Det Udenrigspolitiske Nævn 2023-24
UPN Alm.del Bilag 283
Offentligt
2865656_0001.png
Folketingets Udenrigsudvalg
Dato
3. maj 2024
Sag
24/22468
Enhed
INTJUR
URU alm. del – svar på spørgsmål 182 fra Trine Pertou Mach (EL)
stillet den 8. april 2024 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren kommentere artikel i The Guardians (”UK government lawyers say
Israel is breaking international law, claims top Tory in leaked recording”,
theguardian.com, den 30. marts 2024) og oplyse, om han er enig i de vurderinger,
der refereres i artiklen fra britiske jurister og politikere om, at Israel bryder
international humanitær lov under krigsførelsen i Gaza?
Svar
Den humanitære situation i Gaza er dybt foruroligende, og det høje antal af dræbte
civile palæstinensere er meget bekymrende. Allerede fra begyndelsen af
konflikten har Danmark og EU over for Israel understreget vigtigheden af, at Israels
ret til selvforsvar bliver udøvet i overensstemmelse med folkeretten, herunder den
humanitære folkeret og reglerne om beskyttelse af civile. Dette er bl.a. udtrykt i
konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 21. marts 2024.
Der verserer i øjeblikket flere sager vedrørende konflikten i Gaza ved internationale
domstole. Der pågår en undersøgelse hos Den Internationale Straffedomstol (ICC)
af eventuelle forbrydelser, der er begået på palæstinensisk territorium og af Hamas
i Israel, herunder i perioden efter den 7. oktober 2023. Domstolen har kompetence
til at prøve sager vedrørende det strafferetlige ansvar for folkedrab,
krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Ved Den Internationale
Domstol (ICJ) verserer tillige en sag vedrørende Israels eventuelle overtrædelse af
FN’s folkedrabskonvention anlagt af Sydafrika. Danmark har - både bilateralt og
sammen med EU-kredsen - udtrykt en klar forventning om, at Israel efterlever
Domstolens bindende afgørelser. Derudover har Nicaragua anlagt en sag ved ICJ
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
[email protected]
Web: UM.dk
1/2
UPN, Alm.del - 2023-24 - Bilag 283: Svar på spørgsmål vedr. en kommentar til artikel i The Guardians UK government lawyers say Israel is breaking international law, claims top Tory in leaked recording, theguardian.com, den 30. marts 2024
mod Tyskland med påstand om blandt andet medvirken til krigsforbrydelser i
forbindelse med konflikten i Gaza.
Regeringen har, ligesom tidligere regeringer i andre konflikter, været
tilbageholdende med at udtale sig om lovmedholdeligheden af konkrete
handlinger. Det gælder ikke mindst i den nuværende kontekst, hvor der er stor
kompleksitet og uklarhed om fakta. Regeringen har således ikke foretaget juridiske
vurderinger af, hvorvidt hver enkelt af Israels militæraktioner er i
overensstemmelse med folkeretten.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
2/2