Uddannelses- og Forskningsudvalget 2023-24
UFU Alm.del Bilag 109
Offentligt
2906323_0001.png
Åbent brev: Kandidatreformen skal på pause
Kandidatreformen er på vej i den forkerte retning. Dansk Industri, Dansk Erhverv,
Akademikerne og Danske Studerendes Fællesråd appellerer samlet til aftalepartierne om
at trække i bremsen.
Kære partier bag Reform af universitetsuddannelserne i Danmark
Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti
og på vegne af regeringen: Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund
Vi appellerer samlet til, at I genbesøger aftalen og giver arbejdet med kandidatreformen mere
tid.
Lige nu er et lovarbejde i gang, hvor de erhvervskandidatuddannelser, som skulle binde
reformen sammen, med reformøkonomiens rammer ikke kan blive til noget. Det betyder, at
antallet af forkortede uddannelser vil stige til mere end det dobbelte. Fra hver tiende til hver
fjerde. Samtidig kan vi se, at sektordimensioneringen vil medføre lukkede pladser på
uddannelser, hvor der er massiv mangel på arbejdskraft.
Det bekymrer os i erhvervslivet, os studerende og fremtidige arbejdstagere.
Som uddannelses- og forskningsministeren har sagt, så er det ”sjældent og ikke uden en vis
ærefrygt, at man som politiker er med til at lave reformer af den her størrelse, der rækker så
langt ud i fremtiden og dybt ind i samfundets fundament.”
UFU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 109: Åbent brev fra Dansk Industri, Akademikerne, Dansk Erhverv og Danske Studerendes Fællesråd om reform af kandidatuddannelsen
Derfor må reformen ikke hastes igennem.
Vi nærmer os med hastige skridt den 1. februar, hvor søgningen til næste års optag åbner.
Kommende studerende kan således få vanskeligt ved at vide, hvilken kandidatuddannelse
deres kommende bacheloruddannelse rent faktisk fører til. Det, mener vi, er meget uholdbart.
Vi appellerer derfor til at give tid til, at reformen udmøntes, så de oprindelige visioner
fastholdes: Et stærkere samarbejde mellem uddannelser og erhvervsliv til gavn for de
studerende og Danmarks fremtid.
Lars Sandahl Sørensen, Adm. direktør i Dansk Industri
Brian Mikkelsen, Adm. direktør i Dansk Erhverv
Lisbeth Lintz, Formand i Akademikerne
Esben Salmonsen, Forperson i Danske Studerendes Fællesråd