Udenrigsudvalget 2023-24
URU Alm.del Bilag 142
Offentligt
2845208_0001.png
Kære medlem af Udenrigsudvalget,
Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden
af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over terrororganisationer. [1]
I marts 2024 konkluderede en undersøgelseskommission i FN, at det iranske præstestyre gjorde sig
skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, ved styrets brutale undertrykkelse af de omfattende
demonstrationer i 2022.
Ifølge den uafhængige internationale undersøgelseskommission, har den voldelige undertrykkelse af
fredelige protester og omfattende institutionel diskrimination mod kvinder og piger ført til alvorlige
menneskerettighedskrænkelser, herunder mange der svarer til forbrydelser mod menneskeheden.
Af kommissionens rapport fremgår det, at krænkelser og forbrydelser i henhold til international lov
begået som led i undertrykkelse af protesterne, omfatter udenretslige og ulovlige drab og mord,
unødvendig og uforholdsmæssig magtanvendelse, vilkårlig frihedsberøvelse, tortur, voldtægt,
tvangsforsvindinger og kønsbasseret forfølgelse.
Ifølge kommissionen er der beviser for traumer på Mahsa Aminis krop, påført hende mens hun var i
moralpolitiets varetægt. Baseret på beviser og et mønster af voldsanvendelse i moralpolitiets
håndhævelse af den obligatoriske tilsløring for kvinder, er kommissionen overbevist om, at Mahsa Amini
blev udsat for fysisk vold, der førte til hendes død.
Ifølge rapporten spillede sikkerhedsstyrkerne på socialt og kulturelt stigma forbundet med seksuel og
kønsbaseret vold for at sprede frygt og ydmyge og straffe kvinder, mænd og børn.
Vedrørende voldtægt af tilbageholdte, understreger kommissionen at sikkerhedsstyrkerne har udført
disse handlinger på systematisk vis.
Kommissionens rapport dokumenterer forskellige tilfælde af voldtægt og andre former for seksuel og
kønsbaseret vold, herunder gruppevoldtægt, voldtægt med genstande, elektrisk stød på kønsorganerne,
tvungen afklædning og upassende berøring af kvinder og piger.
Kommissionen fandt at iranske sikkerhedsstyrker brugte haglgeværer, automatgeværer og maskinpistoler
mod demonstranter i situationer, hvor der ikke var nogen overhængende trussel om død eller alvorlig
personskade for dem, og derved begik ulovlige og udenretslige drab.
Kommissionen fandt også et mønster af demonstranter, der blev skudt med vilje i øjet.
Ifølge iranske læger resulterede dette i, at mindst 580 mennesker mistede synet på et øje eller begge
øjne alene i Teheran og regionen Kurdistan.
De omfattende protester i 2022 medførte at mere end 500 mennesker blev dræbt af de iranske
sikkerhedsstyrker, og at over 20.000 mennesker blev ulovligt tilbageholdt. Efterfølgende har præstestyret
indtil videre henrettet mindst ni unge demonstranter.
Irans Revolutionsgarde er en af de organisationer, som ifølge kommissionen stod i spidsen for
undertrykkelsen af protesterne mod præstestyret i Iran. [2] [3] [4]
Irans Revolutionsgarde giver politisk, økonomisk og militær støtte til 6 ud af 23 organisationer, som EU
har klassificeret som terrororganisationer. Dermed støtter Irans Revolutionsgarde ¼ af de
terrororganisationer, som er opført på EU’s terrorliste. Gennem sin støtte muliggør Irans
Revolutionsgarde dermed disse terrororganisationers terrorvirksomhed.
URU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 142: Henvendelse af 2. april 2024 fra Poyan Taherloo om det iranske præstestyres terrorvirksomhed
2845208_0002.png
I henhold til EU’s beskrivelse af kriterierne for klassificering af terrororganisationer, bør Irans
Revolutionsgarde således alene på den baggrund skulle sættes på EU’s terrorliste.
Endvidere bidrager Irans Revolutionsgarde aktivt til den umenneskelige undertrykkelse af befolkningen i
Syrien og til Ruslands grusomme ulovlige krig i Ukraine. [5]
Dertil yder Irans Revolutionsgarde politisk, økonomisk og militær støtte til Houthi-bevægelsen i Yemen,
der fortsætter uprovokerede terrorangreb mod den civile skibstrafik i Det Røde Hav. [6]
Den 8. februar 2024 gentog Europa-Parlamentet i en resolution sin opfordring fra tre tidligere
resolutioner af 19. januar, 16. marts og 23. november 2023, til Rådet for Den Europæiske Union, om at
klassificere Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation. Det fremgår af resolutionen at Europa-
Parlamentet i den forbindelse ”gentager sin urokkelige opfordring til Rådet”. [7] [8] [9] [10]
Eftersom præstestyret er et fundamentalistisk religiøst diktatur, uden nogen som helst form for
legitimitet blandt den generelle befolkning, udgør udøvelse af terror en grundlæggende forudsætning
for styrets eksistens. Terror har således altid været et helt afgørende virkemiddel for præstestyrets
overlevelse i Iran og indflydelse i resten af verden.
Årtiers europæisk eftergivenhedspolitik overfor præstestyret har kun resulteret i, at styrets
terrorvirksomhed og forbrydelser er blevet stadigt mere omfattende og brutale.
EU beskriver selv bekæmpelse af terror som en topprioritet. I det lys synes det helt uforståeligt at Irans
Revolutionsgarde endnu ikke er blevet klassificeret som en terrororganisation, så organisationens
terrorvirksomhed kan bekæmpes gennem de dertilhørende restriktive foranstaltninger.
En retmæssig inkludering af Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste vil være et vigtigt tiltag for EU’s
bestræbelser på at bekæmpe og forebygge terror, og samtidig udtrykke en konsekvens ved EU’s
fordømmelse af præstestyrets fortsatte terrorvirksomhed.
Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.