TRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 282: Udkast til lovforslaget om ændring af lov om buskørsel, lov om godskørsel og taxiloven (Regelforenkling for vejtransportvirksomheder og forlængelse af tilladelser til sygetransport), fra transportministeren

Transportudvalget 2023-24
TRU Alm.del Bilag 282
Offentligt

UDKAST

Transportudvalget 2023-24

TRU Alm.del - Bilag 282

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om buskørsel og lov om godskørsel

(Regelforenkling for vejtransportvirksomheder og forlængelse af

tilladelser til sygetransport)

§1

I lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 542 af 15. maj 2023,

foretages følgende ændringer:

Overalt i loven ændres »forordning 1071/2009« til: »Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for

udøvelse af vejtransporterhvervet «

Overalt i loven ændres »forordning 1073/2009« til: » Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for adgang til det

internationale marked for buskørsel«

Overskriften

til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og definitioner«

§ 1, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »dansk indregistreret« til: »et«.

§ 1, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1073/2009 om fælles regler for adgang til det internationale

marked for buskørsel og om ændring af forordning (EF) nr. 561/2006

(forordning 1073/2009)« til: » Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel«.

§ 1, stk. 3,

affattes således:

»Stk.

Ved erhvervsmæssig personbefordring forstås kørsel med de

motorkøretøjer, der er nævnt i § 1, stk. 1,

1) med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed

eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre,

2) som udføres mod vederlag, og

3) som udgør den pågældende persons, virksomheds eller

sammenslutnings primære formål.«

§§ 1 a-1 d

ophæves.

Kapitel 2 a

ophæves.

§ 9

affattes således:

TRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 282: Udkast til lovforslaget om ændring af lov om buskørsel, lov om godskørsel og taxiloven (Regelforenkling for vejtransportvirksomheder og forlængelse af tilladelser til sygetransport), fra transportministeren

UDKAST

» Stk. 1.

Erhvervsmæssig personbefordring, der udføres med en tilladelse

udstedt i medfør af § 1, stk. 1, må kun udføres af

1) indehaveren af eller en chauffør ansat i den virksomhed, som

tilladelsen er udstedt til, eller

2) en chauffør ansat hos en virksomhed, der efter stk. 2 er godkendt til

erhvervsmæssigt at udleje chauffører

Stk. 2.

Den, der erhvervsmæssigt udlejer chauffører til erhvervsmæssig

personbefordring med et motorkøretøj indrettet til befordring af flere end

ni personer føreren medregnet, skal godkendes hertil. Godkendelse

udstedes med gyldighed på indtil 10 år. Godkendelsen omfatter også

udlejning af chauffører til udførelse af godskørsel for fremmed regning.«

Stk. 3.

En virksomhed, der er etableret i Danmark, og som er godkendt

som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2, skal opfylde

betingelserne i § 18, stk. 2, når chaufføren er udlejet til kørsel på dansk

område.

Stk. 4.

En virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark, og

som er godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2, skal

opfylde betingelserne i § 18, stk. 2, når chaufføren er udlejet til kørsel på

dansk område med et motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni

personer føreren medregnet, for en virksomhed, der er etableret i

Danmark.«

Stk. 5.

Den virksomhed, der er nævnt i stk. 2 og 4, skal efter anmodning fra

transportministeren indsende dokumentation for, at virksomheden følger et

omkostningsniveau, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det

samlede omkostningsniveau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår,

der findes i en overenskomst omfattet af § 18, stk. 2, nr. 1. «

Stk. 6.

En godkendelse til at drive chaufførvikarvirksomhed i henhold til

stk. 2 kan tilbagekaldes i medfør af § 18, stk. 2, og § 9, stk. 3 og 4.«

Stk. 7.

Transportministeren kan fastsætte regler om meddelelse af

godkendelse i henhold til stk. 2 og om krav til dokumentation i henhold til

stk. 5.«

10.

§ 12, stk. 1,

affattes således:

»Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles en her i landet etableret

virksomhed, der ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs, og

som opfylder de krav, der følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet.«

11.

§ 12, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »hjemmehørende« til: »etablerede«.

12.

§ 13, stk. 1, nr. 1,

ændres »§ 7,« til: »§ 7 og«.

13.

§ 13, stk. 1, nr. 2,

ændres »konkurs og« til: »konkurs.«.

14.

§ 13, stk. 1, nr. 3,

ophæves.

UDKAST

15.

§ 13, stk. 2,

affattes således:

»Transportministeren fastsætter nærmere regler om det vandelskrav, som

transportlederen skal opfylde, jf. artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for

udøvelse af vejtransporterhvervet samt om opfyldelse af kravet om faktisk

og vedvarende ledelse for en transportleder i en virksomhed med tilladelse

efter § 1, stk. 1«.

16.

§§ 13 a og 13 b ophæves, og i stedet indsættes:

»§

13 a.

Ansøgning om udstedelse af tilladelse efter § 1, stk. 1, skal

indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning,

som ministeren stiller til rådighed.«

17.

Overskriften

til kapitel 4 a affattes således:

»Kapitel 4 a

Tilbagekaldelse m.v.«

18.

§ 14, stk. 1,

affattes således:

»En tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan, foruden de i artikel 13 i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser

for udøvelse af vejtransporterhvervet nævnte tilfælde, tilbagekaldes, hvis

indehaveren ikke længere opfylder vandelskravet, som fastsat i medfør af

§ 12, stk. 4, som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelse af

erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i

1) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,

2) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, køretøjers

indretning, udstyr og tilbehør, anbringelse af passagerer eller gods og køre-

og hviletid,

3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmonisering af visse

sociale bestemmelser inden for vejtransport, Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om takografer inden for vejtransport og Europæisk

overenskomst om arbejdet for besætninger på køretøjer i international

vejtransport (AETR),

4) lovgivningen om euforiserende stoffer eller narkotikahandel,

5) miljølovgivningen om beskyttelse af jord samt grund- og overfladevand

og om frembringelse, opbevaring, behandling eller bortskaffelse af affald,

6) skatte- og afgiftslovgivningen,

7) lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel,

8) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og

buskørsel,

UDKAST

9) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

10) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for

vejtransporterhvervet, herunder udstationering af arbejdstagere inden for

vejtransport,

11) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

12) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

13) lovgivning om handelsret,

14) lovgivning om erhvervsansvar eller

15) konkurslovgivning.«

19.

§ 14, stk. 2,

ændres »stk. 1, nr. 1,« til: »stk. 1,«.

20.

§ 14, stk. 3,

ændres »stk. 1, nr. 1 og 2,« til: »stk. 1«.

21.

§ 14 a

ophæves.

22.

§ 14 b

affattes således:

»Myndighederne kan i forbindelse med behandling af sager om

tilbagekaldelse af tilladelser til erhvervsmæssig personbefordring i

nødvendigt omfang videregive oplysninger til virksomheden om

overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 14, stk. 1, som en fører, en

administrerende direktør eller en anden, der optræder i indehaverens

interesse, har begået i forbindelse med udførelse af hvervet.«

23.

§ 15, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 14, stk. 1, nr. 1, litra a, § 14, stk. 1, nr.

2, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, litra a, og stk. 1, nr. 2, eller § 14, stk. 4 og 5,

eller § 14 a, stk. 1, nr. 2, og § 14 a, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2,« til: »§ 14, stk. 1,

nr. 1, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, eller § 14, stk. 4 og 5,«.

24.

§ 15, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »§ 14, stk. 1, nr. 1, litra b-p, § 14, stk. 2, §

14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, litra b-p, § 14 a, stk. 1, nr. 1, eller § 14 a, stk. 2,

jf. stk. 1, nr. 1« til: »§ 14, stk. 1, nr. 2-16, § 14, stk. 2, eller § 14, stk. 3, jf.

stk. 1, nr. 2-16,«.

25.

§ 15, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes på grund af,

at virksomheden eller transportlederen ikke længere opfylder betingelsen i

forordningens artikel 3, stk. 1, litra b.«

26.

§ 15, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »og lovens § 14 a, stk. 1, nr. 2, § 14 a, stk.

2, jf. stk. 1, nr. 2, og § 15, stk. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, § 13, nr. 3, § 13 a, jf.

§ 12, stk. 1, nr. 2, og § 13 b, jf. § 13, nr. 3,«.

27.

§ 15, stk. 3, 2. pkt.,

udgår »eller busudlejning«.

28.

§ 15, stk. 4, 1. pkt.,

affattes således:

UDKAST

»Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af

fornyelse ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles

regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet artikel 13, jf.

artikel 3, stk. 1, litra b, og lovens § 14, stk. 1 og 2, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, og

§ 14, stk. 4 og 5, har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse

bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den

virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører.«

29.

§ 16

ophæves.

30.

§ 17

affattes således:

»En tilladelse, der er tilbagekaldt eller frakendt, jf. § 14 skal straks

afleveres til den myndighed, der har givet tilladelsen.«

31.

§ 18, stk. 1, nr. 2,

ophæves.

Nr. 3-7 bliver herefter nr. 2-6 (Rykningsklausulen omfatter ikke nr. 8-13,

idet nr. 8-10 ophæves med tilhørende rykningsklausul i ændringsnummer

30 nedenfor).

32.

§ 18, stk. 1, nr. 3,

der bliver nr. 2, ændres »§ 1 d« til: »§ 13 a«.

33.

§ 18, stk. 1, nr. 8-10,

ophæves.

Nr. 11-13 bliver herefter nr. 7-9.

34.

§ 18, stk. 3,

ændres »tilladelsesindehavere« til: »virksomheder«.

35.

§ 18, stk. 4,

ændres »Tilladelsesindehaveren« til: »virksomheden«.

36.

§ 18 a, stk. 4,

ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

37.

Efter kapitel 5 indsættes:

»Kapitel 5 a

Delegation m.v.

§ 21 d.

Transportministeren kan bemyndige statslige myndigheder under

Transportministeriet til at udøve beføjelse i medfør af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel, denne

lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2.

Transportministeren fastsætter nærmere vilkår for internationale

tilladelser, der udstedes efter § 1, stk. 2, nr. 1.«

38.

§ 22, stk. 1, nr. 1,

udgår »§ 1 a,«.

39.

§ 22, stk. 1, nr. 2,

affattes således:

»overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold

til loven, forskrifter udstedt i medfør af denne, eller international aftale,«.

40.

§ 22 b

ophæves.

UDKAST

§2

I lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 327 af 23. marts 2024,

foretages følgende ændringer:

Overalt i loven ændres »forordning 1071/2009« til: »Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for

udøvelse af vejtransporterhvervet«

Overalt i loven ændres »forordning 1072/2009« til: » Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for adgang til

markedet for international godskørsel«

§ 3, stk. 1 og 2,

affattes således:

»Tilladelser i henhold til § 1, stk. 1 og 3, kan meddeles en her i landet

etableret virksomhed, der ikke er under rekonstruktionsbehandling eller

konkurs, og som opfylder de krav, der følger af artikel 3 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for

udøvelse af vejtransporterhvervet.«

»Stk.

Tilladelser i henhold til § 1, stk. 2, kan meddeles en her i landet

etableret virksomhed, der

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og

2) udviser god vandel, jf. stk. 6.«

§ 3, stk. 3,

ændres »hjemmehørende« til: »etableret«.

§ 3, stk. 4,

ændres »hjemmehørende« til: »etableret«.

§ 3, stk. 6,

ændres »nr. 3« til: »nr. 2«.

§ 4, stk. 1, nr. 1,

ændres »§ 7,« til: »§ 7 og«.

§ 4, stk. 1, nr. 2,

ændres »konkurs og« til: »konkurs.«.

§ 4, stk. 1, nr. 3,

ophæves.

10.

§ 4, stk. 2, nr. 3,

ophæves.

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 3-6.

11.

§ 4, stk. 4,

affattes således:

»Stk.

Transportministeren fastsætter nærmere regler om det vandelskrav,

som transportlederen skal opfylde, jf. stk. 2, nr. 3, og artikel 4, stk. 1, og

artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om

betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet samt om opfyldelse af

kravet om faktisk og vedvarende ledelse for en transportleder i en

virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 1, 2 eller 3.«

UDKAST

12.

§ 6, stk. 5,

ændres »tilladelsesindehavere« til: »virksomheder«.

13.

§ 6, stk. 6,

ændres »Tilladelsesindehaveren« til: »Virksomheden«.

14.

§ 6, stk. 8,

ændres »tilladelsesindehavers« til: »virksomheds«.

15.

§ 6, stk. 9,

ophæves.

16.

§ 6 a

affattes således:

»National godskørsel for fremmed regning, der udføres med en tilladelse

udstedt i medfør af § 1, stk. 1 eller 2, må kun udføres af

1) indehaveren af eller en chauffør ansat i den virksomhed, som tilladelsen

er udstedt til, eller

2) en chauffør ansat hos en tilladelsesindehaver, der efter stk. 3 er

godkendt til erhvervsmæssigt at udleje chauffører.

Stk. 2.

Den virksomhed, der erhvervsmæssigt udlejer chauffører til

godskørsel for fremmed regning med et motorkøretøj eller et vogntog med

en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg., skal godkendes hertil.

Godkendelse udstedes med gyldighed på indtil 10 år. Godkendelsen

omfatter tillige udlejning af chauffører til udførelse af erhvervsmæssig

personbefordring.

Stk. 3.

Den virksomhed, der erhvervsmæssigt udlejer chauffører til

godskørsel for fremmed regning med en varebil eller et vogntog med en

samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.500 kg., skal godkendes hertil.

Godkendelse udstedes med gyldighed på indtil 10 år.

Stk. 4.

En virksomhed, der er etableret i Danmark, og som er godkendt

som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2, skal opfylde

betingelserne i § 6, stk. 3, når chaufføren er udlejet til kørsel på dansk

område.

Stk. 5.

En virksomhed, der er etableret i Danmark, og som er godkendt

som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 3, skal opfylde

betingelserne i § 6, stk. 4, når chaufføren er udlejet til kørsel på dansk

område.

Stk. 6. En virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark, og

som er godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2, skal

opfylde betingelserne i § 6, stk. 3, når chaufføren er udlejet til kørsel på

dansk område med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog.

Stk. 7. Den virksomhed, der er nævnt i stk. 2 og 6, skal efter anmodning

fra transportministeren indsende dokumentation for, at virksomheden er

omfattet af en overenskomst omfattet af § 6, stk. 3, eller indsende

dokumentation for, at virksomheden følger et omkostningsniveau, som

ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de

bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i en overenskomst

omfattet af § 6, stk. 3, nr. 1.

UDKAST

Stk. 8.

Den virksomhed, der er nævnt i stk. 3, skal efter anmodning fra

transportministeren indsende dokumentation for, at virksomheden følger

omkostningsniveauet i de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der

findes i en overenskomst omfattet af § 6, stk. 4.

Stk. 9.

En godkendelse til at drive chaufførvikarvirksomhed i henhold til

stk. 2 og 3 kan tilbagekaldes i medfør af § 6, stk. 3 og 4, og § 6 a, stk. 4-6.

Stk. 10.

Transportministeren kan fastsætte regler om meddelelse af

godkendelse i henhold til stk. 2 og 3 og om krav til dokumentation i

henhold til stk. 7 og 8.«

17.

§ 6 c, stk. 4,

affattes således:

»Stk.

Transportministeren hører de relevante overenskomstparter til

vurdering af, om en virksomhed, der er etableret i et andet land end

Danmark, og som er godkendt til chaufførvikarvirksomhed i henhold til §

6 a, stk. 2, overholder § 6 a, stk. 6.«

18.

§ 12, stk. 1 og 2,

affattes således:

»En tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1 eller 3, kan, foruden de i

artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om

betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet nævnte tilfælde,

tilbagekaldes, hvis indehaveren ikke længere opfylder vandelskravet, som

fastsat i medfør af § 3, stk. 6, som følge af, at vedkommende i forbindelse

med udførelse af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt

bestemmelser i

2) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,

3) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, køretøjers

indretning, udstyr og tilbehør, anbringelse af gods, transport af farligt

gods, køretøjers største tilladte totalvægt samt køre- og hviletid,

4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmonisering af visse

sociale bestemmelser inden for vejtransport, Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om takografer inden for vejtransport og Europæisk

overenskomst om arbejdet for besætninger på køretøjer i international

vejtransport (AETR),

5) lovgivningen om euforiserende stoffer eller narkotikahandel,

6) miljølovgivningen om beskyttelse af jord samt grund- og overfladevand

og om frembringelse, opbevaring, behandling eller bortskaffelse af affald,

7) skatte- og afgiftslovgivningen,

8) lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport,

9) lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel,

10) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og

buskørsel,

UDKAST

11) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

12) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for

vejtransporterhvervet, herunder udstationering af arbejdstagere inden for

vejtransport,

13) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

14) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

15) lovgivning om handelsret,

16) lovgivning om erhvervsansvar eller

17) konkurslovgivning.

Stk. 2.

En tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 2, kan tilbagekaldes, hvis

indehaveren ikke længere opfylder vandelskravet som fastsat i medfør af §

3, stk. 6, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelse af

erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i

2) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,

3) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, køretøjers

indretning, udstyr og tilbehør, anbringelse af gods, transport af farligt gods

og køretøjers største tilladte totalvægt,

4) lovgivningen om euforiserende stoffer eller narkotikahandel,

5) miljølovgivningen om beskyttelse af jord og grund- og overfladevand

og om frembringelse, opbevaring, behandling eller bortskaffelse af affald,

6) skatte- og afgiftslovgivningen,

7) lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport eller

8) lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel.«

19.

§ 12, stk. 3,

ændres »stk. 1, nr. 1,« til: »stk. 1,« og »stk. 2, nr. 1,« til:

»stk. 2,«.

20.

§ 12, stk. 4,

ændres »stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 2, nr. 1 og 2,« til:

»stk. 1 eller 2«.

21.

§ 12 a

ændres »§ 12, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 12, stk.

1 og 2,«.

22.

§ 13, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 12, stk. 1, nr. 1, litra a, § 12, stk. 1, nr.

2, § 12, stk. 2, nr. 1, litra a, § 12, stk. 2, nr. 2, § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1,

litra a, stk. 2, nr. 1, litra a, og stk. 1, nr. 2, stk. 2, nr. 2,« til: »§ 12, stk. 1, nr.

1, § 12, stk. 2, nr. 1, § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, nr. 1,«.

23.

§ 13, stk. 1, 3. pkt.,

ændres »§ 12, stk. 1, nr. 1, litra b-q, § 12, stk. 2,

nr. 1, litra b-h, § 12, stk. 3, eller § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, litra b-q, og

stk. 2, nr. 1, litra b-h,« til: »§ 12, stk. 1, nr. 2-17, § 12, stk. 2, nr. 2-8, § 12,

stk. 3, eller § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 2-17, og stk. 2, nr. 2-8,«.

UDKAST

24.

§ 13, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes, på grund af

at virksomheden eller transportlederen ikke længere opfylder betingelsen i

forordningens artikel 3, stk. 1, litra b, eller lovens § 3, stk. 2, nr. 2, eller §

4, stk. 2, nr. 3.«

25.

§ 13, stk. 3, 1. pkt.,

udgår »og lovens § 12, stk. 1, nr. 2, § 12, stk. 2,

nr. 2, § 12, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1, § 13, stk. 2, jf. § 3, stk. 1,

nr. 2, og § 13, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, nr. 3,«.

26.

§ 13, stk. 4, 1. pkt.,

affattes således:

»Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af

fornyelse ifølge forordningens artikel 13, jf. artikel 3, stk. 1, litra b, og

lovens § 12, stk. 1-3, § 12, stk. 4, jf. stk. 1 og 2, § 12, stk. 5 og 6, § 13, stk.

2, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og § 13, stk. 2, jf. § 4, stk. 2, nr. 3, har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under

sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller

godkendelsen vedrører.«

27.

§ 17, stk. 1, nr. 1,

ændres »§ 6 a, stk. 1 og 2« til: »§ 6 a, stk. 1«.

28.

§ 17, stk. 1, nr. 2,

affattes således:

»2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven, forskrifter udstedt i medfør af loven, eller international

aftale,«

29.

§ 17, stk. 1, nr. 4,

ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 2 og 3«.

§3

I taxiloven jf. lovbekendtgørelse nr. 434 af 22. april 2023, som ændret ved

lov nr. 1567 af 12. december 2023, foretages følgende ændring:

§ 37

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Gyldighedsperioden for tilladelser til sygetransport udstedt i

henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30.

januar 2013, som er gyldige per den 1. januar 2025, forlænges til den 31.

december 2026.«

§4

Loven træder i kraft den 1. januar 2025.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

2.1.

2.1.1.

2.1.2.

2.2.

2.2.1.

2.2.2.

2.3.

2.3.1.

2.3.2.

2.4.

2.4.1.

2.4.2.

2.4.3.

10.

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

Forenkling af krav til vejtransportvirksomheder

Gældende ret

Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forenkling af chaufførvikarvirksomheder

Gældende ret

Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forenkling af krav i buskørselsloven

Gældende ret

Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forlængelse af tilladelser til sygetransport

Gældende ret

Transportministeriets overvejelser

Den foreslåede ordning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at sikre, at der ikke stilles unødige krav for

danske virksomheder, som andre europæiske vejtransportvirksomheder

ikke skal leve op til. Med lovforslaget foreslås det at fjerne forældede krav

UDKAST

til gods- og buskørselsvirksomheder, som udelukkende gælder nationalt

for danske transportvirksomheder, og som hverken har betydning for

færdselssikkerheden eller bidrager til sunde konkurrencevilkår.

Baggrunden for lovforslaget er at gøre både buskørselsloven,

godskørselsloven og tilhørende bekendtgørelser mere tidssvarende,

herunder at forenkle lovgivning for transportvirksomhederne. Der er i den

gældende lovgivning identificeret regulering, som ikke længere vurderes

nødvendig, regulering som overimplementerer EU-retten og regler, som

generelt er svære at forstå.

Eksempelvis foreslås det at forenkle kravene til vejtransportvirksomheder,

at skabe mere fleksibilitet for chauffører og at rydde op i unødvendige krav

i buskørselsloven.

Endelig foreslår regeringen at forlænge gyldighedsperioden for allerede

udstedte tilladelser til sygetransport, som er gyldige per den 1. januar

2025.

For at sikre tid til at vurdere, om det fremadrettet skal være muligt at

udøve visse former for erhvervsmæssig personbefordring på andre vilkår

end almindelig taxikørsel og gennemføre de nødvendige lovændringer,

foreslår regeringen, at de allerede udstedte tilladelser til sygetransport, som

er gyldige per den 1. januar 2025, forlænges til den 31. december 2026.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forenkling af krav til vejtransportvirksomheder

2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 12, stk. 1, nr. 2, i lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse

nr. 542 af 15. marts 2023 (herefter buskørselsloven) og § 3, stk. 1, nr. 1,

og stk. 2, nr. 2 i lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 327 af 23.

marts 2024 (herefter godskørselsloven, at en virksomhed, der søger om

fællesskabstilladelse, det vil sige tilladelse til buskørsel efter

buskørselslovens § 1, stk. 1, eller godskørsel efter godskørselslovens § 1,

stk. 1-3, ikke må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på

50.000 kr. og derover. Formålet med bestemmelserne er primært at sikre,

at den pågældende virksomhed ikke oparbejder yderligere restancer, der

belaster de offentlige budgetter. Ved vurderingen kan alene inddrages

ikkepersonlig gæld til det offentlige. Personlig gæld til det offentlige

inddrages således ikke.

Det fremgår ydermere af buskørselslovens § 14, stk. 1, nr. 2, og

godskørselslovens § 12, stk. 1, nr. 2, at en tilladelse kan tilbagekaldes, hvis

indehaveren har betydelig ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige,

hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelserne fremgår, at personlig gæld til

det offentlige ikke er en hindring for at opnå tilladelse til enten godskørsel

eller buskørsel, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 62 som fremsat,

side 24 og side 49. Det skyldes, at det kun er muligt at fastsætte et krav om

UDKAST

ikkepersonlig gæld, jf. artikel 7, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om

betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet (herefter forordning om

fælles regler for vejtransporterhvervet).

Det fremgår af § 13 i buskørselsloven og § 4 i godskørselsloven, at

transportvirksomheder skal have en kvalificeret transportleder, som skal

opfylde et krav om ikke at have ikkepersonlig gæld til det offentlige.

Derudover skal transportlederen faktisk og vedvarende lede

virksomhedens transportarbejde.

Kravet om faktisk og vedvarende ledelse følger af artikel 4, stk. 1, litra a, i

forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet. Den faktiske og

vedvarende ledelse kan opfyldes af godskørselsvirksomheder ved at

aflønne transportleder efter de satser, der er fastsat med hjemmel i

godskørselslovens § 6, stk. 9. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i

buskørselslovens til at fastsætte krav om aflønning af transportledere i

buskørselsvirksomheder.

2.1.2. Transportministeriets overvejelser og den for eslåede

ordning

Det er Transportministeriets vurdering, at kravet om maksimal gæld til det

offentlige, også kaldet restancekravet, forsinker sagsbehandlingen uden at

kravet sikrer høj færdselssikkerhed eller medfører sundere

konkurrencevilkår. Kravet forsinker derimod sagsbehandlingen, da det er

komplekst og derfor kræver en skatteretlig vurdering af, om gælden er

ikkepersonlig og om den er forfalden. Derudover er hensynet til sunde

konkurrencevilkår allerede varetaget i vandelsvurderingen af

virksomheden, transportlederen og den i øvrigt relevante personkreds, jf.

godskørselsloven § 4 og buskørselslovens § 13, som fastsætter nærmere

betingelser for at opfylde artikel 4 i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, og hvor tidligere konkursbehandlinger indgår.

Det foreslås derfor at fjerne restancekravene for virksomheder og

transportledere i godskørselsloven og buskørselsloven.

Den foreslåede ændring vil indebære en gennemsnitlig kortere

sagsbehandlingstid ved Færdselsstyrelsen og indebære, at ansøgere

hurtigere kan opnå tilladelse til godskørsel eller buskørsel. For nærmere

om den foreslåede ændring henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 12,

samt lovforslagets § 2, nr. 3 og 10, og bemærkningerne hertil.

Transportministeriet vurderer derudover, at der skal være flere muligheder

for at dokumentere, at en transportleder faktisk og vedvarende leder

virksomhedens transportarbejde, som det følger af artikel 4, stk. 1, litra a, i

forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet. Eksempelvis ved at

tage højde for ejer- og ledelsesforhold og ansvarsopgaver sammenholdt

med lønniveau. Derudover fastsættes en lignende bestemmelse i

UDKAST

buskørselsloven, da kravet om faktisk og vedvarende ledelse følger af EU-

retten og det er derfor nødvendigt at fastsætte en bestemmelse om, hvordan

man kan opfylde kravet, og hvilke oplysninger Færdselsstyrelsen må

indhente.

Det foreslås, at Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om

opfyldelse af kravet om faktisk og vedvarende ledelse, herunder ved at

indhente ansættelseskontrakter, hvor det er nødvendigt. Det foreslås, at der

indsættes en identisk bestemmelse i godskørselsloven og buskørselsloven.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det ikke længere vil være

nødvendigt at indhente oplysninger, hvis transportlederen er ejer,

bestyrelsesmedlem, aktionær, der ejer 5 pct. eller mere af virksomheden,

eller direktør i virksomheden. Derudover vil Færdselsstyrelsen i de øvrige

tilfælde, hvor transportlederen ikke har sådan et ejer- eller ledelsesforhold,

kunne indhente ansættelseskontrakter, hvor der vil blive foretaget en

vurdering af ansvarsopgaver sammenholdt med lønniveau. For nærmere

om den foreslåede ændring henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, samt

lovforslagets § 2, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2. Forenkling af chaufførvikarvirksomheder

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af buskørselslovens § 9, stk. 2 og godskørselslovens § 6 a, stk.

3 og 4, at der i tilslutning til en tilladelse til buskørsel efter

buskørselslovens § 1, stk. 1, eller til godskørsel efter godskørselslovens §

1, stk. 1-3 kan godkendes, at tilladelsesindehaveren erhvervsmæssigt

udlejer chauffører til udførelse af erhvervsmæssig personbefordring og

godskørsel for fremmed regning. Ordningen kaldes også godkendelse til

chaufførvikarvirksomhed.

På baggrund af, at der kun kan opnås godkendelse i tilslutning til en gods-

eller buskørselstilladelse, skal chaufførvikarvirksomheder leve op til

kravene for vejtransportvirksomheder, der følger af artikel 3 i forordning

om fælles regler for vejtransporterhvervet. Det indebærer blandt andet et

kapitalkrav, et krav om, at virksomheden løbende og regelmæssigt råder

over et eller flere indregistrerede eller godkendte køretøjer, og at

virksomheden har en kvalificeret og godkendt transportleder.

Det følger af forarbejderne til den første chaufførvikarordningen, jf.

Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 2541, at formålet var at øge

fleksibiliteten i tilrettelæggelsen og udførelsen af kørslen, og samtidig

sikre chaufførernes lønforhold og arbejdsvilkår. Den dagældende ordning

indebar, at udlån skulle ske til kostpris. Kravet om kostpris blev ophævet

og den nuværende ordning blev indført ved godskørselsloven og

buskørselsloven, som ændret ved lov nr. 746 af 1. juni 2015 for at skabe

overensstemmelse med EU-retten. Det følger af forarbejderne til loven, at

man stadig ønskede at bibeholde den fleksibilitet, som ordningen

UDKAST

medførte, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 174 som fremsat, side

9 og 12.

2.2.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det er Transportministeriets vurdering, at der stilles for mange krav i den

nationale godkendelsesordning for chaufførvikarvirksomheder og det har

medført, at ordningen ikke giver den fleksibilitet på

chaufførarbejdsmarkedet, som var hensigten. Det følger af

godkendelsesordningen, at man skal have en tilladelse til enten gods- eller

buskørsel for at opnå godkendelse til erhvervsmæssig udlejning af

chauffører. Det gør ordningen ufleksibel og indebærer en

dobbeltregulering, da virksomheden, der lejer chaufføren ligeledes skal

opfylde de samme krav og indebærer, at man som udgangspunkt kun kan

drive en vikarvirksomhed, som en bibeskæftigelse til en

vejtransportvirksomhed. Det er med andre ord ikke muligt at etablere rene

chaufførvikarvirksomheder.

Den gældende ordning indebærer ligeledes, at der stilles højere krav til

danske chaufførvikarvirksomheder, end i andre EU-lande, hvilket kan

forringe muligheden for at konkurrere på EU-niveau i Danmark. Et

eksempel på de krav, som følger af de EU-retlige etableringskrav, er at

virksomhederne skal leve op til et kapitalkrav, krav om at indregistrere

mindst et køretøj og et krav om, at der skal udføres vejtransportdrift i

virksomheden.

Det foreslås derfor, at man ikke længere skal have en gods- eller

buskørselstilladelse for at opnå godkendelse til at drive

chaufførvikarvirksomhed. Herunder foreslås det, at blandt andet

kapitalkravet, kravet om at have en kvalificeret transportleder, krav om

indregistrerede køretøjer og krav om reel vejtransportdrift fjernes for

chaufførvikarvirksomheder.

Den foreslåede ordning vil medføre, at der fremover kun stilles krav om at

tilkendegive aflønning af chauffører vil ske på niveau med de

overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative

arbejdsmarkedsparter i Danmark på vejtransportområdet. De øvrige krav

foreslås fjernet, da kravene ligeledes stilles til de

vejtransportvirksomheder, der lejer en chauffør og kravene medfører

hverken sunde konkurrencevilkår eller en høj grad af færdselssikkerhed,

hvorfor de med fordel kan fjernes. Den fremtidige ordning vil fjerne den

unødige dobbeltregulering og sikre større fleksibilitet på

chaufførarbejdsmarkedet, som var hensigten med ordningen. Det kan

derudover have en positiv indvirkning på den aktuelle udfordring med

chaufførmangel i både Danmark og EU. For nærmere om de foreslåede

ændringer henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, samt lovforslagets § 2, nr.

16, og bemærkningerne hertil.

UDKAST

2.3. Forenkling af krav i buskørselsloven

2.3.1. Gældende ret

Tilladelseskravet for buskørsel efter buskørselslovens § 1, stk. 1, omfatter

den, der er etableret på dansk område og udfører erhvervsmæssig

buskørsel. Buskørsel defineres som personbefordring med dansk

indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni personer

føreren medregnet. Af lovens § 1, stk. 3, fremgår det, at erhvervsmæssig

personbefordring er 1) kørsel med personer uden en nærmere tilknytning

til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader

kørslen udføres, eller 2) som udføres mod vederlag, eller 3) som udgør den

pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.

Betingelserne er ikke kumulative og derfor skal blot én af betingelserne

opfyldes for at være omfattet af tilladelseskravet for buskørsel.

Tilladelsesordningen er i øvrigt EU-reguleret i forordning om fælles regler

for vejtransporterhvervet og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til det

internationale marked for buskørsel (herefter busforordningen), men EU-

reglerne omfatter ikke personbefordring for egen regning, jf. artikel 2, nr. 5

i busforordningen.

Personbefordring for egen regning er i busforordningen defineret som

personbefordring uden gevinst for øje og i ikke-erhvervsmæssigt øjemed,

hvor transportaktiviteten kun udgør en biaktivitet for denne fysiske eller

juridiske person, og hvor de benyttede køretøjer er denne fysiske eller

juridiske persons ejendom, er købt på afbetaling af denne person eller er

omfattet af en langvarig leasingaftale, og de føres af et medlem af denne

fysiske eller juridiske persons personale eller af den fysiske person selv

eller af personale, der er ansat af virksomheden eller stillet til dens

rådighed i henhold til en kontraktlig forpligtelse.

Udover krav om tilladelse til buskørsel fremgår det af den gældende

buskørselslovs § 1 a, at der er krav om tilladelse, hvis man udlejer eller

udlåner køretøjer indrettet til befordring af flere end ni personer, føreren

medregnet. Det vil sige, at der er tilladelseskrav for at udleje busser.

Tilladelsesordningen indebærer, at man stiller de samme krav til

markedsadgang ved udlejning eller udlån af busser, som til den der udfører

erhvervsmæssig buskørsel. De nærmere betingelser for at blive meddelt

tilladelse til busudlejning er fastsat i buskørselslovens §§ 13 a og 13 b. Der

findes ikke en lignende tilladelsesordning i godskørselsloven.

Busudlejningsordningen blev indført ved buskørselsloven, som ændret ved

lov nr. 500 af 12. juni 1996, da det på daværende tidspunkt var vanskeligt

at kontrollere brugen af lejede busser i forbindelse med udførelse af ikke-

erhvervsmæssig personbefordring. I forarbejderne er det navnlig krav om

køre- og hviletid og uddannelsen af chauffører, som man ville sikre blev

overholdt, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 3070. Ved blandt

andet at stille krav til en busudlejers vandel, økonomi og faglige

UDKAST

kvalifikationer, var det hensigten at sikre udlejning og udlån af busser på

en forsvarlig måde til gavn for færdselssikkerheden.

Ikkeerhvervsdrivende foreninger, klubber m.v. kan dog tilladelsesfrit

udlåne busser til en anden ikkeerhvervsdrivende forening, klub m.v., jf.

buskørselslovens § 1 a, stk. 2, så længe der er tale om lån uden betaling,

men private borgere kan ikke udleje eller udlåne busser.

Erhvervsmæssig udlejning af busser er ligeledes reguleret i bekendtgørelse

nr. 992 af 27. juni 2022 om udlejning af motorkøretøjer uden fører, som er

udstedt i medfør af færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 168 af 14.

februar 2023 (herefter færdselsloven). Udlejningsvirksomheden skal i

henhold til bekendtgørelsen blandt andet sikre sig, at lejeren, og eventuelle

førere, opfylder lovgivningens krav til føreren, herunder at de har den

fornødne uddannelse.

2.3.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det er Transportministeriets vurdering, at den danske definition på

erhvervsmæssig buskørsel og den nationale tilladelsesordning for

udlejning af busser uden fører udgør unødvendige administrative byrder

for både Færdselsstyrelsen og erhvervslivet.

Den nuværende definition for erhvervsmæssig buskørsel indebærer, at

tilladelseskravet ikke kun gælder for de professionaliserede

buskørselsvirksomheder, men ligeledes omfatter organisationer, hvor

buskørsel er en biaktivitet og eksempelvis benytter sig af pensionerede og

frivillige chauffører. Eksempelvis opfylder et museum ikke kravene for at

opnå tilladelse, hvis de tilbyder fremvisning af veteranbusser, som føres af

frivillige eller pensionerede chauffører, da chauffører skal aflønnes efter

overenskomstniveau, selvom fremvisningen blot er en biaktivitet for

museet, og et eventuelt vederlag blot er til at dække

brændstofomkostninger.

Det foreslås derfor, at buskørselslovens § 1, stk. 3, ændres, så det kun er

professionaliserede buskørselsvirksomheder, der bliver omfattet af

tilladelseskravet. Det indebærer, at man strømliner definitionen med den

definition, som fremgår af artikel 2, nr. 2, i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet.

Overordnet vil ændringen medføre, at virksomheder og personer, som ikke

udfører erhvervsmæssig buskørsel, ikke skal overholde en række nationale

krav, som hænger sammen med erhvervsmæssig buskørselsvirksomhed.

Eksempelvis vil frivillige chaufførers fremvisning af veteranbusser ikke

medføre, at de tvinges til at modtage overenskomstmæssig løn og en

organisation, der kun udfører buskørsel som en biaktivitet, tvinges ikke til

at overholde en række krav, som at skulle ansætte en kvalificeret

UDKAST

transportleder. Buskørselsloven anvendelsesområde koncentreres dermed

omkring de professionaliserede buskørselsvirksomheder, som stadig skal

leve op til en række krav for at opnå tilladelse. For nærmere om de

foreslåede ændringer henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og

bemærkningerne hertil.

Ydermere foreslås det, at buskørselslovens § 1 a ophæves, ligeledes for at

koncentrere buskørselsloven omkring de professionaliserede

virksomheder. Det vil indebære, at der ikke længere er krav om

fællesskabstilladelse for at udleje eller udlåne busser.

Den nationale tilladelsesordning for busudlejning indeholder efter

gældende ret en administrativ byrde for udlejningsvirksomheder, uden at

det sikrer hverken høj færdselssikkerhed eller sunde konkurrencevilkår.

Dette har den uhensigtsmæssige konsekvens, at der bliver stillet højere

krav til danske virksomheder end det som forudsættes i EU-retten, og at

der skal afholdes væsentlige administrationsomkostninger til busudlejning

eller erhvervsmæssig buskørsel, selvom organisationen ikke er en

professionaliseret vejtransportvirksomhed.

Ved at fjerne kravet om tilladelse til busudlejning eller busudlån vil det

medføre, at administrationen hos virksomheder og i Færdselsstyrelsen

forbundet med udlejning af busser uden fører fjernes. Ved at fjerne

tilladelseskravet, skal virksomheder, der udlejer køretøjer erhvervsmæssigt

ikke opfylde nogle krav, som ligeledes skal opfyldes af lejer, hvis der er

tale om en buskørselsvirksomhed. Dermed fjerner man en

dobbeltregulering i sektoren. Ændringen vil dog ikke indebære, at

erhvervsmæssig udlejning af busser vil være ureguleret. Erhvervsmæssig

udlejning eller udlån af køretøjer vil stadig være reguleret i færdselsloven

og tilhørende bekendtgørelse, og sikre, at en buskørselsvirksomheds brug

af udlejningsbusser ikke vil medføre en forringelse af færdselssikkerheden.

For nærmere om de foreslåede ændringer henvises til lovforslagets § 1, nr.

8, og bemærkningerne hertil.

2.4. Forlængelse af tilladelser til sygetransport

2.4.1. Gældende ret

Med den gældende taxilov, der trådte i kraft den 1. januar 2017, blev de

tidligere fire forskellige tilladelser til at udøve erhvervsmæssig

persontransport som enten taxikørsel, limousinekørsel, offentlig

servicetrafik eller sygetransport samlet til en universaltilladelse, som kan

anvendes til taxikørsel, limousinekørsel og kørsel for offentlig myndighed.

Kørselstypen sygetransport blev ikke videreført i den gældende taxilov, og

en indehaver af en ny tilladelse til erhvervsmæssig persontransport vil

derfor ikke kunne udøve sygetransport for private på samme vilkår, som

gælder for de nuværende tilladelser til sygetransport. Kørslen vil i stedet

skulle udføres som almindelig taxikørsel med de dertilhørende krav til

udstyr og prisloft.

UDKAST

De virksomheder, som i dag udfører sygetransport for private, gør det på

baggrund af en tilladelse til sygetransport efter den tidligere taxilov, jf.

lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013.

Det fremgår af § 37, stk. 1, i den gældende taxilov, at tilladelser og

godkendelser udstedt i henhold til den tidligere taxilov, jf.

lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, forbliver i kraft, indtil

udløbet af disses gyldighedsperiode, som kan være på op til 10 år fra

udstedelsen.

Tilladelser til sygetransport blev udstedt per bil. En vognmand eller

virksomhed kan derfor have flere tilladelser til sygetransport.

2.4.2. Transportministeriets overvejelser

Den kørsel, som i dag udøves som sygetransport for private, fungerer som

et supplement til almindelig taxikørsel. Tilladelser til sygetransport er

udstedt i henhold til den tidligere taxilov, jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af

30. januar 2013, og det er således ikke muligt at få en ny tilladelse til

sygetransport, når de allerede udstedte tilladelser udløber. Når tilladelserne

til sygetransport udløber, vil der derfor opstå et hul i markedet.

Selvom selve kørslen og køretøjerne i et vist omfang kan minde om

almindelig taxikørsel, er der en bagvedliggende kontrakt for udførelsen af

sygetransport for private, som ikke nødvendigvis gør sig gældende for

almindelig taxikørsel. For eksempel kan sygetransport for private tilbydes

på abonnement eller som del af en sundhedsforsikring uden særskilt

betaling for den enkelte tur. Det betyder, at der ikke er det samme

beskyttelsesbehov for kunderne som for almindelig taxikørsel, der for

eksempel også omfatter gadeture.

Dermed er der ikke det samme behov for at underlægge sygetransport for

private de samme krav som almindelig taxikørsel, herunder for eksempel

kravene om taxameter, prisloft og tilknytning til et kørselskontor. Til

gengæld er sygetransport for private begrænset til, at det kun må være

kørsel til eller fra behandlingssteder.

Transportministeriet har fået oplyst af branchen, at et stort antal tilladelser

til sygetransport står til at udløbe i midten af 2025, hvilket er halvandet år

før den sidst mulige ophørsdato jf. overgangsordningen i taxilovens § 37,

stk. 1, sammenholdt med den maksimale gyldighedsperiode for

tilladelserne.

Der pågår på nuværende tidspunkt et arbejde med at få afdækket

mobiliteten i Danmark, både i regi af ekspertudvalget for kollektiv

mobilitet i hele Danmark og i evalueringen af taxiloven. Dette arbejde

forventes afsluttet med udgangen af 2024.

Dette arbejde kan munde ud i justeringer af taxiloven, som gør det muligt

at foretage visse former for erhvervsmæssig personbefordring på andre

vilkår end almindelige taxikørsel, såfremt relevante beskyttelseshensyn

fortsat er iagttaget.

UDKAST

Det er uhensigtsmæssigt, at allerede udstedte gyldige tilladelser til

sygetransport udløber med den konsekvens, at kørslen skal foretages som

almindelig taxikørsel med de omkostninger, det vil medføre at omstille sig,

hvis muligheden for at indføre en kørsel på andre, lignende vilkår

genindføres umiddelbart efter.

For at opretholde udbuddet af sygetransport for private i en

overgangsperiode foreslås det derfor, at allerede udstedte tilladelser til

sygetransport, som er gyldige per den 1. januar 2025, forlænges til den 31.

december 2026. Den forlængede periode vil give tid til en vurdering af, om

den nuværende taxiregulering er den mest hensigtsmæssige, eller om der

bør tages initiativ til at ændre reglerne.

Da overgangsordningen i taxilovens § 37 sammenholdt med

gyldighedsperioden på 10 år indebærer, at de resterende tilladelser til

sygetransport udløber med udgangen af 2026, vurderes det mest

hensigtsmæssigt at fastsætte, at tilladelserne efter dette lovforslag

forlænges til den 31. december 2026, hvorved samtlige af de resterende

tilladelser udløber samtidig.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at allerede udstedte tilladelser til sygetransport udstedt i

medfør af den tidligere taxilov, jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar

2013, som er gyldige den 1. januar 2025, får forlænget deres

gyldighedsperiode til den 31. december 2026.

Den foreslåede ordning vil medføre, at de virksomheder, som har tilladelse

til at udøve sygetransport til private per den 1. januar 2025, vil kunne

fortsætte med at udnytte deres tilladelser til at udøve sygetransport til

private frem til den 31. december 2026.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget har ikke implementeringsmæssige konsekvenser for det

offentlige.

Lovforslaget vil medføre færre administrative byrder ved udstedelsen af og

tilsynet med gods- og buskørselstilladelser, herunder tilladelsesordningen

for chaufførvikarvirksomheder. Eksempelvis vil fjernelse af kravet om

ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige indebære mindre

administration, da det ikke bliver nødvendigt at indhente oplysningerne fra

skatteforvaltningen og derudover vil færre være omfattet af et

tilladelseskrav.

Modsatvis kan forslaget om at fjerne krav om maksimal ikkepersonlig

forfalden gæld til det offentlige indebære et mindre incitament til at

afbetale sådan en gæld. Dette hensyn vil dog stadig varetages, da tidligere

konkurser stadig vil indgå i vandelsvurderingen af virksomheden,

transportlederen m.v.

UDKAST

Det nye dokumentationskrav for transportlederes faktiske og vedvarende

ledelse kan indebære en stigning i administrationen hos Færdselsstyrelsen,

da det fremover vil kræve mere sagsbehandling at vurdere

ansættelseskontrakter, hvis transportlederen ikke er ejer, aktionær, der ejer

5 pct. eller mere af virksomheden, direktør eller bestyrelsesmedlem i

transportvirksomheden, og da det er et nyt dokumentationskrav for

buskørselsvirksomheder. Tilsvarende vil der være mindre sagsbehandling,

hvor transportlederen er ejer, aktionær, direktør eller bestyrelsesmedlem i

transportvirksomheden.

Det vurderes dermed, at ændringerne ikke vil indebære behov for

yderligere finansiering. Lovforslaget vil derimod føre til besparelser, som

ikke kan kvantificeres yderligere.

Transportministeriet vurderer, at de 7 principper for digitaliseringsklar

lovgivning ikke er relevante for lovforslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har direkte overordnede positive økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget vil indebære mindre administration for erhvervslivet for at

opnå tilladelse til bus- eller godskørsel, da det foreslås, at kravet om

maksimal ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige for virksomheder

og transportledere fjernes. Derudover vil det være muligt at opfylde kravet

om transportlederens faktiske og vedvarende ledelse på flere måder. Det

vil dog i nogle situationer indebære at virksomheder skal indsende

transportlederens ansættelseskontrakt, og dermed kan der være yderligere

administration i konkrete tilfælde. Den administrative byrde mindskes ved,

at virksomheder, der opfylder de gældende lønkrav til transportledere for

godskørselsvirksomheder, som udgangspunkt fortsat vil opfylde kravet og

behøver derfor ikke at ændre i ansættelseskontrakterne med

transportlederen.

En forlængelse af gyldighedsperioden for tilladelserne til sygetransport vil

medføre, at de virksomheder, som udfører sygetransport for private, endnu

ikke skal omstille kørslen til almindelig taxikørsel med de omkostninger,

dette vil medføre.

Herudover vil der muligvis være nogle virksomheder, som ikke ønsker at

omstille kørslen og dermed vil ophøre med at udføre sygetransport, når

tilladelsen udløber. Disse virksomheder vil kunne opretholde en

omsætning i den periode forlængelsen gælder, som virksomheden ellers

ikke ville have haft.

Lovforslaget vil ligeledes indebære en administrativ lettelse for

virksomheder, der ønsker at drive ren chaufførvikarvirksomhed, da en

række krav fjernes. Det vil medføre, at administrationen ved ansøgning om

UDKAST

godkendelse til chaufførvikarvirksomhed mindskes betydeligt for

erhvervslivet.

Derudover vil lovforslaget for visse organisationer indebære, at de ikke

længere behøver at opnå tilladelse til buskørsel eller tilladelse til udlån og

udlejning af busser.

Antallet af omfattede vejtransportvirksomheder er på nuværende tidspunkt

ikke mulig at kvantificere.

Principperne for agil erhvervsrettet regulering er ikke relevante for

lovforslaget, da lovforslaget ikke omhandler forretningsmodeller,

innovation eller særlige teknologier.

Samlet vurderes det, at lovforslaget medfører positive administrative og

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Det er dog ikke muligt at

kvantificere de afledte konsekvenser.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget implementerer ikke ny EU-ret, men fastsætter flere muligheder

for, hvordan man lever op til et EU-krav om at udføre faktisk og

vedvarende ledelse som transportleder, jf. artikel 4, stk. 1, litra a, i

forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Det fremgår ikke af forordningen, hvordan man lever op til kravet og

derfor foreslås lønkravet til transportledere fjernet, som i dag kun gælder

for godskørselsvirksomheder. I stedet bemyndiges ministeren til at

fastsætte nærmere regler om at indhente dokumentation i visse tilfælde,

eksempelvis ansættelseskontrakter for konsulenter. Det vil give

virksomheder flere muligheder for at påvise, at transportlederen lever op

til kravet, da det fremover vil være en skønsvurdering i de tilfælde, hvor

det er nødvendigt at indhente ansættelseskontrakten. Derudover vil det i en

række tilfælde ikke længere være nødvendigt at indsende dokumentation.

Ændringen vil derfor ikke gå længere end, hvad der følger af forordningen.

Det foreslås derudover, at restancekravet fjernes, som er en

overimplementering af EU-retten, da der ikke i artikel 7, stk. 1a, i

forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet er krav om, at der

skal fastsættes et restancekrav. Det er blot en mulighed for

medlemsstaterne, som er benyttet i Danmark.

UDKAST

Det foreslås i buskørselsloven, at definitionen for erhvervsmæssig

buskørsel ændres, så den ikke er mere restriktiv end den der følger af EU-

reguleringen. Det vil indebære, at buskørselsloven strømlines med den

definition, som fremgår af artikel 2, nr. 2, i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet og artikel 2, nr. 5, i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … (… dage) været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

…

10. Sammenfattende skema

Positive

Negative

konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, (hvis ja, angiv omfang/hvis

anfør »Ingen«)

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for Lovforslaget vil indebære

stat, kommuner og regioner mindre administration ved

udstedelsen af og tilsynet med

tilladelser til vejtransport. Der

er derfor ikke behov for

yderligere finansiering.

Forslaget om at fjerne

restancekrav kan indebære et

mindre incitament til at

afbetale sådan en gæld og

det nye dokumentationskrav

for transportlederes faktiske

og vedvarende ledelse, kan

indebære en mindre øgning i

administrationen.

Det vurderes ikke at

ændringerne samlet set giver

behov for yderligere

finansiering.

Implementeringskonsekvenser Ingen

for stat, kommuner og

regioner

Ingen

Økonomiske konsekvenser for Lovforslaget vil indebære færre Ingen

erhvervslivet m.v.

økonomiske krav til

erhvervslivet og udskyde

efterlevelsen af taxikrav for

udøvere af sygetransport.

Administrative konsekvenser Lovforslaget vil medføre

Ingen

for erhvervslivet m.v.

mindre administration for

erhvervslivet med henblik på at

UDKAST

opnå godkendelse til bus- eller

godskørsel samt tilladelse til

chaufførvikarvirksomhed.

Derudover fjernes

tilladelseskravet for

busudlejningsvirksomheder, og

udøvere af sygetransport skal

først efterleve kravene til

taxikørsel fra 2027.

Administrative konsekvenser Ingen

for borgerne

Klimamæssige konsekvenser Ingen

Miljø- og naturmæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Forslaget implementerer ikke ny EU-ret, men fjerner

overimplementering og gør det lettere at dokumentere,

hvordan man lever op til et EU-krav om at udføre faktisk og

vedvarende ledelse som transportleder.

Nej

Er i strid med de fem

principper for implementering

af erhvervsrettet EU-

regulering (der i relevant

omfang også gælder ved

implementering af ikke-

erhvervsrettet EU-regulering)

(sæt X)

[X]

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1, 2 og 4

I den gældende buskørselslov henvises der flere steder til forordning (EF)

1071/2009 og forordning (EF) 1073/2009.

Det foreslås, at der henvises til navnet på forordningerne for at

tydeliggøre, at der henvises til forordningerne med senere ændringer.

Det indebærer, at der fremover henvises til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel i loven.

Den foreslåede ændring er en sproglig forenkling, som ikke ændrer

gældende ret.

Til nr. 3 (overskrift til kapitel 1)

Den gældende buskørselslovs kapitel 1 har overskriften ”Tilladelse til

buskørsel”.

Det foreslås, at

kapiteloverskriften

ændres til »Lovens anvendelsesområde

og definitioner«.

Det foreslåede vil medføre at der skabes bedre overensstemmelse med

overskriften før §§ 1 og 2 i godskørselsloven. Da buskørselslovens § 1,

stk. 3, indeholder definitionen på erhvervsmæssig personbefordring tilføjes

definitioner til overskriften for at tydeliggøre kapitlets indhold.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 1, 1. pkt.)

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 1, stk. 1, at den, der er

etableret på dansk område og udfører erhvervsmæssig personbefordring

med dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end

ni personer føreren medregnet, skal have tilladelse hertil.

Fællesskabstilladelse udstedt i medfør af artikel 4 i busforordningen giver

ret til at udføre nationale transporter. Tilladelse udstedes med gyldighed i

indtil 10 år.

Som følge af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2022/738 af 6. april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om

anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej

(udlejningsdirektivet), blev godskørselsloven ændret ved lov nr. 757 af 13.

juni 2023, så lovens ordlyd nu tager højde for, at lejede køretøjer fra et

Side 25/121

UDKAST

andet medlemsland kan anvendes af dansk etablerede virksomheder til

brug for godskørsel i Danmark.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1, stk. 1, 1. pkt.,

ændres så »dansk

indregistreret« udgår af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er en sproglig forenkling og præcisering, som ikke

ændrer gældende ret.

Med den foreslåede ændring i § 1, stk. 1, 1. pkt., vil ordlyden svare til

godskørselslovens § 1, stk. 1-3. Udlejningsdirektivet omfatter dog ikke

busser, og direktivet medfører derfor ingen ændringer i reglerne om

busudlejning.

Til nr. 6 (§ 1, stk. 3)

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 1, stk. 3, at der udføres

erhvervsmæssig personbefordring, hvis der er tale om kørsel

1) med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed

eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføres,

2) som udføres mod vederlag, eller

3) som udgør den pågældende persons, virksomheds eller

sammenslutnings primære formål.

Det følger af bestemmelsen, at betingelserne ikke er kumulative. Det

indebærer, at hvis bare én af omstændighederne foreligger, er der tale om

erhvervsmæssig personbefordring. Afgrænsningen mellem

erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig buskørsel følger således af

definitionen i lovens § 1, stk. 3, og den er afgørende for lovens

anvendelsesområde. Der kræves fællesskabstilladelse i henhold til § 1, stk.

1, for den, der er etableret på dansk område og udfører erhvervsmæssig

personbefordring med dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til

befordring af flere end ni personer føreren medregnet. Personbefordring,

der ikke udføres erhvervsmæssigt, er derfor undtaget fra tilladelseskravet.

Definitionen i buskørselsloven er ikke ens med EU-retten. I

busforordningen, som fastsætter reglerne for adgang til det internationale

marked for buskørsel, har man i stedet for at definere erhvervsmæssig

personbefordring, defineret det modsatte tilfælde, som er personbefordring

for egen regning i forordningens artikel 2, nr. 5.

Det følger af forordningen, at personbefordring for egen regning er

personbefordring uden gevinst for øje og i ikke-erhvervsmæssigt øjemed,

hvor transportaktiviteten kun udgør en biaktivitet for den fysiske eller

juridiske person, og hvor de benyttede køretøjer er den fysiske eller

juridiske persons ejendom, er købt på afbetaling af denne person eller er

omfattet af en langvarig leasingaftale. Disse køretøjer føres af et medlem

Side 26/121

UDKAST

af den fysiske eller juridiske persons personale eller af den fysiske person

selv eller af personale, der er ansat af virksomheden eller stillet til dens

rådighed i henhold til en kontraktlig forpligtelse.

Det følger derfor modsætningsvist af busforordningen i artikel 2, nr. 5, at

buskørsel for fremmed regning er buskørsel med gevinst for øje, og i

erhvervsmæssigt øjemed, hvor transportaktiviteten udgør virksomhedens

hovedaktivitet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der ved erhvervsmæssig

personbefordring forstås kørsel med de motorkøretøjer, der er nævnt i § 1,

stk. 1,

1) med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed

eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre,

2) som udføres mod vederlag, og

3) som udgør den pågældende persons, virksomheds eller

sammenslutnings primære formål.

Den forslåede ændring vil indebære, at betingelserne bliver kumulative, så

der kun vil være krav om tilladelse, hvis alle tre betingelser opfyldes

Hensigten med ændringen er at skabe en bedre overensstemmelse mellem

afgrænsningen af den erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige

personbefordring i busforordningen og buskørselsloven. Der er ikke

tiltænkt ændringer i den gældende retstilstand vedrørende forståelsen af

indholdet i nr. 1-3.

Herefter vil tilladelseskravet i buskørselsloven alene omfatte reel

erhvervsmæssig buskørsel.

Den foreslåede afgrænsning vil betyde, at visse buskørselsaktiviteter, der

udføres af frivillige chauffører, foreninger, selvejende institutioner og

lignende, vil blive undtaget fra tilladelseskravet, idet transportaktiviteten

ofte kun udgør en biaktivitet for disse sammenslutninger. Den foreslåede

afgrænsning vil derudover skabe bedre sammenhæng til de øvrige

betingelser for udstedelse af en fællesskabstilladelse, idet disse ansøgere

ofte bliver mødt med krav, som de i sagens natur ikke kan leve op til. Det

vil eksempelvis gælde kravet om lønvilkår, hvis kørslen skal udføres af

frivillige chauffører, som ikke modtager vederlag for den transport, de

udfører.

Den foreslåede ændring vil også indebære, at et kommunalt plejehjem, der

er registreret som ejer eller bruger af en bus, tilladelsesfrit vil kunne udføre

buskørsel for andre institutioner i kommunen, hvis kørslen ikke er

institutionens primære formål, der ikke modtages vederlag for kørslen, og

den udføres med personer uden en nærmere tilknytning, jf. den foreslåede

§ 1, stk. 3, nr. 1-3.

Side 27/121

UDKAST

Efter det foreslåede § 1, stk. 3, nr. 1, vil det være en betingelse for, at der

kan foreligge erhvervsmæssig buskørsel, at der køres med personer uden

en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning,

der udfører eller lader kørslen udføre. Ved »privat kørsel« vil der være tale

om nærmere tilknytning, når man befordrer den nærmeste familie, men

ikke ved befordring af eksempelvis naboer, venner og bekendte. Der vil

også foreligge en nærmere tilknytning, når en virksomhed kører med egne

ansatte, mens kørsel med virksomhedens kunder vil falde udenfor

begrebet.

Efter § 1, stk. 3, nr. 2, vil det desuden være en betingelse, at der ydes

betaling for kørslen. Som det er tilfældet i dag, kan udgifter forbundet med

kørslen, eksempelvis til benzin og olie, godtgøres, uden at dette anses som

betaling i lovens forstand.

Efter § 1, stk. 3, nr. 3, vil det endeligt være en betingelse, at kørslen udgør

den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære

formål. Det sikrer, at kravet om fællesskabstilladelse retter sig mod de

aktører i branchen, der har til formål at drive erhvervsmæssig

vejtransportvirksomhed, i modsætning til andre institutioner og foreninger,

hvor transportaktiviteten alene udgør en biaktivitet. Det skal imidlertid

ikke være muligt at omgå kravet om fællesskabstilladelse ved at foretage

en særlig selskabskonstruktion eller på anden vis forsøge at skjule, at man

har som primært formål at drive erhvervsmæssig buskørsel. Sådanne

situationer vil skulle afklares ved en konkret vurdering.

Der foreslås desuden en sproglig forenkling af den fælles indledning i

opregningen i § 1, stk. 3, hvor ordstillingen ændres og »motorkøretøjer«

erstatter »køretøjer«.

Til nr. 7 (§§ 1 a-1d)

(Til § 1 a, stk. 1)

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 1 a, stk. 1, at den, der til

personbefordring udlejer eller udlåner et af de i § 1, stk. 1, nævnte

motorkøretøjer uden fører, skal have tilladelse hertil.

Det følger af den gældende bestemmelse, at der stilles samme krav til

markedsadgang til den der udlejer eller udlåner en bus til

personbefordring, som til den der udfører erhvervsmæssig

personbefordring på baggrund af en fællesskabstilladelse. Der er fastsat

nærmere betingelser for at blive meddelt tilladelse til busudlejning i

buskørselslovens §§ 13 a og 13 b.

Baggrunden for busudlejningsordningen, der blev indført ved

buskørselsloven, som ændret ved lov nr. 500 af 12. juni 1996, var, at det

var vanskeligt at kontrollere brugen af lejede busser i forbindelse med

Side 28/121

UDKAST

udførelse af ikke-erhvervsmæssig personbefordring. Det var derfor

hensigten at sikre, at udlejning og udlån af busser skete på en forsvarlig

måde til gavn for færdselssikkerheden ved blandt andet at stille krav til

busudlejers vandel, økonomi og faglige kvalifikationer. Det medførte

ligeledes, at private borgere ikke kan udleje eller udlåne busser til

hinanden.

Efter den gældende buskørselslovs § 1 a, stk. 2, kan udlån af busser,

undtagelsesvist, ske tilladelsesfrit mellem ikke-erhvervsdrivende

foreninger, klubber m.v. Det er dog en forudsætning, at der ikke modtages

vederlag for udlånet.

Erhvervsmæssig udlejning af busser er ligeledes reguleret i bekendtgørelse

nr. 992 af 27. juni 2022 om udlejning af motorkøretøjer uden fører, som er

udstedt i medfør af færdselsloven. Bekendtgørelsen gælder for

erhvervsmæssig korttidsudlejning eller udlån, dvs. indtil lejeren opnår

varig rådighed over bussen og skal registreres som bruger, jf.

bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023 om registrering af køretøjer.

Udlejningsvirksomheden skal i henhold til bekendtgørelsen blandt andet

sikre sig, at lejeren, og eventuelle førere, opfylder lovgivningens krav til

føreren, herunder at de har den fornødne uddannelse. En udlejningsbus må

som udgangspunkt ikke benyttes til erhvervsmæssig befordring af

personer, men alene benyttes med henblik på midlertidigt at erstatte et

køretøj, som er ude af funktion, jf. udlejningsbekendtgørelsens § 9.

Udlejning kan i så fald ske for en periode på højst 8 uger.

Der findes ikke en tilsvarende tilladelsesordning i godskørselsloven for

udlejning af køretøjer til godskørsel for fremmed regning.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1 a, stk. 1,

ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke længere vil blive stillet

krav om tilladelse, såfremt man til personbefordring udlejer eller udlåner

et af de i buskørselslovens § 1, stk. 1, nævnte motorkøretøjer uden fører.

Udlejer vil fortsat skulle opfylde kravene i udlejningsbekendtgørelsen, når

en udlejer i erhvervsmæssig henseende udlejer busser til private borgere

samt i de tilfælde, der falder under udlejningsbekendtgørelsens § 9. Det

vurderes derfor, at de færdselssikkerhedsmæssige hensyn, som er formålet

med den gældende tilladelsesordning, fortsat vil være varetaget ved den

foreslåede ophævelse af ordningen.

Ophævelsen af busudlejningsordningen sker for at skabe større fleksibilitet

for udlejningsvirksomheder samt buskørselsvirksomheder, der ønsker at

udleje enkelte busser, og som derfor ikke skal søge en særskilt tilladelse

ved siden af deres fællesskabstilladelse. Herefter vil eksempelvis en

kommunal institution tilladelsesfrit kunne udlåne sin bus til en anden

kommunal institution. En udlejningsvirksomhed vil også tilladelsesfrit

kunne udleje en bus til en privat borger.

Side 29/121

UDKAST

De almindelige regler om registrering af brugerforhold m.v. i

bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023 om registrering af køretøjer vil

fortsat skulle iagttages. Der vil med dette forslag heller ikke ændres i

bekendtgørelse nr. 992 af 27. juni 2022 om udlejning af motorkøretøjer

uden fører.

(Til § 1 a, stk. 2)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 1 a, stk. 2, at udlån af de i § 1,

stk. 1, nævnte motorkøretøjer mellem ikke-erhvervsdrivende foreninger,

klubber og lignende sammenslutninger kan ske uden tilladelse.

Udlån og udleje af en bus er i dag omfattet af en tilladelsesordning, som

har ophæng i den gældende § 1 a, stk. 1.

Baggrunden for undtagelsen i § 1 a, stk. 2, er et ønske om, at

sportsklubber, foreninger, fritids- og ungdomsklubber m.v. kan låne busser

hos hinanden med henblik på transport af håndboldhold, fodboldhold,

spejdere eller lignende.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1 a, stk. 2,

ophæves.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af den foreslåede ophævelse

af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1.

(Til § 1 b)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 1 b, at hvis flere plejehjem,

ældrecentre eller lignende institutioner er registreret som ejere eller

brugere af et motorkøretøj omfattet af § 1, stk. 1, kan befordring af

beboere samt hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på

institutionerne, der har til formål at vedligeholde de pågældendes fysiske

og psykiske færdigheder, ske uden tilladelse. Køretøjerne kan ud over

kørsel som nævnt i 1. pkt. benyttes til andre formål, der er i institutionens

interesse.

Bestemmelsen giver adgang til, at flere plejehjem kan registreres som

ejere, uden at dette medfører et krav om fællesskabstilladelse, hvis bussen

alene benyttes til befordring af institutionens egne beboere og brugere.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1 b

ophæves.

Bestemmelsen foreslås ophævet som konsekvens af den foreslåede

ændring i buskørselslovens § 1, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, som vil

indebære, at færre vil blive omfattet af kravet om fællesskabstilladelse, da

alle tre betingelser i buskørselslovens § 1, stk. 3, skal være opfyldt, før der

foreligger erhvervsmæssig buskørsel. Hvis forslaget vedtages, vil en

gruppe af institutioner, hvor alle er registreret som ejere eller brugere af en

Side 30/121

UDKAST

bus, således som udgangspunkt frit kunne befordre egne beboere og

hjemmeboende ældre, uden at det kræver en fællesskabstilladelse.

Da der i dette tilfælde ikke længere vil være tale om erhvervsmæssig

buskørsel, vil undtagelsen i § 1 b være overflødig.

(Til § 1 c)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 1 c, at tilladelse til

busudlejning m.v. udstedes med gyldighed i indtil 10 år.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1 c

ophæves.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af den foreslåede ophævelse

af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1.

(Til § 1 d)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 1 d, at ansøgning om

udstedelse af tilladelse efter § 1, stk. 1, og § 1 a, stk. 1, skal indgives til

transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren

stiller til rådighed.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 1 d

ophæves.

Bestemmelsen foreslås i stedet flyttet til kapitel 4 om »Betingelser for

meddelelse af tilladelse«, som ny § 13 a, for at skabe større

overensstemmelse med strukturen i godskørselsloven. Der vil således være

tale om en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 8 (§ 2 a)

(Til § 2 a, stk. 1)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 2 a, stk. 1, at

transportministeren kan bemyndige statslige myndigheder under

Transportministeriet til at udøve beføjelse i medfør af forordning om

fælles regler for vejtransporterhvervet, busforordningen og denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 2 a, stk. 1,

ophæves.

Bestemmelsen foreslås i stedet flyttet til et nyt kapitel 5 a »Delegation

m.v.«, jf. lovforslagets § 1, nr. 37 som ny § 21 d, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil bidrage til en forbedret struktur af

buskørselsloven. Bestemmelsen er en videreførelse af gældende ret.

(Til § 2 a, stk. 2)

Side 31/121

UDKAST

Det følger af den gældende buskørselslovs § 2 a, stk. 2, at

transportministeren fastsætter nærmere vilkår for tilladelser til udlejning

m.v., der udstedes efter § 1 a, stk. 1, og internationale tilladelser, der

udstedes efter § 1, stk. 2, nr. 1.

Den første del af bestemmelsen bemyndiger transportministeren til at

fastsætte regler og vilkår for tilladelser til udlejning af bus uden fører til

ikke-erhvervsmæssig personbefordring. Eksempelvis er der i

buskørselsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1394 af 29. november

2023 (herefter buskørselsbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om

kapitalkrav og Færdselsstyrelsens tilsyn med busudlejningsvirksomheder.

Den sidste del af bestemmelsen bemyndiger transportministeren til at

fastsætte nærmere vilkår, i tilfælde hvor der kræves en særlig tilladelse for

udenlandske virksomheder, der udfører erhvervsmæssig personbefordring

over Danmarks grænser.

Det foreslås, at der i buskørselslovens

§ 2 a, stk. 2,

slettes en henvisning til

den gældende tilladelsesordning for udlejning af busser, som foreslås

ophævet, og at bestemmelsen flyttes til en ny § 21 d, stk. 2, i et nyt kapitel

5 a »Delegation m.v. «, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den

foreslåede ophævelse af § 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Derudover

vil flytningen bidrage til en forbedret struktur af buskørselsloven.

Det er i øvrigt ikke tiltænkt, at forslaget vil indebære en ændring af

gældende ret om fastsættelse af nærmere vilkår for internationale

tilladelser.

Til nr. 9

(Til § 9, stk. 1)

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 9, stk. 1, hvilken

personkreds, der må udføre erhvervsmæssig personbefordring med en

tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1.

Personkredsen omfatter efter § 9, stk. 1, nr. 1, indehaveren af eller en

chauffør ansat i den virksomhed, som tilladelsen er udstedt til. Efter § 9,

stk. 1, nr. 2, omfatter personkredsen desuden chauffører ansat hos en

tilladelsesindehaver, der er godkendt til erhvervsmæssigt at udleje

chauffører i tilslutning til en tilladelse til erhvervsmæssig

personbefordring, jf. § 1, stk. 1, eller en tilsvarende tilladelse udstedt inden

for EU eller EØS. Chauffører ansat i andre virksomheder, herunder danske

eller udenlandske datterselskaber inden for samme koncern eller lignende,

er ikke omfattet af personkredsen og må derfor ikke anvendes.

Side 32/121

UDKAST

I henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, finder forordningen anvendelse på alle

virksomheder, der er etableret inden for EU eller EØS og udøver eller

agter at udøve vejtransporterhvervet. Ifølge forordningens artikel 2, stk. 1,

nr. 4, skal en virksomhed forstås som enhver fysisk eller juridisk person,

der arbejder med eller uden gevinst for øje, enhver sammenslutning eller

kreds af personer uden status som juridisk person, der arbejder med eller

uden gevinst for øje, samt ethvert organ, der henhører under en offentlig

myndighed, hvad enten det selv har status som juridisk person eller er

undergivet en myndighed, der har det, som udfører buskørsel, eller enhver

fysisk eller juridisk person, der udfører godskørsel i erhvervsmæssigt

øjemed.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 9, stk. 1, nr. 2,

at ændre ordet

»tilladelsesindehaver« til: »virksomhed«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en sproglige forenkling, der

svarer til terminologien, der fremgår af om fælles regler for

vejtransporterhvervet. Ændringen vil tydeliggøre, at buskørselslovens

bestemmelser også vil gælde for de godkendte chaufførvikarvirksomheder,

der i henhold til de forslag der relaterer sig til chaufførvikarordningen, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9, ikke er indehavere af en vejtransporttilladelse.

(Til § 9, stk. 2)

I henhold til den gældende buskørselslovs § 9, stk. 2, 1. pkt., kan det i

tilslutning til en fællesskabstilladelse i medfør af § 1, stk. 1, eller en

tilsvarende tilladelse udstedt inden for EU eller EØS godkendes, at

tilladelsesindehaveren erhvervsmæssigt udlejer chauffører til

erhvervsmæssig personbefordring. En sådan godkendelse omfatter

desuden udlejning af chauffører til at udføre godskørsel for fremmed

regning, jf. § 9, stk. 2, 2. pkt.

Chaufførvikarordningen blev i første omgang indført ved buskørselsloven

og godskørselsloven som ændret ved lov nr. 1121 af 29. december 1999.

Hensynet bag ordningen er fleksibilitet for erhvervet i relation til at

tilrettelægge kørslen og udføre de transportopgaver, der byder sig,

samtidig med at chaufførernes lønforhold og arbejdsvilkår sikres.

Chaufførvikarudlånsordningen gik forud for chaufførvikarordningen, indtil

ordningen blev ophævet med buskørselsloven og godskørselsloven, som

ændret ved lov nr. 746 af 1. juni 2015. Udlånsordningen gjorde det muligt

at låne og udlåne tilladelsesindehaverens ansatte chauffører imellem

tilladelsesindehavere. Dette udlån af ansatte chauffører krævede ingen

særlig godkendelse og måtte kun ske mod betaling for de omkostninger,

der var direkte forbundet med udlånet.

Side 33/121

UDKAST

For at opnå godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed er det en

betingelse, at virksomheden er indehaver af en fællesskabstilladelse, idet

godkendelsen udstedes i tilslutning til en tilladelse i medfør af § 1, stk. 1.

Godkendelse udstedes med samme gyldighedsperiode som

fællesskabstilladelsen. Hensigten er, at den erhvervsmæssige udlejning

skal ske inden for nogle lovgivningsmæssigt forsvarlige og betryggende

rammer, ved at der i relation til udstedelse af godkendelsen stilles

tilsvarende krav som ved udstedelse af en fællesskabstilladelse. Det er

blandt andet en betingelse, som følge af kravet om fællesskabstilladelse, at

virksomheden løbende og regelmæssigt råder over et eller flere

indregistrerede eller godkendte køretøjer til effektivt og vedvarende at

kunne forvalte sine transporter. Herved stilles der krav om, at den

virksomhed, der ønsker at opnå godkendelse til at drive

chaufførvikarvirksomhed, skal være i drift og udøve reel

vejtransportvirksomhed. Det er således ikke muligt at drive rene

chaufførvikarvirksomheder på grund af etableringskravets nuværende

ophæng i fællesskabstilladelsen.

Der er tale om en national ordning, da der ikke stilles krav til

chaufførvikarvirksomheder i EU-retten. Forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet og busforordningen regulerer alene kravene til og

forholdene for indehavere af fællesskabstilladelser til erhvervsmæssig

buskørsel.

Det foreslås, at bestemmelsen i buskørselslovens

§ 9, stk. 2, 1. pkt.,

affattes

således, at den, der erhvervsmæssigt udlejer chauffører til erhvervsmæssig

personbefordring med et motorkøretøj indrettet til befordring af flere end

ni personer føreren medregnet, skal godkendes hertil.

Bestemmelsen vil medføre at kravet om, at chaufførvirksomhed skal ske i

tilslutning til en fælleskabstilladelse til erhvervsmæssig personbefordring,

fjernes Formålet med at fjerne kravet er at øge fleksibiliteten inden for

erhvervet, der er præget af chaufførmangel. Fjernelsen af en række

nationale krav til chaufførvikarvirksomheder vil medføre en afskaffelse af

den uhensigtsmæssige dobbeltregulering på området.

Den foreslåede ændring vil derfor medføre, at der skal opfyldes færre krav

i forbindelse med opnåelse og opretholdelse af en godkendelse til at drive

chaufførvikarvirksomhed. Det vil indebære, at der ikke vil være krav om,

at chaufførvikarvirksomheder skal være indehavere af en

fællesskabstilladelse, have indregistrerede motorkøretøjer eller

dokumentere opfyldelse af kapitalkravet og kravet om maksimal gæld til

det offentlige, der i sin helhed foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr.

10. Chaufførvikarvirksomheder vil derudover ikke skulle have en

godkendt transportleder, hvis der ikke udføres vejtransport i

virksomheden, der kræver en fællesskabstilladelse i medfør af om fælles

regler for vejtransporterhvervet. Forslaget vil desuden medføre, at hvis

virksomheden ikke udfører tilladelseskrævet kørsel, vil virksomheden ikke

Side 34/121

UDKAST

være omfattet af en vandelsvurdering efter buskørselslovens § 12, stk. 4,

idet vandelsvurderingen relaterer sig til opnåelse og opretholdelse af selve

fællesskabstilladelsen.

Rammerne for den erhvervsmæssige udlejning af chauffører vil dog fortsat

skulle være lovgivningsmæssigt forsvarlig og betryggende, hvorfor

ordningen fortsat skal reguleres.

Det foreslås derfor, at chaufførvikarvirksomheder fortsat skal opfylde de

betingelser, der relaterer sig til chaufførernes løn- og arbejdsvilkår. Det vil

stadig være muligt at drive chaufførvikarvirksomhed på et bredt grundlag,

idet en godkendelse i medfør af stk. 2 vil give virksomheden mulighed for

erhvervsmæssigt at udleje chauffører til både buskørselsvirksomheder,

godskørselsvirksomheder og varebilsvirksomheder. Ejeren af en personligt

drevet chaufførvikarvirksomhed vil fortsat ikke kunne udleje sig selv, da

godkendelsen alene giver mulighed for at udleje ansatte chauffører.

Det foreslås, i buskørselslovens

§ 9, stk. 2, 2. pkt.,

at godkendelsen

udstedes med gyldighed på indtil 10 år.

Formålet med det foreslåede 2. pkt. vil være at skabe overensstemmelse

mellem gyldighedsperioden for en fællesskabstilladelse og en godkendelse

til at drive chaufførvikarvirksomhed. Forslaget vil medføre, at en

godkendelse til chaufførvikarvirksomhed fortsat skal udstedes med en

gyldighed på indtil 10 år.

Det foreslås, i buskørselslovens

§ 9, stk. 2, 3. pkt.,

at godkendelsen også

omfatter udlejning af chauffører til udførelse af godskørsel for fremmed

regning.

Det vil medføre, at en godkendt chaufførvikarvirksomhed efter

buskørselsloven ligeledes kan udleje chauffører til en virksomhed, der

udfører godskørsel for fremmed regning efter godskørselsloven.

(Til § 9, stk. 3)

Det følger af den gældende tilladelsesordning for

chaufførvikarvirksomheder, at godkendelse alene kan udstedes til en

indehaver af en fællesskabstilladelse, jf. herom bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 9. I henhold til buskørselslovens § 18, stk. 2, er det en

betingelse for at opnå og opretholde en tilladelse efter § 1, stk. 1, at de

krav om chaufførernes løn- og arbejdsvilkår, som fremgår af

bestemmelsen, til enhver tid er opfyldt.

Det foreslås, at der i buskørselslovens indsættes et nyt

§ 9, stk. 3,

hvorefter

en virksomhed, der er etableret i Danmark, og som er godkendt som

chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2 skal opfylde betingelserne i §

18, stk. 2, når chaufføren er udlejet til kørsel på dansk område.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter det

foreslås, at godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed ikke alene kan

Side 35/121

UDKAST

opnås i tilknytning til en fællesskabstilladelse. Kravet om at virksomheden

skal opfylde betingelserne i § 18, stk. 2, vedrørende overenskomstforhold,

opfyldes for nuværende i relation til opnåelse og opretholdelse af

fællesskabstilladelsen.

Formålet med den forslåede bestemmelse er, at chaufførvikarvirksomheder

fortsat vil skulle opfylde betingelserne i § 18, stk. 2, når chaufføren er

udlejet til kørsel på dansk område. Formålet er at sikre, at

chaufførvikarernes lønforhold og arbejdsvilkår også fremover vil svare til

løn- og arbejdsvilkårene for de chauffører, der er ansat i en

vejtransportvirksomhed.

(Til § 9, stk. 4)

I henhold til den gældende buskørselslovs § 9, stk. 3, skal en virksomhed,

der er etableret i et andet land end Danmark, og som er godkendt som

chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2 opfylde betingelserne i § 18,

stk. 2, vedrørende overenskomstforhold, når chaufføren er udlejet til kørsel

på dansk område med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til

befordring af flere end ni personer føreren medregnet.

Indehavere af en fællesskabstilladelse, som er udstedt i et andet EU eller

EØS-land end Danmark, kan opnå godkendelse til at drive

chaufførvikarvirksomhed i tilslutning til fællesskabstilladelsen.

Virksomheden skal i forbindelse med ansøgning om godkendelse, foruden

fællesskabstilladelsen, dokumentere at have en kvalificeret transportleder

og tilkendegive at være indforstået med at aflønne de chauffører, der

udfører erhvervsmæssig personbefordring i Danmark i overensstemmelse

med de retningsgivende overenskomster. De skal desuden stille

dokumentation for opfyldelse af kapitalkravet, og den godkendte

transportleder skal være kvalificeret i overensstemmelse med § 14 i

buskørselsbekendtgørelsen, herunder i nogle tilfælde have gennemført og

bestået et vikarudlejningskursusmodul, der er godkendt af

Færdselsstyrelsen.

Som følge af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2022/738 af 6. april 2022 om ændring af direktiv 2006/1/EF om

anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej

(udlejningsdirektivet) blev godskørselsloven ændret ved lov nr. 757 af 13.

juni 2023, sådan at lovens ordlyd nu tager højde for, at lejede køretøjer fra

et andet medlemsland kan anvendes af dansk etablerede virksomheder til

brug for godskørsel i Danmark.

Der foreslås i buskørselslovens

§ 9, stk. 4,

at en virksomhed, der er

etableret i et andet land end Danmark, og som er godkendt som

chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2, skal opfylde betingelserne i §

18, stk. 2, når chaufføren er udlejet til kørsel på dansk område med et

Side 36/121

UDKAST

motorkøretøj indrettet til befordring af flere end ni personer føreren

medregnet, for en virksomhed, der er etableret i Danmark.

Ændringen medfører, at »dansk indregistreret« vil udgå af bestemmelsen

for at foretage en sproglig forenkling og præcisering. Med den foreslåede

ændring opnås en ordlyd tilsvarende godskørselslovens foreslåede § 6 a,

stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 16, men udlejningsdirektivet omfatter ikke

busser, og derfor medfører den foreslåede ændring ikke en ændring af

gældende ret.

Det vurderes desuden hensigtsmæssigt, at bestemmelsen tager sigte på de

udenlandske chaufførvikarvirksomheder, hvis chauffører udlejes til kørsel

på dansk område, for en virksomhed der er etableret i Danmark, idet der på

grund af EU-reglerne om den frie udveksling af transportydelser ikke kan

stilles tilsvarende krav til vejtransportvirksomheder, der er etableret i et

andet EU-medlemsland end Danmark, der udfører international

personbefordring, herunder i form af cabotagekørsel, på dansk område.

I relation til lovforslagets § 1, nr. 9, medfører de foreslåede

konsekvensændringer, at det ikke alene er indehavere af en

fællesskabstilladelse udstedt i et andet EU eller EØS-land end Danmark,

der kan opnå godkendelse til at udøve chaufførvikarvirksomhed, idet

godkendelsen ikke længere udstedes på baggrund af en

fællesskabstilladelse. Formålet er herved at skabe større fleksibilitet for

vejtransporterhvervet og samtidig sikre sund konkurrence og lige løn- og

arbejdsvilkår for chauffører, når de udøver vejtransporterhvervet i

Danmark. Ifølge forslaget vil den virksomhed, der ansøger om

godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed i henhold til det

foreslåede stk. 4, skulle tilkendegive at være indforstået med vedvarende at

aflønne de chauffører, der udfører erhvervsmæssig personbefordring i

Danmark i overensstemmelse med de retningsgivende overenskomster.

Herefter vil udenlandske chaufførvikarvirksomheder fortsat skulle sikre, at

den chaufførvikar der udlejes til kørsel i Danmark aflønnes på lige vilkår

med de chauffører, der er ansat til at udføre erhvervsmæssig

personbefordring i Danmark hos en dansketableret virksomhed.

(Til § 9, stk. 5)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 9, stk. 4, at en udenlandsk

chaufførvikarvirksomhed skal indsende dokumentation for opfyldelse af

bestemmelserne om løn- og arbejdsvilkår for chaufførerne.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 9, stk. 5,

at den virksomhed, der er nævnt

i stk. 2 og 4, skal efter anmodning fra transportministeren indsende

dokumentation for, at virksomheden følger et omkostningsniveau, som

ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de

Side 37/121

UDKAST

bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i en overenskomst

omfattet af § 18, stk. 2, nr. 1.

Ændringen medfører, at bestemmelsen i buskørselslovens, at henvisningen

til nuværende »stk. 3« ændres, så der henvises til »stk. 2 og 4« på

baggrund af lovforslagets § 1, nr. 9, samt at den nugældende stk. 4, 2. og 3.

pkt. pkt., fjernes, idet bestemmelsen i 2. pkt. også fremgår af nugældende

stk. 5, der som følge af lovforslagets § 1, nr. 9 foreslås konsekvensændret

til stk. 6.

Der vil i vid udstrækning være tale om en videreførelse af den gældende §

9, stk. 4, hvorefter en chaufførvikarvirksomhed, der er etableret i et andet

land end Danmark og godkendt i henhold til foreslåede § 9, stk. 4, efter

anmodning fra transportministeren, skal indsende dokumentation for, at

virksomheden er dækket af en overenskomst omfattet af § 18, stk. 2,

alternativt for at virksomheden følger et omkostningsniveau, som ikke

afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de løn-

og arbejdsvilkårsbestemmelser, der findes i en af de retningsgivende

overenskomster for chauffører efter § 18, stk. 2, nr. 1. Ved at tilføje en

henvisning til stk. 2, vil bestemmelsen blive udvidet til også at omfatte den

chaufførvikarvirksomhed, der er etableret i Danmark, og som er godkendt i

henhold til foreståede stk. 2. Herved vil det blive sikret ved en selvstændig

hjemmel, at også rene chaufførvikarvirksomheder, med godkendelse i

henhold til foreslåede stk. 2 og 4, efter anmodning skal indsende

dokumentation for opfyldelse af bestemmelserne om løn- og arbejdsvilkår

for chaufførerne.

(Til § 9, stk. 6)

I henhold til den gældende buskørselslovs § 9, stk. 5, finder

bestemmelserne om meddelelse, fornyelse og tilbagekaldelse af tilladelser

i medfør af § 1, stk. 1, tilsvarende anvendelse for godkendelse til drift af

chaufførvikarvirksomhed i henhold til gældende stk. 2. Godkendelse til

erhvervsmæssigt at udleje chauffører følger i det hele

fællesskabstilladelsen, idet godkendelsen udstedes i tilslutning til

virksomhedens tilladelse til buskørsel.

Ifølge det foreslåede

§ 9, stk. 6,

kan en godkendelse til at drive

chaufførvikarvirksomhed i henhold til stk. 2 tilbagekaldes i medfør af § 18,

stk. 2, og § 9, stk. 3 og 4.

Det medfører, at der vil blive skabt en selvstændig hjemmel til at

tilbagekalde en godkendelse til at drive chaufførvikarvirksomhed, når

virksomheden ikke opfylder betingelserne i § 18, stk. 2, om chaufførernes

løn- og arbejdsvilkår.

Side 38/121

UDKAST

Ændringen er en konsekvensrettelse, som følge af lovforslagets § 1, nr. 9,

hvorefter det foreslås, at godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed

ikke alene vil kunne opnås i tilknytning til en fællesskabstilladelse.

(Til § 9, stk. 7)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, nr. 8 og 9, at

transportministeren kan fastsætte regler om meddelelse af godkendelse i

henhold til § 9, stk. 2, til drift af chaufførvikarvirksomhed samt fastsætte

regler om krav til dokumentation i henhold til § 9, stk. 4, vedrørende

virksomhedens overenskomstforhold i relation til en godkendelse til at

drive chaufførvikarvirksomhed.

Det foreslås, at der i buskørselslovens indsættes et nyt

§ 9, stk. 7,

hvorefter

transportministeren kan fastsætte regler om meddelelse af godkendelse i

henhold til stk. 2 og om krav til dokumentation i henhold til stk. 5.

Formålet med den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 7 i buskørselslovens

§ 9 er, at samle bestemmelserne om chaufførvikarvirksomhed i ét kapitel,

og at der tilstræbes ensartethed i godskørselslovens og buskørselslovens

regulering af chaufførvikarordningen.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil sikre, at der kan fastsættes regler, der

relaterer sig til meddelelse af godkendelse til drift af

chaufførvikarvirksomhed og at der kan fastsættes krav til den

dokumentation, der vil fremgå af det foreslåede stk. 5. Det vil omfatte

chaufførvikarvirksomhedens overenskomstforhold, og chaufførernes

forhold og færdselssikkerheden generelt. Det forventes, at der i

buskørselsbekendtgørelsen vil blive fastsat regler om, at virksomheden kan

pålægges at indsende dokumentation for chaufførvikarerne, i form af

eksempelvis time, køre- eller lønsedler, ugerapporter, indbetalinger til

pension eller feriepenge i virksomhedens hjemland eller lignende.

Til nr. 10 (§ 12, stk. 1)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 12, stk. 1, hvilke betingelser

der skal opfyldes for at få udstedt en tilladelse i henhold til

buskørselslovens § 1, stk. 1.

Tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles en her i landet

hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der følger af

artikel 3 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet,

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover.

Side 39/121

UDKAST

Kravene i artikel 3 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet,

som ligeledes skal opfyldes, er etableringskravet, vandelskravet, kravet til

det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer, jf.

buskørselslovens § 12, stk. 1.

Det følger af kravet i § 12, stk. 1, nr. 1, at den pågældende virksomhed

ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 12, stk. 1, nr. 2, at den pågældende virksomhed

ikke må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover. Formålet er primært at sikre, at den pågældende virksomhed

ikke oparbejder væsentlige restancer, der belaster de offentlige budgetter.

Ved vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det offentlige.

Personlig gæld til det offentlige inddrages således ikke.

Det foreslås, i buskørselslovens

§ 12, stk. 1,

at tilladelse i henhold til § 1,

stk. 1, kan meddeles en her i landet etableret virksomhed, der ikke er under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs, og som opfylder de krav, der

følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles

regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kravet om, at den pågældende

virksomhed ikke må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på

over 50.000 kr., udgår af bestemmelsen. Selvom kravet fjernes, vil det

fortsat være et krav, at den pågældende virksomhed ikke er under

rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Desuden vil de krav, der følger af

artikel 3 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet, fortsat

være gældende.

Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige, som

også kaldes restancekravet, er at gøre det lettere at drive

transportvirksomhed i Danmark samt at lette den administrative byrde,

som kravet påfører både vejtransportvirksomheder og myndigheder.

Derudover vil hensynet om sunde konkurrenceforhold stadig være

varetaget, da der fortsat vil være en vandelsvurdering af virksomheden og

den relevante personkreds.

Færdselsstyrelsen vil fortsat foretage en samlet vandelsvurdering af, om

virksomheden kan drives på forsvarlig måde, på baggrund af alle relevante

forhold, jf. buskørselslovens § 12, stk. 4. Der må som følge heraf ikke

være tungtvejende grunde til at nære tvivl om virksomhedens eller den

relevante personkreds vandel, herunder i relation til straffe eller sanktioner

for alvorlige nationale eller fællesskabsretlige regler på en lang række

områder, eksempelvis inden for handelsret, konkurslovgivning, løn- og

arbejdsvilkår indenfor erhvervet, skatteret, samt adgang til

vejtransporterhvervet. Den relevante personkreds må desuden ikke være

ansvarlig for økonomiske vanskeligheder, herunder konkurser i andre

transportvirksomheder eller lignende.

Side 40/121

UDKAST

Der foreslås desuden en sproglig forenkling, idet »etableret« erstatter

»hjemmehørende« i § 12, stk. 1. Formålet med ændringen er at bruge den

samme terminologi som forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, der i henhold til artikel 1, stk. 2, finder anvendelse

på alle virksomheder, der er etableret i Fællesskabet og udøver

vejtransporterhvervet. Ændringen vil tydeliggøre, at der gælder et

etableringskrav. Den foreslåede sproglige forenkling medfører dog ingen

indholdsmæssig ændring af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 12, stk. 2)

Der foreslås i buskørselslovens

§ 12, stk. 2,

at ændre ordet

»hjemmehørende« til »etablerede«.

Der henvises til den tilsvarende ændring i lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 12-14 (§ 13, stk. 1, nr. 1-3)

(Til § 13, stk. 1)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 13, stk. 1, hvilke krav der

stilles til en godkendt transportleder i en virksomhed, der er indehaver af

en tilladelse i henhold til buskørselslovens § 1, stk. 1, samt en

transportleder i en busudlejningsvirksomhed, jf. henvisningen til § 13 i

buskørselslovens nugældende § 13 b.

Det følger af artikel 4 i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, at en virksomhed, der udøver vejtransporterhvervet,

udpeger mindst én fysisk person, transportlederen, der udviser god vandel

og har de nødvendige faglige kvalifikationer, jf. forordningens artikel 3,

stk. 1, litra b og d, og som:

a) faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde

b) har en reel forbindelse til virksomheden, såsom at være ansat, direktør,

ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis virksomheden er en

fysisk person, være denne person, og

c) har bopæl i Fællesskabet.

Det følger desuden af buskørselslovens § 13, stk. 1, at virksomheden skal

have en godkendt transportleder, der:

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og

Side 41/121

UDKAST

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover.

Formålet med § 13, stk. 1, nr. 3, er primært at sikre, at den pågældende

ikke oparbejder yderligere restancer, der belaster de offentlige budgetter.

Ved vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det offentlige.

Personlig gæld til det offentlige inddrages ikke.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 13, stk. 1, nr. 1,

§ 13, stk. 1, nr.

ændres som konsekvens af den foreslåede ophævelse af restancekravet i

nr. 3, jf. nærmere straks nedenfor.

Konsekvensændringerne vil medføre, at der fortsat vil være tale om en

videreførelse af kravene i nr. 1 og 2, og kravene vil fortsat være

kumulative.

Det foreslås at ophæve buskørselslovens

§ 13, stk. 1, nr. 3.

Forslaget vil medføre, at kravet om at den pågældende transportleder ikke

har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller

derover ophæves. Der vil være tale om en ændring af gældende ret og en

lempelse af kravene til den pågældende transportleder. De krav, der følger

af artikel 4 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet, og som

følger af den gældende § 13, stk. 1, vil fortsat være gældende.

Formålet med den foreslåede ophævelse af kravet om maksimal gæld til

det offentlige, som også kaldes restancekravet, er at gøre det lettere at

blive godkendt som transportleder i Danmark samt at lette den

administrative byrde, som kravet påfører transportledere,

vejtransportvirksomheder og myndigheder. Særligt i de tilfælde, hvor den

godkendte transportleder alene er ansat som transportleder i virksomheden,

og dermed ikke samtidig er ejer, direktør, medlem af bestyrelsen eller

aktionær, er det indgribende at skulle opfylde et restancekrav. Derudover

vil hensynet om sunde konkurrenceforhold stadig blive varetaget, da der

fortsat vil være en vandelsvurdering af transportlederen.

Færdselsstyrelsen vil fortsat foretage en samlet vandelsvurdering af, om

transportlederen er dømt for blandt andet strafbare forhold, der kan

begrunde nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vejtransporterhvervet, eller er ansvarlig for økonomiske vanskeligheder,

herunder konkurser i andre transportvirksomheder eller lignende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 15 (§ 13, stk. 2)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 13, stk. 2, at

transportministeren fastsætter nærmere regler om det vandelskrav, som

Side 42/121

UDKAST

transportlederen skal opfylde, jf. artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i forordning

om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Bestemmelsen bemyndiger transportministeren til at fastsætte regler om

vandelskravet for en transportleder i en virksomhed med tilladelse efter

lovens § 1, stk. 1. De nærmere regler herom er indsat i

buskørselsbekendtgørelsen, der blandt andet indeholder bestemmelser om

Færdselsstyrelsens mulighed for efter samtykke at indhente straffeattest på

transportlederen samt hvilke oplysninger, der kan indgå ved vurderingen

af, om vandelskravet er opfyldt.

Det fremgår endvidere af artikel 4, stk. 1, litra a-c, i forordning om fælles

regler for vejtransporterhvervet, at transportlederen i en bus- eller

godskørselsvirksomhed, ud over at opfylde vandelskravet og

kvalifikationskravet, a) faktisk og vedvarende skal lede virksomhedens

transportarbejde, b) skal have en reel tilknytning til virksomheden, såsom

at være ansat, direktør, ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis

virksomheden er en fysisk person, være denne person, og c) skal have

bopæl i Fællesskabet.

Forordningen regulerer ikke, hvordan en transportvirksomhed

dokumenterer, at transportlederen faktisk og vedvarende leder

virksomhedens transportarbejde, og at denne har en reel tilknytning til

virksomheden. Den nærmere dokumentation for at opfylde betingelsen

skal fastsættes nationalt, som supplerende bestemmelser til forordningen.

Herudover fastsætter artikel 4, stk. 2, krav forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet vedrørende tilknytningen til virksomheden, hvis der

er tale om en transportleder, der skal fungere som konsulent for

virksomheden, idet der i litra b) stilles krav til indholdet af aftalen mellem

virksomhed og konsulent.

På nuværende tidspunkt er der ikke fastsat regler i buskørselsloven om,

hvordan kravet om faktisk og vedvarende ledelse kan opfyldes. Derimod

er der aktuelt i godskørselslovens § 6, stk. 9, indsat en bemyndigelse til, at

godskørselsvirksomheder kan opfylde kravet ved at aflønne

transportlederen efter de satser, der fremgår af § 16 i bekendtgørelse om

godskørsel, jf. bekendtgørelses nr. 1395 af 29. november 2023 (herefter

godskørselsbekendtgørelsen).

Kravet om faktisk og vedvarende ledelse følger af EU-retten, og er ens for

både gods- og busområdet.

Transportlederens opgaver omfatter organisering af virksomhedens

transportarbejder, herunder navnlig forvaltning af vedligeholdelse af

køretøjerne, kontrol med kontrakter og transportdokumenter,

grundlæggende regnskabsføring, fordeling af ladninger eller

tjenesteydelser på chauffører og køretøjer samt kontrol med

Side 43/121

UDKAST

sikkerhedsprocedurerne. Transportlederens ansvar og løn skal matche

hinanden.

Efter det foreslåede

§ 13, stk. 2,

kan transportministeren fastsætte nærmere

regler om det vandelskrav, som transportlederen skal opfylde, jf. artikel 4,

stk. 1, og artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles

regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet samt om

opfyldelse af kravet om faktisk og vedvarende ledelse for en transportleder

i en virksomhed med tilladelse efter § 1, stk. 1

Ændringen er en tilføjelse til ministerens bemyndigelse og medfører, at

ministeren kan fastsætte regler for, hvordan buskørselsvirksomheder

dokumenterer en transportleders faktiske og vedvarende ledelse. Det

medfører dog ikke, at transportministerens mulighed for at fastsætte

nærmere regler om vandelskravet efter artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i

forordningen om fælles regler for udøvelse af vejtransporterhvervet

udvides eller indskrænkes i forhold til gældende ret.

Det er imidlertid uhensigtsmæssigt at fastsætte en minimumsløn for en

ledelsesstilling, der kræver særlige kvalifikationer, hvilket er den valgte

tilgang efter gældende ret, på godskørselsområdet. Der bør være flere

muligheder for virksomheder til at dokumentere, at transportlederen

faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde.

Der vil i buskørselsbekendtgørelsen blive indsat en hjemmel til, at

Færdselsstyrelsen kan indhente transportlederens ansættelseskontrakt eller

konsulentaftale, hvor det vurderes nødvendigt.

Der vil ikke være tale om et nyt krav. Kravet om faktisk og vedvarende

ledelse følger af EU-retten, og bemyndigelsen vil give mulighed for at

opfylde kravet på anden vis end alene ved aflønning, hvilket hidtil har

været gældende for godskørselsvirksomheder.

Det foreslås samtidig at indsætte en tilsvarende bemyndigelse i

godskørselslovens § 4, stk. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.

Tilføjelsen vil medføre, at en virksomhed fremover skal dokumentere

opfyldelse af forordningens krav om transportlederens faktiske og

vedvarende ledelse, samt reelle tilknytning til virksomheden, hvis

transportlederen i øvrigt ikke samtidig er ejer, medlem af bestyrelsen,

aktionær, der ejer 5 pct. eller mere af virksomheden, eller direktør i

virksomheden. I de tilfælde skal transportlederen fortsat være ansat i

virksomheden eller fungere som konsulent for denne, jf. artikel 4, stk. 2, i

forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

I forbindelse med ansøgningen om fællesskabstilladelse eller godkendelse

af transportlederen, skal Færdselsstyrelsen derfor foretage en samlet

vurdering af opgaver, arbejdstid og løn, når transportlederen er ansat eller

konsulent. Virksomheden vil derfor i forbindelse med ansøgningen skulle

fremvise en ansættelseskontrakt.

Side 44/121

UDKAST

Ændringen vil medføre, at ved Færdselsstyrelsen vurderinger vil en

aflønning, der svarer til niveauet i den nugældende § 16 i

godskørselsbekendtgørelsen som udgangspunkt indebære, at forordningens

krav er overholdt.

Til nr. 16 (§§ 13 a og b)

Den gældende buskørselslovs § 13 a, beskriver betingelserne, som en

udlejningsvirksomhed skal opfylde for at meddeles tilladelse efter § 1 a,

stk. 1.

Den gældende buskørselslovs § 13 b, beskriver betingelserne for

godkendelse af den transportleder, der vedvarende og faktisk skal forestå

virksomhedens busudlejning.

Det foreslås, at buskørselslovens

§§ 13 a og b

ophæves, og i stedet

indsættes den gældende § 1 d hvorefter ansøgning om udstedelse af

tilladelse efter § 1, stk. 1, skal indgives til transportministeren ved

anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.

De foreslåede ophævelser er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

§ 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Den foreslåede indsættelse af den gældende § 1 d, som ny § 13 a i kapitel

4 om betingelser for meddelelse af tilladelse, vil skabe bedre

overensstemmelse med strukturen i godskørselsloven. Der henvises i

øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 17 (kapitel 4 a)

Den gældende buskørselslovs kapitel 4 a har overskriften »Tilbagekaldelse

og bortfald af tilladelser m.v.«.

For så vidt angår bortfald af tilladelser, er der tale om bortfald af tilladelse

til busudlejning eller en godkendelse som transportleder i en

busudlejningsvirksomhed. Reglerne herom fremgår af de gældende §§ 16

og 17.

Det foreslås, at kapiteloverskriften i kapitel 4 a ændres således, at »og

bortfald af tilladelser« udgår.

Den forslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

buskørselslovens § 16, jf. lovforslagets § 1, nr. 29 samt den forslåede

ændring i buskørselslovens § 17, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.

Til nr. 18 (§ 14, stk. 1)

Side 45/121

UDKAST

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 14, stk. 1, hvornår en

tilladelse udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan tilbagekaldes.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, nr. 1, at en tilladelse kan tilbagekaldes,

hvis indehaveren foruden de i artikel 13 i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet nævnte tilfælde, ikke længere opfylder

vandelskravet, der er fastsat i medfør af § 12, stk. 4, som følge af at

vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft eller

gentagne gange begår overtrædelser af de bestemmelser, som er oplistet i §

14, stk. 1, nr. 1, litra a-p.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, nr. 2., at en tilladelse kan tilbagekaldes,

hvis indehaveren har betydelig ikkepersonlig forfalden gæld til det

offentlige på 100.000 kr. eller derover.

Det foreslås, at i buskørselslovens

§ 14, stk. 1,

at en tilladelse udstedt i

medfør af § 1, stk. 1, kan, foruden de i artikel 13 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet nævnte tilfælde, tilbagekaldes, hvis indehaveren ikke

længere opfylder vandelskravet, som fastsat i medfør af § 12, stk. 4, som

følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelse af erhvervet groft

eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i

1) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,

2) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, køretøjers

indretning, udstyr og tilbehør, anbringelse af passagerer eller gods og køre-

og hviletid,

3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmonisering af visse

sociale bestemmelser inden for vejtransport, Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om takografer inden for vejtransport og Europæisk

overenskomst om arbejdet for besætninger på køretøjer i international

vejtransport (AETR),

4) lovgivningen om euforiserende stoffer eller narkotikahandel,

5) miljølovgivningen om beskyttelse af jord samt grund- og overfladevand

og om frembringelse, opbevaring, behandling eller bortskaffelse af affald,

6) skatte- og afgiftslovgivningen,

7) lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel,

8) EU-lovgivning om adgang til det internationale marked for gods- og

buskørsel,

9) EU-lovgivning om betingelserne for udøvelse af vejtransporterhvervet,

10) lovgivning om løn- og arbejdsvilkår og arbejdstid inden for

vejtransporterhvervet, herunder udstationering af arbejdstagere inden for

vejtransport,

Side 46/121

UDKAST

11) lovgivning om periodesyn og syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer,

12) lovgivning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser,

13) lovgivning om handelsret,

14) lovgivning om erhvervsansvar eller

15) konkurslovgivning

Det vil medføre, at kravet om at den pågældende virksomhed ikke må have

ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. fjernes, og

derudover fjernes henvisninger til reglerne om chaufførvikarvirksomhed

og omkostningsniveau, som følge af en sproglig forenkling.

Den foreslåede ændring indebærer, at Færdselsstyrelsen ikke har mulighed

for at tilbagekalde tilladelser på grund af ikkepersonlig forfalden gæld til

det offentlige på 100.000 kr. eller derover, i de tilfælde hvor der føres

tilsyn med, om virksomheden fortsat skal have markedsadgang. Der er tale

om en konsekvensændring, som følge af den foreslåede ophævelse af § 12,

stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvor det foreslås at ophæve krav

om, at virksomheden ikke må have ikkepersonlig forfalden gæld til det

offentlige på 50.000 kr. eller derover, i forbindelse med at virksomheden

ansøger om markedsadgang. Der vil være tale om en ændring af gældende

ret og en lempelse af kravene til den pågældende virksomhed i forhold til i

dag. Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige,

er at gøre det lettere at drive transportvirksomhed i Danmark. Hensynet

bag bestemmelsen, som er at forhindre konkursrytteri, vil fortsat opfyldes

ved en samlet vurdering af virksomhedens vandel.

De krav, der følger af artikel 3 i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, og som følger af den gældende § 12, stk. 1, vil

fortsat være gældende. Dermed vil det fortsat være et krav, at den

pågældende virksomhed ikke er under rekonstruktionsbehandling eller

konkurs.

Henvisningen til § 9, stk. 3 og § 18, stk. 2 i den gældende § 14, stk. 1, nr.

1, litra a, foreslås fjernet. Ændringen er en sproglig forenkling, da hjemlen

fremover følger af den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 1, og dermed vil der

fortsat være mulighed for at tilbagekalde en tilladelse ved overtrædelse af

bestemmelserne i buskørselsloven, herunder de foreslåede § 9, stk. 3 og 4

samt den gældende § 18, stk. 2.

Til nr. 19 (§ 14, stk. 2)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 14, stk. 2, at en tilladelse

udstedt i medfør af § 1, stk. 1, kan tilbagekaldes, hvis en fører eller en

anden, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse

af hvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af

Side 47/121

UDKAST

stk. 1, nr. 1, og det som følge heraf må antages, at indehaveren ikke

længere opfylder vandelskravet som fastsat i medfør af § 12, stk. 4.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 14, stk. 2,

at ændre henvisningen til »stk.

1, nr. 1,« til »stk. 1,« idet stk. 1 og stk. 1, nr. 1, vedrørende vandelskravet

sammenskrives, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Til nr. 20 (§ 14, stk. 3)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 14, stk. 3, at en godkendelse

som transportleder af en virksomhed, jf. § 13, kan tilbagekaldes under de i

stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte betingelser vedrørende vandel og maksimal

ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 14, stk. 3,

at ændre henvisningerne til

»stk. 1, nr. 1 og 2,« til »stk. 1«.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse

af stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Bestemmelsen vil derudover være en videreførelse af gældende ret, idet

henvisningen til nuværende stk. 1, nr. 1 (vedrørende vandelskravet),

videreføres som stk. 1.

Til nr. 21 (§ 14 a)

En tilladelse til busudlejning m.v. efter § 1 a eller en godkendelse som

transportleder af en busudlejningsvirksomhed, kan tilbagekaldes ifølge de

betingelser, som er nævnt i buskørselslovens § 14 a.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 14 a

ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil være en konsekvens som følge af den

foreslåede ophævelse af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 22 (§ 14 b)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 14 b, at myndighederne i

forbindelse med behandling af sager om tilbagekaldelse af tilladelser til

erhvervsmæssig personbefordring eller udlejning m.v. i nødvendigt

omfang kan videregive oplysninger til tilladelsesindehaveren om

overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 14, stk. 1, nr. 1, som en fører,

en administrerende direktør eller en anden, der optræder i indehaverens

interesse, har begået i forbindelse med udførelse af hvervet.

Den relevante myndighed er Færdselsstyrelsen, der videregiver de

oplysninger om overtrædelser af § 14, stk. 1, nr. 1, til

Side 48/121

UDKAST

tilladelsesindehaveren, som er relevante i forhold til krav om partshøring

og begrundelse ved afgørelse om tilbagekaldelse, jf. forvaltningsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 (herefter forvaltningsloven).

Efter det foreslåede

§ 14 b

kan myndighederne i forbindelse med

behandling af sager om tilbagekaldelse af tilladelser til erhvervsmæssig

personbefordring i nødvendigt omfang videregive oplysninger til

virksomheden om overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 14, stk. 1,

som en fører, en administrerende direktør eller en anden, der optræder i

indehaverens interesse, har begået i forbindelse med udførelse af hvervet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at henvisningen i bestemmelsen til

»eller udlejning m.v.« udgår, ordet »tilladelsesindehaveren« erstattes af

»virksomheden«, og henvisning til »§ 14, stk. 1, nr. 1,« konsekvensændres

til »§ 14, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring vedrørende udlejning er en konsekvens som følge

af den foreslåede ophævelse af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1,

jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

For den foreslåede sproglige ændring, hvorved »virksomheden« erstatter

»tilladelsesindehaveren«, henvises der til lovforslagets § 1, nr. 9.

Den foreslåede konsekvensændring af den nuværende henvisning til § 14,

stk. 1, nr. 1, til § 14, stk. 1, er en konsekvens af den foreslåede ophævelse

af henvisningen til restancekravet i § 14, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1,

nr. 18. Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 23 (§ 15, stk. 1, 2. pkt.)

Domstolsprøvelse er reguleret i den gældende buskørselslovs § 15. En

afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse eller en godkendelse efter

artikel 13 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet eller

buskørselslovens § 14, kan i henhold til § 15, stk. 1, forlanges indbragt for

domstolene.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 15, stk. 1, 2. pkt.,

hvorefter »§

14, stk. 1, nr. 1, litra a, § 14, stk. 1, nr. 2, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, litra a,

og stk. 1, nr. 2, eller § 14, stk. 4 og 5, eller § 14 a, stk. 1, nr. 2, og § 14 a,

stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2,« ændres til: »§ 14, stk. 1, nr. 1, § 14, stk. 3, jf. stk. 1,

nr. 1, eller § 14, stk. 4 og 5,«.

Den foreslåede ændring vil være en konsekvens af den foreslåede

ophævelse af restancekravet, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 18, samt

ophævelse af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets §

1, nr. 7 og 21.

Til nr. 24 (§ 15, stk. 1, 3. pkt.)

Side 49/121

UDKAST

Domstolsprøvelse er reguleret i den gældende buskørselslovs § 15. En

afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse eller en godkendelse efter

artikel 13 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet eller

buskørselslovens § 14, kan i henhold til § 15, stk. 1, forlanges indbragt for

domstolene.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 15, stk. 1, 3. pkt.,

hvorefter »§ 14,

stk. 1, nr. 1, litra b-p, § 14, stk. 2, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, litra b-p, § 14

a, stk. 1, nr. 1, eller § 14 a, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1« ændres til: »§ 14, stk. 1,

nr. 2-16, § 14, stk. 2, eller § 14, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2-16,«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

restancekravet, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 18, samt ophævelse af

ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 og 21.

Bestemmelsen vil, foruden henvisningerne til restancekravet og ordningen

om busudlejning, være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 25 (§ 15, stk. 2)

Den gældende buskørselslovs § 15, stk. 2, regulerer domstolsprøvelse i

forbindelse med afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes.

Det følger af § 15, stk. 2, at bestemmelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., finder

tilsvarende anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes,

på grund af at virksomheden ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk.

1, nr. 2, eller § 13 a, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, eller transportlederen ikke

længere opfylder betingelsen i § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 13 b, jf. § 13, stk.

1, nr. 3. Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes, på grund af

at virksomheden eller transportlederen ikke længere opfylder betingelsen i

forordningens artikel 3, stk. 1, litra b, § 13 a, jf. vandelskravet som fastsat i

medfør af § 12, stk. 4, eller § 13 b, jf. vandelskravet som fastsat i medfør

af § 13, stk. 2.

Det foreslås, i buskørselslovens

§ 15, stk. 2,

at bestemmelserne i stk. 1, 1.

og 3. pkt., tilsvarende finder anvendelse for afgørelse om, at en tilladelse

ikke kan fornyes på grund af, at virksomheden eller transportlederen ikke

længere opfylder betingelsen i forordningens artikel 3, stk. 1, litra b.

Den foreslåede ændring vil medføre at bestemmelsens gældende 1. pkt.,

samt henvisningerne til §§ 13 a og b udgår af den gældende bestemmelses

2. pkt.

Den foreslåede ophævelse af bestemmelsens 1. pkt. er en konsekvens af

forslaget om ophævelse af restancekravet, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og

18.

Side 50/121

UDKAST

Den foreslåede ophævelse af henvisningerne til §§ 13 a og b i

bestemmelsens 2. pkt., er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

ordningen om busudlejning, jf. lovforslagets pkt. § 1, nr. 4 og 24.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af gældende ret vedrørende

domstolsprøvelse af afgørelse om, at en tilladelse ikke kan fornyes som

følge af, at virksomheden eller transportleder ikke længere opfylder

vandelskravet.

Til nr. 26 (§ 15, stk. 3, 1. pkt.)

Den gældende buskørselslovs § 15, stk. 3, 1. pkt., regulerer spørgsmålet

om opsættende virkning i forbindelse med domstolsprøvelse af en

afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ved manglende

opfyldelse af forordningens krav om etablering, tilstrækkeligt økonomisk

grundlag og nødvendige faglige kvalifikationer, eller lovens krav om

maksimal ikkepersonlig forfalden gæld det til offentlige.

Det foreslås, at ændre buskørselslovens

§ 15, stk. 3, 1. pkt.,

hvorefter »og

lovens § 14 a, stk. 1, nr. 2, § 14 a, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, og § 15, stk. 2, jf.

§ 12, stk. 1, nr. 2, § 13, nr. 3, § 13 a, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13 b, jf. §

13, nr. 3,« udgår af bestemmelsen.

Det foreslåede vil være en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

restancekravet, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 18.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af gældende ret vedrørende

spørgsmålet om opsættende virkning ved domstolsprøvelse af en afgørelse

om tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ved manglende opfyldelse af

forordningens krav om etablering, tilstrækkeligt økonomisk grundlag og

nødvendige faglige kvalifikationer.

Til nr. 27 (§ 15, stk. 3, 2. pkt.)

Den gældende buskørselslovs § 15, stk. 3, 2. pkt., regulerer spørgsmålet

om opsættende virkning under behandlingen af en ankesag.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 15, stk. 3, 2. pkt.,

at ordene »eller

busudlejningen« udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens som følge af den foreslåede

ophævelse af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets §

1, nr. 7 og 21.

Bestemmelsen vil herudover være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 28 (§ 15, stk. 4, 1. pkt.)

Side 51/121

UDKAST

Den gældende buskørselslovs § 15, stk. 4, regulerer spørgsmålet om

opsættende virkning i forbindelse med domstolsprøvelse af en afgørelse

om tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ved manglende opfyldelse af

forordningens krav og lovens krav om at udvise god vandel.

Det følger af § 15, stk. 4, 1. pkt., at anmodning om sagsanlæg vedrørende

tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ifølge forordningens artikel 13,

jf. artikel 3, stk. 1, litra b, og lovens § 14, stk. 1, nr. 1, § 14, stk. 2, § 14,

stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, § 14, stk. 4 og 5, § 14 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 4, § 13

a, jf. vandelskravet som fastsat i medfør af § 12, stk. 4, og § 13 b, jf.

vandelskravet som fastsat i medfør af § 13, stk. 2, har opsættende virkning,

men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens

behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen

vedrører.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 15, stk. 4, 1. pkt.,

at anmodning om

sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ifølge

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser

for udøvelse af vejtransporterhvervet forordningens artikel 13, jf. artikel

3, stk. 1, litra b, og lovens § 14, stk. 1 og 2, § 14, stk. 3, jf. stk. 1, og § 14,

stk. 4 og 5, har opsættende virkning, men at retten ved kendelse kan

bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den

virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører.

Det foreslåede vil være en konsekvens af den foreslåede ophævelse af

restancekravet for virksomheden og dennes transportleder, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 10 og 18.

Den foreslåede ophævelse af § 14 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 4, § 13 a, jf.

vandelskravet som fastsat i medfør af § 12, stk. 4, og § 13 b, jf.

vandelskravet som fastsat i medfør af § 13, stk. 2, vil være en konsekvens

af den foreslåede ophævelse af ordningen om busudlejning, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7 og 21.

Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 29 (§ 16)

Den gældende buskørselslovs § 16 beskriver situationer, hvor en tilladelse

til busudlejning eller en godkendelse som transportleder i en

busudlejningsvirksomhed kan bortfalde.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 16

ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil være en konsekvens som følge af den

foreslåede ophævelse af ordningen om busudlejning, jf. lovforslagets § 1,

nr. 7.

Side 52/121

UDKAST

Til nr. 30 (§ 17)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 17, at en tilladelse, der er

tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 14 og 16, straks skal afleveres

til den myndighed, der har givet tilladelsen.

Det foreslås, i buskørselslovens

§ 17

at en tilladelse, der er tilbagekaldt

eller frakendt, jf. § 14 straks skal afleveres til den myndighed, der har givet

tilladelsen.

Den foreslåede ændring vil være en konsekvens af, at bestemmelsen i § 16

om bortfald af en tilladelse til busudlejning eller en godkendelse som

transportleder i en busudlejningsvirksomhed, ophæves, jf. lovforslagets §

1, nr. 29, som følge af den foreslåede ophævelse af ordningen om

busudlejning, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 31 (§ 18, stk. 1, nr. 2)

Den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, oplister i nr. 1-13 en række

bemyndigelsesbestemmelser, hvorefter transportministeren kan fastsætte

nærmere regler.

Det følger af den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, nr. 2, at

transportministeren kan fastsætte nærmere regler om undtagelse fra kravet

om tilladelse, herunder tilladelsesfrit udlån, jf. § 1 a, stk. 2.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 18, stk. 1, nr. 2,

ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil være en konsekvens af den foreslåede

ophævelse af ordningen om busudlejning i § 1 a, stk. 1, jf. lovforslagets §

1, nr. 7.

Til nr. 32 (§ 18, stk. 1, nr. 3)

Den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, oplister i nr. 1-13 en række

bemyndigelsesbestemmelser, hvorefter transportministeren kan fastsætte

nærmere regler.

Det følger af den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, nr. 3, at

transportministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningers

indhold, herunder om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal

opfylde, og den digitale løsning, jf. § 1 d.

Det foreslås at ændre buskørselslovens

§ 18, stk. 1, nr. 3,

der bliver nr. 2,

som en konsekvens af, at bestemmelsen om indgivelse af ansøgning om

tilladelse ved anvendelse af den digitale løsning flyttes til § 13 a, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7 og 16.

Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Side 53/121

UDKAST

Til nr. 33 (§ 18, stk. 1, nr. 8-10)

Den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, oplister i nr. 1-13 en række

bemyndigelsesbestemmelser, hvorefter transportministeren kan fastsætte

nærmere regler.

Det følger af den gældende buskørselslovs § 18, stk. 1, nr. 8-10, at

transportministeren kan fastsætte nærmere regler om meddelelse af

godkendelse i henhold til § 9, stk. 2, og krav til dokumentation i henhold

til § 9, stk. 4, samt udnyttelse af tilladelse i henhold til § 1 a.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 18, stk. 1, nr. 8-10,

ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 18, stk. 1, nr. 8 og 9, vil være en

konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter de bestemmelser, der

relaterer sig til chaufførvikarvirksomhed, foreslås samlet i kapitel 3.

Den foreslåede ophævelse af § 18, stk. 1, nr. 10, vil være en konsekvens af

den foreslåede ophævelse af § 1 a om busudlejning uden fører, jf.

lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 34 (§ 18, stk. 3)

Det følger af bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende buskørselslovs

§ 18, stk. 3, at transportministeren kan indsamle og behandle oplysninger

fra eIndkomst. I praksis er det Færdselsstyrelsen der, når det er nødvendigt

i forbindelse med styrelsens tilsyn, herunder til identifikation af

tilladelsesindehavere til brug for målretning af tilsynet, skal kunne

indsamle og behandle nødvendige oplysninger herom.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 18, stk. 3,

at ændre ordet

»tilladelsesindehavere« til »virksomheder« for at bruge den samme

terminologi som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 35 (§ 18, stk. 4)

Den gældende buskørselslovs § 18, stk. 4, omhandler en

bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter en tilladelsesindehaver, efter

anmodning fra transportministeren, skal indsende dokumentation for

virksomhedens overenskomstforhold.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 18, stk. 4,

at ændre ordet

»tilladelsesindehaveren« til »virksomheden«, for at bruge den samme

terminologi som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Side 54/121

UDKAST

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 36 (§ 18 a, stk. 4)

I henhold til den gældende buskørselslovs § 18 a, stk. 4, hører

transportministeren overenskomstparterne med henblik på at få en

vurdering af, om en virksomhed der er etableret i et andet EU eller EØS-

land end Danmark og er godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold

til lovens § 9, stk. 2, overholder bestemmelsen i lovens § 9, stk. 3, der

regulerer chaufførernes løn- og arbejdsvilkår. I praksis er det

Færdselsstyrelsen, der hører overenskomstparterne.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 18 a, stk. 4,

at ændre »stk. 3« til »stk. 4«

Det foreslåede vil være en konsekvens af tilføjelsen af et nyt stykke i § 9,

hvorefter den gældende stk. 3 ændres til stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 37 (kapitel 5 a)

Den gældende buskørselslovs § 2 a, stk. 1, vedrører transportministerens

mulighed for at bemyndige statslige myndigheder under

Transportministeriet til at udøve beføjelse i medfør af forordning om

fælles regler for vejtransporterhvervet, busforordningen og denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør heraf.

Det foreslås at indsætte et Kapitel 5 a med titlen »Delegation m.v.« for at

skabe bedre overensstemmelse med strukturen i godskørselsloven.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt

§ 21 d, stk. 1.

Efter den

foreslåede bestemmelse kan Transportministeren bemyndige statslige

myndigheder under Transportministeriet til at udøve beføjelse i medfør af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser

for udøvelse af vejtransporterhvervet, Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om fælles regler for adgang til det internationale marked for

buskørsel, denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf.

Efter det foreslåede

stk. 2,

fastsætter transportministeren nærmere vilkår

for internationale tilladelser, der udstedes efter § 1, stk. 2, nr. 1.

De foreslåede ændringer vil medføre at den gældende buskørselslovs § 2 a

videreføres som ny § 21 d, og flyttes til det nye kapitel 5 a. Samtidig udgår

henvisningen til den gældende tilladelsesordning for udlejning af busser,

som foreslås ophævet.

Der henvises i øvrigt til de lovforslagets § 1, nr. 8.

Side 55/121

UDKAST

Til nr. 38 (§ 22, stk. 1, nr. 1)

Den gældende buskørselslovs § 22, stk. 1, nr. 1, oplister en række af lovens

bestemmelser, som ved overtrædelse er pålagt bødestraf.

Det foreslås i buskørselslovens

§ 22, stk. 1, nr. 1,

at »§ 1 a,« udgår.

Den forslåede ændring vil være en konsekvens af den foreslåede

ophævelse af ordningen om busudlejning, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Bestemmelsen vil i øvrigt være en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 39 (§ 22, stk. 1, nr. 2)

Det fremgår af den gældende buskørselslovs § 22, stk. 1, at medmindre

højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

overtræder 1) § 1, stk. 1 eller 2, § 1 a, § 9, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 6, §

20 a, stk. 4, § 21, stk. 1, § 21 a, stk. 1, eller § 21 c, stk. 2, 2) overtræder

vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven

eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne, 3) overtræder

bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers

forordninger om buskørsel eller 4) erhvervsmæssigt udlejer chauffører

uden at være godkendt hertil efter § 9, stk. 2.

Det følger desuden af buskørselslovens § 1, stk. 2, at medmindre andet

følger af bestemmelser fastsat af EU, internationale aftaler eller

transportministeren, så kræver det en tilladelse for virksomheder at udføre

erhvervsmæssig personbefordring over landets grænser eller for

udenlandsk etablerede virksomheder at udføre erhvervsmæssig

personbefordring på dansk område.

Det er derfor som udgangspunkt strafbelagt, hvis en udenlandsk

virksomhed udfører erhvervsmæssig personbefordring over landets

grænser eller på dansk område uden en tilladelse.

For så vidt angår en virksomhed, der er etableret i et andet EU-land, så

henviser § 22, stk. 1, nr. 3, specifikt til straf for overtrædelse af EU’s

forordninger om buskørsel, herunder forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet og busforordningen.

Virksomheder, der er etableret i tredjelande, kan kun udføre buskørsel i

Danmark i henhold til international aftale, idet de ikke direkte er omfattet

af EU’s forordninger om buskørsel.

Internationale aftaler er juridisk bindende aftaler, eksempelvis mellem EU

og et eller flere tredjelande, eller bilateralt mellem Danmark og et

tredjeland. Der kan også være tale om aftaler mellem Danmark, Færøerne

og Grønland i Rigsfællesskabet i det omfang området er hjemtaget.

Side 56/121

UDKAST

På busområdet findes Interbusaftalen om lejlighedsvis international

personbefordring med bus og Protokol til Interbusaftalen vedrørende

regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med

bus (herefter kaldt Interbusaftalen), der regulerer international

lejlighedsvis buskørsel mellem EU og de tredjelande, der er medlemmer af

aftalen. International lejlighedsvis kørsel mellem aftaleparterne er delvist

liberaliseret og kræver kun i enkelte situationer en særskilt tilladelse.

Interbusaftalen indeholder desuden vilkår og betingelser for tilladelser

udstedt i henhold til aftalen, herunder blandt andet, at der ikke er adgang

til at udføre cabotage.

Herudover kan en international aftale omfatte handels- og

samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien (herefter kaldt Brexit-

aftalen), der giver virksomheder etableret i EU og Storbritannien ret til på

visse betingelser at udføre gods- og buskørsel mellem aftaleparterne. For

virksomheder etableret i Storbritannien gælder blandt andet, at de skal

have udstedt en særlig EU-tilladelse for at udføre international rutekørsel.

Brexit-aftalen indeholder desuden vilkår og betingelser for tilladelser

udstedt i henhold til aftalen, herunder blandt andet, at der ikke er adgang

til at udføre cabotage.

Der forefindes på både gods- og busområdet desuden bilaterale aftaler,

hvor der eksempelvis kan udstedes en såkaldt bilateral tilladelse

(turtilladelse) til godskørsel eller en tilladelse til at drive en international

busrute mellem aftaleparterne, hvis Danmark har indgået en bilateral aftale

med det pågældende tredjeland.

Som det fremgår af ovenstående, er der på nuværende tidspunkt en klar

hjemmel i buskørselslovens § 1, stk. 2, jf. § 22, stk. 1, nr. 1, til at straffe en

virksomhed etableret i et tredjeland, som udfører erhvervsmæssig

personbefordring i Danmark uden en tilladelse, når denne er påkrævet.

Internationale aftaler er imidlertid ikke nævnt udtrykkeligt i § 22, stk. 1, nr.

2, om overtrædelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse

i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven.

Ordlyden af bestemmelsen er i dag uhensigtsmæssig, da den kan give

anledning til tvivl om, hvorvidt vilkår for brug af en tilladelse udstedt på

baggrund af en international aftale eller overtrædelser af det regelgrundlag,

som tilladelsen er udstedt i medfør af, er omfattet af bestemmelsens

anvendelsesområde. Dette kan indebære en risiko for, at udenlandske

vejtransportvirksomheder spekulerer i at overtræde vilkår, som er fastsat i

deres tilladelse, når disse er fastlagt i medfør af en international aftale.

Den gældende retstilstand er i dag, at udenlandske

vejtransportvirksomheder kan straffes, såfremt de ved kørsel i Danmark

overtræder bestemmelser i internationale aftaler eller vilkår for brug af en

tilladelse i medfør heraf, eksempelvis ulovlig cabotage. Der bør imidlertid

Side 57/121

UDKAST

ikke opstå tvivl om muligheden for at straffe overtrædelser begået af

udenlandske vejtransportvirksomheder.

Det foreslås på den baggrund, at

§ 22, stk. 1, nr. 2

nyaffattes. Efter den

foreslåede bestemmelse kan den der overtræder vilkår, der er fastsat i en

tilladelse eller godkendelse i henhold til loven, forskrifter udstedt i medfør

af denne, eller international aftale straffes med bøde.

Forslaget vil medføre at der tilføjes »international aftale« til ordlyden for

at præcisere, at overtrædelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller

godkendelse på baggrund af en international aftale kan straffes.

Der vil med den foreslåede ændring være tale om en teknisk ændring med

hvilken, der ikke er tiltænkt ændringer i retstilstanden, men i stedet at

præcisere retstilstanden, navnlig således at en udenlandsk

vejtransportvirksomhed, der handler i strid med vilkårene i sin tilladelse

eksempelvis ved at udføre ulovlig cabotage i Danmark, kan straffes herfor

efter de til enhver tid gældende bødetakster, uanset at vilkårene for

tilladelsen er fastlagt i en international aftale, og derved slå fast at

buskørselslovens straffebestemmelser gælder overtrædelser af vilkår i en

tilladelse, uagtet om disse er fastlagt i en international aftale, EU-retten

eller dansk ret.

Den foreslåede ændring er en præcisering af gældende ret, og der tilsigtes

ingen ændringer i gældende retstilstand.

Til nr. 40 (§ 22 b)

Det følger af den gældende buskørselslovs § 22 b, at transportministeren

kan pålægge ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at indsende

dokumentation efter anmodning herom i henhold til § 18, stk. 4.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med en tidligere udgave af § 18,

stk. 4, (dagældende § 18, stk. 3), hvorefter tilladelsesindehaveren efter

påbud fra transportministeren skulle indsende dokumentation for, at

virksomheden følger de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for

chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

I buskørselsloven som ændret ved lov nr. 870 af 14. juni 2020 blev § 18,

stk. 3, nyaffattet og rykket til stk. 4. Det følger af § 18, stk. 4, at

tilladelsesindehaveren efter anmodning fra transportministeren skal

indsende dokumentation for, at virksomheden er omfattet af en

overenskomst omfattet af stk. 2, eller indsende dokumentation for, at

virksomheden følger omkostningsniveauet i de bestemmelser om løn- og

arbejdsvilkår, der findes i en overenskomst omfattet af stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen er således ikke længere en påbudsbestemmelse.

Side 58/121

UDKAST

I godskørselsloven, som ændret ved lov nr. 159 af 31. januar 2022 blev den

lignende bestemmelse i godskørselslovens § 17 b, ophævet.

Det foreslås, at buskørselslovens

§ 22 b

ophæves.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af, at der ikke længere findes

en lignende bestemmelse i godskørselsloven. Der er ikke grundlag for at

bibeholde bestemmelsen særskilt i buskørselsloven og bestemmelsen

benyttes ikke i praksis.

Til § 2

Til nr. 1 og 2

I den gældende godskørselslov henvises der flere steder til forordning (EF)

1071/2009 og forordning (EF) 1072/2009.

Det foreslås, at der henvises til navnet på forordningerne for at

tydeliggøre, at der henvises til forordningerne med senere ændringer.

Det indebærer, at der fremover henvises til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af

vejtransporterhvervet samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel i loven.

Den foreslåede ændring er en sproglig forenkling, som ikke ændrer

gældende ret.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 1 og 2)

(Til § 3, stk. 1)

Det følger af den gældende godskørselslovs § 3, stk. 1, hvilke betingelser

der skal opfyldes for at få udstedt en tilladelse i henhold til

godskørselslovens § 1, stk. 1 og 3.

Tilladelser i henhold til § 1, stk. 1 og 3, kan meddeles en her i landet

hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der følger af

artikel 3 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet,

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover.

Kravene i artikel 3 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet,

som ligeledes skal opfyldes, omfatter etableringskravet, vandelskravet,

kravet til det økonomiske grundlag og kravet om faglige kvalifikationer, jf.

godskørselslovens § 3, stk. 1.

Side 59/121

UDKAST

Det følger af kravet i § 3, stk. 1, nr. 1, at den pågældende virksomhed ikke

må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 3, stk. 1, nr. 2, at den pågældende virksomhed ikke

må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller

derover. Formålet er primært at sikre, at den pågældende virksomhed ikke

oparbejder væsentlige restancer, der belaster de offentlige budgetter. Ved

vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det offentlige.

Personlig gæld til det offentlige inddrages ikke.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 3, stk. 1,

at tilladelser i henhold til § 1,

stk. 1 og 3, kan meddeles en her i landet etableret virksomhed, der ikke er

under rekonstruktionsbehandling eller konkurs, og som opfylder de krav,

der følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kravet om at den pågældende

virksomhed ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på

50.000 kr. eller derover ophæves. Det vil dog fortsat være et krav, at den

pågældende virksomhed ikke er under rekonstruktionsbehandling eller

konkurs. Dermed vil de krav, der følger af artikel 3 i forordning om fælles

regler for vejtransporterhvervet, og de øvrige krav som følger af den

gældende § 3, stk. 1, fortsat være gældende.

Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige, som

også kaldes restancekravet, er at gøre det lettere at drive

transportvirksomhed i Danmark samt at lette den administrative byrde,

som kravet påfører både vejtransportvirksomheder og myndigheder.

Derudover vil hensynet til sunde konkurrenceforhold stadig være

varetaget, da der fortsat vil være en vandelsvurdering af virksomheden og

den relevante personkreds.

Færdselsstyrelsen vil fortsat foretage en samlet vandelsvurdering af, om

virksomheden kan drives på forsvarlig måde, på baggrund af alle relevante

forhold, jf. godskørselslovens § 3, stk. 6. Herunder må der ikke være

tungtvejende grunde til at nære tvivl om virksomhedens eller den relevante

personkreds vandel, herunder blandt andet i relation til straffe eller

sanktioner for alvorlige nationale eller fællesskabsretlige regler på en lang

række områder, eksempelvis inden for handelsret, konkurslovgivning, løn-

og arbejdsvilkår inden for erhvervet, skatteret, samt adgang til

vejtransporterhvervet. Den relevante personkreds må desuden ikke være

ansvarlig for økonomiske vanskeligheder, herunder konkurser i andre

transportvirksomheder eller lignende.

Der foreslås desuden en sproglig forenkling, idet »etableret« erstatter

»hjemmehørende« i § 3, stk. 1. Formålet med ændringen er at bruge den

samme terminologi som forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, der i henhold til artikel 1, stk. 2 finder anvendelse

på alle virksomheder, der er etableret i Fællesskabet og udøver

Side 60/121

UDKAST

vejtransporterhvervet. Ændringen vil tydeliggøre, at der gælder et

etableringskrav. Den foreslåede sproglige forenkling vil dog ikke medføre

indholdsmæssige ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til afsnit. 2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

(Til § 3, stk. 2)

Det følger af den gældende godskørselslovs § 3, stk. 2 og 3, hvilke

betingelser der skal opfyldes for at få udstedt en tilladelse i henhold til § 1,

stk. 2.

Tilladelser i henhold til § 1, stk. 2, kan meddeles en her i landet

hjemmehørende virksomhed, der

1) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

2) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover og

3) udviser god vandel, jf. stk. 6.

Det følger af kravet i § 3, stk. 2, nr. 1, at den pågældende virksomhed ikke

må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Det følger af kravet i § 3, stk. 2, nr. 2, at den pågældende virksomhed ikke

må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller

derover. Formålet er primært at sikre, at den pågældende virksomhed ikke

oparbejder væsentlige restancer, der belaster de offentlige budgetter. Ved

vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det offentlige.

Personlig gæld til det offentlige inddrages ikke.

Af § 3, stk. 2, nr. 3, følger kravet om, at den pågældende virksomhed

udviser god vandel, jf. stk. 6.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 3, stk. 2,

at tilladelser i henhold til § 1,

stk. 2, kan meddeles en her i landet etableret virksomhed, der 1) ikke er

under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og 2) udviser god vandel,

jf. stk. 6.

Den foreslåede ændring vil medføre at kravet om, at den pågældende

virksomhed ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på

50.000 kr. eller derover, fjernes.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre at »hjemmehørende«

ændres til »etableret«, hvilket vil udgøre en sproglig forenkling, jf. herom

også ovenfor vedrørende den tilsvarende ændring i stk. 1.

Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige i

relation til virksomheder med tilladelse i henhold til godskørselslovens 1,

Side 61/121

UDKAST

stk. 2, er, at der ikke bør gælde strengere krav til national godskørsel, end

tilfældet er for international godskørsel, jf. ovenfor.

Der vil i øvrigt være tale om en videreførelse af kravene i § 3, stk. 2, nr. 1,

og § 3, stk. 2, nr. 3, der bliver nr. 2, der fortsat vil være kumulative, når

kravet i den gældende § 3, stk. 2, nr. 2, ophæves.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 3)

Det følger af den gældende godskørselslovs § 3, stk. 3, hvilke betingelser

der skal opfyldes for at få udstedt en tilladelse i henhold til § 1, stk. 2.

Tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, kan meddeles en her i landet

hjemmehørende virksomhed, der foruden at opfylde de krav, der følger af

stk. 2, har økonomisk grundlag for at drive virksomheden

forretningsmæssigt forsvarligt. Bestemmelsen i stk. 3 blev indsat ved

godskørselsloven, som ændret ved lov nr. 735 af 8. juni 2018 og

henvisningen blev ændret til henvisning til stk. 2, som følge af at

dagældende § 3, stk. 1 og 2, blev nyaffattet.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 3, stk. 3,

at ændre ordet

»hjemmehørende« til »etableret«. Formålet med denne sproglige

forenkling er at bruge den samme terminologi som i § 3, stk. 1 og 2, jf.

herom også lovforslagets § 2, nr. 3.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 4)

Det foreslås i godskørselslovens

§ 3, stk. 4,

at ændre ordet

»hjemmehørende« til »etableret«. Formålet med denne sproglige

forenkling er at bruge den samme terminologi som i § 3, stk. 1-3, jf.

lovforslagets § 2, nr. 3.

Til nr. 6 (§ 3, stk. 6)

Det foreslås, i godskørselslovens

§ 3, stk. 6,

at ændre »nr. 3« til »nr. 2«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af den

foreslåede ophævelse af stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Til nr. 7-9 (§ 4, stk. 1)

Side 62/121

UDKAST

Det følger af den gældende godskørselslovs § 4, stk. 1, hvilke krav der

stilles til en godkendt transportleder i en virksomhed, der er indehaver af

en tilladelse i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1 eller 3.

Det følger af artikel 4 i forordning om fælles regler for

vejtransporterhvervet, at en virksomhed, der udøver vejtransporterhvervet,

udpeger mindst én fysisk person, transportlederen, der udviser god vandel

og har de nødvendige faglige kvalifikationer, jf. kravene i forordningens

artikel 3, stk. 1, litra b og d, og som:

a) faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde

b) har en reel forbindelse til virksomheden, såsom at være ansat, direktør,

ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis virksomheden er

en fysisk person, være denne person, og

c) har bopæl i Fællesskabet.

Det følger desuden af godskørselslovens § 4, stk. 1, at en virksomhed, der

har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1 eller 3, skal have en godkendt

transportleder, der:

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover.

Formålet med bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 3, er primært at sikre, at den

pågældende ikke oparbejder væsentlige restancer, der belaster de offentlige

budgetter. Ved vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det

offentlige. Personlig gæld til det offentlige inddrages ikke.

Det foreslås, i godskørselslovens

§ 4, stk. 1, nr. 1,

at »§ 7,« ændres til: »§ 7

og«.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af den foreslåede

ophævelse af nr. 3, jf. nedenfor.

Det foreslås, i godskørselslovens

§ 4, stk. 1, nr. 2,

at »konkurs og« ændres

til: »konkurs.«.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af den foreslåede

ophævelse af nr. 3, jf. nedenfor. Der er tale om en videreførelse af kravene

i nr. 1 og 2, og kravene vil fortsat være kumulative.

Det foreslås, at godskørselslovens

§ 4, stk. 1, nr. 3

ophæves.

Forslaget vil medføre, at kravet om at den pågældende transportleder ikke

har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller

derover, ophæves. Der vil være tale om en ændring af gældende ret og en

lempelse af kravene til den pågældende transportleder i forhold til i dag.

De krav, der følger af artikel 4 i forordning om fælles regler for

Side 63/121

UDKAST

vejtransporterhvervet, og som følger af den gældende § 4, stk. 1, vil fortsat

være gældende.

Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige, som

også kaldes restancekravet, er at gøre det lettere at blive godkendt som

transportleder i Danmark samt at lette den administrative byrde, som

kravet påfører transportledere, vejtransportvirksomheder og myndigheder.

Særligt i de tilfælde, hvor den godkendte transportleder alene er ansat som

transportleder i virksomheden, og dermed ikke samtidig er ejer, direktør,

medlem af bestyrelsen eller aktionær, er det indgribende at skulle opfylde

et restancekrav. Derudover vil hensynet om sunde konkurrenceforhold

fortsat være varetaget, da der stadig vil være en vandelsvurdering af

transportleden.

Færdselsstyrelsen vil fortsat foretage en samlet vandelsvurdering af, om

transportlederen er dømt for blandt andet strafbare forhold, der kan

begrunde nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vejtransporterhvervet, er ansvarlig for økonomiske vanskeligheder,

herunder konkurser i andre transportvirksomheder eller lignende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 4, stk. 2, nr. 3)

Det følger af den gældende godskørselslovs § 4, stk. 2, hvilke krav der

stilles til en godkendt transportleder i en virksomhed, der er indehaver af

en tilladelse i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 2.

En virksomhed, der har tilladelse i henhold til lovens § 1, stk. 2, skal have

en godkendt transportleder, der:

1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover,

4) udviser god vandel, jf. stk. 4,

5) faktisk og vedvarende kan lede virksomhedens transportarbejde,

6) er bosiddende i et EU- eller EØS-land og

7) har de nødvendige faglige kvalifikationer.

Formålet med bestemmelsen i § 4, stk. 2, nr. 3, er primært at sikre, at den

pågældende ikke oparbejder væsentlige restancer, der belaster de offentlige

budgetter. Ved vurderingen kan alene inddrages ikkepersonlig gæld til det

offentlige. Personlig gæld til det offentlige inddrages ikke.

Det foreslås, at bestemmelsen i godskørselslovens

§ 4, stk. 2, nr. 3

ophæves.

Side 64/121

UDKAST

Det foreslåede vil medføre, at kravet om at den pågældende transportleder

ikke må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.

eller derover, fjernes. De øvrige krav som følger af lovens § 4, stk. 1, vil

fortsat være gældende og kumulative.

Formålet med at ophæve kravet om maksimal gæld til det offentlige, som

også kaldes restancekravet, i relation til godkendte transportledere i

virksomheder med tilladelse i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 2, er,

at der ikke bør gælde strengere krav til transportlederen i forbindelse med,

at virksomheden foretager national godskørsel, end tilfældet er for

transportledere i virksomheder, der foretager international godskørsel, jf.

ovenfor.

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 3-6.

Til nr. 11 (§ 4, stk. 4)

Det fremgår af den gældende godskørselslovs § 4, stk. 4, at

transportministeren fastsætter nærmere regler om det vandelskrav, som

transportlederen skal opfylde, jf. stk. 2, nr. 4, og artikel 4, stk. 1, og artikel

6 i forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Bestemmelsen bemyndiger transportministeren, til at fastsætte regler om

vandelskravet for en transportleder i en virksomhed med tilladelse efter

lovens § 1, stk. 1, 2 eller 3. De nærmere regler herom er indsat i

godskørselsbekendtgørelsen. I bekendtgørelsen er der blandt andet fastsat

bestemmelser om Færdselsstyrelsens mulighed for, efter samtykke, at

indhente straffeattest på transportlederen samt hvilke oplysninger, der kan

indgå ved vurderingen af, om vandelskravet er opfyldt.

Det fremgår endvidere af artikel 4, stk. 1, litra a-c, i forordning om fælles

regler for vejtransporterhvervet, at transportlederen i en bus- eller

godskørselsvirksomhed, ud over at opfylde vandelskravet og

kvalifikationskravet, a) faktisk og vedvarende skal lede virksomhedens

transportarbejde, b) skal have en reel tilknytning til virksomheden, såsom

at være ansat, direktør, ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis

virksomheden er en fysisk person, være denne person, og c) skal have

bopæl i Fællesskabet.

Forordningen regulerer ikke, hvordan en transportvirksomhed

dokumenterer, at transportlederen faktisk og vedvarende leder

virksomhedens transportarbejde, og at denne har en reel tilknytning til

virksomheden. Den nærmere dokumentation for at opfylde betingelsen

fastsættes nationalt, som supplerende bestemmelser til forordningen.

Herudover fastsætter forordningens artikel 4, stk. 2, krav vedrørende

tilknytningen til virksomheden, hvis der er tale om en transportleder, der

skal fungere som konsulent for virksomheden, idet der i artikel 4, stk. 2,

Side 65/121

UDKAST

litra b stilles krav til indholdet af aftalen mellem virksomheden og

konsulenten.

Kravet om faktisk og vedvarende ledelse kan på nuværende tidspunkt

opfyldes af godskørselsvirksomheder ved at aflønne transportlederen efter

de satser, der er fastsat med hjemmel i godskørselslovens § 6, stk. 9. Der

findes ikke en tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i buskørselsloven.

Bemyndigelsen i godskørselslovens § 6, stk. 9, blev indført ved

godskørselsloven, som ændret ved lov nr. 735 af 8. juni 2018. Inden da var

der på godsområdet, efter praksis, et minimumskrav til transportlederens

vederlag på mindst 15.000 kr. om måneden, som følge af en beslutning

truffet af Vejtransportrådet i 2001. Loven indførte en bemyndigelse til, at

der kunne fastsættes regler om, at transportlederen for en virksomhed med

tilladelse til godskørsel skulle modtage et minimumsvederlag, og at dette

skulle fremgå af ansættelseskontrakten. Ved godskørselsloven, som ændret

ved lov nr. 159 af 31. januar 2022 blev bemyndigelsen udvidet til også at

gælde transportledere i en virksomhed med tilladelse til international

godskørsel i varebil, jf. § 1, stk. 3.

Bemyndigelsen er udmøntet i § 16 i godskørselsbekendtgørelsen. Ifølge

bekendtgørelsen skal en transportleder, der er ansat i en virksomhed med

tilladelser udstedt i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1, aflønnes med

mindst 15.000 kr. om måneden. Er transportlederen tillige ansat som

chauffør, skal vedkommende have overenskomstmæssig aflønning som

chauffør, jf. godskørselslovens § 6, stk. 3, og derudover aflønnes med

mindst 50.000 kr. om året for arbejdet som transportleder. En

transportleder, der er ansat i en virksomhed med tilladelser udstedt i

henhold til godskørselslovens § 1, stk. 2 og 3, skal aflønnes med mindst

10.000 kr. om måneden. Er transportlederen tillige ansat som chauffør, skal

vedkommende have overenskomstmæssig aflønning som chauffør, jf.

godskørselslovens § 6, stk. 3, og derudover aflønnes med mindst 35.000

kr. om året for arbejdet som transportleder.

I forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilladelse eller

godkendelse af en ansat transportleder, skal der derfor som dokumentation

indsendes en ansættelseskontrakt for transportlederen, der angiver

lønniveauet.

Det foreslås, i godskørselslovens

§ 4, stk. 4,

at transportministeren

fastsætter nærmere regler om det vandelskrav, som transportlederen skal

opfylde, jf. stk. 2, nr. 3, og artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for

udøvelse af vejtransporterhvervet samt om opfyldelse af kravet om faktisk

og vedvarende ledelse for en transportleder i en virksomhed med tilladelse

efter § 1, stk. 1, 2 eller 3.

Side 66/121

UDKAST

Det foreslåede vil medføre, at der i forhold til den gældende udgave af

bestemmelsen tilføjes en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om

opfyldelse af kravet om faktisk og vedvarende ledelse.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der bør fastsættes ens krav

for transportledere i buskørselsvirksomheder og godskørselsvirksomheder.

Det er imidlertid uhensigtsmæssigt at fastsætte en minimumsløn for en

ledelsesstilling, der kræver særlige kvalifikationer. Der bør i stedet være

flere muligheder for virksomheder til at dokumentere, at transportlederen

faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde.

Der vil i godskørselsbekendtgørelsen blive indsat en hjemmel til, at

Færdselsstyrelsen kan indhente transportlederens ansættelseskontrakt eller

konsulentaftale, hvor det er nødvendigt.

Der vil ikke være tale om et nyt krav. Kravet om faktisk og vedvarende

ledelse følger af EU-retten, og bemyndigelsen giver mulighed for at

opfylde kravet på anden vis end ved alene at vurdere opfyldelse af de

satser, der er fastsat med hjemmel i § 6, stk. 9, i godskørselsloven. På den

baggrund foreslås det samtidig at ophæve godskørselslovens § 6, stk. 9, jf.

lovforslagets § 2, nr. 15.

Ændringen vil indebære, at der ikke længere vil være et krav om en

minimumsaflønning for en transportleder. Det vil betyde en lettelse for

virksomhederne, da man fremover ikke vil skulle overholde et fast lønkrav

til ledelsen i transportvirksomheder.

Med forslaget vil man derfor kun skulle dokumentere, at man opfylder

forordningens krav om transportlederens faktiske og vedvarende ledelse,

samt reelle tilknytning til virksomheden, hvis transportlederen i øvrigt ikke

samtidig er ejer, medlem af bestyrelsen, aktionær, der ejer 5 pct. eller mere

af virksomheden, eller direktør i virksomheden. I de tilfælde vil

transportlederen fortsat skulle være ansat i virksomheden eller fungere

som konsulent for denne, jf. artikel 4, stk. 2, i forordning om fælles regler

for vejtransporterhvervet.

I forbindelse med ansøgningen om tilladelse eller godkendelse af

transportlederen, skal Færdselsstyrelsen derfor foretage en samlet

vurdering af opgaver, arbejdstid og løn, når transportlederen er ansat eller

konsulent. Virksomheden vil derfor i forbindelse med ansøgningen skulle

fremvise en ansættelseskontrakt.

Transportlederens opgaver omfatter organisering af virksomhedens

transportarbejder, herunder navnlig forvaltning af vedligeholdelse af

køretøjerne, kontrol med kontrakter og transportdokumenter,

grundlæggende regnskabsføring, fordeling af ladninger eller

tjenesteydelser på chauffører og køretøjer samt kontrol med

sikkerhedsprocedurerne. Transportlederens ansvar og løn skal matche

hinanden.

Side 67/121

UDKAST

Såfremt en ansat transportleder på tidspunktet for lovens ikrafttræden

modtager en aflønning, der svarer til niveauet i den gældende § 16 i

godskørselsbekendtgørelsen vil det som udgangspunkt indebære, at

forordningens krav er overholdt.

Det foreslås desuden at ændre henvisningen til bestemmelsens stk. 2, nr. 4,

til stk. 2, nr. 3 som følge af den foreslåede ophævelse af restancekravet i

stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.

Til nr. 12 (§ 6, stk. 5)

Det følger af bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende godskørselslovs

§ 6, stk. 5, at transportministeren kan indsamle og behandle oplysninger

fra eIndkomst. I praksis er det Færdselsstyrelsen, der indsamler og

behandler de oplysninger, der er nødvendige for at udføre styrelsens

opgaver, herunder i forbindelse med styrelsens tilsyn af

tilladelsesindehaverens overholdelse af bestemmelserne om løn- og

arbejdsvilkår.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 6, stk. 5,

at ændre ordet

»tilladelsesindehavere« til »virksomheder«.

Det foreslåede vil medføre, at der i loven anvendes den samme terminologi

som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Bestemmelsen er i øvrigt en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 13 (§ 6, stk. 6)

Tilladelsesindehavere skal i henhold til den gældende godskørselslovs § 6,

stk. 6, efter anmodning fra transportministeren, i regi af Færdselsstyrelsen,

indsende nødvendige oplysninger til dokumentation for overholdelse af

bestemmelserne om løn- og arbejdsvilkår.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 6, stk. 6,

at ændre ordet

»Tilladelsesindehaveren« til »Virksomheden«”.

Det foreslåede vil medføre, at der i loven anvendes den samme terminologi

som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Bestemmelsen er i øvrigt en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 14 (§ 6, stk. 8)

Transportministeren kan i henhold til den gældende godskørselslov § 6,

stk. 8, fastsætte regler om tilladelsesindehavers afgivelse af oplysninger

om anvendte motorkøretøjer. Det sikres herved, at indehavere af tilladelser

i henhold til lovens § 1, stk. 1-3, kun benytter tilladelsen med ét

Side 68/121

UDKAST

motorkøretøj ad gangen, ligesom det sikres, at tilladelsesindehaveren er

registreret som bruger af køretøjet, eller at denne har lejet køretøjet uden

fører, i henhold til reglerne herom.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 6, stk. 8,

at ændre ordet

»tilladelsesindehavers« til »virksomheds«.

Det foreslåede vil medføre, at der i loven anvendes den samme terminologi

som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet.

Bestemmelsen er i øvrigt en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 15 (§ 6, stk. 9)

Det følger af den gældende godskørselslovs 6, stk. 9, at

transportministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlag for en

transportleder ansat i en virksomhed med tilladelse i henhold til § 1, stk. 1,

2 eller 3.

Det foreslås, at godskørselslovens

§ 6, stk. 9,

ophæves.

Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af den foreslåede ændring af

godskørselslovens § 4, stk. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.

Til nr. 16 (§ 6 a)

(Til § 6 a, stk. 1)

Det følger af den gældende godskørselslovs § 6 a, stk. 1, at personkredsen,

der må udføre national godskørsel for fremmed regning med en tilladelse

udstedt i medfør af § 1, stk. 1 eller 2, er afgrænset til de chauffører, der

fremgår af bestemmelsens stk. 1 og 2.

Personkredsen omfatter efter stk. 1, nr. 1, indehaveren af eller en chauffør

ansat i den virksomhed, som tilladelsen er udstedt til. Efter stk. 1, nr. 2,

omfatter personkredsen desuden chauffører ansat hos en

tilladelsesindehaver, der er godkendt til erhvervsmæssigt at udleje

chauffører i tilslutning til en tilladelse til godskørsel for fremmed regning,

jf. § 1, stk. 1, eller en tilladelse hertil udstedt inden for EU eller EØS.

Chauffører ansat i andre virksomheder, herunder danske eller udenlandske

datterselskaber inden for samme koncern eller lignende, er ikke omfattet af

personkredsen og må derfor ikke anvendes.

Det foreslås i godskørselslovens

§ 6 a, stk. 1,

at national godskørsel for

fremmed regning, der udføres med en tilladelse udstedt i medfør af § 1,

stk. 1 eller 2, må kun udføres af 1) indehaveren af eller en chauffør ansat i

den virksomhed, som tilladelsen er udstedt til, eller 2) en chauffør ansat

hos en tilladelsesindehaver, der efter stk. 3 er godkendt til erhvervsmæssigt

at udleje chauffører.

Side 69/121

UDKAST

Det foreslåede vil medføre, at der i loven anvendes den samme terminologi

som forordning om fælles regler for vejtransporterhvervet. Det foreslås

desuden at sammenskrive stk. 1, nr. 2 og stk. 2.

I henhold til artikel 1, stk. 2 i forordning om fælles regler for