Indenrigs‐ og sundhedsministeren
Rådmand Anders Winnerskjold
Aarhus Kommune
Kære Anders Winnerskjold
Tak for det brev af 21. marts 2024, som du sammen med Aarhus Kommunes Social‐
og Beskæftigelsesudvalg har sendt til både Folketingets Sundhedsudvalg og mig for at
gøre opmærksom på nogle uhensigtsmæssigheder, som der efter jeres opfattelse er
knyttet til de gældende regler om alkoholbehandling.
I peger på, at de regler i sundhedslovens § 141, som giver borgerne ret til anonym
alkoholbehandling og ret til frit valg af behandlingssted, i deres nuværende form
giver nogle styringsmæssige udfordringer og medfører uigennemsigtighed med
hensyn til bl.a. den faglige kvalitet af behandlingen.
Jeg skal i den anledning oplyse, at det med aftalen om finansloven for 2023 blev aftalt
at igangsætte en kulegravning af den offentligt finansierede alkoholbehandling, og at
der blev til formålet afsat 3,0 mio. kr. i 2024.
Sundhedsstyrelsen, som driver arbejdet, har bl.a. oplyst, at der i forbindelse med
kulegravningen vil være særligt fokus på at belyse behandlingskvalitet på tværs af
forskellige udbydere på området, og at der vil blive set på emner som fx personalets
kompetencer og uddannelse, brugeroplevet kvalitet, faglig kvalitet, organisatorisk
kvalitet samt strukturelle faktorer og styringsmuligheder. Således vil der altså bl.a.
blive set på de emner, som I er inde på i jeres brev.
Med det formål at give en række interessenter, som repræsenterer et bredt aftager‐
og leverandørperspektiv, mulighed for at bidrage til at kvalificere kulegravningen har
Sundhedsstyrelsen nedsat en følgegruppe, der skal rådgive styrelsen i forbindelse
med tilrettelæggelse og udarbejdelse af kulegravningen. Bl.a. KL er repræsenteret i
følgegruppen, som holdt sit første møde den 4. april 2024.
Med henblik på at jeres overvejelser kan indgå i det videre arbejde med
kulegravningen, vil jeres brev og mit svar herpå nu blive sendt til Sundhedsstyrelsen.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at Sundhedsstyrelsen forventer arbejdet afsluttet, således at
den endelige rapport om kulegravningen kan afleveres i begyndelsen af 2025.
Derefter vil der blive taget stilling til, hvilke initiativer kulegravningen måtte give
anledning til.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Kopi: Folketingets Sundhedsudvalg
Slotsholmsgade 10‐12
DK‐1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Dato: 01‐05‐2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh.: lpe
Sagsnr.: 2024 ‐ 5153
Dok. nr.: 142346
Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del - Bilag 282
Offentligt