Statsrevisorernes Sekretariat
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Slotsholmsgade 10‐12
DK‐1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Dato: 13‐05‐2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh.: Emma Lea Stenbæk
Nielsen
Koordineret med:
Sagsnr.: 2024 ‐ 3448
Dok. nr.: 126358
Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del - Bilag 293
Offentligt
Indenrigs‐ og sundhedsministerens redegørelse til
Statsrevisorerne vedr. beretning nr. 10/2023 om overholdelse
af udredningsretten for børn og unge i psykiatrien
Statsrevisorerne har den 15. februar 2024 fremsendt beretning nr. 10/2023 om
overholdelse af udredningsretten for børn og unge i psykiatrien og har samtidig
anmodet om en redegørelse for de foranstaltninger og overvejelser, som beretningen
giver anledning til.
Jeg vil for det første kvittere for, at beretningen sætter fokus på et særdeles vigtigt
område, som fortsat fortjener stor opmærksomhed, og for det andet for, at
beretningen har belyst en række problematikker, som jeg og regionerne vil fokusere
på og tage ved lære af.
Til brug for ministerredegørelsen er der indhentet udtalelser fra regionsrådene, som
er indarbejdet i redegørelsen. Udtalelserne fra regionsrådene er vedlagt som bilag.
Derudover har Danske Regioner fremsendt en udtalelse, som ligeledes vedlægges.
Generelle bemærkninger til beretningen
I beretningen kritiseres regionerne for ikke at overholde retten til hurtig udredning
(udredningsretten) i børne‐ og ungdomspsykiatrien. Kritikken tager afsæt i flere
aspekter af regionernes overholdelse af udredningsretten. Rigsrevisionen kritiserer
ligeledes, at Indenrigs‐ og Sundhedsministeriet ikke har understøttet en korrekt og
ensartet registrering af udredningsretten på tværs af regionerne.
Rigsrevisionens undersøgelse er afgrænset til patienter, der er henvist til udredning i
børne‐ og ungdomspsykiatrien fra 3. kvartal 2019 til og med 4. kvartal 2022.
Undersøgelsesperioden ligger således hovedsageligt forud for min tiltrædelse som
minister i december 2022. Det bemærkes i øvrigt, at udredningsretten i psykiatrien
var suspenderet fra 18. marts 2020 til 31. august 2020 for at sikre, at der på
sygehusene kunne foretages den nødvendige prioritering under COVID‐19. Der var i
hele sundhedsvæsenet udfordringer med lange ventetider i perioden 2020 til 2022
som følge af COVID‐19 og overenskomstkonflikten på sygeplejerskeområder i 2021 og
konsekvenserne heraf.
Udfordringer ift. at sikre ensartet regional praksis indgik også i Rigsrevisionens
undersøgelse fra 2018 om overholdelse af udredningsretten på flere områder,
herunder også børne‐ og ungdomspsykiatrien. Som følge heraf igangsatte det
daværende Sundheds‐ og Ældreministerium et arbejde med at opdatere vejledning
om frit sygehusvalg m.m. Ved beretning fra juni 2022 fandt Statsrevisorerne det
meget utilfredsstillende, at arbejdet med at opdatere vejledningen endnu ikke var
afsluttet.
. / .