24. september 2024
Indspark til forhandlingerne om regeringens landdistriktsudspil
Sammenslutningen af Danske Småøer har med stor interesse læst regeringens landdistriktsudspil,
som rummer flere gode tiltag for de små øer.
Vi glæder os over det positive fokus, der er lagt på udviklingsmuligheder i strand- og
kystbeskyttelsesområder, butikker og skoler i landdistrikterne samt de små ø-færger.
Vi er særligt glade for, at regeringen vil prioritere landevejsprincippet for færgetaksterne til de
små øer og at der er lagt op til lempelser i planloven bl.a. i forhold til planlægningsmæssig eller
funktionel begrundelse for kystnær lokalisering i kystnærhedszonen. Derudover hilser vi
velkomment, at det skal være muligt at indrette erhverv, turismevirksomhed eller bolig i
overflødiggjorte bygninger i den udvidede strandbeskyttelseszone på småøerne.
Det er en mærkesag for Sammenslutningen af Danske Småøer, at det skal være muligt at bo,
arbejde og have virksomhed på de danske småøer. Dette kræver særlig hensyntagen i
lovgivningen, da de 27 små øers naturgivne, begrænsede areal er fuldt omfattet af
kystnærhedszonen. Derudover består en meget stor andel af strandbeskyttelse, og der findes kun
meget små arealer på enkelte småøer, der ikke er landzone.
Samtidig skal vi passe på vores unikke natur. Derfor skal der naturligvis være regulering på dette
område. Vi mener dog, at der fortsat kan lempes på visse regler og luges ud i bureaukratiet til gavn
for både øboerne og vores gæster.
Sammenslutningen af Danske Småøer har derfor følgende ønsker, som vi beder regeringen og
folketingets partier om at tage med i de videre forhandlinger:
Det skal være muligt,
•
at etablere flere
helårsboliger
i
eksisterende bygninger
i det åbne land på en småø (og ikke
kun i forbindelse med landsbybebyggelse).
• at nye virksomheder, turismeaktivitet og helårsboliger kan etableres i
eksisterende
bygninger
i hele strandbeskyttelseszonen,
og at muligheden ikke begrænses til 1 helårsbolig.
• at etablere nye boliger også i det åbne land.
• at etablere mobilhomepladser på havnen og eksisterende campingpladser, der måtte ligge i
strandbeskyttelseszonen.
• at etablere fælles energianlæg, der kan dække øens behov – dvs. større end
husstandsvindmøller, samt også fx termonet.
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, 5943 Strynø. Tlf: 62 51 39 93.