvor lederen ikke har været

til stede, mens forbrydelsen blev begået, er det imidlertid vanskeligt at indkapsle et overordnet

ledelsesmæssigt strafansvar som beskrevet i statuttens artikel 28 i straffelovens § 23. Der bør

således indføres en ny bestemmelse om kommandoansvar, hvis det folkeretlige kommandoan-

svar fuldt ud skal være strafbart efter dansk ret, herunder også i subjektiv henseende.

193

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er udvalgets opfattelse, at det i overensstemmelse med den folkeretlige udvikling også bør

være muligt i Danmark at retsforfølge et kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser. Det skyldes, at den særlige konstruktion med komman-

doansvar i folkeretten skal gøre det muligt at straffe dem, der er ansvarlige på et mere overord-

net plan for forbrydelserne. De overordnede ansvarlige skal ikke kunne gemme sig bag under-

ordnede i magthierarkiet, som udfører de faktiske handlinger. Overordnede bør kunne ifalde

strafansvar i kraft af deres pligt til at have effektiv kontrol med underordnede i kommandolin-

jen.

Praktiske hensyn kan desuden tale for, at der bør indføres en bestemmelse om kommandoan-

svar. I sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser kan det i

praksis være svært at indsamle beviser for, at overordnede direkte har været involveret i en

sådan forbrydelse. Det vil formentlig være yderst sjældent, at man kan finde den såkaldte ”smo-

king gun” vedrørende lederes udstedelse af en direkte ordre. Etableringen af et kommandoan-

svar kan derfor være en nødvendighed, hvis mere overordnede gerningspersoner bag forbrydel-

serne skal kunne ifalde straf.

Det er således udvalgets vurdering, at der bør indsættes en bestemmelse om kommandoansvar,

der finder anvendelse på overordnedes ansvar for underordnedes folkedrabshandlinger, forbry-

delser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser.

4.2 Bestemmelsens indhold

Udvalget har overvejet, om en bestemmelse om overordnedes kommandoansvar bør skelne

mellem militære og civile ledere, således som det er tilfældet i statuttens artikel 28, der som

anført ovenfor sondrer mellem militære overordnedes ansvar (litra a) og civile overordnedes

ansvar (litra b). Udvalget bemærker imidlertid hertil, at der i FN’s Folkeretskommissions udkast

til en konvention om forbrydelser mod menneskeheden lægges op til, at deltagerstaterne efter

artikel 6, stk. 3, er forpligtede til at kriminalisere overordnedes kommandoansvar i national ret.

Der skelnes ikke i denne bestemmelse mellem militære overordnede og civile overordnede. Af

bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at ordlyden er udtryk for en generel standard for

kommandoansvar i konteksten af forbrydelser mod menneskeheden.

114

Det bemærkes dog, at

bestemmelsen om kommandoansvar i konventionsudkastet anvender tilregnelseskravet ”have

grund til at vide”, som er tilregnelseskravet efter den folkeretlige sædvaneret. Endvidere ses der

ikke at være en sådan sondring mellem militære eller civile i hverken de tyske, norske eller

svenske bestemmelser.

FN’s Folkeretskommission (2019):

Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity,

forslag og bemærkninger til artikel 6, side 73-74.

114

194

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er tilsvarende udvalgets opfattelse, at skelnen mellem militære og civile ledere, hvor sidst-

nævnte ikke kan ifalde strafansvar i samme udstrækning som militære ledere, vil være uhen-

sigtsmæssigt. Kommandoansvaret er grundlæggende udtryk for et ledelsesansvar. Det afgø-

rende bør således efter udvalgets opfattelse være, at den overordnede er ansvarlig for personer

under vedkommendes myndighed og kontrol. Den effektive kontrol kan være udøvet nedad

gennem et eller flere led i en hierarkisk kommandolinje. Det indebærer, at flere overordnede i

kommandolinjen efter omstændighederne vil kunne være ansvarlige for underordnedes lov-

overtrædelser på samme tid.

Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen udformes med udgangspunkt i statuttens artikel

28, litra a, om militære overordnedes ansvar, men således at bestemmelsen finder anvendelse

på både militære og civile ledere. Udvalgets forslag til en bestemmelse om kommandoansvar

anvender dermed tilregnelseskravet ”burde vide” i relation til de underordnedes handlinger, og

omfatter dermed også uagtsomhed fra lederens side, hvilket er en lavere tærskel end konventi-

onsudkastets formulering om ”grund til at vide”. Dette er efter udvalgets vurdering i overens-

stemmelse med udvalgets generelle tilgang for arbejdet, hvorefter de danske straffebestemmel-

ser som minimum bør omfatte det samme anvendelsesområde som statuttens bestemmelser,

navnlig henset til komplementaritetsprincippet. Dette for at sikre, at der ikke kan opstå en situ-

ation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgning ved

Straffedomstolen, idet retsforfølgning af danske statsborgere eller personer med fast ophold så

vidt muligt bør ske i Danmark, jf. kapitel 3, afsnit 1.

Udvalget er opmærksom på, at der i tysk og svensk ret er indført en særskilt underretningsbe-

stemmelse, hvor elementet om at undlade at rapportere forholdet til en kompetent myndighed

er udskilt til sin egen bestemmelse. Denne opdeling forekommer at afspejle, at strafværdighe-

den af lederens manglende opfyldelse af sin handlepligt er forskellig afhængigt af, om lederen

kan hindre eller standse forbrydelsen eller har en pligt til at rapportere forbrydelsen, hvor sidst-

nævnte efter omstændighederne må være mindre strafværdig. Norge har i modsætning hertil

ikke valgt at indføre en særskilt underretningsbestemmelse, men har indført en bestemmelse

om kommandoansvar, der spejler indholdet i statuttens artikel 28. I overensstemmelse med ud-

valgets generelle tilgang om at udforme de særskilte straffebestemmelser med udgangspunkt i

ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, jf. kapitel 3, afsnit 1, har udvalget valgt at

anvende statuttens formulering i forslaget til en dansk bestemmelse om kommandoansvar.

Det er udvalgets opfattelse, at kommandoansvaret skal betragtes som en form for udvidet med-

virkensansvar, hvor ansvaret er knyttet til den underordnedes handling. Det er udvalgets opfat-

telse, at denne forståelse er i overensstemmelse med Straffedomstolens retspraksis, jf. afsnit

1.2.1 ovenfor om den retlige karakter af kommandoansvaret i folkeretten.

195

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Kommandoansvaret i den forslåede bestemmelse har således til formål at supplere det almin-

delige medvirkensansvar. Dette indebærer, at den foreslåede bestemmelse om kommandoan-

svar alene vil finde anvendelse, hvis den militære eller civile leder ikke vil kunne pålægges et

almindeligt strafansvar for selv at have begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden el-

ler krigsforbrydelser eller for (forsætlig) medvirken til disse forbrydelser efter straffelovens §

23. Det almindelige medvirkensansvar vil dermed udelukke samtidig retsforfølgning for kom-

mandoansvar for samme handling.

Anvendelsesområdet for kommandoansvaret vil i objektiv henseende herefter være situationer,

hvor en overordnets passive adfærd over for underordnedes overtrædelser af bestemmelserne

om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser ikke kan antages at

være omfattet af straffelovens § 23, eller hvor den overordnedes passivitet befinder sig i med-

virkensansvarets periferi.

Strafansvar for uagtsom medvirken efter straffelovens § 23 vil som anført ovenfor forudsætte,

at tilregnelseskravet for den pågældende forbrydelse tillige omfatter uagtsomhed. Uagtsom

medvirken til overtrædelse af et forsætsdelikt kræver derfor særlig hjemmel. Kommandoansva-

ret udvider således også det almindelige medvirkensansvar i subjektiv henseende, idet kom-

mandoansvaret tillige vil omfatte den overordnedes uagtsomhed i forhold til de underordnedes

forsætlige overtrædelser af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden

eller krigsforbrydelser. Det bemærkes herved, at tilregnelseskravet for overtrædelse af disse

bestemmelser ellers beror på forsæt.

Udvalget foreslår endvidere, at bestemmelsen placeres i det foreslåede nye kapitel i straffeloven

om bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser frem for f.eks. i til-

knytning til § 23 om medvirken i straffelovens kapitel 4 om forsøg og medvirken. Det skyldes,

at den foreslåede bestemmelse ikke vil gælde generelt for alle overtrædelser, men kun for over-

trædelser af de foreslåede bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser.

4.3 Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for bestemmelsen om kommandoansvar:

”§

118 j.

En militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan,

straffes for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser,

hvis personer under vedkommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse

som nævnt i §§ 118 c-118 i, og forbrydelsen er en følge af, at lederen ikke har

udøvet behørig kontrol over dem, hvis

196

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

1) lederen vidste eller burde have vidst, at personerne under vedkommendes myn-

dighed og kontrol havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umid-

delbart forestående, og

2) lederen undlod at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkom-

mendes magt, for at hindre eller standse forbrydelsen, eller undlod at rapportere

forholdet til en kompetent myndighed for strafforfølgning.”

Den forslåede bestemmelse svarer overordnet til gerningsindholdet i artikel 28 i Straffedom-

stolens statut om ansvar for militære og andre overordnede. Til forskel fra statutten indeholder

den foreslåede bestemmelse dog alene litra a, der imidlertid får et bredere anvendelsesområde,

idet den foreslåede bestemmelse vil omfatte både militære og civile ledere.

Der henvises til den foreslåede § 118 j om kommandoansvar og bemærkningerne hertil i lov-

udkastet i kapitel 14.

4.4 Strafferamme

Der er efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for at have en særlig strafferamme for medvirken

i form af kommandoansvar, der er lavere end strafferammen i selve bestemmelsen, da den mi-

litære eller civile leders manglende kontrol kan være den faktiske forudsætning for, at sådanne

forbrydelser kan finde sted. Udvalget noterer sig, at kommandoansvar er en særlig konstruktion

formuleret i folkeretten for at kunne straffe dem, der er ansvarlige på et mere overordnet plan,

men ikke selv udfører de faktiske handlinger. Den overordnedes manglende handling vil derfor

efter omstændighederne kunne være ligeså strafværdig som overtrædelsen af selve den pågæl-

dende bestemmelse.

I norsk ret er strafferammen for kommandoansvar fængsel indtil 10 år, men indtil 30 år for

grove forbrydelser. Ved vurderingen af, om en forbrydelse er grov, skal der lægges vægt på,

hvor alvorlige og omfattende forbrydelser de underordnede har begået, og i hvilken grad den

overordnede kan bebrejdes, jf. den norske straffelovs § 109. Efter svensk ret straffes en militær

eller civil leder, der underlader at træffe foranstaltninger, som er nødvendige og rimelige for at

forhindre, at en underordnet, der er er underlagt hans eller hendes lydighed og effektive kontrol,

begår folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, som en gerningsper-

son, jf. § 13 i den svenske lov om straf for visse internationale forbrydelser. Straffen for over-

trædelse af lovens § 13 vil dermed følge strafferammen i de materielle bestemmelser. I tilfælde,

hvor lederen alene har undladt at udøve kontrol eller ikke har rapporteret en lovovertrædelse,

er strafferammen fængsel indtil 4 år, jf. henholdsvis lovens §§ 14 og 15. Efter tysk ret straffes

en militær eller civil leder, der undlader at forhindre sine underordnede i at begå en overtrædelse

af loven, på samme måde som gerningspersonen til lovovertrædelsen, det vil sige den under-

ordnede, jf. folkeretsstraffelovens § 4. I tilfælde, hvor lederen alene har undladt at udøve tilsyn

eller ikke har rapporteret en forbrydelse, er strafferammen fængsel indtil 5 år, men dog kun 3

197

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

år for uagtsomt manglende tilsyn, jf. henholdsvis lovens §§ 14 og 15. Der er således differenti-

erede strafferammer i norsk, svensk og tysk lovgivning afhængig af kommandoansvarets ka-

rakter.

Det er udvalgets vurdering, at det er mest hensigtsmæssigt med en bestemmelse om komman-

doansvar for militære eller civile ledere, hvor strafferammen afhænger af strafferammen i den

bestemmelse, som er anvendelig på de underordnedes handlinger. Disse strafferammer er rela-

tivt brede, og der vil således være rum for både særdeles grove og mindre grove tilfælde. Ud-

valget anser det derfor ikke for nødvendigt at lave differentierede strafferammer baseret på

kommandoansvarets grovhed. Grovheden vil i stedet kunne indgå ved den konkrete straffast-

sættelse inden for strafferammerne.

Der henvises til den foreslåede § 118 k om strafferammer for aggressionsforbrydelser, folke-

drab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser samt bemærkningerne hertil i lov-

udkastet i kapitel 14.

198

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Statuttens almindelige strafferetlige regler m.v.

Statuttens kapitel 3 indeholder de almindelige strafferetlige principper for Straffedomstolens

virke, herunder tilregnelse, forsøg og medvirken. I det følgende sammenholdes statuttens regler

med dansk lovgivning, idet medvirken dog er behandlet i kapitel 7 om medvirken og komman-

doansvar.

1. Individuelt strafansvar for fysiske og juridiske personer

Straffedomstolen har alene jurisdiktion over fysiske personer, jf. artikel 25, stk. 1. Bestemmel-

sen udelukker derved retsforfølgning af juridiske personer ved Straffedomstolen.

Efter straffelovens § 306 er der hjemmel til at pålægge selskaber m.v. (juridiske personer) straf-

ansvar for overtrædelser af den borgerlige straffelov. De nærmere regler herfor følger af straf-

felovens kapitel 5, hvor bl.a. kredsen af ansvarssubjekter er nærmere beskrevet.

Efter straffelovens § 26 omfatter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v., medmindre

andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interes-

sentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter

sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til de-

res størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i stk. 1.

For så vidt angår statslige myndigheder og kommuner fremgår det af straffelovens § 27 stk. 2,

at disse alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed,

der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.

Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 2.3, og kapitel 6, afsnit 4.1, ovenfor, foreslår udvalget, at

straffebestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

indsættes i straffeloven. Hvis straffelovens § 306 om strafansvar for juridiske personer ikke

samtidig ændres, vil juridiske personer kunne ifalde strafansvar efter straffelovens kapitel 5.

Udvalget har ikke fundet grundlag for, at juridiske personer ikke – som ved alle andre straffe-

lovsovertrædelser – skal kunne ifalde strafansvar for overtrædelse af de foreslåede bestemmel-

ser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.

Til forskel fra statutten vil det således være muligt, at juridiske personer kan pålægges et straf-

ansvar for overtrædelse af de foreslåede straffebestemmelser. Det bemærkes hertil, at det i

199

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

forarbejderne til straffelovens § 306 er anført, at en lang række straffelovsovertrædelser, der

tager sigte på at beskrive enkeltpersoners skadegørende, farlige eller på anden måde forkaste-

lige handlinger såsom drab, vold, voldtægt, hærværk osv., i almindelighed må anses for så

fremmede og atypiske i forhold til den aktivitet, som den juridiske person udøver, at de ikke

kan anses for begået ”inden for dens virksomhed”, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),

tillæg A, side 834. Se hertil Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om strafansvar for juridiske per-

soner, pkt. 4.2.

Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at danske straffebestemmelser rækker videre

end statuttens forbrydelser. En sådan retstilstand vil – isoleret set – indebære, at flere sager

principielt ville kunne føres for danske domstole end ved Straffedomstolen. Det bemærkes, at

deltagerstaterne har den primære jurisdiktionskompetence, mens Straffedomstolen har komple-

mentær jurisdiktionskompetence.

2. Tilregnelse

Det følger af artikel 30, stk. 1, at, medmindre andet er bestemt, er en person kun strafferetligt

ansvarlig og kan kun straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt den med

hensyn til de nødvendige elementer er begået med vilje og viden. Det følger af artikel 30, stk.

2, at en person har vilje, såfremt personen a) med hensyn til adfærd har til hensigt at indlade sig

på den pågældende adfærd, og b) med hensyn til en følge har til hensigt at forårsage den pågæl-

dende følge eller er klar over, at denne vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb. En

person har viden, når personen har bevidsthed om, at en omstændighed består, eller at en følge

vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb, jf. stk. 3.

Ved straffelovsovertrædelser er det i dansk ret et krav, at gerningspersonen har forsæt, med-

mindre uagtsomhed er særligt hjemlet, jf. straffelovens § 19, 1. pkt. Særlovsovertrædelser kræ-

ver derimod alene uagtsomhed, medmindre andet er bestemt, jf. § 19, 2. pkt.

I dansk strafferet antages forsæt at kunne foreligge i tre forskellige former: direkte forsæt, sand-

synlighedsforsæt og dolus eventualis. I tilfælde, hvor det er selve handlingen, som er strafbar,

foreligger der direkte forsæt, hvis gerningspersonen handler med viden eller anden sikker be-

vidsthed om forholdene. I tilfælde, hvor det strafbare er at forårsage en bestemt følge, foreligger

der direkte forsæt, hvis gerningspersonen ved sin handling har haft til hensigt at forårsage en

bestemt følge. Der foreligger sandsynlighedsforsæt, når gerningspersonen anser et gerningsmo-

ments tilstedeværelse eller en følges indtræden for overvejende sandsynlig.

115

Der henvises til Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 249 ff.

115

200

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Dolus eventualis er den tredje forsætsform, som antages at kunne foreligge i to former: det

hypotetiske eventualitetsforsæt og positiv indvilligelse. Ved det hypotetiske eventualitetsforsæt

lægges vægt på, om gerningspersonen ville have foretaget handlingen, selv om gerningsperso-

nen vidste, at følgen ville indtræde. Ved det positive indvilligelsesforsæt er det afgørende, om

gerningspersonen har indset muligheden for, at en bestemt følge ville indtræde, og accepteret

muligheden for, at denne følge ville indtræde. Højesteret har i dom af 9. marts 1992 i sag 3/1992

(gengivet i U.1992.455 H) udtalt, at der generelt bør udvises varsomhed med hensyn til anven-

delsen af forsætsformen dolus eventualis.

116

Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 2.3, og kapitel 6, afsnit 4.1, foreslår udvalget, at straffebe-

stemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser indsættes

i straffeloven. Tilregnelseskravet vil derfor være forsæt, medmindre andet bestemmes.

Statuttens krav om vilje og viden forudsætter de højeste grader af forsæt for at ifalde strafansvar

ved Straffedomstolen. Det danske forsætsbegreb rækker dermed noget videre end statuttens

tilregnelseskrav. Udvalget har på den baggrund overvejet, om tilregnelseskravet i de danske

straffebestemmelser bør afgrænses til f.eks. direkte forsæt.

Straffebestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser

m.v. vil være nogle af de alvorligste forbrydelser i dansk straffelovgivning. Dette kunne tale

for kun at pålægge straf for overtrædelse af bestemmelserne i de tilfælde, hvor der foreligger

den højeste grad af forsæt hos gerningspersonen. Udvalget bemærker imidlertid, at der heller

ikke for sammenlignelige forbrydelser i straffeloven er fastsat særligt skærpede krav til forsæt-

tet, herunder eksempelvis straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Udvalget har desu-

den lagt vægt på, at straffelovens almindelige del efter udvalget opfattelse bør fraviges i mindst

muligt omfang. Der henvises herom nærmere til kapitel 3, afsnit 1.

Endvidere er der ikke noget til hinder for, at danske straffebestemmelser rækker videre end

statuttens forbrydelser. En sådan retstilstand vil – isoleret set – indebære, at flere sager princi-

pielt ville kunne føres for danske domstole end ved Straffedomstolen. Det bemærkes, at delta-

gerstaterne har den primære jurisdiktionskompetence, mens Straffedomstolen har komplemen-

tær jurisdiktionskompetence.

Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at dansk rets almindelige forsætsbegreb bør

finde anvendelse på de foreslåede straffebestemmelser.

Der henvises Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 251 ff.

116

201

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

3. Vildfarelser

Det følger af statuttens artikel 32, stk. 1, at en faktisk vildfarelse kun begrunder fritagelse for

strafansvar, såfremt den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver. Det må antageligt

skulle forstås sådan, at manglende kendskab til et eller flere relevante gerningsmomenter ude-

lukker forsæt, hvilket svarer til retsstillingen i dansk strafferet (se nedenfor).

En retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt en særlig adfærd udgør en forbrydelse inden for

domstolens jurisdiktion, begrunder ikke fritagelse for strafansvar. En retsvildfarelse kan imid-

lertid begrunde fritagelse for strafansvar, hvis den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen

kræver, eller i det omfang, det følger af statuttens artikel 33 (straffrihed for ordre), jf. artikel

32, stk. 2.

Det er i dansk ret fast antaget, at en person, der svæver i en såkaldt negativ faktisk vildfarelse,

ikke straffes, da en sådan vildfarelse knytter sig til forbrydelsens gerningsmomenter og dermed

er forsætsudelukkende. Omvendt straffes positive faktiske vildfarelser, da gerningspersonen

her har forsæt til at foretage en strafbar handling. Positive faktiske vildfarelser straffes som

forsøg, jf. straffelovens § 21. Eksempelvis kan nævnes Vestre Landsrets afgørelse af 12. marts

2018 i sag S-0159-18 (gengivet i U.2018.2405 V), hvor to bandemedlemmer blev straffet for

forsøg på ulovlig våbenbesiddelse efter straffelovens § 192 a, da de hentede en pistol, som

politiet imidlertid forinden – uden de tiltaltes viden – havde ombyttet til en attrap.

For så vidt angår vildfarelser, der vedrører ukendskab eller misforståelse af retsregler, sondres

der i dansk ret mellem egentlige og uegentlige retsvildfarelser. Egentlige retsvildfarelser angår

ukendskab til selve straffebestemmelsen, mens uegentlige retsvildfarelser angår bagvedlig-

gende og præjudicerende normer vedrørende forståelsen af selve straffebestemmelsen. Nega-

tive egentlige retsvildfarelser antages ikke at være forsætsudelukkende, da ukendskab til loven

ikke fritager for strafansvar. Derimod straffes de negative uegentlige retsvildfarelser ikke. Her-

ved sidestilles negative uegentlige retsvildfarelser med negative faktiske vildfarelser, da begge

typer anses for forsætsudelukkende. I teorien fremdrages ofte som eksempel på forskellen mel-

lem egentlige og uegentlige negative retsvildfarelser straffelovens § 208, der indeholder et for-

bud mod bigami. Det vil være en egentlig negativ retsvildfarelse, hvis en person uden kendskab

til straffelovens bigamibestemmelse gifter sig på ny uden at være skilt. Selv om den pågældende

ikke er bekendt med straffelovens § 208, vil vedkommende blive straffet for overtrædelse heraf.

Gifter personen sig derimod i den fejlagtige tro, at man automatisk bliver skilt efter tre års

separation, vil vedkommende ikke blive straffet, da ukendskabet her knytter sig til ægteskabs-

lovgivningen. Dermed vil der være tale om en diskulperende negativ uegentlig retsvildfarelse,

da ukendskabet vedrører de bagvedliggende regler for forståelsen af selve straffebestemmelsen.

I praksis er sondringen mellem egentlige og uegentlige retsvildfarelse ikke altid lige så klar som

202

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

i det anførte bigami-eksempel og en for fastlåst retsstilling, der uden videre udelukker mulig-

heden for frifindelse ved de egentlige retsvildfarelser, har været kritiseret i den strafferetlige

teori.

117

Det bemærkes, at positive egentlige retsvildfarelser (imaginære forbrydelser) ikke straffes, da

det ville være i strid med legalitetsprincippet i straffelovens § 1, hvorimod positive uegentlige

retsvildfarelser kan straffes som forsøg.

118

Udvalget har på denne baggrund ikke fundet anledning til at foreslå, at der skal gælde særlige

regler om vildfarelser i forhold til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser

mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

4. Kriminel lavalder

Det følger af statuttens artikel 26, at Straffedomstolen ikke har jurisdiktion over personer, der

var under 18 år på gerningstidspunktet. Bestemmelsen fastlægger således, hvilke sager Straffe-

domstolen skal behandle, men lader det være op til medlemsstaterne selv at fastsætte den kri-

minelle lavalder i deres nationale retssystemer. Det lægges i den folkeretlige litteratur til grund,

at bestemmelsen må anses som et resultat af et politisk kompromis ved forhandlingerne om

statutten, hvor der ikke kunne opnås enighed om en kriminel lavalder blandt de deltagende

lande på grund af stor forskel på den kriminelle lavalder i national lovgivning.

119

Der blev hverken fastsat en kriminel lavalder i statutterne for henholdsvis den internationale

militærdomstol og krigsforbrydertribunalerne for det tidligere Jugoslavien (ICTY), Rwanda

(ICTR) og Libanon (STL). I statutten for Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) blev

den kriminelle lavalder fastsat til 15 år, men tribunalet har dog ikke i sin retspraksis retsforfulgt

nogen, der var under 20 år på gerningstidspunktet. Det bemærkes dog, at Den Særlige Domstol

for Sierra Leone (SCSL) ikke er det senest etablerede internationale tribunal. Det kan på den

baggrund ikke udledes, at der i den internationale strafferet er fastlagt en generel kriminel lav-

alder.

120

Det følger af straffelovens § 15, at handlinger foretagne af børn under 15 år ikke straffes. I

dansk strafferet er den kriminelle lavalder således 15 år.

Der henvises til Madsen, Lasse Lund (på grundlag af Toftegaard Nielsen) (2020):

Strafferet 1, Ansvaret.

Jurist-

og Økonomiforbundet, 6. udgave, side 98 ff.

118

Der henvises til Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):

Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige

ansvar.

Jurist- og Økonomiforbundet, 2. udgave, side 235 ff.

119

Schabas, William A. (2016):

The International Criminal Court. A Commentary on the Rome Statute.

Oxford

University Press, 2. udgave, side 592.

120

Schabas, William A. (2016):

The International Criminal Court. A Commentary on the Rome Statute.

Oxford

University Press, 2. udgave, side 591.

117

203

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, udvalgets opfattelse, at straffelovens almindelige del bør

fraviges mindst muligt. Det er derfor udvalgets vurdering, at der ikke bør gælde et skærpet

alderskrav i relation til de nye straffebestemmelser, men at det almindelige udgangspunkt efter

straffelovens § 15 derimod bør fastholdes. En afvigelse fra den kriminelle lavalder ville således

ikke hænge sammen med den øvrige danske straffelovgivning.

Udvalget noterer sig, at det følger af straffelovens § 33, stk. 3, at en gerningsperson ikke kan

idømmes fængsel på livstid, hvis personen ikke var 18 år, da gerningen blev udført. Unge lov-

overtrædere på mellem 15 og 17 år vil således ikke kunne idømmes livstid for folkedrab, for-

brydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

5. Forsøg

Efter statuttens artikel 25, stk. 3, litra f, kan der pålægges et individuelt strafansvar ved Straf-

fedomstolen, når den pågældende forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstalt-

ninger, der iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at forbrydelsen

finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af personens hensigt. En person,

der opgiver bestræbelserne på at begå forbrydelsen eller på anden måde forhindrer dens fuld-

byrdelse, skal dog ikke være strafferetligt ansvarlig i henhold til statutten for forsøget på at begå

forbrydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle forsæt.

Efter straffelovens § 21, stk. 1, straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udfø-

relsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Det er således en forudsætning

for anvendelsen af forsøgsbestemmelsen, at den pågældende forbrydelse ikke er fuldbyrdet. Det

følger desuden af § 21, stk. 2, at den for lovovertrædelsen foreskrevne straf ved forsøg kan

nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt,

jf. stk. 2. Forsøg straffes dog som udgangspunkt kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes

en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder, jf. stk. 3.

Dansk ret anvender sammenlignet med andre lande et meget bredt forsøgsbegreb, der objektivt

blot kræver, at gerningspersonen har begået en enkelt (forberedende) handling, der sigter til at

fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse. Subjektivt kræves, at gerningspersonen har

forsæt til at fuldbyrde forbrydelsen, herunder alle gerningsmomenter i denne, og at dette forsæt

i det mindste er så konkretiseret, at forbrydelsens art ligger fast. Der skal være sket en vis kon-

kretisering af tid, sted, middel og offer.

121

Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Øko-

nomiforbundet, 12. udgave, side 281 og 290.

121

204

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det følger af straffelovens § 22, at forsøg ikke straffes, når gerningspersonen frivilligt og ikke

på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne

tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlin-

ger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes

eller ad anden vej var afværget. Gerningspersonen skal således frivilligt – og ikke på grund af

tilfælde hindringer – have trådt tilbage.

122

Det bemærkes, at frivillig tilbagetræden fra forsøg i medvirkenssituationer kræver, at den med-

virkende faktisk har forhindret de øvrige medvirkende i at begå forbrydelsen, jf. straffelovens

§ 24.

Statuttens forsøgsbegreb kræver efter ordlyden, at forsøgshandlingen iværksættes i form af et

væsentligt skridt. Statuttens forsøgsbegreb er dermed snævrere end efter dansk ret, idet straffe-

lovens forsøgsbegreb omfatter allerede de tidligste forberedelseshandlinger. På den baggrund

er det udvalgets opfattelse, at statuttens forsøgsbegreb utvivlsomt kan rummes i straffelovens

vidererækkende forsøgsbegreb. Udvalget har endvidere ikke fundet grundlag for at foreslå en

særlig indskrænket forsøgsregel i forhold til de foreslåede bestemmelser om folkedrab, forbry-

delser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på,

at der ikke er noget til hinder for, at de danske bestemmelser rækker videre end statuttens, samt

udvalgets generelle tilgang om, at straffelovens almindelige del efter udvalgets opfattelse bør

fraviges i mindst muligt omfang. Der henvises herom nærmere til kapitel 3, afsnit 1.

6. Forældelse

Det følger af statuttens artikel 29, at forbrydelser, som henhører under Straffedomstolens juris-

diktion, ikke forældes.

Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt forældelse efter §§

93-94. Efter bestemmelsen i § 93, stk. 1, beregnes forældelsesfristen for en forbrydelse efter

det strafmaksimum, der er foreskrevet for lovovertrædelsen. Forældelsesfristen er henholdsvis

2, 5, 10 og 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i henholdsvis 1, 4, 10 og 16

år for overtrædelsen, jf. § 93, stk. 1, nr. 1-4. Det følger forudsætningsvis af bestemmelsen, at

forbrydelser med en strafferamme på livstid er uforældelige, idet disse forbrydelser ikke er

nævnt i bestemmelsens oplistning.

Det følger desuden af straffelovens § 93 a, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertræ-

delse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken

Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Øko-

nomiforbundet, 12. udgave, side 293ff.

122

205

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

strafansvar er uforældeligt. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 364 af 24. maj 2005 om æn-

dring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.). Bestemmelsen

sikrer, at en lovovertrædelse omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst,

ifølge hvilken strafansvar er uforældeligt, aldrig vil forældes, selv om den pågældende lovover-

trædelse er tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt strafmaksimum. Det fremgår af for-

arbejderne til bestemmelsen, at det med bestemmelsen sikres f.eks., at det ikke bliver nødven-

digt at lade dansk militærpersonel retsforfølge ved Straffedomstolen på grund af forældelse,

men at Danmark i stedet har mulighed for selv at strafforfølge ved danske domstole, jf. Folke-

tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 239 og 247.

Der indtræder således ikke forældelse i dansk ret for folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-

den eller krigsforbrydelser, i det omfang forbrydelserne er omfattet af Straffedomstolens statut,

da disse forbrydelser er uforældelige efter Straffedomstolens statut.

Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, som ikke er omfattet af

Straffedomstolens statut, men som udgør en sådan forbrydelse efter folkeretlig sædvaneret eller

en anden mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, der ikke indeholder en for-

ældelsesbestemmelse, er derimod ikke omfattet af straffelovens § 93 a.

Udvalget foreslår flere steder en kriminalisering, der rækker videre end definitionerne i Straf-

fedomstolens statut. Det gælder eksempelvis for flere af de foreslåede krigsforbrydelsesbestem-

melser, hvor anvendelsesområdet foreslås udvidet til også at gælde i ikke-internationale væb-

nede konflikter, f.eks. udsultning af civile som kampmetode. Det gælder ligeledes angreb m.v.

på kulturværdier, i det omfang forbrydelserne ikke samtidig er omfattet af krigsforbrydelsesbe-

stemmelsen i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Angreb m.v. på kulturværdier er strafbart efter

§ 1 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt

med en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Der er ikke et krav i henhold til den bagvedlig-

gende UNESCO-konvention af 14. maj 1954 og dennes 2. protokol om, at disse forbrydelser til

enhver tid skal kunne retsforfølges. For disse forbrydelser vil lovovertrædelsen ikke være om-

fattet af straffelovens § 93 a, men derimod følge de almindelige forældelsesregler, hvorved

forældelse kan indtræde.

Det er udvalgets vurdering, at alle de foreslåede straffebestemmelser bør være uforældelige, så

der ikke opstår en vilkårlig retstilstand, hvor nogle dele af forbrydelserne er uforældelige, mens

andre – ligeså grove dele – ikke er uforældelige.

Udvalget lægger derfor op til, at der indføres en bestemmelse om uforældelighed, som i be-

stemmelsens ordlyd henviser til de foreslåede nye straffebestemmelser.

206

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det kan ikke udelukkes, at straffelovens § 93 a vil have et selvstændigt anvendelsesområde i

forhold til lovovertrædelser, som er uforældelige efter andre mellemfolkelige overenskomster

end Straffedomstolens statut. Udvalget foreslår derfor at beholde straffelovens § 93 a.

7. Straffrihedsgrunde, herunder straffrihed for ordrer

7.1 Statuttens bestemmelser om straffrihed m.v. sammenholdt med dansk straffelovgiv-

ning

Statuttens artikel 31 indeholder fire straffrihedsgrunde i bestemmelsens stk. 1, litra a-d. Straf-

fedomstolen afgør, hvorvidt straffrihedsgrundene kan finde anvendelse i en konkret sag, jf. sta-

tuttens artikel 31, stk. 2.

Det følger af artikel 31, stk. 1, litra a, at en person ikke er strafferetligt ansvarlig, såfremt per-

sonen på gerningstidspunktet lider af en psykisk sygdom eller defekt, der ødelægger den på-

gældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd

eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig.

Det følger desuden af statuttens artikel 31, stk. 1, litra b, at en person ikke er strafferetligt an-

svarlig, såfremt personen på gerningstidspunktet er i en beruset tilstand, der ødelægger den

pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd

eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig, medmindre personen

frivilligt er blevet beruset under sådanne omstændigheder, at den pågældende vidste eller så

bort fra risikoen for, at han eller hun som følge af beruselsen sandsynligvis ville indlade sig på

adfærd, der udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion.

Det følger endvidere af statuttens artikel 31, stk. 1, litra c, at en person ikke er strafferetligt

ansvarlig, såfremt personen handler i rimeligt forsvar af sig selv eller en anden person eller, i

tilfælde af krigsforbrydelser, ejendom, der er væsentlig for den pågældendes eller en anden

persons overlevelse, eller ejendom, der er væsentlig for fuldførelsen af en militær mission, mod

en forestående og ulovlig brug af magt på en måde, der står i rimeligt forhold til graden af den

fare, der truer den pågældende selv, en anden person eller beskyttet ejendom. Det forhold, at

personen var involveret i en forsvarsoperation udført af styrker, udgør ikke i sig selv en grund

til at udelukke strafansvar i henhold til denne bestemmelse, jf. bestemmelsens andet led.

Det følger af statuttens artikel 31, stk. 1, litra d, at en person ikke er strafferetligt ansvarlig,

såfremt den adfærd, der påstås at udgøre en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, er blevet

forårsaget af tvang som følge af en trussel om forestående død eller om fortsat eller forestående

alvorlig legemsskade på den pågældende person eller en anden person, og denne person handler

207

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

af nødvendighed og på rimelig måde for at undgå truslen, forudsat at personen ikke har til hen-

sigt at forårsage større skade end den skade, som den pågældende har søgt at undgå. En sådan

trussel kan enten: 1) fremsættes af andre personer eller 2) udgøres af andre omstændigheder

uden for denne persons kontrol.

Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at personer, der på gerningstidspunktet var util-

regnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Straf-

friheden gælder også personer, der var mentalt retarderet i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt.

Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, at personer, der på gerningstiden var mentalt

retarderet i lettere grad, ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge

straf. Udgangspunktet er således, at mentalt retarderede i lettere grad heller ikke straffes.

Gerningspersoner, der som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler er i en forbigå-

ende tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan pålægges straf,

når særlige omstændigheder taler derfor, jf. straffelovens § 16, 3. pkt. Bestemmelsen omhandler

alkoholpsykoser, der er udviklet som følge af lang tids alkoholmisbrug, samt en mere kortvarig

tilstand i form af patologisk rus. Det kan ikke udelukkes, at statutten efter sin ordlyd åbner op

for, at beruselse efter omstændighederne vil kunne være ansvarsfritagende i videre omfang end

efter dansk ret. Under hensyntagen til de omhandlede forbrydelsers alvorlige beskaffenhed, og

da det som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, er udvalgets opfattelse, at straffelovens almindelige del

bør fraviges mindst muligt, finder udvalget ikke anledning til at foreslå ændringer af straffelo-

vens regler om straffrihed som følge af beruselse.

Det følger desuden af straffelovens § 13, stk. 1, at handlinger foretaget i nødværge er straffri,

for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende

uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed,

angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Overskrider nogen

grænserne for lovligt nødværge, bliver vedkommende dog straffri, hvis overskridelsen er rime-

ligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse, jf. stk. 2.

Det følger endvidere af straffelovens § 14, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke

straffes, når den er nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovover-

trædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Der er ikke i straffeloven en straffrihedsgrund om, at en person tvinges til at begå en forbry-

delse, svarende til statuttens artikel 31, stk. 1, litra d, om at en person ikke er strafferetligt

ansvarlig for handlinger, hvis forbrydelsen er forårsaget af, at gerningspersonen er tvunget til

at begå forbrydelsen. Dette vil dog efter omstændighederne kunne indgå som en formildende

208

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

omstændighed ved straffastsættelsen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 6, hvorefter det i almin-

delighed skal indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningen

er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningspersonens unge alder eller bety-

delige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestå-

ende afhængighedsforhold. Straffen kan desuden nedsættes under den foreskrevne straffe-

ramme, når oplysninger om gerningen, gerningspersonens personlige eller andre forhold afgø-

rende taler herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf.

straffelovens § 83, 1. og 2. pkt.

Det vil således ikke have betydning for skyldvurderingen og dermed det strafferetlige ansvar

efter dansk ret, at en person er tvunget til at begå en forbrydelse, men det kan efter omstændig-

hederne føre til strafnedsættelse eller ligefrem strafbortfald. Der er dermed en strengere an-

svarsnorm i dansk ret end efter statutten. Som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, er det imidlertid ud-

valgets opfattelse, at straffelovens almindelige del bør fraviges mindst muligt. Udvalget finder

på den baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer af straffelovens regler om straffrihed.

Udvalget har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå særlige regler om straffri-

hed for at være tvunget til at begå en forbrydelse, psykisk sygdom m.v., beruselse samt nød-

værge og nødret.

7.2 Straffrihed for ordrer

Det forhold, at en forbrydelse under Straffedomstolens jurisdiktion er begået af en person efter

ordre fra en regering eller en overordnet, militær eller civil, fritager som udgangspunkt ikke den

pågældende person for strafansvar, jf. statuttens artikel 33, stk. 1. En person kan efter denne

bestemmelse fritages for strafansvar, hvis de tre følgende, kumulative betingelser er opfyldt:

Personen var under en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller

overordnede (litra a), personen vidste ikke, at ordren var ulovlig (litra b), og ordren var ikke

åbenbart ulovlig (litra c). Det følger af artikel 33, stk. 2, at ordrer om at begå folkedrab eller

forbrydelser imod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.

Det antages almindeligvis, at ordrer eller befalinger ikke fritager for ansvar (diskulperer) i dansk

(borgerlig) straffelovgivning. Dette gælder for offentligt ansatte, hvis ordren er klart ulovlig,

hvorimod det er mere usikkert, om ordren kan fritage for strafansvar, hvis ordren ikke er klart

ulovlig (tvivlstilfælde).

123

Der henvises til Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):

Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige

ansvar.

Jurist- og Økonomiforbundet, 2. udgave, side 377 ff.; Se desuden Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund

(2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 208ff, med

henvisninger til litteratur herom.

123

209

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det følger af militær straffelovs § 9, at det forhold, at en strafbar handling er begået efter ordre

fra en overordnet, ikke fritager den, som har begået handlingen, for strafansvar, medmindre

denne var forpligtet til at adlyde ordrer fra den overordnede og ikke vidste, at ordren var ulovlig,

og ordren ikke var åbenbart ulovlig. Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med militær straf-

felovs § 11, hvorefter det i grove tilfælde er strafbart som ulydighed at undlade at efterkomme

en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt eller at efterkomme ordren på klart utilfredsstil-

lende måde. En underordnet vil således kun kunne straffes for ulydighed, hvis den pågældende

nægter at følge en lovlig ordre, men vil ikke kunne straffes for at nægte at følge en ulovlig

ordre. Omvendt vil en underordnet kunne straffes for at foretage en strafbar handling efter or-

dre, hvis ordren var åbenbart ulovlig.

Det bemærkes, at det følger af § 4 i lov om straf for krigsforbrydelser af 1946, at det ikke

fritager for ansvar, hvis den strafbare handling er udført i henhold til ordre eller under indfly-

delse af et afhængighedsforhold, men kan tages i betragtning som en formildende omstændig-

hed, og under særlig formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde. Se nærmere be-

skrivelse af loven i kapitel 5, afsnit 2.3.

Udvalget har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå, at der skal gælde særlige

regler om straffrihed for ordrer i forhold til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Det bemærkes, at en handling begået som følge af en ordre – der ikke fritager for strafansvar –

efter omstændighederne vil kunne medføre, at straffen nedsættes under den foreskrevne straf-

feramme, når oplysninger om gerningen, gerningspersonens personlige eller andre forhold af-

gørende taler herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf.

straffelovens § 83, 1. og 2. pkt.

124

Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):

Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige ansvar.

Jurist- og

Økonomiforbundet, 2. udgave, side 378 og 477ff.

124

210

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Tidsmæssig gyldighed af de foreslåede bestemmelser om forbry-

delser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

1. Rom-statuttens bestemmelser

Statuttens artikel 22 og 23 indeholder de grundlæggende strafferetlige principper om ingen for-

brydelse uden lov (nullum crimen sine lege) og ingen straf uden lov (nulla poena sine lege).

Det følger af statuttens artikel 22, stk. 1, at ingen person kan ifalde strafansvar efter statutten,

medmindre den pågældende adfærd på det tidspunkt, hvor den finder sted, udgør en forbrydelse

under Straffedomstolens jurisdiktion. Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes indskræn-

kende og skal ikke udvides ved analog fortolkning, og i tilfælde af uklarhed skal definitionen

fortolkes til gunst for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller dom-

fældelse, jf. artikel 22, stk. 2. Det følger desuden af artikel 23, at en person, der er domfældt af

Straffedomstolen, kun kan idømmes straf i overensstemmelse med statutten.

Statuttens artikel 24 indeholder endvidere det grundlæggende strafferetlige princip om ikke at

straffe med tilbagevirkende kraft. Det følger af artikel 24, stk. 1, at ingen person kan ifalde

strafansvar i henhold til statutten for forhold begået forud for dens ikrafttræden. Ændres de

retsregler, der finder anvendelse på en given sag, inden der er faldet endelig dom i sagen, finder

de retsregler anvendelse, der er mest gunstige for den tiltalte, jf. stk. 2.

2. Straffelovens bestemmelser

Det følger af straffelovens § 1, 1. pkt., at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed

er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Bestemmelsen indeholder

således et legalitetsprincip svarende til statuttens artikel 22 og 23.

Det følger endvidere af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse

gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres

spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive

strengere end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uved-

kommende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt. Det

er således udgangspunktet, at det er straffelovgivningen på pådømmelsestidspunktet, der skal

lægges til grund, medmindre denne lovgivning efter en konkret samlet vurdering må antages at

være strengere end straffelovgivningen på gerningstidspunktet.

211

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I tilfælde, hvor gerningsindholdet i den ældre straffebestemmelse er sammenfaldende med ger-

ningsindholdet i den nye straffebestemmelse, men retsfølgerne er strengere, herunder eksem-

pelvis på grund af en strafskærpelse, er det også lovgivningen på pådømmelsestidspunktet, der

skal lægges til grund, men dog således at straffen ikke må blive strengere end efter den på

gerningstiden gældende lovgivning.

125

Dette understøttes af Østre Landsrets dom af 15. juli

1969 i ankesag 224/1969 (gengivet i U.1969.959 Ø), hvor en person var tiltalt for at have over-

draget en betydelig mængde hash i perioden fra juni 1968 til februar 1969. Den pågældende

blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder efter straffelovens § 191 om grov narkotikakriminalitet,

der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. § 2, stk. 1, i lov nr. 276 af 18. juni 1969,

og ikke efter lov om euforiserende stoffer, som var den gældende lovgivning på gerningstids-

punktet. Østre Landsret fandt med henvisning til straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at den pågæl-

dende skulle straffes efter straffelovens § 191, men således at straffen ikke blev strengere end

efter den på gerningstiden gældende lovgivning. Strafferammen for straffelovens § 191 var på

daværende tidspunkt 6 år, mens strafferammen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer

var fængsel indtil 2 år.

I tilfælde, hvor gerningsindholdet i den ældre og den nye straffebestemmelse er sammenfal-

dende, men betegnelsen af den nye straffebestemmelse er ændret i retning af at være mere stig-

matiserende, er det ikke afklaret, om det i sig selv ville føre til, at den ældre straffebestemmelse

vil skulle anvendes.

126

3. Norsk ret

Norge indførte i 2008 et nyt kapitel i den norske straffelov med straffebestemmelser om folke-

drab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Bestemmelserne blev indført med en form for tilbagevirkende kraft ved at indsætte et nyt punk-

tum i den norske straffelovs § 3 med følgende ordlyd:

”Bestemmelsene i kapittel 16 anvendes på handlinger begått før ikrafttredelsen

dersom handlingen på gjerningstidspunktet var straffbar ifølge dagjeldende

straffelovgivning og ansett som folkemord, forbrytelse mot menneskeheten eller

krigsforbrytelse etter folkeretten. Straffen kan likevel ikke overskride straffen som

ville ha blitt idømt etter straffelovgivningen på gjerningstidspunktet.”

Der var således to betingelser for den tidsmæssige gyldighed: For det første skulle handlingen

have været strafbar efter norske straffebestemmelser på gerningstidspunktet, og for det andet

Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og Øko-

nomiforbundet, 12. udgave, side 137.

126

Herved Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):

Den kommenterede straffelov, Almindelig del.

Jurist- og

Økonomiforbundet, 12. udgave, side 138.

125

212

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

skulle handlingen kunne karakteriseres som folkemord, forbrydelse mod menneskeheden eller

krigsforbrydelse efter folkeretten, jf. bemærkningerne til det norske lovforslag, side 62-63.

127

Det bemærkes, at udgangspunktet for den norske straffelovs § 3 er, at lovgivningen på ger-

ningstidspunktet skal anvendes, medmindre lovgivningen på pådømmelsestidspunktet er gun-

stigere for sigtede. Udgangspunktet i den norske straffelovs § 3 er således lovgivningen på

gerningstidspunktet, hvilket er det modsatte udgangspunkt end den danske straffelovs § 3, hvor

udgangspunktet er den nugældende lovgivning.

Den norske Højesteret underkendte bestemmelsernes tidsmæssige gyldighed i dom af 3. de-

cember 2010 (HR-2010-02057-P (sak nr. 2010/934)), hvorefter den videre behandling af den

pågældende sag skulle henføres under de straffebestemmelser, der var gældende på gernings-

tidspunktet. Flertallet i den norske Højesteret begrundede afgørelsen med, at det var i strid med

det absolutte værn i den norske grundlovs § 97 om forbud mod straf med tilbagevirkende kraft.

Det lægges til grund i dommen, at artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke

er til hinder for at straffelove gives tilbagevirkende kraft, hvis handlingen var strafbar efter

almindelige retsprincipper på gerningstidspunktet, jf. pr. 76. Det centrale i sagen var derfor, om

bestemmelsernes tidsmæssige gyldighed var i strid med det norske grundlovsforbud. Den nor-

ske Højesteret afgjorde, at den norske grundlovsbestemmelse indeholder et absolut krav om

hjemmel i norsk lov, således at hjemmel i udenlandsk lov eller folkeretten ikke er tilstrækkelig,

og at en senere udvikling i folkeretten ikke kan rokke ved dette retssikkerhedskrav, jf. pr. 116.

4. Udvalgets overvejelser om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede be-

stemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

Der er i dag ikke særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigs-

forbrydelser.

Det følger som nævnt af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse

gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres

spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive

strengere end efter den ældre lov.

Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan i dag som udgangspunkt alene

straffes som bl.a. drab, vold eller en seksualforbrydelse efter straffeloven samt eventuelt efter

militær straffelov, dog således at det vil kunne udgøre en strafskærpende omstændighed efter

straffelovens almindelige regler herom, at lovovertrædelsen kan betegnes som en forbrydelse

127

Odelstingsproposisjon (Ot.prp.) nr. 8 (2007-2008) om lov om erindringer i straffeloven 20. mai 2005 nr. 28 mv.

(skjerpende og formildende omstendigheter, folkemord, rikets selvstendighet, terrorhandlinger, ro, orden og

sikkerhet, og offentlig myndighet).

213

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse. I Højesterets dom af 15. august 1995 om krigs-

forbrydelser begået i Balkan i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838H) lagde Højesteret således

til grund, at forholdene kunne karakteriseres som ”grove overtrædelser” af Genève-konventio-

nerne – det vil sige en krigsforbrydelse – og tiltrådte desuden landsrettens afgørelse om straf-

forhøjelse efter straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt.

Fremover vil sådanne forbrydelser imidlertid kunne straffes som forbrydelser mod menneske-

heden og krigsforbrydelser, der – uanset det ovennævnte om strafskærpende omstændigheder

– har et andet og mere bebyrdende gerningsindhold. Eksempelvis forudsætter drab som forbry-

delse mod menneskeheden, at gerningspersonen har dræbt en person, og at drabet er begået som

led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. De objektive elementer i

gerningsindholdet adskiller sig således fra drabsbestemmelsen i straffelovens § 237.

Det må på denne baggrund efter udvalgets opfattelse antages, at forbrydelser mod menneske-

heden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som følge af straffelovens § 3,

stk. 1, 1. pkt., vil kunne pådømmes efter de foreslåede bestemmelser.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der bør indføres en bestemmelse i lighed med

den, der blev indført i Norge. Det vil sige en bestemmelse om, at forbrydelser mod menneske-

heden og krigsforbrydelser kan straffes som sådanne, hvis den pågældende handling kan straf-

fes efter straffeloven på gerningstidspunktet og på dette tidspunkt udgjorde en forbrydelse mod

menneskeheden eller en krigsforbrydelse efter folkeretten, dog således at straffen ikke kan blive

strengere end efter den dagældende lovgivning.

Det bemærkes i den forbindelse, at den danske grundlov modsat den norske grundlov ikke in-

deholder et forbud mod tilbagevirkende kraft. Den norske højesteretsafgørelse er konkret be-

grundet i en vurdering af foreneligheden af den norske bestemmelse om tidsmæssig gyldighed

med den norske grundlov. Denne afgørelse bør således efter udvalgets opfattelse ikke have

afgørende betydning for spørgsmålet om indførelse af en lignende dansk bestemmelse om den

tidsmæssige gyldighed af de foreslåede straffebestemmelser om forbrydelser mod menneske-

heden og krigsforbrydelser.

Det kan ud fra almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger give anledning til væsentlige

principielle betænkeligheder at indføre bebyrdende love med tilbagevirkende kraft. En sådan

fremgangsmåde bør derfor ifølge vejledning om lovkvalitet kun benyttes, når afgørende hensyn

gør det påkrævet, og således at det tidsrum, hvori loven har tilbagevirkende kraft, bliver så kort

som muligt.

128

Vejledning nr. 9964 af 23. november 2023 om lovkvalitet, pkt. 6.2.

214

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

En eventuel indførelse af en bestemmelse i lighed med den ordning, som blev indført i den

norske lovgivning, indebærer imidlertid ikke, at handlinger, der ikke var strafbare på handlings-

tidspunktet, nu gøres strafbare, eller at straffen skærpes i forhold til, hvad den ellers ville være

blevet udmålt til. Desuden vil det være en betingelse efter en sådan bestemmelse, at den pågæl-

dende handling skal have udgjort en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse

efter folkeretten på gerningstidspunktet.

Efter udvalgets opfattelse vil det have en betydelig værdi i forhold til både ofre og omverdenen,

at tidligere begåede forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan straffes som

sådanne og ikke alene som overtrædelser af eksempelvis de almindelige regler i straffeloven

om drab og voldtægt.

På denne baggrund finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse, hvorefter de foreslåede

bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser også finder anven-

delse på handlinger begået før lovens ikrafttræden, hvis handlingen på gerningstidspunktet var

strafbar og på dette tidspunkt efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden

eller en krigsforbrydelse. Straffen for handlinger begået inden lovens ikrafttræden vil ikke

kunne overskride den straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gæl-

dende bestemmelser, som handlingen kan straffes efter.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter således, at der konkret kan føres bevis for de objek-

tive og subjektive forudsætninger for at straffe efter både den straffebestemmelse, der var gæl-

dende på gerningstidspunktet, og den relevante nye straffebestemmelse. Der vil endvidere

skulle føres bevis for, at handlingen udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigs-

forbrydelse efter folkeretten på gerningstidspunktet. Udvalget bemærker, at denne vurdering i

nogle tilfælde vil kunne være vanskelig for anklagemyndigheden at foretage, herunder navnlig

når der er tale om retsområder, hvor folkeretten har udviklet sig gennem tiden, eller hvor de

danske straffebestemmelser går videre end de forpligtelser, som er nedfældet i statuttens be-

stemmelser.

Ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der var gældende folkeret på gerningstidspunktet, vil

der kunne tages udgangspunkt i internationale konventioner, uanset om de er generelle eller

specifikke, staters praksis, generelle retsprincipper samt retspraksis fra internationale ad hoc

domstole (herunder ICTY, ICTR, SCSL og ECCC) såvel som juridisk litteratur, jf. herved arti-

kel 38 i statutten for Den Internationale Domstol.

215

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I tilfælde, hvor betingelserne for at anvende den foreslåede bestemmelse om tidsmæssige gyl-

dighed ikke er opfyldt, vil straffelovens § 3 gælde. Det bemærkes i den forbindelse, at det som

nævnt efter udvalgets opfattelse må antages, at forbrydelser mod menneskeheden og krigsfor-

brydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som følge af straffelovens § 3 vil kunne pådøm-

mes efter de foreslåede nye straffebestemmelser. Disse tilfælde vil derfor skulle afgøres efter

de straffebestemmelser, som var gældende på gerningstidspunktet.

Det er udvalgets vurdering, at den foreslåede ordning er forenelig med forbuddet mod straf med

tilbagevirkende kraft efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, da hand-

lingen efter den foreslåede model skal være strafbar efter både national ret og folkeretten på

gerningstidspunktet, og da der ikke pålægges en strengere straf for handlingen end den, der var

anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.

Der henvises om bestemmelsen nærmere til det foreslåede § 118 k, stk. 6, og bemærkningerne

hertil i udvalgets lovudkast i kapitel 14.

216

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Tortur

1. Folkeret

Forbuddet mod tortur er en ufravigelig folkeretlig norm (jus

cogens),

som ikke kan tilsidesættes

hverken ved folkeretlige traktater eller national lov. Forbuddet mod tortur er således absolut,

idet stater under ingen omstændigheder må begå tortur. Det nærmere omfang af staters forplig-

telse til at forebygge og værne imod tortur afhænger af de traktater og konventioner, som den

pågældende stat har tiltrådt.

I den internationale menneskeret indeholder navnlig FN’s konvention mod tortur og anden gru-

som, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (torturkonventionen) et forbud

mod tortur. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention indeholder ligeledes et forbud mod tortur.

Ifølge den internationale strafferet kan tortur være en forbrydelse mod menneskeheden eller en

krigsforbrydelse. Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden ved tortur og

kapitel 5 om krigsforbrydelser ved tortur. Udvalget har i de nævnte kapitler behandlet spørgs-

målet om udformningen af en særskilt straffebestemmelse for disse forbrydelser. Tortur som

forbrydelse mod menneskeheden og tortur som krigsforbrydelse behandles derfor ikke yderli-

gere i dette kapitel. Væsentlige gerningsmomenter i de to forbrydelsers gerningsindhold beskri-

ves dog nedenfor for at klarlægge ligheder med og forskelle mellem bestemmelserne og tortur

som defineret i FN’s torturkonventionens artikel 1. De almindelige strafferetlige regler m.v. for

så vidt angår tortur som krigsforbrydelse og forbrydelse mod menneskeheden samt disse be-

stemmelsers tidsmæssige gyldighed er behandlet i kapitel 7-9.

Med henblik på at afklare, hvad den nye danske straffebestemmelse om tortur skal indeholde,

vil det følgende fokusere på forbuddet mod tortur i henhold til den internationale menneskeret,

herunder navnlig torturkonventionens definition.

1.1 FN’s torturkonvention

Danmark ratificerede FN’s torturkonvention i 1987, jf. bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober

1987. FN’s torturkonvention indeholdt som det første internationale menneskeretlige instru-

ment en definition af tortur. Andre internationale instrumenter, herunder FN’s Verdenserklæ-

ring, FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og FN’s børnekonvention,

217

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

indeholder en forpligtelse for staten til at sikre, at ingen udsættes for tortur, men ikke en egentlig

definition af tortur.

FN’s torturkonventions artikel 1, stk. 1, indeholder definitionen af tortur, hvorefter enhver

handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mentalt, bevidst påføres en

person med et af de i bestemmelsen nærmere angivne formål, når en sådan smerte eller lidelse

påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds

medfør, eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse, er tortur, jf. nærmere nedenfor.

Det følger desuden af torturkonventionens artikel 4, stk. 1, at enhver deltagende stat skal sikre,

at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende

gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør

meddelagtighed eller deltagelse i tortur. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger straf-

bare med passende straf under hensyn til deres alvorlige natur, jf. artikel 4, stk. 2.

Torturkonventionen indeholder også en række andre forpligtelser for deltagerstater, herunder

en forpligtelse til at efterforske og retsforfølge tortursager, jf. artikel 7, 12 og 13, og en forplig-

telse til at sikre torturoverlevernes rettigheder, jf. artikel 14.

Torturkonventionens artikel 16 forpligter endvidere enhver deltagerstat til at forhindre andre

handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på

opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller med en

sådan persons samtykke eller indvilligelse. Pligten til at kriminalisere og retsforfølge efter hen-

holdsvis artikel 4, stk. 1, og artikel 7 gælder ikke for grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling.

1.1.1

Torturdefinitionen, herunder de fire betingelser

FN’s torturkonventions artikel 1, stk. 1, der indeholder definitionen af tortur, har følgende ord-

lyd:

”Artikel

I denne konvention betyder udtrykket ”tortur” enhver handling, ved hvilken stærk

smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det

formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at

straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mis-

tænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tre-

diemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en

sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en

anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke

218

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge

eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet”.

Der er således fire betingelser efter torturkonventionens artikel 1, stk. 1, der skal være opfyldt,

før en handling kan karakteriseres som tortur.

For det første skal der være foretaget en handling, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte

eller lidelse på en anden person.

For det andet skal den stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse være påført bevidst.

For det tredje skal torturhandlingen have et bestemt formål, som efter bestemmelsens ordlyd

kan være at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra den forurettede eller en tredjeperson,

at straffe den forurettede for en handling, som den pågældende selv eller en tredjeperson har

begået eller mistænktes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på den foruret-

tede eller en tredjeperson eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling.

De oplistede formål i bestemmelsen er ikke udtømmende for, hvad der kan udgøre et formål,

idet den engelske bestemmelse indeholder ordene ”for such purposes as”. De oplistede formål

kan dog betragtes som de mest almindelige formål. Det må antages, at andre formål skal være

nært beslægtede med de oplistede formål i bestemmelsen, jf. brugen af ordene ”such […] as” i

den engelske bestemmelse.

129

Påførelse af smerte eller lidelse uden et særligt formål kan ikke

udgøre tortur, men handlingen kan efter omstændighederne i stedet karakteriseres som umen-

neskelig behandling.

For det fjerde skal torturhandlingen være begået af eller på opfordring af en offentligt ansat

eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller torturhandlingen skal være begået med

en sådan persons samtykke eller indvilligelse.

1.1.2

Torturbegrebet og retspraksis

Som beskrevet ovenfor er det et centralt element i tortur, at en person udsættes for stærk fysisk

eller psykisk smerte eller lidelse. De sundhedsmæssige konsekvenser af tortur er nærmere be-

skrevet i FN’s såkaldte Istanbul-protokol.

130

Istanbul-protokollen er det første sæt

Kessing, Peter Vedel (2007): ”Tortur i folkeretten” i

Enhver Stats pligt…

Jurist- og Økonomforbundet; No-

wak, Manfred et al. (2020):

The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.

Oxford

University Press.

130

FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):

Manual on the Effective Investigation and Documenta-

tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment.

Istanbul-protokollen blev første

gang udgivet i 2001, men blev udgivet i en ny opdateret version i 2022 som resultat af flere års arbejde, hvor bl.a.

flere danske læger og eksperter har været involveret.

129

219

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

internationale retningslinjer for dokumentation af tortur og dens konsekvenser, som er rettet

mod læger, psykologer, jurister og andre, der arbejder professionelt med at dokumentere tortur.

En lægeundersøgelse af det mulige torturoffer bør gennemføres i overensstemmelse med Istan-

bul-protokollens anvisninger som led i efterforskningen for at sikre bevis for, at en person er

blevet udsat for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, uanset hvor lang tid der er forlø-

bet, siden den omtalte tortur fandt sted. En sådan lægeundersøgelse skal basere sig på en over-

ordnet evaluering af alle kliniske fund og ikke blot på sammenhængen mellem enkelte læsioner

og bestemte torturformer.

131

I det omfang, der findes fysiske eller psykiske tegn på tortur, udgør

dette en vigtig støtte til den antagelse, at tortur fandt sted. Efter Istanbul-protokollen bør de

læger m.v., der undersøger et muligt torturoffer, forholde sig til graden af sammenhæng mellem

på den ene side den beskrevne handling (tortur), som den pågældende angiver at have været

udsat for, og på den anden side resultaterne af den kliniske undersøgelse. Det forhold, at der

ikke fandtes fysiske eller psykiske tegn på tortur, er imidlertid ikke et bevis for, at tortur ikke

blev begået, da tortur ikke altid efterlader permanente fysiske eller psykiske tegn.

132

Der er ingen udtømmende liste over handlinger, der kvalificerer som tortur. Istanbul-protokol-

len nævner i afsnit 426-459 en række eksempler på torturmetoder, som er internationalt aner-

kendt som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Tortur omfatter eksem-

pelvis slag under fodsålerne (falanga), elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder

på kroppen, voldtægt eller lignende, ophængning og gentagne alvorlige slag.

133

Retspraksis fra FN’s Torturkomite giver et indblik i komiteens vurdering af kravet om ”stærk

fysisk eller psykisk smerte eller lidelse”.

134

Eksempelvis sagen

Alexander Gerasimov mod Ka-

sakhstan,

som ifølge FN’s Torturkomité omfattede stærk fysisk og psykisk smerte. I sagen ud-

satte betjente den forurettede for flere kraftige slag mod nyrerne, trussel om seksuel vold og

torturteknikken ”dry submarino”, hvor en plastikpose blev sat over den forurettedes hoved og

trukket bag ud, indtil han mistede bevidstheden, hvorefter posen blev løsnet igen. Processen

blev gentaget flere gange og medførte desuden hudafskrabninger i ansigtet og førte til, at både

næse og ører blødte.

135

FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):

Manual on the Effective Investigation and Documenta-

tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment,

afsnit 229 og 424.

132

FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):

Manual on the Effective Investigation and Documenta-

tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment,

afsnit 393.

133

DIGNITY har udgivet en række faktaark, som beskriver torturmetoder og deres sundhedsmæssige konse-

kvenser, se Faktaark Sundhedsfaglig afdeling - DIGNITY - Danish Institute Against Torture (2019): Fact Sheet

Collection, Legal

No. 1 – Defining Torture,

2. udgave.

134

Nowak, Manfred et al. (2020):

The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.

Oxford University Press, side 48 ff.

135

FN’s Torturkomité,

Alexander Gerasimov mod Kasakhstan,

No 433/2010, UN Doc CAT/C/48/D/433/2010,

afgørelse af 24. maj 2012, pr. 12.2.

131

220

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

FN’s Torturkomité konkluderede ligeledes i sagen

Ntahiraja mod Burundi,

at det udgjorde tor-

tur, at den forurettede blev udsat for alvorlige og gentagne spark og slag på hovedet og andre

dele af kroppen under en anholdelse og efterfølgende afhøring. Den forurettede blev også udsat

for ydmygelse og alvorlige trusler om at blive dræbt ved, at politibetjenten satte en pistol for

hans ansigt.

136

Sagen

Ali Ben Salem mod Tunesien

vedrørte ligeledes alvorlige slag og spark og

andre former for overgreb, herunder at den forurettedes hoved blev slået så brutalt mod en mur,

at han mistede bevidstheden.

137

FN’s Torturkomité har i sagen

Hajrizi Dzemajl m.fl. mod Jugoslavien

fastlagt omfanget af den

offentlige ansattes ansvar ved at ”indvillige” i andres torturhandlinger (”acquiescence”).

138

Det bemærkes, at FN’s Torturkomités afgørelser m.v. ikke er retligt bindende i formel forstand.

Det betyder, at staterne ikke er retligt forpligtede til at følge afgørelserne. I praksis vil staterne

dog i almindelighed gøre det.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger efter sin praksis vægt på definitionen i

FN’s torturkonvention ved vurderingen af, om en behandling kan karakteriseres som tortur efter

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der bl.a. indeholder et forbud mod

tortur.

139

Det beror på en konkret og samlet vurdering af en sag, om en eller flere handlinger

kvalificerer som tortur.

140

Det anføres i Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for prakti-

kere, 6. udgave (2023), side 301, bl.a., at torturbegrebet udvikler sig med tiden, så handlinger,

der tidligere ikke blev anset for at udgøre tortur, med tiden kan antage karakter af torturhand-

linger.

Det bemærkes endvidere, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger de kon-

traherende stater at sikre enhver person under deres jurisdiktion konventionens rettigheder, jf.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 1. Hvis en person fremfører en rime-

ligt begrundet påstand om, at vedkommende uretmæssigt og i strid med Den Europæiske

FN’s Torturkomité,

Saidi Ntahiraja mod Burundi,

No 575/2013, UN Doc CAT/C/55/D/575/2013, afgørelse af

3. august 2015, pr. 2.5-2.6.

137

FN’s Torturkomité,

Ali Ben Salem mod Tunesien,

NO 269/2005, UN Doc CAT/C/39/D/269/2005, afgørelse af

7. november 2007, pr 2.3

138

FN’s Torturkomité,

Hajrizi Dzemajl m.fl. mod Jugoslavien

(161/2000), afgørelse af 21. november 2002.

139

Menneskerettighedsdomstolen,

Selmouni mod Frankrig

(25803/94), afgørelse af 28. juli 1999, pr. 97; Menne-

skerettighedsdomstolen,

Dikme mod Tyrkiet

(20869/92s), afgørelse af 11. juli 2000, pr. 94.

140

Jon Fridrik Kjølbro (2023): Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave, side

300.

136

221

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Menneskerettighedskonventions artikel 3 har været udsat for alvorlig mishandling begået af

politiet eller andre myndighedspersoner, følger det forudsætningsvis af Den Europæiske Men-

neskerettighedskonventions artikel 3 sammenholdt med artikel 1, at der skal foretages en effek-

tiv og officiel undersøgelse af forholdene.

141

I litteraturen er elementerne i torturdefinitionen og tilhørende retspraksis også nærmere beskre-

vet.

142

1.2 Tortur som en del af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelse

Som beskrevet i kapitel 4 og 5 indeholder Straffedomstolens statut en kriminalisering af tortur

som forbrydelse mod menneskeheden i artikel 7 og tortur som krigsforbrydelse i artikel 8.

Det fremgår af statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, at tortur er en forbrydelse mod menneskeheden,

når den begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med

viden om angrebet. Tortur som forbrydelse mod menneskeheden er således begrænset til hand-

linger, der begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og

med viden om angrebet. Ved tortur forstås en forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse,

enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under den anklagedes kon-

trol, jf. statuttens artikel 7, stk. 2, litra e. Bestemmelsen indeholder ingen krav om, at tortur-

handlingen skal være begået med et bestemt formål eller af en statslig aktør.

Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, og litra c, nr. i, at tortur anses for at være

en krigsforbrydelse, når torturen begås i sammenhæng med en international eller ikke-interna-

tional væbnet konflikt. Tortur som krigsforbrydelse er således begrænset til handlinger, der

begås i forbindelse med en væbnet konflikt. Det følger af de vejledende beskrivelser af ger-

ningsindhold for bestemmelserne, at gerningspersonen skal have påført stærk smerte eller li-

delse med et bestemt formål, eksempelvis at indhente oplysninger eller en tilståelse, straf, inti-

midering eller tvang, eller af en hvilken som helst anden årsag baseret på diskrimination af

enhver art. De oplistede formål i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold svarer til de

formål, der er opregnet i artikel 1, stk. 1 i FN’s torturkonvention. Bestemmelsen indeholder

ingen krav om, at handlingen skal være begået af en statslig aktør, men handlingen skal som

nævnt være påført med et bestemt formål.

Jon Fridrik Kjølbro (2023):

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,

6. udgave, side 310.

Der henvises nærmere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksisoversigt, som findes på dom-

stolens hjemmeside, og Kjølbro, Jon Fridrik (2023):

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for prakti-

kere.

Jurist- og Økononiforbundet, 6. udgave, side 300 ff.; Nowak, Manfred et al. (2020):

The United Nations

Convention Against Torture and Its Optional Protocol.

Oxford University Press; Evans, Malcom D.; Modvig,

Jens (2020):

Research Handbook on Torture: Legal and Medical Perspectives on Prohibition and Prevention.

Edward Elgar forlaget..

141

142

222

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Tortur efter statuttens artikel 7 og 8 har således et bredere anvendelsesområde, idet sådan tortur

ikke er begrænset til sager, som involverer statslige aktører.

143

Et grundlæggende element i

torturhandlinger efter både torturkonventionen og statuttens artikel 7 og 8 er dog, at en person

skal have været udsat for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse som beskrevet i afsnittet

ovenfor.

2. Gældende ret

Det følger som nævnt af artikel 4 i torturkonventionen, at staten er forpligtet til at sikre, at

enhver torturhandling – som defineret i konventionens artikel 1 – er strafbar og kan pålægges

en passende straf under hensyn til handlingens alvorlige natur.

Der er efter gældende dansk ret ikke en materiel straffebestemmelse, som selvstændigt krimi-

naliserer tortur. Torturhandlinger vil derimod efter omstændighederne være omfattet af andre

af straffelovens bestemmelser eller af bestemmelser i militær straffelov.

2.1 Materielle straffebestemmelser i dansk straffelovgivning

Torturhandlinger kan bl.a. være omfattet af straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og

legeme, herunder straffelovens § 237 om drab og §§ 244-246 om vold og andre legemsangreb.

I andre tilfælde vil torturhandlinger kunne indebære seksuelle krænkelser, som er omfattet af

straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder § 216 om voldtægt og bestemmelsens

tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225. Tortur-

handlinger kan også være omfattet af straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den person-

lige frihed, herunder straffelovens § 260, stk. 1, om ulovlig tvang eller § 261 om ulovlig fri-

hedsberøvelse. Torturhandlinger kan herudover være omfattet af straffelovens kapitel 27 om

freds- og ærekrænkelser, herunder § 266 om trusler. Endvidere vil torturhandlinger kunne være

omfattet af straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. I den

forbindelse kan der peges på straffelovens §§ 146, 147, 148, 150 og 151 om bl.a. uretfærdige

afgørelser, misbrug af stilling og anvendelse af ulovlige midler for at opnå en forklaring.

Der kan desuden peges på bestemmelserne i retsplejelovens §§ 750 og 752 om politiets afhø-

ringer af sigtede personer. Det følger af § 750, 1. pkt., at politiet kan foretage afhøringer, men

ikke kan pålægge nogen at afgive forklaring, og at ingen tvang må anvendes for at få nogen til

at udtale sig. Endvidere følger det af § 752, stk. 3 og 4, bl.a., at løfter, urigtige foregivender

eller trusler ikke må anvendes, og at afhøringen ikke må forlænges alene for at opnå en tilstå-

else. Ved afhøring i retten finder § 752 tilsvarende anvendelse, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1.

Cassese, Antonio et al. (2013):

International Criminal Law.

Oxford University Press, 3. udgave, side 135:

“Clearly, the state official requirement is not needed any more when other elements are present capable of “up-

grading” an individual conduct of “merely” internal concern to the level of an international crime.”

143

223

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Overtrædelse af de nævnte regler i retsplejeloven kan efter omstændighederne straffes efter

bestemmelser i straffelovens kapitel 16, herunder navnlig § 147 om anvendelse af ulovlige mid-

ler for at opnå tilståelse eller forklaring eller lovstridig anholdelse og fængsling m.v.

Torturhandlinger vil endvidere kunne være omfattet af militær straffelovs § 27 om grov pligt-

forsømmelse. Efter § 27, stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af

særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare, og efter § 27, stk. 3,

kan straffen ved forsætlig overtrædelse under væbnet konflikt stige til fængsel i 3 år.

2.2 Straffelovens § 157 a

Danmarks ratifikation af FN’s torturkonvention i 1987 indebærer ikke, at Danmark er folkeret-

ligt forpligtet til selvstændigt at kriminalisere forbrydelsen i dansk ret. Danmark er imidlertid

ved flere lejligheder blevet kritiseret for ikke at have en særskilt torturbestemmelse, herunder

navnlig af FN’s Torturkomité i forbindelse med eksaminationer af Danmark og af en række

nationale og internationale interesseorganisationer.

Straffelovrådet blev i 2005 bedt om at overveje spørgsmålet om en særskilt torturbestemmelse

i straffeloven. I betænkning nr. 1494/2008 om en torturbestemmelse i straffeloven anbefalede

Straffelovrådet, at der ikke indføres en sådan bestemmelse i straffeloven. Straffelovrådet hen-

viste bl.a. til, at det ville frembyde vanskeligheder at fastlægge et entydigt torturbegreb, at tortur

kan have mange forskellige former og formål, at lovtekniske hensyn til bl.a. afgrænsnings- og

sammenstødsproblemer talte imod en dobbeltkriminalisering, og at torturhandlinger som alt-

overvejende hovedregel allerede er strafbare efter gældende bestemmelser i straffeloven.

Straffelovrådet pegede i betænkningen også på en række hensyn, der taler for en selvstændig

materiel straffebestemmelse. Det blev først og fremmest fremhævet, at tortur er en særlig al-

vorlig forbrydelse, som indebærer en særlig kvalificeret krænkelse af offeret, og at der består

et absolut folkeretligt forbud mod tortur. Endvidere blev det fremhævet, at en egentlig straffe-

bestemmelse om torturhandlinger vil kunne øge opmærksomheden om tortur såvel nationalt

som internationalt, og at en sådan bestemmelse vil understrege, at Danmark tager torturhand-

linger meget alvorligt og støtter den internationale indsats mod tortur. Endelig blev det frem-

hævet, at en sådan bestemmelse vil kunne gøre det lettere at registrere og synliggøre, hvor

mange straffesager der måtte vedrøre tortur.

Straffelovrådet anbefalede som et alternativ, at der kunne indsættes en strafskærpelsesbestem-

melse, der kunne tilgodese de hensyn, der talte for en særskilt kriminalisering, på en anden

måde end ved at indsætte en egentlig materiel straffebestemmelse om torturhandlinger i straf-

feloven.

224

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Ved lov nr. 494 af 17. juni 2008 blev straffelovens § 157 a indført på baggrund af Straffelovrå-

dets anbefalinger om en eventuel strafskærpelsesbestemmelse om tortur. Det skal efter denne

strafskærpelsesbestemmelse indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er be-

gået ved tortur. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§

157 a.

Ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af denne lov skal det indgå

som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur.

Stk. 2.

Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af

dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en

anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte

eller lidelse

1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,

2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget

eller

3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, na-

tionale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.”

Som det fremgår, indebærer bestemmelsen, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse

af straffeloven skal indgå som en skærpende omstændighed, at et forhold anses for tortur. Be-

stemmelsen indebærer dermed, at en overtrædelse af visse bestemmelse i straffeloven (grund-

deliktet) skal straffes strengere, hvis forbrydelsen indeholder påførelse af bl.a. stærk fysisk eller

psykisk smerte og er begået med et af de formål eller grunde, der er anført i bestemmelsen, jf.

§ 157 a, stk. 2, nr. 1-3. Selve straffehjemlen må således findes i straffelovens øvrige bestem-

melser, f.eks. om drab, vold, tvang, trusler osv.

Ved samme lov blev der ligeledes indført en ny bestemmelse i den militære straffelovs § 27 a,

der på tilsvarende vis gør det til en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af den

militære straffelov er begået ved tortur.

2.3 Forældelse

Under folketingsbehandlingen af lovforslaget, der indførte strafskærpelsesbestemmelserne i

straffelovens § 157 a og den militære straffelovs § 27 a, blev der stillet ændringsforslag af

justitsministeren om nye bestemmelser, der gør torturforbrydelserne uforældelige. Ændrings-

forslaget blev vedtaget med bred opbakning som en ny forældelsesregel i straffelovens § 93 b

og den militære straffelovs § 10 a.

2.4 Retspraksis

Ved Østre Landsrets dom af 6. juli 2006 i sag 239/2006 (gengivet i U.2006.2927Ø) blev en

kaptajn og fire sergenter, der gjorde tjeneste hos de danske styrker i Irak, frifundet for særlig

225

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

grov pligtforsømmelse, jf. militær straffelovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1. Den pågældende kaptajn

var tiltalt for som udspørger af tilbageholdte irakere bl.a. at have sørget for, at disse skulle sidde

i stressfremkaldende stillinger, og for at have udtalt sig nedladende over for dem. De fire ser-

genter var tiltalt for i forbindelse med tilbageholdelserne at have tvunget de tilbageholdte til at

sidde i stressfremkaldende stillinger. De tiltalte blev frifundet dels af bevismæssige grunde, dels

fordi de handlinger, som blev anset for bevist, ikke indebar en overtrædelse af de bestemmelser,

som tiltalen omfattede.

Der ses ikke at være trykt praksis, der omhandler straffelovens § 157 a, og udvalget er heller

ikke i øvrigt bekendt med retspraksis om bestemmelsen.

3. Fremmed ret

3.1 Finland

Tortur er selvstændigt kriminaliseret i den finske straffelovs kapitel 11, § 9 a. Bestemmelsen

opdeler artikel 1 i FN’s torturkonvention i fire torturhandlinger, således at hver handling har sit

eget nummer. Bestemmelsen følger konventionens ordlyd. Bestemmelsens mulige ansvarssub-

jekter omfatter personer, der har et offentligt tillidshverv, og personer, der udøver offentlig

myndighed eller er ansatte i offentlige instanser, samt udenlandske embedsfolk. Strafferammen

i den finske straffebestemmelse er fængsel i mindst to år og højst 12 år.

Den finske grundlovs kapitel 2 om rettigheder og pligter indeholder desuden i § 7 en bestem-

melse om ret til ikke at blive udsat for tortur.

3.2 Nederlandene

Nederlandene har kriminaliseret tortur som en særskilt forbrydelse i en særlov fra 2003 om

internationale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”). Tortur er defineret i lovens afsnit

1, artikel 1, litra e. Definitionen svarer til den definition, der følger af artikel 1, stk. 1, i FN’s

torturkonvention. Strafferammen for overtrædelse af torturbestemmelsen er fængsel indtil livs-

tid eller en fængselsstraf på ikke over 20 år. Bestemmelsens ansvarssubjekter omfatter offentligt

ansatte eller andre personer, der arbejder i myndighedernes tjeneste.

Torturhandlinger, der er begået i perioden fra 1989 til 2003, er omfattet af den ældre nederland-

ske ”torturkonventionensgennemførelseslov” (”Uitvoeringswet folteringverdrag”), der gen-

nemførte FN’s torturkonvention forud for ikrafttrædelsen af den nyere lov om internationale

forbrydelser.

226

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

3.3 Norge

I den norske straffelov er tortur særskilt kriminaliseret i § 174 om tortur og § 175 om grov

tortur. Bestemmelserne er placeret i lovens kapitel 19 (”Vern av offentlig myndighet og tilliten

til den”). Strafferammen er fængsel indtil 15 år, mens straffen kan stige til fængsel i 21 år, hvis

der er begået grov tortur efter lovens § 175. Ved afgørelsen af, om torturen er alvorlig, skal der

særligt lægges vægt på, om torturhandlingen har medført tab af menneskeliv eller risiko herfor.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”§

174.

Tortur

Med fengsel inntil 15 år straffes en offentlig tjenestemann som påfører en annen

person skade eller alvorlig fysisk eller psykisk smerte,

a. med forsett om å oppnå opplysninger eller en tilståelse,

b. med forsett om å avstraffe, true, eller tvinge noen, eller

c. på grunn av personens religion eller livssyn, hudfarge, nasjonale eller etniske

opprinnelse, seksuelle orientering, kjønn, kjønnsidentitet eller kjønnsuttrykk eller

nedsatte funksjonsevne.

Med offentlig tjenestemann menes i denne bestemmelsen enhver

a. i statlig eller kommunal tjeneste, eller

b. som er engasjert av stat eller kommune for å utføre tjeneste eller arbeid.

Det regnes også som tortur at handlinger som nevnt i første ledd begås av noen som

handler etter oppfordring eller med uttrykkelig eller underforstått samtykke fra en

offentlig tjenestemann.”

”§

175.

Grov tortur

Grov tortur straffes med fengsel inntil 21 år.

Ved avgjørelsen av om torturen er grov, skal det særlig legges vekt på om den har

ført til tap eller fare for tap av menneskeliv.”

3.4 Sverige

Tortur er ikke særskilt kriminaliseret i svensk ret. Det svenske Justitsdepartement anmodede i

2014 en chefadvokat om at undersøge behovet for at indføre en særskilt torturbestemmelse i

svensk ret med inddragelse af relevante myndigheder, organisationer og enkeltpersoner. Un-

dersøgelsen konkluderede, at der var behov for en særskilt torturbestemmelse.

144

På baggrund

af undersøgelsen pågår der et arbejde i det svenske justitsministerium for at følge op på under-

søgelsen.

144

Se nærmere notatet ”Ett särskilt tortyrbrott?” (DS 2015:42).

227

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

3.5 Tyskland

Den tyske straffelov indeholder ikke en særskilt kriminalisering af tortur, men torturhandlinger

indgår som et element i den tyske folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetzbuch”), der implemen-

terer Straffedomstolens statut i tysk ret. Efter loven kan torturhandlinger således være strafbare

som forbrydelse mod menneskeheden eller krigsforbrydelse.

4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffe-

bestemmelse om tortur

Udvalget skal ifølge sit kommissorium udarbejde forslag til, hvordan en selvstændig krimina-

lisering af tortur mest hensigtsmæssigt kan indføres i dansk straffelovgivning.

Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at tortur bliver undersøgt, efterforsket og straffet.

Det er vigtigt, at Danmark støtter op om den internationale retsorden og medvirker til at styrke

det internationale samfunds fælles bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyt-

telsen af grundlæggende menneskerettigheder, jf. herved kapitel 3, afsnit 1, om udvalgets ge-

nerelle overvejelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Som nævnt ovenfor er tortur som forbrydelse mod menneskeheden og tortur som krigsforbry-

delse behandlet i henholdsvis kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden og kapitel 5 om

krigsforbrydelser. Artikel 1, stk. 1, i FN’s torturkonvention indeholder et forbud mod tortur, der

adskiller sig fra de førnævnte torturforbrydelser ved bl.a., at det ikke er et krav, at torturen finder

sted i tilknytning til en væbnet konflikt eller et systematisk eller omfattende angreb mod civil-

befolkningen, og at ansvarssubjektet som udgangspunkt er afgrænset til statslige aktører.

Gennemgangen af sammenlignelige lande, der har indført en særskilt straffebestemmelse om

tortur, viser, at både Finland, Nederlandene og Norge har indført en straffebestemmelse sva-

rende til torturkonventionens definition i artikel 1, stk. 1. Udvalgets forslag til en særskilt straf-

febestemmelse om tortur tager på denne baggrund udgangspunkt i definitionen af tortur i artikel

1, stk. 1, i FN’s torturkonvention.

Udvalget foreslår, at torturbestemmelsen placeres i det nye kapitel sammen med de andre fore-

slåede straffebestemmelser om bl.a. forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, da

torturbestemmelsen ligesom de øvrige foreslåede bestemmelser i kapitlet har folkeretlig bag-

grund og kan anses for at være en international forbrydelse, og da torturbestemmelsen ikke

entydigt vil passe godt ind i et eksisterende kapitel i straffeloven.

4.1 Bestemmelsens indhold og foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår, at bestemmelsen får følgende ordlyd:

228

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

”§

118 l.

For tortur straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, uden-

landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion,

der svarer til eller kan ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk

fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på

lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte eller lidelse påføres af en tredjeper-

son

1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,

2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,

3) på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes

køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning,

sociale status, handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk el-

ler kønskarakteristika, eller

4) på baggrund af et formål af lignende karakter.”

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til definitionen i artikel 1, stk. 1, i FN’s

torturkonvention. Bestemmelsen er imidlertid i et begrænset omfang tilpasset, så den harmone-

rer med dansk lovgivning. De enkelte steder, hvor den foreslåede bestemmelse adskiller sig fra

ordlyden af konventionens definition, gennemgås i det følgende.

Et centralt element i tortur er, at en person udsættes for stærk fysisk eller psykisk smerte eller

lidelse. De sundhedsmæssige konsekvenser af tortur er nærmere beskrevet i Istanbul-protokol-

len som beskrevet ovenfor.

Den foreslåede bestemmelses indledning anvender formuleringen ”den, der virker i dansk,

udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv”. Denne formulering spejler straf-

felovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv. Der er ikke tilsigtet nogen

indholdsmæssig ændring sammenlignet med FN’s torturkonvention (”a public official”).

Ud over de formelt ansatte fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at ansvarssubjektet også

kan være en person, ”som udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed”. Der

er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring sammenlignet med FN’s torturkonvention

(”other person acting in an official capacity”). Udvalget har bl.a. lagt vægt på, at FN’s Tortur-

komité i deres praksis har lagt til grund, at dette begreb også omfatter ikke-statslige grupper,

der kontrollerer et territorialt område og i området de facto udøver myndighed, der er sammen-

lignelig med statslig myndighedsudøvelse.

145

I overensstemmelse hermed tilsigter den foreslå-

ede formulering dermed at omfatte tilfælde, hvor en ikke-statslig organisation udøver faktisk

myndighed over et bestemt geografisk afgrænset område.

Nowak, Manfred et al. (2020):

The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.

Oxford University Press, side 60 ff.

145

229

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den foreslåede bestemmelses indledning anvender formuleringen ”som opfordrer til, samtyk-

ker eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte eller lidelse påføres af en tredjeper-

son”. Dette svarer til torturkonventionens formulering ”på opfordring af en offentlig ansat eller

en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvil-

ligelse.” At opfordre til, samtykke til eller indvillige i må antages at være omfattet af straffelo-

vens § 23 om medvirken. Udvalget foreslår imidlertid at medtage disse medvirkenshandlinger

i selve bestemmelsen for at tydeliggøre, at sådanne handlinger ligger i kernen af, hvad der er

omfattet af torturforbuddet. Endvidere vil det have en ikke ubetydelig værdi, at en dansk tor-

turbestemmelse lægger sig tæt op ad torturkonventionens formulering, herunder særligt i inter-

nationale sammenhænge.

Det foreslåede

§ 118 l, nr. 3,

oplister forskellige former for forskelsbehandling. Dette adskiller

sig fra torturkonventionens definition, der blot anvender udtrykket ”enhver forskelsbehand-

ling”. Udvalget har imidlertid fundet det mest hensigtsmæssigt at medtage en ikke-udtømmende

opregning af omfattede beskyttelsesgrunde i bestemmelsen for at skabe en mere klar bestem-

melse.

Udvalget foreslår en strafferamme for overtrædelse af torturbestemmelsen på fængsel indtil 12

år. Forslaget tager udgangspunkt i strafferammen for grov vold efter straffelovens § 245, men

med en skærpet strafferamme henset til torturhandlingers særegne og alvorlige karakter. Ud-

valget har i den forbindelse lagt vægt på, at tortur kan betegnes som et angreb på menneskelig

værdighed, og at tortur er blandt de mest ødelæggende forbrydelser mod individer, familier og

samfund. For særligt alvorlige torturhandlinger, der har en videre strafferamme end 12 år, vil

der kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og andre lovovertrædel-

ser, der har en vidererækkende strafferamme. Eksempelvis vil der i tilfælde, hvor en torturhand-

ling er begået med forsæt til at dræbe en anden, skulle straffes i sammenstød med straffelovens

§ 237 om drab. Tilsvarende bør der også straffes i sammenstød med en længerevarende og

kvalificeret ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 2, hvorunder ofret har været

udsat for tortur, uanset at denne bestemmelses strafferamme også er fængsel indtil 12 år. Dette

beror på, at den beskyttelsesinteresse, der knytter sig til selve frihedsberøvelsen, ikke uden vi-

dere er sammenfaldende med selve påførslen af stærk fysisk og psykisk smerte, og at det derfor

ville forekomme stødende, såfremt tiltalerejsningen og straffastsættelsen ikke afspejlede dette

forhold.

FN’s torturkonventions artikel 1 undtager ifølge ordlyden smerte eller lidelse, der alene er en

naturlig eller tilfældig følge af lovlige sanktioner (”It does not include pain or suffering arising

only from, inherent in or incidental to lawful sanctions”). Ifølge FN’s Torturkomite henviser

”lovlig” til både national og international ret. Udvalget foreslår ikke at medtage denne

230

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

formulering i den foreslåede § 118 l, da det absolutte forbud mod tortur anses for at være en

grundlæggende forudsætning, der er indbygget i de nugældende regler i bl.a. politiloven. Ud-

valget foreslår, at denne afgrænsning i torturbestemmelsens anvendelsesområde omtales i be-

mærkningerne.

Der henvises til den foreslåede § 118 l i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

4.2 Almindelige strafferetlige regler m.v.

4.2.1

Tilregnelse, forsøg og medvirken

Det følger af artikel 1 i FN’s torturkonvention, at torturen skal være påført bevidst (”intentio-

nally”).

Det følger endvidere af torturkonventionens artikel 4, stk. 1, at enhver deltagende stat skal sikre,

at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende

gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør

meddelagtighed eller deltagelse i tortur.

Dette er efter udvalgets vurdering sikret ved dansk rets almindelige regler om tilregnelse, forsøg

og medvirken, og udvalget har ikke fundet grundlag for at fravige disse almindelige regler. Det

er således udvalgets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser bør afvige mindst muligt fra reg-

lerne i straffelovens almindelige del, jf. herved kapitel 3, afsnit 1 og kapitel 7-8.

4.2.2

Forældelse

Det følger af straffelovens § 93 b, stk. 1, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse

er omfattet af strafskærpelsesbestemmelsen om tortur i § 157 a.

Udvalget foreslår som beskrevet ovenfor i kapitel 8, afsnit 6, om forældelse, at der indføres en

bestemmelse om, at de foreslåede straffebestemmelser i det nye kapitel i straffeloven er ufor-

ældelige, og at der i bestemmelsens ordlyd henvises til de foreslåede straffebestemmelser. Ud-

valget foreslår i lyset heraf, at den foreslåede torturbestemmelse ligeledes medtages i forældel-

sesbestemmelsens ordlyd. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse om forældelse er en

videreførelse af den nugældende retstilstand, hvor folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-

den, krigsforbrydelser og tortur ikke forældes.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

231

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Magtanvendelsesforbuddet og aggression

Det folkeretlige magtanvendelsesforbud, herunder forbuddet mod aggression, vedrører én stats

folkeretlige ansvar over for en anden stat, det vil sige det

folkeretlige ansvar

(afsnit 1). Aggres-

sionsforbrydelsen vedrører det strafferetlige ansvar, der kan pålægges et individ for en stats

ulovlige magtanvendelse mod en anden stat i strid med det folkeretlige magtanvendelsesforbud,

det vil sige det

individuelle strafferetlige ansvar

(afsnit 2).

1. FN-pagtens magtanvendelsesforbud og aggression i henhold til folkeret-

ten

FN-pagtens artikel 2, stk. 4, indeholder en grundlæggende folkeretlig regel om forbud mod

militær magtanvendelse og trussel om magtanvendelse i internationale forhold (magtanvendel-

sesforbuddet). Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanven-

delse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uaf-

hængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.”

FN’s Sikkerhedsråd har i medfør af FN-pagtens artikel 24 det primære ansvar for opretholdelse

af mellemfolkelig fred og sikkerhed og kan under udøvelsen af de pligter, som dette ansvar

pålægger Sikkerhedsrådet, handle på medlemsstaternes vegne. Det fremgår videre af FN-pag-

tens artikel 39, at Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger en trussel mod freden, et freds-

brud eller en aggressionshandling, og med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af mel-

lemfolkelig fred og sikkerhed skal fremsætte forslag eller beslutte, hvilke forholdsregler der

skal træffes i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 41 og 42. Disse forholdsregler kan

indebære ikke-væbnet magt som eksempelvis afbrydelse af økonomiske eller diplomatiske for-

bindelser eller, hvis sådanne forholdsregler er utilstrækkelige, demonstrationer, blokade og i

sidste instans autorisation af væbnet magt, herunder operationer foretagne af luft-, sø- eller

landstridskræfter tilhørende medlemmer af FN.

I folkeretten betegner ”aggression” det forhold, at en stat i strid med folkerettens magtanven-

delsesforbud anvender væbnet magt mod en anden stat, og at krænkelsen af magtanvendelses-

forbuddet antager en vis kvalificeret grovhed. Med mere traditionelt dansk sprogbrug betegnes

aggression også som ”angrebskrig”, omend begreberne ikke er helt identiske.

232

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Den folkeretlige definition af aggression er udmøntet i FN’s Generalforsamlings resolution nr.

3314 (XXIX) fra 1974, som blev vedtaget ved konsensus. Resolutionen tager udgangspunkt i

en bred definition, som i vid udstrækning er hentet fra FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Af resoluti-

onens artikel 1 fremgår det, at aggression er en stats brug af væbnet magt mod en anden stats

suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der

er uforenelig med FN-pagten. Det fremgår videre af artikel 2, at brug af væbnet magt i strid

med FN-pagten er umiddelbart (”prima facie”) bevis for en aggressionshandling, forudsat at

aggressionshandlingen eller dens konsekvenser er af en tilstrækkelig grov karakter (”sufficient

gravity”) som fastlagt af Sikkerhedsrådet. Resolutionen, som – i modsætning til det generelle

magtanvendelsesforbud i artikel 2, stk. 4, i FN-pagten – udelader henvisning til trusler, opregner

i artikel 3 specifikke eksempler på handlinger, der kvalificeres som aggressionshandlinger, her-

under en stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium, bombarde-

ment mod en anden stats territorium, blokade af en stats havne eller kyster foretaget af en anden

stats væbnede styrker m.v.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Article

Any of the following acts, regardless of a declaration of war, shall, sub-

ject to and in accordance with the provisions of article 2, qualify as an act of ag-

gression:

(a) The invasion or attack by the armed forces of a State of the territory of another

State, or any military occupation, however temporary, resulting from such invasion

or attack, or any annexation by the use of force of the territory of another State or

part thereof,

(b) Bombardment by the armed forces of a State against the territory of another

State or the use of any weapons by a State against the territory of another State;

State;

(d) An attack by the armed forces of a State on the land, sea or air forces, or marine

and air fleets of another State;

(e) The use of armed forces of one State which are within the territory of another

State with the agreement of the receiving State, in contravention of the conditions

provided for in the agreement or any extension of their presence in such territory

beyond the termination of the agreement;

(f) The action of a State in allowing its territory, which it has placed at the disposal

of another State, to be used by that other State for perpetrating an act of aggression

against a third State;

(g) The sending by or on behalf of a State of armed bands, groups, irregulars or

mercenaries, which carry out acts of armed force against another State of such grav-

ity as to amount to the acts listed above, or its substantial involvement therein.”

233

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Resolutionens artikel 4 fastlægger, at listen ikke er udtømmende, og at FN’s Sikkerhedsråd kan

bestemme, at også andre handlinger udgør aggression. Centralt i opregningen over aggressions-

handlinger står en stats væbnede styrkers invasion af en anden stat, med eller uden besættelse

af territoriet, jf. artikel 3.

Kun i meget få tilfælde har Sikkerhedsrådet fastlagt, at en stat har begået en aggressionshand-

ling mod en anden stat. Det skete f.eks. i forbindelse med Sydafrikas væbnede angreb mod

Angola i 1976 ved resolution S/RES/387 af 31. marts 1976 og Botswana i 1985 ved resolution

S/RES/568 (1985) af 21. juni 1985, uden at der dog henvistes udtrykkeligt til resolution 3314

(XXIX). Sikkerhedsrådet har derudover bemyndiget magtanvendelse til at imødegå væbnet an-

greb fra én stat mod en anden, eksempelvis i forbindelse med Korea-krigen i 1950 og Iraks

invasion af Kuwait i 1990.

Den 25. februar 2022 – dagen efter den russiske invasion af Ukraine – diskuterede FN’s Sik-

kerhedsråd invasionen. Ukraine og 82 andre stater, herunder Danmark, fremlagde et udkast til

en resolution, som på det kraftigste fordømte Ruslands ulovlige invasion af Ukraine og pålagde

Rusland øjeblikkeligt og fuldstændigt at stoppe krigshandlingerne og trække de militære styrker

ud af Ukraine. Resolutionen blev imidlertid ikke vedtaget, fordi Rusland nedlagde veto.

Derimod har FN’s Generalforsamling – som modsat Sikkerhedsrådet ikke kan træffe folkeret-

ligt bindende beslutninger om international fred og sikkerhed – under henvisning til den så-

kaldte ”Uniting for Peace” resolution fra 1950

146

på det kraftigste beklaget Ruslands aggression

mod Ukraine i strid med artikel 2, stk. 4 (FN-pagtens magtanvendelsesforbud) i resolution ES-

11/1 af 2. marts 2022. I generalforsamlingen stemte 141 stater for resolutionen, herunder Dan-

mark.

1.1 Undtagelser til magtanvendelsesforbuddet

1.1.1

Bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet

FN-pagten indeholder to udtrykkelige undtagelser til magtanvendelsesforbuddet. Den ene und-

tagelse angår adgangen for FN’s Sikkerhedsråd til i henhold til FN-pagtens kapitel VII at træffe

bindende forholdsregler med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af international fred

og sikkerhed.

I henhold til FN-pagtens artikel 24 har Sikkerhedsrådet det primære ansvar for opretholdelse af

mellemfolkelig fred og sikkerhed. FN-pagtens artikel 25 bestemmer, at sådanne beslutninger

Resolution A/RES/377 (V) af 3. november 1950. Resolutionen giver FN’s Generalforsamling beføjelse til at

tage stilling til internationale freds- og sikkerhedsspørgsmål, når Sikkerhedsrådet på grund af manglende enstem-

mighed blandt de faste medlemmer ikke er handledygtigt.

146

234

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

fra Sikkerhedsrådet er folkeretligt bindende. Der har dannet sig en praksis efter artikel 42 i FN-

pagten, hvorefter Sikkerhedsrådet kan bemyndige FN’s medlemsstater til at tage alle nødven-

dige forholdsregler, herunder magtanvendelse, for at sikre international fred og sikkerhed. Som

eksempler på danske militære operationer, som har været gennemført på baggrund af en sikker-

hedsrådsresolution i henhold til FN-pagtens kapitel VII, kan nævnes Danmarks deltagelse i

FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA)

147

i 2019 og NATO’s Kosovo Force (KFOR)

i 1999.

148

Det bemærkes, at der kan forekomme international uenighed om fortolkningen og rækkevidden

af Sikkerhedsrådets resolutioner, herunder hvorvidt FN’s Sikkerhedsråd i forhold til en given

situation har bemyndiget brug af militær magt.

Eksempelvis samtykkede Folketinget ved beslutningsforslag nr. 118 af 21. marts 2003 til, at

danske militære styrker kunne stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.

149

I beslut-

ningsforslagets bemærkninger anførte den daværende regering, at FN’s Sikkerhedsråd i resolu-

tion nr. 678 af 29. november 1990 havde bemyndiget anvendelse af alle nødvendige midler for

at genoprette international fred og sikkerhed i regionen, herunder militære magtmidler. Det blev

samtidig bemærket, at resolution 678 udgjorde grundlaget for de allieredes militære indsats

mod Irak under Golfkrigen i 1991.

Det måtte efter regeringens opfattelse – i lighed med bl.a. den amerikanske og britiske opfat-

telse – antages, at 1990-resolutionens bemyndigelse til magtanvendelse fortsat stod ved magt i

2003, idet Sikkerhedsrådets krav og betingelser over for Irak i 1990-resolutionen fortsat ikke

var opfyldt, og at der som følge heraf fortsat forelå en trussel mod fred og sikkerhed i regionen.

Der var stor uenighed, såvel nationalt som internationalt, om det folkeretlige grundlag for den

multinationale indsats i Irak, herunder om Sikkerhedsrådets resolution fra 1990 fortsat under

de givne omstændigheder kunne antages at bemyndige magtanvendelse i 2003.

150

1.1.2

Individuelt og kollektivt selvforsvar

Den anden udtrykkelige undtagelse fra magtanvendelsesforbuddet er beskrevet i FN-pagtens

artikel 51 og vedrører en medlemsstats ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar. En stat kan

i henhold til FN-pagtens artikel 51 udøve nødvendigt og proportionalt selvforsvar i tilfælde af

Folketingsbeslutning B6 af 24. oktober 2019 om danske militære bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Mali,

MINUSMA.

148

Folketingsbeslutning B 148 af 17. juni 1999 om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo.

149

B 118 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak fremsat den

18. marts 2003.

150

Ibid.

For drøftelserne i FN’s Sikkerhedsråd, se pressemeddelelse SC/7707 af 27. marts 2003.

147

235

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

et væbnet angreb fra en anden stat, ligesom visse stater antager, at et transnationalt væbnet

angreb fra en ikke-statslig aktør efter omstændighederne giver adgang til selvforsvar, jf. nær-

mere nedenfor. Selvforsvar kan udøves individuelt af den stat, der er genstand for et væbnet

angreb, eller kollektivt med deltagelse af andre stater, der af den angrebne stat anmodes om at

deltage i selvforsvaret i form af kollektivt selvforsvar. Der kan efter omstændighederne ligele-

des udøves såkaldt ”anticiperet selvforsvar”, det vil sige selvforsvar til imødegåelse af et umid-

delbart forestående (”imminent”) væbnet angreb.

Retten til selvforsvar er ifølge FN-pagtens artikel 51 begrænset til situationer, hvor en stat ud-

sættes for et ”væbnet angreb”. Heri ligger et krav om, at den militære magtanvendelse skal være

af en vis styrke.

Af retspraksis fra internationale domstole kan udledes, at omfanget og effekterne af en handling

er væsentlige elementer i vurderingen af, om der foreligger et væbnet angreb.

151

Udøvelsen af selvforsvar mod en anden stat forudsætter som udgangspunkt, at det væbnede

angreb kan henregnes til denne anden stat. En stat indbefatter i denne sammenhæng alle stats-

organer, andre enheder og personer bemyndiget til at handle på vegne af staten samt personer

eller grupper, som rent faktisk handler på instruktion, anvisning eller er under effektiv kontrol

af den pågældende stat.

Den Internationale Domstol (ICJ) fastslog således i

Nicaragua-afgørelsen,

at et væbnet angreb

ikke alene omfatter en stats traditionelle væbnede styrkers handlinger på tværs af landegrænser,

men også tilfælde, hvor andre former for grupperinger m.v. (ikke-statslige aktører) udsendes

og handler på vegne af staten, og hvor sådanne handlinger er af en sådan alvor, at de kan side-

stilles med et væbnet angreb, som forestås af statens væbnede styrker.

152

Som anført antager visse stater, herunder Danmark, at selvforsvar ikke alene kan rettes mod et

væbnet angreb fra en stat, men også mod et transnationalt væbnet angreb fra en ikke-statslig

aktør, hvor handlingen ikke kan henregnes til den stat, hvorfra angrebet udgår. Den nærmere

afgrænsning af betingelserne for en sådan selvforsvarsret er omdebatteret og under udvikling,

men det forudsættes ifølge disse staters retsopfattelse, at værtsstaten ikke vurderes at have ev-

nen eller viljen til at forhindre den ikke-statslige aktørs angreb fra dens territorium.

153

Den Internationale Domstol,

Nicaragua mod USA,

afgørelse af 27. juni 1986.

Den Internationale Domstol,

Nicaragua mod USA,

afgørelse af 27. juni 1986.

153

Problemstillingen blev drøftet i FN’s Sikkerhedsråd den 24. februar 2021. En række stater, herunder Danmark,

tilkendegav, at væbnet angreb fra ikke-statslige aktører var omfattet af artikel 51, mens en række stater tilkendegav,

at det ikke var tilfældet, se UN doc. A/75/993–S/2021/247 af 16. marts 2021.

151

152

236

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Et væbnet angreb forudsætter efter ordlyden af FN-pagtens artikel 51, at det er rettet mod en

stat. Det vil først og fremmest være tilfældet ved angreb på statens territorium. Derudover om-

fatter det også angreb på visse manifestationer af staten uden for statens territorium, herunder

en stats væbnede styrker og krigsskibe. Derudover omfattes også en stats diplomatiske missio-

ner og ikke-kommerciel statslig ejendom, der varetager myndighedsfunktioner. Angreb mod en

stats borgere og deres ejendomme, herunder civile skibe, i udlandet kan derimod ikke generelt

betragtes som et væbnet angreb mod staten. Der er dog i folkeretten en vis støtte for, at der i

forhold til dette spørgsmål også kan lægges vægt på den bredere kontekst, herunder omfanget

og virkningen af de pågældende angreb, hvorvidt målene for angrebet har karakter af offentlig

eller privat ejendom, status af de angrebne individer, samt hvorvidt angrebet er politisk moti-

veret.

154

En stats udøvelse af selvforsvar er underlagt krav om, at magtanvendelsen skal være nødvendig

og proportional.

Som eksempel på danske militære operationer, som har været udsendt på grundlag af kollektivt

selvforsvar, kan nævnes danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL, som var ba-

seret både på retten til kollektivt selvforsvar af Irak mod ISIL og samtykke fra Irak.

155

I henhold til FN-pagtens artikel 51 skal selvforsvarshandlinger uopholdeligt indberettes til Sik-

kerhedsrådet, se til eksempel Danmarks brev af 11. januar 2016 til Sikkerhedsrådet vedrørende

det kollektive forsvar af Irak mod ISIL.

156

Adgangen til selvforsvar gælder i henhold til FN-

pagtens artikel 51 alene, indtil Sikkerhedsrådet måtte have truffet de fornødne forholdsregler

til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, og påvirker ikke Sikkerhedsrådets myn-

dighed og ansvar i henhold til FN-pagten.

1.1.3

Samtykke fra værtsstaten

I tillæg hertil vil magtanvendelse på en anden stats territorium endvidere være lovligt, hvis

værtsstaten har samtykket til den fremmede stats magtanvendelse, se eksempelvis Nicaragua-

afgørelsen.

157

Der gælder ikke særlige formkrav, men samtykket må være tilstrækkelig klart

Schmitt, Michael N.; NATO Cooperative Cyber Defence Centre of Excellence Staff (2017):

The Tallinn Man-

ual 2.0 on the International Law Applicable to Cyber Operations.

Cambridge University Press, 2. udgave, side

346.

155

Folketingsbeslutning B 50 af 16. januar 2018 om udsendelse af yderligere danske militære bidrag til støtte for

indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien, Folketingsbeslutning B 108 af 19. april 2016 om udsendelse af yderligere

danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien, Folketingsbeslutning B 8 af 10. november

2015 om udsendelse af et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.

156

Brev dateret 11. januar 2016 fra Danmarks Faste Repræsentant ved FN til præsidenten for FN’s Sikkerhedsråd,

S/2016/34, 13. januar 2016.

157

Den Internationale Domstol,

Nicaragua v. United States of America,

afgørelse af 27. juni 1986.

154

237

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

og utvetydigt. Samtykke kan gives i form af en mundtlig eller skriftlig bilateral eller multilateral

aftale eller i form af en ensidig erklæring fra værtsstaten.

Som eksempel på danske militære bidrag til internationale militære operationer, som har været

udsendt på grundlag af samtykke, kan nævnes støtte til indsatsen mod ISIL

158

, Operation

Bakhane i Sahelregionen

159

, NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen

160

NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan

161

1.1.4

Humanitær intervention

Ud over de udtrykkelige undtagelser til magtanvendelsesforbuddet i FN-pagten beskrevet oven-

for er det den danske regerings opfattelse, at der under særlige omstændigheder kan være fol-

keretligt grundlag for at anvende militær magt til at imødegå ekstrem humanitær nød af bety-

deligt omfang.

162

Der findes fortilfælde, hvor visse lande i helt ekstraordinære situationer har begrundet magtan-

vendelse uden FN-mandat – i form af humanitær intervention – med nødvendigheden af at

imødegå massive overgreb på civilbefolkningen og ekstrem humanitær nødvendighed.

163

denne sammenhæng kan der også henvises til artikel 4 (h) i den Afrikanske Unions konstitue-

rende traktat, som siden 2000, i lyset af det rwandiske folkedrab, muliggør, at AU autoriserer

væbnet intervention i situationer vedrørende krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskehe-

den og folkedrab på det afrikanske kontinent. Sådan en intervention vil kunne foregå uden FN-

mandat og samtykke fra den relevante afrikanske stat.

Et eksempel på en humanitær intervention er NATO’s intervention i Kosovo i 1999, som Dan-

mark deltog i. Regeringen fandt grundlag for magtanvendelse uden klar bemyndigelse fra FN’s

Sikkerhedsråd.

164

En lang række stater mener imidlertid ikke, at humanitær intervention er

Folketingsbeslutning B 123 af 2. oktober 2014 om yderligere dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod

ISIL, Folketingsbeslutning B 122 af 27. august 2014 om dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak.

159

Folketingsbeslutning B 297 af 25. maj 2021 om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen,

160

Folketingsbeslutning B 150 af 23. maj 2017 om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse

i Baltikum og Polen.

161

Folketingsbeslutning B 25 af 18. december 2014 om et dansk militært bidrag til NATO's Resolute Support

Mission i Afghanistan.

162

Se notat om overordnede principielle overvejelser om det folkeretlige grundlag for en evt. militær operation i

Syrien, URU Alm.del, Bilag 225, 30. august 2013.

163

Se fsv. angår Storbritannien eksempelvis “Global Britain: The Responsibility to Protect and Humanitarian

Intervention: Government response to the Committee’s Twelfth Report”

164

Folketingsbeslutning B 4 af 8. oktober 1999 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige

Balkan. Vurdering baseredes på de vedvarende og grove krænkelser af civilbefolkningens grundlæggende menne-

skerettigheder, det voksende og uoverskuelige omfang af den humanitære situation og risikoen for udvikling til en

katastrofe, folkemord og andre forbrydelser mod menneskeheden, og den lange række af opfordringer og krav fra

det internationale samfund til Forbundsrepublikken Jugoslavien om at indstille kamphandlingerne samt det

158

238

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

tilladt. Samtidig har nylige interventioner som respons på alvorlige overgreb på civilbefolknin-

gen, som f.eks. da det syriske regime anvendte kemiske våben, dog kun modtaget begrænset

kritik.

Der er således ikke international enighed blandt stater om lovligheden af humanitær interven-

tion i situationer uden udtrykkelig bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

2. Aggressionsforbrydelsen

Der er historisk ikke ført mange internationale straffesager om aggressionsforbrydelsen. Under

betegnelsen ”forbrydelser mod freden” var aggression den centrale forbrydelse, som adskillige

nazister blev straffet for ved det internationale militærtribunal i Nürnberg efter 2. verdenskrig.

Militærtribunalet betegnede i den forbindelse aggression som ”den ultimative internationale

forbrydelse, som kun adskiller sig fra andre krigsforbrydelser ved, at den i sig selv rummer

helhedens akkumulerede ondskab”. Tilsvarende blev japanske ledere i efterkrigstiden holdt an-

svarlige for bl.a. aggression i forbindelse med Tokyo-processen.

FN’s Generalforsamling og FN’s Folkeretskommission (ILC) har efterfølgende anerkendt ek-

sistensen af aggressionsforbrydelsen i den folkeretlige sædvaneret.

165

Det må antages, at den

folkeretlige sædvaneret omfatter aggressionsforbrydelsen som grundlag for straf af individer.

Hvorvidt alle aspekter af statuttens bestemmelser om aggressionsforbrydelsen præcist kan an-

ses som sædvaneret er dog mere usikkert.

2.1 Aggressionsforbrydelsen i henhold til Rom-statutten

Siden Rom-statuttens vedtagelse i 1998 har det fremgået, at Straffedomstolen skal have juris-

diktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen – men jurisdiktion skulle først udøves, når der

forelå en definition. Dette er blevet bekræftet af deltagerstaterne ved deres ratifikation af sta-

tutten.

Der blev opnået enighed om definitionen af aggressionsforbrydelsen og Straffedomstolens ju-

risdiktion med hensyn til forbrydelsen i Kampala i 2010 (se kapitel 2, afsnit 1.2). Definitionen

fremgår af bilag I i resolution Res/RC.6. Bilag II i resolutionen indeholder tilføjelser til de

vejledende beskrivelser af gerningsindholdet (Elements of Crimes), som skal bistå Straffedom-

stolen i forhold til fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne vedrørende aggressions-

forbrydelsen. Bilag III indeholder syv såkaldte ”understandings” om aggressionsforbrydelsen.

internationale samfunds indsats ad diplomatisk og økonomisk vej for at bringe kamphandlingerne til ophør og

truslen mod mellemfolkelig fred og sikkerhed navnlig forårsaget af flygtningestrømmen og risikoen for en regional

destabilisering.

165

Se FN-generalforsamlingsresolution 95 (I) (1946) og

Yearbook of the International Law Commission

2 (1950).

239

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Bestemmelsen indeholder to elementer. Det første element angår de handlinger, der kan med-

føre et individuelt strafansvar, jf. bestemmelsens stk. 1. Det andet element angår definitionen

af den aggressionshandling, der skal være begået af en stat, jf. bestemmelsens stk. 2.

Det følger af den relevante vejledende beskrivelse af gerningsindholdet, som blev vedtaget

samtidig med bl.a. artikel 8

bis

i Kampala i 2010, at aggressionshandlingen faktisk skal være

foretaget.

166

Beskrivelsen har følgende ordlyd:

“The act of aggression – the use of armed force by a State against the sovereignty,

territorial integrity or political independence of another State, or in any other man-

ner inconsistent with the Charter of the United Nations – was committed.”

167

Idet handlingen efter stk. 2 således er en forudsætning for vurderingen efter stk. 1, præsenteres

bestemmelserne i den rækkefølge.

Definitionen af aggressionshandlingen i artikel 8

bis,

stk. 2, svarer til artikel 1 og 3 i resolution

3314 af 1974 (XXIX) (nævnt ovenfor i afsnit 1). Bestemmelsen opregner et antal konkrete

eksempler på, hvad der kan udgøre en aggressionshandling. Statuttens artikel 8

bis,

stk. 2, har

følgende ordlyd:

168

”2. Ved ”aggressionshandling” forstås en stats anvendelse af væbnet magt mod en

anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på

enhver anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers pagt.

Enhver af de følgende handlinger, uanset afgivelsen af en krigserklæring, vil, i over-

ensstemmelse med FN-generalforsamlingsresolution 3314 (XXIX) af 14. december

1974, udgøre en aggressionshandling:

(a) ”En stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium

eller enhver militær besættelse, uanset hvor midlertidig den er, som følge af en

sådan invasion eller angreb, eller enhver annektering ved magtanvendelse af en

anden stats territorium eller en del heraf;

(b) En stats væbnede styrkers bombardement mod en anden stats territorium eller

en stats brug af våben mod en anden stats territorium;

(d) Et angreb fra en stats væbnede styrker på en anden stats land-, sø- eller luftstyr-

ker eller sø- og luftflåder.

(e) Anvendelse af væbnede styrker fra én stat, som befinder sig på en anden stats

territorium med modtagerstatens samtykke, i strid med betingelserne i aftalen

Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and Nomos, 4.udgave,

side 694.

167

Vejledende beskrivelser af gerningsindhold (Elements of Crimes), pkt. 3, side 43.

168

Bestemmelsen foreligger ikke ì en officiel dansk oversættelse.

166

240

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

eller enhver forlængelse af deres tilstedeværelse på et sådant territorium efter

aftalens ophør;

(f) En stats handling ved at tillade, at dens territorium, som den har stillet til rådig-

hed for en anden stat, bliver brugt af denne anden stat til at udføre en aggressi-

onshandling mod en tredjestat;

(g) Udsendelse af eller på vegne af en stat af bevæbnede bander, grupper, irregu-

lære styrker eller lejetropper, som udøver væbnede aktioner mod en anden stat

af en sådan alvorlighed, at det svarer til de handlinger, der er anført ovenfor,

eller dens væsentlige involvering heri.”

Opregningen er ikke nødvendigvis udtømmende. Den folkeretlige teori besvarer ikke spørgs-

målet entydigt.

169

De fleste folkeretsjurister læser opregningen som ikke-udtømmende.

170

Be-

stemmelsen skal under alle omstændigheder fortolkes indskrænkende og skal ikke udvides ved

analog anvendelse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der

er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse, jf. artikel 22, stk. 2.

Definitionen af aggressionsforbrydelsen følger af artikel 8

bis,

stk. 1, og har følgende ordlyd

171

”1. Ved ”aggressionsforbrydelse” forstås i denne statut planlægning, forberedelse,

indledning eller fuldbyrdelse af en aggressionshandling, der ved sin karakter, grov-

hed og omfang udgør en åbenbar krænkelse af De Forenede Nationers pagt, og er

foretaget af en person, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre en

stats politiske eller militære handlinger.”

Bestemmelsen omfatter nogle specifikke individuelle handlinger (afsnit 2.1.1), indeholder et

tærskelkrav (afsnit 2.1.2), hvorefter kun ”åbenbare” krænkelser af FN-pagten omfattes, samt en

personel afgrænsning (afsnit 2.1.3), hvorefter kun en nærmere bestemt persongruppe kan rets-

forfølges ved Straffedomstolen for aggressionsforbrydelsen.

2.1.1

Individuelle handlinger

Et strafferetligt ansvar for en aggressionsforbrydelse kan pålægges ved en persons individuelle

deltagelse i en stats aggressionshandling. De handlinger, der anføres i artikel 8

bis,

stk. 1, er en

persons ”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse” af en aggressionshandling.

Det bemærkes indledningsvist, at planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse kun

kan straffes, hvis aggressionshandlingen, det vil sige en af de handlinger, der er opregnet i

Se for eksempel Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and

Nomos, 4. udgave, side 713; Schabas, William A. (2016):

The International Criminal Court.

Oxford University

Press, 2. udgave, side 313.

170

McDougall, Carrie (2021):

The Crime of Aggression under the Rome Statute of the International Criminal

Court.

Cambridge University Press, 2. udgave, side 129.

171

Bestemmelsen foreligger ikke ì en officiel dansk oversættelse.

169

241

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

artikel 8

bis,

stk. 2, faktisk er udført, jf. henvisningen til den vejledende beskrivelse af gernings-

indhold vedrørende artikel 8

bis

ovenfor i afsnit 2.1.

”Planlægning” omfatter ikke generelle overvejelser om først på et senere stadie at foretage en

aggressionshandling. Det er formentlig først deltagelsen i udviklingen af specifikke militære

eller andre former for statslige planer og operationer i forbindelse med en konkret aggressions-

handling, der omfattes af begrebet.

I modsætning til planlægning refererer ”forberedelse” til konkrete skridt taget for at implemen-

tere en given plan. En sådan forberedelse kan, afhængigt af den specifikke handling opregnet i

statuttens artikel 8

bis,

stk. 2, bl.a. være transport af våben eller andet militært materiel, der skal

anvendes i forbindelse med angrebshandlingen, udsendelse af tropper i nærheden af en grænse

for at påbegynde fjendtligheder, eller handlinger af lignende karakter, der set udefra udgør en

del af en forestående faktisk krænkelse af magtanvendelsesforbuddet.

”Indledning” af en aggressionshandling henviser generelt til påbegyndelsen af brugen af væbnet

magt som defineret i artikel 8

bis,

stk. 2. Visse aggressionshandlinger opregnet i bestemmelsen

kræver ikke den faktiske påbegyndelse af fjendtligheder, f.eks. en flådeblokade eller den blotte

udvidelse af tilstedeværelsen af væbnede styrker på fremmed territorium, der overskrider en

udstationeringsaftale. Hvornår en aggressionshandling præcist er påbegyndt, afhænger således

af, hvilken type aggressionshandling der i medfør af bestemmelsen er tale om.

Endelig omfatter udtrykket ”fuldbyrdelse” alle handlinger efter indledningsstadiet, der faktisk

udfører aggressionshandlingen.

172

2.1.2

Tærskelkrav

Ifølge artikel 8

bis,

stk. 1, er det en betingelse for at pålægge en person et individuelt strafferet-

ligt ansvar, at en aggressionshandling omfattet af stk. 2 udgør en ”åbenbar” krænkelse (”mani-

fest violation”) af FN-pagten.

Hensigten med indførelsen af denne ”tærskel” var todelt. For det første, at mindre grænsestri-

digheder og andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse ikke skulle være omfattet af be-

stemmelsens anvendelsesområde. For det andet at udelukke handlinger, der snarere rejser

spørgsmål om handlingens ulovlighed end dens ”åbenbarhed”.

173

Gengivelsen i dette afsnit er baseret på Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal

Court.

Beck, Hart and Nomos, 4. udgave, side 694-696.

173

Ibid.,

side 701.

172

242

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Forarbejderne til bestemmelsen antyder, at begrebet ”åbenbar” (”manifest”) og begrebet ”grov”

(”flagrant”), som også blev anvendt i det statutforberedende arbejde i forbindelse med aggres-

sionsforbrydelsen, er synonymer.

174

Følgen heraf er generelt, at tilfælde af ulovlig magtanven-

delse, der er mindre åbenbar eller af mindre grov karakter, falder uden for statuttens definition

af aggressionsforbrydelsen.

Det fremgår videre af tilføjelserne til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at begrebet

”åbenbar” er et objektivt kriterium. Den subjektive oplevelse af en aggressionshandlings be-

skaffenhed i ”offerstaten” er derfor umiddelbart af underordnet betydning.

Hvorvidt en magtanvendelse udgør en åbenbar krænkelse af FN-pagten skal ifølge statuttens

artikel 8

bis,

stk. 1, vurderes på baggrund af magtanvendelsens ”karakter, grovhed og omfang”.

Kampala-tillægget indeholder ikke en nærmere definition af de tre kriterier, men det kan gene-

relt anføres, at ”karakter” – i modsætning til de øvrige kriterier – ikke udelukkende henviser

til udøvelsen af magt, men også til

formålet

med magtanvendelsen, f.eks. om formålet med

magtanvendelsen er at annektere territorium eller at beskytte en civilbefolknings grundlæg-

gende menneskerettigheder.

175

Dette understøtter, at formålet med magtanvendelsen kan have

betydning for vurderingen af ”åbenbarheden” (det vil sige i forhold til et eventuelt individuelt

strafferetligt ansvar), uden at dette nødvendigvis gør magtanvendelsen lovlig efter folkeretten i

øvrigt (det vil sige i forhold til et eventuelt folkeretligt ansvar).

Begreberne ”grovhed” og ”omfang” er beslægtede kriterier, men hvor førstnævnte kriterium

antages at være kvalitativt og vedrøre de midler, der anvendes i forbindelse med magtanven-

delsen, antages ”omfang” at være kvantitativt. Det vil sige, at ”grovhed” bl.a. må forstås som

den materielle og fysiske skade, magtanvendelsen måtte have forvoldt, og ”omfang” må antages

at henvise til bl.a. operationens varighed og geografiske rækkevidde.

176

De tre kriterier er kumulative. Ingen af de tre kriterier kan selvstændigt bevirke, at tærskelkravet

om en åbenbar krænkelse af FN-pagten opfyldes.

177

ICC-ASP/5/SWGCA/2 og ICC-ASP/5/SWGCA/INF.1, para. 14, jf. Schabas, William A. (2016):

The Interna-

tional Criminal Court.

Oxford University Press, 2. udgave, side 310.

175

Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,

side 704.

176

Der henvises til Ambos, K. (red.) (2022):

The Rome Statute of the ICC,

4. udgave, side 704.

177

En almindelig ordlydsfortolkning i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, i wienerkonventionen om traktat-

retten, indikerer, at kriterierne (”karakter, grovhed og omfang”) er kumulative. Dette understøttes af ”understan-

ding” nr. 7, hvoraf det fremgår, at ingen af de tre kriterier selvstændigt kan bevirke, at tærskelkravet om en åbenbar

krænkelse af FN-pagten opfyldes. Der er imidlertid tvivl om, hvorvidt det er nok at vurdere to af kriterierne, eller

om alle tre kriterier skal inddrages ved vurderingen af, om der er tale om en åbenbar krænkelse af FN-pagten. Se

f.eks. Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Nomos, 4. udgave, side 704.

174

243

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Mens der som nævnt ikke er konsensus blandt stater om humanitær interventions lovlighed i

henhold til folkeretten, er det udvalgets vurdering, at tærskelkravet i statuttens artikel 8

bis,

stk.

1, herunder navnlig kriteriet om ”karakter”, må antages at undtage humanitær intervention, der

helt undtagelsesvist iværksættes for at afværge en overhængende risiko for folkedrab eller til-

svarende massive krænkelser af en civilbefolkning, og hvor magtanvendelsen er begrænset til

forfølgelsen af dette formål.

Det bemærkes, at et forslag fremsat under forhandlingerne i Kampala med henblik på mere

eksplicit at undtage humanitær intervention i en ”understanding”, ikke blev vedtaget, idet det

var opfattelsen blandt en bredere kreds af stater, at humanitær intervention allerede faldt uden

for den bestemmelse, der skulle vedtages på konferencen.

Også i den folkeretlige litteratur har flere forfattere gjort sig til fortalere for, at tærskelkravet

medfører, at humanitær intervention falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

178

Til

fordel for en sådan opfattelse har udvalget bl.a. lagt vægt på, at humanitær intervention efter

sin karakter søger at fremme FN-pagtens respekt for og overholdelse af menneskerettigheder

og derfor ikke er i ”åbenbar” strid med FN-pagten. Der er derudover henvist til, at den tyske

regering i forbindelse med Tysklands ratifikation af aggressionsforbrydelsen over for Bunde-

stag understregede, at humanitær intervention ikke omfattes af bestemmelsens anvendelsesom-

råde.

Hvorvidt en konkret anvendelse af magt udgør en tilstrækkelig åbenbar krænkelse af FN-pagten

vil i sidste ende afhænge af Straffedomstolens vurdering. Det er dog udvalgets vurdering, at det

er en generel forståelse, at tærskelkravet er indsat i artikel 8

bis

for at understrege, at kun magt-

anvendelse, der uomtvisteligt er ulovlig, er omfattet – og dermed f.eks. ikke humanitær inter-

vention. Det bemærkes i forlængelse heraf, at Straffedomstolen i forbindelse med en konkret

vurdering af en aggressionshandling skal overveje alle omstændighederne i sagen, herunder de

pågældende handlingers grovhed og konsekvenser, jf. ”understanding” nr. 6.

179

2.1.3

Personel afgrænsning

Artikel 8

bis,

stk.1, afgrænser den personkreds, der ved Straffedomstolen kan retsforfølges for

en aggressionsforbrydelse, til personer, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre

Se f.eks. Kreß, Claus (2018):

On the Activation of the ICC Jurisdiction over the Crime of Aggression

i »Journal

of International Criminal Justice«.

Oxford University Press, Vol. 16, Issue 1, side 16-17; Ruys, Tom (2018):

Criminalizing Aggression: How the Future of the Law on the Use of Force Rests in the Hands of the ICC

i »The

European Journal of International Law«.

Oxford University Press, Vol. 29, no. 3, 2018, side 900, 911 og 916.

179

Resolution RC/Res.6 af 11. juni 2010.

178

244

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

en stats militære eller politiske handlinger.

180

Mens en stats ledere kan begå forbrydelser om-

fattet af andre bestemmelser i statutten, er aggressionsforbrydelsen den eneste forbrydelse, hvor

det er en betingelse, at gerningspersonen udfylder en lederrolle.

Artikel 8

bis,

stk. 1, omfatter i princippet både personer i

de jure-lederroller

de facto-leder-

roller. Det afgørende for bestemmelsens anvendelighed er kravet om faktisk ”kontrol eller sty-

ring” af en stats politiske eller militære handlinger og de konkrete omstændigheder i den givne

situation. Der kan således være tilfælde, hvor en person formelt besidder en offentlig lederstil-

ling, men ikke

de facto

opfylder kravet om faktisk ”kontrol eller styring” og dermed ikke vil

kunne ifalde strafansvar. Omvendt kan der være tilfælde, hvor en person ikke besidder en of-

fentlig embedsstilling, men ved sin faktiske indflydelse opfylder kravet om ”kontrol eller sty-

ring”, såsom eksempelvis i særlige tilfælde erhvervsledere eller religiøse eller åndelige ledere.

Der antages generelt at være en høj tærskel for bestemmelsens anvendelse på personer, der ikke

formelt besidder offentlige embedsstillinger.

181

Den omfattede personkreds antages i en dansk sammenhæng i praksis at være eksempelvis

statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Dertil kommer de øverste militære

ledere. Derimod må det antages, at et folketingsmedlem ikke alene gennem sin deltagelse i den

parlamentariske proces for udsendelse af danske militære bidrag til fremmede stater vil være

omfattet af bestemmelsen. I en udenlandsk sammenhæng vil det ligeledes kunne være en præ-

sident eller en leder af et nationalt sikkerhedsråd.

2.1.4

Individuelt strafansvar

Efter ændringerne i Kampala i 2010 blev stk. 3

bis

føjet til statuttens artikel 25 om individuelt

strafansvar. Det fremgår heraf, at bestemmelserne i artikel 25 med hensyn til aggressionsfor-

brydelsen alene finder anvendelse på den personkreds, der omfattes af artikel 8

bis,

stk. 1, det

vil sige personer, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller

militære handlinger.

Det følger af artikel 25, stk. 3, at der i henhold til statutten kan straffes ikke alene for selve

udførelsen af en strafbar handling, men også for medvirken og forsøg. Ét eksempel på forsøg

er, hvis en højtstående statsrepræsentant påbegynder sin deltagelse i et møde med det formål at

forberede en aggressionshandling, men bliver forhindret i at deltage i den faktiske

Om private aktørers brug af væbnet magt og spørgsmålet om, hvornår sådanne kan henregnes til en stat, se

Ambos, Kai (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Nomos, 4. udgave, side 712, om ”effektiv

kontrol” standarden i ICJ’s retspraksis.

181

Der henvises til Klamberg, Mark (2017):

Commentary on the Law of the International Criminal Court.

Torkel

Opsahl Academic, side 154. Under Nürnberg-processerne blev flere ledere af tyske industrivirksomheder f.eks.

dømt for deres involvering i nazisternes aggressionskampagne

180

245

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

beslutningstagning. Et andet eksempel er, hvis en højtstående militærofficer er i færd med at

afgive en væsentlig ordre under en udførelse af magtanvendelse, men bliver forhindret i at gen-

nemføre afgivelsen af sin ordre.

182

Strafansvar for forsøg og medvirken til en aggressionsfor-

brydelse i henhold til statutten forudsætter, at der faktisk er udført en aggressionshandling.

Endelig følger det af artikel 25, stk. 4, at bestemmelser i statutten om individuelt strafansvar

ikke påvirker staters ansvar i henhold til folkeretten.

2.1.5

Tilregnelse

Statuttens artikel 30 beskriver de subjektive krav, der skal være opfyldt, før Straffedomstolen

kan anse en tiltalt for strafferetligt ansvarlig.

Det er anført i bestemmelsen, at forbrydelsen skal være begået både med ”vilje og viden”. På

den baggrund antages den blotte viden om, at staten eksempelvis forbereder sig på at udføre en

aggressionshandling, uden at kunne påvise, at den anklagede også bevidst har deltaget i sådanne

forberedelser, ikke at være tilstrækkelig.

183

Det præciseres i tilføjelserne til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende ag-

gressionsforbrydelsen, at der ikke er et krav om at bevise, at gerningspersonen har foretaget en

juridisk vurdering af, om brugen af væbnet magt var uforenelig med eller udgjorde en ”åbenbar”

krænkelse FN-pagten. Ukendskab til loven fritager således ikke for strafansvar. Det vil for-

mentlig være tilstrækkeligt at påvise, at gerningspersonen var bekendt med de faktiske omstæn-

digheder, der lå til grund for krænkelsen.

184

2.1.6

Straffrihedsgrunde

Ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen indeholder ikke specifikke bestemmelser om

straffrihedsgrunde. De almindelige bestemmelser herom i statuttens artikel 31-33 beskriver for-

skellige situationer, der efter omstændighederne kan begrunde straffrihed. Det fremgår specifikt

af artikel 31, stk. 1, litra c, at det forhold, at en person har været involveret i en forsvarsoperation

udført af styrker, ikke i sig selv udgør en grund til at udelukke strafansvar. Denne bestemmelse

antages imidlertid at være af begrænset relevans, idet en operation, der udføres i selvforsvar,

per definition ikke vil kvalificere som aggression.

Ambos, Kai (red.) (2022):

Rome Statute of the International Criminal Court.

Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,

side 695.

183

Gillett, Matthew (2013):

The Anatomy of an International Crime: Aggression at the International Criminal

Court

i »International

Criminal Law Review«,

vol. 3, side 861.

184

Der henvises til resolution RC/Res.6 af 11. juni 2010.

182

246

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I henhold til artikel 33 fritager det forhold, at en person har handlet efter ordre fra en overordnet,

ikke i sig selv den pågældende for strafansvar. I praksis vil den personelle afgrænsning i artikel

bis,

stk. 1, formentlig medføre, at en person, der tiltales for en aggressionsforbrydelse, snarere

er udstederen end modtageren af en ordre.

185

Der henvises til kapitel 8, afsnit 2 om tilregnelse og afsnit 7 om straffrihedsgrunde.

3. Gældende ret

Dansk straffelovgivning indeholder ikke en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser.

4. Fremmed ret m.v.

Som nævnt i kapitel 2, afsnit 1.2, er ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressions-

forbrydelsen godkendt eller ratificeret af 45 ud af 124 deltagerstater, herunder 21 EU-lande

(juni 2024). De resterende EU-lande er Bulgarien, Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn

og Danmark. 16 ud af de 21 EU-lande, der pr. oktober 2023 havde ratificeret aggressionsfor-

brydelsen, har også implementeret forbrydelsen i national lovgivning.

186

De lande, hvis lovgivning gennemgås nedenfor, er udvalgte lande, der umiddelbart kan sam-

menlignes med Danmark, og/eller lande med en udenrigspolitisk profil, som svarer til Dan-

marks.

4.1 Australien

Australien har ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen. Det begrundes med, at man siden æn-

dringen af statutten i 2010 har fundet det hensigtsmæssigt at afvente Straffedomstolens rets-

praksis vedrørende aggressionsforbrydelsen samt ligesindede landes tilgang til ratifikation. Re-

geringen har i lyset af den russiske militære aggression mod Ukraine givet udtryk for, at dette

giver anledning til at overveje spørgsmålet om ratifikation.

4.2 Finland

Finland ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i december 2015, og ag-

gressionsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i den finske straffelov. Forud for lovforsla-

get, som indførte bestemmelsen, havde en arbejdsgruppe taget stilling til, om man skulle inklu-

dere kriminalisering af aggression i den finske straffelov, eller om man blot skulle ratificere

ændringen uden yderligere lovgivning.

Gillett, Matthew (2013):

The Anatomy of an International Crime: Aggression at the International Criminal

Court

i »International

Criminal Law Review«,

vol. 3, side 861.

186

Se rapport af Eurojust (2023):

Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU

Member States, Genocide Network Observer States and Ukraine.

185

247

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Argumenterne for en selvstændig kriminalisering af forbrydelsen vedrørte bl.a. finske forfat-

ningsmæssige traditioner om internationale traktater og Finlands historie. Efter 2. verdenskrig

fandtes nogle finske borgere skyldige i lovovertrædelser i forbindelse med krigen, selv om lov-

givning på området ikke eksisterede på det tidspunkt. Argumenterne imod at inkludere aggres-

sionsforbrydelsen i den finske straffelov var hovedsageligt betænkeligheder ved, at ændringen

om aggressionsforbrydelsen var forholdsvis ny på daværende tidspunkt, og at der ikke forelå

retspraksis fra Straffedomstolen eller andre internationale domstole. Arbejdsgruppen anbefa-

lede at inkludere aggression i den finske straffelov. Bestemmelsen har følgende ordlyd (oversat

til engelsk):

“Chapter 11

Section 4a (1718/2015)

Crime of aggression

If a person in a position effectively to exercise control over or to direct the political

or military action of a state commits an act of aggression which, by its character,

gravity and scale, constitutes a manifest violation of the Charter of the United Na-

tions (Finnish Treaty Series 1/1956), the person shall be sentenced for a crime of

aggression to imprisonment for at least four years or for life.

An attempt is punishable.

An act of aggression means the use of armed force by a state against the sovereignty,

territorial integrity or political independence of another state, or in any other manner

inconsistent with the Charter of the United Nations.

The following acts committed by a state or the armed forces of a state, regardless

of a declaration of war, shall, in accordance with United Nations General Assembly

resolution 3314 (XXIX) of 14 December 1974, qualify as acts of aggression:

1) the invasion or attack of the territory of another state, any military occupation

resulting from such invasion or attack, and any annexation of the territory of another

state or part of it,

2) bombardment against the territory of another state and the use of any weapons

against the territory of another state,

3) the blockade of the ports or coast of another state,

4) an attack on the land, sea or air forces, or marine and air fleets of another state,

5) the use of armed forces of one state which are within the territory of another state

with the agreement of the receiving state, in contravention of the conditions pro-

vided for in the agreement or any extension of their presence in such territory be-

yond the termination of the agreement,

6) the action of a state in allowing its territory, which it has placed at the disposal

of another state, to be used by that other state for perpetrating an act of aggression

against a third state,

7) the sending by or on behalf of a state of armed bands, groups, irregulars or mer-

cenaries, which carry out acts against another state of such gravity as to be compa-

rable to the acts referred to in paragraphs 1–6, or its substantial involvement in the

sending of these.

Section 4b (1718/2015)

Preparation of a crime of aggression

248

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

A person referred to in section 4a, subsection 1 who, for the purpose of committing

a crime of aggression referred to in section 4a,

1) agrees with another person to commit a crime of aggression, or

2) prepares a detailed plan to commit a crime of aggression

shall be sentenced for preparation of a crime of aggression to imprisonment for at

least four months and at most four years.

[…]

Section 14a (1718/2015)

Restrictive provision

Sections 4a and 4b of this chapter only apply if a crime of aggression referred to in

section 4a, subsections 3 and 4 is committed. In applying sections 4a and 4b, the

provisions of chapter 5, section 7, subsection 2 do not apply to an inciter and an

abettor.”

Ifølge jurisdiktionsreglerne i kapitel 1 i den finske straffelov er der jurisdiktion med hensyn til

aggressionsforbrydelsen, hvis forbrydelsen er begået i Finland, herunder på finsk skibsfartøj

m.v., begået mod Finland eller uden for Finland, hvis forbrydelsen er begået mod en person

med finsk statsborgerskab, bopæl i Finland eller mod en offentligt ansat.

4.3 Nederlandene

Nederlandene ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i september 2016.

Begrundelsen var, at Nederlandene er aktivt engageret i at styrke retsforfølgningen af interna-

tionale forbrydelser og videreudviklingen af folkeretten på det strafferetlige område. Aggressi-

onsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i national ret ved artikel 8b i lov om internatio-

nale forbrydelser (Wet

internationale misdrijven).

Bestemmelsen svarer til artikel 8

bis

i statut-

ten.

Jurisdiktionsreglerne i artikel 2, stk. 1, i lov om internationale forbrydelser finder også anven-

delse på aggressionsforbrydelsen. Ifølge denne bestemmelse er der jurisdiktion over egne stats-

borgere, som har begået aggressionsforbrydelser, fremmede statsborgere, som har begået ag-

gressionsforbrydelser mod en nederlandsk statsborger, samt fremmede statsborgere, som har

begået aggressionsforbrydelser, og som nu befinder sig på nederlandsk territorium.

4.4 Norge

Norge har ikke ratificeret ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen. Ruslands aggres-

sion mod Ukraine har medført, at den norske regering foretager en ny vurdering af spørgsmålet

om norsk ratificering af aggressionsforbrydelsen. Norge har ligesom Danmark tidligere lagt

vægt på behovet for mere klarhed om fortolkningen af bestemmelserne vedrørende aggression

249

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

og betydningen for Norges deltagelse i militære og fredsbevarende operationer, herunder i for-

hold til humanitær intervention.

Aggressionsforbrydelsen er ikke kriminaliseret i norsk lovgivning.

4.5 Storbritannien

Storbritannien har ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen. Det begrundes med, at det bør være

FN's Sikkerhedsråd, som tager stilling til spørgsmål om aggression.

4.6 Sverige

Sverige ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i januar 2022. Forud for

ratifikationen havde et udvalg nedsat af regeringen anbefalet, at Sverige tiltrådte aggressions-

forbrydelsen. Udvalget konkluderede, at der var vægtige hensyn, der talte for ratifikation, bl.a.

hensynet til at styrke de folkeretlige muligheder for at bekæmpe straffrihed, opretholde fred og

sikkerhed samt som led i at fortsætte Sveriges hidtil stærke støtte til Straffedomstolen.

Udvalget anbefalede også, at aggressionsforbrydelsen selvstændigt skulle kriminaliseres i nati-

onal lov. Det blev begrundet med, at Sverige som deltagerstat i statutten har forpligtet sig til at

opfylde de målsætninger, der ligger til grund for statutten. Selv om der ikke er en specifik for-

pligtelse for deltagerstaterne til selvstændigt at kriminalisere forbrydelser i statutten, er en af

forudsætningerne for samarbejdet med Straffedomstolen, at både Straffedomstolen og deltager-

staterne har jurisdiktion over forbrydelserne i statutten.

Den daværende regering fremsatte på den baggrund et lovforslag med de lovændringer, som

krævedes for, at Sverige kunne tiltræde aggressionsforbrydelen, samt en ny strafbestemmelse

om aggressionsforbrydelsen.

Regeringen fremhævede i den forbindelse de grunde, der var nævnt af udvalget, og bemærkede,

at der ikke i øvrigt var noget til hinder for ratifikation. Bestemmelsen om aggressionsforbry-

delsen blev indført i lov om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser,

som samtidig fik en ny titel – lov om straf for visse internationale forbrydelser (lag

(2014:406)

om straff för vissa internationella brott).

De relevante bestemmelser har følgende ordlyd:

”Aggressionsbrott

11 a §

För aggressionsbrott döms den som kan utöva kontroll eller styra över en stats po-

litiska eller militära handlande och som planerar, förbereder, inleder eller utför en

250

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

aggressionshandling som till sin karaktär, svårhetsgrad och omfattning, utgör en

uppenbar överträdelse av Förenta nationernas stadga.

Med aggressionshandling avses en stats användning av väpnat våld mot en annan

stats suveränitet, territoriella integritet eller politiska oberoende, eller på något an-

nat sätt som är oförenligt med Förenta nationernas stadga.

Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.

16 §

För försök, förberedelse eller stämpling till och underlåtenhet att avslöja eller för-

hindra folkmord, brott mot mänskligheten, aggressionsbrott och krigsförbrytelse

döms det till ansvar enligt 23 kap. brottsbalken. I fråga om aggressionsbrott kan

endast den som kan utöva kontroll eller styra över en stats politiska eller militära

handlande dömas till ansvar enligt första stycket. Det samma ska gälla för ansvar

enligt 23 kap. 4 § brottsbalken.

Domsrätt över aggressionsbrott

17 §

Svensk domstol är behörig att döma över aggressionsbrott som har begåtts utanför

Sverige eller försök, förberedelse eller stämpling till eller underlåtenhet att avslöja

eller förhindra sådant brott i de fall som avses i 2 kap. 3 § 1, 2 a och b och 4 brotts-

balken. Svensk domstol är också behörig att döma över aggressionsbrott om den

aggressionshandling som ligger till grund för brottet har begåtts av en stat gentemot

vilken de ändringar i Romstadgan för Internationella brottmålsdomstolen som har

skett genom resolution RC/Res.6 har trätt i kraft vid tiden för brottet.

Åtal för brott enligt första stycket får väckas endast efter förordnande av rege-

ringen.”

Modsat krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er der ikke universel jurisdik-

tion for aggressionsforbrydelsen i svensk ret. Ifølge § 17, 1. pkt., har de svenske domstole bl.a.

kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser, som er begået uden for Sverige.

De svenske domstole har kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser, såfremt den ag-

gressionshandling, som ligger til grund for forbrydelsen, begås af en stat, for hvilken ændrin-

gerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i Kampala-tillægget er trådt i kraft på tidspunktet for

forbrydelsen, jf. lovens § 17, 2. pkt.

4.7 Tyskland

Tyskland ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i juni 2013. I lovforslag

af 15. oktober 2012 angav den daværende forbundsregering, at tiltrædelsen af aggressionsfor-

brydelsen i statutten lukkede et væsentligt hul i den folkeretlige straffrihed.

Aggressionsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i tysk lov. Siden 2002 har Tyskland haft

en separat folkeretsstraffelov (Völkerstrafgesetzbuch), der regulerer folkedrab, forbrydelser

251

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

mod menneskeheden og krigsforbrydelser og siden 1. januar 2017 også aggressionsforbrydel-

sen.

Aggressionsforbrydelsen er reguleret i folkeretsstraffelovens § 13 (uofficiel oversættelse):

“Section

Crime of aggression

(1) Whoever wages a war of aggression or commits any other act of aggression

which, by its character, gravity and scale, constitutes a manifest violation of the

Charter of the United Nations shall be punished with imprisonment for life.

(2) Whoever plans, prepares or initiates a war of aggression or any other act of

aggression within the meaning of subsection (1) shall be punished with imprison-

ment for life or imprisonment for not less than ten years. The offence pursuant to

the first sentence shall be punishable only if

1. the war of aggression has been waged or the other act of aggression has been

committed or

2. it creates a danger of a war of aggression or any other act of aggression for the

Federal Republic of Germany.

(3) An act of aggression is the use of armed force by a State against the sovereignty,

territorial integrity or political independence of another State, or in any other man-

ner inconsistent with the Charter of the United Nations.

(4) Only persons in a position effectively to exercise control over or to direct the

political or military action of a State may be party to an offence pursuant to subsec-

tions (1) and (2).

(5) In less serious cases under subsection (2) the punishment shall consist of im-

prisonment of not less than five years.”

5. Udvalgets overvejelser om ratifikation af Kampala-tillægget

Til brug for tilvejebringelsen af et beslutningsgrundlag med henblik på eventuel ratifikation af

Kampala-tillægget om aggressionsforbrydelsen har udvalget gjort sig en række overvejelser,

der nærmere er beskrevet i det følgende.

5.1 Indledende og generelle overvejelser

Udvalget noterer sig indledningsvis, at skiftende danske regeringer har fremhævet Danmarks

væsentlige interesse i en stærk international retsorden.

Bekæmpelsen af straffrihed for de alvorligste internationale forbrydelser har kontinuerligt væ-

ret en central udenrigspolitisk målsætning for Danmark, og Straffedomstolen er en væsentlig

international institution med henblik på at opfylde denne målsætning.

Danmark var således engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998, ratificerede statutten

som et af de første lande i 2001 og har siden arbejdet aktivt for fremme af Straffedomstolens

målsætninger og for at øge antallet af deltagerstater. De samme hensyn, der gjorde sig gældende

252

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

for Danmarks ratifikation af statutten, bør i princippet også gøre sig gældende for ratifikation

af aggressionsforbrydelsen, som i givet fald vil udtrykke Danmarks fortsatte opbakning til

Straffedomstolen.

En dansk ratifikation vil endvidere bidrage til udviklingen af folkeretten i en retning, der ses at

være til gavn for Danmark. Udvalget fremhæver i den forbindelse, at ratifikation af aggressi-

onsforbrydelsen bidrager til Straffedomstolens mulighed for at håndhæve en grundlæggende

folkeretlig regel og forudsætning for staters fredelige sameksistens, det vil sige forbuddet mod

ulovlig magtanvendelse mellem stater.

En dansk ratifikation vil endelig sende et budskab til det internationale samfund om, at Dan-

mark vil afstå fra at begå aggression mod andre deltagerstater, samt at Danmark vil underlægge

sig muligheden for retlig prøvelse af egne handlinger ved Straffedomstolen.

Et sådant budskab vil i lyset af Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine på et kritisk tids-

punkt signalere den afgørende betydning, Danmark tillægger den internationale regelbaserede

orden og bekæmpelsen af straffrihed for de alvorligste internationale forbrydelser. Aktuelt ar-

bejder Danmark sammen med ligesindede lande for at sikre, at den russiske aggressionsforbry-

delse mod Ukraine kan blive strafforfulgt. En dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil

flugte hermed.

5.2 Betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af internationale

forbrydelser

Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse betydningen af

ratifikation for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af internationale forbrydelser.

Udvalget noterer sig i den forbindelse, at det både af civilsamfundsorganisationer og i den fol-

keretlige litteratur er anført, at deltagerstaters ratifikation af aggressionsforbrydelsen kan have

en forebyggende og ”afskrækkende” virkning (”deterrent effect”) i forhold til udførelsen af

aggressionsforbrydelser, bl.a. fordi en straffesag kan indledes mod den øverste ledelse i den

pågældende deltagerstat.

Idet Straffedomstolen alene har jurisdiktionskompetence til at behandle sager om aggressions-

forbrydelser mellem deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen, vurderer udval-

get, at den forebyggende og afskrækkende virkning for nuværende er moderat, men fremhæver,

at en sådan virkning øges med antallet af deltagerstater, der ratificerer aggressionsforbrydelsen.

253

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

I den forbindelse noterer udvalget sig, at 45 deltagerstater, heraf 21 EU-lande, har ratificeret

aggressionsforbrydelsen (juni 2024). De EU-lande, der endnu ikke har ratificeret, er Bulgarien,

Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn og Danmark. Udvalget noterer sig videre, at der

blandt de nordiske lande over en årrække har været en bevægelse i retning af ratifikation af

aggressionsforbrydelsen. Finland ratificerede aggressionsforbrydelsen i 2015, Island i 2016,

Sverige i 2022, og Norge overvejer på nuværende tidspunkt at ratificere aggressionsforbrydel-

sen.

En dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil medføre, at Straffedomstolens jurisdiktion

vokser til at omfatte 46 deltagerstater. Hvis Danmark også indfører en straffebestemmelse om

aggressionsforbrydelsen i dansk ret, vil Danmark være det 17. EU-land, der kriminaliserer ag-

gressionsforbrydelsen, hvilket bl.a. vil tjene til inspiration for andre landes kriminalisering af

aggressionsforbrydelsen.

Ligesom udvalget i forbindelse med udarbejdelsen af dette beslutningsgrundlag har taget bestik

af udviklingen med hensyn til deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen, vil

Danmarks beslutning tilsvarende kunne have betydning for deltagerstater, der endnu ikke har

ratificeret aggressionsforbrydelsen.

Udvalget noterer sig i den forbindelse, at flere af Danmarks allierede med en tilsvarende uden-

rigspolitisk profil, herunder Australien, Canada, Frankrig og Storbritannien, endnu ikke har ra-

tificeret aggressionsforbrydelsen. Af de faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd har Frankrig

og Storbritannien tiltrådt statutten, men ikke aggressionsforbrydelsen.

En dansk ratifikation vil derudover medføre et vist retligt værn mod andre deltagerstaters ud-

førelse af aggression mod Danmark. I medfør af statuttens artikel 15

bis

vil Danmark kunne

henvise en aggressionsforbrydelse begået af andre ratificerende deltagerstater mod Danmark til

efterforskning og retsforfølgning ved Straffedomstolen.

Danmark vil derudover kunne henvise en aggressionsforbrydelse begået af én ratificerende del-

tagerstat mod en anden ratificerende deltagerstat. Det bemærkes, at FN’s Sikkerhedsråd i med-

før af statuttens artikel 15

ter

også kan henvise en aggressionsforbrydelse begået af deltager-

stater, der ikke har ratificeret aggressionsforbrydelsen.

5.3 Konsekvenser for Danmark ved ratifikation

Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse konsekvenser ved

dansk ratifikation af ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen.

254

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget bemærker i den sammenhæng, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil

udvide Danmarks forpligtelser efter statutten til at samarbejde med Straffedomstolen med hen-

syn til efterforskning og retsforfølgning til også at omfatte aggressionsforbrydelsen.

Udvalget bemærker videre, at fastlæggelsen af rækkevidden af Straffedomstolens jurisdiktion

med hensyn til aggressionsforbrydelsen har betydning for den persongruppe, som samarbejdet

vil omfatte.

Udvalget noterer sig Straffedomstolens kompetence til i det konkrete tilfælde at træffe afgørelse

om rækkevidden af dens jurisdiktionskompetence i en given sag, men lægger til grund, at Straf-

fedomstolen vil henholde sig til den snævre jurisdiktionskompetence, som deltagerstaterne gen-

bekræftede med vedtagelsen af resolution ICC-ASP/16/Res.5 på deltagerstaternes forsamling i

2017 (se kapitel 2, afsnit 1.2 og 4.4.1). Straffedomstolen vil således ikke mod deltagerstaternes

beslutning som udtrykt i resolution ICC-ASP/16/Res.5 udvide den relevante persongruppe til

at omfatte mistænkte statsborgere fra alle deltagerstater, der har ratificeret statutten, men kun

de deltagerstater, der også har ratificeret aggressionsforbrydelsen.

Følgen af dansk ratifikation ventes på den baggrund at være, at Danmarks forpligtelser til at

samarbejde med Straffedomstolen alene vil angå statsborgere fra deltagerstater, der har ratifi-

ceret aggressionsforbrydelsen (45 deltagerstater pr. juni 2024).

Straffedomstolen vil således kun kunne udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbry-

delsen for handlinger foretaget blandt de ratificerende deltagerstater, eksempelvis hvis Dan-

mark foretager en omfattet aggressionshandling mod en af de øvrige 45 ratificerende deltager-

stater.

Hvis en omfattet handling begås mod en af de 79 deltagerstater, som endnu ikke har ratificeret

aggressionsforbrydelsen, vil Straffedomstolen ikke kunne efterforske, om en aggressionsfor-

brydelse er begået. Udvalget bemærker, at Straffedomstolen siden aktiveringen af dens juris-

diktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen i 2018 ikke har ført sager på dette område.

I forhold til udlevering af danske statsborgere bemærker udvalget, at i det tilfælde, hvor Straf-

fedomstolens anklager beslutter at indlede en efterforskning vedrørende en formodet aggressi-

onsforbrydelse, vil Straffedomstolens forundersøgelsesafdeling, det vil sige alle seks dommere

i afdelingen, først skulle godkende anklagerens anmodning om at indlede en efterforskning.

Hvis en dansk statsborger derefter udleveres til Straffedomstolen til retsforfølgning, og betin-

gelserne for at indlede retsforfølgning er opfyldt, vil præsidentskabet nedsætte et domskammer

255

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

bestående af 3 dommere med en formand, der vil skulle afgøre, om den pågældende person er

skyldig i en aggressionsforbrydelse.

Er aggressionsforbrydelsen imidlertid kriminaliseret i dansk ret, vil retsforfølgning henset til

komplementaritetsprincippet skulle ske ved danske domstole og alene ske ved Straffedomstolen

i tilfælde af Danmarks manglende vilje eller evne til at retsforfølge. Det bemærkes, at udvalget

anbefaler en kriminalisering af aggressionsforbrydelsen. Der henvises til kapitel 11, afsnit 6,

om udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en eventuel dansk ratifi-

kation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalisering.

Siden Danmarks ratifikation af statutten er ingen danske eller udenlandske statsborgere anmo-

det udleveret fra Danmark til retsforfølgning ved Straffedomstolen i forhold til statuttens øvrige

forbrydelser. I betragtning af Danmarks hidtidige samarbejde med Straffedomstolen anses

sandsynligheden for, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil føre til væsentligt

flere udleveringssager, i øvrigt for meget begrænset.

5.4 Afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i internationale

militære operationer

Udvalget skal forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt dansk ratifikation af aggressionsforbry-

delsen kan ventes at få betydning for fremtidig dansk deltagelse i internationale militære ope-

rationer. Det gælder spørgsmålet om, hvornår der kan være folkeretligt grundlag for dansk del-

tagelse i sådanne operationer, og om der – i lyset af Danmarks deltagelse i internationale ope-

rationer de seneste årtier – kan rejses spørgsmål om dansk overholdelse af aggressionsforbud-

det, og afledt heraf, overholdelse af det strafferetlige ansvar for aggressionsforbrydelsen.

Udvalget anerkender indledningsvis betydningen af, at Danmark fortsat kan bidrage til sikring

af international fred og sikkerhed og forebyggelse af konflikter og grove krænkelser af menne-

skerettighederne, samt at dette i visse tilfælde vil kunne indebære anvendelsen af militære magt-

midler.

Forudsætningen for den danske regerings bidrag til internationale militære operationer er, at

der er et folkeretligt grundlag for et dansk militært bidrag. I den forbindelse fremhæver udval-

get, at statuttens artikel 8

bis

om aggressionsforbrydelsen ikke modificerer staters forpligtelser

i henhold til FN-pagten og generelt retsgrundlaget for internationale militære operationer, men

kvalificerer den handling, der skal være begået, for at Straffedomstolen kan pålægge en person

et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse.

256

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Udvalget bemærker videre, at Danmark allerede deltager i statutten og således er forpligtet af

statuttens øvrige bestemmelser, navnlig vedrørende krigsforbrydelser, som, i tillæg til bl.a. Ge-

nève-konventionerne, i almindelighed forudsættes iagttaget i forbindelse med dansk militært

engagement.

Udvalget bemærker, at langt de fleste internationale militære operationer udføres på grundlag

af et FN-mandat, retten til selvforsvar eller efter udtrykkelig invitation fra territorialstaten, hvori

den militære operation udføres. Der kan ikke på sådanne folkeretlige grundlag umiddelbart

tænkes at rejse sig spørgsmål om en aggressionshandling.

Udvalget noterer sig, at Danmark i visse situationer har fortolket de folkeretlige magtanvendel-

sesregler forskelligt fra nogle andre stater. Danmark er således et af få lande, der har tilkende-

givet, at der i helt ekstraordinære tilfælde kan være folkeretligt grundlag for magtanvendelse

uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (hu-

manitær intervention).

187

Også med hensyn til spørgsmålet om udøvelse af selvforsvar mod ikke-statslige aktører, der

opererer fra en anden stats territorium, hvor denne stat ikke har evnen eller viljen til at imødegå

truslen, har det fra dansk side været vurderingen, at der under visse nærmere omstændigheder

kan være adgang til at imødegå væbnede angreb fra en sådan ikke-statslig aktør med brug af

væbnet magt uden samtykke fra territorialstaten.

188

Det kan dog ikke helt afvises, at fremtidig dansk deltagelse i internationale militære operationer,

der baserer sig på nævnte folkeretlige grundlag, efter omstændighederne fra nogle sider vil

kunne rejse spørgsmål om overtrædelse af statuttens artikel 8

bis.

Udvalget bemærker i den forbindelse, at der gælder nogle begrænsninger, som indsnævrer

Straffedomstolens udøvelse af jurisdiktion både tidsmæssigt og geografisk. For det første kan

Straffedomstolen generelt kun udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelser be-

gået

efter

den 17. juli 2018, og specifikt i forhold til de enkelte deltagerstater et år efter depo-

neringen af deres ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter, jf. statuttens artikel 121, stk. 5.

For det andet, som også anført ovenfor, kan Straffedomstolen kun udøve denne jurisdiktion i

situationer, som omfatter deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen – for inde-

værende 45 stater.

Se bl.a. Udenrigsministeriets notat af 30. august 2013 vedrørende ”Overordnede principielle overvejelser om

det folkeretlige grundlag for en evt. militæroperation i Syrien”, Udenrigsudvalget 2012-13, URU Alm. del Bilag

225.

188

Se bl.a. forslag til folketingsbeslutning B 8 af 10. november 2015 om udsendelse af et supplerende dansk mili-

tært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.

187

257

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det er derudover udvalgets opfattelse, at statuttens artikel 8

bis

tager sigte på klare aggressi-

onshandlinger som f.eks. Iraks invasion af Kuwait i 1990 og Ruslands invasion af Ukraine i

2022 og ikke magtanvendelse om hvis lovlighed, der ikke er enighed blandt alle stater. Udvalget

bemærker, at der gælder et tærskelkrav i bestemmelsen, hvorefter en handling efter sin ”karak-

ter, grovhed og omfang” skal udgøre en ”åbenbar” krænkelse af FN-pagten for at kvalificere

som en aggressionsforbrydelse.

Udvalget vurderer på den baggrund, at humanitær intervention ikke vil være omfattet af be-

stemmelsen, ligesom andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse i den folkeretlige gråzone

heller ikke vil være omfattet.

6. Udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en even-

tuel dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalise-

ring

6.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser m.v. ved ratifikation

6.1.1

Lov om Den Internationale Straffedomstol m.v.

Straffedomstolens statut blev som beskrevet i kapitel 2, afsnit 6, inkorporeret i dansk ret ved

lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Loven trådte i kraft den 1.

juli 2002, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 20. juni 2002. Statutten er optaget som bilag til loven og

gælder her i landet, jf. lovens § 1.

Det følger af lovens § 1, stk. 2, nr. 3, at udenrigsministeren kan bestemme, at ændringer af

statutten, som er vedtaget i medfør af statuttens artikel 121-123, skal gælde her i landet. Det

fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at hjemlen til at sætte ændringer af

statutten i kraft her i landet indebærer, at sådanne ændringer ikke kræver ændringer af loven,

og at den forudsætningsvis giver regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne

ændringer, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 519.

Ændringerne af statutten i 2010, hvorved aggressionsforbrydelsen blev defineret i artikel 8

bis,

og Straffedomstolens jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen blev fastlagt i artikel 15

bis

ter,

er vedtaget i overensstemmelse med proceduren for vedtagelse og ikrafttrædelse af æn-

dringer i statutten, der behandles på en såkaldt gennemgangskonference, jf. artikel 123, stk. 3,

og artikel 121, stk. 3 og 5. Ændringerne fremgår af resolution RC/Res. 6 af 11. juni 2010.

De ændringer af statutten, som fremgår af resolutionen, kan således gennemføres administrativt

i dansk ret ved, at udenrigsministeren udsteder en bekendtgørelse i medfør af § 1, stk. 2, nr. 3,

258

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

i lov om Den Internationale Straffedomstol. Ændringerne af statutten kan således gennemføres

i dansk ret uden lovændring.

Formålet med resolutionen om aggressionsforbrydelsen er at sætte Straffedomstolen i stand til

at strafforfølge aggressionsforbrydelser. En dansk ratifikation af ændringen af statutten vil in-

debære, at Danmarks forpligtelse til at samarbejde med Straffedomstolen også vil omfatte sager

om aggressionsforbrydelser.

En gennemførelse i dansk ret af ændringerne af statutten ved udstedelse af en bekendtgørelse

som beskrevet ovenfor vil samtidig give den nødvendige hjemmel til at samarbejde med Straf-

fedomstolen om sager om aggressionsforbrydelser. Lov om Den Internationale Straffedomstol

indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for, at danske myndigheder kan opfylde de for-

pligtelser til at samarbejde med domstolen, som følger af statutten. Det omfatter bl.a. lovens §

2 om udlevering til Straffedomstolen og § 3 om fuldbyrdelse af Straffedomstolens domme her

i landet. Udvidelsen af samarbejdsforpligtelserne til at omfatte sager om aggressionsforbrydel-

ser kræver således ikke lovændring.

Straffedomstolens beslutninger om udlevering medfører som udgangspunkt en ubetinget pligt

til at gennemføre domstolens beslutning om anholdelse og udlevering. Danske myndigheder

kan alene påse, om Straffedomstolens anmodning om anholdelse og/eller udlevering angår den

pågældende, således at der ikke er sket en personforveksling, samt om den pågældende er blevet

anholdt i overensstemmelse med gældende regler, og om den pågældendes rettigheder er blevet

respekteret, jf. statuttens artikel 59, stk. 2, sammenholdt med artikel 89, stk. 1, 2. pkt. Der er

således en snævrere mulighed for efterprøvelse af en udleveringsanmodning fra Straffedomsto-

len sammenlignet med udleveringslovens almindelige regler. Det skyldes bl.a., at der ikke er

de samme betænkeligheder om politisk misbrug ved overførelse til Straffedomstolen, som til-

fældet kan være ved udlevering af personer til andre stater, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg

A, side 502 f. Den snævre efterprøvelse af udleveringsanmodninger indebærer desuden, at der

ikke er et krav om dobbelt strafbarhed for at udlevere en person til Straffedomstolen. Det vil

sige, at det ikke er en forudsætning, at den pågældende handling er strafbar efter dansk ret, og

at der er dansk straffemyndighed.

Det bemærkes, at Straffedomstolens udstedelse af arrestordrer mod tredjelandes statsledere med

henblik på samarbejde om udlevering rejser særlige spørgsmål, navnlig med hensyn til udstræk-

ningen af deltagerstaters samarbejdsforpligtelser og statslederes immunitet. Der henvises til ka-

pitel 12.

259

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

6.1.2

Folketingets samtykke

Det følger af grundlovens § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., at kongen, det vil sige regeringen, handler

på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan regeringen dog

ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen

forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af

større betydning.

Det fremgår af forarbejderne til lov om Den Internationale Straffedomstol, jf. Folketingstidende

2000-01, tillæg A, side 483, at Folketinget med vedtagelsen af lovforslaget gav samtykke til, at

Danmark ratificerede Straffedomstolens statut. Som nævnt i afsnittet ovenfor fremgår det des-

uden af forarbejderne, at lovgiver lagde til grund, at hjemlen til at sætte ændringer af statutten

i kraft efter lovens § 1, stk. 2, også indebærer, at regeringen har fået bemyndigelse til at god-

kende og ratificere fremtidige ændringer af statutten, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A,

side 519.

Det kan på den baggrund lægges til grund, at der er indhentet et samtykke fra Folketinget efter

grundlovens § 19, stk. 1, til at ratificere tilføjelsen til statutten om aggressionsforbrydelsen.

Dette bør oplyses over for Folketinget, hvilket f.eks. vil kunne ske i forbindelse med fremsæt-

telse af det lovforslag, der indeholder udvalgets forslag.

6.1.3

Immunitet m.v. efter grundloven

De mulige ansvarssubjekter efter artikel 8

bis

om aggressionsforbrydelsen rejser spørgsmål om,

i hvilket omfang et folketingsmedlem eller en dansk minister, der samtidig er folketingsmed-

lem, har immunitet efter grundlovens § 57, og i hvilket omfang sager mod ministre vil skulle

anlægges ved Rigsretten, jf. grundlovens § 16 og § 60, stk. 1.

Det følger af grundlovens § 57, at intet medlem af Folketinget uden dettes samtykke kan tiltales

eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning.

Det følger af formålet med bestemmelsen i grundlovens § 57, 1. pkt., at den alene gælder for

personer, der på det konkrete tidspunkt er medlemmer af Folketinget. Det betyder samtidig, at

en person, der tidligere har været medlem af Folketinget, men som ikke længere er medlem, vil

kunne tiltales for handlinger begået, mens den pågældende var medlem. Ministre er i sig selv

ikke omfattet af beskyttelsen, men vil være omfattet, hvis ministeren samtidig er medlem af

Folketinget.

Beskyttelsen efter grundlovens § 57 gælder ved tiltalerejsning ved domstolene samt fængsling

af nogen art. Beskyttelsen omfatter dog ikke handlinger, hvor et folketingsmedlem er grebet på

260

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

fersk gerning, det vil sige under udførelsen af den strafbare handling eller i umiddelbar forlæn-

gelse heraf.

Tiltalerejsning eller fængsling over for et folketingsmedlem og fængsling af en minister, der

samtidig er medlem af Folketinget, i forbindelse med overtrædelser af artikel 8

bis

om aggres-

sionsforbrydelsen vil således forudsætte, at Folketinget samtykker heri, medmindre den pågæl-

dende er grebet på fersk gerning.

Det fremgår af grundlovens § 16, at ministrene af kongen eller Folketinget kan tiltales for deres

embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

Af grundlovens § 60, stk. 1, fremgår, at Rigsretten påkender de af kongen eller Folketinget mod

ministrene anlagte sager.

Retsforfølgning mod en dansk minister for en aggressionshandling begået som led i ministerens

embedsførelse forudsætter således, at Folketinget beslutter at rejse en sag ved Rigsretten, jf.

herved grundlovens § 16 og § 60, stk. 1, for brud på ministeransvarlighedslovens § 5. Retsfor-

følgning ved en national domstol er i overensstemmelse med, at Straffedomstolen i henhold til

statuttens artikel 17 og præambelbetragtning nr. 10 til statutten er komplementær i forhold til

national strafferetlig jurisdiktion.

Såfremt Folketinget i sådanne sager begået som led i ministerens embedsførelse ikke udnytter

sin kompetence til at rejse rigsretstiltale mod en dansk minister, vil Straffedomstolen i henhold

til komplementærprincippet kunne udøve jurisdiktion over en dansk minister for forbrydelser

omfattet af statutten.

6.2 Straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde et lovudkast, der indehol-

der forslag til bl.a. eventuelle lovændringer, som en dansk ratifikation af aggressionsforbrydel-

sen vil indebære. Udvalget har på den baggrund overvejet, om ratifikation af aggressionsfor-

brydelsen giver anledning til at indføre en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser, så

aggressionsforbrydelser vil kunne retsforfølges i Danmark (afsnit 6.2.1), og hvor en sådan straf-

febestemmelse i givet fald bør placeres (afsnit 6.2.2). Udvalget har desuden overvejet forbry-

delsens nærmere indhold og afgrænsning (afsnit 6.2.3). Udvalgets overvejelser om dansk straf-

femyndighed over aggressionsforbrydelser er behandlet i kapitel 13, afsnit 3.3.

6.2.1

Bør der indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser?

Dansk straffelovgivning indeholder som beskrevet i afsnit 3 ikke en straffebestemmelse om

aggressionsforbrydelser.

261

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Formålet med ændringen af statutten, der definerer aggressionsforbrydelsen, er at sætte Straf-

fedomstolen i stand til at retsforfølge aggressionsforbrydelser. Ændringen forpligter ikke rati-

ficerende stater til at foretage national retsforfølgning af aggressionsforbrydelser.

En dansk ratifikation indebærer således hverken en forpligtelse til at indføre en straffebestem-

melse om aggressionsforbrydelser i dansk ret eller til at retsforfølge aggressionsforbrydelser.

En ratifikation vil derimod forpligte Danmark til at samarbejde med Straffedomstolen, herunder

om udlevering af personer til domstolen i forbindelse med sager om aggressionsforbrydelsen.

Der kan imidlertid peges på flere argumenter, der taler for, at der i forbindelse med ratifikatio-

nen bør indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser i dansk ret.

Straffedomstolen har som nævnt komplementær jurisdiktionskompetence og kan derfor kun

retsforfølge en gerningsperson, hvis Danmark ikke har evnen eller viljen til effektivt at gen-

nemføre efterforskning eller retsforfølgning, jf. statuttens artikel 17.

Ved Danmarks ratifikation af statutten blev der som nævnt lagt afgørende vægt på, at dansk

lovgivning skulle give mulighed for at retsforfølge dansk personel ved nationale domstole for

forbrydelser omfattet af Straffedomstolens jurisdiktion, således at det ikke på grund af util-

strækkelig dansk lovgivning skulle blive nødvendigt at lade personer strafforfølge ved Straffe-

domstolen som følge af komplementaritetsprincippet. Dette blev begrundet med, at Danmark i

større omfang end tidligere havde sendt militært personel til udlandet med henblik på deltagelse

i fredsbevarende operationer i FN-regi m.v.

189

Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 1, om udvalgets generelle overvejelser, er udvalget på lig-

nende vis af den opfattelse, at danske borgere først og fremmest bør retsforfølges ved danske

domstole, herunder f.eks. en minister eller forsvarschef.

Hvis det skal sikres, at danske gerningspersoner ikke vil skulle udleves til Straffedomstolen

som følge af utilstrækkelige muligheder for at retsforfølge ved de danske domstole, bør der

således indføres en dansk straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen.

Det bemærkes i den forbindelse også, at aggressionsforbrydelsen har en anden karakter end de

øvrige forbrydelser i Straffedomstolens statut. Ansvarssubjektet i en sag om aggressionsforbry-

delsen vil typisk være statens øverste ledelse, idet Straffedomstolen efter artikel 8

bis,

stk. 1,

Lovforslag nr. L 20 af 4. oktober 2000 til lov om den Internationale Straffedomstol, jf. Folketingstidende 2000-

01, tillæg A, side 499.

189

262

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

har jurisdiktion til at retsforfølge aggressionsforbrydelser begået af personer, der er i stand til

at udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger. I en dansk

sammenhæng omfatter personkredsen eksempelvis statsministeren, udenrigsministeren og for-

svarsministeren samt de øverste militære ledere.

En dansk straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen vil desuden sikre, at sådanne hand-

linger begået mod Danmark vil kunne retsforfølges her i landet. Den aktuelle situation med

Ruslands aggressionshandling mod Ukraine understreger vigtigheden af at have en sådan nati-

onal bestemmelse, så der ikke opstår et straffrit rum for aggressionshandlinger, hvis de begås

mod Danmark.

Det taler endvidere for indførelse af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen i dansk

ret, at andre sammenlignelige lande som Finland, Sverige og Tyskland har indført en tilsvarende

bestemmelse som følge af deres ratifikation af ændringen af statutten om aggressionsforbrydel-

sen. Som nævnt ovenfor er der samlet 21 EU-medlemslande, der har ratificeret aggressionsfor-

brydelsen i statutten, hvoraf 16 lande har indført en national straffebestemmelse, mens fem

lande – Belgien, Irland, Italien, Slovakiet og Spanien – (endnu) ikke har indført en sådan be-

stemmelse.

190

Derudover vil indførelse af en bestemmelse om aggressionsforbrydelsen i dansk ret have stor

signalværdi, idet dansk straffelovgivning derved vil afspejle, at de alvorligste internationale

forbrydelser er så strafværdige, at de skal kunne retsforfølges i Danmark. Dette vil også stemme

bedst overens med de hensyn, der ligger bag forslaget om at indføre særskilte bestemmelser om

bl.a. krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, jf. udvalgets overvejelser herom i

kapitel 3 og kommissoriet for udvalgets arbejde.

Kriminalisering af aggressionsforbrydelsen i national lovgivning giver desuden mulighed for,

at Danmark kan bidrage til fortolkningen af forbrydelsen, idet Straffedomstolen endnu ikke har

haft en sag herom. I mangel af retspraksis m.v., der kan udgøre fortolkningsbidrag, vil Straffe-

domstolen i overensstemmelse med statuttens artikel 21, der omhandler domstolens retskilder,

skulle lægge vægt på bl.a. national lovgivning. Danmark vil på denne måde kunne have indfly-

delse på, hvordan Straffedomstolen i fremtiden vil fortolke aggressionsforbrydelsen i en even-

tuel sag.

Samlet set er det således udvalgets opfattelse, at der i forbindelse med en dansk ratifikation bør

indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser i dansk ret.

Eurojust (2023):

Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,

Genocide Network Observer States and Ukraine,

side 14.

190

263

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

6.2.2

Placering af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser

Det er udvalgets opfattelse, at en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser mest hen-

sigtsmæssigt kan placeres i det nye kapitel i straffeloven om forbrydelser mod menneskeheden,

krigsforbrydelser, folkedrab og tortur.

Aggressionsforbrydelsen angår statens ulovlige brug af væbnet magt (jus

ad bellum),

mens de

andre forbrydelser i Straffedomstolens statut omhandler de strafbare forbrydelser, der kan begås

i krig (jus

in bello),

samt folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, der også kan begås i

fredstid. Aggressionsforbrydelsen kan således i kontekst af en international væbnet konflikt

være forudsætningen for, at de andre forbrydelser finder sted. Det er på den baggrund udvalgets

opfattelse, at straffebestemmelsen om aggressionsforbrydelser bør placeres som den første be-

stemmelse i det nye kapitel i straffeloven.

6.2.3

Forbrydelsens indhold

Det er udvalgets grundlæggende opfattelse – og i overensstemmelse med udvalgets øvrige for-

slag til straffebestemmelser – at en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen som ud-

gangspunkt bør have det samme gerningsindhold som statuttens artikel 8

bis.

Den foreslåedes bestemmelse definerer i stk. 1, hvilke aggressionshandlinger som udgør en

aggressionsforbrydelse og dermed kan medføre et individuelt strafansvar, mens stk. 2 definerer

en aggressionshandling. Bestemmelsens stk. 3 fastlægger den personkreds, der kan ifalde straf-

ansvar efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for, at bestemmelsen kan anvendes, at der er dansk straffemyn-

dighed. Udvalgets overvejelser og forslag herom fremgår af kapitel 13, afsnit 3.3.

Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-

trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.

6.2.3.1

Bestemmelsens foreslåede ordlyd

Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for straffebestemmelsen om aggressions-

forbrydelser:

”§

118 b.

For aggressionsforbrydelse straffes den, som foretager en aggressions-

handling, der efter sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse

af FN-pagten.

264

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Stk. 2.

Ved en aggressionshandling forstås en stats brug af væbnet magt mod en

anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på

en måde som i øvrigt er i strid med FN-pagten.

Stk. 3.

Strafansvar for en aggressionsforbrydelse kan kun pålægges den, der kan

udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.”

Der henvises til den foreslåede § 118 b og bemærkningerne hertil i lovudkastet i kapitel 14.

6.2.3.2

Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens bestemmelse

Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i statuttens ordlyd, men er i et vist omfang

struktureret anderledes.

Det indebærer bl.a., at beskrivelsen af de mulige ansvarssubjekter er udskilt til et særskilt stykke

i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse adskiller sig desuden fra statuttens formulering ved, at ordene

”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse af en aggressionshandling” ikke er

medtaget i ordlyden, men i stedet omfattes af ordet ”foretager”. Denne løsning er foreslået for

at tydeliggøre, at en aggressionshandling skal være foretaget, for at en person kan ifalde et

strafferetligt ansvar. Den almindelige forsøgsregel i straffelovens § 21 finder derfor heller ikke

anvendelse.

Herudover foreslår udvalget, at den ikke-udtømmende opregning af handlinger, der udgør en

aggressionshandling, i statuttens artikel 8

bis,

stk. 2, indsættes i bemærkningerne til den fore-

slåede bestemmelse, idet dette vil harmonere bedre med dansk lovgivningstradition.

En overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet i FN-pagten indebærer ikke nødvendigvis, at der

samtidig er begået en aggressionsforbrydelse. Det er som nævnt udvalgets vurdering, at tær-

skelkravet i statuttens artikel 8

bis

om, at en handling efter sin ”karakter, grovhed og omfang”

skal udgøre en ”åbenbar” krænkelse af FN-pagten for at kvalificere som en aggressionsforbry-

delse, medfører, at danske bidrag til internationale militære operationer til bl.a. humanitær in-

tervention ikke vil være omfattet af bestemmelsen. På den baggrund bør det præciseres i for-

bindelse med den danske kriminalisering af aggressionsforbrydelsen, at den danske straffebe-

stemmelse ikke omfatter humanitær intervention. Udvalget foreslår, at det tilføjes i bemærk-

ningerne til bestemmelsen, at der ved udtrykket ”karakter” i det foreslåede § 118 b, stk. 1, for-

stås, at formålet med aggressionshandlingen skal være en åbenbar krænkelse af magtanvendel-

sesforbuddet, hvorved ”gråzone-handlinger” ikke omfattes af den foreslåede bestemmelses an-

vendelsesområde. Det betyder, at humanitær intervention ikke vil være omfattet af anvendel-

sesområdet.

265

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale forbry-

delser

1. Immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydelser

1.1 Indledning

De folkeretlige regler om immunitet kan begrænse udøvelsen af dansk straffemyndighed, jf.

straffelovens § 12, overfor udenlandske statsrepræsentanter.

191

Omfanget og betydningen af

disse immunitetsregler beskrives nærmere i dette kapitel.

Statsrepræsentanters immunitet ved andre staters domstole udspringer af et grundlæggende fol-

keretligt princip om staternes suveræne lighed (par

in parem non habet imperium):

Én suveræn

stat kan ikke tvinge en anden suveræn stat til at underlægge sig dens domstole.

192

Statsrepræ-

sentanter nyder immunitet ved andre staters domstole, fordi de personificerer den stat, de re-

præsenterer.

193

Men det er

staten

– og ikke repræsentanten – der reelt begunstiges af immunitet.

Det er således også staten, der kan give afkald på immunitet uanset statsrepræsentantens egen

påberåbelse af immunitet.

194

Folkeretten skelner traditionelt mellem to former for immunitet, der gælder for statsrepræsen-

tanter: personel immunitet (ratione

personae)

og funktionel immunitet (ratione

materiae).

195

Personel immunitet finder anvendelse på en snæver kreds af højtstående statsrepræsentanter (se

nærmere om den omfattede personkreds i afsnit 2.1 nedenfor) og knytter sig til repræsentantens

embede eller status.

196

Der gælder ingen undtagelser fra personel immunitet, men beskyttelsen

er midlertidig og ophører, når embedet fratrædes eller på anden måde ophører.

Funktionel immunitet finder anvendelse på en bred kreds af statsrepræsentanter og omfatter

repræsentantens officielle embedshandlinger. Funktionel immunitet varer ved efter embedets

ophør, men med visse undtagelser.

Af straffelovens § 12 fremgår, at ”Anvendelsen af §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagel-

ser.”

192

Henriksen, Anders (2021):

International Law.

Oxford University Press, 3. udgave, side 96.

193

Ibid.,

side 96.

194

Cryer, Robert; Robinson, Darryl; Vasiliev, Sergey (2019):

An Introduction to International Criminal Law and

Procedure.

Cambridge University Press, 4. udgave, side 508-509.

195

Cassese, Antonio et al. (2013):

International Criminal Law.

Oxford University Press, 3. udgave, side 265.

196

Akande, Dapo; Shah, Sangeeta (2010):

Immunities of State Officials, International Crimes, and Foreign Do-

mestic Courts

i »The

European Journal of International Law«.

Oxford University Press, vol. 21, side 819.

191

266

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

At en statsrepræsentant nyder strafferetlig immunitet ved andre staters domstole betyder ikke,

at personen er straffri. I

Arrest Warrant-sagen

udtalte ICJ, at immunitet fra strafferetlig juris-

diktion og individuelt strafansvar er to adskilte forhold.

197

Hvor jurisdiktionsmæssig immunitet

er processuel i sin karakter, er strafansvar også et materielt spørgsmål.

198

Jurisdiktionsmæssig

immunitet kan således udgøre en hindring for retsforfølgning i en bestemt periode eller for visse

overtrædelser, men det betyder ikke, at personen ikke er underlagt strafansvar og ikke kan straf-

forfølges under andre omstændigheder eller på et andet tidspunkt.

I forhold til de personelle immunitetsregler betyder det, at statsrepræsentanten retsforfølges i

dennes hjemstat; for det andet kan statsrepræsentanten retsforfølges i udlandet, hvis hjemstaten

giver afkald på immunitet; for det tredje kan statsrepræsentanten retsforfølges, når denne ikke

længere bestrider det omfattede embede, for handlinger foretaget før eller efter embedet samt

for

private

handlinger foretaget under embedet; endelig kan der retsforfølges ved visse interna-

tionale domstole, hvor sådanne domstole har jurisdiktion.

199

Der rejser sig særlige immunitetsspørgsmål i forhold til retsforfølgning af internationale for-

brydelser ved internationale domstole. Det gælder bl.a. ICC-deltagerstaternes forpligtelser over

for på den ene side Straffedomstolen og på den anden side tredjestater, der ikke deltager i Straf-

fedomstolen. Sådanne spørgsmål har været rejst i forhold til Straffedomstolens arrestordrer mod

Sudans tidligere præsident, Omar al Bashir, i 2009

200

og 2010

201

samt mod Ruslands siddende

præsident, Vladimir Putin, i 2023.

202

Statsrepræsentanters strafferetlige immunitet er et komplekst område, hvor sædvaneretten er

under udvikling. Der pågår ved FN’s Folkeretskommission (ILC)

203

et arbejde med udviklingen

af nye ”Draft

Articles on Immunity of State Officials from Foreign Criminal Jurisdiction”

(her-

efter ”draft articles”). FN’s medlemsstater har haft lejlighed til at kommentere udkastet. Arbej-

det har på nogle områder vist variationer i forståelsen af retstilstanden både blandt folkerets-

kommissionens medlemmer og blandt stater. Det er muligt, at kommissionens arbejde i sig selv

Den Internationale Domstol,

Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of

the Congo v. Belgium),

afgørelse af 14. februar 2002, pr. 60.

198

Ibid.,

pr. 60.

199

Ibid.,

pr. 61.

200

Straffedomstolen,

Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir

(ICC-02/05-01/09-3), afgørelse af 4. marts

2009

201

Straffedomstolen,

Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir

(ICC-02/05-01/09-3), afgørelse af 12. juli

2010

202

Straffedomstolens pressemeddelelse af 17. marts 2023: ”Situation in Ukraine: ICC judges issue arrest warrants

against Vladimir Vladimirovich Putin and Maria Alekseyevna Lvova-Belova”.

203

For en beskrivelse af FN’s Folkeretskommission (International Law Commission, “ILC”), henvises til kapitel

2, afsnit 1.1, fodnote 1.

197

267

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

vil føre til en øget ensartethed i opfattelsen hos stater og på sigt føre til en konvention om

statsrepræsentanters strafferetlige immunitet.

2. Immunitet og retsforfølgning ved nationale domstole

2.1 Personel immunitet

Personel immunitet betegnes ofte som ”absolut”, idet den omfattede personkreds nyder ubetin-

get strafferetlig immunitet mod retsforfølgning i udlandet, mens de bestrider embedet. Immu-

niteten omfatter ikke alene statsrepræsentantens officielle embedshandlinger,

204

men også pri-

vate handlinger, herunder handlinger begået før tiltrædelsen af embedet. Immuniteten gælder

også under private rejser.

Denne form for udstrakt immunitet finder anvendelse på en snæver personkreds, der normalt

begrænses til statsoverhoveder, regeringsledere (statsministre) og udenrigsministre, der samlet

betegnes som ”trojkaen”.

205

Medlemmer af trojkaen er tillige ukrænkelige. Ukrænkelighedsbegrebet indebærer en videre

beskyttelse mod enhver myndighedshandling i en fremmed stat, der kan forhindre den beskyt-

tede persons uforstyrrede embedsudførelse.

206

ICJ udtalte i

Arrest Warrant-sagen,

at særligt højtstående statsrepræsentanter såsom stats- og

regeringschefer og udenrigsministre nyder personel immunitet.

207

Denne åbne formulering har

givet anledning til diskussion om udstrækningen af personel immunitet til andre end trojkaen,

herunder navnlig andre ministre. Der er begrænset statspraksis-støtte for at udvide persongrup-

pen, men i et par tilfælde har britiske domstole fundet, at en israelsk forsvarsminister og en

kinesisk handelsminister nød personel immunitet.

208

Til støtte for en snævert afgrænset persongruppe anfører ICJ i

Arrest Warrant-sagen

dels hen-

synet til den væsentlige rolle, som medlemmerne af trojkaen indtager med hensyn til statens

internationale relationer, og dels den rejseaktivitet, der forbindes med de omfattede embeder.

209

For en gennemgang af officielle handlinger henvises til folkeretskommissionens kommentar til draft article

2(b), Report of the International Law Commission, Seventy-third session, dok. A/77/10, betragtning 21-35, side

207ff.

205

For en gennemgang af de enkelte statsrepræsentanter henvises til Kjeldgaard, Astrid (2005):

Statsrepræsentan-

ters immunitet.

Forlaget Thomson, 1. udgave, side 133ff.

206

Kjeldgaard, Astrid (2005):

Statsrepræsentanters immunitet.

Forlaget Thomson, 1. udgave, side 144.

207

Den Internationale Domstol,

Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of

the Congo v. Belgium),

afgørelse af 14. februar 2002, pr. 51.

208

Mofaz af 12. februar 2004, ILDC 97 (UK 2004), og Bo Xilai af 8. november 2005, ILDC 429 (UK 2005).

Desuden har nogle stater tilkendegivet en lignende, mere omfattende forståelse af den relevante persongruppe i

deres kommentarer til folkeretskommissionens draft articles.

209

Den Internationale Domstol,

Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of

the Congo v. Belgium),

afgørelse af 14. februar 2002, pr. 53.

204

268

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

ICJ fremhæver også de tre embeders for staten repræsentative karakter.

210

En udenrigsminister

er således central i forhold til sin egen stats relationer med andre stater, og denne indtager,

ligesom stats- og regeringschefer, en rolle gennem sit embede, som folkeretten anerkender som

repræsentativ for staten.

211

De ovenstående hensyn, som ICJ lægger til grund for udstrakt personel immunitet – og det

forhold, at andre ministre i øvrigt er beskyttet af bl.a. funktionel immunitet – taler for at af-

grænse den omfattede persongruppe snævert til trojkaen. Dette understøttes af, at folkeretskom-

missionen i draft articles også begrænser personel immunitet til trojkaen bl.a. under henvisning

til, at det er samme persongruppe (stats- og regeringsoverhoveder og udenrigsministre), der i

kraft af deres stilling og uden at behøve at fremlægge fuldmagt, kan indgå bindende forpligtel-

ser på statens vegne, jf. traktatretskonventionens artikel 7, stk. 2, litra a.

Endelig bemærkes det, at Danmark, sammen med de øvrige nordiske lande under behandlingen

af spørgsmålet om folkeretskommissionens forslag til udstrækningen af personkredsen i FN’s

Generalforsamlings 6. komité ligeledes har støttet en snæver læsning, der alene omfatter troj-

kaen.

212

Personel immunitet finder også anvendelse for så vidt angår internationale forbrydelser. Et sid-

dende medlem af trojkaen kan således under sin embedsperiode ikke anholdes eller retsforføl-

ges i anden stat, selv hvor der foreligger tungtvejende beviser f.eks. for folkedrab eller forbry-

delser mod menneskeheden. Nationale domstole har i en række sager om siddende statsover-

hoveder bekræftet denne retsstilling. I 2001 fandt den franske

Cour de Cassation de Paris,

den på tidspunktet siddende libyske statsleder, Muammar Gaddafi, nød immunitet mod straffe-

retlig retsforfølgning for terrorisme.

213

I 2004 fandt en britisk domstol, at den på det tidspunkt

siddende zimbabwiske statsleder Robert Mugabe nød personel immunitet mod retsforfølgning

for tortur.

214

I 2007 fandt en spansk domstol, at Fidel Castro som siddende cubansk statsleder

nød immunitet mod retsforfølgning for forbrydelser mod menneskeheden.

215

I november 2023

udstedte en fransk domstol dog en arrestordre mod Syriens siddende præsident, Bashar al-As-

sad, for hans rolle i brugen af kemiske våben mod den syriske civilbefolkning i 2013. En fransk

appeldomstol har vurderet gyldigheden af arrestordren henset til præsidentens absolutte

Den Internationale Domstol,

Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of

the Congo v. Belgium),

afgørelse af 14 februar 2002, pr. 53

211

Ibid.

212

Se Joint Nordic comments on the International Law Commission’s Draft articles on Immunity of State officials

from foreign criminal jurisdiction, 1. december 2023

213

Cour de Cassation de Paris (appeldomstolen) i sag nr. 1414, afgørelse af 13 marts 2001.

214

Bow Street Magistrate’s Court (Storbritanien), Re Mugabe, ILDC 96, afgørelse af 14 januar 2004.

215

National High Court (Spanien), plenary decision of the Criminal Chamber, Fidel Castro, afgørelse af 13. de-

cember 2007.

210

269

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

personelle immunitet. Den franske appeldomstol traf den 26. juni 2024 afgørelse om, at arrest-

ordren er gyldig.

216

2.2 Funktionel immunitet

I modsætning til personel immunitet omfatter funktionel immunitet kun officielle – og ikke

private – handlinger. En yderligere forskel er, at funktionel immunitet ikke ophører med em-

bedsperiodens udløb.

Personel og funktionel immunitet kan således sameksistere og overlappe. En højtstående stats-

repræsentant såsom en udenrigsminister kan f.eks. være beskyttet af både personel og funktio-

nel immunitet, mens denne bestrider embedet, og efter embedsophøret funktionel immunitet

for så vidt angår officielle embedshandlinger under embedet.

Der er en række eksempler i statspraksis på, at funktionel immunitet ikke har fundet anvendelse

på

internationale forbrydelser.

Pinochet-sagen

fra 1999 fandt britiske domstole, at Pinochet

som tidligere chilensk statsoverhoved ikke nød immunitet mod udlevering til Spanien med hen-

blik på retsforfølgning for tortur. Ligeledes har en række øvrige navnlig europæiske domstole,

herunder i Nederlandene, Belgien, Spanien, Italien, Schweiz, Frankrig og Tyskland, fundet, at

funktionel immunitet ikke var til hinder for nationale straffesager vedrørende internationale

forbrydelser.

217

Den tyske forbundsdag har i forlængelse af den tyske retspraksis i juni 2024

vedtaget, at funktionel immunitet ikke skal være til hinder for anvendelsen af den tyske folke-

retsstraffelov.

218

Tilsvarende eksempler findes fra Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Ju-

goslavien (ICTY).

219

Spørgsmålet om en mulig undtagelse fra funktionel immunitet for så vidt angår internationale

forbrydelser er omtvistet i folkeretskommissionen. Under sin behandling af udkastet til draft

articles måtte folkeretskommissionen, der ellers har en stærk tradition for konsensusbeslutnin-

ger, undtagelsesvis stemme om artikel 7, hvori det foreslås at undtage sager om folkedrab, for-

brydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, apartheid, tortur og tvangsforsvindinger fra

funktionel immunitet ved tredjestaters domstole. Et bredt flertal i folkeretskommissionen fandt,

Reuters: “France issues arrest warrant for Syria’s president Assad”, artikel af 15. november 2023. Le Monde:

“Paris court upholds validity of arrest warrant for Syrian President Bashar al-Assad”, artikel af 26. juni 2024.

217

Se f.eks. Tribunal pénal fédéral, Cour des plaints, afgørelse af 25. juli 2012, pr. 5.4.3, fsv. angår Schweiz: og

Bundesgerichtshof (3 StR 564/19), afgørelse af 28. januar 2021, pr. 11, 13, 23 og 35, fsv. angår Tyskland.

218

Den nye artikel 20 (2) i den tyske lov om domstolsordningen (“Gerichtsverfassungsgesetz“) har nu følgende

ordlyd: ”Funktionelle

Immunität hindert nicht die Erstreckung deutscher Gerichtsbarkeit auf die Verfolgung von

Verbrechen nach dem Völkerstrafgesetzbuch.”

219

Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),

Anklageren mod Tihomir Blaškić,

Appelkam-

meret, Dom vedrørende Republikken Kroatiens anmodning om revision af afgørelsen fra Retskammer II af 18.

juli 1997, 29. oktober 1997, pr. 41.

216

270

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

at der gælder en undtagelse for så vidt angår disse internationale forbrydelser.

220

Det bemærkes,

at folkeretskommissionen besluttede ikke at medtage aggressionsforbrydelsen i oplistningen af

undtagelser. Se nærmere om aggression nedenfor i afsnit 2.2.1.

Til støtte for at undtage internationale forbrydelser henviser folkeretskommissionen til sit man-

dat om ikke alene at kodificere gældende folkeret, men også at bistå med en progressiv udvik-

ling af folkeretten. Det fremhæves, at der i staters praksis er en mærkbar tendens i retning af at

betragte de nævnte forbrydelser som forbrydelser, der ikke omfattes af funktionel immunitet,

ligesom det understreges, at der er tale om forbrydelser, som i folkeretten er anerkendt som de

mest alvorlige for det internationale samfund.

221

Derudover blev det anført, at der er en række

traktat- og sædvaneretlige regler angående disse forbrydelsers forbud, herunder en forpligtelse

til at tage skridt til at forebygge og straffe forbrydelserne.

222

Omvendt fandt andre medlemmer af folkeretskommissionen, at kommissionen ikke skulle

fremstille sit arbejde som en mulig kodifikation af sædvaneretten, når national retspraksis m.v.

efter deres opfattelse ikke understøttede at undtage de nævnte forbrydelser i artikel 7.

223

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande i forbindelse med behandlingen af spørgs-

målet i FN’s 6. udvalg generelt udtrykt støtte til artikel 7 uden klart at have tilkendegivet, hvor-

vidt bestemmelsen afspejler gældende sædvaneret.

224

Der er formentlig tale om, at nogle elementer af artikel 7 er kodifikation af sædvaneretten, mens

andre elementer er progressiv udvikling af folkeretten. Den tyske Bundesgerichtshof fastslog i

en dom vedrørende krigsforbrydelser begået af en tidligere officer i den afghanske hær, at fol-

keretskommissionens igangværende arbejde ikke ændrer noget ved, at folkeretten muliggør, at

nationale domstole som minimum kan retsforfølge laverestående statsrepræsentanter uden at

overtræde immunitetsregler.

225

220

74.

221

Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 181.

222

Ibid.

223

Ibid.,

side 182.

224

Se f.eks. Statement by Sweden on behalf of the Nordic countries (Denmark, Finland, Iceland, Norway and

Sweden), Seventy-third Session Sixth Committee, Report of the International Law Commission on the work of its

70th session, 30 oktober 2018, jf. https://www.un.org/en/ga/sixth/73/pdfs/statements/ilc/nordic_3.pdf

225

Bundesgerichtshof (3 StR 564/19), afgørelse af 28. januar 2021, afsnit 35. (https://www.eurojust.europa.eu/si-

tes/default/files/assets/21.01.28._de_federal_court_decision.pdf)

Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 164, pr.

271

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

På det foreliggende grundlag ses der at være solide holdepunkter for at lægge til grund, at funk-

tionel immunitet ikke finder anvendelse på de i artikel 7 nævnte internationale forbrydelser.

226

2.2.1

Aggressionsforbrydelsen som undtagelse til funktionel immunitet

Der har været betydelig uenighed i folkeretskommissionen om, hvorvidt aggressionsforbrydel-

sen skulle medtages som en undtagelse til funktionel immunitet.

227

Fortalerne for at medtage aggressionsforbrydelsen har bl.a. anført, at der er tale om en af folke-

rettens alvorligste forbrydelser, og at kommissionen selv medtog aggressionsforbrydelsen i den

såkaldte ”Draft

Code of Crimes against the Peace and Security of Mankind”

fra 1996, samt at

forbrydelsen indgår i Straffedomstolens statut.

228

Desuden har et betydeligt antal stater inklu-

deret aggressionsforbrydelsen i deres nationale straffelovgivning.

229

Folkeretskommissionen begrundede bl.a. udeladelsen af aggressionsforbrydelsen med, at rets-

forfølgning af en statsrepræsentant for en aggressionsforbrydelse i en tredjestat forudsætter, at

domstolene i denne tredjestat fastlægger, om statsrepræsentantens hjemstat har begået en ag-

gressionshandling.

230

Det ville med andre ord være uforeneligt med princippet om staternes

suveræne lighed (par in parem non habet imperium). Kommissionen henviste derudover bl.a.

til den særlige politiske dimension af denne forbrydelse, idet der er tale om en ”lederskabsfor-

brydelse”.

231

Advisory Committee on Public International Law (”CAVV”), som er den folkeretlige rådgivningskomité for

den nederlandske regering, peger på, at en række menneskerettighedskonventioner, bl.a. torturkonventionen og

folkedrab konventionen, forpligter medlemsstaterne til at retsforfølge personer anklaget for at have begået disse

forbrydelser, hvis de befinder sig på statens territorium, uden nogen henvisning til de anklagedes eventuelle im-

munitet. De ser denne udvikling som et udtryk for et bredt anerkendt ønske om at retsforfølge internationale for-

brydelser. Se CAVV’s Advisory report no. 48 (2023) on the draft articles of the International Law Commission

on immunity of State Officials from foreign criminal jurisdiction, side 19.

227

Se f.eks. International Law Commission, Provisional summary record of the 3378th meeting, dok.

A/CN.4/SR.3378, (2017), side 13 ff.

228

Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 186, under

(18). I FN’s Folkeretskommissions Fifth Report on Immunity of State Officials, pr. 222, fremgår det – under

henvisning til den nævnte ”draft code of crimes” fra 1996 – at aggressionsforbrydelsen skal overlades til interna-

tionale domstole og tribunaler i betragtning af de politiske konsekvenser, som national retsforfølgning kunne have

for stabiliteten i forholdet mellem stater; at der er ganske få tilfælde af national straffelovgivning, der adresserer

denne forbrydelse; og endelig at der ikke synes at være tilfælde i staters praksis, hvor aggressionsforbrydelsen er

blevet karakteriseret som en begrænsning eller undtagelse fra udøvelsen af immunitet, hverken på lovgivende eller

dømmende niveau.

229

Ibid.,

under (18), side 186. Det kan overvejes hvorvidt hensynet til, at én stats myndigheder ikke stiller sig til

dommer over en anden stats handlinger mindskes i de tilfælde hvor FNs generalforsamling har fordømt en aggres-

sionshandling, som var tilfældet da 141 stater stemte for resolution ES-11/1, der fordømte den russiske aggression

i Ukraine som en overtrædelse af FN-pagtens artikel 2(4).

230

Ibid.,

under (18), side 186.

231

Ibid.,

side 186.

226

272

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

2.3 Diplomatiske agenters immunitet

En stats udsendte diplomater nyder immunitet over for retsforfølgning i modtagerstaten. Som

nævnt ovenfor i afsnit 1 er det et grundlæggende princip i folkeretten, at modtagerstaten ikke

kan udøve jurisdiktion over en anden stats officielle udsendinge, selv om udsendingene befinder

sig på modtagerstatens territorium.

232

Det er endvidere afgørende, at udsendte diplomater kan

udføre deres arbejde i fuld uafhængighed af modtagerstatens myndigheder.

De almindelig folkeretlige regler om diplomatisk immunitet er kodificeret i wienerkonventio-

nen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser. Ifølge konventionens artikel 31, stk. 1,

nyder diplomater immunitet i sager, der henhører under statens strafferetspleje. Immuniteten er

ikke begrænset til at vedrøre embedshandlinger.

Familiemedlemmer, der tilhører en diplomatisk repræsentants husstand, er omfattet af konven-

tionens regler om immunitet, såfremt de ikke er statsborgere i modtagerstaten. Ligeledes nyder

det administrative og tekniske personale immunitet. Det samme gør – for så vidt angår embeds-

handlinger – servicepersonale, eksempelvis chauffører, gartnere, rengøringspersonale m.v. For

de ansatte er det en forudsætning, at de er ansat af udsenderstaten og ikke direkte af ambassa-

døren.

233

Immuniteten i forhold til modtagerstaten eksisterer i den periode, personen er udsendt, med-

mindre udsenderstaten udtrykkeligt giver afkald herpå, jf. wienerkonventionens artikel 32, stk.

234

Bortset herfra ophører immuniteten, når personen ikke længere varetager det pågældende

hverv, idet diplomaten dog fortsat nyder immunitet i forhold til handlinger, der er udført som

led i varetagelsen af personens officielle arbejdsopgaver i modtagerstaten, jf. konventionens

artikel 39, stk. 2, 2. pkt. Det antages således, at diplomaten efter stillingens ophør kan drages

til ansvar for handlinger foretaget før eller under immunitetsperioden, hvis der ikke er tale om

embedshandlinger.

Konsuler (såvel udsendte som honorære) nyder også i et vist begrænset omfang immunitet, jf.

wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser.

235

Begge typer konsuler er

søgsmåls- og eksekutionsimmune for deres embedshandlinger, og udsendte konsuler er endvi-

dere i et vist omfang beskyttede mod anholdelse og retsforfølgning for private handlinger.

236

”Eksekutionsimmunitet” indebærer immunitet over for tvangshåndhævelsesskridt mod en per-

son eller den pågældende stats ejendom i opholdsstaten, og ”søgsmålsimmunitet” indebærer

Sørensen, Max (1971):

Folkeret.

Berlingske Forlag, 1. udgave, side 81-82.

Spiermann, Ole (2006):

Moderne folkeret.

Jurist- og Økonomiforbundet, 3. udgave, side 321.

234

Ibid.,

side 322.

235

Peter Germer (2004):

Indledning til folkeretten.

Jurist- og Økonomiforbundet, 3. udgave, side 30.

236

Ibid.,

side 31.

232

233

273

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

immunitet over for anlæggelse af retssager mod en person, for så vidt angår vedkommende

politiske embedshandlinger.

237

Diplomatiske agenter, der nyder personel immunitet, kan i et vist omfang sidestilles med troj-

kaen for så vidt angår retsforfølgning for internationale forbrydelser. De nyder i deres embeds-

periode absolut immunitet i den stat, hvortil de er akkrediteret. For så vidt angår diplomatisk

personel, der nyder funktionel immunitet, herunder diplomatiske agenter efter deres embedspe-

riode i værtslandet, må det antages, at de formodede undtagelser til funktionel immunitet for så

vidt angår visse internationale forbrydelser også finder anvendelse på diplomatisk personel.

3. Immunitet og retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol

Spørgsmål om statsrepræsentanters immunitet ved Straffedomstolen opstår overordnet i to sam-

menhænge. For det første i forholdet mellem på den ene side Straffedomstolen og på den anden

side den anklagede person og dennes hjemstat (det vertikale forhold, jf. nedenfor). Her opstår

spørgsmålet, om statsrepræsentanten eller dennes stat kan påberåbe sig immunitet ved Straffe-

domstolen.

For det andet opstår spørgsmålet i forholdet mellem på den ene side den stat, som Straffedom-

stolen anmoder om at gennemføre en anholdelse eller overførelse, og på den anden side den

tiltalte persons hjemstat (det horisontale forhold, jf. nedenfor). Her angår spørgsmålet det mu-

lige sammenstød mellem ICC-samarbejdsforpligtelsen i forhold til anholdelse og overførelse

og de folkeretlige forpligtelser i forhold til immunitet, som denne stat har over for tredjestaten

og dennes repræsentant.

Statutten indeholder to bestemmelser af særlig relevans for disse spørgsmål: artikel 27 og artikel

98.

Med hensyn til det vertikale forhold fremgår det af statuttens artikel 27, stk. 1, at alle fysiske

personer kan straffes uanset deres officielle stilling, herunder som statsledere, regeringsmed-

lemmer m.v. Det følger videre af bestemmelsens stk. 2, at immuniteter eller særlige procedure-

regler, som måtte være tilknyttet en persons officielle stilling eller hverv, ikke udelukker dom-

stolen fra at udøve jurisdiktion.

En deltagerstat giver således ved ratifikation eller anden tiltrædelse af statutten afkald på im-

munitet med hensyn til retsforfølgning af dens repræsentanter ved Straffedomstolen.

237

Harhoff, Frederik; Daniel, Bugge T. (red.) (2023):

Folkeret.

Hans Reitzels Forlag, 2. udgave, side 312.

274

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Med hensyn til det horisontale forhold bemærkes det først, at deltagerstater i medfør af bl.a.

artikel 86 forpligter sig til at samarbejde fuldt ud med Straffedomstolen i dens efterforskning

og retsforfølgning af forbrydelser under dens jurisdiktion. Samarbejdet indebærer bl.a. pligt til

at anholde eller overføre personer til domstolen.

Det fremgår imidlertid af artikel 98, stk. 1, at Straffedomstolen ikke kan pålægge en deltagerstat

at overføre en person eller yde bistand i strid med den anmodede stats forpligtelser over for en

tredje stat vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet, medmindre den pågældende tredjestat

har givet afkald på immuniteten.

Staten vil være forpligtet til at imødekomme en samarbejdsanmodning om statens egen repræ-

sentant, jf. statuttens artikel 27.

Ved Straffedomstolens anmodning til en deltagerstat om samarbejde i forhold til en anden del-

tagerstats statsrepræsentant med hensyn til retsforfølgning ved Straffedomstolen vil disse to

deltagerstaters immuniteter være ophævet, jf. statuttens artikel 27, stk. 2, og artikel 98, stk. 1.

238

Her har begge deltagerstater givet afkald på immuniteter, da de ratificerede statutten og forplig-

tede sig til samarbejde med Straffedomstolen.

239

Ophævelsen af immunitet vil alene være i

relation til samarbejdet med Straffedomstolen, hvorimod immunitet i forholdet mellem stater

ikke vil være ophævet, og national retsforfølgning vil dermed være udelukket i sådanne tilfælde.

I forhold til Straffedomstolens anmodning om samarbejde vedrørende repræsentanten for en

tredjestat, der ikke deltager i Straffedomstolen, kan der tænkes flere situationer, hvor immunitet

ikke vil forhindre samarbejde: 1) hvis en tredje stat giver afkald på immunitet, 2) hvis statsre-

præsentanten ikke længere bestrider det embede, der medfører personel immunitet, og 3) hvis

Sikkerhedsrådet har henvist en situation til Straffedomstolen på grundlag af FN-pagtens kapitel

VII, hvor Sikkerhedsrådet kan siges at have hævet immuniteten for tredjestaten.

240

Sidstnævnte

tilfælde har givet anledning til diskussion. Se afsnittet nedenfor.

3.1 Sikkerhedsrådets henvisninger og Den Internationale Straffedomstol

Sikkerhedsrådets beslutning om henvisning af en situation til Straffedomstolen med hjemmel i

FN-pagtens kapitel VII – og pålæg til stater om fuldt ud at samarbejde – rejser spørgsmålet, om

Sikkerhedsrådet hermed kan siges at have hævet en statsleders immunitet. Arrestordrerne mod

Sudans tidligere præsident, Omar al-Bashir i 2009, er et eksempel på dette. Straffedomstolens

forundersøgelseskamre har i denne sag flere gange fastslået, at al-Bashir ikke nyder

Cryer, Robert; Robinson, Darryl; Vasiliev, Sergey (2019):

An Introduction to International Criminal Law and

Procedure.

Cambridge University Press, 4. udgave, side 523.

239

Ibid.

240

Ibid.,

side 523-524.

238

275

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

immunitet.

241

Samme resultat er Straffedomstolen nået til i senere sager om Sydafrikas og Jor-

dans samarbejdsforpligtelser.

242

Straffedomstolens arrestordre af 17. marts 2023 mod Putin er ikke offentligt tilgængelig. Til

forskel fra situationen vedrørende al-Bashir er situationen i Ukraine ikke henvist til Straffedom-

stolen af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen har jurisdiktion i sagen på baggrund af Ukrai-

nes erklæring i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3, samt henvisningen fra 43 stater, herunder

Danmark, i 2022 som beskrevet i kapitel 2.

Se f.eks. Straffedomstolen,

Anklageren mod Bashir,

decision on arrest warrant (2009), Straffedomstolen,

An-

klageren mod Bashir,

Malawi/Chad (2011), Straffedomstolen,

Anklageren mod Bashir,

Congo (2014).

242

Se Decision following the Prosecutor’s request for an order further clarifying that the Republic of South Africa

is under the obligation to immediately arrest and surrender Omar Al Bashir, ICC-02/05-01/09, 13 June 2015, og

Decision under article 87(7) of the Rome Statute on the non-compliance by Jordan with the request by the Court

for the arrest and surrender or Omar Al-Bashir, ICC-02/05-01/09, 11 December 2017.

241

276

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Dansk straffemyndighed

1. Folkeretlige rammer for straffemyndighed

Det folkeretlige udgangspunkt for staters udøvelse af strafferetlig jurisdiktion er det såkaldte

territorialprincip. Territorialprincippet bygger på det grundlæggende princip om staternes su-

verænitet, hvorefter enhver stat er kompetent til at udøve myndighed til bl.a. at retsforfølge

handlinger, der har fundet sted på statens territorium.

I visse tilfælde kan staten retsforfølge strafbelagte handlinger begået uden for statens territo-

rium, hvis handlingen har haft virkninger på statens territorium (virkningsprincippet).

Derudover kan staten retsforfølge handlinger, når gerningspersonen eller den forurettede er

statsborger i staten eller har bopæl eller lignende fast ophold i staten (henholdsvis det aktive og

passive personalprincip), eller hvor forbrydelsen krænker visse særligt beskyttelsesværdige

statslige interesser, eksempelvis statens sikkerhed, spionage, falskmøntneri, anslag mod rege-

ringen eller kongehuset m.v. (beskyttelsesprincippet).

243

Universalprincippet angår tilfælde, hvor en stat tiltager sig kompetence til at retsforfølge per-

soner, hvor det strafbare forhold blev begået udenfor den pågældende stats territorium, og uden

hensyn til, om personen er statsborger eller har fast bopæl i denne stat. Universalprincippet

baserer sig på den betragtning, at visse forbrydelser er af en sådan alvor og dermed rettet mod

det internationale samfund som helhed, hvorfor en sådan forbrydelse falder under enhver stats

straffemyndighed.

Universel jurisdiktion er direkte hjemlet i en række konventioner, herunder som nævnt Genève-

konventionerne vedrørende krigsforbrydelser og FN’s torturkonvention, mens det folkeretlige

grundlag i visse tilfælde alene kan findes i den folkeretlige sædvaneret, eksempelvis for folke-

drab og forbrydelser mod menneskeheden. Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod men-

neskeheden, kapitel 5 om krigsforbrydelser, kapitel 6 om folkedrab og kapitel 10 om tortur.

I andre tilfælde har universel jurisdiktion et mindre solidt grundlag i folkeretten. Det gælder for

bl.a. aggressionsforbrydelsen. Spørgsmålet har fået øget fokus i forbindelse med den russiske

aggression i Ukraine i 2022 og overvejelser om nedsættelse af et tribunal til pådømmelse af

243

Harhoff, Frederik; Daniel, Bugge T. (red.) (2023):

Folkeret.

Hans Reitzels Forlag, 2. udgave, side 294-295.

277

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

dette forhold. Der er alene et relativt begrænset antal lande, der i deres nationale straffelovgiv-

ning har universel jurisdiktion for aggressionsforbrydelsen.

244

Fastlæggelsen af det præcise indhold af retstilstanden vanskeliggøres, idet der – så vidt ses –

selv for lande, der har en sådan universel jurisdiktion, ikke er retspraksis om aggressionsfor-

brydelsen.

245

Praksis hæmmes også af de deraf følgende immunitetsspørgsmål, der rejser sig

ved retsforfølgning af et andet lands politiske og militære ledere, jf. kapitel 12 om immunitet.’

2. Regler om dansk straffemyndighed i straffelovgivningen

Retsforfølgning ved danske domstole for en forbrydelse begået i Danmark følger territorial-

princippet om, at der er dansk straffemyndighed over en forbrydelse begået på dansk territo-

rium, jf. straffelovens § 6.

Retsforfølgning ved danske domstole for en forbrydelse begået i udlandet forudsætter, at den

pågældende materielle straffebestemmelse har såkaldt ekstraterritorial gyldighed i dansk ret, og

at der er etableret dansk straffemyndighed.

Spørgsmålet om en dansk straffebestemmelse har eksterritorial gyldighed må afgøres ved for-

tolkning af den konkrete bestemmelse, herunder ved fortolkning af ordlyd og forarbejder. Ek-

sempelvis kan det fremgå direkte af det pågældende lovgrundlag, som det er tilfældet i militær

straffelov.

246

Som hovedregel antages bestemmelserne i straffelovens specielle del at have eksterritorial gyl-

dighed, jf. herved betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, afsnit 5.4 om danske

straffebestemmelsers gyldighedsområde. Dette indebærer, at overtrædelser af bestemmelser i

straffeloven som udgangspunkt kan retsforfølges i Danmark, uanset hvor i verden overtrædel-

sen har fundet sted. Således har straffelovens bestemmelser om eksempelvis drab, vold, røveri

m.v. (individualkrænkelser) en sådan universel gyldighed. I modsætning hertil antages det, at

straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed som ud-

gangspunkt kun beskytter danske interesser, herunder §§ 98 eller 99 om magtanvendelse mod

Danmark eller krænkelse af den danske stats bestemmelsesfrihed m.v.

Eurojust (2023):

Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,

Genocide Network Observer States and Ukraine.

245

Netherlands Advisory Committee on Issues of Public International Law, “Challenges in prosecuting the crime

of aggression: jurisdiction and immunities”, Advisory report no. 40, 12 September 2022

246

Se herom navnlig Vagn Greve i TfK 2010.502:

Straffebestemmelsers interlegale gyldighed,

samt betænkning

nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, side 81 ff.

244

278

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffelovens §§ 6-12 indeholder de almindelige regler om dansk straffemyndighed over straf-

bare handlinger efter straffeloven. Der er grundlæggende tale om kompetenceregler, der fast-

lægger, hvornår der er dansk straffemyndighed for et givent strafbart forhold, og dermed hvor-

når danske domstole er kompetente til at behandle en given straffesag. Bestemmelserne finder

ligeledes anvendelse på overtrædelser af særlovgivningen, jf. straffelovens § 2. Der findes des-

uden særlige regler om dansk straffemyndighed i særlovgivningen, herunder eksempelvis FN-

sanktionslovens § 1, stk. 3, og militær straffelovs § 5.

De danske regler om dansk straffemyndighed blev gennemgående ændret ved lov nr. 490 af 17.

juni 2008, som byggede på Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488/2007

om dansk straffemyndighed.

Nedenfor gennemgås i en dansk strafferetlig sammenhæng territorial- og virkningsprincippet

(afsnit 2.1), det aktive personalprincip (afsnit 2.2), det passive personalprincip (afsnit 2.3), be-

skyttelses- og universalprincippet (afsnit 2.4), militær straffelovs gyldighedsområde og regler

om straffemyndighed (afsnit 2.5) og folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed (af-

snit 2.6).

2.1 Territorial- og virkningsprincippet

Det følger af straffelovens § 6, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foreta-

ges i den danske stat, herunder også Færøerne og Grønland, jf. nr. 1, på dansk fartøj, som be-

finder sig inden for et fremmed myndighedsområde, af en person, der hører til fartøjet eller som

rejsende følger med dette, jf. nr. 2, eller på dansk fartøj, som befinder sig uden for et myn-

dighedsområde, jf. nr. 3. Bestemmelsen fastlægger dansk straffemyndighed efter territorialprin-

cippet, som generelt set er udgangspunktet for dansk straffemyndighed.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ”dansk fartøj” omfatter både skibe og luftfar-

tøjer. ”Inden for et fremmed myndighedsområde” omfatter handlinger foretaget inden for en

fremmed stats territorium, herunder dens sø- og luftterritorium. Begrebet ”uden for et myn-

dighedsområde” omfatter handlinger foretaget på åbent hav eller i internationalt luftrum samt

handlinger foretaget inden for landområder, som ikke er undergivet nogen stats højhedsret.

Dansk straffemyndighed efter § 6, nr. 2, omfatter alene handlinger foretaget af personer, der

hører til fartøjet eller som rejsende følger med det, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling),

tillæg A, side 583.

En strafbar handling, der er foretaget i udlandet, kan være undergivet dansk straffemyndighed,

hvis den har haft virkning her i landet efter virkningsprincippet. Lokalisering af en strafbar

handling har betydning for afgørelsen af, om retsforfølgning her i landet skal ske på grundlag

279

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

af § 6 om handlinger foretaget i den danske stat eller på grundlag af §§ 7-8 b om handlinger

foretaget uden for den danske stat.

Det følger af straffelovens § 9, at handlinger anses for foretaget på det sted, hvor gerningsper-

sonen befandt sig ved handlingens foretagelse. For så vidt angår juridiske personer anses hand-

linger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person,

er foretaget. Det følger desuden af stk. 2, at hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller

påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses handlingen tillige for foretaget, hvor virknin-

gen er indtrådt, eller hvor gerningsperson har forsæt til, at virkningen skulle indtræde. Forsøgs-

og medvirkenshandlinger anses for foretaget i den danske stat, hvis gerningspersonen befandt

sig her i landet ved handlingens foretagelse, uanset om lovovertrædelsen fuldbyrdes eller til-

sigtes fuldbyrdet uden for den danske stat, jf. stk. 3. Det følger endvidere af stk. 4, at når en del

af en lovovertrædelse er begået i den danske stat, anses lovovertrædelsen i sin helhed for at

være begået her i landet.

2.2 Det aktive personalprincip

En strafbar handling, der hverken er begået eller har virkning på dansk territorium, men der-

imod er begået i udlandet, kan være omfattet af dansk straffemyndighed efter det såkaldte aktive

personalprincip, hvis handlingen er foretaget af en person, der har tilknytning til Danmark i

form af dansk indfødsret, dansk bopæl eller lignende fast ophold her i landet. Der er som ud-

gangspunkt et krav om dobbelt strafbarhed efter det aktive personalprincip, hvilket indebærer,

at handlingen både skal være strafbar efter gerningsstedets lov og efter dansk lov.

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,

som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet. Bestemmelsen

finder tilsvarende anvendelse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på tids-

punktet for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som

opholder sig her i landet, jf. § 7, stk. 3. Det følger desuden af straffelovens § 7 b, at når dansk

straffemyndighed over for en juridisk person er betinget af dobbelt strafbarhed, omfatter det

ikke et krav om, at lovgivningen på gerningsstedet hjemler strafansvar for en juridisk person.

Det følger endvidere af straffelovens § 10, stk. 2, at når dansk straffemyndighed er betinget af

dobbelt strafbarhed, kan der ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på

gerningsstedet.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket ”lignende fast ophold her i landet”

omfatter personer, der uden at have en egentlig bopæl her i landet befinder sig i Danmark på et

280

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

længerevarende ophold eller med henblik på et længerevarende ophold, hvilket efter omstæn-

dighederne kan omfatte bl.a. personer, der opholder sig her i landet i forbindelse med behand-

ling af deres ansøgning om (humanitær) opholdstilladelse, eller personer på tålt ophold. Turister

og andre personer, der alene opholder sig kortvarigt her i landet, er ikke omfattet, jf. Folke-

tingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 583. Tilknytningen til Danmark skal foreligge

på sigtelsestidspunktet.

I Højesterets kendelse af 26. april 2012 i sag 2/2012 (gengivet i U.2012.2399HK) fastslog Hø-

jesteret med henvisning til straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, at der var dansk straffemyndighed for

overtrædelse af folkedrabsloven, jf. lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab, for

handlinger begået i Rwanda i 1994 af en person, der var bosiddende i Danmark.

Som en undtagelse til kravet om dobbelt strafbarhed følger det af straffelovens § 7, stk. 1, nr.

2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myn-

dighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den

danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis gerningspersonen også på gernings-

tidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse

af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på

gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. litra b. Tilknytningen til Dan-

mark skal således efter § 7, stk. 1, nr. 2, ikke kun foreligge på sigtelsestidspunktet, men også

på gerningstidspunktet.

Det følger desuden af straffelovens § 7, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører endvidere

handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende

art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder. Bestemmelsen finder tilsvarende anven-

delse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på tidspunktet for sigtelsen har

indfødsret eller er bosat i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet,

jf. § 7, stk. 3.

2.3 Det passive personalprincip

Strafbare handlinger rettet mod personer med dansk tilknytning kan være omfattet af straffelo-

vens § 7 a, der hjemler dansk straffemyndighed efter det såkaldte passive personalprincip.

Det følger af straffelovens § 7 a, stk. 1, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som

foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på ger-

ningstidspunktet har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold

her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt

281

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. Dansk straf-

femyndighed efter stk. 1 er betinget af, at handlingen omfatter en af følgende fem forbrydelser:

Forsætligt drab, grov vold, frihedsberøvelse eller røveri, en almenfarlig forbrydelse, en seksu-

alforbrydelse eller incest eller kvindelig omskæring, jf. stk. 2. Kravet om dobbelt strafbarhed

indebærer i relation til dansk straffemyndighed over for en juridisk person ikke, at der er et krav

om, at lovgivningen på gerningsstedet skal hjemle strafansvar for juridiske personer, jf. § 7 b.

Det følger desuden af straffelovens § 10, stk. 2, at når dansk straffemyndighed er betinget af

dobbelt strafbarhed, kan der ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på

gerningsstedet.

Det følger af straffelovens § 7 a, stk. 3, at under dansk straffemyndighed hører endvidere hand-

linger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på ger-

ningstidspunktet har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet (danske statsborgere og per-

soner, der er bosat eller har lignende fast ophold i Danmark), hvis handlinger af den pågældende

art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

Offerets tilknytning skal efter § 7 a således foreligge på gerningstidspunktet. Bestemmelsen

tager ifølge forarbejderne særligt sigte på de tilfælde, hvor offeret har dansk tilknytning, men

gerningspersonen ikke har denne tilknytning, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg

A, side 585.

2.4 Beskyttelses- og universalprincippet

2.4.1

Straffelovens § 8

Handlinger begået i udlandet, som krænker særlige danske interesser, er omfattet af dansk straf-

femyndighed efter beskyttelsesprincippet, som kommer til udtryk i straffelovens § 8, nr. 1-4.

Det følger således af straffelovens § 8, at under dansk straffemyndighed hører bl.a. handlinger,

som foretages uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme,

når handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige

myndigheder eller en embedspligt mod staten, jf. nr. 1, handlingen krænker interesser, hvis

retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne, jf. nr. 2, og når

handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningspersonen at iagttage i

udlandet, jf. nr. 3. Endvidere er der dansk straffemyndighed efter § 8, nr. 4, når handlingen

krænker en tjenestepligt, som påhviler gerningspersonen over for dansk fartøj.

Det følger af forarbejderne til § 8, nr. 1, at bestemmelsen tager sigte på de meget alvorlige

forbrydelser mod staten, der er omfattet af straffelovens kapitel 12-14 og 16, og overtrædelser,

282

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

der naturligt kan sidestilles hermed, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side

586.

Straffelovens § 8, nr. 5 og 6, kan siges at være udtryk for universalprincippet. Begrebet univer-

sel straffemyndighed henviser ifølge den almindelige strafferetlige forståelse af begrebet til til-

fælde, hvor der er straffemyndighed uden krav om tilknytning til Danmark i forhold til ger-

ningssted, gerningsperson eller offer. Det vil imidlertid være en forudsætning for dansk straf-

femyndighed, at gerningspersonen opholder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet. Der er såle-

des ikke universel straffemyndighed i videste forstand i dansk ret, hvor en gerningsperson kan

retsforfølges for en forbrydelse begået uden for Danmark, uden tilknytning til Danmark og uden

at opholde sig i Danmark (universel straffemyndighed in absentia).

Det følger således af straffelovens § 8, nr. 5, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,

som foretages uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme,

når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forplig-

tet til at have straffemyndighed. Der er endvidere straffemyndighed efter samme betingelser

efter nr. 6, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for

så vidt den er foretaget inden for et fremmed myndighedsområde, er strafbar efter lovgivningen

på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), og handlingen efter dansk lovgivning kan medføre straf

af fængsel i mindst 1 år (princippet om aut dedere, aut judicare).

For straffelovens § 8, nr. 6, hvor dansk straffemyndighed er betinget af dobbelt strafbarhed,

gælder, at der ikke kan idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på gerningsste-

det, jf. straffelovens § 10, stk. 2.

Det følger af forarbejderne til straffelovens § 8, nr. 5, at ved udtrykket ”forpligtet til at have

straffemyndighed” er det afgørende, om en traktat eller konvention m.v. forpligter Danmark til

at have straffemyndighed, men det kræves ikke herudover, at Danmark er forpligtet til at fore-

tage retsforfølgning, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 587. Udtrykket

”omfattet af en international bestemmelse” indebærer, at forpligtelsen til at have straffemyn-

dighed enten kan følge direkte af en konventionsbestemmelse m.v. eller af en bestemmelse i et

internationalt retsinstrument, der er udstedt på grundlag af en sådan konventionsbestemmelse

m.v. Det kan f.eks. være en international forpligtelse fastsat i en bindende resolution vedtaget

af FN’s Sikkerhedsråd eller i en rammeafgørelse vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union.

Genève-konventionerne og tillægsprotokol I indeholder en forpligtelse til at eftersøge og rets-

forfølge personer, som formodes at have begået grove overtrædelser af den humanitære folke-

ret, uden hensyn til gerningsstedet eller den formodede gerningspersons nationalitet. Der vil

283

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

således være dansk straffemyndighed over sådanne krigsforbrydelser efter straffelovens § 8, nr.

5. Derimod er Danmark ikke forpligtet til at have straffemyndighed over de krigsforbrydelser,

som udgør en krigsforbrydelse efter folkeretlig sædvaneret, men som ikke er omfattet af statut-

ten, idet forpligtelsen ikke følger af en international bestemmelse.

Tilsvarende gælder der en forpligtelse ifølge FN’s folkedrabskonvention til at forhindre og

straffe folkedrabsforbrydelser (se kapitel 6, afsnit 1), ligesom der af FN’s torturkonvention føl-

ger en forpligtelse for konventionsstater til at sikre, at enhver torturhandling er strafbar og rent

faktisk bliver straffet (se kapitel 10, afsnit 1). Der vil således være dansk straffemyndighed efter

straffelovens § 8, nr. 5, for strafbare handlinger, der omfattes af disse to konventioner.

I Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838 H) blev en person

således straffet for voldsforbrydelser begået i en kroatisk krigsfangelejr med henvisning til, at

der var dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 5, jf. artikel 129 og 130 samt 146 og

147 i henholdsvis Genève-konvention III og IV af 1949 om behandling af krigsfanger og om

beskyttelse af civile personer i krigstid.

2.4.2

Straffelovens § 8 a

På Jurisdiktionsudvalgets anbefaling blev der ved lovændringen i 2008 indsat en ny bestem-

melse i straffelovens § 8 a om dansk straffemyndighed for handlinger omfattet af Straffedom-

stolens statut. Efter straffelovens § 8 a er der således dansk straffemyndighed over handlinger,

som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af

statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der

på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende

fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til straffelovens § 8 a, at ordene ”handlinger af den

pågældende art” indebærer, at den danske bestemmelse finder anvendelse, selv om Straffedom-

stolen i det konkrete tilfælde ikke har jurisdiktionskompetence, enten som følge af, at handlin-

gen er begået i en stat, der ikke har tiltrådt statutten, eller som følge af, at handlingerne er begået

forud for statuttens ikrafttræden, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 565

og 587, og betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, side 395. Med andre ord er

der dansk straffemyndighed over de forbrydelser, som er indeholdt i Straffedomstolens statut.

Bestemmelsen sikrer, at der er dansk straffemyndighed over bl.a. krigsforbrydelser, der ikke

kan karakteriseres som grove overtrædelser af Genève-konventionerne, men som er karakteri-

seret som krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut. Der er som nævnt dansk straffemyndig-

hed efter straffelovens § 8, nr. 5, hvis handlingen er omfattet af en international bestemmelse,

284

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed. Danmark har i relation til

krigsforbrydelserne i Genève-konventionerne og tillægsprotokol I alene en konventionsmæssig

forpligtelse til at have straffemyndighed over de forbrydelser, der kan karakteriseres som grove

overtrædelser.

Der er dansk straffemyndighed efter bestemmelsen, når folkedrab, forbrydelser mod menne-

skeheden og krigsforbrydelser er omfattet af definitionerne i Straffedomstolens statut, og hand-

lingen er begået i udlandet af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret,

er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller handlingen er begået

af en udlænding, der blot befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.

Udtrykket ”befinder sig her i landet” omfatter ifølge forarbejderne også den, som alene er gan-

ske kortvarigt til stede i Danmark, f.eks. under transit i en dansk lufthavn. Formålet med be-

stemmelsen er bl.a. at sikre, at Danmark ikke kan komme til at fremstå som et fristed for ud-

lændinge, der har begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i

udlandet, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 588. Der skal således være

en vis tilknytning til Danmark i form af fysisk tilstedeværelse for at etablere dansk straffemyn-

dighed, og handlinger foretaget af udlændinge i udlandet uden nogen form for tilknytning til

Danmark er ikke omfattet. Det er dermed ikke universel straffemyndighed i videste forstand

(universel jurisdiktion in absentia).

Hensigten med reglen var ikke at åbne for, at Danmark kan fremsætte udleveringsbegæringer

med henblik på at gennemføre en straffesag her i landet, hvis gerningspersonen ikke har søgt at

anvende Danmark som et fristed, jf. betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed,

side 298. Justitsministeriet tilsluttede sig udvalgets overvejelser, jf. Folketingstidende 2007-08

(2. samling), tillæg A, side 565.

Det fremgår desuden af de specielle bemærkninger til straffelovens § 8 a, at bestemmelsen vil

omfatte aggressionsforbrydelser, når denne forbrydelse er defineret, og at bestemmelsen her-

udover – uden behov for lovændring – vil omfatte andre typer af forbrydelser, der i fremtiden

måtte blive medtaget i Straffedomstolens statut, forudsat at Danmark har ratificeret den pågæl-

dende udvidelse af statutten, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 587. Det

må således lægges til grund, at bemærkningerne skal forstås på den måde, at det på daværende

tidspunkt var hensigten med lovændringen, at straffelovens § 8 a også skulle omfatte aggression

under forudsætning af dansk ratifikation af resolutionen om aggressionsforbrydelsen. Hvis

Danmark vælger ikke at ratificere aggressionsforbrydelsen, vil straffelovens § 8 a derimod ikke

omfatte aggression.

285

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

2.5 Militær straffelovs gyldighedsområde og regler om straffemyndighed

Militær straffelovs §§ 3 og 4 regulerer lovens gyldighedsområde. Lovens § 3 fastslår således,

at loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås både i og uden for den danske stat.

Det vil sige, at loven som sådan har eksterritorial gyldighed. Det fremgår af forarbejderne til

bestemmelsen, at den bl.a. er en forudsætning for at kunne indgå bi- og multilaterale aftaler,

der kan sikre dansk straffemyndighed over dansk tjenstgørende personel under tjeneste i udlan-

det og dermed fritage dette personel for fremmed straffemyndighed. Det fremgår ligeledes, at

det i praksis normalt er en forudsætning for, at dansk personel kan deltage i internationale op-

gaver, at der i dansk ret er hjemmel til, at lovovertrædelser, der begås i udlandet af dansk per-

sonel under sådan tjeneste, kan retsforfølges i Danmark. Bestemmelsen indebærer dermed en

beskyttelse af udsendt dansk personel, som i udlandet har pådraget sig en sigtelse for strafbart

forhold, idet danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen kan påberåbe sig juris-

diktion til at retsforfølge det pågældende forhold, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. sam-

ling), tillæg A, side 1004.

Det følger endvidere af lovens § 4, at loven også finder anvendelse på lovovertrædelser, der

begås mod andre landes militære styrker, som samvirker med danske militære styrker. Det

fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen gør det muligt, at danske myndigheder under hen-

visning til bestemmelsen normalt vil kunne undgå, at dansk personel, der – især i udlandet –

forser sig mod allierede landes forsvarsstyrker m.v., bliver retsforfulgt af disse landes myndig-

heder, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1004.

Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for overtrædelse af militær straffelov afgøres som ud-

gangspunkt efter straffelovens almindelige regler i §§ 6-12. Militær straffelov indeholder dog i

§ 5 en bestemmelse om dansk straffemyndighed over visse overtrædelser af loven, der er fore-

taget under væbnet konflikt uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen

hører hjemme, som supplerer straffelovens almindelige bestemmelser herom.

Det følger således af militær straffelovs § 5, stk. 1, at under dansk straffemyndighed, jf. straf-

felovens §§ 6-12, hører endvidere overtrædelser af §§ 28-30 og § 32 (krigsforræderi, militær

spionage, forfalskning af ammunition og afsløring af militære hemmeligheder), der er foretaget

under væbnet konflikt uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen hører

hjemme, medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler. Formuleringen ”medmin-

dre andet følger af almindelige folkeretlige regler” indebærer, at handlinger, som er omfattet af

gerningsbeskrivelsen i de pågældende bestemmelser, men som er lovlige efter folkeretten,

navnlig som led i lovlig krigsførelse, ikke er omfattet af bestemmelsen. Eksempelvis er hand-

linger rettet mod danske militære interesser som beskrevet i § 28 lovlige efter principperne om

286

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

lovlig krigsførelse, når de begås af en modstander mod danske militære interesser under væbnet

konflikt, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1005f.

Det blev lagt til grund i forarbejderne til militær straffelovs § 5, stk. 1, at overtrædelser af mi-

litær straffelovs §§ 28-30 og 32 begået i udlandet af en ikke-dansk gerningsperson ikke vil

kunne henføres til straffelovens regler om dansk straffemyndighed, hvorfor der var behov for

en supplerende bestemmelse herom i militær straffelov, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. sam-

ling), tillæg A, side 1005. Bestemmelsen sikrer således særligt, at der altid er dansk straffemyn-

dighed for en overtrædelse af de nævnte bestemmelser, når de begås i udlandet af en ikke-dansk

gerningsperson.

Det følger endvidere af lovens § 5, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører endvidere

overtrædelser af lovens §§ 36 og 38 (krænkelse af forskellige internationale regler om lovlig

krigsførelse m.v. og ligrøveri), der er foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor

gerningspersonen hører hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært personel

eller personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2 (enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar,

samt krigsfanger, sanitetspersonel og feltpræster). § 5, stk. 2, er afgrænset til situationer, hvor

dansk militært personel er involveret i væbnet konflikt, idet gerningsbeskrivelsen i militær straf-

felovs §§ 36 og 38 udtrykkeligt er begrænset til alene at gælde under væbnet konflikt, jf. Fol-

ketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1006.

I forhold til den almindelige bestemmelse i straffelovens § 7 om dansk straffemyndighed på

grundlag af det aktive personalprincip indebærer militær straffelovs § 5, at der eksempelvis er

dansk straffemyndighed over ødelæggelse af ammunition beregnet til danske militærstyrker

(militær straffelovs § 30), selv om handlingen er begået i udlandet, og selv om gerningsperso-

nen hverken er dansk statsborger eller er bosat her i landet. Dansk straffemyndighed efter mili-

tær straffelovs § 5 er således – modsat efter straffelovens § 7 – ikke betinget af, at gerningsper-

sonen har særlig tilknytning til Danmark. Der stilles efter militær straffelov desuden ikke krav

om, at en handling omfattet af § 5, stk. 1 eller 2, også skal være strafbar efter lovgivningen i det

pågældende land (dobbelt strafbarhed).

Det er lagt til grund i forarbejderne til bestemmelsen, at militær straffelovs § 5, stk. 2, har selv-

stændig betydning i de tilfælde, hvor der er begået mindre alvorlige konventionskrænkelser af

Genève-konventionerne og tillægsprotokollerne over for dansk militært personel m.v. i udlan-

det, mens der er dansk straffemyndighed for de grove overtrædelser af Genève-konventionerne

og tillægsprotokol I efter straffelovens § 8, nr. 5, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. sam-

ling), tillæg A, side 1006.

287

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Militær straffelovs § 5 er indført i militær straffelov ved lov nr. 54 af 23. februar 2005. Bestem-

melsen er dermed indført forud for indførelsen af straffelovens § 8 a ved lov nr. 490 af 17. juni

2008. Som nævnt er der dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a for lovovertrædelser,

der er omfattet af Straffedomstolens statut. Statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, omfatter de grove

overtrædelser af Genève-konventionerne, mens litra b, c og e indeholder alvorlige overtrædelser

af den humanitære folkeret. Det må på den baggrund lægges til grund, at flere tilfælde omfattet

af militær straffelovs § 5, stk. 2, i dag tillige vil være omfattet af straffelovens § 8 a. For så vidt

angår overtrædelse af den humanitære folkeret har militær straffelovs § 5, stk. 2, dog fortsat

selvstændig betydning i andre tilfælde af overtrædelse af den humanitære folkeret, som ikke

udgør hverken grove overtrædelser af Genève-konventionerne eller alvorlige overtrædelser om-

fattet af Straffedomstolens statut, det vil sige overtrædelser, som ikke udgør krigsforbrydelser.

2.6 Folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed

Det følger af straffelovens § 12, at anvendelsen af reglerne om dansk straffemyndighed efter

straffelovens §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Bestemmelsen

sigter ifølge forarbejderne til de til enhver tid gældende regler i folkeretten, jf. Straffelovskom-

missionens betænkning af 9. november 1917, motiver til udkast til almindelig borgerlig straf-

felov, spalte 26.

Bestemmelsen medfører således, at reglerne om dansk straffemyndighed i straffelovens §§ 6-

11 kun finder anvendelse, i det omfang udøvelsen af dansk straffemyndighed ikke er i strid med

de til enhver tid gældende folkeretlige regler på området. Det antages, at de i folkeretten aner-

kendte undtagelser både omfatter jurisdiktionsmæssige begrænsninger, der er hjemlet i den al-

mindelige folkeret, og undtagelser til staternes straffemyndighed hjemlet i traktater. Det gælder

bl.a. de folkeretlige regler om immunitet for udenlandske højtstående statsrepræsentanter (stats-

og regeringschefer samt udenrigsministre), diplomater og andre statsrepræsentanter samt inter-

nationale organisationer og deres ansatte. Det gælder bl.a. også princippet om fremmede skibes

ret til uskadelig passage gennem søterritoriet.

Der henvises til Jurisdiktionsudvalgets gennemgang af de folkeretlige rammer for straffemyn-

dighed i kapitel 13 i betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed. Der henvises end-

videre til kapitel 12 for en beskrivelse af de folkeretlige regler om immunitet.

3. Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed

3.1 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil være omfattet af straffe-

lovens § 6, hvis handlingen er begået i Danmark. Hvis handlingen er begået i udlandet, vil den

som udgangspunkt være omfattet af straffelovens § 8 a, der hjemler dansk straffemyndighed

288

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

over handlinger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art

er omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol. Der vil efter omstændighederne

desuden kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, § 7 a og § 8, nr. 5.

Udvalgets forslag til de nye danske straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden

og krigsforbrydelser (se herom kapitel 4, afsnit 4, og kapitel 5, afsnit 4) er i visse tilfælde mere

vidtgående end de i statutten opregnede forbrydelser. I disse tilfælde vil handlingerne således

ikke være omfattet af straffelovens § 8 a, sådan som bestemmelsen er formuleret på nuværende

tidspunkt, idet handlingerne ikke er omfattet af Straffedomstolens statut. Det gælder bl.a.

tvangsægteskab som forbrydelse mod menneskeheden, slaveri som krigsforbrydelse og udsult-

ning som krigsforbrydelse i forbindelse med en ikke-international væbnet konflikt. For disse

forbrydelser vil der heller ikke være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 5, da

handlingerne ikke er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er for-

pligtet til at have straffemyndighed.

Den nuværende formulering af straffelovens § 8 a medfører således, at der vil være flere af de

foreslåede straffebestemmelser, som ikke vil kunne retsforfølges i Danmark, hvis gerningsper-

sonen – der ikke har dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark – efter at

have begået sine forbrydelser søger her til landet for at komme til et fristed. Dette vil efter

udvalgets opfattelse være en uholdbar retstilstand, da det fortsat er et tungtvejende hensyn, at

Danmark ikke skal fremstå som et fristed for udlændinge, der har begået de alvorligste interna-

tionale forbrydelser i udlandet.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at den nugældende retstilstand grundlæggende viderefø-

res, men at henvisningen i straffelovens § 8 a til Straffedomstolens statut ændres til en henvis-

ning til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser. Det vil betyde, at der er dansk straffemyndighed over sådanne forbrydelser,

når de begås i udlandet af personer, der på sigtelsestidspunktet enten har dansk indfødsret, bo-

pæl eller lignende fast ophold i Danmark eller befinder sig her i landet. Det vil således ikke

have betydning, om en given forbrydelse er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i Straffe-

domstolens statut.

Det er udvalgets vurdering, at der ikke er noget folkeretligt til hinder for at udstrække universel

jurisdiktion over de foreslåede straffebestemmelser, som er mere vidtgående end de i statutten

opregnede forbrydelser, herunder tvangsægteskab som forbrydelse mod menneskeheden, sla-

veri som krigsforbrydelse og udsultning som krigsforbrydelse i forbindelse med en ikke-inter-

national væbnet konflikt.

289

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Der henvises til afsnit 1 ovenfor om de folkeretlige rammer for straffemyndighed samt for så

vidt angår Danmarks internationale forpligtelser om forbrydelser mod menneskeheden til kapi-

tel 4, afsnit 1, krigsforbrydelser til kapitel 5, afsnit 1, og folkedrab til kapitel 6, afsnit 1.

3.2 Tortur

Der vil være dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i Danmark efter straffelo-

vens § 6. For torturhandlinger begået i udlandet vil der være dansk straffemyndighed efter straf-

felovens § 8, nr. 5, idet artikel 5 i FN’s torturkonvention pålægger deltagerstater en forpligtelse

til at have regler om straffemyndighed over enhver torturhandling i henhold til definitionen i

konventionen. Der vil efter omstændighederne desuden kunne være dansk straffemyndighed

efter straffelovens §§ 7 og 7 a.

For tortur som forbrydelse mod menneskeheden eller krigsforbrydelse vil der endvidere være

dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a.

Udvalget foreslår af samme grunde som anført i afsnit 3.1 ovenfor, at den nugældende retstil-

stand grundlæggende videreføres, så der vil være dansk straffemyndighed over torturhandlinger

– der hverken er forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser – som begås af ud-

lændinge i udlandet, når blot gerningspersonen på sigtelsestidspunktet enten har dansk indføds-

ret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark eller befinder sig her i landet.

Udvalget foreslår, at den foreslåede straffebestemmelse om tortur tilføjes i opregningen af straf-

febestemmelser i straffelovens § 8 a som foreslået i afsnit 3.1 ovenfor. Dette vil bidrage til et

klart hjemmelsgrundlag for udøvelse af dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i

udlandet. Desuden finder udvalget det hensigtsmæssigt, at der er én bestemmelse om universel

dansk straffemyndighed for de relevante foreslåede straffebestemmelser.

Det er udvalgets vurdering, at der ikke er noget folkeretligt til hinder for at udstrække dansk

straffemyndighed til universel straffemyndighed for torturhandlinger. Der henvises til afsnit 1

ovenfor om de folkeretlige rammer for straffemyndighed og for så vidt angår Danmarks inter-

nationale forpligtelser om tortur til kapitel 10, afsnit 1.

3.3 Aggressionsforbrydelsen

Udvalget vurderer som nævnt i kapitel 11, afsnit 6.2.1, at der bør indføres en straffebestemmelse

om aggressionsforbrydelser, hvis Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om

aggressionsforbrydelsen.

290

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

En kriminalisering af aggressionsforbrydelsen medfører, at der skal tages stilling til, i hvilket

omfang der bør være dansk straffemyndighed over sådanne forbrydelser. Udvalget har på den

baggrund overvejet forskellige modeller for dansk straffemyndighed over aggressionsforbry-

delser. Udvalget har først overvejet universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a (afsnit

3.3.1), dernæst dansk straffemyndighed over handlinger begået i Danmark, mod Danmark eller

af gerningspersoner med dansk tilknytning baseret på territorialprincippet, beskyttelsesprincip-

pet og aktiv personalprincippet (afsnit 3.3.2) og afslutningsvis en model, der er en udvidet ver-

sion af den foregående, hvor der tillige er dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser

begået af udlændinge i en fremmed stat, hvis denne stat og den angrebne stat har ratificeret

tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen (afsnit 3.3.3). Udvalget fo-

reslår derefter en model for dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser (afsnit 3.3.4).

Det bemærkes, at uanset valg af model vil udøvelsen af dansk straffemyndighed være begrænset

af de i folkeretten anerkendte undtagelser, herunder immunitet, jf. straffelovens § 12.

3.3.1

Universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a

Universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen svarende til, hvad der følger

af straffelovens § 8 a, vil indebære, at der vil være dansk straffemyndighed over sådanne hand-

linger begået i udlandet, hvis den pågældende på sigtelsestidspunktet har dansk indfødsret, er

bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet eller befinder sig her i landet.

Der er som nævnt universel dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a for folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, som omfattes af definitionerne i Straf-

fedomstolens statut. Som det fremgår af afsnit 3.1 ovenfor, foreslår udvalget, at henvisningen i

§ 8 a til statutten ændres til en henvisning til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab,

forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det taler for, at der også bør være uni-

versel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen, at aggressionsforbrydelsen sammen

med folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser udgør de fire forbrydel-

ser, som Straffedomstolen har jurisdiktion over. Aggressionsforbrydelsen er på lignende vis en

af de alvorligste internationale forbrydelser.

Som nævnt var formålet med straffelovens § 8 a, at Danmark ikke skulle fremstå som et fristed

for udlændinge, der har begået de alvorligste internationale forbrydelser i udlandet. Dette hen-

syn er også relevant i forhold til aggressionsforbrydelsen. Dansk straffemyndighed for aggres-

sionsforbrydelsen efter samme betingelser som i straffelovens § 8 a ville således sikre, at Dan-

mark ikke kommer til at fremstå som et fristed for sådanne gerningspersoner. Det ville ligeledes

kunne fremstå som et ”tilbageskridt” for Danmarks villighed til at retsforfølge internationale

forbrydelser, hvis straffelovens § 8 a ikke tillige omfatter aggressionsforbrydelser.

291

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Der er som nævnt 21 EU-medlemslande, der har ratificeret tilføjelsen til statutten om aggressi-

onsforbrydelsen, hvoraf 16 lande har indført en national straffebestemmelse (oktober 2023). Ud

af disse lande har fire lande indført regler, som gør det muligt at udøve universel straffemyn-

dighed over aggressionsforbrydelsen. Disse fire lande er Estland, Letland, Litauen og Polen.

247

Globalt set har omkring 74 stater kriminaliseret aggressionsforbrydelsen i national ret, mens

omkring 18 stater tillader retsforfølgning på baggrund af universalprincippet.

248

Universel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen er således ikke et ukendt fænomen i

staters praksis, hvilket kunne tale for, at en sådan dansk straffemyndighedsbestemmelse vil

være i overensstemmelse med folkeretten.

Omvendt er der generelt blandt stater ikke konsensus om det folkeretlige grundlag for universel

straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.

249

Der findes ikke en folkeretlig konvention,

der indeholder en sådan pligt eller ret, ligesom der ikke ses retspraksis fra internationale dom-

stole eller nationale domstole, der understøtter eksistensen af en folkeretlig sædvaneregel, der

tillader universel straffemyndighed. Derudover har syv lande udelukket anvendelsen af univer-

sel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen. Disse lande er Kroatien, Luxembourg, Ne-

derlandene, Portugal, Sverige, Tjekkiet og Tyskland.

250

Det vil sige, at de sammenlignelige

lande Finland, Nederlandene, Sverige og Tyskland har indført en mere afgrænset straffemyn-

dighed over aggressionsforbrydelser i deres nationale lovgivning. Tysklands lovgivning omta-

les nærmere i afsnit 3.3.2 nedenfor, og Sveriges lovgivning omtales i afsnit 3.3.3 nedenfor.

Endvidere har aggressionsforbrydelsens karakter, herunder forudsætningen om en statshand-

ling, medført diskussion om, hvorvidt de almindelige jurisdiktionsgrundlag overhovedet gælder

for aggressionsforbrydelsen. FN’s Folkeretskommission (ILC) gentog i 2022, at det alene er

aggressorstaten selv, der kan udøve jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen, i lyset af bl.a.

aggressionsforbrydelsens særlige politiske dimension. Folkeretskommissionen henviser til sin

kommentar til ”1996 draft Code of Crimes against the Peace and Security of Mankind”, hvor

kommissionen udtalte, at en domstol ikke kan fastlægge et individuelt strafansvar for en ag-

gressionsforbrydelse uden først at tage stilling til, om staten har begået aggression. Én national

Eurojust (2023):

Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,

Genocide Network Observer States and Ukraine,

side 15.

248

Advisory Committee on Public International Law (CAVV) (2022):

Challenges in prosecuting the crime of

aggression: jurisdiction and immunities,

Advisory Report no. 40, side 8.

249

McDougall, Carrie (2023):

The Imperative of Prosecuting Crimes of Aggression Committed against Ukraine

»Journal

of Conflict and Security Law«,

side 203-230.

250

Eurojust (2023):

Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,

Genocide Network Observer States and Ukraine,

side 15.

247

292

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

domstols fastlæggelse af, hvorvidt en anden stat har begået aggression, ville stride imod det

grundlæggende folkeretlige princip om staternes suveræne lighed (par

in parem non habet im-

perium).

Ydermere ville udøvelse af jurisdiktion af den nationale domstol, som indebærer stil-

lingtagen til en anden stats aggression, have alvorlige konsekvenser for internationale relationer

og international fred og sikkerhed.

251

Det folkeretlige grundlag for universel straffemyndighed for aggressionsforbrydelsen har såle-

des en begrænset støtte i staters praksis, omend der ses en vis bevægelse blandt stater i den

sammenhæng.

252

På baggrund af ovenstående har udvalget ikke foreslået en model, hvor der er universel straffe-

myndighed over aggressionsforbrydelsen.

3.3.2

Straffemyndighed for aggressionsforbrydelser begået i Danmark, mod Danmark

eller af en person med dansk indfødsret m.v.

En model for dansk straffemyndighed kunne være, at der er straffemyndighed over aggressi-

onsforbrydelser begået i Danmark efter territorialprincippet, straffemyndighed over aggressi-

onsforbrydelser begået mod Danmark efter territorialprincippet eller beskyttelsesprincippet og

straffemyndighed over aggressionsforbrydelser begået af personer med dansk indfødsret, bopæl

eller lignende fast ophold i Danmark efter aktiv personalprincippet.

Straffemyndighed efter territorialprincippet vil indebære, at der er dansk straffemyndighed over

sådanne handlinger, når de begås i Danmark eller ombord på dansk fartøj eller er rettet mod

Danmark, jf. straffelovens § 6 sammenholdt med § 9. Alternativt vil der kunne være straffe-

myndighed efter straffelovens § 8, nr. 1, for aggressionshandlinger rettet mod Danmark, der

ikke har virkning i Danmark.

Straffemyndighed efter aktiv personalprincippet vil indebære, at der er dansk straffemyndighed,

når en sådan handling begås af en person, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat

eller har lignende fast ophold her i landet, jf. straffelovens § 7. Bestemmelsen kræver efter stk.

1, nr. 1, at handlingen også kan straffes efter straffelovgivningen på gerningsstedet – det vil

FN’s Folkeretskommission (ILC) (2022):

Report of the Seventy-third session,

UN Doc. 10, side 238, para. 21.

Se også FN’s Folkeretskommission,

Commentary to the Draft Code of Crimes against the Peace and Security of

Mankind,

i Yearbook of the International Law Commission, 1996, Vol. II, Part II, Article 8, commentary 14, side

30.

252

Estland, Letland, Litauen og Polen har som beskrevet universel jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen.

Schabas skriver ligeledes på et tidspunkt, hvor ingen stater havde lovgivning om universel jurisdiktion over ag-

gressionsforbrydelsen, at lovmæssigheden af udøvelsen af universel jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen har

en vis bemyndigelse, jf. Schabas, William A. (2016):

The International Criminal Court.

Oxford University Press,

2. udgave, side 317.

251

293

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

sige krav om dobbelt strafbarhed – mens dette ikke er et krav for handlingerne nævnt i bestem-

melsens stk. 1, nr. 2. En sådan model med dansk straffemyndighed for aggressionshandlinger

begået af personer med dansk indfødsret m.v. vil således skulle tilføjes i straffelovens § 7, stk.

1, nr. 2, så dobbelt strafbarhed ikke er en betingelse for udøvelse af dansk straffemyndighed.

Til støtte for en sådan mere afgrænset dansk straffemyndighed taler, at ligesindede lande – bl.a.

Finland og Tyskland – som nævnt har begrænset deres straffemyndighed over aggressionsfor-

brydelsen. Begge lande har bestemmelser, der gør universel straffemyndighed muligt for fol-

kedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, men udelukker universel straf-

femyndighed for aggressionsforbrydelser.

Det følger af § 1 i den tyske folkeretsstraffelov (Völkerstrafgesetzbuch), at loven finder anven-

delse på alle overtrædelser af lovens §§ 6-12 (folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser), selv når lovovertrædelsen er begået i udlandet uden relation til Tyskland.

For overtrædelser af lovens § 13 (aggressionsforbrydelsen), der er begået i udlandet, gælder

loven uafhængigt af loven på gerningsstedet, hvis gerningspersonen er tysker, eller hvis lov-

overtrædelsen er rettet mod Tyskland. Der er således kun straffemyndighed over aggressions-

forbrydelser, der er begået i Tyskland, er rettet mod Tyskland eller er begået af en tysker i

udlandet. Den snævre straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen i Tyskland står i mod-

sætning til de andre forbrydelser omfattet af loven, hvor Tyskland kan udøve universel straffe-

myndighed over forbrydelsen, selv hvis den formodede gerningsperson ikke opholder sig i

Tyskland. Det vil sige universel straffemyndighed i videste forstand (in absentia).

Der er som beskrevet ovenfor uenighed om, i hvilket omfang stater kan udstrække deres straf-

femyndighed for aggressionsforbrydelser efter folkeretten, da aggressionsforbrydelsen er en

særlig forbrydelse, der indeholder en aggressionshandling, det vil sige brug af væbnet magt

mod en anden stat i strid med FN-pagten. Dette taler ligeledes for en mere afgrænset model for

dansk straffemyndighed.

Endvidere er aggressionsforbrydelsen en såkaldt lederskabsforbrydelse, hvilket som udgangs-

punkt indebærer, at alene en snæver personkreds – typisk en stats ledelse – er mulige ansvars-

subjekter i henhold til artikel 8

bis

og udvalgets forslag til dansk straffebestemmelse om ag-

gressionsforbrydelser. Visse af de mulige ansvarssubjekter såsom stats- og regeringsoverhove-

der m.v. vil umiddelbart være sammenfaldende med den persongruppe, som nyder absolut per-

sonel immunitet mod retsforfølgning under embedet. Andre personer, der kan være omfattet af

bestemmelsen, såsom øverste militærgeneraler eller i særlige tilfælde erhvervsfolk, vil dog ikke

nyde en sådan personel immunitet. Der er som nævnt ikke et klart, gældende folkeretligt grund-

lag for at undtage aggressionsforbrydelser fra funktionel immunitet, der er den form for

294

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

immunitet, som beskytter officielle handlinger på statens vegne efter embedets ophør. Disse

forhold taler for tilbageholdenhed med hensyn til en bred dansk straffemyndighed. Der henvises

til kapitel 12 om folkeretlig immunitet.

Med denne model vil Danmark således kunne retsforfølge handlinger begået i Danmark, hand-

linger begået mod Danmark og handlinger begået i udlandet af personer med dansk indfødsret,

bopæl eller lignende fast ophold i Danmark. I andre tilfælde ville Danmark kunne udlevere en

gerningsperson til Straffedomstolen, der således ville kunne udøve komplementær jurisdiktion,

forudsat at domstolen har jurisdiktion i det konkrete tilfælde. Denne model vil endvidere være

på mere sikker grund i forhold til foreneligheden med de i folkeretten anerkendte muligheder

for at udøve straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.

3.3.3

Straffemyndighed baseret på ratifikation af tilføjelsen til statutten om aggressions-

forbrydelsen

En tredje model for dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen kunne være at ud-

vide modellen beskrevet ovenfor i afsnit 3.3.2 om straffemyndighed for aggressionsforbrydel-

ser begået i Danmark, mod Danmark eller af en person med dansk indfødsret m.v. Udvidelsen

kunne bestå i, at der ligeledes ville være dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser

i tilfælde, hvor aggressionsforbrydelsen er begået af en person, hvor den underliggende aggres-

sionshandling – det vil sige brug af væbnet magt mod en anden stat i strid med FN-pagten –

kan henregnes til en stat, der har ratificeret tilføjelsen om aggressionsforbrydelsen i Straffe-

domstolens statuts artikel 8

bis.

Modellen ville forudsætte, at gerningspersonen befinder sig i Danmark i lighed med straffelo-

vens § 8 a, så der ikke etableres universel straffemyndighed i videste forstand.

Sverige har indført en sådan model, hvor der – ud over straffemyndighed over aggressionsfor-

brydelser begået i udlandet af en svensk gerningsperson eller forbrydelser rettet mod svenske

offentlige interesser – er straffemyndighed, når aggressionsforbrydelsen er begået af en person

i en anden stat mod en tredje stat, hvor begge stater på gerningstidspunktet har ratificeret ag-

gressionsforbrydelsen.

Svenske domstole har således kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser begået på

svensk territorium, forbrydelser begået af personer med svensk statsborgerskab eller bopæl i

Sverige på gerningstidspunktet eller tidspunktet for tiltalerejsning og aggressionsforbrydelser

omfattet af den svenske offentlige interesse, jf. § 17, 1. pkt., i den svenske særlov om straf for

visse internationale lovovertrædelser (2014:406). Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at en

svensk domstol også har kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelsen, hvis den

295

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

aggressionshandling, som ligger til grund for forbrydelsen, blev begået af en stat, for hvilken

ændringerne til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol ved resolution RC/Res.6

er trådt i kraft på tidspunktet for forbrydelsen.

Svensk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen er mere afgrænset end de øvrige inter-

nationale forbrydelser, som er kriminaliseret i den svenske lov om visse internationale forbry-

delser, herunder krigsforbrydelser, hvor Sverige kan udøve universel straffemyndighed. Den

svenske model for straffemyndighed går dog videre end tysk lovgivning.

En sådan afgrænset model for straffemyndighed er i højere grad tilpasset Straffedomstolens

mere afgrænsede jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen sammenlignet med de øvrige for-

brydelser. Det er imidlertid usikkert, om der er et folkeretligt grundlag for at udstrække dansk

straffemyndighed til handlinger, der hverken er begået i Danmark, begået i udlandet af personer

med dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark eller begået mod Danmark.

3.3.4

Udvalgets foreslåede model for dansk straffemyndighed

På baggrund af udvalgets overvejelser som beskrevet ovenfor finder udvalget det mest hen-

sigtsmæssigt med en model, der efter inspiration fra tysk lovgivning afgrænses til aggressions-

forbrydelser begået i Danmark, mod Danmark eller af personer med dansk indfødsret, bopæl i

Danmark eller lignende fast ophold som beskrevet ovenfor i afsnit 3.3.2.

For aggressionsforbrydelser begået i Danmark eller mod Danmark vil de nuværende regler i

straffelovens §§ 6 og 9 og § 8, nr. 1, efter udvalgets vurdering skabe det fornødne hjemmels-

grundlag. For så vidt angår aggressionsforbrydelser begået af personer med dansk indfødsret,

bopæl i Danmark eller lignende fast ophold vil det være nødvendigt at tilføje en henvisning i

straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, til den foreslåede straffebestemmelse om aggressionsforbrydel-

ser, hvis dansk straffemyndighed ikke skal være betinget af, at forbrydelsen ligeledes er strafbar

efter gerningsstedets straffelovgivning (dobbelt strafbarhed).

Udvalget foreslår på den baggrund, at der tilføjes et nyt litra c i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,

som henviser til den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelsen. Det vil herefter følge af

straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som

foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen

har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis

gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og

handlingen er omfattet af § 118 b.

296

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det følger af § 7, stk. 2, at der vil være dansk straffemyndighed for handlinger foretaget uden

for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har den i stk. 1 nævnte

tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end

fængsel i 4 måneder. I sådanne tilfælde uden for et myndighedsområde vil det således alene

være en betingelse, at gerningspersonen på sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i

den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet. I modsætning hertil kræver det fore-

slåede § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, at denne tilknytning til Danmark er til stede både på gernings-

tidspunktet og sigtelsestidspunktet.

Udvalget lægger til grund, at aggressionsforbrydelsen i sin karakter er en forbrydelse, der er

rettet mod en anden stat og ikke mod individer som sådan. Det er derfor udvalgets vurdering,

at der ikke vil være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7 a om dansk straffemyndig-

hed over visse handlinger rettet mod personer, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret,

bopæl eller lignende fast ophold i Danmark.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 1-4, og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

297

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Lovudkast med bemærkninger

1. Lovudkast

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, militær straffelov, retsplejeloven og om ophævelse af lov om

straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt

(Visse internationale forbrydelser)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 434 af 25. april 2024, som ændret ved § 14 i lov nr. 481

af 22. maj 2024, § 2 i lov nr. 661 af 11. juni 2024 og § 1 i lov nr. 665 af 11. juni 2024, foretages

følgende ændringer:

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a,

ændres »omskæring eller« til: »omskæring,«.

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b,

ændres »landet.» til: »landet, eller».

§ 7, stk. 1, nr. 2,

indsættes som

litra c:

»c) er omfattet af § 118 b.«

§ 8 a

ændres »handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den Internatio-

nale Straffedomstol« til: »handlingen er omfattet af §§ 118 c-118 j eller § 118 l«.

§ 93 b, stk. 1,

affattes således:

»Når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse ikke.«

Efter kapitel 13 indsættes:

»Kapitel

13 a

Visse internationale forbrydelser

§ 118 b.

For aggressionsforbrydelse straffes den, som foretager en aggressionshandling, der

efter sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af FN-pagten.

298

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Stk. 2.

Ved en aggressionshandling forstås en stats brug af væbnet magt mod en anden stats

suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på en måde som i øvrigt er

i strid med FN-pagten.

Stk. 3.

Strafansvar for en aggressionsforbrydelse kan kun pålægges den, der kan udøve faktisk

kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.

§ 118 c.

For folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national,

etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan foretager en eller flere af følgende handlin-

ger:

1) Dræber et eller flere medlemmer af gruppen.

2) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen alvorlig fysisk eller psykisk skade.

3) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen livsvilkår, der sigter til at bevirke gruppens

hele eller delvise fysiske ødelæggelse.

4) Pålægger foranstaltninger mod et eller flere medlemmer af gruppen, der sigter til at be-

virke, at fødsler inden for gruppen forhindres.

5) Tvangsforflytter et eller flere af gruppens børn under 18 år til en anden gruppe.

Stk. 2.

For tilskyndelse til folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge

en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte og offentligt tilskynder

nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.

§ 118 d.

For forbrydelser mod menneskeheden straffes den, der som led i et omfattende eller

systematisk angreb mod en civilbefolkning foretager en eller flere af følgende handlinger:

1) Dræber en person.

2) Udrydder dele af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolkning livsvil-

kår, der sigter til at bevirke, at befolkningen delvist udryddes.

3) Udsætter en person for slaveri.

4) Deporterer eller tvangsforflytter en befolkning i strid med folkeretten.

5) Fængsler eller på anden alvorlig måde berøver en person friheden i strid med folkeretten.

6) Påfører en person i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller psykisk

smerte eller lidelse (tortur).

7) Udsætter en person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen gra-

viditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende

grovhed.

8) Tvinger en person til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldig-

hed eller andet ægteskabslignende forhold med en anden person.

299

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

9) Udsætter et eller flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et identificerbart fæl-

lesskab for alvorlig berøvelse af grundlæggende menneskerettigheder på baggrund af

race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsfor-

hold, politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som væ-

rende i strid med folkeretten (forfølgelse).

10) Anholder, tilbageholder eller bortfører en person og nægter at anerkende frihedsberøvel-

sen eller at give informationer om, hvad der er sket eller vil ske med denne person eller

personens opholdssted, når handlingen er udført for at unddrage den pågældende fra rets-

beskyttelse og er udført på vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat

eller organisation (tvangsforsvinding).

11) Foretager en umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som de handlin-

ger, der er omfattet af nr. 1-10, inden for rammen af et institutionaliseret regime baseret

på en racemæssig gruppes systematiske undertrykkelse af og dominans over en eller flere

andre racemæssige grupper og med den hensigt at opretholde regimet (apartheid).

12) Foretager en anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forårsager stor fy-

sisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred.

§ 118 e.

For krigsforbrydelser mod personer straffes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt

foretager én eller flere af de følgende handlinger:

1) Dræber en beskyttet person.

2) Påfører en beskyttet person

a) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe oplysnin-

ger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe, skræmme eller

tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på baggrund af enhver form for

forskelsbehandling eller på baggrund af et formål af lignende karakter (tortur),

b) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling) eller

c) stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme eller

helbred.

3) Udsætter en beskyttet person for slaveri.

4) Udsætter en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, på-

tvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv

vold af lignende grovhed.

5) Tager en beskyttet person som gidsel.

6) Indkalder eller hverver et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper

eller bruger et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder.

7) Udsætter en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg, der

medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred.

300

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

8) Deporterer, tvangsforflytter eller frihedsberøver en beskyttet person i strid med den hu-

manitære folkeret.

9) Idømmer eller iværksætter en straf over for en beskyttet person i strid med retten til en

retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.

10) Groft krænker en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende, nedværdi-

gende eller anden krænkende behandling.

11) Skader en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller

en parlamentær.

12) Erklærer modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midler-

tidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene.

Stk. 2.

For krigsforbrydelser mod personer straffes også den, der i tilknytning til en international

væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:

1) Overfører en del af sin egen civilbefolkning til et besat område.

2) Tvinger en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land.

3) Tvinger en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.

Stk. 3.

Ved beskyttet person forstås en person, der ikke eller ikke længere tager direkte del i

fjendtlighederne.

§ 118 f.

For krigsforbrydelser mod ejendom straffes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt

foretager én eller flere af følgende handlinger:

1) Plyndrer.

2) Beslaglægger, konfiskerer, ødelægger eller tilegner sig ejendom, når handlingen ikke er

retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.

3) Ødelægger eller tilegner sig kulturværdier i stort omfang i strid med UNESCO-konven-

tion af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og

dennes 2. protokol.

4) Plyndrer, begår tyveri af eller udfører hærværk mod eller uretmæssigt anvender kultur-

værdier i strid med UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kultur-

værdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.

§ 118 g.

For krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker straffes den, der i

tilknytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:

1) Angriber personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der er in-

volveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med

FN-pagten, eller lignende internationale fredsbevarende missioner, og som er berettiget

til beskyttelse efter den humanitære folkeret.

301

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

2) Angriber personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i

overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-konventioner-

nes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer eller

anden identifikationsmetode.

3) Misbruger parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller unifor-

mer eller Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede ken-

demærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig personskade til følge.

§ 118 h.

For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder straffes den, der i til-

knytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:

1) Målretter angreb mod civilbefolkningen som sådan eller mod civile, der ikke tager di-

rekte del i fjendtlighederne.

2) Udsulter civile som kampmetode ved at fratage, unddrage eller nægte dem adgang til

mad eller genstande, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder ved at forhindre

nødhjælpsforsyninger i at komme frem.

3) Angriber bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller vel-

gørende formål, eller historiske mindesmærker, hospitaler eller områder, hvor syge og

sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de nævnte bygninger, om-

råder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål.

4) Angriber kulturværdier under beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anvender kul-

turværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for

militær aktion i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kul-

turværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.

5) Dræber eller sårer en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen

har ret til beskyttelse.

6) Beordrer eller truer med, at der ikke vil blive vist nåde.

7) Angriber med viden om, at det vil forårsage vilkårlig skade på civile personer eller tab

af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande eller udbredt, langvarig og al-

vorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte

militære fordel.

8) Anvender tilstedeværelsen af en beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå, at visse

steder, områder eller væbnede styrker ikke kan gøres til militære mål.

9) Angriber byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke udgør

militære mål.

§ 118 i.

For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler straffes den, der i tilknyt-

ning til en væbnet konflikt anvender et eller flere af følgende kampmidler:

1) Gift eller giftige våben.

302

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

2) Biologiske eller kemiske våben.

3) Projektiler, der nemt udvides eller udflades i den menneskelige krop.

4) Våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade ved

sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersøgelse.

5) Laservåben, der er specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våbenvirkninger

at forårsage permanent blindhed.

§ 118 j.

En militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan, straffes for

folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, hvis personer under ved-

kommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse som nævnt i §§ 118 c-118 i, og forbry-

delsen er en følge af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over dem, hvis

1) lederen vidste eller burde have vidst, at personerne under vedkommendes myndighed

og kontrol havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umiddelbart forestå-

ende, og

2) lederen undlod at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkommendes

magt, for at hindre eller standse forbrydelsen, eller undlod at rapportere forholdet til en

kompetent myndighed for strafforfølgning.

§ 118 k.

Overtrædelse af § 118 b, § 118 c, stk. 1, § 118 d eller § 118 j, jf. § 118 b, § 118 c, stk.

1, eller § 118 d, straffes med fængsel indtil på livstid.

Stk. 2.

Overtrædelse af §§ 118 e, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e, 118 h eller 118 i,

straffes med fængsel indtil 16 år.

Stk. 3.

Overtrædelse af § 118 c, stk. 2, § 118 f, § 118 g eller § 118 j, jf. § 118 c, stk. 2, § 118 f

eller § 118 g, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 4.

Straffen for overtrædelse af §§ 118 e, 118 g, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e,

118 g, 118 h eller 118 i, kan stige indtil fængsel på livstid, når overtrædelsen er af særlig grov

beskaffenhed, herunder når overtrædelsen omfatter drab.

Stk. 5.

Ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af §§ 118 e-118 i eller § 118 j, jf. §§ 118

e-118 i, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at handlingen er be-

gået som led i en plan eller politik eller som led i omfattende forbrydelser af nævnte art.

Stk. 6.

§§ 118 d-118 i finder også anvendelse på handlinger foretaget før den [dato for lovens

ikrafttræden], hvis handlingen kan straffes efter regler, som var gældende på gerningstidspunk-

tet, og handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en

303

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

krigsforbrydelse på gerningstidspunktet. Straffen kan ikke overskride den straf, som ville være

blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser, som handlingen kan straf-

fes efter.

§ 118 l.

For tortur straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, udenlandsk eller

international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion, der svarer til eller kan

ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk fysisk eller psykisk smerte eller li-

delse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte

eller lidelse påføres af en tredjeperson

1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,

2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,

3) på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes køn,

race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning, sociale status,

handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika,

eller

4) på baggrund af et formål af lignende karakter.«

§§ 157 a

157 b

ophæves.

§2

I militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni

2008, § 2 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, foretages

følgende ændring:

§§10 a

27 a

ophæves.

§3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024, som ændret senest ved § 2 i lov

nr. 665 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

§ 29 a, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Det samme gælder endvidere i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j,

jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de

bestemmelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt.«

304

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

§ 334 a, stk. 1,

ændres »sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225,

jf. §§ 216-223, eller § 232« til: »de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 4«, og », jf. § 741 a, stk.

4« udgår.

§ 741 a, stk. 1,

indsættes efter »straffelovens«: »§§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i,

§ 118 l,«.

§ 741 a, stk. 2,

indsættes som

4. pkt.:

»Det samme gælder endvidere i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j,

jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de

bestemmelser, der er nævnt i 1. og 3. pkt.«

§ 741 a, stk. 4,

indsættes som

2. pkt.:

»Det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118

c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser,

der er nævnt i 1. pkt.«

§ 741 c, stk. 4,

indsættes som

4. pkt.:

»Det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118

c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser,

der er nævnt i 3. pkt.«

§ 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b,

ændres »nærmeste.« til: »nærmeste, eller«.

§ 745 e, stk. 1, nr. 2,

indsættes som

litra c:

»c) straffelovens §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, eller § 118 l.«

§ 745 e, stk. 1, nr. 5,

indsættes efter »§ 216 eller § 225, jf. § 216,«: »eller en overtrædelse

af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer

en handling, der er omfattet af § 216 eller § 225, jf. § 216,«.

10.

§ 783, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »kapitel 12 eller 13« til: »kapitel 12-13 a«.

305

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

11.

§ 791 d, stk. 1,

indsættes efter »straffelovens §§ 114-114 i,«: »§§ 118 b-118 i, § 118 j, jf.

§§ 118 b-118 i, §§ 118 l,«.

12.

§ 799, stk. 1,

ændres »kapitel 12 eller 13« til: »kapitel 12-13 a«.

§4

Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ophæves.

§5

Lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt op-

hæves.

§6

Stk. 1.

Loven træder i kraft den …

Stk. 2.

§ 1, nr. 5, finder også anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræ-

den, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

§7

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne, men § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for Grønland, men §§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1 (straffeloven)

Til nr. 1 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,

som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

306

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til

landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-

skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-

ning her til landet, jf. litra b.

Det foreslås i

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a,

at ændre »omskæring eller« til »omskæring,«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c.

Til nr. 2 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,

som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til

landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-

skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-

ning her til landet, jf. litra b.

Det foreslås i

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b,

at ændre »landet.« til »landet, eller«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt

§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c.

Til nr. 3 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c)

Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,

som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til

landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-

skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-

ning her til landet, jf. litra b. Tilknytningen til Danmark skal således foreligge på gerningstids-

punktet. Det følger desuden af straffelovens § 7, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører

endvidere handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på

307

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

tidspunktet for sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den

pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som fo-

retages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten

for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tids-

punktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende

fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2. Det er forudsat i forar-

bejderne til straffelovens § 8 a, at der vil være dansk straffemyndighed over en aggressionsfor-

brydelse, når Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbry-

delsen. Det bemærkes, at dansk straffelovgivning ikke indeholder en bestemmelse om aggres-

sionsforbrydelsen.

Det foreslås, at der i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, indsættes et nyt

litra c,

hvorefter handlinger,

som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for

sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i

landet, hører under dansk straffemyndighed, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunk-

tet har den nævnte tilknytning til landet, og handlingen er omfattet af § 118 b.

Bestemmelsen indebærer, at der vil være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en aggressi-

onsforbrydelse er begået i udlandet inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der

både på gerningstidspunktet og sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den danske

stat eller har lignende fast ophold her i landet, selv om forbrydelsen ikke har yderligere tilknyt-

ning til Danmark. Bestemmelsens placering i § 7 stk. 1, nr. 2, indebærer desuden, at der ikke

vil være krav om, at handlingen også var strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt

strafbarhed).

Bestemmelsens placering indebærer endvidere sammen med den foreslåede strafferamme for

overtrædelse af § 118 b, jf. § 118 k, stk. 1, at der også vil være dansk straffemyndighed i til-

fælde, hvor handlingen er begået uden for et myndighedsområde, jf. § 7, stk. 2. I sådanne til-

fælde vil det alene være en betingelse, at gerningspersonen på sigtelsestidspunktet er dansk

statsborger, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet.

Aggressionsforbrydelser omfattet af den foreslåede § 118 b er i sin karakter en forbrydelse, der

er rettet mod en anden stat og ikke mod individer som sådan. Det forudsættes derfor, at der ikke

vil kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7 a om dansk straffemyndighed

over visse handlinger rettet mod personer, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, bo-

pæl eller lignende fast ophold i Danmark.

308

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

For en aggressionsforbrydelse begået i Danmark eller en aggressionsforbrydelse begået mod

Danmark vil der kunne være dansk straffemyndighed efter de gældende bestemmelser i straf-

felovens §§ 6 og 8.

For en aggressionsforbrydelse rettet mod et andet land, der er begået af en gerningsperson i

Danmark eller på et dansk fartøj af en person, der hører til fartøjet eller som rejsende følger

med dette, vil der være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6.

Handlinger anses for foretaget, hvor gerningspersonen befandt sig ved handlingens foretagelse,

jf. straffelovens § 9, stk. 1, 1. pkt.

Hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses

handlingen tillige for foretaget, hvor virkningen er indtrådt, eller hvor gerningspersonen har

forsæt til, at virkningen skulle indtræde, jf. straffelovens § 9, stk. 2.

En aggressionsforbrydelse rettet mod Danmark vil normalt have virkning i Danmark, idet en

aggressionsforbrydelse forudsætter, at der er anvendt væbnet magt mod en anden stat. Der vil

navnlig være tale om, at den angribende stats væbnede styrker indfinder sig på den angrebne

stats territorium, eller at den angrebne stat udsættes for et bombardement på dets territorium.

Der vil i disse tilfælde være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, jf. § 9, stk. 2.

Der vil formentlig kunne være tilfælde, hvor virkningsprincippet i straffelovens § 9, stk. 2, ikke

kan føre til, at straffelovens § 6 kan anvendes til at etablere dansk straffemyndighed over ag-

gressionshandlinger rettet mod Danmark. Det kunne eksempelvis være et angreb på danske

militære styrker i udlandet. I disse tilfælde vil der imidlertid kunne være dansk straffemyndig-

hed efter straffelovens § 8, nr. 1, om handlinger, der krænker den danske stats selvstændighed,

sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder eller en embedspligt mod staten.

Der vil ikke være universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser efter straffe-

lovens § 8 a i modsætning til forbrydelser omfattet af de foreslåede straffebestemmelser i §§

118 c-118 j og § 118 l om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og

tortur. Straffelovens § 8 a foreslås derfor ændret til alene at henvise til disse foreslåede bestem-

melser, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Den foreslåede ordning med dansk straffemyndighed over

aggressionsforbrydelser vil således være mere afgrænset end de andre forbrydelser i det fore-

slåede kapitel 13 a.

Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 6.2, og kapitel 13, afsnit 3.3.

309

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Til nr. 4 (§ 8 a)

Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som fo-

retages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten

for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tids-

punktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende

fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2.

Bestemmelsen indebærer, at der er dansk straffemyndighed over folkedrab, forbrydelser mod

menneskeheden og krigsforbrydelser begået i udlandet, hvis gerningspersonen enten har dansk

indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller hvis ger-

ningspersonen blot befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.

Efter straffelovens § 8, nr. 5, er der dansk straffemyndighed over handlinger, som foretages

uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme, når handlingen

er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have

straffemyndighed. Der er dermed dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i udlan-

det, når blot gerningspersonen på sigtelsestidspunktet befinder sig i Danmark, idet FN’s tortur-

konventions artikel 5 pålægger deltagerstaterne en forpligtelse til at have regler om straffemyn-

dighed over enhver torturhandling. Flere konventioner mod terrorisme pålægger ligeledes del-

tagerstaterne at have straffemyndighed over de pågældende terrorhandlinger.

Det foreslås i

§ 8 a

at ændre »handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den

Internationale Straffedomstol« til »handlingen er omfattet af §§ 118 c-118 j eller § 118 l«. Det

foreslås således, at bestemmelsen skal henvise til de foreslåede straffebestemmelser om folke-

drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.

Dermed vil der være dansk straffemyndighed over handlinger omfattet af de foreslåede straffe-

bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur,

hvis gerningspersonen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende

fast ophold her i landet, eller hvis en udenlandsk gerningsperson befinder sig i Danmark på

sigtelsestidspunktet.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det foreslås at indsætte et

nyt kapitel i straffeloven om bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydel-

ser og tortur.

310

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffelovens § 8 a vil ikke omfatte den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelser. Der

henvises for så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydel-

ser til det foreslåede § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne

hertil.

Der henvises i øvrigt til kapitel 13, afsnit 3.1-3.3.

Til nr. 5 (§ 93 b)

Det fremgår af straffelovens § 93 a, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse er

omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvar er

uforældeligt. Det følger af artikel 29 i Straffedomstolens statut, at forbrydelser, som henhører

under domstolens jurisdiktion, ikke forældes.

Det fremgår desuden af straffelovens § 93 b, stk. 1, at der ikke indtræder forældelse, når en

lovovertrædelse er omfattet af lovens § 157 a (strafskærpelsesbestemmelse om tortur).

Det betyder, at der ikke indtræder forældelse for tortur samt folkedrab, forbrydelser mod men-

neskeheden og krigsforbrydelser, i det omfang forbrydelserne er omfattet af Straffedomstolens

statut. Det betyder desuden, at aggressionsforbrydelser vil være uforældelige, hvis Danmark

tiltræder tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, lægges der op til at samle alle disse forbrydelser i et nyt kapitel 13

a i straffeloven.

Det foreslås derfor, at straffelovens

§ 93 b, stk. 1,

affattes således, at det kommer til at fremgå

af bestemmelsen, at når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse

ikke.

Med forslaget videreføres den nugældende retstilstand, hvor folkedrab, forbrydelser mod men-

neskeheden, krigsforbrydelser og tortur er uforældelige lovovertrædelser.

For enkelte forbrydelser vil det betyde en ændring i den nugældende retstilstand, som indebæ-

rer, at forbrydelser, der i dag er forældelige, fremover vil blive uforældelige. Det gælder ek-

sempelvis angreb m.v. på kulturværdier, i det omfang forbrydelserne ikke samtidig er omfattet

af krigsforbrydelsesbestemmelsen i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Angreb m.v. på kultur-

værdier er strafbart efter § 1 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i

tilfælde af væbnet konflikt med en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Der er ikke et krav i

311

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

henhold til den bagvedliggende UNESCO-konvention af 14. maj 1954 og dennes 2. protokol

om, at disse forbrydelser skal kunne retsforfølges til enhver tid. Det gælder ligeledes for visse

foreslåede krigsforbrydelser, hvor lovforslaget rækker videre end Den Internationale Straffe-

domstols statut ved at udvide anvendelsesområdet til også at gælde i ikke-internationale væb-

nede konflikter, herunder udsultning og anvendelse af visse kampmidler, f.eks. gift eller giftige

våben.

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, afsnit 6, og kapitel 10, afsnit 4.2.2.

Til nr. 6 (kapitel 13 a)

(Til § 118 b om aggressionsforbrydelser)

Dansk straffelovgivning indeholder ikke en bestemmelse om aggressionsforbrydelser.

Efter det foreslåede

§ 118 b, stk. 1,

straffes for aggressionsforbrydelse den, som foretager en

aggressionshandling, der i sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af

FN-pagten.

Formuleringen »åbenbar overtrædelse af FN-pagten« sigter til at indføre en tærskel, hvorefter

alene aggressionshandlinger af en særlig kvalificeret grovhed omfattes af bestemmelsen.

Tærsklen er indsat i overensstemmelse med statuttens artikel 8

bis,

stk. 1, med henblik på at

ekskludere grænsetilfælde fra bestemmelsens anvendelsesområde.

Begrebet »åbenbar« vil skulle forstås som en objektivt set grov overtrædelse af magtanvendel-

sesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Magtanvendelse, der ikke åbenbart krænker FN-

pagten, vil således falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Dermed vil eksempelvis

mindre grænsestridigheder og andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse falde uden for

anvendelsesområdet. Det samme vil eksempelvis kunne være tilfældet i situationer, hvor en stat

har anvendt væbnet magt med en begrundelse om anticiperet selvforsvar, og hvor magtanven-

delsens lovlighed derfor vil skulle vurderes i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde i den

folkeretlige gråzone, hvor magtanvendelsen ikke åbenbart er hverken lovlig eller ulovlig, vil

der ikke være tale om en åbenbar overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet omfattet af den

foreslåede bestemmelse.

Hvorvidt en aggressionshandling vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten vil skulle vur-

deres på baggrund af handlingens »karakter, grovhed og omfang«. Der vil være tale om tre

kumulative kriterier.

312

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

»Grovhed« vil skulle forstås som et kvalitativt kriterium, som henviser til f.eks. den materielle

og fysiske skade, som aggressionshandlingen måtte have forvoldt, mens »omfang« vil være et

kvantitativt kriterium, som henviser til f.eks. den militære operations varighed og geografiske

rækkevidde.

»Karakter« vil også være et kvalitativt kriterium. Kriteriet indebærer, at formålet med aggres-

sionshandlingen vil indgå i vurderingen af, hvorvidt en handling udgør en åbenbar krænkelse

af magtanvendelsesforbuddet. Eksempelvis vil et formål om at anvende væbnet magt for at

annektere territorium være af en karakter, der vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten.

Omvendt vil et formål om at beskytte en civilbefolkning mod massive menneskerettigheds-

krænkelser, overhængende risiko for folkedrab m.v. ikke udgøre en åbenbar krænkelse af FN-

pagten.

Det indebærer, at humanitær intervention uden forudgående bemyndigelse fra FN’s Sikker-

hedsråd, der iværksættes for at afværge en overhængende risiko for folkedrab eller tilsvarende

massive krænkelser af en civilbefolkning, og hvor magtanvendelsen er begrænset til forfølgel-

sen af dette formål, ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Tærskelkravet om, at aggressionshandlingen i sin karakter, grovhed og omfang skal udgøre en

åbenbar overtrædelse af FN-pagten, medfører, at ulovlig magtanvendelse efter folkeretten ikke

nødvendigvis betyder, at der vil kunne pålægges et individuelt strafansvar for en aggressions-

forbrydelse. Det vil sige, at en stats overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet ikke automatisk

medfører et individuelt strafansvar.

Det følger af sammenhængen mellem gerningsbeskrivelsen i stk. 1 og definitionen af en ag-

gressionshandling i stk. 2, at den pågældende aggressionshandling faktisk skal være foretaget.

Det vil sige, at der skal være gjort brug af væbnet magt mod en anden stat, jf. bestemmelsens

stk. 2, for at bestemmelsen kan anvendes. Eksempelvis vil der ikke være foretaget en aggressi-

onshandling, hvis en stats væbnede styrker tager opstilling langs grænsen til en anden stat, men

forbliver på førstnævnte stats eget territorium, uanset at en sådan handling vil kunne udgøre en

trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk.

Begrebet »foretager« i det foreslåede stk. 1 indebærer, at både indledning og udførelse af en

aggressionshandling vil være omfattet af bestemmelsen. Begrebet »foretager« indebærer der-

udover, at deltagelse i forberedelsen eller planlægningen af en aggressionshandling vil kunne

straffes som en aggressionsforbrydelse, hvis forberedelsen eller planlægningen har resulteret i

313

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

anvendelsen af væbnet magt mod en anden stat, og aggressionshandlingen derved er foretaget.

Mislykkede forsøg vil således ikke være omfattet af bestemmelsen.

At den pågældende aggressionshandling skal være foretaget indebærer, at den almindelige for-

søgsregel i straffelovens § 21 ikke vil kunne finde anvendelse. Det skyldes, at der altid skal

være begået en aggressionsforbrydelse, for at der vil kunne straffes for forsøg. Forsøg på en

aggressionsforbrydelse vil således forudsætte, at en anden person har fuldbyrdet forbrydelsen.

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af

en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Der vil i stedet kunne straffes for med-

virken til en aggressionsforbrydelse efter straffelovens § 23.

Forberedelse vil eksempelvis kunne omfatte transport af våben eller andet militært materiel, der

skal anvendes i forbindelse med en konkret, forestående angrebshandling, udsendelse af tropper

i nærheden af en grænse med den hensigt at påbegynde fjendtligheder eller handlinger af lig-

nende karakter, der set udefra udgør en del af en forestående overtrædelse af magtanvendelses-

forbuddet, forudsat at aggressionshandlingen derefter indledes eller udføres af andre personer

end personen, der forbereder eller planlægger aggressionshandlingen.

Efter det foreslåede

§ 118 b, stk. 2,

forstås ved en aggressionshandling en stats brug af væbnet

magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på

en måde, som i øvrigt er i strid med FN-pagten.

Det foreslåede stk. 2 vil skulle forstås i overensstemmelse med den del af magtanvendelsesfor-

buddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4, der omhandler forbuddet for FN-medlemslande mod brug

af magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden

måde, der er uforenelig med FN’s formål, herunder formålet om at sikre international fred og

sikkerhed.

Trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk.

4, vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det skyldes, at trussel om magtanvendelse ikke er

medtaget i definitionen af aggressionsforbrydelsen i artikel 8

bis

i Straffedomstolens statut.

Trussel om magtanvendelse kan således udgøre en overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet

for en stat, men kan ikke medføre et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse.

Anvendelse af væbnet magt mod en stat efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd i overens-

stemmelse med FN-pagtens kapitel VII eller udøvelse af individuelt eller kollektivt selvforsvar

i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51 vil ikke være omfattet, da anvendelse af væbnet

magt i disse tilfælde ikke vil være i strid med FN-pagten.

314

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det vil være en betingelse, at det er en stat, der bruger væbnet magt mod en anden stat. Det vil

sige, at angrebet vil skulle være rettet mod en stat, herunder angreb på statens territorium og

angreb på visse manifestationer af staten uden for dens territorium, f.eks. en stats væbnede

styrker, diplomatiske missioner og ikke-kommerciel statslig ejendom, der varetager myndig-

hedsfunktioner. Angreb mod en stats borgere eller deres ejendomme i udlandet vil derimod ikke

være et væbnet angreb mod staten efter bestemmelsen.

Det vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis anvendelsen af væbnet magt sker på

baggrund af et samtykke fra den anden stat, da der i så fald ikke vil være tale om ulovlig magt-

anvendelse efter folkeretten.

At anvendelsen af væbnet magt skal være en stats brug af væbnet magt mod en anden stat

indebærer, at ikke-statslige aktører ikke vil kunne foretage en aggressionshandling efter be-

stemmelsen. Dette ændrer ikke på, at sådanne handlinger, såfremt de udgør et væbnet angreb,

jf. FN-pagtens artikel 51, vil udløse en ret til selvforsvar for den angrebne stat.

En aggressionshandling vil i overensstemmelse med artikel 8

bis,

stk. 2, i Straffedomstolens

statut eksempelvis kunne være følgende:

1) en stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium eller enhver

militær besættelse, uanset hvor midlertidig den er, som følge af en sådan invasion eller angreb,

eller enhver annektering ved magtanvendelse af en anden stats territorium eller en del heraf,

2) en stats væbnede styrkers bombardement mod en anden stats territorium eller en stats brug

af våben mod en anden stats territorium,

3) blokade af en stats havne eller kyster af en anden stats væbnede styrker,

4) et angreb fra en stats væbnede styrker på en anden stats land-, sø- eller luftstyrker eller sø-

og luftflåder,

5) anvendelse af væbnede styrker fra én stat, som befinder sig på en anden stats territorium med

modtagerstatens samtykke, i strid med betingelserne i aftalen eller enhver forlængelse af deres

tilstedeværelse på et sådant territorium efter aftalens ophør,

315

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

6) en stats handling ved at tillade, at dens territorium, som den har stillet til rådighed for en

anden stat, bliver brugt af denne anden stat til at udføre en aggressionshandling mod en tredje-

stat, eller

7) udsendelse af eller på vegne af en stat af bevæbnede bander, grupper, irregulære styrker eller

lejetropper, som udøver væbnede aktioner mod en anden stat af en sådan alvorlighed, at det

svarer til foregående eksempler på handlinger, eller statens væsentlige involvering heri.

En aggressionshandling vil ikke forudsætte, at der er afgivet en krigserklæring forinden anven-

delsen af væbnet magt.

Efter det foreslåede

§ 118 b, stk. 3,

kan strafansvar for en aggressionsforbrydelse kun pålægges

den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.

Aggressionsforbrydelsen er en såkaldt lederskabsforbrydelse, da alene en stats øverste beslut-

ningstagere og de øverste militære ledere som udgangspunkt, vil kunne være ansvarssubjekter

efter den foreslåede bestemmelse. Det vil betyde, at personer, der varetager opgaver under de

øverste ledelsesniveauer, som udgangspunkt ikke vil være omfattet. En aggressionsforbrydelse

vil således alene kunne begås af de øverste ledere i en stat, som den underliggende aggressi-

onshandling kan henføres til.

Med formuleringen »den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller

militære handlinger« sigtes til, at både personer i formelle lederstillinger og personer i de facto

lederstillinger vil være omfattet. Det afgørende vil være, om de pågældende personer er i en

position, hvor de kan udøve faktisk kontrol eller styring med statens politiske eller militære

handlinger. Den pågældende vil således skulle have en sådan kontrol eller styring, at vedkom-

mende f.eks. kan få (dele af) militæret til at invadere en anden stats territorium.

En formel lederstilling vil dermed ikke være nok i sig selv til at være omfattet af bestemmelsen,

hvis den pågældende ikke samtidig har en sådan faktisk kontrol eller styring. Der vil således

kunne være tilfælde, hvor en person formelt besidder en offentlig lederstilling, men ikke de

facto opfylder kravet til at kunne udøve faktisk kontrol eller styring efter den foreslåede be-

stemmelse. Der vil ligeledes være tilfælde, hvor en person ikke besidder en offentlig lederstil-

ling, men ved sin faktiske indflydelse opfylder kravet om faktisk kontrol eller styring, hvorved

den pågældende vil kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestemmelse. Eksempelvis

vil religiøse eller åndelige ledere eller i særlige tilfælde erhvervsledere kunne have en sådan

faktisk kontrol eller styring, at de vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

316

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Det vil ikke have nogen betydning, om en leder i en formel lederstilling handler inden for sin

stillings mandat, da det afgørende for at kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestem-

melse vil være, om den pågældende kan udøve faktisk kontrol over eller styring af statens po-

litiske eller militære handlinger.

Den omfattede personkreds ville i en dansk sammenhæng i praksis være eksempelvis statsmi-

nisteren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Dertil kommer de øverste militære ledere.

I en udenlandsk sammenhæng vil det ligeledes kunne være en præsident eller en leder af et

nationalt sikkerhedsråd.

Det forudsættes, at et folketingsmedlem ikke alene igennem sin deltagelse i den parlamentariske

proces for udsendelse af danske militære bidrag til fremmede stater, hvor anvendelse af militære

magtmidler kræver Folketingets samtykke, vil være omfattet af bestemmelsen.

Begrænsningen af den omfattede personkreds medfører, at en aggressionsforbrydelse kan be-

tegnes som et såkaldt egenhændigt delikt. Det indebærer, at alene personer, der har faktisk kon-

trol over eller styring af en stats politiske eller militære handlinger, vil kunne medvirke til en

aggressionsforbrydelse. Alle andre personer vil derimod ikke kunne straffes for medvirken til

overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, selv om det i praksis ofte må antages at være alle

andre end de øverst ansvarlige ledere, der står for den faktiske udførelse af aggressionshandlin-

gen, herunder soldater.

Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at anvende den væbnede magt, herunder også i til-

fælde hvor den pågældende alene deltager i forberedelseshandlinger, som andre personer er

ansvarlige for at udføre.

Den foreslåede § 118 b tager udgangspunkt i artikel 8

bis

i Straffedomstolens statut om aggres-

sionsforbrydelsen, dog med visse forskelle, jf. nærmere kapitel 11, afsnit 6.2.3.2 samt artikel

25, stk. 3

bis,

om afgrænsningen af personkredsen, der kan være ansvarssubjekter efter bestem-

melsen og dermed kan pålægges et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse. Sta-

tuttens artikel 8

bis

bygger på FN-generalforsamlingsresolution 3314 (XXIX) af 14. december

1974.

Aggressionsforbrydelser vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter det foreslåede §

118 k, stk. 1, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydel-

ser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

317

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå

som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 b

om aggressionsforbrydelsen.

Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 6.2.

(Til § 118 c om folkedrab)

Straffeloven indeholder ikke en bestemmelse om folkedrab. Folkedrab er imidlertid strafbart

efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Det følger af folkedrabslovens § 1, at

den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller

religiøs gruppe som sådan: a) dræber medlemmer af gruppen, b) tilføjer medlemmer af gruppen

betydelig legemlig eller åndelig skade, c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at

bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, d) gennemfører forholdsreg-

ler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen, eller e) med magt overfører en gruppes

børn til en anden gruppe, straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16

år. Det følger desuden af § 2, at forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes,

jf. borgerlig straffelovs kapitel 4.

Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om folkedrab i straffeloven som

§ 118 c,

stk. 1,

hvorefter de fem forskellige typer af handlinger vil udgøre folkedrab, hvis handlingen er

begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller reli-

giøs gruppe som sådan.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-

fattes af gerningsindholdet i en eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 c, stk. 1, nr. 1-5,

og at den pågældende handling er begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en

national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.

Folkedrab vil kunne begås både i fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.

Gerningspersonen vil skulle have til hensigt helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan,

hvilket kan betegnes som det særlige folkedrabsforsæt.

Ved »ødelægge« forstås den fysiske eller biologiske destruktion af gruppen. Ødelæggelse af en

gruppes sociale eller kulturelle karakteristika vil derimod ikke være omfattet, men vil efter om-

stændighederne kunne bidrage til at bevise hensigten om folkedrab i form af fysisk eller biolo-

gisk ødelæggelse.

318

URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 220: Orientering om Betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser

Gerningspersonens hensigt vil skulle være »helt eller delvist« at ødelægge en gruppe. »Delvist«

vil skulle forstås som en betydelig eller væsentlig ødelæggelse af gruppen. Der vil ikke være

krav om, at det kvantitativt set skal udgøre en vis mængde af gruppen. Der vil derimod skulle

foretages en mere kvalitativ vurdering af, om den ødelagte del af gruppen udgør en betydelig

eller væsentlig del af den samlede gruppe. Eksempelvis vil drab på alle drenge og mænd i en

gruppe i en afgrænset region, der udgør omkring 7.000, være omfattet af udtrykket »delvist«.

Dette var omstændighederne ved drabene i Srebrenica i Bosnien-Hercegovina i 1995, der blev

bedømt som et folkedrab ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugo-

slavien.

»Som sådan« udtrykker et krav om, at gerningspersonen vil skulle have udvalgt ofrene på bag-

grund af deres gruppetilhørsforhold. Gerningspersonen vil således skulle have forsæt til at ville

ødelægge selve gruppen. Det vil ikke være tilstrækkeligt efter den foreslåede bestemmelse, hvis

gerningspersonen alene har forsæt til at ødelægge en samlet mængde af medlemmer af gruppen,

men ikke gruppen i sig selv.

De omfattede beskyttede grupper efter den foreslåede bestemmelse vil være nationale, etniske,

racemæssige eller religiøse grupper. Et medlem af en sådan gruppe vil ofte være født ind i

gruppen og dermed ikke selv have valgt tilhørsforholdet til gruppen.

Om en gruppe udgør en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe vil afhænge af en

konkret vurdering, da der ikke er en objektiv og præcis definition heraf. Vurderingen vil derfor

skulle foretages i lyset af den aktuelle politiske, sociale og kulturelle kontekst. Det vil endvidere

skulle indgå i vurderingen, hvad der var gerningspersonens subjektive opfattelse af den pågæl-

dende gruppes karakter og sammensætning. Gerningspersonen vil skulle anse den pågældende

gruppe for at være en distinkt enhed.