SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 393
Offentligt

Juni 2024

Kommunernes svar på

Sundhedsstruktur-

kommissionens

rapport

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Sundhedsstrukturkommissionens rapport

Et sundhedsvæsen, der sikrer stærke, nære sundhedstilbud til de mange

– kommunernes svar på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Vi bliver flere ældre med trænings- og plejebehov, flere borgere

med kronisk sygdom og flere, der har det svært psykisk. Det

presser allerede vores samlede sundhedsvæsen til det yderste,

og det pres vil tage til i årene, der kommer. Hjælp og støtte til

disse grupper er en opgave udenfor sygehusvæsenet.

Et bredt flertal i Folketinget har i april indgået aftale om en

ældrereform som bygger på selvbestemmelse, tillid og samspil

med lokalsamfundet. En forudsætning herfor er, at ældreom-

rådet fortsat er lokalt forankret. Skal vi lykkes med helhedsple-

jen, skal sygeplejen tænkes med, og vi skal styrke den nære

sundhed.

Der er derfor brug for en sundhedsreform, som styrker de nære

almene tilbud i kommuner og almen praksis. Robuste almene

sundhedstilbud skal sætte strøm til tidlige indsatser, træning og

rehabilitering, hjælp til at håndtere egen sygdom og forebyg-

gelse til de mange borgere med fx kronisk sygdom, hvis behov

ikke mødes i dag. Det gælder også dér, hvor sygdomsbyrden er

størst, og manglen på læger samtidig mest udtalt.

Styrkede og udbyggede nære tilbud er en forudsætning for,

at sygehusene fortsat kan tilbyde specialiseret behandling til

dem med behov. Så borgerne har mulighed for at leve gode og

aktive liv også når de mødes af sygdom.

Kommunernes svar på

De tværgående anbefalinger

Vi bakker grundlæggende op om kommissionens tværgående og modeluafhængige

anbefalinger. En stærk national rammesætning på en række områder vil bidrage til

udviklingen af et nært, stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgere i hele landet.

Kommentarer til de tværgående anbefalinger

Forslagene vedr.

almen praksis

om kapacitetsudvi-

delse, øget tilgængelighed i hele landet, ændringer i

honorarstruktur og bedre tid til sårbare patienter er

den rette vej at gå. Almen praksis er en helt central

del af det nære sundhedsvæsen. Derfor skal ud-

viklingen af almen praksis have et særligt fokus på at

understøtte sundhed i det nære og ikke primært ses

som en aflastning af hospitalerne.

Flere forslag ift.

digitalisering/data

giver god

mening. Der er brug for, at alle parter er forpligtet på

fælles strategiske mål, takt og investeringer i omstil-

ling. En samlet, national planlægningskompetence

er fornuftig, ligesom det kan være fornuftigt med

fælles standarder og infrastruktur mv.

Det er rigtigt tænkt at sætte retning for det primære

sundhedsvæsen via en

national sundhedsplan

med

højere prioritet af de nære tilbud og et fokus på, at

lægerne kommer derhen, hvor sundhedsbehovet

er størst. Det er afgørende for at styrke og udvikle

det nære sundhedsvæsen og for at reducere både

den sociale og geografiske ulighed i sundhed. Der

vil fortsat være behov for løbende politiske priorit-

eringer i kommuner, regioner og stat, og vi mener

grundlæggende, at de lokale politikere og ledere er

kompetente til at prioritere indsatsen.

Vi er grundlæggende enige i anbefalingerne på

psykiatriområdet.

Der er gode erfaringer fra ældre-

området både med lægedækning af kommunale

tilbud og digitalisering.

Vi er også enige i, at det er relevant at se på hele den

speciallægefaglige

kapacitet og bringe den effektivt

i anvendelse i fremtidens sundhedsvæsen.

Vi stiller os gerne til rådighed med vores viden ift. den

videre udvikling af de fem tværgående anbefalinger.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

To af kommissionens modeller

udfordrer den demokratiske legitimitet

og sætter de nære tilbud under pres

Sundhedsstrukturkommissionen beskriver som hovedformål,

at sundhedsvæsenet uden for sygehusene skal styrkes, og at

der skal skabes sammenhæng i patienternes forløb. Vi mener

ikke, at en styrkelse af de nære tilbud kan ske ved en markant

centralisering af opgaverne som kommissionen beskriver.

Resultatet vil blive det modsatte – at de nære tilbud ned-

prioriteres til fordel for det specialiserede, som det også er sket

historisk.

I model 1 og 2 foreslås det at flytte ældre- og sundhedsop-

gaver væk fra kommunerne og til en myndighed, der også har

ansvaret for sygehusydelser. Og i model 2 vil man fjerne over

200 mia. kr. fra direkte demokratisk kontrol. Det vil være så om-

fattende, at det reelt vil betyde et kursskifte mod en samfunds-

model, hvor ansvaret for velfærdsområderne ikke længere er

demokratisk forankrede.

I de to modeller vil de nære sundhedstilbud blive klemt af spe-

cialiserede sygehusopgaver. Konsekvensen vil blive, at lokale

sundhedstilbud lukkes, sammenlægges og centraliseres. Det

vil have store konsekvenser for borgernes adgang til sundheds-

tilbud.

Centralisering af myndighedsansvar betyder centralisering af

tilbud. Det har utallige strukturomlægninger vist.

Ift. kommissionens to første modeller fremhæves desuden følgende:

Manglende demokratisk legitimitet.

Den markante

centralisering i alle modellerne, men særligt i model

1 og 2, hvor ansvaret for ældreområdet og de nære

sundhedstilbud flyttes længere væk fra borgerne, vil

reducere den demokratiske legitimitet betragteligt.

Landets plejehjem og hjemmepleje spiller en central

rolle i mange lokalsamfund og det er en styrke, at

der er kort afstand fra borgere til beslutningstagere.

Bureaukratisering af velfærden.

I model 2 fjernes

en meget stor del af velfærdssamfundet fra direk-

te demokratisk kontrol ved, at hele sundheds- og

ældreområdet styres via professionelle bestyrelser.

Herunder også alle de opgaver på ældreområdet,

der har et betydeligt lokalt præg. Det betyder en

bureaukratisering af velfærden, som udhuler den

demokratiske legitimitet. På sigt kan det potentielt

underminere opbakningen til det lokale demokrati

og den velfærdsmodel, vi er stolte af i Danmark. Vi

ønsker, at såvel sygehuse som sundheds- og ældre-

området ledes af folkevalgte.

Omstilling til det nære sker ikke af sig selv.

Det

er problematisk at tro, at et samlet ansvar for hele

sundhedsvæsenet i sig selv vil sikre den nødvendige

omstilling og udbygning af tilbud uden for sygehu-

sene – som er den helt grundlæggende antagelse i

de to modeller. En antagelse, der vel at mærke ikke

flugter med de hidtidige erfaringer fra regionerne,

hvor det alene er det specialiserede sygehusvæsen,

som er blevet udbygget, mens almen praksis og

speciallægepraksis, geriatri og psykiatri er blevet

nedprioriteret. Uagtet, at ansvaret har været entydigt

placeret under samme myndighed.

Model 1 og 2 sætter sig mellem to stole.

Der er

store forskelle på at drive et højt specialiseret sy-

gehusvæsen og en ældrepleje. Derfor er der forskel

på det hensigtsmæssige befolkningsunderlag

for to så forskellige opgaver – og at pege på 8-10

myndigheder er at sætte sig mellem to stole. Det er

for mange enheder til at drive et højt specialiseret,

effektivt og fagligt bæredygtigt sygehusvæsen og alt

for få til at drive en ældrepleje med fokus på selvbe-

stemmelse, tillid og samspil med lokalsamfundet.

Modellerne er en kommunalreform ad bagdøren.

En flytning af hele eller store dele af det kommunale

sundheds- og ældreområde med op mod 70 mia. kr.

vil i praksis reducere det kommunale prioriteringsrum

betragteligt og gøre kommunerne mindre robuste.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Model 3 kommer tættere på

I model 3 tager kommissionen udgangspunkt i den nuværende

struktur med overvejelser om 3-5 regioner. Denne model svarer

ikke i sig selv på udfordringen med at opskalere det nære sund-

hedsvæsen, men kommer tættere på en løsning end de to øvrige

modeller. Modellen indeholder potentiale for at skabe en om-

stilling til nære tilbud, fordi udvikling af de nære tilbud sker i egen

ret. Der er forskellige holdninger i kommunerne til det optimale

antal regioner i en ny struktur men enighed om, at det ikke giver

mening at etablere flere end de nuværende 5.

Vi er ikke enige i overvejelserne om, at centrale dele af de kommunale sundhedsopgaver

flyttes til regionerne.

Det vurderes stærkt uhensigtsmæssigt at flytte

akutsygeplejen

til regionerne. Kommissionen

giver sådan set argumentet selv i rapporten: ”Det

vil i praksis være vanskeligt at udskille den del af

sygeplejen, der indgår i forløb, hvor borgeren har

akutte eller subakutte tilstande med den del af

sygeplejen, der er organiseret sammen med hjem-

meplejen. Sygepleje udføres i mange forskellige

sammenhænge fx borgerens eget hjem, på pleje-

hjem, midlertidige pladser og botilbud”. Eller med

andre ord: Akutsygeplejen har et stærkt kommunalt

ophæng til den øvrige sygepleje og dermed til hele

ældreområdet. Det vil svække det faglige niveau

og udvikling af den kommunale sygepleje markant,

hvis den overgår til regionerne. Herudover vil det

ikke fjerne en snitflade, men blot parallelforskyde

den til den øvrige sygepleje. En flytning af akut-

sygeplejen vil svare til at fjerne den højt specialise-

rede behandling fra sygehusene.

Den patientrettede forebyggelse

har et stærkt

ophæng til civilsamfund og de øvrige kommunale

velfærdsopgaver, fx på social- og beskæftigelses-

området. Der er for størstedelen af målgruppen

tale om almene, generiske tilbud, som kom-

munerne løfter i dag og også kan løfte fremover.

Vi ved, at nærhed til tilbuddene betyder bedre

tilslutning, særligt for de borgere, der har størst

gavn af tilbuddene. Noget en regional forankring

og centralisering af tilbuddene ikke vil gavne. Cen-

tralisering vil skabe mere ulighed i sundhed.

Specialiseret rehabilitering.

Volumen betyder no-

get for det allermest specialiserede i kommunerne

– men igen vil det være vigtigt at holde sig for øje,

at den specialiserede rehabilitering er tæt forbun-

det til bl.a. socialområdet og beskæftigelsesområ-

det i kommunerne. Udfordringer med volumen kan

løses – og bliver det i dag – i forpligtende samarbej-

der på tværs af kommunerne.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

En reform skal sikre

omstillingen af sundhedsvæsnet

Uanset model, er det afgørende vigtigt at holde sig for øje,

at store reformer også har store transaktionsomkostninger.

Mange medarbejdere skal skifte arbejdssted, systemer skal

laves om mv. Borgerne står med udfordringer her og nu, som

skal løses i et sundhedsvæsen, der allerede er under pres.

Samtidig har ingen af modellerne for alvor fokus på at skabe

omstilling

af sundhedsvæsenet, som styrker det nære. Og

det er det vigtigste mål med en reform, hvis vi vil fremtidssikre

sundhedsvæsenet.

Vi har derfor en række konkrete forslag til, hvad en sundheds-

reform skal rumme for at imødekomme borgernes behov.

Forslag til en

fremtidig sundhedsstruktur

Sundhedsvæsenet skal særligt favne tre udfordringer, som

hidtil ikke er blevet løftet i tilstrækkeligt omfang:

– Opskalering af det nære sundhedsvæsen

– Mere lige adgang til sundhedstilbud i hele landet

– Sammenhæng i patientforløb

For at løfte disse udfordringer skal vi ændre strukturerne i

sundhedsvæsenet og prioritere markant anderledes i vores

sundhedspolitik med større fokus på at fremme sundhed frem

for at behandle sygdom.

1. Forslag

Den nationale planlægning skal udbygges.

De nationale

sundhedsmyndigheder skal prioritere udvikling af almene

sundhedstilbud i kommuner og almen praksis. Nationale

kvalitetsplaner skal løfte og ensarte de almene sundhed-

stilbud uden for sygehusene og skal være et centralt og

tilbagevendende tema i økonomiaftalerne mellem stat,

regioner og kommuner. De nationale sundhedsmyndigheder

skal også understøtte lige adgang til sundhedsprofessionelle

i hele landet fx gennem regulering og fordeling af ydernumre

for praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger.

Samarbejde mellem sektorer

skal sikre sammenhæng og

nødvendig omstilling. Vi kan ikke bygge et sundhedsvæsen

uden snitflader. Derfor skal vi sikre, at der er nogle stærke

samarbejdsstrukturer, som hjælper borgerne fra den ene

sektor til den anden. Et samarbejde med omdrejningspunkt

i akutsygehusenes optageområde – fx med afsæt i de

nuværende sundhedsklynger – skal være bindeled mellem

almene sundhedstilbud og sygehuse. Samarbejdet skal også

skabe en

faglig og politisk motor,

som kan sikre udviklingen

af det nære sundhedsvæsen, være en stærk medspiller til

hospitalerne og skabe et klart incitament til at levere ind-

satsen mest omkostningseffektivt.

Forpligtigende kommunale samarbejder sikrer stærke,

nære tilbud.

Hvor volumen, specialisering eller særlige kom-

petencer er afgørende for at sikre kvalitet i de nære tilbud, er

forpligtende kommunale samarbejder en god og afprøvet

løsning. Særligt for opgaver, hvor sammenhæng til øvrige

kommunale velfærdstilbud er af betydning for borgeren.

Nationale kvalitetsplaner skal være med til at rammesætte

opgaverne, så de kan løftes af kommunerne i fællesskab. Det

kan eksempelvis være områder som hjerneskaderehabiliter-

ing, opgaver relateret til børn og unge, der har været igennem

svær sygdom, mennesker udsat for fysiske eller psykiske

traumer og mennesker med sygdommene sclerose og ALS –

områder som kommissionen peger på i sine analyser.

Kommunerne skal sikre nære sundhedstilbud

af høj, ensar-

tet kvalitet med afsæt i nationale kvalitetsstandarder.

Ikke flere regioner.

Der skal ikke etableres flere regioner,

da det først og fremmest vil svække det specialiserede

sygehusvæsen og skabe endnu større geografisk ulighed i

de specialiserede tilbud. Sygehusdrift er netop kendeteg-

net ved, at volumen og stordrift spiller en afgørende rolle.

Fagligt bæredygtige og robuste regioner skal sikre solide

behandlingstilbud i alle specialer over hele landet.

KL og PLO skal forhandle de nationale aftaler.

Almen

praksis er fortsat et centralt omdrejningspunkt i det nære

sundhedsvæsen. Kommuner og almen praksis har et nært

fagligt fællesskab og kan sammen udvikle de nære tilbud.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Ryk sundhed helt ind

i borgerens hverdag

En reform skal sikre, at et samlet sundhedsvæsen kan levere

god kvalitet i fremtiden. Det kræver, at alle gør noget radi-

kalt anderledes. Vi skal skabe grundlaget og rammerne til at

omstille hele sundhedsvæsenet. Så langt flere borgere kan få

indsatser i det nære sundhedsvæsen, også sygehusene kan

fokusere på patienter med de mest specialiserede behov.

Derfor er det

væsentligste formål med en reform

at udbygge

et nært sundhedsvæsen, hvor almene sundhedstilbud til de

mange udbygges, for det er hér, der reelt er et potentiale for en

omstilling af et samlet sundhedsvæsen.

Kernen i en reform er at skabe et nært sundhedsvæsen, som

er så stærkt, at mere behandling kan foregå hjemme tæt på

borgernes levede liv.

2. Forslag

Styrk kapaciteten i det nære sundhedsvæsen.

Flere bor-

gere med kronisk sygdom kan håndteres i det nære, men

det kræver flere praktiserende læger og styrket kapacitet

i de kommunale sundhedscentre. Et centralt element i en

ny sundhedsreform bør være en faglig plan for, hvordan

de store kronikergrupper håndteres i det nære.

Styrk fokus på den patientrettede forebyggelse.

Mange

borgere med kronisk sygdom kan leve gode liv med deres

sygdom, hvis de lærer at håndtere den selv, så den ikke

forværres. De patientrettede forebyggelsesindsatser som

træning, rygestop og kostvejledning bør spille en langt

større rolle i fremtidens kronikerindsats. Her vil vi gerne

kvittere for de nye kvalitetsstandarder. De er et vigtigt

skridt i den rigtige retning.

Differentiér indsatser og brug teknologi.

Teknologi kan

bidrage til at styrke kvaliteten i indsatsen ift. visse borgere,

ligesom teknologi kan bidrage til at imødegå manglen på

arbejdskraft i sundhedsvæsenet. Der er brug for at satse

mere på brug af teknologi, digitale løsninger og data samt

kunstig intelligens. Det skal være let og trygt for borgere,

der ønsker det, at anvende digitale løsninger og teknologi.

Dermed frigives ressourcer, som kan bruges på de borgere,

der har de største behov.

Inddrag civilsamfundet.

Civilsamfundet kan spille en vig-

tig rolle i det nære sundhedsvæsen – både i forhold til at

skabe livskvalitet og tryghed hos de ældre patienter, men

også i forhold til at skabe gode liv for borgere med kronisk

sygdom. Det gælder såvel idrætsforeninger som patient-

og pårørendeorganisationer, som allerede i dag samarbej-

der tæt med kommunerne om sundhedstilbud.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Sygepleje kan ikke

adskilles fra ældrepleje

Demografien udfordrer vores sundhedsvæsen, ikke mindst i

kommunerne, som får den største opgave, når flere og flere

ældre får behov for pleje og sundhed.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ældrereform, som

betyder, at kommunerne kan bruge mere tid på kerneopgaven

– nemlig omsorg og pleje af de ældre. Et bærende hensyn i

ældrereformen er, at sikre kontinuitet ift. de medarbejdere som

kommer i borgerens hjem. En sundhedsreform skal under-

støtte dette hensyn om at sikre kontinuitet, sammenhæng og

tryghed for borgerne ved, at sygepleje og ældrepleje fortsat er

et kommunalt ansvar. En sundhedsreform skal også sikre, at de

midlertidige pladser og akutpladser til skrøbelige ældre fortsat

er forankret i kommunerne, fordi nærhed, adgang til almene

sundhedstilbud og pleje er vigtigere for de borgere, der bruger

pladserne, end specialiserede tilbud fra sygehuset.

3. Forslag

Tænk den kommunale sygepleje ind i helhedsplejen på

ældreområdet.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget

en ældrereform og introduceret begrebet helhedspleje,

som bl.a. skal sikre færre medarbejdere i den enkelte

borgers hjem og skabe mulighed for faste teams omkring

borgerne. Kommunerne støtter, at borgeren skal mødes

af én samlet indsats. Derfor skal sygeplejen tænkes ind i

helhedsplejen.

Skab et fælles ansvar for de midlertidige pladser.

midlertidige pladser er i dag en integreret del af ældreple-

jen og tjener mange formål, fx når borgeren venter på

en plejehjemsplads, har brug for intensiv genoptræning

eller er blevet udskrevet fra sygehus. For mange borgere

på de midlertidige pladser vil det være hensigtsmæs-

sigt med lægefagligt opsyn. Derfor bør der etableres et

lægefagligt opsyn fra sygehus og almen praksis på de

midlertidige pladser.

Sundheds- og plejeudgifter pr. borger fordelt på alderstrin og sektor

Kommunal

Praksissektor

Hospital

350.000

300.000

250.000

200.000

150.000

100.000

50.000

99 år

Note:

Udgifter i 2021. Kommunale udgifter omfatter nettodriftsudgifter i 2021. Udgifter til praksissektoren omfatter udgifter (honorarer) i 2021 Ud-

gifter til hospital omfatter tilrettede driftsudgifter til somatisk hospitalsvæsen (DRG) i 2020, PL’et til 2021- niveau. Se bilag 1 for nærmere beskrivelse af

datagrundlag og metode.

Kilde:

Egne beregninger på baggrund af registerdata fra Sundhedsdatastyrelsen (DRG-grupperet LPR og LPR3), registerdata fra Danmarks Statistiks

20.000

forskerservice (herunder Sygesikringsregisteret og de kommunale omsorgsregistre) samt kommunale regnskaber.

17.226

15.000

12.012

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Lægerne skal ud

i det nære sundhedsvæsen

Indlæggelsestiderne på sygehusene er over de sidste 20 år ble-

vet kortere og kortere. Det er som udgangspunkt en god ting,

for borgerne kommer hurtigere til hægterne i hjemmevante

omgivelser. Ofte bliver ældre patienter udskrevet så tidligt, at

de stadig er så dårlige, at kommunen ikke kan tilbyde sygepleje

i borgerens eget hjem. I stedet er kommunen nødsaget til at

tilbyde ophold på en midlertidig plads, indtil den ældre er kom-

met sig. Det stiller krav til kommunerne og almen praksis, som

skal være klædt på til at løfte opgaven. Det er de ikke altid, som

tingene er i dag. Det forsinker det videre behandlingsforløb

og skaber utryghed blandt medarbejdere, borgere og deres

pårørende.

Samtidig bliver mange ældre indlagt på sygehuset for no-

get, der sagtens kunne være forebygget, hvis det var blevet

håndteret i tide, og der havde været adgang til lægefaglig

sparring.

Siden 2009 er antallet af hospitalslæger (somatisk) steget fra

12.012 til 17.226 fuldtidspersoner. Det er en stigning på over

5.000, svarende til 43 pct. Til sammenligning er antallet af prak-

tiserende læger steget med blot 42 i perioden. Det understre-

ger pointen om, at ressourcerne går til de specialiserede tilbud

frem for de nære.

350.000

4. Forslag

300.000

Læger på

250.000

alle plejehjem og midlertidige pladser.

Ordnin-

gen med plejehjemslæger skal udrulles til alle plejehjem,

fordi borgernes hjem er den ramme, vi skal folde sundhed

200.000

ud i. Der skal tilknyttes læger til de midlertidige pladser for

at sikre hurtig og fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning

150.000

for de sårbare borgere, som er der.

at undgå indlæggelser ved hurtigt og effektivt at igangsætte

ændringer i borgernes behandlingsplan eller medicin.

Udvid 72 timers behandlingsansvar.

72 timers

behandlingsansvar skal udvides til flere grupper, herunder

alle ældre medicinske patienter, der har været på en fælles

akutmodtagels, og psykiatriske patienter.

En national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre

patienter i eget hjem.

Det skal sikre en ensartet og kendt

kvalitet i den sundhedsfaglige behandling i nærmiljøet.

100.000

Speciallæger skal være til rådighed for kommunerne og

almen praksis.

Sygehuse skal forpligtes til at stille fleksi-

50.000

bel adgang til speciallægeviden (fx inden for geriatrien) til

rådighed for kommuner og almen praksis. Det skal de for bl.a.

99 år

Udvikling i antal læger i almen praksis og hospitalssektoren 2009-2023

20.000

Hospital

Almen praksis

17.226

15.000

12.012

10.0000

5.000

3.457

2009

2011

2013

2015

2017

2019

2021

2023

3.499

Note:

Antal læger ansat på offentlige hospitaler (kun somatik, omregnet til fuldtidsansatte) sammenholdt med antal praktiserende læger (besatte

lægekapaciteter). Antallet af hospitalslæger er beregnet som gennemsnit på tværs af alle måneder i året. Læger i udbuds- og regionsklinikker er ikke

medtaget i almen praksis (udgør maksimalt 2 pct.). .Kilde: Egne beregninger på baggrund af KRL.dk (sirka) og PLO.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Der skal være mere lige adgang

til sundhedstilbud i hele landet

Der er massiv geografisk ulighed i sundhed. Og der er en

tydelig social slagside i sundhedstilstanden på tværs af landet,

som også genspejles i boligmassen.

Samtidig er det en del af fundamentet i et stærkt sundheds-

væsen, at man som borger kan vælge en læge tæt på og være

tryg ved, at det er muligt at få tid, når der er behov. I dag er der

færrest læger dér, hvor de sygeste af borgerne bor. Derfor skal

vi investere i, at der er læger i hele landet, især i de områder,

hvor det i dag er svært at skaffe læger.

5. Forslag

Læger skal være dér, hvor behovet er størst.

Der skal

være en national regulering og fordeling af ydernumre

for praktiserende læger og speciallæger, der understøtter

lægedækning i hele landet.

Lægen skal have tid til de mest syge.

Vi skal arbejde med

differentierede honorarer og sikre, at antallet af patienter pr.

læge tager udgangspunkt i borgernes behandlingsbehov.

Tænk boligpolitik og sundhedspolitik sammen.

Vi skal ud-

nytte, at vi både står foran en ny boligaftale og en sundheds-

reform, der skal styrke det nære sundhedsvæsen. Sundhed-

sarkitekturen rummer store uudnyttede potentialer særligt i

de almene boligselskaber, hvor der er mange beboere med

en dårligere sundhedstilstand. Her kan fremskudte indsatser

og inddragelse af civilsamfund medvirke til at skabe mere

lighed.

Socialpsykiatrien

er en central del

af det nære sundhedsvæsen

Socialpsykiatrien spiller en betydelig rolle i den samlede

indsats til mennesker med psykiske lidelser. Socialpsykiatriens

samarbejde med behandlingspsykiatrien i regionerne er ud-

fordret mange steder, bl.a. fordi indlæggelsestiden i psykiatrien

næsten er halveret siden 2002. Kommunerne oplever, at alt for

mange psykiatriske patienter ikke er udskrivningsparate, når

de udskrives fra en psykiatrisk afdeling. Samtidig er andelen af

psykiatriske patienter, der må genindlægges indenfor 30 dage

efter udskrivning steget, så det nu sker for mere end hver

fjerde patient.

Udviklingen kalder både på en styrkelse af socialpsykiatrien

i form af kommunale afklaringspladser og på, at sygehusene

i højere grad lever op til deres behandlingsansvar for psykia-

triske patienter.

6. Forslag

72 timers udvidet behandlingsansvar i psykiatrien.

Ligesom i somatikken bør lægerne i psykiatrien have et 72

timers behandlingsansvar, når en patient udskrives.

Faste botilbudslæger på alle botilbud,

så sygdom og dårlig

sundhedstilstand blandt beboerne opdages tidligere.

Regionale botilbudsteams skal tilknyttes alle botilbud,

hvor der bor borgere med psykisk lidelse for at understøtte

samarbejdet mellem region og kommune om borgerne.

Teams skal også skabe mere sammenhængende forløb,

forebygge indlæggelser og nedbringe antallet af tvangs-

indlæggelser i psykiatrien.

Fleksible, midlertidige afklaringspladser

i kommunerne

skal sikre bedre overgange ved udskrivning af borgere med

psykiske lidelse. Det kan stabilisere borgeren og sikre det

bedste udgangspunkt for den videre indsats i kommunerne.

Sygehusene skal stille fleksibel adgang til speciallægeviden

til rådighed for kommunerne på pladserne.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Høringssvaret er underskrevet af alle landets

borgmestre, rådmænd på sundheds- og ældreområdet

og KL’s bestyrelse.

Steen Christiansen,

borgmester,

Albertslund Kommune (S)

Karsten Längerich,

borgmester,

Allerød Kommune (V)

Søren Steen Andersen,

borgmester,

Assens Kommune (V)

Jesper Würtzen,

borgmester,

Ballerup Kommune (S)

Stephanie Storbank,

borgmester,

Billund Kommune (V)

Jacob Trøst,

borgmester,

Bornholms Regionskommune (C)

Maja Højgaard,

borgmester,

Brøndby Kommune (S)

Mikael Klitgaard,

borgmester,

Brønderslev Kommune (V)

Kenneth Gøtterup,

borgmester,

Dragør Kommune (C)

Vicky Holst Rasmussen,

borgmester,

Egedal Kommune (S)

Jesper Frost Rasmussen,

borgmester,

Esbjerg Kommune (V)

Frank Jensen,

borgmester,

Fanø Kommune (B)

Lars Storgaard,

borgmester,

Favrskov Kommune (C)

Ole Vive,

borgmester,

Faxe Kommune (V)

Thomas Lykke Pedersen,

borgmester,

Fredensborg Kommune (S)

Christian Bro,

borgmester,

Fredericia Kommune (S)

Michael Vindfeldt,

borgmester,

Frederiksberg Kommune (S)

Birgit S. Hansen,

borgmester,

Frederikshavn Kommune (S)

Tina Tving Stauning,

borgmester,

Frederikssund Kommune (S)

Ole Bondo Christensen,

borgmester,

Furesø Kommune (S)

Hans Stavnsager,

borgmester,

Faaborg-Midtfyn Kommune (S)

Michael Fenger,

borgmester,

Gentofte Kommune (C)

Trine Græse,

borgmester,

Gladsaxe Kommune (S)

Kasper Damsgaard,

borgmester,

Glostrup Kommune (S)

Pernille Beckmann,

borgmester,

Greve Kommune (V)

Bent Hansen,

borgmester,

Gribskov Kommune (V)

Simon Hansen,

borgmester,

Guldborgsund Kommune (S)

Mads Skau,

borgmester,

Haderslev Kommune (V)

Steffen Jensen,

borgmester,

Halsnæs Kommune (S)

Ole Vind,

borgmester,

Hedensted Kommune (V)

Benedikte Kiær,

borgmester,

Helsingør Kommune (C)

Thomas Gyldal Petersen,

borgmester,

Herlev Kommune (S)

Dorte West,

borgmester,

Herning Kommune (V)

Kirsten Jensen,

borgmester,

Hillerød Kommune (S)

Søren Smalbro,

borgmester,

Hjørring Kommune (V)

Christina K. Hansen,

borgmester,

Holbæk Kommune (S)

H.C. Østerby,

borgmester,

Holstebro Kommune (S)

Peter Sørensen,

borgmester,

Horsens Kommune (S)

Anders Wolf Andresen,

borgmester,

Hvidovre Kommune (SF)

Michel Ziegler,

borgmester,

Høje-Taastrup Kommune (C)

Morten Slotved,

borgmester,

Hørsholm Kommune (C)

Ib Lauritsen,

borgmester,

Ikast-Brande Kommune (V)

Merete Amdisen,

borgmester,

Ishøj Kommune (S)

Mogens Christen Gade,

borgmester,

Jammerbugt Kommune (V)

Martin Damm,

borgmester,

Kalundborg Kommune (V)

Kasper Ejsing Olesen,

borgmester,

Kerteminde Kommune (S),

Knud Erik Langhoff,

borgmester,

Kolding Kommune (C)

Line Barfod,

teknik- og miljøborgmester,

Københavns kommune (EL)

Sisse Marie Welling,

sundheds- og omsorgsborgmester,

Københavns Kommune (SF)

Sophie Hæstorp Andersen,

overborgmester,

Københavns Kommune (S)

Marie Stærke,

borgmester,

Køge Kommune (S)

Tonni Hansen,

borgmester,

Langeland Kommune (SF)

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 393: Materiale fra KL's Sundheds- og Ældreudvalg forud for møde med Sundhedsudvalget 10/9-24

Fortsat fra forrige side

Tina Mandrup,

borgmester,

Lejre Kommune (V)

Erik Flyvholm,

borgmester,

Lemvig Kommune (V)

Holger Schou Rasmussen,

borgmester,

Lolland Kommune (S)

Sofia Osmani,

borgmester,

Lyngby-Taarbæk Kommune (C)

Tobias Johansen,

borgmester,

Læsø Kommune (V)

Mogens Jespersen,

borgmester,

Mariagerfjord Kommune (V)

Johannes Lundsfryd Jensen,

borgmester,

Middelfart Kommune (S)

Hans Ejner Bertelsen,

borgmester,

Morsø Kommune (V)

Kasper Bjerregaard,

borgmester,

Norddjurs Kommune (V)

Mette Landtved-Holm,

borgmester,

Nordfyns Kommune (V)

Kenneth Muhs,

borgmester,

Nyborg Kommune (V)

Carsten Rasmussen,

borgmester,

Næstved Kommune (S)

Lone Jakobi,

borgmester,

Odder Kommune (S)

Peter Rahbæk Juel,

borgmester,

Odense Kommune (S)

Tommy Hummelmose,

rådmand,

Odense Kommune (C)

Karina Vincentz,

borgmester,

Odsherred Kommune (L)

Torben Hansen,

borgmester,

Randers Kommune (S)

Jesper Greth,

borgmester,

Rebild Kommune (V)

Hans Østergaard,

borgmester,

Ringkøbing-Skjern Kommune (V)

Klaus Hansen,

borgmester,

Ringsted Kommune (V)

Tomas Breddam,

borgmester,

Roskilde Kommune (S)

Ann Sofie Orth,

borgmester,

Rudersdal Kommune (C)

Britt Jensen,

borgmester,

Rødovre Kommune (S)

Marcel Meijer,

borgmester,

Samsø Kommune (S)

Helle Gade,

borgmester,

Silkeborg Kommune (S)

Johan Brødsgaard,

1. viceborgmester,

Silkeborg Kommune (B)

Frands Fischer,

borgmester,

Skanderborg Kommune (S)

Peder Christian Kirkegaard,

borgmester,

Skive Kommune (V)

Knud Vincents,

borgmester,

Slagelse Kommune (V)

Emil Blücher,

borgmester,

Solrød Kommune (LA)

Gert Jørgensen,

borgmester,

Sorø Kommune (C)

Henning Urban Dam Nielsen,

borgmester,

Stevns Kommune (S)

Marianne Bredal,

borgmester,

Struer Kommune (V)

Bo Hansen,

borgmester,

Svendborg Kommune (S)

Michael Stegger Jensen,

borgmester,

Syddjurs Kommune (S)

Erik Lauritzen,

borgmester,

Sønderborg Kommune (S)

Niels Jørgen Pedersen,

borgmester,

Thisted Kommune (V)

Jørgen Popp Petersen,

borgmester,

Tønder Kommune (SP)

Allan S. Andersen,

borgmester,

Tårnby Kommune (S)

Henrik Rasmussen,

borgmester,

Vallensbæk Kommune (C)

Mads Sørensen,

borgmester,

Varde Kommune (V)

Frank Schmidt-Hansen,

borgmester,

Vejen Kommune (C)

Jens Ejner Christensen,

borgmester,

Vejle kommune (V)

Per Bach Laursen,

borgmester,

Vesthimmerlands Kommune (V)

Ulrik Wilbek,

borgmester,

Viborg Kommune (V)

Mikael Smed,

borgmester,

Vordingborg Kommune (S)

Peter Hansted,

borgmester,

Ærø Kommune (S)

Jan Riber Jakobsen,

borgmester,

Aabenraa Kommune (C)

Jes Lunde,

rådmand,

Aalborg Kommune (B)

Lasse Frimand Jensen,

borgmester,

Aalborg Kommune (S)

Christian Budde,

rådmand,

Aarhus Kommune (V)

Jacob Bundsgaard,

borgmester,

Aarhus Kommune (S)