Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Indenrigs- og sundhedsministeren
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 18-09-2024
Enhed: Patientsikkerhed og
Lovkvalitet
Sagsbeh.: ilj
Sagsnr.: 2023 - 3847
Dok. nr.: 206533
Orientering om evaluering af muligheden for differentierede
gebyrsatser for registrering af tatoveringssteder
Tatoveringslov nr. 695 blev den 8. juni 2018 vedtaget af et enigt folketing. Med loven
bestemtes det, at Sikkerhedsstyrelsen årligt opkræver et gebyr hos den, der har
registreret en eller flere tatovører til dækning af styrelsens udgifter til
registreringsordningen og Sikkerhedsstyrelsens tilsyn. Af dertilhørende
bekendtgørelse nr. 1915 af 10. december 2020 blev det fastsat, at gebyret skulle
udgøre 6.500 kr. Endvidere blev det med loven bestemt, at evaluere gebyrordningen
2 år efter lovens ikrafttræden.
Sikkerhedsstyrelsen forestod evalueringen, som blev færdig ultimo 2023, og som
hermed oversendes til Folketingets orientering. Indenrigs- og Sundhedsministeriet
skal beklage, at orienteringen først sker nu.
Differentieret gebyrordning
Med tatoveringsloven i dag er gebyrsatsen for registreringen af et tatoveringssted
ens for alle steder uanset størrelsen på virksomheden. Der har fra branchen været
udtrykt bekymring for størrelsen på gebyret, ligesom at der ses en problematik med,
at færre tatoveringssteder end forventet har ladet sig registrere ved
Sikkerhedsstyrelsen.
I evalueringen har man undersøgt forskellige kriterier for differentiering af gebyrerne.
Antallet af ansatte eller tilknyttede tatovører blev overvejet, men Sikkerhedsstyrelsen
vurderer, at dette er uegnet, da mange tatovører er selvstændige og arbejder i
fleksible ordninger, der kan ændre sig hurtigt.
Omsætning blev også vurderet som et parameter, men er ikke anvendelig på grund af
de atypiske virksomhedsstrukturer i branchen.
Samtidig er der et hensyn at tage til økonomien i ordningen. Den økonomiske balance
i gebyrmodellen afhænger af, at Sikkerhedsstyrelsens ressourceforbrug til
markedsovervågning svarer til gebyrprovenuet. Med den nuværende gebyrsats på
6.500 kr. opnås der kun netop løbende årlig balance, og en nedsættelse af gebyret for
små tatoveringssteder vil medføre en markant stigning for de større steder.
Det bemærkes, at ressourceforbruget ved tilsyn ikke varierer betydeligt mellem små
og store behandlingssteder. En nedsættelse af små tatoveringssteder gebyrsats vil
have en betydelig effekt på gebyrordningens økonomi.