Folketingets Uddannelses- og
Forskningsudvalg
18. september 2024
Vedrørende
Politiforbundet anmoder om foretræde for Uddannelses- og
Forskningsudvalget
Politiforbundet anmoder hermed Uddannelses- og Forskningsudvalget om foretræde.
Det skyldes et ønske om at fremføre forslag om, at der investeres i etablering af
forskning i dansk politi.
Helt konkret foreslår Politiforbundet i forbindelse med de forestående
finanslovsforhandlinger, at Uddannelses- og Forskningsudvalget tildeler midler til at
indlede politiforskning, som kan støtte op om politiets arbejde og dermed samspil med
samfundet.
Mens man i udlandet har systematisk forskning inden for politiet, ser det anderledes ud i
Danmark. Vi halter ganske enkelt alvorligt bagud på dette område.
Derudover kommer, at politiet står med mindst to grundlæggende faglige udfordringer.
Den ene er, at kriminalitetsbilledet udvikler sig hastigt med nye kriminalitetsformer
inden for især digital kriminalitet i en stadig mere globaliseret virkelighed. Det stiller
store
–
og nye
–
krav til politiets kompetencer. Den anden er, at borgerne helt forståeligt
har høje forventninger til kvaliteten af politiets arbejde.
For at kunne indfri ovenstående er der derfor brug for forskning i politiets arbejde, som
kan hjælpe med at opbygge nye kompetencer og pege frem mod en forbedret
opgaveløsning. Der er brug for danske forskningsmiljøer, der kan danne bro til faglige
miljøer i udlandet med viden og erfaring, som dansk politi kan lære af, og som kan
inddrages i både uddannelse og vidensopbygning internt i politiet.
Det er dybt bekymrende, at der kun findes meget lidt politiforskning i Danmark. Det ville
være helt utænkeligt inden for andre store velfærdsområder i Danmark. Hvorfor
investerer Danmark ikke systematisk i politiforskning, som man gør i vores nabolande?
Politiforbundet mener, der er behov for at blive klogere på egne arbejdsmetoder.