Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 365
Offentligt
2894928_0001.png
Fra:
Kanishka Dastageer <[email protected]>
Sendt:
9. august 2024 09:56
Til:
Jørgen Nielsen <[email protected]>
Emne:
Anmodning om foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg
Til Folketingets Sundhedsudvalg
Jeg henvender mig på vegne af lokalbefolkningen i Ringsted, som oplever store udfordringer, fordi
lægevagten i byen kun har åbent to timer i døgnet.
Der bor 36.000 danskere i Ringsted, heriblandt småbørnsfamilier, pensionister og kronisk syge,
der alle med kort varsel kan få behov for at blive tilset af en læge. Hvis de oplever akut sygdom
efter kl. 20 på en hverdagsaften, kan de ikke blive tilset af en læge i Ringsted, men må i stedet
tage til Slagelse eller Køge.
Begge byer er beliggende en halv times kørsel fra Ringsted. Det kan umiddelbart synes at være en
overskuelig køretur, men det er ikke alle borgere i Ringsted, der har en bil, og selv hvis man har en
bil, er det stadig problematisk, at man skal køre så langt set i lyset af, at man har bopæl i en
kommune, hvor der bor 36.000 borgere.
Når der i visse dele af landet bliver sparet på noget af det mest grundlæggende i vores samfund,
nemlig adgangen til lægebehandling, rodfæster der sig en utryghed blandt lokalbefolkningen i det
pågældende område.
Med et foretræde for Sundhedsudvalget ønsker vi at gøre udvalgsmedlemmerne opmærksomme
på situationen for borgerne i Ringsted, ligesom det er vores ønske, at udvalgsmedlemmerne har
borgerne i Ringsted i deres bevidsthed, når der på Christiansborg skal handles på
Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, og ifm. fremtidige udspil på sundhedsområdet.
Foruden undertegnede vil der også deltage fem lokale borgere i foretrædet, som alle har oplevet gener som
konsekvens af den korte åbningstid i lægevagten.
Vi håber, at vi med denne henvendelse må få foretræde for udvalget.
Med venlig hilsen
Kanishka Dastageer
Folketingskandidat (S) i Ringsted-Sorø-kredsen