Ansøgning om foretræde for Sundhedsudvalget.
Vi, i Rapunzel ApS, søger om foretræde for Sundhedsudvalget for at plædere for et livsvigtigt instrument i
arbejdet med kræft og kræftpatienter. Det handler om kølehætter til kræftpatienter, så de har større
sandsynlighed for at bevare håret under kemoterapi.
For mens der i en række lande både er dokumentation, mulighed for tilskud og sågar lovgivningsmæssig
opbakning til kølehætter, så er kvinder og mænd i Danmark fortsat nødsaget til at betale for disse af egen
lomme i forbindelse med deres kræftforløb.
De effekter og muligheder, der er i kølehætterne, vil vi meget gerne vise frem for Sundhedsudvalget samt
være behjælpelige med svar på spørgsmål eller uddybende data. Målet med vores foretræde er, at det kan
være startskuddet til, at man politisk kan drøfte om disse skulle indgå i tilskudsordninger på lige fod med
parykker.
Som oplæg til en drøftelse sender jeg her lidt af den viden, der er omkring kølehætterne.
For der findes
meget dokumentation for både effekt og sikkerhed ved brugen af kølehætter.
I 2019 gennemgik
Sundhedsstyrelsen i forbindelse med et §20 spørgsmål til Sundhedsministeren den foreliggende evidens på
området, beskrevet i et systemisk review udarbejdet af Voigt og Rugo i 2017. Reviewet er baseret på 10
randomiserede, kontrollerede studier med i alt 654 kræftpatienter, heraf 432 med brystkræft, og som
konkluderer, at anvendelsen af kølehætter nedsætter risikoen for hårtab (alopeci) signifikant.
Sundhedsstyrelsens vurdering var, at der foreligger dokumenteret effekt for, at brugen af kølehætte
nedsætter risikoen for hårtab ved kemoterapi, samt at brugen ikke er forbundet med øget risiko for
metastaser i hovedbunden.
At benytte kølehætte som hårbevarende hjælpemiddel er en meget anvendt, og desuden anerkendt, metode
i en lang række lande med sundhedssystemer på samme høje niveau som det danske, og samtidig i lande vi
normalt sammenligner os med. Metoden bruges i vidt omfang i blandt andet Norge, Australien, England, en
lang række EU-lande, Canada samt USA, hvor metoden er godkendt af FDA.
Kølehætterne bruges også i Danmark, hvor et stigende antal patienter medbringer kølehætter som
hårbevarende hjælpemiddel i forbindelse med kemobehandlinger på sygehusene. Patienterne oplever håret
som en stor del af deres personlighed, og for mange har hårtabet negativ indflydelse på deres selvværd og
livskvalitet. At miste håret i forbindelse med et kemoforløb er både traumatisk og socialt
invaliderende. Patienter, som forsøger at undgå dette med kølehætter mødes med forståelse af det
behandlende personale på sygehusene. I forhold til bivirkninger er disse milde og forbigående. Nogle kan
opleve en forbigående, let hovedpine eller komme til at fryse.
Hos Rapunzel registrerer vi alle forløb med kølehætte grundigt og vores resultater er helt på linje med de
internationale erfaringer målt på graden af blandt andet alopeci. Disse resultater vil vi gerne give
Sundhedsudvalget indblik i, samtidig med at Sundhedsudvalget kan møde nogle af de kvinder, der har
benyttet kølehætter og få en forståelse for vigtigheden af deres egenskaber.
Med den store mængde af litteratur og studier, der eksisterer, samt Sundhedsstyrelsens gennemgang af
samme i 2019, håber jeg, at vi kan få foretræde, hvor vi kan argumentere for, hvordan vi kan give danske
kræftpatienter samme muligheder som findes i en lang række andre lande.
For dialogen her er vigtig for nutidens og fremtidens kræftpatienter herhjemme.