Udvalget for Landdistrikter og Øer 2023-24
ULØ Alm.del Bilag 33
Offentligt
2782479_0001.png
Livskvalitet
på landet
mennesker, steder
og fællesskaber
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0002.png
Livskvalitet
på landet
mennesker, steder
og fællesskaber
Realdania
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
det blæser
Marianne Larsen
’det blæser’
der går heste rundt
mellem solopgange
og brombærkrat
og lidt afsides liggende
storbyer
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0004.png
4
—
5
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
11
Forord
Livskvalitet for alle
49
50
Længe leve hverdagen
Landlivets rytmer
Pia Heike Johansen
& Jens Kaae Fisker
131 Rum til at mødes
132 Stedsudvikling
for fælles livskvalitet
Anne Tietjen &
Gertrud Jørgensen
171 Ved fælles kraft
172 Civilsamfundets
glæder og sorger
Evald Bundgård Iversen,
Michael Fehsenfeld
& Bjarne Ibsen
13
Indledning
Velkommen på landet
70
Gudskelov er der en
rytme i naturen
Jørgen Skouboe
142 Fiskerhusets vidnesbyrd
Hahn Lavsen
19
Kampen mellem
by og land
Landdistrikternes
lykkeparadoks
Henrik Lauridsen Lolle
180 Det handler om,
at man er ønsket
Søren Vester
80
Eksempelprojekter
Gaarden
Fru Møllers Mølleri
Ærø whisky
Rabarbergaarden
154 Eksempelprojekter
Polymeren
Ragnhilds Gård
Filsø Ellipsen
Troldhedestien
20
190 Eksempelprojekter
Makvärket
Bovbjerg Fyr
Lønstrup Biograf
Bindeballe Købmandsgård
28
Naturens tempo
eller byens puls
Anna Emma Haudal
96
Visuelt essay
Stenka Hellfach
206 Hør bølgerne, hør kornet
Josefine Klougart
38
15 citroner
Josefine Klougart
227 Værkfortegnelse
230 Kolofon
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0006.png
Forord
Livskvalitet for alle
Realdanias kernestof
er livskvalitet
gennem det byggede miljø
Derfor spørger vi hvert år 7.000 danskere, fordelt over
hele landet, hvor tilfredse de er med deres bolig, lokal­
miljø og naboskab. Spørgeskemaundersøgelsen ’Dan­
skerne i det byggede miljø’ viser år efter år, at vi i Dan­
mark generelt har en meget høj livskvalitet, uanset hvor
vi bor. Men den viser også år efter år – og fortsat til
manges overraskelse – at vi finder den højeste tilfreds­
hed med tilværelsen hos folk på landet.
Det er ikke særegent for Danmark, at folk er lykke­
ligst på landet. Det er en tendens, man ser i det meste af
Vesteuropa og USA. Samtidig har mange landdistrikter
demografiske og økonomiske udfordringer. Faldende
befolkningstal, flere ældre, færre unge, færre arbejds­
pladser, tomme bygninger og manglende investeringer.
For at undersøge denne dobbelthed besluttede Realda­
8
9
Livskvalitet for alle
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0007.png
nia i 2018 at støtte forskningsprojektet
Livskvalitet i
yderområder og landdistrikter,
hvor en række anerkendte
danske forskere skulle belyse, hvad der gør landboerne
så tilfredse med livet. Det blev til fire delprojekter med
hver deres vinkel på livskvalitet og til en engelskspro­
get akademisk publikation med bidrag fra hele verden.
Publikationen er udgivet på Manchester University
Press med titlen
Rural quality of life.
I denne, danske, publikation vil vi gøre resultater
og indsigter fra forskningsprojektet mere tilgængeli­
ge og vedkommende for alle danskere. Derfor brin­
ger vi forskningsartiklerne i en forkortet version, og vi
supplerer det videnskabelige blik med skønlitterære,
kunstneriske og personlige bidrag, der kan give andre
perspektiver og større indblik i de oplevelser, følelser og
erfaringer, der er forbundet med at bo på landet.
Den nye viden om livskvaliteten på landet er væ­
sentlig for os alle, uanset hvor vi bor. Hvis vi kan få en
bedre og mere nuanceret forståelse af, hvorfor dansker­
ne i landdistrikterne har en højere livskvalitet end i re­
sten af landet, kan vi forhåbentlig bruge den viden til at
forbedre livskvaliteten for alle danskere – både i byen
og på landet.
Realdania har været til stede i landdistrikterne, si­
den vi blev stiftet i år 2000. På
realdania.dk
kan du læse
mere om de indsatser og projekter, vi har støttet i land­
distrikterne, og du kan finde denne publikation i en di­
gital udgave.
Rigtigt god læselyst.
Nina Kovsted Helk, filantropidirektør
10
Forord
11
Livskvalitet for alle
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0008.png
Indledning
Velkommen
på landet
Hvis man søger en simpel formel for det lykkelige liv på
landet, vil man lede og læse forgæves i denne publika­
tion. For både by, land, livskvalitet og det levede liv er
komplekse, dynamiske størrelser, der ikke umiddelbart
lader sig reducere til entydige svar eller facit.
Vi taler ofte om by og land som isolerede områder
og skarpt afgrænsede kategorier. Men i Danmark er by
og land ikke to poler på en akse. Geografisk er vores byer
og landdistrikter vævet sammen i et tæt netværk af infra­
struktur, åbent land og bebyggelser. Vi har landdistrik­
12
Forord
13
Velkommen på landet
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
ter og landsbyer fordelt over hele landet; vi har forskel­
lige typer af landsbyer; vi har større byer som købstæder
og stationsbyer, og så har vi vores største byer, der alle er
omringet af forstæder – som ofte delvist består af tidli­
gere landsbyer, der er blevet opslugt af byudviklingen.
Og indimellem ligger det åbne land med herregårde,
bøndergårde, husmandssteder og nybyggede huse. Den
virkelighed kan være svær at få øje på, hvis man holder
fast i tanken om ’by’ versus ’land’.
Ser man by og land som to poler, er der også en ri­
siko for at overse, at byer og landdistrikter ikke blot er
tæt forbundne, men dertil meget forskellige rundt om
i landet. Bornholm er ikke Vestjylland, og Lolland er
ikke Nordjylland. Vinden og stranden mod vest giver
andre muligheder for liv og leg end klipperne mod øst,
og kulturarven i Tøndermarsken adskiller sig fra den i
Thy. Og så fortæller fyrtårnet én historie om livet langs
kysten, mens remisen på kanten af landsbyen fortæller
en ganske anden.
Så virkeligheden er heldigvis langt mere nuanceret
end den simple modsætning mellem by og land. Det
gælder ikke kun geografisk; det gælder også for vores
livsverden og livsformer. At være bosat i et landdistrikt
betyder ikke, at man nødvendigvis lever et traditionelt
landboliv. Rigtigt mange bor på landet, men arbejder i
byen, og det er i det hele taget de færreste, der arbejder
samme sted, som de bor.
Landlige blikke
Hvis vi skal forstå, hvad der giver livskvalitet i landdi­
strikterne, nytter det ikke at følge det urbane blik, som
stadig er dominerende både i forskningen og i me­
dielandskabet. Her ser man – undrende og nogle gange
uforstående – ud på landskabet fra en bymæssig kon­
tekst. Men at se landlivets kvaliteter kræver insidervi­
den. Det kræver, at man ved, hvad man skal kigge efter.
Dér, hvor nogle ser en nedslidt landejendom, ser andre
frihed og plads til at være sig selv. Og mens nogle leder
forgæves efter et centrum i landsbyen, vil andre vide,
at landsbyer sjældent har et centrum, og at de største
herlighedsværdier ligger i den omkringliggende natur.
Hvis man leder efter livet mellem husene i det åbne
land eller i vores mindre byer, opdager man heller ikke,
at det sociale liv ofte foregår i hallerne og kulturhusene
eller i skoven og på stranden.
Det ensidige blik på landdistrikterne var én af
årsagerne til, at Realdania i 2018 støttede forsknings­
projektet
Livskvalitet i yderområder og landdistrikter.
Forskerne blev bedt om at udforske, udfolde og udfor­
dre begrebet livskvalitet fra forskellige vinkler. Derfor
er forskningsprojektet inddelt i fire delprojekter, der
undersøger henholdsvis datagrundlaget, hverdagslivet,
det byggede miljø og civilsamfundet. Et fagligt advisory
board har været tilknyttet projektet fra start for at styrke
og perspektivere forskningens løbende resultater.
Det har aldrig været meningen med forskningen at
nå frem til én sandhed om det gode liv på landet. På
samme måde har det i arbejdet med denne bog aldrig
været hensigten at formidle én samlet eller sammen­
hængende fortælling. I stedet har vi bredt emnet endnu
mere ud og inddraget forskellige formidlings­, videns­
og erfaringsformer i form af kunst, litteratur og første­
håndsberetninger, der kan give et andet blik på verden
og virkeligheden end videnskabens.
Vi er derfor glade for at kunne præsentere forkortede
versioner af forskernes artikler, men også blandt andet et
14
Indledning
15
Velkommen på landet
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
essay af forfatter Josefine Klougart samt et uddrag fra hen­
des seneste roman
Alt dette kunne du få.
Også stor tak til Marianne Larsen for lån af digtet
det
blæser,
der på enkel og meget smuk vis sætter scenen for
denne bog.
For at få et personligt blik på landlivets glæder og
frustrationer har vi talt med Anna Emma Haudal, Jørgen
Skouboe, Søren Vester og Caroline Hahn og Ebbe Lav­
sen, der i fire tekster sætter ord på deres egne erfaringer.
Derudover har vi valgt at supplere ord med bille­
der og viser 16 kunstværker fra perioden 1900 til 2023.
Værkerne er skabt af 14 billedkunstnere og to kunstner­
duoer og er udvalgt af kunsthistoriker Stenka Hellfach.
Endelig præsenterer vi gennem publikationen for­
skellige projekter, som Realdania har støttet, og som vi­
ser, hvordan det byggede miljø – bygninger, byrum og
steder – kan understøtte livet og livskvaliteten på landet.
elt forskellige størrelser og identitetsskabende markører,
men som modsætningsfyldt par bør de anvendes med
varsomhed. Som forskningen viser, er der ikke tale om
et enten­eller men et både­og. Og om sammenhænge og
forbindelser, netværk og relationer. By og land er ikke
hinandens modsætninger, men de er i høj grad hinan­
dens forudsætninger.
Tak til alle de gode kræfter, som har båret forskningen
og publikationen igennem.
Stine Lea Jacobi, programchef
Simon Harboe, projektchef
Hinandens forudsætninger
Vi ønsker ikke at tegne et skønmaleri af livet på lan­
det eller at ignorere de store, strukturelle udfordringer,
mange landdistrikter kæmper med: fraflytning, en ald­
rende befolkning, tomme bygninger, få arbejdspladser
og manglende investeringsvillighed. Vi håber derimod
med denne publikation at give et nuanceret indblik i,
hvad det er for faktorer, der – nogle steder på trods af
udviklingen – gør, at folk på landet er mere tilfredse
med deres liv end gennemsnitsdanskeren.
Først og fremmest er det vores ærinde at gøre op med
den besnærende let kommunikerbare idé om, at by og
land er hinandens modsætninger. Det betyder ikke, at vi
skal opgive betegnelserne by og land, for de er stadig re­
16
Indledning
17
Velkommen på landet
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0011.png
Kampen mellem
by og land
Debatten om fordele og ulemper ved at bo henholdsvis i byen eller på
landet kan være hård, med gensidige beskyldninger og manglende forstå­
else og et modsætningsforhold, der til tider synes uoverstigeligt.
Lektor og ph.d. på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet
Henrik Lauridsen Lolle har i en årrække forsket i kvantitativ metode, vel­
færdsstaten og livstilfredshed. I sin artikel
Landdistrikternes lykkeparadoks
går han tættere på den heftige debat, der foregår i den akademiske verden
mellem fortalere for henholdsvis livet i byen og livet på landet, og han
analyserer desuden de danske data på området.
Målet med hans forskning har ikke været at udpege en vinder i kampen
mellem by og land. Det ville heller ikke være videnskabeligt forsvarligt,
da data er begrænsede, forskellene små, og mennesker forskellige. Hen­
sigten har derimod været at nuancere debatten og finde frem til de vigtig­
ste faktorer for den høje livskvalitet i landdistrikterne.
De danske undersøgelsesdata tager udgangspunkt i de over én million
danskere, der enten bor i det åbne land eller i vores knap 6.000 landsby­
er. Bag alle disse data findes mennesker med egne oplevelser og erfaringer,
og i teksten
Naturens tempo eller byens puls
giver manuskriptforfatter og
filminstruktør Anna Emma Haudal sit personlige perspektiv på relatio­
nen mellem land og by.
Til sidst i kapitlet har forfatter Josefine Klougart bidraget med et essay om
naturens og stedets betydning:
15 citroner.
18
Indledning
18
—
19
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0012.png
Landdistrikternes
lykkeparadoks
Henrik Lauridsen Lolle,
ph.d., lektor, Institut for Politik og Samfund,
Aalborg Universitet
Henrik Lauridsen Lolle
20
—
21
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Byens triumf ?
I mange år er mennesker over hele verden
flyttet fra land til by. Den vigtigste årsag er,
at der er sket et stort skifte fra landbrugser­
hverv til byerhverv. Men folk flytter ikke
kun til byen, fordi der er færre jobs på lan­
det; byen anses også for at være attraktiv
på mange andre måder. Byen har bl.a. flere
uddannelsesmuligheder for unge menne­
sker, et langt bredere udvalg af kulturtilbud
som museer, teatre og sportsbegivenheder
samt mange caféer, restauranter og special­
butikker. Desuden viser målinger en højere
gennemsnitlig livskvalitet hos folk i byen,
når man ser på indkomst, sundhed og ud­
dannelse – dvs. når man bruger en objektiv
definition af livskvalitet.
Når man derimod beder folk sætte tal
på deres følelse af lykke eller tilfredshed
med livet, dvs. man måler den subjektive
livskvalitet, bliver billedet et andet. Her har
undersøgelser enten ikke vist nogen forskel
i livskvalitet mellem land­ og byområder,
eller også har der endog vist sig – i højind­
komstlandene – at være højere gennem­
snitlige niveauer af livskvalitet på landet. I
litteraturen betegnes dette fænomen som
’landdistrikternes lykkeparadoks’: Vi flok­
kes til byen for at nyde godt af alle dens for­
dele, mens det lader til, at lykken i højere
grad findes på landet.
Resultaterne varierer dog meget på
tværs af lande. Samtidig ændrer ting sig, og
det er svært at sige noget generelt om by­ og
landboerne. Nye generationer og nye flyt­
temønstre mellem by og land kan hurtigt
ændre balancen. Desuden dækker resulta­
terne selvfølgelig også over store individu­
elle forskelle. Der findes både meget lyk­
kelige og ulykkelige byboere og tilsvarende
på landet. Og endelig kan tallene være
markant forskellige, alt efter hvordan man
vælger at måle livskvalitet, og hvordan man
vælger at udføre de statistiske beregninger.
Med alle de forbehold er det derfor nød­
vendigt at se nærmere på tal og teori for at
nuancere billedet.
Ophedet debat
Fronterne er hårdt trukket op inden for den
teoretiske litteratur om byen versus landet.
På den ene side står økonomen Edward
Glaeser. I sin banebrydende bog
Triumph
of the City
fra 2011 forherliger han byen
og alle dens muligheder for det moderne
menneske. Byen har været én af de vigtigste
motorer i udviklingen fra fattige landbrugs­
samfund til rige og veluddannede, demo­
kratiske samfund, skriver han. I byen mø­
des forskellige slags mennesker, nye idéer
opstår og gennemføres, folk uddanner sig,
forretningslivet blomstrer. Desuden er byen
mere klimavenlig end landet, bl.a. fordi
folk bor tættere sammen på mindre land
og i mindre boliger, de deler opvarmnin­
gen af deres bolig med nabo og underbo,
og de cykler mere og pendler mindre. Men
hvad med uligheden, fattigdommen og
slumkvartererne i mange storbyer? Glaeser
erkender, at nogle byer har sociale proble­
mer, som myndighederne bør tage sig af.
Men alt i alt er byen en god ting, fastholder
han, ikke kun som et midlertidigt skridt
i menneskehedens udvikling på jorden,
men også i fremtiden. Desuden har de fle­
ste mennesker i byens fattigste kvarterer det
bedre her end i de fattigste områder på lan­
det. Efter hans mening er byens udsatte bo­
ligområder ikke beboet af ulykkelige men­
nesker, fordi disse kvarterer i sig selv gør
folk ulykkelige. Det handler derimod om,
at ulykkelige mennesker på landet flytter
til bykvarterer med billige boliger, fordi de
søger – og ofte finder – et bedre liv i byen.
På den anden side af debatten står polito­
logen Adam Okulicz­Kozyran. Han mener,
at selvom nogle mennesker måske har det
bedre i byen, er byen generelt set et dårligt
sted at bo. Den eneste grund til, at folk ikke
konsekvent slår hinanden ihjel i de over­
fyldte byer, er ifølge ham, at vores naturlige
instinkter er sløvet af de sociale og kulturel­
le normer – og selvfølgelig hæmmet af po­
litiets tilstedeværelse.
1
Hans kritik af byen
er inspireret af bysociologen Louis Wirth,
som bygger videre på to af de helt store fra
den første generation af sociologer, nemlig
Émile Durkheim og Georg Simmel. Okuli­
cz­Kozyrans hovedpointe er, at byen skaber
fremmedgørelse pga. befolkningens stør­
relse, tæthed og forskelligartethed og den
uendelige strøm af indtryk. På den ene side
får individet i byen mere frihed, fordi det
i langt mindre grad er hæmmet af traditio­
ner og strenge sociale normer. På den anden
side mister individet den følelse af at være
aktivt deltagende i et moralsk fællesskab
med tætte sociale netværk, der følger med
at leve i et mindre samfund med gensidigt
afhængige mennesker. Byen og dens fokus
på penge ødelægger de sociale bånd og den
sociale tillid. Individet bliver rastløst, bla­
sert, afstumpet.
Den ophedede videnskabelige debat
om storbyliv versus landliv synes nogle
gange at være gennemsyret af misforståel­
ser og ideologiske modsætninger, hvor den
ene lejr diskuterer
homo economicus
– det
rationelt nyttemaksimerende menneske –
og den anden lejr diskuterer det naturlige
menneske og det tabte paradis. Men som
1
2
én af foregangsmændene inden for lykke­
forskning, Ruut Veenhoven, skriver:
”Der er en vis sandhed i den socio­
biologiske påstand om, at evolutionen
ikke har designet os til bylivet. Men den
har heller ikke prædisponeret os til et liv
på landet. Det nuværende stillesiddende
liv på gårde og i landsbyer er lige så langt
fra det oprindelige jæger­samlerliv som
det liv, der udfolder sig i byens gader og
højhuse.”
2
Hvad siger tallene?
Okulicz­Kozaryn har, i samarbejde med
forskellige medforfattere, foretaget en ræk­
ke empiriske analyser af mestendels survey­
data fra de seneste årtier fra en lang række
lande. Hovedkonklusionen i de artikler,
der baseres på analyserne, bakker stort set
altid hundrede procent op om hans hypo­
teser om, at lykken er at finde på landet og
ikke i byen.
For læseren, der ikke nøjes med at
skimme indledning og konklusion, findes
der imidlertid en række modifikationer og
tillæg til denne hovedkonklusion. F.eks.
gælder konklusionen stort set kun angel­
saksiske lande, og endvidere ser proble­
merne med lykken ud til næsten alene at
gælde deciderede storbyer og ikke byerne
generelt. I en artikel med analyser på by­
og landområder i USA finder han tilmed,
at lykkeforskellene mellem land og by næ­
sten forsvinder efter kontrol for etnisk her­
komst. Og på nogle af hans nyeste analyser
Okulicz­Kozaryn, A. (2015). Happiness and place: Why life is better
outside of the city. Springer. s. 105
Veenhoven, R. (1994). “How Satisfying is Rural Life? Fact and Value” in
Cerora, J. (ed),
Changing values and attitudes in family households, implicati-
ons for institutional transitions in East and West,
FAA report nr. 296, Society
for agricultural policy research in rural society, side 41­51.
22
Landdistrikternes lykkeparadoks
23
Henrik Lauridsen Lolle
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
finder Okulicz­Kozaryn, at den yngste ge­
neration lader til at have det bedre i metro­
polerne end på landet.
Den seneste forskning på området
bakker dog stadig op om Okulicz­Koza­
ryns hypotese og viser en generel udvikling
i de vestlige lande imod en lidt højere grad
af oplevet livskvalitet for folk på landet i
forhold til byboere. Billedet er omvendt i
udviklingslande, hvor der generelt ses stør­
re grad af oplevet livskvalitet i byområder­
ne, og det ligger lige for at se disse forskelle
som en gradvis udvikling hen over tid, hvor
livskvaliteten for folk på landet er gradvist
stigende. Men selvom der altså anes kon­
turerne af et overordnet mønster, bør man
vare sig for bombastiske konklusioner. Det
er ganske vist muligt at fremstille en samlet
fortælling, som virker fornuftig, men ikke
alle resultater lader sig umiddelbart passe
ind under den samlede kappe.
Når konklusionerne i de mange for­
skellige undersøgelser er lidt forskellige,
skyldes det i høj grad, at statistiske analy­
seresultater kan diskuteres. For at kunne
måle livskvalitet blandt mennesker i byen
og på landet skal man for det første define­
re 'livskvalitet' og 'landboer' på en måde, så
man kan sætte det i en statistisk model. Her
er der allerede stor risiko for, at forskellige
forskere får forskellige resultater. Hvis man
dernæst finder en forskel, der viser, at folk
er lykkeligere og mere tilfredse med deres
liv i landdistrikterne, skal man forholde sig
til årsagsmekanismerne. Er der en reel år­
sagssammenhæng, sådan at visse kvaliteter
ved landdistrikterne i gennemsnit gør folk
lykkeligere? Eller skyldes resultatet bare, at
den type mennesker, der vælger at bo på
landet, generelt er gladere for livet?
En del forskning tyder faktisk på, at
mennesker med samme type personlighed
samler sig i geografiske områder. I analyser
af britiske paneldata finder forskere, at en
del af den større grad af oplevet livskvali­
tet på landet kan forklares ved, at folk, der
flytter fra by til land, generelt er lidt mere
livstilfredse end folk, der flytter den an­
den vej. Og andre undersøgelser viser, at
mennesker med hedonistiske værdier, dvs.
mennesker, som mere eller mindre bevidst
søger nydelse og lykke, er overrepræsente­
ret i byerne, samt at folk med den type af
personlighed paradoksalt nok i gennem­
snit har lavere subjektiv livskvalitet. Måske
er dét en af forklaringerne på den lidt lavere
livskvalitet i visse byer, og i så fald ville det
måske ikke nytte for byboerne at flytte på
landet, eftersom de allerede er disponeret
til at føle mindre tilfredshed med livet.
forkorte de oplevede afstande. På den måde
er Danmark et godt eksempel på den ten­
dens i vestlige lande, hvor landdistrikterne
'låner' de positive effekter fra storbyerne og
samtidig fortsat besidder de særlige værdier
ved landet såsom naturoplevelser, mindre
frygt for kriminalitet og tættere sociale rela­
tioner i nærområdet.
indkomst m.m. ender vi samlet set fortsat
med konklusionen, at folk, der bor i land­
områder, i gennemsnit er lidt mere tilfredse
med livet end folk, der bor i byområder.
Flere aspekter af livet
I anden del af vores undersøgelse brød vi
'livskvalitet' ned i flere emner og så på:
1) økonomisk situation
2) familieliv
3) sociale relationer
4) arbejde
5) transporttid til arbejde
6) fritid
7) dagligdag
8) muligheder for fritidsaktiviteter
9) boligsituation
Analyserne herfra viser, at folk i landkom­
munerne, og i særlig grad i yderkommuner­
ne, er mere tilfredse end folk i bykommu­
nerne på stort set alle områder af livet. Kun
ét emne scorer højere blandt byboere, og
det er mulighederne for fritidsaktiviteter.
Det stemmer godt overens med det faktum,
at der er langt højere udbud i byen af kul­
turelle aktiviteter, sportsfaciliteter, caféer,
restauranter, museer osv.
I de sidste analyser undersøgte vi fak­
torer, der måler folks følelser, meninger og
holdninger. Her fandt vi det samme over­
ordnede billede: en gennemsnitlig tendens
til, at livet opleves mere meningsfuldt i
landdistrikterne. Der er mere glæde, min­
dre ængstelse og mindre stress, og dét er alt
sammen med til at forklare den højere sub­
jektive livskvalitet.
Vi undersøgte også specifikke grupper
af mennesker, derunder migranter mellem
by og land samt børn (15­årige danske sko­
Den (overraskende) lille forskel
Vi satte os for at undersøge, om lykkepara­
dokset gælder i Danmark, og dykkede ned
i tallene fra surveys og registre, bl.a. Dan­
marks Statistik.
Selvom vi forventede, at der ikke ville
være udtalte forskelle i livskvalitet mellem
de danske kommuner, overraskede det os
alligevel at finde så lidt forskel. Vi fandt
næsten kun forskelle i livskvalitet mellem
enkeltpersoner og ikke mellem kommuner
eller mellem land­ og byområder. Den lille,
men statistisk signifikante forskel, vi trods
alt fandt, var til fordel for landkommuner­
ne. Det vil sige, at indbyggere i yderkom­
muner, landkommuner og mellemkom­
muner i Danmark statistisk set har et højere
gennemsnitligt niveau af oplevet livskvali­
tet, end indbyggere i bykommunerne har.
Sådan ser det overordnede billede i
hvert fald ud, og det var også resultatet efter
relevante statistiske kontroller. Vi ved fra
tidligere undersøgelser, at ældre mennesker
over 60 år og mennesker, der er gift, gene­
relt har et højere niveau af subjektiv livskva­
litet. Og vi ved, at der på landet er en større
andel af begge grupper. På den anden side
har folk i landdistrikterne i gennemsnit
lavere indkomster, hvilket generelt giver
lavere subjektiv livskvalitet. Baggrundsfak­
torerne trækker altså lidt i hver sin retning.
Efter statistisk kontrol for alder, civilstand,
Tilfældet Danmark
Danmark tilhører den lille gruppe af uni­
verselle velfærdsstater, hvor alle i vid ud­
strækning er inkluderet i de offentlige
velfærdsordninger. Ligheden gælder også
mellem by og land – især siden kommu­
nalreformen i 1970, hvor omkring 1.200
kommuner blev lagt sammen til 275, og
man etablerede et avanceret mellemkom­
munalt udligningssystem. Kommunerne er
sidenhen blevet stadig mere ens med hen­
syn til den offentlige service. I 2007 blev
kommunerne slået sammen til nu kun 98
kommuner, og der blev indført endnu mere
udligning mellem rige og fattige kommu­
ner. Dette overordnede billede gælder også,
selvom der de seneste år har været tale om
en øget ulighed, også mellem kommuner.
I det geografisk lille Danmark er der
ingen steder meget langt fra udkant til
centrum, eller fra en lille landsby til én af
de 11 største byer. Internettet er med til at
24
Landdistrikternes lykkeparadoks
25
Henrik Lauridsen Lolle
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
leelever ud fra egne analyser på PISA­data
fra 2018) for at se, om forskelle i oplevet
livskvalitet mellem land og by især gælder
for bestemte typer. Der var imidlertid ikke
noget her, der markant skilte sig ud fra det
overordnede mønster af små forskelle. 
Mere nuanceret debat
At måle livskvalitet er en utroligt vanskelig
opgave, og man vil aldrig kunne udnævne en
klar vinder i land­versus­by­debatten. Men­
nesker er forskellige, og at forsøge at afgøre,
om det er bedst for mennesker at bo i byen
eller på landet, er lidt som at sammenligne,
hvad der smager bedst: æbler eller bananer.
Vores mission var dog heller ikke at
kåre en vinder, men derimod at nuancere
debatten.
Ud fra den eksisterende offentlige de­
bat om landområdernes genvordigheder,
faldefærdige og usælgelige huse, lukkede
institutioner og dagligvarebutikker osv.
skulle man forvente, at de tilbageværende
indbyggere i land­ og yderområder ville
være om ikke direkte ulykkelige så dog
mindre lykkelige end byboere. Sådan for­
holder det sig imidlertid ikke. Ligesom
nyere internationale surveyundersøgelser,
nævnt i starten af kapitlet, viser resultater­
ne, at der gennemsnitligt er en lidt højere
grad af oplevet livskvalitet på landet, og
man kan derfor også sige, at lykkepara­
dokset er slået igennem i Danmark. For­
skellene i oplevet livskvalitet mellem land
og by er dog små, selvom de er statistisk
signifikante. Men det mest interessante er
nok også, at der i hvert fald ikke er nogen
tegn på en lavere grad af oplevet livskvali­
tet på landet. Det er i og for sig meget be­
tryggende, men det er samtidig vigtigt at
slå fast, at det ikke er ensbetydende med,
at der ikke findes reelle problemer for folk
i land­ og yderområder. Det er måske nær­
mere på trods af disse problemer, at folk
på landet har en ret høj grad af livskvalitet.
26
Landdistrikternes lykkeparadoks
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0016.png
Naturens tempo
eller byens puls
Anna Emma Haudal
28
—
29
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Anna Emma Haudal er opvokset i Odsherred og flyttede
tilbage til sin barndomsby efter ti år i København, hvor
hun gik på Filmskolen. I dag er hun manuskriptforfatter
og filminstruktør og står bl.a. bag tv-serien Doggystyle
om en 21-årig kvinde, som vender tilbage til sine foræl-
dres hus på landet efter at have boet i København.
At bade i fjorden hver aften før sengetid,
helt alene ved
vandet med fuglefløjt og raslende blade i træer­
ne. Skoven i baghaven. Den meditative ro i mit
hjem. De store vidder. Den gode, nærende mad,
som Robert har klar til mig, når jeg kommer hjem.
Og nærværet med dyrene. Det er svært at beskri­
ve, hvor afsindigt krævende det er at lave film og
tv­fiktion, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg
ikke ville holde til at blive ved, hvis ikke jeg havde
min mand Robert og gården på landet ved vandet
at vende hjem til. Jeg har altid troet, at det ville gøre
mig lykkelig at lave film og vinde priser, men det
slår ikke livet med en køkkenhave.
Der findes ikke en enkelt årsag til, at jeg flyttede på landet.
Det skete heller ikke som et lyn fra en klar himmel.
Nogle år forinden fik jeg kyssesyge, og jeg var lang
tid om at komme mig. Efter sygdommen var jeg
ekstremt sensitiv over for støj, stimulanser og man­
ge mennesker. Jeg fik angst, når jeg skulle flytte mig,
især i offentlige transportmidler. Så jeg købte min
første bil, hvilket gjorde det nemt og hurtigt at kom­
me ud af byen.
I samme periode blev der indført skraldesor­
tering i København, og det gjorde mig opmærksom
på de store mængder skrald, jeg producerede. Jeg
er ikke vokset op med pålæg og plastikemballage,
gamle grøntsager og produktionskød. Jeg er vok­
set op med, at maden boede i haven, og vi høstede
grøntsagerne samme dag, som vi spiste dem. Jeg vil­
le gerne tilbage til det liv, og jeg var faktisk ikke ban­
ge for at gøre det alene. Men så mødte jeg Robert. Vi
mødtes i en æbleplantage over for mine forældres
hus. Han var ved at tage en gartneruddannelse og
gik med de samme drømme om at flytte på landet
og blive selvforsynende. Der gik ikke ret lang tid,
før vi købte en gård med får, høns og katte, og vi har
aldrig set os tilbage. Vi bliver gamle sammen her.
Vi kæmper mod rådyr, dræbersnegle og sommerfuglelarver,
der spiser vores afgrøder. Alligevel føles det som et
privilegie at dyrke grøntsager, fordi det handler om
at være i kontakt med det, jeg spiser, i kontakt med
naturen, i kontakt med årstiderne. At leve i sam­
klang med naturen var en selvfølge for mig i min
barndom, for jeg havde aldrig prøvet andet. Mine
nærmeste venner var firbenede væsener i en dragt
af uld. På et tidspunkt var vi kun syv børn i min
folkeskoleklasse, og der var ingen, som delte min
interesse for film og teater. Ingen, der læste de sam­
me bøger som mig. Så jeg fandt et fællesskab med
naturen. Jeg blev dygtig til at lege med mig selv, og
jeg blev dygtig til at skabe store og nuancerede fikti­
ve verdener i mit hoved, og senere lærte jeg at skrive
dem ned. Jeg havde ikke været den samme forfatter
uden netop den opvækst og tilknytning til naturen.
Men jeg var også lykkelig, da jeg tyve år gam­
mel flyttede til København og skabte mig en til­
værelse på egen hånd. Jeg startede på Den Danske
Filmskole, fik en sjæleven for livet og flyttede ind i
min drømmelejlighed på Christianshavn. De ti år
30
Naturens tempo eller byens puls
31
Anna Emma Haudal
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0018.png
i byen lærte mig meget om mig selv. Mødet med
andre kulturer lærte mig noget om at være menne­
ske og om at være i verden som menneske. I byen
oplevede jeg, at jeg bedre kunne være helt mig selv,
uden at nogen pegede fingre. Som om der var høje­
re til loftet, fordi der i byen skal meget mere til for at
skille sig ud. Men i byen oplevede jeg faktisk også,
at det var nemmere at miste mig selv til en trend.
Både modetrends, sproglige trends, musiktrends,
madtrends og synsninger udfordrede min integri­
tet. Tendenser smitter hurtigt i byen.
Der blev talt meget om, at vi ikke passede græsplænen,
lige da Robert og jeg flyttede ind på gården. Nu har
de vænnet sig til, at vi er vilde med vilje. Men så
bliver det måske bemærket, at vi endnu ikke har
fået malet huset, eller at vores høns går rundt ude
på vejen. Man kan være helt sikker på, at der bli­
ver snakket oppe ved købmanden, hvis man træder
uden for normen. Det mærkede jeg allerede i min
opvækst, og det kan jeg stadig opleve, hvis der går
en mand med et feminint udtryk eller en kvinde i
burka langs markvejen.
På den anden side er det særlige ved at bo på
landet netop det gode fællesskab på trods af forskel­
lighed. Jeg var jo aldrig ked af at gå i skole, selvom
der ikke var nogen i min lillebitte folkeskoleklas­
se, der delte mine interesser. Jeg har altid følt mig
som en del af et fællesskab, og jeg har altid følt, at vi
passede på hinanden, ligegyldigt hvor forskellige vi
var. Inde i byen havde jeg ikke en forventning om,
at naboen ville passe min kat, mens jeg var på ferie.
Inde i byen vidste jeg knap, hvad min underbo hed,
men jeg havde en del viden om overboens sexliv og
32
Naturens tempo eller byens puls
33
Anna Emma Haudal
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
vidste også præcis, hvad tid han stod op om morge­
nen, fordi mobilen vibrerede i gulvbrædderne, når
vækkeuret ringede. På den vej, jeg bor nu, er det
en selvfølge, at vi hjælper hinanden. Da vi flytte­
de ind, kom vores naboer med kaffe på kanden og
hjemmebag for at ønske os velkommen på vejen.
Siden vi flyttede, har vi fået nye venner,
ja, faktisk en
hel omgangskreds af venner, der bor tæt på os. De
er tilflyttere, og de fleste har små børn og er flyttet
ud af byen for at leve på en anden måde. Flere er
blevet selvstændige, efter de er flyttet på landet, for
at være mere frie i deres arbejdsliv, og de bidrager
nu til området med nyt liv og iværksætteri.
Når vores venner i byen besøger os på gården,
er det som regel hen over et døgn eller flere, og vi
er aktive sammen på en anden måde, end da vi bo­
ede i byen. Vi laver mad sammen og opholder os i
naturen, eller vi ordner noget på huset, bygger bål
eller tager børn og voksne med i køkkenhaven for
at grave grøntsager eller plukke kirsebær. Børnene
plejer at elske det, og vi får ofte beskeder i flere uger
efter, fordi de tigger deres forældre om at besøge os
igen. Hvis vi stadig boede i byen, tror jeg ikke, jeg
ville have fået det samme forhold til mine venners
børn og partnere, for det havde været mere nærlig­
gende at mødes over et glas vin og ’catche up’ uden
afbrydelser.
Når jeg savner byen,
handler det faktisk ofte om mad.
Jeg savner den gode takeaway og det spontane re­
staurantbesøg en mandag aften. Det er paradoksalt,
at det blandt andet var noget med mad, der fik os
til at flytte på landet, men også er noget med mad,
der får os til at savne byen. Selvfølgelig savner vi
også den nemme adgang til kunst og kulturople­
velser. Jeg kan ikke forklare det, men byen har en
anden puls, og den klæder kunsten. Men når vi så
alligevel har sat tid af til en kulturoplevelse i byen,
sker det ofte, at vi har mere lyst til at blive hjemme
foran brændeovnen eller nyde de lange lyse nætter
ved sommerbålet.
Det er sværere for mig at være i byen, efter jeg flytte­
de, og jeg bliver hurtigt forvirret. Nu er jeg blevet én
af de der tumper, der træder ud på cykelstien eller
stopper op i en menneskestrøm. Det er, som om at
hele mit system er begyndt at navigere efter natu­
rens tempo, så når jeg kommer ind til byen, kan jeg
slet ikke kende mig selv. Jeg føler mig klodset og
forkert.
Små forandringer føles større i landlige rammer,
og kom­
munalpolitik blev pludselig helt enormt vigtigt for
mig, efter jeg flyttede på landet. På samme måde
som jeg tydeligt mærker årstidernes skiften, mær­
ker jeg også tydeligt de kommunalpolitiske vin­
de. Helt konkret har det jo en direkte indflydel­
se på min livskvalitet, hvor man stiller byskiltet,
hvor hurtigt man må køre på min vej, og om det
er lovligt at sprede gylle lige op til en helligdags­
ferie, hvor der i øvrigt ikke er lovet regn i en uge.
Jeg synes ofte, vi glemmer i den offentlige debat,
at byen på landet også er en slags by. Man behøver
ikke bo på en mark for at flytte på landet. Vi har
små, nuttede landsbyer med butikker og restauran­
ter. Men byen på landet er overset og politisk ned­
prioriteret. I min nærmeste miniputby, da jeg var
barn, lå der både bager, brugs, frisør, bank og tøjbu­
34
Naturens tempo eller byens puls
35
Anna Emma Haudal
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0020.png
tik. Nu er der kun en lille brugs, som hvert år truer
med at lukke, fordi folk køber dagligvarer online
eller kører til større byer med større dagligvarebu­
tikker. Det er den triste fortælling om en udkantsby
i afvikling. Men heldigvis blomstrer der andre ting
op, som i min optik er langt vigtigere end indkøbs­
muligheder.
Jeg lærte på et motorikhold for babyer,
at vores dårligst
stimulerede sans er følesansen. Vi køber alt muligt
plastiklegetøj til vores børn, fordi der står på pak­
ken, at det er udviklende, men det mest udviklen­
de og stimulerende legetøj findes i naturen. At lege
med sten eller vand. At plukke frugterne fra et træ
eller mærke græsset på huden. At boltre sig i sneen
og føle regnen i sit ansigt. Stenene, der prikker un­
der fødderne, og tornene fra en tidsel, som borer
sig ind og skal pilles ud. Følesansen, som vi mærker
den på huden, er forbundet til vores følelser, der
guider os i at tage beslutninger, i at handle, være og
kommunikere og især i relationen til andre og til os
selv. At blive bekendt med dette system er måske
det vigtigste, vi kan give vores børn.
Hvis du spørger mig, om jeg er blevet mere
lykkelig af at flytte på landet, så er svaret ja. Men
jeg blev også mere lykkelig af at slette min Insta­
gram­profil. Og i morgen sletter jeg Facebook. Jeg
tror ikke, det handler om selve landet, men valget
om at dyrke nogle meningsfulde værdier og have
mod til at ændre kurs, når noget føles forkert eller
mister sin betydning.
36
Naturens tempo eller byens puls
37
Anna Emma Haudal
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0021.png
15 citroner
Et essay om naturen og
stedets betydning
Josefine Klougart,
forfatter
Josefine Klougart
38
—
39
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
åske april alligevel ikke er den ondeste måned, for hvad med
maj. Med al sin skønhed kommer maj måned væltende, alt
det grønne folder sig ud, af jord og grene og gråt, næsten sort og
brunt vender bladene et irgrønt indre ud, krænger bladkapslen af,
hvide skærme pludseligt alle vegne; lyserødt blomstrende frugt­
træer. I sidste uge tog jeg en æblegren ind, som drengene havde fået
knækket af træet, de spillede fodbold, og som jeg forgæves havde
forsøgt at få til at leve videre ved at give den en træpind til støtte,
omvikle den med tape, omtrent som man i gamle dage bandt et
brækket ben op mod et stykke træ lagt mod knæets yderside; det
virkede ikke, og jeg tog altså æblegrenen ind, og så stod den der i
stuen og lyste. I en blå vase på bordet lyste den, og den var et be­
vis på, at maj virkelig er den mest brutale måned, den smukkeste,
sarteste, den af liv mest vibrerende måned og
derfor
brutal, fordi
den minder os om alt det, der er dødt og ikke kommer tilbage, og
alt det, der findes, men som snart vil være overgået til erindringen,
rubriceret i de sales uendelige kolonner over det tabte. Foråret; al­
lerede idet vi gennemlever det, føles det som en fortælling om en
vidunderlig fortid. I milten eller leveren en vished – kirsebærtræ­
erne er frygtelige, når de blomstrer, minder de os om, at vi en dag
skal tænke tilbage på dem.
Kirsebærtræerne blomstrede i vores sommerhushave i Vejby, det
var midt i maj, og vi skulle til Italien. Det var den første rejse i fem
år, og det overrumplede mig, hvor svært det var for mig, dette at
tage af sted. Fra sommerhushaven i Vejby og fra vores (alt for) lille
lejlighed på Christianshavn, hvor folk endelig sad ved kanalen og
stak de blege ben ud over det gamle bolværk for at fange solen.
Træerne på volden var endelig grønne, vi stod op klokken fire med
tre storøjede børn for at flyve til Rom.
M
I Atrani blomstrer de sidste citrontræer på terrasserne, det er maj
2023, og aldrig før har man haft så meget regn, myndighederne har
udstedt advarsler om voldsomt vejr. Jeg var ved Amalfikysten med
en veninde, da jeg var nitten, og nu går jeg igen ruten fra Atrani op
ad bjerget til Ravello, denne gang med mand og tre børn; højderne,
stentrapperne, gør mig blød i knæene og svimmel af skræk. Præcis
som huset gør det, det 800 år gamle stenhus, der ligger som det sidste
hus på bjerget inden den forladte kirke; fra alle altaner er der mere
eller mindre frie fald hundrede meter ned. Det er et af de smukkeste
steder, jeg har været i mit liv, og et af de mest umulige. Husene er
bygget ligesom ind i klippen, og det, vi har lejet, balancerer endda
oppe på et plateau, der er ligesom undergravet, klippen har form af
en bølge, og på toppen, hvor bølgen krænger, ligger huset.
Første nat: hver gang min mand vender sig i sengen, kaster jeg
mig ind over ham og holder fast, i en arm, et ben, jeg knuger ham
uden at vide, om det er ham eller et barn, jeg har fat i.
Faldet sidder i kroppen, de første dage kan ikke engang søv­
nen få den tilstand af fare og fald til at forsvinde.
I min seneste roman citerer jeg den britiske bjergbestiger Chris
Bonnington for i en film om bjerget Eiger Nordwand i Schweiz at
have sagt:
Eksponeret for en afgrund som den, der ved et dybt blik nedad møder
én, under opstigningen af Eiger Nordwand, er det umuligt ikke at være
bevidst om faldet. Fornemmelsen af faldlinjen under dig er svimlende.
Du kan falde og ikke ramme noget de næste fem hundrede meter, tusind
meter, femten hundrede meter. Det er en sær leg, bjerget leger med dig.
Faldet gør dig ingenting, det er der bare. Men så opdager du, at det er
trængt ind i dit hoved, det runger derinde, og når du kommer ned og
igen har fast grund under fødderne, vil du opdage; det er der stadig.
40
15 citroner
41
Josefine Klougart
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Og sådan sad faldet i kroppen på mig om natten og om dagen.
Den sidste dag gik vi om morgenen op gennem kløften for at se
vores hus, fra den anden side af byen, fra de stier, der løber inde i
bjergsiden, og som vi kunne betragte fra husets mange balkoner
og terrasser.  L. var gået tidligt med vores mindste, da han vågne­
de klokken seks, jeg fulgte efter med de to store. På vej op stod
jeg længe og betragtede en ældre mand arbejde i sin køkkenhave.
Det var på et af de bredere plateauer på bjerget. Han dyrkede
foruden citroner kartofler, courchetter, løg og porrer, salat og
bønner, kunne jeg se. Han arbejdede i en blå skjorte, og der var i
det hele taget noget ulasteligt over ham, ikke bare tøjet, men i det
hele taget; han måtte være stået op og have vasket sig, barberet
sig, kæmmet håret og taget rent tøj på, strøget skjorten, det var
L., der senere spurgte mig, ”Så du, hans skjorte var nystrøget”,
og alt dette bare for at gøre sig klar til arbejdet i haven, et arbej­
de, vi andre ville forberede os til ved at trække i det mest slidte
tøj, vi kunne finde i skabet. Han var så elegant, måske det mest
elegante menneske, jeg har set i mit liv, og jeg fik øjeblikkeligt
– ved det syn – den tanke, at jeg måtte flytte ud af byen og leve
sådan et simpelt liv: passe en have sådan, med en omhyggelighed
og en alvor, der løfter det og gør det til noget mere end arbejde,
en slags koreografi, der gennem den omhyggelige gentagelse af­
slører noget andet. Som når forfatter Hans Otto Jørgensen be­
skriver arbejdet som landmand med at røgte køer som en slags
kunstart, dét forhold, at det konkrete arbejde kan åbne sig og
løfte de mindste erfaringer til uanede højder: at plukke en citron
fra træet, at trække grønne asparges, at stikke spaden i jorden og
vende et kuld lysende kartofler frem af jorden – til den orden,
det egentlig burde høre til i. Alt kan fortrylles på den måde.
Når man har børn, er det den største drøm; at have tid til at gøre
sig umage, at sætte håret inden arbejdet, at have rent, det vil sige,
uplettet tøj på; jeg skriver dette, og midt i sætningen, lige efter
denne sætnings semikolon, skal jeg hjælpe S. med at få en Nin­
jago­hovedbeklædning vredet fri af Lego­figurens hoved; arbejdet
er opbrudt, det er gennemhullet af alt muligt, at få børn får dig til
at drømme om et klosterliv, et kontor eller en have. Men det er
samtidig en drøm om, at overgangen mellem ens arbejde og ens
liv med børnene skal blødes op; den ældre mands kone stod, så
jeg senere, sammen med en lille dreng, som måtte være deres bar­
nebarn, bøjet over en balje med vand og vaskede et eller andet af,
mens han så på, overskrævs på en cykel.
Det er let at romantisere livsformer, ikke bare sin egen, men også
andres. Hvad ved jeg om den ældre herre i den nystrøgne skjorte
og hans blik på arbejdet, den kamp, det også må være at skulle
dyrke grøntsager på smalle terrasser på et bjerg. Det er let at ro­
mantisere livsformer, man ikke selv praktiserer, det er let at dæmo­
nisere livsformer man ikke forstår. Langt sværere er det at sætte sig
ind i, hvad livet indebærer for et andet menneske; langt sværere er
det at forandre sit liv grundlæggende, ændre sin livsform – foran­
dre et samfund, der trænger til at opfinde sig selv igen.
Jeg kommer fra en opvækst på landet, og jeg bor i dag i Køben­
havn K, på Christianshavn. I den lejlighed, som jeg, da jeg flyttede
ind på de 85m2, kækt sagde til banken, at jeg ville forlade igen
inden for nogle år: ”når jeg finder en mand og får børn, flytter jeg
på landet”. Nu er vi fem og en hund, vi sover i stuen med hunden
og de to mindste. Jeg føler mig som en slags eksilforfatter, i den
forstand at jeg er rejst fra en anden kultur og nu er fremmed begge
steder; det lyder eksotisk, men det er en eksistentiel position, der
42
15 citroner
43
Josefine Klougart
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
på forskellige måder er vores alle sammens – alle bevæger vi os fra
en verden til en anden, forskellene kan være større eller mindre.
I Danmark bryster vi os af at være et meget homogent sam­
fund, de økonomiske forskelle er mindre hos os end i mange andre
lande, vi har gjort meget for at opnå social mobilitet etc. Ikke desto
mindre bliver uligheden større i disse år, og der er langt fra Hanst­
holm til Hørsholm på snart enhver tænkelig måde; ligesom de se­
neste år også politisk har vist os, at der er langt fra Christiansborg
og til de små byer og de landområder, hvor de mennesker bor, som
både er vælgere og dem, der kommer til at opleve de store foran­
dringer af vores samfund og produktionssektor, som vi står overfor.
Ikke mindst derfor er der brug for udveksling, i enhver forstand.
Skønlitteraturen beskriver ikke verden, den skaber nye virke­
ligheder og nye erfaringer, som vi kan træde ind i og bruge som et
spejl på os selv og på vores samfund. Den repræsenterer en mulig er­
kendelsesform, hvor vi kan få øje på noget andet gennem den sensi­
tive, kredsende tænkning, der er litteraturens særkende, og som kan
repræsentere et andet blik på verden end det videnskabelige.
Hver gang det bliver maj, har jeg glemt, hvorfor jeg forlod Mols
og Jylland til fordel for København. Men Mols er for mig også en
fantasi, en drøm om et andet liv, en
erindring,
og dermed en ubeha­
gelig påmindelse om, at tiden går, at ét forår bliver det sidste;
Huset hjemme på Mols ligger dybt i landskabet, lige neden for en
skrænt, nogle hundrede meter fra Agri Bavnehøj. Vinduerne løber fra
den ene gavl til den anden kun afbrudt af store dobbeltdøre af træ, som
bliver malet og skifter farve flere gange, mens pigerne er små, og på
den måde markerer perioder i deres liv; de er svenskrøde, de er blå, de
er koksgrå. Og ude foran på plænen — kastanjen med sin store kup-
pelformede krone, i foråret står den med lys, og træet er dér så smukt,
at man næsten ikke kan tro, det er virkeligt; mægtigt og lysende står
det og kaster sin skygge ned over plænen. Det, man kalder overjordisk
skønhed.
Der er ingen skønhed, som ikke tilhører denne her verden, men i
maj er det alligevel lidt som om.
Den dag vi skulle rejse fra Italien, kom en tjener fra en af de små
caféer på torvet i Atrani og fortalte min kæreste, at den herre derov­
re, som vi havde hilst på flere gange, også talte spansk og også, som
min kæreste, havde boet i Venezuela. Den ældre herre hed Benito,
og Benito havde en citronplantage oppe på bjerget. Om han kunne
nå at vise os den? Jeg tog børnene, og min kæreste gik med Benito
tilbage op ad bjerget til de små terrasser med citrontræer bugende af
frugter.
”Du har mange venner her i byen,” sagde min kæreste til ham,
da de stod deroppe og kunne se ned på byen. ”Nej,” svarede han,
”jeg er ikke herfra, jeg kom hertil for bare 23 år siden, og min bror
var engang borgmester, så jeg har ikke mange venner, men alle ken­
der mig.”
Vi fik 15 citroner med hjem, jeg pakkede dem ud om natten
på Christianshavn, og den følgende weekend pakkede jeg dem ned
igen for at tage dem med i sommerhus ved Vejby. Her ligger de nu
på bordet i haven og lyser om kap med alt det nyudsprungne.
44
15 citroner
45
Josefine Klougart
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0025.png
46
47
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0026.png
Længe leve hverdagen
”Mest af alt holder jeg af hverdagen,” skrev Dan Turèll i sit berømte digt
Hyldest til hverdagen.
Men hans fejring af hverdagen foregår altid i storby­
en og dens forstad. Det er Vesterbro og Vangede, og det handler om byens
fart og larm, som trænger sig ind i toværelses lejligheder.
Hverdagen er dog noget, vi alle har til fælles. På landet er aftenerne mør­
kere, stjernehimlen klarere, og fuldmånen giver landskabet et kraftigere
skær. Den natur, som omgiver folk på landet, 'forstyrres' ikke af gadelyg­
ter, og hverdagens faste rytme mellem lys og mørke er derfor tydeligere.
Det er én af indsigterne i forskningsartiklen
Landlivets rytmer
af Pia Heike
Johansen, lektor og ph.d. på Center for Landdistriktsforskning på Syd­
dansk Universitet, og Jens Kaae Fisker, førsteamanuensis i samfundsvi­
denskab på Universitetet i Stavanger. De to forskere har mange års erfa­
ring i landdistriktsforskning og er med etnografiens metoder gået tæt på
hverdagslivets levede erfaringer for at undersøge, hvad der er livskvalitet i
hverdagen, når man bor på landet. Deres forskning peger på, at hverdags­
livet på landet har en særlig rytme, som er tæt koblet til naturaktiviteter
såsom at fiske, jage, sanke og dyrke egne fødevarer.
Det at være i naturen, lære af den, leve af den og bruge den har været en
væsentlig del af Jørgen Skouboes liv, siden han var barn. Den livgivende
erfaring med at være i naturen deler Jørgen i teksten
Gudskelov er der en
rytme i naturen.
Jørgen Skoubo er autodidakt tv­mager, produktionsleder
og foredragsholder og optræder jævnligt i tv­programmer om nye måder
at bruge naturen på.
Til slut i kapitlet præsenteres fire projekter som eksempler på, hvordan
Realdania støtter jord­til­bord­oplevelser, lokal madproduktion og føde­
varekultur.
48
15 citroner
48
—
49
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0027.png
Landlivets rytmer
Pia Heike Johansen,
ph.d., lektor, Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervs-
økonomi og Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet
Pia Heike Johansen
& Jens Kaae Fisker
50
—
51
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Det idylliske,
irrelevante bondeliv
Hverdagslivet for landboere har i århund­
reder været kendetegnet ved, at der næsten
ikke var nogen opdeling mellem arbejde og
fritid. Man både boede, arbejdede og slap­
pede af på gården eller i landsbyen. Livet på
landet havde en særlig rytme, der var fælles
for alle, og som gav indbyggerne en følelse
af tilknytning til deres sted – til landsby­
en, naturen og fællesskabet. Man dyrkede
markerne omkring landsbyen, man havde
sine køer på overdrevet, og man fik malet
sit mel på den lokale mølle. De fælles be­
tingelser og aktiviteter gav også form til de
fysiske omgivelser. Afstande mellem lands­
byer og mellem gårde var f.eks. en afspej­
ling af, hvor god jorden var til dyrkning. Jo
bedre jord, desto kortere afstande mellem
gårde og landsbyer, desto flere bygninger
indrettet til følgeerhverv som f.eks. mejeri­
er, smedjer og bagerier. Det skabte igen et
større behov for bygninger som skoler, sog­
nehuse og forsamlingshuse.
I dag findes der langt mindre arbejde
inden for land­ og skovbrug, og jordens
frugtbarhed er mindre afgørende for lands­
byernes struktur. Hverdagen for de fleste
landboere i det globale nord er præget af
en eller anden form for opdeling af arbejde
og fritid. Mange kører på arbejde i byen og
kører hjem til landet for at holde fri. På den
måde blev den umiddelbare og direkte for­
bindelse mellem det at bo på landet og det
at arbejde på landet i praksis brudt.
Da turismen voksede frem i begyndel­
sen 1900­tallet, var det med til at definere
livet på landet. Landlivet blev fremstillet
som idyllisk, som et rustikt og uspoleret
ideal, hvor der ikke skal træffes store beslut­
ninger; hvor der er tid til at tænke over livet.
På den måde blev landdistrikterne gjort til
en vare, først til rekreation, så for turisme og
senere til bosætning. Parallelt hermed vok­
sede byerne i størrelse og betydning. Bylivet
og den hastige urbanisering er i dag blevet
symboler på den økonomiske vækst og den
moderne kapitalismes udbredelse af idéer,
innovation og kultur. Landdistrikterne og
livet på landet er i denne fortælling blevet
fremstillet som et vedhæng eller et levn, der
enten er på vej til at gå i glemsel, eller som
spiller en birolle i det større, dvs. urbane,
verdensbillede.
Rotteræset
Den tyske sociolog Hartmut Rosa ser i det
moderne samfund en stigende hastighed,
en acceleration på alle områder af livet,
derunder transport, teknologi, kommuni­
kation og produktion. Moderne menne­
sker presses til at indordne sig den sociale
acceleration og haster rundt for at optimere
og fremskynde alle deres gøremål. I sidste
ende handler det om at maksimere profit.
I samme ånd er 'det gode liv' længe blevet
defineret og målt ved økonomisk vækst.
Livskvalitet er f.eks. længe blevet målt ved
BNP; dvs. at man har sat lighedstegn mel­
lem penge og lykke.
Vækstparadigmet og den sociale acce­
leration gør, at mennesker ifølge Rosa føler
sig fremmedgjort. Fremmedgørelse er følel­
sen af, at man ikke bliver påvirket af sin om­
verden, og at man ikke selv kan påvirke sine
omgivelser. Hvis vores forhold til verden er
fremmedgjort, bliver vi ikke berørt af den,
og vi får heller ikke følelsen af, at den re­
agerer på vores handlinger. Vi forbliver
fremmede over for vores egne handlinger,
over for andre mennesker og over for vores
fysiske omgivelser.
Løsningen på fremmedgørelsen er ifølge
Rosa det, som han kalder resonans. Reso­
nans handler netop om at opnå en følelse
af, at ens omgivelser reagerer på én, og at
man selv kan påvirkes. Det handler om, at
man i mødet med sin omverden oplever en
slags samklang, at man er på bølgelængde
med andre mennesker og med sine fysiske
omgivelser. Man oplever, at man røres; man
lader sig påvirke. Resonans kan ikke kon­
trolleres eller skabes aktivt, men kræver tid
og lydhørhed og åbenhed.
Det kan være fristende at foreslå at vi
alle sammen bare skal skrue ned for tem­
poet for at opnå resonans. Men det er en
banal – og farlig – konklusion, at hurtigt
er dårligt, og langsomt er godt. Når man
taler om at sætte farten ned, indebærer
det, at man kun ser tid som noget, der
kan tælles i minutter, men tid og tidslig­
hed har andre aspekter. Derfor taler den
franske filosof Henri Lefebvre hellere om
rytmer. Med rytmer mener han, at alt le­
vende består i gentagelse af en handling,
og at der i alt levende finder mange gen­
tagende handlinger sted. F.eks. består en
krop, en plante, en by, et landskab iføl­
ge Lefebvre af mange, samtidige rytmer.
Ud fra vores interviews med de lokale i
seks landdistrikter og de indsamlede bil­
leder og tekster identificerede vi tre klare
temaer. Vi formulerede dem som tre ryt­
mer, der er kendetegnende for hverdags­
livet på landet: biologiske, sociale og sam­
eksisterende.
Biologiske rytmer
Kroppen kan ifølge Lefebvre ses som et antal
forskellige rytmer i harmoni. Vores kroppe
består af, skaber og indgår i utallige rytmer.
Uanset om vores krop står, sidder stille eller
er i bevægelse, rummer den altid hjerteslaget,
stofskiftet og søvnrytmen. Kroppen reagerer
desuden på ydre rytmer gennem sanserne –
f.eks. dagslysets og årstidernes skiften.
De lokale i de seks landdistrikter be­
skriver, hvordan de prøver at afstemme de­
res kropslige rytmer med rytmer i landska­
bet og i naturen. For langt de fleste handler
det om aktiviteter, der har at gøre med mad.
Nogle dyrker egne grøntsager. Andre går ud
i naturen for at samle bær, frugter, krydder­
urter eller svampe eller for at fiske eller gå på
jagt. Mange bruger også tid på at konservere
eller sylte de hjemmedyrkede eller indsam­
lede råvarer og på at tilberede måltider af
dem til venner og familie. På de tilsendte
billeder ses f.eks. grøntsager, der stadig har
rødder og jord på, og en kurv med tomater
foran et drivhus. Ét billede viser lam, der er
spændt ud på træpæle og hænger til tørre
ved stranden. Et andet billede forestiller en
fisk, der bliver røget over et åbent bål.
Madaktiviteterne får i høj grad deres
mening ved deres langsommelighed. Akti­
viteterne hænger sammen med endnu lang­
sommere rytmer i naturen og tjener som
påmindelser om årstidernes skiften.
Rytmeanalyse
i seks landdistrikter
For at undersøge, om den høje livskvali­
tet på landet har rod i hverdagslivet, har
vi koblet Rosas teori om social acceleration
med en rytmeanalyse inspireret af Lefebvre.
Kort sagt har vi undersøgt, om hverdagens
rytmer på landet kan skabe resonans. Det
ville kunne forklare det høje niveau af livs­
kvalitet på trods af de strukturelle udfor­
dringer, landdistrikterne står overfor.
52
Landlivets rytmer
53
Pia Heike Johansen & Jens Kaae Fisker
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0029.png
”Man kan sige, at som et supplement til
landmandens årlige cyklus har vi også
vores egen, fordi vi har en køkkenhave
og æbletræer og sådan noget, som også
viser naturens og årstidernes skiften.”
Inge Dorte, Norddjurs
Madaktiviteterne handler for interview­
personerne om at komme i kontakt med
deres egen krop og følelserne i forbindelse
med liv, reproduktion og død. Hvis man
f.eks. skal fremskaffe hjemmedyrket lam­
mekød, kræver det, at man først skaber be­
tingelserne for fåreavl. Derefter skal man
i en længere periode drage omsorg for og
opdrætte en lammeflok, og til sidst skal
man slagte de levende væsener, som i løbet
af sommermånederne er blevet en del af
familien.
Den tilfredshed, der er forbundet med
at dyrke egne fødevarer, bliver ikke beskre­
vet som en individuel oplevelse, men som
noget, der involverer venner og familie. Især
forældrene er ivrige efter at give deres børn
en førstehåndserfaring med og en forståelse
af, hvor maden kommer fra, hvordan den
produceres, og hvordan hele processen sam­
menblander (biologiske rytmer mellem)
mennesker, planter og dyr. Både forældre og
bedsteforældre nævner, hvor stor en tilfreds­
stillelse det er for dem at se børnene have
disse oplevelser. På billederne ses bl.a. børn,
der stolt holder fangsten frem fra en fisketur,
eller som leger med lam på en mark.
”Børnene får denne her røde tråd; de
kan relatere til fødevarer og ved, hvad
skal der til for at producere mad. Og
vi slagter også vores dyr derhjemme,
og de [børnene] er med i den proces,
plukker gæs osv. Så de ved, hvad der
skal til for at få mad på bordet. Det ta­
ger jo mange timers forberedelse, før
man har en gås på bordet, men det gi­
ver bare en ballast, og det er virkelig
bare et, hvordan skal man sige det, et
læringsredskab.”
Klaus, Bornholm
Interviewpersonerne lægger stor vægt på
at dyrke deres egne fødevarer på en måde,
der respekterer naturen. Det langsomme
håndværk og forbindelsen til naturen står
i stærk kontrast til de industrialiserede
landbrugslandskaber, som indbyggerne
lever i. I Danmark er 62 procent af jorden
landbrugsjord, og omkring 90 procent af
denne jord er dyrket på en stærkt indu­
strialiseret måde. I betragtning af at det
industrielle landbrug dominerer næsten
alle landskaber i landdistrikterne, er det
bemærkelsesværdigt, at dette landskab
kun er synligt på 3 ud af de 265 billeder.
Alle de øvrige billeder viser mere traditi­
onelt landbrug med græssende får, heste
og kvæg på markerne samt antydninger
af vild natur såsom vilde blomster, rådyr,
fugle og bær. Også i interviewene sætter
indbyggerne udtrykkeligt deres egne ak­
tiviteter i kontrast til det moderne, in­
dustrielle landbrug, som de har et klart
negativt syn på. Det ikke­bæredygtige,
ikke­økologiske landbrug, der presser sig
på fra alle sider, bliver opfattet som en
hindring for livskvaliteten og som noget,
der gør mange steder på landet næsten
ubeboelige. Fælles for interviewpersoner­
ne er også, at de opfatter deres egne umid­
delbare omgivelser som små lommer af
natur, hvor man kan holde det industri­
elle landbrug på afstand.
”Der, hvor vi boede før, var der en kar­
toffelavler, som blev 85 år gammel, og
som gravede kartofler op ved hånd­
kraft, og vi blev gode venner. Og det
Billeder indsamlet rundt om i landet som
en del af forskningens feltarbejde.
54
Landlivets rytmer
55
Pia Heike Johansen & Jens Kaae Fisker
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0030.png
var virkelig, hvordan skal jeg sige det,
omfattende. Altså, han brugte sine
30 år gamle maskiner og sin David
Brown­traktor og solgte kartofler ved
staldindgangen, lavede mel og sådan
noget. Det var virkeligt traditionelt
landbrug. Så døde han, og det blev
solgt til, hvad skal man kalde dem, én
af de store landmænd deroppe. Sam­
me år kom der majsmarker, og de bli­
ver tre meter høje, så fra det år kiggede
vi bare ind i en mur af majs.”
Jesper, Møn
”Det er ikke på nogen måde en kvali­
tet [for de konventionelle landmænd]
naturen, mener jeg. Det er simpelthen
en forretning, det er økonomi. Det er
det eneste, det handler om: Hvor me­
get kan vi få ud af det? Hvis der er den
mindste smule vand på markerne,
skal de drænes; det skal væk. Og vi fø­
ler det bare helt anderledes.”
Tine, Norddjurs
Hverdagslivets rytmer er ikke individuelle,
men i høj grad sociale, forklarer Lefebvre.
Mennesker og steder er tydeligt præget af
forskellige sociale aktiviteter og praksisser,
som varierer i løbet af dagen, ugen og året.
En stor del af vores hverdag handler om at
planlægge og synkronisere vores rytmer
med andres. Når der sker hastige kulturel­
le forandringer (social acceleration), påvir­
ker det dermed både individets og fælles­
skabets rytmer.
I de indsamlede billeder er der særligt
tre typer af sociale rytmer, der går igen. For
det første er der billeder, der viser begiven­
heder og aktiviteter, som er organiseret af
Sociale rytmer
lokalsamfundet – f.eks. af idrætsforenin­
ger eller den lokale skole. Billederne viser
blandt andet folk, der spiller petanque, og
et fælles morgenmadsbord arrangeret af
den lokale skole.
For det andet er der billeder, der vi­
ser den mere uformelle interaktion, der
finder sted ved lokale festivaler og årlige
fester. Man ser f.eks. midsommerfest i
landsbyen og folk, der er til koncert i by­
ens forsamlingshus. I de situationer sker
der en form for social interaktion, hvor
alle kan deltage på nogenlunde lige vilkår,
og hvor samtalerne handler om fælles op­
levelser og erfaringer.
For det tredje er der billeder, der viser
hverdagens uformelle, uundgåelige møder
med mennesker, man kender. På billeder­
ne ser man folk, der handler i købmands­
butikken eller nyder solnedgangen på
stranden, eller som går tur med hunden på
en skovsti. I den type uformelle interakti­
oner får man lejlighed til at udveksle ny­
heder med andre, planlægge kommende
begivenheder sammen eller løse et lokalt
problem.
Alle tre typer sociale rytmer har der­
for en vigtig funktion. Følelsen af at indgå
i disse sociale rytmer bliver beskrevet som
en følelse af at høre til et fællesskab og
”som at blive accepteret og respekteret som
den interessante person, man er, snarere
end på grund af ens erhverv, sociale status
eller indkomst” (interviewperson fra Ege­
bjerg). Men det er også vigtigt at have rum
til og mulighed for at trække sig tilbage fra
de fælles rytmer og møder. De store vid­
der og indretningen af hverdagsliv, boliger
og uderum på landet giver mulighed for
et ’hækfrit’ miljø, hvor konflikter mellem
naboer er begrænset – hvor de individuelle
rytmer ikke konkurrerer med hinanden.
”Altså, Malou og Leo, som bor ovre
56
Landlivets rytmer
57
Pia Heike Johansen & Jens Kaae Fisker
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
i... som er vores... vi ser dem meget; vi
ser faktisk mange mennesker meget,
men det er også sådan, som du kan se,
at man lever lidt uden hegn og græn­
ser. Så når Morten er på vej over til
Martin, så kommer han forbi her, og
så afleverer Morten pærer eller æbler,
eller hvad han nu har til os, på vejen.
Altså, der er det her flow her, men
uden at... Jeg mener bare, at det føles
ikke indgribende eller for meget.”
Ebbe & Susse, Møn
Sameksisterende rytmer
Vi skal alle finde vores egen vej i en ver­
den af rytmer, som vi deler med andre,
forklarer Lefebvre. Vi skal skabe vores
egne rytmer, og alligevel er de ikke 'vores'
alene, men indgår i netop denne samlede
polyrytmi, summen af rytmer. De mange
og forskelligartede biologiske og sociale
rytmer griber ind i hinanden på forskelli­
ge måder, og det betyder også, at man kan
føle sig ude af takt med sine medmenne­
sker og omgivelser. Eurytmi er, når der
opnås harmoni mellem rytmer. Arytmi er
det modsatte.
Hvis vi anskuer Rosas teori om den
sociale acceleration fra et rytmeperspek­
tiv, betyder det ikke, at én bestemt rytme
er blevet hurtigere, eller at alle rytmer til­
sammen er blevet det. Det betyder snare­
re, at samspillet mellem rytmer er blevet
mere intenst. Intensiteten opstår ved, at
der kommer flere og skiftende berørings­
flader og knudepunkter imellem hverda­
gens rum, og det fører uundgåeligt til flere
konflikter mellem rytmer og til situatio­
1
ner, hvor nogle rytmer dominerer andre –
mere eller mindre åbenlyst.
I vores undersøgelse af de seks lokal­
samfund viste det sig at være den tid, man
tilbringer på arbejde, som dominerer den
tid, man tilbringer væk fra sit arbejde. I den
nye opdeling af arbejde og fritid i den mo­
derne tilværelse er fritiden blot den tid, der
er tilovers før og efter arbejde, hvor man la­
der op til at arbejde igen. Det er defineret
ved at være ’ikke­arbejdstid’ og dermed en
del af arbejdsrytmen.
Men tiden væk fra arbejde kan også
undslippe denne dominans fra arbejdsryt­
men, og så opstår det, som vi kalder ’fri tid’,
inspireret af teoretikeren Josef Pieper. ’Fri
tid’ betegner en tilstand af uforstyrrethed,
ro, ophold og refleksion, uanset om man er
i aktivitet eller hvile. Ifølge Pieper talte de
gamle grækere om en tilstand af kontem­
plation, hvor ”mennesket ikke forsvinder
ind i den afgrænsede verden, der er forbun­
det med hans begrænsede arbejdsfunktion,
men i stedet forbliver i stand til at opleve
verden som helhed og derved til at realisere
sig selv som et væsen, der er orienteret mod
hele tilværelsen”.
1
Fri tid giver med andre
ord mulighed for resonans.
Stort set alle billeder, vi fik tilsendt, vi­
ser aktiviteter, som finder sted væk fra ar­
bejde. Det er i sig selv ikke overraskende, ef­
tersom mange i dag arbejder i byen, og folk
blev spurgt om deres livskvalitet på landet.
Men det er forskelligt, hvordan man kan
fortolke billederne – om de viser fritid eller
fri tid – og hvordan aktiviteterne fortolkes
af indbyggerne selv. Nogle forsøger at op­
dele arbejde og ikke­arbejde endnu mere,
også rumligt, sådan at alt arbejdsrelateret
foregår i byens rum, og al ikke­arbejdstid
foregår på landet.
”Jeg tror måske også, at for mig er der
denne her dobbelthed, fordi jeg arbej­
der i byen, og det er noget med com­
puter og stiletter, du ved. Så jeg synes,
det er dejligt med denne her kontrast,
at når jeg kommer hjem på landet, så
er det på med træskoene og ud i grønt­
sagshaven.”
Inge Dorte, Norddjurs
Andre forsøger at opløse skellet mellem
arbejde og ikke­arbejde. Et par, der bor på
en lille ø, fortalte, at hun driver den lokale
købmandsbutik, mens han arbejder som
vicevært på havnen. Her beskriver hun sin
morgenrytme:
”Tidligt på sæsonen, når der ikke er så
travlt i butikken endnu, så står John op
og kører ud til havnen, for han gør også
rent, og det kan han godt lide at gøre, så
han kører nogle gange derned, når klok­
ken er fire, halv fire [om morgenen] el­
ler deromkring. Så står jeg op på samme
tid, og så tager jeg måske mit kamera og
tager en runde den vej ud eller ud mod
revet eller noget, og på vejen tilbage kø­
rer jeg forbi John for at sige godmorgen
dernede og følges med ham hjem, når
han er færdig. Det passer så med, at jeg
lige kan nå at komme hjem og bage brø­
det, inden jeg skal åbne klokken otte.”
Anne-Mette, Lyø
Hendes beskrivelse viser, at selvom hun og
hendes mand ikke bearbejder jorden, li­
gesom bonden i gamle dage gjorde det, er
deres produktive liv fuldstændig sammen­
filtret med resten af deres tilværelse. Som
Lefebvre udtrykker det:
2
”Det, der adskiller bøndernes liv så
afgørende fra industriarbejdernes, selv
i dag, er, at deres produktive aktivitet
hænger uløseligt sammen med hele re­
sten af deres tilværelse. Arbejdspladsen
er hele huset; arbejdet er ikke adskilt
fra familiens hverdag.”
2
Rytmer i forening
I en sund krop – såvel som i et sundt (lokal)
samfund – er de mange sameksisterende
rytmer afpasset til hinanden og interagerer
konstruktivt med hinanden, ifølge Lefe­
bvre. Når vi kombinerer dette perspektiv
med Rosas, kan man sige, at den sociale
acceleration har gjort det sværere at opnå
harmoni mellem rytmer, og det udfordrer
os som individer og som samfund.
I vores samtaler med interviewperso­
nerne oplevede vi, at indbyggerne havde for­
skellige måder at håndtere de mange sociale
og biologiske rytmer på i et socialt accelere­
rende samfund. F.eks. ser de det industriali­
serede landbrug som en fremmed indtræn­
gen i deres landlige omgivelser og holder
stædigt fast i besværlige gamle praksisser.
Rosa advarer mod at prøve at flygte fra den
sociale acceleration ved at dyrke romantise­
rede forestillinger, og på overfladen kunne
man godt se ønsket om hjemmedyrket mad
som eskapisme eller et nostalgisk forsøg på
at vende tilbage til en (forestillet) oprindelig
tilstand. Når vi anvender et rytmeperspek­
tiv, ser vi det dog snarere som et ønske hos
indbyggerne om at genfinde de biologiske
rytmer i dem selv, der er forbundet til årsti­
derne, naturen og landskabet. Ved at imitere
eller lade sig styre af ikke­menneskelige bio­
Pieper, Josef (1998) Leisure: The Basis of Culture. Translated by Gerald
Malsbary. South Bend: St. Augustine’s Press. 
Lefebvre, Henri (2014) Critique of Everyday Life: The One­Volume Editi­
on. London: Verso. Side 52.
58
Landlivets rytmer
59
Pia Heike Johansen & Jens Kaae Fisker
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
logiske rytmer bliver indbyggerne rytmisk
og kropsligt synkroniseret med omgivelser­
ne, og det giver dem mulighed for at mod­
virke den sociale acceleration og opnå reso­
nans. Social acceleration indebærer nemlig
eskalering, men de biologiske rytmer for­
bundet med at dyrke ens egen mad er cykli­
ske og dermed immune over for eskalering.
Når indbyggerne går op i at finde eller dyrke
deres egen mad, ser vi det dermed som et ef­
fektivt middel til at afstemme deres egne ryt­
mer til de større rytmer i naturen og dermed
forblive orienteret mod hele tilværelsen.
Billeder af nattehimlen, af fuldmåner
og af regnbuer er andre eksempler på, hvor­
dan interviewpersonerne bliver mindet om
naturens store rytmer midt i hverdagens
rutiner (eller mindre rytmer). Folk forkla­
rede, at de i den slags uventede situationer
havde en tendens til at lade sig rive med af
øjeblikket og midlertidigt glemme det, de
ellers var i gang med. De satte pris på den
slags oplevelser, som i mangel af et bedre
udtryk 'sætter mennesket på plads' ved at
minde os om, at vi ikke som enkeltindivi­
der er så vigtige i den store sammenhæng.
”Det der med at føle sig lille og sårbar
nogle gange, det er vidunderligt. At
have en fornemmelse af, at ’okay, det
er ikke mig helt alene’; der er faktisk
kræfter i universet, i naturen og i bio­
logien, som er stærke og store og... Vi
kan forsøge på alle mulige måder at
beskrive det og prøve det og vejlede
hinanden i, hvad vi skal gøre, men i
virkeligheden ved vi det aldrig rigtig,
og vi er nødt til at være taknemmelige,
når det går godt.”
Rikke, Nordvestjylland
Naturens rytmer kan ikke kontrolleres,
og dét kan føles bekræftende. Resonans
handler om at kunne påvirke sine omgi­
velser, men det handler også om at mær­
ke grænserne for ens egen påvirkning eller
kontrol. Ved at flette menneskelige og kos­
miske rytmer sammen har landdistrikter­
nes landskaber kapacitet til at fremkalde
netop den form for kontemplativ tilstand,
der adskiller ’fritid’ fra ’fri tid’, og som ska­
ber resonans.
Bondelivet bevidst tilvalgt
Vi har i vores undersøgelse set på hverdags­
livet på landet som en helhed, hvor flere
rytmer fletter sig ind i og gensidigt betinger
hinanden. Spørgsmålet for den enkelte er,
hvordan man kan finde en passende balan­
ce mellem de kropslige rytmer og hverdags­
livets mange, ofte konkurrerende, sociale og
ikke­menneskelige rytmer. Vi fandt, at det
er evnen til at manøvrere mellem alle disse
rytmer, der er afgørende for at kunne opnå
resonans i hverdagen på landet.
Ifølge vores forskning bliver idealet om
det autentiske landboliv opretholdt og vi­
dereført, ikke kun af turistmarkedsførere og
ejendomsmæglere, men også af indbygger­
ne selv – også når det moderne livs kends­
gerninger presser sig på i form af bl.a. indu­
strialiseret landbrug og en skarp opdeling
mellem arbejde og fritid. Det betyder dog
ikke, at interviewpersonerne blot flygter fra
den sociale acceleration ind i en fantasiver­
den om det idylliske bondeliv. Tværtimod
navigerer de kompetent i det komplekse
sammenspil mellem rytmer, der også ek­
sisterer på landet, og vælger og fravælger
rytmer bevidst for at blive berørt, omend
flygtigt, af deres omverden.
60
Landlivets rytmer
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0033.png
”Ja, de kalder det
nysgerrighed inde på
fastlandet, at vi har noget
betænksomhed herovre
…”
Sagt på Lyø
”De venner, jeg har her, ville
jeg aldrig tale med, hvis jeg
boede i en stor by. Jeg ville
aldrig blive venner med
storsvinebonden eller
invitere Hanne, som bor
overfor, til kaffe.
Men her finder man
sammen, fordi man ikke
har andre. Det synes
jeg er meget givtigt.”
Sagt i Fjaltring
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0034.png
”Vi sætter os ud i haven.
Tænder et par stearinlys
eller et bål og venter på
flagermusene og pindsvinet.
Det er rigeligt.
Vi behøver ingen actionfilm.
Overhovedet.”
Sagt på Møn
”Når man først er vant til at
kunne se horisonten rundt
om sig og have plads,
så kan man næsten ikke
trække det tilbage igen.”
Sagt på Norddjurs
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0035.png
”Og så sidde og nyde den
gode mad, som jeg har
hentet ude i min have.
Kartofler og det hele. Sådan
nogle ting betyder noget.
Så synes jeg, dagen har
været god.”
Sagt på Bornholm
”Nu har vi selv boet i
København. Dér er et
kulturliv, men programmet
er sat.
Her er det modsat – du
skal selv være med til
at designe programmet,
og dét synes jeg
er enormt befriende.”
Sagt på Bornholm
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0036.png
”Jorden giver kvalitet i livet.
”Bare stjernehimlen. Både,
at man kan sætte sig ud og
glo på den, ikke … Og også
når man lige skal ud med
skralderen, så;
'Hold da kæft, mand, wow,
det ser vildt ud i aften!'
og så ind igen og videre
med livet.”
Sagt på Norddjurs
Det er en eller anden
urfølelse af, at man hører til.”
Sagt i Bøsserup
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0037.png
Gudskelov er der en
rytme i naturen
Jørgen Skouboe
70
—
71
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0038.png
Jørgen Skouboe er opvokset i en lille by 20 kilometer
nord for Randers. I dag bor han sammen med sin kone i
Risskov i Aarhus i et lille enderækkehus ud til en park.
Jørgen Skouboe holder foredrag og optræder jævnligt i
tv-programmer om nye måder at bruge både haven og
naturen på.
Naturen, den starter for mig,
når jeg går ud ad døren.
Fordi naturen, det er sgu også min have. Jeg synes
selv, jeg har den smukkeste, vildeste have med en
masse vinbjergsnegle, som kommer år efter år, og
jeg har leopardsnegle og dræbersnegle og et hav
af insekter. Og jeg har fugle. I øjeblikket er der en
gærdesmutte, der ruger, og en blåmejse og en mus­
vit, der yngler.
Lige så snart jeg er uden for døren, så er det
nogle andre ting i hovedet. Man kobler fra og fo­
kuserer på, hvad der sker derude. Ude i naturen er
tid ikke rigtigt eksisterende. Så er der kun lys, der
falder, og forskellige vindretninger og lydene. Når
jeg er på jagt, handler det om at gå stille, hav vinden
mod dig, giv dig tid, bevæg dig meget langsomt –
håndbevægelser, hovedbevægelser, alt. Eller at sid­
de og vente i et skydetårn eller på en stol måske to
timer, tre timer, på, at der skal ske noget. Når det så
endelig sker, er det jo helt fantastisk. Og i mellem­
tiden kan det godt være, at man pludselig får øje
på en edderkop, der kommer kravlende, eller man
hører en fugl, der ikke har opdaget én, der synger
lige ved ens øre. Alle de der indtryk, det synes jeg
er helt vildt at opleve.
72
Gudskelov er der en rytme i naturen
73
Jørgen Skouboe
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0039.png
Jamen, det er der, jeg har mit liv.
Jeg er tiltrukket af alt,
hvad der har med naturen at gøre: æstetikken, ma­
terialerne, dyrene, kreativiteten. Jeg kan godt lide at
bevæge mig i naturen, at arbejde hårdt, at grave eller
at fælde træer, bære dem hjem, kløve dem, stable
dem, ind i brændeovnen, lave ild, alt det der. Jeg
sejler og fisker, og jeg går på jagt, og jeg samler plan­
ter. På et tidspunkt byggede jeg kajakker kun med
en lille sav og et håndbor og en kniv. På et andet
tidspunkt lavede jeg stole i friskt træ. Jeg laver også
pileflet og bygger langbuer, og jeg har avlet bier på
den gammeldags måde i store træstammer, som jeg
har fældet oppe i nogle danske statsskove og udhu­
let. Jeg har brugt alt muligt i naturen til alle mulige
ting. Jeg har brugt mit liv på det.
Som 12­årig havde jeg kaniner, høns og duer,
en salamander og en tam allike, der hentede mig
efter skole. Og så byggede jeg et hav af huler med
mine kammerater – flotte huler med dobbeltvægge
højt oppe i træerne. Det var en fed tid. At være tid­
ligt ude i naturen og få lov til at gøre alle de der ting,
det er jo faktisk det, når jeg tænker tilbage på det,
som har givet mig ballasten til alt det, jeg laver i dag.
Den lige vej igennem et liv med en god uddannelse,
der fører til et godt job osv., den har jeg ikke fulgt.
Jeg har fundet en vej gennem naturen, kan man
sige. Jeg har kunnet leve af det, jeg brænder for. Og
det er jeg sgu så taknemmelig for.
At komme hjem med et rådyr
og pelse det, og børne­
børnene ser det, og konen bliver glad, og vi får
noget at spise, det er fint nok. Men jeg er ikke jæ­
74
Gudskelov er der en rytme i naturen
75
Jørgen Skouboe
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
ger overhovedet. Det er ikke dét, der interesserer
mig. Naturen kan så meget mere. Bare for at tage
et lille eksempel: Hvis nu man har gæster hjemme
ved spisebordet, og der går en engel gennem stu­
en, så er det pinligt. Men hvis man sidder ude ved
bålet – og det har jeg oplevet tusinde gange – så
er det ligegyldigt, om nogen siger noget eller ej.
Der kan være helt stille omkring et bål. Jeg tror,
det må være et urinstinkt, vi har i os, at vi kan lide
at sidde sammen omkring den der ild, der er helt
fundamentalt vigtig for os.
At være sammen med sin familie eller kam­
merater eller andre mennesker, som også gerne vil
være ude i naturen og har den passion, det er fedt.
Min kone og jeg har en lille jolle, som vi sejler ud
i sammen og overnatter i. Vi har også den årlige
sildetur i familien sidst i april. Det er en fast tradi­
tion, hvor vi sejler ud på en ø og står og fanger fisk
hele dagen. At være sammen med andre i naturen
kan føre til venskab for livet. Og det synes jeg er
utroligt smukt. Det giver et fantastisk kammerat­
skab, fordi man er i et andet miljø end på f.eks. et
værtshus. Man har fælles interesser, og man kan
inspirere hinanden og give hinanden viden og
forståelse for, hvad der sker i den der natur, man
er i – måske få præsenteret nogle nye svampe og
gå hjem og sidde og studere dem i bøgerne.
Den der viden om de små ting i naturen gør,
at man kan begynde at se nogle sammenhænge, og
det er det, jeg synes giver et spændende liv – og en
større værdi, når man er derude i naturen. Man gen­
kender fuglenes fløjt; man ved, hvornår de yngler.
I Grønland og i Afrika
er det en helt anden måde, de
lever på i naturen, end her i Danmark med det
samfund, vi har skabt, hvor vi er på hele tiden
med vores iPhones og så videre – hele det der
hamsterhjul, vi er banket op i for at være effekti­
ve. Men jeg tror, at vi som mennesker har noget
helt basalt i os, et jæger­ og samlerinstinkt, som vi
ikke bare kan smide fra os. Jeg tror, at vi har brug
for at være i naturen, og folk vil det også gerne.
De har bare aldrig rigtigt lært det, fordi det ikke
er den type lærdom, man har sat pris på i skolen.
Børn vokser op i dag med forældre, som har pis­
setravlt, og som ikke har tid – eller evner – til at
give dem de naturoplevelser. Men jeg tror, at det
er lidt på vej igen. Det synes jeg, at jeg kan mær­
ke, særligt hos de unge forældre. De er faktisk ret
gode til at tage børnene med ud og lege med pin­
de og lave bål.
Desværre er det alt for lidt natur, vi har i Dan­
mark, også i forhold til de krav, der er stillet fra
EU. Der findes jo ikke helt uberørt natur i Dan­
mark. Det synes jeg er trist. Nogle landmænd er
begyndt at lægge stykker af deres jorde sammen
med beplantning eller lade det ligge brak, så vild­
tet kan bevæge sig over større områder. Bare dét er
dog et skridt i den rigtige retning. Og så selvfølge­
lig det politiske pres, der er, for at få mere natur.
Men man kan jo godt tage op til Nordjylland og
ud på vestkysten eller til Blåvand og se storslået
natur. Og hele Oksbøl­området er også fantastisk.
Jeg synes, at der er virkeligt flotte naturoplevelser
også i Danmark.
76
Gudskelov er der en rytme i naturen
77
Jørgen Skouboe
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0041.png
Jeg er født i efteråret,
og det synes jeg er en smuk
årstid. Det der forfald, der starter med, at blade­
ne falder, og alt, hvad der gror på jorden, visner
og falder sammen. Der er selvfølgelig en rytme
alle steder i verden med sol og mørke osv., men
denne her rytme, vi har i Danmark, hvor jeg er
født og opvokset, den synes jeg er så fin. Man får
tid til at bruge den lange vinter til at reflektere
over: Hvordan er det egentlig gået den her som­
mer? Er der noget, jeg kan gøre bedre? Skal mit
liv være anderledes? Og når så foråret kommer,
er man klar og frisk til at tage ud med nogle nye
idéer og tanker.
Gudskelov er der en rytme: noget vokser, og
noget forgår. Så det, der interesserer mig ved natu­
ren, er ikke så meget lige dét at fange en laks eller
skyde et rådyr. Det er at opleve nogle sammenhæn­
ge, som giver mig en større forståelse. Og man bli­
ver bedre og bedre til det, jo ældre man bliver, og jo
flere oplevelser, man får med den mangfoldighed,
som er i naturen.
Jeg tænker tit på denne her blå planet, som er
så smuk udefra, og på alt det liv, som jo i bund og
grund handler om, at alle æder alle. Jeg er ved at
blive gammel nu, og så er det, at jeg tænker: Hvor er
det fantastisk at få lov at have et liv som ét af de her
væsener på denne her planet. At få lov til at gå og
opleve og reflektere over alle de vidunderværker,
der er omkring én i naturen, i alle mulige skabnin­
ger, og som har et liv på vidt forskellige måder. Det
er jeg dybt taknemmelig for: at jeg er blevet født
som et menneske til at være på den her blå planet i
den korte tid, som det varer.
78
Gudskelov er der en rytme i naturen
79
Jørgen Skouboe
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0042.png
Gaarden
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Melstedvej 25, 3760 Gudhjem
2012–2015
4,5 mio. kr.
gaarden.nu
Bornholms madkulturhus er et kuli­
narisk mødested for alle og en fejring
af øens særegne madkultur og føde­
vareunivers.
Gaarden er Danmarks første regiona­
le madkulturhus: et kulinarisk møde­
sted for beboere og gæster, hvor man
har mulighed for at opleve madkultu­
ren gennem smag, leg og produktion.
Huset er samtidig et samlingspunkt
for bl.a. producenter, restauratører, ud­
dannelsesinstitutioner og alle andre
med interesse for den bornholmske
madkultur.
Rygeovn og spisesal
Det madkulturhus, som blev indviet i
2015, rummer køkken, servicefacilite­
ter, pejsestue, spisesal og udgang til
terrasse med udekøkken og rygeovn.
Faciliteterne danner rammen om en
lang række aktiviteter med fokus på lo­
kal og regional madkultur. Her kan man
blandt andet lære om øens gamle køk­
kentraditioner og nye madtendenser.
Bornholm er kendt for en række min­
dre, men velanskrevne fødevarepro­
ducenter, hvis varer kan købes over
internettet, på markeder og i special­
butikker over hele landet. På øen fin­
der man også et utal af spisesteder og
flere organisationer, som alle har fokus
på den lokale og regionale madkultur
– blandt andet foreningen Gourmet
Bornholm og kokkekonkurrencen Sol
over Gudhjem.
De produkter, som udvikles i madkul­
turhuset, sælges i det fredede nabo­
museum Melstedgård, hvor besøgstal­
let er steget med 60 % efter indvielsen
af Gaarden.
80
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
81
Gaarden
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0043.png
Fotograf: Lars Engelgaar
82
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
83
Gaarden
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0044.png
Fru Møllers Mølleri
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Bjergagervej 35, 8300 Odder
2006
250.000
frumollersmolleri.dk
Introduktion
I en gammel stald ved Odder har et
ægtepar indrettet
84
gårdbutik og restau­
rant. Her kan besøgende både se, føle
og smage maden og opleve en ægte
fra­jord­til­bord­fortælling.
På Bjeragerhougaard ved Odder i
Midtjylland har ægteparret Bodil og
Kim Møller skabt nyt liv og en ny forret­
ning i en tidligere staldlænge og lade.
Gården drives stadig som almindeligt
landbrug, men som supplement til den
traditionelle drift er der i den tidligere
stald indrettet en gårdbutik med salg
af råvarer fra egen landbrugsproduk­
tion.
Udover gårdbutikken og restauranten
Fru Møllers Mølleri er der indrettet en
slagterforretning i den tidligere lade,
hvor man kan købe kød fra gårdens
egne dyr.
Se, føl, og smag
Det var vigtigt for værtsparret, at gård­
butik, restaurant og slagterforretning
fik til huse i nænsomt renoverede, histo­
riske bygninger, og ombygningen fra
stald og lade til fødevarevirksomhed
har været dyr og til tider besværlig. Men
i dag er Mølleriet Bjeragerhougaard
en bæredygtig, overskudsgivende
virksomhed med omkring 20 ansatte.
Kernen i forretningen er, at kunderne
kan se, føle og smage, hvordan føde­
varer bliver til. De besøgende får ikke
kun et produkt med hjem fra Bjerager­
hougaard; de får også en ægte fra­
jord­til­bord­oplevelse.
Livskvalitet i hverdagen
85
Introduktion
84
Livskvalitet på landet
85
Fru Møllers Mølleri
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0045.png
Fotograf: Claus Bjørn Larsen
86
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
87
Fru Møllers Mølleri
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0046.png
Ærø whisky
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Torvet 5, 5970 Ærøskøbing
2015–2016
700.000 kr.
aeroewhisky.com
Danmarks mindste whiskydestilleri
ligger i et bevaringsværdigt vaskehus,
hvor besøgende kan opleve den rige
ærøske lokalproduktion.
Det lille vaskehus i Ærøskøbing ligger
i baggården til købmandsgården på
torvet. Vaskehuset er et bevarings­
værdigt stykke bygningskultur på kun
36 kvadratmeter og udført i bindings­
værk. Ved projektets start var det lille
vaskehus i akut forfald.
Fra vaskehus til whiskyhus
I renoveringen og omdannelsen af
det lille vaskehus blev det ene rum ud­
rustet til destilleri med kobberkedler,
hvor whisky laves på økologisk ærøsk
byg. Det andet rum blev indrettet til at
rumme et besøgscenter, hvor man kan
sidde ved pejsen og få smagsprøver,
følge produktionen på nærmeste hold
og læse om whiskyproduktionen og
ærøsk lokalproduktion. Imellem de to
rum er der blevet opført en glasvæg,
så de besøgende har frit udsyn ind i
destilleriet.
88
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
89
Ærø whisky
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0047.png
Fotograf: Steffen Stamp
90
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
91
Ærø whisky
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0048.png
Rabarbergaarden
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Holløse Gade 21, 3210 Vejby
2015–2017
500.000 kr.
rabarbergaarden.dk
Skolebørn lærer om landbrug og får
jord under neglene på en klassisk
bondegård i Nordsjælland. Den øko­
logiske gård rummer desuden restau­
rant og landhandel og benyttes også
flittigt af lokale.
Rabarbergaarden er en klassisk fir­
længet, stråtækt bondegård fra 1875 i
udkanten af landsbyen Holløse i Nord­
sjælland. Der er fire hektar jord, og
godt en hektar bruges til en skolehave
til børn. Den resterende jord er udlagt
til folde, græs og foderafgrøder til dy­
rene, der tæller dansk landrace­gris,
får, heste og fjerkræ. Rabarbergaar­
den er økologisk og tilstræber en 100
% selvforsyning af foder.
Gården tilbyder også restaurant, land­
handel, planteskole og forskellige kur­
ser og aktiviteter for børn og voksne,
og den bruges flittigt af de lokale.
Haver til maver
På Rabarbergaarden dyrker over
700 børn og unge hvert år deres egne
grøntsager og lærer om naturen, og
hvordan man kan lave mad af egne af­
grøder. For at give børnene den mulig­
hed er der etableret en lade i den op­
rindelige gård med plads til, at de kan
arbejde med og lære om dyrene.
'Haver til maver Gribskov' er organise­
ret som et samarbejde mellem Grib­
skov Kommune og Rabarbergaarden.
Kommunen giver tilskud til faglig og
kompetent undervisning til børnene i
haver, natur og landbrug.
Projektet har stor opbakning fra både
børn, unge, lærere og forældre og an­
ses af både borgerne i Holløse By og
af politikerne som et tiltag, der kan sik­
re, at landsbyen forbliver en levende
og attraktiv landsby.
92
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
93
Rabarbergaarden
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0049.png
Fotograf: Steffen Stamp
94
Livskvalitet på landet
Gudskelov er der en rytme i naturen
95
Rabarbergaarden
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Visuelt essay
De næste sider er sammensat af 16 kunstværker fra perioden 1900–2023
skabt af 14 billedkunstnere og to kunstnerduoer. Kunstværkerne repræsenterer
forskellige perioder, stilarter og teknikker og er valgt ud fra deres potentiale
til at formidle og billedliggøre detaljer og nuancer i bogens tekster og til at
indfange stemninger, oplevelser eller erfaringer forbundet med livskvalitet på
landet.
Håbet er, at kunstværkerne bringer læserens egne historier, følelser og forestil-
linger i spil – at værkerne åbner for, tuner ind på og udfolder den personlige
oplevelse af livet og livskvaliteten på landet.
Stenka Hellfach,
kunsthistoriker
Stenka Hellfach
96
—
97
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0051.png
98
Visuelt essay
99
Stenka Hellfach
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0052.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0053.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0054.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0055.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0056.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0057.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0058.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0059.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0060.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0061.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0062.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0063.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0064.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0065.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0066.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0067.png
Rum til at mødes
“Først former vi bygningerne, så former bygningerne os”. Citatet er Win­
ston Churchills, og det samme kan siges om byrum, stier og mødesteder i
naturen, der ikke blot er koordinater på et kort, men aktive medspillere i
det sociale liv, der leves i lokalområderne.
I landdistrikterne er der de seneste år blevet bygget, anlagt, ombygget og
renoveret i stor stil med henblik på at skabe bedre rammer for livet på
landet. De lokale har blandt andet skabt nye mødesteder og rum til rekre­
ative aktiviteter, og nye stier har givet adgang til landskabet og nye forbin­
delser landsbyer imellem.
De lokale mødesteder og kulturarven har stor betydning for livskvalite­
ten ifølge Anne Tietjen, arkitekt, ph.d. og professor i landskabsarkitek­
tur, bydesign og transformation, og Gertrud Jørgensen, arkitekt, ph.d. og
professor i byplanlægning. I forskningsartiklen
Stedsudvikling for fælles
livskvalitet
fortæller de to forskere fra Københavns Universitet om de
strategier, de lokale benytter sig af for at øge deres kollektive livskvalitet.
Caroline Hahn og Ebbe Lavsen er arkitekter og stiftere af tegnestuen Hahn
Lavsen. Parret er flyttet fra København til Agger i Nordjylland, hvor de er
ved at omdanne et 200 år gammelt fiskerhus på samme grund, hvor de
bygger et nyt hus til deres fælles tegnestue og familie. Caroline og Ebbe
fortæller i teksten
Fiskerhusets vidnesbyrd
om at lade sig inspirere af og
bruge den lokale bygningskultur i egne projekter og om bygningsarvens
betydning for lokalsamfundets identitet.
De fire strategier for stedsudvikling, som forskerne fandt frem til i deres
undersøgelse, er til sidst i kapitlet eksemplificeret i fire projekter, som Re­
aldania har støttet.
130
Visuelt essay
130
—
131
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0068.png
Stedsudvikling
for fælles livskvalitet
(tv.) Gertrud Jørgensen,
arkitekt, ph.d. og professor i byplanlægning, Sektion for Land-
skabsarkitektur og Planlægning, Københavns Universitet.
(th.) Anne Tietjen,
arkitekt, ph.d. og professor i landskabsarkitektur, bydesign og trans-
formation, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Københavns Universitet.
Anne Tietjen &
Gertrud Jørgensen
132
—
133
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Befolkningstallet falder i landdistrikterne i
Danmarks yderområder. Særligt i de mind­
ste byer og landsbyer bliver befolkningen
ældre, mange unge flytter væk, og det kan
være svært at tiltrække højtuddannet ar­
bejdskraft. Den lokale økonomi kommer
dermed til at lide, og det bliver sværere at
opretholde lokale skoler, børnehaver og
butikker.
Selve landskabet og landsbyernes byg­
ninger og byrum har også ændret sig. In­
tensivt industrielt landbrug dominerer de
åbne landskaber, byrum og bygninger har
mistet deres oprindelige funktion og rele­
vans, og mange huse er nedslidte eller står
helt tomme pga. fraflytning.
sociale aktiviteter og interaktioner. Steder
og fysiske rum er med til at skabe og defi­
nere selvsamme sociale interaktioner og det
sociale liv som et hele. De fysiske strukturer,
vi bygger, virker med andre ord tilbage på
mennesker.
Livskvalitet
ser vi i et fællesskabsperspektiv,
hvor det handler om en bred vifte af mål og
prioriteter, der af en gruppe defineres som
særligt vigtige. Fælles livskvalitet er således
et spørgsmål om, hvordan man lever det
gode liv sammen med andre og er i stand
til at handle i fællesskab i lyset af nye ud­
fordringer.
Stedsudvikling
handler derfor om, at men­
nesker sammen skaber, former, omskaber
og vedligeholder det, vi forstår som steder
– ud fra de særlige kvaliteter, stederne rum­
mer. Stedsudvikling kan være offentligt fi­
nansieret, f.eks. via en områdefornyelse el­
ler regionale udviklingsmidler, eller de kan
være finansieret via private midler, herun­
der filantropiske foreninger og fonde.
Mennesker og steder,
der former hinanden
Balance mellem by og land – mellem center
og yderområder – har høj samfundsmæssig
og politisk bevågenhed. Mens generelle re­
gionale politikker synes at få mindre fokus
i de seneste år, er lokale projekter for steds­
udvikling blevet mere almindelige. Det
er projekter, der i lille skala og på basis af
borgernes indsats forbedrer fælles offentli­
ge rum for at fremme individuel og fælles
identitet og livskvalitet.
Steder
ser vi i vores undersøgelse som sær­
lige fysiske rum – en bygning, et byrum
eller et naturareal – som kan forsyne et lo­
kalsamfund med services eller funktioner,
og som samtidig skaber eller understøtter
identitet og fællesskabsfølelse. Et sted behø­
ver ikke være unikt eller fremragende; det
er et sted, ’fordi det er dit’, det er velkendt,
og man kerer sig om det. Et sted ses i dette
perspektiv som mere end et bagtæppe for
projekter, som var iværksat, samskabt eller
drevet af lokalsamfundet og finansieret af en
eller flere bidragydere (Lokale­ og anlægs­
fonden, Foreningen Realdania, LAG landdi­
striktsmidler, Friluftsrådets udlodningsmid­
ler, A.P. Møllerfonden, Statens Kunstfond).
Af disse udvalgte og besøgte vi 13 case­
projekter for at registrere de fysiske ændrin­
ger og interviewe nøglepersoner. De 13 pro­
jekter handlede på hver deres måde om at
løse nogle af de typiske lokale udfordringer
i yderområderne: faldende befolkningstal,
tab af offentlige funktioner (især skoleluk­
ninger) og tomme, forfaldne eller underud­
nyttede bygninger. Motivationen bag pro­
jekterne var, at bestemte vigtige bygninger
eller områder blev oplevet som forældede
og uattraktive. På den måde er det byggede
miljø både symptom på og årsag til udfor­
dringerne.
Vi skal naturligvis ikke glemme, at pro­
jekterne også er påvirket af bidragydernes
dagsordener. Alligevel kan de 13 projekter
belyse, hvad indbyggerne anser for værdi­
fuldt for deres individuelle og kollektive
livskvalitet både nu og i fremtiden.
Strategi 1: Nye mødesteder
til nye fællesskaber
Når befolkningstallet svinder ind i et be­
stemt område, er der færre mennesker til at
deltage i lokalsamfundet, til at tage initiativ
til og opretholde aktiviteter og til at bidrage
generelt til det sociale liv. Det gør også, at
mennesker og aktiviteter nødvendigvis kon­
centreres i de lidt større landsbyer og byer
med et højere serviceniveau.
Vi fandt, at de lokale borgere oplever og
udnytter, at de ’traditionelle’ lokalt baserede
fællesskaber er på vej til at ændres til mere
regionalt baserede interessefællesskaber, og
at flere brugergrupper kan have glæde af de
samme faciliteter. Det store antal aktivitets­
huse og besøgssteder viser, at der lokalt er
fokus på at skabe rum og steder, der både
tilbyder noget værdifuldt til lokalsamfundet
og til nabobyerne, til hele regionen eller til
turister fra nær og fjern. I de mindre byer
eller større landsbyer handler det oftest om
at koncentrere mange forskellige aktiviteter
(sport, kultur, forsamlingshus osv.) under ét
tag eller på ét sted for at opretholde og styrke
aktiviteter og formelle og uformelle møder.
En anden mulighed for at dele faciliteter er
at differentiere og fordele forskellige aktivite­
ter på flere steder inden for et større geogra­
fisk område. Begge modeller koncentrerer
brugerne på udvalgte steder og skaber rum
til nye fællesskaber. 
På øen Mors har en række landsbyer slået
sig sammen som 'Landsbyen de 7 sogne'. I
samarbejde med kommunen har indbyg­
gerne omfordelt deres faciliteter imellem sig
til sport, natur­ og kulturaktiviteter og gjort
dem fælles for alle i landsbyklyngen
(case 2).
Under navnet Pulsen Balling er den
ældre og slidte idrætshal i Balling blevet
udvidet til et professionelt drevet idræts­ og
Fælles rum,
fælles livskvalitet
Undersøgelsens udgangspunkt var, at den
måde som folk bevarer, omdanner og udvik­
ler de fysiske rammer omkring deres liv på,
siger noget om betydningen af det byggede
miljø for deres fælles livskvalitet. Det afspej­
les for eksempel i de stedudviklingsprojek­
ter, de initierer, finansierer og gennemfører i
fællesskab.
Derfor identificerede vi først 734 sted­
baserede brugerdrevne projekter i yderom­
råderne. Projekterne omfattede nye eller
omdannede bygninger, byrum og landskabs­
Mødesteder, kulturarv,
natur og forbindelser
De 13 projekter handler alle om at skabe
nye mødesteder eller rum til en særlig ak­
tivitet for et lokalt fællesskab eller for en
bredere offentlighed. Projekterne skabes
eller drives af indbyggerne selv og tager ud­
gangspunkt i stedets eksisterende kvaliteter
og potentialer, f.eks. værdifuld arkitektur,
kulturarv eller natur. I vores undersøgelse
fandt vi frem til, at særligt fire strategier for
at skabe fælles livskvalitet går igen i de for­
skellige typer projekter.
134
Stedsudvikling for fælles livskvalitet
135
Anne Tietjen & Gertrud Jørgen sen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0070.png
Case 1
Pulsen i Balling
Case 7
Faster mejeri i Astrup
Skive Kommune
Ældre sportshal ombygget til multifunk­
tionelt idræts­, forsamlings­ og lægehus.
Case 2
Landsbyen de 7 sogne
Ringkøbing­Skjern Kommune
Tidligere andelsmejeri rummer i dag butik­
ker, erhverv og ostelagring samt nyt byrum.
Case 8
Havforbindelse i Øster Hurup
5
6
9
2
8
10
Morsø Kommune
Flere landsbyer har slået sig sammen og
deler bygninger og faciliteter såsom skole,
bryggeri og festlokaler.
Case 3
Det Gamle Værft i Ærøskøbing
12
Mariagerfjord Kommune
Nye byrum og en promenade åbner byen
mod vandet.
Case 9
Ejerslev Moler og havn på Mors
1
Ærø Kommune
Ærøskøbing Skibsværft omdannet
til socialøkonomisk virksomhed og
formidling af maritim kulturarv og
håndværkstraditioner.
Case 4
Horbelevs nye kulturgård
Morsø Kommune
Tidligere industrihavn til molerudskibning
omdannet til marina og besøgscenter med
stier i de tidligere molergrave.
Case 10
Dykkerparken i Glyngøre
7
Guldborgsund Kommune
Nedlukket skole omdannet til fælles
kulturhus for flere landsbyer.
Case 5
Borgerkroen i Frøstrup
Søndersø
Skive Kommune
Dykkerpark til amatørdykkere anlagt med
skibs­ og kampvognsvrag, stenrev og grotte. 
Case 11
Lyø kultur­ og besøgscenter
Thisted Kommune
Forfalden kro omdannet til
medborgerhus og senere suppleret med
et udstillingscenter for vedvarende energi
samt flere mindre byrum.
Præstø
Vordingborg
Stege
Faaborg­Midtfyn Kommune
Øens gamle skole huser nu restaurant,
mødelokaler og et lille museum.
Case 12
Bytorv i Junget
13
11
Augustenborg
3
Case 6
Klitmøller ny foreningsvej
Skive Kommune
Ny bypark anlagt på tomme grunde
efter nedrivning af huse på hovedgaden.
Kunstinstallationer af mursten fra husene.
Case 13
Østerby Bagerimuseum
4
Thisted Kommune
Ny gangsti og grønne mødesteder langs
Klitmøller å forbinder bl.a. skolen til
bycentrum og vandkanten.
Fåborg­Midtfyn Kommune
Lukket landsbybageri omdannet til mu­
seum for skolebørn og besøgende.
136
Stedsudvikling for fælles livskvalitet
137
Anne Tietjen & Gertrud Jørgen sen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
forsamlingshus for en stor del af Salling­om­
rådet. Ud over sport er der wellness, fysiote­
rapi, en foredragssal, et festlokale, mødelo­
kaler, en café samt en ny lægeklinik
(case 1).
Den renoverede kro i Frøstrup, som
forvaltes af den lokale borgerforening, er nu
åben i weekender og tilbyder ud over møde­
lokaler, festlokaler og et lille bibliotek også
koncerter og andre kulturevents
(case 5).
Den gamle skole i Horbelev er omdan­
net til et moderne kulturhus, hvor en oval
tilbygning forbinder de tidligere adskilte
bygninger til ét kompleks, der huser en ræk­
ke forskellige foreninger, en genbrugsbutik
og et fitnesscenter samt forskellige kultur­
arrangementer. En lokal/regional forening
driver huset
(case 4).
Projekterne har ifølge vores interview­
personer bidraget til at sætte stederne 'på
landkortet' og gøre dem mere attraktive. I
Frøstrup
(case 5)
og Landsbyen de 7 sogne
(case 2)
er der siden projekterne flyttet fle­
re børnefamilier til områderne – en grup­
pe, der er særligt svær for yderkommuner­
ne at tiltrække, og som gør en stor forskel
for livet i landsbyerne. Interviewpersoner­
ne siger desuden, at projekterne har skabt
nye sociale relationer, der går ud over egen
landsby, både fordi mange flere nu mødes
og bruger de nye steder, og fordi folk har
samarbejdet om at skabe stederne. Især i
Landsbyen de 7 sogne er grænserne udvi­
det for, hvor indbyggerne føler sig hjemme.
Projekterne har på den måde også skabt
nye mentale kort.
med at disse erhverv er udfaset, har man­
ge af bygningerne mistet deres funktion og
forfalder lige så stille. Det samme sker for
de huse og pladser, der tidligere var vigtige
sociale samlingssteder, men som har mistet
relevans.
Den særlige kulturarv og natur på ste­
det spiller en vigtig rolle i flere projekter.
Omdannelsesprojekterne handler ikke
kun om at bevare en arkitektonisk værdi­
fuld bygning eller et vigtigt historisk miljø,
men også om at videreføre og forny lokale
traditioner.
Den særlige industrihistorie i Ejerslev
Havn, hvor man i forrige århundrede ud­
vandt moler, er formidlet i et nyt, rekreativt
landskab med stier i de tidligere lergrave,
og udskibningshavnen er forvandlet til en
rekreativ havn
(case 9).
Det gamle skibsværft på Ærø er ble­
vet bevaret og omdannet til turistmål,
gør­det­selv­skibsreparation og jobtræning
for lokale unge med særlige behov. Gam­
le værktøjsmaskiner og skibe på bedding
indgår nu i kursusaktiviteter
(case 3).
Østerbys Bagerimuseum er et nyt mu­
seum i et gammelt bageri fra 1912. Museet
er oprettet af lokalbefolkningen for at vær­
ne om og formidle landsbyens kulturarv.
Bagerdamen, der er opvokset i bageriet,
serverer lagkage for de besøgende
(case 13).
Faster Andelsmejeri er en lokalhisto­
risk værdifuld bygning, som havde mistet
sin funktion, og som nu er blevet renovere­
ret. Foreningen bag projektet er stolt over,
at den nu huser et supermarked, et lille bib­
liotek og erhverv, der har skabt et nyt cen­
trum i den lille by Astrup, og at det også er
lykkedes at genoprette mejerifunktionen,
om end kun i form af et ostelager
(case 7).
I Junget blev landsbyens centrum om­
dannet til en ny park, og sten fra de nedrev­
ne huse blev genanvendt til kunstværker
i parken som erindringer om landsbyens
historie
(case 12).
Projekterne handler om at skabe ’levende
kulturarv’, hvor omdannede bygninger og
offentlige rum ikke blot bevares som musea­
le genstande, men også fungerer som forbin­
delser til fortiden og som rammer for nye
fællesskaber og aktiviteter nu og i fremtiden.
Strategi 3: Adgang til varierede
landskaber og natur
Naturen og de vidtstrakte, åbne landskaber
er noget af det vigtigste for fastboende og
nye tilflyttere i Danmarks landdistrikter.
Adgangen til landskaberne er imidlertid
ofte dårlig og bliver stadig værre – primært
pga. intensivt landbrug.
Mange af projekterne handler om at
skabe større nærhed til natur og naturak­
tiviteter. Det er dog ikke ’bare’ adgang til
natur og landskab, men involverer næsten
altid skulpturelle elementer, der markerer
mødet med naturen. Det kan være stifor­
løb, der markeres med særlige ’indgange’,
eller elementer, der fremhæver en smuk
udsigt. Mindre fysiske strukturer såsom
bænke, stier og broer kan også give bed­
re mulighed for at nyde naturen, fremme
friluftslivet og styrke landskabet som et
identitetsskabende element i og mellem
landsbyer.
I kystbyen Klitmøller er en offentlig sti med
til at øge trafiksikkerhed og give adgang til
Klitmøller Å og resten af det omkringlig­
gende landskab. Nye, grønne mødesteder
langs Klitmøller Å er markeret med skulp­
turelle arkitektoniske broer med integre­
rede bænke, pavilloner eller hængemåtter,
der indbyder til ophold og udendørs akti­
viteter i det ellers 'vilde' ålandskab
(case 6).
Med de nye stier til molergraven i Ejer­
slev
(case 9)
kan man tage på nye vandre­
ture i et meget markant industrikultur­
landskab.
Det nye, centrale byrum i den lille by
Øster Hurup, som forbinder byen til hav­
nen og stranden, er omgivet af kunstige
klitter, så det føles som 'at sidde i naturen'
(case 8).
I Landsbyen de 7 sogne giver nye, of­
fentlige trampestier adgang til naturen på
Sydmors
(case 2).
Dykkere har fået en helt ny oplevelse
af og adgang til vandet i Salling Aqua Park
(case 10),
som er en kunstigt anlagt dykker­
park med skibs­ og kampvognsvrag, sten­
rev og grotte ud for Glyngøre Havn.
Vi fandt også et stort antal shelterpladser
og andre ’indgange’ til naturoplevelser for
lokale og turister, som alle peger i samme
retning: Adgang til naturen er afgørende
for livet i landdistrikterne, og arkitekturen
kan støtte de vigtige naturoplevelser. De
enkelte projekter er små, men tilsammen
fremmer de oplevelsen af naturen. Lokale
landskaber er, på samme måde som byg­
ningsmassen, en identitetsmarkør, der kan
bidrage til stedsudvikling.
Strategi 4: Nye forbindelser
og mentale kort
Nye gader, stræder, stier og knudepunk­
ter kan omforme steder – både fysisk og
mentalt. Mange af projekterne gentænker
landsbyens eller byens overordnede rumli­
ge struktur for at skabe nye fysiske forbin­
delser og nye – undertiden uventede – for­
ståelser af stedet.
Strategi 2: Levende kulturarv
Gamle skibsværfter, andelsmejerier og
fiskerihavne vidner om de tidligere er­
hverv i Danmarks landdistrikter. I takt
138
Stedsudvikling for fælles livskvalitet
139
Anne Tietjen & Gertrud Jørgen sen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
De nye stier langs åen i Klitmøller åbner
byen op til landskabet, forbinder to dele af
landsbyen med nye broer og giver skoleele­
verne en ny genvej, som flytter skolen men­
talt tættere på centrum
(case 6).
I Øster Hurup er byen blevet vendt
om, så den ikke længere vender ryggen
til vandet. Et nyt centralt byrum med et
udsigtstårn viser vej til en opgraderet
promenade til lystbådehavnen. Projektet
styrker forbindelsen til havet og havnen
som det fælles historiske rum i den gamle
fiskerby
(case 8).
Nedrivningen af to forfaldne huse
i hovedgaden i Frøstrup har givet plads
til nye byrum og en ny visuel og fysisk
sammenhæng mellem supermarkedet,
borgerkroen, fodboldbanerne og en ny
sansehave
(case 5).
De nye, grønne byrum i Junget
ændrer hele den lille landsbys interne
struktur og selvforståelse. Hvor der før
var gade, er der nu en park, hvor bebo­
erne mødes, og turister holder en pause
(case 12).
I Landsbyen de 7 sogne giver den nye
sti ikke blot adgang til naturen, men ud­
gør også nye, fysiske forbindelser mellem
landsbyerne og skaber nye, mentale kort
(case 2).
Disse projekter har krævet et mere over­
ordnet rumligt overblik og en større skala
end de andre projekter, som hovedsage­
ligt blev udtænkt og iværksat af lokale
borgere. Hvis man skal forbedre selve
bystrukturen, kræver det, at man ser det
rumlige potentiale ved at rive huse ned,
ændre stier og veje eller skabe større of­
fentlige rum. Og at man har hjemmel til
at gøre det. Derfor var professionelle ar­
kitekter og planlæggere involveret i alle
disse projekter. 
Stærke bånd og nye
projektfællesskaber
Tusinder og atter tusinder af ulønnede ar­
bejdstimer er blevet lagt i projekterne til at
idéudvikle, skrive ansøgninger, forhandle
med myndigheder, nedrive og bygge. Sær­
ligt de større projekter var meget kræven­
de og løb i flere år, hvor projektgruppen
skulle sørge for at holde gejsten oppe i lo­
kalsamfundet.
Menneskene bag projekterne er lo­
kale indbyggere fra alle samfundslag.
Nogle har haft relevant uddannelse eller
erhvervserfaring, men de færreste er pro­
fessionelle inden for projektledelse eller
arkitektur; det måtte de lære sig hen ad
vejen. Der var også brug for folk, der vid­
ste noget om alt fra jura og økonomi til
historie, kommunikation og murerarbej­
de. I de fleste tilfælde var det en mindre
gruppe (mellem tre og tolv personer), der
udgjorde kernen i projektfællesskabet. I
andre projekter var der mange flere perso­
ner involveret i større eller mindre roller,
ofte som frivillige i det praktiske arbejde.
I vores analyse fandt vi frem til, at
selve dét at være sammen om at forme
og skabe de fælles rum var værdifuldt for
dem, der udførte det. De oplevede, at pro­
jekterne gav mening, og opbyggede nye
sociale netværk. Det fælles arbejde med at
skabe fysiske projekter lokalt havde der­
for også et utilsigtet, men vigtigt resultat,
nemlig nye sociale fællesskaber. Man skal
ikke underkende, at der ofte er konflikter
i sådanne projekter, men vi hørte også ud­
sagn som ”Vi er jo blevet venner gennem
projektet”.
De stærke netværk mellem forskellige
projektmagere har i mange tilfælde ledt
til nye stedsudviklingsprojekter over en
længere periode. Flere af vores cases var i
sig selv opfølgningsprojekter på tidligere
indsatser. Det er en vigtig effekt af projek­
terne, at deltagerne opbygger erfaring og
netværk og en oplevelse af fælles handle­
kraft. Kommuner og stat kan gøre en stor
forskel ved at understøtte denne form for
stedsudvikling med hjælp og rådgivning.
til at gennemføre og drive ganske store og
komplicerede bygge­ og planprojekter.
Så mens de overordnede politikker,
der søger at løse strukturelle udfordringer,
ikke synes at have den store gennemslags­
kraft, giver stedsudviklingsprojekter mere
håb for fremtidens steder og rum på landet.
Udadvendte,
moderne landdistrikter
Projekterne understreger kompleksiteten i
det moderne landliv. Mens landdistrikter­
ne traditionelt (af byboere) har været an­
set for at være afsondrede og indadvendte,
er realiteten i dag det modsatte. Både er­
hvervsmæssigt og kulturelt er landdistrik­
ternes steder urbaniserede og globaliserede
og i konstant kontakt med andre steder. I
de undersøgte projekter ser vi for eksempel
en tendens til, at de lokale ildsjæle ønsker
at skabe steder, som ikke kun er for andre
lokale, men også for nabobyer, nabokom­
muner og turister. Desuden kan vi se, at lo­
kalsamfundene er meget aktive i at opsøge
og involvere eksterne finansieringspartnere
og myndigheder i udviklingen af deres lo­
kalsamfund.
Endelig kan man diskutere, hvad peri­
feri betyder i Danmark. Trods betegnelsen
’yderområder’ eller ’landdistrikter længere
væk fra de større byer’ er der aldrig mere
end tre timers kørsel til en af de fem stør­
ste byer i landet. God adgang til internettet
betyder muligheder for arbejde og ind­
køb hjemmefra. Og der er en høj grad af
privat­offentlig samvirken, som også giver
sig udtryk i de projekter, vi har undersøgt.
Borgerne er opmærksomme på lokal kul­
turarv og natur, og de har kompetencer
Yderligere læsning:
Cresswell, T. (2004)
Place – a short intro-
duction.
Blackwell Publishing.  
Gordon, J. (2012)
The role of Place Attach-
ment in Wellbeing.
In: Atkinson, S., Fuller,
S., Painter, J. (2012) ‘Wellbeing and Place’,
in Atkinson, S., Fuller, S., Painter, J. (eds.)
Wellbeing and Place.
Farnham: Ashgate, pp.
1­14.  
Sweeney, J., Mee, K., McGuirk, P., &
Ruming, K. (2018). ‘Assembling place­
making: Making and remaking pla­
ce in a regenerating city’, 
Cultural Ge-
ographies, 25(4),
pp. 571–587, DOI:
10.1177/1474474018778560.  
140
Stedsudvikling for fælles livskvalitet
141
Anne Tietjen & Gertrud Jørgen sen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0073.png
Fiskerhusets
vidnesbyrd
Hahn Lavsen
142
—
143
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Caroline Hahn og Ebbe Lavsen er flyttet fra Nørrebro i
København til Thy i Nordjylland for at bygge deres eget
hus. Da de faldt over et 200 år gammelt, faldefærdigt fis-
kerhus ved siden af iskiosken i Agger, købte de både hus
og grund. De to restaureringsarkitekter er nu i færd med
at ombygge fiskerhuset og bygger samtidig et nyt hus ved
siden af til at rumme deres familie og fælles tegnestue.
Caroline:
På vores grund står der et fiskerhus fra 1827,
som består af en stald og to stuer, et køkken og et lille
kammer. Huset er stråtækt og bygget delvist af strand­
sten, som er sat i lermørtel. Det er en ældgammel byg­
geskik, som er meget sjælden at se bevaret. Folk i om­
rådet kender også godt huset. Når vi siger, at vi har det
stråtækte hus nede for enden af vejen, så er folk helt
med. Nogle kender det som Kajs hus.
Ebbe:
Jeg tror, de fleste ville synes, at det er et billed­
skønt lille hus, men tiden er virkeligt løbet fra det
på alle måder. De fleste har svært ved at stå oprejst
derinde, og det ser ud, som om det er ved at skvatte
sammen. Men sådan et hus kan faktisk betyde me­
get for et lokalområde – som et sted, der fortæller
en historie, der ellers snart er helt visket væk.
Caroline:
Ja, fordi bygningskulturarven er vores fælles
historie; vores fælles reference. Og når man taber
de der referencer, så taber man rigtigt meget, også
mellem generationerne. Man mister forståelsen
for, hvad der har været før, og hvordan vi er endt,
hvor vi er nu. Derfor var vores tanke at istandsætte
fiskerhuset meget nænsomt. Begynder man at mo­
dernisere, så er den sjæl og den historie væk. Det
vidnesbyrd, som et sted bærer, forsvinder hurtigt.
Ebbe:
Men det nytter heller ikke noget at bevare bare
for historien. Man skal ligesom give det en beretti­
gelse til at leve videre. Derfor vil vi også bruge det
her hus aktivt – til noget, hvor en lav lofthøjde ikke
gør så meget. Fordi hvis hele vores familieliv skul­
le foregå derinde, så ville vi skulle ombygge det til
uigenkendelighed.
Caroline:
Så vi renoverer nænsomt, og vi prøver også
at trække på lokale kræfter. Tækkemanden, Per,
som bor i området, har hjulpet os med taget. Det
er faktisk hans bedstefar, der senest tækkede det
samme tag tilbage i tresserne. Og så har Michael,
en lokal tømrer og uddannet bygningskonstruktør,
hjulpet os med at lave nogle traditionelle tømmer­
samlinger. Så der er mange mennesker, vi lærer at
kende gennem det her. Vi opnår et stort netværk.
Ebbe:
Ja, og vi lærer en masse, fordi mange af de dyg­
tigste tømrere og snedkere er jo dem, som har ud­
dannet sig inden for traditionelt håndværk. Det var
oprindeligt grunden til, at vi flyttede til Agger, at vi
havde en drøm om at få lov som arkitekter at prø­
ve kræfter med at bygge selv. Vi ville gerne lære en
masse byggeteknisk og kunne eksperimentere og
tage nogle chancer og prøve nogle ting af, som du
ikke kan slippe afsted med, hvis du skal overbevise
en kunde. Og så blev vi jo en familie undervejs, da
vi fik vores søn. Så det kom også til at handle om at
leve et andet familieliv.
Caroline:
Da vi boede i København, arbejdede vi begge
på en restaureringstegnestue i Helsingborg i Sverige
med nogle meget prestigefyldte projekter. Vi arbej­
144
Fiskerhusets vidnesbyrd
145
Hahn Lavsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0075.png
dede meget, og vi brugte virkeligt meget tid på at
pendle. Så jeg tror bare, at vi havde brug for at bry­
de fri fra det der hjul og finde vores egen vej. Og så
ser vi så meget potentiale her i området.
Ebbe:
Naturen her i Thy stjæler jo det meste af billedet.
På den måde er naturen en stor del af fortællingen
om stedet. Agger har ikke været igennem den sam­
me udvikling som mange af de andre kystbyer, men
det er de samme naturoplevelser som 20 minutter
oppe ad kysten. Her hos os er det jo ikke Gammel
Skagen. Det er ikke idyllisk på den måde med vel­
bevaret historisk bygningskultur. Men det har sin
egen rå charme. En usleben diamant.
Caroline:
Netop. Og vi ser også et stort potentiale i alle
de tomme huse. I lokalmiljøerne herude findes
der jo alle mulige bygninger, som står tomme – en
gammel skole, et forsamlingshus, et missionshus, et
mejeri, et bageri. Købmanden. Mange har opgivet
håbet om, at de kan blive til noget igen.
Ebbe:
Ja, og den måde, man ofte udvikler på, det er, at
man rager nogle huse ned, så der er lidt flere par­
keringspladser ved brugsen. Det ser man som ud­
vikling. Der bliver også bygget masser af nyt ude på
landet, men ofte handler det om at udstykke et nyt
parcelhusområde, mens den gamle hovedgade lige
så langsomt forgår.
Caroline:
Vi er jo ikke i tvivl om, at sådan noget bygget
miljø faktisk kan være noget, der kan sætte nogle
146
Fiskerhusets
147
Hahn Lavsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0076.png
nye ting i gang. At et fint torv eller en stationsbyg­
ning – eller et gammelt fiskerhus, der hvor man kø­
ber sin softice – kan være med til, at folk forelsker
sig i en lille by.
Ebbe:
Kulturmiljøer betyder rigtigt meget. Det kan
styrke et fællesskab, at man har noget at samles om
og værne om og en stærk fortælling at bygge vide­
re på. For vi er jo også formet af vores bygninger.
I fiskerhuset kan du f.eks. aflæse rigtigt meget om
levestandarden i gamle dage, og hvad de har værnet
om. Selvom det var superfattigt, er der jo en pæn
stue til fin brug og en hoveddør, der mest var til
pynt. Bygninger bruger vi også til at signalere noget
om os selv. Så når nu byggeriet bliver standardise­
ret, så forsvinder dialekten, også i byggeriet. Vi fjer­
ner mange af de der særlige egnstræk.
Caroline:
Fiskerhuset vidner selvfølgelig også netop
om den store fattigdom, der var. Den historie, det
fortæller, er jo om et fattigt samfund og nogle små
kår, så det er måske ikke noget, man er særlig stolt
af. Her i området har der været meget fattigdom
omkring fiskeriet, så derfor ser man ikke en værdi i
det byggeri og synes, at det er fint, at det forsvinder.
Det bliver så vendt på hovedet, når der kommer en
ny generation, der synes, at de gamle bygninger er
interessante.
Ebbe:
Det er også vigtigt at sige, at det er jo ikke for at
forherlige den fattigdom, der var. Men man kan lære
af den nøjsomhed og den enorme opfindsomhed
148
Fiskerhusets vidnesbyrd
149
Hahn Lavsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
og kreativitet i dét, at man har bygget selv. Netop på
grund af den der fattigdom har man også genbrugt
meget. Man har ikke kunnet finde ordentligt tøm­
mer, så de lægter, de har brugt dengang, og som vi
har i vores fiskerhus, var jo bare alt, hvad man hav­
de omkring sig: større grene, rester fra et skib eller
en gammel bundgarnspæl, man har haft fiskenet i,
med fiskerens initialer indgraveret. Vi vil selvfølge­
lig ikke bo som på et museum, og vi vil ikke kopiere
værdier og familiemønstre fra den tid, men vi ser
simpelthen bare nogle kvaliteter. Dem skal vi prøve
at sætte ind i en moderne sammenhæng. Selvføl­
gelig må du have internet, og selvfølgelig skal vi se,
om der kan indsættes solceller. Men jeg tror bare, at
man passer bedre på ting, man har et følelsesmæs­
sigt forhold til, og som har en historie.
Caroline:
Det lokale mejeri, Solbjerg Mejeri, er desvær­
re væk nu, men vi reddede vinduerne og prøver lige
nu at sælge nogle af dem til en ung familie, som vi
hjælper med at renovere og ombygge en gammel
gård. Så der findes jo små skridt i en interessant ret­
ning. Jeg tror, de gode eksempler kan meget. ’De
sorte huse’ er nogle barakker nede ved kysten, hvor
der nu er indrettet spillested, som drives af det lo­
kale bådelaug. På den måde er bådejerne jo kom­
met til at passe på en ret væsentlig bygningskultur­
arv. Men de gamle fiskere, de er ikke vant til at lave
fondsansøgninger og holde øje med puljer. Så der
findes noget levende kulturarv, men det hænger i
en tynd tråd.
Ebbe:
Det er svært, og det kræver så mange frivillige
kræfter at bevare kulturarven. Det er ofte ildsjæle,
der ligesom os har kunnet se et potentiale i tiden,
og som har skrabet nogle penge sammen til at købe
en bygning og så gå i gang. Så det kan jo lade sig
gøre. Og der skal ikke ret mange midler til for at
hjælpe sådan nogle projekter langt; små beløb kan
gøre en enorm forskel. Men det er simpelthen for
svært – for stor en opgave for lokalsamfundet. Det
lægger for meget over på nogle enkeltpersoner, der
lægger alt deres hjerteblod i det. Hvem overtager
om nogle år? Hvem er de nye ildsjæle?
Caroline:
Én af styrkerne ved et mindre samfund er, at
herude står du ligesom til ansvar for fællesskabet.
Man forstår, at det er vores fælles opgave, hvis vi vil
have en ny legeplads. Og så kan rigtigt meget ske.
Hvis du bor i en større by, tænker du måske, at det
må de klare inde på kommunen, eller det må nogle
andre gøre. Mange landsbyer har en struktur og en
størrelse, hvor man bor måske tusinde mennesker
sammen, og der er rigtigt meget, man kan skabe
sammen, når fællesskaberne ikke er for store. Det
giver mening at engagere sig, fordi du hurtigt kan
blive hørt og sidde med og gøre en forskel. Og det
tror jeg giver en enorm livskvalitet. Det har vi selv
oplevet. Men det næste skridt er svært. Der er man­
ge, der kæmper en brav kamp for at holde liv i sko­
len eller i købmanden.
Ebbe:
Ja, for der er jo bygninger nok, men vi skal have
livet tilbage. Og det behøver ikke altid være en ny
funktion. Der er mange kvadratmeter at tage af, og
det, vi fylder i nu, det er kultur. Og det er også super
vigtigt og super godt. Hver gang der er et nyt, godt
initiativ – og dem er der mange af – så vil vi rigtigt
150
Fiskerhusets vidnesbyrd
151
Hahn Lavsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0078.png
gerne støtte det og deltage og komme til deres ar­
rangementer. Men der er et andet fællesskab i f.eks.
en skole. Så det kunne også være fedt med en sko­
le i skolen. Eller et mejeri i mejeriet. Og et forsam­
lingshus i forsamlingshuset. Mange af de kvaliteter,
folk efterspørger i dag, findes jo i en landsby: Jeg
vil have lov at være lidt i fred, men jeg vil også kun­
ne være en del af et fællesskab. Og jeg vil have min
egen bolig, men der skal også være nogle faciliteter
til at holde en fest, og der skal være en skole. Og alle
taler om den blandede by, og det har man jo i byen
på landet. Her bor man sammen, høj som lav, ung
som gammel. Den der nærhed og det blandede fæl­
lesskab findes jo netop i de mellemstore landsbyer.
Der er en hel struktur der, som ville kunne blom­
stre op.
Caroline:
Men nogen skal jo gå forrest og se mulighe­
derne. Det handler om at have en tro på et sted.
Vores fiskerhus er på den måde en lille del af en be­
vægelse. Vi kan selvfølgelig ikke tage æren for al po­
sitiv udvikling i Agger, og der er jo sket alt muligt.
Men der er også flere huse langs hovedgaden, der
er blevet opkøbt og renoveret. Jeg tror, at hvert lille
byggeprojekt, der afspejler lokalmiljøet, kan inspi­
rere den vej. Hvis man styrker den lokale kulturarv
og historie, styrker det sammenhængskraften. Det
er noget, der kan gavne os alle sammen.
152
Fiskerhusets vidnesbyrd
153
Hahn Lavsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0079.png
Polymeren
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Stationsvej 69, 5792 Årslev
2016–2017
350.000 kr.
polymeren.com
En gammel polymerfabrik på Fyn er
lavet om til byens rå og fleksible kul­
tur­ og idrætshus. Her mødes borger­
ne og dyrker sport og holder koncer­
ter, fest og fællesspisning.
Da polymerfabrikken i Årslev/Sdr.
Nærås på Fyn lukkede i 2010, for­
svandt en central del af områdets hi­
storie. I 2015 overtog Faaborg­Midt­
fyn Kommune bygningen, og lokale
frivillige stod klar med drømme om at
udnytte den gamle fabriks mulighe­
der og skabe et permanent kultur­ og
idrætshus.
Rå fabrikshaller
I dag danner fabrikshallerne ramme
for et socialt og kulturelt mødested
med et hav af aktiviteter. Her kan bor­
gerne dyrke alskens typer sport, og
der bliver afholdt koncerter, fest og
fællesspisning. Derudover huser Po­
lymeren foreningsliv, kreative værk­
steder og kontorpladser, der tiltrækker
folk fra bl.a. Odense, som ligger 20 ki­
lometer væk.
Polymeren er skabt af og for borgerne
og er blevet et vartegn på kommunens
stærke sammenhold.
154
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
155
Polymeren
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0080.png
Fotograf: Steffen Stamp
Fotograf: Claus Bjørn Larsen
156
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
157
Polymeren
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0081.png
Ragnhilds Gård
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støttebeløb fra Realdania:
Website:
Møllestangsvej 1, 4780 Stege
2019–2022
1,7 mio. kr.
ragnhildsgaard.dk
Tre familier har sammen købt og re­
staureret en 250 år gammel gård på
øen Nyord. Gården og det unikke kul­
turmiljø kan nu opleves af både fast­
boende og turister.
Nyord er en lille landsby på øen af
samme navn, der ligger nordvest for
Møn. På grund af forholdene på øen
blev landsbyen aldrig ’udflyttet’, og de
mange bevaringsværdige tre­ og fire­
længede gårde udgør nu tilsammen
et enestående, autentisk kulturmiljø.
En af de firelængede gårde i landsby­
en er Ragnhilds Gård.
Genskaber den oprindelige arkitektur
Efter den forrige ejers død i 2017 blev
Ragnhilds Gård købt af tre familier, som
restaurerede gården i fællesskab. Den
to et halvt århundrede gamle ejendom
tilbyder i dag to moderne lejeboliger
til fastboende og et vandrehjem med
fem værelser.
Med restaureringen er det lykkedes at
styrke landsbyens kulturmiljø og so­
ciale fællesskab samt den boligmæs­
sige og erhvervsmæssige udvikling
på Nyord – uden at forringe gårdens
bevaringsværdi.
158
Livskvalitet på landet
159
Ragnhilds Gård
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0082.png
Fotograf: Bjarke Ørsted
160
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
161
Ragnhilds Gård
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0083.png
Filsø Ellipsen
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støtte fra Realdania:
Website:
Filsø, 6854 Henne
2010–2017
3,5 mio. kr.
naturparkvesterhavet.dk
Fotograf: Carsen Ingemann
En genskabt vestjysk sø nær Henne
Strand har fået udsigtsbro og stiforløb,
der giver bedre adgang til det natur­
skønne område.
Filsø, som ligger sydøst for Henne
Strand i Varde Kommune, var engang
Danmarks andenstørste sø. Efter i en
lang årrække at have været drænet og
opdyrket, var den imidlertid svundet
ind til næsten ingenting.
I 2011 satte Aage V. Jensens Natur­
fond sig for at genskabe søen gennem
ét af danmarkshistoriens største natur­
genopretningsprojekter. Formålet var
at udvikle gode rammer for dyreliv og
naturoplevelser i området.
Ellipseformet bro
I forbindelse med genskabelsen har
Filsø i dag fået en ny adgangsvej og
udsigtsbro, som giver mulighed for, at
man kan bevæge sig rundt i området
i et sammenhængende cirkelforløb –
vel at mærke uden at forstyrre områ­
dets omkring 70 ynglende fuglearter.
Sti og bro hænger sammen og føjer sig
diskret ind i omgivelserne. Siden gen­
skabelsen er flere sjældne fuglearter
vendt tilbage, og området har udviklet
sig til en velbesøgt seværdighed.
162
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
163
Filsø Ellipsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0084.png
Fotograf: Bjørn Pierri Enevoldsen
164
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
165
Filsø Ellipsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0085.png
Troldhedestien
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støtte fra Realdania:
Website:
Dybvadbro Station, Egtvedvej 132, 6000 Kolding
2017–2021
4,3 mio. kr.
kolding.dk
En nedlagt jernbanestrækning er ble­
vet omdannet til en rekreativ stiforbin­
delse med sheltere og opholdsrum,
der forbinder Kolding og den gamle
Dybvadbro Station.
Troldhedestien er en natursti, der
strækker sig fra Kolding midtby til Dyb­
vadbro Station. Det var tidligere en del
af jernbanestrækningen, der forbandt
Kolding og Troldhede i Vestjylland. Pri­
vatbanen startede sin drift i 1917, og
den 31. marts 1968 kørte det sidste tog
på linjen.
I 2017 gik man i gang med at skabe en
ny, rekreativ stiforbindelse med møde­
steder og oplevelser for alle og med
særligt fokus på løsninger, der styrker
inklusion og sociale relationer.
Brugerne med på råd
Fra projektets start blev både naboer,
foreninger, lokalråd og handicap­ og
psykiatriorganisationer inddraget. De
forskellige grupper har alle været med
til at udvikle de nye tilbud og faciliteter
på Troldhedestien.
F.eks. kan man i dag sove i shelter og
lave bålmad ved Dybvadbro, gå tur og
komme helt tæt på vandet ved Bram­
drupdam Dam eller hygge sig på den
nye skovterrasse neden for Skovløber­
huset i Marielundskoven.
Den knap 10 kilometer lange natursti
går igennem populær og værdifuld
natur. Derfor har der i hele processen
været ekstra fokus på at sikre, at de nye
mødesteder og aktiviteter passes ind i
naturen på diskret vis. De nye faciliteter
er som hovedregel skabt i bæredygti­
ge materialer, der matcher den natur,
de er placeret i. Samtidig er tilgænge­
lighed tænkt ind i konstruktionen af de
nye mødesteder, så de er indbydende
og lette at komme til for alle.
166
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
167
Troldhedestien
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0086.png
Fotograf: Steffen Stamp
168
Livskvalitet på
Fiskerhusets landet
169
Troldhedestien
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0087.png
Ved fælles kraft
Andelsbevægelse, borgerforeninger, højskoler, skytteforeninger, sangfor­
eninger og idrætsforeninger. Danmark er et foreningsland, og de mange
frivillige er fundamentet for foreningskulturen, uanset om der er tale om
trænere til miniputterne i håndboldklubben eller dem, der organiserer
fællesspisningen i kulturhuset
Det vedvarende frivillige engagement i foreningerne har været med til
at gøre civilsamfundet til den måske stærkeste udviklingskraft i landdi­
strikterne. Men kan et stærkt civilsamfund også bidrage til at øge livskva­
liteten hos den enkelte, og hvorfor vælger vi at deltage i frivilligt arbejde
– er det for vores egen skyld eller for fællesskabet?
Det undersøger ph.d., lektor og centerleder fra Syddansk Universitet
Evald Bundgård Iversen, adjunkt Michael Fehsenfeld fra Aarhus Uni­
versitet og professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet. I deres tekst
Civilsamfundets glæder og sorger
beskriver de betydningen af det organi­
serede civilsamfund for den personlige livskvalitet på landet.
Søren Vester bor i Thise ved Limfjorden, hvor han passer sin have og sit
ugentlige gymnastikhold for mænd. Søren, der arbejder som indretnings­
og haveekspert og jævnligt optræder på tv, er stærkt engageret i det lokale
foreningsliv. I teksten
Det handler om, at man er ønsket
fortæller han om
det særlige fællesskab på landet, som er noget af det vigtigste for det gode
liv.
Realdania har støttet de fire projekter til sidst i kapitlet. De viser, hvor­
dan frivillige og ildsjæle over hele landet bruger den lokale bygningskul­
tur til at skabe liv og nye fællesskaber.
170
Fiskerhusets
170
—
171
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0088.png
Civilsamfundets
Glæder og Sorger
(tv.) Bjarne Ibsen,
ph.d., professor emeritus, Center for forskning i Idræt, Sundhed og
Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
(mf.) Michael Fehsenfeld,
adjunkt, Sektion for Sundhedsfremme og Sundhedsvæsen,
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
(th.) Evald Bundgård Iversen,
ph.d., lektor og centerleder, Forskningsenheden Active
Living, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Evald Bundgård Iversen,
Michael Fehsenfeld
& Bjarne Ibsen
172
—
173
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Forpligtende
fællesskab belønner
En stor del af den sociologiske teori
handler om, at stærke sociale relationer
og netværk øger livskvaliteten. De sociale
relationer skal være af en art, som gør, at
man mødes ofte og deler en stærk fælles
identitet. Det gælder især, når man delta­
ger i civilsamfundet. En del undersøgelser
peger på, at livskvaliteten stiger, når man
deltager i og bidrager til civilsamfundet.
Sociologen Robert Stebbins skelner
mellem mere og mindre forpligtende må­
der at deltage i civilsamfundet på. Den
mindre forpligtende type deltagelse er,
når man deltager i en forening i ”umid­
delbart og i sig selv givende, relativt kort­
varige, fornøjelige aktiviteter, der kun
kræver lidt eller ingen særlig forudgående
træning”.
1
Mere forpligtende deltagelse define­
rer han derimod som ”den systematiske
udøvelse af en amatør­, hobby­ eller fri­
villig aktivitet, som fastholder deltagerne
med sin kompleksitet og mange udfor­
dringer. Den er dyberegående, langvarig
og baseret på betydelige færdigheder, vi­
den eller erfaring”.
2
Den mere forpligten­
de type fritidsaktiviteter ’belønner’ i hø­
jere grad deltagerne ifølge Stebbins, fordi
man får mulighed for at udfolde hele sit
menneskelige potentiale. Man får mulig­
hed for at bruge og demonstrere sine fær­
digheder og viden, for at have værdiful­
de oplevelser, for at udvikle en identitet,
som er værdsat af andre, og for at deltage i
gruppens glæder og sorger.
1
2
Lokalsamfundets
lim i opløsning
I de større byer kan man vælge mellem et
væld af kulturtilbud, fritidsaktiviteter, bu­
tikker, caféer, restauranter og barer. På lan­
det er der langt færre tilbud, så her må man
i højere grad finde på aktiviteterne selv.
Civilsamfundet spiller derfor en vigtigere
rolle i landdistrikterne som den lim, der
binder lokalsamfundet sammen, da man­
ge af aktivitetstilbuddene i landdistrikterne
på forskellig vis er båret af civilsamfundet.
Men der er i det seneste halve århund­
rede sket store forandringer i landdistrik­
terne. Tidligere var de stærkt domineret
af landbruget. Det meste af hverdagslivet
(arbejde, skole, indkøb, fritid osv.) fore­
gik inden for et relativt begrænset geo­
grafisk område, og kulturelt var hvert
landdistrikt meget ens. Hvert landdistrikt
havde også sin egen, decentrale politi­
ske forvaltning. I de seneste årtier er der
imidlertid sket betydelige forandringer i
landdistrikterne i Danmark, som gør, at
folk er mindre afhængige af hinanden. I
de seneste 50 år er antallet af kommuner
blevet reduceret fra ca. 1.000 til 98, hvil­
ket gør, at hver borger er længere fra de
politiske beslutninger. De færreste arbej­
der i det lokalområde, hvor de bor, og de
benytter oftere de nærmeste byer til ind­
køb og fritids­ og kulturaktiviteter. Derfor
er indbyggerne i mindre grad afhængige
af hinanden og af de tilbud og mulighe­
der, som erhvervslivet, det offentlige og
civilsamfundet tidligere organiserede i
landdistrikterne. I dag er det muligt 'bare'
at bo i landdistrikterne, nyde naturen,
pendle til arbejde og til kulturelle events
i større byer og i den forstand ikke være
særligt knyttet til, eller aktivt involveret i,
ens lokalsamfund.
Samtidig er der sket en generel indi­
vidualisering af hele samfundet, som også
påvirker deltagelsen i civilsamfundet.
Hvor man i gamle dage udførte 'kollektivt'
frivilligt arbejde, der handler om at støtte
en kollektiv identitet, er der sket et skifte
til en mere 'refleksiv' form for frivilligt ar­
bejde, der handler om ens egen identitet
– fra ”åbenlys pligtfølelse eller ansvarsfø­
lelse over for fællesskabet til selvcentreret
motivation”.
3
Oplevelsen af at deltage
I princippet er mulighederne for at dyr­
ke forpligtende fritidsaktiviteter ofte lige
så gode i byområder som i landdistrikter.
Men den type deltagelse, som bidrager til
livskvaliteten og samfundslivet, må formo­
des – trods de seneste årtiers udvikling – at
være mere udbredt i landdistrikterne. Ifølge
undersøgelser gælder det nemlig, at jo stør­
re en gruppe er, jo mindre bidrager den en­
kelte til det store fællesskab.
Forskningen har ikke et klart svar på,
om deltagelsen i civilsamfundet er højere
på landet, men danske undersøgelser tyder
på det. Undersøgelserne er baseret på tal for
foreningsmedlemskab og frivilligt arbejde.
Vi ville med vores forskning gerne nu­
ancere fortællingen ved at undersøge folks
egen oplevelse: Hvordan vurderer indbyg­
3
gerne i tre udvalgte danske landdistrikter,
hvorvidt, hvordan og hvorfor deltagelse i
civilsamfundet påvirker deres livskvalitet?
Specifikt undersøgte vi, om borgerne
i de tre landdistrikter er engageret i fælles­
skaber og sociale netværk, der er dybtgåen­
de og langvarige. Det kan f.eks. være aktivi­
teter for at bevare en offentlig skole eller en
anden offentlig institution men også fælles
anstrengelser for at videreføre den lokale
identitet og lokalsamfundets historie og
'skæbne.'
Vi udførte interviews med 28 perso­
ner i tre landdistrikter. Områderne lå i tre
forskellige dele af landet, men havde sam­
me karakteristika: De har alle ca. 1.000 ind­
byggere, en lokal skole, faciliteter til sport
og kultur samt indkøbsmuligheder. Områ­
derne ligger alle mindst 30 minutters kørsel
fra en større by.
I interviewene var der særligt tre te­
maer eller bevæggrunde, der kom frem,
når indbyggerne skulle forklare, hvorfor
de bruger tid og kræfter i civilsamfundet,
og hvorvidt og hvordan det øger deres livs­
kvalitet.
Tre grunde til, at folk
deltager i civilsamfundet
1) At give andre flere muligheder
Et klart flertal af de interviewede opfatter
det som givende at bidrage til civilsam­
fundet, f.eks. ved at hjælpe de lokale for­
eninger. Især føles det meningsfuldt at
Stebbins, R. A. (2001). Serious leisure. Society; May/Jun 2001;
38, 4, side 53.
Stebbins, R. A. (2001). Serious leisure. Society; May/Jun 2001;
38, 4, side 54.
Hustinx, L., & Lammertyn, F. (2003). Collective and reflexive styles of vo­
lunteering: A sociological modernization perspective. Voluntas:
International Journal of Voluntary and Nonprofit Organizations,
14(2), 167­187.
174
Civilsamfundets Glæder og Sorger
175
Evald Bundgård Iversen, Michael Fehsenfeld & Bjarne Ibsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
skabe fritidsaktiviteter for børn og unge i
landdistrikterne. Man behøver nemlig ikke
selv at være engageret i de aktiviteter, man
bidrager til, for at føle sig motiveret. Det er
bare vigtigt at skabe muligheder for det lo­
kale landdistrikt generelt, forklarer flere af
de interviewede. Deltagelse i civilsamfun­
det er på den måde også en måde at være
med til at gøre det enkelte landdistrikt til et
attraktivt sted at bo. F.eks. udtaler en yngre
kvinde, at:
”Jeg ved ikke, om jeg tænker på, hvad
jeg selv kan få ud af det, men jeg kan
godt lide at hjælpe, hvis der er behov
for hjælp. Det giver mig nok en for­
nemmelse af ikke bare at have en af­
slappet holdning til det landområde,
jeg bor i, men at jeg faktisk er i stand
til at få nogle af de tungere hjul til at
rulle...”
Interviewperson 1, landdistrikt 2.
En midaldrende kvinde siger:
”Det, der får et landdistrikt til at blom­
stre, er, at man har et forhold til hinan­
den, at man er en del af civilsamfundet,
at man deltager og lærer nye menne­
sker at kende – mennesker, som man
ellers ikke ville møde. Det er meget
vigtigt, fordi det, der gør det muligt,
at man mødes på tværs af forskellige
sammenhænge, er de forskellige dele
af civilsamfundet. Selv trives jeg ikke
med at skulle deltage hver torsdag kl.
19.00, så jeg må finde andre måder at
få min motion på. Men jeg kan godt
lide at bidrage ved at hjælpe med at
arrangere forskellige arrangementer i
landdistrikterne, ved at være engageret
i den lokale forening.”
Interviewperson 1, landdistrikt 3.
2) At være en del af fællesskabet
Udover de vigtige mål, man kan opnå i
fællesskab, opfattes selve dét at deltage i ci­
vilsamfundet også som givende, fordi det
giver mulighed for at skabe og opretholde
langvarige relationer med de andre lokale.
Man får med andre ord noget tilbage. Ek­
sempelvis siger en pensionist:
”Det er tilfredsstillende at kunne hjæl­
pe de forskellige foreninger. Man får
noget tilbage ved at møde alle de men­
nesker. Og når man planlægger og gen­
nemfører arrangementer og derefter
mødes med de andre bestyrelsesmed­
lemmer senere og bliver enige om, at
det lykkedes os at gøre det ... Det er
meget tilfredsstillende at kunne sige, at
vi har været med til at gøre det.”
Interviewperson 1, landdistrikt 1.
En person i tresserne, som har været frivillig
hele sit liv, fortæller samme historie:
”Det er en kæmpe tilfredsstillelse at
gøre noget sammen med andre og at
gøre noget, som man ikke bliver betalt
for. Den største del af tilfredsstillelsen
er, at man gør det frivilligt, at man ikke
er afhængig af, at andre skal betale,
men at man i stedet giver noget til sam­
fundet, og så får man noget tilbage. Det
er den store motivation.”
Interviewperson 5, landdistrikt 2.
Det er altså ikke den umiddelbare glæde
ved at være en del af selve aktiviteterne, folk
fremhæver, når de reflekterer over betyd­
ningen af at deltage i civilsamfundet. Det
handler nærmere om, at man får lov til at
få en relation til andre lokale og være en del
af fællesskabet. Når man er sammen om
en fælles indsats, opstår der også en fælles
identitet.
3) At kæmpe for at overvinde fælles
udfordringer
Det føles godt at hjælpe og at være en del
af fællesskabet ved at lægge tid og kræfter i
civilsamfundet, men det handler også om
nødvendighed. Det handler om at kæmpe
mod den generelle udvikling, der gør livet
i landdistrikterne sværere: centraliseringen
og fraflytningen. I modsætning til i byerne
må man selv skabe mulighederne på lan­
det, hvilket understreges af en midaldren­
de kvinde med børn:
”Hvis ingen herude melder sig fri­
villigt, så sker der ikke noget. Så ville
der ikke være nogen spejdere, ingen
sportsforening ... Vi er en lille by, men
vi har en svømmehal, en sportshal og
fitnessfaciliteter. Mange af de ting ville
ikke have været her, hvis ikke frivillige
havde sagt, ’vi vil have det her, vi gør
det, det er livskvalitet for os, at vi har
fået det i vores område’. I større byer
kommer den slags automatisk. Men
her… Hvis nogen gerne vil have, at der
skal ske noget inden for f.eks. musik
eller volleyball, så skal de selv gøre no­
get for det...”
Interviewperson 9, landdistrikt 1.
De interviewede føler sig derfor nogle gan­
ge forpligtede til at bidrage, men det ses
ikke som en tung byrde. En ung kvinde
siger:
”Det er lidt en pligt, fordi jeg ellers er
bange for, at der ikke vil være noget fri­
villigt arbejde, ingen biograf og ingen
sportshal. Men det er ikke en kedelig
pligt. Jeg ser det mere som en del af det
at bo i det her område. Jeg vil gerne
have, at de muligheder skal være til­
gængelige for mig og mine naboer. Så
det er ikke en kedelig pligt. Men det er
ligesom ... Jeg ved bare, at det er nød­
vendigt, at vi også deltager.”
Interviewperson 1, landdistrikt 2.
De interviewede oplevede det som me­
ningsfuldt at være en del af kampen for
at overvinde de udfordringer, der er for­
bundet med at bo i landdistrikterne. Men
udfordringerne kan også blive for svære at
overvinde, særligt når vigtige mødesteder
lukker. Det ses tydeligt, da skolen lukker i
det ene af de landdistrikter, vi undersøgte.
Efter lukningen blev det meget vanskeligt
for den lokale sportsklub at skabe aktivite­
ter for børn og unge fra lokalområdet.
Medgang og modgang
Vores undersøgelse bekræfter, at borger­
ne i landdistrikterne i høj grad involverer
sig i aktiviteter i deres lokalsamfund, og
at den deltagelse øger deres livskvalitet.
Konklusionerne gælder naturligvis kun de
områder, der indgår i undersøgelsen, og
områder, der minder om dem i størrelse
og beliggenhed.
Interviewpersonerne er motiveret af følel­
sen af 1) at hjælpe andre og give dem flere
muligheder, 2) at opbygge venskaber og
relationer og indgå i fællesskabet samt 3)
at overvinde (nogle af) de problemer, der
er forbundet med at bo i et landdistrikt.
Det er således ikke aktiviteterne i sig selv
og den umiddelbare fornøjelse ved at del­
176
Civilsamfundets Glæder og Sorger
177
Evald Bundgård Iversen, Michael Fehsenfeld & Bjarne Ibsen
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
tage deri (’mindre forpligtende’ deltagel­
se), der øger livskvaliteten, men snarere
dét at være involveret over længere tid i
’mere forpligtende’ fritidsaktiviteter, hvor
man opbygger en fælles identitet. Her
kan de længerevarende relationer mellem
folk udvikle sig og udmønte sig i højere
livskvalitet. Vores resultater er dermed i
overensstemmelse med det teoretiske ud­
gangspunkt – at det er deltagelse i ’mere
forpligtende fritidsaktiviteter’, der giver
livskvalitet.
Resultaterne er til gengæld i modstrid med
den udbredte opfattelse, at motiverne for
frivilligt arbejde har ændret sig fra at hand­
le om kollektiv identitet til selvidentitet. I
vores undersøgelse er det nemlig den type
frivilligt arbejde, der har fokus på fælles­
skabet, som de interviewede fremhæver.
Alder spiller dog en rolle. De yngre, vi tal­
te med, lagde mindre vægt på betydningen
af at skabe gode muligheder for andre og at
bidrage til at overvinde problemerne. I ste­
det deltager de unge i foreningslivet for at
have et socialt liv med deres venner. Flere
af de interviewede unge planlagde at flytte
væk for at tage deres uddannelse. Derfor
understregede de også i mindre grad end
de ældre, hvor vigtigt det var at deltage i
civilsamfundet på længere sigt.
I landdistrikterne findes der nogle udfor­
dringer, som i sig selv giver en følelse af, at
ens bidrag er nødvendigt, samt en stærkere
følelse af sammenhold og fælles identitet.
Man er i samme båd. Det kan være en del
af forklaringen på, at livskvaliteten i landdi­
strikterne er lige så høj som i byerne til trods
for de strukturelle udfordringer på landet.
Den fælles kamp kan motivere folk til at
involvere sig i lokalsamfundet, men vis­
se udfordringer kan også være for store og
uovervindelige. Vi så det i et landdistrikt,
hvor skolen lukkede, at det gjorde det svært
at opretholde civilsamfundet. Selvom vores
undersøgelse har vist, at det har en positiv
indflydelse på livskvaliteten at være en del
af ’kampen’, er det derfor vigtigt at huske, at
det kan blive for svært at kæmpe mod den
overordnede demografiske og strukturelle
udvikling. Hvis problemerne bliver uover­
kommelige, kan det have den modsatte ef­
fekt: at de frivillige bliver udbrændte og gi­
ver op. Hvis man fra politisk side ønsker at
øge livskvaliteten for de mennesker, der bor
i landdistrikterne, bør man derfor ifølge
vores forskning især fokusere på, hvordan
folk kan motiveres til at engagere sig i fælles
frivilligt arbejde. Samtidig bør man så vidt
muligt prøve at bevare og gentænke de cen­
trale institutioner og mødesteder, der er så
vigtige for civilsamfundet.
178
Civilsamfundets Glæder og Sorger
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0092.png
Det handler om,
at man er ønsket
Søren Vester
180
—
181
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Søren Vester bor i Thise ved Limfjorden med sin kone og
deres to sønner. Han er uddannet designer og arbejder som
indretnings- og haveekspert, blandt andet i en række bo-
lig- og haveprogrammer. I fritiden er Søren Vester stærkt
engageret i det lokale foreningsliv og er bl.a. træner for et
ugentligt gymnastikhold for mænd.
Vi rykkede mod vest,
fra København til Thise, for 16
år siden. Thise ligger lidt nord for Skive, så det var
næsten så langt væk, man kan komme fra Køben­
havn. Og vi har aldrig nogensinde fortrudt. Folk
spørger os: Hvad fa’en laver I derude? Men jeg tror
faktisk, at vi kommer til flere musikarrangementer
herovre, end vi gjorde, da vi boede i hovedstaden. I
København var vi kun ude at se kulturelle ting, når
vi fik gæster fra Jylland.
Jeg er født 11 kilometer længere nede ad vejen,
så for mig var det som at komme hjem. Vi havde kun
lige banket gulvet op, og så stod Knud og spurgte,
om vi ikke skulle have et gymnastikhold. Min kone,
Dorthe, meldte sig ind i idrætsforeningen, og jeg sid­
der i borgerforeningen. Børnene spiller badminton
og går til gymnastik. Det er det bedste råd overhove­
det: Hvis man melder sig ind i Foreningsdanmark
der, hvor man lander, så er man med lige fra start.
Min fætter og jeg har et gymnastikhold,
der hedder Æ’
Brok­hold. Vi har overtaget det efter vores onkels
bror, som har haft det i 30 år, så der er en lang tra­
dition på det hold. Der kommer folk fra Thy, Mors
og Salling. Vi plejer at sige, at vi behøver ikke kom­
me i form, bare vi er glade. Det er det, det drejer sig
om. Vi startede syv mand, og nu er vi 42 – i alderen
fra 22 til 65 år – og alle kan stå på hænder, og alle
kan lave en salto.
Jeg kan bare sige, at det giver i hvert fald mig
noget, når man mødes en gang om ugen og lige si­
ger goddag og tjekker op på hinanden. At være en
del af et fællesskab er det mest livgivende, man kan
opleve, om det så er en familie eller en stamme eller
et lokalsamfund. Det er det, der gør, at man lever
længere. Det handler om, at man er ønsket. Og at
man er med til at give noget i det område, hvor man
er. Der er ikke noget bedre end at hjælpe andre vi­
dere. Når man giver, så får man tifold igen – og så
er det jo rigtig godt at stå over for et helt gymnastik­
hold og give.
Man har forskellige roller,
når man er i sådan et mindre
samfund, og alle roller er vigtige. Jeg ved altid lige
nøjagtig, hvem jeg skal ringe til for at få hjælp. Vi
bor i Thises gamle præstegård, som vi selv har re­
noveret fra ende til anden de seneste 14 år, og vi går
stadig og arbejder på den. Det er et livsværk. Da vi
byggede drivhuset, der var alle naboerne med, og
flere kom forbi og hjalp os med at rense mursten.
Naboen er glarmester, så alt, hvad vi har fået lavet
af spejle, har han hjulpet med, og så har jeg nogle
kammerater rundt om, der kan noget med træ, og
nogle, der kan noget med strøm. Mit virke er at fin­
de på og bygge nogle ting, som er anderledes, og der
har jeg tit brug for noget specialviden. Den hiver jeg
så ud af de forskellige håndværksfolk, der bor rundt
omkring. Vi kan jo bygge hele huse i vores netværk,
182
Det handler om, at man er ønsket
183
Søren Vester
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0094.png
hvis det er dét, man vil. Alle spytter ind med de
kompetencer, de har, og der er altid gode chancer
for, at man kan finde noget viden lokalt – om du
så skal bygge eller bage. Jeg plejer at sige, at jeg har
aldrig lavet noget alene.
Der har altid været en ånd i Thise
om, at man får ting
til at ske. For eksempel er der kajak hver tirsdag i
sommerhalvåret, og bagefter kommer man tilbage
og tænder op i grillen og spiser sammen, familier,
unge og gamle. Nogle kommer også bare for at spi­
se, og har man gæster, så tager man dem med. Det
er vanvittigt hyggeligt. Vi har også bygget et oran­
geri oppe i byen, hvor de ældre mødes til petanque
hver torsdag og griller. Har man børn på skolen, så
mødes man til forældre­ og arbejdsdage. Der er så­
dan nogle faste mødepunkter igennem året.
Når der flytter nye folk til byen, møder bor­
gerforeningen op med en kurv, og vi sørger for, at
de bliver inviteret med det første år til forårsfester,
og hvad der ellers sker. Tilflyttere bliver faktisk også
parret med en familie eller en kontaktperson, som
de kan ringe til, hvis de har brug for hjælp eller
har spørgsmål. Altså, så får man lige sådan en ind­
flyvning i, hvad man gør, hvis man f.eks. vil dyrke
idræt, hvis man vil ride på rideskole, eller hvis man
skal leje forsamlingshuset. Velkommen til byen!
Man mødes i forsamlingshuset,
og man mødes ved køb­
manden og på skolen, og så er det jo nemmere at
overskue de 240 mennesker, der bor i Thise, end
de der 1 million mennesker, der bor i København.
184
Det handler om, at man er ønsket
185
Søren Vester
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0095.png
Så det er med i huslejen, at man bliver kendt. Folk
ved, hvem man er, igennem hvad man laver, hvad
man køber, hvor man er, og hvad man har gang i.
Det kan ikke undgås, at folk følger med. Men det
kan jeg godt lide. Herude bliver man jo livsvidner
for hinanden. Jeg ser ikke, at der kan komme en
småborgerlighed, eller at folk holder øje med hin­
anden over hækken og sådan noget – tværtom. Jeg
tror, det giver en større forståelse og tolerance, at
man ved mere om hinanden. Også fordi folk er så
forskellige herude. Det er noget af det, jeg godt kan
lide ved at være ude i mindre områder: at biodiver­
siteten er stor, også blandt mennesker. Det er ikke
bare den samme DJØF­klub.
Hvis man har en skabertrang i sig,
så er det også fedt at
bo herude. Fordi skal der ske noget, så bliver man
selv nødt til at tage initiativet; du kan ikke bare
møde op. Du skal være med til at gøre rent bagefter
eller sørge for, at der er trænere. Man skal ikke for­
vente, at der kommer nogen udefra og redder én.
Men der er jo heller ikke noget bedre end ud­
fordringer udefra; så rykker man endnu mere sam­
men i bussen. Det er som enhver anden stamme,
at man står sammen. Der bliver ved med at være
udfordringer udefra, men vi prøver så vidt muligt
at mødes med glæde. For man kan jo gå fra pro­
blem til problem, men min indstilling er, at det er
bedre at gå fra lysplet til lysplet og så vise de gode
eksempler og samles om dét. Vi er for eksempel
syv familier, der lige er gået sammen om at købe en
gammel firlænget gård nede på havnen, ved siden
186
Det handler om, at man er ønsket
187
Søren Vester
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0096.png
af brænderiet, som så skal laves om til boliger. Vi vil
så prøve at komme med et bud på en ny, moderne
beboelse.
Hvis man planter et træ,
så tror man på fremtiden. Man
får en glæde ved at skabe noget sammen. Og det
er lige meget, om man sætter gang i en ny aktivi­
tet i forsamlingshuset, eller man bygger noget for­
eningskultur op, eller man bygger til skolen, eller
hvad man nu gør. Så tror man på, at det her sted,
det overlever, og det bliver noget for fremtiden.
188
Det handler om, at man er ønsket
189
Søren Vester
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0097.png
Makvärket
Beliggenhed
:
Projektperiode:
Støtte fra Realdania:
Website:
Teglværksvej 30, 4420 Regstrup
2012­2013
1 mio. kr.
makvaerket.org
Foreningen bag mødestedet Makvär­
ket har pustet nyt liv i det nedlagte
Knabstrub Teglværk og har skabt et lo­
kalt samlingssted for kulturaktiviteter.
Knabstrup Teglværk blev anlagt i 1853
og havde i sin storhedstid over 300 an­
satte. Efter nogle økonomisk trængte
år overtog kunstneren Bjørn Wiinblad i
1977 fabrikken, som de næste ti år pri­
mært producerede Wiinblad­design.
Herefter lå teglværket tomt i 25 år, indtil
en flok ihærdige unge mennesker fik
øje på dets potentiale, historie og be­
tydning for området.
Multisal til kunstneriske udfoldelser
Visionen med teglværket var at gen­
etablere fabrikken som samlingspunkt
for Knabstrup og omegn gennem kul­
turelle aktiviteter – og med respekt for
det historiske bygningsværk og miljø.
Derfor har foreningen haft fokus på
brug af genbrugsmaterialer og øko­
logi i omdannelsen.
Den nye multisal i teglværkets byg­
ninger giver bedre fysiske rammer for
foreningens aktiviteter, som bl.a. tæl­
ler dans og teater. Derudover er der
blevet etableret et fællesrum i den tid­
ligere kantine, der også bruges som
biograf.
Foreningen inviterer jævnligt lokalsam­
fundet og andre interesserede inden­
for til fællescafé og forskellige former
for kreativ udfoldelse.
190
Livskvalitet på landet er ønsket
Det handler om, at man
191
Makvärket
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0098.png
Fotograf: Steffen Stamp
192
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
193
Makvärket
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0099.png
Bovbjerg Fyr
Beliggenhed
:
Projektperiode:
Støtte fra Realdania:
Website:
Fyrvej 27, 7620 Lemvig
2012­2014
4,28 mio. kr.
bovbjergfyr.dk
Fotograf: Cathrine Koppel
Det gamle fyr på kanten af Vesterha­
vet står styrket som mødested og kul­
turtårn for frivillige og besøgende.
Det 26 meter høje fyrtårn ved Bovbjerg
Klint indgår i en kæde af vestjyske fyr,
som tidligere angav kursen for skibe,
der skulle fra Nordsøen og ind gen­
nem Kattegat. Selve fyrtårnet er opført
i 1877 og er et godt eksempel på pe­
riodens gedigne bygningskunst. I dag
er det frivillige kræfter, der driver Bov­
bjerg Fyr som mødested og kulturtårn.
Stærkere attraktion
Trange rammer satte i lang tid grænser
for ildsjæle og aktiviteter i Bovbjerg Fyr.
I dag har en ombygning af de fysiske
rammer styrket fyret som lokalt møde­
sted med flere besøgende og en mere
bæredygtig drift.
Fyret er gjort tilgængeligt og mere at­
traktivt for både nye besøgende og
de mange frivillige. Et nyt køkken, flere
toiletter, en café, elevator, depot og et
stort udstillingsrum skaber nu endnu
bedre muligheder for at servicere de
godt 40.000 gæster, der hvert år læg­
ger vejen forbi.
Fyret fungerer også som eksponent
for lokal kultur, fødevarer, produkter og
kunst.
194
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
195
Bovbjerg Fyr
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0100.png
Fotograf: Cathrine Koppel
Fotograf: Lars Engelgaar
196
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
197
Bovbjerg Fyr
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0101.png
Lønstrup Biograf
Beliggenhed
:
Projektperiode
:
Støtte fra Realdania:
Website:
Strandvejen 100, 9800 Hjørring
2013­2014
500.000 kr.
lonstrupcafe­bio.dk
Fotograf: Claus Bjørn Larsen
Biografen i Lønstrup, der fungerer som
kulturhus, er drevet af lokale ildsjæ­
le. Huset har en vigtig funktion i lokal­
samfundet som stedet, hvor tilflyttere
bydes velkommen.
I den populære nordjyske badeby Løn­
strup ligger den historiske Lønstrup Gl.
Biograf fra 1918, der i dag fungerer
som kulturhus. Biografen ejes af 80 lo­
kale anpartshavere, der sammen med
bestyrelsen udgør den frivillige ar­
bejdskraft i drift og udvikling af kultur­
huset. Huset er et naturligt mødested
for både borgere og turister i byen.
Sæsonbevidst kulturhus
Lønstrup Gl. Biograf ligger midt på
Lønstrups hovedgade og har åbent
hele året. Som en løsning på sæ­
sonudfordringen drives stedet som
kommerciel café om sommeren, hvor
Lønstrup er besøgsmål for mange tu­
rister, mens biografen om vinteren dri­
ves som kulturhus for de lokale borge­
re og foreninger.
Biografen er blevet det samlings­
punkt, hvor man som tilflytter kan in­
volvere sig i Lønstrups liv. Det er en
vigtig funktion i et lille samfund som
Lønstrup, hvor man gerne byder nye
beboere velkommen.
Projektet bygger dermed videre på
Lønstrups positive udvikling som et
dynamisk, kulturelt og fællesskabsori­
enteret lokalsamfund.
198
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
199
Lønstrup Biograf
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0102.png
Fotograf: Leif Tuxen
200
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
201
Lønstrup Biograf
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0103.png
Bindeballe Købmandsgård
Beliggenhed:
Projektperiode:
Støtte fra Realdania:
Website:
Bindeballevej 100, 7183 Randbøl
2013
1,4 mio. kr.
bindeballekoebmandsgaard.dk
Danmarks ældste igangværende køb­
mandsgård er samtidig landets stør­
ste købmandsmuseum.
Den gamle købmandsgård i Bindebal­
le, mellem Billund og Vejle, har været i
uafbrudt drift i de originale bygninger i
115 år. I dag huser de oprindelige lo­
kaler også et købmandsmuseum med
mere end 5.000 varer.
De blå forklæder
Foreningen den Selvejende Instituti­
on Bindeballe Købmandsgård ejer
Købmandsgården, som de fik foræret
i 2003. Foreningen består af frivillige
ildsjæle, der driver den levende muse­
umsbutik.
I butikken sælges spegesild, klipfisk
og byggryn i løs vægt. Til at hjælpe i
butikken har den selvejende institution
hyret ’de blå forklæder': tidligere køb­
mænd, som alle har rundet de 60 år, og
som nyder at holde deres færdigheder
ved lige som frivillige i den gamle køb­
mandsgård. De kan fortælle besøgen­
de om købmandsfaget i gamle dage
– samt naturligvis om Bindeballe Køb­
mandsgård og dens samlinger af køb­
mandsvarer fra de seneste godt 100 år.
Gårdens isolering var tidligere så dår­
lig, at det var svært at opholde sig in­
denfor om vinteren, hvilket var til stor
gene for både gæster og personale.
Derfor fik ildsjælene støtte til et projekt,
hvor hovedhuset blev nænsomt og re­
spektfuldt istandsat med blandt andet
nyt tag og nye kviste.
I dag modtager Bindeballe Køb­
mandsgård ca. 80.000­100.000 årlige
gæster.
202
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
203
Bindeballe Købmandsgård
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0104.png
Fotograf: Jørgen Jørgensen
204
Livskvalitet om, at man
Det handler på landet er ønsket
205
Bindeballe Købmandsgård
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0105.png
Hør bølgerne, hør kornet
Uddrag af romanen
'Alt dette kunne du få'
Forlaget Gladiator
2021
Romanen beskriver en families historie gennem tre generationer og ta-
ger sit udgangspunkt en sommerdag ved Svinkløv i Nordvestjylland.
Romanen handler i høj grad om de steder, der bliver vores hjem, om de
landskaber vi formes af og forankres i, men som vi også nogle gange
må forlade – for at gøre os fri af noget, vi måske ikke helt ved, hvad er.
Josefine Klougart
206
—
207
206
Det handler om, at man er ønsket
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
S
olen falder i lange bånd ind mellem træerne. En hugorm ligger
stille i det allerede lune sand. Det bliver en varm dag. Her i bille­
det, hvor vi først ser dem, er de to søstre på ferie med deres forældre
ved Vesterhavet. Sara den yngste, Barbara den ældste. 
Huset ligger i skovbrynet, hvor hvarren begynder — det af
lyng og porse og sortbær overgroede violette fald, der strækker
sig ned mod havet — Grønne Strand, Klim, Thorup Strand, hvor
fiskerbådene om eftermiddagen bliver trukket op i sandet, som
om aftenen og natten henligger med dybe furer efter skrogene. 
Hele området bag sommerhuset på Gammelhvarrevej blev
i 1946 opkøbt af en overlæge fra Grenå, han havde som ung af­
brudt sine medicinstudier for at arbejde som frivillig i Nicaragua
og vendte hjem som en erfaren kirurg, en af landets bedste, sagde
man. Han havde en fast stilling på Grenå Sygehus og brugte en
stor del af familiens formue på at opkøbe jorden et par kilome­
ter inde i landet, sydøst for Svinklovene, flytte ind i et af de få
eksisterende huse med sin familie og lade resten af hvarren frede.
Barbaras familie låner huset af lægens datter — en kvinde med
mand og fire børn, som pigerne kun kender som navnene, der
er malet på krusene, og ved under frokosten at sidde tankeløst og
betragte de få fotografier, der hænger på væggen over det blå spi­
sebord. Barbara ønsker ikke at vide mere, hun vil hellere tænke på
sommerhuset som deres eget, og det er sådan, de alle elsker det,
som var det deres eget; men samtidig med hele den ømhed, der
kommer af at vide, at der til enhver tid kunne komme nogen og
med større ret kalde det deres. 
Senere tænker Barbara: Alt udgår fra det sted, området mel­
lem sommerhuset på Gammelhvarrevej og kysten — Grønne
Strand og Svinklovene, Bulbjerg i horisonten. Fra Mols Bjerge
selvfølgelig også; Fuglsø Vig, huset bag skrænten hjemme i Agri,
haven, både den oprindelige og stykket, de køber til, med sten­
bruddet og de mange stendiger, som de rejser, og marken også,
som de lejer af dem på Groulegaard, alt det selvfølgelig, men må­
ske lige så meget fra Svinkløv. 
Man kan tegne en linje gennem landet fra Christianshavn,
hvor Barbara bor som voksen, og til Bulbjerg, og linjen, vil man
finde, går lige igennem Mols Bjerge, skærer også det sted nær Mel­
lerup, hvor de fisker sild hvert forår, i kanalen nær færgelejet, og
hvor de bagefter ligger i kedeldragter, på tæppet i en bleg sol for at
drikke sort te og spise sild fra røgeovnen. 
Alt udgår fra lyden af nåletræerne, der bevæger sig i vinden,
grenene, der gnider mod hinanden, fra lugten af det malede
træværk, fra lyden af bølgerne, der brydes og bliver kastet ind over
land, ikke i en taktfast rytme, men som en evig fjern susen, et sted
i randen af ens bevidsthed, en lyd, man næsten ikke lægger mærke
til, før sommeren er forbi, og som, man først da der bliver stille,
forstår, at man vil savne. 
Men nu er det sommer — blåbærrene er snart modne, de står
mellem revlingebær og sortbær, spredt i lyngen, der blomstrer i de
uger og giver hele området sin særlige askeviolette farve.
Bleggrønne nåleformede blade og askeviolette blomster, den­
ne ydmyge hedeplante, i blomstringen allerede vissen i sine far­
vetoner, som om den i sit inderste kender alt det, der skal ske, og
foregriber det i sin ydre form. 
De hvide får, pigerne ser dem fra huset, store lam også,  for­
voksede lam, næsten lige så store som fårene: Når de dier, er de så
voldsomme, at de kunne vælte moderdyret, sådan en kraft læg­
ger de i det, skubber og hakker til yveret for at få mælken til at
løbe, lammene, der går ned på knæ for at nå. I lyngen driver fåre­
ne rundt, de ser dem fra terrassen; de ser grusvejen længere nede,
208
Hør bølgerne, hør kornet
209
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
som en slange i den sandede jord; de lave bakker på strandengen
mellem hvarren og havet; plantagen mod nord og længere sydpå
Bulbjerg.  
Det er stadig kun formiddag, klokken er ti, men det er allere­
de varmt, som de går der, Barbara forrest, Sara lidt bagefter. Støvet
ligger og driver i solbælterne over grusvejen, de går gennem dem.  
De kommer ud på det flade stykke, der strækker sig mellem
klitplantagen og kysten, et lavland overgroet af lyng og marehalm,
hvor sundet engang lå og forbandt Vesterhavet og Limfjorden. Ly­
sebrune jerseykøer græsser mellem tuer af porse og lyng. Vimplen
slår sig i vinden og får gården til at ligne en børnetegning. 
Pigerne står på stranden, helt nede på det hårde sand. Saras
hår, der bliver kastet rundt, vinden synes at komme alle steder fra.
Barbara fejer det væk fra sit ansigt med underarmen; det er ikke,
fordi det generer meget, alligevel sukker hun og siger
for pokker,
og Sara samler sit hår med begge hænder, holder det oppe over
hovedet i en stor knold, så kan Barbara komme til at binde rebet
om hendes mave.  
Hun er grundig.  
Det ligner hende ikke at bande, det er noget, hun prøver af,
det ved de begge to, at hun ikke er hård nok til at bande, langt fra,
men de ved også, at det er vigtigt, at hun gør det.  
Hun drejer Sara, et greb om taljen, ser hende an fra alle sider,
som når man skal rette på et højt lys i en stage. Hun sikrer sig, at
rebet ikke er for løst, at det ikke kan give sig, hun trækker i det, et
hårdt ryk, og Sara falder frem mod hende.
Sådan. 
 
Rebet giver sig ikke, det sidder helt tæt omkring taljen.  
Er jeg klar nu,
spørger Sara.  
Mmm,
mumler Barbara og begynder at binde den anden ende
af rebet omkring livet på sig selv.  
Så går de ud, hen over de små mørke sten, ud hvor de kan
mærke sandet under fødderne. De kan ikke se bunden, havet er
pisket til et koldt bleghvidt skum, der lukker sig omkring benene.
Så bliver det pludseligt dybere, og Sara er i til livet.  
Fødderne bliver valne, det stikker i læggene.  
Barbara kan læse havet, hun kender revlerne og kan se på bøl­
gernes bevægelser og linjer, hvor hestehullet er. Sådan nogenlun­
de hvor det er, og hun kan også mærke det nu; hvordan sandet
forsvinder under fødderne. Det er så voldsomt, hun glemmer det
fra gang til gang, hvordan suget ikke kun er
udad
, men også
nedad
.
Det er, som om der åbner sig en lem under dem, og de falder. 
De tager nogle skridt til, og så tæller Barbara ned fra tre og
siger
nu
, hun behøver kun hviske det, og de giver efter og lader
strømmen lægge sin store hånd omkring deres kroppe.  
Hver gang rebet strammer om maven, bliver Barbara rolig.  
Så nådigt rebet strammer om kroppen.  
Der er øjeblikke, hvor hun ikke ville kunne sige, hvad der
er op, og hvad der er ned, hvad der er overflade, og hvad der er
havbund, og det er vidunderligt; når det hele er én stor brusen­
de hvirvel, og hun er fanget inde i havets indre, hvor det buldrer
afsted med kræfterne af hundrede heste, udad går det, udad
mod
bølgerne. Hun forestiller sig strømmen som nogen, der vil have hende og
tager, hvad der tilkommer ham.
 
Så strammer rebet igen; og hun ligger spyttet ud et sted på den
anden side af en anden revle; og det er, som om havet igen bliver blødt
og uden anden vilje end bare den at være blågrønt og uroligt. Så ligger
Barbara der og stiger og synker som en bøje i bølgerne, et sted lige uden
for den yderste revle.
 
Hun træder vande, famler efter rebet om sin mave. Hun får fat og
trækker til, men det er for let. Alt for let. Hun skifter arm, haler rebet
210
Hør bølgerne, hør kornet
211
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
til sig, tag for tag, mens hun ser ned, kommer til at sluge vand.
 
Det er alt for let.
 
Og da rebet ikke er længere, er Sara der stadig ikke. Bølgerne er
bjerge, der stiger og synker.
 
Rebenden er stiv, det blå nylon er brændt for ikke at trevle. Bar-
bara undersøger rebenden med fingrene, de enkelte fibre og smeltede
ender, som om Sara kunne findes derinde mellem nylontrådene.
 
Hør bølgerne
 
Hør kornet
 
De ligger på stranden og mærker vinden kaste et lag af fint sand
ind over sig.
 
Barbara balancerer på bevidsthedens yderste, lidt fugtige rand,
hvor hun så tit befinder sig. Til den ene side er varmen og Sara, til den
anden side et uendeligt fald. Hun kan røre ved et koldt øde og trække
hånden til sig igen.
 
Sara ved det sikkert allerede, hun ved det først af alle. 
 
Barbara er meget længere væk end de tyve, tredive centimeter,
der er mellem de to håndklæder.  
Barbara vil række ud og tage Saras hånd, men det er ikke nød­
vendigt, hun trækker bare vejret, og det er på en måde det samme.  
Da de svinger op ad stien til sommerhuset, bliver Barbara i
tvivl om, hvorvidt Sara kunne finde på at sige noget til mor og far.  
Der skete jo ikke noget
, siger Barbara og ser på sin søster med et
blik, der ikke viger.  
Sara ryster på hovedet.
Nej
. Noget i tonen får det til at lyde
som et spørgsmål, ligesom noget i tonen fik det, Barbara sagde, til
at lyde som en ordre.  
Barbara tager Saras hånd, og de går det sidste stykke ind gen­
nem plantagen sådan. Det er, som om Barbara kan overføre noget
af sin sejhed og noget af sin tavshed til Sara på den måde; men så
bliver Barbara overrasket, for det er, som om der strømmer noget
den anden vej, og Barbara kan næsten ikke holde gråden tilbage,
da de ser huset og bilen, der holder på græsset ude foran, den åbne
dør med perleforhænget, der hænger ned fra dørkarmen.  
Længe efter synes Barbara, hun kan mærke Saras hånd i sin;
hun sidder på værelset og holder hånden frem foran sig, men der
er intet at se.  
En enkelt myg svirrer et sted i værelset. Lyden vibrerer i Bar­
baras bryst, i næsefløjene og ved mundvigene, der er en gråd pres­
set sammen i den lyd. 
 
 
 
En flue, der svirrer og flyver ind mod ruden igen og igen. 
Pigerne, der strækker benene op ad væggen. Hårene på deres
underben er gyldne. Når solen falder ind gennem vinduet i gavlen
og rammer dem, skinner de. 
Sara tæller Barbaras blå mærker, 42 i alt. 
Hvor har du det der fra? 
Det kan jeg ikke huske,
svarer Barbara. 
Barbara er stolt over de mærker, hun synes, de er adlende, et
bevis på, at hun ikke er noget sødmælksbarn. 
 
 
 
 
 
Sonja går hjemme med pigerne — hun passer dem, og hun passer
hus og ordner også løn og regnskab og vasker kitler, alt det arbejde,
der kan flyttes ud af klinikken, får hun gjort så diskret, at pigerne
næsten ikke mærker det. Hver dag er de sammen i haven eller i
* 
212
Hør bølgerne, hør kornet
213
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
bakkerne, de arbejder i køkkenhaven eller ligger på fliserne og teg­
ner med kridt. Der hænger en plakat med fugle i køkkenet, Barbara
ved, hvordan stæren lyder, og hun kan synge den med stæren, den
børnesang, hvor foråret oprulles, fugl for fugl — men baglæns, den
sortblå svale, og inden den storken, inden storken sneppen, inden
sneppen stæren, inden stæren viben, inden viben vintergækken,
der kommer på Guds befaling. Sonja er kristen, men ikke som
mormor. Mormor, der til sin død var overbevist om, at hun engang
skulle genforenes med sin Wilhelm i himmelen. Sonja ville ønske,
hun kunne tro på den slags, men det kan hun ikke, og hun går ikke
ind for, at man lyver for børn, så det er fra den dag, hun bliver mor,
også umuligt at lyve for sig selv længere. Hun siger, hvis man holder
noget hemmeligt for børn, så forestiller de sig blot noget andet og
langt værre. Hvad der så kunne være værre end at ligge og blive ædt
af mider og orme i jorden, formulde. 
Hun er visionær, det er udlevelsen af et ideal om det frie liv tæt
på naturen, hun har læst Émile af Jean­Jacques Rousseau på univer­
sitetet — det er den uindskrænkede udfoldelse, alt skal være en leg.
Pigerne skal ikke i institution, men blive hjemme hos hende, hvor
de kan gå i haven og opdage verden, vende en sten, betragte det
piblende, krybende liv, der er, fare vild, det er et ideal for hende,
man kan ikke gå en tur uden at fare vild; hun skrår ind over en
mark og klatrer op ad en stejl skrænt i skoven ude bag Toggerbo, og
når der er gået lidt tid, kalder hun ved at lægge hånden for munden
og lave et indianerkald; men kun et enkelt, så er der stille igen, og
de nærmer sig langsomt hinanden på den måde. Den mulighed, at
man sætter sig bag en enebusk og forsvinder. 
Sonja stiller et stort kamera op på stativ og filmer lange ubrud­
te sekvenser i haven, eller som den film med Sara, der som halvan­
detårig har fået fat i en spand med sæbespånevand. Filmen varer
en hel time og er holdt i en enkelt indstilling: et barn i en lysegul
strikket undertrøje og stofble, som undersøger en sort murerspand
fyldt med lunkent sæbespånevand. Ti minutter inde i filmen væl­
ter spanden, og vandet løber ud over plankegulvet, der ligger og
driver af sæbeskum. Og hun kravler igennem det, løfter skummet
op på en flad hånd. Barnet er solbrunt, helt mørklødet at se. Døre­
ne står åbne ud til haven, man kan høre fuglene og et ældre barn,
der snakker med sig selv et sted derude. 
De er med i det hele, pigerne, i alt hvad der foregår, er de med;
når Sonja går tur i byen og snakker med de gamle eller er nede på
en gård for at hente valset havre til fuglene. Alle elsker Sonja, mæn­
dene i særdeleshed, men ikke kun dem. Hun kan snakke med alle.
Og i et kort øjeblik, som når man går forbi en gård og kaster et blik
ind gennem porten til gårdspladsen, kan man få et glimt af, hvad
det koster hende at være så meget for de andre. At hun er udmattet. 
Hun står stille ude i brændeskuret i skyggen, og ansigtet er
så åbent, det er, som om hun ser på noget, der befinder sig meget
langt væk, og at dette noget egentlig er hende selv, som hun betrag­
ter med en upersonlig undren. 
Erik ringer, og Sonja kan mærke, hvor meget hun savner ham.
Hun siger ikke noget, ikke de første år, men det bygger sig op i hen­
de. At de skulle være en familie, og nu er det hele blevet så opdelt,
ham, der tager afsted tidligt om morgenen, hende, der er herhjem­
me med pigerne; nogle gange er det næsten, som om det ikke vir­
kelig sker, det bliver uvirkeligt, fordi der ikke er nogen at dele det
med. Da pigerne leger med en kattekilling, som de finder nede ved
søen, når de redder den hjem, og de giver den mælk, og hun så om
aftenen kan lægge den til pigernes øreflipper på skift, og den sutter,
så de ligger på madrassen under skråvæggen og klukler. Eller kal­
vene, når de en formiddag er gået over i præstegårdsforpagterens
214
Hør bølgerne, hør kornet
215
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
stald for at se de nye kalve, og pigerne rækker hænderne frem —
den kraft, de kan sutte med, sådan en ru kalvetunge! Det er en halv
glæde, når han ikke er der at dele det hele med. Men hun bider det
i sig, der er også nok at se til, hun arbejder lige så hårdt som han. Og
de er altid bagefter, uhjælpeligt bagefter. Huset er ved overtagelsen
i '79 ved at falde fra hinanden. Og det er koldt, det er nogle hårde
vintre de år, og Erik må en fredag aften gå hjem til huset i Agri helt
nede fra Egens, fordi vejene er føget til. Fem kilometer må han gå,
gennem driverne med den sorte taske og øreklaphuen bundet om
hagen. Han har rim i øjenbrynene, da han kommer ind i gangen og
står, og Sonja ler, kan slet ikke stoppe med at le, selvom det irriterer
Erik, det mærker hun jo nok; men hun synes, han ligner Omar
Sharif i Doctor Zhivago, i scenen, hvor han kommer frem efter en
uendelig vandring gennem den russiske vinter. 
Om morgenen er der is på indersiden af ruderne, etagevask i
køkkenet, aftørring foran brændeovnen. 
Det er Sonja, der får det hele til at glide, det daglige ræs; og
samtidig får hun etableret en ny frugthave oppe på toften, et driv­
hus, et krydderurtebed og fire får skal de have, pil at flette kurve
af. Hun henter saftkogeren nede i krybekælderen, rabarbersaft,
solbærsaft, klipper skærme af hyldeblomsterne, når det er den tid,
oppe bagerst i haven, og snart står hylden med blåsorte bær, og det
er tidligt efterår, og hun får lavet hyldebærsuppe også, selvom det
egentlig var droppet, så lykkes det alligevel. Pigerne er altid et sted
i billedet, kravler rundt over skoene i bryggerset, sidder og leger
i gruset ved siden af stigen eller på skødet af mormor, når hun
kommer ud og bor nogle dage og hjælper til, går og mimrer og
skubber pigerne på gyngerne og synger Dengang jeg drog afsted
og får tårer i øjnene, fordi hun kommer til at tænke på de døde.
Farmor viser sig aldrig. Og når hun endelig gør, er det for at spise
bløde boller til fødselsdag, hun kunne ikke drømme om at tage en
støvsuger eller skifte en ble, det er utænkeligt, at man kunne bede
hende om det. 
 
* 
 
Sonja og Barbara på fjerkræudstilling i Kolind en lørdag formid­
dag. Det er en enorm hal, række på række af bure med kaglende
og galende høns og haner, forsagte landmænd i blåt og skjorte.
Nybarberede, nogle med et lille snip toiletpapir med tørt blod på
kinden, der op ad formiddagen pilles af og afslører et lille blegrødt
snit. Det er ikke som ved dyrskuerne ude på Gammel Estrup. Her
er de også nybarberede, landmændene, men de er større. De ligner
tyrene, de har brede rygge og synligt markerede muskler i nakken
og ud over skuldrene; fjerkræavlerne har kvindehænder. 
De står bag burene og er på en helt anden måde optaget af
detaljer. Hanernes farver afslører mændene som pyntesyge. Sonja
kender flere af avlerne, de lyser op, når hun kommer forbi. Lyser op
og ser ned ad sig selv, de er generte som store skoledrenge i konfir­
mationsalderen, en form for velsignelse, når hun ser på dem. Sonja
er en slags intervention, et indslag af et helt andet liv, der blæser ind
gennem hallen. 
Der er lotteri. Sonja giver ti kroner til lodder, og Barbara får
en bakke med ti. Hun står i en blå bomuldskjole og trækker den
lille røde gummiring af lodderne, en efter en, de fleste nitter, men
så kommer der en enkelt en med et tal, 32 står der. Barbara kan
slet ikke være i sin krop af forventning. Bare det er en fin høne! Og
216
Hør bølgerne, hør kornet
217
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
hun forestiller sig, at hun skal køre hjem med den på skødet, gøre
den tam, lære den at spise af hånden. Hun er helt sitrende af glæde.
Men så går konen i kittel om til bagvæggen og åbner en dampende
kummefryser, haler en frossen kylling op. Tillykke, så er det nok
dig, der sørger for aftensmaden i aften, siger hun smilende. Lyden
af kyllingen, der rammer bordet, et dumpt slag, som af en marksten
eller en roe. Sonja smiler til Barbara, hun ved præcis, hvor slemt det
er. Kom, siger hun, og så går hun hen til en af avlerne. Peter hedder
han. Hun tager posen med kyllingen og svinger den ind i favnen
på ham, se her, Peter, se, hvad Barbara har vundet! Og hun ler sin
perlende latter, der altid afsluttes med et ahh på en udånding, og
som begge døtre indimellem som voksne uforvarende kommer til
at eftergøre hende — mon ikke du kan hjælpe os, siger hun, måske
vi kunne bytte den til noget med noget mere … liv i? Peter smiler og
åbner posen, ser på kyllingen. Ja, den ser godt nok noget skravlet
ud, siger han. 
Peter finder en høne til Barbara. En Mille Fleur. De står og ser
den i et udstillingsbur. Tusind blomster, betyder det, siger Sonja, da
de bliver alene, mens Peter henter en kasse ude i bilen. Fjerene er
plettede, brun og sort og hvid. Det er den smukkeste høne, Barbara
i sit liv har set. 
 
 
Det er, som om hans død bliver overgangen til en ny tid, den er
ikke et varsel om noget, der skal komme; den er det endelige bevis
for, at en irreversibel bevægelse er sat i gang. Over nogle få år æn­
drer Agri sig, der kommer folk til, fra Århus, andre fra København.
Gården sættes til salg, der har været et par og se på den, de plan­
lægger at anlægge en vinmark, hvor fårene gik. Hvor fårene gik? En
vinmark altså? De vil grave kælderen ud og åbne til kip. Til kip? Så
loftshøjden bliver tre meter.  
 
* 
 
Klokkerne ringer, det er tirsdag formiddag, Henrik er død og skal
begraves. De kommer kørende fra Knebel og Vrinners.  
 
 
Hun kan ikke se dem. Den røde hoppe og plagene, der kommer
løbende ned over bakken mod stalden, men hovslaget forplanter
sig til hendes krop, op gennem rygsøjlen, skulderbladene, hælene,
der synker ned gennem det lag af gamle frøstande og støv, der lig­
ger over betonbunden nederst i krybben.  
Plagene først, så den gamle hoppe, der bider dem væk og på
plads. Så står de roligt ved hvert sit fodertrug og pruster ned i det,
spiser grådigt af kornet; og hun ligger i høet og ser op under hop­
pens mule, den tunge underlæbe, hvorfra havren drysser ned over
hendes ansigt; og så synes hun pludselig, at hun er kornet, en grågul
havrekerne, der bliver knust og malet mellem hestenes randede
kindtænder, at hun er de nøgne aspetræer, at hun er den linje i ho­
risonten, dagen har efterladt, en lysende valk, at det hele er hende. 
 Efter en rum tid går hun ud i aftenen. Hun løfter flager af is af
hestenes vandkar og går ned gennem haven. Det er først her, hun
lægger mærke til stjernerne. Hun stopper op og står længe sådan,
* 
218
Hør bølgerne, hør kornet
219
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
med en tom spand i hver hånd og glaner — hun lægger hovedet
bagover, kan mærke, mundhulen fyldes af kold luft; og et øjeblik
synes hun, at hun mærker, hvordan jorden er en planet i rummet,
at alting på trods af den tilsyneladende ro bevæger sig i vild fart. Og
det er med den følelse vibrerende i kroppen, at hun går ned gen­
nem haven, forbi hønsehuset, hvor hønsene sidder på deres pinde
med lukkede øjne, ned forbi syrenhækken og salvien, der står med
hårede bleggrå blade, og drivhuset, hvor to solcellelamper oplyser
vinen med et koldt lys; hun går med den følelse af skala i kroppen,
følelsen af, at hun hænger på en planet et sted i verdensrummet, og
hun mærker så klart, hvordan hun og planeten og kapillærkasserne
og vinen og hønsene på deres pinde og pindene selv og det gamle
sold, der står lænet op ad skuret, og hestene og roserne og alt bevæ­
ger sig gennem rummet i baner, der markerer en form så storslået,
at man, hvis man kunne betragte den i sin helhed, ville gå i stykker
ved skønhedens monstrøse tyngde. 
 
 
* 
 
Vidste hun det altid, Sonja; at pigerne aldrig ville blive mere lyk­
kelige, end de var dér, i barndommen — og var det, derfor hun
på alle tænkelige måder forsøgte at strække den tid for dem, det
ubekymrede liv. Vidste hun det, når hun om aftenen sad med Bar­
bara og sænkede ansigtet og lod hagen støtte på toppen af hendes
hoved; forstod hun det på trods af sin egen barndoms skuffelser,
eller netop på grund af dem, at den åbenhed, med hvilken pigerne
i de år bevægede sig rundt i huset og i haven og i bakkerne, den
blødhed, med hvilken de med hele deres bevidsthed og alle deres
sanser bøjede sig mod hele den konkrete verdens dybde — en gul
smørblomst i græsset, en sommerfuglelarve med sorte og brune og
orange hår; vidste hun, at alle disse små glimt, erfaret så helt og
rigt, markerede en form for tinde i deres liv, at de aldrig ville blive
lykkeligere, end de var nu? At hun aldrig ville blive det. 
Hun sad der ved brændeovnen, med fødderne oppe på aske­
skuffen og Barbara på skødet, de sad og nød det, de kaldte mørk­
ningen, og som Sonja holdt af at højtideligholde med en kop te og
ild i brændeovnen, også selvom det ikke var strengt nødvendigt at
fyre, i maj eller i slutningen af september. Og så så hun op for at
dele det øjeblik med Erik, men opgav og sagde intet, for hun vidste
ikke, hvad det var, hun skulle sige. Og hvis hun alligevel prøvede,
ville det forsvinde, eller i værste fald ville han føle, at der var et
usagt krav et sted i det, hun sagde, en beklagelse; og af skuffelse og
for ligesom at sone dette uforsonlige og ubodeligt ensomme i hen­
de bøjede hun ansigtet mod Barbaras hår og pressede sine læber,
ganske forsigtigt, ned og åndede et par gange ind og ud gennem
det tynde blonde hår, der voksede på hendes datters hoved, helt
uden at kende sit eget held — tænk at vokse der, tænk at lægge sig
over hendes ansigt, bevæge sig med hendes åndedræt på puden el­
ler over hendes kind — der kunne, mente Sonja, ikke findes nogen
større lykke — og sikke et spild, at sådan et simpelt hårstrå ikke
kunne begribe sit eget held.
220
Hør bølgerne, hør kornet
221
Josefine Klougart
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0113.png
222
223
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0114.png
224
Livskvalitet på landet
225
xx
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0115.png
Værkfortegnelse
Digt s. 3
Det blæser
Marianne Larsen
PLUDSELIG DETTE, Borgen 1985
© Allan Otte / VISDA
Vertikalt landskab – verdens navle (cirkelformat),
2012
Akryl på plade, Ø 112,8 cm
Foto: Anders Sune Berg
L.A. Ring
Sommerdag ved Roskilde Fjord,
1900
Olie på lærred, 95,5 x 145,5 cm
Tilhører Randers Kunstmuseum
Foto: © Randers Kunstmuseum
© Gudrun Hasle / VISDA
Jeg vel garne forsvene et øjeblik,
2023
Originallitografi, 50 x 69 cm
Foto: © Edition Copenhagen / Foto: Lars Gundersen
Ulrik Møller
Centrumpladsen i Vester Aaby,
2017
Olie på lærred, 190 x 240 cm
Foto: Ulrik Møller
© Studio ThinkingHand / VISDA
Landscape Portrait #9,
2019
Resin, naturpigment, blomster og svampe indsamlet i september
2019 in Haneul og Pyounghwa Park, Seoul, Sydkorea
Vægophængt, 53 × 39 cm
Detaljefoto af Studio ThinkingHand
227
Værkfortegnelse
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0116.png
Marianne Jørgensen
Elsker, elsker ikke, elsker…,
2013
Mark, græs, havetraktor
Størrelse på trapezium: ca. 7 m x 300 m x 400 m x 300 m
Foto: Marianne Jørgensen
Fritz Syberg
Aftenleg i Svanninge Bakker,
1900
Olie på lærred, 174 x 230 cm
Tilhører Faaborg Museum
Foto: Anders Hoby / Faaborg Museum
Kåre Frang
Det bliver mørkt om natten,
2023
Vingetagsten af rødler, mørtel, spraymalet glasfiber
135 x 210 x 73 cm
Foto: Morten K. Jacobsen, Ringstedgalleriet
© Lilibeth Cuenca Rasmussen / VISDA
Shaping Earth (At forme jord),
2018
1 tons lokalt ler
LER! Museum Jorn, 2018
Foto: Museum Jorn
@ Ursula Reuter Christiansen / VISDA
Virgo, 2018
100 x 80 cm
Kobberslag, silika og rhinsten
Samling URC
Foto: Thomas Gunnar Bagge
© Lærke Lauta / VISDA
River Mouth,
2020
Akryl på lærred
80 x 100 cm
Foto: Jacob Friis­Holm Nielsen
Per Kirkeby
Leiser Wellenschlag Grün,
2005
Olie på lærred, 200 x 300 cm
Ny Carlsbergfondet
Placering: The Art Institute of Chicago
© Per Kirkeby Estate
Foto: Galleri Bo Bjerggaard
© Arthur Köpcke / VISDA
Fill with own imagination,
1928­1977
Farvekridt, spritpen, pen og tusch
211 mm (h) x 297 mm (b) x 1 mm (d)
(monteringsmål), 210 mm (h) x 296 mm (b) (bladmål)
Foto: SMK Foto/Jakob Skou­Hansen
© Nicolai Howalt & Trine Søndergaard / VISDA
How to Hunt / Kromans Remise II,
2005
Archival pigment print,
200 x 160 cm
Venligst udlånt af kunstnerne og Martin Asbæk Gallery
Siska Katrine Jørgensen
Aksel,
2023
Svinefedt og korn
3,5 m x 1,6 m x 2 m
Foto: Morten K. Jacobsen, Ringstedgalleriet
© Tue Greenfort / VISDA
HUNGER,
2009
Courtesy Tue Greenfort, König Galerie og
Sky Pictures Luchtfotografie, Amsterdam
228
229
Værkfortegnelse
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
Livskvalitet på landet
– mennesker, steder og fællesskaber
1. udgave, 2023
Bogen er udarbejdet af Realdania
Redaktion: Emilie Koefoed, Simon Harboe, Asger Støttrup Jensen
Korrektur: Marie Ulrich
Design og layout: Le bureau ApS
Fotos: Emma Line Sejersen medmindre andet er angivet
Tryk: Tarm Bogtryk
Trykt på: 120g Munken Kristall Rough, 130g Gallerie Art Silk
(indhold)
300g Wibalin DFC 401, Cotton White, Buchram (omslag)
Sat i Primo Serif og Italian Plate No2
Oplag: 3.000
ISBN: 978­87­93360­45­7
Advisory board på forskningsprojektet
’Livskvalitet i yderområder og landdistrikter’:
Anders Hede
Anne Højer Petersen
Bent Greve
Ellen Højgaard Jensen
Henrik Mahncke
Janus Metz
Josefine Klougart
Mai­Britt Helle Jensen
Copyright Realdania, 2023. Alle rettigheder forbeholdes.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted efter godkendelse
fra Realdania.
Realdania
Jarmers Plads 2
1550 København V
realdania.dk
230
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0118.png
 ULØ, Alm.del - 2023-24 - Bilag 33: PDF version af bogen: Livskvalitet på landet - mennesker, steder og fællesskaber, Realdania
2782479_0119.png
En bog om livskvalitet på landet
med bidrag af
Henrik Lauridsen Lolle
Anna Emma Haudal
Josefine Klougart
Pia Heike Johansen
Jens Kaae Fisker
Jørgen Skouboe
Anne Tietjen
Gertrud Jørgensen
Caroline Hahn
Ebbe Lavsen
Bjarne Ibsen
Michael Fehsenfeld
Evald Bundgård Iversen
Søren Vester