Transportudvalget 2023-24
TRU Alm.del Bilag 233
Offentligt
2862069_0001.png
Foretræde for Folketingets Transportudvalg d. 7. maj 2024
Miljø- og klimagevinster ved genanvendelse af udtjente dæk
I Danmark alene registreres årligt ca. 43.000 tons udtjente dæk. Udtjente dæk indeholder en
række materialer i form af gummi, stål og tekstil, som kan genanvendes til produktion af en
lang række nye produkter. For hvert ton dæk, som genanvendes frem for at gå til
forbrænding, spares klimaet for 700 kg CO
2
. Materialer produceret ved genvinding af
udtjente dæk kan af den grund anses som en markant miljø- og klimamæssig gevinst for
samfundet, da alternativet er deponi eller afbrænding af dækkene. Hertil skal også indregnes
de ressourcer, som spares ved at mindske efterspørgslen på jomfruelige materialer og
produkter.
Derfor er det vores vision i Genan, at udtjente dæk i højere grad udnyttes som en ressource i
stedet for affald. Genan er en Viborg-baseret miljøvirksomhed, som er verdensførende inden
mekanisk genanvendelse af dæk for så vidt angår teknologi, tonnage og footprint.
Bedre veje og aktuelle forsøg
Asfaltmix består i hovedtræk af tre ingredienser: Sten og skærver (ca. 90%), bitumen (5-10%)
samt fyldstof og additiver (0-5%). I de senere år er det blevet almindeligt at opgradere
bitumen med forskellige additiver, som forbedrer bitumens egenskaber. Dette kaldes
’modificering’.
Den mest anvendte bitumen-modificering er SBS (styren-butadien-styren), der er et
jomfrueligt, oliebaseret produkt. Brug af gummipulver fra udtjente dæk kan med fordel
erstatte SBS som bitumen-modificering. Asfalt med gummi fra genanvendte dæk er en
omkostningseffektiv og miljøvenlig løsning, da gummimodificerede vejstrækninger i mindre
grad slår revner og bliver sporkørt. Desuden har modificeret asfalt støjdæmpende
egenskaber.
Asfalt med genvundet gummipulver fra udtjente dæk anvendes i mange lande og er f.eks. et
lovkrav i Australien og i Bayern i Tyskland. Også i Danmark har det været anvendt, og det er
senest afprøvet som test i Aarhus Kommune på Malling Kirkevej mhp. at sammenligne
gummimodificeret asfalt med traditionel asfalt. Der er aktuelt dialog med flere andre
kommuner samt Vejdirektoratet om at få denne asfalttype udbredt flere steder i landet.
Med bedre politisk regulatoriske vilkår kan udbredelsen af asfalt med iblandet gummi dog gå
endnu hurtigere.
Stil krav om brug af genanvendte materialer ved udbud af asfaltanlæg
Med dette foretræde ønsker vi derfor at sætte fokus på mulighederne for iblanding af
genanvendt gummi i ny asfalt. For i lyset af de betydelige økonomiske, klima- og
miljømæssige gevinster, som iblanding af genanvendt gummi i asfalt kan medføre, er det
oplagt, at der skabes bedre politiske vilkår for at realisere disse gevinster.
TRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 233: Henvendelse af 4/5-24 vedrørende genbrug af gamle bildæk og gummimodificerede tilsætning til asfalt, fra Genan Holding A/S
2862069_0002.png
Konkret foreslår vi på den baggrund, at der:
o
Stilles krav om høj andel genanvendte materialer til polymer-modificering ved
udbud af nye veje og investeringer i anlæg af ny infrastruktur.
o
Indføres et krav om brug af modificeret asfalt og bitumen med gummi fra
udtjente dæk i offentlige udbud af anlæg af ny asfalt.
o
Foretages en revidering af Vejdirektoratet og Banedanmarks LCA-værktøj
‘InfraLCA’, så der tages højde for gevinsterne ved benyttelse af gummi fra
udtjente dæk ved modificering af asfalt og bitumen i beregninger af
infrastrukturprojekters miljø- og klimapåvirkning.