Transportudvalget 2023-24
TRU Alm.del Bilag 149
Offentligt
2823436_0001.png
Til
Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035
Transportministeren
Folketingets Transportudvalg
Vejdirektoratet
Sagsbehandler
Henrik Dahl
Direkte telefon
29 83 85 80
E-post
[email protected]
Dato
9. februar 2024
Sagsnummer
18-025162
Vedr. udbygningen af Rute 15 - forslag til finansiering af ønskede projekter der øger
fremkommeligheden samt trafiksikkerheden for bløde trafikanter
Den 12. december 2023 besluttede Folketinget, at Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing skal udbygges
(anlægslov nr. 1536 af 12. december 2023). Folketingets beslutning indebærer bl.a., at strækningen fra
Røgind til Attenagrevej også udbygges til en 2+1 vej, hvilket vi sætter stor pris på.
Der er dog stadig vigtige dele, der som følge af besparelser desværre er udgået af projektet.
Besparelserne medfører, at der er forhold på strækningen, der ikke er optimale for fremkommeligheden
eller for de bløde trafikanters sikkerhed.
Den 30. januar 2024 inviterede Vejdirektoratet til et informationsmøde i Videbæk, og her var der mange
af de mere end 700 fremmødte, der gav udtryk for bekymring for trafiksikkerheden for de bløde
trafikanter. Repræsentanter fra Vorgod-Barde Sogneforening var blandt dem, der fremsatte denne
bekymring. Det er især de hankeanlæg, der er udgået af projektet, der har skabt bekymring for de bløde
trafikanters trafiksikkerhed. Vi forstår til fulde borgernes bekymringer.
Nedenfor har vi oplistet fire delprojekter i prioriteret rækkefølge, som vi meget gerne ser indarbejdet i
projektet. En realisering af delprojekterne vil øge fremkommeligheden samt forbedre trafiksikkerheden
for de bløde trafikanter.
1.
2.
3.
4.
Hankeanlæg i Vorgod-Barde til en overslagspris på 32 mio. kr.
Hankeanlæg ved Brejning til en overslagspris på 32 mio. kr.
Cykeltunnel i Videbæk til en overslagspris på 5 mio. kr.
Rasteplads ved Brejning til en overslagspris på 9 mio. kr.
Vi foreslår, at de fire delprojekter finansieres via
Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by,
som er en del af Infrastrukturplan 2035. Puljen har til formål at binde land og by sammen og sikre bedre
fremkommelighed på statsvejnettet. Det fremgår af Infrastrukturplan 2035, at puljen bl.a. vil
”kunne
anvendes til opgraderinger af eksisterende landeveje til motortrafikveje, 2+1-veje, etablering af
omfartsveje og til de ændringer af cyklistforholdene, som de konkrete nyanlæg og opgraderinger af
statsvejene måtte føre med
sig”.
Åbnings- og telefontider
Mandag 10.00-17.00
Tirsdag-fredag 10.00-13.30
TRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 149: Henvendelse af 9/2-24 vedrørende udbygning af Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing, fra Ringkøbing-Skjern Kommune
2823436_0002.png
Kort beskrivelse af de fire ovenfor nævnte delprojekter:
Hankeanlæg i Vorgod-Barde
I det vedtagne projekt med to T-kryds er der forudsat en hastighedsnedsættelse til 70 km/t. Med et
hankeanlæg vil der opnås optimal trafikafvikling og trafiksikkerhed på Rute 15, ligesom forholdene for
de lokale - herunder for cyklister og fodgængere - bliver forbedret.
Hankeanlæg ved Brejning
Med et hankeanlæg vil der opnås optimal trafikafvikling og trafiksikkerhed på Rute 15, ligesom det vil
forbedre forholdene markant for cyklister og fodgængere.
Cykeltunnel i Videbæk
Af hensyn til mobiliteten og sikkerheden for cyklister, der skal krydse Rute 15 ved Nygade i Videbæk,
ønskes der anlagt en cykeltunnel. Tunnelprojektet indgår i detailprojekteringen af strækningen, idet
Ringkøbing-Skjern Kommune betaler for dette forarbejde. Muligheden for at anlægge tunnelen samtidig
med de øvrige anlægsarbejder vil derfor være til stede.
Rasteplads Brejning
I forbindelse med det ønskede hankeanlæg vil det være oplagt at give adgang til en ny raste- og
pendlerplads. Ifølge Vejdirektoratets VVM-undersøgelse har transporterhvervets organisationer
kritiseret, at der er nedlagt en del toiletter på vejnettet uden for motorvejene. På Rute 15 er der ca. 68
km. uden rasteplads med toiletter mellem Ringkøbing og rastepladserne øst for Herning. En rasteplads
med plads til samkørselsparkering og busholdeplads vil medvirke til, at muligheden for samkørsel på
strækningen øges markant. Vejdirektoratet har tidligere udpeget pladsen som egnet til el-ladestandere,
og vi kan med tilfredshed oplyse, at den lokale elforsyning har etableret ladestandere.
Afsluttende bemærkning
Vi håber, at ovennævnte projekter kan blive en del af udbygningen af Rute 15, og vi finder det både
hensigtsmæssigt og helt oplagt, at
Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by
anvendes til
at finansiere disse.
Med venlig hilsen og på vegne af Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hans Østergaard
Borgmester (V)
og
Søren Elbæk
Viceborgmester (S)