Til
Kulturpolitiske ordførere
Medlemmer af Folketinget fra Midt- og Vestjylland
Herning d. 8. marts 2024
Musikfaget er i frit fald
Der er langt mellem ambition og virkelighed. Alle er enige om børn og unge skal møde musik og
kunst i høj kvalitet i skoler, daginstitutioner og gymnasier. Virkeligheden er, at vi lige nu, i bedste
fald, udsætter børn og unge for et musikfag som er båret af en række mere eller mindre tilfældige
oplevelser. I værste fald slet ikke eller som en faglighed i frit fald.
For at afdække forholdene i regionen, har Regions Midtjylland iværksat en større forundersøgelse i
samarbejde med Videncenter for musik, som resulterede i rapporten Musikuddannelse i Region
Midtjylland. Undersøgelsen peger på en faglighed, der reelt er i frit fald. På de videregående
uddannelser, læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og universitetet på reduktion af musikfagets
praktiske discipliner; polarisering og store forskelle i musikundervisningen i folkeskolerne og
gymnasierne; strukturelle forhindringer i muligheden for at vælge musik som fag/ linjefag på
gymnasiet, læreruddannelsen og universitetet; markant behov for efteruddannelse m.m.
Hvad vi ser i musikskolerne og Folkeskolen
I musik- og kulturskolerne i Kulturregion Midt-Vestjylland har vi fingrene i mange af de sider, som
problematikken forårsager: Vi møder børn, der aldrig har kendt så lidt til musik (som fag) som nu; vi
ser skoler, hvor det obligatoriske musikfag næsten eller slet ikke bliver løftet; vi oplever, hvordan
fagligheden er stærkt vigende blandt musiklærere i skolerne og pædagoger. Vi oplever, at faget ikke
prioriteres i skoler og daginstitutioner, og at musikfagets egentlige faglighed og dets værdiskabelse
ikke anerkendes. Faget betragtes ofte ikke som et læringsfag, hvor man skal tilegne sig færdigheder,
et sprog, og et vist repertoire - ikke engang blandt mange af de lærere, der underviser i faget i
folkeskolen.
Den situation har gjort sig gældende gennem godt to årtier, og faget er derfor i en anden-
generationskrise da de, der skal løfte opgaven, ikke selv har oplevet faget som prioriteret i deres
egen vej gennem uddannelsessystemet.
Et afgørende problem er, at mange skoler ikke prioriterer musikfaget. De ser bort fra BUVM
anbefalede antal musiktimer på de forskellige klassetrin. Derved kan man ofte opleve, at 0. klasse
ikke har musik, 1. klasse heller ikke. I 6. klasse læses timerne ofte kun det første halve år, hvorved et
halvt års hul vil være første årsag til, at eleverne ikke vælger musik som valgfag i 7.-8. klasse. I 9.
klasse bliver musikfaget meget sjældent udbudt. Vi ved, at det ofte er praktiske årsager, der dikterer