The Gothenburg Manifesto of the
Movement for a Free Academia
Uddannelses- og Forskningsudvalget 2023-24
UFU Alm.del - Bilag 74
Offentligt
Göteborg-manifestet
af den internationale bevægelse for et frit akademia
Vi skriver dette manifest fra en position af ydmyghed. Vi er opmærksomme på og er
taknemmelige for det privilegium, det er at have muligheden for at arbejde med
forskning. Med dette privilegium føler vi imidlertid et ansvar for at rette
opmærksomheden mod forholdene inden for forskningen i dag – først og fremmest ud
fra en omsorg for det samfund og den tid, vi er en del af.
Den akademiske frihed er under pres. Private og offentlige finansieringskilder,
universiteternes styrende organer og dominerende samfundsværdier påvirker konstant,
hvilken type forskning der udføres af vores forskningsinstitutioner og hvordan den
præsenteres. Derfor er det på tide, at vi genvinder styringen over, hvordan vores
forskningsmiljøer formes samt friheden til at forfølge og stille de rette spørgsmål.
Alvoren af de kriser, vores samfund står over for i dag, kræver, at forskere skaber mere
tillidsfulde og omsorgsfulde forskningsmiljøer, hvor ideer, kreativitet og samarbejde kan
blomstre. Det er svært at stille de rette spørgsmål, når vi som forskere selv er bundet af
systemer, hvis selvsamme logikker ligeledes er nogle af de underliggende drivkræfter,
der har skabt de kriser, som vi skal være med til at løse. Logikker såsom overdreven
konkurrence, magtforskydninger, mistillid og usunde hierarkier. Derfor er vi nødt til at
finde nye veje til at frigøre os selv ved at skabe et akademisk system baseret på åbenhed,
tillid og omsorg.
Vi ønsker at opbygge et akademisk system, der er demokratisk og uafhængigt. Vi
anerkender ubalancerne og uretfærdighederne i det nuværende akademiske system i en
global sammenhæng og behovet for at handle på disse. Det nye system skal være
indrettet til at tjene mennesker og natur, ikke til at profitere fra deres udnyttelse. Dette
er en umulig opgave at løse alene, og der er mere end nogensinde behov for at gå
sammen på tværs af discipliner, universiteter og lande for at skabe en ny kollektiv
bevægelse af forskere og vidensproducenter af alle slags. Målet med bevægelsen for en
fri forskning er at udforske, ikke kun teoretisk, men ligeledes fysisk og organisatorisk,
nye måder at skabe sand akademisk frihed. Dette kollektive manifest er tænkt som et frø
til forandring og en åben invitation til alle forskere rundt om i verden til at følge op på
dette kald.
The Movement for a Free Academia
Göteborg, 7. april 2024