Høringssvar til projekt om udvidelse af rute 26 fra Sallingsund til Hanstholm
Høringssvar til projektresumeets punkt 11 citat:
”11. Vejlukning Lyngbro Syd Den sydlige
sidevej i krydset lukkes, hvorved det firbenede kryds på strækningen fjernes. Svingspor
mod den lukkede del af Lyngbro fjernes. Vejadgangen til Morsø Foodpark opretholdes.”
Bemærkningerne er indsendt på vegne af beboere på vejene Lyngbro, Holme og Grønholm.
Som en del af udvidelsen af rute 26 fra Sallingsund til Hanstholm planlægger Vejdirektoratet at
lukke den sydlige del af krydset Lyngbro/rute 26. Lukningen begrundes med:
”Det skyldes, at når
sideveje lukkes, og kryds ombygges til mere sikre kryds, vil det være muligt at hæve
hastighedsgrænsen ved krydsene til gavn for fremkommeligheden”.
Da der er planer om at
fastholde den nordlige del af krydset, vil der stadig være en hastighedsnedsættelse på rute 26 og
fremkommeligheden på rute 26 forbedres dermed minimalt.
I Vejdirektoratets materiale om projekt Rute 26 Sallingsund til Hanstholm står der:
”En opgradering
af rute 26 vil sikre en hurtigere adgang til motorvejsnettet for virksomheder og borgere i området
samt skabe grundlag for fortsat erhvervsudvikling og understøtte Hanstholm Havn.”
Lukningen af
den sydlige del af krydset Lyngbro/ rute 26 vil for mange virksomheder og borgere på Mors betyde
markant længere køretid i hverdagen også til motorvejsnettet.
I materialet om projektet står:
”Projektet forventes ikke at tiltrække væsentligt mere trafik til
strækningen.”
samt:
”Før ombygningen vil kørsel gennem hele strækningen tage ca. 43 minutter.
Med ovenstående effekter forventes en samlet rejsebesparelse på ca. 1 minut per trafikant i
pakken med bedre overhalingsmuligheder og lidt mere end 1 minut i pakken med
krydsombygninger.”
Projektets formål er at udvikle området fra Sallingsund til Hanstholm.
Projektets punkt 11 vil netop få den modsatte virkning, da et lokalsamfund på Mors afvikles.
I materialet om projektet beskrives en forventet reduktion i antallet af ulykker på 5,3 pr år. På
borgermødet i Nykøbing Mors den 16.01.24 fremgik det, at der i denne beregning ikke er taget
højde for, at de biler, der fremover ikke kan krydse rute 26, skal ud på en længere omvej på
landeveje og dermed har større risiko for at ende i en ulykke. Ved at lukke Lyngbro syd vil vi tvinge
den tunge trafik ind igennem Elsø, Frøslev, Øster Jølby og Erslev hvor mange børn færdes (vejene
igennem de 4 byer er en del af øens vigtige skoleveje). Der er i beregningen ikke taget hensyn til
karakteren af ulykkerne. Vi mener selvfølgelig at enhver ulykke er en ulykke for meget, men skal vi
vælge, foretrækker vi den slags ulykker hvor to køretøjer rammer hinanden fremfor den slags
ulykker hvor bløde trafikanter (vores børn) møder tunge trafikanter.
I den af Vejdirektoratet fremsendte trafiktælling fremgår det, at tælling er foretaget fra den 16. til 24.
maj 2022. Disse dage ligger umiddelbart før Kristi Himmelfart og tællingen kan derfor være lavere
end ellers. I øvrigt ligger tællingen i en periode hvor kørslen med landbrugskøretøjer er lav.
Vi er meget utilfredse med at få lukket den sydlige del af krydset Lyngbro/rute 26.