Tekstanmærkning vedrørende hjemmel til udbetaling af
godtgørelse for transport i egen bil til politiske møder uden
for opstillingskredsen vedtaget af Udvalget for Forretningsordenen den
24. april 2024
Tekstanmærkning
Materielle bestemmelser
Nr. 100.
ad 03.11.
Folketinget kan til et medlem af Folketinget yde godtgørelse for befordring i egen
bil ved befordring mellem medlemmets bopæl og en storkreds i forbindelse med
politiske møder i storkredsen og ved befordring mellem den storkreds, hvor det
politiske møde afholdes, og Folketinget, hvis befordringen sker til politiske møder i
storkredsen eller til møder i Folketinget som led i folketingsarbejdet.
Stk. 2. Det er en betingelse for godtgørelsen, at befordringen erstatter en
indenrigsflyrejse.
Stk. 3. Godtgørelse for befordring i egen bil pr. kørt kilometer sker efter de satser,
som er fastsat af Skatterådet, jf. ligningslovens § 9 B.
Anmærkninger til tekstanmærkningen
Ad tekstanmærkning nr. 100.
Med tekstanmærkningen gives hjemmel til, at Folketinget på nærmere vilkår
udbetaler befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil til og fra politiske møder i andre
storkredse end opstillingskredsen.
Det sikrer de berørte medlemmer mere fleksibilitet i tilrettelæggelsen af
transporten mellem henholdsvis bopælen og Folketinget og mellem bopælen eller
Folketinget og de storkredse, hvori medlemmet deltager i politiske møder.
Det er en betingelse for udbetaling af befordringsgodtgørelse, at befordringen
erstatter en indenrigsflyrejse. Det er ligeledes en betingelse, at befordringen fremstår
som et naturligt alternativ til en indenrigsflyrejse.
Med udtrykket møder som led i folketingsarbejdet forstås møder i Folketingssalen,
i udvalgene, i delegationerne eller i øvrigt i Folketingets regi. Udtrykket politiske
møder i en storkreds, skal forstås som møder, der har et politisk formål eller indhold.
Der kan ydes befordringsgodtgørelse til og fra den adresse, hvor mødet afholdes.
Tekstanmærkningen afspejler de rejseregler, som Udvalget for Forretningsordenen
vedtog 12. juni 2013. Tekstanmærkningen er en udvidelse i forhold til den
eksisterende adgang til befordringsgodtgørelse, der følger af folketingsvalglovens §
109 b, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 8. januar 2024.
30. maj 2024
J.nr.: 23-001269-28
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
3337 5500
www.ft.dk
Side 1 | 1