Lille revision af universitetsloven: En historie
om chokoladekage, fiskegryde og kunsten at
ignorere alle anbefalinger.
Kender I det, at man står med en opskrift på den lækreste chokoladekage og ender med en
fiskegryde? Det er ikke helt, hvad man forventede, men det vækker en slags beundring for
evnen til at skabe noget helt nyt. Samme historie er nu overgået af regeringen angående
universitetsloven. De senere år har der været et hav af anbefalinger fra diverse stemmer i
det forskningspolitiske landskab vedr. universitetsloven. For at nævne nogle få: DFIR’s
evaluering fra 2023, Videnskabernes Selskabs hvidbog om universitetsloven fra 2021 og
kampagnen "Sæt forskningen fri" i 2022. Alle stemmer har været ret klare i mælet: De
foreslår mere forskningsfrihed og en bredere demokratisk indflydelse samt repræsentation i
universitetsbestyrelserne.
Og hvad gør regeringen så? De foreslår en mindre revision af universitetsloven, der går stik
imod alle disse anbefalinger. Regeringen har nemlig fremsat et lovforslag, der foreslår at
forenkle processen for udpegning af eksterne medlemmer til universitetsbestyrelserne. Den
nuværende proces, der involverer flere organer til at foreslå og udpege eksterne
bestyrelsesmedlemmer, skal erstattes af ét samlet udpegningsudvalg. Det lyder umiddelbart
som en god idé – hvem vil ikke gerne have en lettere og mere strømlinet proces? Men her
ligger problemet. Ved at centralisere udpegningen risikerer vi, at bestyrelserne bliver endnu
mere lukkede og selv-supplerende, hvor de samme typer af perspektiver og holdninger
genudpeger hinanden. Det kan lede til en (endnu mere) homogen gruppe, der ikke
nødvendigvis afspejler det store spektrum af faglighed, universitetet bygger på.
Det kræver alligevel en vis opfindsomhed at tage et hav af anbefalinger fra evalueringer,
undersøgelser og kampagner – og så fremlægge et lovforslag, der formår at gå i en
helt
anden retning.
Men det kommer alligevel ikke som nogen stor overraskelse. For som den franske forfatter
Anaïs Nin så klogt sagde:
”Vi ser ikke ting som de er, vi ser tingene som vi er.”
Og måske er
det netop her, nøglen ligger. Set fra en vis afstand kan det virke fristende at gøre
beslutningsprocesserne lettere og mere overskuelige ved at skære ned på antallet af
stemmer ved bordet. Det er forståeligt, at kompleksiteten på universiteterne kan være svær
at navigere i, men vi vil gerne minde om, at denne kompleksitet er det, der gør
universiteterne stærke og dynamiske. Forskellige stemmer skaber nuancerede beslutninger,
og det er nuancer, vi har brug for i en tid, hvor verden bliver mere og mere kompleks.
Lad os i samme omgang heller ikke glemme vores gode ven, Dunning-Kruger-effekten. Det
er den vidunderlige kognitive skævhed, hvor dem, der har mindst viden, ofte har den største
selvtillid. Vi siger det selvfølgelig med et glimt i øjet, men der er en pointe: Beslutninger om
universiteternes fremtid bør træffes af dem, der har en dyb forståelse for deres virke.
Forskernes og de akademiske råds input er ikke bare
praktiske,
de er afgørende for at sikre,
at vi træffer beslutninger, der gavner både forskningen og samfundet som helhed.