Regeringen
Danske Regioner
14. november 2023
Aftale mellem regeringen og Danske Regioner om
udmøntning af midler i 2024 til en akut og
ekstraordinær indsats på kræftområdet
Kræftbehandlingen i det danske sundhedsvæsen er de seneste 20 år forbedret markant, men der er
fortsat behov for at styrke og fremtidssikre kræftområdet. Samtidig skal kræftpatienter over hele landet
have tillid til, at de får den behandling og vejledning, de har krav på.
Derfor har regeringen afsat en økonomisk ramme på 100 mio. kr. i 2023 og 300 mio. kr. i 2024 til en
akut og ekstraordinær indsats på kræftområdet. Fra 2025 afsættes en årlig ramme på 600 mio. kr. varigt
til en Kræftplan V, der skal sikre videreudviklingen af kræftområdet. Prioriteringen er en del af
regeringens
Sundhedspakke,
hvor der afsættes 5 mia. kr. årligt til et løft af sundhedsområdet indfaset
frem mod 2030.
Den 3. juli 2023 indgik regeringen og Danske Regioner aftale om udmøntning af midler i 2023 til
regionernes akutte og ekstraordinære indsats på kræftområdet. Med aftalen blev regionernes økonomi
løftet med 97 mio. kr. i 2023 til styrket samarbejde og finansiering af behandlingskapacitet. Med aftalen
blev parterne også enige om, at regionerne inden for egen ramme vil udarbejde oplæg til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om hhv. en ny patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme og en
specialenhed for behandling af livstruende sygdomme.
Udmøntning af midler i 2024 til regionernes akutte og ekstraordinære indsats på kræftområdet
Med den ekstraordinære prioritering af kræftområdet bliver regionernes økonomi løftet med 281 mio.
kr. i 2024, som overføres til regionerne via bloktilskuddet, med forbehold for vedtagelse af finansloven
for 2024. I 2023 blev regionernes økonomi løftet ekstraordinært med 97 mio. kr. Med en ekstraordinær
bevilling på 281 mio. kr. i 2024 løftes regionernes økonomi med yderligere 184 mio. kr. sammenlignet
med 2023. Af de 281 mio. kr. er 50 mio. kr. afsat til udvidelse og forenkling af ordning for tilskud til
tandpleje samt 9,5 mio. kr. til en styrket patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme og
en specialenhed for behandling af livstruende sygdomme.
Regeringen og Danske Regioner er med nærværende udmøntningsaftale enige om, at de 281 mio. kr.
udmøntes indenfor følgende rammer.
Videreførelse af udmøntningsaftale om 2023-midler til akut og ekstraordinær indsats på kræftområdet
Parterne noterer sig, at regionerne er i gang med at udmønte midlerne til tiltag, der øger
behandlingskapaciteten og -samarbejdet på kræftområdet i Danmark
jf. Aftale mellem regeringen og Danske
Regioner om udmøntning af midler i 2023 til en akut og ekstraordinære indsats.
I forlængelse af aftalen om ekstraordinære midler til kræft i 2023 er parterne enige om, at hovedparten,
og mindst 221,5 mio. kr., af den ekstraordinære 2024-ramme til regionernes indsatser på kræftområdet