Til Sundhedsudvalget,
Vi skriver for at anmode om foretræde for Sundhedsudvalget i forbindelse med Sundhedsministeriets
foreslåede tilføjelse af THCA til bekendtgørelsen over euforiserende stoffer. Emnet er af stor relevans, da vi
er bekendte med Sundhedsstyrelsens igangværende arbejde, hvor de nyeste indstillinger vil kriminalisere
alle varianter af hamp, specifikt THCA, der ikke er euforiserende i sig selv og som blandt andet indgår i
hverdagsprodukter såsom hudpleje, cremer, bolsjer og planter.
Vores virksomhed opererer på det lovlige cannabismarked og vi repræsenterer ca. 23.000 kunder i
Danmark. Vores produkter indeholder ikke-euforiserende cannabis, herunder THCA. Vi mener
Sundhedsstyrelsens arbejde giver mulighed for at revurdere den vordende forbudspolitik og vi tilskynder til
en type indstilling, der ikke kriminaliserer alle typer cannabisprodukter, for på den måde at hjælpe
forbrugere med at købe vare, der er produceret under ordnede og sikre forhold i Danmark.
Vi ønsker at påpege de teoretiske og konkrete risici ved at inkludere THCA på listen over euforiserende
stoffer, som ikke kun vil ramme virksomheder som vores, men især slutforbrugere, der ikke længere kan
vide sig sikker på den type af produkt, de får i hænderne.
Vi mener en åben dialog kan bidrage til en bedre forståelse af hvorfor THCA (og lignende cannabinoider)
ikke bør ulovliggøres af hensyn til både forbrugere og virksomheder. I forlængelse heraf bemærkes det, at
de seneste ændringer i bekendtgørelsen er dybt problematiske, da det har medført en straks-kriminalisering
af både lovlige virksomheder og helt almindelige borgere, som i god tro har købt og solgt lovlige produkter,
der uden varsel er blevet kriminaliseret.
Vi står til rådighed, hvis I ønsker at trække på vores viden og erfaring i jeres videre proces. Vi mener, at et
tættere samarbejde kan bidrage til at udvikle reguleringer, der både imødekommer borgernes sikkerhed og
efterspørgsel og vi tilbyder gerne vores ekspertise og data for at sikre, at eventuelle beslutninger træffes på
et solidt og velinformeret grundlag. Vi håber vi kan få mulighed for at uddybe overstående ved en
deputation.
Vedhæftet findes mail sendt til SST angående bekymring af indstillingsarbejdet.