14-9 2024
Åbent brev til Metroselskabet, til politikerne i Københavns Kommune og til Folketingets Transportudvalg
Starten på et godt naboskab?
Vi deltog i det offentlige høringsmøde om Miljøkonsekvensvurderingen af den planlagte M5 Metro. Vi bor
direkte op til det planlagte stationsbyggeri ved København H og har derudover 10 års rædselsfuld erfaring
med anlægget af M3/M4
–
også umiddelbart foran vores vinduer. Det nye anlægsprojekt er ligeledes
planlagt til at vare omkring 10 år. Altså en byggeperiode på sammenlagt 20 år for de berørte beboere. Vi
var derfor kun behersket optimistiske, da bl.a. direktøren for Metro på høringsmødet understregede den
enorme betydning, som Metroselskabet tillægger et godt naboskab, en transparent proces og et højt
informationsniveau.
Og det varede desværre heller ikke længe før vi kunne genkende det gode gamle Metroselskab med dets
udprægede mangel på hensyntagen til naboerne i byggeområderne- trods alle de fine og højtravende ord
på det offentlige høringsmøde.
I denne uge er der igangsat geotekniske boringer udenfor vinduerne i en række ejendomme i
Reventlowsgade. Ingen forudgående information til beboerne om blokering af parkeringspladser, om
tidspunkter for arbejde, varighed og støjniveau. Blot et skilt på et trådhegn. Vedhæftet en lille video samt
en aktuel støjmåling, der i den målte periode viser et støjniveau på 87 Db.
Vi føler os holdt for nar på forskellige niveauer.
For det første er der en skrigende uoverensstemmelse mellem Metroledelsens ord og den ubetænksomme
(kyniske?) adfærd og mangel på nabo-information, som iværksættelsen af de geologiske forundersøgelser
tydeligt viser .
For det andet synes de geotekniske boringer at markere, at hele høringsprocessen er én stor gang absurd
teater, som kun afholdes fordi planlovgivningen tilsiger dette. Beslutningen om anlægget af M5 og
igangsættelse af byggeriet er øjensynligt taget før der foreligger en anlægslov besluttet i Folketinget. Uden
at gide vente på høringssvar fra borgerne. Uden et solidt økonomisk overblik og uden at ane om byggeriet
på Lynetteholmen overhovedet bliver til noget. Er det simpel arrogance eller et forsøg på at accelerere
processen? Eller en uskøn blanding?
Det er svært at begribe, hvad der foregår i Metroselskabets beslutningsfora, men det ligger i vores optik
langt fra borger-nærhed, omtanke og demokratisk substans.
Anders Juhl, Birgitte Odgaard Nielsen, Lars Bo Petersen, Stina Kjær Madsen, Søren Kjær Madsen, Philip
Trøst Kristensen, Susanne Regitze Kande, Camilla Aurvig, Veronika Juhl, Carsten Juhl, Marinus Odgaard
Petersen, Lise Lotte Luukkanen, Ernst Schraube, Jolande van Boeckel, Frank Sejersen, Pernille Holm, Sara
Hauge, Las Hauge, Nis Hauge, Kamille Fanny Pedersen, Bente Bohr, Poul Juul, Alexander Kolmos Allerslev,
Katrine Kolmos Allerslev, Lisbeth Hansen, Kasper Haume, Sevina Skogstad, Andreas Winther Jensen
Reventlowsgade 24, 28 , 30 Stampesgade 1, 5, 7, Tietgensgade 64
På vegne af gruppen Birgitte Odgaard Nielsen Reventlowsgade 24 st th [email protected]