Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 317
Offentligt
2880228_0001.png
Sundhedsstruktur-
kommissionens
baggrundsrapport
Juni 2024
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0002.png
Juni 2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Telefon: +45 72 26 90 00
E-mail: [email protected]
ISBN 978-87-7601-428-5 (digital version)
ISBN 978-87-7601-427-8 (trykt version)
Fotos:
Side 1: Getty Images
Design: Indenrigs- og Sundhedsministeriets kommunikationsenhed
i samarbejde med BGRAPHIC
Tryk: OnPrint A/S
Publikationen kan hentes på
www.ism.dk
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0003.png
Indhold
Kapitel 1: Sygehusområdet – det sekundære sundhedsvæsen
Kapitel 2: Det kommunale sundhedsområde og nærliggende områder
Kapitel 3: Psykiatri
Kapitel 4: Det almenmedicinske tilbud
Kapitel 5: Praktiserende speciallæger
Kapitel 6: Den øvrige praksissektor
Kapitel 7: Styring af sektorernes samspil
Kapitel 8: Digitalisering og data
Kapitel 9: Regionernes øvrige opgaver
Kapitel 10: Private sundhedsforsikringer
Litteratur
Figurer, tabeller og andre illustrationer
4
52
88
106
140
149
154
165
183
189
204
213
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0004.png
4
Baggrundsrapport
Kapitel 1: Sygehusområdet
– det sekundære sundhedsvæsen
Kapitel 1 handler om den nuværende styring og organisering af sygehusvæsenet, inklusive de præhospitale
tilbud. Fokus er rettet mod det somatiske sygehusområde, men temaer, der er generelle for både somatik­
ken og psykiatrien, fx tværgående styring, vil også blive behandlet. Særlige forhold indenfor psykiatri­
området vil blive beskrevet i kapitel 3.
Kapitlet her er delt op i fire dele. Den første del beskriver den gældende regulering og organisering af
sygehussektoren. Herefter behandles udviklingen i sygehusstrukturen og de akutte beredskaber. Kapitlets
tredje del beskriver ressourcerne og kapaciteten indenfor sygehusområdet med fokus på udgiftsudviklingen
og beskæftigelse på de offentlige sygehuse. I fjerde og sidste del af kapitlet analyseres sygehusenes opgave­
løsning og særlige problemstillinger for sygehusene.
Regulering og organisering af sygehussektoren
Sygehusene er underlagt en række overordnede regulerings- og styringsinstrumenter. I det følgende
afsnit vil de mest centrale lovgivningsmæssige rammer i sundhedsloven bl.a. blive beskrevet. Det gælder
fx patientrettighederne, den økonomiske styring og specialeplanlægningen. Derudover beskrives ”bløde”
styringsinstrumenter, såsom de nationale kliniske retningslinjer og kvalitetsstandarder.
Lovgivning om sygehustilbud i sundhedsloven og psykiatriloven
Det sekundære sundhedsvæsen har til opgave at foretage undersøgelse, diagnosticering, sygdoms-
behandling, fødselshjælp, genoptræning på sygehus, sundhedsfaglig pleje og forebyggelse og sundheds­
fremme i forhold til den enkelte patient. Alle enheder, der udfører de opgaver, kan karakteriseres som
et sygehus. Det er dermed ikke en egentlig forudsætning, at et sygehus har en sengekapacitet, et sygehus
er i højere grad bundet op på det lægefaglige virke. En speciallægepraksis kan derfor godt udføre sygehus-
opgaver.
Regionerne har ifølge sundhedsloven ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver. Som udgangspunkt
udfører regionerne sygehusvæsenets opgaver på egne sygehuse. Regionen kan derudover indgå aftale med
andre regioners sygehusvæsner eller kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private
institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.
Der findes også en række foreningsejede sygehuse, som er angivet i sundhedsloven §79, stk. 2, fx Epilepsi­
hospitalet i Dianalund og Vejlefjord Rehabilitering og Center for Hjerneskade.
1
For de sygehuse gælder det,
at beliggenhedsregionen har pligt til at indgå driftsoverenskomst med sygehuset på vegne af samtlige
regioner.
Regionerne har pligt til at tilbyde behandling til enhver, der har bopæl i Danmark, og skal behandle alle
på samme vilkår uden hensyntagen til, hvilken region de har bopæl i. Regionen har alene det fulde
finansieringsansvar for borgere, der har bopæl i regionen, uanset hvilket af det samlede sygehusvæsens
sygehuse, der benyttes. I det ligger patienternes ret til frit sygehusvalg.
1
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Bekendtgørelse af sundhedsloven”, LBK nr 247 af 12/03/2024 § 79, stk. 2 (2024).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0005.png
Baggrundsrapport
5
Regionerne har derudover en række lovbundne forpligtelser om patientvejledning, der har til formål at
vejlede patienterne i deres rettigheder i forhold til frit sygehusvalg, udvideret frit valg sygehusvalg og klager
over rettigheder og patienterstatning m.v. Endelig har regionerne en række pligter, hvad angår kvalitets-
udvikling, IT, forskning, indberetning om sygehusenes virksomhed og patientsikkerhed på sygehusområdet.
Patientrettigheder
Der er patientrettigheder om det frie sygehusvalg, ret til hurtig udredning (udredningsret), det udvidede
frie sygehusvalg og maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme, som skal sikre
patienterne hurtig udredning og behandling. De forskellige patientrettigheder vil blive kortlagt i det
følgende.
Frit sygehusvalg
Det frie sygehusvalg blev indført i 1993. Det primære formål var at gøre det lettere for patienter af krydse
de daværende amtsgrænser for at understøtte en bedre kapacitetsudnyttelse og reducere forskelle i
ventetider. Derudover var der en forventning om, at det kunne bidrage til generelt at reducere ventetiderne,
ud fra den forventning, at patienter ville søge efter sygehuse med lav ventetid på operationer og skabe en
form for konkurrence om lave ventetider.
Retten til frit sygehusvalg indebærer, at patienter, der er henvist til udredning eller behandling på sygehus,
kan vælge mellem bopælsregionens egne sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse,
der er nævnt i sundhedslovens § 79, stk. 2. Patientens brug af retten til frit sygehusvalg skal ikke godkendes
af bopælsregionen. I praksis udøves det frie sygehusvalg typisk ved, at patienten vælger et sygehus i samråd
med den henvisende læge, oftest en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge, som
sender henvisningen til patientens valgte sygehus.
Retten til frit sygehusvalg omfatter alle patienter, som er henvist og visiteret til udredning, diagnostiske
undersøgelser eller behandling på sygehusafdelinger. Retten kan begrænses af sygehusafdelingernes
kapacitet, og patienten kan afvises, hvis afdelingen har kapacitetsudfordringer, og hvis væsentlige hensyn
til patienter med bopæl i sygehusets optageområde ellers ville blive tilsidesat, eller afdelingen fx er
forbeholdt specialiseret behandling. Regionerne skal offentliggøre en oversigt over samarbejdssygehusene
(sygehusvalg.dk).
Regionen har, som anført tidligere, det fulde finansieringsansvar for borgere, der har bopæl i regionen,
uanset hvilket af det samlede sygehusvæsens sygehuse, der benyttes. Det indebærer, at bopælsregionen
har en betalingsforpligtelse i forhold til egne borgeres brug af andre regioners sygehusvæsen. Til brug for
en hensigtsmæssig administration af den betalingsforpligtelse er udviklet det såkaldte DRG-system, som
takstsætter brug af sygehusene, og hvor Sundhedsdatastyrelsen varetager brugen af DRG-systemet og
understøtter regionerne i den mellemregionale afregning.
Det udvidede frie sygehusvalg
Det udvidede frie sygehusvalg (behandlingsret) blev indført i 2002 for somatikken og gradvist fra 2008 til
2010 for psykiatrien, hvor det først blev etableret på børne og ungeområdet og for voksne fra 2010. Ved
etableringen i 2002 blev det i første omgang efter 60 dages ventetid og fra 2007 efter 30 dages ventetid.
I 2023 og 2024 blev grænsen midlertidigt ændret til 60 dage. Rettigheden betyder, at patienter, som er
henvist til sygehusbehandling og udredt, kan vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis bopæls­
regionen ikke indenfor 30 dage kan tilbyde behandling ved egne sygehuse, andre regioners sygehuse
eller samarbejdssygehuse (Se ”To typer af aftaler med de kommercielle privathospitaler” i afsnittet om
private sygehuse). Det er den del af det udvidede frie sygehusvalg, som ofte også omtales som behandlings­
retten.
Det er Danske Regioner, som indgår aftalerne med de private sygehuse, som patienter kan bruge ved
benyttelse af det udvidede frie sygehusvalg. Alle kvalificerede privathospitaler kan og har dermed ret til
at indgå en aftale med Danske Regioner. På nuværende tidspunkt er der tale om toårige centrale aftaler,
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0006.png
6
Baggrundsrapport
som forhandles mellem Sundhed Danmark (Foreningen af danske sundhedsvirksomheder) og Danske
Regioner på vegne af regionerne. Regionerne skal offentliggøre en oversigt over aftalesygehusene (sygehus­
valg.dk).
Det udvidede frie sygehusvalg indebærer derudover, at en patient også kan vælge at blive behandlet på et
aftalesygehus, når det regionale sygehus ændrer datoen for kirurgisk behandling, uanset om det er muligt
at tilrettelægge en ny behandlingsdato indenfor den samlede periode på 30 dage. Endelig indgår det
udvidede frie sygehusvalg også som en del af retten til hurtig udredning.
Ret til hurtig udredning
Ret til hurtig udredning indenfor 30 dage (udredningsret) blev indført i september 2013 for somatikken og
i 2014 for psykiatrien. Retten indebærer, at man som patient har ret til at blive udredt indenfor 30 dage,
hvis det er fagligt muligt enten på bopælsregionens egne sygehuse, andre regioners sygehuse som bopæls­
regionen sædvanligvis samarbejder med eller et privat samarbejdssygehus. Hvis det ikke er muligt at
udrede patienten indenfor 30 dage, har patienten ret til en udredningsplan.
Fra 2015 blev udredningsretten skærpet og omfattet af det udvidede frie sygehusvalg, så patienten fik ret
til at blive udredt på et privat aftalesygehus, hvis bopælsregionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan
tilbyde patienten endelig udredning indenfor 30 dage.
Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme
De maksimale ventetider for kræftområdet og iskæmiske hjertesygdomme blev indført i 1999 og skal sikre
patienter med livstruende sygdom hurtig udredning og behandling. På kræftområdet gælder det fx, at der
maksimalt må gå 14 dage fra henvisning til udredning, og tilsvarende maksimalt 14 dage fra patient har
givet samtykke til behandling påbegyndes (dog maksimalt 28 dage fra der er henvist til behandling).
Bopælsregionen er ansvarlig for at sikre et tilbud om behandling indenfor de maksimale ventetider. Hvis
sygehuset ikke kan tilbyde behandling indenfor de maksimale ventetider, skal sygehuset henvisning til
behandling på et andet offentligt eller privat sygehus i Danmark eller i udlandet indenfor de maksimale
ventetider. Det kan fx gøre sig gældende, hvis den relevante sygehusafdeling har kapacitetsmæssige
vanskeligheder. Bopælsregionen har pligt til at tilrettelægge sygehusbehandlingen i udlandet. Hvis syge­
huset ikke kan finde et offentligt eller privat sygehus i Danmark eller i udlandet, skal sygehuset kontakte
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen skal da forsøge at finde et behandlingstilbud i Danmark eller i
udlandet indenfor de maksimale ventetider. Patienten kan også selv forsøge at finde et behandlingstilbud
på et sygehus i Danmark eller i udlandet, hvis det kan varetage behandlingen på forsvarlig vis. Sundheds-
styrelsen skal dog først godkende henvisningen.
Regulering af aktivitet og kvalitet
Der er og har været mange initiativer til regulering af sygehusenes og det øvrige sundhedsvæsenets
aktiviteter. En stor del af dem er på kvalitetsområdet, herunder det nationale kvalitetsprogram, Vælg
Klogt, Behandlingsrådet, Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) og udarbejdelse af
anbefalinger, vejledninger og retningslinjer. I følgende afsnit bliver en række af dem beskrevet. De mange
initiativer indikerer at kvalitetsudviklingen på sygehusområdet samlet set har været fragmenteret.
Den Danske Kvalitetsmodel
Indtil 2003 var de nationale kvalitetsprogrammer og -strategier baseret på en frivillighedsmodel, hvor det
var op til amterne og de enkelte sygehuse, hvordan og hvornår mere systematisk kvalitetssikring skulle
indføres. Med økonomiaftalen for 2003 mellem regeringen og amterne skete der et kursskifte i retning af
en mere målrettet og forpligtende indsats, da der var enighed om at udvikle en fælles dansk akkrediterings­
model, Den Danske Kvalitetsmodel. Udviklingen af modellen skulle ske i et samarbejde med dansk
ekspertise og en anerkendt international sundhedsakkrediteringsorganisation. Sigtet var, at den over
en årrække skulle dække hele sundhedsvæsenet.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0007.png
Baggrundsrapport
7
Institut for Akkreditering og Kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet (IKAS) blev etableret i 2005 af parterne
bag Den Danske Kvalitetsmodel. IKAS blev oprettet for at udvikle og drive modellen. Idéen bag Den
Danske Kvalitetsmodel var, at der skulle indsamles kvantitative data, der skulle belyse, om en lang række
processer blev gennemført i overensstemmelse med bedste praksis. Hvis data viste, er der var et gab i
forhold til den ønskede praksis, ville det data blive offentliggjort og præsenteret for klinikere og ledere for
at drive forandringer i retning af at lukke gabet.
Den danske kvalitetsmodel blev udrullet samtidig med en række andre kvalitetsinitiativer. Med virkning
fra 2004 trådte en ny lov om patientsikkerhed fx i kraft. Loven betød, at en række utilsigtede hændelser
skulle registreres og for manges vedkommende gøres til genstand for kerneårsagsanalyse.
Nationalt kvalitetsprogram og nationale mål
I 2016 blev der indført et nyt nationalt kvalitetsprogram for sundhedsvæsenet, der skulle flytte fokus fra
aktivitet og produktivitet til nye styringsinstrumenter, med et balanceret fokus på aktivitet, kvalitet,
resultater og omkostninger. Tilgangen indebærer, at der er fastlagt få, ambitiøse, nationale kvalitetsmål,
som skal at afspejle den værdi, kvalitet og resultater sundhedsvæsenet skaber for den enkelte patient.
Målene bruges til kvalitetsstyring med fokus på udvikling af en forbedringskultur og understøttes af større
synlighed om resultater og kvalitet og en mere systematisk brug af data.
Den skitserede omlægning er kommet til udtryk ved otte nationale mål for sundhedsvæsenet, som regioner
og kommuner måles på, og hvor parterne (regeringen, Danske Regioner og KL) årligt mødes for at følge op
på de nationale mål og gøre status, bl.a. i form af en statusrapport. De nationale mål er blot ét element i en
større omstilling af kvalitetsarbejdet. I 2016 blev der også introduceret nye lærings- og kvalitetsteams og
et nationalt ledelsesprogram.
Et vigtigt element i brugen af de nationale mål er, at de er lokalt forankret og omsættes til konkrete lokale
delmål og indsatser, så de giver mening for sundhedspersonalet. Der er en større metodefrihed for
personalet, som skal være med til at definere de indsatser, som skal løfte kvaliteten for den enkelte patient.
Det er op til regionsråd og sygehusledelser at sikre, at det sker.
Region Midtjylland har flest indikatorer, som ligger over landsgennemsnittet. Regionen har 25 ud af 45
indikatorer, som er over landsgennemsnittet, jf. figur 1.1. Region Sjælland er omvendt den region, der med
27 ud af 45 har flest indikatorer under. På tværs af regioner er der generelt variation i, på hvilke indikatorer
regionerne ligger over og under landsgennemsnittet.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0008.png
8
Baggrundsrapport
Figur 1.1
Niveau for nationale mål-indikatorer (45 ud af 48) for regioner i forhold til landsgennemsnittet
i 2022
Antal indikatorer
50
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
17
9
25
19
15
5
8
5
18
13
Region Sjælland
20
19
18
Antal indikatorer
50
45
40
35
30
7
25
20
15
10
5
Region Syddanmark
0
27
Region Hovedstaden
Region Midtjylland
Region Nordjylland
På niveau med landsgns.
Bedre end landsgns.
Dårligere end landsgns.
Anm.: På niveau med landsgns. betyder, at indikatoren afviger mindre fra landsgennemsnittet end +/- 1 pct.
Kilde: Optælling på baggrund af datagrundlag for Nationale Mål 2023; 2 indikator indgår uden tal. 1 indikator opgøres kun på landsplan.
Kliniske retningslinjer og anbefalinger
Sundhedsstyrelsen og de lægefaglige selskaber/fagpersoner udarbejder løbende nationale kliniske
retningslinjer og anbefalinger om korrekt og bedst sundhedsfaglig ydelse i specifikke kliniske situationer,
samt for særlige patientforløb. De nationale retningslinjer og anbefalinger skal sikre en sundhedsfaglig
indsats af ensartet, høj kvalitet for sygehuse, de almenmedicinske tilbud og kommuner. De bliver brugt
som beslutningsstøtte af fagpersoner og har til hovedformål at understøtte:
Evidensbaseret indsats af ensartet høj kvalitet på tværs af landet
Prioritering i sundhedsvæsenet
Vidensdeling på tværs af sektorer og faggrupper
I praksis har retningslinjerne udviklet sig til faglige anbefalinger, som også spiller i en rolle i forbindelse
med tilsyn og faglige klagesager.
Retningslinjerne og anbefalingerne udarbejdes ud fra et sundhedsfagligt perspektiv, og omfatter som
udgangspunkt ikke økonomiske og organisatoriske hensyn. De kliniske retningslinjer har til formål at højne
behandlingskvaliteten, men kan samtidig medføre et uhensigtsmæssigt personale- og ressourcetræk, som
kan føre til kapacitetsmæssige udfordringer. Det er regionernes og kommunernes ansvar at implementere
retningslinjerne og anbefalingerne, der ikke er af juridisk bindende karakter.
En opsamling på erfaringerne med de kliniske retningslinjer fra 2017 viste, at alle regionerne havde
arbejdet med implementering af retningslinjerne på sygehuse under hensyntagen til bl.a. de økonomiske
konsekvenser, mens der var få konkrete erfaringer med, hvordan de nationale kliniske retningslinjer
var implementeret i kommunerne.
2
Retningslinjer og anbefalinger er omfattet af det udvidede total­
2
Sundhedsstyrelsen, “Erfaringsopsamling af projektet Nationale Kliniske Retningslinjer 2012-2016”, 2017.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0009.png
Baggrundsrapport
9
balanceprincip (DUT), det vil sige, at de centrale myndigheder skal økonomisk kompensere regionerne for
de meropgaver, som følger af bindende krav eller anbefalinger og henstillinger, som er udarbejdet af de
centrale sundhedsmyndigheder.
Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP)
Det datadrevne kvalitetsarbejde understøttes af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
RKKP står for drift og udvikling af omkring 80 landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser. Databaserne skal
belyse kvaliteten af den sundhedsfaglige behandling og bidrage til at forbedre sundhedsvæsenets indsats
og resultater og leverer bl.a. data til de årlige opdateringer af status for de otte nationale kvalitetsmål.
Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP)
I 2000 blev den første Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) gennemført. LUP er en
national spørgeskemaundersøgelse, hvor patienter kan give feedback på deres indlæggelse eller ambulante
besøg på et hospital. Formålet er at sammenligne og identificere forskelle i patienttilfredshed på sygehus-
niveau i forhold til temaerne kerneydelse, koordination, kontinuitet, kommunikation, information og frit
sygehusvalg. I den seneste måling for somatikken for 2023 har 88 pct. af patienterne en høj eller meget
høj grad af tilfredshed samlet set, jf. figur 1.2. Der er dog en vis regional variation, hvor patienterne øst
for Storebælt i lidt mindre grad er meget tilfredse end i resten af landet.
Figur 1.2
Patienternes samlede tilfredshed, LUP somatik 2023
12
89 pct.
89 pct.
87 pct.
88 pct.
84 pct.
88
I høj eller meget høj grad tilfredse samlet set
Øvrige svarkategorier
Anm.: Tal for 2023 kan på grund af metodemæssige ændringer ved overgangen til månedelige målinger, ikke sammenlignes med tidligere år
Kilde: LUP somatik 2023
Regulering af funktioner via specialeplanen
Med aftalen om en strukturreform fra 2004 fremgik det, at det er et væsentligt nationalt sundhedshensyn,
at der sker en koordineret brug af højt specialiserede ressourcer i sundhedsvæsenet, og der tilbydes
behandling af en ensartet høj kvalitet. Sundhedsstyrelsen fik derfor med sundhedsloven fra 2005 styrket
kompetencer til at planlægge og godkende, hvilke sygehuse der må og kan varetage bestemte typer behand­
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0010.png
10
Baggrundsrapport
ling, det vil sige hvilke sygehuse, der må varetage de såkaldte specialfunktioner på regionale og private
sygehuse (specialeplanlægning). Det skal bl.a. sikre, at der er den nødvendige volumen af behandlinger
indenfor det enkelte område, der skal til for at sikre en tilstrækkelig opbygning og vedligeholdelse af
ekspertise og forskning på de udvalgte sygehuse. Der er nedsat et udvalg for at sikre tæt inddragelse af
faglig ekspertise, bl.a. med medlemmer fra regionerne og Lægevidenskabelige Selskaber til at rådgive
Sundhedsstyrelsen (Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning).
Planlægningen sker gennem Sundhedsstyrelsens udmeldte specialevejledninger for hvert enkelt speciale.
Tilsammen udgør de den samlede specialeplan. Der er to niveauer: 1) specialfunktionsniveau, det vil sige
højt specialiserede funktioner, inklusive behandling i udlandet, og regionsfunktioner, som alle reguleres
af Sundhedsstyrelsen, og 2) hovedfunktionsniveau, hvor placeringen besluttes af den enkelte region.
Indenfor hvert speciale er der både behandling, der varetages på hovedfunktionsniveau såvel som på
specialfunktionsniveau. Der er løbende mulighed for justeringer i de udmeldte specialevejledninger, hvis
behovet opstår.
Udgangspunktet for specialeplanlægningen er, at ”øvelse gør mester”. Det betyder, at der er en sammen­
hæng mellem patientvolumen, erfaring, behandlingskvalitet og befolkningsgrundlag. Med det som
udgangspunkt kan en højnet kvalitet komme på bekostning af nært tilgængelige behandlingstilbud.
3
I 2010 fordelte Sundhedsstyrelsen med den første specialeplan for første gang de mest avancerede og
specialiserede behandlinger i de 37 lægelige specialer og ét tandlægespeciale på landets sygehuse. Den
nuværende specialeplan blev udmeldt 1. juni 2017. Når Sundhedsstyrelsen godkender en specialfunktion,
sker det på baggrund af en ansøgning fra en region, som beskriver det lokale sygehusfaglige og organisa-
toriske setup. Revurdering af godkendelser sker, hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at et sygehus ikke
længere kan opretholde den faglige kvalitet i tilstrækkeligt omfang, bl.a. opfylde de fastsatte krav.
Årlige statusrapporter viser generelt overholdelse af specialeplanen. Med statusrapporterne har Sundheds­
styrelsen mulighed for at overvåge overholdelsen af specialeplanen for så vidt angår de sygehuse, som
er godkendt til at udføre en given specialfunktion, både offentlige sygehuse og privathospitaler.
Statslig økonomisk regulering af regionerne i forhold til sygehusene
I en offentlig økonomi som den danske med en høj grad af decentralisering er det en udfordring at
kombinere den makroøkonomiske styring med det lokale selvstyre. I Danmark har man siden slutningen
af 1970’erne løst koordinationsproblemet gennem et institutionaliseret samarbejde mellem staten og
henholdsvis kommuner og regioner gennem de årlige aftaler om den kommunale og regionale økonomi
(økonomiaftaler).
Aftalesystemet
Hvert forår forhandles mellem regeringen og henholdsvis KL og Danske Regioner rammeaftaler for
henholdsvis den kommunale og den regionale økonomi. Aftalerne fastsætter rammerne for økonomien
samlet set i kommuner og regioner for det kommende år. Rammerne fastsættes bl.a. under hensyntagen til
de langsigtede makroøkonomiske udfordringer og den aktuelle konjunktursituation.
Aftalerne fastlægger typisk niveauet for de samlede serviceudgifter og anlægsinvesteringer i kommunerne
og regionerne. Aftalen med KL fastlægger også rammen for den kommunale skattefastsættelse. På baggrund
af aftalen beregnes et bloktilskud (balancetilskud) fra staten, som sikrer, at henholdsvis kommuner under ét
og regioner under ét har finansiering til de aftalte udgifter.
Aktuelt udgør aftalen for den regionale økonomi for 2024 på sundhedsområdet omkring 136 mia. kr.
I de regionale budgetter for 2024 er der fordelt ca. 92 mia. kr. til de somatiske sygehuse (inklusive IT og
administration) og ca. 12 mia. kr. til de psykiatriske sygehuse (inklusive IT og administration), det vil sige
3
Højgaard, Betina m.fl. ”Den statslige styring af det regionale sundhedsområde: analyse af centrale instrumenter”. VIVE - Det nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0011.png
Baggrundsrapport
11
ca. 104 mia. kr. i alt til sygehusene. Aftalerne indeholder en række henstillinger om politiske og økonomiske
prioriteringer i kommuner og regioner. Det kan fx være mål for den faglige udvikling eller tilrettelæggelse
af opgaverne.
Aftalerne har to afgørende karakteristika;
1.
Aftalerne er generelle og gælder dermed for henholdsvis kommunerne og regionerne samlet set. Det
giver enkeltregioner mulighed for at prioritere udgifter i forhold til lokale behov, men under hensyn­
tagen til den samlede aftalte ramme.
2.
Aftalerne er ikke juridisk bindende, og dermed er kommuner og regioner ikke lovmæssigt forpligtet
af dem. Aftalesystemet er dog baseret på, at aftalerne overholdes, og overskridelser vil derfor kunne
underminere aftalesystemet.
Med budgetloven, med virkning fra 2014, er der indført udgiftslofter for henholdsvis stat, kommuner og
regioner. De kommunale og regionale udgiftslofter fastsætter en øvre grænse for nettodriftsudgifterne til
service. Overholdelsen af udgiftslofterne understøttes af sanktionsmekanismer, både i forhold til budgetter
og regnskaber. Tilsvarende kan der i de årlige økonomiaftaler også fastsættes lofter for de samlede anlægs­
udgifter og tilhørende sanktionsmekanismer.
I forbindelse med de årlige aftaler om den regionale økonomi udmøntes samtidig centralt politiske aftaler
på sundhedsområde, fx psykiatriaftaler, kræftplaner m.v. og udmønter dermed afsatte midler på finansloven
til det decentrale sundhedsvæsen.
Nærhedsfinansiering
I loven om den regionale finansiering indgår også et resultatafhængigt finansieringselement, som udgør ca.
1 pct. af den samlede finansiering. Aktuelt udmøntes det under den såkaldte nærhedsfinansieringsordning,
hvor en del af den samlede regionale finansiering på godt 1,5 mia. kr. afhænger af regionale resultater i
forhold til at sikre omstillingen til det primære sundhedsvæsen. Den konkrete målopfølgning har været
suspenderet siden 2019 som konsekvens af manglende datagrundlag efter omlægning af landspatientregi­
steret og de følgende år på grund af påvirkningen fra covid-19.
Nærhedsfinansieringens udmøntning afhænger af resultater ud fra kriterier, som fastsættes i økonomi-
aftalen mellem regeringen og Danske Regioner. De aktuelle kriterier har fokus på at skabe incitament til
at øge omstillingen i sygehusvæsenet til mere udredning og behandling tættere på borgerne. Nærheds-
finansiering blev indført i 2019, hvor den aktivitetsafhængige finansiering blev afviklet. Den aktivitets-
afhængige finansiering blev oprindelig indført fra 2001 for at tilskynde sygehusene til flere operationer
for at reducere ventetider, som på daværende tidspunkt blev betragtes som en af de største udfordringer
i sundhedsvæsenet. Forøget sygehusaktivitet er derfor ikke længere et element i den overordnede styring.
Kommunal medfinansiering
Endelig indgår den kommunale medfinansiering i loven om regionernes finansiering. Den har for regio­
nerne samme karakteristika som det generelle bloktilskud og er fordelt tilsvarende. Den kommunale
medfinansiering er for regionerne ikke afhængig af konkrete aktivitetsmål eller lignende og er dermed
de facto for regionerne en del af det generelle bloktilskud.
Regionerne er ca. 99 pct. finansieret ved bloktilskud fra staten (inklusive kommunal medfinansiering) og
1 pct. via det resultatafhængige finansieringselement (nærhedsfinansiering). Den samlede finansiering,
herunder også nærhedsfinansieringen, er fordelt mellem regionerne efter objektive kriterier for demografi
og socioøkonomi.
Regionernes styring af sygehusene
Regionerne bestemmer selv, hvordan de styrer og finansierer sygehusene indenfor de økonomiske rammer.
Regionernes styring af sygehusdriften kan i dag primært karakteriseres som mål og rammestyring, mens
enkelte regioner kombinerer det med få andre elementer i styringen, fx aktivitetsstyring indenfor udvalgte
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0012.png
12
Baggrundsrapport
sygehusområder.
4
Det ligger i rammestyringen, at den overordnede budgetramme videreføres til det
underliggende niveau. Den statslige budgetramme og styringsregime af regionerne overføres derfor
fra regionerne til sygehusene, som kan disponere indenfor rammen og igen delvist overfører det til
afdelingerne.
Rammestyringen indebærer grundlæggende, at sygehusenes tildeles et rammebudget, som sygehusenes
skal overholde. De årlige budgetter for sygehusene fastlægges typisk på baggrund af seneste års budgetter
justeret, fx for opgaveflytninger og politiske prioriteringer. Det er gennemgående for regionernes styring
af sygehuse og sygehusafdelinger, at de centrale styringsparametre er overholdelse af budgetterne og
patientrettighederne. Fælles for dem er, at manglende overholdelse eller fokus på målsætningerne kan
have økonomiske konsekvenser for regionerne, bl.a. som følge af budgetloven, og brugen af private leveran­
dører ved manglende overholdelse af patientrettighederne.
Det samme gør sig ikke gældende for nærhedsfinansieringen. Der er det omvendt forudsat, at der skal
forekomme en regional tilpasning, hvor de overordnede mål oversættes i hver region, så de opleves rele­
vante og hensigtsmæssige på sygehus og afdelingsniveau. Det er derfor de enkelte regioner, der beslutter,
hvordan nærhedsfinansieringen, bl.a. eventuelle sanktioner, rammer de enkelte sygehuse i forhold til at
understøtte en omstilling til det primære sundhedsvæsen. I styringen kan der også indgå forskellige former
for incitamentsinstrumenter, fx et populationsansvar for patienters brug af det frie og det udvidede frie
sygehusvalg for den befolkning, som har bopæl i sygehusets optageområde.
Regionernes ansvar for sygehusene gælder både for drift og anlæg. Den statslige styring af den regionale
økonomi på anlægsområdet følger i vidt omfang samme rammer som driftsområdet, da der i de årlige
økonomiaftaler fastlægges samlede budgetrammer for regionerne under ét. Dog er der i økonomiaftalen
for 2024 ekstraordinært aftalt en toårig ramme, gældende for 2024 og 2025.
Ligesom på driftsområdet er budgetoverholdelse et centralt styringsparameter. Prioritering af anlægs-
midlerne mellem nybyggeri, renovering/modernisering og investeringer i apparatur er overladt til den
enkelte region.
Boks 1.1
Udviklingstræk i rammestyringens faser i amter/regioner
År 1986-1993: Ubundne rammebudgetter i amterne
Rammestyring af sygehusene kom af budget- og bevillingsmæssige årsager først i fokus fra midten
af 1980’erne, hvor der kom bedre mulighed for at flytte midler mellem forskellige af amternes konti
på grund af en regelændring. Sygehusene fik en fast budgetramme med ganske få bindinger, typisk
vedrørende overførelse af lønmidler til øvrig drift. Det er normalt det, der forstås ved rammebudgetter.
Frem til begyndelsen af det nye årtusinde dominerede rammestyring for sygehusene. Under ramme-
styring fastsætter den overordnede budgetramme for det underliggende niveau, fx staten for regionerne
og regionerne for sygehusene og sygehusene for afdelinger.
År 1993-2000/2001: Rammestyring med kontrakt
Rammestyring med kontrakt er også kendt som mål- og rammestyring. Kontrakter ændrede ikke ved, at
der fortsat var tale om en bindende økonomisk ramme (rammebudget), men det specificeres i kontrakten,
hvad der forventes realiseret indenfor det tilgængelige budget, det vil sige aktivitet, servicemål m.v.
Kontrakten indeholdt også ofte en angivelse af, hvad der skete, hvis et højere eller lavere aktivitetsniveau
end det i kontrakten forudsatte blev nået.
4
Rigsrevisionen, “Beretning om regionernes grundlag for den økonomiske styring af sygehusene”, 2020.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0013.png
Baggrundsrapport
13
År 2002-2016: Rammestyring med aktivitetsbaseret afregning
I perioden fra 2002-2019 blev rammestyringen suppleret med takststyringsmodeller, hvor aktivitetsmål
og produktivitetskrav var i fokus. Fra 2002 til 2019 var det et krav om øget produktivitet på 2 pct., hvor
sygehusene beholdt gevinsten mod til gengæld at øge aktiviteten tilsvarende. Takststyringen var en
meget specifik form for mål- og rammestying. Der var fortsat tale om en bindende økonomisk ramme
(rammebudget), som var suppleret med meget konkrete modeller for håndtering af et højere eller lavere
aktivitetsniveu end det målsætningerne forudsatte. I den konkrete udmøntning af takststyringen var
ikke mulighed for at opnå yderligere finansiering, end hvad rammestyringen angav. I praksis slog takst-
styringen derfor alene igennem i tilfælde, hvor de forudsatte aktivitetsmål ikke blev opnået, med
r
eduktion af finansieringsrammen til konsekvens.
Takststyringen var baseret på DRG-systemet (diagnose relaterede grupper) med ca. 1.000 takster for
stationær og ambulant behandling. Produktionsværdien blev opgjort ved hjælp af DRG-takstsystemet,
som er et udtryk for de gennemsnitlige driftsudgifter indenfor hver DRG-gruppe. Taksterne bliver
beregnet ved at koble den faktiske aktivitet og de forbundne omkostninger. Da DRG-taksten afspejler
de gennemsnitlige omkostninger på landsplan, kan de afholdte udgifter for det enkelte sygehus både
ligge over og under taksten. DRG-systemet bruges bl.a. til mellemregionale afregninger og beregninger
af produktionsværdi i dag.
År 2015-2019 – Forsøg med rammestyring og moderne kontrakter
I perioden fra 2014-2015 var der stigende fokus på rammestyring som model for styringen af økonomien.
Perioden var kendetegnet ved forsøg med at udvikle og afprøve nye styrings- og afregningsmodeller
på udvalgte områder og med afsæt i det såkaldte værdibaseret styringsbegreb. Centralt i initiativet
var ønsket om, at sundhedsvæsenet skulle opnå større sundhedsværdi pr. brugt krone samtidig med,
at patienter og borgere skulle blive (endnu) mere tilfredse med sundhedsvæsenet.
Det karakteristiske for forsøgene med værdibaserede styringsgreb var, at de blev set som modsætning til
aktivitetsbaseret afregning. Der var i vid udstrækning tale om en tilbagevenden til et rammebudget med
en moderniseret kontrakt. Moderniseringen her består bl.a. i, at der også skal laves kvalitetsmål indenfor
det aftalte rammebudget. Implementeringen af værdibaseret styring viste sig at være kompleks.
5
År 2019 – Rammestyring og modereret moderne kontrakter
I 2019 blev aktivitetsfinansieringen endeligt udfaset og dermed også produktivitetskravet på 2 pct. om
året. Sygehusene er i dag mål- og rammestyret af regionerne. Der er videreført forskellige elementer
fra forsøgene med den værdibaserede styring. Styringen tager udgangspunkt i, der skal være propor-
tionalitet mellem omkostningerne med at vedligeholde styringsinstrumentet og gevinsten, der skabes,
som ofte ikke var tilfældet med den fulde version af ”værdibaseret styring”.
Det har været en dominerende tilgang i styringsdagsordenen at komme væk fra et snævert fokus på
produktivitet og aktivitet og i højere grad at styrke sammenhængen, bl.a. at sikre omstilling af aktivitet
fra det sekundære sundhedsvæsen til behandling i det primære sundhedsvæsen. Det kommer bl.a. til
udtryk i den statslige nærhedsfinansiering af regionerne.
Kilde: VIVE (2019): Den
statslige styring af det regionale sundhedsområde.
Rigsrevisionen (2020) Regionernes grundlag for den
økonomiske styring af sygehusene.
5
Højgaard, Betina m.fl. ”Den statslige styring af det regionale sundhedsområde: analyse af centrale instrumenter”. VIVE - Det nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0014.png
14
Baggrundsrapport
Udvikling i sygehusstrukturen og de akutte beredskaber
I følgende afsnit beskrives udviklingen i kapaciteten i sektoren, bl.a. antal sygehuse og udviklingen i syge­
husstrukturen og de private sygehuse. I beskrivelsen er der særligt fokus på udviklingen i antal senge­
pladser og det akutte beredskab.
Kapacitet og indretning af sygehusstrukturen
I afsnittet om kapacitet og indretning af sygehusstrukturen beskrives sygehusstrukturen og grundlaget for
udviklingen af strukturen, bl.a. med henvisning til gennemførelsen af de 16 kvalitetsfondsbyggerier.
Sygehusstrukturen i dag
Den regionale somatiske sygehusopgave udførtes i starten af 2023 af 20 sygehusenheder, fordelt på 55
matrikler. To sygehusenheder, Aalborg Universitetssygehus og Sjællands Universitetssygehus, varetager
hver to akutfunktioner, for henholdsvis akutsygehuset i Thisted og akutsygehuset i Nykøbing Falster. Der er
dermed 21 akutsygehuse, fordelt på 19 sygehusenheder. Bornholms Hospital har en partnerskabsaftale med
Bispebjerg Hospital om at understøtte deres akutte funktion. Rigshospitalet er et traumesygehus, men har
ikke funktion som et almindeligt akutsygehus med et dertilhørende optageområde. De øvrige traume-
sygehuse er Aalborg Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital,
jf. tabel 1.1 og boks 1.2.
Tabel 1.1
De somatiske sygehuse pr. 2023
Region
Hovedstaden
Sygehusenhed
Amager og Hvidovre Hospital
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Rigshospitalet
1,3
Herlev og Gentofte Hospital
Nordsjællands Hospital
Bornholms Hospital
Sjælland
Sjællands Universitetshospital
Matrikler
Amager,
Hvidovre
2
Bispebjerg
2
, Frederiksberg
Blegdamsvej, Glostrup, Hornbæk
Herlev
2
, Gentofte
Hillerød
2
, Helsingør, Frederikssund
Rønne
2
Køge
2
, Roskilde, Faxe,
Nykøbing Falster
2
Holbæk
2
Næstved,
Slagelse
2
, Ringsted
Esbjerg
2
, Grindsted og Brørup
Aabenraa
2
. Sønderborg og Tønder
Kolding
2
, Middelfart og Vejle
Odense
2
, Svendborg, Nyborg og Ærøskøbing
Samsø,
Skejby
2
Gødstrup
2
, Holstebro, Ringkøbing, Lemvig
Horsens
2
Grenaa,
Randers
2
Silkeborg,
Viborg
2
, Skive, Hammel
Aalborg
2
,
Thisted
2
, Hobro, Farsø
Hjørring
2
, Frederikshavn, Brønderslev, Skagen
Holbæk Sygehus
Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse
Syddanmark
Sydvestjysk Sygehus
Sygehus Sønderjylland
Sygehus Lillebælt
Odense Universitetshospital
3
Aarhus Universitetshospital
3
Regionshospitalet Gødstrup
Regionshospitalet Horsens
Regionshospitalet Randers
Hospitalsenhed Midt
Aalborg Universitetshospital
3
Regionshospitalet Nordjylland
Midtjylland
Nordjylland
Anm.: 1) Rigshospitalet indgår ikke som et af de 21 akuthospitaler. 2)Matrikler som varetager sygehuset akutfunktion(er) (markeret med fed) 3)
Traumecentre
Kilde: SST2. oktober 2019 SUU nr. 6 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0015.png
Baggrundsrapport
15
Sygehusstrukturen består dermed af 21 akutsygehuse, som er indrettet med en fælles akutmodtagelse til
at modtage og behandle patienter med akut opstået eller forværret sygdom eller skade. For at være et
akutsygehus skal relevante akutte specialer være repræsenteret på sygehusets matrikel.
Specialsygehusene er fordelt på de resterende matrikler, der som udgangspunkt modtager patienter til
planlagt behandling. Eksempler på specialsygehuse er sygehuset i Vejle og sygehuset i Næstved, jf. boks 1.2.
Boks 1.2
Sygehuskategorier
Akutsygehus
Et akutsygehus er et sygehus, der behandler akut opstået sygdom og skade. Som navnet indikerer, kan
akutsygehuse som udgangspunkt modtage og behandle patienter med de fleste tilfælde af akut opstået
eller forværret sygdom eller skade. Nogle akutsygehuse modtager kun patienter med somatisk sygdom
og skade, andre modtager kun patienter med psykisk sygdom, mens nogle modtager begge typer
patienter. Derudover varetager akutsygehuse også en lang række planlagte medicinske og kirurgiske
behandlinger af patienter, herunder også diagnostik, udredning, opfølgning m.v.
For at akutsygehusene kan varetage behandlingerne, skal alle relevante akutte specialer være repræsen-
teret på sygehusets matrikel, da det kræver tilstedeværelse af flere specialer og fagligheder, der typisk
skal samarbejde omkring udredning og behandling af patienterne.
Akutsygehus med særlig geografi
Akutsygehus med særlig geografi er et mindre sygehus med begrænsede kompetencer og vagt-
beredskab, der er fysisk placeret, hvor helt særlige geografiske forhold gør det nødvendigt og hensigts-
mæssigt, at der kan varetages behandling af akut sygdom og skade
Den type af akutsygehus vil typisk kunne modtage patienter med akut sygdom og skade af et begrænset
omfang og kompleksitet, samtidig med at de varetager en række planlagte behandlinger. Der vil typisk
skulle foreligge regionale retningslinjer og samarbejdsaftaler for præhospital visitation, overflytning til
større akutsygehus, brug af telemedicin m.v. Det omfatter de somatiske sygehuse på Bornholm, i Thisted
og i Nykøbing Falster.
Specialsygehus
Et specialsygehus er sygehuse, der som udgangspunkt modtager patienter til planlagt og ikke akut
behandling. Patienter med medicinske sygdomme kan dog i et vist omfang modtages akut på special-
sygehuse, men kun for visiterede patientgrupper til fagligt velbegrundede funktioner, fx patienter med
åben indlæggelse, patienter med kendt medicinsk sygdom eller patienter i palliativt forløb.
Specialsygehusene kan være organiseret med særligt fokus på udvalgte typer behandlinger eller
p
atienter. Fx betegner Region Syddanmark sygehuset i Vejle for ”Patienternes kræftsygehus”, mens
sygehuset i Middelfart beskrives som ”Patienternes rygsygehus”. Begge sygehusmatrikler er en del af
Sygehus Lillebælt, der også omfatter Kolding Sygehus, som er et akutsygehus. Andre specialsygehuse
er eksempelvis Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus, Regionshospitalet Silkeborg og
Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Traumesygehus
Et traumesygehus (også ofte kaldet et traumecenter) er nogle få, store somatiske akutsygehuse, der
kan behandle meget alvorligt syge patienter, bl.a. svært tilskadekomne patienter. Målgruppen omfatter
patienter med skader i flere organsystemer, patienter, hvor der på skadestedet eller andet sygehus er
konstateret komplicerede skader, patienter med meget alvorlig sygdom, eller patienter der har anden
betydende konkurrerende sygdom (komorbiditet). Det somatiske traumesygehus forventes dermed at
kunne varetage samtlige akutte somatiske sygdoms- og skadestilfælde, der indbringes eller henvises
til sygehuset, dog med enkelte undtagelser (fx børnekirurgi, trykkammerbehandling og replantation
af afrevne fingre).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0016.png
16
Baggrundsrapport
Det forudsættes, at sygehusene er planlagt med et befolkningsunderlag, der er væsentligt større end
400.000, og der er tale om et sygehus med Sundhedsstyrelsens godkendelse efter sundhedslovens
§207-209 (vedr. specialeplanlægning) til varetagelse af relevante specialfunktioner indenfor traume-
behandling, intensiv behandling m.v. Det omfatter de fire sygehuse Rigshospitalet, Aarhus Universitets-
hospital, Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital.
Grundlaget for ny sygehusstruktur med 21 akutsygehuse
I 2005 vurderede Sundhedsstyrelsen, at en reduktion i antallet af akutmodtagelser var en nødvendig
udvikling i lyset af de øgede faglige krav til sygehusene. De politiske partier bag sundhedsloven i 2005
var på den baggrund enige om, at hvis den faglige kvalitet og hensynet til nærhed stod i modstrid med
hinanden, skulle faglig kvalitet vægtes højere end nærhed til indsatsen.
6
Det blev uddybet i Sundheds-
styrelsens rapport ”Et styrket akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen”
fra 2007, som introducerede konceptet om en fælles akutmodtagelse (FAM), som indebar konkrete
anbefalinger om, hvilke lægefaglige specialer der burde være repræsenteret i den fælles akutmodtagelse.
Udviklingen mod 21 akutsygehuse i Danmark tog udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens forudsætninger
om bl.a. tilstrækkeligt befolkningsgrundlag og de regionale sygehusplaner. Som et led i etableringen af en
ny sygehusstruktur centreret om 21 akutsygehuse blev der i 2007 afsat en statslig ramme for medfinansie­
ringen.
7
Den statslige kvalitetsfond udgør en investering på i alt 59,1 mia. kr. i 2024-priser. Investeringen
skulle bruges på nye og moderniserede sygehuse, hvor regionerne er bygherrer og staten udbetaler støtte
og fører overordnet tilsyn med de enkelte byggerier.
Til at rådgive regeringen i udmøntningen af midlerne blev der i efteråret 2007 nedsat et ekspertpanel,
Erik Juhl-udvalget, der fungerede frem til februar 2014.
Hensyn til kvalitetsfondsbyggerierne
Formålet med kvalitetsfondsinvesteringen var at etablere tidssvarende sygehuse, der understøtter øget
kvalitet og effektivitet i opgaveløsningen, bl.a. effektive patientflows og effektiv logistik i øvrigt. Projekterne
omfatter nybyggede sygehuse såvel som tilbygninger til og moderniseringer af eksisterende sygehuse.
Hertil blev en del af den samlede ramme øremærket investeringer i nyt apparatur.
I udmøntningen af midlerne har det desuden været prioriteret, at alle nybyggede sengestuer i kvalitets-
fondsprojekterne er enestuer. De bagvedliggende hensyn er en øget patientsikkerhed og mulighed for
privatliv, bl.a. under konsultationer og behandling på stuen. Der har også været en forudsætning om
fleksibel indretning, så der løbende kan blive omstillet til fortsat mere ambulant behandling med en
samtidig reduktion i sengekapaciteten for at kunne behandle flere patienter. Netop ambitionen om en
øget kvalitet på sygehusbehandlingen har været drivende i etablering og placering af de 21 akutsygehuse.
Et bærende princip for at højne kvaliteten på sygehusområdet har været princippet om, at ”øvelse gør
mester”. Idéen spiller en central rolle, både ved fastlæggelse af optageområder for akutsygehusene og
ved specialeplanlægningen.
6
7
Finansministeriet, “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2008”, 2007.
Højgaard, Betina m.fl. ”Den statslige styring af det regionale sundhedsområde: analyse af centrale instrumenter”. VIVE - Det nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0017.png
Baggrundsrapport
17
Etablering og placering af de 21 akutsygehuse tog derfor udgangspunkt i fire kriterier:
1. Samling af funktioner og specialer på færre enheder
3.
Den præhospitale indsats
2. Efterlevelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger på akutområdet
4. Sammenhæng til andre regioner (sammenhængende national planlægning)
Det fremgik af økonomiaftalen med Danske Regioner for 2010, at: ”Der vil blive stillet krav om effektivitets­
gevinster ved investeringerne, som skal medgå til at finansiere aktivitetsvækst på sygehusene i takt med,
at gevinsterne realiseres”.
8
Samlet set skal der realiseres en varig effektiviseringsgevinst på ca. 2,7 mia. kr.
(2024-priser), som forudsættes realiseret senest i år ét efter ibrugtagning af de enkelte byggerier. Effekti-
viseringsgevinsterne bliver i den regionale økonomi til finansiering af ny sygehusaktivitet.
Dimensionering af antal sengepladser
Dimensionering af sengekapaciteten spillede en central rolle i den nye sygehusstruktur. Ekspertpanelet
(Erik Juhl-udvalget) havde noteret, at udviklingen frem til 2007 var gået i retning af flere patienter og
ambulante besøg, som var blevet modsvaret af en tilsvarende reduktion i sengedage og dermed antal senge.
Det samlede antal besøg og sengedage var dermed stort set ikke ændret i en lang årrække. I 1980 var der
samlet set knap 11,8 mio. sengedage og ambulante besøg, mens der i 2007 var 12,1 mio. sengedage og
ambulante besøg, svarende til en vækst på under 0,1 pct. om året.
Udviklingen med flere ambulante besøg og færre sengedage forventede panelet ville fortsætte. Samlet
vurderede ekspertpanelet, at et pejlemærke kunne være en antagelse om en vækst i ambulante behand­
linger frem til 2020 på omkring 50 pct. og et modsvarende fald i antal senge i størrelsesordenen 20 pct.
Et sådant aftagende fald i antal senge, samtidigt med en fortsat vækst i antallet af ambulante besøg, kunne
understøtte både en stigende og aldrende befolkning.
9
Udviklingen i sygehusstrukturen siden 2007 i tal
I rene tal har den nye sygehusstruktur indebåret, at der er 19 færre akutmodtagelser. Mens der i 2007
var 40 sygehuse med akutmodtagelse, så er der i dag 21 enheder, som er organiseret med en fælles akut­
modtagelse. Undervejs i processen blev der nedlagt 14 sygehuse med akutmodtagelse, og 12 blev omdannet
til specialsygehuse. Antallet af nedlagte sygehuse var dog større, da en række mindre sygehuse uden
akutmodtagelse og under afvikling også blev endeligt nedlagt. Det gælder bl.a. sygehusene på Mors, i Grenå,
Odder, Fåborg, Varde, Korsør, Kalundborg, Nakskov, Hørsholm og Helsingør.
Det samlede antal somatiske sengepladser er faldet siden 2007. Det er sket samtidig med og som et led
i tilpasningen af sygehusstrukturen. De normerede somatiske sengepladser reduceret med ca. 5.000 i
perioden fra 2007 til 2022, jf. figur 1.3. Det svarer til, at en tredjedel af de normerede sengepladser er
nedlagt siden 2007.
8
9
Danske Regioner og Regeringen, “Aftale om regionernes økonomi for 2010”, 2010
Regeringens ekspertpanel vedr. sygehusinvesteringer, “Regionernes investerings- og sygehusplaner – Screening og vurdering”, 2008.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0018.png
18
Baggrundsrapport
Figur 1.3
Normerede somatiske sengepladser - 2007 til 2022
Sengepladser
18.000
16.000
14.000
12.000
10.000
8.000
6.000
4.000
2.000
0
Sengepladser
18.000
16.000
14.000
12.000
10.000
8.000
6.000
4.000
2.000
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Hele landet
0
Anm.: Data mangler for hele landet i 2012 og for i 2014 og 2015 for Region Syddanmark. Den stiplede linje indikerer databrud, da tallene før 2014
er et øjebliksbillede af antal sengepladser d. 31. december i året, mens der er tale om det gennemsnitlige antal sengepladser årligt fra 2014 og
frem. De somatiske sengepladser dækker sengepladser indenfor kirurgiske, medicinske, onkologiske og øvrige somatiske specialer.
Kilde: Sundhedsdatastyrelsens statistik ”Sengepladser og belægning” pba. oplysninger fra regionernes PAS systemer
Den forventede udvikling med et fald i sengedage med ca. 20 pct. og en stigning i ambulante besøg på ca.
50 pct. er stort set afspejlet i den faktiske udvikling, jf. figur 1.4. De konkrete tal fra perioden 2007 til 2018
viser en stigning i antal ambulante kontaktdage på 40 pct. og et fald i antal kontaktdage for indlæggelser
(sengedage) på 15 pct. Figuren illustrerer desuden betydningen af covid-19 for den generelle aktivitet i
sundhedsvæsenet, der faldt i 2020 og 2021, fordi store dele af den ikke-tidskritiske aktivitet blev udskudt
som følge af pandemien.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0019.png
Baggrundsrapport
19
Figur 1.4
Udvikling i kontaktdage (somatik og psykiatri) - Ambulante ophold og indlæggelser - 2007 til 2022
Kontaktdage
20.000.000
18.000.000
16.000.000
14.000.000
12.000.000
10.000.000
8.000.000
6.000.000
4.000.000
2.000.000
0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Kontaktdage, indlæggelser
Kontaktdage, ambulante ophold
Kontaktdage
20.000.000
18.000.000
16.000.000
14.000.000
12.000.000
10.000.000
8.000.000
6.000.000
4.000.000
2.000.000
0
Total
Anm.: Offentligt finansierede ophold. Sygehusopholdet skal være afsluttet i LPR pr. 10. september 2023 for at tælle med i opgørelsen. Sygehus-
ophold som er startet i 2022 eller tidligere, men ikke afsluttet i 2023, indgår dermed ikke i opgørelsen. Der er databrud i 2019 grundet overgang
til ny version af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal
foretages med ekstra varsomhed. Stigningen i 2014 kan skyldes at fra 1. januar 2014 overgik vagtlægeordningen i Region Hovedstaden fra at
ligge i primærsektoren til at blive varetaget af sygehusene. Der vil derfor være et højere niveau af akut aktivitet i Landspatientregisteret i årene
2014-2022 i Region Hovedstaden.
Kilde: Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. september 2023, Sundhedsdatastyrelsen.
Privatsygehuse
Regionerne kan ifølge sundhedsloven benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets
opgaver. Regionerne benytter ofte samarbejdet med privathospitalerne til sikre hurtig og effektiv udredning
og behandling af patienter, hvis kapaciteten på de regionale sygehuse ikke kan følge med.
Typer af privatsygehuse
Der findes to typer af privathospitaler i Danmark: Kommercielle privathospitaler, der sigter mod et økono­
misk afkast, og non-profit privathospitaler, som er angivet ved navn i sundhedsloven §79 stk. 2, fx Epilepsi­
hospitalet i Dianalund og Vejlefjord Rehabilitering og Center for Hjerneskade.
10
Fokus i følgende afsnit er de
kommercielle privathospitaler. De to første kommercielle privathospitaler går tilbage til henholdsvis 1981
og 1989.
I dag består de private sygehuse hovedsageligt af to kæder, Aleris-Hamlet og Capio og et antal mindre
klinikker, bl.a. flere speciallægepraksisser, som har opnået aftaler under det udvidede frie sygehusvalg.
To typer af aftaler med de kommercielle privathospitaler
Der har udviklet sig en praksis, hvor man skelner mellem to typer af aftaler med privatsygehuse. Et privat
sygehus kan have aftale med det regionale sygehusvæsen, enten som et samarbejdssygehus eller et aftale­
sygehus.
10
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Bekendtgørelse af sundhedsloven”, LBK nr 247 af 12/03/2024 § 79, stk. 2 (2024).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0020.png
20
Baggrundsrapport
Et privat sygehus kan blive et samarbejdssygehus via udbudsaftaler eller tilsvarende, der indgås, når en
region i en kortere eller længere periode har behov for at få varetaget dele af deres kapacitet indenfor
et bestemt område. Det kan både være enkle og veldefinerede sundhedsydelser, fx grå stær eller MR-
scanninger, men også hele specialer, som dækkes ind, fx bevægeapparatet (ortopædkirurgi). Takst for
afregning fastlægges i gennem forhandlinger mellem regionen og den private leverandør (en såkaldt
udbudstakst). Udbudstaksten afspejler den opgave, som fremgår af aftalen. Som udgangspunkt dækker
udbudsaftalerne ikke forpligtelser om, at de private skal varetage forskning, akutfunktioner og uddan­
nelsesforløb i den lægelige videreuddannelse. Derimod skal den aftalte afregning dække udgifter til
afskrivninger, moms, investeringer m.v., som er udgiftstyper, de private sygehuse har, men som regionens
egne sygehuse ikke har. Regionerne skal tage hensyn til det, når de indgår den form for aftaler med de
private sygehuse. Brugen af lokale udbudsaftaler sikrer, at der løbende opnås mest økonomisk fordelagtige
aftaler med privathospitaler under hensyntagen til kvalitetskrav m.v.
Et aftalesygehus er derimod et privat sygehus, som opnår ret til at behandle og/eller udrede patienter
gennem det udvidede frie sygehusvalg. Det er Danske Regioner, på vegne af regionerne, der indgår en
centrale aftale om det udvidede frie sygehusvalg til henholdsvis behandling og udredning. Det sker både
indenfor somatikken og i psykiatrien. Forholdene i aftalerne fastlægges bl.a. af sundhedsloven, juridiske
og faglige vejledninger, kliniske retningslinjer og gennem forhandling mellem Sundhed Danmark og Danske
Regioner. Alle private sygehuse, der kan leve op til kravene, har ret til at opnå status som et aftalesygehus.
På nuværende tidspunkt er der tale om toårige centrale aftaler, som forhandles mellem Sundhed Danmark
(Foreningen af danske sundhedsvirksomheder) og Danske Regioner på vegne af regionerne. Der er aktuelt
134 behandlingssteder, der har virke som et aftalesygehus.
Omsætning og aktivitet
De mange behandlinger og ydelser, som sygehusvæsenet leverer og producerer, har varierende ressource­
træk, fx afhængig af kompleksitet af et indgreb og behov for specialudstyr I opgørelser af sygehusenes
aktivitet kan der tages højde for det ved at opgøre produktionsværdien i stedet for antal ydelser. Produk-
tionsværdien opgøres ved hjælp af DRG-takstsystemet.
I perioden fra 2007 til 2022 er mellem 1 og 3 pct. af den samlede regionalt finansierede produktionsværdi
blevet udført på private sygehuse, jf. figur 1.5. Det varierer på tværs af områder, hvor stor en andel af
produktionsværdien de private sygehuse varetager, bl.a. fordi de udfører ikke-akutte opgaver. Indenfor
kirurgien varetager de en større andel på ca. 5 pct.
Andelen af offentligt finansieret produktion på de private sygehuse har været stigende siden 2020, men var
indtil da stabil i en længere periode. Stigningen skyldes bl.a. øget brug af den private kapacitet i arbejdet
med at nedbringe de ventelister, som opstod som konsekvens af covid-19 og overenskomstkonflikt på
sygeplejerskeområdet i 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0021.png
Baggrundsrapport
21
Figur 1.5
Andel af den samlede offentlige finansierede produktionsværdi udført på privatsygehus,
2007 til 2022
Pct.
3,5
3,0
2,5
2,0
1,5
1,0
0,5
0,0
2007
2008
2009
2010
2011 2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019 2020
2021 2022
Pct.
3,5
3,0
2,5
2,0
1,5
1,0
0,5
0,0
Anm.: Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal
for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023 og Landspatientregisteret (DRG-grupperet) i aktivi-
tetsårets takst pr. 10. marts året fra Sundhedsdatastyrelsen. .
Mens de private sygehuse udfører en relativt lille, men voksende, andel af de offentligt finansierede syge­
husydelser, så udgør den offentlige finansiering en væsentlig andel af privatsygehusenes indtægter. De
offentligt henviste patienter står for ca. halvdelen af de private sygehuses indtægter, jf. figur 1.6. De øvrige
indtægter stammer hovedsageligt fra forsikringshenviste patienter (39 pct.), mens selvbetalere finansierer
knap 12 pct.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0022.png
22
Baggrundsrapport
Figur 1.6
Fordeling af patientgrupper på private sygehuse efter finansiering - 2020-2022
Pct.
100
21
80
44
49
17
Pct.
100
12
80
60
43
60
40
40
20
36
39
39
20
0
2020
Forsikringspatienter
2021
Offentligt henviste patienter
2022
Selvbetaler
0
Kilde: Sundhed Danmark, Branchestatistik 2022 på baggrund af Danske Regioner
De private sygehuses bruttoomsætning fra offentligt henviste patienter fordeler sig cirka 50/50 på aftaler
fra udbud, aftaler i forbindelse med det udvidede frie sygehusvalg og aftaler om hurtig udredning, jf. figur
1.7. Andelen af omsætningen, der udgøres af sidstnævnte, er steget omkring 10 procentpoint fra 2020 til
2022. Det skal ses i lyset af de øgede ventelister, der fulgte af covid-19-pandemien og overenskomstkonflikt
på sygeplejerskeområdet i 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0023.png
Baggrundsrapport
23
Figur 1.7
Bruttoomsætningen i mio. kroner for offentligt henviste patienter fordelt på aftaler i 2020-2022
Mio. kr.
1.600
1.504
Mio. kr.
1.600
1.400
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
341
2020
48 pct.
2021
2022
715
488
1.108
648
1.200
1.000
800
600
374
52 pct.
620
856
400
200
0
Udbud
Det Udvidede Frie Sygehusvalg (DUF) og aftaler om hurtig udredning
Kilde: Sundhed Danmark, Branchestatistik 2022 på baggrund af Danske Regioner
Det akutte beredskab
Som belyst i det foregående afsnit blev der etableret en ny sygehusstruktur med udgangspunkt i 21 akut-
sygehuse. Udviklingen satte nye krav til den præhospitale visitation i forhold til valg mellem forskellige
akutmodtagelser og den præhospitale indsats som følge af den øgede afstand mellem akutmodtagelserne.
Derfor er det præhospitale beredskab blevet styrket for at skabe hurtig og effektiv transportmulighed
og tidlig livreddende indsats, bl.a. specialiseret diagnostik og behandling på skadestedet/i hjemmet og
under transport til akutmodtagelsen. Udviklingen vil blive beskrevet i det følgende.
Akutberedskabet
Akutberedskabet udgør grundstammen i regionernes præhospitale indsats og består af ambulancer,
akutbiler og akutlægebiler og en landsdækkende akutlægehelikopterordning. Tidligere var ambulancer
en transportordning fra skadested til sygehus. Nu er det en del af en samlet akutindsats udenfor sygehuset,
hvor behandlingen starter allerede på skadestedet og fortsætter under transporten til akutmodtagelsen.
Akutberedskab og responstider
Det er regionerne, som har ansvaret for, at borgere kan få hjælp af en ambulance døgnet rundt. Ansvaret
for ambulanceberedskabet er reguleret i sundhedslovens § 169 og i tilhørende bekendtgørelser. Det er
regionen, der indenfor de gældende rammer og anbefalinger tilrettelægger, hvad den præhospitale indsats
skal bestå af. Det betyder, at der kan være forskellige former for hjælp til borgerne i de enkelte regioner.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0024.png
24
Baggrundsrapport
Regionerne brugte ca. 2,2 mia. kr. på ambulancekørsel og liggende sygetransport i 2023.
11
I alt brugte
regionerne ca. 3 mia. kr. på hele det præhospitale område. Området er løbende blevet prioriteret og senest
er der med finansloven for 2024 afsat 50 mio. kr. og 75 mio. kr. årligt fra 2025 og frem til et varigt løft af de
regionale akutberedskaber. Det kommer oven i prioriteringen af området med Aftale om Sundhedsreform
(maj 2022), hvor der blev prioriteret 23,5 mio. kr. i 2022 stigende til 65 mio. kr. årligt fra 2024, som har
resulteret i 15 ekstra akutberedskaber.
Regionerne har pligt til løbende at vurdere kvaliteten af den præhospitale indsats, bl.a. ambulancebered-
skabet, jf. § 15 i bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet. Det fremgår også af bekendt-
gørelsen, at regionerne skal fastsætte responstider for hvert beredskabsområde og løbende følge respons-
tiderne, jf. § 19, stk. 3.
I størstedelen af regionerne er responstiden forbedret fra 2009 til 2023. I Region Hovedstaden, Region
Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland er en større andel af den professionelle præ-
hospitale enhed (fx ambulance eller akutbil) fremme indenfor 15 minutter ved de akutte kørsler, mens der
i Region Sjælland er sket et mindre fald i samme andel. Tallene skal dog ses i lyset af de mange ændringer,
der er sket i sammensætningen og organiseringen af akutberedskaberne siden 2009. Der er relativt stor
geografisk variation i responstiderne, som ikke ser ud til at have ændret sig meget fra 2009 til 2023.
Ambulancerne var i sidste halvår af 2023 hurtigst fremme i Region Hovedstaden (98 pct. indenfor
15 minutter), mens de var langsomst fremme i Region Nordjylland (ca. 89 pct. indenfor 15 minutter).
Der er også geografiske forskelle indenfor de enkelte regioner. Det skal ses i lyset af, at rammevilkårene
er forskellige mellem regionerne, bl.a. i forhold til befolkningstæthed og geografien.
Figur 1.8
Andel akutte ambulancekørsler, som var fremme indenfor 15 minutter fra alarmmelding
Pct.
100
98
96
94
92
90
88
86
84
82
80
Region Hovedstaden
Region Sjælland*
2. halvår 2009
Region Syddanmark
Region Midtjylland
2. halvår 2023
Region Nordjylland
Pct.
100
98
96
94
92
90
88
86
84
82
80
Anm.: Responstiden er målt som den tid der går fra vagtcentralen modtager en alarmmelding fra alarmcentralen og til fx ambulancen er fremme.
Opgørelsen dækker kørsel 1 (2009) og kørsel A (2023). For tallene vedr. sidste halvår af 2009 gælder, at andelen for Region Sjælland er beregnet
eksklusive Roskilde og Lejre kommuner, mens for Region Hovedstanden er Frederiksberg og Københavns kommuner ekskluderiet
i perioden 1. juli – 31. august 2009.
* Det har ikke været muligt at opgøre valide responstider i Region Sjælland for 3. og 4. kvartal i 2023. Region Sjælland indgår derfor med tal for
sidste halvår af 2022.
Kilde: Danske regioner samt ’ STATUS FOR UDVALGET OM DET PRÆHOSPITALE AKUTBEREDSKABS ARBEJDE’, 2009
11
Rigsrevisionen, “Rigsrevisionens notat om tilrettelæggelsen af en større undersøgelse af ambulancedriften i regionerne”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0025.png
Baggrundsrapport
25
Akutberedskaber har forskellige typer udkørende enheder med forskellig bemanding:
Ambulancerne er bemandet med to kvalificerede ambulancebehandlere, der er specialuddannede til
at varetage akutte situationer. I ambulancen kan patienten få ilt og målt puls, blodtryk, vejrtrækning
og iltmætning i blodet. I fællesskab kan de udføre en række medicinske behandlinger allerede i
ambulancen, ligesom der er forbindelse til akutmodtagelsen.
Akutbiler er en enkeltmandsbetjent støtteenhed, bemandet af en paramediciner, der er beregnet til
at rykke ud og starte behandling af patienten på stedet. Akutbilen er dermed ikke indrettet til at kunne
transportere patienter.
Akutlægebiler yder avanceret lægelig støtte til ambulancetjenesten. Den bemandes af én speciallæge,
som supporteres af en lægeassistent. I 1999 var der i alt fire lægebiler, i dag er der mere end 100 læge-
og akutbiler landet over, men med variation i placeringen.
Antallet af ambulancer og øvrige akutte beredskaber varierer på tværs af regionerne.
Ambulancekørslen er omfattet af udbudsregler, som EU fastsætter. Regionerne er derfor forpligtede til at
sende ambulanceopgaven i udbud. Regionerne har siden 2008 haft ambulanceberedskabet i udbud tre
gange hver især. Udbuddene har medført en markant ændring af driften af ambulancer, hvor regionerne
i langt højere grad i dag selv forestår hele eller dele af ambulancedriften. I dag driver det regionalt ejede
Ambulance Syd 39 stationer i Region Syddanmark, svarende til 77 pct. af det samlede antal beredskaber
i regionen. Region Midtjylland og Nordjylland varetager selv 60 pct. af ambulancedriften. I Østdanmark
driver Region Sjælland 48 pct. af beredskaberne, mens andelen som Region Hovedstaden varetager er
26 pct.
12
Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning
Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning blev etableret i 2014 som supplement til regionernes
eksisterende præhospitale beredskaber. Akutlægehelikopteren føres af en pilot og vil være bemandet af
en speciallæge i anæstesiologi (præhospital akutlæge) og ambulancebehandlere med særlige kompetencer
(paramedicinere). Danmark har i alt fire akutlægehelikoptere med baser i Skive, Billund, Ringsted og
Saltum.
Akutlægehelikopterne er bemandet 24 timer i døgnet året rundt, og kan flyve til alle dele af landet. I
dagstiden er der mobiliseringstid på 4,5 minutter. Det vil sige, at akutlægehelikopteren skal være i luften
inden 4,5 minutter efter der er indkommet et alarmopkald. Om natten kan planlægning af turen og
vurdering af vejret være mere kompliceret, og det kan tage længere tid. Der er omkring 5.000 årlige
flyvninger.
Vagtcentraler
AMK vagtcentralen visiterer, prioriterer og disponerer brug af ambulancer og andre præhospitale enheder.
AMK er en forkortelse for ”Akut Medicinsk Koordinering”. Formålet er at sikre, at de mest alvorligt syge
eller tilskadekomne får hjælp først ved optimal udnyttelse af resurserne. I forbindelse med ambulance-
udbuddene i 2008 til 2009 hjemtog alle regioner ejerskabet til vagtcentralfunktionen, som tidligere havde
været varetaget af ambulanceentreprenørerne. Formålet var at sikre en bedre brug af de præhospitale
ressourcer. I perioden september 2009 til april 2010 etablerede regionerne egne AMK-vagtcentraler. I den
forbindelse ansatte samtlige regioner sundhedsfagligt personale på vagtcentralerne, fx sygeplejersker
eller ambulancebehandlere.
12
Rigsrevisionen, “Rigsrevisionens notat om tilrettelæggelsen af en større undersøgelse af ambulancedriften i regionerne”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0026.png
26
Baggrundsrapport
Ressourcer og kapacitet
I det følgende afsnit beskrives udviklingen i økonomi og beskæftigelsen på de offentlige sygehuse.
Beskrivelserne omfatter både den samlede udvikling og sammensætning. Hvad angår udgifterne, er der
bl.a. fokus på løn og medicin, og for beskæftigelsen belyses udvikling for stillingsgrupper, herunder
udviklingen i administrativt personale.
Overordnet udgiftsudvikling i det regionale sygehusvæsen
Udviklingen i udgifterne til somatiske og psykiatriske sygehuse fremgår af figur 1.9. Fra 2010 til 2022 er
udgifterne til de offentlige sygehuse steget med knap 40 pct. Det svarer til en gennemsnitlig årligt vækst
på 2,8 pct.
Figur 1.9
Udgifter til offentlige sygehuse, indeks, 2010-2022
Indeks 100 = 2010
Indeks 100 = 2010
150
140
130
120
110
100
90
80
150
140
130
120
110
100
90
80
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Offentlige sygehuse - Indeks
Anm.: Indeksberegningerne er foretaget på inflationskorrigede udgifter, dvs. udgifter i faste priser. For at omregne fra løbende til faste priser er
Danmarks Statistiks tabel NOF2 for offentlige forbrugsudgifter brugt som grundlag.
Kilde: Egne beregninger pba. statistikbanken.dk, tabel SHA1 og NOF2.
Andelen af udgifterne anvendt på det ambulante område er forøget med 10 procentpoint og udgør 45 pct.
af samtlige sygehusudgifter i 2022 og afspejler dermed den generelle udvikling af, at en større andel af
sygehusenes opgavevaretagelse foregår via ambulante ydelser.
Andelen af udgifterne, som bruges på sygehusmedicin, er steget med 1 procentpoint og udgør 10 pct. af
samtlige sygehusudgifter i 2022, jf. figur 1.10 og 1.11. Langt hovedparten af sygehusenes udgifter går til løn,
jf. figur 1.12, hvor det fremgår, at 67 pct. af de somatiske sygehuses udgifter gik til lønninger i 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0027.png
Baggrundsrapport
27
Figur 1.10
Fordeling af udgifter til ambulant behandling
og behandling under indlæggelse
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
0
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 1.11
Andelen af samlede sundhedsudgifter
til lægemidler
Pct.
14
Pct.
14
12
10
8
6
4
2
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
12
10
8
6
4
2
0
0
Ambulant behandling
Behandling under indlæggelse
Andelen af samlede sundhedsudgifter til lægemidler
Kilde: Danmarks Statistik, tabel SHA1
Figur 1.12
Nettodriftsudgifter til somatiske sygehuse, 2023
33 pct.
67 pct.
Løn
Kilde: Egne beregninger pba. af Danmarks Statistik tabel REGR31.
Øvrige nettodriftsudgifter
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0028.png
28
Baggrundsrapport
Beskæftigelse på sygehusene
I følgende afsnit bliver beskæftigelsen på de offentlige sygehuse belyst. Somatikken og psykiatrien bliver
behandlet under ét (se også kapitel 3). I beskrivelsen indgår den samlede regionale administration og alle
regionalt ansatte på sundhedsområdet. Inklusionen vurderes at være mest retvisende for beskæftigelsen
på sygehusene, fordi det varierer, om de enkelte regioner har organiseret deres sygehusadministration på
tværs af sygehuse i regionen eller på de enkelte sygehuse og ændringerne i perioden. I afsnittet er antallet
af ansatte opgjort som årsværk. Det betyder, at to halvtidsstillinger i alt udgør én ansat.
I 2007 var der ca. 93.000 ansatte i det regionale sundhedsvæsen, mens tallet var over 120.000 i 2023. Heraf
var 111.000 ansat på sygehusene, jf. tabel 1.2. Den samlede stigning i personale har været på knap 30 pct.
fra 2007 til 2023. Stigningen i personale har primært været på sygehusene. En del af udviklingen skal ses i
sammenhæng med, at arbejdsdelingen med den private sektor løbende udvikler sig. Det indebærer bl.a.,
at alle regioner hjemtog vagtcentralfunktionen i forbindelse med ambulanceudbuddene i 2008 til 2009
og senest også har hjemtaget selve ambulancetjenesten. Samtidig overgik vagtlægeordningen i Region
Hovedstaden i 2014 til at blive varetaget af sygehusene.
De øvrige ansatte, der bl.a. indgår i den fælles administration, er fordoblet i antal siden 2007. Det er en
stor stigning, som delvist kan forklares af, at den nye administrative struktur efter strukturreformen først
var endeligt implementeret, bl.a. i forhold til antal medarbejdere i årene efter 2007.
Tabel 1.2
Personale ansat på offentlige sygehuse, praksisområderne og i øvrig regional administration,
årsværk
2007
Sygehuse
Praksisområderne (sygesikring
m.v).
2023
111.120
661
8.541
120.324
Udvikling
fra 2007 til 2023
22.168
451
4.273
26.894
Relativ udvikling,
pct.
24,9
214,8
100,1
28,8
Bidrag til samlet
vækst, pct.-point
23,7
0,5
4,6
-
88.952
210
4.268
93.430
Øvrigt
I alt
Anm.: Der er afgrænset på kontoplan til ”1 Sundhed” og ”4 Fællesformål og administration”. Regionale opgaver ift. udvikling og spcialområdet
indgår således ikke. Der er kun inkluderet personer som enten er ansat på en overenskomst eller som er tjenestemænd. Dvs. elever, personer i
fleksjob og ekstraordinært ansatte ikke er inkluderet i opgørelsen.
Kilde: Sirka, Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL)
Udvikling fordelt på stillingsgrupper
Antallet af personale på sygehusene er steget med godt 22.000 siden 2007, som redegjort for i sidste afsnit.
Det er særligt syge- og sundhedspersonale (basis, det vil sige sygeplejersker, radiografer, bioanalytikere
m.fl.), akademikere og underordnede læger, der driver væksten. På den måde bidrager syge- og sundheds­
personale, akademikere og underordnede læger med henholdsvis 10, 6 og 5 procentpoint af den samlede
vækst på knap 30 pct., jf. figur 1.13. Sammen med gruppen af øvrige ikke-sundhedsfaglige stillinger står
de fire grupper samlet for 85 pct. af sektorens samlede vækst i antal personale. Omvendt er grupperne af
portører, lægesekretærer m.fl., social- og sundhedspersonale og rengøringsassistenter reduceret med
samlet set ca. 2.700 ansatte, jf. tabel 1.3.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0029.png
Baggrundsrapport
29
Figur 1.13
Bidrag til samlet personalevækst fordelt på stillingsgrupper, 2007-2023
Pct. point
12
10
6
8
Pct. point
12
10
8
6
4
2
0
-2
Øvrige - Ikke
sundhedsfaglige stillingsgrupper
Syge- og
Sundhedspersonale (basis)**
Ergo- Fysio- og Jordemødre
(basis)
Syge- og
Sundhedspersonale (ledere)
Overlæger, lægelige chefer
m.v. **
Øvrige - Sundhedsfaglige
stillingsgrupper
Administration og it mv.
Rengøringsassistenter
Lægesekretærer m.fl.
Ambulanceuddannet
personale*
Underordnede læger
(reservelæger) **
Social- og
sundhedspersonale
Sygehusportører
-4
Akademikere
Chefer
4
2
0
-4
-2
Vækstbidrag, pct. point
Anm.: Se boks 1.3.
Kilde: Sirka, Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL)
Tabel 1.3
Personale ansat i regionerne, årsværk, udvalgte stillingsgrupper
2007
Overlæger, lægelige chefer
m.v. **
Underordnede læger
(reservelæger) **
Lægesekretærer m.fl.
Syge- og sundhedspersonale
(basis)**
(ledere)
Syge- og sundhedspersonale
Social- og sundhedspersonale
Rengøringsassistenter
Sygehusportører
Ergo-, fysioterapeuter og
jordemødre (basis)
Ambulanceuddannet personale*
Akademikere
Administration, IT m.v.
2023
6.554
12.921
7.065
44.806
2.530
8.340
1.742
2.039
5.180
1.607
9.335
5.916
Udvikling
fra 2007 til 2023
1.797
4.925
-301
9.038
-737
-1.386
-547
-496
1.549
1.607
5.942
1.476
Relativ udvikling,
pct.
37,8
61,6
-4,1
25,3
-22,6
-14,2
-23,9
-19,6
42,7
-
175,1
33,2
Vækstbidrag,
pct. point
1,9
5,3
-0,3
9,7
-0,8
-1,5
-0,6
-0,5
1,7
1,7
6,4
1,6
4.758
7.996
7.366
35.768
3.267
9.726
2.289
2.535
3.631
0
3.393
4.441
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0030.png
30
Baggrundsrapport
2007
Chefer
2023
663
2.364
9.262
120.324
Udvikling
fra 2007 til 2023
226
741
3.063
26.895
Relativ udvikling,
pct.
51,7
45,6
49,4
28,8
Vækstbidrag,
pct. point
0,2
0,8
3,3
437
1.623
6.199
93.430
Øvrige – Sundhedsfaglige
stillingsgrupper
Øvrige – Ikke sundhedsfaglige
stillingsgrupper
I alt
Anm.: Der er afgrænset på kontoplan til ”1 Sundhed” og ”4 Fællesformål og administration”. Der er kun inkluderet personer som enten er ansat på
en overenskomst eller som er tjenestemænd. Dvs. elever, personer i fleksjob og ekstraordinært ansatte ikke er inkluderet i opgørelsen. ”Øvrige –
Sundhedsfaglige stillingsgrupper” er defineret efter Danmarks Statistik opgørelse for Social- og sundhedsfaglige uddannelser og består af: Ergo-,
og fysioterapeuter og jordemødre (ledere), medicinstuderende i underordnet stillinger, neurofysiologiassistenter og -elever, omsorgs-
og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, professionsbachelorer i ernæring og sundhed m.fl., socialpædagogisk personale,
socialrådgivere, speciallægekonsulenter, sygeplejevikarer samt studenter/ventilatører, sygehus-/hospitalsapotekerer, sygehuslæger og
tandlæger.
Stillingsgruppen syge- og sundhedspersonale omfatter primært sygeplejersker, bioanalytikere og radiografer, mens social- og sundheds-
personale primært omfatter social- og sundhedsassistenter.
*)Udviklingen skal også ses i sammenhæng med, at der løbende er en udvikling i arbejdsdelingen med den private sektor. Centralt i den
sammenhæng er bl.a., at alle regioner hjemtog vagtcentralfunktionen i forbindelse med ambulanceudbuddene i 2008/2009, og senest har
regionerne hjemtaget den egentlige ambulancetjeneste. Det har betydet, at der i 2023 var ansat godt 1.600 ambulanceuddannet personale i
regionerne,
jf. tabel 2A.
I 2011 var ingen med den stillingsbetegnelse. Den hjemtagning er derfor også med til at øge det samlede antal regionalt
ansatte.
**)Hertil kommer, at vagtlægeordningen i Region Hovedstaden fra 1. januar 2014 overgik fra at ligge i primærsektoren til at blive varetaget af
sygehusene. Det kan derfor også medvirke til, at antallet af ansatte i regionerne er steget, da den funktion også blev hjemtaget. Bemandingen
på 1813 er hovedsageligt sygeplejersker og læger og bidrager derfor til udviklingen i disse to kategorier.
Kilde: Sirka, Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL)
Ledere, administrativt personale og akademikere
Der har i de seneste år været stor politisk bevågenhed i forhold til udviklingen i administrativt personale
og akademisk personale i det hele taget. Disse medarbejdergrupper er vokset i perioden 2007 til 2023
og udgør samlet set 22,2 pct. af personalet tilknyttet sygehusene.
Blandt det administrative personale, ledere og akademikere er det særligt antallet af akademikere, der er
steget fra 2007 til 2023. Det gælder både antallet af akademikere i og udenfor administration. Afgræns-
ningen af det administrative personale fremgår af boks 1.3. Akademikerne udenfor administration er
fx mere end fordoblet fra 2007 til 2023, jf. tabel 1.4. Akademikerne på sygehusene tæller bl.a. magistre
(fx fysikere og biokemikere), psykologer og diplomingeniører. De sundhedsvidenskabelige kandidater,
såsom læger og kandidatuddannede professionsbachelorer på sundhedsområdet, indgår ikke i kategorien.
Antallet af ansatte indenfor administration af sygehusene er steget med knap 4.400 fra 2007 til 2023. Det
indebærer, at gruppen udgør en større del af det samlede antal ansatte. Stigningen svarer til et vækstbidrag
på 5 procentpoint og udgør dermed knap en sjettedel (16,3 pct.) af den samlede stigning i personale på
sygehusene. Både gruppen af akademikere og øvrigt personale indenfor administration er øget med
omkring 2.000 ansatte.
Antallet af sundhedsfaglig ledere har stort set været konstant fra 2007 til 2023. I lyset af den generelle
stigning i det samlede antal ansatte betyder det, at en mindre andel af de ansatte i 2023 har en leder-
funktion (8,5 pct.) i forhold til 2007 (10,2 pct.), jf. tabel 1.4. Der er dog sket en ændring i sammensætningen
af de sundhedsfaglige ledere, da en større andel i 2023 er læger, mens der fx er blevet færre ledende syge-
og sundhedspersonale (sygeplejersker, bioanalytikere m.fl.).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0031.png
Baggrundsrapport
31
Tabel 1.4
Personale ansat i regionerne, årsværk, udvalgte stillinger
2007
2023
Andel af alle
ansatte, 2007,
pct.
100,0
10,2
5,1
3,5
1,6
2,5
6,4
0,5
1,0
4,9
Andel af alle
ansatte, 2023,
pct.
100,0
8,5
5,4
2,1
0,9
5,1
8,6
0,5
2,6
5,5
Udvikling,
2007-2023, pct.
28,8
6,9
Alle ansatte
Sundhedsfaglige ledere i alt
(ekskl. administration*)
93.430
9.544
4.758
3.267
1.519
2.372
5.964
436
939
4.589
120.324
10.200
6.554
2.530
1.116
6.112
10.340
661
3.096
6.583
Heraf overlæger, lægelige
chefer
Heraf syge- og sundheds-
personale
Heraf øvrige**
37,8
-22,6
-26,5
Akademikere
(ekskl. administration*)
Administration*
157,7
73,4
Heraf ledere
Heraf akademikere
Heraf øvrig administration og IT
51,6
229,8
43,4
Anm.: Der er afgrænset på kontoplan til ”1 Sundhed” og ”4 Fællesformål og administration”. Der er kun inkluderet personer som enten er ansat
på en overenskomst eller som er tjenestemænd. Dvs. elever, personer i fleksjob og ekstraordinært ansatte ikke er inkluderet i opgørelsen.
Kilde: Sirka, Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL)
Boks 1.3
Afgrænsning af administrative ansatte i regionerne på stillingskategorier
Administration og IT m.v.
Administrationsøkonomer
Assistenter
Datamatikere/Datanomer/AU´ere
Edb-ass. mv.
1
IT-medarbejdere
Kontorassistenter
Kontorserviceuddannede
Ledere
Markedsføringsøkonomer
Overassistenter, lukket gruppe
Professionsbachelorer
Specialister
Specialister, IT-personale
Anm.: Ansatte i regionerne er defineret som tjenestemænd og overenskomstansatte med en overenskomst på det regionale forhand-
lingsområde. Herunder indgår også et mindre antal ansatte med ”KL-stillingskoder” på grund af tidligere ansættelse på det kommunale
forhandlingsområde. Det vil typisk være personlige ordninger – dvs., at der ikke bliver ansat nyt personale med disse ”KL-stillingskoder”
på det regionale område. 1) inklusive operatører, programmør, systemplanlægger samt informatikassistenter 2) inkl Jurister og
økonomer, gammelt lønforløb
Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) og det regionale budget- og regnskabssystem
Akademikere
Chefkonsulenter
Civiløkonomer
Handelsjurister m.fl
Jurister og økonomer
2
Specialkonsulent
Chefer
Andre chefer
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0032.png
32
Baggrundsrapport
Opgaveløsning
I det følgende afsnit beskrives sygehusenes opgaveløsning. Sygehusene løser flere opgaver som følge af
en stor patientstigning. Opgaveløsningens karakter har samtidig ændret sig. Kvaliteten af en stor del af
sygehusbehandlingen er øget markant, bl.a. på kræftområdet, produktiviteten steget og patientforløbene
accelererede.
Patientsammensætning og -kontakt med sygehus
Sygehusenes opgaveløsning har ændret sig markant indenfor de seneste 20 år. Mens antallet af indlæggel­
sesdage er reduceret kraftigt, så er den ambulante aktivitet øget relativt kraftigere. Der var i 2022 langt
færre indlæggelsesdage (24 pct. færre) end i 2007, mens antallet af dage med ambulante kontakt er steget
med 35 pct., jf. figur 1.4. Antallet af ambulante kontaktdage er steget så meget, at det samlede antal kontakt­
dage er øget på trods af de færre indlæggelsesdage. Der skal tages forbehold for opgørelsen, da tallene er
påvirket af både omlægning til LPR3 samt oprettelsen af 1813 (Vagtlægeordning i Region Hovedstaden).
Samtidig indebærer opgørelsesmetoden for kontaktdage, at en dag med indlæggelse sidestilles med en
dag med mindst en ambulant kontakt, selvom det i mange tilfælde ikke er muligt direkte at erstatte en
indlæggelse med et ambulant besøg på sygehuset. Antallet af kontaktdage kan dog alligevel bruges som
en indikation på den opgaveløsning, sygehusene varetager.
Tendensen med flere kontaktdage, mere ambulant aktivitet og færre indlæggelsesdage kan have flere og
samtidige forklaringer, som er relateret til en ændret opgaveløsning på sygehusene. Det kan fx hænge
sammen med, at:
Der er kommet flere patienter i takt med at befolkningen vokser
Patientsammensætningen har ændret sig fx ved et ændret sygdomsbillede eller en større andel ældre
patienter
I det følgende undersøges hver af de mulige forklaringer.
• Sygehusene er i stand til at behandle anderledes end tidligere, så ambulant behandling i nogen grad kan
erstatte en sygehusindlæggelse.
Der er kommet flere patienter
Der er et stigende antal personer, der hvert år er i kontakt med det offentlige somatiske sygehusvæsen,
enten igennem en indlæggelse eller et ambulant besøg. Sygehusene behandlede i 2023 omkring 2,8 mio.
personer, som er 23 pct. flere end i 2007. Omkring halvdelen af befolkningen (48 pct.) var dermed i kontakt
med sygehusvæsenet i 2023. Det ser derfor ud til, at det stigende antal kontaktdage bl.a. kan forklares af et
større patienttal.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0033.png
Baggrundsrapport
33
Figur 1.14
Antal personer med mindst én kontakt til det offentlige somatiske sygehusvæsen i året, mio.
Antal patienter, mio.
Antal patienter, mio.
3,5
3,0
2,5
2,0
1,5
1,0
0,5
0,0
3,5
3,0
2,5
2,0
1,5
1,0
0,5
0,0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023
Kilde: Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2024, Sundhedsdatastyrelsen.
Henset til at befolkningen fra 2007 til 2023 er steget i mere moderat omfang (9 pct.), jf. tabel 1.5, er stig-
ningen i patienter i sygehusvæsenet relativt stor. Patientstigningen kan både hænge sammen med, at
befolkningen i gennemsnit er blevet ældre, og en større del af befolkningen har en behandlingskrævende
sygdom. Det kan imidlertid også afspejle, at personer, der tidligere fik behandling i sundhedsvæsenets
øvrige sektorer, i dag i stedet får behandling på et sygehus, eller sygehusene har fået nye behandlingstilbud,
der ikke eksisterede før i tiden.
Tabel 1.5
Udvikling i befolkningen pr. 1. januar i året
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Region Syddanmark
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Hele landet
Kilde: Statistikbanken, Danmarks statistisk, tabel FOLK1A samt BEF1A07
2007
1.636.749
816.118
1.189.817
1.227.428
576.972
5.447.084
2023
1.891.871
849.857
1.237.413
1.358.879
594.634
5.932.654
Pct.-ændring
15,6
4,1
4,0
10,7
3,1
8,9
På tværs af alle aldersgrupper over 40 år er der sket en stigning i, hvor stor en andel der har sygehus-
kontakt, jf. figur 1.15. Mens 65 pct. af de 75-84-årige i 2007 havde mindst en sygehuskontakt, så var det
steget med 10 procentpoint til i 2023 at være 75 pct. Den højere patientfrekvens på tværs af aldersgrupper
er en indikation på, at det stigende antal sygehuspatienter er drevet af andre faktorer end en aldrende
befolkning. Det kan med udgangspunkt i tallene dog ikke godtgøres, om stigningen i befolkningens kontakt
til sygehusvæsenet fx skyldes ændrede behandlingstilbud eller et ændret sygdomsbillede.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0034.png
34
Baggrundsrapport
Figur 1.15
Andel i befolkning med kontakt til somatisk
sygehus
Pct.
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
I alt
0-17 18-39 40-64 65-74 75-84
år
år
år
år
år
2007
2023
85+
år
Pct.
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 1.16
Ændring i andel af befolkning med kontakt
til somatisk sygehus, 2007-2023
Pct.
14
12
10
8
6
4
2
0
-2
I alt
0-17
år
18-39
år
40-64
år
65-74
år
85+
år
Pct.
14
12
10
8
6
4
2
0
-2
Ændring fra 2007 til 2023, pct. point
Anm.: Der er i opgørelser afgrænset til aktivitet, der er offentligt finansieret, dvs. sygehusophold, hvor alle kontakter i opholdet er offentligt
finansieret. Der er derudover afgrænset til personer med dansk bopæl på udskrivningstidspunktet for sidste kontakt i opholdet. Opholdet er ikke
nødvendigvis afsluttet i året. Ved ophold, som går på tværs af år, tilskrives antallet af kontaktdage det år, hvor kontakten rent faktisk har været.
Sygehusopholdet skal være afsluttet i LPR pr. 10. marts 2024 for at tælle med i opgørelsen. Sygehusophold som er startet i 2023 eller tidligere,
men ikke afsluttet på opgørelsesdatoen indgår således ikke i opgørelsen.
Kilde: Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2024, Sundhedsdatastyrelsen samt tabel BEFOLK1, Statistikbanken, Danmarks Statistik
Der er flere patienter og derfor flere kontaktdage
Det øgede antal patienter på de somatiske sygehuse har betydet en stigning i det samlede antal kontakt­
dage. I 2023 var der 14,8 mio. kontaktdage i somatikken, som er 1,3 mio. flere end i 2007, hvor der var 13,5
mio. kontaktdage. Der er dermed sket en stigning på knap 10 pct. Det er værd at bemærke, at stigningen
ikke er lige så stor som stigningen i antallet af patienter. Det betyder, at hver patient i gennemsnit har færre
kontaktdage.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0035.png
Baggrundsrapport
35
Figur 1.17
Antal kontaktdage i det somatiske sygehusvæsen i året
Kontaktdage, mio.
Kontaktdage, mio.
17
16
15
14
13
12
17
16
15
14
13
12
11
11
10
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023
10
Anm.: Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal
for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed. Stigningen i 2014 kan skyldes, at fra 1. januar 2014 overgik
vagtlægeordningen i Region Hovedstaden fra at ligge i primærsektoren til at blive varetaget af sygehusene. Der vil derfor være et højere niveau
af akut aktivitet i Landspatientregisteret i årene 2014-2022 i Region Hovedstaden.
Kilde: Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2024, Sundhedsdatastyrelsen
Der er mest kontakt til sygehusvæsenet blandt de ældste patienter
Der er betydelig variation i antallet af kontaktdage pr. patient på tværs af aldersgrupper. Mens en patient
over 85 år i gennemsnit havde 7,8 kontaktdage i 2023, havde de 40-64-årige patienter i gennemsnit 4,6
dage. Forskellen tilsiger, at antallet af kontaktdage i sygehusvæsenet vil øges, når der kommer flere ældre.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0036.png
36
Baggrundsrapport
Figur 1.18
Kontaktdage pr. patient, fordelt på aldersgrupper, udvalgte år
Kontaktdage pr. patient
12
10
8
6
4
2
0
Kontaktdage pr. patient
12
10
8
6
4
2
0
I alt
2007
0-17 år
18-39 år
2012
40-64 år
2017
65-74 år
75-84 år
2023
85+ år
Anm.: Alder er beregnet på opholdets startstidspunkt. Det betyder, at det nogle personer kan indgå i to aldersintervaller.
Kilde: Egne beregninger på, Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2024, Sundhedsdatastyrelsen
Samtidig fremgår det af figuren, at antallet af kontaktdage pr. patient i gennemsnit er faldet med 0,7 dage
fra 2007 til 2023. Udviklingen er særligt udtalt for patienter i aldersgruppen over 65 år. Den faldende antal
sygehuskontakter pr. patient i de ældste aldersgrupper kan både skyldes, at de ældre patienter i gennemsnit
er mere raske i 2023 end tilfældet var i 2007, eller behandlingen er blevet mere effektiv. En anden for-
klaring kan være en ændret opgavevaretagelse mellem det sekundære og det primære sundhedsvæsen,
hvor det kommunale sundhedsvæsen i samarbejde med de almenmedicinske tilbud varetager en større
andel af behandlingsforløbet.
Forbruget af sygehusydelser er steget med mindre end demografien tilsiger
Som beskrevet kan den samlede stigning i kontaktdage forklares med et større antal patienter, en stigning
i andelen af ældre patienter og et ændret kontaktmønster pr. patient.
I figur 1.19 er det illustreret, hvordan forholdene har påvirket antallet i kontaktdage siden 2007. Det lilla
område afspejler, hvordan antallet af kontaktdage ville have udviklet sig, hvis det alene var patienternes
alderssammensætning, der ændrede sig, mens antallet af patienter og deres forbrug konstant er svarende
til i 2007. Det illustrerer, at den større andel af ældre patienter i 2023 har trukket i retning af omkring
1 mio. flere kontaktdage. Figuren viser også, at det i særligt høj grad er det øgede antal patienter (ved et
antaget fast omfang af kontakt pr. patient og en aldersprofil som i 2007), der har trukket i retning af flere
kontaktdage (grønne søjler). Omvendt har hver patient i gennemsnit haft mindre sygehuskontakt (brune
søjler). Det betyder, at stigningen i kontaktdage ikke har været så markant, som den ændrede demografi
med flere patienter og en større andel ældre patienter ellers ville tilsige.
Udviklingen med færre kontaktdage pr. patient og et samlet fald i indlæggelsesdage kan ses som indika­
tioner på en mere effektiv sygehusbehandling. Det skal dog ses i lyset af den kraftige stigning i antallet af
sygehuspatienter og de samtidige indikationer på, at der kommer flere patienter ind på sygehuset, som
tidligere er blevet afsluttet på et lavere specialiseringsniveau, fx i det almenmedicinske tilbud eller hos
en praktiserende speciallæge. Det kan indikere en uhensigtsmæssig opgaveudvikling, hvor patienterne
afsluttes på et højere omkostningsniveau, end hvad
der er mest omkostningseffektivt. Hvis den modgående ændring i form af færre kontaktdage pr. patient ikke
var forekommet, ville sygehuse i dag have haft væsentlig større kapacitetsudfordringer end tilfældet reelt
set er i dag.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0037.png
Baggrundsrapport
37
De beskrevne analyser kan ikke forklare, om udviklingen med et reduceret antal kontaktdage pr. patient kan
henføres til en forbedret effektivitet på sygehusene med accelererede forløb eller en ændret arbejdsdeling
mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen. Hvis forklaringen er accelererede forløb, er det
både til gavn for patienten og det samlede ressourcetræk i sundhedsvæsenet, mens en ændret arbejdsdeling
blot flytter opgaven. Formentlig har begge tendenser bidraget til udviklingen.
Figur 1.19
Dekomponering af vækst i antal kontaktdage ift. 2007
Mio. kontaktdage
5
4
3
2
1
0
-1
-2
-3
-4
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023
Ændring sfa. ændret aldersfordeling
Ændring sfa. forbrug per patient
Ændring i kontaktdage siden 2007
Ændring sfa. flere patienter
Residual
Mio. kontaktdage
5
4
3
2
1
0
-1
-2
-3
-4
Kilde: Egne beregninger på, Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2024, Sundhedsdatastyrelsen
Behandlingskvalitet
Som tidligere udfoldet, har sygehusvæsenet de sidste 20 år via investeringer, moderniseringer og udnyttelse
af stordriftsfordele gennemgået en nødvendig og hensigtsmæssig udvikling. Det har løftet kvaliteten for
sygehuspatienterne. Den højere kvalitet ses bl.a. på kræft- og hjerteområdet, hvor dødeligheden er nedbragt
betragteligt.
Figur 1.20 viser, at flere personer opereres eller behandles for kræft over årrækken fra 2007 til 2022,
særligt behandling med medicinsk kræftbehandling, fx kemoterapi. Her behandles 78 pct. flere med den
type af behandling i 2022 sammenlignet med 2007.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0038.png
38
Baggrundsrapport
Figur 1.20
Udvikling i antal personer opereret eller behandlet for kræft, 2007 til 2022
Antal personer
Antal personer
70.000
60.000
50.000
40.000
30.000
20.000
10.000
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Opereret for kræftsygdom
Behandlet med stråleterapi
0
70.000
60.000
50.000
40.000
30.000
20.000
10.000
0
Behandlet med medicinsk kræftbehandling
Anm.: Opgørelsen er afgrænset til offentligt finansieret aktivitet og til personer med dansk bopæl. Personer kan være behandlet på både
offentligt og privat sygehus og i flere af årene og tallene kan derfor ikke summeres. Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version
af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med
ekstra varsomhed.
Kilde: Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023, Sundhedsdatastyrelsen.
Udover at flere behandles for kræft, så er overlevelsen af kræft også stigende. Den etårige og femårige
overlevelsesrate efter kræft er steget i årrækken 2007 til 2021, jf. figur 1.21 og 1.22.
Overlevelsen, både et og fem år efter en kræftdiagnose, er marginalt højere for kvinder end for mænd.
Den etårige overlevelsesrate er steget med 8 procentpoint for både mænd og kvinder i tidsperioden for alle
kræftformer. Ekskluderes kønsspecifikke kræftformer, såsom brystkræft for kvinder og prostatakræft for
mænd, ses samme mønster med en relativ etårs overlevelse, der er steget henholdsvis 11 procentpoint for
mænd og 12 procentpoint for kvinder.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0039.png
Baggrundsrapport
39
Figur 1.21
Relativ etårs kræftoverlevelse i pct., 2007-2009 til 2019-2021
Pct.
90
85
80
75
70
65
60
Pct.
90
85
80
75
70
65
60
2007-2009
Mænd
2010-2012
Kvinder
2013-2015
2016-2018
2019-2021
Kvinder (ekskl. brystkræft)
Mænd (ekskl. prostatakræft)
Anm.: Etårs aldersstandardiseret relativ overlevelse efter kræft (eksklusive anden hudkræft end modermærkekræft) for kvinder (i alt og eksklusive
brystkræft) og mænd (i alt og eksklusive prostatakræft). Kræfttilfældene er opdelt i fem treårs diagnoseperioder, 2007-2009, 2010-2012,
2013-2015, 2016-2018 og 2019-2021. De 3-årige perioder er valgt for at få et mere detaljeret billede af udviklingen over tid
og dermed tidligere at kunne identificere ændringer uden at miste for meget robusthed i analyserne.
Kilde: Cancerregisteret og CPR, Sundhedsdatastyrelsen.
Det samme mønster gør sig gældende for den femårs relative overlevelse. Overlevelsesraten er steget med
9 procentpoint for både mænd og kvinder i tidsperioden for alle kræftformer. Igen har kvinder en højere
overlevelsesrate end mænd, men for overlevelsesraten her er forskellen mellem kønnene større. Både i den
første (2007 til 2009) og seneste diagnoseperiode (2009 til 2021) er der 3 procentpoint til forskel i over-
levelsesraten. Det samme gør sig gældende, når bryst- og prostatakræft ekskluderes for kvinder og mænd.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0040.png
40
Baggrundsrapport
Figur 1.22
Relativ femårs kræftoverlevelse i pct., 2007-2009 til 2019-2021
Pct.
75
70
65
60
55
50
45
40
2007-2009
Mænd
2010-2012
Kvinder
2013-2015
2016-2018
2019-2021
Kvinder (ekskl. brystkræft)
Pct.
75
70
65
60
55
50
45
40
Mænd (ekskl. prostatakræft)
Anm.: Femårs aldersstandardiseret relativ overlevelse efter kræft (eksklusive anden hudkræft end modermærkekræft) for kvinder (i alt og
eksklusive brystkræft) og mænd (i alt og eksklusive prostatakræft). Kræfttilfældene er opdelt i fem treårs diagnoseperioder, 2007-2009,
2010-2012, 2013-2015, 2016-2018 og 2019-2021. De treårige perioder er valgt for at få et mere detaljeret billede af udviklingen over tid
og dermed tidligere at kunne identificere ændringer uden at miste for meget robusthed i analyserne.
Kilde: Cancerregisteret og CPR, Sundhedsdatastyrelsen.
I lighed med stigende overlevelsesrater, både et­ og femårs relativ overlevelse for patienter med kræft, ses
det samtidig, at dødeligheden på både kræft- og hjerteområdet er faldet markant fra 2007 til 2022, jf. figur
1.23.
Som tidligere er hjertedødeligheden, relativt til andre lande, lav. Danmark har den femte laveste dødelighed
blandt OECD-lande, kun overgået af Korea, Japan, Frankrig og Nederlandene.
13
På hjerteområdet er dødelig­
heden faldet med 43 pct. fra 2007 til 2022, og for kræftsygdomme er dødeligheden næsten faldet med 25
pct.
13
OECD. “Health at a Glance 2021: OECD Indicators”. Health at a Glance. OECD, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0041.png
Baggrundsrapport
41
Figur 1.23
Dødelighed for kræft og hjertesygdomme, køns- og aldersstandardiseret, 2007 til 2022
Døde pr. 100.000 indbyggere
300
250
200
150
100
50
0
Døde pr. 100.000 indbyggere
300
250
200
150
100
50
0
2007
2008
2009
2010
2011 2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019 2020
Kræft
2021 2022
Hjertesygdomme
Anm.: Antal døde køns- og aldersstandardiseret rate pr. 100.000 borgere. Den alders- og kønsstandardiserede rate for dødsfald i et år er
beregnet som antallet af dødsfald pr. 100.000 indbyggere under forudsætning af, at befolkningen er sammensat som standardbefolkningen med
hensyn til både alder og køn. Standardbefolkningen er i opgørelsen befolkningssammensætningen i år 2000.
Kilde: Dødsårsagsregisteret 2022, Sundhedsdatastyrelsen
Udviklingen i ventetider til operation og udredningsret
Ventetid til operation har generelt været faldende fra 60 dage i 2007 og til 43 dage i 2018, jf. figur 1.24.
På grund af overgang til nyt landspatientregister (LPR3) er det ikke muligt at sammenligne tal for 2020
og frem med tal fra 2018 og før. I forbindelse med covid-19-pandemien blev mange af patientrettighederne
suspenderet, dog med undtagelse af de maksimale ventetider på hjerte- og kræftområdet. Da aktiviteten
blev normaliseret efter 2021, var ventetiderne steget, bl.a. som følge af behandlingsefterslæbet fra covid-19
og overenskomstkonflikten på sygeplejerskeområdet i 2021. Tilsvarende ses det, at andelen af forløb, hvor
udredningsretten er overholdt, er faldet markant efter covid-19, jf. figur 1.25.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0042.png
42
Baggrundsrapport
Figur 1.24
Ventetid til operation, 2007-2022
Dage
80
Dage
80
70
60
50
40
30
20
10
0
2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Hele landet
70
60
50
40
30
20
10
0
Anm.: Den stiplede linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3, hvorfor der ligeledes udestår data for 2019.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR), Sundhedsdatastyrelsen
Figur 1.25
Andel overholdte udredningsforløb i somatikken, 2017-2022
Pct.
90
85
80
75
70
65
60
55
50
2017
2018
2019
2020
Hele landet
Anm.: Tallene baserer sig på et vægtet gennemsnit af de kvartalsvise overholdelsesgrader. 2019 inkluderer kun tal for 3. og 4. kvartal pga.
overgang til LPR3. Den stiplede linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. For somatikken var udredningsretten suspenderet i hele eller
dele af perioden 1. kvt. 2020-1. kvt. 2021 samt mellem 5. og 20. januar 2022.
Kilde: Landspatientregistret (LPR), Sundhedsdatastyrelsen
Pct.
90
85
80
75
70
65
60
55
2021
2022
50
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0043.png
Baggrundsrapport
43
Produktivitet
Produktivitet opgøres som forholdet mellem produktionsværdien baseret på DRG og driftsudgifterne.
Produktiviteten har været opgjort siden 2003-04, og den seneste opgørelse stammer fra 2017-2018.
Udviklingen fremgår af figur 1.26. Faldet i 2008 hænger sammen med, at sundhedsområdet i foråret 2008
blev ramt af otte ugers overenskomstkonflikt. Det betød bl.a., at sygehuskapaciteten ikke blev anvendt fuldt
ud på grund af aflysninger af behandlinger af ikke-akut karakter.
Det fremgår, at produktiviteten på tværs af perioden i gennemsnit steg med 2,2 pct. I økonomiaftalerne var
det aftalt, at produktiviteten årligt skulle stige med 2 pct., og de frigivne ressourcer skulle omsættes til 2 pct.
vækst i aktiviteten.
Figur 1.26
Produktivitetsudvikling år til år, 2003-2018
Pct.
7
6
5
3
2
0
1
2,4
1,8
1,9
4,2
Pct.
7
6
5
3,2
1,4
3,1
1,9
1,0
0,9
3,0
4
3
2
1
0
-1
-2
-3,2
-4
-3
5,6
5,3
4
1,4
-2
-4
-3
-1
2008-2009
2009-2010
2010-2011
2011-2012
2012-2013
2013-2014
2014-2015
2015-2016
2016-2017
2003-2004
2004-2005
2005-2006
2006-2007
Hele landet
2007-2008
Gennemsnit
Anm.: Sundhedsområdet var i foråret 2008 ramt af otte ugers konflikt. Det betød bl.a. at sygehuskapaciteten ikke blev anvendt fuldt ud pga.
aflysninger af behandlinger af ikke-akut karakter. Sygehusene blev ramt af strejken i forskelligt omfang.
Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet) og sygehusenes tilrettede driftsudgifter, Sundhedsdatastyrelsen.
Forbedringerne i produktiviteten skyldes flere forhold, men vigtigst er ny teknologi, fx ny medicin eller
ny/forbedret operationsteknik og bedre arbejdstilrettelæggelse.
Afviklingen af den aktivitetsafhængige finansiering af regionerne, og dermed også afvikling af produk-
tivitetskravet i 2019, markerede et markant skifte i den statslige styring af regionerne og sygehusvæsenet
fra fokus på aktivitet og produktivitet til en højere grad af fokus på omstilling af aktivitet til det primære
sundhedsvæsen.
Samlede produktivitetsopgørelser på overordnet sygehus- og regionsniveau vil som udgangspunkt ikke
være retvisende i perioder, hvor der foregår en hensigtsmæssig omlægning til en mere udadgående opgave­
varetagelse. Det skyldes, at den tætte sammenhæng mellem registreringer af aktivitet og udgifter som
produktivitetsopgørelser forudsætter, her brydes.
2017-2018
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0044.png
44
Baggrundsrapport
Særlige problemstillinger for sektoren
Sundhedsstrukturkommissionen har identificeret fire større problemstillinger, som sygehussektoren i dag
står overfor. Udfordringerne skal ses i lyset af de krav til sundhedsvæsenet, der stilles i sundhedsloven. Der
er indikationer på, at krav om let og lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet og effektiv ressource-
udnyttelse i nogen grad udfordres i sygehusvæsenet.
Centralisering og specialisering og behov for yderligere prioritering
Sundhedsstyrelsen har i et notat til Sundhedsstrukturkommissionen peget på, at flere undersøgelser viser,
at 20 pct. eller mere af sygehusaktiviteterne vurderes at være unødige.
14
Robusthedskommissionen har også
peget på et behov for at nedbringe unødig behandling, herunder overbehandling i sundhedsvæsenet og en
mere systematisk prioritering af, hvilke opgaver der skal løses i sundhedsvæsenet.
Boks 1.4
Sundhedsstyrelsens vurdering af prioritering og specialeplanlægning
”For mange mennesker betyder det, at den optimale samlede behandlingsstrategi skal sammenvejes ud
fra mange hensyn – blandt andet kombinationen af sygdomme og symptomer, bivirkninger, oplevet
sygeliggørelse i hverdagen, livskvalitet og ønsker for livet. Det hører med her, at kombinationen af flere
samtidige behandlinger kan give uønskede effekter, og at diagnostiske undersøgelser langt fra altid fører
til behandling, der opleves at have en sundhedsmæssig værdi. Desuden er det erfaringen, at det kan
være til ulempe at blive behandlet på sygehus med risiko for under-/overdiagnostik og -behandling,
fejl og tabt effekt af tidligere indsatser. Forskellige undersøgelser i Danmark viser (og internationale
er samstemmende), at 20 pct. eller mere af aktiviteterne på sygehuse er unødige (…)”
”Omstillingen må derfor omfatte en nøje vurdering af, hvilken behandling der giver værdi, reducere og
gentænke. Ikke blot flytte opgaver 1:1 og i øvrigt fortsætte uforandret. Udover, at en anden måde at
levere indsatser på i et omstillet sundhedsvæsen kan øge kvaliteten for mange mennesker med sammen-
satte helbredsproblemer, viser fremskrivninger af udviklingen på efterspørgsels- og personalesiden i
de kommende årtier, at en fortsat specialisering med sygehusene som omdrejningspunkt ikke er mulig,
fordi arbejdskraften ikke kan udvides svarende til befolkningens stigende levetid og sygelighed. Et
stærkere primært sundhedsvæsen, som varetager flere patientforløb selv, kan samtidig frigøre syge-
husene fra opgaver forbundet med indlæggelser og ambulante kontakter, der ikke er meningsfulde
for personalet, som kan bruge deres tid bedre (…)”
”Igennem de seneste tyve år er der sket en stor vækst i personalet på sygehusene, fx sygehuslæger
med 68 pct., og andelen af de samlede sundhedsudgifter, der er sygehusrelateret, ligger markant højere
i Danmark end i sammenlignelige lande. Det er sket i en periode, hvor sygehusenes sengetal og ind-
læggelsestider samtidig er reduceret, og kommunerne har etableret ’midlertidige pladser’ i et antal
svarende til anslået 25 pct. af de samlede stationære sengepladser. Sundhedsvæsenet er dermed blevet
udbygget særligt til den specialiserede behandling.”
Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2023, Muligheder og forudsætninger for omstilling til det primære sundhedsvæsen.
De seneste årtiers centralisering og specialisering af sundhedsvæsenet har generelt medført en højere
kvalitet i behandlingen til gavn for patienterne, et stærkere erfaringsgrundlag og bedre muligheder for
at opbygge faglige miljøer. På nogle områder er et punkt nået, hvor ulemperne ved fortsat eller uændret
specialisering kan overgå fordelene. Hvis kompetencerne og ydelserne bliver for snævre og målrettet en
lille specifik patientgruppe, kan det medføre ineffektivitet, bl.a. fordi organisationen bliver for kompleks,
14
Sundhedsstyrelsen. ”Muligheder og forudsætninger for omstilling til det primære sundhedsvæsen”. 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0045.png
Baggrundsrapport
45
og fordi de forbedringer, der opnås, bliver mindre og mindre og ikke altid kan stå mål med det påkrævede
ressourcetræk. Det kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for det samlede sundhedsvæsen i form
af yderligere behov for specialiseret personale, særligt udstyr m.v.
15
Samtidig kan de specialiserede
funktioner være sårbare, fordi der er et for lavt antal medarbejdere til at stå for driften (kapaciteten),
kvalitetssikringen og forskningen. Den lægelige specialisering kan også medføre mindre fleksibilitet,
mere segmentering eller flere faglige siloer og kræver derfor øget intern koordinering på sygehusene,
komplicerer ledelsesarbejdet og påvirker patientforløbene.
Det ses blandt andet ved, at særligt ældre patienter også besøger flere forskellige antal afdelinger under
en kontakt, jf. figur 1.27. Mere end hver fjerde hospitalspatient var i 2022 i kontakt mindst tre forskellige
afdelinger. Det kan være et udtryk for, at specialiseringen er blevet så høj, at patienterne er nødt til at besøge
mange forskellige afdelinger i deres behandlingsforløb. Specialisering medfører også en organisatorisk
fragmentering, hvor den specialiserede behandling bliver varetaget i særlige afsnit, teams eller projekter.
Det ses bl.a. i en øget grad af subspecialisering.
Figur 1.27
Antal afdelinger pr. patient, hvor patienten har mindst én kontakt uanset type (alle kontakttyper),
fordelt på aldersgrupper, alle kontakttyper, 2022
Antal afdelinger
8
7
6
5
4
3
2
1
5. percentil
10. percentil
25. percentil
50. percentil
75. percentil
90. percentil
95. percentil
0
Antal afdelinger
8
7
6
5
4
3
2
1
0
0-17 år
18-39 år
40-64 år
65-74 år
75-84 år
85+ år
Anm.: Der er i opgørelsen talt antal afdelinger en person i løbet af 2022 har mindst en kontakt til.
Kilde: Landspatientregisteret pr. 10. marts 2023, Sundhedsdatastyrelsen.
Øget subspecialisering af læger
Det samlede antal speciallæger er steget fra 13.301 i 2000 til 19.204 i 2021. Udviklingen har bl.a. påvirket
sygehusorganiseringen med en øget subspecialisering. Et eksempel er specialet ortopædkirurgi, hvor
der regnes med mindst ni ”ekspertområder”. De ni ekspertområder er 1)traumatologi 2) børneortopædi,
3) håndkirurgi 4) knæ- og hoftealloplastik 5) rygkirurgi, 6)tumorkirurgi, 7) fod- og ankelkirurgi, 8) skulder-
og albuekirurgi samt 9) idrætstraumatologi. Subspecialiseringen indebærer bl.a., at en ortopædkirurg med
”ekspertområde” i håndkirurgi (normalt) ikke kan lave hoftekirurgi. Det giver en ufleksibilitet, som i praksis
kan sætte begrænsninger i forbindelse med vagtdækning.
15
Sundhedsstyrelsen, “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0046.png
46
Baggrundsrapport
Sygehussektoren har dermed gennemgået en nødvendig udvikling med centralisering og specialisering,
som har løftet kvaliteten af behandlingen. Det har indebåret en stor vækst i speciallæger på sygehusene til
at understøtte den faglige udvikling, bl.a. som følge af et stort fokus nationalt på at prioritere kvalitet og
udvikling på sygehuse. Det er med til at trække ressourcer mod sygehuse, særligt universitetssygehusene,
som har nemmere ved at rekruttere personale end mindre sygehuse udenfor de større byer.
Behov for flere generelle kompetencer
I Sundhedsstrukturkommissionens hovedrapport blev det gjort klart, at både det primære og det
sekundære sundhedsvæsen står overfor en stigning i efterspørgslen på sundhedsydelser i de kommende år,
som især er drevet af et større antal ældre borgere og personer med multisygdom.
16
Stigningen stiller krav
til en omstilling af det samlede sundhedsvæsen i forhold til fordeling af kapacitet og ressourcer, bl.a. de
sundhedsfaglige kompetencer. For sygehusvæsenets vedkommende taler det ind i et behov for bredere
kompetencer hos den enkelte speciallæge og på de forskellige afdelinger, så de kan arbejde alsidigt og
forholde sig til en stor del af patienternes problemstillinger, der knytter sig til multisygdom.
Sygehusene skal dog fortsat besidde de kompetencer og udstyr, som er nødvendige for at kunne tilbyde
sygehusbehandling af høj kvalitet. Det gælder fx diagnostik og behandling ved akut opstået alvorlig sygdom,
svære medicinske tilstande og større operationer og behandlinger af alvorlige traumer. Som et led i at
understøtte flere og bredere kompetencer på tværs af sundhedsvæsenet er derfor også behov for at stille
sygehusenes specialistviden­ og kompetencer til rådighed for det primære sundhedsvæsen. Behovet har
allerede vist sig og bl.a. affødt en national aftale i 2023, hvor sygehusene påtager sig det lægefaglige
behandlingsansvar ved henvendelse fra sundhedsprofessionelle 72 timer efter udskrivelse fra en
hospitalsindlæggelse.
Geografiske forskelle i tilgængelige kompetencer
Den øgede specialisering, som indebærer, at funktioner centraliseres på færre enheder, kan gøre det
vanskeligt at opretholde stærke faglige miljøer på de sygehuse, der ikke varetager specialiseret behandling.
Derudover kan centralisering i samfundet i forhold til bl.a. skoler, offentlig transport også medvirke til, at
perifere sygehuse frasiger sig en specialfunktion, selvom de har opnået godkendelse. For høj specialisering
ét sted kan dermed være en udfordring for faglig bæredygtighed andre steder, og det forhold kan bidrage
til en løbende forværring af geografisk ulighed i sundhedstilbud og sundhed.
17
Den øgede specialisering og de afledte konsekvenser kommer også til udtryk i samhandelen mellem
regioner, fx hvor meget aktivitet de foretager for andre. Region Hovedstaden er den region i landet, der
foretager mest aktivitet for andre regioners borgere, jf. figur 1.28. Det hænger sammen med, at særligt
Rigshospitalet har mange regionsfunktioner og højtspecialiserede funktioner. Regionsfunktionerne vare-
tages som udgangspunkt et til tre steder i alle fem regioner, mens de højt specialiserede varetages et til
tre steder i landet. Af den årsag vil de højtspecialiserede funktioner ikke være i alle regioner. Det medfører
behandling af patienter på tværs af regionerne.
Specialeplanens specialfunktioner udgør ca. 10 pct. af sygehusopgaverne. Specialfunktionerne kan være
sjældne og dyre behandlinger, som der ikke udføres særligt mange af hvert år, og det at varetage en sådan
funktion medfører en forsyningsforpligtelse til at varetage patienter fra andre regioner. Der er derfor
en større andel af Region Hovedstadens aktivitet, der foretages for andre regioners borgere, da bopæls-
regionen ikke nødvendigvis kan eller må foretage behandlingen. Over perioden 2007 til 2022 er der sket
et mindre fald i regionernes salg af sygehusydelser til andre regioner.
16
17
Sundhedsstrukturkommissionen. ”Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Beslutningsgrundlag for et mere lige, sammenhængende
og bæredygtigt sundhedsvæsen”. 2024.
Sundhedsstyrelsen, “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0047.png
Baggrundsrapport
47
Figur 1.28
Andel af hver regions samlede produktionsværdi solgt til andre regioner, 2007-2022
Pct.
12
10
8
6
4
2
0
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Pct.
12
10
8
6
4
2
0
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Region Nordjylland
Hele landet
Anm.: Hele landet er et vægtet gennemsnit af hver region. Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3)
primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023 og Landspatientregisteret (DRG-grupperet) i aktivitets-
årets takst pr. 10. marts året fra Sundhedsdatastyrelsen
Region Hovedstaden er også den region, der har den højeste ”selvforsyningsgrad”, når det kommer til at
varetage egne borgeres behandlinger indenfor egen region. Region Sjælland har den laveste selvforsynings­
grad. I 2022 var den lidt over 80 pct., jf. figur 1.29.
Samtidig ses det, at det i høj grad er Region Hovedstaden, der forsyner Region Sjælland. Det skal dog
bemærkes, at højtspecialiserede funktioner, der ikke er placeret i alle regioner, også kan handle om, at
Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt patientgrundlag til, at det skal ligge i alle fem
regioner. Som konsekvens kan det medføre udfordringer med rekruttering, fx på grund af faglige ønsker om
at arbejde med det højtspecialiserede område. Det kan derfor være med til at understrege de geografiske
udfordringer, som særligt Region Sjælland og Region Nordjylland oplever i forhold til at tiltrække et
tilstrækkeligt antal sundhedsfaglige specialister og medarbejdere.
Det bemærkes, at Sjællands Universitetshospital fx forventeligt tages endeligt i brug i 2026, hvorefter det
er planen, at Region Sjælland vil hjemtage yderligere behandling af regionens borgere på sigt og dermed
få en højre selvforsyningsgrad.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0048.png
48
Baggrundsrapport
Figur 1.29
Selvforsyningsgrad somatikken, produktionsværdi, 2007-2022
Pct.
105
100
95
90
85
80
75
Pct.
105
100
95
90
85
80
75
2007
2008
2009
2010
2011 2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019 2020
2021 2022
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Region Nordjylland
Hele landet
Anm.: Hele landet er et vægtet gennemsnit af hver region. Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3)
primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023 og Landspatientregisteret (DRG-grupperet) i aktivitets-
årets takst pr. 10. marts året fra Sundhedsdatastyrelsen
Som beskrevet ovenfor har Region Midtjylland og især Region Hovedstaden en høj grad af selvforsyning
og forsyner i stort omfang øvrige regioner med sygehusydelser. Det taler isoleret set for, at bl.a. antallet
af læger pr. indbygger og antallet af speciallæger pr. indbygger i de to regioner bør være over niveauet for
de øvrige regioner.
Den faktiske fordeling af sygehusansatte læger pr. indbygger afspejler netop et højere antal læger i de
regioner, der i størst omfang forsyner de øvrige med sygehusydelser. I tabel 1.6 ses, at antallet af læger
pr. indbygger i Region Midtjylland og Region Hovedstaden er højere end i de øvrige regioner. Det gælder
både for alle læger under ét og for henholdsvis overlæger og cheflæger (speciallæger) og reservelæger.
I Region Hovedstaden er 20 pct. flere læger pr. indbygger i forhold til fx Region Nordjylland, Syddanmark
og Sjælland.
Tabel 1.6
Fordeling af offentlig ansatte sygehuslæger pr. indbygger, indekseret i forhold til landsplan, 2023
Læger pr. indbygger
Region Hovedstaden
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Region Sjælland
Region Syddanmark
Heraf overlæger
pr. indbygger
116
90
89
88
99
100
95
91
85
95
Heraf underordnede læger
(reservelæger) pr. indbygger
117
97
92
83
93
100
116
Hele landet
100
Kilde: Egne beregninger baseret på Sirka, Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL) samt Statistikbanken, tabel FOLK1A.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0049.png
Baggrundsrapport
49
Når der er geografisk ulighed i hvilke og hvor mange sygehusydelser, der bliver produceret, kan en vis
geografisk ulighed i kapaciteten af læger være hensigtsmæssig. I det følgende sammenholdes fordelingen
af sygehuslæger i hver region derfor med henholdsvis omfanget af kontaktdage og produktionsværdien i
regionen. Produktionsværdien tager højde for forskellig kompleksitet i hver kontakt.
Uanset om antallet af læger på sygehusene sammenholdes med den udførte aktivitet i form af antal kontakt­
dage eller produktionsværdien ses det, at der skal flest læger i Region Hovedstaden til at udføre en given
aktivitet, jf. figur 1.30. Det tyder på, at der er en overkapacitet af læger i Region Hovedstaden, mens de
øvrige regioner kan producere mere produktionsværdi for det samme antal læger.
Figur 1.30
Fordeling af sygehuslæger pr. region målt i forhold til aktivitet, 2023
Indeks (Hele landet = 100)
120
100
80
60
40
20
0
Indeks (Hele landet = 100)
120
100
80
60
40
20
0
Region Hovedstaden
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Region Sjælland
Region Syddanmark
Hele landet
Læger pr. kontaktdag
Anm: Aktiviteten er opgjort pr. bopælsregion.
Læger pr. produktionsværdi
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) (pr. 10. marts 2024) fra Sundhedsdatastyrelsen samt Sirka, Kommunernes
og regionernes løndatakontor (KRL).
Hverken produktionsværdi eller kontaktdage indfanger dog den ikke­patientrettede aktivitet og afspejler
derfor ikke de ikke-patientrettede opgaver, som sygehusene også udfører. Det kan fx handle om forskning,
der også kan tænkes at forklare noget af den geografiske variation. Hvis overkapaciteten ikke kan begrundes
med ekstraordinære forskningsforpligtelser eller lignende i Region Hovedstaden, taler det for et potentiale
for bedre fordeling af den lægelige kapacitet på sygehusene.
Det blev tidligere vist, at Region Hovedstaden i vigende grad sælger sygehusydelser til andre regioner.
Modsat er det med antallet af læger pr. kontaktdag, som har være stigende, jf. figur 1.31.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0050.png
50
Baggrundsrapport
Figur 1.31
Læger pr. kontaktdag i Region Hovedstaden, Indeks
10.000 læger pr. kontaktdag
16
14
12
10
8
6
4
2
0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023
10.000 læger pr. kontaktdag
10.000 læger pr. kontaktdag
16
14
12
10
8
6
4
2
0
Anm.: Læger er opgjort i årsværk.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) (pr. 10. marts 2024) fra Sundhedsdatastyrelsen og SIRKA, Kommunernes
og regionernes løndatakontor (KRL).
Rekrutteringsudfordringer på flere sygehuse
Den skæve fordeling af den lægelige kapacitet afspejler sig bl.a. i raten for forgæves rekruttering. Særligt
Region Sjælland har oftere måtte rekruttere læger forgæves, jf. tabel 1.7.
Tabel 1.7
Fordeling af offentlig ansatte sygehuslæger pr. indbygger, indekseret i forhold til landsplan, 2023
Marts 2021
Region Hovedstaden
(ekskl. Bornholm)
Region Sjælland
Region Syddanmark
Region Midtjylland*
Region Nordjylland
Hele landet
14
55
9
36
37
37
Marts 2022
10
21
13
17
20
16
Marts 2023
8
29
12
13
15
18
Marts 2024
13
24
9
-
10
16
Anm.: Data beregnes på baggrund af svar fra STARs rekrutteringssurvey, hvor kontaktpersoner i virksomheders jobopslag bliver spurgt til om
deres forsøg på at rekruttere har været succesfulde eller forgæves. Et rekrutteringsforsøg betragtes som forgæves, hvis et opslag ikke bliver besat
eller hvis det bliver besat af en person med en anden profil end den ønskede.
*Der er ikke indsamlet tilstrækkelig data til at beregne den forgæves rekrutteringsrate for læger i Vestjylland i rekrutteringssurvey fra marts 2024,
hvilket betyder at det ikke er muligt at opgøre den samlede rekrutteringsrate for Region Midtjylland.
Kilde: STARS rekrutteringssurvey, egne beregninger
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0051.png
Baggrundsrapport
51
Fragmentering af kvalitetsområdet
Kvalitetsindsatserne og ­området er, som tidligere nævnt, kendetegnet af mange, forskelligartede indsatser.
Kvalitetsområdet omfatter dermed en lang række forgreninger i kvalitetsinitiativer og ­fora, uden en
egentlig koordinering på tværs. Det kan medføre fragmentering. Fragmenteringen, og dermed et muligt
overlap i kvalitetsarbejdet, ses bl.a. også i arbejdet med vejledninger og anbefalinger til behandling. Mens
der findes kliniske retningslinjer på en lang række områder, som fx er udarbejdet af lægevidenskabelige
selskaber eller Sundhedsstyrelsen, laver Medicinrådet også anbefalinger og lægemiddelrekommandationer.
Medicinrådets vejledninger laves med inddragelse af vurdering af pris og effekt i forhold til eksisterende
lægemidler, mens det ikke gøres systematisk og i praksis sjældent i kliniske retningslinjer.
Der er dermed risiko for overlap i arbejdet med anbefalinger og vejledninger til behandling. Det kan føre til
flere vejledninger på samme område med anbefaling om forskellige tilgange. Samtidig kan det vanskeliggøre
arbejdsgange for praktikere, der skal navigere i flere forskellige vejledninger, der kan være i modstrid.
Risikoen kan være forskelle i behandlingsmetoder og -kvalitet på tværs af behandlingssteder. Det er ikke
ensidigt problematisk, at der er flere aktører, der arbejder med samme initiativer, men den manglende
koordinering og samtænkning af indsatserne kan medføre overlap i ensartede opgaver, ikke-optimal
ressourceudnyttelse og kan skabe tvivl blandt praktikere over, hvilken vejledning, metode eller der gør sig
gældende
I Robusthedskommissionens rapport foreslås det, at udarbejdelsen af bl.a. kliniske retningslinjer skal
suppleres af en vurdering af spørgsmål om omkostningseffektivitet, personale- og ressourcetræk og
organisatoriske og afledte konsekvenser.
18
18
Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet, “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0052.png
52
Baggrundsrapport
Kapitel 2: Det kommunale
sundhedsområde og nærliggende
områder
I kapitel 2 er omdrejningspunktet kommunale sundhedsindsatser efter sundhedsloven og udvalgte ind-
satser efter serviceloven på ældreområdet og dele af socialområdet. Formålet med kapitlet er at skabe
overblik over det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende områder, som er tæt knyttet til
sundhedsområdet i kommunerne. Indsatserne kan være tæt knyttet sammen som følge af sammenhæng i
indsatser eller overlap i målgrupper og formål.
I det første afsnit beskrives den overordnede regulering af kommunale indsatser efter henholdsvis
sundheds- og serviceloven. I kapitlets andet afsnit beskrives opgaveløsningen nærmere for de kommunale
indsatser efter sundhedsloven, som kommunerne skal levere, og udvalgte indsatser efter serviceloven,
som er tæt knyttet til det kommunale sundhedsområde. I kapitlets tredje afsnit beskrives den kommunale
økonomi og de relaterede styringsmæssige aspekter og incitamenter. Desuden behandles omfanget
af kapaciteten i sektoren i forhold antal medarbejdere og den geografiske spredning af udvalgte sundheds­
faglige medarbejdergrupper. I kapitlets fjerde og sidste afsnit gennemgås en række særlige problem-
stillinger på sundhedsområdet og udvalgte nærliggende områder, som forventes at have betydning for
kommunernes opgavevaretagelse i fremtiden.
Regulering af de kommunale sundhedsindsatser og indsatser
på nærliggende områder
Kommunernes sundhedsindsatser reguleres efter sundhedsloven, mens en stor del af de udvalgte nær­
liggende indsatser på ældre- og socialområderne reguleres efter serviceloven. I det følgende gennemgås
reguleringen af sundhedsindsatser og nærliggende indsatser efter henholdsvis sundhedsloven og service­
loven – to lovgivninger, der er baseret på forskellige styringsprincipper.
I den forbindelse rettes opmærksomhed også på, at regeringen og en bred kreds af Folketingets partier
(Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale
Venstre) d. 18. april 2024 indgik en aftale om en reform af ældreområdet, bl.a. om at iværksætte en ældre­
lov, som skal træde i kraft d. 1. juli 2025. Lovforslaget skal fremsættes i Folketingssamlingen 2024/2025.
Med ældreloven indføres bl.a. helhedspleje og borgernær visitation i ældreplejen, og faste teams udbredes.
Helhedsplejen medfører, at ældreplejens kerneydelser skal tildeles i form af kommunalt fastsatte rummelige
pleje- og omsorgsforløb, der gør det muligt løbende at tilpasse hjælpen ud fra borgerens aktuelle behov, og
hvor leverandøren har det samlede ansvar for borgerens forløb. Derudover er det også aftalt, at det frie valg
udvides med indførslen af helhedspleje til også at omfatte genoptræning og rehabilitering, da offentlige og
private leverandører skal kunne levere det samlede pleje- og omsorgsforløb. Kommunal sygepleje er ikke
omfattet af den kommende lovregulering af helhedsplejen, men det forhindrer ikke kommunerne i at
beslutte at lade den kommunale sygepleje være en del af helhedsplejen og på den måde fremme tværfaglig­
hed, sparring og læring på tværs af hjemmeplejen og kommunal sygepleje.
Sundhedsloven
Sundhedsloven forpligter kommunerne til at fremme sundheden og forebygge sygdom og forværring af
sygdom, når borgeren er færdigbehandlet i sundhedsvæsenet. For kommunerne stiller sundhedsloven
samtidig en række krav til konkrete indsatser, som kommunerne skal levere. Kommunale sundheds­
indsatser efter sundhedsloven omfatter sygepleje, herunder den kommunale akutfunktion, vederlagsfri
fysioterapi, genoptræning efter udskrivning fra sygehuset, sundhedsfremme og forebyggelse, kommunal
tandpleje, behandling for alkoholmisbrug, lægelig stofmisbrugsbehandling og sundhedspleje. For sygehus­
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0053.png
Baggrundsrapport
53
væsenet og praksisområdet er sundhedsloven omvendt i højere grad karakteriseret ved at beskrive brede
funktionsområder, fx sygehusdrift og patientrettigheder, regulering af praksis­ og specialplanlægning og
udvalgte krav til specifikke indsatser.
Før 2023 fandtes der ikke en generel regel i sundhedsloven, som bemyndigede ministeren til at kunne
fastsætte forpligtende krav til kommunernes sundhedsindsatser. For så vidt angår den kommunale syge­
pleje, har sundhedsloven dog i alle årene givet mulighed for at fastsætte nærmere regler om omfanget af
og kravene til indsatsen efter sundhedslovens § 139. Det er udmøntet gennem en bekendtgørelse fra 2007
om kommunale sygepleje med efterfølgende ændringer, kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner
fra 2014 med efterfølgende ændring og en række vejledninger.
19 20
I 2023 blev der indført en generel hjemmel i sundhedsloven, som giver indenrigs- og sundhedsministeren
mulighed for at anmode Sundhedsstyrelsen om i samarbejde med relevante aktører at fastsætte for-
pligtende kvalitetskrav og -anbefalinger (kvalitetsstandarder), bl.a. til kommunernes sundhedstilbud og
regionernes rådgivningsforpligtelse i den forbindelse. Det sker som udmøntning af aftale om en ”national
kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen”, som er en del af den politiske aftale om sundhedsreform
mellem den daværende regering og et flertal af folketingets øvrige partier i maj 2022.
Kvalitetsstandarderne kan ses som et skridt i retningen af mere bindende styring af dele af de kommunale
sundhedsindsatser og regionernes rådgivning hertil, samtidig med at der fortsat skal være mulighed for
lokale tilpasninger. Standarderne kan fx vedrøre konkrete kvalitetskrav og anbefalinger til indsatser,
kompetencer, udstyr og samarbejde med andre aktører, såsom sygehuset og almenmedicinske tilbud.
Foreløbigt er der indført bindende kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner i 2023 og for
forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom i 2024.
Derudover forpligter autorisationsloven alle autoriserede sundhedspersoner, og personer, der handler på
sundhedspersonernes ansvar, at føre patientjournal, når vedkommende som led i sin virksomhed foretager
behandling af en patient. Det sker af hensyn til patientsikkerheden, da journalføringen danner grundlag
for information og behandling af patienten, dokumenterer den udførte behandling, fungerer som internt
kommunikationsmiddel mellem det personale, der deltager i behandlingen af patienten, og sikrer dermed
kontinuitet i behandlingen og danner grundlag for tilsyn. De generelle krav til autoriserede sundheds-
personer er uafhængige af, i hvilken lovgivning den konkrete opgave er defineret. De gælder dermed også
for autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig virksomhed i kommunerne. Samme type
af krav stilles ikke på samme måde til dokumentation af indsatserne i serviceloven, hvor der her sker
tildeling af fx hjemmepleje i form af en forvaltningsretlig (skriftlig) afgørelse forud for, at hjælpen ydes.
I praksis betyder det, at de udførende medarbejdere i kommunerne kan opleve flere løbende dokumen-
tationskrav ved levering af indsatser efter sundhedsloven end for indsatser efter serviceloven.
21
Herudover tildeles kommunale sundhedsindsatser på forskellige måder og ofte efter lægelig henvisning
eller vurdering fra anden sektor. Kommunale sygepleje leveres typisk på baggrund af lægelig henvisning
eller vurdering. Genoptræning efter udskrivning fra sygehus tildeles på baggrund af en lægefaglig vurdering
fra et sygehus i regionerne eller et private sygehus, som har behandlet på vegne af det offentlige sundheds­
system. Kommunerne er derefter selv ansvarlige for at tilrettelægge indsatserne og tildeler den kommunale
sundheds- eller omsorgsindsats. Kommunerne kan i den forbindelse bl.a. tage højde for indholdet i ind-
satsen, om medarbejderne har de rette kompetencer til at levere indsatserne og kommunens kapacitet.
Endeligt er der andre kommunale sundhedsindsatser, som tilbydes alle i målgruppen og uafhængigt af en
lægefaglig vurdering, fx tandpleje til børn og unge og forebyggende sundhedsydelser til børn og unge,
herunder sundhedspleje.
19
20 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om vederlagsfri hjemmesygepleje ved kommunale akutfunktioner (herunder ved kommu-
nale akutpladser)”, VEJ nr 9235 af 21/03/2019 (2019).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Bekendtgørelse om hjemmesygepleje”, BEK nr 1601 af 21/12/2007 (2007).
21 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”. Bd. 2021.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0054.png
54
Baggrundsrapport
Anden regulering af sundhedsområdet
Anden regulering af kommunale sundhedsindsatser omhandler fx kliniske retningslinjer og anbefalinger
målrettet sundhedspersoner, som Sundhedsstyrelsen og faglige selskaber og fagpersoner løbende
udarbejder. Kliniske retningslinjer og anbefalinger skal bl.a. medvirke til at sikre en sundhedsfaglig indsats
af ensartet høj kvalitet på tværs af kommuner, almenmedicinske tilbud og sygehuse. Sundhedsstyrelsen
udarbejder desuden også vejledninger målrettet sundhedspersoner, som præciserer konkrete regler
i sundhedslovgivningen.
Anden regulering af kommunale sundhedsindsatser omfatter organisatoriske anbefalinger. Sundheds­
styrelsen har fx udarbejdet en række forløbsprogrammer og forebyggelsespakker. Et forløbsprogram er en
standardiseret beskrivelse af den sundhedsfaglige indsats og opgavefordeling, samarbejde og koordinering
mellem involverede aktører for en given patientgruppe. Sundhedsstyrelsens har også udarbejdet en række
forebyggelsespakker med faglige anbefalinger til kommunernes forebyggelsesarbejde, fx for fysisk aktivitet
og mental sundhed.
Serviceloven
Serviceloven (lov om social service) sætter rammerne for den hjælp, støtte og rådgivning, som kommunerne
skal tilbyde borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover reguleres hjælp og støtte til
børn, unge og deres familier på det sociale område i barnets lov, som er en ny hovedlov, der trådte i kraft
d. 1. januar 2024 og erstattede de tidligere bestemmelser i serviceloven om målgruppen.
Kommunerne har efter serviceloven ansvaret for en række nærliggende indsatser, som primært omhandler
ældre. De kommunale indsatser efter serviceloven på ældreområdet, som beskrives her, omfatter personlig
pleje, praktisk hjælp og madservice (hjemmepleje), tidsafgrænsede rehabiliteringsforløb, varige hjælpemid­
ler til ældre, generelle aktiverende og forebyggende tilbud, genoptræning efter sygdom, der ikke behandles
i tilknytning til sygehusindlæggelse, vedligeholdende træning, afløsning og aflastning af pårørende, der
passer en person med nedsat funktionsevne, midlertidige ophold og forebyggende hjemmebesøg. Kommu­
nerne skal også tilbyde ældre plads på et plejehjem eller en almen plejebolig efter behov. Social­, Bolig­ og
Ældreministeriet oplyser dertil, at bestemmelserne i serviceloven om ældre fra d. 1. juli 2025 vil fremgå af
en ny ældrelov som følge af bred politisk aftale om ældrereform i april 2024 mellem regeringen og fem
af Folketingets øvrige partier. Både de tidsgrænsede rehabiliteringsforløb og forebyggende hjemmebesøg
videreføres ikke i en ny ældrelov. I stedet vil det fremgå, at hjælpen skal gives med et forebyggende,
rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Kommunerne har efter serviceloven også ansvaret for en række indsatser, som først og fremmest vedrører
voksne med særlige behov og/eller handicap. De kommunale indsatser efter serviceloven på socialområdet,
som beskrives her, omfatter indsatser for socialpædagogisk støtte, social stofmisbrugsbehandling, Borger­
styret Personlig Assistance (BPA) og støtte til varige hjælpemidler. Kommunernes ansvar i forhold til
længerevarende og midlertidige botilbud beskrives også. Tilbud om social stofmisbrugsbehandling regule­
res i både serviceloven og barnets lov.
De fleste ydelser efter serviceloven kræver visitation efter en konkret og individuel vurdering.
Kommunerne har ansvaret for en række andre sociale indsatser efter serviceloven og barnets lov, som ikke
beskrives nærmere her. Det omhandler fx tidlig forebyggende indsatser efter barnets lov, ledsagerordninger
efter servicelovens § 97 og tilbud om støtte- og kontaktpersoner efter servicelovens § 99.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0055.png
Baggrundsrapport
55
Social-, Bolig- og Ældreministeriet oplyser, at der med ældreloven fra d. 1. juli 2025 indføres helhedspleje,
hvor ældreplejens ydelser tildeles i form af kommunalt fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb og
dermed ikke i form af enkeltydelser.
Kommunale kvalitetsstandarder efter serviceloven
Efter serviceloven fastsætter kommunalbestyrelserne kommunale kvalitetsstandarder om serviceniveauer
for en række indsatser efter serviceloven, bl.a. i sammenhæng med kommunens økonomiske ramme og
øvrige prioriteringer. Det er et lovkrav, at kommunerne mindst en gang om året skal udarbejde en kvalitets­
standard for personlig pleje og praktisk hjælp m.v. (hjemmepleje), rehabiliteringsforløb, genoptræning som
følge af sygdom og vedligeholdelsestræning. Kvalitetsstandarden skal indeholde beskrivelse af det service­
niveau, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Det omfatter fx beskrivelser af indholdet, omfanget og
udformningen af indsatserne.
22
Derudover kan kommunerne vælge at fastsætte kommunale kvalitetsstandarder for en række andre
indsatser efter serviceloven. Det kan i særlig grad være relevant for bestemmelser med en stor grad af skøn
for at sikre et ensartet serviceniveau for kommunens borgere. Det kan fx omfatte kvalitetsstandarder for
tilbud om hjælp og støtte m.v. til personer, der har behov for det på grund af betydelig nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer (socialpædagogisk støtte).
23
Med aftale mellem regeringen og fem af Folketingets øvrige partier om ældrereform i april 2024 er det aftalt
at afskaffe kravet om årligt fastsatte kvalitetsstandarder på ældreområdet i forbindelse med den kommende
ældrelov.
Bestiller-Udfører-Modtager-modellen
Kravet om frit leverandørvalg af hjemmepleje har i praksis forudsat en adskillelse af de kommunale myndig­
hedsfunktioner og leverandøropgaver.
24
Hovedparten af kommunerne anvender BUM-model (Bestiller-
Udfører-Modtager) som styringsmodel.
25
Under modellen træffer kommunale visitatorer, i samarbejde med
den enkelte borger, afgørelser om, hvilke konkrete indsatser borgeren skal tildeles på baggrund af en
konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers situation og behov, bl.a. på baggrund af kommunale
kvalitetsstandarder. Hjælpen leveres af de udførende medarbejdere fra enten en kommunal eller privat
leverandør.
Visitatorerne er typisk organiserede i centrale myndighedsafdelinger i kommunerne adskilt fra de enheder,
der udfører hjemmeplejen. Leverandørerne, der er i tættest kontakt med borgerne, skal sikre, at eventuelle
ændringer i borgernes tilstand løbende dokumenteres til visitator. Det er herefter visitatorens ansvar at
revisitere borgeren, hvis der sker betydelige ændringer, fx i borgerens funktionsevne og behov.
26
VIVE har i 2022 skønnet, er der var ansat ca. 1.500 visitatorer på det kommunale ældreområde, som
arbejder med visitation til hjemmepleje, plejebolig, rehabiliteringsforløb og/eller træning.
27
Her indgår
ikke personer, der er beskæftiget med visitation til fx hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.
28
22
23
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter service-
lovens §§ 83, 83 a og 86”, BEK nr 1575 af 27/12/2014 (2014).
Mohrsen, Birgitte Anne. “Krav om begrundelse ved ændring i serviceniveauer”. Ankestyrelsen, 2020.
24 Kjellberg, Pia Kürstein og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Organisering af BUM modellen på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
25
26 Kjellberg, Pia Kürstein og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Organisering af BUM modellen på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
Sundhedsstyrelsen. ”Inspirationsmateriale til forsøg med selvvisitation i ældreplejen”. Sundhedsstyrelsen, 2022.
27 Foged, Søren Kjær m.fl. ”Estimat på årsværk af visitatorer ansat på det kommunale ældreområde”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og
Analysecenter for Velfærd, 2022.
28 Kjellberg, Pia Kürstein og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Organisering af BUM modellen på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0056.png
56
Baggrundsrapport
Tidligere analyse af hjemmeplejeområdet har vist, at de medarbejdere, der leverer sundhedsydelserne,
fx social­ og sundhedsmedarbejdere, kan opleve, at den nuværende visitationsmodel skaber bureaukratiske
arbejdsgange, hvor kontakten med visitatorerne i nogle tilfælde er kendetegnet ved en høj grad af skriftlig­
hed og relativt tunge processer, som medfører et vist ressourcetræk til administration blandt de udførende
medarbejdere.
29
Social­, Bolig­ og Ældreministeriet oplyser dertil, at der med den kommende ældrelov ændres grund­
læggende på den nuværende styring og tilrettelæggelse af både visitation og udmøntning af hjælpen.
Ældreloven vil stille krav om helhedspleje og borgernær visitation til få, rummelige og fleksible pleje- og
omsorgsforløb. Fremfor afgørelser om standardiserede enkeltydelser vil der efter ældreloven skulle træffes
afgørelse om tildeling af et forløb, hvor der er plads til løbende at justere i hjælpen uden at skulle forbi
visitationen hver gang. Det er den enkelte ældre borger og medarbejderen, der kommer i borgerens hjem,
der aftaler, hvilken hjælp der skal gives fra gang til gang indenfor det tildelte forløb. Formålet er at give
større handlerum og fagligt ansvar til det udførende personale og selvbestemmelse og fleksibilitet til den
enkelte ældre i forhold til hjælpen. Den nye borgernære visitation indebærer bl.a., at der træffes færre
afgørelser i forvaltningsretlig forstand som følge af færre revisitationer.
Øvrige lovområder
Der er også lovgivning på andre kommunale områder, som har betydning for sundhedsområdet, men som
ikke beskrives nærmere i kapitel 2.
Der er fx en sammenhæng mellem sundheds- og beskæftigelsesområderne i kommunerne. Kommunernes
ansvar for sygemeldte borgere omfatter også indsatser efter lov om aktiv beskæftigelse, der overordnet har
til formål at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked. Fx omfatter indsatser for sygemeldte borgere ofte
en tværfaglige indsats, som også kan indebære indsatser efter sundhedsloven fx i forbindelse med et
jobafklaringsforløb.
Der ses også en vis sammenhæng mellem det brede socialområde og beskæftigelsesområdet. 35 pct. af de
borgere, der modtager indsatser på socialområdet, modtager inden for samme år beskæftigelsesrettede
indsatser. Til sammenligning er det 18 pct. af de borgere, der har kontakt med det somatiske sundheds-
væsen, som inden for samme år modtager beskæftigelsesrettede indsatser. Det brede socialområde forstås
her som socialpædagogisk hjælp og støtte, fx på botilbud eller i eget hjem, beskyttet beskæftigelse, midler-
tidige ophold og længerevarende ophold, mens beskæftigelsesområdet omfatter dagpenge, kontakt­
hjælpsydelser (inkl. uddannelseshjælp, integrationsydelse mm.) sygedagpenge, ressourceforløb, job-
afklaring ledighedsydelse, revalidering og fleksjob.
30
Kommunernes ansvar for driften af folkeskolerne omfatter også sundhedsfremmende tiltag og aktiviteter,
såsom daglig motion og bevægelse. Derudover omfatter indsatserne i folkeskolen også Pædagogisk Psyko-
logisk Rådgivning (PPR) som fx en forudsætning for henvisning til specialundervisning, som ikke er af
foreløbig karakter.
Opgaveløsning
I det følgende afsnit gennemgås krav til indsatser i kommunerne efter sundhedsloven og udvalgte indsatser
efter serviceloven for nærliggende ældreområde og dele af socialområdet for primært voksne. Herudover
vil den typiske organisering af enkelte indsatsområder blive beskrevet og snitflader mellem udvalgte
kommunale indsatser, jf. boks 1.
29 Kjellberg, Pia Kürstein og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Organisering af BUM modellen på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
30
Danmarks Statistik og egne beregninger, registrene HANDIC og DREAM.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0057.png
Baggrundsrapport
57
Boks 2.1
Metode for analyse af snitflader for udvalgte kommunale indsatser
I afsnittet beskrives snitfladerne for kommunal sygepleje, personlig pleje og praktisk hjælp (hjemmepleje),
tidafgrænset rehabilitering, vedligeholdelsestræning, genoptræning og socialpædagogisk støtte som
andelen af borgere, der i løbet af samme år modtager flere af de udvalgte indsatser og/eller har kontakt
med sygehusvæsenet.
Omfanget af en snitflade hænger i høj grad sammen med det antal personer, som modtager en given ind-
sats eller har kontakt med sygehusvæsenet. Resultaterne skal derfor læses med øje for størrelsen på de
målgrupper, der sammenlignes. Dette forhold gør sig særligt gældende i forhold til sygehusene, som
halvdelen af befolkningen er i kontakt med i løbet af et år, og derfor er der store snitflader til flere af de
kommunale indsatser. Forholdet har dog også betydning for kommunale indsatser. Fx modtog omkring
156.000 borgere personlig pleje og/eller praktisk hjælp i 2022, som er en indsats af generel karakter, som
ofte gives til ældre borgere i eget hjem. Omvendt var der omkring 48.000 borgere, der modtog socialpæ-
dagogisk støtte i 2022, som er en indsats, som omhandler en mere snæver målgruppe. Eftersom gruppen,
der modtager personlig pleje og/eller praktisk hjælp, er ca. tre gange større end gruppen, der modtager
social pædagogisk støtte, er der, alt andet lige, ca. tre gange større sandsynlighed for, at der opstår en
snitflade til den målgruppe. Det bemærkes samtidig, at antallet af borgere, som modtager enten syge-
pleje, personlig pleje, praktisk hjælp, genoptræning (efter serviceloven) eller vedligeholdelse, er opgjort
som et månedlig gennemsnit. Opgørelsesmetoden giver et retvisende billede af det gennemsnitlige
omfang af kommunale indsatser hver måned i løbet af et år, mens antallet af unikke antal personer, der
har modtaget indsatserne i løbet af samme år, vil være højere.
For alle indsatser er der også en tæt sammenhæng mellem indsatserne og alder. Hvor omkring halvdelen
af befolkningen som helhed er i kontakt med sygehusvæsenet i løbet af et år, gælder det knap to tredje-
dele af ældre over 65 år, mens det gælder for cirka fire ud af fem af ældre over 65 år, der modtager
personlig pleje og/eller praktisk hjælp. Heraf er det omkring tre procent af befolkningen som helhed, der
er i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsenet om året. Hovedparten af de kommunale indsatser, som
indgår i analysen af snitflader, gives primært til ældre.
Et andet generelt forbehold er, at analysen ikke tager højde for omfanget af de indsatser, som kommu-
nerne og sygehusene leverer i forbindelse med en given indsats. Fx skelnes der ikke mellem ambulante
behand inger og indlæggelser i forhold til sygehuskontakter. Derudover er analysen af snitflader
l
begrænset af det data, der er tilgængeligt. Det betyder, at der, især hvad angår den kommunale aktivitet,
er områder, hvor snitfladerne er undervurderet. Det er samtidig ikke en forudsætning for analysen af
snitflader, at ind atserne er givet i relation til hinanden, men de skal være givet inden for det samme år
s
(2019).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0058.png
58
Baggrundsrapport
Kommunale indsatser efter sundhedsloven
Kommunerne har ansvar for en række indsatser efter sundhedsloven. De har bl.a. ansvar for at yde veder­
lagsfri sygepleje efter lægehenvisning, genoptræning og fysioterapi, borgerrettet forebyggelse, tandpleje for
børn og misbrugsbehandling.
Sygepleje efter sundhedslovens §§ 138 og 139
Kommunerne er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri sygepleje efter lægehenvisning. Det omfatter alle
personer med ophold i kommunen, uanset alder og boform, med behov for sygepleje. Formålet med syge­
pleje er at forebygge sygdom, fremme sundhed og yde sygepleje, behandling, rehabilitering og palliation til
patienter, der har behov for det. Kommunal sygepleje ydes til borgere i tilfælde af akut eller kronisk sygdom,
hvor sygeplejefaglig indsats er påkrævet. Målet er bl.a. at skabe mulighed for, at patienten kan blive i eget
hjem, herunder plejebolig og lignende, hvad enten der er tale om sygdom af midlertidig eller kronisk art,
forskellige handicap eller situationer, hvor døden er nært forestående.
Den enkelte kommune har en betydelig grad af frihed med hensyn til at organisere og styre de sygepleje-
faglige indsatser for at imødekomme borgernes behov. Med lovændring i 2023 ændredes betegnelsen fra
hjemmesygepleje til sygepleje for at tydeliggøre, at sygepleje i kommunerne i dag udføres mange andre
steder end i hjemmet, fx på kommunale klinikker, midlertidige pladser eller ved hjælp af digitale løsninger.
31
På baggrund af en lægehenvisning tilrettelægger kommunen den sygeplejefaglige indsats. Tildelingen af
indsatser sker altid med udgangspunkt i en konkret sundhedsfaglig vurdering. Vurderingen bør også tage
udgangspunkt i eventuelle andre indsatser, som borgeren modtager. Borgerens behov vurderes løbende
og som en integreret del af det samlede forløb.
Det er den kommunale ledelse, der har ansvaret for, at opgaven løses af medarbejdere med tilstrækkelige
kompetencer i kommunen. Sygeplejen i kommunerne leveres af flere faggrupper. Både af sygeplejersker,
social- og sundhedsassistenter og i mindre grad af social- og sundhedshjælpere. Det kan fx være en
social- og sundhedsassistent i den kommunale sygepleje, der udfører de sygeplejeydelser, som en læge
har henvist til, og dermed delegeret til løsning i kommunen. Hver kommune afgør selv, hvilken sygepleje
der kan udføres af hvilke faggrupper ud fra en decentral kompetencevurdering. Social- og sundheds-
assistenter opnår gennem uddannelsen kompetencer til at udføre flere sygeplejeopgaver end social- og
sundhedshjælpere. Social­ og sundhedsassistentuddannelsen har som overordnet kompetenceområde
at give helhedsorienteret sygepleje og rehabilitering i samarbejde med borgere og patienter.
I praksis leveres sygepleje ofte af de organisatoriske enheder, der typisk benævnes hjemmeplejen, og ofte
i forbindelse med andre indsatser, såsom personlig pleje og praktisk hjælp efter serviceloven. En analyse
fra 2024 viser også, at hjemmepleje og sygepleje oftest er organiseret under samme budgetansvarlige leder
i kommunen. Et mindretal af kommunerne har derudover også integrerede teams for sygepleje og hjemme­
pleje.
32
Begge organisatoriske forhold har som udgangspunkt potentiale til at bidrage til at understøtte
sammenhængen mellem sygeplejen og hjemmeplejen i kommunen.
Fra d. 1. juli 2023 er der derudover indført lovhjemmel til, at det er muligt for kommuner at indgå sam-
arbejder om tværkommunal visitation til den kommunale sygepleje under visse betingelser. Bestemmelsen
er indført for at gøre det lettere for kommuner at levere sygepleje i tværkommunale organiseringer. Inden­
for akutsygeplejen findes flere eksempler på, at kommuner går sammen om at levere akutsygepleje i en
fælles organisation, som med lovændringen nu også kan tildele sygepleje til borgere fra alle de deltagende
kommuner.
31
32 Foged, Søren Kjær m.fl. ”Kommunernes ressourceforbrug og økonomiske styring på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale Forsknings-
og Analysecenter for Velfærd, 2023.
Indenrigs- og Sundhedsministeren, “Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed”, Pub. L. No. L 103, 2022-23 (2. samling) (2023).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0059.png
Baggrundsrapport
59
Der er også kommunale sygeplejeopgaver, som ikke er lægeordinerede. Fx kan sygeplejersker selv iværk­
sætte udarbejdelsen af en ernæringsplan som en del af den kommunale sygepleje.
33
Samtidig er lov om
forbeholdt virksomhedsområde til sygeplejersker trådt i kraft fra 2024, hvor sygeplejersker har fået
mulighed for at udføre flere behandlinger på egen hånd, det vil sige uden delegation fra en læge. Det er
bl.a. visse typer blodprøver, anlæggelse af katetre og sonder m.v. En undersøgelse viser, at medicin-
administration og ­disponering og kompressions­ og sårbehandling er de indsatser, som fylder mest
i den konkrete opgavevaretagelse i sygeplejen.
34
Medicinadministration og -dispensering omfatter bl.a.
udlevering, bestilling, kontrol og klargøring af medicin, mens kompressionsbehandling bl.a. omfatter
anlæggelse og aftagning af kompressionsforbinding.
35
Kommunerne kan indgå aftaler med private leverandører om udførelsen af sygepleje, mens ansvaret for
tildeling af den kommunale sygepleje ikke kan overdrages til private leverandører. Den kommunal sygepleje
er, fx modsat kommunal hjemmepleje, ikke omfattet af et lovkrav om frit valg af leverandør. En del af
sygeplejen i kommunerne bliver dog udført af netop private leverandører af hjemmepleje, i det omfang
at den enkelte kommune vælger at overdrage udvalgte sygeplejeindsatser til private leverandører af
hjemmeplejen på samme måde som for den kommunale hjemmepleje.
Kommunale akutfunktioner (som en del af sygeplejen)
Den kommunale akutfunktion er en del af den kommunale sygepleje. Formålet er bl.a. at forebygge
forværring af sygdom og følge op på sygehusets indsats, når patienter, fx efter udskrivelse fra sygehus,
fortsat har komplekse pleje- og behandlingsbehov. Det kan foregå i borgerens eget hjem eller som
midlertidigt døgnophold på særlige kommunale pladser.
Den kommunale akutfunktion kan organiseres som selvstændige teams (akutteams) eller som integreret
i sygeplejens organisering, eventuelt suppleret med akutpladser. Akutteams forstås som en udekørende
funktion, hvor sygeplejen ydes i patientens hjem, fx plejebolig og midlertidige døgnophold eller botilbud.
Akutpladser forstås som en stationær plads på en kommunal matrikel.
36
En akutplads kan fx være på et
kommunalt rehabiliteringscenter eller et plejecenter. Senere i kapitlet gennemgås de midlertidige pladser
efter serviceloven, som akutpladser efter sundhedsloven er en variant af.
Sundhedsstyrelsen har ad flere omgange udgivet konkrete krav og anbefalinger til indsatsen, bl.a. i form
af kvalitetsstandarder, der skal understøtte en ensartet og høj kvalitet i de sundhedsfaglige indsatser i
akutfunktionerne på tværs af landet. I forlængelse af aftalen om ”en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen” i den politiske aftale om sundhedsreform fra maj 2022 udgav Sundhedsstyrelsen i
september 2023 nye kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner, som er blevet udarbejdet
med inddragelse af en bredt sammensat arbejdsgruppe. Med de opdaterede kvalitetsstandarder i 2023
blev det bl.a. obligatorisk for kommunerne at etablere en akutfunktion eller samarbejde omkring en sådan.
Der stilles også krav om adgang til rådgivning og sparring fra sygehus og alment praktiserende læger.
Snitflader for kommunal sygepleje
I figur 2.1 ses andelen af personer, der i løbet af samme år har modtaget kommunal sygepleje og enten
personlig pleje, praktisk hjælp, tidsafgrænset rehabilitering, vedligeholdelsestræning, socialpædagogisk
støtte, fx i eget hjem, og/eller været i kontakt med det regionale sygehusvæsen.
Her ses det, at der er et stort overlap i gruppen af borgere, der modtager sygepleje, og gruppen af borgere,
som modtager praktisk hjælp og personlig pleje (hjemmepleje). 43 pct. af de borgere, der modtog
kommunal sygepleje, var også visiteret til praktisk hjælp i hjemmeplejen, mens 31 pct. var visiteret til
personlig pleje i hjemmeplejen. Borgere, der både er visiteret til praktisk hjælp og personlig pleje, vil
både fremgå under gruppen, som er visiteret til personlig pleje i hjemmeplejen, og under gruppen, som
er visiteret til praktisk hjælp i hjemmeplejen.
33 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”.
Bd. 2021. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
34
35
36
Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed, “Kommunal sygepleje til ældre”, 2022.
“Fælles Sprog III Indsatskatalog (sundhedslov) version 1.6” (KOMBIT, u.å.).
Sundhedsstyrelsen. ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner”. Sundhedsstyrelsen, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0060.png
60
Baggrundsrapport
En stor andel af personer, der modtager sygepleje, har også haft kontakt med sygehusvæsenet indenfor
det seneste år, 82 pct. og 9 pct. for henholdsvis somatiske og psykiatriske sygehusvæsen.
I 2022 modtog ca. 145.000 borgere kommunal sygepleje i eget hjem, heraf var ca. 30.000 borgere under
65 år.
37
Antal borgere er opgjort som et månedligt gennemsnit. Der er ikke data for antallet af borgere, der
modtager kommunal sygepleje som led i ophold på fx plejehjem, midlertidige pladser, botilbud eller tilbud
i kommunale sygeplejeklinikker.
Figur 2.1
Andelen af personer, der får kommunal sygepleje efter sundhedslovens § 138 , som samme år
modtager udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har kontakt med det regionale
sygehusvæsenet (pct.), 2019
Pct.
Pct.
100
80
60
40
20
0
Genoptræning (SEL)
Vedligeholdelses-
træning
Socialpædagogisk
støtte
9
31
15
6
7
4
82
100
80
60
40
9
20
0
43
Somatiske
sygehuskontakter
Anm.: Grundlaget for opgørelsen af de kommunale indsatser er indberetninger fra kommunerne. Opgørelsen indeholder alle individer, der er
i Danmarks Statistiks registre står til at have modtaget indsatsen. Da kommunernes indberetningerne ikke altid er fuldkomne, kan opgørelsen
undervurdere størrelsen på snitfladerne. Indsatserne er ikke gensidigt udelukkende, samme person kan indgå i flere indsatskategorierne, hvis
personen har modtaget flere typer af indsatser i løbet af 2019. For nogle kommuner er det svært at skelne mellem, om genoptræning er leveret
efter sundhedsloven eller serviceloven, og derfor kan genoptræning være registreret forkert. Nogle kommune indberetter rehabilitering som
genoptræning eller hjemmepleje. Hjemmepleje vedrører modtagere visiteret til hjemmepleje. Socialpædagogisk støtte, som indgår i figuren,
vedrører indsatser, som ikke leveres på botilbud eller i et botilbudslignende tilbud, men fx i borgerens eget hjem.
Kilde: Danmarks statistiks registre (AEFB, AEFV, AERH, AETR, HANDIC og Landspatientregisteret) og egne beregninger
Vederlagsfri genoptræning og vederlagsfri fysioterapi efter sundhedslovens §§ 140 og 140 a
Efter sundhedslovens § 140 skal kommunerne tilbyde genoptræning til patienter, der efter udskrivelse fra
sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Genoptræningen omfatter alle patienter,
uanset diagnose og alder, og regionerne har pligt til at udarbejde en genoptræningsplan til patienter, som
har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Private sygehuse, som varetager offentlig finansieret
behandling, er også forpligtet til at tilbyde en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt
begrundet behov for genoptræning efter udskrivning. Genoptræningsplanen skal beskrive patientens
37
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, HJEMSYG.
Personlig pleje i eget
hjem
Praktisk hjælp i eget
hjem
Psykiatriske
sygehuskontakter
Forebyggende
hjemmebesøg
Tidsafgrænset
rehabilitering
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0061.png
Baggrundsrapport
61
genoptræningsbehov, og kommunen har herefter ansvaret for at tilbyde vederlagsfri genoptræning
på baggrund af genoptræningsplanen. Der blev udarbejdet ca. 209.000 genoptræningsplaner i 2022.
38
Den samme borger kan modtage flere genoptræningsplaner i løbet af et år.
Der findes flere niveauer af genoptræning efter sundhedsloven, som bl.a. afhænger af patientens funktions­
evne. Genoptræningsplanen fra sygehuset skal angive, om patienten har behov for almen genoptræning,
genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Almen genoptræning og
rehabilitering på specialiseret niveau foregår i kommunen, hvorimod genoptræning på specialiseret niveau
foregår på sygehuset. Hvis genoptræningsplanen angiver, at patienten har behov for almen genoptræning,
skal kommunen lave en sundhedsfaglig vurdering af, om patienten har behov for genoptræning på basalt
eller avanceret niveau.
Patienter kan efter udskrivelse fra sygehus vælge mellem genoptræningstilbud, som bopælskommunen har
etableret ved egne institutioner, eller indgået aftaler om med andre myndigheder eller private leverandører.
Der er desuden indført udvidet frit valg til genoptræning, som foregår i kommune, der betyder, at hvis
ventetiden til genoptræning overstiger syv dage, har personen ret til at vælge at modtage genoptræningen
hos en privat leverandør. Der er desuden frit valg til specialiseret genoptræning, som foregår på sygehuset,
efter reglerne om frit sygehusvalg.
Borgerrettet forebyggelse efter sundhedslovens § 119, stk. 1-2
Den kommunale forebyggelse handler først og fremmest om borgerrettet (primær) forebyggelse, der har til
formål at holde raske borgere sunde og undgå, at sygdom opstår. Borgerrettet forebyggelse skal både løses
som en del af kommunens opgavevaretagelse på alle øvrige relevante områder og ved etablering af særskilte
forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne. Det kan ske gennem en bred vifte af indsatser,
fx tilbud om nikotinafvænning, alkoholrådgivning eller gruppebaserede træningsforløb til forebyggelse
af overvægt. Der stilles i lovgivningen ikke konkrete krav til, hvilke tilbud eller indsatser som kommunerne
skal stille til rådighed, eller hvilke tilbud der skal prioriteres.
Sundhedsstyrelsen understøtter den borgerrettede forebyggelse, bl.a. gennem en række forebyggelses-
pakker, som er et vidensbaseret værktøj til kommunerne med faglige anbefalinger indenfor forskellige
områder. Forebyggelsespakkerne kan bidrage til at prioritere og kvalitetsudvikle det kommunale
forebyggelsesarbejde. Serien af forebyggelsespakker omhandler alkohol, fysisk aktivitet, mental sundhed,
tobak, overvægt, hygiejne, indeklima i skoler, solbeskyttelse, tobak og børn og unges trivsel. Anbefalingerne
er vejledende og ikke bindende. Kommunens borgerrettede forebyggelsesindsats varetages dermed også i
sammenhæng med andre kommunale områder, såsom skole- og daginstitutioner, natur, miljø, kultur, fritid,
vejnet m.v. Fx kan investeringer i cykelinfrastruktur i kommunerne også betragtes som en investering i
folkesundheden ved at gøre det mere attraktivt for kommunens borgere at anvende cykle som transport­
middel.
Patientrettet forebyggelse/rehabilitering til mennesker med kroniske sygdomme efter
sundhedslovens § 119, stk. 3
Den kommunale forebyggelse handler også om patientrettet (sekundær) forebyggelse, som er målrettet
mennesker med kronisk sygdom. De opdaterede kvalitetsstandarder fra 2024 målrettet patientrettet
forebyggelse for borgere med kroniske sygdomme har bl.a. til formål at sikre adgang til forebyggelsestilbud
af bedre og mere ensartet kvalitet i kommunerne. Det er fx i form af tilbud om sygdomsmestring,
fysisk aktivitet, ernæringsindsatser, nikotinafvænning og samtale om alkohol.
Den patientrettede forebyggelse målrettet borgere med kronisk sygdom kan omfatte forebyggelsestilbud,
der kan være en del af et rehabiliterende forløb målrettet borgere, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering
af funktionsevne og helbredsforhold kan have gavn af et forebyggelsestilbud for at kunne leve bedst muligt
38
Landspatientregisteret (LPR) (pr. 10-03-2024), CPR-registret (PR. 26-03-2024), og Sundhedsdatastyrelsen, “Genoptræningsplaner”,
eSundhed.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0062.png
62
Baggrundsrapport
med deres sygdom. Det skal fx være fysisk træning til borgere med KOL, diabetes eller hjertekar-lidelser.
De patientrettede forebyggelsestilbud skal desuden omfatte indsatser såsom sygdomsmestring, nikotin/
tobaksafvænning, ernæringsindsatser m.v.
39
Kommunale tandplejeordninger efter sundhedsloven §§ 131, 133 og 134 a, 135
Kommunerne har ansvaret for socialtandplejen efter sundhedslovens §§ 134 a – 135, der er et vederlagsfrit
tandplejetilbud, målrettet stærkt socialt udsatte borgere, fx hjemløse. Dertil kommer omsorgstandplejen i
sundhedslovens §§ 131-132 og specialtandplejen i sundhedslovens §§ 133-134, som er tandplejetilbud med
et maksimum på den årlige egenbetaling for borgerne. Ordningerne er målrettet borgere med funktions­
nedsættelser, som ikke kan benytte den almindelige voksentandpleje, fx ældre med nedsat førlighed eller
borgere med fysisk eller psykisk handicap.
Omsorgstandplejen er for personer, der på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller
psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud. Størstedelen af omsorgs-
tandplejens personkreds består af ældre, der på grund af nedsat funktionsevne har et stort behov for
personlig pleje og praktisk hjælp i dagligdagen. Det gælder bl.a. ældre, der opholder sig i plejeboliger, og
ældre i eget hjem, der modtager vidtgående personlig pleje og praktisk hjælp. Omsorgstandpleje tilbydes
også til borgere med udviklingshæmning og sindslidelse, bl.a. personer med ophold i midlertidige og
varige botilbud, der ikke har særlige odontologiske problemer, som kræver et specialiseret tandplejetilbud
i specialtandplejen, men hvor personen ikke i tilstrækkeligt omfang er i stand til at benytte praksis­
tandplejen.
40
Specialtandplejen er for sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.v., der ikke kan udnytte de alminde­
lige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen. Mål-
gruppen har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, fx generel anæstesi, for at gennemføre behandling.
Der er desuden behov for et mere specialiseret behandlingstilbud, end omsorgstandplejen kan tilbyde.
Omsorgs­ og specialtandplejen leveres primært af kommunernes egne klinikker. Af kommunernes samlede
udgifter til omsorgs- og specialtandpleje omfatter 58 pct. egne klinikker, 9 pct. omfatter ydelser, som
kommunerne køber af hinanden, 14 pct. omfatter ydelser fra private og de resterende 19 pct. omfatter
udgifter til regionerne. Udgifterne til regionerne afspejler bl.a., at modtagere af specialtandpleje i nogle
tilfælde modtager behandling under narkose.
41
Socialtandplejen er for de mest socialt udsatte borgere, som ikke kan benytte de eksisterende tandpleje­
ordninger i omsorgstandplejen, specialtandplejen og praksistandplejen. Kommunerne skal tilbyde veder­
lagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje til borgere med særlige sociale problemer,
fx gadehjemløse og borgere, der benytter herberger, varmestuer eller væresteder på grund af hjemløshed.
Ifølge monitoreringen af den sociale tandplejeordning fra KL leverede 76 pct. af kommunerne det sociale
tandplejetilbud i egen kommunal praksis i 2022.
42
Tandpleje for børn efter sundhedslovens §§ 127-130
Kommunerne yder vederlagsfri tandpleje til børn og unge frem til det fyldte 22 år efter sundhedslovens
§§ 127-130. Der er frit valg i børne- og ungdomstandplejen. Det betyder, at borgeren eller borgerens værge
kan vælge at modtage tilbuddet via en praktiserende tandlæge eller tandplejer.
Med finanslovsaftalen for 2022 blev det besluttet at indføre vederlagsfri tandpleje til unge i alderen 18-21
år. Ordningen indfases med en årgang ad gangen som en udvidelse af den kommunale børne- og ung­
domstandpleje og forventes fuldt implementeret ved udgangen af 2025. Der blev med finanslovsaftalen
39
40 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Den kommunale tandpleje: Vejledning for omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje”, VEJ nr
9382 af 12/05/2023 (2020).
41
42
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, REGKC.
KL, “Den sociale tandplejeordning 2023”, 2023.
Sundhedsstyrelsen. ”Forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom: Kvalitetsstandarder”. Sundhedsstyrelsen, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0063.png
Baggrundsrapport
63
for 2022 afsat 40 mio. kr. i 2022, 170 mio. kr. i 2023, 260 mio. kr. i 2024 og 350 mio. kr. fra 2025 og frem.
Derudover blev der afsat 60 mio. kr. årligt i anlægsmidler fra 2022-2025 (i alt 240 mio. kr.) til en kommunal
ansøgningspulje.
Kommunerne kan vælge at tilbyde tandplejen på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger eller
tandplejere, som kommunen indgår aftale med. Kommunerne kan også beslutte at tilrettelægge sin børne-
og ungdomstandpleje, så kommunen både bruger offentlige klinikker og privat praksis. Børn og unge, der
ønsker et andet tilbud end det, kommunen stiller til rådighed, kan også vælge at modtage tandplejen hos
en privatpraktiserende tandlæge efter eget valg, hos en privatpraktiserende tandplejer eller tandlæge efter
eget valg eller på en anden kommunes tandklinik (fritvalgsordningen). For børn og unge, der er fyldt 16 år,
er det vederlagsfrit at gøre brug af fritvalgsordningen, mens det for børn og unge under 16 år er forbundet
med en vis egenbetaling, med mindre kommunen i forvejen har besluttet at tilbyde en del af børne- og
ungdomstandplejen i privat praksis.
Børne- og ungdomstandplejen leveres primært af kommunernes egne klinikker. Af kommunernes samlede
udgifter til børne- og ungdomstandplejen omfatter ca. 87 pct. udgifter til egne klinikker, ca. 10 pct. omfatter
udgifter hos private, og ca. 3 pct. omfatter udgifter til køb af ydelser hos andre kommuner.
43
Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, herunder sundhedspleje efter sundhedslovens
§§ 120-126
Kommunerne har ansvar for at levere forebyggende sundhedsindsatser til børn og unge efter sundheds-
lovens § 120-126 fx gennem sundhedsplejeordningen. De forebyggende sundhedsydelser skal sikre børn og
unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.
44
Sundhedsplejen kombinerer en bred forebyggende og sundhedsfremmende indsats med en ekstra indsats
til børn og familier med særlige behov. Børn og unge med særlige behov for støtte skal indtil undervisnings­
pligtens ophør tilbydes en ekstra indsats, der omfatter en øget vejledning og yderligere undersøgelser ved
læge eller sundhedsplejerske og bistand i forhold til tværprofessionel støtte, når det er påkrævet.
I barnets første leveår skal alle børn tilbydes funktionsundersøgelser ved en sundhedsplejerske, som
normalt finder sted i barnets hjem. Sundhedsstyrelsen anbefaler minimum seks besøg i barnets første
leveår, hvor fokus er på barnets udvikling og trivsel, amning og familiedannelse. Familier med særlige behov
kan tilbydes ekstra ydelser, afhængigt af konkret faglig vurdering. Børn, som har særlige behov, skal ud
over etårsalderen tilbydes hjemmebesøg af sundhedsplejersken for at støtte en sund udvikling.
Alle børn og unge i den undervisningspligtige alder skal tilbydes to forebyggende helbredsundersøgelser i
form af henholdsvis ind- og udskolingsundersøgelse, som skal foretages af en læge eller sundhedsplejerske.
Derudover skal sundhedsplejersken på mellemtrinet monitorere børn og unges højde og vægt. Sundheds­
plejersken skal også have regelmæssig kontakt med børn og unge indtil undervisningspligtens ophør for
at afdække eventuelle sundheds- eller trivselsmæssige problemer. Med aftalen om sundhedsreform fra
2022 blev det besluttet at give sundhedsplejerskerne redskaber til at målrette indsatsen overfor sårbare
familier, bl.a. for at reducere ulighed i sundhed og forebygge negativ social arv. Sundhedsstyrelsen er med til
at udbrede redskaberne i kommunerne.
Ved siden af de kommunale sundhedsordninger skal regionsrådet tilbyde syv gratis, forebyggende helbreds-
undersøgelser hos den alment praktiserende læge til alle børn, fra fødsel til skolealderen, og vaccination i
henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Misbrugsbehandling efter sundhedslovens §§ 141 og 142 og servicelovens §§ 101 og 101 a
Det fremgår af sundhedslovens § 141, at kommunen skal tilbyde vederlagsfri behandling til borgere, der
ønsker at modtage behandling for alkoholmisbrug. Alkoholbehandlingen skal iværksættes senest 14 dage
efter, at borgeren har henvendt sig til kommunen med et ønske om at komme i behandling. Kommunen kan
43
44
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, REGKC.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge”, BEK nr 1344 af 03/12/2010
(2010).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0064.png
64
Baggrundsrapport
tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved
at indgå aftaler om alkoholbehandling med andre kommuner, regioner eller private institutioner. Alkohol­
behandling kan bestå af medicinsk behandling med lægemidler og af ikke­medicinsk behandling, fx i form af
socialpædagogisk eller psykologisk funderede samtaler, enten individuelt eller i gruppe. Ofte vil medicinsk
behandling være et supplement til ikke­medicinsk behandling. I praksis er der et stort indholdsmæssigt
sammenfald mellem ikke-medicinsk alkoholbehandling efter sundhedslovens § 141 og social stofmisbrugs­
behandling efter servicelovens § 101. Sammenfaldet kommer bl.a. til udtryk ved, at alkoholbehandling og
social stofmisbrugsbehandling typisk er forankret samme sted i kommunerne.
Det følger af sundhedslovens § 142, at kommunen skal tilbyde en vederlagsfri lægesamtale til borgere,
som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven (lægelig stofmisbrugsbehandling)
eller efter serviceloven (social stofmisbrugsbehandling). Det fremgår derudover, at kommunen skal tilbyde
vederlagsfri lægelig stofmisbrugsbehandling. Behandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter, at
borgeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling. Kommunen kan tilveje­
bringe tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner
eller ved at indgå aftaler om stofmisbrugsbehandling med andre kommuner, regioner eller private
institutioner. Den lægelige stofmisbrugsbehandling dækker over behandling med substitutionsmedicin
(behandling af afhængighed af heroin og andre opioider med substitutionspræparater, fx metadon eller
med lægeordineret heroin). Den lægelige stofmisbrugsbehandling omfatter primært undersøgelse for og
behandling af misbruget/afhængigheden. Herudover omfatter den lægelige behandling af personer med
et stofmisbrug undersøgelse for og sikring af behandling af de fysiske og psykiske problemstillinger, som
er knyttet til misbruget. Det fremgår af autorisationsloven, at ordination af afhængighedsskabende læge­
midler kun kan foretages af læger ansat i lægestillinger ved kommunale, regionale eller private institutioner.
Det betyder, at lægelig stofmisbrugsbehandling altid vil blive varetaget af en læge eller på en læges ansvar.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning, at udgangspunktet er, at den lægelige stof-
misbrugsbehandling ikke bør stå alene, men bør være en integreret del af den samlede indsats for den
enkelte patient med et stofmisbrug. Derfor vil lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens
§ 142 typisk blive tilbudt sammen med social stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101.
Tilbud om behandling af stofmisbrugsbehandling reguleres både i serviceloven og barnets lov. Kommunen
er forpligtet til at tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug efter reglerne i servicelovens
§§ 101 og anonym, ambulant behandling af stofmisbrug efter servicelovens § 101 a. Kommunen skal
derudover iværksætte social stofmisbrugsbehandling, jf. § 101 i serviceloven, til børn og unge under 18 år
efter reglerne i barnets lov § 33, når barnet eller den unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige
problemer på grund af stofmisbruget, som medfører, at barnet eller den unge ikke kan fungere i forhold
til familie, uddannelse, arbejde eller skole
Med aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2024 blev regeringen, KL og Danske Regioner
enige om rammerne for et samlet regionalt tilbud til mennesker med en psykisk lidelse og samtidigt
behandlingskrævende misbrug. Det regionale integrerede dobbeltdiagnosebehandlingstilbud tages i brug
pr. 1. september 2024 med en trinvis indfasning. Tilbuddet vil være fuldt ud indfaset i 2027, hvor det er
estimeret, at tilbuddet omfatter ca. 9.200 personer. Selvom regional integreret dobbeltdiagnosebehandling
vil være at betragte som en sygehusydelse efter sundhedsloven, vil behandlingen ikke alene være sundheds­
faglig, men også indeholde socialfaglige elementer, da regionerne får ansvar for at tilbyde social stofmis­
brugsbehandling som en del af den integrerede dobbeltdiagnosebehandling. Det socialfaglige aspekt
kommer til udtryk i den faglige retningslinje for visitation til integreret behandling af mennesker med
psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik, udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med
Social­ og Boligstyrelsen.
45
I 2022 modtog ca. 19.000 voksne personer stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101 eller sund­
hedslovens § 142 på et tidspunkt i løbet af året. Personer i anonym stofmisbrugsbehandling efter service-
lovens § 101 a indgår ikke.
46
45 Sundhedsstyrelsen. ”Visitation til integreret behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig rusmiddelproblematik. Faglig
visitationsretningslinje”. Sundhedsstyrelsen, 2023.
46
Social-, Bolig- og Ældreministeriet, ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0065.png
Baggrundsrapport
65
I 2022 modtog ca. 25.000 personer, som var 15 år eller derover, offentlig finansieret alkoholbehandling.
Det inkluderer også personer i anonym offentlig finansieret behandling.
Udvalgte indsatser efter serviceloven i relation til dele af ældre og -socialområdet
I det følgende gennemgås kommunernes ansvar for udvalgte indsatser efter serviceloven. Det er indsatser,
som kan betragtes som nærliggende til sundhedsområdet, og som derfor er relevante at beskrive nærmere.
Hjemmepleje og tidsafgrænset rehabilitering efter servicelovens § 83 og §83 a
Kommunen skal tilbyde personlig pleje, praktisk hjælp og madservice (hjemmepleje) efter servicelovens
§ 83 til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer ikke selv kan udføre opgaverne, og tidafgrænset rehabiliteringsforløb til personer
med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre personens funktions­
evne.
Visitation til personlig pleje, praktisk hjælp og madservice (hjemmepleje) og rehabiliteringsforløb efter
servicelovens § 83 a sker på baggrund af en vurdering af borgernes fysiske og psykiske funktionsevne og
særlige sociale problemer, uafhængigt af alder. Det er derfor ikke kun ældre borgere over 65 år, som kan
visiteres til hjemmeplejen, men også personer under 65 år med en midlertidig eller varig funktionsned-
sættelse. Kommunen visiterer borgere til hjemmepleje på baggrund af en konkret og individuel vurdering
af den enkelte borgers behov. Hjælpen skal desuden løbende tilpasses borgerens behov. Det betyder, at
hjælpen løbende skal justeres i takt med, at modtagerens funktionsevne ændres i op- eller nedadgående
retning. Konkret sker det ved, at der foretages en revisitation.
47
For så vidt angår rehabiliteringsforløb, skal kommunen forud for vurdering af behovet for hjemmepleje
tilbyde et kort, tidsafgrænset og målorienteret rehabiliteringsforløb, hvis det vurderes at kunne forbedre
en borgers funktionsevne og dermed reducere eller fjerne behovet for hjemmepleje. En spørgeskemaunder­
søgelse blandt kommunerne i 2022 viste, at hovedparten af de bevilligede rehabiliteringsforløb var til
borgere, der ikke forud for forløbet modtog hjemmeplejeydelser.
48
Mere end halvdelen af de adspurgte kommuner i undersøgelsen arbejdede desuden med rehabiliterings-
forløb, der i større eller mindre grad også inkluderer sygeplejeindsatser efter sundhedslovens § 138. Det
kan fx omhandle indsatser om kompressionsstrømer eller medicinadministration. For de kommuner, der
ikke inkluderede sygeplejeindsatser, blev det blandt andet begrundet med udfordringer med at få sygepleje
til at arbejde tilstrækkeligt rehabiliterende. En anden undersøgelse fra 2017 viste også, at sygeplejerskerne
i nogle tilfælde tildeles roller og funktioner i rehabiliteringsforløb, som de ikke oplevede som kompatible
med deres faglighed, fx fordi sygeplejerskerne oplevede, at opgaverne i højere grad krævede terapeutfaglig
baggrund.
49
Et casestudie af flere kommuner peger på, at personlig hygiejne er den opgave i hjemmeplejen efter service­
lovens § 83, som fylder mest i hjemmeplejen, efterfulgt af rengøring og tilberedning/anretning af mad.
For rehabiliteringsydelserne efter servicelovens § 83 a er personlig hygiejne også den opgave, der fylder
mest i opgavevaretagelsen, efterfulgt af tilretning/anretning af mad og udskillelser.
50
Formålet med at
udføre ydelserne som en del af et rehabiliteringsforløb kan være at give borgeren den nødvendige hjælp
og støtte for at kunne forbedre borgerens funktionsevne.
47
48
Sundhedsstyrelsen. ”Inspirationsmateriale til forsøg med selvvisitation i ældreplejen”. Sundhedsstyrelsen, 2022.
49 KORA, Pia Kürstein Kjellberg og Lea Graff. ”Sygeplejerskernes rolle i rehabilitering i ældreplejen”. KORA - Det Nationale Institut for
Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, 2017.
Sundhedsstyrelsen. ”Status på rehabiliteringsforløb efter § 83 a. Resultater fra en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse”.
Sundhedsstyrelsen, 2022.
50 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”. Bd. 2021.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0066.png
66
Baggrundsrapport
Samtidig viser samme casestudie, at opgaverne i høj grad varetages af social- og sundhedshjælpere og
i mindre grad social­ og sundhedsassistenter.
51
Social­ og sundhedshjælperuddannelsen har da også som
overordnet kompetenceområde at give omsorg, pleje og praktisk hjælp i et rehabiliterende perspektiv.
Social- og sundhedsmedarbejdere er primært ansvarlige for udførelsen af rehabiliteringsforløb, mens
andre faggrupper, såsom ergo- og fysioterapeuter, ofte også er involveret i koordinering og udførslen af
et rehabiliteringsforløb.
52
Frit valg for hjemmepleje
For hjemmepleje, der er omfattet af frit valg, skal kommunerne tilbyde mindst ét alternativ til den
kommunale leverandør. Det kan kommunerne gøre ved enten at indgå kontrakt med en eller flere private
leverandører eller ved at give borgeren et fritvalgsbevis, som giver borgeren mulighed for selv at indgå
aftale med en leverandør.
53
Den mest udbredte kommunale ordning for tilvejebringelse af det frie valg for
personlig pleje og praktisk hjælp er via indgåelse af kontrakt med en privat leverandør. Omkring halvdelen
af kommunerne tilvejebringer det frie valg ved godkendelse af private leverandører til udførsel af opgaverne
på baggrund af kommunens egne pris­ og kvalitetsvilkår, mens omkring hver tredje kommune udvælger
leverandører via et udbud.
54
Fritvalgsbeviser forekommer indimellem i kombination med de førnævnte ordninger. For de kommuner,
henholdsvis 9 pct. for praktisk hjælp og 15 pct. for personlig pleje, der udelukkende tilvejebringer det frie
valg via fritvalgsbeviser, skyldes det typisk manglende interesse hos private aktører, fx i forhold til at blive
godkendt som leverandør i kommunen. Fritvalgsbeviser bruges primært blandt den mindste halvdel af
kommunerne.
55
Private leverandører spiller en væsentlig rolle i hjemmeplejen, hvor knap halvdelen(ca. 41 pct.) af de
borgere, der modtager hjemmepleje, benytter en privat leverandør. Det er især praktisk hjælp, der udføres
af private, da ca. 47 pct. af de borgere, der udelukkende modtager praktisk hjælp, modtager hjælpen fra en
privat leverandør, mens det kun er ca. 9 pct. af dem, der udelukkende modtager personlig pleje, der benytter
en privat leverandør. Det er dog kun omkring 14 pct. af kommunens udgifter til personlig pleje og praktisk
hjælp, der går til private leverandører. Modtagere af privat hjemmepleje modtager ikke nødvendigvis alle
indsatser fra private leverandører.
56
Social-, Bolig- og Ældreministeriet oplyser, at der med ældreloven fra d. 1. juli 2025 indføres helhedspleje,
hvor leverandøren skal kunne tilbyde alle ydelser i det fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb. Det frie
valg udvides til også at omfatte rehabilitering og genoptræning med ældreloven pr. 1. juli 2025.
Snitflader for personlig pleje og praktisk hjælp (hjemmepleje)
I figur 2.2 ses andelen af personer, der har modtaget midlertidigt eller varigt personlig pleje og praktisk
hjælp og støtte til nødvendige opgaver i hjemmet og i samme år også har modtaget enten sygepleje, udvalgte
indsatser efter serviceloven og/eller været i kontakt med sygehusvæsenet.
Omkring 20 pct. af borgerne, der var visiteret til enten praktisk hjælp eller personlig pleje i hjemmeplejen,
var også visiteret til rehabilitering. En forklaring kan bl.a. være, at en del af de personer, der i første omgang
modtager tidsafgrænset rehabilitering med henblik på at blive selvhjulpne, efterfølgende får brug for og
visiteres til varig indsats (hjemmepleje).
51 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”. Bd. 2021.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
52
Sundhedsstyrelsen. ”Status på rehabiliteringsforløb efter § 83 a. Resultater fra en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse”.
Sundhedsstyrelsen, 2022.
53 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”. Bd. 2021.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
54 Foged, Søren Kjær m.fl. ”Kommunernes ressourceforbrug og økonomiske styring på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og
Analysecenter for Velfærd, 2023.
55 Foged, Søren Kjær m.fl. ”Kommunernes ressourceforbrug og økonomiske styring på ældreområdet”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og
Analysecenter for Velfærd, 2023.
56
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, AED06 og AED12.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0067.png
Baggrundsrapport
67
I 2022 modtog i alt ca. 156.000 borgere hjemmepleje, hvor omtrent 26.000 borgere var under 65 år.
Heraf modtog 61.000 borgere både personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet, ca. 14.000 borgere modtog
udelukkende personlig pleje i eget hjem og ca. 81.000 borgere modtog udelukkende praktisk hjælp i
hjemmet. Antal borgere er opgjort som et månedligt gennemsnit.
57
Figur 2.2
Andelen af personer, der får personlig hjælp og pleje eller hjælp til praktiske opgaver i hjem-
me efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1-2 (hjemmepleje ) eller tidsafgrænset rehabilitering efter
servicelovens § 83 a, som samme år modtager kommunal sygepleje, udvalgte kommunale ydelser
efter serviceloven eller har kontakt med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Pct.
100
80
60
40
20
0
Kommunal sygepleje
70
56
66
37 37
6 10 10
Personlig pleje i eget hjem
Forebyggende hjemmebesøg
Praktisk hjælp i eget hjem
100*
100*
63
66
100*
79 78
Pct.
89
100
80
60
19 20
8 6 8
Vedligeholdelsestræning
10 8
Genoptræning (SEL)
14
40
4 5 3
Socialpædagogisk støtte
Somatiske sygehuskontakter
9 7 8
Psykiatriske sygehuskontakter
20
0
Personlig pleje i eget hjem
Praktisk hjælp i eget hjem
Tidsafgrænset rehabilitering
Tidsafgrænset rehabilitering
Anm.: Grundlaget for opgørelsen af de kommunale indsatser er indberetninger fra kommunerne. Opgørelsen indeholder alle individer, der
i Danmarks Statistiks registre står til at have modtaget indsatsen. Da kommunernes indberetningerne ikke altid er fuldkomne, kan opgørelsen
undervurdere størrelsen på snitfladerne. Indsatserne er ikke gensidigt udelukkende, samme person kan indgå i flere indsatskategorierne, hvis
personen har modtaget flere typer af indsatser i løbet af 2019. For nogle kommuner er det svært at skelne mellem, om genoptræning er leveret
efter sundhedsloven eller serviceloven, og derfor kan genoptræning være registreret forkert. Nogle kommuner indberetter rehabilitering som
genoptræning eller hjemmepleje. Hjemmepleje vedrører modtagere visiteret til hjemmepleje. Socialpædagogisk støtte, som indgår i figuren,
vedrører indsatser, som ikke leveres på botilbud eller i et botilbudslignende tilbud, men fx i borgerens eget hjem.
* Ydelser hvor søjlen er vist uden farve er snitfladen til sig selv og vil altid angive 100 pct.
Kilde: Danmarks statistiks registre (AEFB, AEFV, AERH, AETR, HANDIC og Landspatientregisteret) og egne beregninger.
Generelle aktiverende og forebyggende tilbud efter servicelovens og forebyggende
hjemmebesøg efter servicelovens §§ 79 og 79 a
Kommunerne kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte
efter servicelovens § 79. Tilbuddene skal være generelle og dermed tilgængelige for hele den afgrænsede
målgruppe, fx ældre borgere i kommunen, uden der er foretaget en konkret og individuel vurdering af
behovet for tilbuddet gennem visitation.
Kommunen skal efter servicelovens § 79 a tilbyde forebyggende hjemmebesøg på baggrund på faste
tidspunkter på baggrund af alder og efter behov. Kommunen skal tilbyde mindst et årligt forebyggende
hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 82 år. Kommunen skal derudover tilbyde et forebyggende hjem­
mebesøg til alle borgere, når de fylder 75 år, og når de fylder 80 år. Derudover skal kommunen også tilbyde
57
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, AED06.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0068.png
68
Baggrundsrapport
et forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor alene, når de fylder 70 år for at opspore og fore­
bygge ensomhed.
58
Endeligt er der også behovsbestemte besøg til borgere i alderen 65-81 år, som er i særlig
risiko for nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne.
Kommunerne kan vælge at undtage borgere, som modtager personlig pleje og praktisk hjælp efter service­
lovens § 83, fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg for i stedet at kunne målrette indsatsen mod de
borgere, der har størst gavn af de forebyggende hjemmebesøg, og som kommunen ikke allerede er i hyppig
kontakt med.
59
De forebyggende besøg bliver dermed oftest tilbudt til ældre borgere, som i høj grad klarer
sig selv i hverdagen for at understøtte, at de kan forblive selvhjulpne. Med aftale om ny ældrelov er det
aftalt, at de forebyggende hjemmebesøg vil blive erstattes af en pligt til en generel forebyggende indsats,
som kan målrettes borgere, hvor forebyggelsespotentialet vurderes at være relevant, bl.a. i forbindelse med
større livsændringer (ægtefælles død m.v.).
Snitflader for forebyggende hjemmebesøg
I figur 2.3 ses andelen af personer, der har modtaget forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a
og i samme år også har modtaget enten sygepleje, udvalgte indsatser efter serviceloven og/eller været
i kontakt med sygehusvæsenet.
26 pct. af borgerne, der modtog forebyggende hjemmebesøg, modtog også sygepleje, mens 21 pct. var
visiteret til praktisk hjælp i hjemmeplejen, og kun syv pct. var visiteret til personlig pleje i hjemmeplejen.
Det forholdsvis lille overlap for især personlig pleje skyldes sandsynligvis, at kommunerne ikke har pligt til
at udføre forebyggende hjemmebesøg hos personer, som allerede modtager både personlig pleje og praktisk
hjælp.
Andelen af borgere, der i løbet af samme år modtager forebyggende hjemmebesøg og andre kommunale
indsatser efter sundheds­ og serviceloven eller har kontakt med sygehuset, er lavere end for sygepleje
og hjemmepleje. Det indikerer, at gruppen af borgere i højere grad er selvhjulpne, som også afspejler
indsatsens nuværende målgruppe og formål. Ca. 95.000 borgere modtog i 2022 forebyggende hjemme-
besøg.
60
58
59
60
Ældreministeren, “Forslag til Lov om ændring af lov om social service (Målretning af de forebyggende hjemmebesøg)”, Pub. L. No. L 148,
2018-19 (1. samling) (2019).
Socialministeren, “Forslag til Lov om ændring af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. (Ændring af lovens målgruppe)”, Pub. L.
No. L 55, 2004-05 (1. samling) (2004).
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, AED10A.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0069.png
Baggrundsrapport
69
Figur 2.3
Andelen af personer, der får forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a, som samme år
modtager kommunal sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har kontakt
med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Pct.
Pct.
100
80
60
40
20
0
Kommunal sygepleje
Personlig pleje i eget hjem
Praktisk hjælp i eget hjem
Tidsafgrænset rehabilitering
26
7
21
70
100
80
60
40
7
3
Vedligeholdelsestræning
4
Genoptræning (SEL)
0
Socialpædagogisk støtte
Somatiske sygehuskontakter
2
Psykiatriske sygehuskontakter
20
0
Anm.: Grundlaget for opgørelsen af de kommunale indsatser er indberetninger fra kommunerne. Opgørelsen indeholder alle individer, der
i Danmarks Statistiks registre står til at have modtaget indsatsen. Da kommunernes indberetningerne ikke altid er fuldkomne, kan opgørelsen
undervurdere størrelsen på snitfladerne. Indsatserne er ikke gensidigt udelukkende, samme person kan indgå i flere indsatskategorierne, hvis
personen har modtaget flere typer af indsatser i løbet af 2019. For nogle kommuner er det svært at skelne mellem, om genoptræning er leveret
efter sundhedsloven eller serviceloven, og derfor kan genoptræning være registreret forkert. Nogle kommuner indberetter rehabilitering som
genoptræning eller hjemmepleje. Hjemmepleje vedrører modtagere visiteret til hjemmepleje. Socialpædagogisk støtte, som indgår i figuren,
vedrører indsatser, som ikke leveres på botilbud eller i et botilbudslignende tilbud, men fx i borgerens eget hjem.
Kilde: Danmarks statistiks registre (AEFB, AEFV, AERH, AETR, HANDIC og Landspatientregisteret) og egne beregninger.
Vedligeholdende træning og genoptræning uden forudgående indlæggelse efter
servicelovens § 86
Genoptræning efter serviceloven omfatter målrettet træning, som skal sikre, at borgeren opnår samme grad
af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne. Målgruppen kan fx være ældre borgere,
der efter sygdom, som ikke er behandlet i sygehusregi, er midlertidig svækket. Tilbuddet om genoptræning
kan f.eks. være relevant for en ældre borger, som er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på
grund af influenza eller efter et fald.
61
Tilbud om vedligeholdelsestræning gives til personer, som har brug for en individuel træningsindsats for
at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder og forudsættes koordineret med eventuelle
genoptræningsindsatser.
62
Snitflader for genoptræning og vedligeholdelsestræning
I figur 2.4 ses andelen af personer, der har modtaget genoptræning eller vedligeholdelsestræning efter
serviceloven og i samme år også har modtaget enten sygepleje, udvalgte indsatser efter serviceloven og/
eller været i kontakt med sygehusvæsenet.
61 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner Sundheds- og
Ældreministeriet og Børne- og Socialministeriet”, VEJ nr 9538 af 02/07/2018 (2018).
62 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner Sundheds- og
Ældreministeriet og Børne- og Socialministeriet”, VEJ nr 9538 af 02/07/2018 (2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0070.png
70
Baggrundsrapport
For både genoptræning og vedligeholdelsestræning efter serviceloven ses et stort overlap til både sygepleje
og hjemmepleje. Fx modtog omkring halvdelen også sygepleje. Det tyder på, at en stor andel af de borgere,
der har brug for hjælp til genoptræning, også har brug for hjælp i hjemmet. Det understøttes af, at 84 pct. af
borgerne, der modtager trænings- og/eller rehabiliteringsydelser, er over 65 år.
63
I 2022 modtog ca. 12.000 borgere genoptræning uden forudgående indlæggelse, heraf var ca. 2.000 borgere
under 65 år. I 2022 modtog ca. 13.000 borgere vedligeholdende træning, heraf var ca. 1.400 under 65 år.
Yderligere ca. 1.000 modtog både genoptræning og vedligeholdelsestræning i 2022. Antallet af borgere er
opgjort som et månedligt gennemsnit, mens det unikke antal personer, der har modtaget indsatserne i løbet
af et år, vil være højere. For indsatser som genoptræning og vedligeholdelsestræning vil forskellen mellem
et månedsgennemsnit og unikke personer sandsynligvis være stor som følge af, at indsatserne typisk har en
midlertidig karakter, og mange personer derfor modtager indsatser af kortere varighed i løbet af et år.
64
Figur 2.4
Andelen af personer, der får enten genoptræning eller vedligeholdelsestræning efter serviceloven
som samme år modtager sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har
kontakt med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Pct.
100
80
60
40
20
Kommunal sygepleje
0
9
8
Personlig pleje i eget hjem
Praktisk hjælp i eget hjem
49 53
Pct.
85
79
100
80
60
21
17
12
Vedligeholdelsestræning
17
40
2
2
Somatiske sygehuskontakter
8
8
20
0
100* 100*
29 33
41
42
Genoptræning (SEL)
Forebyggende hjemmebesøg
Tidsafgrænset rehabilitering
Socialpædagogisk støtte
Genoptræning (SEL)
Vedligeholdelsestræning
Anm.: Grundlaget for opgørelsen af de kommunale indsatser er indberetninger fra kommunerne. Opgørelsen indeholder alle individer, der
i Danmarks Statistiks registre står til at have modtaget indsatsen. Da kommunernes indberetningerne ikke altid er fuldkomne, kan opgørelsen
undervurdere størrelsen på snitfladerne. Indsatserne er ikke gensidigt udelukkende, samme person kan indgå i flere indsatskategorierne, hvis
personen har modtaget flere typer af indsatser i løbet af 2019. For nogle kommuner er det svært at skelne mellem, om genoptræning er leveret
efter sundhedsloven eller serviceloven, og derfor kan genoptræning være registreret forkert. Nogle kommuner indberetter rehabilitering som
genoptræning eller hjemmepleje. Hjemmepleje vedrører modtagere visiteret til hjemmepleje. Socialpædagogisk støtte, som indgår i figuren,
vedrører indsatser, som ikke leveres på botilbud eller i et botilbudslignende tilbud, men fx i borgerens eget hjem.
Kilde: Danmarks statistiks registre (AEFB, AELH, AERH, AETR, HANDIC og Landspatientregisteret) og egne beregninger.
63
64
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, AED08.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik, AED08.
Psykiatriske sygehuskontakter
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0071.png
Baggrundsrapport
71
Hjælpemidler efter servicelovens § 112
Kommunerne skal efter serviceloven yde støtte til hjælpemidler, fx rollator eller kørestol, til personer med
varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse for støtte, at hjælpemidlet i væsentlig
grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, lette den daglige tilværelse i hjemmet
eller er nødvendig for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
65
Kommunen yder hjælp til anskaffelse af
det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kommunen kan også bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres
af en bestemt leverandør. Borgeren har samtidig, med visse undtagelser, ret til frit valg af leverandør af
hjælpemidler. Borgeren kan herudover, mod betaling af prisdifferencen, vælge et dyrere hjælpemiddel end
det, som er omfattet af kommunens bevilling.
66
Som et integreret led i sygehusbehandling skal regionen forsyne patienter med behandlingsredskaber,
der er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen, ligesom regionerne afholder udgifterne til
de personaleressourcer, der er forbundet med behandlingsindsatsen. Det gælder, uanset om behandlingen
foregår på sygehus eller er udlagt til hjemmet.
Det samme produkt kan være henholdsvis et hjælpemiddel og et behandlingsredskab, afhængig af
konteksten det bruges og på baggrund af en vurdering af lidelsens karakter og omfang. Fx kan en kompres­
sionsmaskine både betragtes som et hjælpemiddel for personer med varigt nedsat funktionsevne, hvor
kompressionsmaskinen i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, eller
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller er nødvendig for, at den pågældende kan
udøve et erhverv. Omvendt kan en kompressionsmaskine ikke anses for at være et hjælpemiddel, hvis
kompressionsmaskinen udelukkende skal bruges til at forhindre en forværring af funktionsevnen. I disse
tilfælde kan det i stedet eventuelt være et behandlingsredskab.
67
Et produkt kan dermed både være et
hjælpemiddel og et behandlingsredskab, afhængig af den sammenhæng apparaturet eller redskabet indgår
i. Der kan dermed i nogle situationer opstå problemer i afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og
hjælpemidler og uklarhed om opgave- og finansieringsansvar på tværs af regioner og kommuner.
I 2018 havde ca. 288.000 personer ét eller flere hjælpemidler, der var bevilliget efter servicelovens § 112,
og som var blevet udleveret via kommunernes hjælpemiddeldepoter, heraf var ca. tre fjerdedele af borgerne
over 65 år.
68
Socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85
Kommunen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte og optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til
personer, der har behov for det på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer. Socialpædagogisk bistand kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg, så den
pågældende kan leve et liv på egne præmisser. Socialpædagogisk bistand kan også bestå af oplæring i eller
genoptræning af en række færdigheder, som sætter den pågældende i stand til at leve et så selvstændigt liv
som muligt.
69
Servicelovens bestemmelser om socialpædagogisk støtte efter § 85 og personlig pleje og praktisk hjælp
efter § 83 overlapper i en vis grad hinanden. Det gør, at det i nogle situationer kan være vanskeligt at afgøre,
om borgeren skal bevilges personlig pleje og praktisk hjælp eller socialpædagogisk støtte. Hvis borgeren
har brug for hjælp til praktiske opgaver og personlig pleje, og hjælperen skal være til stede under udførel­
sen, så skal hjælpen som udgangspunkt bevilges som praktisk hjælp og personlig pleje. Hjælpen bevilges fx
som socialpædagogisk støtte, hvis støttebehovet hovedsageligt består i hjælp til at strukturere eller skema­
lægge udførelsen af almindelige dagligdags opgaver. Det kan for fx være rengøring i hjemmet, som borgeren
65 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder”, VEJ nr 10324 af 14/12/2017 (2017).
66 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder”, VEJ nr 10324 af 14/12/2017 (2017).
67
68
Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Ankestyrelsens principmeddelelse 424 om hjælpemidler - behandlingsredskaber - kompressions-
maskine - afhjælpning”, KEN nr 9133 af 11/03/2024 (2024).
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”. Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024.
69 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af
nærtstående efter reglerne i lov om social service”, VEJ nr 9764 af 02/10/2023 (2023).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0072.png
72
Baggrundsrapport
kan udføre selvstændigt uden at have behov for en hjælper i nærheden.
70
I modsætning til bestemmelserne
om personlig pleje og praktisk hjælp giver bestemmelsen om socialpædagogisk støtte ikke mulighed for frit
valg af leverandør.
Snitflader for socialpædagogisk støtte
I figur 2.5 fremgår andelen af personer, der i samme år har modtaget socialpædagogisk støtte efter service­
lovens § 85 og samtidig også har modtaget enten sygepleje, udvalgte indsatser efter serviceloven eller været
i kontakt med sygehusvæsenet.
Det relativt lille overlap til hjemmepleje skyldes sandsynligvis, at de to indsatser i høj grad ligner hinanden,
men har forskellige målgrupper. Samtidig er omkring hver tredje modtager af socialpædagogisk støtte
i samme år også i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen i regionerne. Det afspejler, at social-
pædagogisk støtte er en indsats under socialpsykiatrien. I 2022 modtog ca. 48.000 borgere social-
pædagogisk støtte i hjemmet.
71
Figur 2.5
Andelen af personer, der får socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, som samme år
modtager sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har kontakt med det
regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Pct.
100
80
60
40
20
0
Kommunal sygepleje
56
32
9
Personlig pleje i eget
hjem
17
3
Tidsafgrænset
rehabilitering
Praktisk hjælp i eget
hjem
1
Vedligeholdelsestræning
2
Somatiske
sygehuskontakter
Genoptræning (SEL)
Psykiatriske
sygehuskontakter
Pct.
100
80
60
40
20
0
21
0
Forebyggende
hjemmebesøg
Anm.: Grundlaget for opgørelsen af de kommunale indsatser er indberetninger fra kommunerne. Opgørelsen indeholder alle individer, der er
i Danmarks Statistiks registre står til at have modtaget indsatsen. Da kommunernes indberetningerne ikke altid er fuldkomne, kan opgørelsen
undervurdere størrelsen på snitfladerne. Indsatserne er ikke gensidigt udelukkende, samme person kan indgå i flere indsatskategorierne, hvis
personen har modtaget flere typer af indsatser i løbet af 2019. For nogle kommuner er det svært at skelne mellem, om genoptræning er leveret
efter sundhedsloven eller serviceloven, og derfor kan genoptræning være registreret forkert. Nogle kommune indberetter rehabilitering som
genoptræning eller hjemmepleje. Hjemmepleje vedrører modtagere visiteret til hjemmepleje. Socialpædagogisk støtte, som indgår i figuren,
vedrører indsatser, som ikke leveres på botilbud eller i et botilbudslignende tilbud, men fx i borgerens eget hjem.
Kilde: Danmarks statistiks registre (AEFB, AEFV, AERH, AETR, HANDIC og Landspatientregisteret) og egne beregninger.
70
71
Mejer Hjelm, Cecilie. “Skal hjælpen bevilges som socialpædagogisk støtte eller personlig og praktisk hjælp?” Ankestyrelsen, 2020.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”. Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0073.png
Baggrundsrapport
73
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) efter servicelovens § 96
Kommunerne skal tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som
tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt
at yde den særlige støtte. I 2022 modtog ca. 1.600 borgere borgerstyret personlig assistance.
72
Der eksisterer også en række andre kommunerne indsatser, som også har til formål at give hjælp for
borgere med et omfattende hjælpebehov, fx kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens
§ 95 og ledsageordning efter servicelovens § 97, som ikke beskrives nærmere i kapitel 2.
Kommunens ansvar for midlertidige pladser efter servicelovens § 84, stk. 2 og afløsning eller
aflastning af pårørende efter servicelovens § 84, stk. 1
Der er både efter sundhedsloven og serviceloven mulighed for at tilbyde borgeren et ophold på en midler-
tidig plads, hvor indsatserne kan variere alt afhængig af borgerens behov. Midlertidige pladser dækker over
en bred gruppe af pladstyper med forskellige formål, målgruppe m.v., og hvor kompleksiteten i indsatsen
vil være meget varierende. Målgruppen er med andre ord meget heterogen, og det har betydning for, hvilke
indsatser der er behov for.
Borgere med behov for et døgndækkende tilbud kan tilbydes ophold på en midlertidig plads i kommunerne
efter serviceloven, hvis det ikke er muligt at varetage opgaverne hensigtsmæssigt i borgerens hjem, og der
ikke er et sundhedsfagligt behov for indlæggelse, fx på et sygehus.
Kommunerne skal også tilbyde afløsning eller aflastning af ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende
til personer, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Aflastning gives udenfor
hjemmet, fx på en midlertidig plads, mens afløsning gives i hjemmet. Afløsning i hjemmet kan bestå af hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og personlig hjælp, pleje og omsorg.
I det omfang der er et sundhedsfagligt behov for et døgndækkende tilbud, kan borgeren dermed modtage
den nødvendige sundhedsfaglige indsats, fx på midlertidige pladser. En borger med ophold på en midler-
tidig plads efter sundhedsloven kan være en ældre borger med behov for sundhedsindsatser efter udskri­
velse fra et sygehus. Det kan fx være i regi af den kommunale sygepleje/akutfunktioner eller i forbindelse
med genoptræning efter sundhedsloven. En midlertidig plads i regi af den kommunale sygepleje/akutfunk­
tion kaldes en akutplads, som kan være på et kommunalt rehabiliteringscenter, et plejecenter eller lignende.
En undersøgelse fra 2023 estimerer, at der er omkring 3.800 midlertidige pladser, hvoraf hovedparten
drives efter serviceloven, og ca. 200 pladser er akutpladser.
73
Kommunens ansvar for at tilbyde plejehjem eller plejebolig efter servicelovens § 192 a
Kommunen skal tilbyde ældre, der har særligt behov for en plads på et plejehjem, jf. § 192, eller for en
almen plejebolig, jf. § 5, stk. 2, i lov om almene boliger, en sådan plads eller bolig. Det har ikke været muligt
at etablere plejehjem efter serviceloven § 192 siden 1988, men de bestående plejehjem er en del af den
kommunale boligforsyning. Til plejeboliger hører servicearealer for personer med behov for omfattende
service og pleje efter serviceloven. Plejeboliger reguleres efter lov om almene boliger m.v.
Plejehjem og plejeboliger er for ældre, der har et særligt behov for pleje og omsorg. Der er personale
tilknyttet i hele døgnet for både plejehjem og plejeboliger. Det er den enkelte kommune, der fastsætter
kriterierne for visitationen til plejehjem og plejebolig.
Ældre borgere på plejehjem eller i plejebolig er i dag i gennemsnit ca. 83 år, og mere end tre ud af fire har en
kronisk sygdom, knap halvdelen lider af demens, og hver tredje er multisyg.
74
I perioden 2009 til 2023 er
der kommet over 30 pct. flere ældre over 80 år.
75
Antallet af beboere på plejehjem eller i plejebolig (+65 år)
72
73
74
75
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”. Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024.
Implement Consulting Group. ”Den kommunale indsats”, 2023.
Statistikdatabasen, Danmarks Statistik, BEFOLK1.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets benchmarkingenhed. 2024. Ældre med højest forbrug af sundheds- og plejeydelser.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0074.png
74
Baggrundsrapport
har i samme periode ligget relativt stabilt. Udviklingen på området har også medført, at kommunernes
udgående sygepleje og hjemmepleje i stigende grad varetager komplekse sundhedsopgaver i plejen og
behandlingen af ældre borgere i eget hjem.
Der eksisterer ud over plejehjem og plejeboliger også en række andre tilbud, som primært er målrettet
ældre borgere. Kommunerne giver støtte til almene ældreboliger efter almenboligloven. Almene ældre-
boliger er indrettet til personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Der er ikke tilknyttet personale
til boligen som for plejeboliger efter almenboligloven, så borgeren skal være i stand til klare sig i hjemmet
uden hjælp i det meste af døgnet.
Friplejeboliger er et privat alternativ til plejeboligerne inden for den kommunale boligforsyning. Fripleje­
boliger er private udlejningsboliger, hvor der er servicearealer for personer med behov for omfattende
service og pleje efter serviceloven. Friplejeboligleverandører skal af Sundhedsstyrelsen certificeres til
levering hjemmepleje, som i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt efter servicelovens §§ 83 og 87.
Certificeringen kan derudover også omfatte rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a og social-
pædagogisk bistand efter servicelovens § 85.
76
Kommunen og en friplejeleverandør kan vælge at indgå aftale om anvisningsret til boligerne. Samtidig
har borgere, der er visiteret til en plejebolig eller lignende boligform, også ret til at vælge en friplejebolig.
Retten til at vælge en friplejebolig er dog betinget af, at friplejeboligleverandøren af Sundhedsstyrelsen
er certificeret til at levere de tilbud, som borgeren er visiteret til.
77
Med aftale mellem regeringen og fem af Folketingets øvrige partier om ældrereform i april 2024 er det
desuden aftalt, at kommunerne får mulighed for at oprette lokalplejehjem som en ny type plejehjem,
og skabe bedre rammer for etablering af friplejehjem.
Der var 42.072 personer indskrevet i plejehjem, plejeboliger, beskyttede boliger og friplejehjem i 2022.
Heraf var 37.435 indskrevet i plejeboliger, 2.476 indskrevet i plejehjem, 1.794 indskrevet i friplejeboliger og
367 indskrevet i beskyttede boliger. Ca. 93 pct. var personer på 67 år eller derover.
78
Kommunens ansvar for længerevarende og midlertidige botilbud efter servicelovens
§§ 107 og 108
Kommunen skal tilbyde længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 til personer med betydeligt
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp til almindelige
daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket behovene på anden
måde.
79
Kommunens forsyningspligt vedrørende botilbud efter servicelovens § 108 skal også ses i sammenhæng
med tilbud efter almenboliglovens § 105, hvorefter kommunen drager omsorg for, at der i nødvendigt
omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og til personer med handicap, som har
et særligt behov for sådanne boliger.
80
Tilbud efter almenboliglovens § 105 omfatter også længerevarende
botilbud til borgere, der har en varigt nedsat funktionsevne og permanent behov for omfattende hjælp.
Beboere i boliger efter almenboligloven er almindelige lejere, som skriver under på en lejekontrakt og
betaler husleje i henhold til lejekontrakten. Beboere, der visiteres til boliger efter servicelovens § 108,
er omfattet af de særlige og lempeligere betalingsregler for botilbud m.m.
En borger, som har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem botilbud efter serviceloven
§ 108 og almenboliglovens § 105, hvis betingelserne for frit valg er til stede, bl.a. at tilbuddet tilgodeser
borgerens behov og ikke er væsentligt dyrere.
81
Botilbud til midlertidigt ophold efter servicelovens § 107
76 Bekendtgørelse om certificering af friplejeboligleverandører nr 1169 af 30/09/2015
77
78
Statistikdatabasen.dk, Danmarks Statistik, tabel RSI01.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Bekendtgørelse af lov om friplejeboliger”, LBK nr 1162 af 26/10/2017 (2017).
79 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om botilbud m.v. til voksne”, VEJ nr 9766 af 03/10/2023 (2023).
80 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om botilbud m.v. til voksne”, VEJ nr 9766 af 03/10/2023 (2023).
81 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om botilbud m.v. til voksne”, VEJ nr 9766 af 03/10/2023 (2023).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0075.png
Baggrundsrapport
75
adskiller sig fra længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 og fra almene ældre- og handicapboliger
efter almenboliglovens § 105 ved, at det ved visitationen af en borger til et midlertidigt botilbud vurderes,
at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men fx har til formål at sikre rammen om en behandlings­
mæssig indsats.
82
I 2022 havde ca. 5.600 borgere ophold i et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, mens
ca. 8.400 borgere havde ophold i et midlertidigt botilbud.
83
Der er også andre boformer på socialområdet, fx botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov
om socialtilsyn. Botilbudslignende tilbud er tilbud i form af hjælp og støtte efter §§ 83-87, 97, 98 og 102 i
serviceloven, som leveres i andre boligformer end tilbud efter serviceloven. Disse tilbud skrives ikke
nærmere i kapitel 2.
Økonomi, Kapacitet og styring
I det følgende afsnit beskrives den kommunale økonomi og de styringsmæssige forhold og incitamenter,
som knytter sig hertil. Herudover beskrives omfanget af kapaciteten i sektoren i forhold til økonomi og antal
medarbejdere og den geografiske spredning i forhold til medarbejdere. For flere medarbejdergrupper,
såsom sygeplejersker og social­ og sundhedsassistenter, er der sket en samlet stigning i antallet af ansatte
i kommunerne, mens der også er væsentlige geografiske forskelle mellem kommunerne.
Kommunernes finansiering
Kommunernes indtægter udgøres hovedsageligt af skatter og det generelle bloktilskud, hvoraf skatte-
indtægterne finansierer størstedelen af de kommunale udgifter. Kommunerne har selvstændig skatte-
udskrivningsret og opkræver indkomstskat og ejendomsskat. Kommunerne beholder desuden en del af
det samlede provenu fra selskabsskat, og den enkelte kommune kan vælge at opkræve en dækningsafgift
på offentlige ejendomme og private forretningsejendomme beliggende i kommunen.
Hvert år fastsættes det kommunale bloktilskud, så kommunernes samlede udgifter er finansieret. Her tages
der samlet set højde for udviklingen i kommunernes skattegrundlag og gennem en budgetgarantiordning
for udviklingen i udgifter til overførsler. Det betyder bl.a., isoleret set, at højere skatteindtægter fører til
et lavere bloktilskud og omvendt, så fx konjunkturafhængige udsving i kommunernes indtægtsgrundlag
imødegås.
Bloktilskud og skatteindtægter er generel finansiering til prioritering på tværs af de kommunale opgaver.
Det vil sige, at de enkelte opgaver ikke er finansieret ved øremærkede midler til bestemte udgifter. Den
generelle udgiftsramme og finansiering skal understøtte kommunernes samlede prioritering og skabe et
incitament til en omkostningseffektiv opgaveløsning. Modellen med generel finansiering er således med til
at understøtte, at kommunernes opgaver prioriteres og løses i sammenhæng. Der er dog fortsat en række
kommunale udgifter med delvis statslig refusion. På socialområdet får kommunerne fx delvis refusion af
deres udgifter til ophold på herberg og forsorgshjem. Refusionen bortfalder dog, hvis borgeren har haft
ophold længe, som skal give kommunerne incitament til at hjælpe borgeren i egen bolig. På beskæftigelses­
området er der en delvis refusion af kommunernes udgifter på overførselsområdet, som følger en aftagende
”refusionstrappe” afhængigt af, hvor længe en borger er uden beskæftigelse.
I 2022 bestod kommunernes indtægter af ca. 58 pct. indkomstskat og øvrige skatter på visse indkomster,
ca. 26 pct. bloktilskud, ca. 7 pct. ejendomsskat, ca. 7 pct. statsrefusion og ca. 2 pct. selskabsskat.
82 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Vejledning om botilbud m.v. til voksne”, VEJ nr 9766 af 03/10/2023 (2023).
83
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”. Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0076.png
76
Baggrundsrapport
Bloktilskud og udligning
Bloktilskuddet fordeles mellem landets kommuner efter indbyggertal. For at udjævne kommunernes
vilkår for opgaveløsningen er kommunerne omfattet af en generel udligning og en række mindre, særlige
ordninger. Det generelle kommunale udligningssystem indebærer, at der sker en væsentlig omfordeling
mellem kommunerne. Det sker under hensyntagen til både forskelle i skattegrundlag og udgiftsbehov
som følge af befolkningssammensætning. Her tages højde for kommunale forskelle i befolkningens alders­
sammensætning såvel som i socioøkonomiske og strukturelle forhold. Forholdene har dermed betydning
bredt set for kommunernes opgaveløsning.
Kommuner med et forholdsvist højt beregnet udgiftsbehov og/eller lavt beskatningsgrundlag får tilført
ekstra midler fra andre kommuner, mens kommuner med et forholdsvist lavt beregnet udgiftsbehov og/
eller højt beskatningsgrundlag bidrager med midler til øvrige kommuner. Det generelle udligningssystem
kan ikke afspejle alle særlige vilkår i kommunerne. Derfor er der også en række særlige udlignings- og
tilskudsordninger. Fx findes en udligning om udlændingeområdet, ø- og færgetilskud og en pulje til sær-
tilskud til de mest vanskeligt stillede kommuner. Særtilskudspuljen fordeles efter ansøgning og derigennem
kan mere specifikt tages højde for aktuelle udfordringer i særligt vanskeligt stillede kommuner.
Budgetgarantien
Den kommunale budgetgaranti og den særlige forsikringsordning på beskæftigelsesområdet bidrager begge
til at skærme kommunerne for konjunkturmæssige udsving i udgifterne. Budgetgarantien indebærer, at en
række kommunale nettoudgifter på overførselsområdet kompenseres under ét gennem den kommunale
budgetgaranti. Det omfatter, at der ved fastsættelsen af det statslige bloktilskud til kommunerne tages
eksplicit højde for udviklingen i de budgetgaranterede udgifter.
Den særlige forsikringsordning på beskæftigelsesområdet har til formål at imødegå større udsving i udgifter
til forsikrede ledige, fx i forbindelse med virksomhedslukninger eller større lokale afskedigelser. Gennem
ordningen ydes der et tilskud for den del af kommunens bruttoledighed for forsikrede ledige, der ligger
mere end tre procentpoint over ledighedsudviklingen i landsdelen som helhed.
Kommunal medfinansiering af sundhedsområdet
Der blev i forbindelse med kommunalreformen fra 2007 indført en kommunal medfinansiering af det
regionale sundhedsvæsen (KMF). Ordningen er siden ændret flere gange med det formål at skærpe og
målrette kommunernes incitamenter til forebyggelse. Kommunernes bidrag udgør i 2024 omkring 25,1 mia.
kr., men fordelingen har været fastlåst siden 2019 for at give kommunerne større budgetsikkerhed som
følge af en række udfordringer, bl.a. i forhold til datagrundlaget. Efter fastlåsningen har ordningen stor
økonomisk betydning uden at have de tilsigtede incitamentsvirkninger for kommunerne.
Kommunerne medfinansierer derudover fællesoffentlige digitale løsninger, både på sundhedsområdet og
i regi af Digitaliseringsstyrelsen.
Rammestyring og kommunal økonomistyring
I dag har kommunerne hovedansvaret for store dele af de borgerrettede sundheds­ og serviceindsatser, og
det er et centralt element ved det kommunale selvstyre, at det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at
prioritere økonomien efter lokale forhold og behov – og under hensyn til de samlede økonomiske rammer.
Udgiftsrammerne for den kommunale økonomi aftales mellem regeringen og KL i de årlige økonomiaftaler.
Her fastlægges udgiftsrammerne for henholdsvis service og anlæg, rammen for skatteudskrivning og
størrelsen af statens bloktilskud til kommuner. Det skal sikre, at kommunerne har fuld finansiering til at
afholde de aftalte udgifter. Det såkaldte budgetsamarbejde mellem stat og kommune er et centralt element
i styringen af kommunerne.
Udgiftsrammerne er generelle og kollektive. Det vil sige, at de gælder for alle kommunale serviceudgifter
under ét og gælder for kommunerne under ét. Det er dermed op til kommunerne i fællesskab at koordinere
udgiftsrammen. Det er følgelig op til den enkelte kommune at budgettere med og realisere en økonomi,
der er i overensstemmelse med kommunernes samlede, koordinerede fordeling af de aftalte udgiftsrammer
– og herunder prioritere udgifter efter lokale forhold og behov.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0077.png
Baggrundsrapport
77
For at understøtte budgetsamarbejdet og troværdigheden om de årlige økonomiaftaler er der siden
kommunalreformen i 2007 sket en række ændringer i udgiftsstyringen af kommunerne. Generelt er
styringen af kommunerne skærpet med budgetloven, som i praksis fik virkning fra finansåret 2014.
84
Det indebærer, at Folketinget fastsætter en øvre grænse for de kommunale udgifter til service. Udgifts-
lofterne er etårige, men fastsættes for en rullende fireårige periode. For at understøtte kommunernes
aftaleoverholdelse gælder sanktionsregler, der indebærer, at en del af bloktilskuddet på op til 3 mia. kr. er
betinget af aftaleoverholdelse. Desuden vil der ske en ”krone-til-krone” modregulering af bloktilskuddet,
hvis kommunernes regnskaber for service under ét udviser et højere niveau end budgetteret. Modregningen
er delvis individuel, delvis kollektiv. På tilsvarende vis er der en sanktionsmekanisme for kommunernes
skattefastsættelse, der som udgangspunkt udløses, hvis den samlede kommunale skat stiger. Flere af
”sanktionsreglerne” er blevet indført gradvist over årene før budgetloven, men blev yderligere skærpet
i forbindelse med budgetloven.
Udgifter til sundhedsområdet og udvalgte nærliggende områder i kommunerne
Kommunerne har opgave- og finansieringsansvaret for det kommunale sundheds-, ældre- og socialområdet,
hvor udvalgte indsatser til primært ældre efter serviceloven og udvalgte sociale indsatser efter serviceloven
opgøres som nærliggende til sundhedsområdet i kapitlet her.
Sundhedsområdet, som her opgøres som alle indsatser under sundhedsloven, bl.a. kommunal sygepleje og
misbrugsområdet, udgør 16,5 mia. kr. i 2022 (eksklusive KMF). Det svarer til en mindre andel af kommuner­
nes samlede serviceudgifter på 5,8 pct. Ældreområdet, som her omfatter udvalgte indsatser efter service-
loven og uden sygepleje efter sundhedsloven, udgør 50,5 mia. kr., svarende til 17,9 pct. af kommunernes
samlede serviceudgifter. De udvalgte sociale indsatser, som opgøres her, udgør 17,8 mia. kr., svarende til
6,3 pct. af de samlede serviceudgifter. Kommunen har derved samlet udgifter på 85 mia. kr. til sundheds-
området og de udvalgte nærliggende områder, svarende til 30,0 pct. af kommunernes samlede service-
udgifter jf. figur 2.6.
Sundhedsområdet og de udvalgte nærliggende områder kan yderligere opdeles i en række konkrete
indsatser, som gives i kommunen, som fremgår af figur 2.7. Selvom tallene kan give et overblik over størrel­
sesordenen på de forskellige indsatsområder, er der væsentlig usikkerhed forbundet med tallene. Specifikt
kan de afhænge af kommunernes konteringspraksis, hvor indsatsområder med tæt relation kan vikles
sammen. Et eksempel er sundhedsfremme og forebyggelse, hvor udgifter pr. indbygger varierer fra knap
600 kr. pr. indbygger i den kommune med flest udgifter pr. indbygger til under 50 kr. pr. indbygger i de
kommuner med færrest udgifter pr. indbygger. En del af variationen kan fx skyldes organisatoriske forhold,
som fx hvordan kommunerne har indrettet deres forebyggelsesindsats, og derfor også hvor udgifterne
konteres.
85
84 Finansministeriet, “Budgetlov”, LOV nr 547 af 18/06/2012 (2012).
85
KL, “Store forskelle imellem kommunernes forbrug på genoptræning og forebyggelse”, KL, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0078.png
78
Baggrundsrapport
Figur 2.6
Det kommunale sundhedsområde og udvalgte
nærliggende områder ud af kommunens
samlede servicedriftsudgifter (mia. kr.), 2022
Figur 2.7
Udgifter til det kommunale sundhedsområde
og udvalgte nærliggende områder fordelt på
indsatser (mia. kr.), 2022
1,5
1,3
1,9
1,3 1,1
2,2
26
16
50
2,1
2,4
3
6
6
7
7
16
18
198
Sundhedsområdet
Ældreområdet
Socialområdet (udvalgte dele)
Øvrigt
Plejehjem og plejeboliger m.v.
Personlig og praktisk hjælp i eget hjem
Træningsområdet
Længerevarende botilbud
Midlertidige botilbud
Kommunal sygepleje
Socialpædagogisk støtte
Tandområdet
Borgerstyrret personlig assistance
Midlertidige pladser samt afløsning og aflastning
Misbrugsområdet
Sundhedspleje
Patient- og borgerrettet forebyggelse
Forebyggende hjemmebesøg og tilbud m. aktiverende
sigte
Øvrigt
Anm.: Udgifterne opgøres som de samlede servicedriftsudgifter (dranst 1) opgjort i pl-22, og er derved eksklusive KMF, centrale refusionsordnin-
ger og overførelser på beskæftigelsesområdet. Opgørelsen medtager ikke statsrefusioner (dranst 2), da det er opgavestørrelsen, som skal belyses.
Sundhedsområdet i figur 2.6 opgøres som hovedkonto 4 Sundhedsområdet eksklusive den del af funktion 4.62.84
Genoptræning og vedlige-
holdelsestræning,
som er under serviceloven (SEL § 86), men inklusive funktion 5.30.28
Hjemmesygepleje
(SUL §§ 138 og 139), funktion 5.38.44
Alkoholbehandling og behandlingshjem for personer med alkoholmisbrug
(SUL § 141) og funktion 5.38.45
Behandling af personer med stofmisbrug
(SUL § 142 og SEL §§ 101 og 101 a). Sundhedsområdet omfatter derved den kommunale sygepleje, tandområdet, misbrugsområdet, sundheds-
plejen, patient- og borgerettet forebyggelse samt den del af træningsområdet, som er under sundhedsloven. Den del af misbrugsområdet, der er
under serviceloven, kan ikke udskilles fra sundhedsområdet. Ældreområde opgøres som hovedfunktion 5.30
Tilbud til ældre
eksklusive funktion
5.30.28
Hjemmesygepleje,
inklusive den del af funktion 4.62.82
Genoptræning og vedligeholdelsestræning,
der er under serviceloven (SEL § 86),
funktion 5.38.38
Personlig og praktisk hjælp og madservice til personer med handicap m.v. omfattet af frit valg af leverandør samt rehabiliterings-
forløb
og den del af funktion 5.38.41
Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befordringer til personer med handicap,
der omhandler
hjælpemidler (SEL § 112). Ældreområdet omfatter derved plejehjem og plejeboliger m.v., personlig og praktisk hjælp i eget hjem, den del af
træningsområdet, som er under serviceloven (hvilket omfatter genoptræning og vedligeholdelsestræning under SEL § 86 samt hjælpemidler
under SEL § 112), midlertidige pladser samt afløsning og aflastning og forebyggende hjemmebesøg og tilbud m. aktiverende sigte i figur 2.7. Den
udvalgte del af socialområdet opgøres som funktion 5.38.50
Botilbud til længerevarende ophold,
funktion 5.58.52
Botilbud til midlertidigt ophold
samt den del af funktion 5.38.39
Personlig støtte og pasning af personer med handicap m.v.,
der omhandler borgerstyrret personlig assistance
og socialpædagogisk støtte (SEL §§ 96 og 85). Den udvalgte del af socialområdet omfatter derved midlertidige- og længerevarende botilbud,
socialpædagogisk støtte og borgerstyrret personlig assistance. I figur 2.7 opgøres plejehjem og plejeboliger m.v. som funktion 5.30.27. Plejehjem
og plejeboliger m.v. omfatter bl.a. udgifter til personlig og praktisk hjælp m.v. givet på plejehjem, plejeboliger, friplejeboliger og beskyttede
boliger. Personlig og praktisk hjælp i eget hjem opgøres som funktion 5.30.26 og 5.38.38. Personlig og praktisk hjælp i eget hjem omfatter også
udgifter til madservice og rehabilitering (SEL §§ 83 stk. 3 og 83 a) og dækker både indsatser til personer over og under 67 år. Træningsområdet
opgøres som funktion 4.62.82 (genoptræning og vedligeholdelsestræning under SUL § 140 og SEL § 86), funktion 4.62.84 (vederlagsfri fysioterapi
under SUL §§ 140 a og 140 b) og grp. 2, 3, 5, 6, 7 samt dele af grp. 12 og 999 under funktion 5.30.31 (hjælpemidler til ældre under SEL § 112) og
5.38.41 (hjælpemidler til personer med handicap under SEL § 112). 58 pct. af udgifterne til træningsområdet (inklusive hjælpemidler) er under
serviceloven. Længerevarende botilbud opgøres som funktion 5.38.50. Midlertidige botilbud opgøres som funktion 5.38.52. Længerevarende
botilbud og midlertidige botilbud omfatter personlig og praktisk hjælp m.v. og sygepleje givet på botilbuddene. Kommunal sygepleje opgøres
som funktion 5.30.28. Kommunal sygepleje omfatter alt kommunal sygepleje udover sygepleje udført i forbindelse med botilbud (SEL §§
107-110), boformer (socialtilsynsloven § 4, stk. 1, nr. 3) og stofmisbrugsbehandling (SEL § 101 og SUL § 142). Socialpædagogisk støtte opgøres
som grp. 3, 4, 5 og dele af gruppering 200 og 999 under funktion 5.38.39, og omfatter socialpædagogisk støtte i eget hjem. Tandområdet
opgøres som funktion 4.62.85. Borgerstyrret personlig assistance opgøres som grp. 2 og dele af gruppering 200 og 999 under funktion 5.38.39.
Midlertidige pladser og afløsning opgøres som grp. 3 og 93 samt dele af grp. 200 og 999 under funktion 5.30.29. Misbrugsområdet opgøres som
funktion 4.38.44 og 5.38.45. Sundhedsplejen opgøres som funktion 4.62.89. Patient- og borgerrettet forebyggelse opgøres som funktion 4.62.88.
Kilde: Statistikbanken, Danmarks statistik, REGKC.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0079.png
Baggrundsrapport
79
For indsatser efter sundhedsloven er sygepleje den største udgiftspost. Kommunerne anvendte 6,4 mia. kr.
på den sygepleje efter sundhedslovens §§ 138 og 139 i 2022. Det inkluderer bl.a. udgifterne til akut-
funktionerne, herunder akutteam og sygepleje givet på akutpladser, og kommunal sygepleje, som gives
i forbindelse med ophold på plejehjem, plejeboliger, friplejeboliger, beskyttede boliger og midlertidige
pladser samt til personer i eget hjem. Udgifterne inkluderer dog ikke kommunal sygepleje, der gives i
forbindelse med botilbud og behandling af stofmisbrug, som det ikke er muligt at opgøre separat.
Kommunerne havde udgifter på 2,4 mia. kr. til tandområdet i 2022. Heraf benyttes 2,0 mia. kr. på børne og
ungdomstandpleje og 0,2 mia. kr. på omsorgs- og specialtandplejen. Kommunerne havde udgifter på 1,5
mia. kr. til misbrugsområdet i 2022. Heraf blev der anvendt 0,5 mia. kr. til behandling af alkoholmisbrug
efter servicelovens § 141, 1,0 mia. kr. til social behandling af mennesker med stofmisbrug efter service-
lovens § 101 og lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142 og 0,01 mia. kr. til anonymt
ambulant behandlingstilbud til personer med stofmisbrug efter servicelovens § 101 a. Derudover havde
kommunerne i 2022 udgifter på 1,3 mia. kr. til sundhedsplejen og 1,3 mia. kr. til patient- og borgerrettet
forebyggelse.
For indsatser i serviceloven til primært ældre er det største indsatsområde plejehjem og plejeboliger m.v.,
hvor kommunerne anvendte 26,1 mia. kr. i 2022. Størstedelen af udgifterne, svarende til 25,1 mia. kr.,
finansierede personlig pleje og praktisk hjælp og madservice efter servicelovens § 83, rehabiliteringsforløb
efter servicelovens § 83a og socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 givet i plejehjem, plejeboliger
og beskyttede boliger samt udgifter til personlig pleje og praktisk hjælp og madservice efter servicelovens
§ 83 givet i friplejeboliger. Hertil kommer udgifter på 0,9 mia. kr. til selve boligdelen af plejehjem og 0,11
mia. kr. til socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, genoptræning efter servicelovens § 86,
ledsagelse under servicelovens §§ 97 og 98 og behandlingsmæssige tilbud under servicelovens § 102 m.v.
givet i forbindelse med friplejeboliger.
Kommunernes udgifter til personlig pleje og praktisk hjælp givet i eget hjem, som også inkluderer udgifter
til madservice og rehabilitering givet i eget hjem, var på 15,8 mia. kr. i 2022. Heraf blev 12,8 mia. kr. anvendt
til personer på 67 år og derover, mens de resterende 3,0 mia. kr. vedrørte personer under 67 år. Det er
omkring 14 pct. af kommunens udgifter til personlig pleje og praktisk hjælp, der går til private leverandører.
Kommunernes udgifter til midlertidige pladser og aflastning og afløsning af pårørende var 1,9 mia. kr.
i 2022, som inkluderer udgifter til personlig pleje og praktisk hjælp og madservice givet i forbindelse med
aflastningsopholdet eller aflastning i eget hjem. Der er dog en formodning om, at udgifterne til midlertidige
pladser undervurderes, da flere kommuner kontererer midlertidige pladser forkert.
86
Specifikt formodes
det, at nogle udgifter til midlertidige pladser registreres som udgifter til plejehjem og plejeboliger.
For kommunernes udvalgte sociale indsatser efter serviceloven er udgifter til længerevarende botilbud den
største udgiftspost. Kommunernes udgifter til længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 var på
6,6 mia. kr. i 2022, som inkluderer udgifter til personlig pleje og praktisk hjælp og madservice efter service­
lovens § 83, rehabilitering efter servicelovens § 83a, genoptræning efter servicelovens § 86, socialpædago­
gisk støtte efter servicelovens § 85, behandlingstilbud efter servicelovens § 102 og sygepleje efter
sundhedslovens §§ 138 udført i forbindelse med botilbuddet.
Kommunernes havde udgifter til midlertidige botilbud på 5,6 mia. kr., som også inkluderer udgifter til
personlig pleje og praktisk hjælp og madservice efter servicelovens § 83, rehabilitering efter servicelovens
§ 83a, genoptræning under servicelovens § 86, socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, behand­
lingstilbud efter servicelovens § 102 og sygepleje efter servicelovens §§ 138 udført ifm. det midlertidige
botilbud.
Kommunernes samlede udgifter på træningsområdet, forstået som vedligeholdende træning og genop­
træning efter serviceloven § 86, genoptræning efter udskrivelse efter sundhedslovens § 140, vederlagsfri
lægehenvist fysioterapi efter sundhedslovens § 140 a og b samt hjælpemidler efter servicelovens § 112, var
7,4 mia. kr. i 2022. Heraf anvendte kommunerne 1,9 mia. kr. til genoptræning efter udskrivelse fra sygehus
efter sundhedslovens § 140 og fysioterapi udført i kommunalt regi efter sundhedslovens § 140 a, 1,2 mia. kr.
86
Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed, “Kommunal sygepleje til ældre”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0080.png
80
Baggrundsrapport
blev anvendt på vederlagsfri fysioterapi udført hos private efter sundhedslovens § 140 a og 140 b, mens
1,0 mia. kr. blev anvendt på genoptræning uden foregående indlæggelse og vedligeholdelsestræning under
servicelovens § 86. Opgørelsen inkluderer ikke udgifter til genoptræning og vedligeholdelsestræning efter
servicelovens § 86 udført i forbindelse med ophold i boformer efter servicelovens §§ 107-110 (botilbud),
ophold i friplejeboliger og vedligeholdelsestræning til børn efter servicelovens § 44. Opgørelsen inkluderer
samtidig udgifter til personbefordringer givet i forbindelse med både sundhedslovens §§ 140 og service-
lovens § 86. De sidste 3,3 mia. kr. blev anvendt på hjælpemidler efter servicelovens § 112. Heraf vedrørte
2,0 mia. kr. hjælpemidler til personer på 67 år og derover.
Kapacitet på sundhedsområdet og udvalgte nærliggende områder
Opgaveløsningen på det kommunale sundhedsområde og de udvalgte nærliggende områder, varetages af
ca. 110.000 personer, opgjort som fuldtidspersoner, som fremgår af figur 2.8.
De største faggrupper er social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, som står for
henholdsvis 21 og 25 pct. af personalet på områderne, og opgøres til henholdsvis ca. 23.000 og 28.000
fuldtidspersoner. Herefter kommer sygeplejerskerne, som udgør 11 pct. af personalet, og ufaglært sund­
hedspersonale, som udgør 9 pct. af personalet. Faggrupperne tæller henholdsvis ca. 12.000 og 10.500
ansatte fuldtidspersoner. Ikke-sundhedsfagligt personale udgør også en væsentlig andel af personalet (18
pct.) og tæller ca. 20.000 fuldtidspersoner. Den gruppe omfatter flere forskellige faggrupper, som bl.a.
inkluderer socialpædagoger (ca. 5.000 personer), omsorgs- og pædagogmedhjælpere (ca. 2.000 personer)
og administrativt personale, akademikere og ledere (ca. 4.000 personer). En stor del af denne medarbejde­
regruppe er ansat på botilbud. Eftersom en stor del af personalet i kommunerne er ansat på deltid, vil det
faktiske antal ansatte sundhedspersoner i kommunerne være højere. Det gælder fx i høj grad for social- og
sundhedsmedarbejdere.
87
87
Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed, “Arbejdstid blandt social- og sundhedspersonalet på det kommunale ældreområde”,
2020.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0081.png
Baggrundsrapport
81
Figur 2.8
Fuldtidspersoner ansat på det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende områder,
2023
19.738
11.784
7.743
22.759
10.387
3.072
33
7.118
27.945
Sygeplejersker
Ergo- og fysioterapeuter
Ufaglært sundhedspersonale
Social- og sundhedsassistenter
Læger
Øvrigt sundhedspersonale
Social- og sundhedshjælpere
Tandplejepersonale
Ikke-sundhedsfagligt personale
Anm.: Opgørelsen baseres på fuldtidspersoner pr. september 2023. Opgørelsen er ekskl. elever, fleksjob og ekstraordinært ansatte. En person
indregnes, hvor personen har sin primære opgave. Sygeplejersker inkluderer ledende sygeplejersker. Ergo- og fysioterapeuter inkluderer ledende
ergo- og fysioterapeuter og kliniske undervisere. Tandplejepersonale inkluderer tandlæger, tandklinikassistenter og tandplejere. Læger omfatter
kommunallæge og underordnede læger (reservelæger). Ufaglært sundhedspersonale opgøres på baggrund af stillingsbetegnelsen ”social- og
sundhedspersonale, ikke-udd.” og dækker over ufaglærte, som varetager social- og sundhedsfaglige opgaver. Øvrigt sundhedspersonale
omfatter de resterende stillingsbetegnelser under stillingskategorierne ”social og sundhedspersonale, basis KL”, ”syge- og sundhedspersonale,
bases KL”, ”syge- og sundhedspersonale, ledere KL” samt stillingsbetegnelserne ”jordemødre” og ”ledende jordemødre”. Øvrigt sundheds-
personale omfatter derved sundhedsplejersker, plejere, hjemmehjælpere, beskæftigelsesvejledere, sygehjælpere, jordemødre osv. Ikke-sund-
hedsfagligt personale omfatter alle andre stillingskategorier. Sundhedsområdet og udvalgte nærtliggende områder afgrænses til hovedkonto
4
Sundhedsområdet,
hovedfunktion 5.30
Tilbud til ældre
samt funktion 5.38.38
Personlig og praktisk hjælp og madservice til personer med handicap
m.v. omfattet af frit valg af leverandør samt rehabiliteringsforløb,
funktion 5.38.41
Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befordringer til
personer med handicap,
funktion 5.38.50
Botilbud til længerevarende ophold,
funktion 5.58.52
Botilbud til midlertidigt ophold
og funktion 5.38.39
Personlig støtte og pasning af personer med handicap m.v.
På grund af afgrænsningsmulighederne indeholder opgørelsen også personale, der
beskæftiger sig med forbrugsgoder, boligindretning og befordringer (SEL §§ 113, 114, 116 og 117) samt enkelte yderligere behandlingstilbud og
tilbud om hjælp og støtte på socialområdet (SEL §§ 102 og 82 a-c.
Kilde: Kommunerne og regionernes løndatakontor (KRL).
På tværs af kommunerne er antallet af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sund­
hedshjælpere meget forskellig. Det afspejler først og fremmest forskelle i medarbejdersammensætningen i
den kommunale hjemmepleje og sygepleje, som igen afspejler forskellige kommunale prioriteringer og
lokale rekrutteringsmuligheder samt varierende brug af private leverandører. Variationen kan observeres i
figur 2.9 og 2.10, som viser antal ansatte henholdsvis sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere
pr. 1.000 borgere på 67 år og derover. I de 10 kommuner med flest sygeplejersker pr. 1.000 ældre er der
dobbelt så mange sygeplejersker som i de ti kommuner med færrest sygeplejersker i 2023. Den samme type
af variation gør sig gældende for social- og sundhedsmedarbejdere.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0082.png
82
Baggrundsrapport
Figur 2.9
Antal sygeplejersker ansat i kommunen pr.
1.000 personer på 67 år eller derover, 2023
Figur 2.10
Antal social- og sundhedsmedarbejdere ansat
i kommunen pr. 1.000 personer på 67 år eller
derover, 2023
64,1 – 68,5
56,1 – 64,0
50,1 – 56,0
43,1 – 50,0
38,1 – 43,0
25,0 – 38,0
18,1 – 19,7
15,1 – 18,0
13,1 – 15,0
11,1 – 13,0
9,1 – 11,0
6,6 – 9,0
Anm.: Social- og sundhedsmedarbejdere dækker over social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i kommunen pr. september
2023. Sygeplejersker opgøres inkl. ledende sygeplejersker. Opgørelsen gælder for hele kommunen og er ikke afgrænset til sundhedsområdet og
nærliggende områder. Antallet af ansatte er opgjort som fuldtidspersoner.
Kilde: Kommunerne og regionernes løndatakontor (KRL) og Danmarks statistik tabel FOLK1AM
De kommunalt ansatte på sundhedsområdet og de udvalgte nærliggende områder varetager en række
forskellige indsatser, som fremgår af figur 2.11. Ansatte opgøres på baggrund af deres primære funktion.
Tallene kan fx afspejle kommunernes registreringspraksis. De områder med flest ansatte er plejehjem og
plejeboliger m.v. samt personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem, hvor der er henholdsvis ca. 45.000 og
29.000 ansatte fuldtidspersoner. Opgaverne indenfor begge områder varetages af flere forskellige faggrup­
per, hvor de største faggrupper er social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Samtidig
er der også en stor andel af ufaglært sundhedspersonale.
På baggrund af et casestudie af flere kommuner skønnes det, at social- og sundhedsassistenter og social-
og sundhedshjælpere varetager 61-85 pct. af sundhedslovsindsatserne i borgernes eget hjem.
88
Det afspej­
les dog ikke i opgørelsen, da den kun inkluderer personale, hvis primært funktion af varetage den kommu­
nale hjemmepleje. Da størstedelen af de social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere,
som varetager sygeplejeopgaver, primært varetager andre opgaver, indgår de ikke i opgørelsen. I opgørelsen
fremgår det i stedet, at der er ca. 5.500 sygeplejersker og ca. 700 personer med en anden stillingsbetegnelse
ansat til at varetage den kommunale sygepleje. Det repræsenterer dog udelukkende dem, som primært
varetager sygeplejeopgaver. Generelt kan der også være væsentlige usikkerhed forbundet med afgrænsnin­
gen af personale, der beskæftiger sig med indsatser, som ligger tæt på hinanden. Opgørelserne i figur 2.11
er derfor behæftet med usikkerhed som følge af kommunernes registreringspraksis.
88 Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne”. Bd. 2021.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0083.png
Baggrundsrapport
83
En række af de andre områder i opgørelsen domineres primært af en faggruppe. Det gælder bl.a. sundheds­
plejen, som domineres af sundhedsplejersker (en videreuddannelse for sygeplejersker), som opgøres under
øvrigt sundhedsfagligt personale, tandområdet, som domineres af tandplejepersonale, og træningsområdet,
som domineres af ergo- og fysioterapeuter. På de længerevarende botilbud er der primært ansat ikke-
sundhedsfagligt personale, hvilket bl.a. omfatter ca. 2.000 socialpædagoger og ca. 1.500 omsorgs-
og pædagogmedarbejdere.
Figur 2.11
Fuldtidspersoner ansat på det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende områder for-
delt på indsatser og stillingsbetegnelser m.v. i 2023
Fuldtidspersoner
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
Fuldtidspersoner
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
Sygeplejersker
Ergo- og fysioterapeuter
Social- og sundhedsassistenter
Læger
Øvrig sundhedspersonale
Social- og sundhedshjælpere
Tandplejepersonale
Ikke-sundhedsfagligt personale
Ufaglært sundhedspersonale
Anm.: Opgørelsen baseres på fuldtidspersoner pr. september 2023. Opgørelsen er ekskl. elever, fleksjob og ekstraordinært ansatte. En person
indregnes, hvor personen har sin primære opgave. Sygeplejersker inkluderer ledende sygeplejersker. Ergo- og fysioterapeuter inkluderer ledende
ergo- og fysioterapeuter og kliniske undervisere. Tandplejepersonale inkluderer tandlæger, tandklinikassistenter og tandplejere. Læger omfatter
kommunallæge og underordnede læger (reservelæger). Ufaglært sundhedspersonale opgøres på baggrund af stillingsbetegnelsen ”social- og
sundhedspersonale, ikke-udd.” og dækker over ufaglærte, som varetager social- og sundhedsfaglige opgaver. Øvrigt sundhedspersonale
omfatter de resterende stillingsbetegnelser under stillingskategorierne ”Social og sundhedspersonale, basis KL”, ”Syge-og sundhedspersonale,
bases KL”, ”Syge- og sundhedspersonale, ledere KL” samt stillingsbetegnelserne ”jordemødre” og ”ledende jordemødre”. Øvrigt sundhedsperso-
nale omfatter derved sundhedsplejersker, plejere, hjemmehjælpere, beskæftigelsesvejledere, sygehjælpere, jordemødre osv. Ikke-sundhedsfag-
ligt personale omfatter alle andre stillingskategorier. Plejehjem og plejeboliger m.v. opgøres som funktion 5.30.27 og omfatter personale, der bl.a.
beskæftiger sig med personlig og praktisk hjælp m.v. givet på plejehjem, plejeboliger og beskyttede boliger. Personlig og praktisk hjælp i eget
hjem opgøres som funktion 5.30.26 og 5.38.38. Træningsområdet opgøres som funktion 4.62.82, funktion 5.30.31, og funktion 5.38.41 og
omfatter alt genoptræning og vedligeholdelsestræning givet i kommunalt regi (SUL §§ 140 og 140 a og SEL § 86) samt personale, der beskæftiger
sig med hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befordringer (SEL §§ 112, 113, 114, 116 og 117). Midlertidige pladser m.v. opgøres som
funktion 5.30.29 og omfatter også personale, der beskæftiger sig med afløsning og aflastning, forebyggende hjemmebesøg og tilbud m.
aktiverende sigte. Længerevarende botilbud opgøres som funktion 5.38.50. Midlertidige botilbud opgøres som funktion 5.38.52. Længerevarende
botilbud og midlertidige botilbud omfatter personlig og praktisk hjælp m.v. og sygepleje givet på botilbuddene. Kommunal sygepleje opgøres
som funktion 5.30.28 og omfatter alt kommunal sygepleje udover sygepleje udført i forbindelse med botilbud (SEL §§ 107-110), boformer
(socialtilsynsloven § 4, stk. 1, nr. 3) og stofmisbrugsbehandling (SEL § 101 og SUL § 142). Socialpædagogisk støtte og BPA (borgerstyrret personlig
assistance) opgøres som funktion 5.38.39 og inkluderer enkelte yderligere behandlingstilbud og tilbud om hjælp og støtte på socialområdet (SEL
§§102 og 82 a-c). Tandområdet opgøres som funktion 4.62.85. Misbrugsområdet opgøres som funktion 4.38.44 og 5.38.45. Sundhedsplejen
opgøres som funktion 4.62.89. Patient- og borgerrettet forebyggelse opgøres som funktion 4.62.88. Der tages forbehold for, at opgørelsen
afspejler kommunernes registreringspraksis, og at der især kan være usikkerhed forbundet med afgrænsningen af indsatser, som ligger tæt op ad
hinanden.
Kilde: Kommunerne og regionernes løndatakontor (KRL)
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0084.png
84
Baggrundsrapport
Udviklingen i personale på hele sundheds-, ældre og voksensocialområdet fremgår af figur 2.12. Figuren
afviger fra tidligere figurer, da den inkluderer hele voksensocialområdet, mens de tidligere figurer kun
inkluderede den del af voksensocialområdet, som i særlig grad vurderes at være nærliggende til sundheds­
området. Det er gjort for at sikre ensartethed på tværs af år. Samtidig vises udviklingen ikke for ikke-sund­
hedsfaglige medarbejdere.
Samlet set er antallet af sundhedspersonale steget med ca. 15.000 fuldtidspersoner fra 2010 til 2023. Det er
en udvikling fra ca. 80.500 til 95.500 fuldtidspersoner i perioden. Især social- og sundhedsassistenter har
drevet væksten med en stigning ca. 9.500 fuldtidspersoner i perioden. Antallet af sygeplejersker, ergo- og
fysioterapeuter og ufaglært personale er også steget betragteligt med henholdsvis 4.500, 4.000 og 3.500
fuldtidspersoner. På den anden side har der været en betydelig reduktion på ca. 6.000 fuldtidspersoner
i øvrigt sundhedsfagligt personale. Det er bl.a. et resultat af, at kategorien omfatter de gamle sundheds-
uddannelser, såsom hjemmehjælpere, beskæftigelsesvejledere, plejehjemsassistenter, plejere og sygehjæl­
pere, som blev erstattet af social- og sundhedsmedarbejdere-uddannelserne i 1991. Der vil derved være
en naturlig reduktion i faggrupperne på grund af ansatte, som går på pension og videreuddanner sig til fx
social- og sundhedsmedhjælper. Derudover kan der også være medarbejdere blandt øvrigt sundhedsfagligt
personale, som i løbet af opgørelsesperioden overgår til ny stillingsbetegnelse, fx social- og sundheds-
hjælpere, som følge af efteruddannelse eller lignende.
Figur 2.12
Udvikling i sundhedspersonale ansat på hele det kommunale sundheds-, ældre-, og voksen-
socialområde, 2010-2023
Fuldtidspersoner
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
Fuldtidspersoner
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
Sygeplejersker
Ergo- og fysioterapeuter
Ufaglært sundhedspersonale
Social- og sundhedsassistenter
Læger
Øvrigt sundhedspersonale
Social- og sundhedshjælpere
Tandplejepersonale
Anm.: Opgørelsen basseres på fuldtidspersoner pr. september hvert år. Opgørelsen er ekskl. elever, fleksjob og ekstraordinært ansatte.
Sygeplejersker inkluderer ledende sygeplejersker. Ergo- og fysioterapeuter inkluderer ledende ergo- og fysioterapeuter og kliniske undervisere.
Tandplejepersonale inkluderer tandlæger, tandklinikassistenter og tandplejere. Læger omfatter kommunallæge og underordnede læger
(reservelæger). Ufaglært sundhedspersonale opgøres på baggrund af stillingsbetegnelsen ”social- og sundhedspersonale, ikke-udd.”, og dækker
over ufaglærte, som varetager social- og sundhedsfaglige opgaver. Øvrigt sundhedspersonale omfatter de resterende stillingsbetegnelser
under stillingskategorierne ”Social og sundhedspersonale, basis KL”, ”Syge- og sundhedspersonale, bases KL”, ”Syge- og sundhedspersonale,
ledere KL” og jordemødre. Øvrigt sundhedspersonale omfatter derved sundhedsplejersker, plejere, hjemmehjælpere, beskæftigelsesvejledere,
sygehjælpere, jordemødre osv. Området er afgrænset til sundheds-, ældre og voksensocialområdet (hovedkonto 4 og hovedfunktion 5.30 og
5.38), som strækker sig udover sundhedsområdet og nærliggende områder.
Kilde: Kommunerne og regionernes løndatakontor (KRL).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0085.png
Baggrundsrapport
85
For nogle kommunale sundhedsindsatser og nærliggende indsatser leveres en betydelig del af opgave­
varetagelsen af private leverandører. Der er i alt ca. 8.000 personer ansat hos private leverandører af
hjemmepleje, som varetager opgaver inden for hjemmepleje efter serviceloven. Der i alt ca. 7.000 personer
ansat inden for private leverandører af fysioterapi- og ergoterapibehandling, hvoraf en del må forventes at
varetage opgaver i relation til det kommunale træningsområde, bl.a. som følge af ret til at vælge en privat
leverandør af genoptræning, hvis kommunen ikke kan påbegynde genoptræning indenfor syv dage efter
udskrivelse. Der er herudover ca. 5.000 personer, som arbejder på private plejehjem og plejeboliger m.v.
89
Særlige problemstillinger
I det følgende beskrives en række særlige problemstillinger, som forventes at have betydning for kommu­
nernes opgavevaretagelse i fremtiden. Det gælder stigende ressourcetræk i forhold til kommunale sund­
heds­ og plejeindsatser, incitamenter til forebyggelse, særlige betingelser for sygepleje og nærliggende
opgaver i kommunerne og variation i kommunale sundhedsindsatser.
Stigende ressourcetræk i forhold til kommunale sundheds- og plejeindsatser
De primære modtagere af kommunale sundheds- og plejeindsatser er de ældre over 65 år. En analyse viser,
at en fjerdedel af ældre over 65 år i 2022 modtog mindst én kommunal sundheds- og plejeindsats, som
oftest kommunal sygepleje eller personlig pleje og praktisk hjælp. Den demografiske udvikling vil alt andet
lige øge efterspørgslen på alle kommunale sundheds- og plejeindsatser og særligt de indsatser, som de
ældre over 65 år modtager.
90
Grundet den demografiske udvikling mod en højere andel af ældre i befolkningen ventes der også i fremti­
den stor efterspørgsel på social- og sundhedsfagligt uddannede. Udfordringen er særligt stor i forhold til at
rekruttere social- og sundhedsassistenter og social-og sundhedshjælpere. Ifølge en simpel fremskrivning vil
efterspørgslen efter social- og sundhedsmedarbejdere vokse med 17.000 personer mere end udbuddet frem
mod 2030, set i forhold til 2019, hvis samme serviceniveau skal opretholdes.
91
Incitamenter til forebyggelse
Kommunerne har overordnet set et naturligt incitament til, at borgerne er sundest muligt for at koste
mindst muligt på andre velfærdsområder og bidrager mest muligt via skatteindtægter. Fx kan kommunal
genoptræning af høj kvalitet øge arbejdsmarkedstilknytningen for borgere i den arbejdsdygtige alder, der i
en periode har været indlagt på et sygehus. Opdelingen af opgavevaretagelsen på sundhedsområdet mellem
kommunerne og regionerne kan dog føre til et reduceret incitament for kommunerne til at investere i
forebyggelse som følge af sektoropdelingen, hvor en del af gevinsten ved mindre sygehusbehandling ligger
i regionerne. I den nuværende sektororganisering vil en del af gevinsten ved, at kommunen investerer i
patientrettet forebyggelse, tilfalde regionen i form af reduceret sygehusbehandling. På den måde opnår
kommunerne ikke den direkte økonomiske gevinst af forebyggende indsatser, som omhandler mindre
behov for sygehusbehandling i regionerne.
Det er derfor en risiko, at der ikke investeres tilstrækkeligt i forebyggende indsatser i kommunerne, og
sundhedsvæsenets behandlinger og indsatser ikke ses i den nødvendige sammenhæng. Af Implement
Consultant Groups analyse af sektorkrydsende indsatser, som er udført i forbindelse med Sundheds-
strukturkommissionens arbejde, fremgår det fx, at det aktuelt er tydeligt, at de enkelte sektorers
prioriteringer ofte afspejler, at konsekvenser, der falder i andre sektorer, ikke er i fokus.
92
89
90
91
92
Sundhedsstrukturkommissionen. ”Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Beslutningsgrundlag for et mere lige, sammenhængende og
bæredygtigt sundhedsvæsen”. 2024.
Sundhedsstrukturkommissionen. ”Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Beslutningsgrundlag for et mere lige, sammenhængende og
bæredygtigt sundhedsvæsen”. 2024.
Finansministeriet, ”Økonomisk Analyse. Mekaniske fremskrivninger af udbud af og efterspørgsel efter velfærdsmedarbejdere”, 2022.
Implement Consulting Group, “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammenhængende patientforløb”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0086.png
86
Baggrundsrapport
Den kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet, som blev indført i forbindelse med kommunal-
reformen i 2007, havde ellers til formål at give kommunerne et yderligere generelt incitament til at
forebygge borgernes brug af det af det regionale sundhedsvæsen. Ordningen er aktuelt fastfrosset for at
give kommunerne budgetsikkerhed, bl.a. i lyset af store udsving kommunernes betalinger, og understøtter
dermed aktuelt ikke de tilsigtede incitamentsmæssige virkninger for kommunerne. Samtidig blev ordningen
også før fastlåsningen kritiseret for ikke at understøtte effektive incitamenter for kommunerne til fore-
byggelse.
Særlige betingelser for sygepleje og nærliggende indsatser i kommunerne
Den kommunale sygepleje og nærliggende indsatser leveres under en række betingelser, som i væsentlig
grad adskiller sig fra sygehusvæsenets betingelser for at udføre den samme typer af indsatser. Det bidrager
til en styringsmæssig kompleksitet i kommunerne.
Kommunerne varetager i høj grad den kommunale sygepleje efter sundhedsloven i sammenhæng med
indsatser efter serviceloven, især hjemmepleje. Det bidrager til en kompleksitet i styringen og leveringen
af de to indsatser, at de er omfattet af to forskellige lovgivninger baseret på forskellige styringsprincipper.
På sygehusene skelnes ikke på samme måde mellem indsatser, som er sygepleje, og indsatser, der er
personlig pleje og praktisk hjælp.
For hjemmepleje i kommunerne kræver det en myndighedsafgørelse at visitere en borger til indsatser
på baggrund af dokumentation, bl.a. af borgerens funktionsevne. Borgeren skal også have mulighed for at
vælge en privat leverandør. I praksis fører det ofte til en kommunal organisering med en central visitations­
enhed, som er adskilt fra de udførende medarbejdere. For sygepleje er der ikke samme krav om myndig­
hedsafgørelse ved tildeling af kommunal sygepleje. Sygeplejen tildeles normalt efter lægelige henvisning,
fx fra alment praktiserende læge eller sygehus, hvorefter den kommunale sygepleje kan visitere borgeren
til konkrete ydelser og tidsforbrug svarende til opgavens omfang.
93
Den tildelingspraksis er mindre tung
og baserer sig fx ikke på samme niveau af skriftlighed. Til gengæld er de løbende dokumentationskrav til
indsatser i den kommunale sygepleje højere end for hjemmepleje efter serviceloven.
Den kommunale sygepleje er herudover karakteriseret ved i vidt omfang at levere sundhedsindsatser efter
henvisning fra læger, som er organiseret i andre sektorer. Det betyder, at det som udgangspunkt er vanske-
ligere at foretage en løbende tilpasning af opgaveløsningen for kommunal sygepleje end for sygepleje på
sygehuse, der også ydes på lægelige delegation, men hvor læger og plejepersonale er samorganiseret under
samme organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske ramme. Det sidste skaber som udgangspunkt mere
fleksible rammer for en løbende opgavetilpasning mellem faggrupper.
Variation i kommunale sundhedsindsatser
En nylig analyse af sektorkrydsende indsatser i sundhedsvæsenet viser, at sygehuse og alment
praktiserende læger oplever en betydelig variation i de kommunale sundhedsindsatser, fx i relation til
kommunernes akutfunktioner og kommunernes kapacitet til at hjemtage færdigbehandlede patienter.
94
Variationen kan også risikere at blive endnu tydeligere i fremtiden, hvor der bl.a. forventes at komme
endnu flere patienter, fx med kroniske sygdomme, der har behov for indsatser i flere sektorer.
Derudover er der forhold, som tyder på, at de faktiske krav til kommunale sundhedsindsatser er øget
gennem en årrække som følge af øget opgavekompleksitet. Det kan bidrage yderligere til at synliggøre
eller øge de kommunale kvalitetsforskelle. Fx udskrives patienterne hurtigere fra sygehusene end tidligere,
og kommunerne oplever, at borgernes helbredsmæssige tilstande i de kommunale akuttilbud generelt er
mere skrøbelige end tidligere.
93 VIVE og Anne Petersen. ”To distrikter – to forskellige former for sygepleje? – Et komparativt casestudie af hjemmesygeplejen i to distrikter”.
København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2017.
94
Implement Consulting Group, “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammenhængende patientforløb”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0087.png
Baggrundsrapport
87
Kommunerne har forskellige organisatoriske og faglige forudsætninger for at levere kommunale sundheds­
indsatser af høj kvalitet. Kommunerne varierer betragteligt i indbyggertal, ligesom forskelle i befolknings­
sammensætningen, fx set i forhold til alder og socioøkonomiske forhold, også medfører forskelle i bl.a.
befolkningens sygdomsbyrde og plejebehov. Kommunernes har desuden forskellige forudsætninger
for at kunne rekruttere sundhedsfagligt personale som følge af geografiske forskelle i tilgængeligheden af
uddannede sundhedsfaglige personer, som fx betydelige variationer i antallet af ansatte sygeplejersker på
tværs af kommunerne bl.a. kan ses som udtryk for.
Der tages højde for kommunale forskelle i udgiftsbehov og beskatningsgrundlag med betydning for
kommunernes vilkår for opgaveløsningen bredt set gennem den kommunale udligning, ligesom der er en
række særlige ordninger rettet mod kommuner med særlige vilkår. Det løser dog ikke fuldt ud forskelle
i vilkårene for opgaveløsningen, som kan ligge ud over det finansieringsmæssige, fx grundlæggende
strukturelle forskelle i forhold til bl.a. rekrutteringsudfordringer. Mindre kommuner har alt andet lige
vanskeligere forudsætninger for at sikre en tilstrækkelig kvalitet i egne tilbud og indsatser for den mere
specialiserede del af de kommunale sundhedsindsatser som følge et mindre befolkningsgrundlag.
Sundhedsstyrelsen fremhæver i en nylig analyse, som er udført i forbindelse med Sundhedsstruktur-
kommissionens arbejde, at der blandt opgaverne i kommunerne er områder, som kræver en vis specialise­
ring for at sikre tilstedeværelse af de rette kompetencer. Det kan bl.a. føre til et behov for samling og
specialisering, fx gennem tværkommunalt samarbejde.
95
Sundhedsstyrelsen vurderer, at der særligt
indenfor genoptræning og rehabilitering er områder, hvor der aktuelt er et for lille patientvolumen til,
at der kan opbygges tilstrækkelige medarbejderkompetencer, rutine og faglige miljøer i hver enkel
kommune. Det gælder fx hjerneskaderehabilitering eller genoptræning efter benamputation.
96
I forhold til kommunal sygepleje vurderer Sundhedsstyrelsen, at kvaliteten er udfordret på områder, hvor
patientgrundlaget er lille, og udfordringen forstærkes yderligere, når kommunerne skal leve op til kravet
om en døgndækket akutfunktion som følge af de opdaterede kvalitetsstandarder for kommunale akut-
funktioner. Derudover vurderer Sundhedsstyrelsen, at der for kommunale forebyggelsestilbud til
mennesker med kronisk sygdom er udfordringer med at opnå et grundlag for faglig bæredygtighed for
indsatsområder, som skal tilpasses borgernes individuelle sygdomme, når de mere generiske tilbud ikke
er tilstrækkelige.
97
Udover forskelle i kommunernes rammevilkår kan variation også forekomme som følge af forskelle
i kommunale prioriteringer af det kommunale sundhedsområde, bl.a. ud fra lokale hensyn. Kommunale
sundhedsindsatser indgår, hvis der ses bort fra KMF, som en af de mindre udgiftsposter set i forhold til
større velfærdsområder, såsom folkeskole og ældreområdet, og den enkelte kommune kan prioritere
det forskelligt i forhold til andre områder.
95
96
97
Sundhedsstyrelsen, “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
Sundhedsstyrelsen, “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
Sundhedsstyrelsen, “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0088.png
88
Baggrundsrapport
Kapitel 3: Psykiatri
Kapitel 3 beskriver den nuværende styring og organisering af psykiatriområdet. Det psykiatriske område
er til en vis grad organiseret på samme måde som det somatiske område, men adskiller sig på en række
områder. Psykiatrien beskrives derfor særskilt. I det følgende redegøres for indsatserne i regionerne,
praksissektoren og kommunerne. Fokus vil især være på den regionale behandlingspsykiatri. Kommunale
indsatser på social- og sundhedsområdet er beskrevet mere detaljeret i kapitel 2.
I 2022 præsenterede Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen (i dag Social- og Boligstyrelsen) et fagligt oplæg
til en 10-års plan om bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser. Det
faglige oplæg beskriver og analyserer det samlede psykiatriområde. Kapitlet bygger i høj grad på oplægget.
Den nuværende regering har tilkendegivet at ville prioritere 3,2 mia. kr. mere til psykiatriområdet frem mod
2030. Det skal ses i lyset af, at de årlige udgifter til de regionale psykiatriske sygehuse udgør ca. 10,5 mia. kr.
Med ’Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed’ fra september 2022 og aftalen om ’En bedre
psykiatri – hurtigere behandling til børn og unge, bedre akut hjælp og større tryghed for medarbejdere’ fra
november 2023 er der allerede igangsat en lang række konkrete initiativer på området. Regeringen har
tilkendegivet, at den vil præsentere et udspil til en ny 10-årsplan for psykiatrien i 2. halvår 2024.
Regulering og organisering
Mental sundhedsfremme og indsatser til mennesker med psykiske lidelser varetages på tværs af en række
forskellige aktører, myndighedsområder og lovgivninger, jf. figur 3.1.
Figur 3.1
Tilbud til mennesker med psykiske lidelser på tværs af centrale aktører
Indsatser ved egen læge eller praktiserende psykolog,
fx:
Udredning
Farmakologisk behandling
Samtaleterapi
Opfølgning og medicinjustering
Somatiske undersøgelser
Psykologbehandling
Indsatser på sygehus eller ved praktiserende
speciallæge, fx:
Udredning
Farmakologisk og non-farmakologisk behandling (fx
psykoedukation, psykoterapi, kropsterapi, miljøterapi m.v.)
Akut behandling
Ambulant behandling, herunder udgående teams,
telepsykiatriske tilbud og dagbehandling
Sengeafsnit (åbne og lukkede afsnit)
Indsatser i kommunen, fx:
Indsatser til børn unge
og familier,
fx
familierådgivning/
behandling, pædagog-
isk psykologisk
rådgivning og indsats
(PPR), åben rådgivning,
sundhedspleje m.v.
Sundhedsfaglige
indsatser,
fx mental
sundhedsfremme,
mestringsforløb,
kommunal sygepleje
m.v.
Beskæftigelsesrettede
indsatser,
fx
virksomhedspraktik,
vejlednings- og
opkvalificeringsforløb,
tværfaglige indsatser til
sygemeldte og ledige
m.v.
Sociale indsatser til
voksne, herunder
socialpsykiatrien,
fx
aktivitets- og
samværstilbud, støtte-
kontaktpersonsordning,
døgntilbud (fx botilbud),
bostøtte, akuttilbud m.v.
Indsatser i civilsamfundet, fx patientforeninger samt idræts- og foreningsliv
Kilde: Sundhedsstyrelsen. “Fagligt oplæg til en 10-årsplan: Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”,
2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0089.png
Baggrundsrapport
89
Indsatser i kommunen
De kommunale tilbud til mennesker med psykiske lidelser er lovgivningsmæssigt primært forankret i
serviceloven. Der er dog også relevante kommunale tilbud til målgruppen efter sundhedsloven, dagtilbuds­
loven, folkeskoleloven (fx pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)), erhvervsuddannelsesloven og
lovgivning relateret til gymnasier, forberedende grunduddannelse (FGU), ungdomsuddannelse for unge
med særlige behov (STU) og specialundervisning for voksne. Jobrettede indsatser gives primært efter lov
om aktiv beskæftigelsesindsats.
Den sundhedsfaglige kommunale indsats til mennesker med psykiske lidelser er reguleret af sundhedsloven
og fordeler sig på flere områder og på forskellige målgrupper. Der er tale om områder som fx sygepleje,
fysioterapi, kommunal tandpleje, sundhedsfremme og forebyggelse, kommunal sundhedstjeneste og
genoptræning efter udskrivning af sygehuset. Kommunal sundhedsfremme skal tilrettelægges, så der dels
ydes en generel forebyggende og sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret eller patientrettet
indsats. Disse to forebyggelsesperspektiver afspejler sig i indsatser, der retter sig mod alle børn, og en
særlig indsats, der specielt tager sigte på børn med særlige behov.
Socialpsykiatrien betegner det område i kommunerne, som varetager indsatsen for mennesker med
psykiske lidelser. Socialpsykiatrien reguleres primært af serviceloven, som er en rammelov. Social­
psykiatrien omfatter myndighedsområdet, hvor opgaven er at udrede og visitere den enkelte til det rette
tilbud og den rette indsats, og løbende at følge op på, om indsatsen fortsat er den rette. Socialpsykiatrien
omfatter også en bred vifte af tilbud fra rådgivning og vejledning, tidlige forebyggende indsatser, støtte i
eget hjem, aktivitets­ og beskyttet beskæftigelsestilbud, misbrugstilbud og midlertidige og længerevarende
bo­ og botilbudslignende tilbud. Hertil kommer en lang række åbne, uvisiterede sociale tilbud såsom den
opsøgende støtte- og kontaktpersonordning, forsorgshjem, varmestuer og natcaféer og krisecentre. Social­
psykiatriens opgave er også at samarbejde med civilsamfundet i form af recovery­skoler, peer­to­peer­
indsatser, boligsociale indsatser, frivilligcentre m.v., og understøtte den enkeltes deltagelse i almindelige
fællesskaber i civilsamfundet generelt.
Målgruppen i socialpsykiatrien er meget bred og spænder fra psykisk mistrivsel eller begyndende tegn på
psykiske lidelser til mennesker med moderate eller svære psykiske lidelser, der behandles i den regionale
psykiatri. Dertil har en del af målgruppen også komplekse sociale problemer, fx hjemløshed, ligesom flere
har svære sammensatte udfordringer sammen med den psykiske lidelse som fx misbrug, selvskade,
oligofreni eller aldersbetingede mentale udfordringer. En væsentlig del af målgruppen har derfor behov
for en højt specialiseret og koordineret indsats, der både kan håndtere den enkeltes mange forskellige
udfordringer på samme tid, og sikre at den samlede indsats er samtidig, sammenhængende og understøtter
hinanden.
Indsatsen på det socialpsykiatriske område involverer ofte en lang række forskellige aktører både samtidigt
og i de forskellige faser af indsatsen. Det er et samarbejde med borgerne og deres pårørende eller øvrige
netværk, myndighedssagsbehandlere og de forskellige sociale tilbud og indsatser, som den enkelte mod­
tager. Der skal ofte samarbejdes med behandlings- og retspsykiatrien, øvrige kommunale indsatser og
tilbud på tværs af beskæftigelsesområdet, børne- og familieområdet, skole- og dagtilbudsområdet,
sundhedsområdet, ældreområdet, misbrugsområdet og relevante aktører i civilsamfundet.
I kommunerne er der ikke praksis for at beskrive den sociale indsats overfor børn og unge med psykisk
mistrivsel eller med psykiske lidelser som socialpsykiatri. I stedet tales om sociale indsatser, eller speciali­
serede sociale indsatser målrettet mere omfattende og/eller komplekse problemstillinger. Kommunerne
kan efter serviceloven også give støtte til børn og unge med psykisk mistrivsel eller psykiske lidelser som
tidlige, forebyggende indsatser i form af fx familierettede indsatser eller deltagelse i netværks­ og samtale­
grupper. Indsatsen kan gives uvisiteret og anonymt med hjemmel i servicelovens § 11. Hvis kommunen
vurderer, at der er behov for mere omfattende støtte, skal der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse,
og på baggrund heraf kan der gives mere omfattende forebyggende ambulante foranstaltninger som
fx kontaktperson, familiebehandling, praktisk pædagogisk støtte eller aflastning eller indgribende
foranstaltninger i form af anbringelser udenfor hjemmet.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0090.png
90
Baggrundsrapport
Med aftalen om 10-årsplanen for psykiatrien blev det bl.a. besluttet at etablere et kommunalt behandlings­
tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Etablering af tilbuddet efter
sundhedsloven skal sikre mulighed for udredning og lettere behandlingstilbud uden for behandlings­
psykiatrien til børn og unge med psykisk mistrivsel og/eller symptomer på psykisk lidelse. Tilbuddet skal
også understøtte det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde mellem kommuner, almenmedicinske
tilbud, børne- og ungdomspsykiatrien og andre relevante aktører. Der lægges op til, at børn/unge og deres
forældre selv kan henvende sig til tilbuddet, og almenmedicinske tilbud kan vejlede om tilbuddet. Hvis
barnet/den unge ikke er i målgruppen, kan tilbuddet henvise til den regionale psykiatri. Desuden skal
behandlingen i tilbuddet tilbydes i sammenhæng med anden relevant hjælp i kommunen eller tilbud og
støtte forankret i civilsamfundet. Ifølge de faglige rammer for tilbuddet skal tilbuddet tilbyde behandling af
ensartet og høj kvalitet og systematisk understøtte et koordineret og sammenhængende behandlingsforløb
for barnet eller den unge.
98
Det skal vurderes systematisk, om det er relevant, at barnet eller den unge skal
hjælpes videre til yderligere vurdering af barnets behov for anden relevant hjælp, fx i skolen.
Kommunerne yder derudover beskæftigelsesrettede tilbud til borgere med psykisk lidelse. De kommunale
beskæftigelsesrettede indsatser omfatter opkvalificeringsindsatser, tværfaglige indsatser til sygemeldte
og ledige. Beskæftigelsesgraden blandt borgere med psykisk lidelse er væsentlig lavere end i øvrige dele
af befolkningen. Forskning viser, at mens det i nogle tilfælde er netop jobrelaterede udfordringer, der er
medvirkende til borgerens psykiske lidelse, så kan beskæftigelse omvendt og under de rette forudsætninger
være et meningsfuldt holdepunkt, der bidrager til, at borgeren bliver rask igen.
99
Indsatser ved alment praktiserende læge, praktiserende psykolog
eller ved praktiserende speciallæge
De fleste mennesker med psykiske lidelser udredes og behandles i de almenmedicinske tilbud. Indsatsen i
de almenmedicinske tilbud til mennesker med psykiske lidelser består overordnet af udredning, medicinsk
behandling, støttende samtaler eller egentlig samtaleterapi. De almenmedicinske tilbud kan henvise videre
til fx psykiatrisk sygehus, praktiserende psykolog m.v. For børn og unge sker henvisningen dog særligt via
kommunerne (PPR) og fremover gennem de nye lettilgængelige tilbud, som har direkte henvisningsret efter
screeningssamtalen.
De almenmedicinske tilbud spiller også en afgørende rolle ift. at behandle somatiske sygdomme hos
mennesker med psykiske lidelser. Indsatsen blev øget i 2022 med aftaler om regelmæssig somatisk under­
søgelse på bosteder og fokuseret somatisk undersøgelse af mennesker med psykiske lidelser. Det kan dog
konstateres på baggrund af tal for perioden januar 2022 til juli 2023, at der er udført markant færre ydelser
end forudsat. Samlet set var det forventet, at der kun vil blive anvendt 9 millioner kroner i 2023, mens der
i overenskomstaftalen blev afsat 38,4 millioner kroner.
Praktiserende psykologer yder psykologbehandling til mennesker med psykiske lidelser enten med eller
uden offentligt tilskud. Indsatsen hos praktiserende psykologer består af psykologsamtaler/psykoterapi,
herunder psykoedukation, rådgivning og vejledning. Regionerne yder derudover tilskud til psykolog­
behandling efter lægehenvisning i forbindelse med særlige livssituationer (henvisningskriterier 1-9) eller
let til moderat angst eller depression (henvisningskriterier 10-11). Tilskuddet udgør 60 pct. af honoraret.
For unge mellem 18 og 24 år, som er henvist som følge af angst og depression er tilbuddet vederlagsfrit.
Praktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri varetager udredning og behandling, herunder
medicinsk behandling og psykoterapeutisk behandling for børn og unge i aldersgruppen fire til 18 år
(i Region Syddanmark inklusive 18 og 19-årige).
Praktiserende speciallæger i psykiatri behandler voksne over 18 år. De praktiserende speciallæger vare-
tager primært behandling af patienter med moderate psykiske lidelser, hvor der ikke er behov for bred
tværfaglig indsats varetaget af flere forskellige faggrupper.
98
99
Sundhedsstyrelsen. “Faglig ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel”, 2023.
Rigsrevisionen. “Beretning om beskæftigelsesrettet indsats for sygemeldte borgere med forløb i psykiatrien”, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0091.png
Baggrundsrapport
91
Indsatser i den regionale psykiatri
Mennesker med psykiske lidelser og med et behov for psykiatrisk udredning og en specialiseret tværfaglig
behandlingsindsats henvises til en psykiatrisk sygehusafdeling (indlæggelse eller ambulant) eller kan
henvende sig akut ved en akutmodtagelse. Den psykiatriske sygehusindsats er en del af det samlede
sygehusvæsen og er underlagt sundhedslovens regelsæt om patientrettigheder, behandlingsansvar, krav
om kvalitetsudvikling, dokumentation, forskning, uddannelse m.v., der er nærmere beskrevet i kapitel om
sygehussektoren. Derudover er området underlagt psykiatriloven, der bestemmer, under hvilke omstændig­
heder tvangsindlæggelse og ­tilbageholdelse kan ske på psykiatrisk afdeling og betingelserne for, at der kan
udøves anden tvang, fx fastholdelse, bæltefiksering og tvangsbehandling.
Efter Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning kan psykiatrisk sygehusbehandling varetages på hoved-
funktionsniveau, regionsfunktionsniveau og højt specialiseret niveau. Langt de fleste patienter udredes
og behandles på hovedfunktionsniveau, mens særligt mennesker med svære eller behandlingsresistente
lidelser eller specifikt afgrænsede målgrupper henvises til en afdeling med regionsfunktion eller højt
specialiseret niveau.
De psykiatriske sygehuse er organiseret meget forskelligt, bl.a. på baggrund af varierende geografi og
befolkningsgrundlag, men oftest sådan, at de psykiatriske afdelinger rummer både sengeafdelinger og
ambulatorier. I nogle tilfælde også med tilknyttede udgående psykiatriske ambulante teams, som enten
kan være tilknyttet en sengeafdeling eller et ambulatorie.
De psykiatriske sengeafdelinger består typisk af flere forskellige afsnit, herunder fx åbne døgnafsnit,
intensive døgnafsnit (døren til afdeling er aflåst) og mere specialiserede afsnit såsom affektive og ældre-
psykiatriske afsnit eller døgnafsnit for spiseforstyrrelser. Ambulatorierne kan være tilknyttet en almen-
psykiatrisk afdeling, en mere specialiseret afdeling, eller repræsentere et selvstændigt specialiseret
behandlingstilbud, som ikke er tilknyttet et tilsvarende sengeafsnit.
Det er særligt for de psykiatriske sygehuse, at alle regioner har en del udgående funktioner, som betjener
forskellige målgrupper og tilbyder hjemmebehandling eller behandling på en lokation i nærmiljøet – tæt
på borgeren. De udgående funktioner er forankret på meget forskellig vis i de enkelte regioner – i sygehuse
(sengeafsnit eller ambulatorier) eller i lokale ambulatorier (distrikts- eller lokalpsykiatri).
Regionerne tilbyder også digital rådgivning og behandling. Internetpsykiatrien.dk, som drives af Center for
Digital Psykiatri i Region Syddanmark, tilbyder evidensbaseret, digital terapi for let til moderat depression
eller angst. Behandlingen foregår i en online selvhjælpsplatform med løbende skriftlig støtte og feedback fra
en psykolog. Man skal være fyldt 18 år for at kunne modtage tilbuddet, som er landsdækkende. Ved digital
terapi kan borgerne opleve hurtigt at komme i gang med et behandlingstilbud, og løsningen understøtter
et princip om ”digital først”, der giver mere tid til kerneopgaven for sundhedspersonalet.
Samarbejde mellem psykiatriske og somatiske afdelinger foregår i varierende grad, og en patient kan
sideløbende med en psykiatrisk indlæggelse også være indlagt på en somatisk afdeling (dobbeltind-
læggelse). Den psykiatriske afdeling kan bede om tilsyn fra en somatisk afdeling og omvendt. Psykiatrien
er organisatorisk adskilt fra somatikken i alle regioner, men nogle psykiatriske afdelinger deler matrikel
med somatiske afdelinger og har dermed nemmere adgang til fysisk tilsyn fra andre specialer. Andre
psykiatriske afdelinger ligger på sin egen matrikel og derfor har et selvstændigt set­up i forhold til
samarbejdet med somatikken. På en række af akutsygehusene er der psykiatriske afdelinger på samme
matrikel som det somatiske sygehus, hvor der kan være større eller mindre grad af integration mellem
psykiatrisk og somatisk akutmodtagelse. På eksempelvis Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Bispebjerg,
er der både en somatisk fælles akutmodtagelse og en psykiatrisk akutmodtagelse, men de er organisatorisk
adskilte enheder placeret tæt på hinanden med adskilte budgetter, adskilt ledelsesansvar og ansættelses­
forhold. Omvendt modtager fx Aarhus Universitetshospital både somatiske og psykiatriske akutte patienter
på én samlet fælles akutmodtagelse på baggrund af samarbejdsaftaler, men psykiatrien er fortsat organi-
satorisk adskilt fra somatikken. Der er ikke noget i lovgivning som giver regionerne bindinger i forhold til
adskilt organiseringen af akutmodtagelsen. Psykiatrien var ikke en del af Sundhedsstyrelses udgivelse
”Styrket akutberedskab” fra 2007, som fik afgørende betydning for organiseringen af sygehusene i
Danmark. Det betød, at den akutte indsats til mennesker med psykiske lidelser på et afgørende tidspunkt
ikke fra central side blev tænkt med i organiseringen af den akutte somatiske indsats.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0092.png
92
Baggrundsrapport
Retspsykiatriske patienter med en psykiatrisk foranstaltningsdom er mennesker med psykiske lidelser,
der på baggrund af den kriminalitet, de har begået, er dømt til behandling eller anbringelse på psykiatrisk
afdeling. Behandlingen af de patienter kan både finde sted i et almenpsykiatrisk tilbud (ambulant eller
under indlæggelse) eller i specialiserede tilbud (retspsykiatrisk ambulatorium eller retspsykiatrisk
afdeling).
Finansiering
Behandlingspsykiatrien finansieres på samme vis som det øvrige sekundære sundhedsvæsen (se kapitel 1).
Fra 2003 og frem til 2019 blev statslige prioritering til forøgede bevillinger til psykiatrien primært finan-
sieret gennem satspuljefinansiering. Nye prioriteringer af området var begrænset inden for den generelle
regionale ramme. I 2022 var området samlet set prioriteret med ca. 2,5 mia. kr. (2019 priser) i forhold
til 2003, heraf var ca. 2,2 mia. kr. permanente bevillinger. Afhængigheden af satspuljen har betydet, at
området har været præget af en række forskellige afgrænsede, lokale tiltag og midlertidig puljefinansiering.
I Sundhedsstyrelsen og Social­ og Boligstyrelsens faglige oplæg fremhæves det, at fælles for de tidligere
initiativer på psykiatriområdet er, at de i vid udstrækning har været spredte, usammenhængende og
sporadisk implementeret gennem midlertidige forsøgsprojekter, der ikke har været sammentænkt ud fra
en fælles faglig retning og ambition for området eller med udgangspunkt i det samlede forløb for mennesker
med psykiske lidelser. Ligeledes er de mange anbefalinger, vejledninger, retningslinjer, metoder og red­
skaber, der er udviklet henover de sidste mange år, ofte ikke blevet systematisk implementeret, ligesom
indsatsen ikke i tilstrækkelig grad er blevet beskrevet og monitoreret.
Satspuljen var målrettet foranstaltninger på social­, sundheds­ og arbejdsmarkedsområdet med henblik på
forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og udsatte grupper. Der blev indgået en ny aftale
om satspuljen hvert år, og midlerne blev udmøntet gennem puljer til eksempelvis hjælp til udsatte børn
og unge, udsatte grupper på arbejdsmarkedet, handicappede, indsatser for stofmisbrugere og psykiatri.
I forbindelse med afskaffelsen af satspuljen blev der udmøntet en reserve til social-, sundheds- og arbejds­
markedsområdet (SSA-reserven). Reserven er ligeledes målrettet de grupper i velfærdssamfundet, som
har de største udfordringer og udmøntes årligt af Folketingets partier for en periode på fire år. Reserven
finansieres alene ved udløb af bevillinger inden for reserven og udgør for 2024 godt 200 mio. kr. i alt på
social-, bolig- og ældre og sundhedsområdet. Permanente bevillinger fra reserven begrænser dermed
fremtidige prioriteringsmuligheder.
Ressourcer og kapacitet på psykiatriske sygehuse
I følgende afsnit beskrives kapaciteten i den regionale sygehussektor, herunder antal medarbejdere, antal
sengepladser og geografisk spredning af kompetencer og ressourcer.
Udgiftsudvikling
De regionale nettoudgifter til de psykiatriske sygehuse og afdelinger omtrent 10,5 mia. kr. i 2022.
Psykiatriens andel af de samlede sygehusudgifter har været svagt stigende fra 8,2 pct. i 2010 til 9,4 pct.
i 2022, jf. figur 3.2. Det bemærkes, at regeringen har tilkendegivet, at der på tværs af sektorerne skal
prioriteres 3,2 mia. kr. ekstra frem mod 2030 til psykiatriområdet. Isoleret set i forhold til de psykiatriske
sygehuses nettoudgifter i 2022 svarer det til en forøgelse på mere end 30 pct.
Udgifterne pr. patient i psykiatrien er ca. dobbelt så høj sammenlignet med udgifterne pr. patient i soma-
tikken. Udgifterne pr. patient har været stigende de seneste år efter at have været faldende i en årrække,
da udgifterne ikke er forøget i samme grad som antallet af patienter, jf. figur 3.3.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0093.png
Baggrundsrapport
93
Figur 3.2
Udviklingen i andelen af offentlige sygehusudgifter til psykiatri, løbende priser, mio. kr.
Pct.
10,0
9,5
9,0
8,5
8,0
7,5
7,0
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Pct.
10,0
9,5
9,0
8,5
8,0
7,5
7,0
Kilde: Egne beregninger på baggrund af SHA1, Danmarks Statistik.
Figur 3.3
Udgifter pr. patient i psykiatrien og somatikken i perioden 2010 til 2022, 2021-priser
Kr.
80.000
75.000
70.000
65.000
60.000
55.000
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Kr.
80.000
75.000
70.000
65.000
60.000
55.000
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
Psykiatrien
Somatikken
Anm.: Den røde linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. For at omregne SHA1 til 2021-priser, så er offentlige forbrugsudgifter brugt som
prisindeks.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistikbanken (SHA1) og eSundhed, Sundhedsdatastyrelsen.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0094.png
94
Baggrundsrapport
Beskæftigelse i regionerne
Fra 2010 til 2023 har antallet af sundhedsfagligt personale ansat på psykiatriske sygehuse været stigende
med ca. 30 pct. Antallet af sygeplejersker er i perioden steget med ca. 47 pct., antallet af læger er steget med
ca. 37 pct., og antallet af psykologer er steget med ca. 79 pct., jf. figur 3.4. Der er dog en betydelig geografisk
variation, jf. tabel 3.1. Antallet af social- og sundhedsassistenter er steget med ca. 22 pct. Til sammenligning
er antallet af ansatte steget med ca. 25 pct. på somatiske sygehuse.
Figur 3.4
Udvikling i udvalgte personale ansat i psykiatri i perioden 2010-2023 (september)
Antal personer
4.500
4.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
2010
2011
Læger
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
Antal personer
4.500
4.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
Sygeplejersker
Psykologer
Social- og sundhedsassistenter
Anm.: For personale er september måned brugt i hvert år.
Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, SIRKA.
Der er ca. 150 praktiserende speciallæger i psykiatri fordelt på ca. 100 speciallægepraksis. Der er dog en
betydelig geografisk variation, jf. tabel 3.1, og speciallægepraksisserne er særligt centreret omkring større
byer. Dertil er der ca. 2.400 privatpraktiserende psykologer, heraf havde 853 praktiserende psykologer i
løbet af 2020 et ydernummer. Der er også geografisk variation blandt psykologer med ydernummer, jf. tabel
3.1.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0095.png
Baggrundsrapport
95
Tabel 3.1
Fordeling af læger i psykiatrien, privatpraktiserende med speciale i psykiatri
og ydernummerpsykologer pr. indbygger indekseret i forhold til landsplan, 2023
Sygehuslæger i
psykiatrien
pr. indbygger
Privatpraktiserende
speciallæger i
psykiatri
pr. indbygger
130
96
81
82
79
100
138
86
68
111
66
100
Privatpraktiserende
speciallæger i
børne- og
ungdomspsykiatri
pr. indbygger
108
71
109
114
105
100
Psykologer med
ydernummer
pr. indbygger
Region Hovedstaden
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Region Sjælland
Region Syddanmark
Hele landet
99
107
104
91
99
100
Anm.: Sygehuslæger er omregnet til fuldtid og speciallæger og psykologer er opgjort som kapaciteter. For speciallæger er en kapacitet defineret
som en fuldtidsansat speciallæge, der ikke må have andre fuldtidsstillinger end denne. Samtidig skal den pågældende overstige de nedre
omsætningsgrænser, som er fastsat for hvert speciale. En deltidspraksis tæller typisk som 0,33 kapacitet og har et omsætningsloft. En overlæge-
praksis, er en praksis, der er opgjort til tre timer om ugen, og hvor den årlige omsætning ikke overstiger kr. 249.655 (2020-niveau). Tallene for
speciallæger og psykologer for 2023 er foreløbige.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (sygehuslæger), CS Scandihealth og Danske Regioner
(speciallæger og psykologer), og Danmarks Statistiks FOLK1AM.
Udover ovennævnte personalegrupper varetager en bred gruppe af personale patientrettede funktioner
i psykiatrien, som bl.a. farmaceuter, psykomotoriske­, ergo­ og fysioterapeuter, kliniske diætister, pleje­
hjemsassistenter, social- og sundhedshjælpere, øvrigt plejepersonale, psykologer, pædagogisk personale,
socialrådgivere, lægesekretærer og portører. De sidste år ses den største stigning i antallet af personale
blandt ergo­ og fysioterapeuter, psykologer, pædagogisk personale og socialrådgivere.
Kapacitet og indretning af sygehusstrukturen
Fra 2007 og frem har der været omfattende nybyggerier og renoveringer, som har påvirket psykiatriens
fysiske rammer. Det skete blandt andet med afsæt i Sundhedsstyrelsens rapport fra 2007, ”Et styrket
akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen”, som anbefalede, alle patienter
med akut opstået eller forværret sygdom eller skade skal modtages i en fælles akutmodtagelse på akut­
sygehuset.
I perioden fra 2007 til 2023 er der bl.a. gennemført følgende ændringer: Psykiatrihospitalet i Nykøbing
Sjælland, herunder Sikringsafdelingen, er blevet lokaliseret sammen med Slagelse Sygehus. Psykiatri-
hospitalet i Augustenborg (Als) blev nedlagt og flyttede til Aabenraa. Psykiatrihospitalet i Risskov flyttede
til det nye universitetshospital i Skejby. Psykiatrihospitalet i Hviding ved Ribe blev nedlagt og flyttet til et
nybyggeri i Esbjerg. Derudover er der blevet bygget en ny psykiatrisk døgnfunktion, psykiatrisk akut-
modtagelse og et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Vejle, som samlede de eksisterende
afdelinger fra Vejle og Kolding. Psykiatriske sengepladser fra Holstebro og Herning er samlet ved Gødstrup
Regionshospital. Ny Psykiatri Bispebjerg skal samle Psykiatrisk Center København fra flere adresser i
Københavnsområdet med en psykiatrisk akutmodtagelse, sengeafsnit, ECT-klinik og uddannelsesfaciliteter.
Psykiatrien i Odense flyttes fra den nuværende placering ved OUH inde i Odense til Nyt OUH ved
universitetet.
Sengekapaciteten i psykiatrien har i samme periode ændret sig fra 3.297 normerede pladser i 2007 til 3.066
i 2022, jf. figur 3.5. Det er en markant lavere reduktion end reduktionen af sengekapaciteten i somatikken i
samme periode (se kapitel 1).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0096.png
96
Baggrundsrapport
Figur 3.5
Normerede psykiatriske sengepladser i perioden 2007 til 2022, årligt gennemsnit
Sengepladser
Sengepladser
3.500
3.000
2.500
2.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
1.500
1.000
500
0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Hele landet
0
Anm.: Data mangler for 2012 for hele landet, for 2013 for Region Hovedstaden og for 2014 og 2015 for Region Syddanmark. Der opgøres data
månedsvist for regioner, sygehuse og overafdelinger. Opgørelsen inkluderer sengepladser på akut modtagerafsnit og senge til intensiv
behandling. Data opgjort efter denne metode findes fra 2014 og frem. Tallene før 2014 er et øjebliksbillede af antal sengepladser d. 31. december
i året. Den røde linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. Tallene er beregnet som gennemsnit på tværs af månedsopgørelserne af antallet
af normerede sengepladser.
Kilde: Statistik ”Sengepladser og belægning” pba. oplysninger fra regionernes PAS systemer, Sundhedsdatastyrelsen.
Opgaveløsning
Følgende afsnit beskriver sygehussektorens nuværende opgaveløsning og berører udvalgte udviklingstræk.
Derudover ses på kvalitetsmæssig variation på tværs af sektoren eller geografi.
Aktivitet
Det regionale psykiatriske sygehusvæsen
Antallet af mennesker, som diagnosticeres med psykiske lidelser, er steget i de senere år. Stigningen i
antallet af mennesker med psykiske lidelser kan skyldes øget forekomst af psykiske lidelser i befolkningen,
men øget fokus på psykiske lidelser og mindre stigma forbundet med psykisk lidelse kan også være med til
at flere borgere end tidligere får stillet en diagnose og kommer i behandling.
I figur 3.6 og 3.7 ses udviklingen i antallet af børn, unge og voksne, som årligt havde kontakt til den
regionale psykiatri i perioden fra 2009 til 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0097.png
Baggrundsrapport
97
Figur 3.6
Voksne med kontakt til den
regionale psykiatri i perioden 2009-2022
Antal voksne
(19 år og derover)
140.000
120.000
100.000
80.000
60.000
40.000
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
20.000
Antal voksne
(19 år og derover)
140.000
120.000
100.000
80.000
60.000
40.000
20.000
Figur 3.7
Børn og unge med kontakt til den
regionale psykiatri i perioden 2009-2022
Børn og unge
140.000
120.000
100.000
80.000
60.000
40.000
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Antal patienter
20.000
Børn og unge
140.000
120.000
100.000
80.000
60.000
40.000
20.000
Antal patienter
Anm.: Antallet er unikke personer henholdsvis under og over 19 år som har haft kontakt til den regionale psykiatri. Der er databrud i 2019
på grund af overgangen til LPR3. Det betyder, at sammenligninger hen over 2019 skal foretages med ekstra varsomhed. COVID-19 epidemien
kan have indflydelse på aktiviteten på hospitalerne i 2020 og 2021 og sygeplejerskestrejk kan have indflydelse på hospitalsaktivitet i 2021.
Kilde: Landspatientregister version 30. marts 2021 for LPR2 og 10. marts 2023 for LPR3 og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.
Patienterne i psykiatrien er unge i sammenligning med andre patientgrupper. I 2018 var 87 pct. af
patienterne fx under 65 år. Patienter tilknyttet de ambulante tilbud er gennemsnitligt yngre end de
indlagte patienter. I de ambulante tilbud er de fleste patienter i aldersgruppen 19-39 år, mens der blandt
de indlagte patienter er flest i aldersgruppen 40-64 år.
Antallet af ambulante ophold i psykiatrien er steget fra ca. 670.000 ophold i 2007 til ca. 1.054.000 ophold
i 2022 svarende til en stigning på ca. 57 pct. over perioden, jf. figur 3.8. Antallet af indlæggelser på
psykiatriske afdelinger er i samme periode steget fra ca. 36.000 indlæggelser til ca. 46.000 indlæggelser
svarende til en stigning på ca. 28. pct., jf. figur 3.9.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0098.png
98
Baggrundsrapport
Figur 3.8
Udvikling i psykiatriske ambulante ophold (offentlig og privat) i perioden 2007-2022
Ambulante ophold
Ambulante ophold
1.200.000
1.000.000
800.000
600.000
400.000
200.000
0
1.200.000
1.000.000
800.000
600.000
400.000
200.000
0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Ambulante ophold - Psykiatrien
Anm.: Den røde linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. Stiplede røde linje angiver databrud. Det betyder, at sammenligninger af tal for
2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023, fra Sundhedsdatastyrelsen.
Figur 3.9
Udvikling i psykiatriske indlæggelser (offentlig og privat) i perioden 2007-2022
Indlæggelser
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Indlæggelser - Psykiatrien
Indlæggelser
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
Anm.: Den røde linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. Stiplede røde linje angiver databrud. Det betyder, at sammenligninger af tal for
2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Landspatientregisteret (LPR) pr. 10. marts 2023, fra Sundhedsdatastyrelsen.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0099.png
Baggrundsrapport
99
I det følgende ses der på udviklingen af den prævalente befolkning for specifikke diagnoser, dvs. personer,
der har haft kontakt til det sekundære sundhedsvæsen med en diagnose af en psykisk lidelse en eller flere
gange inden for de seneste 10 år forud for opgørelsesåret.
For voksne ses en markant stigning i den prævalente befolkning af personer med adfærds- og følelses-
mæssig forstyrrelse opstået i barndommen eller før voksenalderen, herunder personlighedsforstyrrelser
og psykiske udviklingsforstyrrelser herunder autismespektrumforstyrrelser, jf. tabel 3.2.
Blandt børn og unge ses især markante stigninger i de prævalente befolkninger med adfærdsændringer
forbundet med fysiske og fysiologiske faktorer herunder spiseforstyrrelser og psykiske udviklings­
forstyrrelser, herunder autismespektrumforstyrrelser, jf. tabel 3.2. Hertil kommer en udpræget stigning
af ikke nærmere specificerede psykiske lidelser.
Tabel 3.2
Udvikling i den prævalente population pr. 100.000 personer i perioden 2009-2023,
opdelt på diagnosegrupper
Diagnose
Beskrivelse
Udvikling i
antal børn og unge
(0-17 år) i pct.
-43
-61
110
Udvikling i
antal voksne
(18+ år) i pct.
-7
-5
18
F00-F09
F10-F19
F20-F29
Organiske inklusive symptomatiske psykiske lidelser
Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser
forårsaget af brug af psykoaktive stoffer
Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide psykoser,
akutte og forbigående psykoser og skizoaffektive
psykoser
Affektive sindslidelser, herunder bipolar affektiv lidelse
og depression
Nervøse og stress-relaterede tilstande og tilstande med
psykisk betingede legemlige symptomer
Adfærdsændringer forbundet med fysiske og
fysiologiske faktorer herunder spiseforstyrrelser
Forstyrrelser af personlighedsstruktur herunder
emotionel ustabil personlighedsstruktur
Mental retardering
Psykiske udviklingsforstyrrelser herunder autisme-
spektrumforstyrrelser
Adfærds- og følelsesmæssig forstyrrelse opstået i
barndom eller opvækst/før voksenalderen, herunder
personlighedsforstyrrelser
Ikke nærmere specificerede psykiske lidelser
F30-F39
F40-F48
F50-F59
F60-F69
F70-F79
F80-F89
F90-F98
68
114
184
-5
1
138
86
18
59
82
14
41
522
665
F99
596
14
Anm.: Den prævalente befolkning er defineret som personer, der har haft kontakt til det sekundære sundhedsvæsen med en diagnose af en
psykisk lidelse en eller flere gange inden for de seneste 10 år forud for opgørelsesåret. Opgørelsen er afgrænset til personer med dansk bopæl.
Personer kan indgå i flere grupper, hvis de har fået en psykiatrisk diagnose inden for mere én diagnosegruppe. Diagnosegrupper følger WHO’s
International Classification of Diseases (ICD-10).
Kilde: Egne beregninger på baggrund af opgørelser fra Landspatientregisteret pr. 10. marts 2023, CPR-registeret pr. 10. marts 2023,
Sundhedsdatastyrelsen.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0100.png
100
Baggrundsrapport
Udviklingen i praksissektor og kommuner
Udviklingen i aktiviteten i kommunerne kan belyses bl.a. ud fra antallet af voksne med psykiske lidelser,
som modtager ydelser efter serviceloven. Der er sket en stigning i antallet af voksne med psykiske lidelser,
der modtager ydelser som botilbud, socialpædagogisk støtte med videre, registreret som handicapydelser
efter serviceloven. 31.271 personer modtog disse ydelser i 2015 frem mod en stigning til 34.762 personer
i 2020. Der er samtidig sket et fald i antallet af mennesker, der bor på længerevarende botilbud, men
en stigning i antallet der bor på midlertidige botilbud og botilbudslignende tilbud. Der ses en generel
bevægelse fra anvendelse af de længerevarende tilbud hen imod højere grad af anvendelse af midlertidige
og mindre indgribende tilbud i kommunerne.
Det er ikke muligt at tegne et fyldestgørende billede af udviklingen i aktivitetsniveauet i socialpsykiatrien,
da der er indsatser, der ikke registreres data på. Det drejer sig fx om de uvisiterede væresteder og åbne
rådgivningstilbud, hvor den enkelte kan henvende sig uden visitation, ligesom det drejer sig om de fore­
byggende indsatser, der ikke er indberetningspligtige.
Der findes ikke et registerbaseret overblik over, hvor mange patienter med psykiske lidelser, der behandles i
de almenmedicinske tilbud, men en tidligere dansk undersøgelse fandt, at mindst 500.000 mennesker årligt
henvender sig hos de almenmedicinske tilbud med psykiske problemer af ikke­psykotisk karakter. Special­
lægepraksis i psykiatri havde i 2020 ca. 363.000 kontakter med ca. 52.000 patienter, og speciallægepraksis
i børne- og ungdomspsykiatri havde i alt ca. 31.000 kontakter med 4.000 børn og unge. De autoriserede
psykologer med ydernummer, ca. 850 psykologer, behandlede i 2020 i alt 77.000 patienter under psykolog­
ordningen.
En undersøgelse udgivet i 2024 viser, at 4,4 pct. af den voksne befolkning enten er i kontakt med psykia-
triske sygehuse eller modtager kommunale sociale indsatser. Heraf modtager 2,4 pct. point udelukkende
psykiatriske sygehuse behandling. 1,4 pct. point modtager udelukkende sociale indsatser, mens 0,6 pct.
point modtager indsatser i begge sektorer.
100
Kvalitet, sammenhæng og lighed på psykiatriområdet
De nationale mål for sundhedsvæsenet indeholder nationale kvalitetsmål, der følges gennem en række
indikatorer, se kapitel om sygehusområde. Der måles her bl.a. på overholdelse af udredningsretten i
psykiatrien. Overholdelsen af udredningsretten har været faldende de seneste år, og er i børne- og ung­
domspsykiatrien gået fra 90 pct. i 2020 til 45 pct. i 2022, mens den er faldet fra 88 pct. i 2020 til 80 pct.
i 2022 i voksenpsykiatrien, jf. figur 3.10 og 3.11. Det bemærkes i øvrigt, at udredningsretten i psykiatrien
var suspenderet fra 18. marts 2020 til 31. august 2020, for at sikre, at der på sygehusene kunne foretages
den nødvendige prioritering under COVID-19. I hele sundhedsvæsenet var der udfordringer med lange
ventetider i perioden 2020 til 2022, som følge af COVID-19 og overenskomstkonflikten på sygeplejerske-
områder i 2021.
100 Benchmarkingenheden. “Overlappet mellem psykiatrien og de sociale indsatser”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0101.png
Baggrundsrapport
101
Figur 3.10
Udviklingen i overholdelse af udredningsretten
i børne- og ungepsykiatrien fra 2020 til 2022
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 3.11
Udviklingen i overholdelse af udredningsretten
i voksenpsykiatrien fra 2020 til 2022
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Pct.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Hele landet
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Region Hovedstaden
Region Syddanmark
Region Sjælland
Hele landet
Region Midtjylland
Region Nordjylland
2020
2021
2022
2020
2021
Region Hovedstaden
Region Syddanmark
2022
Anm.: Udredningsretten i psykiatrien var suspenderet fra 18. marts 2020 til 31. august 2020, for at sikre, at der på sygehusene kunne foretages
den nødvendige prioritering under COVID-19. Efter overgang til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Nordjylland (ultimo marts 2022), er
tallene for Region Nordjylland for særligt 2.-4. kvartal 2022 væsentligt påvirket af fejl og mangler i registrering og indberetning. Efter overgang
til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Syddanmark (primo oktober 2021), er Region Syddanmarks tal for 4. kvartal 2021 og hele 2022
påvirket af fejl og mangler i registrering og indberetning. Der er efter alt at dømme en uens registreringspraksis i børne- og ungepsykiatrien
på tværs af regionanerne for, hvornår en patient registreres som færdigudredt. Andelen af forløb, hvor udredningsretten er overholdt er dermed
reelt lavere i børne- og ungepsykiatrien.
Kilde: esundhed.dk, Sundhedsdatastyrelsen.
Tvang i psykiatrien er indgribende over for den enkelte patient og skal så vidt muligt undgås. Når tvang
alligevel er nødvendig, skal det ske så skånsomt som muligt, med størst mulig hensyntagen til den enkelte
og ud fra psykiatrilovens ”mindste middels princip”. Der har bl.a. været fokus på at nedsætte andelen af
indlagte patienter, der bæltefikseres, jf. figur 3.12. Mål om nedbringelse af tvang indgår også i de nationale
mål for sundhedsvæsenet. Med aftalen om en bedre psykiatri blev aftalt en ny målsætning for mindre tvang
i psykiatrien for at reducere anvendelsen af de tvangsformer, som opleves mest indgribende, dvs. bælte­
fiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang. Herudover blev der igangsat en række
initiativer til at imødekomme målsætningen.
En indikation på, hvorvidt der er sammenhæng og kvalitet i det samlede patientforløb på tværs af sektorer
er fx antallet af genindlæggelser og antallet af dage, hvor patienten er færdigbehandlet i den regionale
psykiatri og afventer mulighed for udskrivelse til socialpsykiatrien. Akutte genindlæggelser er steget i
perioden 2014 til 2022, jf. figur 3.13.
Med Aftalen om 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed og Aftalen om en bedre psykiatri og den
efterfølgende udmøntningsaftale med Danske Regioner og KL, igangsættes forløbsbeskrivelser for udvalgte
målgrupper. Forløbsbeskrivelser er en ny tilgang på psykiatriområdet. Det er et værktøj, som indeholder
faglige anbefalinger for den tværsektorielle og koordinerede sundheds­ og socialfaglige indsats for en given
psykisk lidelse. Det er et værktøj, som kan understøtte, at mennesker med svære psykiske lidelser tilbydes
en sammenhængende, systematisk, ensartet og virkningsfuld indsats på tværs af sektorer. En forløbs-
beskrivelse bidrager til at tydeliggøre ansvars- og opgavefordelingen og koordinering og kommunikation
mellem alle involverede parter i forløbet.
Region Sjælland
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0102.png
102
Baggrundsrapport
Figur 3.12
Udviklingen i bæltefikseringer i psykiatrien
i perioden 2014 til 2022
Pct.
Pct.
Figur 3.13
Udviklingen i akutte psykiatriske
genindlæggelser i perioden 2014 til 2022
Pct.
30
25
20
15
10
5
0
2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Hele landet
Pct.
30
25
20
15
10
5
0
8
6
5
4
3
2
8
7
6
5
4
3
2
1
0
7
1
0
2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Hele landet
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet: ”Nationale mål for sundhedsvæsenet for 2023”, 2023.
Overdødeligheden blandt borgere med udvalgte psykiske lidelser kan give et overordnede billede af
kvaliteten og virksomhed af den samlede indsats for borger, der lever med psykisk sygdom. Forskelle i
dødeligheden mellem forskellige grupper i befolkningen kan desuden være udtryk for ulighed i sundhed.
Ulighed i sundhed kan opstå på baggrund af både socioøkonomiske forskelle og forskelligt behandling i
sundhedsvæsenet. Overdødeligheden blandt borgere med skizofreni og/eller bipolar lidelse er faldet siden
2014, men der har ikke været betydelige forbedringer siden 2019, jf. figur 3.14.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0103.png
Baggrundsrapport
103
Figur 3.14
Udviklingen overdødelighed for borgere med udvalgte psykiske lidelser fra 2014 til 2022
Pct.
Pct.
3,4
3,4
3,3
3,2
3,1
3,0
2,9
2,8
2,7
2,6
3,3
3,2
3,1
3,0
2,9
2,8
2,7
2,6
2014
2015
2016
2017
2018
Hele landet
2019
2020
2021
2022
Anm.: Opgørelsen er lavet blandt personer, der har haft en kontakt til hospitalsvæsenet med en af følgende diagnosekoder for skizofreni og
bipolar lidelse: DF20, DF21, DF23.1, DF23.2, DF25.0, DF25.1, DF25.2, DF25.8, 25.9, DF31 inden for de seneste 10 år forud for opgørelsesåret.
Ratioen beskriver forholdet mellem dødelighed blandt borgere, der har haft en kontakt i hospitalsvæsenet grundet skizofreni og/eller bipolar
lidelse inden for de seneste 10 år og dødeligheden blandt alle borgere i den danske befolkning. Dødelighed opgøres som forholdet mellem antal
dødsfald i opgørelsesåret og antal borgere (hhv. borgere med kontakt i hospitalsvæsenet grundet skizofreni/bipolar lidelse og alle borgere i den
danske befolkning). Implementering af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden fra og med maj 2016 og i Region Sjælland fra og med ultimo
november 2017 kan have indflydelse på opgørelsen. Den røde linje indikerer databrud pga. overgang til LPR3. Det bryder, at sammenligninger
af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet: ”Nationale mål for sundhedsvæsenet for 2023”, 2023.
Særlige problemstillinger for sektoren
I det følgende beskrives udvalgte, centrale udfordringer på tværs af det samlede psykiatriområde. Udfor-
dringerne tager bl.a. afsæt i Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for
psykiatrien og mental sundhed fra januar 2022.
101
Mangel på sammenhæng
Organiseringen af psykiatriområdet betyder, at ansvaret for borgernes forløb er fordelt mellem regionerne,
praksissektoren og kommunerne. Det kan medføre, at der for den enkelte kan være overgange mellem
sektorerne. Det faglige oplæg peger på, at en væsentlig udfordring på tværs af det samlede psykiatriområde
er mangel på bedre sammenhæng i indsatserne. Forløb på psykiatriområdet er, set i sammenligning med
det somatiske område, sjældent lineært med afsluttede faser og veldefinerede sektorskift, men vil ofte være
præget af mange og hyppige skift og behov for samtidige indsatser.
En tidligere analyse viser, at ca. en femtedel af de mennesker, der har kontakt til den regionale psykiatri, i
samme år også modtager indsatser i kommunerne, og at næsten halvdelen af dem, der modtager indsatser
efter serviceloven, har haft kontakt til den regionale psykiatri indenfor en 5-årig periode.
102
Ifølge det faglige oplæg til 10 årsplan for psykiatrien fra 2022 er det ofte i overgangene mellem sektorer,
og når der er flere samtidige indsatser, at systemet bliver svært at navigere i for den enkelte, og det kan
være uoverskueligt at holde styr på de mange forskellige behandlere, kontaktpersoner, planer og aftaler.
101 Sundhedsstyrelsen. “Fagligt oplæg til en 10-årsplan: Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, 2022.
102 Arbejdsgruppe om styring i psykiatrien. “Styringsgennemgang af psykiatrien - delrapportering 1.pdf”. Sundheds- og Ældreministeriet, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0104.png
104
Baggrundsrapport
Det faglige oplæg peger dertil på, at den samlede indsats for mennesker med psykiske lidelser er udfordret
af manglende koordinering, samarbejde og kommunikation på tværs af afdelinger og sektorer, fx mellem
anbringelsessteder og botilbud, kommunale forvaltninger, sygehuse, praksissektoren, rusmiddelbehandling,
hjemmeplejen, beskæftigelsesområdet og uddannelsessektoren m.v. Der har været igangsat flere initiativer
til at understøtte koordinationen på tværs af sektorerne, herunder bl.a. sundhedsaftalerne, koordinations­
planer og udskrivningsaftaler, men der er fortsat ikke en tydelig ansvarsfordeling i opgaveløsningen på
tværs af sektorerne.
De almenmedicinske tilbud har en central opgave ift. koordinering og samarbejde både med den regionale
psykiatri, øvrige praksissektor og kommuner, men der mangler ifølge det faglige oplæg klarhed over,
hvilke målgrupper der hører til praksissektoren, og hvilke der skal behandles i den regionale psykiatri.
Der henvises til, at næsten 87 pct. af de praktiserende læger oplever at henvise patienter til psykiatrisk
behandling på sygehuset, hvorefter henvisningen i mange tilfælde tilbagehenvises. Der kan være flere
årsager til tilbagehenvisning, herunder mangelfulde oplysninger i henvisningen eller at patienten er uden
for sygehusets målgruppe. Typisk vil patienter, der tilbagehenvises fra psykiatrisk afdeling, blive henvist
til praktiserende speciallæge i psykiatri, hvor der opleves lang ventetid.
En særlig udfordring er ifølge det faglige oplæg samarbejdet mellem socialpsykiatrien og den regionale
psykiatri. Der har været igangsat flere initiativer til at understøtte koordinationen på tværs af sektorerne,
herunder bl.a. sundhedsaftalerne, koordinationsplaner og udskrivningsaftaler, men der er fortsat ikke
en tydelig ansvarsfordeling i opgaveløsningen på tværs af sektorerne. Den regionale psykiatri oplever
problemer med mangel på de rette tilbud til borgerne i socialpsykiatrien, manglende kapacitet ift. botilbud
og bostøtte, og deraf udfordringer med lange ventetider og manglende gennemsigtighed og uklar organise­
ring i kommunerne. Kommunerne oplever, at patienter udskrives tidligere fra den regionale psykiatri,
hvilket fører til øget efterspørgsel på og krav til de kommunale indsatser, og udfordringer med kapacitet
og rekruttering af medarbejdere i kommunerne. Yderligere oplever regionerne uensartet praksis i
kommunerne. Desuden oplever kommunerne, at flere patienter udskrives med kort varsel og uden
kommunens vidende. Det faglige oplæg peger på, at udfordringer med manglende samarbejde og koordi-
nering ofte skyldes, at der ikke findes formaliserede samarbejds- og kommunikationsveje, og at de for-
skellige fagområder ikke understøtter hinanden.
For mennesker med psykiske lidelser vil indsatsen i socialpsykiatrien ofte involvere en lang række for­
skellige aktører, og der skal ofte samarbejdes med øvrige kommunale indsatser og tilbud på tværs af
beskæftigelsesområdet, børne- og familieområdet, skole- og dagtilbudsområdet, sundhedsområdet,
ældreområdet, misbrugsområdet og relevante aktører i civilsamfundet.
Opdeling mellem somatikken og psykiatrien
Mennesker med psykiske lidelser har gennemsnitligt en markant øget forekomst af somatisk sygdom
fx hjertekarsygdomme, type-2 diabetes m.v. sammenlignet med resten af befolkningen. Samtidig er der
en markant overdødelighed for især mennesker med svære psykiske lidelser og med samtidige komplekse
sociale problemer, fx samtidigt misbrug, tidligere anbragte og hjemløse, som lever op til ca. 15 år kortere
end resten af befolkningen. Der er desuden øget forekomst af risikofaktorer for udvikling af somatisk
sygdom og underdiagnosticering og mindre effektiv behandling af både psykisk lidelse og somatisk sygdom.
Overdødeligheden kan i nogen grad forklares af eksterne årsager (selvmord, mord og ulykker), men
størstedelen af de tabte leveår skyldes overdødelighed som følge af somatisk sygdom.
Somatisk sygdom kan være med til at komplicere forløb og medføre mange kontakter og indsatser i for-
skellige dele af sundhedsvæsenet. Samtidig forstærker psykiske og somatiske sygdomme hinanden, så
patientens ene sygdom påvirker forløb og konsekvenser af den anden sygdom, hvilket kan ses som en form
for ’ond cirkel’. Mennesker med psykiske lidelser oplever, at de mødes med usikkerhed og fordomme. Det
faglige oplæg peger på, at stigmatiseringen finder sted i alle dele af samfundet, herunder når mennesker
med psykiske lidelser møder fagpersoner i social- og sundhedssektoren. Utilstrækkelig viden og kompe-
tencer ift. psykiske lidelser kan påvirke fagpersoners holdning og tilgang til mennesker med psykiske
lidelser og medvirke til ulighed i sundhed. Det faglige oplæg peger på, at mennesker med psykiske
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0105.png
Baggrundsrapport
105
lidelser stigmatiseres i det somatiske sundhedsvæsen, så fx fysiske symptomer forveksles med eller
tolkes som symptomer på den psykiske lidelse, eller at en psykiatrisk diagnose i journalen har betydning
for personalets holdning til og samarbejde med den enkelte.
Samarbejdet mellem psykiatri og somatik er vigtigt, men det er ikke alle steder tilstrækkeligt. Det faglige
oplæg peger på, at der kan være udfordringer med at sikre integration af behandlingen på tværs af
psykiatriske og somatiske afdelinger, men også med at sikre en tilstrækkelig opmærksomhed på de
somatiske sygdomme i de sociale indsatser fx på botilbud og i bostøtten. Sammenholdt med at denne
gruppe af patienter med multisygdom har behov for en højere grad af støtte og opfølgning, hvis de skal
undgå frafald og forværring af deres sygdom, betyder det samlet set en øget risiko for sygelighed og
dødelighed.
Store kapacitetsudfordringer
Den stigende aktivitet på psykiatriområdet og de samtidige kapacitetsudfordringer afspejler sig i udfor-
dringer med at overholde patientrettigheder og forbedre kvaliteten af behandlingen i psykiatrien. Det er
derfor essentielt at sikre mest mulig sundhed for de tilgængelige ressourcer og at bringe alle ressourcer
og kompetencer i spil til gavn for behandling af den enkelte patient.
Mangel på specialiseret sundhedsfagligt personale, problemer med rekruttering og fastholdelse og util­
strækkelig tværfaglighed, er også en væsentlig udfordring i forhold til at sikre høj kvalitet. Det udgør en
barriere for udbygning og opkvalificering af indsatserne. Det er særligt udtalt på afdelinger med svært
syge patienter, som fx lukkede eller intensive afsnit, og påvirker dem, som har behov for længerevarende
specialiserede og tværfaglige behandlingsforløb. Der er desuden stor variation på tværs af landet i forhold
til fordelingen af sundhedsfagligt personale med forskellige kompetencer og med psykiatrisk specialisering,
som fx speciallæger i psykiatri, specialpsykologer, specialsygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter,
socialrådgivere m.v. Udfordringen med fastholdelse og rekruttering kan bl.a. skyldes manglende prioritering
af forskning og faglig udvikling, og dermed mindre prestige på området.
Der ses dog samtidig en stigning i antallet af sundhedsfagligt personale ansat på psykiatriske sygehuse
på ca. 30 pct. i perioden fra 2011 til 2021. Udviklingen i antallet af ansatte skal bl.a. ses i sammenhæng
med aktivitetsstigningen, ligesom der også er regionale forskelle på mulighederne for fastholdelse og
rekruttering.
Det faglige oplæg peger på, at der er potentiale ved at udvikle flere og bedre digitale tilbud på psykiatri-
området. Digitale løsninger kan medvirke til at øge adgangen til støtte og behandling tæt på patient og
pårørende. Udover lovende resultater for patienterne, er der også meget der tyder på at færre fagpersoner
kan behandle flere patienter. Der er allerede igangsat en lang række digitale indsatser, men der vurderes
fortsat at være potentiale for en større brug af digitale tilbud på psykiatriområdet.
Utilstrækkelig kvalitet og kompetencer i indsatsen
Det faglige oplæg peger på, at kvaliteten i både den regionale psykiatri og socialpsykiatrien ikke er på et
tilstrækkeligt højt fagligt niveau sammenlignet med indsatsen for mennesker med somatisk sygdom.
Hertil kommer, at der inden for sektorerne er tegn på forskellig tilgang til vurdering af borgernes tilstand
og levering af indsatser eller diagnosticerings- og behandlingspraksis. Der er således stor variation i de
indsatser, der tilbydes, og de baseres ikke i samme grad på ensartede, faglige standarder, som det ses på
andre sygdomsområder. I socialpsykiatrien er en forholdsvis høj andel af medarbejderne ufaglærte. Hvis der
ses specifikt på døgntilbud på voksenområdet, der henvender sig til borgere med psykiske vanskeligheder,
viser opgørelser af uddannelsesniveauet, at ca. 19 pct. af de ansatte har grundskole eller gymnasial
uddannelse m.v. som højest fuldførte uddannelse.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0106.png
106
Baggrundsrapport
Kapitel 4: Det almenmedicinske
tilbud
Det almenmedicinske tilbud har i dag en nøglefunktion i sundhedsvæsenet og fungerer for langt hoved-
parten af borgerne som den primære kontakt og indgang til sundhedsvæsenet. Det almenmedicinske tilbud
varetager en stor og væsentlig opgave i forhold til at behandle, udrede og afklare om borgerne skal henvises
videre til det specialiserede sundhedsvæsen.
Kapitel 4 omhandler den nuværende organisering af de almenmedicinske tilbud. Kapitlet indeholder fire
hovedafsnit, som hver især beskriver et element af organiseringen. Den første del af kapitlet beskriver den
gældende regulering i relevant lovgivning og overenskomsten. Den anden del beskriver de økonomiske
vilkår, incitamenter i det almenmedicinske tilbud og kapacitet. Den tredje del beskriver den nuværende
opgaveløsning i det almenmedicinske tilbud og særligt relevante udviklingstendenser. Endelig beskriver
den fjerde del af kapitlet de problemstillinger og udviklinger, som særligt påvirker og udfordrer de almen­
medicinske tilbud.
Regulering og organisering af det almenmedicinske tilbud
Det fremgår af sundhedsloven, at regionerne tilbyder vederlagsfri behandling via alment praktiserende
læge, og der indgås overenskomst med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om vilkårene for de
alment praktiserende læger. Derudover er det muligt at etablere udbuds- eller regionsklinikker, hvor
det er nødvendigt for at sikre lægedækning. I kapitlet bruges ”almenmedicinske tilbud” som en samlet
betegnelse for alle typer klinikker, som tilbyder almenmedicinsk behandling på vegne af en region.
Det almenmedicinske tilbud er den primære indgang til sundhedsvæsenet for hovedparten af borgerne.
Der er ca. 1.700 almenmedicinske klinikker med i alt ca. 3.500 lægekapaciteter.
103 104
Årligt har ca. 85 pct. af
borgerne kontakt til et almenmedicinsk tilbud, svarende til ca. 5,1 mio. borgere.
105
De alment praktiserende
læger sender 5,5 mio. henvisninger, som udgør 95,1 pct. af det samlede antal sendte henvisninger fra et
almen medicinsk tilbud.
106
Det almenmedicinske tilbuds rolle og funktion i sundhedsvæsenet kan opdeles
i tre overordnede funktioner: behandler, gatekeeper og tovholder, jf. boks 4.1.
Det kræver et såkaldt ydernummer for, at en læge kan afregne honorarer med regionen. Ydernumre kan
kun ejes af speciallæger i almen medicin og skal enten købes af en læge, som ønsker at afhænde sit eller
af regionen, hvis regionen ønsker at oprette et nyt for at udvide den samlede kapacitet. Hvis et ydernummer
ikke kan sælges overdrages det til regionen. Som udgangspunkt skal alle ydernumre afsættes til alment
praktiserende læger. I områder, hvor det ikke er muligt at afsætte et ydernummer, kan der etableres
midlertidige klinikformer udenfor overenskomsten, fx udbuds­ og regionsklinikker.
103 BDO. “Kortlægning af udvikling i praksisformer i almen praksis”, 2023.
104 eSundhed. “Almen praksis og tilmeldte patienter”. eSundhed. u.å
105 Danmarks Statistik, ”Lægebesøg”. u.å.
106 BDO. “Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0107.png
Baggrundsrapport
107
Boks 4.1
Tre roller og funktioner i det almenmedicinske tilbud
Behandler
Speciallægen i almen medicin er ikke subspecialiseret, men kan med sine almenmedicinske generalist-
kompetencer varetage den indledende vurdering, udredning og behandling af patienten. Ofte behøver
lægen ikke tilse patienten, men kan uddelegere behandlingsansvaret for rutinebehandling til det
sundhedsfaglige personale.
Gatekeeper
De almenmedicinske tilbud fungerer som gatekeeperen i mødet med patienten. Hvis det er nødvendigt,
sender det almenmedicinske tilbud patienten videre til yderligere behandling eller udredning i det øvrige
primære eller sekundære sundhedsvæsen. Gatekeeperfunktionen er helt central i forhold til, at det alene
er patienter, som vurderes at have et sundhedsmæssigt behov, der sendes videre til de øvrige dele af
sundhedsvæsnet. Ved visitation skal almenmedicinske tilbud bidrage til at sikre en effektiv udnyttelse
af sundhedsvæsenets ressourcer efter princippet om behandling på rette omsorgsniveau.
Tovholder
Det almenmedicinske tilbud skal som tovholder sikre overblik og sammenhæng i patientens samlede
sygdomsforløb. Overblik og sammenhæng skabes bl.a. ved at koordinere og sikre samarbejde og samspil
mellem de kommunale indsatser, sygehusbehandling og behandling i egen praksis. Tovholderrollen kan
variere på tværs af sektoren og afhængig af patientforløb.
Kilde: Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. ”Overenskomst om almen praksis 2022”. 2022.
Lovgivning om de almenmedicinske tilbud i sundhedsloven
Sundhedsloven fastlægger de overordnede rammer for de almenmedicinske tilbud. Det foregår primært
gennem bestemmelser om regionernes forpligtigelser overfor borgerne, organisationsformer i almen­
medicinske tilbud, samarbejdet mellem almenmedicinske tilbud og det øvrige sundhedsvæsen og gennem
bestemmelser om nationale retningslinjer. I det følgende gennemgås en række hovedpunkter i sundheds-
lovens regulering af almenmedicinske tilbud.
Vederlagsfri behandling
Regionerne har ansvaret for at yde vederlagsfri behandling ved alment praktiserende læger til personer
omfattet af sygesikringsgruppe 1. Regionerne yder tilskud til personer omfattet af sygesikringsgruppe 2 til
behandling hos alment praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til
personer omfattet af sygesikringsgruppe 1, jf. boks 4.2. Personer omfattet af sikringsgruppe 1 er tilmeldt en
bestemt læge, og regionen betaler alle udgifter til behandling hos læge eller speciallæge. Personer omfattet
af sikringsgruppe 2 er ikke tilmeldt en bestemt læge, men kan frit søge behandling hos læge, og får kompen­
sation tilsvarende det, som behandlingen af en person i sygesikringsgruppe 1 vil koste. Kapitlet fokuserer
på sikringsgruppe 1, da langt størstedelen af borgere tilhører denne gruppe.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0108.png
108
Baggrundsrapport
Boks 4.2
Sygeforsikringens gruppeinddeling
Om sygesikringen
Alle borgere med bopæl i Danmark har ret til gratis behandling hos en læge gennem sygesikringen.
Borgere kan vælge mellem to sikringsgrupper.
Sygesikringsgruppe 1
Borgere i sikringsgruppe 1 er fast tilmeldt én praktiserende læge, og kan modtage gratis behandling.
For borgere i sygesikringsgruppe 1 må praktiserende læger kun tage den overenskomstaftalte pris for
behandling. 99,8 pct. af befolkningen tilhørte i 2023 sikringsgruppe 1.
Sygesikringsgruppe 2
Borgere i sikringsgruppe 2 er ikke tilmeldt en bestemt læge, men kan frit søge behandling hos alle
praktiserende læger. Praktiserende læger fastsætter selv prisen for behandling for patienter i sikrings-
gruppe 2. Borgere i sygesikringsgruppe 2 skal selv betale forskellen, hvis prisen på behandling overstiger
tilskuddet fra regionen. 0,02 pct. af befolkningen tilhørte i 2023 sikringsgruppe 2.
Kilde: Borger.dk: ”Sygesikring og sikringsgrupper”, u.å.
Frit lægevalg
Personer omfattet af sikringsgruppe 1 kan som udgangspunkt frit vælge en alment praktiserende læge eller
klinik inden for en afstand af 15 km fra bopælen. Den sikrede har ret til at vælge mellem mindst to alment
praktiserende læger eller klinikker. Er der ikke inden for en afstand af 15 km mindst to læger eller klinikker
med åben for tilgang at vælge imellem, skal regionen anvise den sikrede andre lægevalgsmuligheder.
Organisationsformer i almenmedicinske tilbud
Ydernummeret fungerer som en tidsubegrænset kontrakt med regionen om leverancen af almenmedicinske
ydelser. Efter bestemmelserne i sundhedsloven og Overenskomst om almen praksis kan kun speciallæger i
almen medicin, som virker efter overenskomsten, eje ydernumre. De særlige krav til ejerskab af ydernumre
reducerer antallet af mulige aftagere, men sikrer samtidig en lokal forankring af speciallæger, stor konti­
nuitet i patientrelationer og en ensartethed i almenmedicinske tilbud på tværs af landet. I visse områder
af landet kan ydernumre være vanskelige eller umulige at sælge, og så må afhændende læge aflevere
ydernummeret tilbage til regionen. Alment praktiserende læger, som ejer egen klinik, har siden 2000
i gennemsnit været aktive i samme klinik i 16,8 år.
107
Gennem de seneste ti år er der foretaget en række lovændringer med det formål at understøtte nye orga-
nisationsformer bl.a. med henblik på at sikre bedre lægedækning, jf. boks 4.3. I 2013 åbnede en ændring
i sundhedsloven op for nye organisationsformer i almenmedicinske tilbud, bl.a. med det formål at sikre
lægedækning i alle egne af landet. Med lovændringen blev det muligt for en alment praktiserende læge
at eje op til seks ydernumre, og samtidig blev der åbnet op for at etablere henholdsvis udbuds­ og regions­
klinkker under særlige betingelser.
Lovændringen i 2013 betød konkret, at regionerne fik mulighed for at etablere udbudsklinikker ved
at udbyde driften til private aktører eller etablere og drive regionsklinikker, hvor det ikke er muligt at
afhænde et ydernummer til en alment praktiserende læge, som ønsker at praktisere efter overenskomsten.
Oprettelsen af regionsklinikker forudsatte, at det først forgæves var forsøgt at udbyde driften til private
leverandører med henblik på at etablere en udbudsklinik. Regionsklinikkerne var midlertidige i op til fire
år (senere forlænget til seks), hvorefter ydernummeret skulle udbydes igen.
107 Praktiserende Lægers Organisation. “Høj kontinuitet hos den danske familielæge fremmer patienternes sundhed”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0109.png
Baggrundsrapport
109
Boks 4.3
Lægedækningstruede områder
Overenskomsten definerer to typer lægedækningstruede områder:
1. Lægedækningstruede områder i henhold til praksisplanen eller overenskomsten. Her kan indgå
skønsbaserede vurderinger baseret på lokalt kendskab.
2. Lægedækningstruede områder i henhold til fastlagte kriterier. Her indgår vurderinger af socio-
økonomisk sammensætning, forekomsten af midlertidige praksistyper, læger i områdets alder
og antal praksishandler pr. kapacitet.
Kilde: Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. ”Overenskomst om almen praksis 2022”. 2022.
Reglerne for etablering og drift af regionsklinikker blev igen ændret i 2022 og smidiggjort, så en region nu
kan etablere en regionsklinik uden forudgående udbud og drive en regionsklinik uden tidsbegrænsning.
Dog på den betingelse, at hvis en alment praktiserende læge ønsker at overtage den regionsdrevne klinik,
som har været etableret i mindst fire år, skal regionen indgå aftale om overdragelse inden for rimelig tid.
Ved akut opstået lægemangel kan regionerne desuden i en kort periode etablere et midlertidigt almen-
medicinsk lægetilbud.
Uanset ændringerne udgør lovgivningen fortsat en monopollignende tilstand, da forsyningen af det almen­
medicinske tilbud er forbeholdt alment praktiserende læger, der virker efter overenskomst. Hvis der ikke er
alment praktiserende læger, som vil påtage sig opgaven, kan de alternative praksisformer tages i anvendelse
i det omfang, det er nødvendigt for at sikre lægedækning.
Lovændringerne i 2013 og 2017 har i et vist omfang givet mulighed for at øge andelen af ansatte læger i
almenmedicinske tilbud med det sigte at sikre bedre lægedækning (se afsnit om rekrutteringsgrundlag og
udfordringer). Samtidig har ændringen medført, at såkaldte partnerskabsklinikker er blevet mere udbredte.
I den type klinik indgår en ejerlæge kontrakt med en privat leverandør om at varetage en større eller
mindre del af praksisdriften, hvilket kan skabe tvivl om, hvorvidt det er ejerlægen eller virksomheden,
som i praksis har kontrol med ydernummeret.
108
Nationale kliniske retningslinjer
Sundhedsloven forpligter alment praktiserende læger til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse
med bl.a. nationale faglige retningslinjer. Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for at udarbejde de faglige
retningslinjer med bidrag fra de faglige selskaber med udgangspunkt i klinisk evidens og bedste praksis.
Retningslinjer bruges bl.a. som beslutningsstøtte og vejledning af sundhedspersonale i håndtering af
udvalgte kliniske problemstillinger.
109
Overenskomst om almen praksis
Størstedelen af reguleringen af de alment praktiserende læger foregår i den overenskomstaftale, som indgås
mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Den
gældende Overenskomst om almen praksis 2022 er opdelt i henholdsvis en langsigtet udviklingsdel og en
reguleringsdel, der omfatter overenskomstperioden 2022-2024.
110
Hvor udviklingsdelen beskriver de
overordnede mål og visioner for alment praktiserende læger som en del af det sammenhængende sund­
hedsvæsen, indeholder reguleringsdelen de konkrete bestemmelser i forhold til opgaver, pligter og ansvar
og den tilhørende honorering. I overenskomsten aftales også en økonomisk ramme for alment praktise­
rende læger, som udgør ca. 9,5 mia. kr. i 2023-priser.
108 DR. “Millionkoncern overtager danske lægeklinikker: Lægen dukker sjældent selv op”. 2024.
109 Sundhedsstyrelsen. “Nationale Kliniske Retningslinjer – udvalgte anbefalinger til brug i almen praksis”, 2019.
110 Praktiserende Lægers Organisation. “Høj kontinuitet hos den danske familielæge fremmer patienternes sundhed”, 2022
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0110.png
110
Baggrundsrapport
Boks 4.4
Vedtagelse af overenskomst om almen praksis
Overenskomst om almen praksis (OK22) er en aftale, der beskriver vilkår, opgaver, rammebetingelser,
kvalitetsmål m.v. for alment praktiserende læger. Den gældende overenskomst er indgået mellem
Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og er trådt i kraft
den 1. januar 2022.
Overenskomsten genforhandles gerne ca. hvert tredje eller fjerde år på uopsagt grundlag. Når parterne
efter en forhandling er blevet enige om en såkaldt Forhandlingsaftale, vil denne blive sendt til god-
kendelse i Regionernes Lønnings- og Takstnævn og sendt til urafstemning blandt Praktiserende Lægers
Organisations medlemmer. Såfremt der opnås enighed om Forhandlingsaftalen vil denne blive
implementeret i
Overenskomsten om almen praksis, som vil blive offentliggjort i en ny udgave.
111
Kilde: Praktiserende Lægers Organisation. “PLO’s vedtægter”. 2022.
Ydernummersystemet
Ydernummersystemet anvendes til at regulere udbuddet af almen medicinske ydelser. Sundhedsloven
indeholder en række overordnede bestemmelser for ydernummersystemet på det almenmedicinske tilbud,
og Overenskomst om almen praksis fastlægger de nærmere vilkår indenfor denne ramme.
Overenskomsten regulerer bl.a. de krav, som stilles til de læger, som vil eje et ydernummer og fungere
som alment praktiserende læge, herunder bl.a. autorisationskrav, krav om børneattest og krav om hoved-
beskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik eller klinikker. Overenskomsten fastslår også,
at overholdelse af overenskomsten er ejerlægens ansvar.
Sundhedsloven fastslår, at regionerne fastlægger antallet af ydernumre og den geografiske placering af
disse. Ydernummersystemet begrænser dermed antallet af udbydere af almenmedicinske ydelser.
Højestegrænse
I overenskomsten er det aftalt, at der gælder en såkaldt højestegrænse for hvert ydernummer, der fungerer
som et slags omsætningsloft på den enkelte praksis. Højestegrænsen pålægges en praksis, hvis den i løbet
af et kalenderår har haft en gennemsnitlig udgift pr. patient, som er mere end 25 pct. over gennemsnittet
for ydelseshonorarer i regionen. Højestegrænsen indebærer, at klinikken skal tilbagebetale honorarer,
der ligger mere end 25 pct. over den gennemsnitlige ydelseshonorarudgift pr. patient i regionen. Højeste­
grænsen bortfalder, hvis udgiften i to år har ligget under den fastsatte grænse.
112
Køb og salg af ydernumre
Overenskomst om almen praksis og Praktiserende Lægers Organisations vedtægter regulerer i begrænset
omfang køb og salg af ydernumre til alment praktiserende læger. Den primære regulering i overenskomsten
består af de krav, som stilles til de læger, som vil et eje ydernummer og fungere som alment praktiserende
læge, herunder bl.a. autorisationskrav, krav om børneattest og krav om hovedbeskæftigelse i egen klinik
eller klinikker.
113
Regionen har udover det ingen formel indflydelse på hvem, der kommer til at eje et
ydernummer, når det overdrages. Ved etablering af et nyt ydernummer (”nul-ydernummer”) i et område,
fx på grund af tilflytning, beslutter regionen tildeling blandt de læger, som har ansøgt om at købe.
111 Praktiserende Lægers Organisation. “PLO’s vedtægter”, 2022.
112 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. ”Overenskomst om almen praksis 2022”. 2022.
113 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. ”Overenskomst om almen praksis 2022”. 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0111.png
Baggrundsrapport
111
I forbindelse med videresalg af ydernumre, har Praktiserende Lægers Organisation i deres egne vedtægter
fastsat regler for maksimumprisen på, hvad et ydernummer kan koste. Det kaldes også
goodwill.
Goodwill
må ifølge vedtægterne ikke overstige 136 pct. af de seneste tre regnskabsårs bruttoindtægt. Op til den
grænse er det dermed købers betalingsvillighed, som primært afgør, hvem et ydernummer bliver solgt til.
114
Paritetsprincippet
Paritetsprincippet er gældende for aftaler indgået både om de alment praktiserende læger og speciallæge­
hjælp. Når der forhandles overenskomst skal der være enighed mellem begge parter om indholdet af de
indgåede aftaler. Paritetsprincippet refererer til princippet om ligeværdighed og enighed mellem overens­
komstens parter. Princippet indebærer, at der i hver region er nedsat samarbejdsudvalg. Samarbejds-
udvalget behandler bl.a. spørgsmål om fortolkning og anvendelse af overenskomsten, adfærds- og service­
klager, bestemte tilladelser m.v. Samarbejdsudvalgene består af repræsentanter fra regionerne og
Praktiserende Lægers Organisation på henholdsvis regionalt og nationalt niveau.
Overenskomsten om almen praksis forudsætter, at uoverensstemmelser om fortolkning af overenskomst­
aftalen, herunder manglende kvalitet, håndteres i samarbejdsudvalget. Det betyder, at både fastlæggelsen
af opgaver og afklaring af eventuelle tvister finder sted i et paritetisk rum, hvor partnerne skal være enige
om en beslutning. Ifølge regionerne hersker der præcedens i det paritetisk sammensatte Landssamarbejds­
udvalg for, at kun grov misligholdelse af overenskomsten kan begrunde en opsigelse. Ved fortsat uoverens­
stemmelse kan sagen indbringes for en uvildig opmand. Det er dog tids- og ressourcekrævende, og mulig-
heden bringes kun sjældent i anvendelse. Systemet medfører ifølge regionerne, at de har begrænset
kompetence til at sanktionere misligholdelse af overenskomsten og i sidste instans bringe samarbejdet
med leverandører til ophør.
115
Normtal
Overenskomsten regulerer forholdet mellem lægekapaciteter og normtal for alment praktiserende læger.
En lægekapacitet er et administrativt instrument til at regulere udbuddet af almenmedicinske ydelser. Det
kan defineres som en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt, og en lægekapacitet skal ifølge overenskomsten
i udgangspunktet kunne varetage ca. 1.600 tilmeldte gruppe 1-sikrede personer. Der kan knytte sig en eller
flere lægekapaciteter til et ydernummer. Antallet af ansatte speciallæger i almen medicin kan maksimalt
udgøre halvdelen af antallet af lægekapaciteter tilknyttet en praksis, med undtagelse af klinikker i læge-
dækningstruede områder. I andre områder kan en klinikejer søge samarbejdsudvalget om en undtagelse.
En praksis, der har mere end 1.600 gruppe 1-sikrede tilmeldte pr. lægekapacitet, har som udgangspunkt
ret til at lukke for tilgangen af gruppe 1-sikrede. Hvis en praksis har mere end 2.700 patienter tilmeldt pr.
lægekapacitet, skal der søges om samarbejdsudvalgets godkendelse af fortsat at have åbent for patient-
tilgang. I dag har en lægekapacitet i gennemsnit ca. 1.650 personer tilmeldt.
Det betyder, at klinikker med flere behandlingskrævende patienter skal løfte en relativt større opgave
end klinikker med færre behandlingskrævende patienter. Der foretages dog en vis differentiering i basis-
honoraret for henholdsvis patienttyngde og lægedækningstruede områder (se afsnit om differentieret
basishonorar og forskelle i patientgrundlag).
116
Praksisformer indenfor overenskomsten
Læger, der ønsker at drive et almenmedicinsk tilbud efter overenskomsten, skal have som hovedbeskæf-
tigelse at drive og tage ansvar for egen klinik/egne klinikker. Ansvaret for at overholde overenskomsten
ligger hos den læge, der ejer ydernummeret. Overenskomsten regulerer, at alment praktiserende læger kan
drive klinik i en af to praksisformer – enkeltmandspraksis eller kompagniskabspraksis. Ved enkeltmands­
114 Praktiserende Lægers Organisation. “PLO’s vedtægter”, 2022
115 Danske Regioner. “Fremtidens almen praksis – udvikling og nye rammer”, 2023.
116 DSAM-bestyrelsen. “Fremtidens familielæge: Et holdningspapir fra DSAM”. Dansk Selskab for Almen Medicin, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0112.png
112
Baggrundsrapport
praksis forstås en praksis, der drives af én læge eller ét alment lægeselskab uden fællesskab med andre
læger om patienter og økonomi. Ved kompagniskabspraksis forstås en praksis, der drives af to eller flere
læger og/eller almene lægeselskaber, der har fælles patientkreds, økonomi, lokaler og personale.
117
Begge praksisformer kan fungere som enten såkaldt samarbejdspraksis eller netværkspraksis. I sam­
arbejdspraksis deler flere praksis helt eller delvist lokaler og personale. I netværkspraksis deler flere
klinikker helt eller delvist personale og/eller klinikudstyr. Den konkrete fordeling af praksistyper i dag
udfoldes i afsnittet Udvikling af praksistyper i almenmedicinske tilbud.
Regulering af indsamling og anvendelse af data
Gennem en årrække var aftaler om udvikling af IT-systemer, data og anvendelsen af data hos alment
praktiserende læger henlagt til overenskomsten. Siden igangsættelsen af bl.a. Program for almen praksis i
2018, som parterne og staten står bag, er det ændret. Der er udviklet en række digitale løsninger, herunder
digitale forløbsplaner og MinLæge-app’en, som en stor del af befolkningen benytter, ligesom de alment
praktiserende læger fx deler patienters aftaler og stamoplysninger på lige fod med regioner og kommuner.
Der er i januar 2024 udstedt en bekendtgørelse om indberetning af data fra de alment praktiserende læger
til Sundhedsdatastyrelsen og etableret en indberetningsløsning, som skal sikre tværsektoriel anvendelse
af data fra det almenmedicinske tilbud.
Alment praktiserende læger deler mange typer data til patientbehandling med andre aktører i sundheds-
væsenet, og data skabt af alment praktiserende læger har stor værdi både i patientbehandlingen på tværs
af sundhedsvæsenet (primær brug) og til statistiske formål, herunder kvalitetsudvikling (sekundær brug).
Der indberettes mange typer data til kvalitetsudvikling til Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram
(RKKP), ligesom der er igangsat en indsats for at samle data til kvalitetsudvikling i nationale registre, som
fortsat er i gang. Udvidelse og øget detaljeringsgrad for data fra de alment praktiserende læger er et
tilbagevendende tema i overenskomstforhandlingerne.
Begge parter i overenskomsten har gennem flere år ønsket at styrke den datadrevne kvalitetsudvikling
gennem datafangst og etablering af en fælles kvalitetsmodel, men har haft udfordringer med at blive enige
om en konkret model.
118
Praktiserende Lægers Organisation har tilkendegivet en vis skepsis overfor
central adgang til data til kvalitetsudvikling på klinikniveau, bl.a. med henvisning til bekymring for, at
anvendelse, fx i kontrolsammenhæng, kan forringe kvaliteten af de indberettede data og dermed under­
minere Praktiserende Lægers Organisations egne kvalitetsudviklingstiltag.
119
Herudover har Praktiserende
Lægers Organisation været tilbageholdende, bl.a. med at dele journalnotater med regionerne, men har
nyligt åbnet for at dele journalnotater med andre sundhedsprofessionelle med forbehold for patient­
samtykke. Den tilbageholdenhed er blandt andet blevet begrundet med, at det vil underminere eller svække
patientens fortrolighed med lægen.
120
Deling af journalnotater indgår i den politiske aftale om hjemmebehandling mellem regeringen, KL og
Danske Regioner. I aftalen er der enighed om at sikre, at sundhedspersonale får hurtig og sikker adgang
til flere relevante oplysninger om de borgere, de har i behandling på tværs af sektorer. Det gælder også
oplysninger fra de alment praktiserende læger, herunder journalnotater.
121
Det er aftalt i overenskomsten, at alment praktiserende læger skal arbejde med datadrevet kvalitets-
udvikling i faglige fællesskaber (klynger), men der er ikke regionalt eller statsligt indblik i data. De data,
som indberettes til RKKP, anvendes til kvalitetsudvikling i kvalitetsklyngerne gennem Kvalitet i Almen
Praksis (KiAP). Disse kvalitetsdata på klinikniveau er alene tilgængelige for medlemmerne af klyngerne
og Praktiserende Lægers Organisation.
117 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. “Overenskomst om almen praksis 2022”, 2022.
118 Danske Regioner. “Oplæg til forhandling af ny overenskomst om almen praksis 2016-2017”, 2016.
119 Larsen, Klaus. “PLO: Lovændring truer vores kvalitetsdata”.
Ugeskriftet.dk.
2024.
120 Skadborg, Jørgen. “Masser af digital udvikling i almen praksis”. Lægeforeningen, 2023.
121 Regeringen, KL, og Danske Regioner. “Aftale om 500 mio. kr. til mere behandling i eget hjem”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0113.png
Baggrundsrapport
113
De alment praktiserende læger blev i 2023 pålagt at indberette data til statistiske, styringsmæssige og
videnskabelige formål, men da den tekniske infrastruktur endnu ikke er på plads, er det i dag ikke muligt
at monitorere og vurdere kvaliteten af behandlingen på tværs af klinikker.
Organiseringen af almenmedicinske tilbud i andre lande
Der er betydelige nationale forskelle i organiseringen, styringen og finansieringen af almenmedicinske
tilbud. Tabel 4.1 nedenfor giver et overblik over almenmedicinske tilbud på tværs af de nordiske lande og
England.
Ligesom i Danmark honoreres almenmedicinske tilbud i Norge, Sverige og England med en blanding af
forskellige afregningsformer. Blandingsmodellen skal sikre en balance i incitamenterne ved de forskellige
afregningsformer. Basishonorering og/eller fastløn giver økonomisk incitament til at omkostningsminimere
og til at yde et populationsansvar i form af økonomisk rentable forebyggelsesinitiativer.
Derimod giver ydelses- og/eller resultathonorering incitament til at øge behandlingsaktiviteten og
-kvaliteten. Der er betydelige forskelle på tværs af landene i blandingsforholdene. Almenmedicinske
tilbud i Norge og Danmark er primært ydelseshonoreret, mens basishonorering udgør den største del af
omsætningen i England og Sverige. Ejerskabsforholdene er også forskellige på tværs af landene, hvilket
kan have betydning for, om lægerne har et direkte økonomisk incitament til at respondere på honoreringen.
I Danmark, Norge og England er alment praktiserende læger primært ejere af praksis, mens lægerne i
Sverige primært er fastlønnede ansatte.
122
Tabel 4.1
Sammenligning af almenmedicinske tilbud i Danmark og sammenlignelige lande
Danmark
Myndighedsansvar
Læger pr. 1000
indbygger
Alment praktise-
rende læger pr. 1000
indbygger
Andel BNP på
sundhed
Andel almen-
medicinske tilbud
af samlede
sundhedsudgifter
Leverandørtype
Regioner
4,3
0,81
Sverige
Regioner (Län)
4,3
0,62
Norge
Kommuner
5,1
0,87
England
ICS/ICB (under NHS)
3
0,77
10,9
14 pct.
11,28
14 pct.
10,1
13 pct.
11,9
12 pct.
Hovedsageligt
små private
erhvervsdrivende
Overenskomst
Basishonorering
udgør ca. 40% og
er risikojusteret
60 pct. offentlige
og 40 pct. private
erhvervsdrivende*
Overenskomst
Basishonorering
udgør ml. 70-98% og
er risikojusteret
Flest små private
erhvervsdrivende
og nogle offentligt
ansatte
Overenskomst
Basishonorering
udgør ca. 30% og
er ikke risikojusteret
Hovedsageligt
små private
erhvervsdrivende
Overenskomst
Basishonorering
udgør ca. 60% og
er risikojusteret.
Aftalesystem
Andel af omsætning
fra basishonorering
122 Honorarstrukturrådet for almen praksis. “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny honorarstruktur i almen praksis”,
2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0114.png
114
Baggrundsrapport
Danmark
Direkte økonomisk
incitament til lægen
Ja – størstedelen
af læger er
selvstændige
Høj – udgør
ca. 60 pct.
Nej – ydelsesspecifikt
(attest, vaccination,
profylakseydelser)
Offentlig, minimal
brugerbetaling
Ja – betalingsloft for
enkelte læger
Nej
Sverige
Nej – lægerne er
primært fastlønnede
ansatte
Mellem/lav –
afhænger af region
Ja – ca. 100-300 SEK
Norge
Ja – størstedelen af
læger er selvstæn-
dige
Høj – udgør
ca. 70 pct.
Ja – ca. 75-320 NOK
England
Ja – størstedelen
af læger er selv-
stændige (ca. 27%
er ansatte)
Mellem/lav –
ca. 15 pct.
Nej – kun for
receptudstedelse
Tilskyndelse
til aktivitet
(ydelseshonorering)
Brugerbetaling
på lægebesøg i
almenmedicinske
tilbud
Finansiering
Offentlig,
brugerbetaling
op til maksgrænse
Ja – rammebudget
for primær sundhed i
regioner
Ja – udgør
ca. 0-5 pct.
Mange typer
sundhedspersonale
ansat i vårdcentraler
Offentlig,
brugerbetaling
op til maksgrænse
Nej
Offentlig, minimal
brugerbetaling
Regionalt ramme-
budget for sundhed
Ja – udgør ca. 10 pct.
Mekanismer til
omkostnings-
reduktion
Tilskyndelse
til kvalitet
(resultat flønning)
a
Brug af praksis-
personale
Nej
Nogen brug af
praksispersonale,
ca. 1,1 pr. læge
Nogen brug af
praksispersonale.
AP må ikke tage
honorar for
delegerede ydelser
Fast læge efter
frit valg
Nej
Stor brug af
praksispersonale,
ca. 3,5 pr. læge
Konkurrence
ml. enheder
Offentlig adgang
til kvalitetsdata
Fast læge efter
frit valg
Nej
Frit valg blandt
vårdcentraler
Ja
Fast læge efter
frit valg
Ja
Anm.: * Private udbydere af almenmedicinske ydelser er både lægedrevne enkeltvirksomheder og større kæder.
Kilde: Honorarstrukturrådet, BDO, Boston Consulting Group, VIVE, Verdensbanken & OECD
Økonomi, incitamenter og kapacitet
I det følgende afsnit beskrives den økonomiske styring og honorarstrukturen og gældende incitamenter.
Dernæst beskrives den nuværende kapacitet i og indretning af det almenmedicinske tilbud, som hænger tæt
sammen med de økonomiske vilkår og incitamentsstrukturen.
Økonomisk ramme for de alment praktiserende læger
Det offentlige forbrug på de alment praktiserende læger var 10,5 mia. kr. i 2023 svarende til en årlig udgift
pr. borger på ca. 1.800 kr. Den gennemsnitlige offentlige udbetaling pr. lægekapacitet beskæftiget i det
almenmedicinske tilbud udgør ca. 3 mio. kr. årligt.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0115.png
Baggrundsrapport
115
Offentlige udgifter til de alment praktiserende læger kan deles op i to. Den ene del er en økonomisk ramme
aftalt i overenskomsten, som i 2023-priser udgjorde ca. 9,5 mia. kr. årligt.
123
Som beskrevet ovenfor, er den
økonomiske ramme fleksibel, idet der kan tilføres midler til rammen ved overenskomstforhandlingerne.
Den økonomiske ramme gælder kollektivt for de praktiserende læger med tilhørende automatiske
mekanismer for modregning, som skal sikre, at rammen overholdes. De alment praktiserende læger skal
dermed prioritere deres aktivitet indenfor rammen, så ressourcerne udnyttes bedst muligt i forhold til
at sikre borgerne lægeydelser af høj kvalitet. Formålet er bl.a. at understøtte effektiv økonomistyring på
området og give den enkelte region sikkerhed for den årlige aftaleøkonomi. Rammen er øget med knap
100 mio. kr. i den seneste overenskomst fra 2022 for at modsvare den forventede befolkningstilvækst
over overenskomstperioden. Ligeledes er der med overenskomsten fra 2018 afsat ekstra midler til, at
de alment praktiserende læger kan opbygge større kapacitet ved at ansætte mere personale.
Den anden del af de offentlige udgifter er de ydelser, som ikke indgår i overenskomsten, og derfor ikke er
omfattet af den nationale økonomiske ramme og højestegrænse. Det er bl.a. de ydelser, som aftales lokalt
(indgået i regi af sundhedsaftaler eller praksisplaner) og i profylakseaftalen. Disse ydelser medførte en
offentlig udgift på ca. 0,5 mia. kr. i 2023. De alment praktiserende læger kan også levere ydelser uden
tilskud, som borgeren betaler for. Det kan fx være lægeattester og visse vaccinationer.
Den aftalte modregningsmekanisme udløses, hvis de årlige udgifter til de alment praktiserende læger
overstiger den aftalte ramme med mere end 0,6 pct. De praktiserende læger hæfter kollektivt for over-
skridelser, og det indebærer, at honorarerne for alle praktiserende læger, der virker i henhold til overens­
komsten nedreguleres i det efterfølgende år. Modregning skal kompensere for den samlede forskel mellem
den afsatte ramme og de regionale udgifter, så den fulde overskridelse udover 0,6 pct. tilbagebetales.
Hvis overskridelsen et enkelt år er mindre end 0,6 pct. iværksættes der ikke modregning, med mindre det
sker igen det følgende år. For at sikre overholdelse af den økonomiske ramme har Praktiserende Lægers
Organisation og regionerne aftalt løbende informationsudveksling, fx i form af udgiftsopgørelser,
vejledninger til de praktiserende læger om prognosen for det aktuelle udgiftsniveau set i forhold til den
økonomiske ramme, og om de aftalte konsekvenser af en overskridelse af den økonomiske ramme.
I 2023 overskred de alment praktiserende læger sin årlige ramme med 1,7-2,3 pct., svarende til mellem
176-216 mio. kr. Det var første gang siden 2011, at rammen blev overskredet, og mekanismen til mod-
regning af honorar i det følgende regnskabsår trådte i kraft. Regionernes Lønnings- og Takstnævn eftergav
i den forbindelse 56 mio. kr. udover den eksisterende ramme for at sikre behandling af ikke-akutte patienter
i indeværende år.
Incitamenter
Honorarstrukturen
Overenskomst om almen praksis danner rammen om samarbejdet mellem regionerne og de alment
praktiserende læger om at sikre befolkningen adgang til almen medicinsk lægehjælp. Et centralt element
i overenskomsten er honorarstrukturen.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation nedsatte i marts 2022
Honorarstrukturrådet til at udarbejde nye honorarmodeller. Opdraget var, at indrette en mindre kompleks
honorarstruktur og tilpasse incitamenterne til at understøtte tværsektorielt samarbejde og behandlingen
af patienter med størst behov.
123 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. “Overenskomst om almen praksis 2022”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0116.png
116
Baggrundsrapport
I sin afrapportering peger Honorarstrukturrådet på, at den nuværende honorarstruktur er resultatet af
en lang række tilpasninger og justeringer af den oprindelige model for honorering af alment praktiserende
læger.
124
Disse tilpasninger afspejler parternes historiske prioritering af hvilke opgaver, man har ønsket,
at de alment praktiserende læger skal varetage og prioritere. Honorarstrukturrådet fremhæver to historiske
forhold, som spiller ind på tænkningen om honorering af de praktiserende læger.
Det første er den oprindelige honorarmodel, som udspringer af den rolle, som sygekasserne spillede i
datidens sundhedsvæsen. Sygekasserne blev i slutningen af 1800-tallet en tredjepart i den hidtidigt enkle
relation mellem den betalende patient og den behandlende læge. I starten refunderede sygekasserne en del
af omkostningen ved lægebehandling til patienten, men efterhånden gik betalingen direkte til lægen fra
sygekasserne. Således opstod den væsentlige relation mellem lægen og den ansvarlige myndighed, som
omhandler afregning af honorarer. Aftalerne med lægerne og sygesikringen udviklede sig gradvist til at
omfatte stadig flere forhold for eksempel praksisregulering, planlægning, krav til service og kvalitet.
Det andet forhold udspringer af regionernes etablering som følge af strukturreformen i 2007 og med-
følgende ændringer i sundhedsloven, som markant ændrede relationen mellem de alment praktiserende
læger og den ansvarlige myndighed. Hvor amterne tidligere gav fuldt tilskud til patienternes behandling hos
praktiserende læger med ydernummer, blev det med ændringen af sundhedsloven fastsat, at regionsrådet
har ansvar for at tilvejebringe og sikre tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner. Den
eksisterende relation mellem lægen og den ansvarlige myndighed ændrede sig fra at være en afregnings­
funktion til at blive en entreprenørfunktion, som leverer et almenmedicinsk tilbud til befolkningen.
Overenskomstaftalen har derfor udvidet sig til at omhandle kvalitets­ og servicekrav, driftsrammer foruden
honorarstrukturen.
Honorarstrukturrådet vurderer overordnet, at den nuværende honorarstuktur i høj grad bærer præg af
sine refusionsbaserede historiske rødder, og derfor har et uhensigtsmæssigt stort fokus på enkeltstående
aktiviteter og den tilhørende honorering. Konsekvensen bliver, at mange af de nye, ikke-enkeltstående
ydelser som fx tovholderfunktionen, som der stilles krav til i den nuværende overenskomstaftale ikke
prioriteres tilstrækkeligt.
Det fremgår af overenskomsten, hvilke sundhedsydelser de praktiserende læger skal levere, hvilke service­
krav og hvilket honorar, der gives for de konkrete ydelser. Den nuværende honorarstruktur er baseret på,
at ca. 40 procent af den samlede økonomi i de alment praktiserende læger udgøres af et fast basishonorar
opgjort efter antal tilmeldte patienter, og ca. 60 procent er aktivitetsbaseret honorar fordelt på enkelt-
ydelser. Der er ikke et eksakt aftalt overblik over, hvilke opgaver basishonoraret dækker over. Alment
praktiserende læger udfører flere hundrede forskellige enkeltydelser, der alle udløser forskellige honorarer,
som til sammen udgør det samlede aktivitetsbaserede honorar.
Honorarstrukturrådet konkluderer, at den nuværende honorarstruktur ikke udgør en tidssvarende,
sammenhængende og konsistent ramme for honoreringen af alment praktiserende læger i et sammen­
hængende sundhedsvæsen.
124 Honorarstrukturrådet for almen praksis. “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny honorarstruktur i almen praksis”,
2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0117.png
Baggrundsrapport
117
Boks 4.5
Kronikerhonoraret
I overenskomsten om almen praksis fra 2018 blev der indført et kronikerhonorar, som øger lægernes
basishonorar for patienter med type 2-diabetes og/eller patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom
(KOL). Kronikerhonoraret erstatter således den aktivitetsbaserede ydelseshonorering for denne patient-
gruppe med et fast månedligt honorar. Formålet med ordningen for visse patienter med kronisk sygdom
er, at de i højere grad følges og behandles i de alment praktiserende læger frem for på hospitals-
ambulatorierne, dvs. honoraret skal motivere den praktiserende læge til at styrke sin indsats for de
p
ågældende patienter. I 2018 blev 30 pct. af patientgruppen overflyttet til ordningen, og i de seneste
tal fra 2021 var 63 pct. af patientgruppen blevet overflyttet til ordningen. Størstedelen af denne stigning
er dog sket fra 2018 til 2020, mens udviklingen har været relativt begrænset fra 2020 til 2021 med en
stigning på 3 procentpoint. Aftalen forudsatte, at alle patienter, der er diagnosticeret med type 2-diabetes
og/eller KOL, og som er tilmeldt en klinik, overflyttes til det nye honorar.
Erfaringer med kronikerhonoraret
Et studie har undersøgt effekten af indførelsen af kronikerhonoraret for diabetespatienter fra 2016-2020.
Studiet viser, at patientgruppens samlede antal kontakter (almindelig-, e-mail- og telefonkonsultationer
m.v.) faldt med ca. 2 pct., og imod forventningen at det samlede antal tillægsydelser (som fortsat er
aktivitetshonoreret) faldt med 4 pct. Tillægsydelser (urin-sticks, blodprøver og influenzavaccinationer)
er væsentlige for monitoreringen af patienter med diabetes. Det kan skyldes, at de færre kontakter til
patienten reducerer anledningen til tillægsydelser. Endvidere viser studiet, at faldet i aktivitet er størst for
patienter med høj sygelighed. Det kan ikke konkluderes på baggrund af studiet, hvorvidt faldet i aktivitet
er hensigtsmæssigt for patientens behandling eller ej, men det underbygger teoretiske forventninger om,
at en højere grad af basishonorering reducerer aktivitet i de alment praktiserende læger.
125
Incitamentsstrukturen bag kronikerhonoraret er tvivlsom ud fra et økonomisk perspektiv. Det forhøjede
basishonorar kan tilskynde lægerne til kun at overflytte de mindre syge kronikere til ordningen, og
fastholde de mest syge kronikere i aktivitetshonoreringen, hvormed den største omsætning genereres for
begge grupper. Honorarstrukturrådet anbefaler bl.a. på denne baggrund, at kronikerhonoraret afskaffes,
og at tilskyndelsen til populations- og behandlingsansvar i stedet videreføres gennem en række alterna-
tive faste honorartyper.
126
Kilder: Honorarstrukturrådet, 2023: 32-33, Skovsgaard, C.V., Kristensen, T., Pulleyblank, R. and Olsen, K.R., 2023. Increasing capitation
in mixed remuneration schemes: Effects on service provision and process quality of care. Health Economics.
Honorarstrukturen bidrager, i samspil med den faste patientnorm, til den nuværende udfordring med at
besætte ydernumre i områder, hvor patienter har et større behov for sundhedsydelser. De almenmedicinske
tilbud i disse områder skal løfte en relativt større opgave, men vil også være mindre økonomisk rentable
end i andre områder. Den gennemsnitlige konsultationstid for patienter med en dårlig sundhedstilstand er
længere, men udløser det samme honorar som en kortere konsultation. Lægen vil kunne se færre patienter
på en dag, hvilket resulterer i en lavere indtjening.
Motivation blandt læger i almenmedicinske tilbud
Sundhedspersoner i de almenmedicinske tilbud reagerer på både ydre og indre motivationsfaktorer.
For så vidt angår de ydre motivationsfaktorer er det velbelyst, at vægtningen mellem honoreringsformer
kan medføre forskellige resultater for adfærden blandt læger i almenmedicinske tilbud. Den nuværende
aktivitetsbaserede honorarstruktur giver således økonomiske incitamenter til høj produktivitet og stor
patientgennemgang, mens den ifølge Honorarstrukturrådet ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeser behand­
125 Skovsgaard, Christian Volmar, Troels Kristensen, Ryan Pulleyblank, og Kim Rose Olsen. “Increasing Capitation in Mixed Remuneration
Schemes: Effects on Service Provision and Process Quality of Care”. 2023. Health
Economics
32, nr. 11 (november 2023): 2477–98.
126 Honorarstrukturrådet for almen praksis. “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny honorarstruktur i almen praksis”,
2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0118.png
118
Baggrundsrapport
lingen af komplekse patienter og tværsektorielt samarbejde. Honorarstrukturen er primært et værktøj
til at skabe økonomiske incitamenter til politisk ønsket adfærd hos lægerne i almenmedicinske tilbud,
men den påvirker også lægers adfærd ved at appellere til deres prosociale motivation, bl.a. igennem den
medfølgende kommunikation fra Praktiserende Lægers Organisation og regionerne til lægerne om over-
enskomstens indsatsområder, formål og overordnet om det almenmedicinske tilbuds rolle i sundheds­
væsenet. Generelt anvendes økonomiske incitamenter i langt højere grad end andre typer motivations-
faktorer, som kun anvendes i begrænset omfang.
127
Differentieret basishonorar
I dag giver overenskomsten mulighed for et begrænset differentieret basishonorar for læger beliggende ud
fra to forskellige modeller. Den første tager udgangspunkt i lægedækningstruede områder, og den anden
tager udgangspunkt i patienttyngden i det givne område. Der er afsat ca. 60 mio. kr. årligt til denne ordning,
svarende til ca. 0,6 pct. af den samlede ramme til alment praktiserende læger.
Den første model indebærer, at der gives tilskud til læger, der nedsætter sig i lægedækningstruede områder.
Vurderingen af, om et område er lægedækningstruet, er baseret på kriterier om bl.a. andel af borgere, som
er dækket af midlertidige klinikformer, socioøkonomisk status og andelen af læger i almenmedicinske tilbud
i området, som er tæt ved pensionsalderen. Der udbetales gennemsnitligt 72.000 kr. pr. læge i den model.
Den anden model indebærer, at der gives tilskud til læger, som har klinik i områder med særlig høj patient­
tyngde. Områderne defineres ud fra en statistisk model, som estimerer sammenhængen mellem sygelighed
i et område og forbruget af sundhedsydelser. Der kan maksimalt udbetales 100.000 kr. pr. lægekapacitet
i den model.
128
Kapacitet og indretning af de almenmedicinske tilbud
Med en lovændring i 2013 introducerede Folketinget mulighed for at etablere nye og midlertidige praksis­
former. Nye praksisformer dækker over partnerskabsklinikker og læger med flere ydernumre, og midler-
tidige praksisformer dækker over udbudsklinikker og regionsklinikker. De midlertidige praksisformer
adskiller sig fra både de nye og traditionelle praksisformer ved, at de ikke ejes af alment praktiserende
læger, men drives af regionalt- eller privatansatte læger. Disse kliniktyper findes typisk i områder, hvor
der ikke kan afsættes et ydernummer til en alment praktiserende læge.
Udvikling af praksistyper i almenmedicinske tilbud
Historisk har driften af almenmedicinske tilbud ændret sig fra primært at være drevet i enkeltmands­
klinikker til i dag i højere grad at være drevet i kompagniskaber. I 1977 var 73 pct. af lægepraksis solo-
klinikker mod 27 pct. i kompagniskaber. I 2022 drives 59 pct. af klinikkerne som kompagniskabspraksis,
delepraksis og partnerskabspraksis m.v. mod 41 pct. i solopraksis. Udviklingen fra solo- til kompagniskabs­
praksis har været gradvis over den 45-årige periode, dog med et hop i perioden 2017-22, jf. figur 4.1.
Ligeledes er antallet af patienter tilknyttet kompagniskabspraksis steget, jf. figur 4.2.
I dag er de mest udbredte praksisformer kompagniskaber, rene solopraksis og solopraksis, som indgår i en
samarbejdspraksis (herefter ”solo med samarbejde”). Samlet er 66 pct. af patienterne tilknyttet kompagni­
skabspraksis, mens 22 pct. er tilknyttet en af solopraksis-formerne. Kun ca. 1,4 pct. af alle patienter er
tilknyttet en alternativ praksisform, jf. tabel 4.3.
127 Honorarstrukturrådet for almen praksis. “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny honorarstruktur i almen praksis”,
2023.
128 Danske Regioner. “Ordning vedrørende differentieret basishonorar til praktiserende læger”, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0119.png
Baggrundsrapport
119
Tabel 4.2
Praksisformer i almenmedicinske tilbud
Praksisform
Traditionelle
praksisformer
Enkeltmand
(solopraksis)
Kompagniskab
Beskrivelse
En klinik, som ejes og drives af én læge uden
fællesskab med andre læger om patienter og
økonomi.
En klinik, som ejes og drives af flere læger, der
deler patientkreds, økonomi, lokaler og personale.
En klinik, der ejes af en læge med egen patient-
kreds, men hvor der er et samarbejde med andre
læger om lokaler og/eller personale.
Når særligt hensyn tilgodeses ved, at der optages
en ekstra læge som delekompagnon eller ansat
praktiserende læge.
En klinik ejet af en eller flere læger, som har ret til
at eje op til seks ydernumre og drive flere praksis.
En klinik, hvor ydernummeret ejes af en special-
læge i almen medicin, som har indgået kontrakt
med en privat leverandør om praksisdriften.
En klinik, som etableres af regionen som et
midlertidigt tilbud i op til 6 år, og som drives af
regionen.
En klinik, som er udbudt af regionen, og hvor en
privat leverandør driver klinikken efter kontrakt
med regionen.
Regelgrundlag
Overenskomsten,
§9, stk. 1, a
Overenskomsten,
§9, stk. 1, b
Overenskomsten,
note til §9, stk. 1
Overenskomsten,
§13
Sundhedsloven
§227, stk. 2
Overenskomsten,
kapitel 4
Sundhedsloven
§227, stk. 5
Sundhedsloven
§227, stk. 3
Samarbejdspraksis
Delepraksis
Nye
praksisformer
Læger med flere
ydernumre
Partnerskabsklinik
Midlertidige
praksisformer
Regionsklinik
Udbudsklinik
Kilde: BDO: “Kortlægning af udvikling i praksisformer i almen praksis”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0120.png
120
Baggrundsrapport
Figur 4.1
Udvikling i antal praksis:
kompagniskaber og solopraksis: 2017-2022
Antal praksis
1.000
900
800
700
600
500
400
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Antal praksis
1.000
900
800
700
600
500
400
Figur 4.2
Udvikling i patienter tilknyttet hhv.
kompagniskaber og solopraksis: 2017-2022
1.000 patienter
4.500
4.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
1.000 patienter
4.500
4.000
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
2017
2018
2019
2020
2021
2022
0
Kompagniskab
Solopraksis
Kompagniskab
Solopraksis
Anm.: Note: Sundhedsdatastyrelsen. Aktive almen praksis (ydernumre) i yderregistret 1. januar i perioden 2017-2022. N=9.476 registreringer af
praksis og 30.669.017 registreringer af patienter. Figurerne indeholder data for kompagniskaber og samlet for solopraksis –dvs. solopraksis med
og uden samarbejde.
Kilde: BDO pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.
Udbredelsen af praksisformerne varierer på tværs af landet. Tabel 4.3 nedenfor viser en opgørelse over
fordelingen af hver praksisform (ydernumre) fordelt på regionerne i absolut antal og andel af praksis i den
enkelte region. Kompagniskabspraksis er mest udbredt i Region Midtjylland og Syddanmark (53-57 pct.),
mens de er mindst udbredt i Region Hovedstaden, Sjælland og Nordjylland (41-45 pct.). Modsat er solo-
praksis mest udbredt i Region Hovedstaden (51 pct.) og mindst udbredt i Region Midtjylland og Syd-
danmark (30-32 pct.).
Nye og midlertidige praksisformer (partnerskabs-, udbuds- og regionsklinikker) repræsenterer en mindre
andel af det totale antal almenmedicinske tilbud med 92 klinikker – svarende til ca. 5 pct. af de i alt 1.694
klinikker. Den type praksisformer dækker over kliniktyper, der ikke drives af en ejerlæge eller sammen-
slutning af ejerlæger, men af regionen (regionsklinik), af private aktører (udbudsklinik) eller af en læge,
som ejer flere ydernumre, eller hvor lægen kun ejer et enkelt ydernummer, men hvor lægen har indgået
en aftale med en privat aktør (partnerskabsklinik inkl. §227 stk. 2-klinikker). De øvrige praksisformer er
mest udbredt i Region Nordjylland og Region Sjælland. Partnerskabsklinikker er den største gruppe af de
øvrige praksisformer med 59 klinikker, og er mest udbredt i Region Syddanmark med 18 klinikker. Halv-
delen af landets 24 udbudsklinikker befinder sig i Region Sjælland, mens de er helt fraværende i Region
Hovedstaden. Regionsklinikker er mest udbredt i Region Nordjylland og Region Sjælland.
Udbredelsen af praksisformerne varierer på tværs af landet. Tabel 4.4 nedenfor viser en opgørelse over
fordelingen af hver praksisform (ydernumre) fordelt på regionerne i absolut antal og andel af praksis i den
enkelte region. Kompagniskabspraksis er mest udbredt i Region Midtjylland og Syddanmark (53-57 pct.),
mens de er mindst udbredt i Region Hovedstaden, Sjælland og Nordjylland (41-45 pct.). Modsat er solo-
praksis mest udbredt i Region Hovedstaden (51 pct.) og mindst udbredt i Region Midtjylland og Syd-
danmark (30-32 pct.).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0121.png
Baggrundsrapport
121
Tabel 4.3
Praksisform opgjort på antal praksis og tilmeldte patienter (2022)
Praksistype
Kompagniskab
Solo uden samarbejde
Solo med samarbejde
Delepraksis
Partnerskabsklinik
Udbudsklinik
Regionsklinik
Samlet
Anm.: N=1694
Kilde: BDO pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.
Antal praksis
802
517
162
121
59
24
9
1694
Andel af praksis
(pct.)
47
31
10
7
3
1
1
100
Antal patienter
(i 1.000)
3.856
972
287
458
189
68
21
5.850
Andel af patienter
(pct.)
66
17
5
8
3
1
0,4
100
Nye og midlertidige praksisformer (partnerskabs-, udbuds- og regionsklinikker) repræsenterer en mindre
andel af det totale antal almenmedicinske tilbud med 92 klinikker – svarende til ca. 5 pct. af de i alt 1.694
klinikker. Denne type praksisformer dækker over kliniktyper, der ikke drives af en ejerlæge eller sammen-
slutning af ejerlæger, men af regionen (regionsklinik), af private aktører (udbudsklinik) eller af en læge,
som ejer flere ydernumre, eller hvor lægen kun ejer et enkelt ydernummer, men hvor lægen har indgået
en aftale med en privat aktør (partnerskabsklinik inklusiv §227 stk. 2-klinikker). De øvrige praksisformer
er mest udbredt i Region Nordjylland og Region Sjælland. Partnerskabsklinikker er den største gruppe af
de øvrige praksisformer med 59 klinikker, og er mest udbredt i Region Syddanmark med 18 klinikker.
Halvdelen af landets 24 udbudsklinikker befinder sig i Region Sjælland, mens de er helt fraværende i Region
Hovedstaden. Regionsklinikker er mest udbredt i Region Nordjylland og Region Sjælland.
Til trods for regionale forskelle i overgangen til andre kliniktyper er det almenmedicinske tilbud generelt
ganske homogent, idet ca. 95 pct. af borgere er tilknyttet en klinik, som virker efter overenskomsten om
almen praksis. Det betyder også, at borgere som kunne ønske at vælge en anden type tilbud ikke tilgodeses
af den nuværende organisering.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0122.png
122
Baggrundsrapport
Tabel 4.4
Antal og andel praksis fordelt på praksisformer og region (2022)
Region
Kompagniskab
Solo uden samarbejde
Solo med samarbejde
Delepraksis
Partnerskabsklinik
Udbudsklinik
Regionsklinik
Hovedstaden
Antal
248
227
86
39
10
0
1
Pct.
41
37
14
6
2
0
0
Midtjylland
Antal
198
97
13
25
10
5
1
Pct.
57
28
4
7
3
1
0
Nordjylland
Antal
68
52
12
3
11
5
4
Pct.
44
34
8
2
7
3
3
Sjælland
Antal
104
80
5
15
10
12
3
Pct.
45
35
2
7
4
5
1
Syddanmark
Antal
184
61
46
39
18
2
0
Pct.
53
17
13
11
5
1
0
Kilde: BDO pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.Sundhedsstyrelsen og BDO (2023)
Kontakter til almenmedicinske tilbud
Der var i 2022 ca. 40,6 mio. kontakter til almenmedicinske tilbud. En kontakt defineres som en afregnet
ydelse, der udgør en særskilt kontakt mellem borger og behandler. Antallet af kontakter i almenmedicinske
tilbud er steget med 5 pct. siden 2009. Det er ca. en tredjedel af den stigning, der har været i antal kontakter
på sygehusene, jf. figur 4.3.
En stor del af kontakterne til det almenmedicinske tilbud forbruges af en relativt lille del af patienterne.
En analyse viser, at de 10 pct. dyreste patienter i sundhedsvæsenet havde ca. 9,4 mio. kontakter til almen­
medicinske tilbud i 2022, hvilket svarer til ca. 23 pct. af de samlede kontakter. Analysen viser også, at det
årlige antal af kontakter til almenmedicinske tilbud forventes at stige med ca. 8,1 pct. fra 40,6 til 43,9 mio.
fra 2022 til 2035 i et scenarium med uændret opgavefordeling mellem sektorerne. Væksten i kontakter vil
primært forekomme i gruppen af ældre over 65 år, og i særdeleshed blandt de ældste ældre over 85 år, hvor
antallet af kontakter forventes at stige med 117 pct. Det reelle tidsforbrug på kontakter til både de 10 pct.
dyreste patienter og ældre patienter kan være større, end andelen af kontakter angiver, da de patienter
typisk vil have mere komplicerede forløb.
129
129 Boston Consulting Group. “Udviklingen i Sundhedsvæsenet - et perspektiv til omstilling”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0123.png
Baggrundsrapport
123
Figur 4.3
Udvikling i antal sygehusophold og kontakter
til den alment praktiserende læge pr. 1.000
borgere, fordelt på sygehuse og alment
praktiserende læger, indeks (2009=100)
Indeks (2009=100)
150
Indeks (2009=100)
150
Figur 4.4
Udvikling i antal læger på sygehuse og alment
praktiserende læger, indeks (2003=100)
Indeks (100=2003)
180
160
170
Indeks (100=2003)
180
170
160
140
150
130
120
100
90
80
110
100
124
100
140
150
130
120
100
110
90
50
100
100
100
117
105
50
0
Sygehusophold
Kontakter til alment praktiserende læge
Anm.: Der indgår både kontakter til almenmedicinske tilbud i dagstid,
kontakter til almenmedicinske tilbud udenfor dagstid og kontakter
til vagtlæge. Kontakt til sygehuset er defineret ved hjælp af
sygehusophold, der både omfatter indlæggelser og ambulante
besøg. Indlæggelser defineres som et sygehusophold med en
varighed på over 12 timer, mens en ambulante ophold defineres
som et sygehusophold med en varighed på under eller lig 12 timer.
I 2019 er der databrud på grund af overgang. ny version af
Landspatientregisteret (LPR3), primo 2019.
Kilde: Egne beregninger baseret på Landspatientregisteret (LPR)
opgjort, Sygesikringsregisteret, CPR-registeret fra Sundhedsdata-
styrelsen.
Anm.: Indeks = 2003. Bemærk, at figuren er opgjort i antal personer
beskæftiget i den pågældende sektor og ikke i fuldtidsbeskæftigede/
lægekapaciteter.
Kilde: OECD Health Statistics, Healthcare Resources.
Udvikling i praksispersonale
Generelt gælder det, at en praksis kan besætte en ledig lægekapacitet/delekapacitet med en ansat special­
læge i almen medicin i en fast stilling i stedet for med en kompagnon. Antallet af ansatte læger kan
maksimalt udgøre halvdelen af antallet af lægekapaciteter tilknyttet en praksis. Det gælder dog ikke for
praksis beliggende i et lægedækningstruet område i henhold til praksisplanen, eller hvor ejerlægen har
erhvervet mere end ét ydernummer.
Almenmedicinske tilbud beskæftiger udover speciallæger i almen medicin en række andre sundhedsfaglige
personaler som sygeplejersker, lægesekretærer, social- og sundhedshjælpere- og assistenter, øvrige sund­
hedsfaglige, jordemødre og medicinstuderende. Lægen kan uddelegere opgaver til andre både autoriseret
sundhedspersonale og til andet personale uanset uddannelsesmæssig baggrund (fx lægesekretærer og
farmakonomer). Delegationen sker under lægens ansvar. Lægen har ansvaret for at sikre rammerne for
personalets faglige opgaveløsning. Ydelser takseres ens uanset om det er lægen eller praksispersonale, som
leverer ydelsen. Da praksispersonale har en lavere lønramme end lægen, er der et betydeligt økonomisk
incitament for lægen til at ansætte personale til at behandle patienter. Samlet set var 3.511 lægekapaciteter
(svarende til en fuldtidsbeskæftiget læge) og ca. 3.900 årsværk af øvrige sundhedsfaglige personalegrupper
beskæftiget af de alment praktiserende læger i 2022.
Gennem en årrække har det været en prioritet i overenskomstaftalen at sikre en kapacitetsforøgelse i
praksispersonale. Formålet er, at muliggøre en omstilling af opgaver fra læge til praksispersonale, så
lægernes tid kan fokuseres på patienterne med størst behov for lægehjælp. Fra 2003-2020 er andelen
af ikke-lægeligt personale beskæftiget af de alment praktiserende læger steget fra 40 pct. til 50 pct., jf.
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
Sygehus
Alment praktiserende læger
2009
2018
2022
0
80
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0124.png
124
Baggrundsrapport
figur 4.5. En opgørelse fra PLO viser, at ratioen mellem læger i de alment praktiserende læger og øvrige
personaler målt i fulde årsværk er steget fra 0,76 personale pr. læge i 2013 til 1,11 i 2022.
130
Det vil sige,
at der i dag er godt én ansat personale (inklusive sekretærer) pr. praksislæge.
En undersøgelse viser, at fordelingen af praksispersonale på tværs af de traditionelle praksisformer varierer.
Der er i gennemsnit 1,4 ansatte pr. læge, og at solopraksis med samarbejde har den højeste andel med 1,8
personale pr. læge, og at delepraksis har færrest med ca. 1,1. Kompagniskabspraksis har ca. 1,3. Opgørelses­
metoden brugt i undersøgelsen varierer, hvorfor resultatet afviger fra det ovenstående.
131
Figur 4.5
Udviklingen i personalesammensætningen i almenmedicinske tilbud (antal personer)
1.000 personer
Andel ikke-lægeligt personale, pct.
60
10
9
50
8
7
40
6
30
5
4
20
3
2
10
1
0
0
2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020
Læger
Plejepersonale
Sygeplejersker
Sekretærer
Øvrige sundhedsfaglige
Andel ikke-lægeligt
personale
(højre akse)
Anm.: Antal personer beskæftiget i almenmedicinske tilbud fordelt på uddannelsesbaggrund. Branchen er afgrænset til alment praktiserende
læger. Sekretærer dækker over lægesekretærer og sundhedsservice-sekretærer. Plejepersonale dækker over bl.a. sygehjælpere samt social-
og sundhedshjælpere og -assistenter mm. Øvrige sundhedsfaglige dækker over bl.a. ergoterapeuter, farmakonomer og jordemødre mm.
Obs.: De anvendte registres forskellige opgørelsesmetoder kan føre til mindre uoverensstemmelser i antal og andele.
Kilde: Bevægelsesregisteret på eSundhed og egne beregninger.
Geografisk lægedækning
Adgangen til almenmedicinske tilbud er forskellig på tværs af landet. I hovedtræk er dækningen af alment
praktiserende læger relativ høj i og omkring de større byer, hvor befolkningen generelt har færre helbreds­
problemer. Omvendt er dækningen mere beskeden i yderområder og visse udsatte boligområder, hvor
befolkningen i gennemsnit har flere helbredsproblemer, jf. figur 4.6. Der findes to typer lægedæknings-
truede områder, henholdsvis landsdækkende og regionale lægedækningstruede områder. De lands-
dækkende, som er fastlagt for den indeværende overenskomstperiode 2021-24 og giver adgang til
differentieret basishonorar, og de regionale, som fastlægges løbende og giver særlige muligheder for
de alment praktiserende læger.
132
130 Praktiserende Lægers Organisation. “Vokseværk i almen praksis – flere ansatte flugter med ambitionerne om et større nært sundheds-
væsen”, 2022.
131 BDO. “Kortlægning af udvikling i praksisformer i almen praksis”, 2023.
132 Praktiserende Lægers Organisation. “Regionale lægedækningstruede områder”. Lægeforeningen.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0125.png
Baggrundsrapport
125
Figur 4.6
Lægedækningstruede områder, 2021-2024
Anm.: Lægedækningstruede områder er fastlagt for hele den indeværende overenskomstperiode 2021-2024. De er kendetegnet ved at have en
stor andel borgere tilknyttet fx udbuds- og regionsklinikker, patientgrundlag med relativt store sundhedsbehov, vanskeligheder ved at sælge en
lægepraksis, og de nuværende læger nærmer sig pensionsalderen.
Kilde: PLO, landsdækkende lægedækningstruede områder.
Geografisk forskel i adgangen til almenmedicinske tilbud og sammensætningen af befolkningen bidrager
til, at sundhedsydelserne bliver brugt forskelligt på tværs af landet. Eksempelvis er forbruget af almen-
medicinske tilbud i hovedstadsområdet, hvor der er relativt mange alment praktiserende læger, væsentlig
højere, end hvad der kan forventes ud fra befolkningens sammensætning og sundhedsprofil. Tilsvarende
er forbruget af almenmedicinske tilbud i Sydsjælland, Lolland, Falster og ø-kommunerne, hvor der er
relativt færre alment praktiserende læger, væsentlig lavere end befolkningens sundhedstilstand tilsiger.
133
Der er igangsat en række initiativer i forlængelse af Aftale om sundhedsreform af 20. maj 2022, der skal
understøtte en bedre lægedækning ved bl.a. alment praktiserende læger. Der er blandt andet givet mulighed
i loven for, at regionerne yder et særligt vederlag til læger i områder med lægemangel, ligesom der er afsat
midler til 10 nye licensklinikker, der skal gøre det mere attraktivt for fx nyuddannede læger at praktisere
i områder med lægemangel. En licensklinik drives efter aftale med regionen ved, at regionen kan stille
lokaler, udstyr, klinikpersonale og administration til rådighed for den alment praktiserende læge. Lægen
betaler til gengæld et beløb til regionen for omkostningerne til husleje, drift og aflønning af personale m.v.
Lægen har også mulighed for at købe klinikken af regionen.
133 Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed. “Geografiske forskelle i ældres forbrug af sundheds- og plejeydelser”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0126.png
126
Baggrundsrapport
Opgaveløsning
I det følgende afsnit beskrives opgaveløsningen i almenmedicinske tilbud, herunder udviklingen i sektorens
opgaveløsning, kvaliteten af opgaveløsningen, tilgængeligheden i sektoren og patienternes tilfredshed m.m.
Udvikling i opgaveløsningen i de almenmedicinske tilbud
Ændringer i de alment praktiserende lægers opgaveportefølje kan enten introduceres gennem nye aftaler
i forbindelse med overenskomstforhandlinger eller som konsekvens af udviklingstendenser i samfundet,
demografisk udvikling og ændringer i andre dele af sundhedsvæsenet. Den generelle udvikling i sundheds­
væsenet har bl.a. medført øget specialisering og mere centraliserede indsatser på sygehusene, som resul-
terer i mere komplekse patientforløb. Den stigende kompleksitet i patientforløbene øger koordinerings-
opgaven for de almenmedicinske tilbud. Opgaverne i almenmedicinske tilbud ændres også som et resultat
af forandringer i patientsammensætningen. Ældre patienter udgør en stigende andel af det almen-
medicinske tilbuds samlede patientgruppe, og samtidig stiger antallet af kontakter per år med alderen.
De ældste borgere har således ca. 5 gange hyppigere kontakt til almenmedicinske tilbud end yngre.
Hvor sygehusene de seneste 15-20 år har gennemgået en markant udvikling gennem samling og speciali-
sering af behandling og en vækst i antallet af sygehusansatte læger, har antallet af lægekapaciteter
(og antal patienter) i almenmedicinske tilbud været relativt konstant siden 2014. Grundelementerne
i det almenmedicinske tilbuds rolle, opgaver og forpligtelser er dog grundlæggende fastholdt.
Igennem en periode har kommuner, regioner, patientforeninger og andre aktører udtrykt et ønske om, at
de almenmedicinske tilbud skal varetage flere opgaver og et styrket ansvar for nogle af de patientgrupper,
som ofte har tværgående forløb. Den retning afspejles bl.a. i den aftalte retning for de alment praktiserende
læger i bl.a. Aftale om en sundhedsreform fra maj 2022 og Danske Regioner og Praktiserende Lægers
Organisations fælles Vision for almen praksis i 2030. Af parternes fælles vision for de alment praktiserende
læger fremgår det, at kapaciteten skal øges frem imod 2030 med læger og praksispersonale. Gatekeeper­
funktionen skal prioriteres, og tovholderfunktionen skal udvides ved, at de alment praktiserende læger får
større ansvar for det samlede patientforløb. Flere opgaver skal lægges ud til praksispersonale, og lægernes
tid skal fokuseres på patienter med størst behov. De alment praktiserende læger skal varetage et styrket
populationsansvar, og indsatsen skal differentieres med fokus på patienter med størst behov.
134,135
I Aftale om en sundhedsreform fra maj 2022 fremgår det, at kapaciteten i almenmedicinske tilbud skal
styrkes og udvides frem mod 2035. Der skal være alment praktiserende læger nok i hele landet, og læge­
dækningen og fordelingen af læger på tværs af landet skal styrkes, og der blev sat et mål om mindst 6.500
speciallæger i almen medicin i 2035. De praktiserende læger skal have et styrket patientansvar og skal
håndtere nye, flere og mere komplekse opgaver som led i en generel omstilling til det primære sundheds-
væsen og et styrket samarbejde mellem kommuner og almenmedicinske tilbud.
136
På baggrund af aftalen
er der vedtaget ændringer af sundhedsloven, som giver mulighed for, at regionerne kan give et særligt
økonomisk vederlag til læger i områder, hvor der er lægemangel, og mulighed for at fastsætte kriterier for
fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, herunder speciallægeuddannelsen i almen
medicin.
I de seneste overenskomster (OK18 og OK22) er det aftalt at styrke de alment praktiserende lægers opgave
i forhold til varetagelsen af patienter med type 2-diabetes og/eller KOL, som er de to største kroniker-
grupper. I den seneste overenskomst (OK22) er det endvidere aftalt at styrke den opsøgende indsats for
udsatte borgere, herunder bl.a. børneundersøgelser af sårbare børn og forebyggelse og behandling af
134 Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation. “Vision for almen praksis i 2030”, 2020.
136 Regeringen. “Aftale om Sundhedsreform”, 2022.
135 DSAM-bestyrelsen. “Fremtidens familielæge: Et holdningspapir fra DSAM”. Dansk Selskab for Almen Medicin, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0127.png
Baggrundsrapport
127
somatiske sygdomme hos borgere med psykisk sygdom og beboere på botilbud. Derudover lægger den nye
kvalitetsstandard for kommunale akutfunktioner op til øget rådgivning og samarbejde mellem de alment
praktiserende læger og kommunale akutfunktioner.
137
Boks 4.6
Fasttilknyttede læger på plejehjem
Med Overenskomst om almen praksis fra 2022 blev ordningen om fasttilknyttede læger på plejehjem
forankret i overenskomsten. Formålet med ordningen er at skabe en bedre kvalitet for beboerne på
plejehjemmet, bl.a. gennem styrket kommunikation, tilgængelighed og samarbejde mellem pleje-
personalet og den praktiserende læge, så der sikres størst mulig faglig indsigt, god medicinhåndtering
og kontinuitet i pleje- og behandlingsforløbene. Formålet er endvidere at reducere omfanget af
uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser.
Overenskomstens parter ønskede, at ordningen om fasttilknyttede alment praktiserende læger på
plejehjem skulle udbredes til at dække minimum 80 pct. af alle plejehjem inden udgangen af 2023.
Danske Regioners seneste vurdering fra 3. kvartal 2023 viser, at ca. 90 pct. af landets plejehjem har en
fast læge tilknyttet.
Med aftalen om akutplan for sygehusvæsenet fra februar 2023 er det aftalt at afsøge muligheder for at
udbrede ordningen i lægedækningstruede områder. Beboerne på plejehjemmet tilbydes at vælge den
fasttilknyttede læge som deres praktiserende læge, og samtidig afsættes der et mindre beløb månedligt
til, at læge og personale på plejehjemmet kan udvikle deres samarbejdspraksis. Formålet med ordningen
er at forebygge sygdomsudvikling ved et tættere samarbejde.
Tilfredshedsundersøgelse
I efteråret 2023 udarbejdede Danmarks Statistik en brugertilfredshedsundersøgelse for de almen-
medicinske tilbud for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Undersøgelsens målgruppe er borgere fra 18 år
i sygesikringsgruppe 1, som er tilmeldt en alment praktiserende læge med adresse i Danmark. Under-
søgelsen er baseret på ca. 53.500 besvarelser med en svarprocent på 42 pct. på landsplan.
Undersøgelsen viser, at der generelt er tilfredshed med lægerne i de almenmedicinske tilbud, hvor 82 pct.
af respondenterne angiver at de er tilfredse eller meget tilfredse. Den generelle tilfredshed med lægen
varierer på tværs af praksistype, hvor patienterne tilknyttet delepraksis og enkeltmandspraksis (solo-
praksis med og uden samarbejde) er mere tilfredse end patienterne tilknyttet regions- og udbudsklinikker.
Tilsvarende varierer tilfredsheden også mellem lægedækningstruede og ikke­lægedækningstruede klynger,
hvor tilfredsheden er højere i sidstnævnte. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en del af den variation
kan afspejle underliggende faktorer, såsom den generelle sundhedstilstand i klinikkernes patientgrundlag.
Sundhedstilstanden er generelt dårligere i områder med lægemangel.
137 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn: ”Overenskomst om almen praksis 2022”, 2022; Praktiserende
Lægers Organisation og Regionernes Lønnings og Takstnævn: ”Overenskomst om almen praksis 2018”, 2018.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0128.png
128
Baggrundsrapport
Figur 4.7
Andel respondenter i klynger, som angiver, at de er meget tilfredse/tilfredse
86,6-87,1 pct.
84,1-86,5 pct.
81,6-84,0 pct.
79,1-81,5 pct.
76,9-79,0 pct.
Anm.: Figuren viser andel respondenter, der har svaret meget tilfreds/tilfreds på spørgsmålet: Hvor tilfreds eller utilfreds er du med lægen
generelt? Tilfredseden er mål ved en skala fra 1-5: meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds, meget utilfreds. Besvarelserne
er repræsentative på sundhedsklyngeniveau. Vejen, Billund, Middelfart og Rødovre kommune indgår i to sundhedsklynger hver. Besvarelser fra
borgere i disse kommuner tæller med i begge sundhedsklynger.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriets brugertilfredshedsundersøgelse i almen praksis
Undersøgelsen viser forskelle i den samlede patienttilfredshed på tværs af praksistyper og i henholdsvis
lægedækningstruede- og ikke-lægedækningstruede klynger, jf. figur 4.8 og 4.9. I lægedækningstruede
klynger er tilfredsheden blandt patienter i enkeltmandspraksis generelt lavere (ca. 9 pct. point). Modsat
er tilfredsheden blandt patienter i delepraksis højere i lægedækningstruede områder (ca. 6 pct. point).
Tilfredsheden med kompagniskabspraksis og partnerskabsklinikker er også marginalt højere i læge-
dækningstruede områder (2-3 pct. point).
Patienttilfredsheden er generelt lavest i regions-, partnerskabs- og udbudsklinikker, hvor hhv. 71 pct.,
65 pct. og 56 pct. angiver, at de er tilfredse. Regions- og udbudsklinikker er kun tilgængelige i læge-
dækningstruede områder.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0129.png
Baggrundsrapport
129
Figur 4.8
Samlet patienttilfredshed fordelt på
praksistyper, ikke lægedækningstruede klynger
Pct.
100
80
60
40
20
Kompagniskabs-
praksis
Delepraksis
Partnerskabsklinik
Enkeltmandspraksis
0
Pct.
100
80
60
40
20
0
Figur 4.9
Samlet patienttilfredshed fordelt på
praksistyper, lægedækningstruede klynger
Pct.
100
80
60
40
20
Delepraksis
Enkeltmandspraksis
Partnerskabsklinik
Regionsklinik
Kompagniskabs-
praksis
Udbudsklinik
0
Pct.
100
80
60
40
20
0
Utilfreds/meget utilfreds
Hverken tilfreds/utilfreds
Utilfreds/meget utilfreds
Meget tilfreds/tilfreds
Hverken tilfreds/utilfreds
Anm.: Spm:
Hvor tilfreds eller utilfreds er du med lægen generelt?
Klynger defineret som lægedækningstruede: Sundhedsklyngen Nykøbing Falster (Sjælland) og Klynge Nord (Nordjylland) (N = 4060).
Klynger defineret som ikke-lægedækningstruede: Horsensklyngen (Midtjylland) og Klynge Nord (Hovedstaden) (N = 2552). Andelene er baseret
på et vægtet antal besvarelser.
Kilde: Brugertilfredshedsundersøgelse af almen praksis, 2023, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Undersøgelsen stiller en række spørgsmål, som belyser patientoplevelsen med lægens rolle som tovholder
og koordinator af patientforløb, jf. boks 4.7. Undersøgelsen viser, at ca. 74 pct. af respondenterne er
tilfredse eller meget tilfredse med lægens rolle som overblikshaver og vejviser i sundhedsvæsenet. 73 pct.
af respondenter, hvis seneste kontakt med lægen var som led i længerevarende behandlingsforløb, er
tilfredse eller meget tilfredse. Det gælder 76 pct. af personer, hvis seneste kontakt var som led i konsultation
uden sygdom eller korterevarende sygdom. Der kan ikke udledes af undersøgelsen, om der er en sammen­
hæng mellem tilfredshed og fx sundhedstilstand eller erfaring med tværsektorielle forløb, selvom patienter
med længerevarende behandlingsforløb har en større sandsynlighed for erfaring med tværsektorielle
forløb.
Dog viser undersøgelsen, at 17 pct. af de patienter, som både har haft et længerevarende behandlingsforløb
og været kontakt til lægen inden for de seneste 12 måneder, ikke oplever, at lægen har koordineret
behandlingsforløbet. Undersøgelsen viser også, at 43 pct. af de patienter, som har haft et længerevarende
behandlingsforløb, ikke har drøftet muligheden for at blive henvist til relevante tilbud i kommunen med
lægen. Generelt viser undersøgelsen, at patienter med længerevarende sygdomsforløb på flere parametre
er mindre tilfredse med de almenmedicinske tilbud end det generelle niveau, hvor ca. 82 pct. er
tilfredse
eller meget tilfredse mod 85 pct., blandt dem som ikke er i længerevarende forløb. Forklaringen kan
potentielt være, at kommunen ikke har relevante tilbud for patienten, eller at lægen ikke har kendskab til
dem.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0130.png
130
Baggrundsrapport
Boks 4.7
Tovholderfunktionen i almenmedicinske tilbud
Den demografiske udvikling og særligt den øgede forekomst af multisygdom påvirker det almen-
medicinske tilbud tilbud, som i kraft af rollerne som generalist og tovholder er forpligtet til at koordinere
patientforløb på tværs af sektorer og specialer. Det er ofte en vanskelig og tidskrævende opgave. De
praktiserende læger giver generelt udtryk for, at de ser opgaven med at sikre sammenhæng i patient-
forløbene som meningsfuld, og en de ønsker at prioritere.
Nogle praktiserende læger mener, at sygehusene burde tage større ansvar for at afslutte deres egen
del af forløbet og koordinere patientens forløb internt på sygehuset på tværs af specialer og funktioner
frem for at sende patienten retur til egen læge. Det gælder især, hvis patientforløbet er så komplekst,
at almenmedicinske tilbud ikke kan forudsættes at have de nødvendige kompetencer.
En kendt udfordring for tovholderfunktionen er bl.a. den manglende medicinstyring for polyfarmaci-
patienter, som får ordinationer fra flere forskellige specialafdelinger. Ingen af specialerne i de enkelte
sektorer påtager sig opgaven, fordi de kun har kendskab til den medicin, de selv ordinerer. Derfor er
nogle praksisser begyndt at ansætte farmakonomer, som kan hjælpe dem med at styre medicinen for
deres patienter. Visse steder kan almenmedicinske tilbud også søge vejledning hos det geriatriske
speciale på sygehusene, som i kraft af generalistkompetencer har mulighed for at understøtte tovholder-
funktionen for nogle af de komplekse patienter i almenmedicinske tilbud.
Kilde: BDO. “Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis”, 2023.
Variation i opgaveløsning
Alle læger i almenmedicinske tilbud fungerer som frontlinjelæge, generalist, gatekeeper og tovholder for
klinikkens tilmeldte patienter. Indholdet i de leverede ydelser og faglige opgaver, der løses i den enkelte
praksis, afhænger af behovet hos de tilmeldte patienter og adgangen til øvrige sundhedstilbud, og beror
på den praktiserende læges konkrete vurdering.
På tværs af de almenmedicinske tilbud er der en betydelig variation i opgaveløsningen, både i forhold til
fordelingen af de ydelser der leveres, og i forhold til hvilke personalegrupper der står for den konkrete
opgavevaretagelse og organisering af tilbuddet til patienterne, herunder bemanding og personalets
kompetenceprofil.
På tværs af praksistyperne i de almenmedicinske tilbud er der relativt stor variation i delegationsgraden
af opgaver til praksispersonale. Enkelte opgaver er lægeforbeholdte og kan dermed ikke uddelegeres til
personale, herunder attestarbejde, opsøgende hjemmebesøg og aftalt telefonkonsultation. En væsentlig
del af opgaverne i almenmedicinske tilbud, herunder fx børneundersøgelser og sygebesøg kan delegeres
til praksispersonale under lægens supervision og ansvar. Honoraret er det samme, og der skelnes ikke
ved ydelsesregistreringen, om en opgave er udført af en speciallæge i almen medicin, en uddannelseslæge
eller af praksispersonale.
138
Tilgængelighed
Tilgængelighed i almenmedicinske tilbud skal forstås i en bred forstand og dækker over både muligheden
for telefonisk og digital kontakt, klinikkens åbningstider og ventetid på konsultationer. Tilgængelighed er et
vigtigt parameter for patienternes tilfredshed med deres alment praktiserende læge og har stor betydning
for, om patientens akutte behov kan håndteres af den alment praktiserende læge indenfor almindelig
åbningstid.
138 BDO. “Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0131.png
Baggrundsrapport
131
Overenskomsten stiller en række krav til praksisdeklarationer, som skal offentliggøres på sundhed.dk.
Her skal der fremgå oplysninger om hver praksis, herunder bl.a. adresse, telefonnummer, åbningstider,
oplysninger om lægerne i praksis, selvbetjeningsløsninger, adgangsforhold og resultat af patient-
tilfredshedsundersøgelse.
Tabel 4.5
Overenskomstens regler om tilgængelighed og åbningstider
Åbningstider
Patienter kan ifølge Overenskomst om almen praksis søge lægehjælp i dagtiden, som er kl
8-16 på hverdage, hvor der afholdes konsultationer med eller uden tidsbestilling. Mindst en
gang om ugen skal den praktiserende læge tilbyde konsultation efter kl. 16 fortrinsvis for
patienter, hvis arbejde forhindrer dem i at benytte konsultationen i dagtiden.
I forhold til telefonisk tilgængelighed skal patienter have adgang til minimum én times
daglig telefonkonsultation hos lægen på hverdage. Det kan enten sikres ved, at lægen selv
besvarer telefonen, eller gennem aftalt telefonkonsultation, hvor praksispersonale tager
imod besked, hvorefter lægen ringe tilbage.
Ved akut opstået behov for lægehjælp skal patienten have adgang til lægehjælp telefonisk
eller på anden vis inden kl. 16 samme dag hos en praktiserende læge eller via stedfor-
trædende praktiserende læge, som lægen har indgået aftale med.
Telefonisk
tilgængelighed
Digital
tilgængelighed
Fysisk
tilgængelighed
og ventetider
Telefonisk
tilgængelighed
for kommunale
samarbejdspartnere
Alment praktiserende læger skal tilbyde elektronisk tidsbestilling, elektronisk recept-
fornyelse og e-konsultation. Videokonsultation, som er visiteret og aftalt på forhånd,
skal tilbydes senest ved udgangen af overenskomstperioden (1. januar 2025).
Når konsultation sker efter tidsbestilling, skal patienter sædvanligvis kunne få tid til en
konsultation senest 5 hverdage efter tidsbestillingen. Lægen må gerne tilbyde ”åben
konsultation” uden tidsbestilling.
Tilgængeligheden hos alment praktiserende læger er tosidet, idet der både er kontaktflader
til patienter og pårørende og samtidig tilgængelighed for samarbejdspartnere. Det er
særligt kommunale medarbejdere i den kommunale sygepleje, herunder de kommunale
akutfunktioner og på plejecentrene, der oftest har behov for tilgængelighed til alment
praktiserende læger.
I den seneste forhandlingsaftale har overenskomstparterne aftalt, at de praktiserende læger
forpligter sig til at stille såkaldte bagom numre til rådighed for kommunalt personale fra
kommunernes hjemmepleje, som skal kunne få kontakt til klinikken i akutte tilfælde uden
om telefonbetjeningen i dagstid.
Kilde: BDO 2023: Opgaveløsning
De alment praktiserende læger er gennem overenskomsten forpligtet til tilgængelighed på et vist niveau,
jf. tabel 4.5. En nylig analyse har undersøgt den telefoniske tilgængelighed som oplyst på hjemmesider for
mere end 1.100 alment praktiserende læger.
139
Analysen finder, at den oplyste tilgængelighed i praksis er mindre end aftalt i overenskomsten. Det er ikke
ensbetydende med, at praksis ikke er tilgængelige som aftalt, men som minimum at informationen til
patienter om tilgængelighed er mangelfuld. Konkret fremgår det af analysen, at kun 39 pct. af praksis
oplyser, at de har adgang for ikke-akutte henvendelser efter kl. 12.00 minimum 4 dage om ugen. 34 pct.
af praksis oplyser ikke, om der er mulighed for sen konsultation i praksis, og 42 % oplyser ikke om
tilgængelighed for akutte henvendelser på praksis’ hjemmeside.
139 BDO. “Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0132.png
132
Baggrundsrapport
Flere regioner følger bl.a. op på den aftalte tilgængelighed ved at ringe klinikker op. I en undersøgelse
af almenmedicinske tilbud i Region Sjælland opnås en direkte kontaktrate på 77 pct. i tidsrummet
08.00-12.00, mens der efter middag observeres et markant dyk i andelen af opkald, hvor der opnås
direkte kontakt med en kontaktrate på 11%. Det indikerer, at den reelle tilgængelighed i Region Sjælland
er væsentlig ringere, end hvad der fremgår af praksis’ hjemmesider.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilfredshedsundersøgelse med de almenmedicinske tilbud stiller en
række spørgsmål, som belyser i hvilken grad, patienter oplever de almenmedicinske tilbud som tilgænge­
lige, (se afsnit om tilfredshedsundersøgelse). Undersøgelsen viser, at 34 pct. oplever sjældent eller aldrig at
kunne tale med lægen om flere problemer ved samme konsultation, selvom det fremgår af overenskomsten,
at der ikke må stilles krav om én problemstilling pr. konsultation. Således oplever en stor andel patienter, at
de almenmedicinske tilbud ikke lever op til en central betingelse i overenskomsten. Her varierer oplevelsen
også på tværs af praksistyper. Flest patienter i regions­ og udbudsklinikker oplever ikke at kunne henvende
sig med flere problemstillinger til samme konsultation.
140
Undersøgelsen viser, at 30 pct. af respondenter sjældent eller aldrig oplever at kunne få en tid hos lægen
inden for en uge. Det er et overenskomstfastsat krav. Videre finder undersøgelsen, at 15 pct. oplever, at det
almenmedicinske tilbud sjældent eller aldrig har åbent efter kl. 16 mindst en dag om ugen, selvom det også
er aftalt i overenskomsten. 57 pct. af respondenter angiver, at de ”ved ikke” om lægen overholder de aftalte
åbningstider. 65 pct. angiver, at de er tilfredse eller meget tilfredse med klinikkens telefoniske åbningstider,
og 76 pct. at de er tilfredse eller meget tilfredse med klinikkens fysiske åbningstider.
Tidsanvendelse
En nyligt gennemført spørgeskemaundersøgelse har kortlagt selvrapporteret tidsforbrug blandt personale­
grupperne i almenmedicinske tilbud. Tidsforbruget på fælles opgavetyper varierer på tværs af de tre
personalegrupper (læger, sundhedspersonale og sekretærer), men varierer også internt i de enkelte
personalegrupper.
I gennemsnit bruger læger i almenmedicinske tilbud mest tid på konsultationer og kontroller for borgere
med kronisk sygdom. Eksempelvis bruger 77 pct. af praksislæger mere end 10 timer ugentligt på
patienthenvendelser (konsultationer), jf. figur 3.11. Det er dog tilsvarende bemærkelsesværdigt, at 23 pct.
af læger i almenmedicinske tilbud
ikke
bruger 10+ timer ugentligt på almindelig patientbehandling. Det
indikerer, at en betydelig andel klinikker har udlagt mange typer konsultationer til sundhedspersonale.
Derudover bruger 31 pct. af lægerne 5-10 timer ugentligt på kontrol af borgere med kronisk sygdom, og
35 pct. bruger 10+ timer. Det er endvidere værd at bemærke, at tidsforbruget på attestarbejde er mellem
1-3 og 3-5 timer for 87 pct. af lægerne. Det indikerer, at der fortsat er opgaver, som potentielt kan flyttes fra
læger i almenmedicinske tilbud til andre faggrupper i praksis, andre steder i sundhedsvæsenet eller til
patienten selv.
Ifølge undersøgelsen bruger sundhedspersonale i almenmedicinske tilbud gennemsnitligt mest tid på
kontroller for borgere med kronisk sygdom og konsultationer(ikke vist i figur). 27 pct. af sundheds-
personalet i almenmedicinske tilbud bruger minimum 5-10 timer ugentligt på kontrol af borgere med
kroniske lidelser, og 53 pct. bruger mere end 10 timer. 21 pct. af sundhedspersonalet bruger minimum
5-10 timer ugentligt på konsultationer og 44 pct. bruger mere end 10 timer. Der ses ikke entydige mønstre
på tværs af praksistyper.
140 Indenrigs- og Sundhedsministeriet. “Brugertilfredshedsundersøgelse af almen praksis”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0133.png
Baggrundsrapport
133
Figur 4.10
Praksislægers tidsforbrug fordelt på opgavetyper
Pct.
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Pct.
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Klinikledelse
(personale, planlæg-
ning, organisering m.v.)
Koordination om
patientforløb
m. samarbejdspartnere
Almindelige
patienthenvendelser
Børneundersøgelser
IT og administration
Kontrol af kroniske
lidelser
Supervision, faglig
udvikling
og kvalitet
0 timer
0-1 time
1-3 timer
3-5 timer
5-10 timer
+10 timer
Anm.: Note: Spørgeskemaundersøgelse dec./jan. 2022/23. n=526. Selvrapporteret tidsforbrug. Anvendt spørgsmålstekst: ”Hvordan vil du skønne,
at arbejdstiden fordeler sig på nedenstående opgaver for en læge i jeres praksis? Du bedes tage udgangspunkt i det gennemsnitlige tidsforbrug
på tværs af læger i din praksis – ekskl. pauser. Antallet af timer bør afspejle tidsforbruget for én læge i en fuldtidsstilling (ca. 37 timer).”
Kilde: BDO (2023)
Særlige problemstillinger og udviklingstendenser
I det følgende redegøres for udvalgte særlige problemstillinger og tendenser i form af henholdsvis
betydningen af demografiudviklingen, forskelle i klinikkernes patientgrundlag, rekrutteringsgrundlaget
og samarbejdsrelationen mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation.
Udviklingen i demografi og sygdomsudvikling med betydning
for almenmedicinske tilbud
Generelt stiger behovet for sundhedsydelser med alderen. Ældre patienters andel af de almenmedicinske
tilbuds samlede patientgruppe er steget på tværs af landet. Både andelen af befolkningen, der lever med
en eller flere kroniske sygdomme og antallet af kroniske sygdomme pr. person, stiger i takt med alderen.
Ældre patienter og patienter med kroniske sygdomme udgør allerede i dag en stor del af opgaven og
optager meget tid i almenmedicinske tilbud. Den udvikling forventes at fortsætte, fordi ældre borgere vil
udgøre en større andel af befolkningen. En fremskrivning viser, at i 2023 udgjorde borgere over 65 år ca.
21 pct. af befolkningen og forventes at udgøre ca. 24 pct. i 2035. Særligt antallet af de ældste ældre over
85 år vil vokse, og forventes at stige med 110 pct. fra ca. 2 pct. af befolkningen i 2019 til cirka 4 pct. i
2035.
141
Fremskrivningen viser også, at det årlige antal af kontakter til almenmedicinske tilbud forventes at stige
med ca. 12,5 pct. fra 40,6 i 2022 til 43,9 mio. i 2035 og 45,6 mio. i 2045. Væksten i kontakter vil primært
forekomme i gruppen af ældre over 65 år, og i særdeleshed blandt de ældste ældre over 85 år hvor antallet
141 Boston Consulting Group. “Udviklingen i Sundhedsvæsenet - et perspektiv til omstilling”, 2024.
Øvrige opgaver
Attestarbejde
Sygebesøg
Akutvagt
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0134.png
134
Baggrundsrapport
af kontakter forventes at stige med 117 pct. frem mod 2045. Ældre patienter har typisk mere komplicerede
og krævende forløb, og trækket på almenmedicinske tilbud forventes derfor at være tilsvarende større end
den procentuelle vækst i kontakter.
142
Andre fremskrivninger viser, at forekomsten af kroniske sygdomme vil øges markant over de kommende år.
I dag lever mere end 10 pct. af de ældre på 65 år eller derover med fire eller flere sygdomme. En under-
søgelse af sygdomsbyrden viser, at personer med udvalgte kroniske sygdomme har det højeste antal ekstra
kontakter til det almenmedicinske tilbud. Hver gruppe af patienter med lænderygsmerter, nakkesmerter,
depression, slidgigt eller type 2-diabetes havde 2,1-3,6 mio. ekstra kontakter om året. Dernæst følger
grupperne af patienter med KOL, angst eller iskæmisk hjertesygdom, som hver har ca. 1,0-1,2 mio. ekstra
antal kontakter til almenmedicinske tilbud om året.
143
Forskelle i patientgrundlag
Figur 4.11 illustrerer fordelingen af tilmeldte- og sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet. Antal syg­
domsvægtede borgere er konstrueret som et mål for det samlede behandlingsbehov i en klinik på baggrund
af baggrundskarakteristika for patientsammensætningen. Eksempelvis tæller én tilmeldt borger som to
sygdomsvægtede borgere, hvis borgeren forventes at have et dobbelt så stort et træk på almenmedicinske
tilbud som en gennemsnitlig borger. På samme måde kan en borger vægtes som en halv, såfremt ved-
kommende forventes at have et halvt så stort træk på almenmedicinske tilbud.
Figur 4.11
Antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet, pr. 1 januar 2023
Antal borgere
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
Ydernumre sorteret efter antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet
Antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet
Antal tilmeldte borgere pr. lægekapacitet
Antal borgere
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
Normtal
Anm.: Antal sygdomsvægtede borgere basseres på en beregning, hvor man vægter borgerne ift. det træk, som man forventer de har i almen-
medicinske tilbud pba. deres karakteristika (alder, køn, kroniske sygdomme (RUKS) og arbejdsmarkedstilknytning (DREAM)). Trækket i almen-
medicinske tilbud defineres pba. antallet af ydelser, som borgere faktisk har modtaget i almenmedicinske tilbud, gange med den honorering,
som lægen modtager for ydelsen. Ydelser givet under kronikerhonoraret kan ikke observeres og antages derfor at følge samme fordeling som
ydelser for resten af befolkningen plus en årskontrol, mens tillægsydelser givet til personer under kronikerhonoraret er indregnet pba. faktiske
ydelser. Én tilmeldt borger kan derved tælle som to sygdomsvægtede borgere, hvis borgeren forventes at have et dobbelt så stort træk på
almen edicinske tilbud som en gns. borger. Normtallet er 1.600 tilmeldte patienter, hvilket er definitionen på den arbejdsbyrde, som en
m
lægekapacitet som udgangspunkt skal varetage, og den grænseværdi hvor ydernumre må lukke for tilgang til klnikikken. Figuren er afgrænset
til ydernumre med 1.000 – 3.000 faktiske tilmeldte patienter pr. lægekapacitet.
Kilde: Sygesikringsregisteret (SSR), Den Registerbaserede Evaluering af Marginaliseringsomfanget (DREAM), Register for udvalgte kroniske
sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), CPR-registeret (CPR), Yderregisteret (YDR), Sundhedsdatastyrelsen.
142 Boston Consulting Group. “Udviklingen i Sundhedsvæsenet - et perspektiv til omstilling”, 2024.
143 Sundhedsstyrelsen. “Foranalyse af den fremtidige opgaveløsning i almenmedicinske tilbud”, u.å.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0135.png
Baggrundsrapport
135
Figuren viser, at der er væsentlig variation i arbejdsbyrden på tværs af ydere. Den 10. percentil, som har
flest sygdomsvægtede patienter pr. lægekapacitet, har 1.367 sygdomsvægtede patienter pr. lægekapacitet,
mens den 90. percentil har 2.122 sygdomsvægtede patienter pr. lægekapacitet. En forskel på ca. 55 pct. i
estimatet for arbejdsbyrde. Forskellen behandlingsbehovet er ca. tre gange så stor for de ydernumre med
flest sygdomsvægtede borgere per lægekapacitet sammenlignet med ydernumrene med færrest sygdoms­
vægtede borgere.
Størstedelen af variationen i antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet kan forklares pba. antallet af
tilmeldte borger pr. lægekapacitet. De ydernumre med den største arbejdsbyrde er altså også de ydernumre
med de fleste tilmeldte patienter. Hertil kommer dog også, at de ydere med flest sygdomsvægtede patienter
også har tungere patienter. Det ses ved, at der er færre tilmeldte patienter pr. lægekapacitet end sygdoms­
vægtede patienter pr. lægekapacitet i højre side af figuren. Omvendt har de ydernumre med den mindste
arbejdsbyrde lettere patienter. Det ses ved, at der er flere tilmeldte patienter pr. lægekapacitet end syg­
domsvægtede patienter pr. lægekapacitet i venstre side af figuren.
Figuren viser, at størstedelen af yderne, der har et stort antal sygdomsvægtede patienter, har mulighed for
at lukke for tilgangen til klinikken, da antallet af tilmeldte patienter overstiger 1.600. Der er dog en andel
ydernumre, som har en stor arbejdsbyrde, men som ikke kan lukke for tilgangen til klinikken, da de har for
få tilmeldte patienter. Disse ydernumre er dem, hvor antal tilmeldte patienter (den lyse lilla graf) ligger
under normtallet (den grønne linje).
Figur 4.12 illustrerer, at der er væsentlig forskel i den aktivitetsafhængige honorering, som modtages i det
almenmedicinske tilbud.
Analysen tager ikke højde for hvor meget praksispersonale, der er ansat i hver klinik. Klinikker med mere
praksispersonale vil have bedre mulighed for at varetage et større antal patienter. Herudover tages der ikke
højde for, at nogle borgere bruger længere tid pr. konsultation, når sygdomsvægtene beregnes.
Den aktivitetsafhængige honorering pr. lægekapacitet stiger i takt med, at arbejdsbyrden stiger. Den
aktivitetsafhængige honorering er dermed størst for de ydernumre med flest sygdomsvægtede patienter
pr. lægekapacitet i højre side af figuren og mindst for de ydernumre med færrest sygdomsvægtede patienter
pr. lægekapacitet i venstre side af figuren.
Figuren viser også, at der er variation i aktiviteten på tværs af ydernumre med samme antal sygdomsvæg­
tede patienter pr. lægekapacitet. Det betyder, at der er en væsentlig variation i omfanget af ydelser, som
sammenlignelige patienter modtager. Det indikerer en forskel i, hvor meget behandling sammenlignelige
patienter modtager og dermed også en ulighed i adgangen til almen medicinske tilbud for patienterne.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0136.png
136
Baggrundsrapport
Figur 4.12
Faktisk brutto- og kronikerhonorar pr. lægekapacitet fordelt efter antal sydomsvægtede borgere
pr. lægekapacitet, 2023
Kr.
5.000.000
4.500.000
4.000.000
3.500.000
3.000.000
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
Ydernumre sorteret efter antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet
Kr.
5.000.000
4.500.000
4.000.000
3.500.000
3.000.000
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
Anm.: Det faktiske brutto- og kronikerhonorar benyttes som proxy for den aktivitet, der finder sted i almen praksis. Antal sygdomsvægtede
borgere basseres på en beregning, hvor man vægter borgerne ift. det træk, som man forventer de har i almen praksis pba. deres karakteristika
(alder, køn, kroniske sygdomme og arbejdsmarkedstilknytning). Trækket i almen praksis defineres pba. antallet af ydelser, som borgeren har
modtaget i almen praksis, vægtet med den honorering, som lægen modtager for ydelsen. Når sygdomsvægtene estimeres, approksimeres
antallet af ydelser givet under kronikerhonoraret, mens tillægsydelser givet til personer under kronikerhonoraret indregnes pba. faktiske ydelser.
Når honoreringen opgøres, da beregnes kronikerhonoraret i stedet som en takst på 2.000 kr. om året pr. kroniker, mens tillægsydelser givet til
personer under kronikerhonoraret stadig indgår i bruttohonoreringen. Kronikerhonoraret inkluderes i opgørelsen for at approksimere aktiviteten
givet under kronikerhonoraret. Figuren er afgrænset til ydernumre med 1.000 – 3.000 faktiske tilmeldte patienter pr. kapacitet.
Kilde: Sygesikringsregisteret (SSR), Den Registerbaserede Evaluering af Marginaliseringsomfanget (DREAM), Register for udvalgte kroniske
sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), CPR-registeret (CPR), Yderregisteret (YDR), Sundhedsdatastyrelsen.
Rekrutteringsgrundlag og udfordringer
Der er aktuelt knap 5.000 speciallæger i almen medicin, hvoraf knap 4.200 arbejder i almenmedicinske
tilbud. Antallet af lægekapaciteter i almenmedicinske tilbud ligger aktuelt på omkring 3.500.
Både antallet af speciallæger i almen medicin og antallet af alment praktiserende læger er steget med
ca. 5 % i de sidste 6-7 år, dog med et samtidigt fald i begge grupper i Region Sjælland. På landsplan er
ca. 16 pct. af speciallæger i almen medicin beskæftiget uden for almenmedicinske tilbud.
144
Der har ikke
været drastiske ændringer i den andel over det seneste årti. Der er dog en tendens til let øget regional
spredning med hensyn til, hvor stor en andel der beskæftiger sig uden for almenmedicinske tilbud med
flest i Region Hovedstaden. Tal for antal og beskæftigelsestype uden for almenmedicinske tilbud er
forbundet med nogen usikkerhed. Dog kan det fremhæves, at ansættelse på offentlige hospitaler tegner
sig for en væsentlig andel af beskæftigelsen uden for almenmedicinske tilbud.
Forskellige regionale udfordringer medfører, at den forventede voksende arbejdsstyrke ikke nødvendigvis
omsættes til højere kapacitet alle steder i landet. Besættelsesgraden af uddannelsesstillinger varierer
markant på tværs af regionerne. I Region Midtjylland og Region Hovedstaden besættes stort set alle
uddannelsesstillinger, mens Region Nordjylland og særligt Region Sjælland halter bagefter, jf. figur 4.13.
144 Madsen, Marie Henriette m.fl. ”Speciallæge i almen medicin - En undersøgelse af begrundelser for forskellige karrierevalg- og veje”. VIVE
- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0137.png
Baggrundsrapport
137
Det kommende demografiske træk er ligeledes uens fordelt regionalt og bidrager til de i forvejen større
udfordringer i Region Nordjylland og Region Sjælland. Det ses dog også, at yngre læger udgør en voksende
del af arbejdsstyrken på tværs af alle regioner, hvilket er en positiv udvikling i forhold til at sikre den
regionale lægedækning.
Figur 4.13
Andel af dimensionerede hoveduddannelsesforløb, der bliver besat
Pct.
120
100
80
60
40
20
0
Pct.
120
100
80
60
40
20
0
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Region Nordjylland
Region Sjælland
Region Midtjylland
Region Hovedstaden
Region Syddanmark
I alt
Anm.: Grafen viser andelen af dimensionerede hoveduddannelsesforløb, som besættes.
Kilde: Speciallæge i almen medicin (VIVE, 2023)
Det forventes, at der frem mod 2035 vil være en væsentlig stigning i antallet af speciallæger i almen medicin
– i høj grad forårsaget af en kraftigt øget dimensionering af speciallægeuddannelsen. I 2035 kan der
forventes (afhængigt af scenarier og antagelser) op mod 7.000 speciallæger i almen medicin, hvilket på
basis af en simpel videreførelse af aktuelle forhold mellem beskæftigelse indenfor og udenfor almen-
medicinske tilbud vil kunne muliggøre en udvidelse af lægekapaciteten i almenmedicinske tilbud op til
ca. 5.000.
145
Det er undersøgt hvilke faktorer, som har betydning for, at speciallæger i almen medicin vælger eller
fravælger et arbejdsliv i almenmedicinske tilbud. Analysen peger på, at beslutningen er et resultat af
en række forskellige faktorer, men blandt de faktorer, der særligt har betydning for fravalget af almen­
medicinske tilbud er i særlig grad arbejdspres (se afsnit om trivsel blandt alment praktiserende læger)
og uholdbare arbejdsforhold, som fx højt arbejdstempo og for lidt tid til hver patient. Derudover nævnes
også overgangen fra hoveduddannelse til ejer af egen praksis og manglende ønsket om at eje egen praksis.
Undersøgelsen underbygger desuden, at der er en særlig udfordring i forhold til lægedækning i alle dele
af landet, og at incitamenterne for speciallæger i almen medicin til at søge beskæftigelse i lægedæknings-
truede områder er begrænsede.
146
En undersøgelse fra Yngre Læger viser bl.a., at 60 pct. af almenmedicinere under uddannelse har et ønske
om at eje egen praksis, mens 14 pct. ikke har, og 26 pct. er uafklarede. Resultaterne viser, at en andel af
fremtidens almenmedicinere ikke nødvendigvis passer ind i de traditionelle praksisformer, hvor langt
145 Madsen, Marie Henriette m.fl. ”Speciallæge i almen medicin - En undersøgelse af begrundelser for forskellige karrierevalg- og veje”. VIVE
- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
146 Madsen, Marie Henriette m.fl. ”Speciallæge i almen medicin - En undersøgelse af begrundelser for forskellige karrierevalg- og veje”. VIVE
- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0138.png
138
Baggrundsrapport
størstedelen af læger i almenmedicinske tilbud i dag er ejerlæger. Undersøgelsen viser også, at lægers
præferencer for at være ejer eller ansat kan skifte gennem livet. De yngre læger ønsker hovedsageligt
at arbejde i kompagniskabs- eller samarbejdspraksis, og næsten ingen ønsker en solopraksis.
147
Trivsel blandt alment praktiserende læger
Over de seneste 20 år er der foretaget trivselsundersøgelser blandt de alment praktiserende læger med
nogle års mellemrum. Undersøgelserne viser, at der fra 2012 til 2016 var en stor stigning i forekomsten
af udbrændthed. Udbrændthed er karakteriseret ved emotionel udmattelse, depersonalisering og lavt
personligt jobudbytte, og kan resultere i søvnbesvær, lavt selvvurderet helbred, risikobetonet forbrug af
alkohol og ønske om tidlig pensionering. Undersøgelsen tolker stigningen som en reaktion på konflikten
mellem Praktiserende Lægers Organisation og regionerne i 2013, men 10 år efter konflikten er det høje
niveau fastholdt og fortsat stigende.
148
Den nyeste udgave af undersøgelsen fra 2023 finder, at 34 pct. af alment praktiserende læger opfyldte
kriterierne for moderat udbrændthed, og 14 pct. opfyldte kriterierne for alvorlig udbrændthed. Det er
en tilvækst af moderat udbrændte på 21 pct. siden den seneste måling i 2019 og en tilvækst af alvorligt
udbrændte på 44 pct. Undersøgelsen viser, at der er et generelt højt niveau i udbrændthed på tværs af
landet, men også mindre regionale forskelle. Korrigeret for køn- og aldersforskelle har Region Sjælland
den højeste forekomst af moderat udbrændthed på 52 pct., og Region Sjælland og Region Nordjylland har
den højeste forekomst af alvorlig udbrændthed på ca. 16 pct. En forklaring på variationen kan være, at
alment praktiserende læger i områder med lægemangel føler sig forpligtet til at håndtere flere patienter,
end de ellers ville, og dermed øger deres arbejdstid. Forekomsten af udbrændthed kan også være relateret
til patienternes grad af sygelighed.
149
Undersøgelsen fra 2023 bygger på spørgeskemadata indsamlet fra ca. 1.700 alment praktiserende læger.
Undersøgelsens svarrate er ca. 51 pct., og undersøgelsens forfattere vurderer, at respondenterne er
repræsentative for målgruppen. Det kan dog ikke udelukkes, at undersøgelsens resultater er påvirket
af selektionsbias.
Samarbejdsrelationen mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation
I 2012-2013 var der en konflikt mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers
Organisation, som især drejede sig om regionernes ønske om at indskrænke den paritetiske indflydelse
på styringen og udviklingen af de almenmedicinske tilbud. Konflikten endte med, at der blev fastlagt et
nyt lovgrundlag, som betød, at regionerne fik den endelige beslutningskompetence vedrørende praksis-
planlægningen. Andre paritetiske bestemmelser blev ikke påvirket. Som beskrevet tidligere åbnede
ændringen af sundhedsloven i 2013 op for nye organisationsformer i almenmedicinske tilbud og blev
mødt med modstand fra Praktiserende Lægers Organisation.
Konflikten og den efterfølgende lovændring forværrede et allerede mistillidspræget samarbejdsforhold
mellem Praktiserende Lægers Organisation og regionerne.
150
Konflikten bidrog således til et ugunstigt
forhandlingsklima ved overenskomstforhandlingerne, som har vanskeliggjort udviklingen af sektoren
gennem forhandling. Formanden for honorarstrukturrådet Leif Vestergaard Pedersen har udtalt, at han
er ”bekymret for, hvor tyndslidt forholdet mellem regionerne og de praktiserende læger er”
151
, og han
udlægger udfordringerne som: ”De seneste ti år har virket som en lang, kontinuerlig overenskomst-
forhandling, hvor der løbende er kommet flere og flere ydelser til. Skal der laves en ydelse? Hvad skal den
147 Yngre Læger. “Yngre Lægers almen praksis-undersøgelse 2023 - ønsker til fremtidig beskæftigelse blandt hoveduddannelses- og special-
læger”, 2023.
148 Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet. “Ny rapport om trivsel og udbrændthed blandt praktiserende læger”, 13. marts
2024.
149 Pedersen, Anette Fischer, og Peter Vedsted. “Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2023”. Forskningsenheden
for Almen Praksis, Aarhus Universitet, u.å.
150 Kristensen, Kim. “Sundhedseksperter tror på lægeaftale efter formandsskifte”. Information, 2013.
151 Melbye, Thor. “Formand for Honorarstrukturråd: »Lægens job er ikke at holde styr på en masse ydelser”. Dagens Medicin, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0139.png
Baggrundsrapport
139
koste? Samtalerne mellem PLO og regionerne har alt for ofte handlet om takster og ydelser i stedet for de
udfordringer, som sundhedsvæsenet har, og det har skabt en ond spiral.” Der er omvendt i perioden
landet flere aftaler og blandt andet aftale en fælles Vision for Almen praksis 2030.
152
152 Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation. “Vision for almen praksis i 2030”, 2020.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0140.png
140
Baggrundsrapport
Kapitel 5: Praktiserende speciallæger
Kapitel 5 beskriver den nuværende organisering af de praktiserende speciallæger. De praktiserende
speciallæger er selvstændigt erhvervsdrivende læger indenfor 15 forskellige medicinske specialer, som
indgår en aftale med regionen om at levere speciallægehjælp på vilkår fastsat ved overenskomst. De
praktiserende speciallæger leverer speciallægebehandling på hovedfunktionsniveau.
Kapitlet er delt op i tre dele. Den første del af kapitlet beskriver den gældende regulering i relevant
lovgivning og overenskomsten. Den anden del beskriver de økonomiske vilkår, incitamenter i sektoren
og kapacitet. Den tredje og sidste del beskriver den nuværende opgaveløsning i sektoren og relevante
udviklingstendenser, kvalitet og tilgængelighed.
Regulering og organisering af de praktiserende speciallæger
Regionerne har ansvar for at yde vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæger, jf. sundhedslovens
§ 64. Forpligtelsen gennemføres via overenskomsten med den faglige organisation Foreningen af Special-
læger (FAS) og delforeningen Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Organiseringen af de
praktiserende speciallæger udspringer af sundhedsloven og tilhørende bekendtgørelser, men fastlægges
primært i Overenskomst om Speciallægehjælp og regionernes administration af ydernumre og opgave­
placering. Derudover har de faglige selskabers retningslinjer indflydelse på normer og adfærd indenfor
det pågældende speciale.
Behandling på hovedfunktionsniveau kan både varetages af de praktiserende speciallæger og af sygehusene,
bl.a. i fremskudte ambulante behandlingstilbud. Det er i store træk op til regionen selv at beslutte for-
delingen af behandling på hovedfunktionsniveau mellem sygehuse og praktiserende speciallæger. Her
er fokus rettet mod de praktiserende speciallæger som sektor, da sygehusene behandles i kapitel 1.
Lovgivning om de praktiserende speciallæger i sundhedsloven
Sundhedsloven indeholder få konkrete bestemmelser om de praktiserende speciallæger. Dog reguleres
dele af sektorens virke gennem de generelle bestemmelser om Sundhedsstyrelsens specialeplan og diverse
bekendtgørelser. Det kræver et ydernummer for at en læge kan afregne honorarer med regionen.
Sundhedsloven fastslår, at Sundhedsstyrelsen har ansvaret for at nedsætte et rådgivende udvalg for
specialeplanlægning med inddragelse af faglige selskaber, regioner og Indenrigs­ og Sundhedsministeriet.
Specialeplanen fastlægger de enkelte medicinske specialers kerneopgaver, organisering og forhold, som er
af væsentlig betydning for specialets og sygdomsområdets videre udvikling. Specialeplanen er sygehus­
fokuseret og omhandler beskrivelse og placering af behandling på specialfunktionsniveau. I det arbejde
kan relevante snitflader til opgaver hos de praktiserende speciallæger beskrives og regulerer derved de
praktiserende speciallæger indirekte. Fx beskriver specialeplanen for dermato­venerologi de gældende
kriterier for, at patienter ikke kan behandles i speciallægepraksis, men skal henvises til et sygehus.
153
Overenskomst om speciallægehjælp
Det er op til den enkelte region at tilrettelægge kapaciteten for de praktiserende speciallæger og specificere
samarbejdet med det øvrige sundhedsvæsen. I den forbindelse fastlægges også arbejdsdelingen for
ambulant behandling på hovedfunktionsniveau mellem praktiserende speciallæger og sygehuset i et
område.
153 Sundhedsstyrelsen. “Specialevejledning for Dermato-venerologi”. Sundhedsstyrelsen, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0141.png
Baggrundsrapport
141
Foreningen af Speciallæger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) indgår overenskomstaftaler,
som bl.a. fastlægger takster- og honorarer for forskellige sundhedsydelser. De praktiserende speciallæger
udgør en privat drevet og offentligt finansieret alternativ leverandør til det offentlige behandlingstilbud
på hovedfunktionsniveau, som varetages på sygehusene.
I overenskomsten aftales både den fremtidige retning for sektorens udvikling og regulering af sektorens
virke. Overenskomsten omfatter bl.a. aftaler om modernisering, digitalisering, kvalitet, tilgængelighed,
samarbejde og den økonomiske ramme.
Praksisplan for speciallægehjælp
Det fremgår af Overenskomst om Speciallægehjælp, at der udarbejdes en samlet praksisplanlægning i
regionen, som skal fremme udvikling i samarbejdet og opgavefordelingen lokalt. Den enkelte region
udarbejder – med bidrag fra den regionale afdeling af Foreningen af Praktiserende Speciallæger – en
praksisplan for speciallægehjælp. Planen sætter rammerne for tilrettelæggelsen af kapacitet i sektoren
og den fysiske placering af ydernumre til speciallægehjælp og udvikling af kvalitet og samarbejde med det
øvrige sundhedsvæsen.
Som led i praksisplanen kan der indgås underliggende aftaler med Foreningen af Praktiserende Special-
læger om implementering og honorarer for eventuelle nye opgaver. Praksisplanen indgår som en del af
regionens sundhedsplan, der beskriver regionens samlede opgavevaretagelse og strategier for sundheds­
området, og danner for de praktiserende speciallæger grundlag for beslutning om de overenskomstmæssige
speciallægepraksisforhold og skal fremme udviklingen i samarbejdet og opgavefordelingen lokalt. Der
udarbejdes typisk en praksisplan pr. valgperiode i regionen.
Ydernummersystemet
Der anvendes et ydernummersystem til at regulere udbuddet af speciallægehjælp i praksissektoren.
Sundhedsloven indeholder en række overordnede bestemmelser for ydernummersystemet, og Overens­
komst om speciallægehjælp fastlægger de nærmere vilkår indenfor den ramme.
Det fremgår af overenskomsten, at regionerne fastlægger antallet af ydernumre og den geografiske place­
ring af ydrenumrene med udgangspunkt i praksisplanlægningen. Det indebærer, at regionerne har mulighed
for at reducere i antallet af klinikker med udgangspunkt i den samlede planlægning for tilrettelæggelsen af
den ambulante speciallægebetjening i regionen eller efter aftale med speciallægesamarbejdsudvalget (SSU).
Reduktionen forudsætter, at den samlede plan for tilrettelæggelsen af den ambulante speciallægebetjening
viser, at kapaciteten klart overstiger det aktuelle niveau. Reduktionen medfører også en økonomisk godt-
gørelse for den berørte ejerlæges tab. En eventuel reduktion indebærer dermed både processuelle og
økonomiske omstillingsomkostninger for regionerne ved reduktion i ydernumre.
Overenskomsten giver også mulighed for flere typer tidsbegrænset kapacitetsforøgelse, bl.a. gennem
ydernumre på licens og udvidelse af eksisterende praksis med en tidsbegrænset ekstrakapacitet. Overens­
komstens bestemmelser giver dermed mulighed for, at regionerne kan etablere midlertidige praksisformer
i et vist omfang.
Køb og salg af ydernumre
Overenskomsten regulerer i begrænset omfang køb og salg af ydernumre til speciallægehjælp. Overens-
komstens primære regulering består af de krav, som stilles til de læger, som vil et eje ydernummer og
fungere som praktiserende speciallæge, bl.a. autorisationskrav, krav om børneattest og krav om primær
beskæftigelse indenfor overenskomst om speciallægehjælp. Regionen har derudover ingen formel ind­
flydelse på, hvem der kommer til at eje et ydernummer, når det overdrages. Ved etablering af et nyt
ydernummer beslutter regionen tildeling.
I forbindelse med videresalg af ydernumre har Foreningen af Speciallæger (FAS) i deres vedtægter fastsat
regler for maksimumprisen for, hvad et ydernummer kan koste. Det kaldes også ”goodwill”. Goodwill må
ifølge vedtægterne ikke overstige 150 pct. af de seneste tre regnskabsår gennemsnitlige pristalsregulerede
overskud. Op til den grænse er det dermed købers betalingsvillighed, som primært afgør, hvem et yder-
nummer bliver solgt til.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0142.png
142
Baggrundsrapport
Paritetsprincippet
Paritetsprincippet refererer til princippet om ligeværdighed og enighed mellem overenskomstens parter.
Overenskomsten indebærer, at der for hver region og nationalt er nedsat et samarbejdsudvalg. Samarbejds­
udvalgene behandler bl.a. spørgsmål om fortolkning- og anvendelse af overenskomsten, adfærd- og service­
klager, bestemte tilladelser m.v. Samarbejdsudvalget består af regionen og Foreningen af Praktiserende
Speciallæger.
Overenskomsten om speciallægehjælp forudsætter, at uoverensstemmelser om fortolkning af overens­
komstaftalen håndteres i samarbejdsudvalgene. Ved fortsat uoverensstemmelse kan sagen indbringes for
en uvildig opmand.
Modernisering af medicinske specialer i speciallægepraksis
I Overenskomsten for Speciallægehjælp er der gennem flere år aftalt en lang række nyskabelser. Et
eksempel er aftalen om løbende faglige moderniseringer af de lægelige specialer i speciallægepraksis fra
2014. Regionernes Lønnings og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger har nedsat et moderniserings-
udvalg, som skal understøtte faglig udvikling og kvalitetssikring og holde specialerne opdaterede i henhold
til gældende faglige regler og retningslinjer. Den faglige proces skaber et fælles udgangspunkt forud for
forhandlingen og forventes at forankre moderniseringerne bedre i sektoren, da repræsentanter for sektoren
har bidraget til moderniseringerne. Udvalget behandler som udgangspunkt to specialer årligt med udgangs­
punkt i en fælles prioriteret rækkefølge, dog som hovedregel ikke i de år, hvor overenskomsten skal gen-
forhandles. Efter moderniseringsrapporten er godkendt, skal parterne forhandle om økonomien for
moderniseringen, herunder honorar og udformningen af ydelser i specialet som følge af moderniseringen.
Kontrol med honoraropkrævning
Overenskomsten indeholder muligheder for, at regionerne kan foretage såkaldte audits i speciallægepraksis.
Det indebærer, at repræsentanter for regionen tager fysisk ud i den pågældende klinik og gennemgår
udvalgte journaler for at kontrollere, om klinikken lever op til gældende aftaler. Metoden er ressource-
krævende, men hvis regionen har en mistanke om konkrete uoverensstemmelser mellem udbetalinger
og ydet behandling, kan det håndteres på den måde.
Kvalitetsudvikling
Overenskomstens indeholder også flere tiltag om nyttiggørelse, bl.a. af aktivitets- og kvalitetsdata fra
speciallægepraksis i nationale databaser, på tværs af sundhedsvæsenet og tilgængeligt for patienter.
Etableringen af et nationalt datagrundlag for speciallægepraksis er også igangsat. Det skal bidrage til
kvalitetsudvikling, forebyggelse, forskning og sammenhængende patientforløb i det samlede sundheds-
væsen ved at skabe større viden om særligt diagnoser i speciallægepraksis.
154
Etiske retningslinjer
Overenskomsten indeholder etiske retningslinjer, som praktiserende speciallæger skal efterleve. Retnings­
linjerne fastlægger, at speciallægers beskæftigelse ved siden af overenskomstopgaverne ikke bør have
hverken tidsmæssige eller indholdsmæssige konsekvenser for udøvelsen af opgaver under overenskomsten.
Der specificeres derudover en række underbetingelser, som beskriver en række konkrete problemstillinger,
som praktiserende speciallæger kan støde på. Da de etiske retningslinjer er skrevet ind i overenskomsten,
kan et brud udgøre overenskomststridig adfærd og resultere i sanktioner fra samarbejdsudvalget.
154 Sundhedsdatastyrelsen, “Nationalt datagrundlag for speciallægepraksis”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0143.png
Baggrundsrapport
143
Kapacitet af speciallægepraksis
Praktiserende speciallæger er selvstændigt erhvervsdrivende læger, som varetager behandling på hoved­
funktionsniveau i små decentrale driftsenheder. Der er i dag ca. 900 lægekapaciteter fordelt på ca. 1.000
klinikker og 15 medicinske specialer. Siden 2007 er antallet af klinikker faldet med ca. 100 fra 1.086 til 983,
mens antallet af lægekapaciteter er steget med ca. 20.
155
I speciallægepraksis er langt de fleste læge-
kapaciteter i fuldtids­enkeltmandspraksis, hvor lægens primære beskæftigelse er i klinikken.
Praksisformer
Historisk har det været muligt at eje ydernumre til bibeskæftigelse, fx deltids­ eller overlægeydernumre.
Risikoen ved den form for ydernumre er, at deltidsbeskæftigelse i privat praksis risikerer at undergrave
lægens engagement i sin primære beskæftigelse i det offentlige sundhedsvæsen. Desuden kan det indebære
et uhensigtsmæssigt incitament til at opdele patientforløb af økonomiske årsager. Deltidsydernumre er
blevet begrænset, og overlægeydernumre er blevet afskaffet.
I dag er den langt mest udbredte praksisform fuldtids­enkeltmandspraksis, hvor lægens primære beskæf­
tigelse er i klinikken, jf. figur 5.1. Praksistypen består oftest af en ejerlæge og en eller flere personaler.
Figur 5.1
Andel lægekapaciteter i speciallægepraksis fordelt på praksistype
Antal lægekapaciteter, pct.
100
90
80
Antal lægekapaciteter, pct.
100
90
80
60
40
60
40
70
70
50
30
20
0
10
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023
Fuldtidspraksis
Deltidspraksis
Overlægepraksis
50
30
20
0
10
Anm.: Tal vedrørende 2022 og 2023 er foreløbige
Kilde: eSundhed: CSC Scandihealth & Danske Regioner
Organiseringen af de praktiserende speciallæger i enkeltmands-fuldtidspraksis har en række afledte
effekter, både på den faglige kvalitet i praksis og for den rolle, som praktiserende speciallæger kan spille
i sundhedsvæsenet.
Praktiserende speciallæger udgør en mulighed for decentral placering af behandling på hovedfunktions-
niveau. Desuden har lægerne typisk stor kontinuitet i klinikken og mange års erfaring i faget og med de
typiske opgaver i praksissektoren. Enkeltmandsklinikker indebærer dog pr. definition også et fravær af
daglig, lægefaglig sparring. Det kan medføre en risiko for faglig isolation, da lægens tilegnelsen af den nyeste
155 eSundhed. “Andre ydere i praksis: Speciallæger”. eSundhed, u.å.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0144.png
144
Baggrundsrapport
viden og metode indenfor specialet falder tilbage på den enkeltes læges engagement i kvalitetsklynger
og selvstudier.
156
Sundhedsstyrelsen vurderer, at klinikkens monofaglighed medfører, at praktiserende
speciallæger primært kan varetage afgrænsede og rutineprægede sundhedsmæssige problemstillinger.
Økonomi, incitamenter og kapacitet
I det følgende gennemgås den økonomiske styring og udviklingen i kapaciteten for praktiserende special-
læger.
Økonomisk ramme for speciallægehjælp
Den økonomiske ramme for speciallægehjælp er i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings og
Takstnævn og Foreningen af Speciallæger fastsat til ca. 3,4 mia. kr. (niveau 1. oktober 2021). I det seneste
opgjorte år (2021) svarede de årlige udgifter til speciallægehjælp ca. til den aftalte økonomiske ramme. Hvis
de årlige udgifter til speciallægehjælp overstiger den aftalte økonomiske ramme, sker en nedsættelse af
honorarerne med virkning fra den førstkommende regulering (halvårligt) for det eller de specialer, der har
overskredet rammen. Nedsættelse af honorarerne skal svare til forskellen mellem den aftalte økonomiske
ramme og de faktiske udgifter, men kan dog højst udgøre 2,5 procent.
Der er i overenskomsten desuden fastsat minimumskrav for en praksis’ omsætning. De specifikke krav
afhænger af, om det er en deltids- eller fuldtidspraksis. Derudover er der for fuldtidspraksis fastsat en
knækgrænse for den enkelte speciallægepraksis’ omsætning. Hvis den årlige omsætning i en speciallæge­
praksis overstiger knækgrænsen, reduceres honorarer for aktivitet herudover med 40 pct. For deltids-
praksis er der fastsat et omsætningsloft, som indebærer, at speciallægepraksissen ikke modtager honorarer,
hvis speciallægen omsætter udover omsætningsloftet. Speciallægerne er samtidig forpligtede til at fordele
deres omsætning jævnt over året, og der må ikke lukkes for behandling før årets udgang, fx fordi knæk-
grænsen eller omsætningsgrænsen er nået.
Lokale aftaler om overtagelse af sygehusopgaver
Regionerne kan indgå lokale aftaler med den regionale afdeling af Foreningen af Speciallæger om over­
dragelse af udvalgt behandling på hovedfunktionsniveau fra sygehus til speciallægepraksis. Omsætningen
fra behandling som udføres under lokale aftaler indgår ikke i en praksis’ omsætningsloft eller knækgrænse.
Aktivitet i speciallægepraksis udenfor offentligt regi
Speciallægepraksis må i udgangspunktet gerne behandle patienter udenom den offentlige sygesikring i
deres klinik, så længe de lever op til bestemmelsen om primær beskæftigelse indenfor overenskomsten,
som beskrevet i de etiske retningslinjer. Når behandlingen leveres indenfor overenskomsten, er honoraret
fastlagt, men når behandlingen leveres udenom overenskomsten, kan honoraret i princippet aftales frit
mellem læge og patient.
Det økonomiske incitament til at behandle patienter udenom overenskomsten har givet anledning til
bekymring for, om visse læger tilbød behandling udenom køen til betalingsvillige patienter. De etiske
retningslinjer i overenskomsten fastslår, at den type adfærd ikke er tilladt.
Incitamenter
Den nuværende honorarstruktur er baseret på aktivitetsbaserede honorarer. Det giver stort incitament til
produktivitet og effektivitet i den enkelte klinik. For hver klinik gælder en knækgrænse, som er et blødt
omsætningsloft. Knækgrænsen balancerer, at den enkelte klinik på det tidspunkt, hvor det må formodes,
at de faste omkostninger er dækket, fortsat har incitament til at behandle patienter, samtidig med at det
156 Vestergaard, Leif og Frank Ingemann. “Idépapir om speciallægepraksis”. Ekspertbidrag, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0145.png
Baggrundsrapport
145
offentlig opnår del i gevinsten ved reducerede marginalomkostninger. Knækgrænsen bidrager desuden til
overholdelse af den økonomiske ramme. Overenskomsten har særskilt honorering for faglig konferering,
bl.a. med alment praktiserende læge.
Kapacitet og geografisk fordeling
Sektoren udgøres af ca. 900 fuldtidspraktiserende speciallæger fordelt på 15 medicinske specialer, blandt
andet praktiserende øjenlæger, øre-næse-hals-læger og gynækologer, jf. figur 5.2. De praktiserende special-
læger udfører speciallægebehandling på hovedfunktionsniveau.
Figur 5.2
Fordeling af ydernumre og lægekapaciteter
på medicinske specialer
Antal
180
160
140
120
100
80
60
40
20
0
Antal
180
160
140
120
100
80
60
40
20
0
Figur 5.3
Fordeling af ydernumre mellem regioner
Antal ydernumre
500
450
400
350
300
250
200
150
100
50
0
Øjenlægehjælp
Ørelægehjælp
Psykiatri
Dermato-venerologi
Gynækologi-obstetrik
Kirurgi
Reumatologi (Fysiurgi)
Intern medicin
Neuromedicin
Anæstesiologi
Pædiatri
Ortopædisk kirurgi
Børnepsykiatri
Plastikkirurgi
Diagnostisk radiologi
Antal ydernumre pr. 100.000
50
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Ydernumre
Kapaciteter
Antal ydernumre fordelt på regioner, speciallægehjælp
Antal ydernumre pr. 100.000 indbyggere (akse th.)
Anm.: En kapacitet defineres på baggrund af den måde, det opgøres på i Yderregisteret, som en administrativ enhed, som anvendes til at regulere
udbuddet af ydelser under sygesikringen. Der kan være nul, én eller flere kapaciteter tilknyttet et ydernummer. Bemærk at deltidspraksis som
udgangspunkt indgår med nul kapaciteter i opgørelsen.
Kilde: Yderregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen
De privatpraktiserende speciallæger er uensartet udbredt på tværs af landet, hvor antallet af ydernumre
til privatpraktiserende speciallæger er markant højere i Region Hovedstaden, både i samlet antal og
proportionelt i forhold til indbyggere i regionerne, jf. figur 5.3. I dag ligger 47 pct. af landets ydernumre
til speciallægehjælp i Region Hovedstaden, og i ni af de 15 medicinske specialer, hvor der er udstedt
ydernumre, ligger mellem 50-94 pct. af ydernumre i Region Hovedstaden.
Forskellene i fordelingen af speciallæger kan genfindes indenfor regionerne på kommunalt niveau, og
generelt mellem Øst- og Vestdanmark, hvor antal praktiserende speciallæger per 10.000 indbyggere
varierer betydeligt, jf. figur 5.4.
Da fordelingen af speciallæger er ulige på tværs af landet generelt set, kan fordelingen af speciallægepraksis
bl.a. afspejle, at regioner med relativt få speciallæger er tilbageholdende med at oprette nye ydernumre,
da det kan medføre afgang af en lokal sygehuslæge. Udbredelsen i en bestemt region er dermed også et
resultat af regionens disponering af økonomiske og medicinske ressourcer.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0146.png
146
Baggrundsrapport
Figur 5.4
Variation i antallet af speciallæger
4,1-4,7 (3)
3,3-4,0 (1)
2,5-3,2 (4)
1,7-2,4 (17)
0,9-1,6 (37)
0,2-0,8 (22)
Anm.: En kapacitet defineres på baggrund af den måde, det opgøres på i Yderregisteret, som en administrativ enhed, som anvendes til at regulere
udbuddet af ydelser under sygesikringen. Der kan være nul, én eller flere kapaciteter tilknyttet et ydernummer. Bemærk at deltidspraksis som
udgangspunkt indgår med nul kapaciteter i opgørelsen.
Kilde: Yderregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen
Ventetider
Ventetider hos praktiserende speciallæger kan variere fra specialet til speciale og på tværs af landet. På
landsplan varierer ventetiderne fx mellem fire og 400 uger for speciallæger i psykiatri. Den gennemsnitlige
ventetid er 104 uger, og medianen er 82. I Region Nordjylland er den korteste ventetid 150 uger, mens den
er fire uger i Region Hovedstaden. I både Region Sjælland og Syddanmark er den korteste ventetid ca. 50
uger, og i Region Midtjylland er den ca. 100 uger.
157
Ventetiderne til psykiatere er generelt længere end
andre specialer.
Forskellene i ventetider kan bl.a. være udtryk for de enkelte regioners strategi i forhold til arbejdsdeling
mellem sygehuse og praktiserende speciallæger. Regionerne foretager ikke en central prioritering af
patienterne på tværs af sygehus og praksissektorer kapacitet. Derfor forudsætter prioritering, at den
henvisende læge (oftest den alment praktiserende læge) undersøger, i hvilken sektor ventetiden er kortest.
157 Sundhed.dk, “Find behandler”, u.å.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0147.png
Baggrundsrapport
147
Opgaveløsning
I det følgende afsnit beskrives opgaveløsningen i speciallægepraksis, herunder udviklingen i sektorens
opgaveløsning, kvaliteten af opgaveløsningen, tilgængeligheden i sektoren og patienternes tilfredshed.
I 2022 var i alt ca. 5,3 mio. kontakter til praktiserende speciallæger fordelt på ca. 2 mio. borgere. Af det
samlede antal kontakter var henholdsvis 1,2 mio. og 1,1 mio. kontakter til ørelæger og øjenlæger.
Patienttilfredshed
I 2013 og 2017 blev der udarbejdet undersøgelser af den patientoplevede kvalitet i speciallægepraksis
med udgangspunkt i et spørgeskema tilbudt til alle patienter i en periode. Formålet med undersøgelsen
var at tilvejebringe viden om den patientoplevede kvalitet til de praktiserende speciallægers arbejde med
kvaliteten.
Undersøgelsen viste generelt høj tilfredshed med den kvalitet, som de praktiserende speciallæger leverede.
Fx angav 98 ud af 100 patienter, der har deltaget i undersøgelsen om patientoplevet kvalitet, at de vil
anbefale den speciallægeklinik, som de har anvendt.
158
Kvalitet og kvalitetsudvikling
Rammerne for den faglige kvalitetsudvikling af de praktiserende speciallæger aftales i overenskomsten
mellem Regionernes Lønnings og Foreningen af Speciallæger.
Akkreditering af speciallægepraksis
Gennem længere tid har der været indgået aftaler om kvalitetsudvikling i speciallægepraksis. Siden 2011
har de praktiserende speciallæger været omfattet af en national akkrediteringsmodel, kendt som Den
Danske Kvalitetsmodel. Modellen indebærer, at alle praksisområder skal kvalitetssikres og -udvikles
gennem en løbende akkrediteringsproces, hvor der skal udvikles procedurer for løbende at sikre klinikkens
kvalitet.
159
Udviklingen af en ny kvalitetsmodel til erstatning for speciallægepraksis er også igangsat. Fra
2022 har overenskomsten udfaset akkrediteringsmodellen, og erstattet den med en ny kvalitetsmodel.
Ny kvalitetsmodel i speciallægepraksis
I Overenskomst om Speciallægehjælp fra 2022 er aftalt en ny kvalitetsmodel i speciallægepraksis. Kvalitets­
modellen viderefører i vidt omfang de eksisterende indsatsområder fra akkrediteringsmodellen, men
etablerer som et nyt indsatsområde kvalitetsklynger for alle praktiserende speciallæger.
Hovedelementerne i kvalitetsmodellen er:
Datadrevet kvalitetsarbejde og rapportering til kliniske kvalitetsdatabaser
Etablering af kvalitetsklynger for alle praktiserende speciallæger
Fortsat arbejde med patientrapporterede oplysninger (PRO-data) eller andre former for patient-
inddragelse i alle specialer
• Fortsat arbejde med elementer af organisatorisk kvalitet på baggrund af erfaringerne fra akkrediteringen
158 eKVIS (Enheden for Kvalitet i Speciallægepraksis) og Rambøll Management Consulting, “Undersøgelse af patientoplevet kvalitet i special-
lægepraksis 2017”, 2017.
159 Madsen, Marie Henriette og Sarah Wadmann. ”Forankring af akkreditering i speciallægepraksis: et kvalitativt casestudie”. VIVE - Det
Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2019.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0148.png
148
Baggrundsrapport
Modellen kan udvikles og tilpasses i forhold til ændrede behov, når der er enighed om det i styregruppen for
Enheden for kvalitet i speciallægepraksis (eKVIS) eller blandt overenskomstens parter.
160
eKVIS er nedsat af
overenskomstens parter til at koordinere og implementere de kvalitetstemaer og redskaber, der er fastlagt i
overenskomsten.
Specialeråd
Alle regioner har nedsat lægelige specialeråd, som skal sikre faglig rådgivning af og dialog med det politiske­
og ledelsesmæssige niveau. Specialerådene er faglige råd, der ikke drøfter overenskomstforhold. For at
styrke samarbejdet mellem praktiserende speciallæger og sygehusene har flere regioner repræsentation
fra speciallægepraksis i specialerådende indenfor samtlige af de specialer, hvor der er praktiserende
speciallæger med ydernummer i regionen. Specialerådene udfylder dermed en rolle, der kan drøfte rammer
for opdatering af faglige standarder og faglig udvikling med regionale ledere og politikere.
Tilgængelighed
Overenskomsten fastlægger et antal normale åbningstimer, som klinikken er forpligtet til at overholde,
men overenskomsten forpligter ikke klinikkerne til at have åbent et antal dage om ugen. Speciallægepraksis
er som udgangspunkt åbent i dagstid, men er forpligtet til at tilbyde konsultationer udenfor almindelig
arbejdstid én hverdag om ugen. Det er muligt at lave lokale aftaler om udvidede åbningstider. Det findes
ikke offentligt tilgængelige data om åbningstider i speciallægepraksis.
En udfordring med tilgængeligheden i speciallægepraksis er, at de som selvstændige erhvervsdrivende har
hver sit kundegrundlag og venteliste. Patienten skal dermed selv fremsøge relevante speciallægepraksis,
fx gennem sundhed.dk, og kontakte hver enkelt speciallægepraksis at forhøre sig om ventetider.
Speciallægepraksis er ikke omfattet af patientrettigheder som behandlings­ og udredningsret, der gælder
på sygehusområdet. I praksis betyder det, at der er regionale forskelle på hvilke typer behandling der er
omfattet af patientrettigheder, afhængigt af hvordan regionen har organiseret den ambulante behandling
på hovedfunktionsniveau.
160 Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger. “Overenskomst om Speciallægehjælp”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0149.png
Baggrundsrapport
149
Kapitel 6: Den øvrige praksissektor
Kapitel 6 omfatter sundhedstilbud indenfor tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, kiropraktik, psykolog­
hjælp, fodterapi og apotekersektoren. Da kommissionens anbefalinger primært knytter sig til de almen-
medicinske tilbud og de praktiserende speciallæger, beskrives den øvrige praksissektor overordnet og
deskriptivt.
Regulering og organisering af den øvrige praksissektor
Praksissektoren reguleres til dels i sundhedsloven, men størstedelen af reguleringen fastsættes i overens­
komstaftaler. Sundhedsloven angiver de overordnede regler for regionerne og praksissektoren, bl.a.
regionernes forpligtelse til at yde tilskud til ydelser i praksissektoren og særlige vilkår for behandling
på forskellige fagområder indenfor den øvrige praksissektor. Overenskomstaftalerne, som indgås af
Regionernes Lønnings og Takstnævn og den forhandlingsberettigede organisation på det enkelte fag-
område, fastlægger de konkrete rammer for praksissektoren, herunder økonomi, vilkår og opgaver og
regionernes styringsredskaber og klageregler. Regionerne kan vælge at inddrage den øvrige praksissektor
i praksisplanlægningen.
Regulering af den øvrige praksissektor via overenskomst
Der er visse fællestræk ved overenskomstreguleringen, bl.a. ydernummersystemet og paritetsprincippet,
som med variationer er faste dele af overenskomster for praksissektoren generelt.
På tværs af praksissektoren aftales fx bestemmelser om behandlinger (ydelser), takster (honorarer),
styringsredskaber om økonomi, kapacitet, klageregler og den fremtidige retning for sektorens udvikling i
overenskomsterne. Desuden fastlægges kravene til den enkelte sundhedsperson, som er omfattet af over­
enskomsten, bl.a. krav om at leve op til faglige, kliniske retningslinjer med relevans for deres område.
Økonomi
I hovedreglen indebærer overenskomstaftalerne økonomisk rammestyring. Overenskomstens parter
– Regionernes Lønning- og Takstnævn og den forhandlingsberettigede organisation – aftaler en samlet
årlig økonomisk ramme for sektoren. Rammen afspejler behovet for offentligt tilskud til ydelser i den
pågældende sektor. Det er derefter sektorens ansvar at overholde rammen, og der aftales reaktioner
i tilfælde af, at rammen overskrides, fx knækgrænser og modregning i følgende års honorarer.
Ydernummersystemet
I praksissektoren bruges et ydernummersystem til at regulere afregning af honorarer med den offentlige
sygesikring. Ydernummersystemet omfatter i den øvrige praksissektor tandlæger, tandplejere, fysio-
terapeuter, fodterapeuter, kiropraktorer og psykologer. Der knytter sig visse betingelser til ydernumre,
som varierer mellem sektorer, bl.a. om ejerskab af ydernumre.
Et ydernummer fungerer i de fleste tilfælde som en kapacitetsenhed, der er knyttet til et specifikt geografisk
område, og indgår i den regionale sundhedsplanlægning. Til et ydernummer i den øvrige praksissektor
knytter sig typisk et omsætningsloft, som begrænser aktiviteten hos den enkelte ydere i praksissektoren.
Paritetsprincippet
Paritetsprincippet refererer til princippet om ligeværdighed og enighed mellem overenskomstens parter,
regionerne (som arbejdsgiver) og sundhedspersonalets fagforeninger (som arbejdstagerrepræsentanter).
Når der forhandles overenskomster og aftaler om arbejdsvilkår og lønninger for sundhedspersonalet,
skal begge parter være enige om de indgåede aftaler og fortolkningen af aftalerne.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0150.png
150
Baggrundsrapport
I hver region er der nedsat samarbejdsudvalg for de forskellige dele af praksissektoren. Samarbejds­
udvalgene behandler spørgsmål om fortolkning og anvendelse af overenskomsten, adfærd- og serviceklager,
bestemte tilladelser m.v. Samarbejdsudvalget består af repræsentanter for regionen og den faglige
organisation. Uoverensstemmelser om fortolkning af overenskomstaftalen håndteres i det relevante
samarbejdsudvalg, først på regionsniveau og derefter i et nationalt samarbejdsudvalg. Ved fortsat uover-
ensstemmelse kan sagen indbringes for en uvildig opmand. I praksis anvendes den mulighed dog sjældent,
da det er tids­ og ressourcekrævende.
Paritetsprincippet kan medføre visse udfordringer for regionerne, da både fastlæggelsen af opgaver og
afklaring af eventuelle tvister finder sted i et paritetisk rum. Det kan reducere regionernes mulighed for
at følge op på kvalitetsbrister hos sundhedspersonen.
Særligt om voksentandplejen
For voksentandplejen gælder det særlige forhold, at der ikke er en overenskomst, men at indholdet af den
tidligere gældende overenskomst foreløbigt er videreført ved lov.
Regionernes Lønnings og Takstnævne opsagde Overenskomst om tandlægehjælp den 28. februar 2018 med
virkning pr. 1. juni 2018. Baggrunden for opsigelsen var, at det ikke har været muligt at opnå enighed i
forhandlingerne med Tandlægeforeningen om styringsmekanismer i overenskomsten, som kunne modvirke
de årlige rammeoverskridelser i perioden 2015- 2017 på ca. 20 pct. af den samlede økonomiske ramme i
voksentandplejen.
Sundheds- og Ældreministeriet fremsatte den 2. maj 2018 forslag for Folketinget om en hastelovændring
med henblik på at sikre patienternes fortsatte adgang til tandpleje med offentligt tilskud og overholdelse
af de nuværende økonomiske rammer indtil en ny model for voksentandplejen kan fastlægges.
Det fremgår af den politiske aftale, at aftalepartierne er enige om at igangsætte et arbejde, der skal under­
søge modeller for voksentandplejen, som kan understøtte og udbygge den gode og tværfaglige fore-
byggelsesindsats i Danmark, understøtte bedre overgange mellem børne- og ungetandplejen og voksen­
tandplejen, understøtte social lighed i tandsundhed, og understøtte lavere og mere rimelige priser i
tandplejen. Det er her en forudsætning, at det generelle niveau for brugerbetaling ikke må stige, og at
en model kan realiseres indenfor den nuværende aftalte økonomiske ramme for regionernes tilskud
til behandling hos tandlæge i praksissektoren (ca. 1,38 mia. kr. i 2017-niveau).
Økonomi, incitamenter og kapacitet
I det følgende fremgår overblik over de økonomiske rammer for praksissektoren og kapaciteten fordelt
på regioner.
Økonomisk ramme for den øvrige praksissektor
Som tidligere nævnt er den øvrige praksissektor i høj grad underlagt rammestyring. I tabel 6.1 ses et
skematisk overblik over, hvilke opgaver den øvrige praksissektor løser med offentlig finansiering og den
økonomiske ramme for det offentlige forbrug.
Fælles for ydere i den øvrige praksissektor er, at de må levere behandling til borgere, både med og uden
offentligt tilskud, men behandling med offentligt tilskud kræver en henvisning fra en alment praktiserende
læge. Regionerne kan herudover vælge at indgå lokale aftaler om løsning af yderligere opgaver.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0151.png
Baggrundsrapport
151
Tabel 6.1
Praksissektorens offentligt finansierede opgaver og økonomi
Offentligt finansierede opgaver i den øvrige praksissektor
Fysioterapeuter
Regionerne yder tilskud til almen fysioterapi efter lægehenvisning,
jf. sundhedslovens § 67.
Kommunerne yder vedlagsfri fysioterapi til særlige grupper efter
lægehenvisning, jf. sundhedslovens §140 a.
Fodterapeuter
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter
henvisning fra praktiserende læge til bestemte grupper, jf.
sundhedslovens §68.
Regionen yder tilskud til behandling hos psykolog efter læge-
henvisning, jf. sundhedslovens § 69.
Regionerne yder vedlagsfri psykologbehandling til visse unge
mellem 18 og 24 år.
Kiropraktorer
Regionen yder tilskud til behandling hos kiropraktor, jf. sundheds-
lovens §§ 66 og 72. Kiropraktisk behandling er ikke omfattet af
krav om lægehenvisning.
Regionen yder tilskud til behandling hos praktiserende tandlæge
og tandplejer for den voksne befolkning over 21 år efter
Sundhedslovens § 64 b.
Økonomi
Den økonomiske ramme
(overenskomst) er ca.
1,6 mia. årligt.
Den økonomiske ramme
(overenskomst) er ca.
150 mio. kr. årligt.
Den økonomiske ramme
(overenskomst) er ca.
380 mio. kr. årligt.
Psykologer
Den økonomiske ramme
(overenskomst) er ca.
135 mio. kr. årligt.
Den økonomiske ramme
(bekendtgørelse) er ca.
1,5 mia. om året.
Tandlæger og
tandplejere
Kapacitet i den øvrige praksissektor
I den øvrige praksissektor er der ca. 3.500 kapaciteter på landsplan fraregnet tandlæger. Kapaciteterne
fordeler sig på ca. 1.300 fysioterapeuter, 1.000 fodterapeuter, 900 psykologer og 300 kiropraktorer.
Den største andel af kapaciteter i den øvrige praksissektor er ansat i Region Hovedstaden, jf. figur 6.1.
Kapaciteten i den øvrige praksissektor er relativt ligeligt fordelt mellem regionerne, når der tages højde
for befolkningsstørrelse i hver region, jf. figur 6.2. Region Sjælland, som har flest kapaciteter, har aftale
med ca. 65 kapaciteter pr. 100.000 borgere, og Region Midtjylland, som har færrest, har ca. 54 kapaciteter
pr. 100.000 borgere. Landsgennemsnittet er 58 kapaciteter pr. 100.000.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0152.png
152
Baggrundsrapport
Figur 6.1
Regional kapacitetsfordeling i den øvrige
praksissektor, 2023
Antal kapaciteter
70
60
50
40
30
20
10
Region Hovedstaden
Region Syddanmark
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Sjælland
Figur 6.2
Regional kapacitetsfordeling i den øvrige
praksissektor pr. 100.000 borgere, 2023
Antal kapaciteter pr.
100.000 borgere
1.200
1.000
800
600
400
200
Region Syddanmark
Region Hovedstaden
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Sjælland
Antal kapaciteter
70
60
50
40
30
20
10
0
Antal kapaciteter pr.
100.000 borgere
1.200
1.000
800
600
400
200
0
0
0
Fysioterapi
Fodterapi
Kiropraktisk behandling
Psykologhjælp
Fysioterapi
Fodterapi
Kiropraktisk behandling
Psykologhjælp
Anm.: En kapacitet svarer omtrent til en fuldtidsstilling, men defineres på baggrund af den måde, det opgøres på i Yderregisteret, som
en administrativ enhed, som anvendes til at regulere udbuddet af ydelser under sygesikringen. Der kan være nul, én eller flere kapaciteter
tilknyttet et ydernummer. Bemærk at deltidspraksis som udgangspunkt indgår med nul kapaciteter i opgørelsen. Tallene er foreløbige.
Kilde: CSC Scandihealth, Danske Regioner og Danmarks Statistik. Egne beregninger.
Apotekersektoren
Apotekerne har eneret til at sælge receptpligtige lægemidler til forbrugerne. Derudover tilbyder apoteker
visse sundhedsrelaterede ydelser i form af blandt andet medicinsamtaler og dosisdispensering.
Apotekerloven opstiller de krav, der gælder for at kunne udøve apoteksvirksomhed, herunder betingelserne
for at opnå en bevilling til at drive et apotek. Et apotek drives af en privatperson – apotekeren – der har
fået bevilling fra Lægemiddelstyrelsen til at drive apotek et bestemt sted. Hver apoteker har et ’moder-
apotek’ (dvs. et fysisk apotek). Apotekeren har mulighed for at oprette op til yderligere 7 fysiske apoteker
(filialer) indenfor en radius af 75 km fra moderapoteket (dvs. i alt 8 receptekspederende enheder). Hvis
apotekeren ønsker at have flere moderapoteker kan han/hun søge om en tillægsbevilling. Der kan opnås
op til fire tillægsbevillinger.
Den 1. januar 2023 var fordelingen af apoteker og deres underenheder således:
182 apoteker
43 tillægsbevillinger
2 onlineapoteker
Apotekerloven fastlægger desuden de opgaver, det påhviler apoteket at udføre, og betingelserne for bl.a.
at oprette, flytte og nedlægge apoteksenheder. Lægemiddelstyrelsen har det overordnede ansvar for den
lovgivning, apotekerne skal følge og rammerne for apotekernes økonomi.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0153.png
Baggrundsrapport
153
Apotekssektoren er underlagt en statslig økonomisk styring, da en del af apotekernes indtjening er
finansieret af det offentlige via medicintilskud, og da sektoren ses som en del af det primære sundheds-
væsen. Styringen sker i henhold til apotekerloven og via to­årige bruttoavanceaftaler mellem Indenrigs­
og Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforening. Apotekerne skal hvert år indberette deres
apoteksregnskab til Lægemiddelstyrelsen.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0154.png
154
Baggrundsrapport
Kapitel 7: Styring af sektorernes
samspil
Der har i mange år været fokus på at skabe bedre rammer for samspillet mellem sektorerne i sundheds-
væsenet om patientforløb og fokus på at understøtte omstilling af behandling til lavere specialiserings-
niveau mellem sekundær- og primærsektoren. Kapitel 7 beskriver de aktuelt gældende styrings-
instrumenter med fokus på styring af sektorernes samspil.
Kapitlet viser, at der anvendes en række forskellige typer af styringsinstrumenter. Det omhandler både
organisering, regulering gennem love og regler og økonomiske incitamenter, der kan skabe tilskyndelse
for organisationer og individer til at handle på en bestemt måde som følge af mulige økonomiske gevinster
eller tab. Der er også en gruppe af blødere styringsinstrumenter, som i højere grad er tillidsbaseret mellem
aktørerne.
Tabel 7.1
Anvendte styringsinstrumenter i sundhedsvæsenet for påvirkning af for sektorernes samspil,
opdelt efter type
Type
Regulering
Organisering
Styringsinstrument
Den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen
Regulering af samarbejde via overenskomst om almen praksis
Sundhedsklynger
Sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsaftaler med fælles målsætninger
Sundhedshuse/Nærhospitaler
Økonomiske incitamenter
Resultatafhængigt tilskud af regionerne (nærhedsfinansiering) (dog fastlåst fra 2019)
Kommunal medfinansiering af regionale sundhedsvæsenet (KMF) (dog fastlåst fra 2019)
Kommunal fuldfinansiering (KFF)
Blødere
Aftaler om specifikke målgrupper m.v.
Kliniske retningslinjer og anbefalinger, forløbsprogrammer.
Benchmarking (Nationale mål)
Kilde: Inspiration fra tabel om typer af styringsinstrumenter fra Offentlig forvaltning (Blom-Hansen et al. 2018, 2. udgave, Hans Reitzels forlag)
og egne tilvirkning.
I forhold til styring af sektorernes samspil er der en række særlige problemstillinger, som er relevante at
rette opmærksom på i den videre udvikling af sundhedsvæsenet. Hverken kvalitetsplanen for det nære
sundhedsvæsen eller sundhedsklyngerne fungerer i deres nuværende form som de stærke drivkræfter for
øget omstilling og sammenhæng, som de oprindelig var tiltænkt. For kvalitetsplanen kan det være vanske­
ligt at opnå enighed i forbindelse med ændringer i opgaveløsningen på tværs af sektorer. For sundheds-
klyngerne er det også vanskeligt at træffe gensidigt forpligtende beslutninger på tværs af de deltagende
myndigheder. Derudover har de finansieringsordninger, der bl.a. skal understøtte incitamenter til øget
sammenhæng og omstilling på tværs af sektorer, af forskellige årsager været fastlåste fra 2019. Det gælder
både den kommunale medfinansiering af sundhedsområdet (KMF) og det resultatafhængige tilskud til
regionernes sundhedsvæsen (nærhedsfinansiering).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0155.png
Baggrundsrapport
155
Regulering
Ved regulering forstås regler, der kan være enten indholds- eller procesregulerende. Reglerne kan variere
fra ufravigelige krav til i højere grad at være rammesættende for arbejde. Det centrale styringsinstrument
indenfor kategorien i forhold til regulering af sektorernes samspil er kvalitetsplanen for det nære sundheds­
væsen.
Den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen
I maj 2022 blev der indgået en politisk aftale mellem den daværende regering og et flertal af folketingets
øvrige partier om en sundhedsform, som omfatter indførslen af en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen. Den er bl.a. udmøntet som en hjemmel i sundhedsloven, som giver indenrigs- og sundheds­
ministeren mulighed for at fastsætte forpligtende kvalitetskrav og ­anbefalinger, bl.a. til kommunernes
sundhedstilbud og tilrettelæggelsen heraf for områder under kvalitetsplanen. Det er også muligt at stille
krav til samarbejde med andre aktører, bl.a. for regionernes rådgivning af kommunerne for den del af den
kommunale opgavevaretagelse, som er omfattet af kvalitetsplanen.
Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med relevante aktører foreløbigt udarbejdet nye nationale kvalitets­
standarder for kommunale akutfunktioner og forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom, såsom
diabetes og KOL. Fx blev det med de nye kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner muligt at
stille krav til den rådgivning og vejledning, som regionerne skal understøtte kommunernes indsats med via
den alment praktiserende læge og sygehuset.
Staten regulerer i overensstemmelse med Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT) det generelle blok-
tilskud til kommuner og regioner for udgiftsændringer i forbindelse med implementeringen af nye
kvalitetsstandarder, fx hvis kommunerne eller regionerne bliver pålagt eller frataget opgaver. Nye
udviklingsområder for kvalitetsplanen aftales ved de årlige økonomiforhandlinger.
Regulering af samarbejde mellem alment praktiserende læger og sygehus og kommuner
via overenskomst
For de alment praktiserende læger fastsætter den gældende overenskomst rammerne for samarbejdet med
sygehuse og kommunalt sundheds- og plejepersonale i bestemte situationer. Det er reguleret i overens-
komsten, hvornår der er behov for, at de alment praktiserende læger skal sikre en særlig hurtig opfølgning,
efter at en borger har afsluttet et behandlingsforløb på et sygehus eller i speciallægepraksis. Det foregår
konkret ved en markering af epikrisen, der sendes fra sygehus eller speciallægepraksis til den alment
praktiserende læge. Den alment praktiserende læge er fx forpligtet til en styrket opfølgningsindsats i
situationer, hvor der er behov for opsøgende indsatser over for særligt sårbare patienter.
Samtidig regulerer overenskomsten også, at de alment praktiserende læger skal tilbyde e­konsultation med
kommunalt plejepersonale i form af enkle, konkrete forespørgsler af ikke-hastende karakter om bestemte
helbredsmæssige problemstillinger. Derudover yder de praktiserende læger lægefaglig rådgivning og
vurdering af konkret patientrettet behandling ved akut opstået sygdom eller forværring af tilstanden,
når de kommunikerer med en kommunal akutfunktion.
161
Organisering
Organisering udgør en væsentlig metode i forhold til at sikre, at opgavevaretagelsen placeres hos aktører
med de nødvendige forudsætninger m.v. for at løse den givne opgave. Der er etableret en række samarbejds­
fora med henblik på at understøtte tværsektorielt samarbejde og sammenhængende patientforløb mellem
særligt regioner, kommuner og alment praktiserende læger. Samarbejdet er bl.a. formaliseret i de nyligt
etablerede sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg.
161 Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, “Overenskomst om almen praksis 2022”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0156.png
156
Baggrundsrapport
Sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsaftaler med fælles målsætninger
Ved ændring af sundhedsloven i 2022 blev det fastsat, at de hidtidige sundhedskoordinationsudvalg og
praksisplanudvalg skulle erstattes af ét sundhedssamarbejdsudvalg mellem alment praktiserende læger,
kommune og region i hver region, der bl.a. står for at fastlægge overordnede rammer for samarbejde på
tværs af den enkelte regions sundhedsklynger.
Både de tidligere sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg bestod af medlemmer fra kommu­
nerne, regionsområdet og alment praktiserende læger i hver region. Sundhedskoordinationsudvalgene
havde til formål at understøtte sammenhængende behandlingsforløb på tværs af regionale og kommunale
myndighedsansvar, og skulle bl.a. udarbejde et udkast til sundhedsaftaler mellem regionen og kommu­
nen.
162
De tidligere praksisplanudvalg skulle bl.a. udarbejde en praksisplan om opgaver i almenmedicinske
tilbud og snitflader til det øvrige sundhedsvæsen.
I regi af de nye Sundhedssamarbejdsudvalg udarbejdes et udkast til sundhedsaftale, som udgør den over­
ordnede, generelle ramme for samarbejdet på både det somatiske og psykiatriske sundhedsområde mellem
kommuner og region, herunder alment praktiserende læger. Sundhedsaftalen er en politisk aftale mellem
regionsrådet og de enkelte kommuner, som indgås hvert fjerde år og har til formål at bidrage til sammen­
hæng og koordinering af tværgående patientforløb på tværs af region og kommuner.
I aftalen opstilles fælles målsætninger for udviklingen af sundhedsområdet generelt i regionen, og de
områder og/eller målgrupper, som sundhedssamarbejdsudvalget vælger at indgå aftale om. Mål-
sætningerne skal fastlægges med udgangspunkt i de otte nationale mål for sundhedsvæsenet.
163
Herudover
skal den enkelte aftale godkendes af Sundhedsstyrelsen. Der udarbejdes en midtvejsstatus og en endelig
status inden aftalernes udløb, som indsendes til Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsklynger
I 2022 trådte lovgivningen om etablering af sundhedsklynger rundt om landets 21 akutsygehuse i kraft.
Der er pr. 1. juli 2022 etableret 22 sundhedsklynger. Formålet med sundhedsklyngerne er at fremme,
at mere behandling og opfølgning løses i praksissektoren, i kommunerne og i hjemmet, at sikre bedre
sammenhæng om patienten og aflaste sygehusene. Sundhedsklyngerne blev desuden etableret for at skulle
løfte populationsansvaret med udgangspunkt i akutsygehusenes optageområde og prioritere indsatser,
der imødekommer lokale behov og sikrer øget sammenhæng.
Sundhedsklyngerne har bl.a. til opgave at aftale lokale modeller for bedre patientforløb med fokus på
kvalitet og nærhed for borgeren, igangsætte samarbejdsprojekter, fx om fælles forebyggelsesindsatser,
implementere og følge op på lokalt og nationalt aftalte initiativer og følge nøgletal og data for populationen
i sundhedsklyngerne. Benchmarking og brug af data er forudsat at være et drivende grundlag for klyngernes
prioritering af indsatser, og der er i forlængelse heraf etableret datapakker fra staten til klyngerne.
Sundhedsklyngerne har både et politisk og et fagligt strategisk niveau. Det politiske niveau for hver sund­
hedsklynge består af to til tre regionsrådsmedlemmer, herunder regionsrådsformanden, borgmestrene/
fagborgmestrene fra de deltagende kommuner og to praktiserende læger som repræsentanter for de alment
praktiserende læger, udpeget af Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Det politiske niveau skal
desuden inddrage repræsentanter for patienter og pårørende. På fagligt strategisk niveau består hver
sundhedsklynge af tre repræsentanter fra regionen, herunder en for psykiatrien, en repræsentant for hver
af de deltagende kommuner, to praktiserende læger som repræsentanter for de alment praktiserende læger,
udpeget af PLO, og to repræsentanter for patienter og pårørende.
Stort set alle klynger har også etableret operationelle grupper under de politiske og strategiske niveauer
med større fokus på de driftsnære spørgsmål og implementeringsopgaven.
164
162 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler”, VEJ nr 9698 af 21/08/2009 (2009).
163 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsaftaler”, VEJ nr 9008 af
11/01/2024 (2024).
164 Implement Consulting Group, “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammenhængende patientforløb”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0157.png
Baggrundsrapport
157
Tværsektorielle sundhedshuse/nærhospitaler
Tilskyndelse til samlokation af relevante funktioner og sundhedstilbud på tværs af sektorer er også brugt
til at understøtte øget samarbejde og sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet. Siden strukturreformen
i 2007 er der etableret mange forskellige typer af sundhedshuse i hele landet, og der bliver løbende
etableret nye. Der er etableret sundhedshuse eller lignende i hovedparten af kommunerne, og knap halv-
delen af sundhedshusene er etableret tværsektorielt med både kommunale, regionale og private funktioner
og aktører under samme tag.
165
Sundhedshusene kan fx rumme praktiserende læger, praktiserende special­
læger, fysioterapeuter, kommunale sundhedstilbud og regionale tilbud, fx blodprøvetagning, røntgen og
jordemoderkonsultationer. Der er dog ikke en entydig definition af et sundhedshus, og tilbuddene og
organiseringen varierer på tværs af landet.
Med aftale om sundhedsreform mellem den daværende regering og et flertal af Folketingets øvrige partier
fra maj 2022 blev der afsat op til 4 mia. kr. (anlægsmidler) til at oprette op til 25 nærhospitaler. De afsatte
midler kan bl.a. gå til ombygning af eksisterende sundhedshuse og nybyggeri og investeringer i IT, teknologi
og udstyr. Der blev desuden afsat en særskilt delramme på 500 mio. kr. af den samlede ramme til nær-
hospitaler til IT, teknologi og udstyr til at understøtte bedre hjemmebehandling.
Nærhospitalerne er tiltænkt et formål om at skabe kortere afstand til udvalgte sygehusfunktioner og
bidrage til, at flere borgere, herunder særligt borgere med kroniske sygdomme såsom KOL og hjertesyg­
domme, oplever et sammenhængende og tilgængeligt sundhedstilbud. Derudover skal det også understøtte
bedre hjemmebehandling, fx via digitale løsninger i eget hjem. Nærhospitaler skal dermed indeholde både
regionale funktioner og kommunale sundhedsindsatser, ligesom andre aktører også kan indgå, fx praksis-
sektoren. Der er allerede eksempler på det i de nuværende tværsektorielle sundhedshuse, fx indeholder
Center for sundhed i Holstebro både kommunal sygeplejeklinik, praktiserende læge og udvalgte regionale
funktioner som jordemoderklinik m.v.
Nærhospitaler indeholder til forskel fra sygehuse kun udvalgte ambulante funktioner (men ingen senge­
pladser), og har mere begrænsede åbningstider. Nærhospitaler adskiller sig fra eksisterende sundhedshuse
ved, at der i højere grad er en fast ramme for, hvilke sygehusfunktioner der bør være tilstede.
166
Regeringen besluttede i februar 2023 at afvente udmøntningen af de 3,5 mia. kr. til etablering af nær-
hospitaler for at sikre sammenhæng med en eventuelt ny struktur og organisering for sundhedsvæsenet.
Det blev samtidig besluttet at udmønte nærhospitalspuljens særskilte delramme på 0,5 mia. kr. til IT,
teknologi og udstyr for at styrke indsatsen for udbredelsen af behandling i eget hjem og digitale løsninger,
som understøtter nære og sammenhængende tilbud.
Økonomiske incitamenter
Styringsinstrumenter baseret på økonomiske incitamenter kan bruges til at anspore aktører i sundheds-
væsenet i retningen af bestemte handlinger eller adfærd, som det vurderes, at der er behov for at under­
støtte i en given struktur. Koblingen mellem den økonomiske afregning og målopfyldelsen kan variere i
styrke, og instrumentet har som udgangspunkt den største påvirkning af aktørens adfærd, når der er en
tydelig sammenhæng.
I det følgende gennemgås eksisterende styringsinstrumenter, der har til hensigt at understøtte bestemte
økonomiske incitamenter i relation til samspillet mellem sektorer i sundhedsvæsenet. Instrumenterne
har bl.a. til formål at supplere de grundlæggende økonomiske incitamenter, der følger af den generelle
økonomiske styring og finansiering af regioner og kommuner, der primært er karakteriseret ved ramme-
styring og generel finansiering (bloktilskud og kommunale skatteindtægter).
Rammestyringen af regioner og kommuner medfører bl.a., at budgetoverholdelse bliver et centralt styrings­
parameter for både regioner og det kommunale sundhedsområde og fremmes af bl.a. budgetlovens
sanktionsmuligheder. Det er med til at understøtte et lokalt prioriteringsrum og et incitament til effektiv
165 Sundhedsstyrelsen, “Nærhospitaler – Skitse til fagligt oplæg”, 2021.
166 Sundhedsstyrelsen,
Faglig ramme for etablering af nærhospitaler,
2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0158.png
158
Baggrundsrapport
opgavevaretagelse i regioner og kommuner. Samtidigt indebærer rammestyring alt andet lige også en risiko
for suboptimering, der kan reducere fokus på prioritering af indsatser, hvis en del af den økonomiske
gevinst tilfalder en anden sektor.
167
For alment praktiserende læger er den nuværende honorarstruktur kendetegnet ved betalinger for enkelt­
ydelser, som er specificeret med høj detaljeringsgrad. For det enkelte almenmedicinske tilbud skaber
honorarstrukturen overordnet set incitamenter til at levere egne behandlinger og konsultationer i over­
ensstemmelse med LEON-princippet fremfor fx at viderehenvise til det øvrige sundhedsvæsen. Den
nuværende honorarstruktur understøtter dog også en enkeltydelsestænkning hos de alment praktiserende
læger gennem et stort fokus på sammenhængen mellem en given aktivitet og tilhørerende særskilt
honorering heraf.
168
Det kan i nogle situationer være en hindring for at skabe fokus på sammenhængende
patientforløb på tværs af sundhedsvæsenet.
Den kommunale medfinansiering (KMF)
Den kommunale medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen (KMF) blev indført i 2007 for at skabe
et yderligere generelt incitament for kommunerne til forebyggelse af sygdom og dermed reducere behovet
for behandling på sygehuse. Hensigten var at skabe et supplerede fokus for kommunerne på at indrette
sundheds­ og ældreindsatser, så de forebyggede sygehusindlæggelser. Kommunernes betalinger til
ordningen udgør i 2024 samlet set ca. 25,1 mia. kr.
Modellen er indrettet, så kommuner, hvor borgerne har et træk på det regionale sundhedsvæsen under
det ”gennemsnitlige” givet sin befolkning, kan opnå en økonomisk fordel det givne år.
I de første år indeholdte ordningen et generelt finansieringselement i form af et fast beløb per borger og en
aktivitetsafhængig del. I 2012 blev hele medfinansieringen gjort aktivitetsafhængig. I 2018 blev ordningen
gjort aldersdifferentieret for styrke incitamenterne til forebyggelse hos især småbørn og ældre borgere
i kommunerne. Det er typisk de befolkningsgrupper, som kommunen har tættest kontakt med i forbindelse
med sundheds- og plejeindsatser. Desuden er der blandt ældre en relativ høj forekomst af forebyggelige
sygehusophold, fx for dehydrering eller blærebetændelse. Regionernes rolle i ordningen er over perioden
samtidig blevet søgt neutraliseret på baggrund af erfaringer med utilsigtede effekter på aktivitet m.v. i
regionerne. Helt konkret er det aktivitetsafhængige element i den regionale økonomi blevet søgt fjernet ved,
at den marginale indtægt ikke tilfalder regionerne. Indtægterne fra den kommunale medfinansiering har
dermed helt samme effekt, og er fordelt på samme vis som bloktilskuddet.
Ordningen har bl.a. bidraget til et politisk og administrativt fokus på sundhed og forebyggelse i kommu­
nerne, da sundhedsområdet med KMF er blevet en markant post på det kommunale budget.
169
Samtidig
har ordningen dog også løbende været kritiseret af bl.a. kommuner og eksperter.
Ordningen har fra 2019 været fastlåst for at give kommunerne budgetsikkerhed set bl.a. i lyset af store
udsving i betalingen i 2018. Udsvingene skyldtes bl.a. svingende aktivitet i det regionale sundhedsvæsen,
nyt DRG-system (DRG18) og indførslen af aldersdifferentiering.
170
Efter fastlåsningen har ordningen stor
økonomisk betydning uden at have de tilsigtede incitamentsvirkninger for kommunerne.
Kommunal Fuldfinansiering (KFF)
Samtidig med indførslen af KMF i 2007 blev der også indført en ordning for Kommunal Fuldfinansiering
(KFF) om kommunal finansiering af egne borgeres aktivitet i sundhedsvæsenet på udvalgte områder, som
skulle understøtte hensigtsmæssige økonomiske incitamenter i kommunerne, bl.a. for at undgå snitflade­
problematikker mellem kommunen og regionen. Ordningen fungerer ved, at kommunerne betaler takster
for henholdsvis specialiseret genoptræning, hospice og færdigbehandlede patienter.
167 Implement Consulting Group, “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammenhængende patientforløb”, 2024.
168 Honorarstrukturrådet for almen praksis, “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny honorarstruktur i almen praksis”,
2023.
169 KL, Danske Regioner, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet, og Finansministeriet. “Evaluering af den
kommunale medfinansiering på sundhedsområdet”, 2015.
170 Sundheds- og Ældreministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet, KL, og Danske Regioner. “Den kommunale med-
finansiering for 2018”, 2020.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0159.png
Baggrundsrapport
159
Fx fungerer ordningen for færdigbehandlede patienter på nuværende tidspunkt ved, at kommunerne
betaler en takst i forbindelse med færdigbehandlingsdage på sygehuse til regioner og staten. Den statslige
dagstakst tilbagebetales efterfølgende til kommunerne forholdsmæssigt efter befolkningstal, og påvirker
dermed ikke servicerammen for kommunerne under ét. Taksterne for færdigbehandlede patienter på
sygehusene skal sikre, at kommunerne har et økonomisk incitament for at hjemtage patienter, som
er færdigbehandlede i sygehusregi, og hvor den videre behandling således ikke forudsætter sygehus­
indlæggelse. På den måde skal ordningen løse en mulig incitamentsudfordring i sektorovergangen fra det
sekundære sundhedsvæsen til det primære sundhedsvæsen i kommunerne ved, at kommunerne opnår
et tydeligt økonomisk incitament for at sikre en hurtig hjemtagning af patienterne i overensstemmelse
med LEON-princippet.
Resultatafhængigt tilskud til regionerne (nærhedsfinansiering)
I 2019 blev der indført et resultatafhængigt tilskud til regionerne (nærhedsfinansiering) på i alt ca. 1,7 mia.
kr. (2024-niveau), samtidig med at den statslige aktivitetspulje og produktivitetskravet blev afskaffet. Det
markerede et skifte i den statslige styring af regionerne og det sekundære sundhedsvæsen fra fokus på
aktivitet og produktivitet til en højere grad af fokus på sammenhæng og omstilling til det primære sund­
hedsvæsen.
Med nærhedsfinansiering skal den enkelte region opfylde mindst tre ud af fire resultatkriterier, der
omhandler omstilling og sammenhæng, for at opnå den fulde finansiering. Ordningen indebærer, at der
foretages økonomisk efterregulering af udbetalte tilskud i året efter tilskudsåret på baggrund af den enkelte
regions målopfyldelse af kriterierne. Ordningen har til formål at skabe økonomiske incitamenter for
sygehusene, bl.a. til at samarbejde med kommunen og alment praktiserende læger om patienterne efter
udskrivelse, øge omstillingen af sygehusaktivitet til det primære sundhedsvæsen i kommuner og almen-
medicinske tilbud og øge brugen af virtuelle sygehusforløb. Resultatkriterierne kan løbende udskiftet i
forhold til bedst muligt at understøtte centrale mål for sundhedsvæsenet, ligesom måltallene opstilles
særskilt for hver region afhængig af niveauet.
Der er hidtil ikke foretaget efterregulering i henhold til regionernes opnåede resultater som følge af, at det i
de årlige økonomiaftaler er aftalt at suspendere ordningens økonomiske incitamenter, da udefrakommende
forhold, såsom COVID-19, har haft en for stor påvirkning på resultaterne. Fx blev der i forbindelse med
økonomiaftalen for 2024 aftalt, at den økonomiske efterregulering for 2023 suspenderes som følge af den
styrkede aktivitet for at nedbringe ventelister, som blev aftalt mellem regeringen og Danske Regioner i
Aftale om en akutplan for sygehusvæsenet i februar 2023.
Det forhold, at der hidtil i løbet af hvert tilskudsår er aftalt ikke at gennemføre økonomisk efterregulering
under ordningen, har sandsynligvis medført, at ordningen har haft ingen eller kun en lille effekt i forhold
til den regionale styring. For at resultatafhængig finansiering har en reel virkning, skal den økonomiske
konsekvens af manglende resultatopnåelse forekomme realistisk, samtidig med at aktørerne også skal
opleve at have en reel mulighed for at påvirke resultaterne gennem indsatser.
Blødere styringsinstrumenter
Nedenfor gennemgås en række styringsinstrumenter, der baserer sig på blødere styringsmekanismer.
Denne gruppe af instrumenter er kendetegnet ved, at konsekvenserne ved fx manglende målopfyldelse
eller regeloverholdelse som udgangspunkt ikke er hårde som fx faste lovkrav eller direkte økonomiske
virkemidler. Instrumenter baserer sig i stedet i højere grad på tillid aktørerne imellem. Generelt set kan
anvendelsen af blødere styringsinstrumenter have den fordel, at der typisk er større rum og muligheder
for at tilpasse opgaveløsningen til lokale forhold og prioriteringer.
Aftaler målrettet specifikke områder og målgrupper
Der er løbende blevet besluttet en række nationale initiativer og aftaler indenfor specifikke områder og
målgrupper for at styrke sammenhængen i patientforløb på tværs af sektorerne og skabe bedre rammer
for formaliseret samarbejde mellem de sundhedsfaglige aktører i henholdsvis almenmedicinske tilbud,
sygehuse og kommuner, fx aftale om faste læger tilknyttet plejecentre og 72-timers behandlingsansvar
på sygehusene efter udskrivelse.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0160.png
160
Baggrundsrapport
Aftalen om faste læger tilknyttet plejecentre blev indgået af regeringen, KL, Danske Regioner og PLO i
2016 og gjort permanent fra 2022 som en del af overenskomsten om almen praksis. Ordningen, som skal
bidrage til, at alle plejehjem får tilknyttet en fast plejehjemslæge, har medført færre indlæggelser, bedre
medicinering og mere trygge borgere.
171
De tilknyttede (alment praktiserende) læger vejleder personalet
om symptomer og ændringer i beboernes tilstand, om behandling og medicinering, og fungerer i øvrigt
som læge for de beboere, der ønsker det. Regionerne betaler plejehjemslægerne for både rådgivning af
personalet og de timer, de bruger på at tilse og behandle patienterne på plejehjemmene. Med Aftale om
en akutplan for sygehusvæsenet 2023 mellem regeringen og Danske Regioner blev det aftalt, at regionerne
skal arbejde for at udbrede ordningen.
Initiativet om 72-timers behandlingsansvar på sygehusene efter udskrivelse blev besluttet i Region Hoved­
staden, og med regeringens og Danske Regioners aftale om en akutplan for sygehusvæsenet fra 2023 blev
det besluttet at indføre 72-timers behandlingsansvar i alle fem regioner. Konkret skal den sygehusafdeling,
der har udskrevet en borger, hjælpe sundhedspersonale i kommune, alment praktiserende læge eller
lægevagten med svar på spørgsmål, der opstår efter udskrivelsen. Målet er at skabe bedre forløb og fore­
bygge genindlæggelser.
Erfaringerne fra de to målgruppeinitiativer er i høj grad positive.
172
Samtidig illustrerer initiativerne også
behovet for klare aftaler i et sektoropdelt sundhedsvæsen, hvis ikke opgaver skal risikere at falde mellem
to stole.
Kliniske retningslinjer og anbefalinger samt forløbsprogrammer
Sundhedsstyrelsen og faglige selskaber/fagpersoner udarbejder løbende kliniske retningslinjer og
anbefalinger målrettet sundhedspersoner for konkrete patientgrupper, der blandt andet skal medvirke til
at sikre en sundhedsfaglig indsats af ensartet høj kvalitet på tværs af sygehuse, almenmedicinske tilbud og
kommuner. Størstedelen af de kliniske retningslinjer og anbefalinger udarbejdes af de lægevidenskabelige
selskaber.
Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer og anbefalinger kan omfatte retningslinjer og anbefalinger for
samarbejde og koordinering mellem sygehus, kommune og almenmedicinske tilbud i bestemte situationer
eller forløb. De kliniske retningslinjer og anbefalinger fra de lægevidenskabelige selskaber er i højere grad
typisk monofaglige og specialespecifikke.
Retningslinjerne og anbefalingerne udarbejdes ud fra et sundhedsfagligt perspektiv og er ikke af juridisk
bindende karakter, men er klassificeret som faglig rådgivning. Regionerne og kommunerne har ansvaret for
at sikre en tilstrækkelig implementering. Tidligere erfaringer med retningslinjerne og anbefalingerne viser
derfor også, at implementeringen nødvendigvis må foretages under hensyntagen til de økonomiske konse­
kvenser.
173
Samtidig inddrages retningslinjerne og anbefalingerne i forbindelse med behandling af patient­
klager og tilsyn, som især for den enkelte sundhedsperson kan skabe en tilskyndelse til at sikre høj efterle­
velse af de gældende retningslinjer og anbefalinger på trods af deres vejledende karakter. Retningslinjerne
og anbefalingerne, samt fx vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, indgår som kilder, når indholdet af en retslig
standard skal fastlægges i forhold til en konkret behandlingssituation. Sundhedspersoner er forpligtet til at
lade sig vejlede af anbefalinger mv., men kan i den konkrete situation fravige, hvis det fx er til patientens
bedste.
171 Christensen, Line Due m.fl. “Health Care Utilization Related to the Introduction of Designated GPs at Care Homes in Denmark: A Register-
Based Study”.
Scandinavian Journal of Primary Health Care
40, nr. 1 (2. januar 2022): 115–22.
172 Sektion for Tværsektoriel Forskning, for Center for Sundhed, Region Hovedstaden,
Evaluering af 72 timers udvidet behandlingsansvar
i Region Hovedstaden
Delrapport 1
(Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Sektion for Tværsektoriel Forskning, Bispebjerg og
Frederiksberg Hospital, Region Hovedstaden, 2023); SFI m.fl., Evaluering
af “Fast tilknyttede læger på plejecentre”
(SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd, 2014).
173 Sundhedsstyrelsen, “Erfaringsopsamling af projektet Nationale Kliniske Retningslinjer 2012-2016”, 2017.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0161.png
Baggrundsrapport
161
Sundhedsstyrelsen udarbejder også organisatoriske anbefalinger. Det omfatter bl.a. en række forløbspro­
grammer om fx forebyggelse og tidlig opsporing for bestemte patientgrupper, såsom borgere med kroniske
sygdomme. De beskriver bl.a. opgavefordelingen, samarbejde og koordinationen mellem sygehus, alment
praktiserende læger og kommuner. De nationale forløbsprogrammer omsættes til forløbsprogrammer på
regionalt niveau, som aftales i regi af sundhedsaftalerne og sundhedsklyngerne.
Af Robusthedskommissionens anbefalinger fra 2023 fremgår det også, at regulatoriske rammer, fx faglige,
kliniske retningslinjer, potentielt kan være en drivkraft til unødig behandling. Hvis retningslinjerne sætter
en høj standard for behandlingsniveauet uden tilstrækkelig hensyntagen til ressourceforbrug, kan de
medvirke til uhensigtsmæssig behandling, fx behandling med lav effekt set i forhold til ressourceforbruget
eller behandling på et unødigt højt specialiseringsniveau. Det er også i forlængelse heraf, at Robustheds­
kommissionens anbefaling om mere systematisk brug af faglige visitationsretningslinjer kan ses. De kan
basere sig både på sundhedsfaglige vurderinger og vurderinger af det økonomiske og personalemæssige
ressourcetræk for fx en given behandling sammenlignet med andre behandlinger. Robusthedskommissio­
nen vurderer herudover, at et nationalt prioriteringsråd kan fremme en systematisk prioritering i det
offentlige sundhedsvæsen indenfor og på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet for at understøtte bedre
ressourceanvendelse, bl.a. ved at sikre, at personale­ og ressourcetræk systematisk indarbejdes i retnings­
linjer.
174
Benchmarking ved Nationale mål for sundhedsvæsenet
For at kunne følge udviklingen på sundhedsområdet for hele landet, regioner og kommuner blev de
nationale mål for sundhedsvæsenet indført i 2016 efter aftale mellem den daværende regering, Danske
Regioner og KL. De nationale mål består af otte overordnede mål, bl.a. for kvalitet og effektivitet i sund-
hedsvæsenet, sammenhæng i behandlingen, patientsikkerhed og flere sunde leveår samt tilhørerende
indikatorer. Nationale mål er tænkt som et centralt instrument i regionernes og kommunernes styring
af sundhedsområdet. Hvert mål opgøres på landsplan, regionsniveau og kommuneniveau i en årlig status­
rapport. Rapporten indeholder også benchmarking af regionernes og kommunernes resultater. Der er
ikke knyttet finansiering op på målene.
Sammensætningen af indikatorer i de nationale mål er i nogen grad begrænset af adgangen til tilgængelige
indikatorer og data, som måler indsatser og kvalitet i det kommunale sundhedsvæsen og hos alment
praktiserende læger. Det skal bl.a. ses i lyset af, at de danske centrale sundhedsregistre i mindre grad
omfatter kommuner og alment praktiserende læger end sygehuse. En stor del af indikatorerne knytter
sig således til sygehusaktiviteten.
I takt med at mere behandling flyttes til det primære sundhedsvæsen, er der brug for at skabe et tilsvarende
datagrundlag for aktiviteterne i praksissektor og kommuner som for sygehuse, så patienternes samlede
forløb er belyst og som forudsætning for kvalitetsstandarder. Der er fx med aftalen om ”Bedre brug af data
til kvalitetsudvikling af indsatser i det nære sundhedsvæsen” som en del af aftale om sundhedsreform
mellem den daværende regering og et flertal af folketingets partier fra maj 2022 afsat midler til at opbygge
et nationalt datagrundlag med oplysninger om indsatser i kommuner og praksissektor.
Nationale mål kan bl.a. anvendes af de politiske og administrative niveauer i sundhedsvæsenet til at sende
signaler om ønsket retning for sundhedsvæsenet ved at følge udviklingen for bestemte mål og indikatorer
og benchmarking af sammenlignelige enheder i sundhedsvæsenet. Instrumentet hviler samtidig på de
decentrale sundhedsmyndigheders ansvar for at understøtte og supplere de nationale mål med lokalt
definerede mål og indsatser, som er retningsgivende og meningsfulde i det daglige arbejde, bl.a. på sygehus­
afdelinger, i de kommunale sundhedsindsatser og i praksissektoren, ligesom udviklingen for de nationale
mål også påvirkes af generelle samfundstendenser og national lovgivning.
En generel risiko ved brug af den type af instrumenter, der skal skabe incitamenter til kvalitetsforbedring
m.v., er, at incitamenterne kan forekomme svage i sammenligning med andre styringsinstrumenter med fx
direkte økonomiske virkninger. Det forudsætter derfor et vedvarende politisk og ledelsesmæssigt fokus på
instrumentet, for at det er virkningsfuldt. For de nationale mål er af den grund indført en central politisk
174 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet, “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0162.png
162
Baggrundsrapport
opfølgning på målene ved at udgive en årlig statusrapport samt afholde politiske møder for at drøfte
udviklingen og resultater. Samtidig er de nationale mål også indført som en fast del af grundlaget for
drøftelserne i de tværgående samarbejdsfora. Sundhedsklyngerne skal dermed anvende de nationale
mål som en del af et datadrevet fokus på populationen indenfor sundhedsklyngen, mens sundheds­
samarbejdsudvalgenes målsætninger skal fastlægges med udgangspunkt i de nationale mål.
175
Særlige problemstillinger
I det følgende gennemgås en række problemstillinger og opmærksomhedspunkter i relation til styring
af sektorernes samspil i sundhedsvæsenet.
Sundhedsklynger og kvalitetsplanen fungerer ikke som drivkræfter for tilstrækkelig
sammenhæng og omstilling
Både sundhedsklyngerne og ”den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen” er tænkt som
centrale drivkræfter for ændret opgaveløsning i sundhedsvæsenet med henblik på at øge samarbejdet
og koordinationen på tværs af sektorer og sætte skub på omstillingen af sygehusindsatser, der mere
hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt kan foretages i det primære sundhedsvæsen i kommuner
og hos alment praktiserende læger.
Både sundhedsklynger og kvalitetsplanen er dog i deres nuværende konstruktion underlagt en række
begrænsninger, der gør, at det er usikkert, om redskaberne reelt kan fungere som drivkraft for en ambitiøs
omstilling og væsentligt styrket sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet.
Kvalitetsplanen forudsætter i praksis en høj grad af konsensus mellem regioner og kommuner i forbindelse
med ændringer i opgaveløsning, som typisk er vanskeligt, når der er tale om opgaveændringer, herunder
opgaveflytning, som kræver omfordeling af ressourcerne. Det kan føre til, at de mest omkostningseffektive
løsninger ikke implementeres som følge af usikkerhed og deraf følgende uenighed om den finansiering,
som vil skulle tilpasses på tværs af sektorer.
Et eksempel på, at det er vanskeligt for kommuner og regioner at opnå enighed om opgaveændringer, som
involverer ressourceomfordeling, er IV-behandling. IV-behandling er en regional opgave, men for patienter,
der ikke er indlagt på sygehuset, kan den typisk foretages mere omkostningseffektivt, fx af den kommunale
sygepleje på baggrund af regional vejledning og betaling herfor. Det er også til gavn for patienterne, da
behandlingen i højere grad forventes at foregå i eller tæt på borgerens eget hjem. Det har imidlertid taget
knap ti år at udbrede regionale og kommunale samarbejdsaftaler om IV-behandling på trods af, at den
ændrede opgavevaretagelse, der følger af sådanne aftaler, i mange år har været betragtet som mere omkost­
ningseffektiv brug af sundhedsvæsenets samlede ressourcer på tværs af sektorer. Samarbejdsaftalerne
danner grundlag for, at det med kvalitetsstandarderne for kommunale akutfunktioner fra 2023 er blevet
obligatorisk for alle kommuner at kunne varetage IV-behandling.
En analyse, som er udarbejdet som led i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, viser også, at sundheds­
klyngerne i deres nuværende konstruktion er en tung samarbejdskonstruktion, som indtil videre kun har
ført til sparsomme resultater. Analysen, der blandt andet baserer sig på interviews med udvalgte klynge-
deltagere, omhandler samspillet mellem sundhedsvæsenets sektorer, bl.a. om muligheder og barrierer
for samarbejdet i de tværsektorielle samarbejdsfora.
176
De foreløbige erfaringer med sundhedsklyngerne, beskrevet i analysen, tyder på, at sundhedsklyngerne i
deres nuværende konstruktion ikke har tilstrækkelig handlekraft i forhold til at kunne indfri dets formål om
at sikre øget sammenhæng for patienterne på tværs af sektorer og være en drivkraft for omstillingen. Det
175 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Vejledning om sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg og sundhedsaftaler”, VEJ nr 9008
af 11/01/2024 (2024).
176 Implement Consulting Group, “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammenhængende patientforløb”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0163.png
Baggrundsrapport
163
skal ses i sammenhæng med, at sundhedsklyngerne i høj grad er underlagt de samme begrænsninger som
følger af de økonomiske rammer og incitamentsstrukturer for regioner, kommuner og almenmedicinske
tilbud.
Sundhedsklyngerne kan dermed ikke træffe beslutninger eller indgå aftaler, der forpligter de deltagende
myndigheder, med mindre alle de deltagende myndigheder er enige om det. Det gør, at klyngerne mangler
mulighed for at træffe gensidigt forpligtende beslutninger på tværs af sektorerne, og især når det også
indebærer gensidig forpligtelse af økonomi.
Sundhedsklyngernes økonomiske disponeringer skal dermed godkendes i hver enkelt deltagende kommune
og region med egne forudgående sagsgange på både politisk og administrativt niveau på grund af en
fastholdelse af kompetence i regioner og kommunerne. Under den nuværende konstruktion af sundheds­
klyngerne vil disponering af økonomi til sundhedsklyngerne derfor i praksis forudsætte, at der på tværs
af alle kommuner og regioner er truffet beslutning om reservering af budgetmidler til disponering i klyngen,
fordi råderummet for deltagerne ellers er meget begrænset.
Indtil videre har regioner og kommuner stort set ikke disponeret egne budgetmidler til klyngernes
prioritering. Det er alene de nationalt afsatte opstartsmidler på 80 mio. kr. i henholdsvis 2022 og 2023,
der er disponeret i fællesskab. For de deltagende læger fra det almenmedicinske tilbud kan det også være
vanskeligt at forpligtige de øvrige praktiserende læger på aftaler i sundhedsklyngerne, da der er tale om
selvstændige erhvervsdrivende.
Flere respondenter fremhæver samtidig, at de almenmedicinske tilbuds kompetence er vigtig at have
repræsenteret i klyngerne, og almenmedicinske tilbud er gode til at bringe praksisnære udfordringer og
operationelle løsninger i spil. Samtidig er der blandt de regionale og kommunale deltagere i sundheds-
klyngerne også opmærksomhed på, at repræsentanter for almenmedicinske tilbud ikke har de samme
forudsætninger for at indgå i samarbejdet som de øvrige deltagere, da de ikke i samme grad understøttes af
en politisk, ledelsesmæssig eller administrativ organisation som kommuner og regioner. Flere respondenter
efterspørger derfor en mere fælles organisering af klyngens almene praksisser, der kan bidrage med større
udviklingskraft i de initiativer, som igangsættes.
Derudover tyder de foreløbige erfaringer fra analysen på, at der i sundhedsklyngernes arbejde er for stort
fokus på overordnede politiske og strategiske drøftelser og et for lille fokus på det driftsnære samarbejde,
der skal håndtere de mere praktiske og driftsnære spørgsmål relateret til sundhedsklyngernes arbejde.
Det bruges bl.a. meget tid på overordnede sundhedsstrategiske drøftelser i sundhedsklyngerne, som
næsten halvdelen af respondenterne vurderer ikke står mål med værdiskabelsen. Det skyldes ifølge flere
respondenter, at der er en overrepræsentation af ledere med overordnet, strategisk fokus i sundheds­
klyngerne.
Det er også som en reaktion herpå, at klyngerne har besluttet at nedsætte operationelle udvalg under de
politiske og strategiske udvalg, der kan håndtere implementeringsopgaven og de mere praktiske og drifts­
nære forhold vedrørende klyngernes arbejde. Knopskydningerne bidrager dog også til at øge den i forvejen
store organisatoriske kompleksitet og omfanget af administration, da der tilføjes endnu et lag til klyngernes
organisering, som også skal betjenes administrativt.
Metodiske udfordringer med modellen for KMF
Den kommunale medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen (KMF) har været fastlåst fra 2019,
hvorfor ordningen aktuelt ikke understøtter de tilsigtede incitamentsvirkninger for kommunerne. KMF
havde før fastlåsningen til formål at skabe et yderligere generelt incitament for kommunerne til at prioritere
forebyggende indsatser, som bl.a. fører til mindre behov for sygehusbehandling. Incitamentet skulle styrkes
via ordningen for at opveje for, at kommunernes incitament til at investere i forebyggende indsatser er
reduceret som følge af en sektoropdeling, hvor en del af gevinsten forekommer i form af mindre sygehus-
behandling i en anden sektor.
Ordningen er dog løbende kritiseret af bl.a. kommuner og eksperter for, at det ikke i tilstrækkelig grad
er muligt for kommunerne at påvirke de umiddelbare resultater (sygehusaktivitet m.v.) af betydning for
finansieringen. Problematisering af ordningen, i en ikke-fastlåst udgave, har bl.a. vedrørt følgende punkter:
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0164.png
164
Baggrundsrapport
Det er almenmedicinske tilbud eller lægevagt, der vurderer behovet for henvisning til sygehus, og det
er sygehuset, der vurderer, om borgeren skal indlægges og hvor længe. Det begrænser kommunernes
mulighed for at påvirke omfanget af sygehusophold for deres borgere.
For mange typer af forebyggende indsatser ses først en effekt i form af reduceret sygehusbehandling
efter en længere årrække, som ikke nødvendigvis fungerer som effektivt incitament i en kommunal
kontekst, hvor borgerne fx kan flytte kommune.
KMF vedrører også sygehusaktivitet, som kommunerne ingen eller kun lille grad har mulighed for at
påvirke omfanget af, fx fødsler. Kritikken blev i nogen grad forsøgt imødegået med indførslen af alders­
differentieringen fra 2018, selvom ordningen fortsat vedrører alle typer af sygehusaktivitet.
• Tekniske forhold, såsom forskellig registreringspraksis på sygehusene, kan have påvirket det opgjorte
niveau af sygehusaktivitet af betydning for kommunernes betalinger til KMF.
På baggrund af de erfarede udfordringer med ordningen er det forbundet med stor usikkerhed, om KMF vil
kunne ændres til at fungere som et effektivt økonomisk incitament til forebyggelse i kommunerne.
Ingen empiriske erfaringer med effekten af nærhedsfinansiering
Resultatfinansiering i sundhedsvæsenet omhandler i en dansk kontekst nærhedsfinansiering af regionerne
for at understøtte incitamenter til omstilling og sammenhæng på tværs af sektorer. I teorien har resultat-
finansiering potentiale til i høj grad at påvirke aktørens prioriteringer og adfærd, men indebærer samtidig
også en risiko for utilsigtede effekter, fx målforskydning, hvor andre områder ikke prioriteres tilstrækkeligt.
For så vidt angår nærhedsfinansiering, er det dog svært at vurdere fordele og ulemper, da der hidtil i løbet
af hvert tilskudsår er aftalt ikke at gennemføre økonomisk efterregulering under ordningen. Fx blev det i
Aftale om regionernes økonomi for 2024 mellem regeringen og Danske Regioner i maj 2023 aftalt, at der
ikke foretages efterregulering vedrørende den udbetalte nærhedsfinansiering for 2023 som følge af aftale
om styrket sygehusaktivitet, der følger af aftale om en akutplan for sygehusvæsenet mellem regeringen og
Danske Regioner i 2023.
For nærhedsfinansiering er det på tilsvarende måde som for KMF væsentligt, at aktørerne oplever at have
mulighed for at påvirke resultatmålene af betydning for finansieringen. De hidtidige erfaringer viser fx, at
de opgjorte resultater kan påvirkes af eksterne forhold som COVID-19 og sygeplejerskekonflikt. Det aktuelle
fokus på meraktivitet i regionerne med henblik på afvikling af behandlingsefterslæbet kan også have en
negativ effekt på de resultatkriterier, der omhandler reduceret sygehusaktivitet gennem omstillingen af
sygehusaktivitet til kommuner og almenmedicinske tilbud. Ordningen giver samtidig mulighed for at
korrigere regionernes opgjorte resultater for sådanne forhold, hvilket dog hidtil ikke har været benyttet.
177
Samtidig gælder det for de nuværende resultatmål om øget sammenhæng og omstilling på tværs af sektorer,
at målopfyldelsen ikke alene afhænger af regionernes indsatser, men i høj grad også af kommunale ind-
satser og prioriteringer. Derudover har regionerne mere begrænsede styringsbeføjelser overfor alment
praktiserende læger end sygehusene i forhold til at omstille flere opgaver til almenmedicinske tilbud og
stille krav, fx om styrket koordinering i patientforløb, som ellers er forhold, der kan bidrage til øget regional
målopfyldelse af de nuværende resultatkriterier under nærhedsfinansieringsordningen.
177 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Cirkulære om statsligt, resultatafhængigt tilskud i 2024 til regionernes sundhedsvæsen
(
Nærhedsfinansiering)”, CIR1H nr 9804 af 21/10/2023 (2023).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0165.png
Baggrundsrapport
165
Kapitel 8: Digitalisering og data
I kapitel 8 beskrives den nuværende organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet,
som i dag er spredt ud på en lang række af forskellige aktører.
I den første del af kapitlet beskrives organisering og regulering af arbejdet med digitale løsninger og data
i sundhedsvæsenet. I den anden del af kapitlet beskrives styringen af området og økonomi, incitamenter og
kapacitet på området. I den sidste del af kapitlet identificeres en række særlige problemstillinger ved den
nuværende organisering af området på baggrund af en række nyere analyser. Problemstillingerne vurderes
at udgøre strukturelle barrierer for at indfri potentialet ved den teknologiske udvikling, der ellers giver helt
nye muligheder og effektive måder at levere sundhedsydelser på.
Regulering og organisering af digitalisering og data
i sundhedsvæsenet
I det følgende afsnit beskrives den nuværende organisering og regulering af arbejdet med digitale løsninger
og data i sundhedsvæsenet. Afsnittet består af en kortlægning af de centrale digitaliserings­ og data­
organisationer i sundhedsvæsenet og deres ansvars- og arbejdsdeling. Herefter følger en gennemgang
af de eksisterende datadelingsløsninger og en gennemgang af de juridiske rammer for brug af digitale
løsninger og data i sundhedsvæsenet. Efterfølgende gennemgås den nuværende styring af den fælles-
offentlige digitalisering og data i sundhedsvæsenet, inden afsnittet afsluttes med en gennemgang af de
økonomiske rammer for digitalisering af sundhedsvæsenet.
Centrale digitaliserings- og dataorganisationer i sundhedsvæsnet
En lang række organisationer arbejder med digitalisering, data og andre teknologiske løsninger i sundheds­
væsenet. På listen over de mest centrale aktører og organisationer indgår bl.a. staten, regionerne,
kommunerne, de almen medicinske tilbud og flere fællesoffentlige og private organisationer, såsom
MedCom og sundhed.dk. Nedenfor gennemgås udvalgte digitaliserings- og dataorganisationer og deres
forskellige roller, opgaver og styringen. Oversigten over organisationerne i tabel 8.1 er ikke fuldstændig.
De organisationer og løsninger som indgår, er i særlig grad dem, der leverer og bidrager til digitalt at
understøtte sammenhæng på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet. Der er en række øvrige myndigheder
og offentlige og private organisationer, som også arbejder med og leverer digitalisering, data og teknologi
til sundhedsvæsenet, men ikke fremgår af tabellen.
Tabel 8.1
Beskrivelse af centrale digitaliserings- og dataorganisationer i sundhedsvæsnet
Aktør
Staten
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
• Politiske aftaler og strategier for
digitalisering af sundhedsvæsnet
• Lovgivning
• Forhandling af økonomiaftaler
Ministeriet har formandskab for den nationale
bestyrelse for digitalisering og data på
sundheds- og ældreområdet jf. afsnit om
styring af fællesoffentlig digitalisering og data
i sundhedsvæsenet.
Opgaver/organisationer/løsninger
Styring
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0166.png
166
Baggrundsrapport
Aktør
Sundhedsdatastyrelsen
Opgaver/organisationer/løsninger
• Fælles national infrastruktur
og IT-løsninger
• Nationale sundhedsregistre
• Decentral cyber- og informations-
sikkerhedsenhed for sundhedsvæsenet
(DCISSund)
Styring
De fællesoffentlige IT-løsninger, som
Sundhedsdatastyrelsen har ansvar for
medfinansieres af kommuner og regioner
og har ophæng til den nationale bestyrelse
jf. afsnit om økonomi, incitamenter og
kapacitet.
Regioner
• Elektroniske patientjournalsystemer
(EPJ- systemer), diagnostiske systemer,
borgervendte apps m.v.
• Regionernes Kliniske Kvalitetsdatabaser
(RKKP)
Disse systemer og løsninger er den enkelte
regions ansvar, men der er et formaliseret
samarbejde om EPJ-systemerne i henholdsvis
Østdanmark og i Vestdanmark.
RKKP er en selvstændig regional organisation,
der ledes af en bestyrelse.
• Fælles udbredelse af telemedicinsk
infrastruktur (FUT) og en række tilhørende
medarbejder- og borgerløsninger
FUT er en organisation, der ledes af kommu-
ner og regioner i fællesskab, men drift og
udvikling af infrastrukturen forankret i Region
Midtjylland, mens løsninger på platformen
forvaltes i Region Nordjylland.
Sundhedsjournalen er organisatorisk forankret
i Region Nordjylland, men ledes af fælles-
offentlig styregruppe med regionalt formand-
skab.
Regionernes Sundheds-IT (RSI) har ansvaret
for de fleste fællesregionale initiativer, men
ansvar for de konkrete løsninger er placeret
i enkeltregioner.
Disse systemer og løsninger er den enkelte
kommunes ansvar.
• Sundhedsjournalen
• En række andre fællesregionale løsninger,
fx Præhospital Patientjournal (PPJ),
Den Nationale Henvisningsformidling
og Internetpsykiatrien
Kommuner
• Elektroniske omsorgsjournalsystemer
(EOJ-systemer)
• Forskellige velfærdsteknologiske løsninger
• KOMBIT (bl.a. den fælleskommunale
gateway)
KOMBIT er et kommunalt ejet IT-selskab, som
ledes af en bestyrelse. KOMBIT er ansvarlig for
udvikling, drift, indkøb og forvaltning af en
række fælleskommunale IT-løsninger og
-infrastruktur.
MedCom er en selvstændig organisation ejet
af stat, kommuner og regioner. Den ledes af
en bestyrelse med statsligt formandskab,
som har ophæng til den national bestyrelse
for digitalisering og data på sundheds-
og ældreområdet.
Sundhed.dk er en selvstændig organisation,
der ejes og finansieres af Danske Regioner
(76 pct.), Indenrigs- og Sundhedsministeriet
(15 pct.) og KL (9 pct.) og ledes af en
bestyrelse med politisk repræsentation
og en styregruppe.
Fællesoffentlige organisationer
MedCom
• Fællesoffentlige løsninger som Sundheds-
datanettet og Videoknudepunktet
• Standarder til datadeling og digitale
meddelelser
• Tværsektorielle digitale kommunikations-
løsninger
Sundhed.dk
• Sundhed.dk
• MinSundhed
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0167.png
Baggrundsrapport
167
Aktør
Opgaver/organisationer/løsninger
• Journalsystem og andre systemer og
digitale løsninger
• Primærsektorens Leverandør Service
Platform (PLSP)
• MinLæge-app
Styring
Den enkelte klinik har ansvar for eget
journalsystem.
PLSP er ejet af IT-leverandørerne i de almen
medicinske tilbud i fællesskab.
De almen medicinske tilbud
Statslige organisationer
Indenrigs­ og Sundhedsministeriets departementet varetager i forbindelse med IT, digitalisering, data og
teknologi en overordnet rolle i forhold til at sikre rammerne for arbejdet på sundhedsområdet. Det gælder
bl.a. i forhold til at sikre de økonomiske rammer ved indgåelse, udmøntning og opfølgning på økonomi-
aftaler, udarbejdelse af lovgivning og politik­ og strategiudvikling.
Sundhedsdatastyrelsen er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og har en bred opgaveportefølje på
både digitaliserings­ og dataområdet, som bl.a. omfatter at udvikle og forvalte fælles, national infrastruktur
og digitale løsninger på sundhedsområdet. Sundhedsdatastyrelsen har således også ansvaret for en række
datadelingsløsninger, der understøtter det sammenhængende sundhedsvæsen. Det gælder fx det Fælles
Medicinkort (FMK), der giver borgere og sundhedsprofessionelle adgang til oplysninger om borgernes
medicin og vaccinationer, og den Fælles Aftaleoversigt, der giver patienter og deres pårørende et samlet
overblik over deres aftaler med sygehuse, kommuner og den alment praktiserende læge. Derudover står
Sundhedsdatastyrelsen for at udvikle og forvalte de nationale sundhedsregistre, som indeholder sundheds­
data til patientbehandling, udvikling, planlægning og forskning. Styrelsen koordinerer desuden indsatsen
for at sikre cyber- og informationssikkerhed i sundhedssektoren. Endelig er Sundhedsdatastyrelsen også
dataansvarlig myndighed på ældreområdet.
Nationalt Genom Center har ansvaret for Forskerservice, der stiller genomdata til rådighed til forskning.
Statens Serum Institut har ansvar for Danmarks Nationale Biobank og Det Danske Vaccinationsregister.
Lægemiddelstyrelsen administrerer lovgivningen for medicinsk udstyr i Danmark.
Af øvrige væsentlige, statslige myndigheder på området er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliserings-
og Ligestillingsministeriet, der leverer en række infrastrukturløsninger, som også anvendes i sundheds-
væsenet, fx MitID, NemLog-in og Digital Post. Digitaliseringsstyrelsen har desuden en koordinerende rolle
i forhold til udarbejdelse af de fællesoffentlige digitaliseringsstrategier. Under Digitaliserings- og Lige-
stillingsministeriet er også Danmarks Statistik, som er den centrale myndighed for dansk statistik (på
øvrige områder end sundhedsdata). Danmarks Statistik indsamler, bearbejder og offentliggør statistiske
oplysninger om det danske samfund.
En række af Indenrigs- og Sundhedsministeriets øvrige styrelser har også opgaver relateret til digitalisering
og data:
Regionale organisationer
De enkelte regioner er selv ansvarlige for drift, support og udvikling af egne systemer og løsninger. Det
mest betydningsfulde system, som regionerne er ansvarlige for, er de elektroniske patientjournalsystemer
(EPJ-systemer). EPJ-systemer understøtter sundhedspersonalets arbejdsgange og samler de funktioner,
som medarbejderne bruger mest, fx til journalskrivning m.v. Region Hovedstaden og Region Sjælland er
fælles om et EPJ-system (Sundhedsplatformen), som er indkøbt i fællesskab, og drift og udvikling sker også i
fællesskab. Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland har hver deres version af samme
EPJ-system (EPJ Syd, MidtEPJ og NordEPJ), som er leveret af den samme leverandør. I regi af ”Vestdansk
IT-Samarbejde” samarbejder de tre vestdanske regioner om videreudviklingen af EPJ-systemet og om øvrige
systemer, der er tæt forbundne hermed.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0168.png
168
Baggrundsrapport
Hver region er desuden ansvarlig for en lang række andre systemer, løsninger og medicinsk udstyr, som
anvendes i patientbehandlingen i egen region. Det kan fx være laboratoriesystemer, billeddiagnostiske
systemer og specialespecifikke systemer. De står også for drift af borgervendte løsninger, som patienter
kan benytte til kommunikation med sygehuse, fx Min Sundhedsplatform i Region Hovedstaden og Region
Sjælland og appen Mit Sygehus i Region Syddanmark.
Regionerne har i fællesskab nedsat samarbejdsorganisationen Regionernes Sundheds-IT (RSI). RSI er
forankret i Danske Regioner og består af IT-direktørerne og fem sygehusdirektører i en overordnet RSI-
kreds, en styregruppe og et sekretariat m.v. RSI har til formål at styrke regionernes fælles retning og
indsats i forhold til digitalisering og data på sundhedsområdet, og RSI koordinerer bl.a. regionernes
indsats i nationale digitaliseringsprojekter. Regionerne står i fællesskab for udvikling, drift, forvaltning
og finansiering af en række fællesregionale løsninger med ophæng til RSI. Regionerne aftaler indbyrdes,
hvilken region der er ansvarlig for drift og forvaltning af de enkelte fællesregionale systemer.
Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) er en tværregional organisation, som er bygget
op om de kliniske kvalitetsdatabaser, der indeholder oplysninger om patienters sygdom og forløb i
sundhedsvæsenet. Formålet er at belyse sundhedsvæsenets indsats og resultater for en afgrænset gruppe
af patienter. Alle kliniske kvalitetsdatabaser skal årligt offentliggøre en rapport om aktivitet og kvalitet
i databasen. Rapporten skal indeholde oplysninger om, hvordan databasen har bidraget til forbedringer
af kvaliteten, og om der eventuelt er konstateret kvalitetsmæssige udsving i den sundhedsfaglige indsats.
Kommunale organisationer
Hver kommune er ansvarlig for udvikling, drift og forvaltning af kommunale løsninger. Det primære
kommunale system for sundhed og omsorg er den elektroniske omsorgsjournal (EOJ-system), som under­
støtter omsorgs- og sundhedspersonalets opgaver. Det gælder bl.a. dokumentations- og koordinerings
­
opgaver i kommunen. Der er i Danmark pt. to forskellige leverandører af EOJ-systemer. Kommunerne indgår
ofte i partnerskaber med flere kommuner eller står for udvikling og drift af forskellige digitale løsninger i
fællesskab i regi af KOMBIT, men for EOJ-systemerne er hver kommune selv kontraktholder. Kommunerne
arbejder i stigende grad også med forskellige velfærdsteknologier og andre teknologiske løsninger, hvor
hver kommune har ansvar for de løsninger, som anvendes i den enkelte kommune.
KOMBIT er kommunernes IT- og forvaltningsorganisation, der udvikler og forvalter fælleskommunale
IT-løsninger og infrastruktur. KOMBIT er ansvarlig for den fælleskommunale gateway, som er en fælles-
kommunal teknisk løsning, der opsamler og videredistribuerer data fra det kommunale sundheds- og
ældreområde. Via gateawayen indberetter kommunerne også data til Sundhedsdatastyrelsen.
Desuden har regioner og kommuner i fællesskab etableret en fællesoffentlig udbredelse af telemedicinsk
infrastruktur (FUT), der gør det muligt at opbevare telemedicinske data og dele dem nationalt, så persona­
let på tværs af sektorer kan tilgå dem i forbindelse med konkrete digitale løsninger til hjemmebehandling.
Derudover har regioner og kommuner i fællesskab udviklet en borger- og medarbejderløsning på KOL-
området, som gør det muligt at indsamle og vise data. FUT ledes af kommuner og regioner i fællesskab, men
drift og udvikling af infrastrukturen er forankret i Region Midtjylland, og løsninger på platformen forvaltes
i Region Nordjylland. Desuden har stat, regioner og kommuner i december 2023 indgået en aftale;
Aftale
om 500 mio. kr. til mere behandling i eget hjem,
der bl.a. udmønter investeringer i udvikling af den digitale
infrastruktur til hjemmebehandling.
178
Med aftalen er det også besluttet, at den fælles infrastruktur til
hjemmebehandling får ophæng til den nationale bestyrelse for digitalisering og data på sundheds­ og
ældreområdet for at sikre sammenhæng med den øvrige nationale infrastruktur på sundhedsområdet.
Sammen med KOMBIT driver KL desuden et digitalt videnscenter for digitalisering og teknologi for
kommunerne, der samler viden om digitalisering og teknologi. I 2023 igangsatte KL også en indsats for
Kvalitet i kommuner (KIK), som skal understøtte kommunerne i aktivt at anvende data til kvalitetsudvikling
og at styrke datakvaliteten på sundheds­ og ældreområdet.
178 Regeringen, KL, og Danske Regioner, “Aftale om 500 mio. kr. til mere behandling i eget hjem”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0169.png
Baggrundsrapport
169
Fællesoffentlige organisationer
MedCom
MedCom ejes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL. MedCom står for at udvikle og
udbrede tværsektorielle digitale kommunikationsløsninger og udarbejde nationale standarder. Medcom
har desuden driftsansvaret for en række fælles infrastrukturer som fx den fælles videoinfrastruktur
(Videoknudepunktet) og Sundhedsdatanettet. MedCom har sin egen styregruppe med national, regional
og kommunal repræsentation. Styregruppen refererer til Den nationale bestyrelse for digitalisering og
data på sundheds- og ældreområdet, der årligt godkender MedComs arbejdsprogram og budget.
Sundhed.dk
Sundhed.dk ejes af Danske Regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og KL. Sundhed.dk driver den
fællesoffentlige sundhedsportal sundhed.dk, hvor borgere kan tilgå deres personlige oplysninger og finde
information om sundhed og sygdom, og hvor sundhedsprofessionelle kan tilgå oplysninger om deres
patienter fra andre dele af sundhedsvæsenet via bl.a. Sundhedsjournalen. Sundhed.dk driver derudover
appen MinSundhed, hvor borgere kan få adgang til udvalgte sundhedsdata fra Sundhedsjournalen.
Sundhed.dk refererer til en politisk bestyrelse bestående af repræsentanter fra stat, regioner og kommuner,
hvor formanden er en regionsrådsformand (staten er ikke repræsenteret med en politisk repræsentant).
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for økonomi og den strategiske retning for sundhed.dk. Under
bestyrelsen er der også en fællesoffentlig styregruppe med repræsentanter fra stat, regioner og kommuner.
Organisationer i praksissektoren
Den enkelte klinik i de almenmedicinske tilbud, speciallægepraksis og andre privatpraktiserende sundheds­
personer er som selvstændige erhvervsdrivende ansvarlige for eget journalsystem. Der er fire systemhuse,
der leverer journalsystemer til almenmedicinske tilbud, og en række andre leverandører til andre praksis­
områder.
Leverandørerne af IT-systemerne til de almenmedicinske tilbud ejer sammen Primærsektorens Leverandør
Service Platform (PLSP). PLSP leverer den fælles platform for udvikling af en række IT-løsninger, der
anvendes på området. Det er forventningen, at der etableres en indberetning af strukturerede sundheds­
data om fx diagnoser m.v. fra de almenmedicinske tilbud til Sundhedsdatastyrelsen i 2024. Derudover
understøtter fagorganisationerne, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO), også digitaliseringen
af de almenmedicinske tilbud, fx ved at samarbejde med sundhedsvæsnets partnere og IT-leverandører
om udvikling af nye digitale løsninger. Derudover er der en række andre organisationer, der beskæftiger
sig med digitalisering og data i de almenmedicinske tilbud. Det gælder bl.a. KiAP (Kvalitet i Almen Praksis),
som har til formål at fremme og understøtte etableringen af klyngesamarbejdet i almenmedicinske tilbud
med henblik på kvalitetsudvikling ved at sammenstille og præsentere data fra området. Foreningen af
praktiserende speciallæger (FAPS) har fået udviklet Sentinel, som er et redskab, der kan bearbejde udvalgte
data fra journalsystemet hos praktiserende speciallæger og vise dem systematisk for speciallægen alt efter
behov for overblik. Der arbejdes på, at data om diagnoser i speciallægepraksis i 2024 kan indberettes til
Sundhedsdatastyrelsen via Sentinel.
Andre teknologiorganisationer
Der er en række andre organisationer, der i samarbejde med industrien og sundhedsvæsnet arbejder med
at understøtte implementering af teknologi i sundhedsvæsenet. Det gælder fx Health Tech Hub Copenhagen,
Danish Life Science Cluster og Nordic Health Lab. Der er også en række innovationsorganisationer i de
enkelte regioner. Regionerne har desuden etableret Behandlingsrådet, som på baggrund af analyser kom­
mer med anbefalinger til, hvilke teknologier og indsatser der giver mere sundhed for pengene. I januar
2024 trådte en ny lov i kraft om nedsættelse af et nævn til anbefaling af sundhedsapps, som skal etableres
under Lægemiddelstyrelsen. Derudover er der hele life science-industrien, som spænder fra store globale
virksomheder til små opstartsvirksomheder, der udvikler og forsker i ny teknologi og digitale løsninger til
sundhedsvæsnet.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0170.png
170
Baggrundsrapport
Datadeling til patientbehandling på tværs af sektorerne
I afsnittet fokuseres på løsninger til datadeling mellem sektorerne. Det er løsninger, som skal bidrage til
et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Der udveksles allerede i dag store mængder data på tværs
af sundhedsvæsnets sektorer. De forskellige datadelingsløsninger kan opdeles i fire overordnede måder
at dele data på, hvor den første måde:
Data sendes som elektroniske beskeder fra journal til journal ved sektorovergange
• Adgang til data fra andre sektorer ved opslag i central datakilde
Data fra centrale datakilder vises i egen journal
De forskellige måder at dele data på gennemgås i det følgende.
Fælles systemer, der understøtter tværsektorielt samarbejde om patienter
Data sendes som elektroniske beskeder fra journal- til journalsystem ved sektorovergange
Hver måned sendes der ca. 6,5 mio. digitale meddelelser på tværs af sundhedsvæsenet som fx henvisninger,
fødselsanmeldelser, laboratoriesvar og beskeder om udskrivninger og indlæggelser. Meddelelserne sikrer
målrettet information ved overdragelse af patientansvaret i forbindelse med sektorovergange mellem
alment praktiserende læger, kommuner og sygehuse. Meddelelserne er særligt velegnede til at understøtte
planlagte, ukomplicerede patientforløb, hvor behandlingsansvaret overdrages fra en aktør til en anden.
Et eksempel på en besked er epikrisen (udskrivningsbrev), som anvendes til overlevering af lægefaglige
oplysninger til patientens alment praktiserende læge, når en patient afsluttes i et behandlingsforløb.
Adgang til data fra andre sektorer ved opslag i centrale datakilder
En række data i sundhedsvæsenet deles ved, at sundhedsprofessionelle har mulighed for at slå op i et
centralt register og se data via en såkaldt knapadgang. En knapadgang betyder, at den sundhedsprofes-
sionelle klikker på en knap i eget system, men herefter forlader eget system og ser patientens data i en
central løsning. Det kan fx give adgang til information om en patient, som ikke i forvejen er kendt i en
region, typisk i en akut situation, eller give kommunen indblik i patientens behandlingsforløb på hospitalet.
Sundhedsjournalen på sundhed.dk er det primære eksempel på en sådan central løsning. Sundheds-
journalen giver sygehuse, alment praktiserende læge, kommuner, speciallæger og private sygehuse adgang
til en række fortrinsvis regionale data, fx journalnoter fra sygehuse og hovedparten af private sygehuse,
laboratoriesvar fra regionale laboratorier og billedbeskrivelser fra sygehusene.
Data fra centrale datakilder vises i egen journal
Andre data deles ved, at sundhedsprofessionelle får vist data fra centrale datakilder direkte i eget journal­
system, hvilket også kaldes dyb integration. Dyb integration vil man som udgangspunkt foretrække, når det
vedrører data, som hyppigt skal anvendes i de fleste patientkontakter, da det er en nemmere arbejdsgang
for de sundhedsprofessionelle i deres vante journalsystemer. Datadelingen muliggøres via den nationale
infrastruktur (National Serviceplatform, Sundhedsvæsenets Elektroniske Brugerstyring og Sundheds-
væsenets Organisationsregister), som Sundhedsdatastyrelsen har ansvar for udvikling og drift af; den er
primært fællesoffentligt finansieret. Eksempler på løsninger med dyb integration er Fælles Medicinkort,
Det Danske Vaccinationsregister og Et Samlet Patientoverblik.
Fælles systemer, der understøtter tværsektorielt samarbejde om patienter
En sidste type af datadeling er at dele data ved at anvende et fælles IT-system, som klinkere på tværs af
fx sygehuse og kommuner anvender til bestemte patientgrupper og indsatser. Et eksempel er den tele-
medicinske løsning Telma, som benyttes i det igangværende arbejde med at udbrede et nationalt tele-
medicinsk tilbud til borgere med KOL. I Telma har behandlerteamet adgang til at se og redigere borgerens
forløb og planer, og de har mulighed for at se og kvittere for svar på spørgeskemaer og målinger, som
borgeren har indsendt.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0171.png
Baggrundsrapport
171
Juridiske rammer
I dag er brugen af digitale løsninger og sundhedsdata i sundhedsvæsenet reguleret nationalt med ophæng
til Sundhedsloven. Dog ses en stigende tendens til europæisk regulering af området, bl.a. gennem en række
nye forordninger. Både national regulering og europæisk regulering af digitalisering og data beskrives kort
i det følgende.
National regulering af digitalisering og data
Staten har med Sundhedsloven kompetencer til på en række områder at sætte rammerne for arbejdet med
digitale løsninger og sundhedsdata. Staten kan fx fastsætte krav til anvendelsen af IT-standarder på sund­
hedsområdet, herunder krav til elektroniske patientjournaler. I 2019 kom der en ny lov på området i form
af Lov om bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet.
179
Den medførte bl.a. følgende:
• Indenrigs­ og Sundhedsministeriet kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger fra kommuner, regioner
mv., som skal indberettes til en fælles digital infrastruktur i Sundhedsdatastyrelsen, som gør det muligt
at dele oplysninger på tværs af sektorer til patientbehandling. Lovhjemlen anvendes til at beslutte, hvilke
oplysninger der skal indgå i den fælles digitale løsning, Et Samlet Patientoverblik.
• Forenkling af reglerne for sundhedspersoners adgang til at indhente og videregive oplysninger i elektro­
niske systemer til brug for patientbehandling, så det sikres, at sundhedspersoner kan få adgang til
helbredsoplysninger mv., når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel patientbehandling.
Tydeliggørelse af krav til indberetning af relevante, strukturerede data fra almenmedicinske tilbud og
speciallægepraksis til brug for patientbehandling, planlægning, kvalitetsudvikling mv., således at de på
lige vis som regioner og kommuner kan pålægges krav til indberetning.
Staten gør brug af ovenstående kompetencer til at fastsætte krav til indberetning af data til nationale
registre og til deling i den fælles digitale infrastruktur gennem bekendtgørelser, men hjemlen til at
fastsætte krav til standarder og IT-anvendelse i øvrigt er ikke anvendt ofte. I stedet er der tradition for,
at bekendtgørelser bliver suppleret med aftaler med sundhedsvæsenets parter om den videre fælles
IT­udvikling, fx i regi af den nationale bestyrelse for digitalisering og data på sundheds­ og ældre­
området, i de årlige økonomiaftaler og i de fællesoffentlige strategier. Det skyldes bl.a., at der ofte er
behov for forhandling om håndtering af udgifter og gevinster forbundet med nye digitale løsninger.
Som det beskrives i afsnittet om strukturelle barrierer nedenfor, er der dog en række udfordringer
med den aftalebaserede fremgangsmåde.
Lovgivningen fokuserer dermed primært på indberetning af data, mens der er mindre regulering af selve
brugen af digitale løsninger. Robusthedskommissionen beskriver i deres afrapportering, at der efterspørges
tydeligere juridiske rammer for bl.a. brug af nye teknologier som kunstig intelligens. Robusthedskommis­
sionen anbefalede derfor, at lovgivningen bør moderniseres så den understøtter udvikling, anvendelse og
implementering af datadrevne teknologier i hele sundhedsvæsnet
180
. Styrelsen for Patientsikkerhed har
som opfølgning på anbefalingen udarbejdet faglige retningslinjer om digital sundhedsfaglig behandling,
ligesom styrelsen også har en tilsynsopgave hermed.
Indenrigs­ og Sundhedsministeriet har desuden igangsat en analyse af juridiske barrierer for datadeling på
tværs af sektorer i patientbehandling og en evaluering af Lov om bedre digitalt samarbejde i sundheds­
væsenet.
Europæisk regulering af digitalisering og data
Digitalisering, data og ny teknologi er i stigende grad også underlagt regulering fra EU. Det gælder bl.a.:
Medicinsk udstyr:
I 2021 trådte den nye forordning for medicinsk udstyr (MDR) i kraft. Den indeholder
regler om og krav til medicinsk udstyr for at øge patientsikkerheden, og sikre ensartede standarder for
udvikling, produktion og anvendelse af medicinsk udstyr i Europa.
179 “Lov om ændring af sundhedsloven. (Bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet, påmindelser til forældre vedrørende børnevaccination
og bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland)”, 273 § (2019).
180 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet, “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0172.png
172
Baggrundsrapport
Databeskyttelse og cyber- og informationssikkerhed:
I 2018 trådte Databeskyttelsesforordningen
(GDPR) i kraft sammen med følgelovgivning i Danmark i form af databeskyttelsesloven. Formålet med
GDPR var at styrke retten til privatliv, bl.a. ved at give de registrerede en ret til indsigtsret, sletning m.v.
Derudover vedtog EU-Kommissionen i 2022 et direktiv om foranstaltninger til sikring af et højt fælles
cybersikkerhedsniveau i hele unionen (NIS 2-direktivet). Direktivet har til formål at højne cybersikker­
heden i EU og sikre en mere ensartet implementering sammenlignet med det første NIS-direktiv, bl.a.
ved at stille øgede krav til de omfattede sektorer.
Kunstig intelligens:
EU har i slutningen af 2023 vedtaget en ny forordning, der har til formål at etablere
en fælles juridisk ramme for både udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens indenfor EU.
Lovgivningen er designet til at adressere de udfordringer, der er forbundet med kunstig intelligens,
herunder beskyttelse af grundlæggende rettigheder, transparens og ansvarlighed.
Det europæiske sundhedsdataområde:
EU-kommissionen har i 2022 fremsat et forordningsforslag
om et europæisk sundhedsdataområde (European Health Data Space (EHDS), der har til formål at sætte
regler og etablere fælleseuropæiske infrastrukturer til udveksling af data på tværs af grænser både til
brug for patientbehandling og til forskning, statistik mv. Forordningen er i april 2024 blevet vedtaget i
Rådet og Europa-Parlamentet og forventes at træde i kraft i 2026.
Styring af fællesoffentlig digitalisering og data i sundhedsvæsenet
I dag tager arbejdet udgangspunkt i Strategi for digital sundhed 2018-2024, Den Fællesoffentlige Digitalise­
ringsstrategi 2022-2025 og de årlige økonomiaftaler. De fællesoffentlige strategier består primært af en
række konkretet projekter og initiativer. Parterne har dog som noget nyt med den seneste politiske aftale
fra december 2023 mellem regeringen, regioner og kommuner,
Aftale om 500 mio. kr. til mere behandling
i eget hjem,
opstillet konkrete mål frem til 2028 for aftalens fem indsatser.
Strategiernes projekter og initiativer er forankret i Den nationale bestyrelse for digitalisering og data på
sundheds- og ældreområdet. Bestyrelsen er det øverste besluttende samarbejdsorgan, når det kommer
til digitale løsninger og infrastruktur, velfærdsteknologi, nye datadrevne teknologier og brugen af data til
patientbehandling, forskning, statistik og kvalitetsudvikling på sundheds­ og ældreområdet. Bestyrelsen
består af repræsentanter fra stat (formand), regioner og kommuner. Den har dog ikke noget forpligtende
mandat overfor parterne, og bestyrelsen har alene beslutningskraft indenfor det, der er indgået en fælles
politiske aftale om og har ophæng i bestyrelsen. Ud over den nationale bestyrelse findes der et stort
antal beslutningsfora på forskellige niveauer, såvel nationalt og lokalt som for de enkelte programmer
og projekter. Ikke alle fora refererer til den nationale bestyrelse. Organiseringen på området er således
fragmenteret i mange fora uden en samlet tværgående styring.
Historisk har der været tradition for at stat, regioner og kommuner i fællesskab indgår politiske strategier
og aftaler for den fællesoffentlige digitalisering af sundhedsvæsenet. Den overordnede ansvarsfordeling for
arbejdet med digitalisering i det danske sundhedsvæsen blev fastlagt med aftalerne om den kommunale
og regionale økonomi for 2011. Her blev det aftalt, at staten har ansvar for de overordnede rammer for
infrastruktur og hjemmel til at stille krav til de fælles datastandarders anvendelse. Staten varetager desuden
udvikling, forvaltning og drift af flere strategiske, tværgående løsninger. Regioner, kommuner og praksis-
sektor fik ansvaret for indkøb, implementering, drift, registreringspraksis, kvalitetssikring af data og en
række IT-systemer. Derudover udvikler parterne også løsninger og systemer hver for sig uden om den fælles
styring.
Økonomi, incitamenter og kapacitet
Der findes forskellige finansieringskilder til digitaliseringen af sundhedsvæsnet. En del finansieres lokalt.
Det vil sige, at regioner og kommuner selv finansierer egne lokale løsninger, mens der for de fællesoffentlige
løsninger, som går på tværs af sektorerne, er fælles medfinansiering. Med Aftale om Sundheds-IT mellem
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0173.png
Baggrundsrapport
173
regeringen og regionerne i 2010 indgik stat, regioner og kommuner aftale om en klarere og mere for-
pligtende kurs for udviklingen af sundheds­IT, bl.a. ved at etablere en klarere beslutningsstruktur for
tværgående sundheds­IT med en ny national bestyrelse.
181
For de fællesoffentlige digitale løsninger, der bidrager til datadeling og sammenhæng på tværs af sek-
torerne, blev der ligeledes med aftalen fastsat et fælles finansieringsprincip om, at dem som får gevinsten
bærer udgiften. Der har imidlertid udviklet sig en praksis for, at staten finansierer udvikling og afprøvning
af nationale løsninger, mens implementering og drift af lokale systemer finansieres lokalt. Den praksis har
været nødvendig for at sikre, at der rent faktisk prioriteres udviklingsmidler til de fælles løsninger. Udgifter
til integration af lokale systemer op imod fælles systemer afholdes som udgangspunkt lokalt, men staten
giver i nogle tilfælde tilskud, hvis der er tale om et politisk initieret projekt.
Driften af en række af de fælles løsninger, som fx sundhed.dk og Fælles Medicinkort, finansieres i fællesskab
af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL ud fra en række aftalte fordelingsnøgler.
Analyser af den nuværende finansieringsmodel, bl.a. en ekstern analyse gennemført af PA Consulting
Group i 2021, har vist en række uhensigtsmæssigheder med den nuværende finansieringsmodel.
182
Analy­
sen konkluderede bl.a., at der er behov for større gennemsigtighed i udgifterne til de digitale løsninger som
følge af en øget anvendelse og udvikling af de fælles digitale løsninger og øget politisk fokus på området.
Udgifterne til fælles sundheds-IT er vokset markant, hvilket skaber pres på de økonomiske budgetter i
forhold til den lokale medfinansiering. Derudover viste analysen, at parterne efterspørger en ny finansie­
ringsmodel der giver grundlag for at bevæge sig væk fra projektbevillingstankegangen og forhandlinger
om enkeltstående budgetter for hver løsning og i stedet skabe mere fælles prioritering og finansiering
mellem parterne. Parterne har i lyset af det også indgået aftale om at undersøge muligheder for etablering
af flerårige finansieringsmodeller, som kan give mere stabile finansielle rammer for den løbende drift og
vedligehold af løsningerne.
Nedenstående tabel giver et helt overordnet billede af ressourcerne til digitalisering og data i sundheds-
væsenet. Oversigten skelner mellem interne IT-ressourcer (fuldtidsansatte) og eksterne IT-budget (til bl.a.
eksterne leverandører og indkøb af licenser, systemer, services mv.) Oversigten giver også et billede af
forskellen på, hvor mange ressourcer de enkelte sektorer anvender til digitalisering og data relativt til
hinanden.
181 Regeringen og Danske Regioner, “Aftale om sundheds-it”, 2010.
182 PA Consulting Group, “Styrings- og Finansieringsmodel, afrapportering vedr. revideret finansieringsmodel for sundheds-IT”, 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0174.png
174
Baggrundsrapport
Boks 8.1
IT-ressourcer og eksterne IT-budgetter
1
Interne IT-ressourcer (fuldtids-
ansatte der arbejder med
sundheds-IT og digitalisering)
Fællesoffentligt
(MedCom og sundhed.dk)
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
(inklusiv styrelser, råd og nævn)
Regioner
(sygehuse)
Kommuner
2
Almenmedicinske tilbud
3
Ca. 150
Ca. 600
Eksternt IT-budget
(mia. kr. pr. år)
Ca. 0,2
Ca. 0,5
Ca. 3.500
Ca. 750
Ca. 50
Ca. 3,0
Ca. 1,5
Ca. 0,5
1. Antal medarbejdere og størrelse af eksternt IT-budget er estimeret af PA Consulting Group;
estimaterne er behæftet med betydelig usikkerhed.
2. Optælling baseret på kendskab til bemanding i et antal kommuner med varierende størrelse og
organisering af IT indenfor sundhed/ældrepleje.
Hertil skønsmæssig optælling af relevante medarbejdere i KL og KOMBIT
3. Optælling af medarbejdere i centrale organisationer som PLO, PLSP og KIAP. Der er ikke regnet
med interne ressourcer i de enkelte lægepraksisser.
Kilde: PA Consulting Group. “Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med digitale løsninger og data i det danske
sundhedsvæsen”, 2024.
Særlige problemstillinger indenfor digitaliserings-
og dataområdet
I det følgende beskrives fire overordnede barrierer ved den nuværende organisering af arbejdet med
digitalisering og data i sundhedsvæsenet. Barriererne begrænser muligheden for at realisere den nødven­
dige digitale transformation af sundhedsvæsenet og muligheden for at udnytte potentialet ved digitalisering
og data til at fremtidssikre sundhedsvæsenet. De fire barrierer fremgår af boks 8.2, og i det følgende
uddybes de enkeltvist.
Boks 8.2
Barrierer i den nuværende organisering af digitaliserings- og dataområdet
1. Der mangler beslutnings- og eksekveringskraft og fælles prioritering, bl.a. i forhold til udvikling
og national implementering af fælles løsninger og infrastruktur.
2. Aktørerne har ikke tilstrækkelige forudsætninger for at varetage udvikling, implementering og drift
af digitale og datadrevne løsninger.
3. Der er utilstrækkelige strukturer til og incitamenter for udbredelse af borgerrettede digitale løsninger
og datadrevne teknologier.
4. Afhængighed af store leverandører og fragmenteret IT-arkitektur udfordrer sammenhæng,
implementeringstempo og omkostningsniveau.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0175.png
Baggrundsrapport
175
Beskrivelserne af de enkelte barrierer tager primært udgangspunkt i en række nyere analyser på området,
der bl.a. baserer sig på interviews, workshops og lignende med nøglepersoner indenfor digitalisering
og data fra alle dele af sundhedsvæsenet. Analyserne omfatter analyser, som Robusthedskommissionens
anbefalinger hviler på, herunder Implements ”Analyse af kompetencemangel i sundhedsvæsenet” og
PwC’s ”Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”. Analyserne
omfatter også PA Consulting Groups ”Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med
digitale løsninger og data i det danske sundhedsvæsen”, som er udarbejdet for Sundhedsstruktur-
kommissionen, og Health Tech Hub Copenhagen og Mandag Morgens ”Anbefalinger til bedre sammenhæng
og samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”. Analyserne er desuden suppleret med
konkrete cases som eksempler.
1. Der mangler beslutnings- og eksekveringskraft og fælles prioritering
Det danske sundhedsvæsen er i de seneste 20-30 år blevet digitaliseret betydeligt, og på tværs af sundheds­
væsenet er der bred enighed om og erfaringer med, at ny teknologi og digitale løsninger er en afgørende del
af løsningen på at kunne håndtere de udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for.
183
På trods af det er den nuværende organisering af digitaliserings- og dataområdet kendetegnet ved en
svag beslutnings­ og eksekveringskraft, og der mangler fælles prioriteringer.
184 185
Det medfører bl.a.,
at udviklingen af den fælles digitale infrastruktur til datadeling og andre fælles løsninger på tværs af
sundhedsvæsenet går for langsomt og er for ukoordineret. Dermed udnyttes de samlede digitaliserings-
og dataressourcer i sundhedsvæsenet ikke effektivt. Derudover har det den konsekvens, at borgere og
sundhedspersonale oplever et fragmenteret digitalt landskab med mange gode løsninger, som det er svært
at navigere i, bl.a. fordi der ofte er overlap i funktioner. Det er således ofte uklart, hvilken løsning der kan
og bør anvendes i den konkrete situation, jf. boks 8.3.
186
Boks 8.3
Kanalstrategi for datadeling i sundhedsvæsenet
I dag findes der en række digitale løsninger, hvor borgeren har adgang til egne sundhedsdata fx på
sundhed.dk og i appsene MinSundhed og MinLæge. Der findes også en række løsninger, som sikrer,
at sundhedspersonalet har adgang til data på tværs af sektorer, bl.a. Sundhedsjournalen, Et samlet
Patientoverblik og FMK-online. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fået foretaget en analyse, der
kortlægger centrale udfordringer i det nuværende kanallandskab set fra borgeres og sundhedsfagliges
perspektiv.
Analysen konkluderer, at data bliver udstillet og delt i vid udstrækning, men at der fortsat er et væsentligt
potentiale for bedre adgang og genbrug af data på tværs. Udfordringerne er bl.a., at der er overlap
i de digitale løsninger for datadeling, begrænset koordinering på tværs af udviklingsprogrammer,
og at der mangler et fælles målbillede for det samlede kanallandskab.
Kilde: PA Consulting Group. “Fælles tværgående kanalstrategi for datadeling i sundhedsvæsenet”, 2024.
Kommissionen vurderer, at den manglende beslutnings­ og eksekveringskraft og fælles prioritering bl.a.
skyldes, at ansvaret for drift, udvikling, implementering og anvendelse af digitale løsninger i sundheds-
væsenet i dag er fordelt ud på mange forskellige aktører. De omhandler bl.a. staten, regionerne, kommu­
nerne, praksissektoren og en række øvrige organisationer. Samtidig findes der et stort antal beslutningsfora
183 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
184 Health Tech Hub Copenhagen og Mandag Morgen, “Anbefalinger til bedre sammenhæng og samarbejde til gavn for borgere og et presset
sundhedsvæsen”, 2023.
185 PwC, “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
186 PA Consulting Group, “Fælles tværgående kanalstrategi for datadeling i sundhedsvæsenet”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0176.png
176
Baggrundsrapport
på forskellige niveauer, både nationalt og lokalt og for de enkelte programmer og projekter. Gode løsninger
kræver lokal forståelse og lokalt engagement, men kompleksiteten i organiseringen udfordrer en effektiv
udvikling, udbredelse og implementering af løsninger. Det skyldes bl.a., at egne organisatoriske interesser
ofte fylder i beslutningsfora på bekostning af fokus på at levere konkrete fællesoffentlige løsninger.
187
Som
flere aktører fra sundhedsvæsenets parter har bemærket, er det derudover ofte uklart, hvad der løses
nationalt og lokalt, og hvordan de to ting hænger sammen.
188
Den nuværende organisering giver heller ikke i tilstrækkelig grad mulighed for en samlet prioritering og
styring af udviklingen i fællesoffentlige løsninger.
189
Det skyldes bl.a., at det ofte er strategier og aftaler, der
bliver anvendt som styringsredskab for den samlede retning for digitalisering, og at de i deres nuværende
form ikke sætter en tilstrækkelig forpligtende national retning for digitalisering og brug af data i sundheds­
væsenet. Det gør sig fx gældende for den nuværende Strategi for digital sundhed 2018-2024, de fælles-
offentlige digitaliseringsstrategier og de løbende økonomiaftaler om implementering af konkrete løsninger.
Udfordringen ved styringsredskabet er bl.a., at der ofte er et begrænset kendskab til de nationale digitalise­
ringsstrategier udenfor styrelser, Danske Regioner og KL. Derudover indeholder de nuværende strategier
i høj grad internt orienterede milepæle, aktiviteter og hensigtserklæringer for de enkelte projekter og i
mindre grad eksternt rettede resultatmål eller indikatorer for digitalisering og anvendelse af data.
Dermed forpligter de nationale strategier ikke de politiske og organisatoriske ledelseslag på sygehuse og
i kommuner til at levere på aftalte initiativer. Prioritering af nationale strategier kræver dermed, at lokale
ledelser selv tager initiativ til at ændre egne strategier og prioriteter, udarbejder implementeringsmål,
ændrer økonomiske prioriteringer, faciliterer nye arbejdsgange og forandringsledelse, afsætter midler i
budgetter m.v. Alt det sker oftest ikke frivilligt, hvilket medvirker til, at de nationale strategier og fælles­
offentlige løsninger nedprioriteres i forhold til egne lokale prioriteter.
190
Tilsvarende er det det kommissionens vurdering, at økonomiaftaler på data- og digitaliseringsområdet i
sundhedsvæsenet ikke altid sikrer den nødvendige forpligtelse til at realisere de aftalte løsninger og mål.
Siden 2016 er der fx indgået flere økonomiaftaler om national udbredelse af telemedicin for borgere med
KOL, og siden 2018 er der indgået både en politisk aftale og efterfølgende økonomiaftaler om at udvikle
en digitale løsning til graviditetsforløb. Ingen af delene er kommet i mål endnu. Det er kommissionens
vurdering, at en del af forklaringen er, at aftalerne ikke er tilstrækkeligt bindende til at sikre den fornødne
prioritering og fremdrift lokalt.
I praksis har staten mulighed for at bruge sundhedsloven til strammere styring af området, fx ved at
fastsætte standarder og krav til datadeling (som beskrevet i afsnittet om national regulering af digitalisering
og data). Muligheden bliver dog kun i begrænset omfang anvendt som styringsredskab i dag. Det kan
skyldes, at ny lovgivning ofte medfører omkostninger, som det er svært at blive enige om, herunder for-
delingen af omkostningerne mellem stat, regioner og kommuner.
En yderligere årsag til, at digitale løsninger, som skal skabe sammenhæng på tværs af sektorer i sundheds­
væsenet, ikke prioriteres, er, at omkostninger til udvikling ofte tilfalder én sektor, mens gevinster tilfalder
en anden sektor.
191
Udfordringerne vedrører særligt tværsektorielle løsninger, fx i forbindelse med hjemme­
behandling, hvor der skal investeres i ny teknologi i det primære sundhedsvæsen for at forebygge indlæg­
gelser på sygehusene. Det betyder, at kommunerne har udgifterne, mens regionerne opnår gevinsterne.
Konsekvensen ved problematikken er, at investeringer og udbredelse af digitale løsninger, som samlet set
187 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
188 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
189 PA Consulting Group, “Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med digitale løsninger og data i det danske sundheds-
væsen.”, 2024.
190 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
191 PA Consulting Group, “Business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med hjertesvigt”,
2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0177.png
Baggrundsrapport
177
kan medføre store gevinster for sundhedsvæsenet, bremses. Derudover er der med implementering af ny
teknologi ofte tale om forudbetaling mod langsigtede gevinster, hvilket særligt i kommunalt regi kan være
en hæmsko for prioritering og villighed til at investere i teknologi i en presset økonomi.
192
På trods af de nævnte udfordringer konstaterer Sundhedsstrukturkommissionen, at det under COVID-19-
pandemien blev tydeligt, at det kan lade sig gøre hurtigt og effektivt at udbrede digitale løsninger i det
danske sundhedsvæsen, når det lykkes at skabe fælles prioritering og eksekveringskraft, jf. boks 8.4.
Boks 8.4
COVID-19-pandemien – det gode eksempel på stor eksekveringskraft ved fælles prioritering
Danmark klarede sig bedre gennem COVID-19-pandemien end mange andre lande. Det skyldtes bl.a.
en hurtig og vellykket udbredelse af digitale løsninger, fx apps, videokonsultationer og digital smitte-
opsporing, og en effektiv digital understøttelse af vaccinationsindsatsen.
De digitale løsninger blev udviklet på tværs af mange aktører og på meget kort tid. Erfaringerne fra
COVID-19-pandemien viser, hvad det samlede sundhedsvæsen er i stand til, når der er en tydelig
prioritering af ressourcer, og aktørerne trækker i samme retning mod et fælles mål.
Kilde: Oxford Research. 2022. Evaluering af organiseringen af vaccinationsindsatsen mod covid-19.
Healthcare Denmark. 2023. Pandemic response in Denmark.
2. Aktørerne mangler forudsætninger for at varetage udvikling, implementering
og drift af teknologiske løsninger
Der har i de seneste år været et generelt fokus på at få teknologi ind på sundhedsuddannelserne, så
fremtidens medarbejdere bliver klædt på til at skulle kunne navigere i det digitale landskab og understøtte
borgernes forløb med teknologi.
193
Alligevel viser solid viden, at lederes og medarbejderes mangel på
digitale kompetencer udgør en væsentlig barriere for implementering af ny teknologi i sundhedsvæsenet.
194
195 196
Derudover har ledere ikke altid de rette kompetencer til at lede en digital omstilling i sundheds-
væsenet, fx kompetencer indenfor forandringsledelse og teknologiforståelse.
197 198
Flere af aktørerne i den
nuværende organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet har dermed ikke de
tilstrækkelige forudsætninger for at varetage udvikling, implementering og drift teknologiske løsninger
og bruge nye teknologier såsom kunstig intelligens.
Samtidig er der stor forskel på niveauet af kompetencer og mængden af ressourcer indenfor digitalisering
og data på tværs af sundhedsvæsenet.
Hvis der skal sikres en effektiv brug af ny teknologi, er det nød-
vendigt at aktørerne tilegner sig en række nye kompetencer, fx indenfor IT-arkitektur, teknologivurdering
og indkøb. Det udfordrer særligt praksissektoren og kommunerne. De har en simplere systemportefølje
sammenlignet med den nationale og særligt den regionale systemportefølje, og der er i dag en stor variation
i ressourcer, kompetencer og investeringsniveau på tværs af sektorerne. Mulighederne for lokal innovation,
effektiv implementering og forretningsunderstøttelse er dermed mere begrænsede i det primære sundheds­
192 Deloitte, “Analyse af barrierer for udbredelse af nye teknologier.”, 2018.
193 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
194 Bjørnholt, Bente m.fl. ”Ledelse af digitalisering. Videnskortlægning af den skandinaviske litteratur om ledelse af digitalisering”. VIVE - Det
Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2020.
195 Implement Consulting Group, “Analyse af kompetencemangel i Sundhedsvæsenet”, 2023.
196 KPMG og VIVE, “Styrkelse af digitale kompetencer inden for datadrevne teknologier til brug for automatisering, prædiktion og beslutnings-
støtte hos sundhedspersoner”, 2022.
197 Bjørnholt, Bente m.fl. ”Ledelse af digitalisering. Videnskortlægning af den skandinaviske litteratur om ledelse af digitalisering”. VIVE - Det
Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2020.
198 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0178.png
178
Baggrundsrapport
væsen.
199
Det betyder også, at det ikke er alle aktører, der har kompetencer og ressourcer til at gennemføre
udbud effektivt, og det kan være svært at give tilstrækkeligt modspil til de store leverandører, der har hele
teams af specialister i udbud. Det giver leverandørerne en fordel, fordi det kan være svært for mindre
indkøbere at gennemskue, hvilken leverandør der reelt har den bedst egnede løsning.
200
En særlig problematik vedrører aktørernes juridiske kompetencer til at vurdere og udnytte de nye
teknologiske muligheder.
201 202 203
Der er tunge juridiske krav på sundhedsområdet, bl.a. fordi sundhedsdata
er stærkt personfølsomme og kræver høj sikkerhed. Samtidig er der i sundhedsloven specifikke regler for,
hvornår og hvem der kan tilgå sundhedsoplysninger. Endelig skal aktørerne tage højde for mere regulering
fra EU’s side. Et eksempel er forordningen for medicinsk udstyr (MDR), der stiller krav om såkaldt
CE-mærkning af medicinsk udstyr. Her kan det kan være nødvendigt at hente specialiseret viden udefra
til at gennemføre eller vejlede om processen og kravet om CE-mærkning.
De juridiske kompetencer er fordelt på mange enheder i sundhedsvæsenet, og der er mange eksempler
på, at lovgivningen opfattes som uklar og på, at den fortolkes forskelligt fra enhed til enhed. Det handler
fx om forskelle i fortolkningen af lovgivningen mellem regioner og kommuner, når det kommer til data­
deling på tværs af sektorer, men de enkelte medarbejdere kan også opleve usikkerhed om, hvad de må i en
given situation. Det kan fx medføre, at der indhentes unødvendigt samtykke, at sundhedspersonalet ikke
indhenter oplysninger, som ellers er lovlige at indhente, eller at loven tolkes strammere, end den er.
204
Brugen af kunstig intelligens giver derudover også udfordringer og medfører uensartet juridisk praksis,
fordi de eksisterende juridiske rammer skal anvendes på en ny måde. Som nævnt i afsnittet om juridiske
rammer har Indenrigs­ og Sundhedsministeriet igangsat en analyse af juridiske barrierer for datadeling på
tværs af sektorer i patientbehandling.
Særligt fra kommunernes side bliver der efterspurgt klare retningslinjer fra centrale organisationer, såsom
KL og Sundhedsstyrelsen frem for anbefalinger, som efterlader et for stort rum til lokal fortolkning.
205 206
Det findes dog eksempler på, at kommunerne hjælper hinanden med at fortolke regler bl.a. i Det Fælles-
kommunale Databehandlersekretariat.
207
3. Der mangler strukturer for og incitamenter til innovation og udbredelse af nye
løsninger
Allerede i dag bliver der foretaget værdiskabende innovation i det danske sundhedsvæsen, fx lokalt i
klinikken og gennem offentlig-privat samarbejde. Her udvikles der arbejdskraftsbesparende løsninger,
og der bliver afprøvet nye teknologier som kunstig intelligens, der på sigt kan bruges til at ændre den måde,
der arbejdes på i sundhedsvæsenet. Potentialet er enormt, men teknologierne giver også udfordringer,
jf boks 8.5.
199 PA Consulting Group. “Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med digitale løsninger og data i det danske sundheds-
væsen”, 2024.
200 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
201 PwC, “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”.
202 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
203 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
204 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
205 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
206 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
207 Det fælleskommunale Databehandlersekretariat. “Om sekretariatet”. 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0179.png
Baggrundsrapport
179
Boks 8.5
Potentiale og udfordringer ved nye teknologier, fx kunstig intelligens og sprogmodeller
I dag ses der en stor og hastig udvikling af nye teknologier fx kunstig intelligens, sprogmodeller og
chatbots. De har et enormt potentiale for at kunne forandre fremtidens sundhedsvæsen grundlæggende.
Fx forventes det, at sprogmodeller fremover kan skrive resuméer af journalnotater, skrive epikriser, give
behandlingsforslag og bruges af patienter til at forstå symptomer og sygdom bedre. Datadrevne teknolo-
gier som kunstig intelligens vil kunne bruges til screeninger, hurtigere diagnostik og automatisering af
arbejdsgange.
Den hastige udvikling medfører et behov for klare rammer for, hvordan de nye teknologier kan anvendes,
hvis potentialet skal indfries. Samtidig stiller de nye teknologier krav om en række nye kompetencer
indenfor bl.a. jura, etik, dataanalyse og IT-udvikling.
Der findes en lang række projekter i sundhedsvæsenet, som allerede arbejder med udbredelsen af de nye
teknologier, særligt kunstig intelligens, men der er ikke en samlet national strategi, struktur og arkitektur
for brugen, og det er op til de enkelte sundhedsaktører at teste og arbejde med sprogmodeller.
Kilde: PwC. 2023. Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023.
Der er et stort potentiale i at sikre bedre strukturer og incitamenter til samarbejde og koordination af
udbredelse og implementering af nye teknologiske løsninger. Selvom den decentrale struktur potentielt
giver mulighed for afgrænsede, lokale eksperimenter og tværgående læring, så er det i praksis omkostnings­
tungt og ineffektivt, når alle fem regioner, 98 kommuner og 21 akutsygehuse afprøver og implementerer
nye løsninger selvstændigt og parallelt, særligt med tanke på de knappe udviklingsressourcer. Det øger
også risikoen for, at der arbejdes efter forskellige mål, og at ressourcer prioriteres til udvikling af egne, ofte
parallelle, løsninger, frem for til implementering af projekter, der allerede er udviklet og har vist stor effekt
andre steder. Det er ifølge en analyse gennemført af Implement for Robusthedskommissionen i 2023 en af
hovedårsagerne til, at en lang række projekter med dokumenteret effekt aldrig er blevet udbredt og skaleret
landsdækkende.
208
Samtidig vurderes det bl.a. i en analyse gennemført af Health Tech Hub Copenhagen og Mandag Morgen,
at det typisk er nemmere at opnå finansiering til at udvikle og teste nye løsninger end til at udbrede og
implementere eksisterende løsninger. Derudover er aktørerne ofte tilbageholdende med at udbrede andres
løsninger, fordi der er større faglig og politisk prestige i at udvikle egne løsninger, og fordi tilliden til egne
løsninger ofte er størst, også selvom løsningerne har vist god effekt i andre dele af sundhedsvæsenet.
Det resulterer i, at ressourcer prioriteres til udvikling og pilotafprøvninger frem for til idriftsættelse
og skalering.
209 210
En anden udfordring handler om, at der i Danmark ikke findes et samlet overblik over, hvilke digitale
sundhedsløsninger der er validerede og effektvurderede. I stedet er det op til hver enkelt aktør i sundheds­
væsenet at foretage vurdering af ny teknologi, bl.a. om de i tilstrækkelig grad lever op til kriterier som
brugervenlighed, datasikkerhed, integration til IT­systemer og effekt.
211
Der mangler således en organise­
ring, der kan understøtte implementering af ny teknologi. Særligt de små enheder kan have svært ved at
208 Implement Consulting Group. “Analyse af kompetencemangel i Sundhedsvæsenet”, 2023.
209 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
210 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
211 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0180.png
180
Baggrundsrapport
løfte opgaven med at identificere, afprøve, udbyde, implementere og skalere nye teknologier.
212
Der er brede
erfaringer med, at implementering af veldokumenterede løsninger udveksles for lidt, og der er et util-
strækkeligt fokus på at få evalueret teknologien.
213
Det bemærkes, at der er taget enkelte initiativer på området, bl.a. Kommunernes Teknologipartnerskab, der
har til formål at sikre øget udbredelse af veldokumenterede teknologier, der sparer tid og løfter borgernes
velfærd og et kommende nævn for sundhedsapps, som får ansvar for vurdering af sundhedsapps.
214 215
Også i regionalt regi er der taget en række initiativer til hurtigere og mere systematisk udbredelse af de
gode løsninger på tværs af de fem regioner, herunder Regionernes Innovationsboard og Behandlingsrådet.
Innovationsboardet blev nedlagt i 2023, da det ikke havde haft den ønskede effekt.
216
Danske Regioner har
i april 2024 besluttet at slå Behandlingsrådet sammen med RKKP i en ny organisation kaldet Sundheds-
væsenets Kvalitetsinstitut. Det nye institut overtager Behandlingsrådets opgaver med at evaluere nye
sundhedsteknologier og behandlingsformer.
217
Derudover er beslutningsfora om digital transformation ofte afkoblet fra faglige beslutningsfora. Digital
transformation medfører ændringer af arbejdsgange og organisering, men beslutningerne om fx udbredelse
af digitale løsninger er ofte forankrede i en særskilt organisering langt fra de fora, der beskæftiger sig med
den sundhedsfaglige og kliniske udvikling, herunder de kliniske anbefalinger og retningslinjer. Det betyder
bl.a., at de digitale løsninger ikke tænkes ind i tilrettelæggelsen af de relevante arbejdsgange fra start af.
218
Det samme gælder for de decentrale ressourcer til implementering og forankringsledelse, som heller ikke
tænkes ind. Implementering kræver kliniske drivkræfter og lokalt arbejde i form af meningsskabelse og
dialoger om faglig forandring, men ifølge sundhedsvæsenets aktører udfordres det af, at medarbejderne i
forvejen har travlt med at passe deres primære arbejdsopgaver.
219
Når de nødvendige ændringer i arbejds­
gangene ikke implementeres tilstrækkeligt, udebliver den en del af effekten ved de teknologiske løsninger.
Endelig hæmmes innovationen i sundhedsvæsenet af, at
forskere og life science­virksomheder oplever
udfordringer ved at anvende sundhedsdata. Adgang til sundhedsdata er en forudsætning for forskning og
innovation, fx for udvikling af bedre patientbehandling. I dag er adgangen besværliggjort af manglende
overblik over datakilder, administrativt tunge godkendelsesprocesser, vanskeligheder ved at koble data
på tværs af dataansvarlige myndigheder og utilstrækkelig analysekapacitet
220
. Samtidig er der en række
juridiske barrierer for udvikling og anvendelse af ny teknologi, fx udvikles mange datadrevne teknologier
som led i forskningsprojekter, men når de slutter, kan den indsamlede data ikke bruges til andre formål,
herunder i patientbehandling, på grund af reglerne i databeskyttelsesloven.
221
Der er opmærksomhed på området, og det indgår eksempelvis som en del af ”Vision for strategisk sam-
arbejde for bedre brug af sundhedsdata”, at der skal etableres en central løsning, der kan lette adgangen
til sundhedsdata, bl.a. for forskere.
222
Det er dog kommissionens vurdering, at der er behov for yderligere
tiltag på området.
212 Implement Consulting Group. “Analyse af kompetencemangel i Sundhedsvæsenet”, 2023.
213 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
214 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
215 Indenrigs- og Sundhedsministeriet, “Lov om ændring af sundhedsloven (Bedre digital forældreadgang til børns helbredsoplysninger,
indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger og etablering af et nævn for sundhedsapps)”, 1549
2023-24 § (2023).
216 Danske Regioner, “Referat af møde i Danske Regioners bestyrelse 28. september 2023”, 2023.
217 Danske Regioner. “Danske Regioner styrker arbejdet med kliniske retningslinjer og opretter et nyt, stærkt kvalitetsinstitut”. Danske
Regioners hjemmeside, 8. april 2024.
218 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
219 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
220 Sundhedsministeriet m.fl., “Vision – Strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata”, 2021.
221 Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
222 Sundhedsministeriet m.fl., “Vision – Strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata”. 2021.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0181.png
Baggrundsrapport
181
4. Der er stor afhængighed af leverandører og en fragmenteret IT-arkitektur
Markedet er i høj grad med til at drive innovationen i sundhedsvæsenet, men kommuner og regioner er
samtidig meget afhængige af leverandører til at hjælpe med udviklingen af infrastruktur, systemer og
løsninger. Det medfører udfordringer i forhold til sammenhæng, implementeringstempo og omkostnings-
niveau. Den store afhængighed af leverandører udfordrer sundhedsvæsenets agilitet og skyldes bl.a., at
de interne udviklingsressourcer er knappe og spredt ud på mange aktører. Derfor bliver der også kun i
begrænset omfang anvendt interne ressourcer til at udvikle nye løsninger, give leverandører kvalificeret
med­ og modspil og til selv at sætte tempo for udvikling
223
. Det er en af årsagerne til, at tempoet for
implementering af fælles løsninger fx til datadeling, ofte er lavt. Tempoet øger risikoen for forældede
nationale løsninger og konkurrerende lokale løsninger, når den fælles løsning står klar.
224
Det har fx taget så lang tid at få udviklet den Fælles Telemedicinsk Infrastruktur (FUT), at der nu er udviklet
en lang række lokale telemedicinske løsninger
225
. Løsningerne er ikke alle lavet til at skulle kunne integrere
til FUT, og det betyder bl.a., at de data, der indsamles i løsningerne, ikke kan deles på tværs. Et andet
eksempel er den fælles digitale løsning til graviditetsforløb, som nu har været så længe undervejs, at
regionerne hver især begynder at lave deres egne apps til formålet
226
.
Leverandørafhængigheden øger også sundhedsvæsenets omkostninger i forbindelse med digitalisering
og data, da stigende udgifter til IT-leverandører udhuler budgetterne. Regionernes udgifter til IT-systemer
og licenser lægger beslag på en stadigt større del af budgetterne. Regionerne investerede fx 2,9 mia. kr.
i IT-ydelser i 2022. Det betyder, at udgifterne til IT stiger hurtigere end udgifterne til sundhed.
227 228
Når
aktørerne derudover ikke har tilstrækkelige ressourcer til indkøb, udbud og leverandørstyring eller til
egen udvikling af løsninger, kan det også påvirke mulighederne for at forhandle priser og vilkår.
Sundhedsvæsenets sektoropdeling medfører derudover, at der ikke er den tilstrækkelige sammenhæng
mellem IT­systemerne i regioner, kommuner og lægepraksissystemer. I stedet kan systemerne betragtes
som særskilte aktør- og sektorspecifikke løsninger. Når der ikke stilles tilstrækkelige krav til aktørerne
om fælles strategisk retning for digitalisering af det samlede sundhedsvæsen, betyder det, at de sektor­
specifikke fagsystemer primært fokuserer på egne behov og i højere grad beror på den enkelte leverandørs
løsning. Dermed understøtter løsningerne ikke sammenhæng i behandlingsforløb og arbejdsgange på tværs
af sundhedsvæsenet i en tilfredsstillende grad.
229
Et eksempel er regionernes EPJ-konsolidering i Øst- og Vestdanmark. EPJ-konsolideringen har nogle
stordriftsfordele, men kommissionen vurderer, at den også udfordrer visioner om innovation og sammen­
hæng. Det er nemlig svært at integrere til systemerne, og integration af løsninger er ofte forbundet med høje
udgifter og lange tidshorisonter. Konsolidering af regionernes EPJ-landskab udfordrer dermed datadeling
og skalering.
I en analyse gennemført af Health Tech Hub Copenhagen og Mandag Morgen vurderes det, at det er en
væsentligt barriere for den samlede digitalisering af sundhedsvæsenet, at der ikke er tilstrækkelige krav
til leverandørerne om at sikre, at systemerne, både EPJ-systemer og systemer i kommuner og de almen-
medicinske tilbud, er nemme at integrere op imod for andre systemer. Udfordringen er særlig stor, når
løsninger skal anvendes på tværs af sundhedsvæsenet og derfor skal integreres i mange forskellige
systemer.
230
223 PA Consulting Group. “Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med digitale løsninger og data i det danske sundheds-
væsen”, 2024.
224 PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
226 Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland, “Nyt app-tilbud skal give mere tryghed til gravide”, 2021.
225 MedCom, “Telemedicinske initiativer – En kortlægning af telemedicinske initiativer i Danmark”, 2019.
227 Ginman, Rasmus Jessen. “Stigende it-udgifter udhuler Region H’s økonomi: »Omkostninger til it stiger hurtigere end til sundhed«”. DigiTech,
2023.
228 IT-Branchen, “Her investerer man mest og mindst i det offentlige”, 2024.
229 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
230 Health Tech Hub Copenhagen, og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til bedre sammenhæng og
samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0182.png
182
Baggrundsrapport
Et eksempel er, at de regionale EPJ-leverandører typisk har behov for 18-24 måneder, hvis der skal fore-
tages ændringer i systemerne og laves integrationer til nye løsninger, hvilket fx er tilfældet for den
kommende digitale løsning for fravalg af genoplivning. Løsningen skal sikre, at sundhedspersoner rundt
om en given borger får besked i deres IT­systemer, hvis borgeren har frabedt sig genoplivning. Andre gange
medfører udfordringerne, at der udvikles særskilte løsninger uden integrationer til EPJ-systemerne. Det
er fx tilfældet ved Samblik Diabetes, som er en digital løsning, der giver sundhedsfaglige i alle sektorer det
samme overblik over diabetespatienters sygdomshistorie og dermed gør det muligt at tilbyde en bedre
og mere sammenhængende behandling på tværs af sektorer. Løsningen er ikke integreret i de regionale
og kommunale journalsystemer, så personalet tilgår i stedet løsningen via Sundhedsfaglig NemLogIn
231
.
Kommissionen vurderer, at der er en risiko for at personalet går glip af vigtig og relevant viden, jo flere
steder de skal orientere sig for at finde de forskellige oplysninger.
231 Steno Diabetes Center Aarhus, “SAMBLIK: Samme patientoverblik på tværs af sektorer”, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0183.png
Baggrundsrapport
183
Kapitel 9: Regionernes øvrige
opgaver
Kapitel 9 beskriver indholdet af regionernes øvrige opgaver. Regionerne varetager udover sundheds-
området en række forskelligartede opgaver. Under overskriften ”Regional udvikling” varetager regionerne
opgaver vedrørende kollektiv trafik, ungdomsuddannelse, kultur og miljø. Dertil kommer, at regionerne
er driftsherrer på en række tilbud på socialområdet og området for specialundervisning. De fleste opgaver
overtog regionerne fra de tidligere amter.
Siden kommunalreformen i 2007 er der foretaget enkelte justeringer i regionernes øvrige opgaver. Som
opfølgning på evalueringen af kommunalreformen i 2013 blev kompetencen til at udstede godkendelser
til råstofindvinding flyttet fra kommunerne til regionerne. Som opfølgning på eftersyn af erhvervsfremme-
indsatsen i 2016 blev den decentrale erhvervsfremmeindsats samlet hos kommunerne i forbindelse med
erhvervsfremmereformen i 2018.
Kollektiv trafik
Regionerne deler ansvaret for den lokale kollektive trafik med kommunerne. Regionerne og kommunerne
deltager sammen i de regionale trafikselskaber, som blev oprettet i forbindelse med kommunalreformen
i 2007. Trafikselskaberne har til opgave at sørge for koordinering og planlægning af den offentlige service­
trafik, fastsættelse af takster, individuel handicapkørsel og privatbaner.
Trafikselskaberne er stiftet af den region, hvori de ligger, og kommunerne i regionen. Trafikselskaberne
ledes af en bestyrelse, der består af repræsentanter fra trafikselskabets ejerregioner og -kommuner.
Trafikselskaberne er nedsat ved lov og er selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til både
regioner og kommuner.
Trafikselskaberne er:
Nordjyllands Trafikselskab (NT) (Region Nordjylland)
Midttrafik (Region Midtjylland)
Fynbus (Region Syddanmark, kun for Fyn)
Movia (Region Sjælland og Region Hovedstaden)
Sydtrafik (Region Syddanmark, kun for Syd- og Sønderjylland)
Den lokale kollektive transport på Bornholm varetages af Bornholms Regionskommune. Tre ø-kommuner
har i henhold til en hjemmel i lov om trafikselskaber udmeldt sig af trafikselskabet og har nu selv ansvaret
for lokal kollektiv transport. Det drejer sig om Ærø, Fanø og Samsø.
Trafikselskaberne står for indkøb af regional bustrafik og privatbanetrafik på vegne af regionerne og
kommunal bustrafik på vegne af kommunerne. Der findes 13 privatbaner (lokalbaner).
Trafikselskabernes økonomi skal balancere, og det er ejernes (kommuner og regioners) ansvar at sikre,
at det sker. I praksis betyder det, at de udgifter, der ikke kan dækkes af passagerindtægter, skal finansieres
af tilskud fra ejerne i det enkelte år.
De nuværende regionale trafikselskaber og Bornholms Regionskommune er medejere af Rejsekort &
Rejseplan A/S. Samtidig er Region Midtjylland og Region Hovedstaden medejere af henholdsvis Aarhus’
og Hovedstadens letbane.
Regionerne har desuden fået overdraget trafikkøberansvaret for lokal togtrafik på udvalgte strækninger af
statens jernbanenet. Det er med henblik på at skabe en bedre sammenhæng i, hvilke jernbanestrækninger
der drives lokalt og ofte i sammenhæng med de eksisterende privatbaner (lokalbaner).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0184.png
184
Baggrundsrapport
Jordforurening
Regionerne varetager indsatsen mod de jordforureninger, der kan have skadelig virkning på natur, miljø
og menneskers sundhed.
Efter de gældende regler skal jordforurening som udgangspunkt fjernes af den, der har forurenet.
Forureningen kan dog være sket for år tilbage med andre regler, end der gælder i dag, så der ikke er en
forurener til at fjerne forureningen. Opgaven overgår i givet fald til en offentlig indsats, som varetages
af regionerne.
Overordnet varetages følgende opgaver af regionerne:
• Kortlægning af arealer med jordforurening
Prioritering og udførsel af undersøgelses- og oprensningsprojekter. Selve udførelsen af oprensning sker
gennem udbud.
Værditabsprojekter, hvor boligejere mod egenbetaling kan få fremrykket oprydning af deres ejendom.
Generationsforureninger, herunder prioritering og oprensning.
Råstofindvinding på land
Regionerne varetager forvaltningen af råstofindvinding på land. Råstoffer defineres ifølge råstofloven som
sten, grus, sand, ler, kalk, kridt, tørv, muld og lignende forekomster, men ikke de råstoffer, som fx olie og
naturgas, der er omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund. Staten er ansvarlig myndighed i
forhold til råstofindvindingen til havs, mens regionerne er myndighed, når det gælder indvindingen på land.
Regionernes opgaver på råstofområdet er at udarbejde råstofplaner og udstede tilladelser til indvinding på
land. Råstofplanerne udarbejdes for hver enkelt region og indeholder en plan for indvinding og forsyning
omfattende en periode på mindst 12 år. Råstofplanerne udstikker de overordnede retningslinjer for
råstofindvinding på land og fastlægger graveområder og interesseområder.
Regionerne overtog tilladelseskompetencen fra kommunerne i 2014. Baggrunden for at flytte opgaven var,
at der var for få årlige ansøgninger om indvinding i de enkelte kommuner, og at kommunerne derfor ikke
havde mulighed for at opbygge og sikre tilstrækkelige kompetencer.
Ungdomsuddannelse
Regionerne varetager koordinereringsopgaver på ungdomsuddannelsesområdet m.v., herunder sikring
af sammenhæng i udbuddet. På gymnasieområdet varetager regionerne endvidere opgaver som kapacitets-
styring og elevfordeling.
Regionerne har indstillingsret til 20 pct. af socialfondsmidlerne i programperioden for 2021-2027, svarende
til ca. 171 mio. kr. til at styrke regionernes arbejde på uddannelsesområdet.
Koordineringsopgaver på ungdomsuddannelsesområdet m.v.
Børne- og undervisningsministeren har det overordnede ansvar for at sikre uddannelsesdækningen.
Regionsrådet har til opgave at koordinere den samlede indsats i regionen for at sikre, at der er tilstrækkeligt
og varieret uddannelsestilbud i regionen af gymnasiale ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser og
voksenuddannelsescentrenes (VUC) tilbud (HF-enkeltfag, forberedende voksenundervisning (FVU), almen
voksenuddannelse (AVU) og ordblindeundervisning for voksne). Koordineringen omfatter også placeringen
af udbud og kapaciteten på uddannelserne. Regionsrådet skal endvidere høres, inden VUC’erne indgår
driftsoverenskomster om FVU og ordblindeundervisning for voksne.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0185.png
Baggrundsrapport
185
Regionsrådene kan desuden yde formåls­ og tidsbestemte udviklingstilskud til offentlige gymnasier,
voksenuddannelsescentre, institutioner for erhvervsrettet uddannelse og FGU-institutioner, herunder
anlægstilskud med henblik på at understøtte regionens udviklingsstrategi.
Gymnasieområdet
Ud over de ovenfor nævnte koordineringsopgaver varetager regionsrådet på gymnasieområdet endvidere
opgaver med kapacitetsstyringen, bl.a. fra 2026/27 fastsættelse af kapaciteten på de enkelte institutioner
eller afdelinger. Regionsrådet koordinerer desuden fordelingen af elever på uddannelsen til almen studen­
tereksamen, uddannelsen til HF­eksamen, uddannelsen til merkantil studentereksamen, uddannelsen til
teknisk studentereksamen og pre­IB.
Fordelingen af ansøgere til de gymnasiale ungdomsuddannelser sker i en landsdækkende fordelings-
mekanisme (Den Koordinerede Tilmelding til Gymnasiale Ungdomsuddannelser), der stilles til rådighed
af Børne- og Undervisningsministeriet (Styrelsen for IT og Læring) for regionerne.
Opgaven omfatter desuden:
Fordeling af ansøgere, der er indgået i den landsdækkende fordelingsmekanisme, men ikke
er blevet fordelt.
Behandling af ansøgninger, hvor ansøgeren ønsker forrang som følge af handicap.
• Behandling af indsigelser og klager.
Godkendelse af profilgymnasier
• Kommunikation til elever og forældre.
Opgaven på gymnasieområdet omfatter herudover:
• Formandskab og sekretariatsbetjening af gymnasiesamarbejder
Fordeling af ansøgere, der ikke er indgået i den centrale fordelingsrunde m.v. (eftertilmeldere)
til og med første uge af november.
Øvrig regional udvikling
Regionerne har i dag mulighed for at udarbejde en regional udviklingsstrategi, der omfatter regionernes
opgaver inden for regional udvikling og i tilknytning hertil den fremtidige udvikling i regionen, infra­
struktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning og
eventuelle grænseoverskridende samarbejder. Regionerne kan ansøge om og deltage i projekter om
kvalificeret arbejdskraft under Den Europæiske Socialfond, som udmøntes af Danmarks Erhvervsfremme­
bestyrelse. Regionerne er repræsenteret med ét medlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og ét
medlem i de seks tværkommunale erhvervshuses bestyrelser.
Regionerne kan deltage i grænseoverskridende samarbejder, herunder kan de også være ansættelses­
myndighed for Interreg­sekretariater, og er repræsenteret i overvågningsudvalg for en række Interreg­
programmer og nationale strukturfondsprogrammer for programperioden 2021-2027. Endvidere er
regionerne repræsenteret med ét medlem i overvågningsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling
for programperioden 2021-2027.
Planlov
Regionerne har enkelte opgaver og rettigheder i henhold til planloven. Det drejer sig om følgende:
• Regionsrådene kan på eget initiativ over for ministeren for byer og landdistrikter fremsætte forslag
til landsplanlægning.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0186.png
186
Baggrundsrapport
Regionsrådene kan gøre indsigelse over for forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner,
hvis planforslaget er i strid med den regionale råstofplan. Regionsrådene skal underrette ministeren for
byer og landdistrikter herom.
Kultur
Regionerne er ikke pålagt myndighedsopgaver eller driftsopgaver på kulturområdet. Regionerne kan
imidlertid medvirke til at igangsætte kulturbegivenheder og udvikle kulturelle tilbud.
Det specialiserede socialområde
Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar
på det specialiserede socialområde. Kommunerne overtog størstedelen af de tidligere amtslige institutioner
og tilbud. Regionerne har driftsherre­ og udviklingsansvar for de tilbageværende tilbud. Regionerne har en
forsyningspligt, som indebærer, at regionerne har ansvar for at stille en række specifikke tilbudstyper til
rådighed for kommunerne.
Kommuner kan vælge at overtage regionale sociale tilbud beliggende i kommunen. Kommunerne kan gøre
brug af muligheden én gang i hver valgperiode. Der kan undtages fra det, hvis det er som led i et driftspålæg
fra Social- og Boligstyrelsen. Et driftspålæg indebærer, at en kommune eller en region pålægges et drifts-
ansvar for at opretholde eller videreføre et tilbud. Formålet er at sikre, at den rette viden og kompetencer
er til stede over for bestemte målgrupper.
De nuværende regionale tilbud omfatter bl.a. midlertidige og længerevarende botilbud til voksne med fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse, sikrede døgninstitutioner og døgntilbud til børn og unge. Regionerne
kan desuden efter aftale med kommunerne opføre og eje almene ældreboliger, der er særligt indrettet til
personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Flere af regionernes sociale tilbud er højt specialiserede, eksempelvis de sikrede døgninstitutioner for børn
og unge, som anbringes af socialretlige, strafferetlige og udlændingeretlige årsager, og Kofoedsminde, der
er et sikret botilbud for domfældte med udviklingshæmning.
I alt driver regionerne ca. 3.800 pladser fordelt på 89 tilbud. I alt findes godt 95.300 pladser fordelt på godt
2500 sociale tilbud. Størstedelen af de regionale tilbud er målrettet voksne. Knap syv ud af ti pladser er til
tilbudstyper med døgnophold.
232
Specialundervisning
Regionerne varetager opgaver vedrørende specialundervisning, herunder specialiserede tilbud om special­
undervisning og specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven og specialundervisning for voksne.
Specialiserede tilbud om specialundervisning og specialpædagogisk bistand
efter folkeskoleloven
Regionerne er driftsherrer på fire lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud inden for special-
undervisning og specialpædagogisk bistand for børn og unge under 18 år med alvorlige syns- og høre-
handicap og svære fysiske handicap. Regionerne overtog ansvaret i forbindelse med kommunalreformen
og har ansvar for at tilpasse kapaciteten og sammensætningen af regionens undervisningstilbud.
Kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet indgår årligt en rammeaftale om faglig udvikling,
styring og koordinering af regionens undervisningstilbud.
232 Social-, Bolig- og Ældreministeriet, “Tilbudsportalen”. 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0187.png
Baggrundsrapport
187
Regionerne driver i dag fire institutioner, der er specialiseret i forhold til børn og unge, og som i skoleåret
2022/2023 havde et elevtal på 150.
Det bemærkes, at tilbuddene efter folkeskoleloven indgår som en mindre del af institutionernes virksom­
hed, der også omfatter specialundervisning for voksne, særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU),
botilbud til børn og voksne, efteruddannelse m.v. og landsdækkende specialrådgivning til børn og voksne
efter serviceloven, herunder materiale­produktion.
Specialundervisning for voksne (kommunikationscentre)
I forbindelse med kommunalreformen overtog regionerne 20 undervisningsinstitutioner (kommunikations­
centre) for voksne, der har tale-, høre- og syns-vanskeligheder. De fleste kommunikationscentre er sidenhen
overført til kommunerne, men regionerne driver fortsat fire kommunikationscentre, der også varetager
andre opgaver end specialundervisning for voksne. Der er ud over kommunikationscentre andre regionale
institutioner, der har tilbud efter lov om specialundervisning for voksne.
Det påhviler regionerne at drive undervisningsinstitutionerne, og de har ansvar for at tilpasse kapaciteten
på og sammensætningen af regionens undervisningstilbud.
Regionsrådet kan endvidere efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage kommunale driftsopgaver
inden voksenspecialundervisning, der har en naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen
derfor har særlige kompetencer i forhold til opgavevaretagelsen.
På kommunikationscentrene kan borgere med tale-, høre- og synsvanskeligheder modtage kompenserende
specialundervisning og rådgivning, herunder om relevante hjælpemidler.
Partistøtte, valgbestyrelse m.v.
Regionerne udbetaler den regionale partistøtte og er ansvarlige for reglerne om åbenhed om privat
partistøtte til regionale kandidatlister, kandidater, partiernes kredsorganisationer og folketingskandidater.
Regionerne er også ansvarlige for en række opgaver i forbindelse med afholdelse af regionsrådsvalg.
Særlige forhold om Bornholms Regionskommune
Bornholms Regionskommune er en del af Region Hovedstaden, men har i dag særlig hjemmel til at varetage
de fleste af regionernes opgaver ud over sundhed. Det betyder bl.a., at Bornholms Regionskommune
varetager opgaver vedr. jordforurening, råstofudvinding, ungdomsuddannelse og de regionale udviklings­
tilskud på ungdomsuddannelsesområdet. Bornholms Regionskommune deltager ikke i et trafikselskab,
men varetager på Bornholm de opgaver, der efter loven påhviler trafikselskaberne.
Økonomi
I de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og regionerne fastsættes rammen for regionernes netto-
driftsudgifter til regional udvikling med dertil hørende bloktilskudsfinansiering.
Der afsættes ikke ramme til drift af institutioner og tilbud på det specialiserede socialområde og special-
undervisningsområdet, da området finansieres gennem betaling fra kommunerne i form af dels takst-
finansiering og dels objektiv finansiering.
En opgørelse af regionernes bruttodriftsudgifter til øvrige opgaver indikerer, hvor stort et volumen deres
opgaveområder udgør, uanset hvorledes det er finansieret. I 2023 udgjorde disse samlet godt 9,2 mia. kr.,
jf. tabel 9.1. Heraf er 5,5 mia. kr. knyttet til drift og udvikling af sociale tilbud og specialundervisning,
mens 2,5 mia. kr. kan henføres til kollektiv trafik.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0188.png
188
Baggrundsrapport
Tabel 9.1
Regionernes bruttodriftsudgifter til øvrige opgaveområder 2023 (mio. kr.)
Region
Hoved-
staden
Sociale tilbud og specialundervisning
Sociale tilbud,
specialundervisning
og rådgivning
Almene ældreboliger
Administration
Øvrige omkostninger
og indtægter
Andel af fælles
formål og adm.omk.
I alt
Regional udvikling
Tilskud til
t
rafikselskaber
Tilskud til kulturelle
aktiviteter
Uddannelse
Jordforurening
Råstoffer
Administration
Øvrige omkostninger
og indtægter
Andel af fælles
formål og adm.omk.
I alt
Sociale tilbud og
specialundervisning
og regional
udvikling i alt
666
1
20
174
10
111
34
18
1.034
492
3
10
45
4
50
34
27
665
278
8
23
102
3
39
39
40
533
751
15
26
57
3
85
34
19
989
314
6
8
32
3
44
52
5
465
2.501
33
87
410
23
329
193
109
3.685
Region
Sjælland
Region
Syddanmark
Region
Midtjylland
Region
Nordjylland
Hele landet
1.062
-
49
-
19
1.130
1.056
2
38
-
43
1.140
801
-
51
4
21
876
1.435
-
81
-
25
1.540
778
-
44
-
1
820
5.131
2
262
4
106
5.506
2.164
1.804
1.409
2.529
1.285
9.191
Kilde: Danmarks Statistik (REGR31, 1 Driftskonti, Udgifter excl. beregnede omkostninger, løbende priser) og egne beregninger.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0189.png
Baggrundsrapport
189
Kapitel 10: Private sundheds-
forsikringer
Den store stigning i antallet af sundhedsforsikrede har givet Sundhedsstrukturkommissionen anledninger
til at overveje, om udviklingen har negative konsekvenser på den samlede sundhedsfaglige kapacitet og
konsekvenser for ulighed i adgangen til sundhed.
I kapitel 10 beskrives brugen og udviklingen af private sundhedsforsikringer og eksisterende viden om,
hvordan private sundhedsforsikringer kan påvirke det offentlige sundhedsvæsen, bl.a. det almenmedicinske
tilbud.
Forskellige typer af sundhedsforsikringer
Kapitlet skelner mellem private sundhedsforsikringer tegnet gennem arbejdsgiver eller pensionskasse –
de såkaldte arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer – og individuelt tegnede ordninger gennem Syge-
sikringen ”danmark”. De to typer af sundhedsforsikringer adskiller sig bl.a. ved deres dækningsområde,
deres optagelsesbetingelser og hvornår forsikringen udløber, om forsikringspræmien beskattes hos de
pågældende forsikrede og ejerforholdene ved forsikringsudbyderne. I det følgende beskrives de to typer
af sundhedsforsikringer hver for sig.
Dertil kommer, at der indenfor arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer skelnes mellem egentlige sund­
hedsforsikringer og sundhedsordninger, hvor sidstnævnte ofte har en mere forebyggende sundhedstilgang,
enten i form af tilbud om fysiske­ eller psykiske behandlinger og ikke indeholder operationsdækning. I
kapitlet bruges betegnelsen sundhedsforsikringer om både sundhedsordninger og sundhedsforsikringer.
Flere danskere er dækket af en privat sundhedsforsikring
Næsten 2,7 mio. danskere er i dag dækket af en privat sundhedsforsikring gennem deres arbejdsgiver eller
pensionskasse. Det er en markant udvikling fra et niveau på omkring 230.000 danskere i 2003. Alene i 2022
steg antallet med næsten 400.000.
I dag er næsten alle privatansatte dækket af en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, mens en række
offentligt ansatte også har fået adgang til en sundhedsordning, der giver adgang til vederlagsfri ydelser
som fysioterapi, kiropraktik og stresshåndtering. Der findes ikke tal for fordelingen af private og offentlige
arbejdsgiversbetalte forsikringer. Til reference var den samlede lønmodtagerbeskæftigelse i 2023 omkring
3 mio. personer, hvoraf knap 0,9 mio. personer var offentligt ansatte og 2,1 mio. personer var privatansatte.
I 2021 fik omkring 50.000 statsansatte fx adgang til en sundhedsordning gennem deres pensionsordning i
Sampension.
En andel af de forsikrede anslås at være dobbeltforsikrede, dvs. både dækket af en arbejdsgiverbetalt
sundhedsforsikring og medlem af ’danmark’. Den præcise andel kendes ikke i dag, men en undersøgelse
fra 2009 indikerer, at mindst 20 pct. er dobbeltforsikrede.
233
Det kan bl.a. skyldes, at de arbejdsgiverbetalte
forsikringer ophører, når man forlader arbejdsmarkedet, medens medlemskab af ’danmark’ varer så længe
som præmien betales.
Ca. 2,7 mio. er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, inklusive passive medlemmer, jf. figur 10.1. Selskabet
har haft et støt stigende antal medlemmer og er vokset med omkring 40.000 til 50.000 medlemmer om året
siden 2003.
233 Kiil, Astrid, og Kjeld Møller Pedersen. “The Danish Survey on Voluntary Health Insurance 2009”. DaCHE discussion papers 2009:3, University
of Southern Denmark, Dache - Danish Centre for Health Economics, 2009.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0190.png
190
Baggrundsrapport
Figur 10.1
Antallet af sundhedsforsikrede, 2003-2022
Personer
3.000.000
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
Personer
3.000.000
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
Medlemmer af "Danmark"
Kilde: Forsikring og Pension, Sygesikringen ’danmark’
Antal øvrige sundhedsforsikrede
Væksten i de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringsordninger blev oprindeligt tilskrevet, at arbejdsgivere
i perioden 2002-2012 kunne vælge at tilbyde en sundhedsforsikring uden at præmien var skattepligtig.
I dag er der kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalte forsikringer, der udelukkende dækker behandling
af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol, andre rusmidler og rygeafvænning eller ordninger, der
udelukkende dækker behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader og sygdomme.
234
Som det
fremgår af figur 1.10, er antallet af forsikrede imidlertid ikke faldet efter afskaffelsen af skattefritagelsen,
tværtimod er det sket en fortsat stigning i antal forsikrede.
Mulige forklaringer på den fortsatte udvikling er en stigende beskæftigelse i perioden, at sundheds-
forsikringer i højere grad er blevet gjort tilgængelige, fx gennem arbejdsmarkedspensionsordningerne,
og forventninger fra medarbejderne. Det er derfor formentlig en arbejdsmarkedsbestemt udvikling, som
ikke alene er et udtryk for en egentligt stigende efterspørgsel i befolkningen efter forsikringernes ydelser.
Sygeforsikringen ”danmark”
Sygeforsikringen ”danmark” ejes af medlemmerne og er det største sygeforsikringsselskab i Danmark.
Forsikringsselskabet voksede ud af fortsættelsessygekasserne, som blev nedlagt i 1973 sammen med
de almindelige sygekasser. Forbindelsen til sygekasserene ses bl.a. af, at ”danmark” også yder tilskud til
begravelseshjælp. Selskabet udbetalte i 2022 over 3,5 mia. kr. i tilskud til medlemmerne. Sygesikringen
”danmark” har 350 forskellige tilskud.
Offentlig tilgængelige informationer om ”danmarks” medlemmer og erstatninger er ikke så omfattende
som for de arbejdsgiverbetalte forsikringer. Fx er der ikke tilgængelige oplysninger om antal personer,
der modtager de forskellige tilskud.
234 PwC, “Arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og sundhedsordninger”, PwC, 2023.
2022
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0191.png
Baggrundsrapport
191
Betingelser for medlemskab
Medlemskab af ”danmark” forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, bl.a. at ansøger er under 60 år,
rask og ikke har haft forbrug af medicin eller gjort brug af fysioterapeuter, kiropraktorer, psykolog eller
andre behandlere indenfor de seneste 12 måneder. Børn op til 16 år er medforsikrede forudsat, at de
opfylder helbredsbetingelserne.
Dækningsområde
Sygeforsikring ”danmark” kan som udgangspunkt ses som en brugerbetalingsforsikring, fordi forsikringen
især fokuserer på at erstatte brugerbetaling på relevante områder. Der gives dermed tilskud til tandlæge,
medicin, optiker, læge, fysioterapi, kiropraktor, fodterapi, zoneterapi og akupunktur, hvoraf tilskud til
medicin og tandlæge står for størstedelen af erstatningsudgifterne. I en spørgeskemaundersøgelse fra 2009
angiver omkring 60 pct., at den væsentligste grund til at være medlem af Sygesikringen ”danmark” er
brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen. Derimod angiver mindre end 5 pct. utilfredshed med det
offentlige sundhedsvæsen samt ventetider i det offentlige sundhedsvæsen, som den væsentligste grund.
235
Der er fire medlemsgrupper i ”danmark”. Den største medlemsgruppe er nr. 5, som alene giver tilskud til
fysioterapi, psykolog, tandbehandling og medicin m.v. Der kan her tilkøbes operationsdækning. Gruppe 1 og
2 har den mest omfattende dækning, som udover tilskud til fysioterapi, psykolog og medicin m.v. også giver
tilskud til operationer, læge og speciallæge. 17 pct. af medlemmerne har operationsdækning. Operations­
dækningen giver ret til tilskud til operationer udført på privathospitaler, fx hofteledsudskiftning. Der ydes
et tilskud på op til 85 pct. af patientens samlede udgifter for operationen. Herudover findes en gruppe 8,
hvilende medlemsskab, som optager medlemmer, der opfylder betingelserne for medlemsskab, men som
ikke giver tilskud. Medlemsskab i gruppe 8 giver alene mulighed for senere at rykke op i én af de øvrige 3
grupper. Forsikringspræmierne i gruppe 1, 2, 5 og 8 er henholdsvis 3.600 kr., 4.350 kr., 1.600 kr. og 400 kr.
pr. år.
Figur 10.2
Antal medlemmer af Sygeforsikringen ”danmark” pr. medlemsgruppe, 2023
Personer
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
Personer
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
Gruppe 1
Gruppe 2
Gruppe 5
Gruppe 8
Medlemmer pr. 31/12-2023
Kilde: Sygeforsikringen ’danmark’.
Anm.: Gruppe 8 er passive medlemmer.
235 Kiil, Astrid, og Kjeld Møller Pedersen. “The Danish Survey on Voluntary Health Insurance 2009”. DaCHE discussion papers 2009:3, University
of Southern Denmark, Dache - Danish Centre for Health Economics, 2009.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0192.png
192
Baggrundsrapport
Det er værd at bemærke, at det ikke har været muligt at trække data på, hvor mange medlemmer der bruger
Sygeforsikringen ”danmark”. Et studie finder dog, at omkring 90 pct. af medlemmerne har gjort brug af
Sygeforsikringen ”danmark” indenfor de seneste 12 måneder.
236
Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer
De arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringers primære formål er, ifølge brancheforeningen for danske
forsikrings- og pensionsselskaber, Forsikring og Pension, at erhvervsaktive kan bevare sin arbejdsmarkeds-
tilknytning ved, at sundhedsproblemer tages i opløbet, så de ikke udvikler sig til egentlig sygdom, der
kræver behandling i det offentlige sundhedsvæsen.
Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer udbydes af kommercielle forsikrings- og pensionsselskaber. Der
er for nuværende 11 større danske udbydere: Dansk Sundhedsforsikring, Tryg, Danica Pension, AP Pension,
PensionDanmark, If, Topdanmark, PFA, Codan, Gjensidige og Pensam, hvor Dansk Sundhedsforsikring er
det største selskab med over 549.000 medlemmer. Forsikring- og pensionsselskaberne benytter sig i flere
tilfælde af sundhedsleverandører, fx Falck og Teladoc, som står for de forsikringsdækkede behandlinger.
Betingelser for medlemskab
Der er som udgangspunkt ingen helhedsbetingelser for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, fordi de
tegnes for alle medarbejdere på arbejdspladsen. Forsikringen er knyttet op på den enkelte ansættelse, som
betyder, at forsikringen i de fleste tilfælde ophører, når medarbejderen forlader virksomheden eller går på
pension.
Med en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring er det ofte muligt at tilmelde ægtefælle/samlever og børn
til en lavere pris. I 2022 udgjorde 17 pct. af alle arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer medforsikrede
ægtefæller og/eller børn, svarende til over 450.000 medforsikrede ægtefæller og/eller børn, jf. figur 10.3.
Præmien for de arbejdsgiverbetalte forsikringer ligger på omkring kr. 3.300 pr. år, men varierer fra selskab
til selskab.
Forsikringsselskaberne udbyder samtidig privatforsikringer, som kan tegnes af enkeltpersoner. Individuelt
tegnede forsikringsordninger udgør blot en lille andel (6 pct. i 2022) af markedet, jf. figur 10.2. Der ses dog
en svag stigning i andelen af individuelt tegnede forsikringsordninger i de seneste år. Betingelserne for
medlemskab varierer afhængigt af den enkelte forsikring. For de fleste gælder dog et alderskriterie på
maksimalt 60 år og visse helbredsbetingelser. Dertil kommer, at forsikringerne ofte udløber, når den
forsikrede er mellem 65 og 70 år, hvor patienternes behov for sundhedsydelser forventelig vil være størst.
236 Kiil, Astrid, og Kjeld Møller Pedersen. “The Danish Survey on Voluntary Health Insurance 2009”. DaCHE discussion papers 2009:3, University
of Southern Denmark, Dache - Danish Centre for Health Economics, 2009.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0193.png
Baggrundsrapport
193
Figur 10.3
Fordeling af antal forsikringsordninger på forsikringstager
100
80
60
40
20
0
79
76
81
80
80
79
76
77
78
Pct.
2
18
2
22
3
17
Pct.
2
18
3
17
3
18
5
19
6
17
6
17
100
80
60
40
20
0
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Individuelt tegnede ordninger
Arbejdsgiverbetalte ordninger, medforsikrede ægtefæller/samlevere og børn
Arbejdsgiverbetalte ordninger, primært forsikrede
Kilde: Forsikring & Pension.
Dækningsområde
De arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer dækker over en række forskellige ydelser. Dog er psykolog­
hjælp og fysisk behandling inkluderet i alle forsikringsordningerne, uagtet forsikringsselskab og forsik­
ringstype. I 2022 havde i alt 746.900 personer anvendt deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring. Figur
10.4 viser fordelingen på dækningsområder. Størstedelen af de forsikrede anvender sundhedsforsikringen
til fysioterapi, kiropraktik og lignende, hvor der i det offentlige sundhedsvæsen indgår brugerbetaling.
Der kan dermed drages paralleller til Sygeforsikring ”danmark”. Forsikring og Pension peger også på, at
sundhedsforsikringerne hovedsageligt dækker områder, hvor der er egenbetaling på sundhedsområdet.
237
237 Forsikring og Pension, “Sundhedsforsikringerne finansierer hovedsageligt, hvor der er egenbetaling på sundhedsområdet”, Forsikring og
Pension, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0194.png
194
Baggrundsrapport
Figur 10.4
Antal personer, som har anvendt forsikringen, fordelt på områder (pct.)
5
12
21
62
Fysioterapi, kiropraktor m.v.
Operationer
Psykolog, psykiater m.v.
Andet (hjemmehjælp, rekreation, ledsageordning m.v.)
Kilde: Forsikring og Pension.
Operation, genoptræning og ”second opinion”
I 2022 indeholdt 79 pct. af de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer operationsdækning, hvor 114.100
personer, svarende til 4 pct. af alle de forsikrede, gjorde brug af deres forsikring til operation på et privat-
hospital.
238
Det kan ses i relation til de samlede antal offentligt finansierede operationer, som der i 2022 blev
foretaget 1,2 mio. af i Danmark.
239
Operationsdækning dækker typisk udgifter til elektiv (planlagt) kirurgi og behandling på privathospitaler
og undersøgelse, udredning og efterbehandling efter endt operation. Akut hospitalsbehandling er ikke
dækket af forsikringen. Dækkede operationstyper varierer hos de forskellige udbydere. Dog tilbyder de
fleste ambulante operationer, mens enkelte også tilbyder behandling og operation af fx kræft. PFA, der er
en af de største udbydere af private sundhedsforsikringer, oplyser at knæoperationsdækning udgør en
fjerdedel af alle PFA-betalte operationer.
240
Alle forsikringsordninger, med undtagelse af en enkelt, tilbyder også genoptræningsforløb efter behandling
eller operation svarende til, hvad der også gælder i det offentlige sundhedsvæsen. Desuden tilbyder nogle
udbydere særskilte genoptræningsforløb. Herudover tilbyder størstedelen af forsikringsordningerne også
ydelsen ”second opinion”, som giver mulighed for en revurdering eller diagnose ved en speciallæge efter
allerede stillet diagnose eller behandlingstilbud i det offentlige. Det kan fx være, hvis den forsikrede står
over for en beslutning om at modtage en særlig risikofyldt behandling. Det er op til de forskellige udbydere
at vurdere, om den forsikrede kan få dækket en ”second opinion”.
Fysisk behandling (fysioterapi, kiropraktor m.v.)
Alle forsikringer tilbyder vederlagsfri behandling i form af fysioterapi, kiropraktor m.v., som er det hyppigst
anvendte formål med sundhedsforsikringer i dag. Ifølge Forsikring og Pension modtog 338.700 forsikrings­
patienter en fysisk behandling i 2022, svarende til 62 pct. af alle behandlede forsikringspatienter.
241
Største­
238 Forsikring og Pension, “Sundhedsforsikringer for 2003-2022”, 2023.
239 Danske Regioner, “Redegørelse for afvikling af efterslæb – september 2023”, Danske Regioner, 2023.
241 Forsikring og Pension, “Forsikrings- og pensionsbranchens bidrag til danskernes sundhed”, 2023.
240 Rasmussen, Lars Igum. “Efter to operationer trænede 27-årige Kasper Voldum sine smerter væk”. Politiken, 2024.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0195.png
Baggrundsrapport
195
delen af forsikringerne tilbyder også alternative behandlingsformer. fx i form af akupunktur og zoneterapi.
Flere af de private forsikringsordninger har online muligheder indenfor fysioterapi eller adgang til øvelses­
videoer.
Som forsikringspatient får man typisk bevilget behandling indenfor nogle fastsatte rammer, bl.a. antal
behandlinger, om der kræves lægehenvisning og angivelse af periode. Nogle selskaber tilbyder frit
behandlervalg, uden der er indgået en særskilt aftale med den enkelte klinik. Andre selskaber forudsætter,
at der etableres en aftale mellem klinikken og selskaber, før patienterne kan få rette behandling.
242
Psykolog og psykiatri
Alle private forsikringsordninger tilbyder psykologisk hjælp. De fleste tilbyder behandling med læge-
henvisning, mens en enkelt forsikringsordning ikke stiller krav om lægehenvisning. Ud af de 11 private
forsikringsordninger tilbyder otte af dem også behandling gennem en psykiater. I 2022 havde 66.500
personer kontakt med en psykolog, psykiater m.v. gennem deres forsikringsselskab, svarende til 12 pct.
af de behandlede forsikringspatienter.
243
De fleste opsøger en psykolog gennem sundhedsforsikringen for
at få hjælp til at håndtere alvorlige livssituationer, bl.a. stress, angst, depression, søvnproblemer, skilsmisse,
belastninger på arbejdet, fx samarbejdsproblemer eller mobning, og kritiske hændelser, såsom ulykker eller
overfald. Det er forsikringsbetingelserne, der afgør, hvor mange psykologtimer man kan få tildelt gennem
sin forsikringsordning, og om der er frit valg eller adgang til et bestemt netværk af psykologer.
244
Det offentlige yder tilskud til psykologhjælp indenfor specifikke belastningsområder, hvoraf tilskuddet
udgør 60 pct. af psykologens honorar, mens unge mellem 18 og 24 år kan få gratis psykologbehandling for
angst eller depression. Psykologhjælpen i det offentlige sundhedsvæsen er et tilbud til udsatte person-
grupper, og derfor er bl.a. stress og andre forebyggende tiltag ikke en del af den offentlige ordning. Største­
delen af de private forsikringsordninger tilbyder derimod forebyggende tiltag, der kan gøres brug af inden
en stresssygemelding. Ydelserne tilbydes i form af blandt andet telefonisk psykologisk rådgivning, stress­
linjer, sundhedstests m.v. Derudover tilbyder fire af forsikringsordningerne akut krisehjælp.
Forsikringsdækkede sundhedsindsatser for børn og unge under 18 år
Børn kan være dækket af deres forældres sundhedsforsikring og kan dermed modtage sundhedsydelser
gennem forsikringen. Dertil kommer, at forsikrede i ”danmark” alle har børnedækning indtil barnet fylder
16 år.
34.000 børn modtog i 2022 en indsats gennem en privat sundhedsforsikring. Knap halvdelen af forsikrings­
selskabernes udgifter til børn og unge under 18 år gik i 2022 til psykolog, psykiater eller lignede, svarende
til ca. 7.500 børn. Knap 60 pct. af udgifterne gik til en psykiater.
245
I Topdanmark steg mængden af anmel­
delser fx 29 pct. fra 2021 til 2022, og der er i PFA sket en tredobling på tre år.
Misbrug
Ni ud af de 11 forsikringsordninger tilbyder en form for misbrugsbehandling, enten som forløb, afvænning
eller samtaler. Det inkluderer for de fleste både alkohol, ludomani, rusmidler, medicin m.v.
Digitale tilbud
Alle forsikringsordninger har forskellige online tilbud, både i form af online lægehjælp i ydretimerne og
weekenderne, online psykologhjælp, stresslinjer eller online fysioterapi. Online konsultationer hos
psykologer, læger og fysioterapeuter stiger generelt i popularitet hos danskerne. Fx er Dansk Sundheds-
forsikrings tilkøb af adgang til den online lægehjælpstjeneste ”Hejdoktor” vokset med 46 pct. siden januar
2022.
246
242 Danske Fysioterapeuter, “FAQ om sundhedsforsikringer”, Danske Fysioterapeuter, u.å.
243 Forsikring og Pension, “Forsikrings- og pensionsbranchens bidrag til danskernes sundhed”, 2023.
245 Forsikring og Pension, “Forsikrings- og pensionsbranchens bidrag til danskernes sundhed”, 2023.
244 Dansk Psykolog Forening, “Til psykolog gennem din sundhedsforsikring”, Dansk Psykolog Forening, u.å.
246 Dansk Sundhedsforsikring A/S, “Flere og flere danskere vil have online lægehjælp via forsikringen”, Via Ritzau, 2023.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0196.png
196
Baggrundsrapport
Et af selskaberne henviser desuden til siden ”mentalsundhed.dk”, som er en side, der hjælper medarbejdere
og ledere med at håndtere pres, stress, angst m.v. for at forebygge sygemeldinger. Nogle af de digitale tilbud,
fx ”Hejdoktor”, er selvstændige virksomheder med specialister ansat, mens andre digitale tilbud er en del af
forsikringsselskabet, hvor selskabet har ansat egne specialister i form af psykologer, læger m.v. Ydermere
ses der hos flere af forsikringsselskaberne telefoniske vejledning til at hjælpe medlemmerne med at
navigere i det offentlige sundhedssystem.
Sundhedsforsikringer udgør en mindre del af de samlede
udgifter
De samlede sundhedsudgifter i Danmark (inklusive plejeaktiviteter) udgjorde 266 mia. kr. i 2022. Heraf
var 85 pct. af udgifterne offentligt finansieret, mens husholdningernes egenbetaling udgjorde 13 pct.
De resterende 2 pct. (6 mia. kr.) af sundhedsudgifterne finansieres af sundhedsforsikringer, inklusive
arbejdsgiverbetalte forsikringer og Sygeforsikringen ”danmark”, jf. figur 10.5.
Figur 10.5
Samlede udgifter til sundhed opdelt på finansieringskilde, 2022
Mia. kr.
250
200
150
100
50
0
Mia. kr.
250
200
150
100
50
0
Offentlig finansiering
Sundhedsforsikringsordninger
Husholdningernes egenbetaling
Kilde: Danmarks Statistik, SHA1
Anm.: Sundhedsudgifterne omfatter hospitaler, inkl. privathospitaler, praktiserende læger og speciallæger og fysioterapi, kiropraktik, psykolog-
behandling, rehabilitering, plejeaktiviteter, sundhedsfremme og forebyggelse, og medicinudgifter, bl.a. tilskud til receptpligtig medicin og tilskud,
fx til tandlæger.
Sundhedsforsikringer dækker i dag især udgifter på områder med egenbetaling på sundhedsydelserne.
Det er områder, som fx almindelig fysioterapi, kiropraktik og psykolog, tandlægebehandling og udgifter
til medicin. Omvendt udgør forsikringsbetalte hospitalsbehandlinger en mindre andel af de samlede
forsikringsudgifter (knap 17 pct.) jf. tabel 10.1.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0197.png
Baggrundsrapport
197
Tabel 10.1
Udgifter fordelt på aktører, mio. kr. (pl-2022)
2010
(Privat) Hospitaler
Almenmedicinske tilbud
Andre speciallæger
Tandlægepraksis
Sundhedsklinikker
(fysioterapi, psykolog m.v.)
Aktører på hjemmeplejeområdet
Apoteker
Aktører indenfor sundhedsfremme
Administration af sundhedsforsikringer
Sundhedsforsikringer i alt
Memo: Offentlig finansiering i alt
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.
*Anm: For 2022 forventes der stadigvæk at være rester af merudgifter relateret til covid-19.
2015
976
91
23
1.021
712
111
1.228
160
227
4.550
1046
84
72
1.314
1.067
134
1.320
157
202
5.396
198.834
2022*
Ændring
2010-2022
1007
157
78
1.549
1.459
105
1.391
115
213
6.074
31
66
55
528
747
-6
163
-45
-14
1.524
35.993
%-ændring
2010-2022
3
72
234
52
105
-5
13
-28
-6
34
19
189.275
225.268
Sundhedsforsikringernes andel af udgifterne til sundhedsklinikker (praktiserende fysioterapi, kiropraktik
og psykolog) er relativt høje i forhold til den offentlige finansiering. Sundhedsforsikringerne finansierer
godt 15 pct., svarende til 1,6 mia. kr. i 2022, mens den offentlige finansiering er 5,4 mia. kr. og dækker 50
pct. af udgifterne i 2022, jf. figur 10.6. Ses der alene på udgifterne til behandling, så overstiger sundhedsfor­
sikringernes udgifter den offentlige finansiering på grund af den forholdsmæssige store egenbetaling på
området.
Figur 10.6
Sundhedsudgifter ved fysioterapeut, kiropraktor, psykolog m.v., 2022
Mia. kr.
6
5
4
3
2
1
0
Mia. kr.
6
5
4
3
2
1
0
Offentlig finansiering
Behandling
Sundhedsforsikringsordninger
Rehabilitering
Husholdningernes egenbetaling
Kilde: Danmarks Statistik, SHA1
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0198.png
198
Baggrundsrapport
Sundhedsforsikringernes udgifter til sundhedsklinikker (fysioterapi, kiropraktik m.v.) er steget betydeligt
siden 2010, mens udgifterne til operationer har været relativt konstante i perioden, jf. figur 10.7. I samme
periode er antallet af forsikrede steget betragteligt. Der er dermed samlet tale om et fald i udgifterne til
operationer pr. forsikrede. Èn af forklaringer kan være det udvidede frie sygehusvalg, der efter 30 (aktuelt
60) dage ventetid på offentligt sygehus giver ret til offentligt betalt operationer på privathospitaler.
Figur 10.7
Sundhedsforsikringsudgifter til operationer og psykologer, fysioterapi m.v.
Mio. kr. (pl-2022)
1.800
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Mio. kr. (pl-2022)
1.800
1.600
1.400
1.200
1.000
800
600
400
200
0
Hospitaler
Psykologer, fysioterapeuter mm.
Anm: Faste priser.
Kilde: Danmarks Statistik, SHA1
Samspillet mellem sundhedsforsikringer og det offentlige
sundhedsvæsen
1.
Hvordan påvirker sundhedsforsikringer aktiviteten i det almenmedicinske tilbud?
2. Kan sundhedsforsikringer bruges til at komme hurtigere i behandling?
3.
Aflaster sundhedsforsikringer de offentlige sygehuse?
4. Trækker sundhedsforsikringer arbejdskraft ud af det offentlige sundhedsvæsen?
Trods det store antal sundhedsforsikrede er der sparsom viden om samspillet med det offentlige sundheds­
væsen. Følgende afsnit fokuserer på fire hovedspørgsmål:
Hvordan påvirker sundhedsforsikringer aktiviteten i det almenmedicinske tilbud?
Der er på nuværende tidspunkt begrænset viden om, hvordan private sundhedsforsikringer påvirker
aktiviteten i det almenmedicinske tilbud, bl.a. om den stigende udbredelse leder til et øget pres på almen­
medicinske tilbud. Et tilskud eller 100 pct. dækning af brugerbetaling betyder, at forbrugeren oplever en
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0199.png
Baggrundsrapport
199
lavere pris. Det kan teoretisk set medføre en øget efterspurgt mængde af ydelser. Kiil og Arendt (2017)
finder bl.a., at medlemskab af Sygesikringen ”danmark” øger sandsynligheden for at modtage receptpligtig
medicin, tandlægebehandling og kiropraktik.
247
De almen praktiserende læger fungerer som gatekeepers for sundhedsforsikringerne i den forstand,
at lægerne skal henvise til nogle af de ydelser, som forsikringerne også dækker, og hvor konsultations­
honoraret dækkes af den offentlige sygesikring. Der kan derfor forventes et øget pres på det almen-
medicinske tilbud som følge af en stigning i efterspørgslen efter henvisninger, fx til fysioterapi og kiroprak­
tik og receptpligtig medicin. Det er dog langt fra alle ydelser, hvor forsikringsselskaberne stiller krav om
lægeerklæring. Et nyligt studie finder også, at henvisninger med afsæt i sundhedsforsikringer alene udgør
1,5 pct. af den praktiserende læges henvisninger.
248
Derudover finder et studie fra 2021, at praktiserende
læger i Region Syddanmark brug af defensiv medicin, det vil sige en handling, der strider imod lægens
faglighed, men foretages på grund af krav og pres, kun i 1% af tilfældene skyldes sundhedsforsikringer.
249
Lægeforeningen og Forsikring og Pension indgik en aftale om retningslinjer for indhentning af attester og
helhedsoplysninger med virkning fra november 2020.
250
Aftalen regulerer forholdet mellem den alment
praktiserende læge og forsikringsselskabet i de tilfælde, hvor den praktiserende læge udleverer helbreds­
oplysninger og erklæringer til forsikringsselskabet. Det gælder fx i forbindelse med lægelig vurdering af
undersøgelses- og behandlingsbehov, som ligger udenfor aftalen med sygesikringen, og hvor patienten selv
skal betale for en henvisning, fx til en psykolog i forbindelse med stress eller en belastningsreaktion. I de
tilfælde vil den praktiserende læge modtage et særskilt honorar for udstedelse af en sundhedsforsikrings­
attest, som betales af forsikringsselskabet. Lægen honoreres kun, hvis forsikringsselskabet har bedt om,
at attesten skal udfyldes. Hvis lægen er tvivl om, hvorvidt forsikringsselskabet vil betale for udfærdigelse
attesten, må lægen opkræve honoraret fra patienten. Aftalen mellem Lægeforeningen og Forsikring og
Pension er dog ikke bindende for Lægeforeningens og Forsikring og Pensions medlemmer, der kan indgå
individuelle aftaler udenom aftalen.
Boks 10.1
Eksempel på attestnøgle – FP 710 – Sundhedsforsikringsattest
Honorar: 716 kr. (ex. moms)
Der er indgået aftale om attester og helbredsoplysninger med Forsikring & Pension fra 1. juni 2014.
Følgende vejledning er en del af aftalen: Arbejdsgang ved brug af Sundhedsforsikringsattest FP 710:
Det er lægen, der vurderer, om der er lægelig indikation for, at en patient bør have udstedt en læge-
henvisning. Det gælder uanset, om patienten har en sundhedsforsikring eller ej. Hvis lægen vurderer,
at der er indikation for at henvise til et offentligt behandlingstilbud, udstedes henvisningen – uanset
om patienten ønsker at bruge den i det offentlige system eller til brug i en sundhedsforsikring.
Udstedelse af en lægehenvisning udløser ikke særskilt honorar, men er omfattet af det almindelige
konsultationshonorar. Tilkendegiver patienten under konsultationen, at en privat sundhedsforsikring
ønskes bragt i anvendelse, medgives patienten en kopi af henvisningen, og der opkræves ikke særskilt
honorar fra patienten. Henvender patienten sig efter konsultationen og efter udstedt henvisning og
oplyser, at han vil bruge sin private sundhedsforsikring udskrives henvisningen. Denne kontakt er syge-
sikringen uvedkommende. Hvis der ikke er udstedt henvisning eller forsikringsselskabet ønsker yderligere
dokumentation bruges Sundhedsforsikringsattest FP 710.
247 Kiil, Astrid, og Jacob Nielsen Arendt. “The Effect of Complementary Private Health Insurance on the Use of Health Care Services”. Interna-
tional Journal of Health Economics and Management 17, nr. 1 (2017): 1–27.
248 Olsen, J.K., J. Lykkegaard, A. Munck, P. Ahnfelt-Mollerup, S. Nyvan Marisusen og Kjeld Møller Pedersen. “Henvisningsaudit blandt praktise-
rende læger i Region Syddanmark”. APO, Forskningsenheden for almen praksis, SDU, 2024.
249 Andersen, Merethe K., Elisabeth Assing Hvidt, Kjeld M. Pedersen, Jesper Lykkegaard, Frans B. Waldorff, Anders P. Munck og Line B. Pedersen.
“Defensive Medicine in Danish General Practice. Types of Defensive Actions and Reasons for Practicing Defensively”, 2021. Scandinavian
Journal of Primary Health Care 39, nr. 4 (2021): 413–18.
250 Forsikring og Pension, “Vejledning om indhentning af helbredsoplysninger – pr. 1. november 2020”, 2020.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0200.png
200
Baggrundsrapport
Anvendelsen af FP 710 kan kun ske på forsikringsselskabets anmodning. Honoraret betales af forsikrings-
selskabet
Kilde: Læger.dk. FP 710 Sundhedsforsikringsattest.
Som det fremgår af boks 10.1, er det den praktiserende lægers opgave at henvise til ydelser efter nøjagtig
de samme retningslinjer som almindelige sygesikringspatienter. Lægens beslutning om at udstede en
henvisning må derfor ikke påvirkes af, hvorvidt patienten har en sundhedsforsikring eller ej. Hvis den
alment praktiserende læge vurderer, at der er indikation for at henvise til et offentligt behandlingstilbud,
udstedes henvisningen, uanset om patienten ønsker at bruge den i det offentlige system eller gennem sin
sundhedsforsikring.
251
Hvis en borger under en konsultation nævner, at borgeren ønsker at gøre brug af en
sundhedsforsikring og derfor ønsker en henvisning, men lægen ikke finder indikation for at lave en hen-
visning via sygesikringen, skal lægen fastholde vurderingen. En spørgeskemaundersøgelse fra 2017 viser
dog, at næsten halvdelen af de adspurgte alment praktiserende læger (46 pct.) ofte føler sig presset til at
henvise patienter med private sundhedsforsikringer, selvom der ikke var nogen lægefaglig indikation,
mens 11 pct. af de adspurgte alment praktiserende læger angiver, at de henviste patienter med private
sundhedsforsikringer uden nærmere spørgsmål eller undersøgelser, hvis patienten ønskede det.
252
En undersøgelse fra Forsikring og Pension (2013) viser samtidig, at de sundhedsforsikrede alt andet lige
henvises oftere til fysioterapi, radiologi og ortopædkirurgi end ikke­forsikrede. Forskellen i henvisnings­
sandsynligheden mellem de forsikrede og ikke-forsikrede er størst for fysioterapi (17,6 pct.). Det er dog
usikkert, om der er tale om en egentlig overbehandling, da det fx ikke kan udelukkes, at det øgede forbrug
kan have en forebyggende effekt på længere varige sygdom eller komplikationer. En undersøgelse fra 2010
indikerer fx, at forsikrede havde mindre langvarigt sygefravær (mere end tre uger) end ikke-forsikrede,
og dermed at de forsikrede kommer hurtigere tilbage på arbejde.
253
Den forskningsmæssige viden om
virkningerne er dog yderst begrænset.
Et andet studie ser også på det samlede antal af ydelser i det almenmedicinske tilbud mellem forsikrede og
ikke-forsikrede og finder ikke, at personer med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer belaster det
almenmedicinske tilbud i nævneværdig grad.
254
I deres studie finder de derimod, at personer med arbejds­
giverbetalte sundhedsforsikringer ikke modtager signifikant flere ydelser i det almenmedicinske tilbud
samlet set end ikke-forsikrede. Et andet studie fra 2017 finder tilsvarende blot svage indikationer for, at
medlemmer af Sygeforsikringen ”danmark” alt andet lige i højere grad kontakter den alment praktiserende
læge og modtager fysioterapeutisk behandling.
255
Begge studier er dog gennemført på et tidspunkt, hvor
fysioterapi m.v. ikke havde samme høje anvendelsesgrad i sundhedsforsikringerne som i dag.
Kan sundhedsforsikringer anvendes til at komme hurtigere i behandling?
Stigningen i antallet af sundhedsforsikringer kan give anledning til betragtninger om, hvorvidt forsikrings­
patienter anvender forsikringerne til at undgå offentlige ventelister og kommer hurtigere i behandling i den
private sektor. Hvorvidt det er tilfældet afhænger af, om forsikringspatienten går via det offentlige sund­
hedsvæsen eller ej.
251 Lægeforeningen, “FP 710 Sundhedsforsikringsattest”, Læger.dk, 2024.
252 Andersen, Merethe Kirstine, Line Bjørnskov Pedersen, Michael Dupont, Kjeld Møller Pedersen, Anders P. Munck og Jørgen Nexøe.
“Praktiserende lægers oplevelser med private sundhedsforsikringer”. SDU, 2017.
253 Stephansen, Christina Gordon, og Vibeke Borchsenius. ”Sundhedsforsikringers effekt på sygefraværet og samfundsøkonomien”. Forsikring
og Pension, 2012.
254 Rikke Søgaard, Morten Saaby Pedersen, og Mickael Bech, “To What Extent Does Employer-Paid Health Insurance Reduce the Use of Public
Hospitals?”,
Health Policy
113, nr. 1–2 (12013): 61–68.
255 Kiil, Astrid, og Jacob Nielsen Arendt. “The Effect of Complementary Private Health Insurance on the Use of Health Care Services”. Interna-
tional Journal of Health Economics and Management 17, nr. 1 (2017): 1–27.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0201.png
Baggrundsrapport
201
Adgang til operationer
Forsikringspatienter, der får foretaget operationer, undersøgelser og lignende på privathospital, undgår
de offentlige ventelister, da det foretages afkoblet fra det offentlige sygehusvæsen. Det er dog værd at
bemærke, at ikke­forsikrede gennem det udvidede frie sygehusvalg også får adgang til behandling på
privathospitaler, hvis de offentlige sygehuse kun kan tilbyde behandlinger med mere end 30 dages ventetid
(aktuelt dog 60 dage).
Adgang til behandlinger med brugerbetaling i det offentlige
For så vidt angår behandlinger med brugerbetaling, såsom fysioterapi og kiropraktor, dækker nogle for­
sikringsselskaber det fulde beløb til en ydelse, mens andre dækker egenbetalingsandelen, der er forbundet
med en henvisning fra det offentlige sundhedsvæsen. Hvis patienten bruger sin lægehenvisning til at få
offentligt tilskud og sit forsikringsselskab til at dække brugerbetalingsandelen, er det alene praksisoverens­
komstens regler og vilkår, der gælder. Det betyder, at patienten har samme ventetid i det offentlige som
ikke­forsikrede patienter.
Omvendt vil forsikringspatienter, der modtager behandlinger, som går udenom det offentlige, ikke have
samme ventetid som offentlige patienter. Det indgår bl.a. i overenskomsterne for fysioterapeuter og
psykologer, at de ikke uopfordret må tilbyde en patient at komme hurtigere til mod privat betaling, og
de har en forpligtigelse til at sikre lige adgang til behandling.
Adgang til behandlinger ved praktiserende speciallæger
Forsikringspatienter, der bruger deres forsikring til at komme i behandling hos en praktiserende special­
læge, der tilbyder behandling af privatbetalende, bl.a. forsikringspatienter, undgår også den offentlige
venteliste. Med Overenskomst om speciallægehjælp mellem foreningen af speciallæger (FAS) og
Regionernes Lønnings- og takstnævn (RLTN) er der dog aftalt en række bestemmelser, der regulerer
speciallægernes beskæftigelse ved siden af overenskomstopgaverne. Fx fremgår det af de etiske retnings­
linjer, at speciallægernes bibeskæftigelse ikke må have tidsmæssige eller indholdsmæssige konsekvenser
for udøvelsen af opgaver efter overenskomsten. I et nyligt tolkningsdokument fremgår det, at overens-
komstens parter opfordrer til at behandling af privatbetalende, bl.a. forsikringspatienter, foregår udenfor
klinikkens normale daglige åbningstid. Hertil kommer, at speciallægen ikke uopfordret må tilbyde en
patient at komme hurtigere til mod privat betaling. Der er indføjet lignende paragraffer i overenskomsten
for psykologer og fysioterapeuter.
Hvis den praktiserende speciallæge ikke overholder de fastsatte etiske retningslinjer, har speciallæge­
landssamarbejdsudvalgets adgang til at udtale mistillid, pålægge bod, fastsætte grænser for forbrug af
ydelser eller i værste tilfælde udelukke speciallægen fra at praktisere. Omfanget af manglende overholdelse
af de etiske retningslinjer er ukendt.
Aflaster sundhedsforsikringer de offentlige sygehuse?
Når en borger vælger at gøre brug af sin private sundhedsforsikring til behandling på et privathospital med
kortere ventetid, vil borgeren samtidig ikke belaste ventelisten til behandling på offentlige sygehuse, som
teoretisk set kan forventes at blive kortere for både forsikrede og ikke-forsikrede. En substitutionseffekt
forventes derfor at være relevant: En hoftealloplastik på et privathospital reducerer behovet for en allo-
plastik på et offentligt sygehus. På den måde kommer de private sundhedsforsikringer teoretisk set også
de ikke-forsikrede til gode. Det forudsætter dog, at der er tale om en efterspørgsel, som borgeren også ville
have haft uden forsikring, og som kunne være efterkommet i det offentlige behandlingssystem, men med
længere ventetid end i privatsektoren.
Empirisk er det blevet undersøgt i et dansk studie fra 2013, som viser, at beskæftigede med en arbejdsgiver­
betalt sundhedsforsikring alt andet lige bruger offentlige sygehusydelser mindre end ikke­forsikrede med
i gennemsnit 10 pct.
256
Derved vil der blive frigjort ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen. Ifølge studiet
256 Søgaard, Rikke, Morten Saaby Pedersen og Mickael Bech. “To What Extent Does Employer-Paid Health Insurance Reduce the Use of Public
Hospitals?”, 2013. Health Policy 113, nr. 1–2 (12013): 61–68.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0202.png
202
Baggrundsrapport
er det et konservativt estimat, så besparelsen i det offentlige sundhedsvæsen kan være højere. Studiet
er dog gennemført på et tidspunkt, hvor udbredelsen af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og
operationsdækningen i forsikringerne var væsentligt anderledes end i dag, så det er uklart, om
konklusionerne stadig vil gøre sig gældende.
Trækker sundhedsforsikringer arbejdskraft ud af det offentlige sundhedsvæsen?
I takt med sundhedsforsikringernes stigende aktivitet er behovet for sundhedspersonale i den private
sektor også kommet i fokus i det omfang, at aktiviteten er forsikringsfinansieret. I 2022 udgjorde
forsikringsbetaling 40,8% af omsætningen på privathospitaler.
Hvis der er personalemangel i det offentlige sundhedsvæsen, kan der opstå kapacitetsproblemer, så
behandlingen af de forsikrede i den private sundhedssektor vil ske på bekostning af de ikke­forsikrede,
som får længere ventetid.
Forsikringsbranchen ansætter kun i beskedent omfang sundhedspersonale direkte. I stedet finansierer
branchen ydelser hos private leverandører ligesom det offentlige, fx når regionerne finansierer behand-
linger hos speciallæger og privathospitaler gennem udbud, retten til hurtig udredning eller Det Udvidede
Frie sygehusvalg. Ifølge seneste branchestatistik fra Sundhed Danmark, som er brancheforening for danske
private sundhedsvirksomheder og repræsenterer ca. 80-90 pct. af omsætningen i privathospitalsbranchen,
så udgjorde bruttoomsætningen fra forsikringspatienter i den private sundhedssektor 40,8 pct. af
branchens samlede bruttoomsætning i 2022.
257
Til sammenligning udgjorde den offentlige finansiering
44 pct. af bruttoomsætningen.
Ifølge en opgørelse fra Forsikring og Pension. så er der kommet flere læger til på de private hospitaler.
258
Antallet af læger er steget fra 188 fuldtidsbeskæftigede i 2011 til 431 fuldtidsbeskæftigede i 2022. Til
sammenligning er antallet af fuldtidsbeskæftigede læger på offentlige sygehuse steget fra omkring 13.000
til 18.000 fuldtidsbeskæftigede i samme periode. På tilsvarende vis er der i dag ansat omkring 650 fuldtids­
beskæftigede sygeplejersker på private hospitaler og 30.000 fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker på
offentlige sygehuse. Finansministeriets mekaniske fremskrivninger af udbud og efterspørgsel, bl.a. efter
sygeplejersker og læger, indikerer samtidig, at der i 2035 vil være et udbud af læger og sygeplejersker, som
ligger over den mekaniske fremskrivning af efterspørgslen på henholdsvis 10.300 læger og 3.600 syge-
plejersker.
259
Det understreges, at mekanisme fremskrivninger er behæftet med en vis usikkerhed.
En undersøgelse fra Kraka og Deloitte finder desuden, at en relativ begrænset andel (knap 4 pct.) af syge-
plejersker, der blev færdiguddannet i 1995-2010, skiftede til den private sundhedssektor efter tre til seks
års uafbrudt beskæftigelse i det offentlige. Knap 60 pct. af sygeplejerskerne, som skifter til den private
sektor, fortsatte som sygeplejersker i det private, hvor de oplevede en højere lønfremgang end i det
offentlige, der dog ikke er på samme niveau som for de offentlige ansatte sygeplejersker, der helt forlader
sygeplejefaget.
260
Som læge og sygeplejerske er det muligt at have mere end ét job samtidigt. Fx kan en læge have hoved-
beskæftigelse på et offentligt sygehus og samtidig arbejde i den private sektor. Ifølge Sundhed Danmark
er hovedparten af læger og sygeplejersker på private hospitaler enten deltidsansat eller ansat som
konsulenter. Derimod er blot 17 pct. og 10 pct. af henholdsvis sygeplejersker og læger på privathospitalerne
ansat på fuld tid (branchestatistik 2021-tal).
257 Sundhed Danmark, “Branchestatistik 2022”, 2023.
258 Forsikring og Pension, “Her arbejder de sundhedsuddannede”, 2023.
259 Finansministeriet, “Økonomisk Analyse. Rekruttering af velfærdsmedarbejdere nu og i fremtiden”, 2023.
260 Small Great Nation, Kraka, og Deloitte. “Den offentlige sektor - velfærdsstatens juvel?”, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0203.png
Baggrundsrapport
203
En undersøgelse fra 2012 finder, at 8 pct. af de danske hospitalslæger var bibeskæftigede på et privat-
hospital, og 75 pct. af lægerne med bijob arbejder mindre end seks timer om ugen i den private sundheds­
sektor.
261
Kun hver tiende læge arbejder over ti timer om ugen i bijobbet. Samtidig viser undersøgelsen, at
lægers bibeskæftigelse ikke trækker arbejdskraft ud af de offentlige hospitaler. Tværtimod arbejder læger
med bibeskæftigelse i det private i gennemsnit, 44,7 timer ugentligt på de offentlige hospitaler, som er
medvirkende til at øge den samlede behandlingskapacitet.
Lægemangel indenfor specifikke specialer
Selvom der for nuværende ikke er belæg for at konkludere, at sundhedsforsikringer i nævneværdig grad
trækker ressourcer ud af det offentlige sundhedssystem samlet set, kan det ikke udelukkes, at der kan være
udfordringer indenfor enkelte specialer eller fagområder.
Som tidligere beskrevet har Topdanmark bl.a. oplevet en tredobling i antallet af anmeldelser af psykiske
behandlinger til børn og unge til forsikringsselskabet. Det formodes at have en sammenhæng med den
seneste tids udvikling, hvor børne- og ungepsykiatrien har været under et stigende pres som følge af, at der
er kommet flere børn og unge i behandling i psykiatrien. Både Psykiatrifonden og Bedre Psykiatri har tolket
det som vidne på en utilstrækkelig offentlig psykiatri.
262
Danica Pension har bl.a. valgt ikke længere at
tilbyde deres kunder børnepsykiatrisk behandling. Fravalget skyldes, at Danica Pension vil afvente, at
ventetiderne i det offentlige er neutraliseret.
263
Det kan ses en tendens til, at flere speciallæger med speciale i børne- og ungdomspsykiatri søger mod det
private arbejdsmarked jf. tabel 10.2. Pr. 2021 var der derfor ansat 195 læger med psykiatriske specialer i
den offentlige sektor (stigning på 11 pct. i forhold til 2017), mens 65 speciallæger var beskæftiget i den
private sektor (stigning på 63 pct. i forhold til 2017), heraf 55 som praktiserende (både med og uden
ydrenummer). Med opgørelsen tages der ikke højde for speciallægernes bibeskæftigelse, fx at praktiserende
speciallæger med ydernummer behandler private patienter ved siden af offentlige sygesikringspatienter.
Det kan på baggrund af opgørelsen ikke konkluderes, om udviklingen (primært) er drevet af forsikrings-
patienter. En undersøgelse fra Overlægeforeningen peger fx på, at psykiatere ansat i den regionale psykiatri
overvejer at skifte job på grund af mangel på indflydelse, problemer med ledelse eller samarbejdet og på
grund af mangel på behandlingsmuligheder.
264
Tabel 10.2
Beskæftigelse for speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri
2017
Offentlig sektor
Privat sektor
Heraf praktiserende speciallæger
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
2018
180
45
40
40
40
2019
185
50
45
2020
190
55
45
2021
195
65
55
%-ændring 2017-2021
175
11 pct.
63 pct.
38 pct.
261 Bech, Mickael, og Karolina Socha. “Dual practitioners are as engaged in their primary job as their senior colleagues”. Danish Medical Journal
59, nr. 2 (2012).
262 Olsen, Michael. “»Når forældrene ringer ind til os, så er det altså alvor«: Rekordmange børn kommer i psykiatrisk behandling via forældres
forsikringer”. Politiken, 2022.
263 Mandrup, Mette. “Danica fravælger tilbud af børnepsykiatri til kunderne”. FinansWatch, 2023.
264 Yngre Læger, “Det rammer både patienter og yngre læger hvis flere psykiatere skifter til det private”, Læger.dk, 2022.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0204.png
204
Baggrundsrapport
Litteratur
Andersen, Merethe K., Elisabeth Assing Hvidt, Kjeld M. Pedersen, Jesper Lykkegaard, Frans B. Waldorff,
Anders P. Munck og Line B. Pedersen. “Defensive Medicine in Danish General Practice. Types of Defensive
Actions and Reasons for Practicing Defensively”, 2021. Scandinavian Journal of Primary Health Care 39, nr. 4
(2021): 413–18.
Andersen, Merethe Kirstine, Line Bjørnskov Pedersen, Michael Dupont, Kjeld Møller Pedersen, Anders P.
Munck og Jørgen Nexøe. “Praktiserende lægers oplevelser med private sundhedsforsikringer”. SDU, 2017.
https://www.sdu.dk/da/forskning/almenpraksis/nyhedsarkiv/nyheder-2020/praktiserende-laegers-ople­
velser­med­private­sundhedsforsikringer
Arbejdsgruppe om styring i psykiatrien. “Styringsgennemgang af psykiatrien - delrapportering 1.pdf”.
Sundheds- og Ældreministeriet, 2018.
BDO. “Analyse af udviklingen i opgaveløsningen i almen praksis”, 2023.
BDO. “Kortlægning af udvikling i praksisformer i almen praksis”, 2023.
Bech, Mickael, og Karolina Socha. “Dual practitioners are as engaged in their primary job as their senior
colleagues”. Danish Medical Journal 59, nr. 2 (2012).
Benchmarkingenheden. “Overlappet mellem psykiatrien og de sociale indsatser”, 2024.
Boston Consulting Group. “Sundhedsvæsenets organisering i udvalgte lande”, 2023.
Boston Consulting Group. “Udviklingen i Sundhedsvæsenet - et perspektiv til omstilling”, 2024.
Christensen, Line Due m.fl. “Health Care Utilization Related to the Introduction of Designated GPs at Care
Homes in Denmark: A Register-Based Study”. Scandinavian Journal of Primary Health Care 40, nr. 1 (2.
januar 2022): 115–22.
CPR-registret, Sundhedsdatastyrelsen. “Registeret for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske
lidelser (RUKS)”, u.å.
Dansk Psykolog Forening. “Til psykolog gennem din sundhedsforsikring”. Dansk Psykolog Forening, u.å.
https://www.dp.dk/fag-og-politik/fag/til-psykolog-gennem-din-sundhedsforsikring/
Dansk Sundhedsforsikring A/S. “Flere og flere danskere vil have online lægehjælp via forsikringen”. Via
Ritzau, 2023. https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13705412/flere-og-flere-danskere-vil-have-on­
line-laegehjaelp-via-forsikringen?publisherId=13561141
Danske Fysioterapeuter. “FAQ om sundhedsforsikringer”. Danske Fysioterapeuter. u.å. https://www.fysio.
dk/radgivning­regler/selvstandig­virksomhed/faq­om­sundhedsforsikringer
Danske Regioner. “Fremtidens almen praksis – udvikling og nye rammer”, 2023.
Danske Regioner. “Danske Regioner styrker arbejdet med kliniske retningslinjer og opretter et nyt, stærkt
kvalitetsinstitut”. Danske Regioners hjemmeside, 2024.
Danske Regioner. “Oplæg til forhandling af ny overenskomst om almen praksis 2016-2017”, 2016.
Danske Regioner. “Ordning vedrørende differentieret basishonorar til praktiserende læger”, 2018.
Danske Regioner. “Redegørelse for afvikling af efterslæb - september 2023”. Danske Regioner, 2023.
Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation. “Vision for almen praksis i 2030”, 2020. https://
www.e-pages.dk/regioner/176/
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0205.png
Baggrundsrapport
205
Danske Regioner og Regeringen. “Aftale om regionernes økonomi for 2010”, 2010.
Deloitte. “Analyse af barrierer for udbredelse af nye teknologier.”, 2018.
Danske Regioners Bestyrelse. “Referat af møde i Danske Regioners bestyrelse 28. september 2023”, 2023.
Det fælleskommunale Databehandlersekretariat. “Om sekretariatet”. 2024. https://kommunedbs.dk/
om­sekretariatet/
DR. “Millionkoncern overtager danske lægeklinikker: Lægen dukker sjældent selv op”. DR Nyheder. 2024.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/millionkoncern-overtager-danske-laegeklinikker-laegen-dukker-sja­
eldent­selv­op
DSAM-bestyrelsen. “Fremtidens familielæge: Et holdningspapir fra DSAM”. Dansk Selskab for Almen
Medicin, 2023. https://www.dsam.dk/presse-holdninger/holdninger-og-politikker/fremtidens-familiela­
ege
eKVIS (Enheden for Kvalitet i Speciallægepraksis) og Rambøll Management Consulting. “Undersøgelse af
patientoplevet kvalitet i speciallægepraksis 2017”, 2017.
eSundhed. “Almen praksis og tilmeldte patienter”. eSundhed. u.å. https://www.esundhed.dk/Emner/
Almen-praksis/Almen-praksis-og-tilmeldte-patienter#tabpanel4948E14EABC1468BA69CB3752961D5BF
eSundhed. “Arbejdsstyrken af sundhedsuddannede”, u.å. https://www.esundhed.dk/Emner/Beskaeftige­
de­i­sundhedsvaesnet/Arbejdsstyrken­af­sundhedsuddannede
Finansministeriet. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2008”, 2007.
Finansministeriet. Budgetlov, LOV nr. 547 af 18/06/2012 § (2012).
Finansministeriet. “Økonomisk Analyse. Mekaniske fremskrivninger af udbud af og efterspørgsel efter
velfærdsmedarbejdere”, 2022.
Forsikring og Pension. “Forsikrings- og pensionsbranchens bidrag til danskernes sundhed”, 2023.
Forsikring og Pension. “Her arbejder de sundhedsuddannede”, 2023. https://fogp.dk/tal-og-analyser/
her­arbejder­de­sundhedsuddannede/
eSundhed. “Andre ydere i praksis: Speciallæger”. eSundhed, u.å. https://www.esundhed.dk/Emner/Beskaef­
tigede-i-sundhedsvaesnet/Andre-ydere-i-praksis#tabpanel8A63FD4CA62D4CD491BD6E6D75058021.
Finansministeriet. “Økonomisk Analyse. Rekruttering af velfærdsmedarbejdere nu og i fremtiden”, 2023.
Forsikring og Pension. “Sundhedsforsikringer for 2003-2022”, 2023. https://view.officeapps.live.com/op/
view.aspx?src=https%3A%2F%2Ffogp.dk%2Fmedia%2Fgocfsojw%2Fsundhedsforsikringer.xlsx&wdOri­
gin=BROWSELINK
Forsikring og Pension. “Sundhedsforsikringerne finansierer hovedsageligt, hvor der er egenbetaling på
sundhedsområdet”. Forsikring og Pension, 2023. https://fogp.dk/tal-og-analyser/sundhedsforsikringer­
ne-finansierer-hovedsageligt-hvor-der-er-egenbetaling-paa-sundhedsomraadet/
Forsikring og Pension. “Vejledning om indhentning af helbredsoplysninger - pr. 1. november 2020”, 2020.
Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet. “Ny rapport om trivsel og udbrændthed blandt
praktiserende læger”, 13. marts 2024. https://feap.au.dk/display/artikel/ny-trivselsundersoegel­
se­blandt­praktiserende­laeger
Friderichsen, Bolette, Magnus Isacson og Marte Kvittum Tangen. “Almen praksis - Hvad kan Danmark lære af
Norge og Sverige?”, u.å.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0206.png
206
Baggrundsrapport
Ginman, Rasmus Jessen. “Stigende it-udgifter udhuler Region H’s økonomi: »Omkostninger til it stiger
hurtigere end til sundhed«”. DigiTech, 23. november 2023. https://pro.ing.dk/digitech/artikel/stigen­
de­it­udgifter­udhuler­region­hs­oekonomi­omkostninger­til­it­stiger­hurtigere­end­til­sundhed
Healthcare Denmark. ”Pandemic Response in Denmark”, 2023.
Health Tech Hub Copenhagen og Tænketanken Mandag Morgen. “Bedre digital sundhed: Anbefalinger til
bedre sammenhæng og samarbejde til gavn for borgere og et presset sundhedsvæsen”, 2023.
Honorarstrukturrådet for almen praksis. “Forenkling og faglighed med fokus på patienten: Forslag til en ny
honorarstruktur i almen praksis”, 2023.
Implement. “Den kommunale sundhedsindsats”, 2023.
Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland. “Nyt app-tilbud skal give mere tryghed til gravide”, 2021. https://
www.hospitalsenhedmidt.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2021/nyt-app-tilbud-skal-give-mere-tryghed-
til­gravide/
Implement Consulting Group. “Analyse af kompetencemangel i Sundhedsvæsenet”, 2023.
Implement Consulting Group. “Udfordringer og potentialer i samspillet mellem sektorer og for sammen­
hængende patientforløb”, 2024.
Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed. “Kommunal sygepleje til ældre”, 2022.
Indenrigs- og Sundhedsministeren. ”Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed”, Pub. L. No. L 103, 2022-23 (2. samling) (2023).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Bekendtgørelse af sundhedsloven”. LBK nr 247 af 12/03/2024 § 79,
stk. 2 (2024). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/247
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge”.
BEK nr 1344 af 03/12/2010 § (2010). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2010/1344
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Bekendtgørelse om hjemmesygepleje”. BEK nr. 1601 af 21/12/2007 §
(2007). https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/1601
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. “Brugertilfredshedsundersøgelse af almen praksis”, 2024.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabilite-
ringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86”. BEK nr. 1575 af 27/12/2014 § (2014). https://
www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/1575
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Cirkulære om statsligt, resultatafhængigt tilskud i 2024 til regionernes
sundhedsvæsen (Nærhedsfinansiering)”. CIR1H nr. 9804 af 21/10/2023 § (2023).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Den kommunale tandpleje: Vejledning for omfanget af og kravene til
den kommunale tandpleje”. VEJ nr. 9382 af 12/05/2023 § (2020). https://www.retsinformation.dk/eli/
retsinfo/2023/9382
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Lov om ændring af sundhedsloven (Bedre digital forældreadgang til
børns helbredsoplysninger, indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige
oplysninger og etablering af et nævn for sundhedsapps)”. 1549 2023-24 § (2023).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Lov om ændring af sundhedsloven. (Bedre digitalt samarbejde i
sundhedsvæsenet, påmindelser til forældre vedrørende børnevaccination og bestemmelser om territorial
gyldighed for Færøerne og Grønland)”, 273 § (2019).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0207.png
Baggrundsrapport
207
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner
og regioner. Sundheds- og Ældreministeriet og Børne- og Socialministeriet”. VEJ nr. 9538 af 02/07/2018 §
(2018). https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2018/9538
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Vejledning om sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg og
sundhedsaftaler”. VEJ nr. 9008 af 11/01/2024 § (2024). https://www.retsinformation.dk/eli/rets­
info/2024/9008
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Vejledning om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler”. VEJ
nr. 9698 af 21/08/2009 § (2009). https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2009/9698
Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Vejledning om vederlagsfri hjemmesygepleje ved kommunale
akutfunktioner (herunder ved kommunale akutpladser)”. VEJ nr. 9235 af 21/03/2019 § (2019). https://
www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2019/9235
Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed. “Geografiske forskelle i ældres forbrug af sund­
heds- og plejeydelser”, 2023. https://benchmark.dk/analyser/aeldre-og-sundhed/geografiske-forskel­
le­i­aeldres­forbrug­af­sundheds­og­plejeydelser­
IT-Branchen. “Her investerer man mest og mindst i det offentlige”, 2024. https://itb.dk/category/maerkesa­
ger/offentlig­digitalisering/
Kiil, Astrid, og Jacob Nielsen Arendt. “The Effect of Complementary Private Health Insurance on the Use of
Health Care Services”. International Journal of Health Economics and Management 17, nr. 1 (2017): 1–27.
Kiil, Astrid, og Kjeld Møller Pedersen. ”The Danish Survey on Voluntary Health Insurance 2009”. DaCHE
discussion papers 2009:3, University of Southern Denmark, Dache - Danish Centre for Health Economics,
2009.
KL. “Den sociale tandplejeordning 2023”, 2023.
KL. “Store forskelle imellem kommunernes forbrug på genoptræning og forebyggelse”. KL, 2023. https://
www.kl.dk/oekonomi-og-administration/oekonomi-og-styring/flis/perspektiv/2023/kommunernes-for­
brug­paa­genoptraening­og­forebyggelse
KL, Danske Regioner, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet og
Finansministeriet. “Evaluering af den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet”, 2015.
KOMBIT. “Fælles Sprog III Indsatskatalog (sundhedslov) version 1.6”. KOMBIT, u.å.
Kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. “Robusthedskommissionens anbefalinger”, 2023.
KORA, Pia Kürstein Kjellberg og Lea Graff. ”Sygeplejerskernes rolle i rehabilitering i ældreplejen”. KORA -
Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, 2017. https://www.vive.dk/
media/pure/mxjp3bx4/2033521
KPMG og VIVE. “Styrkelse af digitale kompetencer inden for datadrevne teknologier til brug for automatise­
ring, prædiktion og beslutningsstøtte hos sundhedspersoner”. Danish Life Science Cluster, 2022.
Kristensen, Kim. “Sundhedseksperter tror på lægeaftale efter formandsskifte”. Information, 2013. https://
www.information.dk/indland/2013/06/sundhedseksperter-tror-paa-laegeaftale-formandsskifte
Larsen, Klaus. “PLO: Lovændring truer vores kvalitetsdata”. Ugeskriftet.dk, 2024. https://ugeskriftet.dk/
nyhed/plo­lovaendring­truer­vores­kvalitetsdata
Vestergaard, Leif og Frank Ingemann. “Idépapir om speciallægepraksis”. Ekspertbidrag, 2024.
Landspatientregisteret (LPR) (pr. 10-03-2024), CPR-registret (PR. 26-03-2024) og Sundhedsdatastyrelsen.
“Genoptræningsplaner”. eSundhed. u.å. https://www.esundhed.dk/home/emner/patienter%20og%20syge­
huse/genoptraeningsplaner
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0208.png
208
Baggrundsrapport
Lægeforeningen. “FP 710 Sundhedsforsikringsattest”. Læger.dk, 2024. https://laeger.dk/attestnoeglen/
fp-710-sundhedsforsikringsattest
Mandrup, Mette. “Danica fravælger tilbud af børnepsykiatri til kunderne”. FinansWatch, 2023.
Madsen, Marie Henriette m.fl. ”Speciallæge i almen medicin - En undersøgelse af begrundelser for forskel­
lige karrierevalg- og veje”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
MedCom. “Telemedicinske initiativer - En kortlægning af telemedicinske initiativer i Danmark”, 2019.
Mejer Hjelm, Cecilie. “Skal hjælpen bevilges som socialpædagogisk støtte eller personlig og praktisk hjælp?”
Ankestyrelsen, 2020. https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/skal-hjaelpen-bevil­
ges­som­socialpaedagogisk­stotte­eller­personlig­og­praktisk­hjaelp
Melbye, Thor. “Formand for Honorarstrukturråd: »Lægens job er ikke at holde styr på en masse ydelser”.
Dagens Medicin, u.å. https://dagensmedicin.dk/formand-for-honorarstrukturraad-laegens-job-er-ikke-at-
holde­styr­paa­en­masse­ydelser/
OECD. ”Health at a Glance 2021: OECD Indicators”. Health at a Glance. OECD, 2021.
Mohrsen, Birgitte Anne. “Krav om begrundelse ved ændring i serviceniveauer”. Ankestyrelsen, 2020.
https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/krav-om-begrundelse-ved-aendring-i-ser­
viceniveauer
Olsen, J.K., J. Lykkegaard, A. Munck, P. Ahnfelt-Mollerup, S. Nyvan Marisusen og Kjeld Møller Pedersen.
“Henvisningsaudit blandt praktiserende læger i Region Syddanmark”. APO, Forskningsenheden for almen
praksis, SDU, 2024.
Olsen, Michael. “»Når forældrene ringer ind til os, så er det altså alvor«: Rekordmange børn kommer i
psykiatrisk behandling via forældres forsikringer”. Politiken, 2022. https://politiken.dk/danmark/forbrug/
art8875217/Rekordmange-b%C3%B8rn-kommer-i-psykiatrisk-behandling-via-for%C3%A6ldres-forsikrin­
ger
Oxford Research. ”Evaluering af organiseringen af vaccinationsindsatsen mod covid-19”, 2022.
PA Consulting Group. “Analyse af modeller for organisering og styring af arbejdet med digitale løsninger og
data i det danske sundhedsvæsen”, 2024.
PA Consulting Group. “Fælles tværgående kanalstrategi for datadeling i sundhedsvæsenet”, 2024.
PA Consulting Group. “Business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering
til borgere med hjertesvigt”, 2021.
PA Consulting Group. “Styrings- og Finansieringsmodel, afrapportering vedr. revideret finansieringsmodel
for sundheds-IT”, 2021.
Pedersen, Anette Fischer og Peter Vedsted. “Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtil­
fredshed 2023”. Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, u.å.
Praktiserende Lægers Organisation. “Høj kontinuitet hos den danske familielæge fremmer patienternes
sundhed”, 2022.
Praktiserende Lægers Organisation. “Vokseværk i almen praksis – flere ansatte flugter med ambitionerne
om et større nært sundhedsvæsen”, 2022.
Praktiserende Lægers Organisation. “PLO’s vedtægter”, 2022. https://laeger.dk/foreninger/plo/om-plo/
vedtaegter
Praktiserende Lægers Organisation. “Regionale lægedækningstruede områder”. Lægeforeningen. https://
laeger.dk/foreninger/plo/overenskomsten­og­aftaler/laegedaekningstruede­omraader/regionale­laegeda­
ekningstruede­omraader
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0209.png
Baggrundsrapport
209
Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. “Overenskomst om almen
praksis 2018”, 2018.
Praktiserende Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. “Overenskomst om almen
praksis 2022”, 2022.
PwC. “Opsamling på workshop afholdt i regi af Robusthedskommissionen den 24. april 2023”, 2023.
PwC. “Arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og sundhedsordninger”. PwC, 2023. https://www.pwc.dk/da/
personalegoder/sundhedsforsikringer­og­ordninger.html
Rasmussen, Lars Igum. “Efter to operationer trænede 27-årige Kasper Voldum sine smerter væk”. Politiken,
2024. https://politiken.dk/danmark/sundhed/art9711124/Efter-to-operationer-tr%C3%A6ne­
de-27-%C3%A5rige-Kasper-Voldum-sine-smerter-v%C3%A6k
Regeringen og Danske Regioner. “Aftale om sundheds-it”, 2010.
Regeringen, KL og Danske Regioner. “Aftale om 500 mio. kr. til mere behandling i eget hjem”, 2023.
Regeringen. “Aftale om Sundhedsreform”, 2022. https://sum.dk/Media/637888973082282053/Aftale%20-
Regeringens ekspertpanel vedr. sygehusinvesteringer. “Regionernes investerings- og sygehusplaner -
Screening og vurdering”, 2008.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger. “Overenskomst om Speciallægehjælp”,
2022.
Rigsrevisionen. “Beretning om beskæftigelsesrettet indsats for sygemeldte borgere med forløb i psykia­
trien”, 2021.
Rigsrevisionen. “Beretning om regionernes grundlag for den økonomiske styring af sygehusene”, 2020.
Rigsrevisionen. “Rigsrevisionens notat om tilrettelæggelsen af en større undersøgelse af ambulancedriften i
regionerne”, 2024.
Sektion for Tværsektoriel Forskning, for Center for Sundhed, og Region Hovedstaden. ”Evaluering af 72
timers udvidet behandlingsansvar i Region Hovedstaden. Delrapport 1”. Center for Klinisk Forskning
og Forebyggelse Sektion for Tværsektoriel Forskning Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Region
Hovedstaden, 2023.
SFI, Cecilie Dohlmann Weatherall, Heidi Hesselberg Lauritzen, Anne Toft Hansen og Tina Termansen.
Evaluering af “Fast tilknyttede læger på plejecentre”. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd,
2014.
Skadborg, Jørgen. “Masser af digital udvikling i almen praksis”. Lægeforeningen, 2023. https://laeger.dk/
nyheder/masser­af­digital­udvikling­i­almen­praksis
Small Great Nation, Kraka og Deloitte. “Den offentlige sektor - velfærdsstatens juvel?”, 2022.
Skovsgaard, Christian Volmar, Troels Kristensen, Ryan Pulleyblank og Kim Rose Olsen. “Increasing Capita­
tion in Mixed Remuneration Schemes: Effects on Service Provision and Process Quality of Care”. 2023.
Health Economics 32, nr. 11 (november 2023): 2477–98.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Ankestyrelsens principmeddelelse 424 om hjælpemidler - behandlings­
redskaber - kompressionsmaskine - afhjælpning”. KEN nr. 9133 af 11/03/2024 § (2024). https://www.
retsinformation.dk/eli/retsinfo/2024/9133
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Bekendtgørelse af lov om friplejeboliger”. LBK nr. 1162 af 26/10/2017
§ (2017).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0210.png
210
Baggrundsrapport
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Bekendtgørelse om certificering af friplejeboligleverandører”. BEK nr.
1169 af 30/09/2015 § (2015).
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Socialpolitisk Redegørelse 2023”. Social-, Bolig- og Ældreministeriet,
2024.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. “Tilbudsportalen”, 30. september 2023. https://tilbudsportalen.dk/
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Vejledning om botilbud m.v. til voksne”. VEJ nr. 9766 af 03/10/2023 §
(2023).
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner,
behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i lov om social service”. VEJ nr. 9764 af 02/10/2023 §
(2023).
Social-, Bolig- og Ældreministeriet. ”Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder”. VEJ nr. 10324
af 14/12/2017 § (2017). https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2017/10324
Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed. “Arbejdstid blandt social- og sundhedspersonalet på
det kommunale ældreområde”, 2020.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “AED06: Modtagere visiteret til hjemmehjælp, frit valg, efter
område, ydelsestype, timer pr. uge, alder og køn”, u.å.
Socialministeren. ”Forslag til Lov om ændring af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. (Ændring
af lovens målgruppe)”. Pub. L. No. L 55, 2004-05 (1. samling) (2004).
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. ”AED08: Modtagere af genoptræning/vedligeholdelsestræning efter
område, ydelsestype, alder og køn”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “AED10A: Modtagere af forebyggende hjemmebesøg, efter område,
hjemmebesøg, alder og køn”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. ”HANDIC - Handicapydelser”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. ”DREAM - Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “HJEMSYG: Modtagere af hjemmesygepleje i eget hjem efter område,
alder og køn”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “Lægebesøg”. u.å. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/bor­
gere/sundhed/laegebesoeg
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “REGKC: Kommunernes regnskaber på gruppering med tekst efter
område, dranst, funktion og gruppering, ejerforhold, art og prisenhed”, u.å.
Statistikbanken.dk, Danmarks Statistik. “SMDBV002: Stofmisbrugsbehandling efter område og nøgletal”, u.å.
Stephansen, Christina Gordon, og Vibeke Borchsenius. Sundhedsforsikringers effekt på sygefraværet og
samfundsøkonomien. Forsikring og Pension, 2012.
Sundhed Danmark. “Branchestatistik 2022”, 2023.
Steno Diabetes Center Aarhus. “SAMBLIK: Samme patientoverblik på tværs af sektorer”, 2024. https://www.
stenoaarhus.dk/tvarsektoriel­forskning/organisering­og­ledelse/samblik/
Sundhed.dk. “Find behandler”. u.å. https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/?Page=1&Pa­
gesize=100&RegionId=0&InformationsUnderkategori=Psykiater&Informationskategori=Speciall%C3%A­
6ge&WaitTime=true
Sundhed.dk. ” Sygesikring og sikringsgrupper”. u.å. https://www.borger.dk/sundhed-og-sygdom/sundheds­
kort­­laegevalg­og­tandlaege/Sygesikring­og­sikringsgrupper
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0211.png
Baggrundsrapport
211
Sundheds- og Ældreministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet, KL, og Danske Regioner.
“Den kommunale medfinansiering for 2018”, 2020.
Sundhedsdatastyrelsen. “Alkohol. Offentligt finansieret alkoholbehandling”. eSundhed. https://www.
esundhed.dk/Emner/Hvad-doer-vi-af/Alkohol#tabpanelC4377ECEE1574EDAA618B6FC5864A615
Sundhedsdatastyrelsen. “Nationalt datagrundlag for speciallægepraksis”, 2023. https://sundhedsdatastyrel­
sen.dk/da/det­naere­sundhedsvaesen/speciallaegepraksis
Sundhedsministeriet, Danmarks Statistik, KL, Sundhedsdatastyrelsen, Danske Regioner og Nationalt Genom
Center. “Vision - Strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata”, 2021.
Sundhedsstrukturkommissionen. ”Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Beslutningsgrundlag for et
mere lige, sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen”. 2024.
Sundhedsstyrelsen. “Faglig bæredygtighed som grundlag for sundhedsplanlægning”, 2024.
Sundhedsstyrelsen. ”Faglig ramme for etablering af nærhospitaler”, 2022.
Sundhedsstyrelsen. “Erfaringsopsamling af projektet Nationale Kliniske Retningslinjer 2012-2016”, 2017.
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2017/Erfaringsopsamling-af-projektet-Nationale-Kliniske-Ret­
ningslinjer-2012-2016.ashx?sc_lang=da&hash=5A33722D9366A88B9A4B960B9CAF5702
Sundhedsstyrelsen. “Faglig ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistriv­
sel”, 2023.
Sundhedsstyrelsen. “Fagligt oplæg til en 10-årsplan: Bedre mental sundhed og en styrket indsats til menne­
sker med psykiske lidelser”, 2022. https://www.sst.dk/da/udgivelser/2022/fagligt-oplaeg-til-en-10-aars­
plan
Sundhedsstyrelsen. “Foranalyse af den fremtidige opgaveløsning i almenmedicinske tilbud”, u.å.
Sundhedsstyrelsen. ”Forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom: Kvalitetsstandarder”. Sundheds­
styrelsen, 2024.
Sundhedsstyrelsen. ”Inspirationsmateriale til forsøg med selvvisitation i ældreplejen”. Sundhedsstyrelsen,
2022. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2022/Inspirationsmateriale-til-fors%C3%B8g-med-selvvi­
sitation/Inspirationsmateriale-til-forsoeg-med-selvvisitation.ashx?sc_lang=da&hash=5FB9170C5A­
742026CE08BCC3B0CC71A7
Sundhedsstyrelsen. ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner”. Sundhedsstyrelsen, 2023.
Sundhedsstyrelsen. ”Muligheder og forudsætninger for omstilling til det primære sundhedsvæsen”, 2023.
Sundhedsstyrelsen. “Nationale Kliniske Retningslinjer – udvalgte anbefalinger til brug i almen praksis”,
2019. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2019/Nationale-kliniske-retningslinjer-Udvalgte-anbefalin­
ger-til-brug-i-almen-praksis.ashx?sc_lang=da&hash=F5D1FE4305FE3DCA35B121FA1F797ABC
Sundhedsstyrelsen. “Specialevejledning for Dermato-venerologi”. Sundhedsstyrelsen, 2023. https://www.
sst.dk/-/media/Viden/Specialplaner/Specialeplan-for-dermato-venerologi/Specialevejledning-for-Derma­
to-venerologi-den-23-august-2023.ashx
Sundhedsstyrelsen. ”Status på rehabiliteringsforløb efter § 83 a. Resultater fra en landsdækkende
spørgeskemaundersøgelse”. Sundhedsstyrelsen, 2022.
Sundhedsstyrelsen. ”Visitation til integreret behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig
rusmiddelproblematik. Faglig visitationsretningslinje”. Sundhedsstyrelsen, 2023.
Sundhedsstyrelsen. “Nærhospitaler - Skitse til fagligt oplæg”, 2021. https://www.sst.dk/-/media/Udgivel­
ser/2022/N%C3%A6rhospitaler/1_-skitse-til-det-faglige-oplaeg-fra-den-16_-juni-2021-_historisk_.ashx?sc_
lang=da&hash=0A64EA91CA7D75ADA7A30D238BD4A5DD
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0212.png
212
Baggrundsrapport
Søgaard, Rikke, Morten Saaby Pedersen og Mickael Bech. “To What Extent Does Employer-Paid Health
Insurance Reduce the Use of Public Hospitals?”, 2013. Health Policy 113, nr. 1–2 (2013): 61–68.
Bjørnholt, Bente m.fl. ”Ledelse af digitalisering. Videnskortlægning af den skandinaviske litteratur om
ledelse af digitalisering”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2020.
Foged, Søren Kjær m.fl. ”Kommunernes ressourceforbrug og økonomiske styring på ældreområdet”. VIVE
- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
Foged, Søren Kjær m.fl. ”Estimat på årsværk af visitatorer ansat på det kommunale ældreområde”. VIVE -
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2022.
Højgaard, Betina m.fl. ”Den statslige styring af det regionale sundhedsområde: analyse af centrale
instrumenter”. VIVE - Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2018.
Kjellberg, Pia Kürstein og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Organisering af BUM modellen på ældre-
området”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2023.
Madsen, Marie Henriette og Sarah Wadmann. ”Forankring af akkreditering i speciallægepraksis: et
kvalitativt casestudie”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2019.
Larsen, Arendse Tange m.fl. ”Primary Health Care in the Nordic Countries – Comparative Analysis and
Identification of Challenges”. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2020.
VIVE og Anne Petersen. ”To distrikter – to forskellige former for sygepleje? – Et komparativt casestudie af
hjemmesygeplejen i to distrikter”. København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for
Velfærd, 2017.
World Bank Open Data. “World Bank Open Data”. u.å.
Vinge, Sidsel og Emmy Hjort-Enemark Topholm. ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundheds-
assistenter i kommunerne”. Bd. 2021. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2021.
Yngre Læger. “Det rammer både patienter og yngre læger hvis flere psykiatere skifter til det private”. Læger.
dk, 2022. https://laeger.dk/nyheder/det-rammer-baade-patienter-og-yngre-laeger-hvis-flere-psykiate­
re­skifter­til­det­private
Yngre Læger. “Yngre Lægers almen praksis-undersøgelse 2023 - ønsker til fremtidig beskæftigelse blandt
hoveduddannelses- og speciallæger”, 2023.
Ældreministeren. ”Forslag til Lov om ændring af lov om social service (Målretning af de forebyggende
hjemmebesøg)”. Pub. L. No. L 148, 2018-19 (1. samling) (2019).
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0213.png
Baggrundsrapport
213
Figurer, tabeller og andre
illustrationer
Kapitel 1: Sygehusområdet – det sekundære sundhedsvæsen
Figur 1.1
Niveau for nationale mål-indikatorer (45 ud af 48) for regioner i forhold til
landsgennemsnittet i 2022
Figur 1.2
Patienternes samlede tilfredshed, LUP somatik 2023
Boks 1.1
Udviklingstræk i rammestyringens faser i amter/regioner
Tabel 1.1
De somatiske sygehuse pr. 2023
Boks 1.2
Sygehuskategorier
Figur 1.3
Normerede somatiske sengepladser - 2007 til 2022
Figur 1.4
Udvikling i kontaktdage (somatik og psykiatri) - Ambulante ophold og indlæggelser -
2007 til 2022
Figur 1.5
Andel af den samlede offentlige finansierede produktionsværdi udført på privatsygehus,
2007 til 2022
Figur 1.6
Fordeling af patientgrupper på private sygehuse efter finansiering - 2020-2022
Figur 1.7
Bruttoomsætningen i mio. kroner for offentligt henviste patienter fordelt på aftaler
i 2020-2022
Figur 1.8
Andel akutte ambulancekørsler, som var fremme indenfor 15 minutter fra alarmmelding
Figur 1.9
Udgifter til offentlige sygehuse, indeks, 2010-2022
Figur 1.10
Fordeling af udgifter til ambulant behandling og behandling under indlæggelse
Figur 1.11
Andelen af samlede sundhedsudgifter til lægemidler
Figur 1.12
Nettodriftsudgifter til somatiske sygehuse, 2023
Tabel 1.2
Personale ansat på offentlige sygehuse, praksisområderne og i øvrig regional
administration, årsværk
Figur 1.13
Bidrag til samlet personalevækst fordelt på stillingsgrupper, 2007-2023
Tabel 1.3
Personale ansat i regionerne, årsværk, udvalgte stillingsgrupper
Tabel 1.4
Personale ansat i regionerne, årsværk, udvalgte stillinger
Boks 1.3
Afgrænsning af administrative ansatte i regionerne på stillingskategorier
8
9
12
14
15
18
19
21
22
23
24
26
27
27
27
28
29
29
31
31
Figur 1.14
Antal personer med mindst én kontakt til det offentlige somatiske sygehusvæsen i året, mio. 33
Tabel 1.5
Udvikling i befolkningen pr. 1. januar i året
Figur 1.15
Andel i befolkning med kontakt til somatisk sygehus
Figur 1.16
Ændring i andel af befolkning med kontakt til somatisk sygehus, 2007-2023
Figur 1.17
Antal kontaktdage i det somatiske sygehusvæsen i året
Figur 1.18
Kontaktdage pr. patient, fordelt på aldersgrupper, udvalgte år
33
34
34
35
36
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0214.png
214
Baggrundsrapport
Figur 1.19
Dekomponering af vækst i antal kontaktdage ift. 2007
Figur 1.20
Udvikling i antal personer opereret eller behandlet for kræft, 2007 til 2022
Figur 1.21
Relativ etårs kræftoverlevelse i pct., 2007-2009 til 2019-2021
Figur 1.22
Relativ femårs kræftoverlevelse i pct., 2007-2009 til 2019-2021
Figur 1.23
Dødelighed for kræft og hjertesygdomme, køns- og aldersstandardiseret, 2007 til 2022
Figur 1.24
Ventetid til operation, 2007-2022
Figur 1.25
Andel overholdte udredningsforløb i somatikken, 2017-2022
Figur 1.26
Produktivitetsudvikling år til år, 2003-2018
Boks 1.4
Sundhedsstyrelsens vurdering af prioritering og specialeplanlægning
Figur 1.27
Antal afdelinger pr. patient, hvor patienten har mindst én kontakt uanset type (alle
kontakttyper), fordelt på aldersgrupper, alle kontakttyper, 2022
Figur 1.28
Andel af hver regions samlede produktionsværdi solgt til andre regioner, 2007-2022
Figur 1.29
Selvforsyningsgrad somatikken, produktionsværdi, 2007-2022
Tabel 1.6
Fordeling af offentlig ansatte sygehuslæger pr. indbygger, indekseret i forhold til
landsplan, 2023
Figur 1.30
Fordeling af sygehuslæger pr. region målt i forhold til aktivitet, 2023
Figur 1.31
Læger pr. kontaktdag i Region Hovedstaden, Indeks
Tabel 1.7
Fordeling af offentlig ansatte sygehuslæger pr. indbygger, indekseret i forhold til
landsplan, 2023
37
38
39
40
41
42
42
43
44
45
47
48
48
49
50
50
Kapitel 2: Det kommunale sundhedsområde og nærliggende områder
Boks 2.1
Metode for analyse af snitflader for udvalgte kommunale indsatser
Figur 2.1
Andelen af personer, der får kommunal sygepleje efter sundhedslovens § 138 , som
samme år modtager udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har kontakt med det
regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Figur 2.2
Andelen af personer, der får personlig hjælp og pleje eller hjælp til praktiske opgaver i
hjemme efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1-2 (hjemmepleje ) eller tidsafgrænset rehabilitering
efter servicelovens § 83 a, som samme år modtager kommunal sygepleje, udvalgte kommunale
ydelser efter serviceloven eller har kontakt med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Figur 2.3
Andelen af personer, der får forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a,
som samme år modtager kommunal sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven
eller har kontakt med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Figur 2.4
Andelen af personer, der får enten genoptræning eller vedligeholdelsestræning
efter serviceloven som samme år modtager sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter
serviceloven eller har kontakt med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Figur 2.5
Andelen af personer, der får socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, som
samme år modtager sygepleje, udvalgte kommunale indsatser efter serviceloven eller har kontakt
med det regionale sygehusvæsenet (pct.), 2019
Figur 2.6
Det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende områder ud af kommunens
samlede servicedriftsudgifter (mia. kr.), 2022
Figur 2.7
Udgifter til det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende områder fordelt
på indsatser (mia. kr.), 2022
57
60
67
69
70
72
78
78
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0215.png
Baggrundsrapport
215
Figur 2.8
Fuldtidspersoner ansat på det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende
områder, 2023
Figur 2.9
Antal sygeplejersker ansat i kommunen pr. 1.000 personer på 67 år eller derover, 2023
Figur 2.10
Antal social- og sundhedsmedarbejdere ansat i kommunen pr. 1.000 personer på 67 år
eller derover, 2023
Figur 2.11
Fuldtidspersoner ansat på det kommunale sundhedsområde og udvalgte nærliggende
områder fordelt på indsatser og stillingsbetegnelser m.v. i 2023
Figur 2.12
Udvikling i sundhedspersonale ansat på hele det kommunale sundheds-, ældre-, og
voksensocialområde, 2010-2023
81
82
82
83
84
Kapitel 3: Psykiatri
Figur 3.1
Tilbud til mennesker med psykiske lidelser på tværs af centrale aktører
Figur 3.2
Udviklingen i andelen af offentlige sygehusudgifter til psykiatri, løbende priser, mio. kr.
Figur 3.3
Udgifter pr. patient i psykiatrien og somatikken i perioden 2010 til 2022, 2021-priser
Figur 3.4
Udvikling i udvalgte personale ansat i psykiatri i perioden 2010-2023 (september)
Tabel 3.1
Fordeling af læger i psykiatrien, privatpraktiserende med speciale i psykiatri og
ydernummerpsykologer pr. indbygger indekseret i forhold til landsplan, 2023
Figur 3.5
Normerede psykiatriske sengepladser i perioden 2007 til 2022, årligt gennemsnit
Figur 3.6
Voksne med kontakt til den regionale psykiatri i perioden 2009-2022
Figur 3.7
Børn og unge med kontakt til den regionale psykiatri i perioden 2009-2022
Figur 3.8
Udvikling i psykiatriske ambulante ophold (offentlig og privat) i perioden 2007-2022
Figur 3.9
Udvikling i psykiatriske indlæggelser (offentlig og privat) i perioden 2007-2022
Tabel 3.2
Udvikling i den prævalente population pr. 100.000 personer i perioden 2009-2023,
opdelt på diagnosegrupper
Figur 3.10
Udviklingen i overholdelse af udredningsretten i børne- og ungepsykiatrien fra
2020 til 2022
Figur 3.11
Udviklingen i overholdelse af udredningsretten i voksenpsykiatrien fra 2020 til 2022
Figur 3.12
Udviklingen i bæltefikseringer i psykiatrien i perioden 2014 til 2022
Figur 3.13
Udviklingen i akutte psykiatriske genindlæggelser i perioden 2014 til 2022
Figur 3.14
Udviklingen overdødelighed for borgere med udvalgte psykiske lidelser fra 2014 til 2022
88
93
93
94
95
96
97
97
98
98
99
101
101
102
102
103
Kapitel 4: Det almenmedicinske tilbud
Boks 4.1
Tre roller og funktioner i det almenmedicinske tilbud
Boks 4.2
Sygeforsikringens gruppeinddeling
Boks 4.3
Lægedækningstruede områder
Boks 4.4
Vedtagelse af overenskomst om almen praksis
Tabel 4.1
Sammenligning af almenmedicinske tilbud i Danmark og sammenlignelige lande
Boks 4.5
Kronikerhonoraret
Tabel 4.2
Praksisformer i almenmedicinske tilbud
107
108
109
110
113
117
119
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0216.png
216
Baggrundsrapport
Figur 4.1
Udvikling i antal praksis: kompagniskaber og solopraksis: 2017-2022
Figur 4.2
Udvikling i patienter tilknyttet hhv. kompagniskaber og solopraksis: 2017-2022
Tabel 4.3
Praksisform opgjort på antal praksis og tilmeldte patienter (2022)
Tabel 4.4
Antal og andel praksis fordelt på praksisformer og region (2022)
Figur 4.3
Udvikling i antal sygehusophold og kontakter til den alment praktiserende læge pr.
1.000 borgere, fordelt på sygehuse og alment praktiserende læger, indeks (2009=100)
Figur 4.4
Udvikling i antal læger på sygehuse og alment praktiserende læger, indeks (2003=100)
Figur 4.5
Udviklingen i personalesammensætningen i almenmedicinske tilbud (antal personer)
Figur 4.6
Lægedækningstruede områder, 2021-2024
Boks 4.6
Fasttilknyttede læger på plejehjem
Figur 4.7
Andel respondenter i klynger, som angiver, at de er meget tilfredse/tilfredse
Figur 4.8
Samlet patienttilfredshed fordelt på praksistyper, ikke lægedækningstruede klynger
Figur 4.9
Samlet patienttilfredshed fordelt på praksistyper, lægedækningstruede klynger
Boks 4.7
Tovholderfunktionen i almenmedicinske tilbud
Tabel 4.5
Overenskomstens regler om tilgængelighed og åbningstider
Figur 4.10
Praksislægers tidsforbrug fordelt på opgavetyper
Figur 4.11
Antal sygdomsvægtede borgere pr. lægekapacitet, pr. 1 januar 2023
Figur 4.12
Faktisk brutto- og kronikerhonorar pr. lægekapacitet fordelt efter antal
sydomsvægtede borgere pr. lægekapacitet, 2023
Figur 4.13
Andel af dimensionerede hoveduddannelsesforløb, der bliver besat
120
120
121
122
123
123
124
125
127
128
129
129
130
131
133
134
136
137
Kapitel 5: Praktiserende speciallæger
Figur 5.1
Andel lægekapaciteter i speciallægepraksis fordelt på praksistype
Figur 5.2
Fordeling af ydernumre og lægekapaciteter på medicinske specialer
Figur 5.3
Fordeling af ydernumre mellem regioner
Figur 5.4
Variation i antallet af speciallæger
143
145
145
146
Kapitel 6: Den øvrige praksissektor
Tabel 6.1
Praksissektorens offentligt finansierede opgaver og økonomi
Figur 6.1
Regional kapacitetsfordeling i den øvrige praksissektor, 2023
Figur 6.2
Regional kapacitetsfordeling i den øvrige praksissektor pr. 100.000 borgere, 2023
151
152
152
Kapitel 7: Styring af sektorernes samspil
Tabel 7.1
Anvendte styringsinstrumenter i sundhedsvæsenet for påvirkning af for sektorernes
samspil, opdelt efter type
154
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0217.png
Baggrundsrapport
217
Kapitel 8: Digitalisering og data
Tabel 8.1
Beskrivelse af centrale digitaliserings- og dataorganisationer i sundhedsvæsnet
Boks 8.1
IT-ressourcer og eksterne IT-budgetter
Boks 8.2
Barrierer i den nuværende organisering af indenfor digitaliserings- og dataområdet
Boks 8.3
Kanalstrategi for datadeling i sundhedsvæsenet
165
174
174
175
Boks 8.4
COVID-19-pandemien – det gode eksempel på stor eksekveringskraft ved fælles prioritering 177
Boks 8.5
Potentiale og udfordringer ved nye teknologier, fx kunstig intelligens og sprogmodeller
179
Kapitel 9: Regionernes øvrige opgaver
Tabel 9.1
Regionernes bruttodriftsudgifter til øvrige opgaveområder 2023 (mio. kr.)
188
Kapitel 10: Private sundhedsforsikringer
Figur 10.1
Antallet af sundhedsforsikrede, 2003-2022
Figur 10.2
Antal medlemmer af Sygeforsikringen ”danmark” pr. medlemsgruppe, 2023
Figur 10.3
Fordeling af antal forsikringsordninger på forsikringstager
Figur 10.4
Antal personer, som har anvendt forsikringen, fordelt på områder (pct.)
Figur 10.5
Samlede udgifter til sundhed opdelt på finansieringskilde, 2022
Tabel 10.1
Udgifter fordelt på aktører, mio. kr. (pl-2022)
Figur 10.6
Sundhedsudgifter ved fysioterapeut, kiropraktor, psykolog m.v., 2022
Figur 10.7
Sundhedsforsikringsudgifter til operationer og psykologer, fysioterapi m.v.
Boks 10.1
Eksempel på attestnøgle – FP 710 – Sundhedsforsikringsattest
Tabel 10.2
Beskæftigelse for speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri
190
191
193
194
196
197
197
198
199
203
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0218.png
218
Baggrundsrapport
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0219.png
SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 317: Orientering om Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2880228_0220.png
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Telefon: +45 72 26 90 00
E-mail: [email protected]
www.ism.dk