Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 93
Offentligt
2787366_0001.png
Til Folketingets Sundhedsudvalg
Att. Udvalgssekretær Jørgen Nielsen
[email protected]
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
[email protected]
Tlf. 39 77 80 00
23. november 2023
Ny rapport dokumenterer store huller i de kommunale tilbud til gigtpatienter
Gigtforeningen har fået foretaget en rundspørge, der viser, at kun 32 ud af 77 deltagende kommuner har
tilbud om træning og patientuddannelse til gigtpatienter med artrose (slidgigt). Det er et stort problem, at
mange af de +400.000 danskere med artrose dermed ikke får den anbefalede behandling, der kan reducere
deres smerter og funktionstab. Gigtforeningen ønsker derfor, at det bliver en lovmæssig ”skal-opgave”, så
alle kommuner forpligtes til og sikres økonomisk kompensation for at løfte opgaven.
Gigt er en folkesygdom, men kun 32 kommuner har tilbud til gigtpatienter med artrose
Kantar Public har på vegne af Gigtforeningen afdækket, at kun 32 ud af undersøgelsens 77 deltagende
kommuner bekræfter, at de har tilbud om træning og patientuddannelse til gigtpatienter med artrose
(slidgigt). På side 13 i den vedhæftede rapport fremgår kommuneresultaterne. Kantar-undersøgelsen
afdækker desuden store huller ift. tilbud, der kan hjælpe med vægttab, smerter og rygsygdom.
I kommuner uden et tilbud er gigtpatienterne trods lægehenvisning overladt til en egenbetaling på ca.
3.000 kr. for et forløb med træning hos en privat fysioterapeut. Det holder mange særligt med små
indkomster og få ressourcer fra at komme i gang.
Artrose er en folkesygdom. Over 400.000 danskere er diagnosticeret med artrose. Alene for knæartrose
diagnosticeres 15.000 nye hvert år, og der foretages ca. 10.000 knæoperationer årligt.
Potentiale for store menneskelige og samfundsøkonomiske gevinster
Der er solid evidens for, at træning og patientuddannelse virker for borgere med artrose i form af en
reduktion af smerter, sygefravær, medicinforbrug og funktionstab. Og forskning viser, at 2 ud af 3
kandidater til en knæoperation har udskudt deres operation ved hjælp af træning, patientuddannelse og
evt. vægttab. Derfor har Sundhedsstyrelsen også siden 2012 haft nationale kliniske retningslinjer med
anbefaling om, at træning og patientuddannelse bør tilbydes, inden operation på sygehuset.
Kraka Advisory har derudover påvist i rapporten ”Stort potentiale ved investering i mennesker med gigt”, at
der er et besparelsespotentiale på op til 500 mio. kr. årligt ved at tilbyde borgere med artrose træning og
patientuddannelse. Kraka konkluderer dog også, at der er økonomiske incitamentsproblemer. Kommunen
står for hele omkostningen til det patientrettede forløb, mens den økonomiske gevinst i højere grad
tilfalder region og stat i form af færre udgifter til sygedagpenge og sygehusoperationer.
Det er derfor vores klare opfattelse og anbefaling, at det er nødvendigt med statslig finansiering, hvis
tilbuddet skal sikres i hele landet i forbindelse med opbygningen af det nære sundhedsvæsen.
Med venlig hilsen
Mette Bryde Lind
Direktør
Tlf. +45 39 77 80 36
[email protected]
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 93: Henvendelse af 23/11-23 fra Gigtforeningen om kommunal kortlægning af behandlingstilbud til gigtpatienter
2787366_0002.png
2